Forny forskeruddannelsen nu!

Af Olav W. Bertelsen, formand for DM Viden, FTR på AU

Mange af os fastansatte tænker givetvis tilbage på ph.d.-tiden som et paradis, hvor vi i tre år kun skulle tænke på én ting, nemlig vores projekt. Desværre passer vores erindring ikke med den virkelighed, stipendiaterne oplever i dag.

Dette nummer af Forskerforum stiller skarpt på ph.d.-stipendiaternes liv på landets universiteter. Der tegner sig et generelt billede af stress og mistrivsel. Hvad er grunden, og hvad kan vi gøre?

Læs også
Kæmpe forskelle på ph.d.-vilkår

Uklare mål og forventninger skaber usikkerhed. Hvad er godt nok til afhandlingen, og hvad er godt nok til at komme videre i karrieren? Når man er i konstant konkurrence om fremtidige stillinger, legater osv., bliver det, trods universiteternes behjertede forsøg på formelle beskrivelser, svært at overbevise sig selv om, at man gør det godt nok.

Dertil kommer, at karriereperspektivet opfattes ganske snævert, fordi de fleste af os lider af en slags Stockholmsyndrom, hvor vi er blevet ét med universitetskarrieren. Mange stipendiater er slet ikke klar over, at der er attraktive karrieremuligheder uden for universitetet.

Stipendiaterne står i et krydspres med en række krav, der ikke nødvendigvis spiller positivt sammen med ph.d.-projektet. Der er 840 timers pligtarbejde, og der er krav om indsamling af 30 ECTS-kursuspoint. For mange bliver der i praksis kun to år til projektet. Dertil oplever mange krav om at publicere på måder, der ikke nødvendigvis spiller godt sammen med projektet. I et så presset program risikerer udlandsopholdet også at blive næsten ubærligt.

Man kan læne sig tilbage og mene, at det er godt med et hårdt selektionspres på ph.d.-populationen. De bedst egnede overlever, og fanden ta’r de sidste. Desværre er det ikke god brug af ressourcerne – hverken de offentlige eller de enkelte menneskers. Langt de fleste ph.d.er ender andre steder end på danske og udenlandske universiteter, det er godt for samfundet, og derfor kan man ikke bare selektere til universitetskarrieren.

Der er brug for klarere normer for og institutionalisering af vejledning om karriere og udvikling med et tydeligt løbende perspektiv på hele karriereviften. Det vil også være gavnligt, hvis vi i forskningsmiljøerne lærer omverdenen bedre at kende og får en bedre forståelse af, hvordan kvalifikationer i universitetsverdenen kan reformuleres og omsættes i noget, der er forståeligt og relevant i virksomheder og offentlige institutioner.

Der er brug for en gennemgang af de mange forskellige krav, der stilles til stipendiaterne. Det skal sikres, at kursuskravene faktisk bidrager konstruktivt ind i ph.d.-projektet, og at de bidrager til, at stipendiaterne udvikler et godt og brugbart fagligt netværk.

Vi bliver også nødt til at kigge på pligtarbejdet. Mange institutter har et legitimt behov for ph.d.-stipendiaternes arbejdskraft, da budgettet ellers vil blive belastet med ansættelse af andre undervisere. Man kan imidlertid helt relevant spørge, om 840 timer er for meget. Det er det klart for nogle, hvor det for andre kan være et behageligt afbræk i ugens aktiviteter at komme hen og gennemgå opgaver i et introducerende kursus med en flok førsteårsstuderende. Pointen er, at belastningen varierer, og at den for mange er for stor og for uoverskuelig.

Med globaliseringsmidler og skolegørelse i starten af 90’erne ændrede forskeruddannelsen karakter. Alt blev sat i system, for at universiteterne kunne overkomme at administrere det store antal ph.d.-projekter. Nu ser vi bagsiden af medaljen med udbredt mistrivsel blandt ph.d.-stipendiaterne. Derfor er der brug for en gennemgribende analyse og revision af forskeruddannelsen. En sådan revision bliver ikke nem, for den kommer blandt andet til at påvirke fordelingen af undervisningsopgaver, øge vejledningsopgaverne for de fastansatte, opprioritere stipendiaternes rettigheder og sætte spørgsmålstegn ved, om der er ressourcer nok til det antal ph.d.er, vi har i dag.

Det er et fælles ansvar, og der skal handles nu!