Embedsmandslønninger er løbet fra lektor-lønnen

Lønrelationen mellem lektorer og chefkonsulenter er i ubalance

”Lønrelationerne mellem lektorer og statens chefkonsulenter er i ubalance. Fagforeningerne har i mine øjne gode argumenter for deres overenskomstkrav om markante lønstigninger til lektorer samt seniorforskere og seniorrådgivere”, konstaterer AAU-lektor Jørgen Stamhus, der er løn- og arbejdsmarkedsforsker.

”Der er mange gode argumenter for at lave lønsammenligning mellem uni-lektorer og så embedsmandsgruppen ’chefkonsulenter’ i stat og kommuner. Men chefkonsulenternes løn er 13 pct. højere – og ikke mindst er deres antal næsten fordoblet 2011-2017. Det er en overraskende glidning, for det betyder, at de administrativt ansatte akademikere i staten har fået et ekstra karrieretrin, hvor de kan løbe fra lektorerne”.

FORSKERforums lønstatistik fortæller, at lektorer tjener 60.000 kr. mindre årligt end chefkonsulenter i stat/kommuner. Og at antallet af disse chefkonsulenter er steget eksplosivt med 85 pct. (2011-17), mens lektorens karriere-stillinger kun steg 20-33 pct. (hhv. professor mso og ordinære professorater).

Antallet af chefkonsulenter er steget fra 1.917 til 3.565. Antallet af lektorer er steget fra 3.482 til 4.048. Og lektorernes månedsløn er 52.000 kr., mens chefkonsulenterne tjener 58.000 (2017).

Uklare krav til chefkonsulent-stillingen

Ifølge Djøfs vejledning for karrierevejen for special- og chefkonsulent-kategorierne har ledelser i stat og kommuner brede rammer for at definere og bestemme kravene til stillingskategorierne, og dermed også indplacere eller forfremme medarbejderne, for der er hverken i overenskomsterne eller i stillingsbeskrivelser nærmere retningslinjer for, hvornår en stilling skal være en special- eller chefkonsulentstilling.

”Det er jo interessant, at kvalifikationskravene til en chefkonsulent-stilling er så udefinerede. Grænsefladen mellem fuldmægtig, specialkonsulent og chefkonsulent er flydende. Det er helt i modsætning til lektorstillingen og dens næste trin professoratet”, konstaterer Stamhus. ”Og hvis fagforeningerne troede, at den tidsbegrænsede stillingskategori professor mso (professor med særlige opgaver) skulle være et nyt karrieretrin for lektor på vej mod det ordinære professorat, har det ikke været nogen succes. Dels stilles der meget stramme og nogle gange specifikke kvalifikationskrav og man skal igennem en hård bedømmelse. Og dels viser statistikken, at der kun har været en vækst på 25 pct. i den kategori 2011-17”.

Embedsmændene fik et ekstra løntrin

Som udgangspunkt kan der kun i begrænset omfang knyttes personaleledelse til chefkonsulent-stillingen, for ledelse er knyttet til kontorchef-stillingen. Men hvis der indgår koordinering/projektledelse i forhold til andre akademikere taler det for, at der sker indplacering som chefkonsulent.

”Chefkonsulentstillingen blev oprettet som en karrierestilling fra fuldmægtig til specialkonsulent til chefkonsulent. Den var tænkt som et eksklusivt trin for de særligt kvalificerede, men væksten i antallet peger på, at der er sket en glidning, så det bliver en oprykning med visse automatisme. De administrativt ansatte akademikere har fået et ekstra karrieretrin! Den lempelige avancementsmulighed med lønforhøjelse har lektorgruppen ikke haft. Lektorerne har manglet en stillingskategori op til professoratet, fx ’lektor med særlige kvalifikationer’ med et særligt løntillæg, så lønnen bliver sammenlignelig med chefkonsulenterne”, siger Stamhus.

”Derimod ser der ud til at være en vis saglig begrundelse for lønforskellen på 80.000 kr. mellem uni-professorer og kontorchefer . Statens og kommuners kontorchefer har fået et voksende personaleansvar, som professorerne ikke har”

Borgmester-effekten?

”Man kan jo kun gisne om, hvorfor glidningen er sket. Vi ved ikke, om forskellen er begrundet i, at der i dag stilles større krav til de administratives kvalifikationer og opgave-varetagelse? Men i givet fald er kravene til lektorerne jo også steget…”, siger Stamhus.

”Bagved glidningen kan jo ligge, at statens ledere har villet have en opgradering af de administrative akademikere, hvor kompetenceløft skulle belønnes, fordi forvaltningsopgaver er blevet mere komplekse (med mere politisk rådgivning)? Det kan være systemets interne begrundelse, kombineret med en (Djøf-) fagforeningsstrategi, hvor man fik en ny stillingskategori, der skulle virke som lønmotor for dem, der ikke har ledelse og ikke skal være kontorchefer. Og statistikken afslører, at det har været en succes”, siger Stamhus.

”Der kan da også være noget ’borgmestereffekten’ i det, nemlig at de statsansatte akademikere sidder tættere på magten i Finansministeriet end underviserne på uni’erne, og at der derfor er større forståelse for opgradering af dem…”

Markant forskel i livsløn

Stamhus mener, at der grundlæggende er nogle disharmonier, hvor uni-sektoren er blevet glemt.

”Karrieresporet i uni-sektoren en stige: Hver gang, du skal løftes på stigen, skal du igennem en konkret bedømmelse efter voksende kvalifikationskrav. Så kontante krav stilles der ikke til en administrativ karriere”, siger Stamhus.

”Og uni-karrieren er meget længere og forsinket. Efter kandidateksamen går der ofte 7-10 år, før du bliver lektor (3 år som ph.d.-stipendiat og 3 år som adjunkt i tre år plus et par år som post.doc.). Anderledes med de administrativt ansatte: Her starter man som fuldmægtig, og efter få år kan man blive specialkonsulent og dernæst chefkonsulent før der er gået 10 år”.

Samlet set er der tale om en markant forskel i livsløn mellem studiekammerater, der vælger hver sin vej. Hvis man regner med, at den administrativt ansatte tjener 5.000 kr. mere pr. måned, giver det en lønforskel på 60.000 kr. pr. år i tyve år. Det giver en livsløn-forskel på 1,2 mio. kr…