Fritz Schur-universiteter

Det havde noget på sig, da FORSKERforum allerede i begyndelsen af september fokuserede på konsulentfirmaet Nextpuzzles anbefaling af mere statsstyring, herunder især ministerudpegning af bestyrelsesformænd eller –medlemmer.

Skal vi have Fritz Schur-bestyrelses­formænd, lød spørgsmålet med henvisning til, at med ministerudpegning risikerer uni’erne at få typer ind som Schur. VK-regeringen belønnede Schur med formandsposter i SAS og i DONG for, at han er partiet Venstres fundraiser, og for at han var gode venner med eks-statsminister Anders Fogh Rasmussen. Stort set alle ved nu, hvordan Schurs forvaltede opgaven i skandalesalget af DONG.

Reformmodel: Indstillings-udvalg og minister-udpegning

Historien om ministerudpegning lignede en konspirationsteori, men den er siden bekræftet af andre medier. Først kom WEEKENDAVISENs forside (7. oktober) og siden har MANDAG MORGEN (16. oktober) bragt det samme til torvs.

Det er ikke, fordi minister Tørnæs har bekræftet sagen, men hendes manglende afvisning er også en slags bekræftelse.

Og mediernes anonyme kilder – for det er fortsat et skandaleforslag, der ikke findes – fortæller, at dept.chef Agnete Gersing holdt et hemmeligt møde i slutningen af august, hvor hun konkretiserede skuffeplanen: Der skal indføres et centralt indstillingsudvalg med fem personer (med dept.chefen selv i spidsen). Udvalget skal indstille to personer til posten som bestyrelsesformand, som ministeren så skal vælge mellem. Og bestyrelsesformanden skal så lave en ønskeliste over de øvrige eksternt udpegede medlemmer (flertallet i bestyrelsen), som så skal godkendes af ministeren.

Scenario: Bestyrelsesformand bliver styrelseschef

For lægmand ser det relativt uskyldigt ud med indstillingsudvalg og ministerudpegning. Men for politologer med kendskab til statsforvaltning og management er det langtfra uskyldigt.

Overført på uni’erne vil minister­udpegning indføre en topstyrings­model, der i praksis afmontere den relative autonomi, som bestyrelserne har i dag. Den vil gøre bestyrelsesformanden til en slags “styrelseschef” under ministeriet. Han underlægges ikke formelle instruktionsbeføjelser som embedsmand, men der vil være en indbygget loyalitetsforpligtelse opad.

Modellen vil indføre en direkte styringskæde fra ministeren gennem dept.chefen til bestyrelsesformanden til rektor til institutledere, der så sender instrukser ned til de menige i systemet.

Nogle uni-ledere har luret faresignalerne, og modarbejder skuffeplanerne med retorik om, at det selvejende og formelt selvstyrende universitets autonomi er på spil. Det er brud på armslængdeprincippet. Ministerudpegning vil mistænkeliggøre uni’erne for ikke at være uafhængige, og hvor er forskningsfriheden, spørges der i de protester, som forsøger at få Tørnæs til at trække forslaget, før hun har fremsat det…