Forskningsverdenens magtnetværk

Magteliten omkring den danske forskningsverden er relativt tæt forbundet på tværs og består af få personer, der binder dem og deres institutioner sammen. Der er 75 “linkers”, og der kan uddrages en top-20-liste og en top-5. Jo tættere på toppen, jo flere magtfulde positioner.

Det afslører FORSKERforums elitenetværk over personerne omkring de største forskningspengetanke.

”Mens det i offentligheden foregives, at det danske demokrati er relativt fladt, og magten er på mange hænder, så forholder det sig ikke sådan i virkeligheden –
heller ikke i forskerverdenen! Her er der et ekstremt elitært netværk bestående af enkelte personer, som har stor politisk og bevillingsmæssig magt, og det er tilmed sådan, at nogle udvalgte har forstærket magt som ’brobyggere’, der binder systemet og store fonde sammen”, forklarer sociolog Christoph Ellersgaard, som i sin ph.d.-afhandling har lavet metodikken bag magtnetværket.

Nr. 1: Ukendt direktør med hemmeligtstemplet lobby-kasket

Nr. 1 i netværket er den i forsker-offentligheden relativt ukendte Jens Maaløe, formand for Innovationsfonden, 1,6 mia. kroner. Maaløe har sin magtbase hos arbejdsgiverne i Dansk Industri. Og så er han direktør for det kontroversielle våbenteknologi-firma Terma, der netop nu er interessenter i det topaktuelle kampfly-indkøb til 20-30 mia. kr. Maaløes rolle, position og lobbyisme i kulissen bag er dog hemmeligtstemplet, så hans habilitet til at indtage en offentlig post kan ikke vurderes.

Magtpersoner styrer

Ellersgaard vil ikke kalde sig ’videnskabssociologisk ekspert’, men vil gerne sige, at ud fra et magtperspektiv har det beskrevne netværk og personerne heri stor betydning for dansk forskningspolitik og for menige forskere:

”Disse personlige netværk omkring de store pengetanke har stor og voksende indflydelse på de menige forskeres vilkår, når det er sådan, at flere og flere forskningspenge skal ud i konkurrence. I dagligdagen oplever forskerne jo, at skal man have ressourcer til at lave vigtig forskning, så skal pengene hentes hos eksterne pengetanke. Og når forskningsrådenes midler stagnerer – med succesrater på 10-15 pct. – så må forskerne jo vende sig mod andre kilder”, siger Ellersgaard.

”Alle i forskerverdenen ved, hvor vigtigt det er at have et navn eller relationer, når man skal søge midler (fx i forsknings­rådene). Det eksponerer, at det er utrolig vigtigt, hvem der sidder i disse bevilgende organer, for de prioriterer ikke bare deres egne organers bevillingspolitik, men indirekte også den offentlige, når det fx handler om forskningsfelter, nyttekrav, medfinansiering osv.”

Se TEMA: Forskningens magtnetværk s. 14-19 i det trykte blad.