FOLKEMØDET: Konsensus-debatter og Bertel Haarder

REPORTAGE. Nogle siger, at den nye uni-minister Tommy Ahlers ikke kan nå at gøre skade, for han kender ikke sektoren og har kun 15 måneder tilbage inden et valg! Andre peger så på, at hans ukendskab til sektoren giver plads til, at dept.chef Agnete Gersing kan bøffe nogle af sine mærkesager igennem!

Og hvis man tolker et politisk signal på Folkemødet er en nærliggende sag afskaffelse af studerendes og ansatte medindflydelse i studienævnene. Den bestræbelse blev nemlig nævnt af tidl. uni-minister  Bertel Haarder (V) i en session om Universiteterne 50 år efter studenteroprøret i ’68” . Haarder signalerede en  højprioriteret sag for Regeringen og Venstre. Det betyder, at Tommy Ahlers kan blive sendt på banen med konkret lovgivning på studienævnene. Herved kan politikerne få fjernet den sidste smule faglig og kollegial medbestemmelse på uni-styringen.

Hvem skal bestemme, hvad de skal og hvordan de gør det?”, lød et under-spørgsmål til styringsdebatten. Haarder udlægning var, at politikerne havde indført Uni-Loven 2003-07 for at få stærk ledelse med en bestyrelse med ”samfundsrepræsentanter” i spidsen, men netop disse bestyrelsers forandringsvilje havde skuffet Haarder. Det blev modsagt af såvel uni-bestyrelsesformand Lars Nørby Johansen og rektorformand Anders Bjarklev, der mente, at uni-styring er en meget kompleks ting og at der er mange interessenter, herunder ikke mindst politikernes detailstyring… (SE DEBAT1)

Men ellers var Haarder udpræget tilfreds med afskaffelse af Styrelseslovens uansvarlige ledelse, så nu mangler man altså bare at ændre på studienævnene, sagde han – med indirekte henvisning til det såkaldte Gersing-udvalgs anbefaling nr. 36-37, der vil fjerne de selvstændigt besluttende beføjelser, som studerende og ledelse har medbestemmelse på i dag. Dels skal studieledere udpeges direkte af ledelsen, uden forudgående indstilling fra studienævnet. Og dels skal ledelserne fremover styre nævnenes arbejde, så det entydigt bliver ledelsens ret at tilrettelægge dagsordener og sætte rammerne for ”uddannelsernes indhold og kvalitet”. Forslaget er drastisk, for det kræver en ændring af Uni-Loven. (SE GERSING-UDVALGET).

Selv om rektorkredsen har sagt fra overfor ændringen af studienævnet, kom der ingen højlydt protest herfra. Panelet på Folkemødet havde ikke forsvarere af den kollegiale medbestemmelse jf. styrelsesloven efter ”studenteroprøret”. Som så mange andre debatter på Bornholm lagde panelets sammensætning ikke op til konfliktuel debat, men til konsensus-fortællinger om, at det går jo meget godt alt sammen. Det nærmeste panelet kom en talsperson for kollegial medbestemmelse var således politolog og ledelsesforsker Lotte Bøgh Andersen,der ikke kritiserede styringssystemet, for det fungerer angiveligt udmærket, hvis man har et godt forhold til sin institutleder.

Bertel Haarder var formentlig den mest aktive paneldeltager på Folkemødet med hele 30 arrangementer, og han deltog også i Aarhus Universitets session om ”Kan politik blive klogere”, der handlede om relationen mellem forskningsdata og politisk beslutningsgrundlag. Temaet var stillet dikotomisk op som om ministerier ikke kan få leveret ”den nødvendige viden på de rette tidspunkter” på den ene side, og som om uni’er / forskere på den anden side bliver ”overhørt, får skudt politiske motiver i skoene eller får anfægtet deres faglige integritet, når de leverer forskningsbaseret rådgivning”. Temaet var ikke systemfejl, som at ministerier kan presse forskningen på økonomien til at levere ”bestillingsforskning”. (SE DEBAT2)

Haarders trick i denne session – og han blev ikke modsagt – var at tale om forskere der politiserer, ”jeg nævner ingen navne, men vi ved alle hvem det handler om”, og at politikere derfor har en (berettiget) mistro til forskningen.

Det bemærkelsesværdige ved denne session var det, som der ikke blev talt om, nemlig AUs største konflikt på forskning/politik i disse år: Gyllegate, myndighedsbetjening og ministeriers pres på AUs forskere. Det blev ikke blev nævnt med et ord. Bortset fra til allersidst, hvor konfliktløsheden tilsyneladende blev for indeklemt for AUs bestyrelsesformand Connie Hedegård, der konstaterede generelt, at den største fare for universiteternes forskningsfrihed er, at (uafhængigheden i) myndighedsbetjeningen kan blive presset politisk af ministerier, der sidder på økonomien…