Fagmiljøer skal diskutere fakta-etik

Med mange nye informationskilder på internettet er der opstået et mylder af kanaler, hvor der sættes nye standarder for fakta og kendsgerninger. Nogle taler om, at der opstår ”postfaktuel viden” eller ”alternative fakta”. Og det stiller den videnskabelige verden over for helt nye udfordringer. For der kan spredes fordrejninger og manipulationer af viden på fagfelter: for hvornår og hvorfor man skal melde ind i debatter eller i tilfælde af, at usund ’post-faktuel viden’ florerer på ens fagfelt, mener ekspert i forskningsformidling:

”Det er jo en løbende afvejning, hvornår forskere mener, at de har en forpligtelse til at gå ud i offentligheden. Nogle taler ofte og tit – og breder sig måske også over store faglige områder. Andre udtaler sig mere sjældent og vil kun udtale sig indenfor deres snævre faglige ekspertise. Og andre siger ikke noget – selv om deres forskningsfelt indgår i den offentlige debat – fordi de mener, at journalister forfladiger deres udsagn eller at politikere alligevel ikke lytter til dem”, siger KU-professor Maja Horst.

 ”Uanset hvilken position, man indtager, så er det en meget personlig og individualiseret situationen, hvor man skal foretage nogle valg i en super-kompetitiv forskerverden. Det er et grundvilkår, som man ikke kan afskaffe. Men det vilkår kan negativt føre til i en individualisering, hvor man agerer i forhold til hvad der er bedst for en selv og ikke, hvad der tjener offentligheden eller videnskaben bedst”.

Miljøer bør fastlægge normer og standarder

Horst mener, at der internt i miljøerne mangler en afklaring af standarder for, hvornår og hvorfor, man skal melde ind i offentligheden eller over for myndigheder, hvis der florerer ’post-faktuel viden’ på ens fagområde:

”Men hovedproblemet er efter min vurdering, at miljøerne ikke har interne debat om, hvordan man håndterer kommunikation om kontroversielle emner. Jeg synes ikke ledere skal blande sig i, hvad forskere siger offentligt. Men det kræver, at de faglige miljøer selv tager ansvar. Selv om debat og kontrovers indgår centralt i videnskaben og i forskeres selvforståelse, så er danske forskere og forskningsmiljøer alt for dårlige til at diskutere etik med hinanden om, hvad der er rigtigt og forkert i relation til hinanden og offentligheden”, forklarer Horst.

 ”I stedet for at nogle, som udtaler sig, mere eller mindre åbent mistænkeliggøres som ’meningsmaskiner’, bør miljøer have en diskussion af standarderne for, hvad man kan udtale sig om: Hvor bredt er ens faglige ekspertisefelt? En klargøring ville også give større intern respekt”.

Og så mener hun i øvrigt ikke, at eens faglige ekspert-ekspertise skal indsnævres til et snævert specialefelt, som man gemmer sig bag: ”Som forsker har man brede faglige og metodiske kompetencer til at udtale sig inden for sit hovedområde …”

SE TEMA: Fakta-etik s. 14-23 i det trykte blad.