Etisk fejde i medicinalforskningen

Professor Peter Gøtzsche er ekskluderet fra den internationale Cochrane-organisation. Bagved ligger en bitter strid mellem idealister og pragmatikere i forholdet til medicinalindustrien

Det er helt grundlæggende forskningsetiske spørgsmål, der er på spil i den fejde, der udspiller sig omkring den internationale Cochrane-organisation. Og stridens omdrejningspunkt er dansk.

Peter Gøtzsche som er læge, klinisk professor og chef for Nordic Cochrane Center ved Rigshospitalet, blev i slutningen af september ekskluderet fra Cochrane af den bestyrelse, han selv var en del af. Ekskluderingen blev besluttet med seks stemmer mod fem, og konsekvensen blev, at de fire bestyrelsesmedlemmer ud over Gøtzsche, der var imod ekskluderingen, trak sig fra bestyrelsen i protest.

Den officielle forklaring på eksklusionen, som Cochrane selv skriver på sin hjemmeside, beskriver det som resultatet af ”et adfærdsmønster” hos Gøtzsche, der længe har været et problem, og som strider mod Cochranes principper i forhold til ”integritet, tilregnelighed og lederskab”. Teksten fortæller også om en strid mellem Gøtzsche og Cochranes ansatte direktør.

Senere er han blevet ”fritaget for tjeneste” på Rigshospitalet.

Finansiering fra medicinal-industrien?

”Der har været splittelse om, hvordan man skulle køre hele Cochrane-organisationen. Peter har især været utilfreds med direktøren, der har kørt en linje, og Peter har kørt en anden,” forklarer Jacob Rosenberg, der er læge og videnskabelig redaktør i Ugeskrift for Læger.

Et af stridspunkterne i Cochrane-ledelsen handler om, hvorvidt man kan stole på læger, der forsker med støtte fra medicinalindustrien.

”Da Gøtzsche var med til at stifte det her for 25 år siden, måtte man ikke deltage i Cochrane-reviews, hvis man havde interessekonflikter, altså modtog støtte fra industrien. Men med årene har man accepteret, at nogle af review-forfatterne godt kunne have en interessekonflikt, hvis bare de deklarerer den åbent. Så der er sket et skred, og det er Gøtzsche svært utilfreds med, og det er noget, han har brokket sig meget over,” forklarer Jacob Rosenberg, der mener, man kan argumentere for begge parters standpunkter.

”Der er nogle specialeområder, hvor du næsten ikke kan finde forskere, der ikke har interessekonflikter. Det er dyrt at lave forskning, så man er nødt til at have industrisamarbejde. Men så er der også nogle områder, hvor man sagtens kan finde folk, der ikke har interessekonflikter.”

Gøtzsche: De vil undgå åben debat

Gøtzsche selv mener ikke, det er hans person, det handler om.

”Det er ikke en kamp omkring mig. Jeg er bare symptomet på, at der er noget helt galt i Cochrane. Den igangværende kamp vil fortsætte, også uden mig. Vi har en CEO, som har alt for meget magt, også over bestyrelsen, og som fokuserer på ‘brand’, ‘product’ og ‘business’ i stedet for på videnskaben, som om vi var et medicinalfirma,” siger han.

Ud over diskussionen om den interne linje i Cochrane har Peter Gøtzsche også bragt sig på kant med organisationen med to bøger. Den ene med et voldsomt angreb på brugen af psykofarmaka, som Cochrane efterfølgende var ude og tage afstand fra. Den anden med en kritik af en analyse af hpv-vaccinen, foretaget af andre Cochrane-læger. Især det sidste tror Gøtzsche selv har været afgørende for eksklusionen.

”På det møde, der førte til min eksklusion, blev hpv-sagen taget op mange gange som eksempel på min påståede dårlige opførsel. Bestyrelsen mente, at sådan kritik skulle holdes internt, hvilket vi og mange andre mener er ødelæggende for en videnskabelig organisation. Videnskab fremmes ved åbne debatter, ikke ved at lægge låg på kritik,” siger han.

Kritiker: Han har mistet jordforbindelsen

At Peter Gøtzsches personlighed ikke spiller en rolle, er redaktør Kristian Lund på det private Medicinsk Tidskrift dog ikke enig i. Kristian Lund har været en markant kritiker af Gøtzsche og har også haft en tvist med ham i form af en pressenævnssag. Lund bryder sig ikke om Gøtzsches hårde retoriske stil, som eksempelvis når han kalder medicinalindustrien for ”organiseret kriminalitet”.

”Jeg har holdt konferencer, hvor folk ikke ville på scenen, hvis Gøtzsche kom. Det er ellers hårdføre folk, men de vil ikke tåle, at han står og råber ad dem. Og jeg mener, det er et problem for lederen af et Cochrane-center, når folk ikke gider tale med ham,” siger Kristian Lund.

Han erkender, at Peter Gøtzsche med sine ideologiske og næsten rebelske synspunkter spiller en vigtig rolle i den faglige debat.

”Debatten har brug for en, der er uafhængig af industrien, det kan jeg ikke være uenig i. Men en mand, der på en konference siger, at samtlige danske speciallæger er i lommen på medicinalindustiren – det er jo ikke evidens, det er bare en afsindig provokation. Jeg synes, han har mistet jordforbindelsen.”

Gøtzsche selv mener ikke, han er for voldsom i sin retorik: ”Jeg kalder en spade for en spade, og det er der mange, der ikke bryder sig om. Det er meget svært at ændre noget i sundhedsvæsenet, så man er undertiden nødt til at tale lige ud af posen, ellers sker der ikke nogen forandringer. Der er jo så mange, der har økonomiske eller andre interesser at forsvare.”

Støtter: Han er en fighter

I dag er Gøtzsche altså formelt ikke en del af Cochrane, og det har videre ført til, at Rigshospitalet har suspenderet ham fra hans chefstilling i Nordic Cochrane Center. Det kan ligne en ulige kamp mellem en ugleset danske læge, der job- og ressourcemæssigt er sat i karantæne, og en international forskningsorganisation med medicinalindustrien i ryggen.

Men Gøtzsche har også sine trumfkort. Først og fremmest et formidabelt netværk. I øjeblikket cirkulerer en underskriftsindsamling med mere end 4000 navne i de medicinske miljøer, og blandt Gøtzsches støtter kan tælles chefredaktøren for British Medical Journal, et af verdens mest indflydelsesrige akademiske tidsskrifter, og David Hammerstein, tidligere EU-parlamentariker, der sad i Cochrane-bestyrelsen, men nu har trukket sig.

”For alle dem, der ikke synes om medicinalindustrien, er han en frihedskæmper. Jeg har også interviewet tyske og britiske Cochrane-folk, der syntes, det var forkert at smide ham ud, og det må man tage alvorligt. Jeg tror ikke, Peter får comebach i Cochrane-sammenhæng. Men jeg tror sagtens, han kan rejse sig og fortsætte sit virke et andet sted. Ingen tvivl om, at han er en fighter af rang, så jeg tror bestemt ikke, vi har hørt det sidste,” siger Kristian Lund.

Ny organisation på vej

Spørgsmålet er, om Gøtzsche er på vej til at skabe en ny organisation som alternativ til Cochrane. Det antyder han kraftigt over for Forskerforum.

”Flere centre og personer trækker sig derfor ud af Cochrane-samarbejdet i øjeblikket. Det er umuligt at forudsige, hvor denne krise ender. Min vurdering er, at det ikke ser godt ud, og at der er behov for noget andet,” siger han og henviser til et møde den 29. november i EU-Parlamentet med titlen, hvor udviklingen i Cochrane vil blive diskuteret, og hvor Gøtzsche selv er blandt oplægsholderne.

lah