Forskningscensur i klimaets navn

Er den videnskabelige debat åben, når det handler om klima-forklaringer? Nej siger Jens Morten Hansen, der måtte kæmpe 4 år for at få sin forskning publiceret

En stor gruppe forskere kæmper i disse år med næb og klør for at gøre det klart for almenheden og politiske beslutningstagere, at Jordens klimabalance er alvorlig truet og afhængig af drastiske politiske beslutninger.

Men spørgsmålet er, om videnskabens måske vigtigste motor – den kritiske faglige debat – bliver ofret på klimakampens bål.

Flere forskere, FORSKERforum har talt med, mener, at klima-relaterede forskningsområder er ramt af en mere eller mindre bevidst faglig censur, hvor forskning, der modsiger eller rokker ved rapporterne fra FN’s klimapanel (IPCC), bliver holdt ude af billedet.

”Min oplevelse er, at IPCC har udviklet sig fra videnskabeligt forum til en kirke, som prøver at kule al oppostion ned.”

Sådan siger Jens Morten Hansen, statsgeolog på GEUS og desuden tidligere direktør for Forskningsstyrelsen.

Han er sur og træt efter fire års forgæves forsøg på at få publiceret et stykke forskning, der ganske opsigtsvækkende forklarer havstigninger i Nord- og Østersøen som konsekvens af en tilbagevendende naturlig svingning, forårsaget af månens påvirkning af tidevandet.

Takkebrev fra redaktør

Artiklen, som er skrevet sammen med GEUS-kollegaen Antoon Kuijpers samt lektor Troels Aagaard fra KU, blev for nyligt publiceret i tidsskriftet Journal of Coastal Research. Et anerkendt tidsskrift med kernefokus på netop den slags forskning, Jens Morten Hansen bedriver. Problemet er bare, at tidsskriftet er fagsnævert, og artiklens forfattere var enige om, at her var et forskningsresultat, der med sin betydning for klimadebatten fortjente en bredere og større læserskare. Derfor henvendte de sig først til Nature. Her blev tommelfingrene imidlertid vendt ned. Herefter prøvede de lykken hos Nature Climate, så Nature Geoscience og endelig tidsskriftet Earth Science Review, der også er en del af Nature-familien. Alle steder var døren lukket.

”Vi fik i alt syv bedømmelser. Fem korte, ubegrundede afvisninger fra anonyme reviewere, og så to overstrømmende positive, der havde navn på,” fortæller Jens Morten Hansen.

Da det stod klart, at der ingen chance var for at publicere i tidsskrifter under Nature-forlaget, besluttede de tre forfattere at sende artiklen til Journal of Coastal Research. Og har var der anderledes positive reaktioner fra reviewerne – i en sådan grad, at tidsskriftets chefredaktør Charles Finkl kvitterede med et takkebrev, hvor det blandt andet hed:

“I think these papers will be very well received by the research community, at least by those who appreciate cyclicity in Nature. Bravo for a job well done!”

IPCC-korpsånd

I alt skulle der altså gå 4 år, før artiklen fik lov at blive trykt.

”Det er meget normalt, at der kan gå et år med at få publiceret, især når det er mere banebrydende forskning. Så er der mange, der bliver sure og stiller krav om, at det tjekkes i hoved og røv. Men 4 år er overdrevet lang tid. Vi kunne selvfølgelig have fået det ud tidligere, men så skrulle vi have valgt et lokalt tidsskrift,” siger Jens Morten Hansen.

Han er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad der har holdt hans artikel ude af det fine selskab: En fælles korpsånd og loyalitetsfølelse over for IPCC, der gør, at forskningsresultater, der sår tvivl om de menneskeskabte klimaforandringer, bliver afvist ved gadedøren.

”Hele IPCC’s politik går ud på at bekæmpe menneskeskabt klimaforandring. Men det forudsætter, at man kan bevise, at det er menneskeskabt. Men når vi nu kan beskrive de naturlige vandstandssvingninger i den nordatlantiske region, siger vi samtidig, at vandstigningen er naturlig og dermed ikke menneskeskabt. Og den diskussion kan vi ikke få lov til at tage.”

Kritiserede selv Lomborg

Jens Morten Hansen har tidligere været kritisk over for IPCC’s udlægninger af havstigningerne. Omvendt har han også kritiseret Bjørn Lomborgs indlæg i klimadebatten for at være ubevidst uredelige og uvidenskabelige.

”Jeg har været med til at starte miljøbevægelsen i 1969. Jeg synes, det er knaldgodt, at Danmar har en hård og grøn klimapolitik. Men man skal lade være at blande videnskab og religion. For Klimapanelet er der sket et skred, og de er kommet på den gale side af det, man bør. De er blevet selvforsynende med forklaringer,” siger han.

Selv om Jens Morten Hansen også i visse danske kredse – som han ikke vil idenficere nærmere – kan mærke, at både hans person og forskning er ilde set, har han et fint samarbejde med sine danske kolleger, og heller ikke fra GEUS-ledelsens side oplever han problemer.

Han frygter dog, at det er de færreste forskere, der tør tale IPCC-dagsordenen imod.

”Jeg er tjenestemand – en af de sidste – og det giver mig en vis tryghed, for jeg føler ikke, jeg kan blive knaldet på levebrøddet. Men flere og flere forskere er midlertidigt ansat, og de skal ikke have klinket noget, hvis de sidder med stort projekt.”

”Det var en bombe”

Det er ikke kun Jens Morten Hansen, der oplever, at forskning, hvis resultater sår tvivl om IPCC-rapporterne, har svære kår.

Den danske forsker Ole Humlum, der er ansat som professor i geofysik ved Oslo Universitet, er en af de klimaforskere, der meget eksplicit har kritiseret Klimapanelet, blandt andet med bogen ’Det ustyrlige klima’ fra 2009. Han kan fortælle næsten samme historie som Jens Morten Hansen.

”For et par år siden skrev jeg en artikel, der så på mængden af sammenhængen mellem mægnden af CO2 og den globale temperatur. Det viste sig, at der var en sammenhæng, men den var bare omvendt, for temperaturen faldt, når CO2-mængden steg,” fortæller han.

Artiklen blev som Jens Morten Hansens sendt til Nature, og fik omtrent samme behandling.

”Jeg fik den tilbage stort set uden kommentar. Den blev også sendt til Nature Geoscience, hvor den fik et par reviews, der var klart negative. Min fortolkning er, at det ville være en bombe under Klimapanelet, hvis jeg havde ret. Vi fik artiklen publiceret andet steds, hvor den nu på 3. år ligger i top ti over downloads fra tidsskriftet, så den bliver i hvert fald læst af mange,” siger Ole Humlum.

Mener forskningen taber

Han tror, uviljen mod IPCC-kritiske videnskabelige artikler findes i mange tidsskrifter, men at det især er udtalt i Nature.

”I sommeren 2001 havde de en leder, hvor der stod mellem linjerne at folk, der havde anden opfattelse end Klimapanelet ikke var velforvarede. De har været meget klare i mælet. Jeg var selv frustreret over lederen, og tænkte, at der her var tale om et enestående brud med flere hundrede års god politik omkring forskningskritik.”

Humlum mener, det er forskningen, der bliver taber, hvis den faglige debat ikke er fri.

”Der er aldrig noget, hvor forskere er helt enige. Naturligvis gælder det også klima. Og det er godt, for det bringer forskningen frem. Hvis jeg holder foredrag og får kritiske bemærkninger, så lærer jeg af det. Men får jeg kun rygklap, så lærer jeg ikke noget, så trasker jeg bare i mine egne fodspor.”

Konsensus kan true åben debat

Bekymringen deles et stykke hen af vejen af den danske biolog og videnskabsteoretiker Claus Emmeche. Han beskæftiger sig ikke med klimaforskning, men han genkender den konsensus-dannelse, der videnskabshistorisk set har en tendens til at lukke ned for den videnskabelige diskussion.

”Tanken om, at det er svæt at få publiceret ting, der går op imod den herskende konsensus, er jo meget nærliggende, og det er et uheldig aspekt omkring konsensus, betragtet som fænomen. Jeg synes, at videnskaben hele tiden bør være åben for kritik og spørgsmål til de herskende opfattelser, tegningen af et bredt billede af den generelle viden omkring – i dette tilfælde – vandstandsstigninger,” siger Claus Emmeche.

I tilfældet klimaforskning er det ekstra skærpende for debattens karakter, at konsekvenserne ved ikke at handle politisk på klimaforandringerne kan være uoverskueligt store.

”Klimaforskerne er vitterligt berørte over klodens tilstand og føler pligt til at bringe deres budskaber videre. Men der er brug for at huske det brede videnskabelige samfund på, at det selv står for videnskabelige værdier, der indbefatter at pege på ting, der går i mod den herskende konsensus. Det er klart, at det er irriterende, at forskningen misbruges i den politiske debat, men den risiko må man løbe,” siger Emmeche.

lah