Fusk eller fortolkninger?

Keld Skovmand har anklaget fire forskere for videnskabelig uredelighed. Foto: Michael Drost-Hansen, Ritzau Scanpix

Den faglige strid om folkeskolereformen har bevæget sig over i forskningsverdenen, hvor en UC-lektor, Keld Skovmand, har anklaget fire reformvenlige forskere for uredelighed. Den ene af de fire kalder anklagerne for ærekrænkende påstande.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

En lille, bidsk terrier er sluppet løs i butikken med pædagogisk forskning. Keld Skovmand, lektor ved afdelingen Anvendt Forskning i Pædagogik og Samfund ved UC Lillebælt, har i flere år råbt “kejserens nye klæder” om det forskningsmæssige belæg for folkeskolereformen og i særdeleshed indførelsen af målstyret læring. Og i forbindelse med en bogudgivelse 1. februar kom det frem, at han har indklaget fire forskere – heraf tre professorer ved DPU på AU – for videnskabelig uredelighed.

Der er tale om professorerne Lars Qvortrup, Niels Egelund og Jens Rasmussen samt Andreas Rasch-Christensen, der er forskningschef ved VIA University College. Klagerne blev indgivet til Praksisudvalget på AU i marts 2018. Herfra blev de efter en screening sendt videre til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, hvor de stadig er under behandling.

Ifølge Keld Skovmand gør forskerne sig skyldige i både fabrikation af forskningsudsagn, mispræsentation af internationale udviklingstendenser og plagiering af ministerielle rapporter og vejledninger. På den måde har forskerne konstrueret et forskningsmæssigt grundlag for indførelsen af læringsmålstyret undervisning og tilpasset forskningen til en politisk dagsorden.

“Det mest alvorlige er det forhold, at den her såkaldte viden er lagt til grund for to meget gennemgribende reformer af henholdsvis læreruddannelsen og folkeskolen. Så alvoren handler om, at det politiske system i form af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet har brugt viden, som må siges at være falsk”, siger Keld Skovmand til Forskerforum.

70 tilfælde

Den falske viden, han taler om, kommer til udtryk i forskellige skrifter, som forskerne står bag. Keld Skovmands klager handler specifikt om fire forskningsartikler, en følgeforskningsrapport og et forord til en bog. I hvert af disse skrifter har han fundet en række eksempler på, hvad han opfatter som brud på god videnskabelig praksis, i alt omkring 70 tilfælde.

Mange af de fejl, Keld Skovmand peger på, handler om oversættelser, fortolkninger og udlægninger af tekster, udenlandske forskere har skrevet. Et eksempel er en artikel af forskerne Morisano og Locke, som Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen refererer til i en række tilfælde. Keld Skovmand har fundet seks forskellige referencer, og i ingen af disse er der ifølge ham belæg for de udsagn, de tillægges. Han har sågar fundet et tilfælde, hvor et udsagn i en ministeriel vejledning til læringsmålstyret undervisning tilskrives Morisano og Locke, og hvor det stort set identiske udsagn senere optræder i en følgeforskningsrapport, men denne gang med reference til en bog af læringsforskeren John Hattie.

Handler ikke om faglig observans

“Det, der ryster mig selv mest, er, da jeg opdager, at de genbruger formuleringer fra en ministeriel vejledning og tillægger det udenlandske forskere, hvor man simpelthen ikke kan finde det. Man
kommer med et udsagn, der ikke er dækning for, og så bruger man det igen med henvisning til John Hattie. Det er plagiering, bare med ændret reference. Det går jo simpelthen ikke”, siger Keld Skovmand.

Han afviser, at de manglende belæg kan forklares som udtryk for forskellige fortolkninger. “Det synes jeg ikke, de kan. Der er grænser for fortolkninger, og der må være grænser for, hvad kan man tillægge andre”.

Keld Skovmand siger selv, at hans vedholdende arbejde med at dissekere det forskningsmæssige belæg for målstyring og folkeskolereformen ikke handler om, at han har en anden faglig observans.

“Jeg er grundlæggende imod detaljeret styring af den offentlige sektor, men det er ikke pædagogikken, der er et grundlæggende problem, det er måden, den pædagogiske forskning fremlægges og bruges på. Der er blevet brugt argumenter som “forskningen viser”, og der er blevet henvist til “evidens”. Forskning og policy skal man have i to forskellige rum, men her har forskerne gjort sig selv til en del af den udøvende magt. Det er et demokratisk problem”.

Anklage: Forskning tilpasses politik

To af de fire forskere, hvis forskning Keld Skovmand har anmeldt – Jens Rasmussen og Niels Egelund – har meddelt Forskerforum, at de ikke vil udtale sig, så længe uredelighedsnævnet ikke er kommet med en afgørelse. Lars Qvortrup vil imidlertid godt kommentere sagen. Han er sammen med Niels Egelund forfatter til et forord til bogen “Synlig læring og læringens anatomi”, som er skrevet af John Hattie og Gregory Yates.

Keld Skovmand mener, at Lars Qvortrup og Niels Egelund i forordet tillægger bogens forfattere og andre forskere udsagn og holdninger, som der ikke er dækning for, i det, han kalder “reformtilpassede sætninger”. Han peger som eksempel på, at de refererer forskerne DuFour og Marzano for fire grundlæggende spørgsmål til læringen i skolen. Tre af de fire spørgsmål refererer til den læring, “vi ønsker”, og det mener Keld Skovmand er en “styringspræmis”, som ikke findes i originalteksten.

Med andre ord: Lars Qvortrup og Niels Egelund fordrejer det, udenlandske forskere har skrevet, så det kan bruges som argument for indførelse af målstyret læring.

Qvortrup: Har ingen dagsorden

Det afviser Lars Qvortrup imidlertid blankt.

“Påstanden om, at der ligger en intention bag, nemlig at legitimere læringsmålstyring, synes jeg er decideret ærekrænkende. Et forord er ikke en videnskabelig tekst, man bruger tre uger på, men jeg har efter bedste evne forsøgt at sætte den bog ind i en aktuel kontekst. Jeg er ikke ude på at fremme en dagsorden, og jeg har ikke nogen aktier i læringsmålstyring”, siger han.

Han vil ikke dykke ned i en diskussion af de enkelte detaljer, der ligger i Keld Skovmands kritik af hans tekst, da de eksempler nu bliver behandlet i uredelighedsnævnet. Men han mener ikke, at kritikken bygger på andet end forskel på fortolkninger.

“Jeg sammenfatter to forskere. Keld Skovmand ville gerne have, at jeg skulle have skrevet, hvad eleverne “skal kunne”, og jeg skrev, hvad de “skal lære”. Og ja, det kan man da have en debat om. Men det er ikke uredelighed. Så han fører faglig uenighed over i et forkert forum”, siger Lars Qvortrup med henvisning til anmeldelsen af teksterne.

Føler, kritik blev ignoreret

Den diskussion ville Keld Skovmand imidlertid gerne have haft, fortæller han. En del af hans kritik blev fremsat allerede i bogen “Uden mål og med – forenklede Fælles Mål?” i 2016, og de fleste eksempler, som han nu har indklaget, blev behandlet i hans ph.d.-afhandling, som han forsvarede i januar 2018. Ved det forsvar var ingen af de fire indklagede forskere til stede.

“Min kritik er blevet mødt med tavshed. Det er en del af deres strategi. Mange anklager blev bragt til torvs med min bog i 2016. Der skete ikke noget. Da jeg så havde min afhandling på plads, troede jeg, nogle ville reagere. Men der var ingen reaktion. De har af mærkværdige årsager holdt sig uden for kritikkens rækkevidde”, siger Keld Skovmand.

For Lars Qvortrup var det et bevidst valg ikke at gå i debat med Keld Skovmand om ph.d.en. Det skyldes, hvad han betragter som et personangreb, der gik over stregen.

“I ph.d.en henviser Keld Skovmand til, at jeg i én artikel har skrevet, at der var tale om et paradigmeskifte, da man gik fra pensumstyring til målstyring, og at jeg et helt andet sted har skrevet, at mål er noget, man har haft i de 200 år, der har været almen folkeskole i Danmark. Og så lyder argumentet: Det både at tænke radikalt nyt og henvise til gamle traditioner var noget, nazisterne gjorde op til anden verdenskrig”, fortæller Lars Qvortrup.

Nazikortet

Han følte sig direkte sammenlignet med nazisterne.

“Det er uanstændigt at trække nazismekortet, og jeg vil ikke sammenlignes med nazister. Hvis det er tonen, der tages i brug, så deltager jeg ikke i debatten”. Men du kritiserer Keld Skovmand for ikke at holde sig til den akademiske diskussion, og samtidig har du ikke ønsket at debattere med ham?

“Lad mig sige det på en anden måde: Jeg har netop afsluttet en debatartikel til tidsskriftet NordSTEP om, hvad John Hattie mener. Det er ikke så synligt på avisforsider, men det er en saglig debat. Jeg deltager hjertens gerne i en offentlig debat, men den skal være saglig”, siger Lars Qvortrup.

1. maj 2018 blev han meddelt, at en anklage mod ham var videresendt til uredelighedsnævnet, som altså stadig behandler sagen. En meget ubehagelig situation, synes han.

“Det er bestemt ikke morsomt, både at jeg er anmeldt, og at der samtidig kører en offentlig kampagne. Og det gør, at man overvejer, hvor meget man fremover vil stille sin forskningsviden offentligt til rådighed. Der bliver åbenbart slået nidkært ned på alt, jeg ytrer mig om”.

Diskussion om forskning og politik

Det er ikke kun Keld Skovmand, der oplever, at de kritiserede forskere ignorerede den kritik, han fremsatte med sin ph.d.-afhandling i januar 2018. Førsteopponent på afhandlingen var AU-professor Lene Tanggaard, der vurderer afhandlingen som “solid” og på “højt niveau”.

“Hvis det var mit arbejde, som nogle ph.d.-studerende var gået ind og havde påpeget fejl omkring, så ville jeg nok have forsvaret mig meget hurtigt. Måske ville jeg også have været til stede ved forsvarshandlingen. Så jeg forstår ikke, at de ikke bare er gået ind i den akademiske diskussion om det her”, siger hun.

Hun vil ikke vurdere, om der er hold i Keld Skovmands anklager om uredelighed. Men hun mener, at afhandlingen og diskussionen er relevant i forhold til at pege på en problematisk sammenblanding af politik og forskning. “Vi kan alle sammen begå fejl, men Keld Skovmand siger, at det er mere alvorligt, fordi det knytter sig til en politisk reform, hvor de samme forskere har haft stor betydning. Spørgsmålet er, om det er noget, uredelighedsnævnet kan bedømme. Men jeg synes i hvert fald, at diskussionen er relevant, fordi vi kan lære noget af den”. Lene Tanggaard er i dag selv en central rådgiver for undervisningsministeren. Derfor kan hun godt genkende, at man som forsker kan risikere at blive spændt for en politisk vogn. “Noget af det, Keld Skovmands arbejde viser, er, at vi skal være kritiske over for diskursen om, at forskning kan vise, hvad der virker. Politikere træffer de beslutninger, de kan, og så bruger de forskning, der passer ind, som argumenter. Det kan vi ikke styre som forskere, men vi kan tilstræbe at arbejde ordentligt med kilder og turde kritisere vores eget arbejde. Ellers bliver det for nemt for politikere at bruge viden forkert”.

Folkeskolefejde

Keld Skovmands bøger og anmeldelse af fire pædagogikforskere for videnskabelig uredelighed skriver sig ind i en større faglig og forskningsmæssig tvist omkring folkeskolen.

Fløjene udgøres på den ene side af tilhængere af en angelsaksisk model med fokus på mål og evaluering og på den anden side en mere dannelsesorienteret tilgang med rødder i grundtvigiansk skoleopfattelse.

Grundtvigianismen har været i højsædet i Undervisningsministeriet under ministre som Bertel Haarder og ole Vig Jensen, men med den socialdemokratiske regering i 2011 begyndte nye vinde at blæse. Pisa-målingerne viste dårlige tal for Danmark, og undervisningsminister Christin Antorini mente, at der måtte sadles om. som led i folkeskolereformen igangsatte hun arbejdet med at nydefinere en række faglige mål for folkeskolen – de såkaldte fælles Mål. rammerne blev udarbejdet af en mastergruppe, som Andreas Rasch-Christensen var formand for, og herunder 27 arbejdsgrupper. Det resulterede i 215 kompetencemål, 866 færdigheds- og vidensområder og 3.170 færdigheds- og vidensmål.

Lærernes brug af læringsmålene understøttes digitalt af de såkaldte læringsplatforme, hvor man vælger sine mål på drop down-menuer. for mange lærere blev læringsmålene således i praksis et bureaukratisk, rigidt og upopulært system. i 2017 var der da også bred politisk enighed om at bløde op på systemet ved at gøre læringsmålene vejledende, hvor de før var bindende.

Keld Skovmands kritik kommer således på et tidspunkt, hvor de politiske vinde er vendt. kritikken har derfor mere karakter af en slags forskningsmæssigt “retsopgør” med den fløj, der argumenterede for målstyring af undervisningen.