ESSAY: ‘Læren af Gyllegate

Gyllegates problematiske aspekter for må ikke forties, for sagen eksponerer en alvorlig erosion af forskningsfriheden og ytringsfriheden for os alle. Det bør forskerverdenen og Aarhus Universitets ledelse reagere på, for forskningsfriheden kommer ikke af sig selv

Nu og da kommer det frem i medierne, at forskere har været under politisk pres for at fortie resultaterne af de undersøgelser, som de er blevet bedt om at lave. Det seneste eksempel er forskerne ved Århus Universitet, der af miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens embedsmænd blev bedt om at beregne landbrugspakkens konsekvenser for miljøet.

Forskernes beregninger passede imidlertid ikke med ministerens ønske om at præsentere en landbrugspakke, der skulle fremstå som om den var en gevinst for både landbruget og miljøet. Ministeren bad derfor embedsværket om at presse forskerne, så der kunne fremlægges nogle fiflede tal, der forskønnede miljøtilstanden i hendes Landbrugspakke.

Og dette pres bag lukkede døre skulle de involverede forskere stille op til, samtidig med at det senere kom frem, at de havde fået mundkurv på. AUs ledelse havde nemlig undertegnet en kontrakt med ministeriet, hvoraf det udtrykkeligt fremgik, at forskerne ikke kunne udtale sig om deres forskningsbidrag og om sagen i det hele taget før 1. februar – to måneder efter afleveringen og en måned efter, at loven om Landbrugspakken var fremsat i Folketinget. Landets fremmeste eksperter på kvælstof og vandmiljø havde altså mundkurv på, mens sagen var et hot tema i Folketinget og i offentligheden.

Forskerverdenens tavshed

Umiddelbart skulle man tro, at der ville rejse sig et ramaskrig blandt forskerne en bloc, da sagen kom offentligt frem. Et af adelsmærkerne ved offentlig finansieret forskning er jo netop, at den skal komme samfundet og ikke særinteresser til gavn. Hemmeligholdelse og tavshedserklæringer synes at have den stik modsatte effekt, da de hovedsaligt er i magthavernes favør.

For mange forskere var sagen dog tilsyneladende langt fra enestående og således ikke noget at himle op om. En minister, der beder forskere om at holde mund, så hun kan bruge sine manipulerede tal, som det passer hende, er åbenbart ikke nok til at forarge forsker-Danmark.

Forargelsen overlod forskerverdenen og AUs ledelse i stedet til politikerne og kommentarer. Og her blev ministerens miljøluskeri ikke det centrale, derimod et pres på Det Konservative Folkeparti og miljøordfører Rasmus Jarlov, som bed sig fast i en manipuleret tabel. Som bekendt viftede Lars Løkke med valgkortet og forsøgte derved at banke Konservative på plads. Og Liberal Alliance og Dansk Folkeparti bakkede ministeren op og undrede sig højlydt over partileder Pape Poulsen.

Flere borgerlige kommentatorer have også travlt med at hælde galde ud over det lille borgerlige parti. Eksempelvis skrev lederskribenten i Jyllandsposten om Konservative: Det angreb, som partiet har udsat miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen for, er ikke alene under al kritik. Det er et stykke politisk amatørarbejde, som skader hele det borgerlige Danmark” (25. februar).

Det bemærkelsesværdige er, at opbakningen til Eva Kjer Hansen altså skete til trods for, at det på det tidspunkt var åbenlyst for ethvert tænkende væsen, at hun havde vildledt med miljøberegningerne.

Sektorforskningens indtog på uni’

Måske skyldes forskernes tavshed, at store dele af sektorforskningen – der i høj grad handler om at betjene offentlige myndigheder – er lagt ind under universiteterne. Selvom ’sektorforskningen’ på universitetet proklameres at være uafhængig, så er armslængden til politikere ofte forsvundet, når det er et specifikt ministerium, der har bestilt produktet og således er den direkte arbejdsgiver.

Og noget tyder på – med Gyllegate in mente – at medarbejderne fra ’sektorforskningen’ er vant til begrænsninger i ytringsfriheden, og at universiteternes ledelser accepterer, at det er vilkårene, hvis de skal kunne indgå kontrakter med ministerierne. Hvis det er synspunktet, så viser det blot, at sektorforskningen ikke hører hjemme på universiteterne.

På et universitet bør enhver være garanteret forskningsfrihed samt retten til at offentliggøre sine forskningsresultater. Tys-tys-forskning hører til i private laboratorier og den militære industri. Universiteterne skal ikke være politikernes forlængede arm – deres opgave er at levere fri uafhængig forskning i international klasse til gavn for os alle. I den forbindelse kunne man godt ønske sig, at forskningssamfundet stod mere sammen, og at universitetsledelserne over hele landet sagde fra over for politikernes pres, således at det ikke er den enkelte forsker mod systemet.

Forskningsfrihed er et kollektivt ansvar

Det havde i sagen om Gyllegate klædt universitetsledelsen på Aarhus Universitet at have stået offentligt vagt om forskernes ret og pligt til at udtalelse sig, når de mente, at deres forskning var blevet misbrugt. Nu kan deres larmende tavshed i bedste fald blot ses som udtryk for bureaukratisk indifference.

I et interview den 16. maj 2016 til Politiken taler en af de involverede forskere, professor Jørgen E. Olesen, om at komme i politikernes og mediernes gabestok: ”Efterfølgende oplever man personligt at blive angrebet fra flere sider. Jeg ved, at mange af mine kolleger ikke vil gøre noget lignende igen. Jeg ved, at der er mange, der føler sig skræmt.”

Kampen for forskningsfrihed og ytringsfrihed blev den individuelle forskers problem. Men den kamp kan aldrig være den enkelte forskers ansvar. Det er universiteternes opgave at beskytte de akademiske medarbejderes forskningsrettigheder.

Hvis man vil bevare fri forskning, bør man ikke forbyde forskere at udtale sig om deres forskning. Mundkurv er noget man putter på bidske hunde ikke professorer! I Eva Kjer Hansen-sagen var mundkurven endog dobbelt, da forskerne end ikke måtte fortælle, at de havde fået mundkurv på.

Men i et demokrati bør alle forskningsresultater være offentligt tilgængelige for debat og kritik. Forskere skal kunne modsiges af andre forskere, og vi har alle som borger i et demokrati ret til at vide, hvilken forskningsbaseret evidens politikerne bygger deres beslutninger på. Det er en vildledning af borgerne, hvis forskerne forinden er blevet trynet til at sige eller udlade at sige noget bestemt, eller embedsmændene bliver bedt om at fabrikere ”kendsgerninger” til støtte for ministeren.

Derudover skal politikere undlade at presse deres embedsmænd til at fifle med forskningsresultater. Som det fremgår af et interview med flere anonyme embedsmænd (Berlingske Tidende 23. feb.), følte flere af dem, at Eva Kjer Hansen var meget opsat på at få forskernes resultater til at stemme overens med regeringens verdensbillede: ”Der var en udbredt bekymring om, at vi ikke kunne stå på mål for fagligheden, fordi vi blev presset så meget til at levere noget politisk,” udtalte en af embedsmændene.

Den form for armvridning af embedsværket bør vække afsky hos enhver folkevalgt politiker samt hos enhver demokratisk sindet borger.

Undergravning af ekspertviden: ’Partsindlæg

Politikere bør også afholde sig fra at besvare forskeres kritik ved at søge at undergrave deres troværdighed. Kort inden sin afgang udsendte Eva Kjer Hansen en pressemeddelelse, hvori hun affærdigede et høringssvar fra en række forskere ved at hævde, at ”hvis forskerne havde afleveret det her på universitetet, var de dumpet.” Hvis I er uenige med mig, er det, fordi I er dumme!

Bevares, forskere tager sommetider fejl, fordi deres antagelser er midlertidige. Bedre data og bedre modeller hjælper dem til løbende at revidere deres hypoteser. Det driver videnskaben til at gøre fremskridt. Men at latterliggøre forskere, bare fordi de ikke deler ens verdenssyn, er bestemt en uskik.

I forlængelse heraf er det vigtigt, at politikere ikke blot betragter forskning på linje med vilkårlige holdningstilkendegivelser og politiske partsindlæg. Det er således med til at undergrave forskningssamfundets troværdighed, når politikere gør forskeres bidrag til partsindlæg på linje med alle andres i faglige/saglige spørgsmål. Det gjorde Jakob Ellemann-Jensen (V), da han sagde, at der havde været ”rigtig mange partsindlæg” i forbindelse med landbrugspakken, og at ”man må også betragte forskernes udlægning som et partsindlæg.” (Berlingske Tidende 15. april).

Men at betragte forskeres bidrag i denne sag som partsindlæg på linje med eksempelvis politiske holdninger er både uhensigtsmæssigt og direkte misvisende. Forskningsresultater er jo netop karakteriseret ved, at de konstant har været udsat for kritisk efterprøvning af andre forskere. Og selvom forskning ikke er ufejlbarlig, så bunder den i mere end blotte ”meninger”. Enhver antagelse er udsat for teoretiske overvejelser og empirisk test blandt mange forskellige forskere for at nå frem til en korrekt forståelse af virkeligheden.

Videnskabssamfundet når efterhånden frem til en fælles enighed om, hvordan en række fænomener skal forstås. At denne enighed ikke er tilfældig eller beror på tvivlsomme tolkninger, ses alene af den store praktiske og teknologiske succes, som videnskaben beriger os mennesker med. Hvis videnskab og forskning blot drejede sig om sociale eller politiske partsindlæg, havde vi ikke været i stand til effektivt at bekæmpe sygdomme, konstruere maskiner, bruge computere eller rejse ud i rummet.

Ledelsens moralske pligt

I forlængelse af Eva Kjer Hansen sagen har det været dybt bekymrende at være vidne til, at politikere fra blandt andet Liberal Alliance og Dansk Folkeparti i flere medier har givet udtryk for, at de er parate til at se på bevillingerne til de kritiske forskere, der af faglige grunde gik imod regeringens sminkede beregninger af miljøbelastningen. Denne form for magtarrogance nærmest skriger til himlen.  I sådanne sager, hvor politikerne søger at kyse kritiske forskere, bør forskningssamfundet stå kollegialt sammen. Forskningsfrihed er ikke bare noget, vi har, men noget, der må forsvares.

Og så er det altså universitetsledelsernes pligt at beskytte deres menige forskeres forskningsfrihed, om det så er i kontrakter, eller når de i praksis bliver presset for at ’politisere’ forskningsdata.  Det er ledelsens moralske pligt  at forsvare deres medarbejdere og slå fast med syvtommersøm over for offentligheden – herunder dem, som vil gøre forskning til ’partsindlæg’ – at forskning handler om at generere viden. Uanset om det så kolliderer med ministerens, præstens eller sågar pavens verdensbillede.

FORFATTERNE:  Jan Faye dr.phil. og lektor på afdelingen for filosofi ved Københavns Universitet og Claus Strue Frederiksen, Ph.d., tilknyttet Center for Informations og Boblestudier (CIBS) ved Københavns Universitet.