Kategoriarkiv: Nyheder

Kritik af Ombudsmandsudtalelse om ytringsfrihed

”Forskere må gerne udtale sig som privatpersoner i den offentlige debat. Også på områder, hvor de har leveret forskning til offentlige myndigheder”, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i en pressemeddelelse ”Øget klarhed om forskeres ytringsfrihed”, som handler om, at tavshedsklausuler er udgået i Miljøministeriets nye standardkontrakter om ”myndighedsbetjening” (SE PRESSEMEDDELELSE).

Men Ombudsmandens udlægning møder stærk kritik: ”Der er ikke tale om ’øget klarhed’, tværtimod forplumres forsker-rollen og -rettigheder. En faglig rapportering må ikke reduceres til noget, der skal kommenteres som ’privatperson’, uden autoritet – med samme status som alle andre borgeres ’holdninger eller meninger’…” mener professor Heine Andersen, som afslørede de kontroversielle kontrakter.

“Ombudsmanden faststår jo, at forskere først udfører deres forskning som et tjenstligt forhold, men hvis de udlægger deres forskning offentligt, må de tage deres kasket som ’privatperson’ på? Dermed undviger han at omtale en helt central konflikt om kontrakterne, nemlig forskernes ret og pligt til at udtale sig om saglige-faglige forhold som led i deres tjenstlige og offentlige forskningsarbejde: Hvad måtte Gyllegate-forskerne sige og hvornår?”.  

Tavshedsklausulerne i ministeriernes kontrakter med sektorforskningen blev afsløret i forsommeren 2016. Klausulerne blev opdaget i Miljøministeriets kontrakter om forskning bag loven om Landbrugspakken. Aarhus-eksperterne havde således kontraktlig mundkurv i to måneder efter rapport-aflevering, så de var blokeret fra at udtale sig om deres rådgivning, mens Folketinget lovbehandlede Landbrugspakken.

Det skabte offentlig blæst og Miljøministeriet blev tvunget til at revidere kontrakterne. Først i 4. udkast efter tre måneders forhandlinger var mundkurvs-klausuler helt luget ud i januar 2017.

Ombudsmanden bad om ministeriets redegørelse for, om de nye standardkontrakter ”medfører nogen begrænsning af den ytringsfrihed, som de enkelte forskere og andre involverede har som offentligt ansatte” (28.3). Miljøministeriets svar lød, at den enkeltes ret til at udtale sig på egne vegne ikke reguleres af kontrakterne; det er uni-ledelsen, som har retten til at definere om en ”forsknings-leverence” er tavsheds-belagt, og altså om den enkelte forskers tjenstlige ytringsfrihed kan indskrænkes (svar 5. april).

Og det svar sammenfatter Ombudsmanden altså til, ”at de nye kontrakter ikke indebærer begrænsninger for den enkelte forskers eller andre offentlig ansattes ytringsfrihed som privat person”, hvorefter han løst tilføjer, at forskere “i et vist omfang (har) ret til at ytre sig som led i egne tjenstliige aktiviteter”. 

Men ytringsrettens indsnævring til “privat person” er helt uacceptabel, og hvad betyder “et vist omfang” om de tjenstlige aktiviteter, spørger Heine Andersen. Han undrer sig over, at Ombudsmanden ikke opererer med den tidligere ombudsmands (Gammeltoft Hansens) tre-leddede sondring i uni-forskeres ytringsfrihed: 1. Hvor de udtaler sig på uni’s vegne. 2. Hvor de udtaler sig som forskere om sine tjenstlige aktiviteter, herunder opfylder deres forskningsfrihed og deres forpligtelser til at deltage i den offentlige debat (jf. Uni-Loven). 3. Retten til at ytre sig som privat borger, også om eget forskningsfelt.

Heine Andersen: ”Ombudsmanden burde omtale og slå pkt. 2’s tjenstlige rettigheder fast i relation til kontrakterne: At forskerne har forskningsfrihed og kontrakterne giver forskerne ret og pligt til at udtale sig med forskerautoritet, med institutionens / ledelsens opbakning , jf. Uni-Loven, hvor parterne er fagligt ansvarlige for rapporteringer og faglige ytringer, selv om indholdet kan være kritisk eller kontroversielt”.

FORSKERforum har i flere dage forgæves i flere dage forsøgt at få Ombudsmandens svar på spørgsmålet: HVORFOR klargør Ombudsmanden ikke, om de nye kontrakter giver forskerne fri ret til at udtale sig TJENSTLIGT om saglige forhold efter bedste faglige overbevisning, uden begrænsning fra ledelsen, undtaget i helt særlige tavshedsbelagte tilfælde?

Heine Andersen vil anmode Ombudsmanden om klargøring.

Bevillingsreform: Rektorer protesterer over lukkethed

De otte danske universitetsrektorer protesterer over manglende gennemsigtighed i beregningerne bag minister Søren Pinds reformforslag til et nyt bevillingssystem, og dermed ønsker man også indblik i de mørkelagte forhandlinger mellem Folketingets ordførere, som foregår netop nu. (SE PRESSEMEDDELELSE)

Til BERLINGSKE forklarer rektorformand Anders Bjarklev at rektorerne må orientere sig i en black box: ”Vi er i universitetssektoren opdraget til, at man kan validere ting, tjekke efter, at man kan forstå, hvad der bliver puttet ind i en model, og hvad man bagefter tager ud af den. Hvordan skal vi kunne ændre vores adfærd derhen, ministeren gerne vi have, hvis vi ikke ved, hvilke knapper der drejes på? Det er fundamentalt for os at vide”. (SE BERLINGSKE)

Protesten er konkret rettet mod, at universiteterne ikke kunne genkende tallene i de første konsekvensberegninger på reformforslaget, hvor Aalborg stod til at tabe og Aarhus stod til at vinde. I sidste uge måtte ministeriet derfor udsende ”opdaterede, tekniske beregninger”, som viste, at også RUC og KU ville tabe.

Men det fremgik også af konsekvens-beregningerne, at ministeriet havde sneget omfordeling af en række restpuljer ind i regnestykket, uden at angive kriterierne for dette. Rektorerne kalder det ”uhensigtsmæssigt, at denne omlægning er en del af bevillingsreformen”.

Ud over disse protester mod lukketheden i forhandlingerne reformen – som er den vigtigste uni-politik siden fusionen med sektorforskningen 2007 og som rektorerne skal administrere – er det bemærkelsesværdigt, at rektorerne har kunne blive enige om nogle markerringer over for ministeren og ordførerne, som lige nu forhandler bag lukkede døre.

Markeringen er en accept af modellens grundprincipper, med visse væsentlige forbehold:

Rektorerne vil gerne have bevillings-stabilitet i et grundtilskud (20 pct.), men fraråder, at der indføres en kobling mellem bevillinger og ”resultatkontrakter”.

Man accepterer aktivitets-tilskuddet (70 pct.), og det er ikke overraskende for det ligner den nuværende taxameter-model, som rektorerne egentlig burde være fortsat som nu, fordi det er den mindst ringe model.

Og hvad angår de kontroversielle 10 pct.s kvalitets- og resultat-tilskud (hhv. 5 pct. færdiggørelsesbonus og 5 pct. jobbonus) foreslår rektorerne denne pulje halveret til 5 pct. De resterende 5 pct. skal så kobles op på individuelle kvalitetsmål, der indarbejdes i hvert universitets rammekontrakter.

Pinds bevillingsreform: Tal-kaos om konsekvens-beregninger

Når de 8 universitetsrektorer i dag kl. 10.30 mødes i Rektorkollegiet står der utvivlsomt ”Drøftelse af ministerens forslag til bevillingsreform” som et mødepunkt. Problemet er bare, at de ikke kender grundlaget for, hvad de skal forholde sig til. De politiske forhandlinger blandt Folketingets ordførere er mørkelagte. Og nu viser det sig tilmed, at det mest konkrete, frigivne dokument i sagen har været “teknisk” og ikke reelt. Både ordførerne og rektorkredsen har skullet vurdere modellen på et virtuelt tal-grundlag.

7. juli offentiggjorde ministeriet en konsekvensberegningen, men ministeriets 2016-data kunne ikke genkendes. Der var diskrepans mellem universiteternes faktiske opgørelser (indtægter jf. Rektorkollegiets statistiske beredskab) og konsekvensberegningens tilskuds-tal. FORSKERforum spurgte ind til beregningsgrundlaget og efter flere rykkere meddelte ministeriet så pr. telefon i går, at der ville blive udsendt en revideret konsekvensberegning. Ministeriet ville fremlægge genkendelige tal senere på dagen. Diskrepansen blev forklaret med, at beregningen byggede på ”forventet færdiggørelsesbonus” og ikke den faktiske (2016) – og det ville blive korrigeret.

FORSKERforum har imidlertid ikke modtaget det reviderede beregningsgrundlag. Og har heller ikke modtaget aktindsigt i Rektorkollegiets dagsorden. Ligesom det heller ikke har været muligt at få en kommentar til tal-kaos’et fra Rektorkollegiets formand, Anders Bjarklev.

For Rektorkollegiet er det interessante i konsekvensberegningen, hvordan den omflytter bevillinger mellem uni’erne. Den fremlagte ”tekniske konsekvensberegning” fortalte angiveligt, hvilke universiteter – ikke hvilke fakulteter – der på kort sigt i en overgangsperiode bliver belønnet / straffet på de nye faktorer (færdiggørelsestider og job efter kandidateksamen). Og så ryddede ministeriet op i nogle historiske restpuljer (”øvrige formål”), som ”genfordeles” blandt uni’erne.

Nedenunder dette aktuelle billede – som viste udramatiske ”glidecreme-data” – lå imidlertid andre aspekter på længere sigt, som uni-rektorerne er meget nysgerrige for at få frem:

Dels opererer ministeriets prognoser med, at uni’erne inden for en kort årrække står til at få en “bøde” på ca. 140 mio. kr. (for underpræstering på færdiggørelse og job-faktor), som i den fremlagte beregning blev tonløst og relativt omfordelt mellem institutionerne. Når bøden om nogle år inddrages med henblik på omfordeling som såkaldt ”kvalitets- og resultattilskud” – efter uafklarede kriterier – kan plusser og minusser for de enkelte uni’er se anderledes ud.

Og dels er det konsekvenserne i den udfoldede model 2019 uklare, for ifølge forslaget skal kriterier (for grundtilskuddet) ”genfastsættes” efter fire år ”på baggrund af en samlet kvalitetsvurdering, fremadrettede prioriteringer og opfølgning på de strategiske rammekontrakter” (Pinds forslag).

Hvad betyder det, vil rektorerne spørge på dagens møde, med henvisning til at ministerens reform truer med, at der skal laves en kobling mellem performancekrav i resultatkontrakter og så bevillinger, som forslaget åbner op for om nogle år?

Konference: Hvad gør videnskabsformidlingen ved ‘post-faktuel viden’?

”Idet forskningen har finansieringsproblemer og er nødt til at ’brande sig’ er det et kæmpeproblem, at man ’oversælger’ sine forsknings-historier og overdriver sin succes. Forskere og uni’er har tendens til at overdrive betydningen af nye opdagelser og til at præsentere sig selv som verdens bedste. Det er et etisk problem for parterne. Det kræver stor selvdisciplin fra kommunikationsfolket at stå imod og holde den etiske fane højt, og forklare arbejdsgiverne, at det på sigt ikke gavner at oversælge historier…”

Det mener formanden for danske videnskabsjournalister Jens Degett, som også er præsident for den europæiske paraply for videnskabsjournalister, som holder årskonference ECSJ i København 26.-30. juni i hhv. DR-koncertsalen (plenum) og på det nærliggende IT-universitetet. Programmet er omfattende, men med hovedvægt på den uafhængige videnskabs-journalistiks stigende finansieringsproblem og på etik, herunder hvordan man håndterer ”post-faktuel viden”.

Kontroverser om årsagen til klimaforandringer og den verserende danske debat om HPV-vaccine er de seneste eksempler på, at videnskabens autoritet udfordres i offentligheden. Degett konstaterer, at mistro til videnskab breder sig, fordi ikke-autoriteter har fået en åben platform på internettet. Både forskerne, deres uni’er og kommunikationsfolket skal navigere i dette felt og forsøge at opretholde deres særlige autoritet og (selv-) disciplin.

”Forskere og videnskabsjournalister er nødt til at revidere deres rolle og kommunikationsformer i takt med at kommunikationen flytter over på nettets sociale medier, private hjemmesider og facebook m.m. Det giver ideelle vilkår for ’alternative fakta’, for her er ingen peer-review’ing, filtre og gatekeepers, der er garanter for hæderlighed. Når alle og enhver således kan udbrede deres holdninger om videnskabelige emner, er det en stor udfordring. Som modspil må såvel forskningen som journalistikken prøve at skabe højborge af soliditet og troværdighed”.

Konferencen – som er åben for tilmelding –  er relevant for videnskabs-journalister, kommunikationsmedarbejdere og forskere, der interesserer sig for formidling. Programmet er alsidigt, med tre dag-temaer: 1) New media, 2) Climate reporting and 3) Responsible science journalism/communication. (SE OM PROGRAM OG TILMELDING).

 

Dekan / rektor uforvarende i sag om BFI-fejl

”Er jeg BFI-indberettet for den lærebog om skatteret”, lød det fra en overrasket SDU-rektor Henrik Dam, da FORSKERforum forelagde for ham, at hans lærebog om skatteret var BFI-indberettet i 2015, hvor han var jura-dekan på KU. Indberetningen var formelt i strid med BFI-retningslinjerne, som ikke anerkender lærebøger. Men Henrik Dam kendte ikke noget til indberetningen, som KU-jura efterfølgende kalder “en fejl, som nu er rettet“, så lærebogen nu er registreret som ”undervisningsbog”.

Henrik Dams fejlagtige indberetning dukkede op, da FORSKERforum borede i standarder for BFI-indberetninger (Bibliometrisk Forsknings-Indikator er en kategorisering af publikationer, som udløser point og bevillinger). Der er nemlig store variationer i, hvad der indberettes mellem fagområderne og hvad der er kvalitetskontrollen på institutionerne.

BFI-systemet er tema i det FORSKERforum, som udkommer i dag, og det fortæller om stor fag-uenighed. Fokus er især på juras standarder, idet jura tilsyneladende indberetter på andre kriterier end BFIs formelle. Juridiske lærebøger er fx en helt fagtraditionel måde at publicere juridisk forskning på, forklarer CBS-professor Jane Bolander: Bearbejdelsen og omtalen af nyt lovstof i lærebøger rubriceres som forskning, fordi der er tale om forskningsmæssig bearbejdning af stof. Mens jura nemlig løbende forandrer sig, så er faget økonomi fx baseret på noget mere universelt.

Men juristerne burde tage sig en tudekiks, svarer økonomen Mogens Ove Madsen, medlem af BFI-gruppen for samfundsøkonomi: Forståelsen af relationer mellem fx inflation og arbejdsløshed ændrer jo også løbende på økonomiske videnskab, uden at økonomer af den grund indberetter lærebøger.

Jura er det bedste eksempel på uens indberetnings-standarder, viser en analyse af 2.728 BFI-indberetninger i et notat til Uni-ministeriet. Analysen fortæller også, at næsten halvdelen af BFI-bidragene fra CBS og AAU ved en kritisk gennemgang kan kategoriseres i en gråzone som ”problematiske bidrag”. Og det dækker over et grundlæggende dilemma i BFI-modellen, fordi systemet er baseret på publicerings-traditioner på nat’ og de passer ikke så godt til hum’ og samf’, konstaterer professor Jesper Schneider fra AUs Center for Forskningsanalyse i et internt dokument til Forskningsstyrelsen (SE Cfa-notat til ministeriet).

Videnskab.dk har også boret i problemer, og her henviser KU-lektor i videnskabsteori Mikkel Willum Johansen til, at BFI-systemets konkrete svagheder har været problematiseret fra starten. Måske burde fokus være på selve systemets iboende problemer og ikke på uens indberetninger:

”Hvem siger, at det er BFI-systemet, der har ret i sin definition af ’forskning’, og forskerne, der tager fejl”, spørger han. ”Forskerne har hidtil haft en praksis, hvor de har haft lokale forestillinger om, hvad ’forskning’ er. Så laver man en liste, og så opstår der pludselig et behov for, at data er ens, og der en fælles og ensartet opfatelse af, hvad ’videnskab’ er. Men det er BFI-listens behov, ikke forskningens” (SE VIDENSKAB.DK).

 

Ny bevillingsmodel: Glidecreme i mørkelagte forhandlinger?

Der flyttes kun småpenge som følge af minister PInds bevillingsreform, fortæller en konsekvensberegning på dennes forslag, der pt. forhandles ved mørkelagte forhandlinger i Folketinget. Aarhus Uni’ vil vinde noget, mens især Aalborg til tabe, og CBS vil tabe en smule. Samlet set ligner det omfordeling af småpenge. Nogle vil sige stort bureaukrati med lille virkning. Andre vil kalde det glidecreme for Pinds forhandlinger, for bagved kan på sigt ligge helt andre konsekvenser.

Bagved ligger, at Folketingets uddannelses-ordførerne hver onsdag drøfter reform-udspillet med minister Pind, som selv sidder selv for bordenden med dept.chef Agnete Gersing ved sin side. De svarer på spørgsmål fra Socialdemokrater, DF, SF og Radikale, så der kan files på modellen med henblik på, at der skal indgås et bredt forhåndsforlig om et lovforslag, som dermed ikke drøftes åbent med uni-sektoren eller offentligheden, fordi selve lovbehandlingen bliver en formalitet.

Ministeriet har dog frigivet enkelte dokumenter, herunder den teknisk konsekvensberegning. Den fortæller, hvilke universiteter – ikke hvilke fakulteter – der bliver belønnet / straffet på de nye faktorer (færdiggørelsestider og job efter kandidateksamen). Og så rydder ministeriet op i nogle historiske restpuljer (”øvrige formål”), som ”genfordeles” blandt uni’erne.

Beregningen fortæller teknisk set hvem der hhv. vinder og taber, hvis der tages udgangspunkt i 2016-data om færdiggørelsestider og beskæftigelsesgrader. (Ministeriet understreger, at det er ”rent tekniske beregninger med aktuelle indikationer”, hvor hhv. færdiggørelse og job-faktorer kan ændre sig i 2017-data).

Ministeriet oplyser over for FORSKERforum, at når Aarhus Universitet i den rent tekniske får flere penge (plus 29 mio. kr.) skyldes det især, at stor del af restpuljen, som AU ikke tidligere har haft stor andel i. At Aalborg står som stor taber (minus 24 mio.) skyldes, at man hidtil har nydt godt af god færdiggørelsesbonus, men det afvikles i den nye model. Og CBS’ minus på 7 mio. skyldes især straf på studietiderne.

Men i den tekniske beregning udelades væsentlige faktorer, så data ikke ser alarmerende ud. Det skyldes at væsentlige faktorer ikke indgår:

Dels fremstår beregningen som som et fordrageligt nulsums-spil, men det skyldes kun, at “bøde” på ca. 140 mio. kr. til uni’erne (for underpræstering på færdiggørelse og job-faktor) her er tonløst omfordelt relativt mellem institutionerne (Ministeriet vil ikke oplyse, hvordan de 140 mio.’s bøde er fordelt mellem uni’erne, men den følger relativt på størrelsen). Når bøden om nogle år inddrages med henblik på omfordeling som ”kvalitets- og resultattilskud”, kan plusser og minusser for de enkelte uni’er se anderledes ud.

Og netop kriterierne for fordeling af denne pulje er formentlig et hot tema i de mørkelagte forhandlinger:  Mens det er en ministerdrift at få den som en løs ”ministerpulje”, vil oppositionen have fastlagt kriterierne.

Og dels er det konsekvenserne i den udfoldede model 2019 uklare, for ifølge forslaget skal kriterier (for grundtilskuddet) ”genfastsættes” efter fire år ”på baggrund af en samlet kvalitetsvurdering, fremadrettede prioriteringer og opfølgning på de strategiske rammekontrakter” (Pinds forslag). Hvad betyder det, spørger oppositionen, ikke mindst for at få  få oplyst, hvilken sammenhæng der skal være mellem performancekrav og resultatkontrakter, som forslaget åbner op for om nogle år?

Uni-studerende studerer flere timer pr. uge

Danske uni-studerende har tilsyneladende strammet deres studiedisciplin op de sidste tre år, så de gennemsnitligt  går til undervisning og forbereder sig i 38 timer pr. uge.

Det er en forbedring fra 2013-2016. De bachelor-studerende har i de tre år højnet deres ugentlige studietid med 5,4 timer (fra 32,5 til 37,9 t.). Og de kandidatstuderende har hævet studietiderne med 4,2 timer (fra 33,9 til 38,1 t.).

Det viser en studieundersøgelse, som ministeriet indberetter til EU’s Eurostudent-kontor (SE STUDERENDES TIDSBRUG PÅ STUDIER HER)

De ba-studerende bruger mere tid på både undervisning og forberedelse (hhv. 18 og 19 timer). Ikke overraskende bruger de kandidatstuderende færre timer på direkte konfrontations-undervisning (14 t.) men selvstuderer det mere (24 t.).

Da undersøgelser for nogle år siden viste, at nogle fag kun udbød 6-8 timer ugentligt, anbefalede politikerne, at studier skulle tilbyde minimum 12 timers undervisning pr. uge på alle studier. Minister Søren Pind omtaler indirekte dette som en forklaring på den større studiedisciplin, når han siger, at stigningen ”først og fremmest skyldes flere undervisningstimer, og knap så meget de studerendes indsats uden for undervisningslokalerne” (Pressemeddelelse.

Når ministeren ikke henviser til, at studiefremdriftsreformen (2015) – der straffer studieoverskridelser – som årsagen til den større studiedisciplin, skyldes det formentlig, at denne først fik effekt efter 2016. (Universiteterne kan dog fremvise statistikker, som fortæller, at studiedisciplinen er forbedret en del de senere år, hvis det måles på de gennemførelsestider.)

Undersøgelsen fortæller ikke, hvordan studie-disciplinen varierer mellem hovedområderne. En undersøgelse på KU (2014) afslørede imidlertid stor variation: Studerende på våde fag (især sund’, og i mindre grad på nat’) har mange u-timer. Omvendt bruger de jurastuderende færrest timer på studieaktiviteter, tæt fulgt af de humaniora-studerende. Samfundsvidenskabs studerende ligger midt mellem de nat’ og de hum’ –studerende. (SE KUs studietidsanalyse 2014 s.8)

 

Kritik af publicistpris: ‘Skadelig for videnskaben

  • ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” – SE HER

Publicistklubben – en forening for journalister og andre mediefolk – har tildelt WEEKENDAVISENs videnskabs-journalist Lone Frank den store publicistpris og 20.000 kr.  Hun er forfatter til flere bøger og har desuden en ph.d. i neuro-biologi. Prisen tildeles for en mangeårig, fremragende indsats i overensstemmelse med klubbens formål om at værne om ytringsfrihed og medvirke til indsigt i den aktuelle medie- og samfundsudvikling.

Begrundelsen lyder: ”Frank er insisterende som få, utålmodig og skånselsløs i sin kamp, ja nærmest drift, for at få den eksakte viden til at spille en rolle for os og vores samfund. Hvad enten det handler om almen videnskab eller, især, når det handler om den del af videnskaben, der kan gøre os klogere på den mest underfundige og uforudsigelige af alle skabninger: os selv”.  (SE DR-NYHED).

For følgere af de årelange kontroverser om den omstridte psykologi-professor Helmuth Nyborg er det en kontroversiel tildeling. ”Set fra min stol som fagperson er det en besynderlig og uberettiget tildeling, for Lone Frank har lavet politiserede og bias’ed partsindlæg, forklædt som ’forskningsformidling’. Hun har skrevet artikler om intelligens og neuro-forskning, som i virkeligheden var ensidig og tententiøst mikrofonholderi for Helmuth Nyborgs såkaldte ’forskning’, der var mere politik end videnskab. Dermed har hun legitimeret Nyborgs manglende standarder, og på den måde har hun været skadelig for videnskaben”, forklarer psykologi-prof. emeritus Jens Mammen, som var Nyborgs tidligere institutleder og en af klagerne over hans forskning.

”Ud fra Franks artikler tror folk, at kontroverserne om Nyborg handlede om faglige uenigheder og fejder mellem faglige ligemænd. I virkeligheden handlede det om, at Nyborg var en fusker. Han konstruerede data (om population og fertilitet), som passer til hans politiske synspunkter. Han kunne ikke fremlægge data på, at mænd er klogere end kvinder. Og i UVVU-sagen kunne han ikke fremlægge kilden til sine såkaldte FN-data, som altså var konstruerede. Og den mangel på videnskabelige standarder har Frank altså legitimeret i sin journalistik”.

Mammen kalder flere af Lone Franks forsidehistorier i WEEKENDAVISEN for partsindlæg. I 2013 hed overskriften ”Ude af kontrol(SE 29.11 2013). Dens påstand var, at uredelighedsudvalget UVVU var usagligt; Nyborg var ”det seneste offer”, som var uretfærdigt behandlet. Artiklen undlod at referere Nyborgs forseelser: At han havde brugt en ”ghostforfatter”, der kom fra den rabiate Den Danske Forening. At det var umuligt at identificere en central FN-kilde, artiklen var bygget på ”uoplyst konstruktion af data eller substitution med fiktive data” (UVVUs afgørelse).

Og årsagen til Franks fortielser kunne være, at Frank faktisk havde brugt Nyborgs fusk-dømte artikel (”The decay of Western Civilisation”) som hovedkilde til en tidligere forsideartikel ”Det usigelige(SE  22.7 2011). Hvis hun altså skulle referere UVVUs uredeligheds-dom over artiklen, måtte hun for en god ordens skyld også fortælle, at hendes tidligere artikel byggede på den…

Mammen: ”Frank fortalte i forsidehistorien om UVVU, at internationale forskere støttede Nyborg imod UVVU. Men et simpelt kig på Nyborgs netværk afslørede, at det var et sammenrend af højrefløjs-rabiate og racister. Og Frank undlod at spørge Nyborgs opponenter – fx os kritikere – hvad der var substansen i vores klager over Nyborgs ’forskning’. Hvordan kan man få Publicistprisen, når man ikke overholder simple journalistiske regler?”

WEEKENDAVISEN afviste i 2013 at svare på kritikken af forsideartiklerne. Men FORSKERforum forelægger den for Lone Frank, så hun kan replicere  i FORSKERforum 305, der kommer i begyndelsen af juni.

NYT BEVILLINGS-SYSTEM: Pind forhandler bag lukkede døre

Folketingets partier har indledt forhandlinger om uni-minister Søren Pinds forslag til ny bevillingsmodel. I går blev der afholdt et såkaldt sættemøde, hvor forslaget blev fremlagt og de enkelte partier havde mulighed for at komme med markeringer og spørgsmål. I de næste uger bliver der så forhandlinger, hvor Pind finder ud af, om han kan få hele eller dele af oppositionen med på en aftale, som skal række mange år frem i tiden.

Ministerens modelforslag er ikke hugget i granit, men åbent for justeringer, fortæller oppositionens ordførere. Især efterlyste han åbent forslag til, hvordan man kan definere uddannelseskvalitet, og hvordan det kan indgå som bevillings-parameter.

Ministerens modelforslag har tre elementer: 20 pct. grundtilskud (bevillingssikkerhed i 4 år), 70 pct. aktivitetstilskud (udløst pr. eksamen og på tre taxameter-niveauer) samt 10 pct. kvalitets- og resultattilskud (5 pct. på færdiggørelses-bonus og 5 pct. på job-bonus. (SE FORSLAG: BEVILLINGSMODEL)

De indbudte partier fra oppositionen markerede sig alle positivt over for forslaget om 20 pct.s grundtilskud, som giver institutionerne en fast ramme. Men man vil have nærmere afklaret, hvad det betyder, at grundtilskuddet skal genfastsættes efter 4 år ”på baggrund af en samlet kvalitetsvurdering, de fremadrettede prioriteringer og opfølgning på de strategiske rammekontrakter”.

Og så rettede skepsis’en sig især mod 10 pct.s performancepuljen (5 pct. gennemførelsesbonus og 5 pct.s jobbonus) og mod, hvad der defineres som kvalitet og den ’kvalitetspulje’, som ministeren vil uddele.

”Grundtilskuddet på 20 pct. er positivt, og må gerne være større. Ti-pct.s puljen bliver en knast i forhandlingerne, for de er baserede på præstation og ikke på ’kvalitet’. SF er således ikke begejstrede for 5 pct.s beskæftigelses-taksameteret, som det bliver svært at sætte kriterier op for og som vil ramme nogle uddannelser særlig hårdt”, fortæller ordfører Jacob Mark (SF). ”Og så er kriterierne for, hvad ’kvalitetspuljen omfatter helt uklare. Efter hvilke kriterier skal ’genfastsættelse’ ske efter 4 år? Hvad det indebærer, skal aftales nu og ikke efterfølgende og vilkårligt”.

Enhedslisten siger nogenlunde det samme, men med en lidt skarpere retorik: ”Uden at lægge mig fast på forhånd, så kan jeg ikke forestille mig, at Enhedslisten er med i en aftale med de 10 pct. performance. De 10 pct. burde lægges oven i grundtilskuddet”, mener ordfører Bruno Jerup (EL). ”Modellen har nogle økonomisk prægede incitamenter, som forstærker styringen på faktorer, som der ikke er ’kvalitet’ i. Det skal altså defineres konkrete bevillingskriterier, som ikke er alt for bureaukratiske, men som tager hensyn til hver institutions krav. Der skal ikke asfalteres, mens der køres”.

Fra regeringens normale støtteparti, Dansk Folkeparti, siger ordføreren: ”Det er et udmærket udgangspunkt for forhandling. Men man kan da diskutere, hvor meget ’kvalitet’, der er i gennemførelses- og jobstatistikker! Så der er brug for nærmere bestemmelse af, hvad der er ’kvalitet’ En slags peer-review hvert fjerde år på uddannelses- og forskningskvalitet kunne måske indgå som bevillingsfaktor”, spørger Jens Henrik Thulesen Dahl (DF). ”Den fremlagte models mange faktorer er også bureaukratisk, så der er plads til forenklinger. Endelig kan man da også overveje princippet om, at bevillinger skal gives som belønninger til de bedste; nogle med problemer har jo brug for penge til forbedringer! På den måde er der mange faktorer i spil”.

FORSKERforum har forgæves forsøgt at få kommentarer fra ordførerne Mette Reismann (S), Sofie Carsten Nielsen (Rad.) og Carolina Magdalena Meier (Alt.).

Ministeren forventer, at forhandlingerne om en ny bevillingsmodel er afsluttet inden Folkemødet på Bornholm d. 15. juni.

Bog: Vindmølleindustri fyrede AAU-professor

Støjprofessor Henrik Møller blev fyret d. 26. marts 2014 fra AAU med henvisning til besparelser, selv om instituttet faktisk havde nybesat to lektorstillinger året før på fagområdet akustik (SE INFORMATION 2014). Selv om han var en højprofileret og internationalt kendt støjforsker, så pegede pilen på ham, fordi hans eksterne indtjening var for lav. Han havde ”det største misforhold mellem indtægter og udgifter”, som dekanen og institutlederen formulerede det.

Men det var ikke den reelle begrundelse, fortæller en bog, som udkommer i dag. Ledelsen ville af med ham, fordi hans forskning i lavfrekvente lydgener fra vindmøller og hans kritiske udtalelser i pressen ikke passede vindmølleindustrien. Støjgrænser, støjundersøgelser og naboklager kan nemlig blokere for opførelse af vindparker tæt på beboelser.

Bogen ’En skjult magt’ fremlægger en række indicier på, at der var sammenhæng mellem fyringen og pres fra vindkonsulenten DELTA (medlem af vindmølle-lobbyens brancheorganisation). Bogen afslører, at efter en række konflikter mellem forskeren og lobbyen kommunikerede dekan og institutleder underhånds med DELTA, som mistænkeliggjorde forskeren – og som angiveligt tilskyndede AAU-lederne til at passivisere støjforskeren.

Forfatteren Peter Skeel Hjorth – kritisk vindmølle-journalist – har fået aktindsigt i korrespondance og mails, og dem bruger han til at flette en nærmere forbindelse mellem vindmølle-lobbyen og støjprofessorens chefer. Tonen mellem dekanen og lobbyisterne er kammeratlig og indforstået. Der er telefonsamtaler og møder uden referater, som sammenfattes i kryptiske udtryk i efterfølgende mails, fx når DELTA taler om ’det emne, som ligger os mest på sinde’ – underforstået at støjforskeren skulle passiviseres, indikerer forfatteren.

Eks-rektor Finn Kjærsdam slipper uplettet fra forløbet, da han principielt afviste lobbyens pres: ”Det er ikke Aalborg Universitet, men 3 frie forskere, der har udtalt sig. Forskere, der har både ret og pligt til at ytre sig inden for deres fag, i overenstemmelse med deres overbevisning” (s.169).

Derimod er bogens fremstilling lidet flatterende for AAU-dekan Eskild Holm Nielsen og institutleder Børge Lindberg. Forfatteren konstaterer, at sagens skandale var, at deres forretningsmæssige strategi og samarbejde med vindmølleindustrien var vigtigere end at bakke op om deres medarbejdere, deres forskning og formidling (s.184).

Bogen fortæller, at ledelsen uden held prøvede at presse Henrik Møller til at indgå en frivillig aftale om fratrædelse, hvorefter han blev fyret. Over for FORSKERforum afviser dekanen den fremstilling og henviser til, at der blev indgået en frivillig aftale (med IDA som mellemmand).

Bogen samler en række indicier på, at AAU-lederne har sat økonomi og samarbejde med industrien højere end forskningsfriheden. Branchens lobbyister kommunikerede fx direkte pr. telefon eller mail med dekanen – som ikke er fagkyndig på området – uden om forskerne: ”Henvendelsen til dekanen var direkte indblanding i et universitets indre anliggender, den fri forskning og formidling” (s.140). Og dekanen deltog i et møde med lobbyens bestyrelse, hvor temaet bl.a. var AAU-forskernes ”deltagelse i offentlig debat” (s.172).

På FORSKERforums spørgsmål om, hvorfor dekanen ikke afviste den type pres, svarer Eskild Holm Nielsen: ”Jeg har ikke haft underhåndskorrespondance med nogen. Jeg var inviteret til at give et oplæg og jeg fremlagde fx strategier for vores 80 ph.d.’ere på området, som vi gerne vil have industrien mere involveret i. Jeg har ikke notat fra mødet. Der blev nævnt ting, som vi var uenige om, men jeg sagde, at vores forskere har ret og pligt til at udtale sig. Jeg kunne ikke drømme om at indskrænke mine forskeres forsknings- eller ytringsfrihed”.

Dekanen vil ikke kommentere bogens nærmere detaljer, for han har ikke læst bogen. Men ud fra, hvad han har hørt, kalder han den ”konspiratorisk” og ”social konstruktivisme”. Han lover dog FORSKERforum et nærmere interview, hvis han får den læst.

Bogen udkommer i dag (SE FRYDENLUND). Den er allerede omtalt af de lokale medier, der insinuerer at den er et partsindlæg, fordi forfatteren er kritisk overfor vindmølle-industrien (SE NORDJYSKE)