Debat: Er kun de højtlønnede værd at samle på?

Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet holder hvert år åbent hus for årets studenter, inden de skal vælge uddannelse.

Livsindkomstmålinger er kommet for at blive. Uanset regeringens farve lyder devisen: tag kun en uddannelse, der fører til, at du kommer til at tjene mange penge i dit liv. For ellers er hverken den eller du en gevinst for samfundet.

Af Steen Nepper Larsen fra Forskningsenheden i Samtidsdiagnostik ved DPU, Aarhus Universitet – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Venlige og oplysningsivrige sjæle i Uddannelses- og Forskningsministeriet har kreeret et digitalt værktøj, hvor unge uddannelsessøgende kan sammenligne op til tre uddannelser på en række parametre rækkende fra uddannelsernes kvalitet og relevans til lønforhold og arbejdsløshedstal for såvel nyuddannede som kandidater med 10 år på bagen. Denne service kaldes for UddannelsesZoom.

I kølvandet på eksempelvis Produktivitetskommissionens og Udvalg om bedre universitetsuddannelsers rapporter (fra hhv. 2014 og 2018) er det også blevet en yndet sport og en anmassende finansøkonomisk planlægningslogik at foretage livsindkomstmålinger. Tjener man fx 400.000 kr. om året i 2020-kroner, og arbejder man 50 år på fuld tid, så når man op på at have tjent 20 millioner kr. i løbet af sit arbejdsliv. Tjener man derimod kun 250.000 kr., så bliver facit sølle 12,5 millioner kr. Skulle man være så heldig at tjene 1 million kr. pr. år, så ender den samlede addition på svimlende 50 millioner kr.

Logikken for skiftende, men nærmest identisk “tænkende” regeringer er, at der eksisterer en ligefrem proportionalitet mellem den samfundsmæssige vig- og vægtighed af en jobfunktion og afkastet af denne, dvs. den samlede livsindkomst. Således er lavtlønnede rengørings-, sosu- eller undervisningsassistenter ca. fire ganske mindre værdifulde for forretningen Danmark end højtlønnede biotech-frontforskere, ingeniører, jurister, økonomer og finans eksperter. Allerbedst er det selvfølgelig at blive leder (direktør) inden for det private eller noget mindre attraktivt: inden for det offentlige.

Nu er det så, at det gælder om at nudge de studerende til at foretage de rigtige valg og fravalg, når de har annammet livsindkomstmålingstankegangen og surfet rundt på UddannelsesZoom. Algoritmernes tavse tale samler sig til en devise og til tider et offentligt brøl, der proklamerer, at det gælder om at søge væk fra usikre humanistiske og flagrende samfundsvidenskabelige uddannelser og over mod de sikre valg inden for science og de tungere og prestigiøse samfundsvidenskabelige uddannelser (statskundskab, CBS, jura, økonomi, forvaltning etc.).

Den våde finansministerielle drøm må være, at vi alle bliver højtlønnede, og at vi får “udfaset” de lavtlønnede. For mange år siden er tekstil-, sko- og skibsindustriens manuelle arbejdsdivisioner blevet flyttet til mere lukrative områder i udlandet, og store dele af den mest svinende landbrugsproduktion er i disse år ved at genopstå i Polen og i de baltiske lande. Ærgerligt i et rent økonomisk perspektiv er det selvfølgelig, at det er meget vanskeligt – for ikke at sige pløkumuligt – at flytte alle de uomgængelige, helt nødvendige og rituelt underbetalte service-, pasnings- og plejejob til udlandet.

Lige så sikkert som amen i kirken er også dimensioneringstalen, der tilsiger alle aktører at sikre det rigtige match mellem kandidatproduktionen på de højere uddannelsesinstitutioner og det aktuelle samfundsmæssige behov (efterspørgslen) på den forfinede arbejdskraft. Det lokale råderum må i sagens natur indskrænkes og skæres behørigt til.

Men det i uddannelsespolitisk forstand unisone kor, de dertilhørende ræsonnementer og alle de ovennævnte initiativer ser højt og flot bort fra tre alvorlige spørgsmål, der principielt må påkalde sig alles interesse. Derfor bør de drøftes højlydt af alle interessenter i offentligheden – fra den førsteårsstuderende til Christiansborg-politikeren, fra uddannelsesvejlederen til professoren.

For det første må der stilles et kritisk spørgsmål til grundlaget for denne optimeringsorienterede spådomslogik: Kan fremtidens arbejdsmarked overhovedet forudses og foregribes? Det er tidligere gået galt, når man har forladt sig på at kigge i glaskugler og frem skrevet kendt viden. Hvem ved fx med sikkerhed, hvilke job der er forsvundet i 2050, og hvilke nye der er kommet til? Mon ikke der eksempelvis bliver brug for humanistiske tegntydningskompetencer i en fremtid domineret af big data og “lidt for” automatiserede algoritmekørsler? Kan det ikke også tænkes, at der bliver brug for samfundstænkere, der kan levere bud på, om det kan undgås, at markedsfrihed fører til social ulighed, skævvridning og uro?

For det andet må det diskuteres, om alle statsborgere i dette land ideelt set er forpligtet til at levere 50 gange 12 måneders arbejde pr. næse og helst på den højst mulige slutløn = 600 måneders uafbrudt virke til forretningen DK’s pris i løbet af ét liv? Er alt andet at forstå som spildtid, som såkaldte Spildtidsmålinger i undervisningsministerielt regi syntes at indikere fra begyndelsen af 2000-årene og frem? Og med hvilken ret kan det hævdes, at mennesket kun er noget værd, hvis det er højtlønnet og aldrig foretager sig “svinkeærinder” eller bliver tvunget til at skifte kurs i livet (holde orlov, tage andre uddannelser, blive fyret mod sin vilje, gå på halv tid, forelske sig etc.)?

For det tredje ligner det grangiveligt en både blind og forfærdende reduktionisme at kanonisere den høje bruttoløn til ikke bare at være identisk med høj produktivitet, men også at gøre den højtlønnede til inkarnationen af et sakrosankt samfundsideal. Lighedssætningen er i sandhed forførende, men modspørgsmålet må lyde: Er job kun vigtige, og bør de kun være omgærdet af respekt i et bredt samfundsmæssigt perspektiv, hvis de lønnes højt? Hvis ækvivalensligningen hypostaseres som normalmeter, skrives dristige finansoperationer op i betydning, og eksorbitante lederlønninger idealiseres. Samtidig må lav løn skyldes folks eget valg, at de ikke er mere værd, eller at de ikke har (villet …) ladet sig oplyse af UddannelsesZoom.

Summa summarum synes det at være både kortsigtet, krænkende og dumt at lade kvantitative “markedssandheder” gøre det ud for kvalitative “samfundssandheder” inden for uddannelsessystemet.