Eks-unidirektør: Unilov-ændring er ikke uskyldig

Uni-ledelserne åndede lettede op i begyndelen af april, da minister Søren Pind meddelte, at han frafaldt tidligere planer om direkte eller indirekte ministerudpegning af bestyrelsesformænd. Pind havde indgået aftale med Socialdemokraterne om en mindre lov-ændring af udpegningsmekanikken, så det sker via et uafhængigt udpegningsorgan. Det lignede en maveplasker fra ministeren og dennes dept.chef Agnete Gersing, som er driveren i forsøget på at få mere politisk styring af uni’erne.

Men lovændringen bliver slet ikke så uskyldig, som den ser ud ved første øjekast. Ministeren og Gersing har nemlig fået nogle nye styringsredskaber i hånden. Gemt i modellen ligger en skjult ministerudpegning. Ministeren kan skjult bag lukkede døre påvirke systemet, så der indsættes minister-loyale bestyrelsesformænd. Og samtidig får disse formænd mere magt på bekostning af rektor og de fagkyndige.

 ”Ministeriets egentlige hensigt er opnået, nemlig om at få bestyrelsesformænd ind, der kan fungere som ministerens forlængede arm”, vurderer Peter Plenge, som er eks-direktør på både KU (1991-98) og AAU. Som sådan har han indgående kendskab til formel og uformelle elementer i uni-styring og til, hvordan love og styring udefra påvirker den daglige drift.

 ”Lovændringen åbner – worst-case – for, at ministeren får sat sin loyale bestyrelsesformand ind eller at bestyrelsen frivilligt gør de ud fra en taktisk overvejelse. Ministeren har dermed fået ’en brobygger’, og ministeren og Finansministeriet kan disciplinere universitetet til at rette ind efter diktater – og ikke efter hvad der er universitetets interesser og bedste faglige overbevisning. Det handler jo ikke bare om økonomi, men også om indholdet i forskning, fagudbud og studieordninger. Tænk bare på de nuværende overvejelser om jobtaxametre – at studerende og fag skal belønnes for fags høje lønniveau og store beskæftigelse”, forklarer Plenge, der er pensioneret, men fungerer som konsulent for EU-universiteter.

Han påpeger et andet styringselement i et styrket top-hierarki: ”Bestyrelsesformanden tillægges mere magt på bekostning af rektoratet. Ministeriet forestiller sig groft sagt, at man kan styre via bestyrelsesformanden. Der tales jo klart om dialog mellem minister og bestyrelsesformand ved to obligatoriske, årlige ’hyrdemøder’. Her kan ministeren diktere sine og Finansministeriets politiske retningslinjer, som formanden så loyalt skal implementere nedad til rektor”.

 ”Styringstankegangen er jo påfaldende i lovforslaget, for rektoratet skal udtrykkeligt ikke deltage i disse møder, undtaget ”efter behov” – og det er jo noget som ministeriet bestemmer. Det giver jo ministeren / ministeriet vide rammer for at diktere uden at blive modsagt af fagfolk, som har kendskabet til den daglige drift og det faglige. Det har bestyrelsesformænd jo ikke; de er eksterne …”

Endelig ligger der også i lovændringen, at de nuværende udviklingskontrakter (med mere overordnede mål) erstattes af resultatkontrakter, hvis konkrete styringsmål kan defineres efter ministerens / ministeriets vurdering. Og heri kan der ligge et stærkt styringsredskab, ikke mindst hvis det er en ministerloyal bestyrelsesformand, der ovenfra kan implementere målstyringen.

Historien fremgår af FORSKERforum 204, som netop er udkommet (SE her ARTIKEL S. 8)