Kategoriarkiv: Nyheder

Oksekødsskandale koster institutleder jobbet

Foto: Aarhus Universitet

Institutleder Erik Steen Kristensen, Agroøkologi på Aarhus Universitet, har trukket sig fra posten efter voldsom kritik af landbrugets indblanding i rapport om oksekøds klimapåvirkning.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Skandalen om en rapport fra Aarhus Universitet (AU) om ”Okse- og kalvekøds klimapåvirkning”, der konkluderer at vores forbrug af alkohol og søde sager er mere belastende for klimaet end forbruget af oksekød, får nu Erik Steen Kristensen, institutleder på Agroøkologi, til at trække sig fra posten. Det sker ”efter aftale” hedder det i en nyhedsmail til medarbejderne fra dekan Lars Henrik Andersen.

Erik Steen Kristensen forlader Aarhus Universitet, og professor Jørgen E. Olesen er i stedet konstitueret som institutleder frem til 31. marts 2020.

Den voldsomme kritik havde allerede fået universitetet til at trække rapporten tilbage og love at lade internationale uafhængige eksperter granske indholdet. Rektor Brian Bech Nielsen har også igangsat en undersøgelse af forløbet, men AU-ledelsen kunne altså ikke vente på resultatet, inden den handlede.

”Undersøgelsen er ikke tilendebragt, men selv om vi afventer den, er der ingen tvivl om, hvor hovedansvaret for at sikre uafhængighed og armslængde i rapporten ligger. For uagtet at den er udgivet som en DCA-rapport, så er det institutledelsen på Institut for Agroøkologi, der har det overordnede ansvar for forskning og samarbejde. Institutledelsen har derfor skullet sikre de overordnede rammer for projektet, inden arbejdet blev påbegyndt, såvel som i udførelsen, i kvalitetssikringen og uafhængigheden af rapporten. Jeg må konstatere, at dette ansvar ikke har været løftet i tilfredsstillende grad”, skriver dekan Lars Henrik Andersen.

Landbruget skrev med
Rapporten er finansieret af Kvægafgiftsfonden med hjælp fra landbrugets interesseorganisation Landbrug & Fødevarer.

Eksperter har i Dagbladet Information kritiseret, at projektets styregruppe udelukkende har bestået af folk fra landbrugs- og kødsektoren, og at Landbrug & Fødevarer har stået for den overordnede projektledelse.

Information kunne også afsløre at landbruget har skrevet rapportens forord, indledning og et afsnit om projektet samt kommet med forslag til formuleringer andre steder i rapporten. Landbrugsfolkene ville også haver skiftet forsidefotoet af råt kød ud med en burger og have titlen ændret.

Det har fået rektor Brian Bech Nielsen til at udtale, at der ikke er tale om uafhængig forskning, og at forskerne har brudt universitetets retningslinjer og god forskningsskik.

Ledelsen har ansvaret
Olav W. Bertelsen, formand i DM Viden og fælles-TR på AU, roser fakultetsledelsen for at rydde op, men han kalder det samtidig et voldsomt skridt, at institutlederen har valgt at fratræde sin stilling.

”Det er en klar markering af, at det er et ledelsesmæssigt ansvar, og at forskerne ikke er problemet, hvilket er positivt. Det naturlige sted at placere ansvaret er hos institutlederen, da forskning foregår på institutterne og ikke på fakulteterne eller i rektoratet,” siger Olav W. Bertelsen.

Han tilføjer, at det er afgørende med fuldstændig rene retningslinjer for samarbejdet med industrien – særligt indenfor forskningsområdet med stor politisk bevågenhed.

”Ansvaret er mit”
Hovedpersonen selv, forhenværende institutleder Erik Steen Kristensen, understreger, at han selv har valgt at trække sig efter samråd med sin leder, og at han ikke er blevet presset til at gå af.

”Den korte version er, at det er mit ansvar, og det tager jeg konsekvensen af. Jeg har ikke sørget for, at de kontraktlige forhold i forbindelse med projektet var i orden, som jeg burde. Som institutleder skal jeg lave procedurer, der sikrer, at forskerne overholder universitetets standarder,” siger Erik Steen Kristensen til Forskerforum.

Han tilføjer, at han ikke var opmærksom på aftalen med Kvægafgiftsfonden, da samarbejdet aldrig tidligere har givet anledning til problemer.

Rapporter skal tjekkes

Dekan Lars Henrik Andersen skriver i nyhedsmailen til medarbejderne, at han har ”bedt prodekan Kurt Nielsen, der har det overordnede kvalitetsansvar for myndigheds- og erhvervsområdet, sikre, at de relevante ledere og medarbejdere bliver grundigt informerede om kvalitetssystemet, samt om at de gældende retningslinjer for samarbejde med virksomheder og erhverv skal efterleves fuldt ud.”

Rektor og dekanen har også besluttet, at alle DCA-rapporter baseret på samarbejder med private virksomheder og interesseorganisationer inden for de seneste 5 år skal gennemgås for at afklare eventuelle problematiske forhold.

Fremover vil der også blive afholdt obligatoriske kurser for medarbejdere i universitetets retningslinjer for god forskningsskik, god formidlingspraksis og god praksis for samarbejde med eksterne parter.


Erik Steen Kristensen sendte den 3. september følgende mail til instituttets medarbejdere:

Kære alle medarbejdere I Institut for Agroøkologi

Igennem den seneste tid har DCA rapport nr. 158 ”Okse- og kalvekøds klimapåvirkning gennem hele værdikæden sammenholdt med ernæringsaspekter i forskellige kostmønstre” været genstand for stor debat.

Det har blandt andet betydet, at forfatterne og DCA i går besluttet at trække rapporten tilbage via en pressemeddelelse. Baggrunden for den drastiske beslutning er, at rapporten desværre ikke lever op til universitetets standarder for armslængdeprincippet og uafhængig forskning.

Hvorfor er vi endt i den her situation?
Vi er desværre havnet her, fordi der i sin tid ikke blev lavet en klar aftale eller kontrakt for samarbejdet mellem projektets forskellige parter. Der skulle have været en kontrakt, som indeholdt en klar og tydelig rollefordeling, ligesom den skulle have indeholdt en tydelig udspecificering af Aarhus Universitets ret og pligt til fri og uafhængig publicering af forskningsresultaterne.

Vi har i AGRO rigtig meget samarbejde med mange forskellige organisationer og virksomheder. Det er både vigtige og gode samarbejder, og de resulterer i mange gode og uafhængige forskningsresultater. I langt de fleste tilfælde bliver samarbejdet udført i god ro og orden. Det er kontrakterne bl.a. med til at sikre.

Det er mit ansvar som institutleder at sørge for, at forskerne er opmærksomme på at overholde universitetets standarder. Det er også mit ansvar at sikre, at der bliver lavet procedurer og kontrakter for de forskellige samarbejder. I netop den her situation med DCA rapport nr. 158 har jeg ikke sikret det. Det er en alvorlig foreteelse, og det har jeg valgt at tage konsekvensen af. Det betyder, at jeg fratræder min stilling som Institutleder med øjeblikkeligt varsel, dvs. fra og med i morgen.

Jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig over, at min ansættelse ved Aarhus Universitet stopper på den her måde. Jeg vil dog gerne tilføje, at jeg har haft rigtig mange gode år her på stedet både som forsker, seniorforsker, forsøgsleder, centerleder og de sidste 12 år som institutleder. Jeg har haft et godt samarbejde med alle på AU-Foulum, AU-Flakkebjerg og mange andre steder på Aarhus Universitet. Jeg håber, at jeg vil blive husket for det gode samarbejde og for de resultater, vi har skabt sammen. Det er i hvert fald det, jeg vil huske jer for.

Jeg vil gerne sige mange tak for det gode samarbejde og udtrykke et ønske om, at det fortsat vil gå godt her på Institut for Agroøkologi og på AU i de kommende år.

Tak for samarbejdet.

Kinesiske ph.d.-studerende lever minimalistisk og knokler løs

 

Zichen Zhao er taknemmelig for at have fået muligheden for at lave sin ph.d.-afhandling i Danmark.

Forskerforum har snakket med seks kinesiske ph.d.-studerende på københavns universitet. de får ikke løn af universitetet, men må klare sig for et stipendium på ca. 10.000 kr. månedligt fra deres hjemland. de fortæller, at budgettet er stramt, men at det kan lade sig gøre at overleve.

Af William Leerbeck Meyer – wlm@dm.dk – og Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk . Foto: Lars Bech

27-årige Zichen Zhaos øjne lyser op, da hun får spørgsmålet, hvorfor hun valgte at forlade Kina og tage til Danmark for fem år siden for først at tage en mastergrad og efterfølgende skrive ph.d.

“Jeg havde læst H.C. Andersens eventyr som barn og ville gerne se landet, jeg kendte fra alle historierne, og så ville jeg også se Den Lille Havfrue”, siger hun og smiler.

Zichen Zhao tilføjer, at hun også havde læst, at Danmark er et rent og fredeligt land, og hun er ikke blevet skuffet.

Hendes ophold i Danmark har dog ikke altid været det rene eventyr, og der er ingen garanti for, at det får en lykkelig slutning.

Som 300-400 andre udenlandske ph.d.-studerende på Københavns Universitet får hun ingen løn af universitetet, men må klare sig med et stipendium fra sit hjemland, der skal dække omkostningerne ved at bo i Danmark. KU’s eneste krav er, at de skal dokumentere, at de har ca. 6.000 kr. per måned at leve for. De kinesiske ph.d.er på KU får dog noget mere. Beløbet blev fra januar 2019 sat op fra ca. 8.000 kr. pr. måned til ca. 10.000 kr., hvilket svarer til det absolutte minimum, en enlig voksen bosat i København kan klare sig for.

Spiser lidt
Zichen Zhao fortæller, at hun lejer et værelse for 4.500 kr. af KU’s boligfond i en lejlighed, som hun deler med tre andre. Køkken og bad er de fælles om. Hun har altså ca. 6.000 kr. til at betale alle øvrige udgifter, så budgettet er stramt, fortæller hun.

Kan du leve for det?
“Jeg prøver at begrænse, hvor meget jeg spiser, men det er alligevel svært. Jeg benytter forskellige apps, hvor man kan købe billig overskudsmad fra restauranter og bagere, der ellers skulle smides ud”, siger Zichen Zhao.

Zichen Zhao fortæller, at hun slet ikke får udbetalt penge fra den kinesiske stat den sidste måned i Danmark, så det er særlig hårdt lige nu, da hun skal spare sammen til at betale den sidste måneds husleje. Pengene kan hun først få udbetalt i Kina – formentlig for at tilskynde de kinesiske ph.d.-studerende til at vende hjem. Hun tilføjer, at det også står i hendes kontrakt, at hun skal blive i Kina i mindst to år, inden hun kan søge job i udlandet igen.

I øjeblikket arbejder hun 12-13 timer i døgnet og sover 8 timer, da hun skal være færdig med sin afhandling. Hun forsker i mælkeprotein, og når hun udfører forsøg, er hun i gang nærmest 24 timer i træk, da hun må gentage forsøgene igen og igen. De skal udføres perfekt, da de skal godkendes af hendes vejleder og helst skal kunne publiceres i et stort anerkendt tidsskrift. Hun er en del af en ny forskningsgruppe, som forsøger at etablere sig inden for et nyt forskningsfelt.

“Jeg er under et stort pres og græder indimellem, men så tørrer jeg øjnene og arbejder videre”, siger Zichen Zhao.

Da hun hører, at hendes danske ph.d.kolleger tjener meget mere end hun selv, er hendes umiddelbare reaktion, at det ikke virker fair, da hun arbejder virkelig hårdt. Hun tilføjer, at hun er taknemmelig for at have fået chancen for at skrive sin ph.d. i Danmark, og hun siger, at hun har lært en masse, som hun kan bruge i sin karriere.

Kendte vilkårene
Chengkang Li, der skriver ph.d. på Institut for Fødevarevidenskab på første år, siger, at han indtil videre godt kan klare sig for pengene. Han har hørt, at beløbet blev sat op, fordi de studerende klagede over, at de ikke kunne leve for de ca. 8.000 kr. i Danmark. Til gengæld har de kinesiske myndigheder sat antallet af stipendier, der er at søge, ned.

Chengkang Li fortæller, at han deler en 2-værelses lejlighed med en anden studerende. Prisen på lidt under 5.000 kr. om måneden mener han virker fair.

“Jeg shopper ikke ret ofte, køber sjældent nyt tøj og har en cykel til at komme rundt på. Hvis du ikke bruger penge, er det nok til de daglige leveomkostninger”, siger han. Chengkang Li tilføjer, at vilkårene måske ikke virker fair set udefra, men han siger, at hans vejleder havde gjort det klart, at der ikke var penge til at aflønne ham, inden han takkede ja til at komme til Danmark.

“Jeg kendte vilkårene fra begyndelsen, og jeg kan lære meget, som jeg kan bruge videre i min karriere, så jeg synes, at det er en god aftale”, siger Chengkang Li.

Han understreger, at han er meget tilfreds med sit liv i Danmark og med sine arbejdsvilkår.

Lever et ydmygt liv
Yang Chen har været ph.d. ved Institut for Fødevarevidenskab siden oktober 2017. Hun fortæller, at hendes økonomiske vilkår er bedre, da hun ud over det kinesiske statsstipendium har modtaget et European Grant fra EU, der har betalt hendes udgifter i forbindelse med udvekslingsophold i Frankrig og Østrig. Desuden deler hun en lejlighed med sin nederlandske kæreste, der har fuldtidsarbejde.

Men hun hører fra mange andre kinesere på KU, at de har det svært.

“Huslejen skal ikke være meget højere end 4.000 kr., hvis de skal have råd til alle basale fornødenheder”, siger hun.

Yang Chen fortæller, at der tidligere på året var problemer med udbetalingen af de kinesiske stipendier, så folk fik slet ingen penge i halvanden måned, og mange bad hende om et lån. Specielt de, der ikke kan få støtte af deres forældre, er sårbare, fordi stipendiet ikke er tilstrækkeligt til, at man kan spare op til nødsituationer. Hun siger også, at flere har deres mand eller kone med til Danmark, og da det er svært for ægtefællerne at finde arbejde, da de ikke kan dansk, skal stipendiet på 10.500 kr. reelt forsørge to personer.

“De lever et meget ydmygt liv, men mange ser et statsstipendium som en stor mulighed, da det er deres eneste chance for nogensinde at komme til udlandet”, siger Yang Chen.

Hun tilføjer, at kinesere sjældent beklager sig, men hellere kæmper sig igennem i stilhed.

“Min vejleder er en venlig mand”
Zhengfu Zhao, ph.d. på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, siger, at han klarer sig fint for sit stipendium:

“Jeg har selvfølgelig ikke råd til at tage ud at spise og den slags, men jeg er her jo også for at arbejde, og så er det et fint beløb”, siger han.

Zhengfu Zhao understreger, at han er glad for at være ph.d. i Danmark, og at han er godt tilfreds med sine arbejdsvilkår. Han vurderer, at hans arbejdsuge typisk er på 52 timer.

“Jeg kan holde fri i weekenden, hvis der ikke er for meget arbejde, og min vejleder er en meget venlig mand. En dag sagde han endda til mig, at jeg skulle huske at tage ud at handle, før butikkerne lukkede”, fortæller han om en situation dagen før en helligdag.

Efter sin ph.d. planlægger han dog alligevel at tage tilbage til Kina, hvor han vurderer, at det pga. sproget vil være lettere for ham at få arbejde, og han vil også gerne bidrage til det kinesiske samfund.

Internationale ph.d.er på KU knokler uden at få løn

Flere hundrede ph.d.-studerende på Københavns Universitet får ingen løn. mange af dem lever i stedet af minimale stipendier fra deres hjemland, som ekspert siger er på fattigdomsgrænsen i danmark. TR kalder det for “slavelignende forhold”.

Af William Leerbeck Meyer – wlm@dm.dk – og Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

300-400 internationale, især kinesiske, ph.d.-studerende på Københavns Universitet (KU) får ingen løn af universitetet, selvom de arbejder fuld tid og udfører de samme opgaver som deres danske kolleger.

I stedet lever de af såkaldte leveomkostningsstipendier betalt af deres hjemland. Det viser en aktindsigt, som Forskerforum og Magisterbladet har fået.
Københavns Universitets eneste krav til de udenlandske ph.d.er, der fortrinsvis kommer fra Kina, andre asiatiske lande, Sydamerika, Mellemøsten og Afrika, er, at de kan dokumentere, at de har mindst 6.090 kroner til at forsørge sig selv per måned. Det er minimum for at få opholdstilladelse i Danmark.

De kinesiske ph.d.-studerende får omtrent 10.000 kr. om måneden fra deres hjemland. Normalt får en ph.d.-studerende ansat på et dansk universitet ca. 26.000 kr. om måneden. Dertil kommer tillæg for anciennitet og pension – ca. 30.000 kr. i alt. Ifølge et notat fra universitetet har de ph.d.-studerende “svært ved at opretholde en rimelig levestandard”. Stipendiaterne har heller ikke de samme rettigheder som almindelige danske studerende eller lønmodtagere. Fx kan de ikke modtage boligstøtte, få studiebolig, barsel eller nogen form for social ydelse.

Forholdene møder stærk kritik fra professor, dr.scient. Anders Hay- Schmidt, DM-fællestillidsrepræsentant på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på KU. Han frygter ikke alene for de internationale ph.d.-studerendes vilkår, men mener også, at det undergraver ph.d.-ordningen.

“Det er en mine under ph.d.-systemet, fordi det kan være med til at presse lønnen. Det nytter ikke, at man kan få ph.d.er hertil under slavelignende forhold og vilkår, som ingen danskere eller øvrige europæere for den sags skyld ville leve under”, siger han.

Han mener ikke, at det kan passe, at to personer kan gå i samme laboratorium og udføre samme arbejde, men på vidt forskellige vilkår.

Husleje giver kvaler
Forskerforum og Magisterbladet har været i kontakt med seks kinesiske ph.d.-studerende fra KU, der lever af et stipendium fra Kina på 10.500 kr. De siger, at de godt kan klare sig for det beløb, men der er ikke plads til meget andet end at betale for husleje og mad.

Gergana Petrova Romanova, bestyrelsesmedlem i de ph.d.-studerendes interesseorganisation PAND og ph.d.studerende ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på KU, siger, at hun kender flere kinesiske ph.d.studerende, der lever af et stipendium fra den kinesiske stat. En af dem har forklaret hende, at de før fik 8.900 kr. per måned, men per januar 2019 blev det sat op til 10.500 kr. per måned.

“Nogle har selv en opsparing, de bruger af, eller de får økonomisk støtte af deres familie, men min kilde bekræfter, at det er en kamp for mange at få dagligdagen til at hænge sammen. De har ikke råd til at have et socialt liv, får intet nyt tøj, og de har specielt vanskeligt ved at skaffe penge til depositum til en bolig og til at betale husleje i København”, siger bulgarske Gergana Petrova Romanova.

Hun tilføjer, at nogle forskningsledere, særligt på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, forsøger at hjælpe kineserne ved at supplere deres indtægt med lønnet arbejde ved siden af, men hun efterspørger, at KU ligesom andre universiteter indfører en minimumsindtægt.

Rektor: Ingen skal sulte
Dokumenter, som Forskerforum og Magisterbladet har fået aktindsigt i, viser, at rektor Henrik Wegener blev gjort opmærksom på problemet allerede den 12. december 2017, hvor han og daværende prorektor Thomas Bjørnholm mødtes med repræsentanter for de ph.d.-studerende.

Ifølge mødereferatet sagde Henrik Wegener, at det “selvfølgelig er vigtigt, at ingen går og sulter”, mens Thomas Bjørnholm understregede, “at det, der foregår, er fuldt ud lovligt”. KU-ledelsen afviste et forslag om at indføre et krav om en månedlig minimumsindtægt på 15.000 kr. og besluttede i stedet at få sagen undersøgt nærmere. Først den 2. maj 2018, altså cirka et halvt år senere, var KU-administrationen klar med et notat om situationen:

Ca. 220 ph.d.-studerende lever af et leveomkostningsstipendium ud af i alt ca. 1.200 indskrevne ph.d.er på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet. På Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet er antallet ca. 113 ud af cirka 1.600 ph.d.er. Der er altså cirka 333 i alt.

Det fremgår også af notatet, at KU som det eneste danske universitet tillader, at de udenlandske ph.d.-studerende har ned til 6.090 kr. at leve for pr. måned.

DTU kræver, at udenlandske ph.d.studerende har mindst 12.000 kr. pr. måned, og hvis stipendiet er mindre, bliver de tilbudt timelønsansættelse for at supplere op.

Svenske Karolinska kræver ligeledes, at alle ph.d.-studerende skal have et rimeligt forsørgelsesniveau svarende til minimum 20.781 SEK pr. måned.

Aarhus Universitet har ifølge notatet en rettesnor, der hedder mindst 15.000 kr. per måned, men Lise Wogensen Bach, prodekan på AU’s fakultet Health, oplyser, at de her har en vejledende sats på 12.000 kroner.

“Det er to SU-klip, vi taler om her. Det synes vi er rimeligt, hvis institutterne gerne vil internationalisere og have kvikke studerende. Samtidig sikrer vi, at ph.d.erne har ordentlige vilkår og et minimumsbeløb, de kan leve for”, siger hun.

Forbrugerøkonom: Må leve minimalistisk
Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea, siger, at “man er nede at kysse fattigdomsgrænsen”, hvis man lever for 10.000 kr. om måneden i Danmark, men at det kan lade sig gøre.

Hun henviser til, at Rockwool Fonden har gennemført en grundig undersøgelse af leveomkostninger i Danmark med beregninger for forskellige familietyper. En enlig uden børn og uden bil, som er bosat i hovedstaden, har eksempelvis brug for mindst 10.362 kr. om måneden for at leve på et minimumsbudget. Et gennemsnitligt forbrug vil være 15.843 kr.

“10.362 kr. er det absolutte minimum, hvor der ikke er råd til at flotte sig på nogen måde. Hvis man køber det billigste mad, næsten aldrig får nyt tøj og kun bruger få penge på sociale aktiviteter, kan det lade sig gøre”, siger Ann Lehmann Erichsen.

Hun tilføjer, at det givetvis kan lade sig gøre at leve for 6.000 kr. om måneden, hvis man bor flere sammen i en lejlighed og sover i køjesenge, men de må leve på et meget beskedent niveau og måske også kummerligt og på en måde, som vi slet ikke synes er acceptabelt i Danmark.

Internt KU-pres for løsning
KU-ledelsen afviste alligevel på et møde den 16. august 2018, altså efter at der var gået yderligere et halvt år, at indføre tilsvarende regler på KU. Det fremgår ellers af referatet, at der blandt dekanerne var enighed om, “at problematikken skal adresseres hurtigst muligt. Den nuværende situation med meget substantielle forskelle i ph.d.studerendes indtægt bliver vurderet som uholdbar”.

Rektor Henrik Wegener sagde også: “KU skal bidrage til at sikre, at vores ph.d.-studerende har rimelige levestandarder. Det nuværende indtægtsniveau er for visse udenlandske ph.d.-studerende meget lavt, hvilket KU, ligesom andre danske universiteter har gjort det, skal finde en løsning på”.

Det Sundhedsvidenskabelige og Naturvidenskabelige Fakultet bemærkede på mødet, at det vil blive omkostningstungt og potentielt vil resultere i en nedgang i antallet af ph.d.-stillinger, hvis ph.d.erne skulle have flere penge. Ledelsen besluttede derefter ikke at gribe ind på egen hånd og i stedet sende sagen videre til universiteternes brancheorganisation, Danske Universiteter, så der kan blive formuleret et sæt fælles spilleregler, som universiteterne kan blive enige om.

KU: Højere beløbsgrænse måske på vej
Kim Brinckmann, vicedirektør, Forskning & Innovation på KU, skriver i et mailsvar, at KU indtil nu har valgt at følge beløbet på ca. 6.000 kr., som er fastsat af udlændingemyndighederne ved ansøgning om arbejds- og opholdstilladelse, selvom det er KU’s opfattelse, at beløbet er sat relativt lavt.

“På KU ønsker vi at rekruttere de dygtigste ph.d.-studerende, og i denne proces ser vi på deres uddannelses- og forskningsmæssige meritter, da det ikke altid er dem med flest penge, der også er de største talenter. Når det er sagt, har vi selvfølgelig også et ansvar over for de ph.d.-studerende i forhold til at sikre, at de kan opretholde et rimeligt levegrundlag”, skriver han.

Først nu næsten to år efter rektoratet på KU først blev gjort opmærksom på problemet, er der måske udsigt til, at KU-ledelsen vil sikre ph.d.erne bedre vilkår. Kim Brinckmann siger, at KU for lidt over et år siden tog sagen op i Danske Universiteter, da man vurderede, at sagen har relevans for hele universitetssektoren.

“Da der endnu ikke er fundet en fælles løsning i Danske Universiteter, vil KU på det førstkommende møde i KU’s Forsknings- og Innovationsråd (KUFIR) med deltagelse af de ph.d.-ansvarlige drøfte en fælles KUholdning. Mødet vil finde sted primo oktober. Det er umiddelbart forventningen, at beløbsgrænsen vil blive højere end den, der er fastsat af udlændingemyndighederne”, skriver han.

Jesper Langergaard, direktør for Danske Universiteter, oplyser, at problemstillingen er blevet diskuteret på et møde i rektorkollegiet, hvor det blev besluttet, at der er behov for mere tid til at belyse problemstillingen, før rektorerne kan tage stilling til eventuelle fælles retningslinjer.

“Vi kender ikke det samlede antal af ph.d.-studerende med udenlandske leveomkostningsstipendier på de danske universiteter. Vi er ved at indsamle de data, så vi har et grundlag for at drøfte, hvordan vi skal håndtere sagen, og om der er behov for at udarbejde nogle fælles retningslinjer”, siger Jesper Langergaard, der vurderer, at oplysningerne er indsamlet i løbet af september.

Undergraver løn- og arbejdsvilkår
Janne Gleerup, der blandt andet forsker i arbejdsliv og prekarisering ved Roskilde Universitet, ser sagen som et foruroligende eksempel på, at løn- og arbejdsvilkår er under pres på universiteterne.

“Det er de svage grupper, som har svært ved at sige fra, der trækker nitten,  og vi ser desværre her, hvordan internationaliseringsprocesser potentielt kan virke undergravende på danske løn- og arbejdsvilkår”, siger hun.

Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening (DM), kalder en indkomst på 10.000 kr. efter skat utroligt lav og for en ph.d. helt, helt urimelig. Hun slår fast, at det enkelte universitet naturligvis har et ansvar, hvis en ph.d. tilknyttet universitetet lever for et så beskedent beløb.

Camilla Gregersen siger, at DM vil følge Danske Universiteters undersøgelse og mulige løsningsforslag meget tæt.

“Udenlandske ph.d.er skal behandles ordentligt og have et tilstrækkeligt levegrundlag – andet kan universitetet ikke være bekendt. KU bør øjeblikkeligt rette op på forholdene. De udenlandske ph.d.er i Danmark forsker på højeste niveau, så de bør have mulighed for at få en indkomst, der kan dække de mest basale leveomkostninger. Derfor går vi nu ind i sagen”, siger hun.

Ph.d.er er blevet en del af maskineriet

I løbet af nullerne eksploderede antallet af ph.d.-stipendiater. siden da er ph.d.erne i højere grad blevet en arbejdskraft på universiteterne, mener eksperter.

“Ph.d.-boomet” er det populære navn for den enorme vækst i antallet af ph.d.-stipendiater, som man oplevede i nullerne. En vækst, der har medført markante ændringer i, hvordan man bedriver forskning i Danmark.

I 2002 optog universiteterne 1.059 ph.d.-studerende. Det tal voksede kraftigt, da universiteter og politikere i 2006 indgik en aftale om, at der skulle optages langt flere. I 2010 peakede det med et optag på intet mindre end 2.610 ph.d.-studerende. I 2018 var optaget en kende lavere, men fortsat meget højt i forhold til niveauet i 2002: 2.433 blev optaget – 129 pct. flere end i 2002 og 63 pct. flere end i 2006.

Professor, dr.scient. Anders HaySchmidt, DM’s fællestillidsrepræsentant på KU’s Sundhedsvidenskabelige Fakultet, mener, at det forøgede optag og ændringer af strukturen i uddannelsessystemet har ført til, at det i dag er noget helt andet at være ph.d.-studerende end for snart 20 år siden.

Han siger, at de fleste ph.d.-projekter førhen var studentergenereret, i den forstand at de byggede videre på specialet. Der var bedre tid til at skrive speciale end i dag, hvor de studerende typisk har et halvt år til at blive færdige, så specialerne var så omfangsrige og gennemarbejdede, at de studerende kunne bygge videre på det som ph.d.projekt.

“I dag bliver man typisk hvervet til en forskningsgruppe, hvor det er et større projekt, man arbejder på, og altså ikke sit eget”, siger Anders HaySchmidt. “Dermed udfører man i høj grad et arbejde, der også kunne have været udført af en videnskabelig assistent eller forskningsassistent”, siger han.

Arbejdsmarkedsforsker og lektor på RUC Janne Gleerup mener ligeledes, at ph.d.er i høj grad er blevet en del af arbejdsstyrken på universiteterne.

“Der er ingen tvivl om, at universiteterne er dybt afhængige af ph.d.er som arbejdskraft. De indgår i driften og er en del af maskineriet”, siger hun

Fyret international topforsker: Noget er råddent i Danmark

Den dansk-canadiske professor Susan Stipp har været igennem et opslidende forløb, hvor hendes forskningsgruppe blev nedlagt med to timers varsel og alle forskerne fyret. Nu kritiserer hun den danske universitetslov for at give lederne enorm magt, uden at de kan blive stillet til regnskab for deres handlinger.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk – Illustration: Morten Voigt

Kan det være rigtigt, at samtlige 23 medlemmer af en internationalt anerkendt forskningsgruppe, der har skaffet mere end en kvart milliard kr. i forskningsmidler og fået flere fremragende evalueringer af eksperter, kan blive fyret med to timers varsel og få deres opsparede midler eksproprieret?

Ja, det skete på Kemisk Institut på Københavns Universitet, hvor Susan Stipp og gruppemedlemmerne i Sektionen for Materialekemi blev afskediget i august sidste år. Hun siger, at årsagen var, at institutlederen ville ekspropriere gruppens forskningsmidler på grund af et truende underskud på instituttet.

Dokumenterne i den spegede sag, som Forskerforum er kommet i besiddelse af, tegner et billede af en institutleder, der pludselig beslutter at fyre alle forskerne, selvom der var bevillinger og opsparede midler til deres løn. Hans overordnede – John Renner Hansen, dekan på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet – havde tilmed set og kommenteret en plan fra Susan Stipp, der betød, at forskerne kunne gøre deres projekter færdige og derefter blive overflyttet til andre arbejdspladser ved udgangen af 2019.

Institutleder Mikael Bols fastholder, at pengene tilhører Kemisk Institut, og afviser at have eksproprieret forskningsmidler. Han siger, at det trak fundamentet væk under sektionen, at Susan Stipp ønskede at forlade instituttet.

“Jeg havde ikke tiltro til, at sektionen kunne overleve, når både Susan Stipp og sektionslederen ville forlade den, og så besluttede jeg at lukke ned hurtigst muligt, så vi ikke blev ved med at bruge midler på lønninger”, siger han.

John Renner Hansen bekræfter, at han nikkede ja til planen, som Susan Stipp præsenterede ham for, men at det viste sig, at præmisserne ikke holdt.

Læs også

Institutleder og dekan afviser at have eksproprieret forskningsmidler

Unge forskere: Institutleder smadrede unik forskning

Indkaldt med to timers varsel
I en e-mail til de ansatte i Sektionen for Materialekemi dateret 15. august 2018 kl. 11.01 skriver Mikael Bols: “Jeg indkalder jer hermed til møde i dag kl. 13.00 i lokale 02-04-413. Mødet omhandler sektionens fremtid”.

Mødet blev altså indkaldt med to timers varsel, og kl. 14.11, ca. en time senere, annoncerer han lukningen i en ny e-mail sendt til alle på instituttet:

“For at sikre instituttets bæredygtighed har Kemisk Instituts ledelse derfor besluttet at nedlægge Sektionen for Materialekemi per 31/12-2018. Det betyder, at alle stillinger i sektionen nedlægges”, skrev Mikael Bols.

Ifølge Forskerforums oplysninger blev samarbejdsudvalget (LSU) orienteret to timer før de ansatte. Flere medlemmer protesterede, men beslutningen var reelt truffet på forhånd.

Susan Stipp siger, at mange af de ansatte ikke kunne nå frem til mødet kl. 13 på grund af den korte varsel, og en del havde slet ikke set deres e-mail. Flere fandt derfor ud af, at de var ved at blive fyret, da de snakkede med kollegerne fra andre sektioner ved kaffemaskinen i mødelokalet. En var sågar på vej på talerstolen for at holde sit oplæg til en konference, da hun fik beskeden.

“De virkelige ofre er de unge lovende forskere, som ikke kunne færdiggøre deres projekter, og de ph.d.studerende,som blev efterladt uden vejledere. Sagen har haft alvorlige følger for deres karriere, og det var unødvendigt”, siger hun.

Tog opsparede midler
Ifølge Susan Stipp overtog institutlederen efter lukningen Sektionen for Materialekemis midler, da de stod på underkonti, som ledelsen havde adgang til, for at dække et truende underskud på instituttet.

Forskerforum har set institutlederens opgørelse over konti, hvor det fremgår, at der står i alt 17,8 mio. kr., og en opgørelse over andre bevillinger.

Ifølge dokumenterne mødtes sektionsleder Henning Osholm Sørensen med Mikael Bols i begyndelsen af juni 2018.

Den nu forhenværende sektionsleder Henning Osholm Sørensen bekræfter, at mødet med Mikael Bols fandt sted, og at han blev præsenteret for en opgørelse, hvor det fremgik, at Sektionen for Materialekemi havde et beløb opsparet, der var tilstrækkeligt til, at de kunne køre videre i 1½ år på cirka samme niveau.

Det var penge, som forskerne havde skaffet fra EU, industripartnere, fonde og havde fået i intern bonus fra KU for at have hentet EC grants fra EU. Institutlederen bad ham berolige de ansatte med, at der var penge nok til løn, men to måneder senere afskedigede han dem alligevel.

“Der er ingen tvivl om, at pengene i stedet i et vist omfang er blevet brugt til at dække instituttets underskud”, siger Henning Osholm Sørensen.

Han tilføjer, at han blev orienteret om lukningen, samtidig med at de øvrige ansatte modtog indkaldelsen til mødet om sektionens fremtid. Samarbejdsudvalget var blevet orienteret to timer inden.

“Jeg var selv ansat i et såkaldt tidsubegrænset lektorat, men det viste sig kun at være tidsubegrænset, indtil institutlederen traf en anden beslutning og fyrede mig”, siger Henning Osholm Sørensen.

Flere af de afskedigede forskere protesterede mod beslutningen i deres partshøringsbrev. Blandt andre franske Nico Bovet, der argumenterede med, at der var sparet eksterne midler sammen til lønninger.

I svaret underskrevet af dekan John Renner Hansen står der blandt andet:

“For the avoidance of doubt, it is stressed that a Head of Department has the right to limit the researchers’ access to use of their savings for the sake of the Department’s overall finances”.

“De kaldte det en fast stilling, da jeg fik jobbet, men alligevel blev jeg fyret hurtigt, uventet og brutalt. Det kunne aldrig ske i Frankrig”, siger Nico Bovet.

Susan Stipp har også fået at vide, at det ifølge universitetets regler var lovligt at inddrage gruppens opsparede midler, men det er alligevel uetisk, mener hun.

“Jeg vil argumentere for, at det er amoralsk at ekspropriere forskningsmidler og bonusser, som medlemmerne af forskningsgruppen har tjent gennem deres hårde arbejde, og så sige, at gruppen giver underskud, og fyre dem”, siger hun.

Hun tilføjer, at hun ikke har fået lov til at overflytte en del af de forskningsinstrumenter, som hun har indkøbt for eksterne midler, til sin nye arbejdsplads, og det ville koste omkring 20 mio. kr. at erstatte dem.

Ifølge Susan Stipp fik hun lov til at overflytte en mindre del af sine egne forskningsbevillinger. Hun fik 2,5 mio. kr. til at færdiggøre industriprojekter, men der stod 7,9 mio. kr. på hendes konti på KU.

Flere eksterne bevillingsgivere klagede til rektor over behandlingen af Susan Stipp, men de, der fik et svar, fik blot at vide, at det er foregået efter reglerne.

Havde et anstrengt forhold
Susan Stipp fortæller, at samarbejdet med institutlederen Mikael Bols hurtigt blev anstrengt, efter at han blev ansat i 2007, måske fordi hun er typen, der siger sin mening.

“Jeg troede, at han mente det, da han sagde, at han gerne ville have input til ledelsesmøder, men han bryder sig ikke om folk, der er uenige med ham”, siger hun.

Forholdene blev værre og værre, og i 2014 blev det uudholdeligt og nærmede sig chikane, fortæller hun. Hendes gruppe har i løbet af 12 år skaffet mere end 250 mio. kr. i forskningsmidler fra industrien, EU og fonde, herunder overhead på 10 til 44 procent, som gik til instituttet – cirka 50 mio. kr., vurderer hun – men sektionen fik intet tilbage i form af teknisk eller administrativ støtte. Hun fortæller, at hun selv betalte tre teknisk-administrative ansatte med eksterne forskningsmidler, og gruppen måtte selv indkøbe møbler, it-udstyr og betale for istandsættelse af lokaler. Ikke engang instituttets printere måtte de benytte.

“Gruppen har altid været selvfinansieret, også til sidst. Vi kostede instituttet intet på nær min løn i 6 af de 12 år”, siger Susan Stipp.

I 2014 bevilgede BP 10 mio. kr. til at købe et nyt måleinstrument, men i to år kunne hun ikke få en plads til det, selvom der var et lokale i kælderen, der kun blev brugt til tomme flasker og skrammel.

Lige efter en evaluering i 2014, hvor et ekspertpanel roste sektionen, meddelte institutlederen hende pludselig, at hun ikke måtte søge om flere eksterne midler, medmindre der fulgte 45 procent overhead med. Ikke engang offentlige danske fonde betaler mere end 44 procent overhead, så i realiteten afskar det hende fra at søge funding.

“Han hævede hele tiden kravene”, siger hun.

Loven giver risiko for magtmisbrug
Susan Stipp understreger, at hun ikke bærer nag til KU som institution, men hun har valgt at fortælle om sagen, i håb om at den danske universitetslov vil blive ændret.

Hun siger, at problemet med loven er, at institutlederen ikke skal stå til ansvar over for nogen: “Der er et hul i systemet, der må repareres, ellers vil det her ske igen og igen”.

“Systemet, der blev indført med universitetsloven, er en model, der kendes fra erhvervslivet, men den kræver, at lederen på hvert niveau af ledelseshierarkiet kan holdes ansvarlig for sine handlinger af sin overordnede”, siger Susan Stipp.

Mange af hendes kontakter i forskningsverdenen i udlandet kan ikke forstå, at den slags kan ske i et land som Danmark.

“For folk uden for Danmark er det uhyrligt at forestille sig, at en institutleder kan fyre en hel sektion, der har ry for god videnskab og at kunne fundraise. I alle andre lande, hvor universiteter er drevet via demokratiske processer, er det simpelthen utænkeligt, at en institutleder kan have så meget magt. Den hast, fyringerne blev gennemført med, og det irrationelle ved beslutningen får folk til at tænke, at noget er råddent i Danmark”, siger Susan Stipp.

Gruppen fik fremragende ekspertevalueringer
Et internationalt ekspertpanel evaluerede Kemisk Institut i henholdsvis 2008, 2011, 2014 og 2017, og alle rapporterne var positive over for Sektionen for Materialekemi.

I 2017 anbefaler ekspertpanelet en styrkelse af forskningsområdet, da det er med til at løse mange samfundsproblemer relateret til energi og miljø.

På side 16 i rapporten på engelsk står der i anbefalingerne:

“A plan for the future of the Materials Chemistry section should be developed, either by combining it with Nano Chemistry or by considering its expansion beyond the group of a single tenured faculty member. In our minds, Materials Chemistry is an important area that is not being adequately covered by a single research group, irrespective of the high quality of the research being produced by that group”.

Formand for ekspertpanelet var Stefan Hecht, professor på kemisk institut ved Humboldt-Universität zu Berlin. Han er leder af afdelingen “Organic Chemistry and Functional Materials” og har tidligere været både dekan og vicedekan på det naturvidenskabelige fakultet på Humboldt-Universität zu Berlin.

Han er chokeret over nedlæggelsen af sektionen og kalder det ufatteligt, da Forskerforum fanger ham på telefonen i lufthavnen på vej til en konference.

“Vi gav jo Sektionen for Materialekemi en meget positiv evaluering, og Susan Stipp var tydeligvis succesfuld og hentede store forskningsbevillinger hjem. Hun bar sektionen på sine skuldre, så vi anbefalede at udvide den og give nogle af de unge lovende forskere en fast stilling, så de kan tage over, når hun på et tidspunkt vælger at gå på pension. Instituttet havde et unikt aktiv i hende, så jeg forstår det virkelig ikke”, siger han.

Umuligt at fyre en professor i Tyskland
Stefan Hecht er rystet over, at det overhovedet er muligt at fyre en professor i Danmark. I Tyskland har professorer tenure og dermed sikkerhed i ansættelsen.

“Jeg skal begå en meget alvorlig forbrydelse, hvis jeg skal risikere at blive fyret. Hvis jeg passer min forskning og undervisning, har jeg intet at frygte, og sådan er det i alle lande, jeg kender til”, siger Stefan Hecht og fortsætter:

“Det er meget vanskeligt at blive udnævnt til professor, men når du først har opnået tenure, er det svært at miste dit professorat igen. Hvis det ikke var tilfældet, ville en akademisk karriere, hvor du bruger årtier af dit liv på at blive bachelor, kandidat, ph.d., postdoc, adjunkt og lektor, være langt mindre attraktiv”.

“Hvordan vil processen være i Tyskland, hvis ledelsen vil lukke en hel forskningsgruppe eller sektion?”

“Jamen, det er utænkeligt. Det vil aldrig kunne ske. Jeg har aldrig hørt om en lignende sag i academia. Jeg troede ærlig talt, at det var umuligt – også i et land som Danmark. At der var love og rettigheder, der forhindrede den slags”, siger han.

Stefan Hecht tilføjer, at det er hans indtryk, at vi burde diskutere, hvordan vi driver vores universiteter i Danmark.

“Der er måske lidt for meget elfenbenstårn over systemet i Tyskland, men det virker, som om I er gået for langt i jeres reformer, og at universiteterne bliver drevet som virksomheder. Det er skadeligt for forskningen, hvis en institutleder kan gøre, som han har lyst, og fyre forskerne. Det er skræmmende, hvis det er lovligt”, siger han.

Danmark lever ikke op til internationale aftaler
Stefan Hecht er langtfra den eneste, der har fået øjnene op for, at det danske universitetssystem mangler både indflydelse og jobsikkerhed for det videnskabelige personale.

I 2007 klagede Dansk Magisterforening til UNESCO, FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, over, at danske universitetsansatte har usikre ansættelsesforhold og for lidt indflydelse på deres arbejde. Danmark tilsluttede sig i 1997 UNESCOs anbefalinger om friheder og rettigheder for universitetsansatte, men de skiftende regeringer fulgte ikke anbefalingerne, lød klagen. Ifølge UNESCO-erklæringen er kollegialt demokratisk selvstyre en væsentlig del af det at have akademisk frihed. Det indebærer ret til at vælge repræsentanter og have medarbejderflertal i styrende organer med reel besluttende myndighed i sager vedrørende administration, politikudformning, fordeling af ressourcer, forskningsstrategier og uddannelser og undervisning.

UNESCO slår også fast, at tenure – altså sikkerhed i ansættelsen – er en forudsætning for akademisk frihed, fordi det forebygger vilkårlige afskedigelser. Der skal være gode grunde og en retfærdig proces baseret på grundig og præcis evaluering, hvis det overhovedet skal være muligt at afskedige en forsker, og institutionen skal have taget alle skridt, som man med rimelighed kan forvente, for at hindre afskedigelse.

I forbindelse med nedlæggelsen af Sektionen for Materialekemi på KU skrev institutlederen, at beslutningen var truffet af ledelsen på Kemisk Institut, og samarbejdsudvalget (LSU) blev orienteret, to timer før de ansatte fik besked om, at de ville blive afskediget. Ifølge Forskerforums oplysninger protesterede flere medlemmer af udvalget, men beslutningen var reelt truffet på forhånd.

Danmark dumper i EU
Seniorforsker Terence Karran fra University of Lincoln i Storbritannien har i 2007 og 2017 undersøgt graden af akademisk frihed i EU, og i begge undersøgelser dumper Danmark med et brag.

I 2007 sluttede Danmark næstsidst, kun undergået af Storbritannien, og i 2017 sluttede Danmark på en 24.-plads blandt 28 EU-lande, efter at universitetsloven var blevet revideret i 2011.

Danmark scorer lavt hvad angår både demokratisk selvstyre og sikkerhed i ansættelsen.

De danske professorer Niels Kærgård og Peder Andersen har i en kronik i Berlingske kritiseret, at KU og AU overhovedet bruger udtrykket “tenure” i forbindelse med universitetsansættelser i Danmark:

“Når danske universiteter internationalt lancerer stillinger som “tenured” og “tenure track”, mens man rask væk fyrer kvalificerede lektorer og professorer, får man let et meget blakket ry, der svarer til, hvad der sker, hvis man bliver kendt for at sælge hestekød under betegnelsen “beef””, skriver de.

Terence Karran har i en ny undersøgelse fra 2018 fundet en sammenhæng mellem, hvor stor en akademisk frihed universiteter har, og hvor højt de ligger på internationale ranglister. De bedst placerede universiteter som Oxford og Harvard er præget af, at medarbejderne har stor medbestemmelse.

“De bedste forskere bliver tiltrukket af at arbejde på de bedste universiteter, ikke mindst fordi de beskytter den akademiske frihed. Forestil dig, at en lad os sige indisk topforsker vil rejse til Europa for at fremme sin karriere. Han bliver tilbudt en stilling i Spanien, hvor den akademiske frihed er beskyttet i forfatningen og i lovgivningen, og en stilling i Danmark, hvor han har hørt, at forskere kan blive fyret uden grund. Hvilket job tror du, at vedkommende vælger? Min forskning viser en sammenhæng mellem beskyttelsen af den akademiske frihed og et universitets placering på de internationale ranglister. På lang sigt vil det føre til en lavere placering på rankings, hvis et land ikke beskytter den akademiske frihed”, skriver han i et svar per e-mail til Forskerforum.

Terence Karran skriver også, at der er flere tiltag på vej i EU. En taskforce skal blandt andet udvikle et forslag til monitorering af brud på grundlæggende værdier som akademisk frihed, der skal præsenteres på en konference i Rom i 2020.

“Det er svært at forudsige, om det vil have en effekt på situationen i Danmark, men det er sandsynligt, at vi kommer til at se et fælleseuropæisk akademisk adfærdskodeks (code of conduct)”, skriver han.

Ansatte er prisgivet
Heine Andersen, professor emeritus på KU og forfatter til bogen “Forskningsfrihed”, er enig i, at den manglende beskyttelse mod fyring er problematisk, da tryghed i ansættelsen er en forudsætning for forskningens kvalitet og troværdighed, på samme måde som dommeres ansættelsestryghed er det for retssikkerheden.

Han mener, at problemerne bunder i afskaffelsen af de valgte ledere med universitetsloven fra 2003. Systemet med valgte ledere havde indtil da lagt en dæmper på, hvor egenrådige de kunne være.

“Der findes mange gode ledere, men der er også eksempler på dårlige og ligefrem kyniske ledere på alle niveauer, der misbruger deres meget vidtgående magtbeføjelser. I dag er du som universitetsforsker prisgivet i forhold til ledelsens dispositioner”, siger Heine Andersen.

Han tilføjer, at en dekan godt kan afskedige en institutleder, men han har ikke kendskab til noget tilfælde, hvor det er sket i Danmark. Det skyldes formentlig, at institutledere er åremålsansat, så det er lettere at lade dem sidde perioden ud.

Ifølge Heine Andersen bliver de fastansatte forskere på en del universiteter i USA involveret i forbindelse med både ansættelser og afskedigelser, og han foreslår, at vi i Danmark indfører en lignende model, hvor Akademisk Råd bliver rådført, når der er sparerunder og fyringer.

Udarbejdede flytteplan med dekanen
Susan Stipp begyndte efter 2014 at snakke med andre institutioner om muligheden for at flytte sin forskningsgruppe fra Kemisk Institut.

I 2018 var planerne blevet så konkrete, at hun med hjælp fra John Renner Hansen, dekan på naturvidenskab på KU, udarbejdede en plan for flytningen, der forstyrrede forskerne og de ph.d.-studerendes arbejde mindst muligt ved at lade instrumenterne, som hun havde indkøbt, blive på KU i en overgangsfase.

Ifølge Susan Stipp godkendte dekanen overflytningsplanen den 28. juni 2018 og præsenterede den for Mikael Bols, og så hørte hun ikke mere, indtil hun blev varslet fyret den 15. august. Hun klagede til dekanen, men John Renner Hansen svarede ifølge Susan Stipp, at han ikke brød sig om, hvad institutlederen havde gjort, men at han intet kunne stille op, da det var institutlederens ret.

Susan Stipp siger, at hun kender tre andre forskergrupper, der har stået i samme situation som hendes gruppe, men de tør ikke stå frem i offentligheden, af frygt for at det vil ødelægge deres karriere.

Hun håber ved at fortælle gruppens historie at få systemet ændret hen imod, at lederne skal stå til ansvar over for medarbejderne og overordnede, så det samme ikke kan ske igen.


Energi, miljø og sundhed

Mikael Bols begrundede blandt andet sin beslutning om at nedlægge Sektionen for Materialekemi med, at sektionen var afhængig af bevillinger fra olieindustrien, som er på vej til at stoppe, men det afviser Susan Stipp.

Gruppen havde for længst udvidet sit fokus og blandt andet modtaget 45 mio. kr. fra andre industrier, fra EU som EC grants og midler fra det britiske forskningsråd EPSRC (Engineering and Physical Sciences Research Council). De unge forskere havde tilmed deres egne projekter, og flere midler var på vej.

Hun og gruppen forskede blandt andet i, hvordan væsker bevæger sig i undergrunden, hvilket kan bruges til at udvikle produkter, der kan fjerne forureninger med olie, pesticider og rengøringsmidler.

De er også i gang med et projekt på Island, hvor man binder Co2 fra atmosfæren i mineraler og dermed hjælper med at begrænse den globale opvarmning, og de har projekter, der forsøger at forstå, hvordan naturen bestemmer form, størrelse og styrke på tænder, knogler og skaller. Fænomenet, som kaldes biomineralisering, er stadig et mysterium. hvis man kan forstå detaljerne i de kemiske processer, kommer man nærmere på at kurere lidelser som gigt, knogleskørhed og nyresten. Måske man endda kunne producere kunstige tænder, knogler og andre reservedele.

Unge forskere: Institutleder smadrede unik forskning

De lovende unge forskere mistede ikke blot deres arbejde, da institutlederen på Kemisk Institut pludselig lukkede Sektionen for Materialekemi. Det smadrede også et unikt forskningsmiljø, siger tre af forskerne.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk – Illustration: Morten Voigt

Det kom som et lyn fra en klar himmel, da Mikael Bols, institutleder på Kemisk Institut på KU, nedlagde Sektionen for Materialekemi og afskedigede professor Susan Stipp og de 22 forskningstalenter, som var tilknyttet.

Læs også

Fyret international topforsker: Noget er råddent i Danmark

Institutleder og dekan afviser at have eksproprieret forskningsmidler

Tre af forskerne, som Forskerforum har talt med, fortæller samstemmende, at det ødelagde et unikt forskningsmiljø, hvor talenter med forskellige faglige baggrunde arbejdede sammen om forskning, der findes få andre steder i verden. De peger på, at evalueringsrapporterne, som et internationalt ekspertpanel udarbejdede, alle roste sektionen for at levere forskning af høj kvalitet og anbefalede ledelsen at satse på området.

“Vi var stærke som gruppe, så KU og Danmark går glip af noget unik forskning”, siger Karina Krarup Sand, der nu er lektor på Sektionen for GeoGenetik på Biologisk Institut på KU.

Hun fortæller, at hvis ikke hun havde haft og siden fået eksterne midler, havde fyringen ødelagt hendes forskerkarriere.

Det var nervepirrende, da hun lige efter fyringen manglede en underskrift fra institutlederen for at kunne søge om midler hos Danmarks Frie Forskningsråd, der kunne forlænge hendes karriere med ca. 9 måneder. Sektionen for GeoGenetik trådte til og skrev under, og hun fik bevillingen. Efterfølgende har hun også modtaget 9,9 mio. kr. fra Villum Fonden som et af 21 unge lovende forskertalenter i fondens “Young Investigator Programme”.

“Fyringsforløbet har ikke været tilfredsstillende. Det er foregået uden nogen form for dialog, og det er hverken trygt eller rimeligt, at en institutleder uden videre kan tage vores optjente midler”, siger Karina Krarup Sand.

Den pludselige fyring gav også franske Nico Bovet store problemer, da han måtte stoppe sit forskningsprojekt og søge arbejde i stedet.

Han fandt en stilling tidsbegrænset til et år på et andet universitet, men han kan ikke forske i det samme.

“Det var et kæmpe skridt tilbage. Jeg var begyndt at opbygge min egen gruppe og søge større bevillinger, og så blev det hele ødelagt, og jeg måtte starte helt forfra et nyt sted”, siger han.

Nico Bovet tilføjer, at han er rystet over forløbet, da forskere er ansat som embedsmænd i Frankrig og derfor ikke kan afskediges.

“Det var brutalt. Vi blev indkaldt til møde, og to timer senere blev vi fyret”, siger han.

Australske Kim Nicole Dalby fortæller, at hun var til konference i Boston, da hun fik beskeden, så det kom som et kæmpechok.

“Hvis jeg var blevet arbejdsløs, ville jeg ikke kunne blive i Danmark, og så måtte jeg sælge min lejlighed, så det var meget usikkert og belastende. Universitetet sagde, at alt foregik efter reglerne, men så burde reglerne skrives om, så andre ikke må gennemleve det samme”, siger hun.

Kim Nicole Dalby har nu fået arbejde hos en stor dansk industrivirksomhed og har opgivet sin 17 år lange universitetskarriere.

Institutleder og dekan afviser at have eksproprieret forskningsmidler

Institutleder Mikael Bols og dekan John Renner Hansen siger, at nedlæggelsen af Sektionen for Materialekemi foregik efter bogen, og at pengene, som blev taget fra sektionens konti, tilhører universitetet.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk – Illustration: Morten Voigt

“Beslutningen om at nedlægge Sektionen for Materialekemi blev taget af mig. Vi diskuterede det i ledelsesgruppen, dekanen har godkendt det, og samarbejdsudvalget er blevet orienteret, men i sidste ende var det mig. Jeg forsøger at træffe de bedste beslutninger for Kemisk Institut, og jeg føler på ingen måde, at det var en forhastet beslutning”.

Sådan siger institutleder Mikael Bols om den pludselige lukning af sektionen og fyringen af 23 forskere i august 2018.

Læs også 

Fyret international topforsker: Noget er råddent i Danmark

Unge forskere: Institutleder smadrede unik forskning

Han siger, at han fulgte retningslinjerne fra HR-afdelingen på fakultetet til punkt og prikke. Anbefalingen lød at indkalde de ansatte til et informationsmøde så hurtigt som muligt for at undgå, at nyheden om lukningen blev lækket og spredte sig som rygter. Det var ikke obligatorisk at komme til mødet, og alle blev efterfølgende orienteret per mail, siger han.

Det handlede om økonomi
Ifølge Mikael Bols handlede lukningen primært om økonomi, selvom sektionens forskning også tilhørte et grænseområde inden for kemien.

“Der var ikke noget galt med forskningen, og gruppen var meget succesfuld på grund af penge fra olieindustrien, men bevillingerne blev færre, og sektionen gav underskud og havde gjort det nogle år. Det var en bunden opgave at lukke sektionen på et tidspunkt”, siger han.

Mikael Bols erkender, at han i juni 2018 var mere optimistisk og sagde til sektionslederen, at der ikke var grund til bekymring, da der var eksterne midler til lønninger. Men det var, fordi han på det tidspunkt håbede, at forskerne kunne skaffe flere midler.

“Jeg satsede på, at sektionen kunne køre videre”, siger han.

Det ændrede sig ifølge Mikael Bols, da Susan Stipp meddelte, at hun planlagde at flytte til et andet universitet og ville tage sine eksterne bevillinger med. “Det trak fundamentet væk under finansieringsplanen og skabte en helt ny situation. Jeg havde ikke tiltro til, at sektionen kunne overleve, når både Susan Stipp og sektionslederen ville forlade den, og så besluttede jeg at lukke ned hurtigst muligt, så vi ikke blev ved med at bruge midler på lønninger”, siger han.

Han tilføjer, at han mener, at medarbejderne også var bedst tjent med en hurtig nedlukning, så de kunne komme videre og finde anden beskæftigelse.

Det var ikke en plan
Susan Stipp siger, at hun udarbejdede en overflytningsplan, som dekanen kommenterede, der ville sikre en gradvis nedlukning af hensyn til de ansatte, der dermed ville få tid til at færdiggøre deres projekter og finde andet arbejde. Hvorfor accepterede du ikke den?

“Jeg vil ikke kalde det en plan, fordi det ikke fremgik, hvad der skulle ske med resten af sektionen, når Susan Stipp var flyttet. Flere var jo fastansat som lektorer, så jeg skulle lønne dem med instituttets ordinære midler, når Susan var flyttet med sine eksterne midler, og det mente jeg ikke var rimeligt over for de øvrige ansatte”, siger Mikael Bols.

John Renner Hansen, dekan på fakultetet SCIENCE, tilføjer, at Susan Stipp fremlagde en plan for ham, som han kommenterede og nikkede ja til som en mulig og farbar vej, selvfølgelig under forudsætning af at de præmisser, som lå til grund for planen, også i sidste ende kunne holde.

“Da Mikael Bols gennemgik planen, var der betydelige uoverensstemmelser i forhold til, hvordan han så den økonomiske situation. Dette blev underbygget af den analyse økonomerne på fakultetssekretariatet gennemførte. Susan Stipp har fået, hvad man kan forvente i den givne situation, herunder en betydelig støtte fra de administrative enheder på SCIENCE. Der var på intet tidspunkt grund til at betvivle institutlederens faglige og administrative dømmekraft”, skriver han i sit svar.

Pengene er KU’s
Mikael Bols siger, at han ikke har eksproprieret eksterne forskningsmidler fra sektionens konti og overflyttet dem til instituttet. Ifølge Mikael Bols har Susan Stipp fået overdraget sine eksterne bevillinger i størrelsesordenen 7-10 mio. kr. til sin nye arbejdsplads, og det samme har andre forskere i sektionen.

Derudover stod der overheadmidler og bonusser, som sektionen havde modtaget fra Københavns Universitet for at have hentet EU-bevillinger hjem.

“Det er instituttets penge. Jeg kan ikke forstå, at Susan Stipp kan tro, at hun kan tage penge med, som hun har fået af Københavns Universitet”, siger han.

Ifølge Mikael Bols er en del af pengene blevet brugt til at udbetale løn til de ansatte i sektionen i 2018, og der er i størrelsesordenen 4-5 mio. kr. tilbage, som der ikke er disponeret over endnu.

VALG: Det mener partierne om forskning og uddannelse

  • Alternativet

Hvor stor en andel af BNP (bruttonationalproduktet) skal Danmark afsætte til forskning og udvikling på det offentlige budget? (EU´s Barcelona-målsætning siger minimum 1 %).

– Vi har ikke taget stilling til et præcist procenttal, men vi mener at grundforskningen og den frie forskning skal forhøjes med 1,5 milliarder kroner over fire år (altså udover at omprioriteringsbidraget skal afskaffes).

Skal omprioriteringsbidraget på uddannelse stoppes? Hvis ja, hvornår fra? Skal der ske en omfordeling af midler inden for undervisningssektoren, så nogle typer institutioner får flere midler og andre mindre (eksempelvis prioritere professionshøjskoler over universiteter).

–  Ja, omprioriteringsbidraget skal stoppe ved førstkommende finanslov. Vi har ingen planer om at omfordele inden for sektoren, men vi ønsker at styrke både grund-, ungdomsuddannelserne og universiteterne med 6 milliarder over fire år og at styrke grund- og fri forskning med 1,5 milliarder over fire år, samt at styrke erhvervsuddannelserne specifikt med 800 millioner over fire år. Derudover skal fremdriftsreform afskaffes (udgift: 3,8 milliarder over fire år) og uddannelsesloftet skal afskaffes (1,2 milliarder over fire år). Al denne finansieren hentes udenfor sektoren.

De humanistiske, samfundsvidenskabelige og juridiske uddannelser har siden 2010 modtaget 5.000 kr. ekstra i uddannelsestaxameter, men tilskuddet er fjernet fra 2020. Skal det ekstra tilskud videreføres efter 2019 og skal det eventuelt gøres permanent? 

– Ja, det ser vi gerne.

Skal den ledighedsbaserede dimensionering af uddannelser fortsætte? Hvis ja, skal modellen så laves om eller fortsætte i sin nuværende form?

– Nej, det er grundlæggende en fejl at dimensionere uddannelser efter ledighed. Unge skal ikke uddanne sig efter arbejdsmarkedets behov, men efter nysgerrighed og interesse. Universitetsuddannelserne skal bidrage med primært to ting: dannelse og kundskaber. Disse skal de studerende anvende efterfølgende – uagtet om de finder jobs inden for deres felt eller ej. Vi anerkender dog, at enkelte meget snævert erhvervsrettede uddannelser, som har svært ved at tage andre jobs, kan dimensioneres (f.eks. medicinstudiet). Men det er en historisk fejltagelse og af stor negativ betydning for dannelsen og åndeligheden i vores samfund, at man har skåret så meget i de humanistiske uddannelsespladser ud fra et erhversperspektiv.

Skal universiteterne tilbydes at få selveje og dermed overtage ejerskabet af deres bygninger, eller skal staten fortsat eje bygningerne og udleje dem med overskud? Hvis ja til sidstnævnte, hvor meget skal staten så tjene på at leje ud til universiteterne?

– Ja til det første.

I hvilken udstrækning skal danske universiteter være internationale? Skal der eksempelvis udbydes bacheloruddannelser, hvor der undervises på engelsk, skal der være et loft over antallet af udenlandske studerende?

– Der skal ikke være loft over udenlandske studerende, og ja, der må meget gerne for os udbydes bacheloruddannelser, hvor der undervises på engelsk. Danmark er en lille del af et stort internationalt samfund – det skal vores universitetsuddannelser afspejle. Vi skal åbne os for verden, ikke lukke os.

Hvad er jeres mærkesag i forhold til forskning og videregående uddannelse?

– At afskaffe fremdriftsreformen – specifikt det der er tilbage af den, nemlig SU-reglen om at man får mindre SU ved forsinkelse på sit studium, hvis man først starter sin videregående uddannelse to år efter studentereksamen.

–  At afskaffe uddannelsesloftet.

– At arbejde for bedre undervisningskvalitet og for at universiteterne hellere skal måles på deres undervisningskvalitet end forskningspublikationer.

–  At langt størstedelen af forskningen skal være fri og ikke strategisk forskning.

– At genindføre filosofikum.

– At afskaffe færdiggørelses- og resultattilskuddet i bevillingssystemet til de videregående uddannelser.

—————————————————————————————————————————

Dansk Folkeparti

Hvor stor en andel af BNP (bruttonationalproduktet) skal Danmark afsætte til forskning og udvikling på det offentlige budget? (EU´s Barcelona-målsætning siger minimum 1 %)

– Vi skal fastholde 1 % som et bundniveau. Vi skal i dette ikke indregne indhentede midler fra EU.

Skal omprioriteringsbidraget på uddannelse stoppes? Hvis ja, hvornår fra? Skal der ske en omfordeling af midler inden for undervisningssektoren, så nogle typer institutioner får flere midler og andre mindre (eksempelvis prioritere professionshøjskoler over universiteter)

– Omprioriteringsbidraget skal fjernes 1. januar 2020 på ungdomsuddannelserne. Omprioriteringsbidraget på videregående uddannelser skal fjernes, og der skal udarbejdes en plan for udflytning af uddannelsespladser fra de fire store uddannelsesbyer. Der vil altid i forbindelse med en finanslov skulle vurderes, om der er behov for prioriteringer inden for et område – det vil også gælde uddannelsesområdet.

De humanistiske, samfundsvidenskabelige og juridiske uddannelser har siden 2010 modtaget 5.000 kr. ekstra i uddannelsestaxameter, men tilskuddet er fjernet fra 2020. Skal det ekstra tilskud videreføres efter 2019 og skal det eventuelt gøres permanent?

– Der er aftalt et taxametereftersyn i forhold til de enkelte uddannelser. I den forbindelse skal niveauet af tilskuddet på de enkelte uddannelsesområder vurderes. Indtil dette eftersyn er tilendebragt bør det ekstra taxameter på hum, samf og jur opretholdes.

Skal den ledighedsbaserede dimensionering af uddannelser fortsætte? Hvis ja, skal modellen så laves om eller fortsætte i sin nuværende form?

– Det bør være en helt naturlig del af den enkelte uddannelsesinstitutions planlægning, at dimensionere optag i forhold til det forventede behov på arbejdsmarkedet. Ideelt set bør det være en opgave, som uddannelsesinstitutionen selv håndterer, og DF vil gerne arbejde hen imod en model, som giver øget selvstyre under ansvar.

Skal universiteterne tilbydes at få selveje og dermed overtage ejerskabet af deres bygninger, eller skal staten fortsat eje bygningerne og udleje dem med overskud? Hvis ja til sidstnævnte, hvor meget skal staten så tjene på at leje ud til universiteterne?

– Der skal tilbydes selveje, som der også i loven er givet mulighed for.

I hvilken udstrækning skal danske universiteter være internationale? Skal der eksempelvis udbydes bacheloruddannelser, hvor der undervises på engelsk, skal der være et loft over antallet af udenlandske studerende?

– Dansk Folkeparti ønsker det skal være sværere for udenlandske studerende at modtage dansk SU. SU-udgifterne til udenlandske studerende er vokset massivt. I henhold til SU-forliget fra 2013, så skal Danmark maksimalt betale 437 millioner kroner i SU årligt til udenlandske studerende. I 2018 blev dette loft overskredet og var på 483 millioner kroner. Derfor vil antallet af udenlandske studerende blive reduceret med 1000 studerende i år.

Dansk Folkeparti ønsker at begrænse det voksende antal udenlandske studerende her i landet. Omvendt er vi på ingen måde afvisende overfor at rekruttere de dygtigste og bedste udenlandske studerende og fastholde dem i beskæftigelse her i Danmark efter endt uddannelse. Samtidig er der udenlandske studerende i Danmark, som selv betaler for deres uddannelse.

Hvad er jeres mærkesag i forhold til forskning og videregående uddannelse?

Der udarbejdes en national strategi for forskning og videregående uddannelser i en proces, hvor forsknings- og uddannelsesinstitutioner, fonde og andre interessenter inddrages.
En strategi, som skal sætte en retning for både forskning og uddannelser. En strategi, som skal understøtte et helt Danmark forstået på den måde, at forskning og uddannelse på tværs af forsknings- og uddannelsesinstitutioner skal komplementere, supplere og understøtte hinanden i stedet for at konkurrere. Vi er så lille et land, at vi har brug for at lade alle gode kræfter trække samme vej.

Endvidere ønsker Dansk Folkeparti udflytning af uddannelsespladser ud i landet, hvilket vi udmeldte tilbage i efteråret 2018.

—————————————————————————————————————————

Det Konservative Folkeparti

Hvor stor en andel af BNP (bruttonationalproduktet) skal Danmark afsætte til forskning og udvikling på det offentlige budget? (EU´s Barcelona-målsætning siger minimum 1 %)

– Ny viden og forskning i verdensklasse er afgørende for et samfund med vækst og velstand. Vi har en langsigtet målsætning om at hæve de offentlige midler til forskning til 1,25 procent af BNP i 2034. De offentlige forskningskroner kommer i stigende grad til gavn for private virksomheder, og universiteterne er over de sidste 20 år blevet markant bedre til at sikre, at forskningen gør gavn i samfundet. Den trend skal vi fortsætte.

Skal omprioriteringsbidraget på uddannelse stoppes? Hvis ja, hvornår fra? Skal der ske en omfordeling af midler inden for undervisningssektoren, så nogle typer institutioner får flere midler og andre mindre (eksempelvis prioritere professionshøjskoler over universiteter)

– Vi mener, at det er på tide, at besparelserne på uddannelse bliver stoppet, og pengene tilbageført. Regeringen vil droppe besparelser på undervisning fra 2022. Der vil i 2022 blive tilbageført 479 mio. kr. til undervisningsområdet.

De humanistiske, samfundsvidenskabelige og juridiske uddannelser har siden 2010 modtaget 5.000 kr. ekstra i uddannelsestaxameter, men tilskuddet er fjernet fra 2020. Skal det ekstra tilskud videreføres efter 2019 og skal det eventuelt gøres permanent?

– Der er ikke øremærket udgifter til videreførelsen af tilskuddet, så ordningen skal diskuteres ved forhandling om finansloven. Her må vi se på, om der fortsat er et behov og det er der at behovet er størst.

Skal den ledighedsbaserede dimensionering af uddannelser fortsætte? Hvis ja, skal modellen så laves om eller fortsætte i sin nuværende form?

Det er ærgerligt, når du som studerende ikke kan bruge den uddannelse, du har taget. En videregående uddannelse skal føre til arbejde. Umiddelbart er vi positive over for dimensioneringsmodellen. Virkningerne er ikke helt indfasede, og hvis der er brug for justeringer, vil vi gerne se på det. Men som udgangspunkt mener vi, at det er godt, at dimensioneringen er med til at forme udbuddet, så det bedre passer til de behov, der er på arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedet skal ikke diktere – men det skal være en rettesnor for, hvilke uddannelser, der er brug for.

Skal universiteterne tilbydes at få selveje og dermed overtage ejerskabet af deres bygninger, eller skal staten fortsat eje bygningerne og udleje dem med overskud? Hvis ja til sidstnævnte, hvor meget skal staten så tjene på at leje ud til universiteterne?

– Vi har tidligere erklæret os enige i eksempelvis Københavns Universitets ønske om at blive selvejende på samme måde, som CBS og DTU er. Vi er bestemt åbne over for at se på det.

I hvilken udstrækning skal danske universiteter være internationale? Skal der eksempelvis udbydes bacheloruddannelser, hvor der undervises på engelsk, skal der være et loft over antallet af udenlandske studerende?

– Det kan give fint mening, hvis der er enkelte bacheloruddannelser, hvor der undervises på engelsk. Ift. loft over udenlandske studerende, så skal man fortsat se på, om der er bestemte uddannelser, hvor det er særligt svært for udlændinge at finde beskæftigelses efterfølgende. Vi vil jo gerne have, at dygtige, internationale studerende i Danmark også bruger deres uddannelse her.

Hvad er jeres mærkesag i forhold til forskning og videregående uddannelse?

– Vi har en langsigtet målsætning om at hæve de offentlige midler til forskning til 1,25 procent af BNP i 2034.

—————————————————————————————————————————

Enhedslisten – De Rød-Grønne

Hvor stor en andel af BNP (bruttonationalproduktet) skal Danmark afsætte til forskning og udvikling på det offentlige budget? (EU´s Barcelona-målsætning siger minimum 1 %)

– Enhedslisten ønsker at Danmarks skal afsætte over 1% af BNP’et til forskning, ligesom i årene 2011-2015.

Skal omprioriteringsbidraget på uddannelse stoppes? Hvis ja, hvornår fra? Skal der ske en omfordeling af midler inden for undervisningssektoren, så nogle typer institutioner får flere midler og andre mindre (eksempelvis prioritere professionshøjskoler over universiteter)

– Nedskæringerne på uddannelsesområdet har været ødelæggende for både studerende, undervisere og forskningsmiljøet i Danmark. Enhedslisten går til valg på at stoppe forringelserne omgående og føre de penge, der allerede er skåret tilbage til uddannelserne.

De humanistiske, samfundsvidenskabelige og juridiske uddannelser har siden 2010 modtaget 5.000 kr. ekstra i uddannelsestaxameter, men tilskuddet er fjernet fra 2020. Skal det ekstra tilskud videreføres efter 2019 og skal det eventuelt gøres permanent?

– De ekstra taxameterpenge, som de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser modtager er nødvendige for, at uddannelsernes økonomi kan hænge sammen. Derfor skal de selvfølgelige videreføres.

Skal den ledighedsbaserede dimensionering af uddannelser fortsætte? Hvis ja, skal modellen så laves om eller fortsætte i sin nuværende form?

– Vi ser gerne, at den afskaffes.

Skal universiteterne tilbydes at få selveje og dermed overtage ejerskabet af deres bygninger, eller skal staten fortsat eje bygningerne og hvis ja til sidstnævnte, hvor meget skal staten så tjene på at leje ud til universiteterne?

– Vi ser gerne, at staten fortsat ejer bygningerne, men det giver ingen mening, at staten skal tjene på at leje bygninger ud til universiteterne.

I hvilken udstrækning skal danske universiteter være internationale? Skal der eksempelvis udbydes bacheloruddannelser, hvor der undervises på engelsk, skal der være et loft over antallet af udenlandske studerende?

– Enhedslisten mener ikke, der skal være et loft over udenlandske studerende. Det er en skrøne, at de udenlandske studerende blot kommer til Danmark for at få SU. Der skal selvfølgelig udbydes uddannelser på engelsk, når det giver fagligt mening.

Hvad er jeres mærkesag i forhold til forskning og videregående uddannelse?

– Enhedslisten går til valg på at få stoppet forringelserne på uddannelse og forskning omgående. Samtidig skal vi have de penge, der allerede er skåret tilbage til uddannelserne. Og så vil Enhedslisten have fjernet alle de stress- og presskabende reformer, der de seneste år er blevet indført, herunder fremdriftsreformen, uddannelsesloftet og SU-nedskæringerne.

—————————————————————————————————————————

Radikale Venstre

Hvor stor en andel af BNP (bruttonationalproduktet) skal Danmark afsætte til forskning og udvikling på det offentlige budget? (EU´s Barcelona-målsætning siger minimum 1 %) 

Forskning prioriteres ikke højt nok. Selv om vi i Danmark har en målsætning om at anvende mindst 1. pct. af BNP til offentlig finansieret forskning, så blev det ikke nået hverken i 2016 eller 2017. Desuden bør målet om 1 pct. være et bundniveau og ikke et loft. Vi vil give bedre vilkår og afsætte flere midler til forskning. Da vi senest havde regeringsmagten formåede vi, på trods af krisen, at anvende ca. 1,08 pct. på forskning.

Skal omprioriteringsbidraget på uddannelse stoppes? Hvis ja, hvornår fra? Skal der ske en omfordeling af midler inden for undervisningssektoren, så nogle typer institutioner får flere midler og andre mindre (eksempelvis prioritere professionshøjskoler over universiteter)

– Ja! Hele vores uddannelsessektor har år efter år været udsat for 2 %-besparelser. Det skal stoppes. Radikale Venstre ønsker samtidig at investere et vanvittigt stort beløb i alle uddannelserne. Uddannelsesloftet skal rives ned med et brag. Unge skal opleve, at de har undervisningstimer nok. Det er et stort problem, som jeg sloges med som uddannelsesminister. Nogle steder skal undervisere opkvalificeres. Andre steder skal der sættes flere timer af til feedback. Man skal lokalt beslutte, hvor behovet er størst. Radikale Venstres vision er, at alle studerende oplever, at viden ikke bare bliver hurtige tomme kalorier fra en underviser. Viden skal ind i kroppen og fordøjes aktivt, så vi bagefter kan aktivere den med kroppen.

De humanistiske, samfundsvidenskabelige og juridiske uddannelser har siden 2010 modtaget 5.000 kr. ekstra i uddannelsestaxameter, men tilskuddet er fjernet fra 2020. Skal det ekstra tilskud videreføres efter 2019 og skal det eventuelt gøres permanent?

– Det skal permanentgøres nu. Det er helt gak, at der skal kæmpes for det her fra finanslov til finanslov. De humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser lider oven på 4 år med grønthøsterbesparelser og det går i den grad ud over kvaliteten. Det skal stoppe nu.

Skal den ledighedsbaserede dimensionering af uddannelser fortsætte? Hvis ja, skal modellen så laves om eller fortsætte i sin nuværende form?

– Ja det er i alt fald fornuftigt at have en model, der på den ene side sikrer, at vi ikke med bind for øjnene sender for mange studerende i gang med en uddannelse, som sender dem ret ud i en arbejdsløshedskø og på den anden side sikrer, at universiteterne på forhånd ved, hvor mange penge og studerende, de kan planlægge efter. Når det er sagt, så er der brug for at gøre modellen mere præcis. Det går ikke, at det er flere år gamle ledighedsdata, der bestemmer udbuddet af uddannelsespladser.

Skal universiteterne tilbydes at få selveje og dermed overtage ejerskabet af deres bygninger, eller skal staten fortsat eje bygningerne og udleje dem med overskud? Hvis ja til sidstnævnte, hvor meget skal staten så tjene på at leje ud til universiteterne?

– Ja, vi mener tiden er kommet til at vi skal give universiteterne selveje. De universiteter, der allerede har selveje, har vist, at det er vejen frem. Det giver bedre muligheder for planlægning og der er intet, der tyder på, at universiteterne ikke kan håndtere fx nybyggeri mv.

I hvilken udstrækning skal danske universiteter være internationale? Skal der eksempelvis udbydes bacheloruddannelser, hvor der undervises på engelsk, skal der være et loft over antallet af udenlandske studerende?

Ja. Vi skal have meget mere uddannelse på engelsk. Og loftet over internationale studerende skal skrottes. Det er helt afgørende med mere internationalisering. Vi mangler akut en ny internationaliserings­strategi med en målsætning om at halvdelen af alle studerende skal til udlandet under deres studier. Vi foreslår en tiltræknings- og fastholdelsespakke, der skal få flere internationale studerende til Danmark og flere af dem til at blive her efter endt uddannelse. Internationale studerende bidrager både til statskassen og til studiemiljøet og så er de med til at løse et akut problem i Danmark, manglen på veluddannet arbejdskraft til både den offentlige sektor og vores virksomheder.

Hvad er jeres mærkesag i forhold til forskning og videregående uddannelse? 

Besparelser år efter år kvæler langsomt vores uddannelsessystem. Kvaliteten daler, og der er færre timer, færre undervisere og mindre tid til feedback og vejledning. Vi vil vende besparelser til investeringer. Så timetallet ikke barberes ned, og så der er reel plads til fordybelse og ret til feedback. Universiteternes frihed er blevet mindsket. Regeringen har gennemført lovgivning, der rykker på armslængdeprincippet mellem universiteter og minister, så ministeren nu får direkte indflydelse på, hvem der sidder i bestyrelsen på landets ni universiteter.

Vi vil give bedre vilkår og afsætte flere midler til forskning. Det gælder særligt den frie forskning, som danner grundlag for fremtidens landvindinger til at skabe en bedre verden. Forskning er ikke et luksusgode, men grundlaget for, at vi kan løse væsentlige samfundsproblemer og fx sikre rent drikkevand i fremtiden og helbrede alvorlige sygdomme.

—————————————————————————————————————————

Socialdemokratiet

Hvor stor en andel af BNP (bruttonationalproduktet) skal Danmark afsætte til forskning og udvikling på det offentlige budget? (EU´s Barcelona-målsætning siger minimum 1 %)

– Forskning og den nyeste viden er afgørende for at skabe vækst og arbejdspladser og sikre en udvikling af den offentlige sektor. Derfor skal vi leve op til Barcelona-målsætningen. Der investeres i dag mange offentlige midler i forskning, og det niveau skal vi holde fast i. Samtidig skal vi se på, hvordan vi bruger midlerne, for vi skal satse mere på vores styrkepositioner. Derfor foreslår Socialdemokratiet en grøn forskningsmilliard, mere teknisk forskning og et øget fradrag for virksomhederne, når de investerer i forskning og udvikling.

Skal omprioriteringsbidraget på uddannelse stoppes? Hvis ja, hvornår fra? Skal der ske en omfordeling af midler inden for undervisningssektoren, så nogle typer institutioner får flere midler og andre mindre (eksempelvis prioritere professionshøjskoler over universiteter)

– Siden 2016 har regeringen omprioriteringsbidrag på uddannelserne betydet massive nedskæringer på uddannelserne. Det går ud over kvaliteten og betyder færre ansatte, større hold og mindre tid til de studerende. Derfor vil Socialdemokratiet vil stoppe omprioriteringsbidragets besparelser fra 2020. Så institutionerne ikke skal spare 2 pct. hvert år. Og så vi igen skal begynde at investere i uddannelse i stedet for at skære ned.

De humanistiske, samfundsvidenskabelige og juridiske uddannelser har siden 2010 modtaget 5.000 kr. ekstra i uddannelsestaxameter, men tilskuddet er fjernet fra 2020. Skal det ekstra tilskud videreføres efter 2019 og skal det eventuelt gøres permanent?

– Regeringen har skåret ned på uddannelserne de sidste 4 år, og det kan mærkes. Der er brug for en ny retning, hvor vi investerer i uddannelse. Der mange områder, der er berørt af nedskæringerne. Vi kan ikke love, at de penge, der er sparet, bliver ført tilbage, eller at vi kan gøre tingene bedre fra den ene dag til den anden. Men vi vil stoppe besparelserne, så vi igen kan begynde at investere i uddannelse og bygge op.

( uddannelses- og forskningsordfører, mette reissmann, har sagt, at s vil forsøge at sikre, at det bliver videreført.)

Skal den ledighedsbaserede dimensionering af uddannelser fortsætte? Hvis ja, skal modellen så laves om eller fortsætte i sin nuværende form?

Uddannelserne og arbejdsmarkedet skal hænge sammen. Så det, de studerende lærer på uddannelserne, matcher de kompetencer, der er behov for. Og vi ikke uddanner for mange til områder, hvor efterspørgslen er begrænset. Her spiller dimensioneringen en afgørende rolle, og det vil vi holde fast i. Samtidig vi vil gerne være med til at se på, hvordan dimensioneringen kan styrkes, så indsatsen for at færre uddannes til ledighed forbedres.

Skal universiteterne tilbydes at få selveje og dermed overtage ejerskabet af deres bygninger, eller skal staten fortsat eje bygningerne og udleje dem med overskud? Hvis ja til sidstnævnte, hvor meget skal staten så tjene på at leje ud til universiteterne?

– Har ikke svaret på spørgsmålet.

I hvilken udstrækning skal danske universiteter være internationale? Skal der eksempelvis udbydes bacheloruddannelser, hvor der undervises på engelsk, skal der være et loft over antallet af udenlandske studerende?

– Det er en naturligt del af universiteternes virke, at de er orienteret mod verden omkring os og interagerer med den, og udenlandske studerende og forskere er med til at styrke miljøerne på vores universiteter. Samtidig er antallet af udenlandske studerende de seneste år tredoblet, og mange rejser hjem igen efter at have færdiggjort deres uddannelse. Det er en ikke holdbar situation, for det har aldrig været mening, at vi skal uddanne til andre landes arbejdsmarked. Der er brug for at vende udviklingen, men her har regeringen valgt det forkerte værktøj, for det både rammer erhvervslivet og danske studerende.

Hvad er jeres mærkesag i forhold til forskning og videregående uddannelse?

– Uddannelse er det, vi lever af. Derfor vil Socialdemokratiet investere i uddannelse i stedet for at skære, så vi har gode uddannelser i hele landet. Vi skal stoppe omprioriteringsbidragets nedskæringer på uddannelsesinstitutionerne. Og fjerne uddannelsesloftet, for der skal være plads til at vælge forkerte.

—————————————————————————————————————————

 Venstre. Danmarks Liberale Parti

Hvor stor en andel af BNP (bruttonationalproduktet) skal Danmark afsætte til forskning og udvikling på det offentlige budget? (EU´s Barcelona-målsætning siger minimum 1 %)

– Danmark skal leve op til Barcelona-målsætningen. Vi er en af de få lande i verden, der lever op til den nu. Det skal vi blive ved med. Derfor skal vi investere 1 pct. af BNP i forskning og udvikling.

Skal omprioriteringsbidraget på uddannelse stoppes? Hvis ja, hvornår fra? Skal der ske en omfordeling af midler inden for undervisningssektoren, så nogle typer institutioner får flere midler og andre mindre (eksempelvis prioritere professionshøjskoler over universiteter)

– Ja! Omprioriteringsbidraget skal stoppes med det samme. Det er en del af Venstres velfærdsløfte. Der skal ikke ske en omprioritering indenfor sektoren.

De humanistiske, samfundsvidenskabelige og juridiske uddannelser har siden 2010 modtaget 5.000 kr. ekstra i uddannelsestaxameter, men tilskuddet er fjernet fra 2020. Skal det ekstra tilskud videreføres efter 2019 og skal det eventuelt gøres permanent?

– Det koster ca. 300 mio. kr. om året at gøre det ekstra tilskud permanent. De penge skal findes et andet sted fra. Vi er meget opmærksomme på betydningen af det ekstra tilskud og hvad der eventuelt vil ske, hvis det ikke fortsætter. Det er vi også fortsat.

(Venstres næstformand, Kristian Jensen, har efterfølgende udtalt til en valgdebat på Københavns Universitet, at det særlige tilskud til humaniora og samfundsvidenskab vil fortsætte, hvis Venstre vinder valget.)

Skal den ledighedsbaserede dimensionering af uddannelser fortsætte? Hvis ja, skal modellen så laves om eller fortsætte i sin nuværende form?

– Ja, vi har ingen aktuelle planer om at lave om i den eksisterende model. Men vi skal løbende sikre os, at vi har den mest velfungerende dimensionering.

Skal universiteterne tilbydes at få selveje og dermed overtage ejerskabet af deres bygninger, eller skal staten fortsat eje bygningerne og udleje dem med overskud? Hvis ja til sidstnævnte, hvor meget skal staten så tjene på at leje ud til universiteterne?

– Vi har ingen aktuelle planer om at lave om i den eksisterende model.

I hvilken udstrækning skal danske universiteter være internationale? Skal der eksempelvis udbydes bacheloruddannelser, hvor der undervises på engelsk, skal der være et loft over antallet af udenlandske studerende?

– Danske universiteter skal kunne tiltrække dygtige udenlandske studerende. Men vi skal samtidig gøre mere for, at de bliver i Danmark efter endt uddannelse. Alt for mange udenlandske studerende tager hjem efter endt uddannelse. Derfor er vi nødt til at sætte loft over antallet af udenlandske studerende.

Hvad er jeres mærkesag i forhold til forskning og videregående uddannelse?

– Venstre har stået i spidsen for en ambitiøs forskningsstrategi, der bl.a. medfører oprettelsen af de såkaldte pionercentre. De er en nytænkning i dansk forskningspolitik.


(Klaus Riskær Pedersen, Nye Borgerlige, Stram Kurs og Socialistisk Folkeparti har ikke reageret på forskerforums henvendelse. Liberal Alliance har meddelt, at de ikke har tid til at svare.)

Pressenævnet kritiserer FORSKERforum

FORSKERforum får kritik for misvisende gengivelse af nævnets kendelse.

I artiklen ”Klimafejde: Pressenævnet kritiserer FORSKERforum”, bragt på forskeren.dk den 1. oktober 2018, gengav FORSKERforum to kendelser afsagt af Pressenævnet den 25. september 2018.

Kendelserne vedrørte klager over FORSKERforum indbragt af Jens Olaf Pepke Pedersen.

Jens Olaf Pepke Pedersen har klaget til Pressenævnet over artiklens gengivelse af én af de to afsagte kendelser.

Pressenævnet anser FORSKERforums udlægning af nævnets kendelse for misvisende, hvilket nævnet udtaler kritik af.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk.

Uredelighedsnævn halter efter tidsfrister

En uredelighedsanklage hæmmer ens arbejde som forsker, fortæller DPU-professor Lars Qvortrup, der nu er blevet frikendt efter 1 år og 6 dage. “Det kunne da være vidunderligt, hvis sagsbehandlingstiden var kortere”.
Foto: Niels Ahlmann Olsen/Ritzau Scanpix

Sagen om Skovmand-klagerne viser, at lange sagsbehandlingstider stadig er et problem i uredelighedssager. Det får flere til at sætte spørgsmålstegn ved praksisudvalgenes rolle.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

1 år og 6 dage. Så lang tid tog det for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed (NVU) at behandle og afvise de klager, UC Lillebælt-lektor Keld Skovmand sidste år rettede mod en række pædagogiske forskere. Og det er lang tid at gå rundt og være mistænkt for at være en snydepels, lyder det fra de anklagede forskere.

“Det er meget ubehageligt, at man som privatperson bliver hængt ud for noget, man selv ved er grundløst, og som man ikke kan tage til genmæle mod”, siger professor ved DPU Lars Qvortrup. Selv om det ikke skaber nogle direkte restriktioner, bliver en verserende uredelighedssag alligevel en usynlig, hæmmende faktor i forskningsarbejdet.

“Det er svært at måle den slags ting, men det er klart, at i den 12 måneder lange periode, jeg har været anklaget, har jeg været tilbageholdende for eksempel med at lave ansøgninger til forskningsfonde. De kan jo ikke vide, om der er noget om sagen, og man får nemt den tanke, at der sjældent går røg, uden at der er brand et sted”, fortæller han.

Tre måneder før behandling
Sagen viser, at sagsbehandlingstiden stadig er et problem i uredelighedssager, som det var under NVU’s forgænger, Uredelighedsudvalget (UVVU). UVVU fik i sine sidste leveår heftig kritik, blandt andet for belastende lange sagsbehandlingstider.

Da UVVU i 2017 blev udskiftet med NVU, ændrede man blandt andet procedurerne omkring høringsretten, således at nævnet kan vælge at afgøre sagen uden at høre klager. Før kunne sagen vandre frem og tilbage, når ethvert svar skulle i høring hos modparten. Men trods den ændring kan sager altså stadig trække ud.

Forskerforum har bedt om aktindsigt i sagsbehandlingen af en af de i alt fem klager, Skovmand indsendte. Her fremgår det blandt andet, at der går små tre måneder, fra klagen modtages i nævnets sekretariat, til den første gang bliver “vurderet indledningsvist” ved et møde. Herefter går der 3½ måned, før sagen behandles ved et møde, endnu 2½ måned, før et afgørelsesudkast behandles, og nye 2½ måned, før afgørelsen træffes.

Udfordret med frister
I NVU’s årsberetning for 2017 og 2018, som netop er kommet, fremgår det også, at nævnet i perioden har “haft vanskeligt ved at overholde sagsbehandlingstiderne”. Nævnets formand, Jens Hartig Danielsen, landsdommer og tidligere professor ved AU, henviser i beretningen til, at nævnet har haft flere sager end UVVU, men har færre faglige medlemmer at trække på.

Over for Forskerforum begrunder han yderligere med, at komplekse sager tager lang tid.

“Hvis et større sagskompleks vedrører flere anmeldelser, flere anmeldte personer, flere videnskabelige produkter, mange bilag og sagsakter i øvrigt, så tager det tid”.

Loven tillader stadig en sagsbehandlingstid på op til 12 måneder, hvis en sag realitetsbehandles. Hvis en sag afvises som åbenbart grundløs, er fristen 3 måneder.

Keld Skovmand indsendte i alt 5 anmeldelser i marts og april 2018, hvor han anmeldte 55 forhold. Ingen af anmeldelserne førte til afgørelse om uredelighed. En enkelt af de fem anmeldelser blev afvist uden realitetsbehandling, fordi den ikke handlede om et videnskabeligt produkt. Men nævnet valgte at behandle sagerne samlet, og den måtte derfor vente på de andre afgørelser.

Praksisudvalg ser sig selv som postkasse
Lars Qvortrup ærgrer sig over sagsbehandlingstiden, men han vil ikke klandre NVU.

“Det kunne da være vidunderligt, hvis sagsbehandlingstiden var kortere. Men nævnet har de ressourcer, det har. Og det vil også kunne fungere, hvis nævnet ikke fik åbenlyst urimelige anmeldelser”, siger han.

Keld Skovmand sendte ikke sine anmeldelser til NVU, men til praksisudvalget på AU. Det har dog ifølge praksisudvalgets formand, Palle Bo Madsen, været en ren ekspeditionssag at sende dem videre til NVU.

“Billedligt talt er vi i disse sager nærmest at betragte som en postkasse, som anmeldelsen til NVU puttes i, efter at vi har påset, at der er frimærke på”, udtalte han til fagbladet Folkeskolen.

Professor ved DPU Jens Rasmussen er en anden af de anklagede forskere. Og han peger netop på praksisudvalget som en instans, der i hans øjne godt kunne spille en mere aktiv rolle.

“Hvis en klage er åbenlyst ubegrundet, synes jeg, den bør sorteres fra allerede i praksisudvalget. Jeg så gerne udvalget som en gatekeeper, der foretog en form for sagsbehandling. Så ville eksempelvis klagerne om tekster, der ikke er videnskabelige, kunne være siet fra allerede der”, siger Jens Rasmussen.

Lars Qvortrup er delvist enig.

“Som institution skal man være varsom med, at der ikke kan opstå mistanke om, at man beskytter egne medarbejdere og kolleger. Men når det handler om de ikkevidenskabelige publikationer, så er det rigtigt, at man godt kunne have konstateret, at der ikke er tale om en videnskabelig diskussion, så den stopper vi her”.

Vil ikke forhåndsvurdere sager
Palle Bo Madsen afviser, at praksisudvalget kunne have undladt at sende Skovmands klager videre, selv når der ikke var tale om videnskabelige publikationer.

“Det er NVU, som har kompetencen til at afgøre, om noget er et videnskabeligt produkt og dermed er omfattet af NVU’s kompetence til at behandle selve sagen. Hvis der derfor kan være nogen som helst tvivl herom, vil sagen altid blive forelagt NVU”, skriver han i et svar til Forskerforum.

Har “Skovmand­sagen” givet anledning til overvejelser om proceduren for sagsbehandling, eksempelvis om der skal ske en grundigere screening af sagerne, før de ekspederes videre?

“Nej. Den “screening”, som den lokale forskningsinstitution skal foretage, består alene i at påse, at anmeldelsen om videnskabelig uredelighed indeholder de oplysninger, som kræves af loven. Det må ikke forveksles med en forhåndsvurdering af, om der rent faktisk foreligger videnskabelig uredelighed.”

Ikke tilfreds med praksisudvalg
Jens Hartig Danielsen er dog ikke helt enig i, at praksisudvalget bare er en postkasse.

“Når institutionen modtager en anmeldelse, skal den påse, at de nødvendige oplysninger er til stede, og efter dialog med nævnet udarbejde en redegørelse for sagens faktiske omstændigheder. Og hvis anmeldelsen ikke er tilstrækkeligt begrundet, skal anmelder vejledes af institutionen”, forklarer Jens Hartig Danielsen.

“Hvis det eksempelvis påstås, at nogen har plagieret, skal institutionen sikre, at det er angivet, præcis hvilke tekststeder den anmeldte påstås at have plagieret fra, og hvor i den anmeldtes produkt den plagierede tekst er indsat”.

Her ser Jens Hartig Danielsen et oplagt forbedringspotentiale. For den opgave har alle praksisudvalg ikke håndteret lige godt.

“Det har taget noget tid at køre den nye lov ind, så det kan sagtens blive bedre. Det er et spørgsmål om, at samarbejdet mellem institutionernes praksisudvalg og nævnet udvikles”.

Han giver dog Palle Bo Madsen ret i, at det er nævnets opgave at afgøre, om der konkret er tale om et videnskabeligt produkt. Jens Hartig Danielsen og NVU’s sekretariat er i øjeblikket i dialog med praksisudvalg på de forskellige universiteter for netop at styrke samarbejdet og sikre, at hver instans løser sine opgaver.


Vi har interviewet

Foto: Privat

En uredelighedsanklage hæmmer ens arbejde som forsker, fortæller DPUprofessor Lars Qvortrup, der blev frikendt efter 1 år og 6 dage.


Foto: AU

DPU-professor Jens Rasmussen mener, praksisudvalgene skal være gatekeeper for useriøse uredelighedsanklager.


Foto: Privat

Nævnet for Videnskabelig Urdelighed har problemer med at leve op til fristerne for behandling af uredelighedssager, erkender nævnets formand Jens Hartig Danielsen.


 

Skal klager have mundkurv på?

Sagen om Keld Skovmands anklager mod flere pædagogikforskere blev offentligt kendt, da Weekendavisen. i januar bragte en stor forsideartikel om sagen. anledningen var, at Keld Skovmand udgav to bøger, hvori han åbent fortalte om de klager, han indsendte til praksisudvalget på AU i foråret 2018

Historien skabte meget medieinteresse, men dækningen af sagen var præget af, at ingen anklagede forskere ville udtale sig om sagen. Keld Skovmand på sin side fortalte gerne om klagerne og sine faglige argumenter.

Det, som de anklagede forskere dog gerne ville – og stadig vil – tale om, er deres utilfredshed med Keld Skovmands åbenhed, som de synes er et brud med uskrevne regler.

“I en sag af den her slags procederer man ikke sin sag, mens den bliver behandlet. Det er jo påvirkning af en juridisk instans, mens den er i arbejde”, siger Lars Qvortrup.

Hvor står den regel?

“Det står ingen steder. Det er simpelthen et spørgsmål om almen dannelse. Grundloven sikrede, at retssystemet kunne arbejde uden at være under pres fra omverdenen. Og tænk hvis vi, vores ledere, hele universitetsverdenen begyndte at udtale os om sagen. Du ville punktere systemet fra første dag”.

Burde man regelfæste, at der er tavshedspligt om en sag under behandling?

“Jeg synes, det er et dårligt system, hvis man skal regelstyre sig ud af alle former for uhensigtsmæssig adfærd, og et forbud vil være uheldigt. Forholdet til NVU handler om akademisk dannelse, derfor respekterer vi, at man ikke påvirker en instans, der arbejder”, siger Lars Qvortrup.

Hans kollega Jens Rasmussen vil dog godt gå skridtet videre og ønske en reel tavshedspligt for anmeldere såvel som anklagede.

“Jeg har et problem med, at klager har procederet sin sag og dermed stillet os til skue. Så skal man diskutere ændringer i proceduren, vil jeg mene, at klager bør have tavshedspligt. Den gabestok, som vi har været i, synes jeg ikke er acceptabel”.

Forskerforum har forelagt Keld Skovmand kritikken om, at han har procederet sagen, og at det udtrykker en manglende respekt for retssystemet. Skovmand svarer, at den kritik i hans øjne er ubegrundet, og derfor vil han ikke forholde sig til den. Han henviser dog også til en kommentar i fagbladet Folkeskolen, hvori han skriver, at “alternativet var at skulle afvente og acceptere en afgørelse uden at have fremlagt analyser og dokumentation i offentligheden og så først skulle agere nu, eller når sagerne engang er færdigbehandlet i praksisudvalget. Jeg er glad for at have gjort mit materiale tilgængeligt, sådan at alle kan tage stilling til det”.

Den statslige bolighaj

Af Olav W. Bertelsen, formand for Universitetslærerafdelingen i DM, FTR på AU

Dette nummer af Forskerforum afdækker, at staten gennem Bygningsstyrelsens udlejning af universiteternes egne bygninger til universiteterne tilbagefører store dele af bevillingerne til statskassen.

Det er den såkaldte SEA-model for huslejeberegning, der er omdrejningspunktet. Princippet er, at Bygningsstyrelsen skal drive bygningerne erhvervsmæssigt; konkret er der for tiden et afkastkrav på omkring en halv mia. kroner eller to tredjedele af RUC’s omsætning. I kombination med den nye ejendomsvurdering medfører SEA-modellen yderligere underminering af universiteternes økonomi. Hvis politikerne vælger at kompensere universiteterne, har de konstrueret endnu et middel til at få forskningsbudgetterne til at se større ud, end de reelt er.

Det har længe været KU’s højlydte ønske at få selveje. Det har virket underligt for mange, for hvorfor dog selv tage alt besværet med og i øvrigt være bundet til en meget sammensat bygningsmasse? Det kunne imidlertid se ud til, at den budgetmæssige kompleksitet ved at skulle være lejer hos den statslige bolighaj, Bygningsstyrelsen, langt overstiger usikkerheden ved selv at drive en særdeles heterogen samling af bygninger. Dertil kommer, at Bygningsstyrelsen hen over de seneste år har opbygget en portefølje af talentløst håndterede byggesager, fx Bohr-bygningen, der er blevet massivt forsinket og ca. 4 gange så dyr som planlagt.

Systemet fungerer ikke, når en utæt lade i Foulum nærmest koster det samme pr. kvadratmeter som tidssvarende kontorlokaler. AU opsiger lejemålet på disse statslige lader og flytter ensilageproduktionen ud under presenninger på marken, hvorefter laderne står tomme. Hvad er gevinsten?

Der er altså flere problemer på spil.

For det første er der det åbenlyse problem at politikerne snyder på vægten med statens bevillinger til universiteterne, idet en stor del af pengene skal sendes tilbage til staten i form af opskruede huslejer. Selv hvis universiteterne bliver kompenseret, er dette pengecirkus en fordrejning ift. målsætningen om, at 1 procent af BNP skal gå til offentlig forskning.

Det er symptomatisk for tidens politikere, at de gemmer nedskæringspolitikken bag intrikate budgetmodeller og fiflerier. Man giver med den ene hånd og tager det dobbelte med den anden. Politik bliver reduceret til gold udgiftsstyring.

For det andet er den del af økonomien, der retter sig mod drift, vedligeholdelse og nybyggeri, helt ugennemskuelig for institutionerne. Der er ikke tillid til, at staten agerer professionelt og hensigtsmæssigt. Der er for mange eksempler på, at projekter er kørt af sporet.

Endelig skaber det problemer for arbejds- og studiemiljøet på universiteterne, når de opskruede huslejer presser universitetsledelserne til at overudnytte undervisningslokaler med faste aftenmoduler på de almindelige daguddannelser, eksamener på helligdage osv.

Vi er på vej ind i en valgkamp, hvor flere partier har meddelt, at de vil afskaffe de årlige toprocentsbesparelser på uddannelsesinstitutionerne. Det er et let forståeligt og populært løfte, men det er også helt nødvendigt, at besparelserne stopper nu; der er skåret helt ind i knoglen. En afskaffelse af toprocentsbesparelserne hjælper bare ikke noget, hvis politikerne samtidig skruer op for kravet til, hvor stor en del af universiteternes bevillinger Bygningsstyrelsen skal hente tilbage til statskassen.

Stop Bygningsstyrelsens malkning af universiteterne – nu!