Deltidslærer-vilkår for Højesteret

Principielle spørgsmål om forskelsbehandling af d-vip’ere (deltids-lærere) kan ende i Højesteret. Universitetslærer-fagforeningerne med DM og Djøf i spidsen har nemlig anket Østre Landsrets dom, som handlede om fire d-VIP’ers status og rettigheder i årelange ansættelser på på RUC.

Mest principielt dømte Østre Landsret, at d-vip’ere ikke har ret til pensionsbidrag på linje med de fastansatte vip’ere. Selv om deltidslærerne faktisk udfører samme undervisningsopgaver som fast-vip’ere, dømte Landsretten at der er forskelle i kvalifikationer / færdigheder – jf. kravbeskrivelse i stillingsstrukturen – som berettiger at d-vip’erne ikke kan kræve samme vilkår som de fastansatte professorer, lektorer og adjunkter.

Fagforeningerne er helt uenig med Landsrettens præmis, som er formel og baseret ”øjensynlig alene på de abstrakte forudsætninger i stillingsstrukturen”. De konkrete opgaver, som de rutinerede d-vip’ere udførte med forelæsninger, holdundervisninger eller administration på RUCs basisuddannelse, var ”ganske samme opgaver” som fast-vip’erne. Parterne fik fx samme forberedelsestid. Det er derfor forskelsbehandling, når fast-vip’erne fik pension og d-vip’erne ikke fik (altimens fagforeningerne også vil føre bevis for, at d-vip’ernes real-løn er lavere).

Fagforeningerne anker også Landsrettens erstatning på 25.000 kr. fordi den er så lav, at den ikke har nogen præventiv effekt. RUC blev dømt for at omgå lov om tidsbegrænset ansættelse, (hvorefter tidsbegrænsede ansættelser i samme stilling kun kan fornys to gange). RUC ansatte d-vip’erne i mere end tre forlængede ansættelser fra sept. 2012-14.

EU’s deltidsdirektiv dikterer, at man efter den 3. ansættelse har ret til fastansættelse. Praksis er imidlertid ofte, at ansættelsesforløbet stoppes, så arbejdsgiverne slipper for at fastansætte. Fyringstruslen betyder, at de ansatte ikke har noget motiv til at kræve reglerne overholdt – og det strider direkte mod direktivets intention, konstaterer fagforeningerne.

Og Landsretten lave godtgørelse til d-vip’erne vil ikke have en præventiv effekt på arbejdsgivere, for den er ikke skræmmende: ”Tværtimod vil den retstilstand, som følger af Landsrettens præmisser, netop indebære overhængende risiko for misbrug …”, i stedet for at være et værn.

Fagforeningerne kræver i stedet en erstatning / godtgørelse på 200.000 kr.