Ekspert: Miljøministeriet vildleder om kontraktforhold

Offentlighedsrets-ekspert Oluf Jørgensen er forarget over det forslag til reviderede standardkontrakter for uni’ernes myndighedsbetjening, som Miljøministeriet har sendt ud: ”Der anføres en masse begrænsninger om fortrolighed og offentliggørelse, som ikke holder i forhold til forvaltningsloven. Og oveni har ministeriet så udsendt en vildledende vejledning om Offentlighedsloven”.

Oluf Jørgensen peger på standardkontraktens paragraf x.4 som det centrale i Miljøministeriets revision af tavshedspligter, der skal danne standard for alle ministerier. Heri står, at ydelser kan offentliggøres ”efter konkret aftale mellem parterne”, men hvis parterne ikke er enige om, at opgaven er ”færdiggjort” eller at rapporteringen kan offentliggøres, skal parterne ”rådføre sig med hinanden” (par. x.2). Ministeriet kan udskyde frigivelsen i indtil 3 måneder. Disse kontraktbestemmelser er håndtag, som giver ministeriet mulighed for at forsinke offentliggørelse, konstaterer Oluf Jørgensen som udgangspunkt.

Samtidig anfører kontrakt-udkastet en mængde begrænsninger, som ikke holder i forhold til anden lovgivning: ”Tavshedspligter og begrænsninger ved offentliggørelse vil være i strid med forskningsfriheden, jf. Uni-loven. Men helt grundlæggende skal tavshedspligter vurderes forhold i forvaltningslovens §27, og her er det kun undtagelsesvist, at der konkret og i helt særlige forhold kan pålægges tavshedspligt. Og disse begrænsninger kan ikke udvides som i Miljøministeriets kontraktudkast”, siger Oluf Jørgensen, som her er på linje med forvaltningsrets-professor Sten Schaumburg-Müllers vurdering.

FORSKERforum har fået indsigt i ministeriets vejledning i fortolkning af Offentlighedslovens bestemmelser om, hvilket forskningsmateriale, der kan undtages fra offentlig indsigt (SE VEJLEDNING). Medierets-ekspert Oluf Jørgensen er ikke imponeret: ”Ministeriets fremstilling er vildledende, fordi vægten her er lagt på en række begrænsninger, og der gives det indtryk, at meget ikke kan offentliggøres. Offentlighedslovens gyldighedsområde på især miljøområdet og i forhold til forvaltningslovens almindelige bestemmelser er ikke loyalt gengivet”.

”Vejledningen er vildledende, for den fortæller IKKE, at Miljøoplysningsloven er hovedloven på miljø- og fødevareområdet, som fordrer langt større åbenhed end Offentlighedsloven. Her gælder EU-bestemmelser om, at der i sager om emissioner (påvirkninger af miljøet) er meget få begrænsninger. Det betyder konkret, at når et universitet har færdiggjort en rapportering, som man fagligt står inde for, så kan de straks offentliggøre den. En kontraktlig fortrolighedsbestemmelse kan IKKE tilsidesætte miljøoplysningsloven”, konstaterer Oluf Jørgensen.

Af vejledningen fremgår, at ministerier kan afvise aktindsigt med henvisning til, at det er led i  ’lovforberedende arbejde’, men det kan ikke bruges som fortrolighedsstempel, siger Oluf Jørgensen:

”Offentlighedsloven siger nemlig, at det er myndigheden med dokumentet, som afgør en konkret anmodning. Hvis altså Aarhus Universitet får en anmodning om aktindsigt i en rapportering, behøver AU ikke rådføre sig med eller få tilladelse fra ministeriet, om dokumentet må frigives. Det er suverænt universitets afgørelse i forhold til, om man står inde for rapporteringen og om frigivelse strider med forvaltningslovens bestemmelser om fx tavshedspligt”, forklarer han. ”Men som kontrakt-revisionen er formuleret, ligger der heri et dilemma for Aarhus Universitet, fordi uni’ risikerer at blive anklaget for illoyalitet. Ministeriet kan kalde det ’kontraktbrud’, selv om frigivelsen faktisk er lovlig …”

Hvis Miljøministeriets kontraktudkast og fortolkning af offentlighedsloven bliver til virkelighed, så indebærer det samme konflikter og dilemmaer, som i dag: ”Uni-forskere og ledere skal være modige, hvis de offentliggør som de har ret til, med risiko for at ministeriet straffer dem med mindre bevillinger eller færre opgaver. Konflikten om de problematiske standardkontrakter kan ikke tages af enkelte parter, men må være en fælles sag for Rektorkollegiet, fordi det er helt principielt for forskningsfriheden. Og sagen bør støttes af politikere på Christiansborg, som må forstå, at det også handler om åbenhed om deres informationsgrundlag …”