Fastansættelse ingen garanti

Fyringerne på KU har brudt illusionen om, at danske forskere er særligt beskyttede i ansættelsen, siger en af de fyrede, filosofiprofessor Finn Collin

Fyringerne på KU har tvunget mange til at revurdere deres opfattelse af, hvad der skal til for at fyre en forsker. Blandt de fyrede er kendte, velrenomerede navne, forskere med store bevillinger og lange publikationslister. Og selv om standardformuleringen i alle afskedigelsesbreve har været, at fyringen udelukkende skyldes økonomi og ikke personlige kvalifikationer, har mange alligevel haft en forventning om, at udvælgelsen af de fyrede sker ud fra en form fagligt rationale.

En af de fyringer, der kommer bag på mange, er filosofiprofessor Finn Collins. Han har selv forgæves forsøgt at få en faglig begrundelse for, at netop han blev prikket. Men også han må slå sig til tåls med, at det normale akademiske imperativ – at man kan begrunde og argumentere fagligt for sine beslutninger – er sat ud af kraft.

”Det er en del af hele universitetets dna, at alt, hvad vi gør, skal begrundes i alle detaljer. Hvis bare en studerende klager over karakteren på en 11-siders opgave, nedsættes der et helt ankeudvalg af forskere. Men i dette tilfælde er der ingen begrundelser,” siger Collin, der omtaler situationen som en form for ”retsløshed”. Ikke i ansættelsesjuridisk forstand, for han anerkender, at universitetet har det juridiske grundlag på plads, når blot de henviser til økonomien.

Handler om forskningsfrihed

”Men jura har også noget med praksis at gøre. Kutyme og god skik. Der har været en forståelse på universitetet af, at skal nogen fyres, er det, fordi man fjerner et helt område. Ellers fyrer man ikke individuelt. Men det her betyder i realiteten, at man altid kan fyre folk, hvis man vil. Der vil jo altid være nedskæringer. Den aktuelle nedskæringsplan løber helt til 2019.”

Når forskere – i hvert fald i gængs opfattelse – har været særligt beskyttede i ansættelsen, skal det ses i sammenhæng med forskningsfriheden, som også handler om, at man kan træffe faglige valg uden at skulle overveje, om man sætter sit job på spil.

”Det er fuldstændig centralt. Ellers begynder folk at tænke taktisk. Vi har været igennem 10-15 år, hvor folk har tænkt taktisk i forhold til, hvor man kan hente forskningspenge. Men nu kommer man til at kigge på institutlederne og tænke: hvad synes de er spændende?”, siger Collin.

Fokus på institutleders rolle

Han er ikke i tvivl om, at fyringsrunden og den fortsatte usikkerhed vil spille ind på den forskning, der vil blive bedrevet.

”I gamle dage vidste man, hvordan man skulle gøre sig fortjent. Det handlede om at få sine grader, skrive doktorafhandling og så videre. Nu er det andre ting, der tæller, men man ved ikke hvad. Og så vil folk overveje: hvordan kan jeg undgå at blive prikket i de kommende år? Og så kigger man på sin forskningsprofil og overvejer, hvad institutlederen synes er værd at holde fast i. Folk vil jo være idioter, hvis de ikke gør det. Så det kommer til at styre endnu mere.”

Har noget ændret sig, eller er det bare, fordi man ikke har haft et tilsvarende sparekrav før?

”Meget tyder på, at retsgrundlaget har været der. Men jo, det er første gang, vi oplever et så stort sparekrav. Så her ændres praksis – eller i hvert fald det, man troede var praksis,” siger Collin.

Er dette et led i en normalisering af universiteterne til arbejdsmarkedets ’almindelige’ betingelser – at man kan fyre forskere, som man kan fyre alle andre?

”Jeg vil opponere mod ’normalisering’, selvom jeg forstår, hvad spørgsmålet indikerer. Universitetets traditioner og ansættelsesformer går altså tilbage til 1200-tallet, og begrebet er ældre end ’private virksomheder’. Men det har været normalt, at universitetet er en samfundsinstitution, der IKKE er underkastet markeds- og beskæftigelsesvilkår. Men det er altså under pres.”

lah