Efterlysning: Hvor er succeskriterierne på AU?

”Hvad var, og hvad er succeskriterierne for den igangværende reorganisering på Aarhus Universitet”, lyder efterlysningen fra politologi-professor Jørgen Grønnegård Christensen (kronikken POLITIKEN d.d.).  Grønnegård leverer en særdeles ramsaltet kritik af AUs store strukturreform, som angiveligt bygger på ”tværfaglighed” og ”stordrift”, men som i praksis er landet ud i ”storstilet bureaukratisering”. Strukturen er dikteret fra oven, men har medført kaos i forvaltningen: “Aarhus Universitet er i alvorlig krise”.

Bureaukratiet er samlet i en hierarkisk topstyring i en enhedsledelse med rektor, prorektor, universitetsdirektør og fire dekaner, sammen med 14 prodekaner, der demonstrativt er placeret i rektoratsbygningen: ”Med reorganiseringen er der skabt en helt ny klasse i den akademiske verden. Den består af ledere og administratorer, hvoraf nogle har en baggrund som forskere og undervisere, andre er administratorer med titler så fantasifulde, at ingen ved, hvad der skjuler sig under dem”.

Professor Grønnegård er tidligere medlem af AUs bestyrelse, hvor han fx var meget skeptisk overfor de store fusioner med ’sektorforskningen’ i 2007, som nu bruges af AU-ledelsen som begrundelse for den store strukturreform. Professoren antyder, at ledelsens (rektoratets) motiv til reformen er magtstræb, og metoderne til at gennemtrumfe magten er diktater og manipulation: ”Magt er også en drivende kraft i moderne management og dermed bag det, vi har oplevet og oplever i Aarhus. Man ser det i kommunikationen, som ikke er oplysende information med invitation til dialog og samtale, men autoritært formulerede budskaber og manipulation. Man ser det på den måde, som enhver afvigelse bliver tromlet på. Det er den idelige understregning af forpligtelsen for gud og hvermand til at være loyale. Der er påpegningen af, at det bare er de samme tvære og pensionsmodne, men få idioter, som er imod, fordi de er for gamle. Der er de sivende bagtalelser. Der er de patetiske erklæringer om høje mål, der vil være inden for rækkevidde, når ledelsen blot får lov til at herske og regere. Der er det ulidelige managementsprog, som intet menneske ved sine fulde fem kan få noget som helst ud af. Og til allersidste er der ophobningen af flere års forsikringer om, hvordan alting på det lange sigt bliver rigtigt godt og meget stort”.

AU-rektor Lauritz Holm-Nielsen svarer: “Jeg forstår godt, hvis nogle udtrykker skepsis i denne tid, fordi administrations- og it-omlægninger ikke er på plads. Men alle de motiver, som ledelsen tillægges – herunder at magten symbolsk samles i ‘rektoratsbygningen’ – vil jeg ikke kommentere. Det står for Grønnegaards egen regning”. 

Men Rektor oplister tre succeskriterier: “Det første og allervigtigste er, at modellen skaber balance mellem masse- og elite-uni’et. Et succesmål kunne være, at hvor der i dag er 3000 ph.d.-studerende og post-doc.’ere i dag, så er der 3.500 om om tre år, samtidig med at AU er er et masseuni med 40.000 studerende. For det andet at de store fusioner af ingeniørhøjskoler, handelshøjskoler, ’sektorforskning’ i perioden 2006-12 faktisk kommer til at betyde en faglig integration og (fysisk) omflytning, hvor det giver mening. Succes’en måles her på, om de enkelte fagmiljøer får større gennemslagskraft, kommer til at stå sig stærkt i internationale sammenligninger – før og efter. Det kan måles på benchmarking, på forsknings-output og grad af ekstern finansiering. På naturvidenskab vil de positive effekter vise sig og kunne måles allerede om et par år, på åndsvidenskaberne om 3-5 år. Og for det tredje skal administrationsomkostninger nedbringes, så der relativt og absolut bliver flere midler til forskning og undervisning. Hvis administrationsprocenten er 10,1 i dag, så skal den gerne ned på 9 pct. om tre år”. Rektor henviser iøvrigt til AU-ledelsens drejebog med målsætninger, tidsplan, implementering mm. (se 9.marts-rapport).