”Det nytter ikke noget at råbe og skrige”

Arbejdsgruppe smyger sig uden om kontroversielle løsninger i anbefalinger, der skal føre til flere kvinder i forskning. Uden krav og måltal vil det ikke rykke noget, siger kønsforsker

Ingen kvoter, men masser af fokus. Sådan – kort fortalt – skal Danmark hæve andelen af kvinder blandt universiteternes videnskabelige personale.

Regeringens såkaldte Taskforce for Flere Kvinder i Forskning præsenterede i maj sin rapport med anbefalinger til, hvad universiteter, forskningsråd og politikere skal gøre for at skabe strukturer og miljøer, der fremmer ansættelsen af kvindelige forskningstalenter og retter op på den statistik, hvor Danmark ligger rigtig dårligt til – andelen af kvinder i forskning.

Der er tale om en lang række gode råd, blandt andet om at tilstræbe ligelig kønssammensætning i ansættelsesudvalg, anvende brede stillingsopslag og huske at indstille kvinder til priser og poster. Anbefalinger, som næppe kan anses som særlig kontroversielle, og som da heller ikke skabte mange løftede øjenbryn, da de blev præsenteret på en konference på CBS.

Mere interessante var i virkeligheden de ting, der ikke er taget med. I den 62 sider lange rapport er ordet ’kvoter’ ikke nævnt en eneste gang, og taskforcen formår således at smyge sig udenom ligestillingsdebattens nok mest diskuterede spørgsmål.

Ydun-programmet og de særlige lønudgiftstilskud, som både KU, AU og AAU har haft omkring kvindelige professorer, bliver kort nævnt, men rapporten går ikke ind i en vurdering af disse tiltag, endsige anbefaler noget, der minder om det.

”Lad os være pæne og høflige”

Men det er helt bevidst, at rapporten og anbefalingerne går udenom de løsningsmodeller, der traditionelt skaber diskussion.

”Vi vil så nødig have, at diskussionen ender med, at vi skændes. De ting, vi er uenige om i Danmark, er kvoterne og særprogrammer. Når de emner kommer op, farer folk i struben på hinanden, og det hijacker hele debatten, så vi ikke får gjort noget. Jeg er sådan en praktisk husmor, der siger: lad os nu starte med at gøre de 99 procent, vi er enige om,” siger taskforcens formand, Liselotte Højgaard, der endvidere er klinikchef ved Rigshospitalet, professor ved KU og bestyrelsesformand i Grundforskningsfonden.

Hun henviser til, at gruppen med kun tre måneders arbejdstid ikke havde mulighed for en meget grundig afdækning at området.

”Vi blev bedt om at lave en hurtig rapport med praktiske, implementerbare løsninger, og det har vi gjort. Så lad os være pæne og høflige og gå udenom det, vi alligevel plejer at blive uvenner om. Nu har alle parter en liste med anbefalinger, de kan lade sig inspirere af, og så er det bare at gå i gang.”

Polariseret debat

Listen med anbefalinger fremstår som et idekatalog, men rykker det for alvor, når man blot opstiller muligheder og ikke stiller krav?

”Det tror vi. Dem, der har råbt og skreget så meget i mange år, har ikke opnået noget. Og debatten i Danmark om det her er meget mere polariseret end andre steder. Så det nytter ikke noget at råbe og skrige. Jeg er vant til at arbejde internationalt, og der er det altid en succes at starte med de ting, vi er enige om, siger Liselotte Højgaard.

Har der været et politisk ønske om, at I skulle gå udenom kontroversielle løsninger?

”Nej. Det er vores egen geniale løsning. Og det, vi risikerer, er, at de 26 anbefalinger bliver implementeret og vi kommer videre.”

Nødvendigt med måltal

Spørgsmålet er dog, om endnu en peptalk og flere venlige henstillinger vil gøre en markant forskel for flere kvinder i forskning. Det er lektor i køn og ligestilling ved RUC Lise Lotte Hansen noget skeptisk over for.

”Der er meget ’bør’, men ikke så meget ’skal’ i den her rapport. Og der er heller ikke forslag til, hvilke konsekvenser, det skal have, hvis man ikke gør noget. Det er klart en svaghed. Erfaringen, man har med de bløde ligestillingstiltag, er, at det er meget lidt, de rykker,” siger Lise Lotte Hansen.

Hun henviser til forskningsundersøgelser af virkemidler omkring ligestilling.

”Det, jeg kan se fra den del af forskningen, jeg ved noget om og har present, er, at hvis der ikke er præcise måltal og præcise veje til at nå de måltal, så sker det bare ikke. Det kan der være mange gode forklaringer på, det kan både skyldes modstand og almindelig travlhed i organisationen, men uanset hvad – hvis der ikke er måltal, så sker der ikke noget,” siger Lise Lotte Hansen.

Glemmer struktur-forklaringer

Hun anerkender dog alligevel rapporten, blandt andet dens anbefalinger af ligestillingsstrategier og målinger, som trods alt værende et fremskridt på en front, hvor der i mange år har været stilstand.

”I dansk ligestillingspolitik har der de sidste 10-15 år ikke været vilje til reelle ligestillingspolitiske strategier. Fra Ligestillingsministeriet er der intet kommet. Så på mange måder er der gode takter i den her rapport.”

Men ligesom rapporten smyger sig udenom de kontroversielle tiltag, mener Lise Lotte Hansen også, den glider let hen over de strukturelle forklaringer på kønsskævheden.

”Man skærer ikke igennem og siger, at der er strukturel ulighed, men man omgår det og sætter det ind i en diskurs, hvor det er mere acceptabelt, med ressourceargumentet om, at alle talenter skal i spild,” siger Lise Lotte Hansen og henviser blandt andet til statistikeren Inge Henningsen, der i en analyse har påvist, at der rent bevillingsmæssigt sker en underprioritering af områder med mange kvindelige forskere.

Den vinkel blev for øvrigt også efterlyst af Inge Henningsen selv på konferencen, hvor rapporten blev præsenteret.

Taskforce uden kønsforskere

Taskforcen for Flere Kvinder i Forskning bestod ud over Liselotte Højgaard af formanden for Det Frie Forskningsråds bestyrelse, Peter Munk Christiansen, CBS-rektor Per Holten-Andersen, medicinprofessor og medlem af Det Unge Akademi Tine Jess samt marketingsdirektør Anne-Marie Levy Rasmussen fra medicinalvirksomheden GlaxoSmithKline.

I gruppen så man imidlertid ingen kønsforskere, og det blev bemærket på konferencen, blandt andet af RUC-lektor Karen Sjørup, der undrede sig over, at man ikke i højere grad havde inddraget den kønsforskning, der allerede findes i landet.

”Jeg har arbejdet for mere ligestilling i 30 år, og jeg bliver lidt træt, når man hyrer Oxford Research til at lave rapportens analyser. Hvorfor bygger man ikke på den kønsforskning, vi har i landet? Det er en fin rapport, men der står ikke noget, der ikke har stået før i danske rapporter,” sagde Sjørup.

Ideen til taskforcen kom oprindeligt fra Liselotte Højgaard, der nævnte det for uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen, der så bad Højgaard stå i spidsen for taskforcen. Hun havde dog ikke indflydelse på de øvrige medlemmer og ved ikke, hvorfor der ikke blev sat kønsforskere i gruppen.

”Aner det ikke. Men måske er tanken, at det nu skulle være de mere uhildede, der kommer til orde. De andre har jo efterhånden haft mange år til at komme med deres gode råd,” siger Liselotte Højgaard til FORSKERforum.

lah