Kategoriarkiv: Nyheder

Forskerelite sidder på flæsket

Ny analyse konstaterer stor skævhed i fordelingen af forskningsbevillinger. Og det er ikke en optimal måde at bruge pengene på.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Matthæus-effekten – dem, der har, skal mere gives – trives i bedste velgående i dansk forskning.

Det dokumenterer et notat udgivet af tænketanken DEA på baggrund af analyser fra Center for Forskningsanalyse (CFA) på AU.

CFA-forskerne har for første gang samlet alle tilgængelige oplysninger om forskningsbevillinger i en database, og udtræk af denne viser en betydelig skævhed i forhold til fordelingen af forskningsmidler. Databasen har oplysninger om 7.524 forskere, der har fået en eller flere forskningsbevillinger i årene 2004 til 2016.

Af disse tegner de 20 procent mest succesfulde sig for 75 procent af den samlede bevillingssum. Og dertil kommer ca. 13.000 forskere, som slet ikke har fået nogen af de registrerede bevillinger.

Men selv blandt de velbjærgede bevillingsmodtagere er der store differencer. Tager man de 100 mest succesfulde, har de i gennemsnit modtaget bevillinger på ca. 90 millioner kroner.

Der er desuden også en kønsmæssig skævdeling, idet kvinder kun tegner sig for 22 procent af den samlede bevillingssum, selv om de i antal udgør 40 procent.

Den stærke koncentration af forskningsmidler kan være et problem. Notatet refererer til et litteraturstudie, CFA har udarbejdet, hvor der er “en klar overvægt i retning af argumenter for spredning frem for koncentration af forskningsmidler”, blandt andet på grund af “stordriftsulemper” og faldende produktivitet.

Udvælger efter samme kriterier

Ifølge seniorforsker Kaare Aagaard fra CFA er den berømte Matthæus-effekt netop en af de faktorer, der skaber skævheden.

“I de her fordelingsprocesser står man bedre, hvis man allerede har noget på sit cv. En tidligere stor bevilling ses som et plus. Og så peger vi på den her excellenceorientering, der er blevet meget stærk de sidste ti år. Det gør måske, at der sker en ensretning af kriterier, så det er de samme, der kommer ud i toppen. For eksempel når man lægger meget vægt på bibliometrien”.

En tredje grund, Kaare Aagaard peger på, er, at fonde og råd ikke nødvendigvis ved, om ansøgerne har andre bevillinger i baglommen.

“De her tildelingsprocesser sker i vidt omfang uafhængigt af hinanden. Så i mange tilfælde giver man midler, man muligvis ikke ville have givet, hvis man vidste, at de også fik andre steder fra”.

Han efterlyser samtidig, at fondene i højere grad kigger på, hvilke bevillinger forskerne har med i baglommen, hvis man har et ønske om at støtte forskning over et bredt felt.

“Har man som fond en ambition om at finansiere hele paletten eller i hvert fald ikke kun nogle få områder, så må man sikre, at man får spredt midlerne ud. Når der er en stærk koncentration af personer, betyder det også en stærk koncentration af emner”.

Centre skal ikke være støvsugere

Som nævnt tilfalder en stor del af midlerne en relativt begrænset gruppe forskere. Ser man på denne gruppe, er der dog ingen tvivl om, at grundforskningscentrene udgør en stor del.

Danmarks Grundforskningsfond har siden 1993 fordelt 8 milliarder kroner i forskningsstøtte – de fleste i form af store centerbevillinger – og er således en væsentlig faktor for den koncentration af forskningsmidler, rapporten afdækker.

Kaare Aagaard vil dog ikke pege på Danmarks Grundforskningsfond som et problem.

“Da Danmarks Grundforskningsfond blev oprettet i halvfemserne, havde vi måske et system, der var for langt i den anden retning – det handlede mere om lighed end kvalitet. Grundforskningsfonden var et korrektiv til den situation, og det gav rigtig god mening. Men siden er der kommet en masse andre organer, der har overtaget den tænkning. Derfor får man en koncentration, der ud fra min opfattelse er for høj. En center-bevilling kan give god mening, men hvis det betyder, at det også giver adgang til at støvsuge øvrige midler, så får vi et problem”.

Rapporten præsenteres som et oplæg til diskussion. Hvem er det, der skal diskutere det her?

“Selvfølgelig fondene, som nok også allerede er opmærksomme på problemstillingen. Og så det politiske system, der afgør, hvor mange bevillinger der skal lægges ud i konkurrence, og som også indirekte er med til at bestemme fordelingen. Endelig forskerne selv, som jo er med til at befæste den der stratifikation i det videnskabelige system, når de sidder i udvalgene og uddeler midler”, siger Kaare Aagaard.

DFF-formand: Vi uddeler bredt og småt

David Dreyer Lassen, der er nyudnævnt formand for Danmarks Frie Forskningsfond (DFF), kan godt genkende den tendens, som notatet beskriver.

“Hvis man har fået en stor bevilling, kan man bruge mere tid på forskning og udgive flere publikationer, og så står man bedre, når man skal søge nye midler. Så det er nærmest en mekanisk effekt, som der ikke er noget konspiratorisk over”, siger han.

Han mener dog, DFF er et eksempel på en fond, der modvirker koncentration af forskningsmidler ved at uddele relativt små bevillinger bredt ud og vægte høj risikovillighed.

“Mange får den første bevilling hos os, og det er forskningsideen og ikke cv’et, vi først og fremmest kigger på. Der er også store navne, der ikke får hos os, fordi ideen på det tidspunkt ikke kan stå sig i konkurrencen”, siger David Dreyer Lassen.

Han peger på, at grundforskningscentrene tegner sig for en stor del af midlerne, og at de bevillinger også udfylder en vigtig rolle.

Nyt forum for fonde

“Jeg synes egentlig, de offentlige midler komplementerer hinanden godt nok.

DFF uddeler til både bredden og eliten. Og så har man Danmarks Grundforskningsfond til, når man gerne vil satse lidt mere. Det giver god ræson. Så kan man diskutere, om der skulle være flere penge til små projekter, som vi støtter i DFF. Vi har relativt lave succesrater, vi kunne godt dele flere penge ud”.

Så du mener ikke, der er noget, der skal laves om?

“Jeg siger ikke, at vi bare skal lade tingene være, som de er. DEA’s analyse er et vigtigt bidrag, og den udfordrer også os. I DFF-bestyrelsen er vi i gang med at se på best practice i forhold til risikovillig funding. Så i stedet for at se på størrelsen diskuterer vi, om vi får dækket risikovilligheden godt nok. Men jeg mener, at DFF ligger et sted, hvor vi kun i mindre grad bidrager til den situation, DEA-notatet beskriver”.

David Dreyer Lassen peger på det nyoprettede Forum for Forskningsfinansiering som et sted, hvor man oplagt kan diskutere koncentration af forskningsmidler og alternative måder at uddele støtte på.

Forummet blev nedsat i efteråret 2018 af uddannelses- og forskningsministeren, og det samler repræsentanter fra både offentlige og private forskningsfonde.


Villum Fonden uddeler til anonyme forskere

Det er ikke alle steder, at forskeres meritliste er afgørende for, om de kan trække bevillingen i land.

Programmet Villum Experiment er en særlig pulje, som Villum Fonden uddeler til eksperimenterende forskning, og her er ansøgningen anonym. ingen aner, hvem ansøgeren er, om det er en professor eller nyudklækket ph.d., eller hvad man ellers har bedrevet. det er kun ideen, der tæller.

“Det er et program, der blev startet, fordi vi ville udfordre os selv og den gængse metode til at finde de bedste ansøgere. det her er et forsøg på at give plads til de virkelig vilde ideer og til dem, der måske kommer fra et helt andet sted, men gerne vil skifte retning”, fortæller Thomas Bjørnholm, den tidligere prorektor på KU, der i dag er forskningsdirektør i Villum Fonden.

Programmet forsøger også at gå nye veje i selve vurderingen af ansøgningerne. i stedet for at lade bedømmerpanelet sidde sammen skal de sidde hver for sig, så de ikke påvirker hinanden.

Tre bedømmere giver hver især karakterer til projektforslaget, og så vælger man ud fra den samlede score. dog har alle bedømmere hver et “trumfkort”, de kan lægge på de projekter, de er helt overbeviste om, som så er sikre på at få bevilling.

“Det er en chancebetonet måde at uddele bevillinger på. og det er ikke, fordi vi ikke tror, at den traditionelle metode virker – for det gør vi – men enhver god metode har en tendens, der giver mindre plads til de projekter, der falder uden for tendensen”, siger Thomas bjørnholm.

Programmet, der i 2019 har en samlet sum på 100 millioner kroner, har kørt i to år og har været en stor succes med over 500 ansøgere sidste år og forventning om endnu flere i år. og ansøgerfeltet er ifølge Thomas Bjørnholm meget anderledes end ved traditionelle uddelinger.

“Det er spredt ud over alle aldre. vi giver penge til alt lige fra unge ph.d.-studerende til emeritusser og institutledere, der gerne vil tilbage til deres forskningskarriere”.

Villum Fonden har netop igangsat et forskningsprojekt ved Center for forskningsanalyse på AU, der skal se på, om Villum Experiment programmet adskiller sig fra traditionelle programmer i de resultater, der kommer ud af det, og hvilken betydning det har, at ansøgningerne er anonyme.

DM: Brug af lektorer i tidsbegrænsede stillinger er et misbrug

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Næsten hver fjerde lektor bliver ansat på midlertidige vilkår, selvom stillingen som udgangspunkt er fast. universiteterne misbruger en undtagelse i ansættelsesbekendtgørelsen, mener dansk Magisterforening. Ministeriet vurderer derimod, at det ligger inden for rammerne af stillingsstrukturen.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

De fleste midlertidigt ansatte på universiteterne – ph.d.erne, postdocerne, adjunkterne og forskningsassistenterne – drømmer om at blive fastansat som lektor for at få tryghed i ansættelsen.

Men drømmen er i virkeligheden en illusion for en stor del af dem, der rent faktisk slipper igennem nåleøjet og opnår et lektorat. Mange bliver nemlig slet ikke fastansat.

23 procent, altså cirka en ud af fire, der blev ansat som lektor i perioden 2011 til 2017, blev ansat på midlertidige vilkår, viser tal, som universiteterne har indberettet til Uddannelses- og Forskningsministeriet i forbindelse med en aktindsigt fra Forskerforum.

Ifølge Jens Vraa-Jensen, konsulent i Dansk Magisterforening (DM), er et lektorat som udgangspunkt en fast stilling på fuld tid og uden udløb, men universiteterne udnytter en undtagelse i paragraf 3.1 i “Bekendtgørelse om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter”.

“En stilling som lektor/seniorforsker besættes normalt varigt, men kan også besættes tidsbegrænset, fx ved ansættelse af gæstelektorer eller i forbindelse med særlige projekter”, står der i bekendtgørelsen.

Jens Vraa-Jensen siger, at det er tanken, at undtagelsen kun skal bruges i særlige tilfælde og til specifikke formål, hvis man for eksempel ønsker at tilknytte en gæsteforsker fra udlandet til et forskningsprojekt i en periode. Universitetet skal i forbindelse med hver enkelt ansættelse redegøre for, hvorfor man afviger fra hovedreglen om at fastansætte, men det gør man ikke, tilføjer han.

Alene antallet, der ansættes tidsbegrænset, gør, at Jens Vraa-Jensen vurderer, at der er tale om et misbrug.

“Det er blevet en ny normalitet, der kan bruges til at ansætte alle midlertidigt, og det underminerer hele systemet”, siger han.

KU: Eksterne midler medfører tilbageholdenhed

Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte har som opfølgning på Forskerforums henvendelse bedt Københavns Universitet (KU) og Aarhus Universitet (AU), der hver står for en tredjedel af de midlertidige lektoransættelser, redegøre for deres begrundelse for ikke at fastansætte i hvert enkelt tilfælde.

KU har i stedet svaret, at “anvendelsen af tidsbegrænset ansatte lektorer på KU skyldes fortrinsvist, at lektorerne ansættes på eksternt finansierede forskningsprojekter”.

“Ekstern finansiering i form af bevillinger udgør en væsentlig og stadig voksende andel af de samlede midler. Bevillingerne gives for en afgrænset periode; samtidig er de typisk bundet op på specifikke forskningsprojekter/-områder. Projekterne kan være finansieret helt eller delvist (mere end 50 %) af eksterne midler. Midlertidigheden i bevillingerne og behovet for, at de relevante og specifikke forskningsmæssige kompetencer er til stede til det særlige projekt, medfører en vis tilbageholdenhed mht. at ansætte i faste stillinger; herunder også på lektorniveau”, skriver KU.

AU har svaret ministeriet, at universitetet normalt besætter en stilling som lektor/seniorforsker varigt. “I helt særlige tilfælde kan ansættelse være tidsbegrænset. Begrundelsen herfor kan være ansættelse af gæstelektorer/gæsteseniorforskere, ansættelser i forbindelse med særlige projekter, ansættelser i forbindelse med midlertidige forskningscentre og ansættelser i forbindelse med egne bevillinger til midlertidige projekter/forskningsopgaver. På fakultetet Health er der en del samarbejdsaftaler med det regionale sundhedsvæsen, som sætter rammerne for en tidsbegrænset ansættelse som lektor”, skriver AU.

AU har ansat 193 lektorer tidsbegrænset i perioden 2011 til 2017. KU har ikke ønsket at uddybe sit svar til ministeriet, og AU har ikke reageret på Forskerforums henvendelse.

Ikke en legitim grund

Jens Vraa-Jensen siger, at den voksende eksterne finansiering er et generelt fænomen, som ikke bare kan bruges som undskyldning for ikke at fastansætte på lektor- og professorniveau.

“Der er tale om misbrug af en mulighed for at afvige fra det normale i særlige situationer, når man gør det med henvisning til et generelt problem med tidsbegrænsede eksterne bevillinger”, siger han.

Også Thomas Vils Pedersen, næstformand i Dansk Magisterforening (DM) og fællestillidsrepræsentant for VIP’erne på KU, siger, at ekstern finansiering ikke i sig selv er en begrundelse for at benytte midlertidige ansættelser.

“Som udgangspunkt mener jeg, at alle lektoransættelser, på nær gæsteforskere, skal være varige. Når man ansættelsesmæssigt når til lektorniveauet, har man allerede været midlertidigt ansat i mange år, og det er ud fra et karriereperspektiv ikke rimeligt, at denne usikre ansættelsesform fortsætter på lektorniveauet”, siger Thomas Vils Pedersen.

Han tilføjer, at der er institutter med en så høj andel af ekstern finansiering, at det kan være svært helt at undgå brugen af midlertidigt ansatte lektorer, men selv i disse tilfælde bør brugen minimeres.

Olav W. Bertelsen, formand for universitetslærerne og fælles-TR i DM, siger, at KU’s svar tyder på, at der finder misbrug sted.

“Det er efter min mening helt uacceptabelt. Det er oplagt, at der er nogle typer af enheder, hvor der er et mere systematisk misbrug. Det kan være inden for de store forskningscentre, hvor man ønsker at fastholde seniorVIP, uden at der er faste stillinger, de kan ansættes i. Dette misbrug skal identificeres og håndteres i de konkrete tilfælde, således at den usunde praksis ikke fastholdes”, siger han.

Olav W. Bertelsen tilføjer, at en ud af fire nyansættelser lyder dramatisk, men hvis de midlertidigt ansatte lektorer i snit er ansat et år, og de faste i snit bliver i 20 år, så betyder det, at der hele tiden er en gæstelektor for hver 60 fastansatte lektorer. Han tror derfor, at misbruget især sker i de store forskningscentre.

Ministeriet accepterer forklaring

I et skriftligt svar til Forskerforum skriver Sara Thomsen, fuldmægtig i Juridisk kontor i Uddannelses- og Forskningsministeriet, at “det er Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøttes vurdering, at universiteternes begrundelser for at anvende tidsbegrænset ansatte lektorer ligger inden for rammerne af stillingsstrukturen for videnskabeligt personale ved universiteter”.

“Af stillingsstrukturen fremgår det, at en stilling som lektor/seniorforsker normalt besættes varigt, men kan også besættes tidsbegrænset, fx ved ansættelse af gæstelektorer eller i forbindelse med særlige projekter”, skriver hun.

Chefkonsulent Anders Dissing er DM’s repræsentant ved møder i ministeriet. Han oplyser, at DM løbende er i dialog med styrelsen om universiteternes anvendelse af stillingsstrukturen. Her har man diskuteret konkrete eksempler på midlertidige ansættelser af adjunkter og lektorer, som ikke var i overensstemmelse med intentionerne med stillingsstrukturen.

Styrelsen og DM er ifølge Anders Dissing enige om, at det ikke var o.k. at ansætte tidsbegrænset i disse konkrete tilfælde, men han kan ikke vurdere, om der generelt finder et misbrug sted.


“Et tidsbegrænset lektorat er en tom skal”

Dan Vesalainen Hirslund er netop blevet ansat som lektor på ku, men kun i to år.

Siden han afleverede sin ph.d. i 2012, har Dan Vesalainen Hirslund zappet rundt mellem forskellige midlertidige stillinger som ekstern lektor, adjunktvikar og postdoc på Københavns Universitet (KU).

“Jeg har været ansat som det meste”, siger han.

Endelig i år blev han ansat som lektor, men dermed var lykken ikke gjort. Også den stilling er tidsbegrænset.

KU betaler hans løn i den del af arbejdstiden, hvor han underviser, og et skandinavisk universitet betaler, når han forsker i politisk transformation i Nepal, men bevillingen løber kun to år.

Ifølge Dan Vesalainen Hirslund har et tidsbegrænset lektorat ikke meget mere end symbolsk betydning, selvom det gør det en smule lettere at søge forskningsmidler hos nogle fonde, hvis man kan kalde sig lektor.

“Grundlæggende er det en tom skal, som jeg ikke rigtig kan bruge til noget. Utrygheden er den samme, da jeg stadig ikke ved, hvad jeg skal lave, når stillingen løber ud”, siger han.

Dan Vesalainen Hirslund, der var en af initiativtagerne til at starte en forening af midlertidigt ansatte – såkaldte TVIP – på Det Humanistiske Fakultet på KU, kalder universiteternes brug af tidsbegrænset ansatte lektorer for en kreativ måde at omgå reglerne på, men han ser pessimistisk på muligheden for at få det stoppet.

“Jeg tror ikke på, at vi kan regulere os ud af prekariseringen. Fagforeningerne er hele tiden bagud på point og forsøger at få strammet op, men universiteterne vil blot finde på nye kreative løsninger for at undgå at fastansætte folk, fordi de har brug for arbejdskraft, de hurtigt kan skifte ud”, siger han.

Han tilføjer, at han har besluttet ikke at søge om flere forskningsmidler, der blot vil resultere i flere tidsbegrænsede ansættelser, og det er i øjeblikket utænkeligt at blive fastansat på HUM på KU, da fakultetet de facto har indført et ansættelsesstop.

Hvis det betyder, at det er slut med forskerkarrieren, tør han ikke gætte på, hvad han så vil arbejde med.

“Du satser din karriere, når du vælger at blive forsker, fordi forskning kræver en grad af specialisering inden for dit felt, der ikke er brug for andre steder i samfundet. Du bliver derfor slået tilbage til start, når du søger job i en anden branche”, siger han.

 

 

Grundforskningsfond og universiteter på kollisionskurs om indlejringsstillinger

For at få en bevilling til et grundforskningscenter fra Danmarks Grundforskningsfond har det i praksis været et krav, at universiteterne skulle fastansætte to forskere, når centerstøtten ophører, men nu siger Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet stop. Universiteterne diskuterer, hvordan de skal håndtere problematikken og overvejer fælles praksis.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (Science) på Københavns Universitet og Danmarks Grundforskningsfond (DG) er angiveligt på kollisionskurs.

Parterne er uenige om, hvad der skal ske med fondens grundforskningscentre, de såkaldte Centers of Excellence, når bevillingen slutter efter normalt ti år.

Det forventes, at universiteterne skal tilbyde at indlejre mindst to af forskerne fra et center, dvs. fastansætte dem på universitetet, for at komme i betragtning til en grundforskningsfondsbevilling.

Det krav har givet Science-fakultetet store hovedbrud de seneste år, hvor både Niels Bohr Institutet (NBI) og Statens Naturhistoriske Museum har været tvunget til at afskedige fastansatte forskere, blandt andet fordi der skulle skabes plads til at indlejre forskere fra deres mange Centers of Excellence.

Blander sig i ansættelsespolitik

Indlejringskravet og fyre-hyre-politikken er blandt andet blevet kritiseret af Bjarne Andresen, lektor og tillidsrepræsentant på NBI.

Han siger, at det er urimeligt, at DG anser sig for berettiget til at bestemme over universiteternes ansættelsespolitik år ud i fremtiden.

“DG føler sig højt hævet over alle andre, og den kan slippe af sted med det, fordi den med sine mange millioner kan trumfe det igennem. Min indstilling er, at fonde og andre kun må bestemme over netop de penge, de selv donerer, og kun i den tid, bevillingen løber”.

Bjarne Andresen, lektor og tillidsrepræsentant på NBI

Han tilføjer, at Science ikke bare kan lade være med at søge om fondsmidlerne, da staten skærer ned på de faste bevillinger til universiteterne. Ifølge Bjarne Andresen fremgår det af et referat fra et samarbejdsudvalgsmøde på Science, at dekanen har meldt ud, at fakultetet ikke længere vil stille indlejringsstillinger til rådighed.

Han tilføjer, at grundforskningsfonden har svaret igen med et brev, hvori fonden kræver, at der skal følge to indlejringsstillinger med ved lukningen af alle centre, ellers vil ansøgningen slet ikke komme i betragtning.

Brevet fra DG skulle være under diskussion blandt rektorerne og derfor ikke offentligt endnu.

Indlejring er forældet

Forskerforum har spurgt Sciencedekan John Renner Hansen, om det er korrekt, at han har sat en stopper for alle tilsagn om indlejringsstillinger, og hertil svarer han på e-mail:

“Det er en samlet ledelse på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, institutledere og direktion, som har det synspunkt, at den måde, finansieringen med indlejrede stillinger er foregået på de seneste 25 år, har overlevet sig selv. Vi vil naturligvis gerne medfinansiere forskningen i centrene, mens centrene er aktive, men kravet om indlejring af stillinger, efter at bevillingerne fra grundforskningsfonden er ophørt, virker ikke længere som en tidssvarende måde at medfinansiere forskning på”.

John Renner Hansen, dekan Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på KU

Han tilføjer i sit svar, at det ikke er muligt at løse den langsigtede finansiering af indlejringsstillingerne gennem bedre planlægning, fordi vilkårene for universiteternes økonomi ikke er stabile.

“Når vi bl.a. styres ved hjælp af fremdriftsreformer, dimensionering og toprocentsbesparelser, så er forholdene ikke forudsigelige på lang sigt”, skriver han.

Jesper Langergaard, direktør for Danske Universiteter – de otte danske universiteters samarbejdsorganisation – vil hverken be- eller afkræfte, at universiteterne har modtaget et brev fra DG med krav om indlejringsstillinger.

Men han siger, at rektorerne i øjeblikket diskuterer, hvordan de håndterer problematikken, og overvejer, om de kan formulere en fælles praksis.

“Der er en dyb bekymring på universiteterne – specielt hvor der er aktuelle fyringsrunder – for at forpligte sig økonomisk til at indlejre ti år ud i fremtiden”, siger Jesper Langergaard.

Fond vil gerne diskutere med universiteterne

Søren-Peter Olesen, direktør for Danmarks Grundforskningsfond, siger, at Danmarks Grundforskningsfond løbende taler med alle universiteter – også om indlejring af fondens centre.

Han tilføjer, at det er væsentligt for fonden, at de samme regler gælder for alle universiteterne, og at der ikke foretages ændringer heri midt i en ansøgningsrunde, men overordnet vil fonden universiteternes bedste og vil gerne finde de løsninger, som fungerer bedst muligt.

“Når vi forventer en høj grad af medfinansiering, er det for at sikre det nødvendige engagement fra universiteternes side. Argumentet for to indlejringsstillinger over en 10-årig periode har været at bruge Grundforskningscentrene til at tiltrække de bedste forskere i verden til institutionen”, siger han.

Ansøgninger om grundforskningscentre bedømmes efter fire kriterier: centrets forskningsidé, centerlederen, medansøgerne og centrets organisation.

Ifølge Søren-Peter Olesen har institutionens medfinansiering og tilbud om indlejring normalt en betydelig indflydelse på organisationens styrke.

“Vi ser på det store billede og vurderer, om universitetet vil og kan støtte et center. Hvis forskerne har fået en ekstraordinært god videnskabelig idé, er blandt de allerdygtigste i verden inden for deres felt, og universitetet råder over det bedste apparatur, så kan jeg ikke udelukke, at man kan komme igennem nåleøjet med en lidt svagere organisation, men da konkurrencen er meget hård, vil vi normalt forvente, at man excellerer på alle kriterier”, siger han.

Der findes i øjeblikket 39 aktive Centers of Excellence.

 

 

Nu kommer fyringerne på Humaniora på KU

Bjarke Ørsted – Ritzau Scanpix

Medarbejderne har fået til 23. april til at melde sig til frivillig fratrædelse eller til at gå på nedsat tid. Tillidsrepræsentant kritiserer ledelsen for dårlig kommunikation og mangel på inddragelse i strategiske drøftelser.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Udsigten til at undgå afskedigelser i den kommende sparerunde på Det Humanistisk Fakultet på Københavns Universitet ser efterhånden dyster ud.

I en mail sendt til medarbejderne onsdag den 27. marts skriver dekan Jesper Kallestrup, at fakultetet forventer en samlet indtægtsnedgang på 57 mio. kroner frem mod 2022, og at den største del af pengene – 31 mio. kr. – skal findes på lønbudgettet.

”Det vil sige ved at nedlægge ledige stillinger, ved at tilbyde fratrædelser – og i sidste ende – ved at afskedige medarbejdere”, skriver dekanen i mailen, hvori han kalder situationen ”trist og en hård proces for alle – selvfølgeligt særligt for de medarbejdere, der mister deres job”.

Lektor Peter Birkelund Andersen, fælles-TR for Dansk Magisterforening og medlem af fakultetets samarbejdsudvalg, er også pessimist.

”Jeg er alvorligt bekymret for, at det ikke er realistisk af undgå afskedigelser”, siger han.

I 2011 skar fakultetet 35 fuldtidsstillinger, og yderligere 86 stillinger røg i 2016, da der skulle spares 90 mio. kr. Et kvalificeret bud kunne derfor lyde, at det vil dreje sig om 40-50 stillinger, som skal nedlægges, i den kommende sparerunde.

Dårlig kommunikation

Medarbejderne fik før jul 2018 at vide, at der skulle spares 25 mio. kr. på løn, men nu er tallet altså steget til 31 mio. kr., og det vækker undren hos mange ansatte, siger Peter Birkelund Andersen.

”Jeg kan ikke afvise, at det nye beløb er blevet meldt ud på et møde på et eller andet tidspunkt, men det er ikke kommunikeret særlig klart ud, så mange er blevet chokeret. Vi, medarbejderrepræsentanter, er skuffede over, at processen i perioder er blevet kørt med en alt for ringe information”, siger han.

Peter Birkelund Andersen tilføjer, at tillidsrepræsentanter også er utilfredse med, at ledelsen ikke har inddraget dem og de øvrige medarbejdere i strategiske diskussioner om, hvilke fagområder, der skal spares på.

”Ledelsen har hele vejen igennem sagt, at det ikke skulle være grønthøsteren – men strategiske besparelser, men ledelsen har ikke gjort rede for hvilken strategi, der menes, og medarbejderne har ikke haft lejlighed til at komme med input. Jeg kan godt frygte, at det alligevel ender med en form for grønthøsterbesparelser”, siger han og fortsætter:

“Vi ønsker, at ledelsen forholder sig til, hvordan man kører den slags processer, så det matcher dansk lovgivning og aftalesystem. Forandringer med væsentlig personalemæssig betydning skal drøftes i samarbejdsudvalg, og ’strategiske hensyn’ skal ikke stå tilbage som tomme ord”.

Ansatte kan gå frivilligt   

Dekan Jesper Kallestrup skriver til medarbejderne, at de nu kan søge om at gå ned i tid eller fratræde under særlige vilkår.

Svarfristen er 23. april, hvorefter det endelige behov for afskedigelser vil blive gjort op.

”Jeg kan endnu ikke sige hvor mange medarbejdere, der i sidste ende vil blive afskediget. Det afhænger af de afværgeforanstaltninger, som vi sætter i gang nu. Altså hvor mange, og hvem, der vælger at søge om at gå ned i tid eller fratræde nu”, skriver dekanen.

En anden ubekendt faktor er, hvor mange ubesatte stillinger, som kan spares væk.

Dekanen forklarer, at den vigtigste årsag til besparelserne er Folketingets dimensionering af uddannelser, der har skåret cirka 30 procent af Humanioras studenteroptag, og det giver tilsvarende færre indtægter.

Desuden er fakultetet ramt af de årlige 2-procentsbesparelser, og øgede udgifter til bygninger tærer også.

Ifølge Jesper Kallestrup vil budgetterne fra 2020 være stabile, og der kan igen blive ro til at koncentrere sig om forskning og uddannelse.

Dekan Jesper Kallestrup skriver i et svar per e-mail, at han ikke ønsker at udtale sig før det planlagte stormøde om besparelserne er afholdt den 10. april.

 

Forskere holder mund af frygt for repressalier

 

 

En tavshedskultur, hvor de ansatte er bange for at udtale sig om deres arbejds- og forskningsvilkår, har spredt sig på de danske universiteter, lyder det fra tillidsfolk og eksperter. Hyppige fyringsrunder, usikre ansættelsesvilkår, en professionaliseret ledelse med stor magt og benhård konkurrence om forskningsmidlerne er blot nogle af forklaringerne.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk – Tegning: Adam O. 

Det vil jeg ikke udtale mig om, da jeg må tænke på min karriere”.

“Du skal ikke citere mig for noget”.

Nogenlunde sådan lyder svarene oftere og oftere, når Forskerforum beder ansatte på de danske universiteter om at forholde sig til deres arbejds- og forskningsvilkår.

Årsag: Frygt for at blive fyret eller for at komme i skammekrogen hos ledelsen, lyder det fra flere.

En forsker på Aarhus Universitet, der ønsker at være anonym, fortæller, at vedkommende selv er blevet advaret af kolleger mod at være for åbenmundet:

“Hvis du har professordrømme, kan du godt glemme alt om det, hvis du kommer i konflikt med ledelsen. Du ryger direkte bagerst i køen, har flere sagt til mig”. Andre repressalier, forskeren har hørt om, er, at ledelseskritiske medarbejdere pludselig bliver pålagt upopulære arbejdsopgaver, som fylder hele arbejdstiden, så de ikke har tid til at forske. Andre bliver overflyttet, og flere har også hørt om, at kritiske medarbejdere er røget i fyringsrunder, selvom de ikke burde stå først for.

Vedkommende har svært ved at vurdere, hvor udbredt det er, da mange vælger at tie om deres oplevelser af skam.

“Sådan er det med overgreb. Det er ikke den, der begår overgrebet, som skammer sig, men offeret. De fleste ansatte spiller spillet og kender de skjulte dagsordener, så de holder mund og retter ind af sig selv”, siger forskeren.

Blev kritiske AAU-ansatte prikket?

I forbindelse med den store sparerunde på Aalborg Universitet, hvor 107 blev varslet afskediget i februar i år, fortalte tillidsfolk, at de ansatte frygtede, at det ville få konsekvenser, at de havde været kritiske over for ledelsen. “Jeg har fået meldinger fra medarbejdere om, at man kan være angst for, hvilke konsekvenser eventuelle kritiske røster over for ledelsens beslutninger kan få i en kommende afskedigelsesproces”, sagde Jesper Lindgaard Christensen, Djøf-tillidsmand og HSUmedlem på AAU.

164 medarbejdere valgte derfor at optræde anonymt, da de indsendte et debatindlæg til Altinget, hvori de kritiserede besparelserne, som de mente ville smadre HUM og SAMF.

Jesper Lindgaard Christensen siger, at hans udtalelser bygger på fortrolige samtaler med kolleger. “Jeg har ikke konkrete beviser for, at medarbejdere er blevet udvalgt til afskedigelse, fordi de har været ledelseskritiske, men jeg er blevet kontaktet af en håndfuld medlemmer, som har mistanke om, at det er tilfældet”.

Ole Busck, Dansk Magisterforenings fællestillidsrepræsentant på AAU, tilføjer, at det nærmest er umuligt at bevise, at en ansat er fyret, fordi vedkommende har været kritisk. Når der er tale om masseafskedigelser begrundet med institutionens forhold, har de afskedigede nemlig ikke krav på at få en individuel begrundelse for, at det blev dem. Det er tilstrækkeligt for ledelsen at henvise til de generelle kriterier, som den har opstillet.

I forbindelse med fyringsrunden på AAU handlede de om “strategiske hensyn for fremadrettet at understøtte visionen for AAU” og “medarbejdernes faglige og personlige kompetencer matcher og understøtter den fremtidige opgaveløsning”.

Ole Busck er dog overbevist om, at der er ansatte, som er blevet fyret, fordi de har været kritiske: “Det er klart min oplevelse, at nogle institutledere har anvendt denne fyringssituation med meget upræcise udvælgelseskriterier til en form for straffeaktion over for medarbejdere, der er kendt som “brokkehoveder””, siger han.

Ole Busck tilføjer, at man fra undersøgelser blandt de ansatte ved, at folk holder sig meget tilbage fra at fortælle deres leder, at de er ekstremt overbelastede og er ved at gå ned med stress. Det er faktisk kun omkring halvdelen, der rapporterer det, og det samme gælder, hvis de har været udsat for mobning eller chikane. Blandt de mange løstansatte er det i høj grad frygten for at komme bagerst i køen, hvis man melder om problemer, der holder dem tilbage.

Ifølge Ole Busck er forskerne ikke kun bange for at udtale sig kritisk indadtil om arbejdsforhold og ledelsens dispositioner, de er også varsomme med at udtale sig kritisk udadtil i forbindelse med deres forskning. “Jeg ved fra professorer, der har været til medarbejderudviklingssamtale, at de får at vide, at de skal holde igen med udtalelser, der kan skade deres muligheder for at opnå funding. Eksterne bevillinger er blevet alfa og omega for at beholde sit job, og det betyder, at megen kritisk forskning ophører, og at man i stedet tilpasser sig de ønsker og normer, som bevillingsgiverne hylder”, siger han.

Sarah Rosenkrands, konsulent i DM, siger, at fire ud af de seks medlemmer, som hun har rådgivet i forbindelse med deres opsigelse på AAU, er af den opfattelse, at baggrunden for, at de er blevet fyret, er et personligt opgør fra institutlederens side.

Rektor Per Michael Johansen skriver i et skriftligt svar til Forskerforum, at det er alvorlige, udokumenterede anklager, som han ikke forstår. “Hvis tillidsrepræsentanterne har kendskab til afskedigelser, som ikke er sket på behørigt grundlag, så håber jeg meget, at de går videre med sagerne hos fakulteternes ledelser. Ledelsen har også i denne sag været meget opmærksom på at følge det arbejdsretlige regelsæt”, skriver han.

Fyringsrunder spreder frygt

Signe Møller Johansen har som fællestillidsrepræsentant for de teknisk-administrative (TAP) AC-medarbejdere på Københavns Universitet fulgt udviklingen i en årrække.

Hun  ser en trend mod, at flere vælger at tie med kritik, fordi der oftere er fyringsrunder og omstruktureringer. Da hun tog over som lokal tillidsrepræsentant for over 10 år siden sagde hendes forgænger, at hun stort set ikke havde oplevet afskedigelser i de otte år hun havde beklædt posten, og Signe Møller Johansen har været igennem mindst to større fyringsrunder på tværs af universitetet og et hav af større og mindre omstruktureringer og lokale fyringsrunder.

Hun siger, at det handler meget om, hvem der er chef i afdelingen eller på instituttet, og hvilken kultur der er lokalt, så der kan sagtens være et sted på KU, hvor de ansatte kan tale åbent, og et andet, hvor der ikke er plads til kritik.

“Om folk er bange, afhænger af, hvad de har set i forbindelse med fyringsrunder, og hvordan ledelsen tager imod kritik. Hvis en leder siger: Min dør står altid åben, og jeg lytter gerne til problemer, og de kritiske medarbejdere så efterfølgende bliver fyret, hænger tingene ikke sammen. Det spreder en utryg stemning”, siger Signe Møller Johansen.

Hun tilføjer, at der er forskel på at udtale sig kritisk internt i organisationen og til pressen. Mange bryder sig ikke om at ytre sig offentligt om ting, der ikke fungerer på deres arbejdsplads, og hun mener også selv, at man altid bør forsøge at løse problemer internt først.

Professionelle ledere strammer styringen

Ifølge Signe Møller Johansen er en anden trend, at der er sket en professionalisering af ledelsen de sidste ti-femten år, hvor der før var valgte ledere på universiteterne. Det gør, at ledere og medarbejdere i højere grad en tidligere risikerer at komme til at stå over for hinanden som modstandere.

“Det handler måske også om new public management og om en stram ledelsesstyring af, hvem der må udtale sig om hvad på universiteterne, hvilket smitter af ned i organisationen”, siger hun.

Hun tilføjer, at forventningerne til, hvad en god medarbejder er, også har ændret sig.

“I dag skal du hele tiden have “jahatten” på. Vi taler ikke om problemer, men om udfordringer, og vi skal være omstillingsparate. Det forventes, at alle er konstruktive, så få tør tale om ting, der ikke fungerer, men det er jo altafgørende, at vi kan tage problemer op, hvis vi skal have et godt arbejdsmiljø på arbejdspladserne og en velfungerende offentlig sektor”, siger hun.

Signe Møller Johansen vil ikke gå i detaljer, men hun oplever, at konsekvensen af pænheds- og tavshedskulturen er, at opgaver og projekter kan få lov til at køre skævt og skabe store frustrationer blandt medarbejdere, samtidig med at ledelsen fastholder, at alt kører på skinner.

“Jeg kalder det glansbilledeffekten, fordi kritik ikke bliver kanaliseret op gennem afdelinger og ledelseslag. Jo højere du kommer op, jo pænere og mere succesfuldt ser tingene ud”.

– Signe Møller Johansen, fællestillidsrepræsentant på KU

Ekspert: Usikre ansættelsesvilkår fører til selvcensur

Ifølge Rasmus Willig, leder af Center for Offentlige og Private Ansattes Ytringsfrihed på RUC, findes der ikke specifikke undersøgelser af censuren på universiteterne, men der er masser af dokumentation for, at det generelt står skidt til med offentligt ansattes mulighed for at tale kritisk om forholdene på deres arbejdsplads.

Rasmus Willig siger, at hans seneste forskning viser, at ansatte med usikre ansættelsesvilkår har større tilbøjelighed til at censurere sig selv, simpelthen fordi man har mere at miste som prekær arbejdskraft. De usikre arbejdsvilkår med flere midlertidigt ansatte og fyringsrunder af fastansatte på flere universiteter de seneste år burde derfor logisk set føre til øget frygt og dermed til selvcensur, mener han.

En anden faktor er ifølge Rasmus Willig, at konkurrencen mellem forskerne om faste stillinger, titler, priser og forskningsbevillinger er benhård, og ingen vil udstille sig som svage i det spil – for eksempel ved at udtale sig kritisk om deres arbejdsplads eller bevillingssystemet. Alle forsøger at fremstå som en succes.

Han siger, at det vil klæde universiteterne at gennemføre en årlig forskningsfrihedsundersøgelse, i stedet for at der kommer drypvise undersøgelser, og der løbende opstår sager, der skader universiteternes renommé.

“Vi kender reelt ikke hele omfanget af censuren på de danske universiteter. Vi kan kun se, at præmisserne er til stede, og at der er opstået en begrundet bekymring. En måde at komme problemstillingen til livs på er, at danske universiteter gennemfører en årlig forskningsfrihedsundersøgelse. Det er nemt og ligetil, og det er svært at finde undskyldninger for ikke at gøre det, for vi har at gøre med universiteternes kerneydelse. Og kommer den i fare, eller sættes der blot spørgsmålstegn ved den, har sektoren alvorlige problemer”, siger Rasmus Willig.

Lederne er for magtfulde

Heine Andersen, professor emeritus på KU og forfatter til bogen “Forskningsfrihed”, siger, at han selv oplever, at forskerne er blevet tilbageholdne med at udtale sig, og at den frie debat på universiteterne langsomt, men sikkert tørrer ud.Med afskaffelsen af demokratisk indflydelse i universitetsloven fra 2003 blev der færre fora at diskutere vilkårene på universiteterne i, og tilskyndelsen til at ytre sig svandt ind. Han mener, at lovændringen gav ledelserne på universiteterne mere vidtgående beføjelser. Systemet med valgte ledere havde indtil da lagt en dæmper på, hvor egenrådige lederne var, siger han og tilføjer, at den tidligere styrelseslov også kunne have sine problemer.

“Institutledere er i dag mellemledere ansat på åremålskontrakter og er underlagt et stort pres for at levere resultater oppefra i organisationen. Det betyder, at de ikke bryder sig om intern kritik fra medarbejderne. Der findes mange gode ledere, men der er også eksempler på dårlige og ligefrem kyniske ledere på alle niveauer, der misrøgter deres meget vidtgående magtbeføjelser”, siger Heine Andersen og fortsætter:

“De ansatte er prisgivet i forhold til ledelsens dispositioner, så det er forståeligt, at folk er bange for at sige noget, der kan komme ledelsen på tværs, fordi der mangler tryghed i ansættelsen (tenure). Mange forskere er ansat på korte åremål, og hvis de vil gøre sig håb om varig ansættelse, skal de ikke lægge sig ud med ledelsen. Professorer og lektorer kan blive fyret på et utroligt tyndt grundlag i Danmark, og historierne om fyringssager spreder frygt som ringe i vandet i organisationen”.


Det viser undersøgelser

  • En undersøgelse, som Magisterbladet gennemførte i samarbejde med forskere fra RUC i 2014, viste, at kun en ud af otte DM-medlemmer i den offentlige forvaltning, der havde oplevet kritisable forhold på deres arbejdsplads, som offentligheden burde have kendskab til, havde valgt at stå frem.
  • En anden undersøgelse gennemført af FTF i 2016 viste, at 60 procent af de ansatte i det offentlige er bange for, at det får negative konsekvenser, hvis de udtaler sig om kritisable forhold på jobbet.
  • To ud af tre ansatte i ældreplejen frygter negative konsekvenser, hvis de udtaler sig i offentligheden, viste en undersøgelse foretaget af Center for offentlige og Private ansattes ytringsfrihed i 2017.

Professorfyring får andre til at tie

Heine Andersen nævner afskedigelsen af geologiprofessorer Hans Thybo på KU som den mest spektakulære, men han beskriver også andre sager i sin bog om forskningsfrihed. Thybo-sagen handler om, at professoren blev afskediget i 2016, fordi han skulle have lagt pres på en yngre forsker for at få ham til at skrive kritisk om ledelsen på instituttet i en APV-undersøgelse, og fordi han havde benyttet sin private e-mail i forbindelse med sit arbejde.

Sagen fik blandt andet medarbejderrepræsentanterne i KU’s bestyrelse og deres suppleanter til i et debatindlæg at skrive, at “ledelsen har gennemført en afskedigelsessag med begrundelser, der er en alvorlig trussel mod hele værdigrundlaget på KU som forskningsinstitution, herunder også mod tillidsforholdet mellem ledelse og medarbejdere”.

“Med disse begrundelser kunne man afskedige en betydelig procentdel af de faste medarbejdere, herunder samtlige, der i konkrete tilfælde har haft en kritisk holdning til ledelsesdispositioner. Tilbage står et indtryk af, at medarbejdere, der irriterer ledelsen, risikerer afskedigelse, uden at man behøver at anføre nogen reel begrundelse. Er det virkelig et signal, Københavns Universitet ønsker at udsende internt, nationalt og internationalt?” skriver bestyrelsesmedlemmerne.


Derfor er ytringsfriheden under pres på universiteterne

  • Fyringer og omorganiseringer er blevet hyppigere, hvilket skaber utryghed blandt de ansatte.
  • Flere er ansat på midlertidige vilkår.
  • Universitetsloven giver lederne for stor magt.
  • Bevillingssystemet betyder, at forskerne hele tiden skal præstere og skaffe midler til deres forskning, så de vil ikke udstille sig selv som svage.

Sagen endte med at blive afgjort ved en faglig voldgift, der nåede frem til at fyringen var i strid med overenskomsten, og Hans Thybo fik en godtgørelse svarende til et halvt års løn. Han havde krævet at blive genindsat i sin stilling på KU, men det vurderede højesteretsdommeren, at der ikke var hjemmel til at kræve i overenskomsten.

Jasper Steen Winkel, vicedirektør for Kommunikation på KU, oplyser, at KU’s daværende ledelse modtog to skriftlige, underskrevne støtteerklæringer: en fra tillidsmændene på Institut fot Geovidenskab og Naturforvaltning og en fra, hvad han beskriver som “en meget stor gruppe af medarbejdere”. Derudover ønsker KU’s ledelse ikke at udtale sig.

Heine Andersen mener, at sagen har haft en disciplinerende effekt på forskerne på KU: “Når en forsker kan blive fyret på et ulovligt grundlag, uden at det får konsekvenser for ledelsen, viser det, at det kan ske for enhver. Sagen demonstrerer, at det har store personlige omkostninger at gå imod ledelsen, og at du ikke får noget ud af det, hvis du vinder”, siger han.

Thomas Vils Pedersen, fællestillidsrepræsentant for de videnskabeligt ansatte på KU og næstformand i DM, siger, at folk stadig snakker om, at det er utroligt, at det er muligt at fyre en forsker på et så tyndt grundlag, men i hvor stor en udstrækning det regulerer folks adfærd, er svært at vide.

“Generelt er det sådan, at jo mere usikre ens arbejdsvilkår er, jo mere forbeholdne bliver folk også over for at udtale sig. Det er problematisk, at der er så lidt sikkerhed i ansættelsen på de danske universiteter i forhold til den internationale akademiske verden. Udenlandske forskere forstår ikke, at det overhovedet er muligt at fyre en forsker, der passer sit arbejde”, siger Thomas Vils Pedersen.


 Her går grænsen

  • Man skal gøre det klart, at man udtaler sig på egne vegne og ikke på myndighedens vegne.
  • Man må ikke bryde sin tavshedspligt.
  • Man må ikke udtale sig på en freds- eller ærekrænkende måde, fx ved at fremsætte injurier.
  • Man må ikke udtrykke sig i en urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold inden for sit eget arbejdsområde.
Kilde: Justitsministeriets Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed

Ulovlige tavshedsklausuler

Ifølge Heine Andersen stammer et af de værste eksempler på knægtelsen af forskernes ret til at ytre sig fra Gyllegatesagen, hvor det viste sig, at forskere fra AU var blevet pålagt en såkaldt dobbelt mundkurv.

Miljøstyrelsen indgik i september 2015 en kontrakt med AU, der betød, at forskerne, der stod for beregningerne bag regeringens landbrugspakke, ikke måtte udtale sig, før Miljøstyrelsen frigav sin rapport i februar 2016. Det vil sige præcis samme periode, som lovforslaget skulle behandles i Folketinget. Forskerne måtte ikke engang fortælle, at de var underlagt en tavshedsklausul. Det viste sig, at tavshedsklausulerne, som foruden at krænke forskningsfriheden er i strid med forvaltningsloven, var blevet brugt i mindst ti år, og at de ikke begrænsede sig til AU. Alene i 2015 og 2016 blev der indgået otte af sådanne kontrakter på KU, og Heine Andersen er stødt på dem på seks ud af landets otte universiteter og i adskillige ministerier og styrelser.

AU-forskere blev trynet af ledelsen

De fortsatte skriverier om forskningsfriheden på AU fik ledelsen til at bestille en undersøgelse fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Rapporten fra december 2018 viste, at 16 % af forskerne følte, at de var blevet presset til enten at ændre, udskyde eller ikke at offentliggøre deres forskningsresultater.

36 % af forskerne svarede, at det var en leder på AU, der lagde pres på dem for at ændre deres resultater. 16 % at en leder havde forsøgt at presse dem til at udskyde offentliggørelsen, og 25 % at det var en leder, der havde presset dem til slet ikke at offentliggøre deres forskning.

På et debatmøde den 28. januar om VIVE-rapporten var en af oplægsholderne Gitte Blicher-Mathiesen, seniorrådgiver på Institut for Bioscience på AU. Hun er en af forskerne, som leverede materialet til rapporterne om kvælstofudledningen til vandmiljøet i forbindelse med landbrugspakken. Hun sagde, at der har været sager med store personlige konsekvenser, hvor forskeren er blevet trynet af ledelsen.

“Når man oplever en kollega blive uretfærdigt behandlet, så er det klart, at man ikke har lyst til at gå til ledelsen for at få hjælp. Mere åben kommunikation fra ledelsen og en offentlig erkendelse af, at der har været sager, der ikke er blevet håndteret godt nok, ville give medarbejderne større tryghed”, sagde Gitte Blicher-Mathiesen, der ikke har ønsket at uddybe sine udtalelser over for Forskerforum.

“Skid ikke i egen rede”

Olav W. Bertelsen, AC-fællestillidsrepræsentant på AU, siger, at det er hans fornemmelse, at der eksisterer en kultur på AU, hvor man risikerer social udstødelse, hvis “man skider i sin egen rede”, altså taler offentligt om sager, som kan stille universitetet i et dårligt lys.

“Det handler nok især om, at man ikke må kritisere ledelsens beslutninger, selvom der tales meget om ytringsfrihed i forskellige skåltaler. Det er en slags social kontrol, hvor de, der træder ved siden af, risikerer at blive meget upopulære og udråbt som skurke”.

– Olav W. Bertelsen, AC-fællestillidsrepræsentant på AU

Marit-Solveig Seidenkrantz, formand for Akademisk Råd på fakultetet Science and Technology på AU, siger, at meget tyder på, at forskerne ikke taler nok med hinanden om problemer, de oplever.

“Folk er bange for at blive en sag, har jeg hørt fra flere. De ser sig selv som forskere og vil ikke blandes ind i det politiske, og så skal man ikke være bleg for at indrømme, at der er en konkurrencekultur i forskningsverdenen, hvor man kan være bange for at fremstå som svag”, siger hun.

Marit-Solveig Seidenkrantz tilføjer, at der er brug for en mere åben debatkultur på AU, hvor det er acceptabelt at snakke om problemer.

AU-ledelse undrer sig

Peter Munk Christiansen, institutleder på Institut for Statskundskab på AU og tidligere bestyrelsesformand for Danmarks Frie Forskningsfond, deltog også i debatmødet den 28. januar.

Han undrer sig over, at så mange svarer, at lederne på AU begrænser deres forskningsfrihed, og han har ikke fantasi til at forestille sig, at presset kommer fra dekaner eller institutledere.

“Jeg kunne i hvert fald personligt ikke drømme om at gøre det”, siger han.

Han gætter på, at det handler om løstansatte, og særligt ph.d.-studerende og postdocer står i en vanskelig situation i forhold til deres vejledere og forskningsgruppeledere, der er etablerede forskere.

“De unge forsøger jo at bryde igennem med nye ideer, som måske går imod seniorforskernes teorier, så de har svært ved at komme til orde. Jeg plejer at sige, at det fornemmeste, du kan gøre som leder, er at ansætte nogle, som er klogere end dig selv, og så være åben over for deres ideer”.

AU-rektor Brian Bech Nielsen har ligeledes udtalt, at han er overrasket over, hvor meget pres forskere oplever fra deres egne ledere på universitetet.

“Her skal vi have en dialog med vores ledere om, hvordan man håndterer de her situationer. Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at ledelsen skal støtte medarbejderne. Ledelsen skal ikke presse medarbejderne”, siger han.

Han tilføjede på debatmødet, at det er uacceptabelt, hvis der er ledere, der tryner de ansatte.

“Så håber jeg, at den ansatte vil gå til sin leders leder. Vi kan ikke have, at nogen tryner andre. Ledelse er noget, som skal udøves med ydmyghed”, sagde han.

AU-ledelsen vil nu udpege en såkaldt forskningsambassadør på hvert fakultet, som forskere anonymt skal kunne gå til for at få råd – og også vejledning, i forhold til hvad de skal stille op i en situation, hvor de oplever sig udsat for pres fra intern eller ekstern side.


Eksperter vil have bedre beskyttelse mod uberettiget fyring

Hvis flere offentligt ansatte skal turde gøre brug af deres ytringsfrihed, kræver det, at man kan blive genansat, hvis man bliver fyret uberettiget på grund af sine ytringer, mener juraprofessorer.

Der er behov for en lov om offentligt ansattes ytringsfrihed, der sikrer mod uberettigede afskedigelser. Sådan skriver Søren Højgaard Mørup og Michael Hansen Jensen, begge professor, dr.jur. ved Aarhus Universitet, i en kronik i Jyllands-Posten.

“Man kan næppe se bort fra, at en væsentlig grund til, at mange er bange for at ytre sig, formentlig er, at beskyttelsen mod ledelsens uretmæssige sanktioner over for de ansatte er ret svag. Som reglerne er i dag, har man ikke krav på at beholde sit job, selv om en afskedigelse er ulovlig. Man kan højst få en kompensation”, skriver de to professorer.

De tilføjer, at et sagkyndigt udvalg i 2015 afgav en betænkning om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowing, som omtalte 50 konkrete sager om offentligt ansattes ytringsfrihed over en syvårig periode.

Magisterbladets gennemgang af sagerne viste, at arbejdsgivere i 38 tilfælde forsøgte at stække den ansattes ytringsfrihed i form af ansættelsesretlige skridt som irettesættelser, advarsler, pålæg om tavshed eller sågar afskedigelser. Selv om en stor del af medlemmerne af udvalget var enige om, at beskyttelsen af de ansatte burde forbedres, kunne de ikke blive enige om hvordan.

Nogle mente, at bevisbyrden skal vendes, så arbejdsgiveren skal bevise, at en ytring ikke er årsag til en afskedigelse.

Et andet forslag gik ud på, at det skal udløse en forhøjet kompensation, hvis en afskedigelse er uberettiget, men Søren Høj gaard Mørup og Michael Hansen Jensen vurderer, at et større pengebeløb ikke vil gøre flere villige til at risikere at miste deres job.

“Der kan derfor være god grund til at overveje at gennemføre lovgivning, der bestemmer, at en uberettiget afskedigelse af en offentligt ansat alene på grund af vedkommendes lovlige ytringer skal kunne tilsidesættes af domstolene, hvis den afskedigede ønsker det”, skriver de to AU-professorer.


Kritik af ny vejledning om ytringsfrihed

I februar i år udgav justitsministeriet et udkast til en ny vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed, som ligner en opfordring til at holde mund, siger eksperter og fagforeninger.

Justitsministeriet har blandt andet fjernet en passage, der slår fast, at offentligt ansatte som udgangspunkt kan videregive ikkefortrolige oplysninger.

Justitsministeriet opstiller i stedet en række kriterier, der kan inddrages i afvejningen af, hvornår en ansat kan videregive ikkefortrolige oplysninger. Et af disse er et hensyn til, om videregivelsen kan have “negative konsekvenser” for myndigheden.

“Justitsministeriet efterlader for stort et rum til fortolkning, når det lægger op til, at offentligt ansattes ytringsfrihed skal vejes op imod, om de informationer, der bliver givet videre, kan få negative konsekvenser for arbejdspladsen. Er det eksempelvis nok, at informationerne kan skade arbejdspladsens omdømme? Det står hen i det uvisse, og den slags uklarheder fører til tavshed fra medarbejderne”, har Christoffer Badse, monitoreringschef i Institut for Menneskerettigheder, udtalt.

Også Dansk Magisterforenings formand, Camilla Gregersen, har forholdt sig kritisk: “Formålet med vejledningen bør netop være at skabe klare rammer om  ytringsfriheden, og den foreslåede ændring skaber det modsatte. Den skaber uklarhed og utryghed”, har hun sagt til Magisterbladet.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) var i samråd om sagen torsdag den 14. marts, hvor han tilkendegav, at ministeriet nu vil ændre det afsnit i vejledningen, som har fået stærk kritik, da det var til høring. Regeringen har annonceret, at der skal indføres en anonym whistleblowerordning på statens område.

 

301 forskere fik et chok med årsopgørelsen

Pludselig fik en lang række forskere besked om at betale store summer tilbage i skat, fordi deres forskningsprojekter havde fået støtte. Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte beklager fejlen.

William Leerbeck Meyer (Magisterbladet) og Claus Baggersgaard

Ikke alle er lige heldige med deres årsopgørelse. Nogle får sig selvfølgelig en glædelig overraskelse, mens andre får sig et rap over nallerne. Og så er der andre igen, der får skattetæsk, så de er ved at falde ned af stolen.

Professor Mogens Nicolaisen fra Aarhus Universitet hører til den sidste gruppe. Han fik for nyligt en mail fra SKAT om, at de havde ændret hans årsopgørelse for 2017.

”Du mangler at betale: 588.388 kr.”, lød den dystre melding. De første 192.167 kroner skulle betales til april.

”Jeg skyndte mig selvfølgelig at ringe til SKAT for at høre, hvordan det kunne være, at jeg pludselig skulle betale så meget. Men de kunne ikke sige noget”, erindrer Mogens Nicolaisen.

Det gik dog hurtigt op for ham, at der var sket en fejl, og at den formentlig ikke lå hos SKAT, men hos Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. Han kunne nemlig se i den nye årsopgørelse, at styrelsen havde indberettet, at han havde haft en personlig indkomst fra dem på lidt over en million kroner. Det havde han ikke, men han havde til gengæld fået midler til et forskningsprojekt, og de midler svarede akkurat til det, styrelsen havde indberettet som personlig indkomst.

”Jeg ringede så til styrelsen. De kunne heller ikke sige ret meget, men de gav besked på, at de ville ringe tilbage”, fortæller Mogens Nicolaisen.

Det skete ikke lige med det første. Der gik lang tid, før han fik svar. Og det var ikke styrelsen, men skat der kom med det endelige svar om, at der rigtignok var sket en fejl, og at han alligevel ikke skulle betale en halv million tilbage i skat.

”Jeg fik ingen undskyldning fra styrelsen og heller ikke noget officielt, skriftlig svar om, at de havde lavet en fejl. Det kunne jeg godt have tænkt mig, efter at jeg har været udsat for denne her kafkaske situation, og jeg havde også i telefonen direkte bedt dem om at sende mig en bekræftelse på skrift”, siger han.

Mogens Nicolaisen fortalte sine kollegaer om den besynderlige episode, og til hans store overraskelse udbrød en af dem, at han da også havde været udsat for den samme fejl. Han skulle bare betale 2,2 millioner tilbage i skat.

”Vi arbejder på er en forholdsvis lille afdeling, så når to forskere alene her har været udsat for det samme, så tænker vi, at det må være en større fejl, som har ramt flere forskere. Vores teori er, at det har noget at gøre med, at styrelsen er blevet udflyttet, og at de så har haft rod i den forbindelse”, fortæller Mogens Nicolaisen.

Da Magisterbladet/Forskerforum henvender sig til Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte viser det sig, at Mogens Nicolaisen og kollegaerne har ret i den ene af teorierne. 301 forskere har fejlagtigt fået indberettet udbetalinger fra styrelsen som skattepligtig B-indkomst, oplyser styrelsen i et skriftligt svar.

Styrelsen, der er blevet udflyttet til Svendborg, oplyser dog også, at fejlen ikke har noget med udflytningen at gøre.

”Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte beklager fejlen og den forvirring, der er opstået som følge af den. Den seneste melding, vi har fra Skattestyrelsen, er, at der bliver lavet nye årsopgørelser for de berørte forskere for at fjerne de fejlagtige indkomster. Hermed skulle fejlen være løst”, skriver de i svaret.

Kridttidens punkrocker

Foto: Juan Macromata, Ritzau Scanpix

Verdens dinosaurusnørder har fået en ny tungebrækker, de skal lære udenad: bajadasaurus pronuspinax.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Bajadasaurus pronuspinax. Selv om navnet er langt, er der gode odds for, at den nyopdagede dinosaurus kan blive en populær model blandt plastikfigurerne på børneværelserne.

Bajadasaurussen er nemlig en spektakulær størrelse. Et sted bliver den beskrevet som en krydsning mellem en brontosaurus og et hulepindsvin. Andre kalder den en dinosaurus med punkfrisure. Fra hovedet ned over den lange hals og ned over ryggen havde dyret en række af overdimensionerede horn, som selv den mest hårdhudede rovøgle nok ville have frabedt sig nærmere bekendtskab med. Især halshornene var voldsomme med en længde på over en meter.

Den levede for omkring 140 millioner år siden, men det var først i 2013, den gjorde sin reentré på jordens overflade, da en gruppe palæontologer fandt knoglerester fra den i Argentina. Blandt andet en af halshvirvlerne, der altså fortsatte ud i en lang, tynd benspids, som forskerne mener har været indkapslet af et horn. Men først efter flere års studier blev den nye, gamle art officielt annonceret i en artikel i Scientific Reports i begyndelsen af februar i år.

Bajadasaurussen menes at have været 9-10 meter lang. En ordentlig kleppert at møde på sin udflugt, men i forhold til sine artsfæller i sauropodfamilien var den langtfra nogen kæmpe. Til sammenligning kunne dens fætter, mamenchisaurussen, der levede omtrent samtidig, blive op til 35 meter lang og veje mellem 50 og 75 tons. Heldigvis havde bajadasaurussen sine seje punkerhorn, så den ikke faldt helt igennem, når den hang ud med de andre dinosaurusser i kridttiden.

Forskerne er lidt usikre på formålet med de lange horn, men et bud er, at det har været et forsvar mod jagende fjender. Formentlig et forsvar, der mere har virket som afskrækkelse end som effektive våben. Og afskrækkelse var der rigeligt brug for. En af de arter, der på den tid levede i samme område, var giganotosaurus carolinii – regnet for alle tiders største rovøgle.

Der spekuleres også i, at der mellem hvirvlerne har været fedtdepoter, der fungerede lidt på samme måde som kamelernes pukler, og yderligere at de har fungeret som varmeregulerende “sejl”. Bajadasaurussen var planteæder, og fundne kraniestykker viser, at øjnene sad så langt oppe i panden, at den kunne gå og spise græs og lavtvoksende planter, samtidig med at den holdt øje med, hvad der foregik omkring den.

Navnet Bajadasaurus pronuspinax kommer dels af findestedet, Bajada Colorada Formation i Patagonien, Argentina, dels af det latinske ord pronus (foroverbøjet) og det græske ord spinax (rygrad).
Kridttidens

Læserbrev: Solidaritetserklæring til vores fyrede kollegaer

Af Vibeke Andersen, Ole Busck, Morten Ejrnæs, Jacob Norvig Larsen, Mette Lykke Nielsen – Bestyrelsen for AC-klubben AAU Kbh

Stemningen er trykket på Aalborg Universitet. Den 1. marts er 109 af vores kollegaer blevet sagt op. Dygtige, engagerede kollegaer må forlade deres forskning og undervisning. Tilbage står studerende, der ikke kan få de vejledere, som de havde håbet på. Og studerende der undrer sig over, at undervisere kan finde på at bryde ud i gråd foran tavlen.

Krisen er skabt af en umådelig kortsigtet universitetspolitik, der aktuelt er ved at dræne eller ligefrem destruere velfungerende faglige miljøer, som det har taget årevis at opbygge.  5 milliarder, så meget skal der spares på universiteterne mellem 2016 og 2022. Vi mærker det! Hvert fakultet, hvert institut, hver enkelt medarbejder og studerende er ramt på forskellige måder af den økonomiske krise på de danske universiteter.

Nedskæringerne rammer især de samfundsfaglige og humanistiske fakulteter hårdt, fordi disse områder ikke er politisk prioriterede.

Til alle jer dygtige og kompetente kollegaer der har fået jeres opsigelse: I er ikke alene; vi tænker på jer. Selvom det ikke ser sådan ud, når vi hårdhudede og lettere resignerede bider tænderne sammen og arbejder videre, så tænker vi på jer. Det spørgsmål der derefter melder sig er: Hvordan skal vi klare os uden jer?

Når der er krise mærker vi igen og igen, at de demokratiske organer på universiteterne der tidligere sikrede os indsigt og indflydelse på vigtige beslutninger, er alvorligt svækkede. At fastansatte kollegaer bliver erstattet af stadig flere midlertidigt ansatte, og at det psykiske arbejdsmiljø desværre bliver derefter. Det eneste vi med sikkerhed ved det er, at under disse vilkår falder kvaliteten af den forskning og den undervisning vi laver. Og at det er et udtryk for en bevidst politisk prioritering.

Vis dit ph.d.-projekt: Langt ude

Trods udfordringer med sproget kom Jeanette Lykkegaard tæt på mange af Achaivayams indbyggere. Foto: Privat, Jeanette Lykkegård

Antropologen Jeanette Lykkegård har i sit ph.d.-projektarbejde i Kamchatkas barske klima oplevet store lidelser, men også stort nærvær i forhold til både natur og mennesker.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Langt ude. Det er næppe upassende at bruge den betegnelse om landsbyen Achaivayam i det østligste Sibirien tæt på Beringshavet, langt fra stort set alt andet. Den dag helikopteren satte Jeanette Lykkegård af, var det eneste, hun vidste, at hun kunne bo i en offentlig administrationsbygning med ledige rum. Og den eneste aftale holdt ikke stik.

“De havde hørt, at jeg skulle komme, så de tog imod mig, og jeg fik noget rensdyrsuppe. Så blev jeg fulgt hen til administrationsbygningen, hvor jeg troede, jeg skulle bo. Men de forstod ikke, hvad jeg sagde, og kendte ikke nogen aftale. Da vi ikke forstod hinanden, tilkaldte de byens engelsklærer, og det endte med, at jeg kunne bo hos hende. Helt tilfældigt”, fortæller Jeanette Lykkegård.

Da hun kom til Achaivayam første gang, var det for at lave feltarbejde til sit speciale i antropologi på AU – et speciale, der i en 4+4-ordning lappede over i en ph.d.-afhandling. Emnet, hun ville undersøge, var nogle meget høje selvmordsrater blandt unge i Kamchatka. Inspirationen kom fra hendes underviser og senere vejleder Rane Willerslev, der i dag er direktør for Nationalmuseet. Den oprindelige sibiriske befolkning og dens dyrkelse af shamanisme har netop været antropologen Rane Willerslevs primære forskningsområde.

Efterretningstjeneste var mistænksom

“Rane stillede nogle spørgsmål, som han ikke selv fik undersøgt: Har de her selvmord noget at gøre med de unges syn på liv og død? Når døden ses som indgangen til et nyt liv, er det så nemmere at vælge døden?”

Dette spørgsmål tog Jeanette Lykkegård til Achaivayam for at få svar på. Hun vidste fra Rane Willerslev, at byen var et sted, hvor man stadig praktiserede de traditionelle religiøse ritualer og generelt den tjuktjiske, shamanistiske livsførelse. Men selv om hun blev taget godt imod, var forskningsarbejdet i begyndelsen ikke så ligetil. Hendes mangelfulde russisk gjorde det svært at kommunikere. Og dertil kom, at døden er noget, man helst ikke taler om, fordi talen i sig selv kan åbne nogle uheldige passager til de dødes verden.

Hvad hun senere fandt ud af, var desuden, at der fra de russiske myndigheders side blev kigget med en vis skepsis på hendes tilstedeværelse i byen. Den russiske sikkerhedstjeneste FSB kontaktede jævnligt byens borgmester for at høre, hvad hun gik og lavede, og blandt andet kontrollere, at hun ikke skrev om politiske forhold.

“Sprogligt var jeg lidt på spanden i starten, så der fik jeg primært mine data gennem observation. Mit held var, at jeg boede hos en engelsklærer, der var rigtig sød og hjalp mig. Og når man ikke har andre muligheder, lærer man hurtigt at kommunikere. En god ting var, at folk havde rigtig god tid. Så jeg kunne for eksempel sidde med folk og vise dem billeder fra min computer, og så kunne de fortælle til diktafonen, hvilket jeg så senere kunne få oversat”.

Har glemt, “hvordan man lever”

Beboerne i Achaivayam tilhører folkeslaget tjuktjer. De levede tidligere som nomader på tundraen, hvor de holdt rensdyr. Men under sovjetstyret blev rensdyrholdet nationaliseret, og lokalsamfundet blev indrettet på den måde, at mændene arbejdede med rensdyrene på tundraen, mens kvinder og børn bosatte sig i landsbyen. Samfundet har siden sovjettiden været præget af nogle af de problemer, vi i vores del af verden kender fra Grønland med alkoholisme og altså meget høje selvmordsrater, særligt blandt de unge.

“Det, de selv forklarer selvmordene med, er, at de har glemt, hvordan man lever. De unge siger, at de keder sig. De ældre beskriver det, som om de ikke lever rigtigt – at nogle af de her mennesker allerede er en lille smule døde”.

Jeanette Lykkegårds plan var at lære samfundet og menneskene så godt at kende, at hun kunne kortlægge baggrunden for de selvmord, der fandt sted. Hun fik imidlertid den “udfordring”, at der ikke skete nogen selvmord i den periode på tre år, hun periodisk opholdt sig i Achaivayam. I stedet ændrede hun fokus til den lokale befolknings nuværende problematik; de dør ofte i en meget tidlig alder. De tidlige dødsfald skyldes ifølge dem selv manglende viden om, hvordan man lever.

Livet forstås gennem døden

“Jeg oplevede tidligt, at døden og de omfattende dødsritualer blandt tjuktjerne er en rig indgang til at forstå, hvad livet og dermed det at leve livet betyder for de her mennesker. Derfor tager jeg udgangspunkt i dødsfald, der er sket, mens jeg har været der, blandt folk, jeg har kendt og fulgt, mens de levede. Jeg prøver at forstå, hvordan den manglende viden viser sig i deres liv. Og i nogle tilfælde hvad det var for en viden, denne person havde, som gjorde, at vedkommende døde “rigtigt” – det vil sige efter et langt liv”.

Tjukterne er et gammelt normadefolk, men siden sovjet-tiden har kvinder og børn boet i
landsbyer, mens mændene passede rensdyr på tundraen. Foto: Privat, Jeanette Lykkegård

Hun forklarer, at tjuktjerne i Rusland er omgærdet af mange fordomme på grund af deres problemer med alkoholisme, lidt som det herhjemme i nogen grad gælder for den oprindelige grønlandske befolkning. “Jeg vil gerne vise, at de oplever problemer, der er genkendelige, men under forhold, der er meget fremmede. Jeg prøver at skabe genkendelighed”. Men sammen med det genkendelige ligger også det for os meget fremmede, nemlig den særlige shamanistiske opfattelse af døden som en overgang til en anden verden, hvorfra der stadig kan være former for kontakt og bånd til de levende. På den måde spiller de døde stadig en rolle i de levendes liv.

Forbundet – også efter døden

Jeanette Lykkegård giver et eksempel med et ægtepar, der begge kom af dage, mens hun var i Achaivayam. En mand, der var leder af en rensdyrlejr, druknede, da det terrængående køretøj, han var passager i, blev oversvømmet, da det forsøgte at krydse en flod.

“Nogle måneder efter har hans hustru en drøm, hvor manden kommer til hende og spørger, om de skal have sex. Hun fortæller det til sin nabo, og at hun i drømmen sagde ja til sin mand. De ved begge, at det er et dårligt tegn. Samme dag, da de følges ad ned til byens butik for at købe ind, får hun det dårligt, og kort efter får hun et hjerteanfald og dør. I vores verden vil det nok blive set som et mystisk sammentræf, men i deres verden handler det om, at hun er blevet trukket med ind i den åbning, der kan opstå mellem de to livssfærer. Og det handler om, at de ikke forstår individer som afgrænsede, på samme måde som vi gør”.

Den opfattelse af mennesker som forbundne organismer giver også forklaringer i forhold til et andet tema i Jeanette Lykkegårds projekt: social smitte. Et fænomen, der også var temaet  for en udstilling på Moesgaard Museum i 2017, som hun bidrog til.

“Man ved ikke, hvorfor det opstår. Og jeg vil påstå, at vi ikke forstår social smitte, fordi vi forstår os selv som afgrænsede, og det er vi ikke. Vi påvirkes af hinanden. Måske kan vi finde inspiration i den tjuktjiske måde, hvor man ser kroppene som mindre adskilte”.

Fordærvet kød til middag

Jeanette Lykkegård opholdt sig i Achaivayam fire gange a tre måneder i perioden 2011-2014. Efterfølgende har hun arbejdet herhjemme med data afbrudt af en barselsorlov. Men opholdene i Sibirien har sat sig varige spor på godt og ondt.

“Noget af det længes jeg tilbage til. Især livet på tundraen blandt rensdyrhyrderne. Det er hårdt, og der er ikke bad og nogen former for luksus, men det giver en følelse af at være i kontakt med livet minut for minut. I landsbyen kunne jeg godt lide den måde, indbyggerne tager sig af hinanden på. Ingen bliver ladt alene, og det var jeg heller ikke. Det kan jeg godt savne herhjemme. Min nabo kommer ikke ind med friskfanget fisk”.

Men hun vil heller ikke romantisere tilværelsen i Østsibirien. Det er et barsk sted at bo både for en dansk ph.d.-studerende og for de lokale. “Det er egentlig værst om sommeren. Der er enormt mange myg, og når man er med hyrderne på tundraen, bliver maden hurtigt fordærvet, så man er tvunget til at spise muggent kød. Der er ikke andet. Og når man sidder ude om vinteren i 30 graders kulde og slagter et rensdyr med bare hænder, så kan man også godt ønske, at man havde valgt feltstudier i Oceanien. Og så er det også hårdt, fordi det er et samfund med lidelse. De har været igennem flere omvæltninger, der er dybe kriser med alkoholisme, vold og mange dødsfald. Og adskillelsen mellem mændene, der er på tundraen, og kvinderne i landsbyen skaber store frustrationer”.

I øjeblikket sidder Jeanette Lykkegård med de sidste sider af ph.d.-afhandlingen. Den skal helst være afleveret 5. april. Den dag har hun nemlig billetter til en flyafgang. Rejsemål: Achaivayam i Østsibirien.

Vis os dit ph.d.-projekt

Hvem: Jeanette lykkegård, kandidat i antropologi.

Hvad: living through Death: everyday life and Metaphysics among the siberian Chukchi.

Hvor: institut for kultur og samfund, AU.

Hvorfor: Projektet er at forstå de udfordringer, den oprindelige befolkning i det nordlige kamchatka lever med, gennem en undersøgelse af en tjuktjisk animistisk filosofi omkring “det gode liv”. Hensigten er med denne filosofi at udfordre måder at forstå os selv, vores omgivelser, tid, relationer, liv og død på. særligt i forhold til fænomenet social smitte.

 

Fusk eller fortolkninger?

Keld Skovmand har anklaget fire forskere for videnskabelig uredelighed. Foto: Michael Drost-Hansen, Ritzau Scanpix

Den faglige strid om folkeskolereformen har bevæget sig over i forskningsverdenen, hvor en UC-lektor, Keld Skovmand, har anklaget fire reformvenlige forskere for uredelighed. Den ene af de fire kalder anklagerne for ærekrænkende påstande.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

En lille, bidsk terrier er sluppet løs i butikken med pædagogisk forskning. Keld Skovmand, lektor ved afdelingen Anvendt Forskning i Pædagogik og Samfund ved UC Lillebælt, har i flere år råbt “kejserens nye klæder” om det forskningsmæssige belæg for folkeskolereformen og i særdeleshed indførelsen af målstyret læring. Og i forbindelse med en bogudgivelse 1. februar kom det frem, at han har indklaget fire forskere – heraf tre professorer ved DPU på AU – for videnskabelig uredelighed.

Der er tale om professorerne Lars Qvortrup, Niels Egelund og Jens Rasmussen samt Andreas Rasch-Christensen, der er forskningschef ved VIA University College. Klagerne blev indgivet til Praksisudvalget på AU i marts 2018. Herfra blev de efter en screening sendt videre til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, hvor de stadig er under behandling.

Ifølge Keld Skovmand gør forskerne sig skyldige i både fabrikation af forskningsudsagn, mispræsentation af internationale udviklingstendenser og plagiering af ministerielle rapporter og vejledninger. På den måde har forskerne konstrueret et forskningsmæssigt grundlag for indførelsen af læringsmålstyret undervisning og tilpasset forskningen til en politisk dagsorden.

“Det mest alvorlige er det forhold, at den her såkaldte viden er lagt til grund for to meget gennemgribende reformer af henholdsvis læreruddannelsen og folkeskolen. Så alvoren handler om, at det politiske system i form af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet har brugt viden, som må siges at være falsk”, siger Keld Skovmand til Forskerforum.

70 tilfælde

Den falske viden, han taler om, kommer til udtryk i forskellige skrifter, som forskerne står bag. Keld Skovmands klager handler specifikt om fire forskningsartikler, en følgeforskningsrapport og et forord til en bog. I hvert af disse skrifter har han fundet en række eksempler på, hvad han opfatter som brud på god videnskabelig praksis, i alt omkring 70 tilfælde.

Mange af de fejl, Keld Skovmand peger på, handler om oversættelser, fortolkninger og udlægninger af tekster, udenlandske forskere har skrevet. Et eksempel er en artikel af forskerne Morisano og Locke, som Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen refererer til i en række tilfælde. Keld Skovmand har fundet seks forskellige referencer, og i ingen af disse er der ifølge ham belæg for de udsagn, de tillægges. Han har sågar fundet et tilfælde, hvor et udsagn i en ministeriel vejledning til læringsmålstyret undervisning tilskrives Morisano og Locke, og hvor det stort set identiske udsagn senere optræder i en følgeforskningsrapport, men denne gang med reference til en bog af læringsforskeren John Hattie.

Handler ikke om faglig observans

“Det, der ryster mig selv mest, er, da jeg opdager, at de genbruger formuleringer fra en ministeriel vejledning og tillægger det udenlandske forskere, hvor man simpelthen ikke kan finde det. Man
kommer med et udsagn, der ikke er dækning for, og så bruger man det igen med henvisning til John Hattie. Det er plagiering, bare med ændret reference. Det går jo simpelthen ikke”, siger Keld Skovmand.

Han afviser, at de manglende belæg kan forklares som udtryk for forskellige fortolkninger. “Det synes jeg ikke, de kan. Der er grænser for fortolkninger, og der må være grænser for, hvad kan man tillægge andre”.

Keld Skovmand siger selv, at hans vedholdende arbejde med at dissekere det forskningsmæssige belæg for målstyring og folkeskolereformen ikke handler om, at han har en anden faglig observans.

“Jeg er grundlæggende imod detaljeret styring af den offentlige sektor, men det er ikke pædagogikken, der er et grundlæggende problem, det er måden, den pædagogiske forskning fremlægges og bruges på. Der er blevet brugt argumenter som “forskningen viser”, og der er blevet henvist til “evidens”. Forskning og policy skal man have i to forskellige rum, men her har forskerne gjort sig selv til en del af den udøvende magt. Det er et demokratisk problem”.

Anklage: Forskning tilpasses politik

To af de fire forskere, hvis forskning Keld Skovmand har anmeldt – Jens Rasmussen og Niels Egelund – har meddelt Forskerforum, at de ikke vil udtale sig, så længe uredelighedsnævnet ikke er kommet med en afgørelse. Lars Qvortrup vil imidlertid godt kommentere sagen. Han er sammen med Niels Egelund forfatter til et forord til bogen “Synlig læring og læringens anatomi”, som er skrevet af John Hattie og Gregory Yates.

Keld Skovmand mener, at Lars Qvortrup og Niels Egelund i forordet tillægger bogens forfattere og andre forskere udsagn og holdninger, som der ikke er dækning for, i det, han kalder “reformtilpassede sætninger”. Han peger som eksempel på, at de refererer forskerne DuFour og Marzano for fire grundlæggende spørgsmål til læringen i skolen. Tre af de fire spørgsmål refererer til den læring, “vi ønsker”, og det mener Keld Skovmand er en “styringspræmis”, som ikke findes i originalteksten.

Med andre ord: Lars Qvortrup og Niels Egelund fordrejer det, udenlandske forskere har skrevet, så det kan bruges som argument for indførelse af målstyret læring.

Qvortrup: Har ingen dagsorden

Det afviser Lars Qvortrup imidlertid blankt.

“Påstanden om, at der ligger en intention bag, nemlig at legitimere læringsmålstyring, synes jeg er decideret ærekrænkende. Et forord er ikke en videnskabelig tekst, man bruger tre uger på, men jeg har efter bedste evne forsøgt at sætte den bog ind i en aktuel kontekst. Jeg er ikke ude på at fremme en dagsorden, og jeg har ikke nogen aktier i læringsmålstyring”, siger han.

Han vil ikke dykke ned i en diskussion af de enkelte detaljer, der ligger i Keld Skovmands kritik af hans tekst, da de eksempler nu bliver behandlet i uredelighedsnævnet. Men han mener ikke, at kritikken bygger på andet end forskel på fortolkninger.

“Jeg sammenfatter to forskere. Keld Skovmand ville gerne have, at jeg skulle have skrevet, hvad eleverne “skal kunne”, og jeg skrev, hvad de “skal lære”. Og ja, det kan man da have en debat om. Men det er ikke uredelighed. Så han fører faglig uenighed over i et forkert forum”, siger Lars Qvortrup med henvisning til anmeldelsen af teksterne.

Føler, kritik blev ignoreret

Den diskussion ville Keld Skovmand imidlertid gerne have haft, fortæller han. En del af hans kritik blev fremsat allerede i bogen “Uden mål og med – forenklede Fælles Mål?” i 2016, og de fleste eksempler, som han nu har indklaget, blev behandlet i hans ph.d.-afhandling, som han forsvarede i januar 2018. Ved det forsvar var ingen af de fire indklagede forskere til stede.

“Min kritik er blevet mødt med tavshed. Det er en del af deres strategi. Mange anklager blev bragt til torvs med min bog i 2016. Der skete ikke noget. Da jeg så havde min afhandling på plads, troede jeg, nogle ville reagere. Men der var ingen reaktion. De har af mærkværdige årsager holdt sig uden for kritikkens rækkevidde”, siger Keld Skovmand.

For Lars Qvortrup var det et bevidst valg ikke at gå i debat med Keld Skovmand om ph.d.en. Det skyldes, hvad han betragter som et personangreb, der gik over stregen.

“I ph.d.en henviser Keld Skovmand til, at jeg i én artikel har skrevet, at der var tale om et paradigmeskifte, da man gik fra pensumstyring til målstyring, og at jeg et helt andet sted har skrevet, at mål er noget, man har haft i de 200 år, der har været almen folkeskole i Danmark. Og så lyder argumentet: Det både at tænke radikalt nyt og henvise til gamle traditioner var noget, nazisterne gjorde op til anden verdenskrig”, fortæller Lars Qvortrup.

Nazikortet

Han følte sig direkte sammenlignet med nazisterne.

“Det er uanstændigt at trække nazismekortet, og jeg vil ikke sammenlignes med nazister. Hvis det er tonen, der tages i brug, så deltager jeg ikke i debatten”. Men du kritiserer Keld Skovmand for ikke at holde sig til den akademiske diskussion, og samtidig har du ikke ønsket at debattere med ham?

“Lad mig sige det på en anden måde: Jeg har netop afsluttet en debatartikel til tidsskriftet NordSTEP om, hvad John Hattie mener. Det er ikke så synligt på avisforsider, men det er en saglig debat. Jeg deltager hjertens gerne i en offentlig debat, men den skal være saglig”, siger Lars Qvortrup.

1. maj 2018 blev han meddelt, at en anklage mod ham var videresendt til uredelighedsnævnet, som altså stadig behandler sagen. En meget ubehagelig situation, synes han.

“Det er bestemt ikke morsomt, både at jeg er anmeldt, og at der samtidig kører en offentlig kampagne. Og det gør, at man overvejer, hvor meget man fremover vil stille sin forskningsviden offentligt til rådighed. Der bliver åbenbart slået nidkært ned på alt, jeg ytrer mig om”.

Diskussion om forskning og politik

Det er ikke kun Keld Skovmand, der oplever, at de kritiserede forskere ignorerede den kritik, han fremsatte med sin ph.d.-afhandling i januar 2018. Førsteopponent på afhandlingen var AU-professor Lene Tanggaard, der vurderer afhandlingen som “solid” og på “højt niveau”.

“Hvis det var mit arbejde, som nogle ph.d.-studerende var gået ind og havde påpeget fejl omkring, så ville jeg nok have forsvaret mig meget hurtigt. Måske ville jeg også have været til stede ved forsvarshandlingen. Så jeg forstår ikke, at de ikke bare er gået ind i den akademiske diskussion om det her”, siger hun.

Hun vil ikke vurdere, om der er hold i Keld Skovmands anklager om uredelighed. Men hun mener, at afhandlingen og diskussionen er relevant i forhold til at pege på en problematisk sammenblanding af politik og forskning. “Vi kan alle sammen begå fejl, men Keld Skovmand siger, at det er mere alvorligt, fordi det knytter sig til en politisk reform, hvor de samme forskere har haft stor betydning. Spørgsmålet er, om det er noget, uredelighedsnævnet kan bedømme. Men jeg synes i hvert fald, at diskussionen er relevant, fordi vi kan lære noget af den”. Lene Tanggaard er i dag selv en central rådgiver for undervisningsministeren. Derfor kan hun godt genkende, at man som forsker kan risikere at blive spændt for en politisk vogn. “Noget af det, Keld Skovmands arbejde viser, er, at vi skal være kritiske over for diskursen om, at forskning kan vise, hvad der virker. Politikere træffer de beslutninger, de kan, og så bruger de forskning, der passer ind, som argumenter. Det kan vi ikke styre som forskere, men vi kan tilstræbe at arbejde ordentligt med kilder og turde kritisere vores eget arbejde. Ellers bliver det for nemt for politikere at bruge viden forkert”.

Folkeskolefejde

Keld Skovmands bøger og anmeldelse af fire pædagogikforskere for videnskabelig uredelighed skriver sig ind i en større faglig og forskningsmæssig tvist omkring folkeskolen.

Fløjene udgøres på den ene side af tilhængere af en angelsaksisk model med fokus på mål og evaluering og på den anden side en mere dannelsesorienteret tilgang med rødder i grundtvigiansk skoleopfattelse.

Grundtvigianismen har været i højsædet i Undervisningsministeriet under ministre som Bertel Haarder og ole Vig Jensen, men med den socialdemokratiske regering i 2011 begyndte nye vinde at blæse. Pisa-målingerne viste dårlige tal for Danmark, og undervisningsminister Christin Antorini mente, at der måtte sadles om. som led i folkeskolereformen igangsatte hun arbejdet med at nydefinere en række faglige mål for folkeskolen – de såkaldte fælles Mål. rammerne blev udarbejdet af en mastergruppe, som Andreas Rasch-Christensen var formand for, og herunder 27 arbejdsgrupper. Det resulterede i 215 kompetencemål, 866 færdigheds- og vidensområder og 3.170 færdigheds- og vidensmål.

Lærernes brug af læringsmålene understøttes digitalt af de såkaldte læringsplatforme, hvor man vælger sine mål på drop down-menuer. for mange lærere blev læringsmålene således i praksis et bureaukratisk, rigidt og upopulært system. i 2017 var der da også bred politisk enighed om at bløde op på systemet ved at gøre læringsmålene vejledende, hvor de før var bindende.

Keld Skovmands kritik kommer således på et tidspunkt, hvor de politiske vinde er vendt. kritikken har derfor mere karakter af en slags forskningsmæssigt “retsopgør” med den fløj, der argumenterede for målstyring af undervisningen.