Den statslige bolighaj

Af Olav W. Bertelsen, formand for Universitetslærerafdelingen i DM, FTR på AU

Dette nummer af Forskerforum afdækker, at staten gennem Bygningsstyrelsens udlejning af universiteternes egne bygninger til universiteterne tilbagefører store dele af bevillingerne til statskassen.

Det er den såkaldte SEA-model for huslejeberegning, der er omdrejningspunktet. Princippet er, at Bygningsstyrelsen skal drive bygningerne erhvervsmæssigt; konkret er der for tiden et afkastkrav på omkring en halv mia. kroner eller to tredjedele af RUC’s omsætning. I kombination med den nye ejendomsvurdering medfører SEA-modellen yderligere underminering af universiteternes økonomi. Hvis politikerne vælger at kompensere universiteterne, har de konstrueret endnu et middel til at få forskningsbudgetterne til at se større ud, end de reelt er.

Det har længe været KU’s højlydte ønske at få selveje. Det har virket underligt for mange, for hvorfor dog selv tage alt besværet med og i øvrigt være bundet til en meget sammensat bygningsmasse? Det kunne imidlertid se ud til, at den budgetmæssige kompleksitet ved at skulle være lejer hos den statslige bolighaj, Bygningsstyrelsen, langt overstiger usikkerheden ved selv at drive en særdeles heterogen samling af bygninger. Dertil kommer, at Bygningsstyrelsen hen over de seneste år har opbygget en portefølje af talentløst håndterede byggesager, fx Bohr-bygningen, der er blevet massivt forsinket og ca. 4 gange så dyr som planlagt.

Systemet fungerer ikke, når en utæt lade i Foulum nærmest koster det samme pr. kvadratmeter som tidssvarende kontorlokaler. AU opsiger lejemålet på disse statslige lader og flytter ensilageproduktionen ud under presenninger på marken, hvorefter laderne står tomme. Hvad er gevinsten?

Der er altså flere problemer på spil.

For det første er der det åbenlyse problem at politikerne snyder på vægten med statens bevillinger til universiteterne, idet en stor del af pengene skal sendes tilbage til staten i form af opskruede huslejer. Selv hvis universiteterne bliver kompenseret, er dette pengecirkus en fordrejning ift. målsætningen om, at 1 procent af BNP skal gå til offentlig forskning.

Det er symptomatisk for tidens politikere, at de gemmer nedskæringspolitikken bag intrikate budgetmodeller og fiflerier. Man giver med den ene hånd og tager det dobbelte med den anden. Politik bliver reduceret til gold udgiftsstyring.

For det andet er den del af økonomien, der retter sig mod drift, vedligeholdelse og nybyggeri, helt ugennemskuelig for institutionerne. Der er ikke tillid til, at staten agerer professionelt og hensigtsmæssigt. Der er for mange eksempler på, at projekter er kørt af sporet.

Endelig skaber det problemer for arbejds- og studiemiljøet på universiteterne, når de opskruede huslejer presser universitetsledelserne til at overudnytte undervisningslokaler med faste aftenmoduler på de almindelige daguddannelser, eksamener på helligdage osv.

Vi er på vej ind i en valgkamp, hvor flere partier har meddelt, at de vil afskaffe de årlige toprocentsbesparelser på uddannelsesinstitutionerne. Det er et let forståeligt og populært løfte, men det er også helt nødvendigt, at besparelserne stopper nu; der er skåret helt ind i knoglen. En afskaffelse af toprocentsbesparelserne hjælper bare ikke noget, hvis politikerne samtidig skruer op for kravet til, hvor stor en del af universiteternes bevillinger Bygningsstyrelsen skal hente tilbage til statskassen.

Stop Bygningsstyrelsens malkning af universiteterne – nu!