Kategoriarkiv: Nyheder

Pressenævnet kritiserer FORSKERforum

FORSKERforum får kritik for misvisende gengivelse af nævnets kendelse.

I artiklen ”Klimafejde: Pressenævnet kritiserer FORSKERforum”, bragt på forskeren.dk den 1. oktober 2018, gengav FORSKERforum to kendelser afsagt af Pressenævnet den 25. september 2018.

Kendelserne vedrørte klager over FORSKERforum indbragt af Jens Olaf Pepke Pedersen.

Jens Olaf Pepke Pedersen har klaget til Pressenævnet over artiklens gengivelse af én af de to afsagte kendelser.

Pressenævnet anser FORSKERforums udlægning af nævnets kendelse for misvisende, hvilket nævnet udtaler kritik af.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk.

Uredelighedsnævn halter efter tidsfrister

En uredelighedsanklage hæmmer ens arbejde som forsker, fortæller DPU-professor Lars Qvortrup, der nu er blevet frikendt efter 1 år og 6 dage. “Det kunne da være vidunderligt, hvis sagsbehandlingstiden var kortere”.
Foto: Niels Ahlmann Olsen/Ritzau Scanpix

Sagen om Skovmand-klagerne viser, at lange sagsbehandlingstider stadig er et problem i uredelighedssager. Det får flere til at sætte spørgsmålstegn ved praksisudvalgenes rolle.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

1 år og 6 dage. Så lang tid tog det for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed (NVU) at behandle og afvise de klager, UC Lillebælt-lektor Keld Skovmand sidste år rettede mod en række pædagogiske forskere. Og det er lang tid at gå rundt og være mistænkt for at være en snydepels, lyder det fra de anklagede forskere.

“Det er meget ubehageligt, at man som privatperson bliver hængt ud for noget, man selv ved er grundløst, og som man ikke kan tage til genmæle mod”, siger professor ved DPU Lars Qvortrup. Selv om det ikke skaber nogle direkte restriktioner, bliver en verserende uredelighedssag alligevel en usynlig, hæmmende faktor i forskningsarbejdet.

“Det er svært at måle den slags ting, men det er klart, at i den 12 måneder lange periode, jeg har været anklaget, har jeg været tilbageholdende for eksempel med at lave ansøgninger til forskningsfonde. De kan jo ikke vide, om der er noget om sagen, og man får nemt den tanke, at der sjældent går røg, uden at der er brand et sted”, fortæller han.

Tre måneder før behandling
Sagen viser, at sagsbehandlingstiden stadig er et problem i uredelighedssager, som det var under NVU’s forgænger, Uredelighedsudvalget (UVVU). UVVU fik i sine sidste leveår heftig kritik, blandt andet for belastende lange sagsbehandlingstider.

Da UVVU i 2017 blev udskiftet med NVU, ændrede man blandt andet procedurerne omkring høringsretten, således at nævnet kan vælge at afgøre sagen uden at høre klager. Før kunne sagen vandre frem og tilbage, når ethvert svar skulle i høring hos modparten. Men trods den ændring kan sager altså stadig trække ud.

Forskerforum har bedt om aktindsigt i sagsbehandlingen af en af de i alt fem klager, Skovmand indsendte. Her fremgår det blandt andet, at der går små tre måneder, fra klagen modtages i nævnets sekretariat, til den første gang bliver “vurderet indledningsvist” ved et møde. Herefter går der 3½ måned, før sagen behandles ved et møde, endnu 2½ måned, før et afgørelsesudkast behandles, og nye 2½ måned, før afgørelsen træffes.

Udfordret med frister
I NVU’s årsberetning for 2017 og 2018, som netop er kommet, fremgår det også, at nævnet i perioden har “haft vanskeligt ved at overholde sagsbehandlingstiderne”. Nævnets formand, Jens Hartig Danielsen, landsdommer og tidligere professor ved AU, henviser i beretningen til, at nævnet har haft flere sager end UVVU, men har færre faglige medlemmer at trække på.

Over for Forskerforum begrunder han yderligere med, at komplekse sager tager lang tid.

“Hvis et større sagskompleks vedrører flere anmeldelser, flere anmeldte personer, flere videnskabelige produkter, mange bilag og sagsakter i øvrigt, så tager det tid”.

Loven tillader stadig en sagsbehandlingstid på op til 12 måneder, hvis en sag realitetsbehandles. Hvis en sag afvises som åbenbart grundløs, er fristen 3 måneder.

Keld Skovmand indsendte i alt 5 anmeldelser i marts og april 2018, hvor han anmeldte 55 forhold. Ingen af anmeldelserne førte til afgørelse om uredelighed. En enkelt af de fem anmeldelser blev afvist uden realitetsbehandling, fordi den ikke handlede om et videnskabeligt produkt. Men nævnet valgte at behandle sagerne samlet, og den måtte derfor vente på de andre afgørelser.

Praksisudvalg ser sig selv som postkasse
Lars Qvortrup ærgrer sig over sagsbehandlingstiden, men han vil ikke klandre NVU.

“Det kunne da være vidunderligt, hvis sagsbehandlingstiden var kortere. Men nævnet har de ressourcer, det har. Og det vil også kunne fungere, hvis nævnet ikke fik åbenlyst urimelige anmeldelser”, siger han.

Keld Skovmand sendte ikke sine anmeldelser til NVU, men til praksisudvalget på AU. Det har dog ifølge praksisudvalgets formand, Palle Bo Madsen, været en ren ekspeditionssag at sende dem videre til NVU.

“Billedligt talt er vi i disse sager nærmest at betragte som en postkasse, som anmeldelsen til NVU puttes i, efter at vi har påset, at der er frimærke på”, udtalte han til fagbladet Folkeskolen.

Professor ved DPU Jens Rasmussen er en anden af de anklagede forskere. Og han peger netop på praksisudvalget som en instans, der i hans øjne godt kunne spille en mere aktiv rolle.

“Hvis en klage er åbenlyst ubegrundet, synes jeg, den bør sorteres fra allerede i praksisudvalget. Jeg så gerne udvalget som en gatekeeper, der foretog en form for sagsbehandling. Så ville eksempelvis klagerne om tekster, der ikke er videnskabelige, kunne være siet fra allerede der”, siger Jens Rasmussen.

Lars Qvortrup er delvist enig.

“Som institution skal man være varsom med, at der ikke kan opstå mistanke om, at man beskytter egne medarbejdere og kolleger. Men når det handler om de ikkevidenskabelige publikationer, så er det rigtigt, at man godt kunne have konstateret, at der ikke er tale om en videnskabelig diskussion, så den stopper vi her”.

Vil ikke forhåndsvurdere sager
Palle Bo Madsen afviser, at praksisudvalget kunne have undladt at sende Skovmands klager videre, selv når der ikke var tale om videnskabelige publikationer.

“Det er NVU, som har kompetencen til at afgøre, om noget er et videnskabeligt produkt og dermed er omfattet af NVU’s kompetence til at behandle selve sagen. Hvis der derfor kan være nogen som helst tvivl herom, vil sagen altid blive forelagt NVU”, skriver han i et svar til Forskerforum.

Har “Skovmand­sagen” givet anledning til overvejelser om proceduren for sagsbehandling, eksempelvis om der skal ske en grundigere screening af sagerne, før de ekspederes videre?

“Nej. Den “screening”, som den lokale forskningsinstitution skal foretage, består alene i at påse, at anmeldelsen om videnskabelig uredelighed indeholder de oplysninger, som kræves af loven. Det må ikke forveksles med en forhåndsvurdering af, om der rent faktisk foreligger videnskabelig uredelighed.”

Ikke tilfreds med praksisudvalg
Jens Hartig Danielsen er dog ikke helt enig i, at praksisudvalget bare er en postkasse.

“Når institutionen modtager en anmeldelse, skal den påse, at de nødvendige oplysninger er til stede, og efter dialog med nævnet udarbejde en redegørelse for sagens faktiske omstændigheder. Og hvis anmeldelsen ikke er tilstrækkeligt begrundet, skal anmelder vejledes af institutionen”, forklarer Jens Hartig Danielsen.

“Hvis det eksempelvis påstås, at nogen har plagieret, skal institutionen sikre, at det er angivet, præcis hvilke tekststeder den anmeldte påstås at have plagieret fra, og hvor i den anmeldtes produkt den plagierede tekst er indsat”.

Her ser Jens Hartig Danielsen et oplagt forbedringspotentiale. For den opgave har alle praksisudvalg ikke håndteret lige godt.

“Det har taget noget tid at køre den nye lov ind, så det kan sagtens blive bedre. Det er et spørgsmål om, at samarbejdet mellem institutionernes praksisudvalg og nævnet udvikles”.

Han giver dog Palle Bo Madsen ret i, at det er nævnets opgave at afgøre, om der konkret er tale om et videnskabeligt produkt. Jens Hartig Danielsen og NVU’s sekretariat er i øjeblikket i dialog med praksisudvalg på de forskellige universiteter for netop at styrke samarbejdet og sikre, at hver instans løser sine opgaver.


Vi har interviewet

Foto: Privat

En uredelighedsanklage hæmmer ens arbejde som forsker, fortæller DPUprofessor Lars Qvortrup, der blev frikendt efter 1 år og 6 dage.


Foto: AU

DPU-professor Jens Rasmussen mener, praksisudvalgene skal være gatekeeper for useriøse uredelighedsanklager.


Foto: Privat

Nævnet for Videnskabelig Urdelighed har problemer med at leve op til fristerne for behandling af uredelighedssager, erkender nævnets formand Jens Hartig Danielsen.


 

Skal klager have mundkurv på?

Sagen om Keld Skovmands anklager mod flere pædagogikforskere blev offentligt kendt, da Weekendavisen. i januar bragte en stor forsideartikel om sagen. anledningen var, at Keld Skovmand udgav to bøger, hvori han åbent fortalte om de klager, han indsendte til praksisudvalget på AU i foråret 2018

Historien skabte meget medieinteresse, men dækningen af sagen var præget af, at ingen anklagede forskere ville udtale sig om sagen. Keld Skovmand på sin side fortalte gerne om klagerne og sine faglige argumenter.

Det, som de anklagede forskere dog gerne ville – og stadig vil – tale om, er deres utilfredshed med Keld Skovmands åbenhed, som de synes er et brud med uskrevne regler.

“I en sag af den her slags procederer man ikke sin sag, mens den bliver behandlet. Det er jo påvirkning af en juridisk instans, mens den er i arbejde”, siger Lars Qvortrup.

Hvor står den regel?

“Det står ingen steder. Det er simpelthen et spørgsmål om almen dannelse. Grundloven sikrede, at retssystemet kunne arbejde uden at være under pres fra omverdenen. Og tænk hvis vi, vores ledere, hele universitetsverdenen begyndte at udtale os om sagen. Du ville punktere systemet fra første dag”.

Burde man regelfæste, at der er tavshedspligt om en sag under behandling?

“Jeg synes, det er et dårligt system, hvis man skal regelstyre sig ud af alle former for uhensigtsmæssig adfærd, og et forbud vil være uheldigt. Forholdet til NVU handler om akademisk dannelse, derfor respekterer vi, at man ikke påvirker en instans, der arbejder”, siger Lars Qvortrup.

Hans kollega Jens Rasmussen vil dog godt gå skridtet videre og ønske en reel tavshedspligt for anmeldere såvel som anklagede.

“Jeg har et problem med, at klager har procederet sin sag og dermed stillet os til skue. Så skal man diskutere ændringer i proceduren, vil jeg mene, at klager bør have tavshedspligt. Den gabestok, som vi har været i, synes jeg ikke er acceptabel”.

Forskerforum har forelagt Keld Skovmand kritikken om, at han har procederet sagen, og at det udtrykker en manglende respekt for retssystemet. Skovmand svarer, at den kritik i hans øjne er ubegrundet, og derfor vil han ikke forholde sig til den. Han henviser dog også til en kommentar i fagbladet Folkeskolen, hvori han skriver, at “alternativet var at skulle afvente og acceptere en afgørelse uden at have fremlagt analyser og dokumentation i offentligheden og så først skulle agere nu, eller når sagerne engang er færdigbehandlet i praksisudvalget. Jeg er glad for at have gjort mit materiale tilgængeligt, sådan at alle kan tage stilling til det”.

Den statslige bolighaj

Af Olav W. Bertelsen, formand for Universitetslærerafdelingen i DM, FTR på AU

Dette nummer af Forskerforum afdækker, at staten gennem Bygningsstyrelsens udlejning af universiteternes egne bygninger til universiteterne tilbagefører store dele af bevillingerne til statskassen.

Det er den såkaldte SEA-model for huslejeberegning, der er omdrejningspunktet. Princippet er, at Bygningsstyrelsen skal drive bygningerne erhvervsmæssigt; konkret er der for tiden et afkastkrav på omkring en halv mia. kroner eller to tredjedele af RUC’s omsætning. I kombination med den nye ejendomsvurdering medfører SEA-modellen yderligere underminering af universiteternes økonomi. Hvis politikerne vælger at kompensere universiteterne, har de konstrueret endnu et middel til at få forskningsbudgetterne til at se større ud, end de reelt er.

Det har længe været KU’s højlydte ønske at få selveje. Det har virket underligt for mange, for hvorfor dog selv tage alt besværet med og i øvrigt være bundet til en meget sammensat bygningsmasse? Det kunne imidlertid se ud til, at den budgetmæssige kompleksitet ved at skulle være lejer hos den statslige bolighaj, Bygningsstyrelsen, langt overstiger usikkerheden ved selv at drive en særdeles heterogen samling af bygninger. Dertil kommer, at Bygningsstyrelsen hen over de seneste år har opbygget en portefølje af talentløst håndterede byggesager, fx Bohr-bygningen, der er blevet massivt forsinket og ca. 4 gange så dyr som planlagt.

Systemet fungerer ikke, når en utæt lade i Foulum nærmest koster det samme pr. kvadratmeter som tidssvarende kontorlokaler. AU opsiger lejemålet på disse statslige lader og flytter ensilageproduktionen ud under presenninger på marken, hvorefter laderne står tomme. Hvad er gevinsten?

Der er altså flere problemer på spil.

For det første er der det åbenlyse problem at politikerne snyder på vægten med statens bevillinger til universiteterne, idet en stor del af pengene skal sendes tilbage til staten i form af opskruede huslejer. Selv hvis universiteterne bliver kompenseret, er dette pengecirkus en fordrejning ift. målsætningen om, at 1 procent af BNP skal gå til offentlig forskning.

Det er symptomatisk for tidens politikere, at de gemmer nedskæringspolitikken bag intrikate budgetmodeller og fiflerier. Man giver med den ene hånd og tager det dobbelte med den anden. Politik bliver reduceret til gold udgiftsstyring.

For det andet er den del af økonomien, der retter sig mod drift, vedligeholdelse og nybyggeri, helt ugennemskuelig for institutionerne. Der er ikke tillid til, at staten agerer professionelt og hensigtsmæssigt. Der er for mange eksempler på, at projekter er kørt af sporet.

Endelig skaber det problemer for arbejds- og studiemiljøet på universiteterne, når de opskruede huslejer presser universitetsledelserne til at overudnytte undervisningslokaler med faste aftenmoduler på de almindelige daguddannelser, eksamener på helligdage osv.

Vi er på vej ind i en valgkamp, hvor flere partier har meddelt, at de vil afskaffe de årlige toprocentsbesparelser på uddannelsesinstitutionerne. Det er et let forståeligt og populært løfte, men det er også helt nødvendigt, at besparelserne stopper nu; der er skåret helt ind i knoglen. En afskaffelse af toprocentsbesparelserne hjælper bare ikke noget, hvis politikerne samtidig skruer op for kravet til, hvor stor en del af universiteternes bevillinger Bygningsstyrelsen skal hente tilbage til statskassen.

Stop Bygningsstyrelsens malkning af universiteterne – nu!

AAU-medarbejdere kræver totalt stop for nyt it-system

Illustration: Steve Scott, Ritzau Scanpix

Det skal ikke justeres, det skal simpelthen bare skrottes. Så markant lyder kritikken af et system, der skal centralisere lokalefordeling og skemalægning på AAUaau. Men systemet bliver ikke droppet.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Tre institutter på AAU har i dette efterår været ramt af SOL-formørkelse. Ikke det astrologiske fænomen, men et it-system med navnet SOL, der i den grad har gjort livet besværligt for ansatte og studerende.

SOL er en forkortelse for “skemalægning og lokalebooking”. Systemet skal overtage den lokale planlægning omkring skemaer og undervisningslokaler, blandt andet for at øge belægningsgraden – eller som det hedder på projektsitet: “Ensarte skemalægning og lokalebooking på tværs af universitetet med ressourceeffektive og digitale processer”.

Men skal man tro de medarbejdere, som fra og med efteråret 2018 har skullet benytte systemet, er det på ingen måde ressourceeffektivt. Det er tværtimod en ressourcerøver af rang.

“Ud over en markant kvalitetsforringelse og frustration for VIP har det medført en øget arbejdsbyrde for netop VIP i processen, og der er ingen synlige gevinster for instituttet”, lyder kritikken i en evaluering skrevet af en af de involverede VIP’er og omdelt ved et møde i hovedsamarbejdsudvalget.

Opfordringen i den evaluering var helt klar: Stop projektet øjeblikkeligt.

Skaber trivselsproblemer
SOL har været indført som pilotprojekt på tre institutter, alle beliggende i AAU Campus City, også kaldet Rendsburggade.

Og her har systemet ikke alene være bøvlet og arbejdskrævende, det har simpelthen haft negative konsekvenser for arbejdsmiljøet.

“Der har helt evident været nogle ganske betragtelige problemer i SOLprojektets pilotfase, som har haft en for nogle ganske stor negativ indvirkning på deres trivsel. Det gælder for såvel det teknisk-administrative som det videnskabelige personale”, udtaler Martin Mølholm, som er adjunkt og arbejdsmiljørepræsentant for det videnskabelige personale i Rendsburggade.

Han fortæller, at både arbejdsmiljøorganisationen og samarbejdsudvalget har rettet en alvorlig kritik af systemerne og hele forløbet omkring pilottesten. Han oplever dog, at projektledelsen lytter til kritikken og er indstillet på at imødekomme den så godt som muligt.

“I min verden er det tilgiveligt at fejle – også at fejle stort”, siger Martin Mølholm, der er indstillet på at give SOL-projektet en chance for at komme på ret kurs.

Investering i besparelser
Det er ikke kun arbejdsmiljø, men også kroner og øre, der står på spil omkring indførelsen af SOL. For AAU er det en investering, der på længere sigt skal give et økonomisk afkast, fordi man forventer at spare penge på bedre lokaleudnyttelse og mindre administration. De besparelser anslår AAU til at udgøre omkring 10 millioner årligt.

Men der er også store minusser i det regnestykke. Udgifterne i projektfasen til lønninger og system anslår AAU til at udgøre 4-5 millioner årligt. Og når systemet er oppe at køre, bliver der årligt ekstra faste udgifter på 4 millioner kroner til et antal ekstra skemalæggere og systemlicenser for 0,5 millioner kroner, oplyser AAU.

“Bagtanken er en mere effektiv udnyttelse af lokaler. Men så har man koblet det sammen med skemalægning, som er en kompliceret proces, der tager højde for mange ting. Og det kan man ikke bare lægge ned i sådan et system. Det er blevet bureaukratisk og tumpet med en masse sagsgange mellem parter, der skal bekræfte tingene”, siger Ole Busck, der er DMfællestillidsmand på AAU.

Han er ikke imod formålet med projektet, men udførelsen har været håbløs.

“Vi er ikke nejsigere i forhold til digitale hjælpemidler. Vi har mange af dem, for eksempel digital eksamen, det kører helt fint. Med det har man overflødiggjort noget sekretærarbejde, og det er fornuftigt nok. Men det her er ikke tænkt igennem. Man burde have testet det i mindre skala. I stedet har man valgt at gøre flere hundrede medarbejdere til forsøgskaniner”.

Erkender problemer, men holder fast
Problemerne bliver da også fuldt ud anerkendt af den styregruppe, der er nedsat omkring implementeringen af SOL-systemet.

“Der er bred enighed om, at de it-løsninger, som er implementeret i Rendsburggade, ikke har fungeret tilfredsstillende. De har ikke været testet af, inden de blev rullet ud, de har været fejlbehæftede, og de mangler helt grundlæggende funktionaliteten til at kunne give studiesekretærer og undervisere/semesterkoordinatorer det fornødne overblik til at få undervisningsplanlægningen til at falde korrekt på plads”. Sådan hedder det i et referat fra et møde i styregruppen.

Men projektet og systemet bliver ikke skrottet på trods af opfordringerne. Det fortæller studiechef Lone Vestergaard, der er formand for styregruppen.

“Både AAU’s øverste ledelse og styregruppen tager kritikken og problemerne alvorligt, men vi skrotter ikke systemet. Vi tager ved lære af de erfaringer, vi har fået, og så definerer vi en ny pilottest af systemet. For alternativet – at vi ikke har et system til skemalægning – er endnu mere problematisk”.

Man har da kunnet lægge skemaer uden det her system?

“Men det har været alt for tungt. Der bliver bundet mange ressourcer i skemalægning og ubenyttede lokaler. Projektets overordnede formål er at få frigjort nogle penge, vi kan bruge på vores kerneydelser.”

Tungt og omstændeligt
Lone Vestergaard lægger dog ikke skjul på, at SOL-projektet har været en tur op ad bakke.

“Der har været mange udfordringer med den her pilot, det er ikke nogen hemmelighed. Før projektet havde vi kortlagt, at der er virkelig mange involverede, når der skal lægges skemaer, og det ville vi gerne gøre mere effektivt. Men det har systemet ikke kunnet understøtte. Det har været tungt for VIP’erne med alt for mange tilbageløb – mailkorrespondancer og omstændelige dialoger. Det er noget af det, der har overrasket mest”.

Burde I have testet i et mindre setup, før I kørte en pilottest på tre institutter?

“Det var nødvendigt at teste på et større, sammenhængende miljø for at kunne gøre piloten realistisk. Og skal man så være bagklog – og det er man jo efter en pilottest – må man konstatere, at det har været udfordrende for de faglige miljøer. Forventningerne var, at vi kunne lave en pilot og så gå i fuld drift. Og det kan vi ikke”.

Fortryder ikke systemvalg
Har I købt katten i sækken med det her system?

“Der har været en grundig udbudsproces, så jeg mener ikke, det er et spørgsmål om, hvorvidt vi skulle have valgt noget andet. Men leverandørsamarbejdet har måske vist sig sværere end forventet. Systemet har vist nogle sider, hvor det er udfordret i forhold til det, det skal kunne. Men “katten i sækken” – den formulering vil jeg ikke bruge”. Syllabus, som er det system, SOL bygger på, bruges på flere andre universiteter, blandt andet KU. Derfor var det ifølge Lone Vestergaard et oplagt valg, da man for et år siden valgte leverandøren Scientia på baggrund af det åbne udbud. Hun vurderer dog, at systemet på AAU muligvis bruges i et mere komplekst omfang.

Fremadrettet er planen nu, at der skal køres en ny pilottest af SOL, der denne gang kun skal finde sted på Institut for Kommunikation. De to øvrige institutter har meddelt, at de ikke ønsker at deltage i en ny pilottest.

Humaniora på KU fyrer 11 – skærer 48 stillinger i alt

En gruppe studerende havde hængt et banner op på Torvet på KUA2 den 8. maj, hvor de ansatte fik besked på, hvem der skal afskediges. Foto: Lars Peter Kastrup

11 medarbejdere på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet er blevet varslet afskediget. Yderligere 24 har sagt ja til en frivillig fratrædelsesordning, 13 ledige stillinger bliver ikke genbesat og 5 går på nedsat tid.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

På dagen hvor Lars Løkke Rasmussen annoncerede, at Venstre vil afskaffe det forhadte omprioriteringsbidrag, der har ført til milliardbesparelser på universiteterne, fik 11 ansatte på Humaniora på KU en fyreseddel – eller blev indstillet til uansøgt fratrædelse, som det hedder på fagsprog.

Al undervisning var på grund af ’prikkerunden’ aflyst onsdag den 8. maj mellem klokken 8 og 10.

Resultatet blev, at ud over de 11, som blev indstillet til afskedigelse, sagde 24 ja til en frivillig fratrædelsesordning, herunder 14 videnskabelige og 10 teknisk-administrative medarbejdere.

2 blev bedt om at gå ned i tid, og 3 havde selv søgt om at gå på deltid.

Forinden havde HUM-ledelsen fundet besparelser på 10 mio. kr. ved at undlade at besætte 13 ledige stillinger.

I alt 48 stillinger forsvinder altså fra Det Humanistiske Fakultet, der også var igennem fyringsrunder i 2011, hvor 35 fuldtidsstillinger blev nedlagt, og i 2016, hvor 86 stillinger forsvandt.

KU har samlet reduceret antallet af ansatte med over 700 siden 2015 primært på grund af omprioriteringsbidraget, der har skåret to procent af uddannelsesbevillingen årligt. Det har reduceret universitetets budget med 150 mio. kr. i forhold til 2015.

Lang, smertefuld proces

Lektor Peter Birkelund Andersen, fælles-TR for Dansk Magisterforening og medlem af fakultetets samarbejdsudvalg siger, at de på fakultetet trods alt er glade for, at det med de frivillige fratrædelser er lykkedes at nedbringe antallet af fyringer, men at forløbet har været langt og opslidende, da det allerede blev annonceret før jul, at fakultet skulle spare.

”Processen har været meget smertefuld, og mange af medarbejderne har i hele forløbet op partshøringerne haft store problemer med at forstå processen og deres stilling. Det har skabt meget stor bekymring blandt medarbejderne”, siger han.

Dekan Jesper Kallestrup siger, at ledelsen har afviklet forløbet så hurtigt som muligt, men at dialogen med ledelserne på institutterne har taget tid, da man gerne ville undgå grønthøsterbesparelser.

Dekanen tilføjer, at meldingerne lyder, at fyringsdagen forløb planmæssigt og ordentligt, selvom det var en trist dag for alle.

Dimensioneringen vigtigste årsag

Ifølge Jesper Kallestrup ændrer Venstres udmelding om, at omprioriteringsbidraget vil blive droppet på førstkommende finanslov, ikke på, at besparelserne er nødvendige.

HUM-ledelsen har forholdt sig til, at regeringen har besluttet, at omprioriteringen skal  fortsætte til 2022 og omfordeles inden for sektoren, men Jesper Kallestrup siger, at de netop gennemførte nedskæringer primært skyldes den politisk bestemte dimensionering af uddannelser, der har skåret optaget ned med 30 procent.

Lukker ikke fag

En lille gruppe studerende havde den 8. maj hængt et banner op, hvor der stod »Solidaritet med de ansatte – nej til fyringer«.

Malte Stolze, formand for HUMrådet, udtalte til Uniavisen, at han frygter, at kursusudbuddet vil blive mindre og mere usikkert – og at fag ligefrem vil lukke, men Jesper Kallestrup understreger, at der ikke er planer om at lukke fag.

”Det vil selvfølgelig kunne mærkes at skære så mange stillinger, men arbejdsopgaver vil også forsvinde, da vi skal undervise færre studerende som følge af dimensioneringen. Vi skal i gang med en proces, hvor vi ser på, om vi kan fortsætte med at udbyde så mange små undervisningshold, eller om undervisning i nogle fag kan lægges sammen”, siger dekanen.

 

 

 

Staten kræver overpris i husleje – nye voldsomme lejestigninger truer universiteterne

 

Ilustration: : LLUSTRA

Det er en god forretning for staten at leje bygninger ud til landets universiteter. 567 mio. kr. forventes overskuddet at blive på i 2019. Det er penge, som ellers skulle være brugt til forskning og uddannelse. nye huslejestigninger truer i 2020.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Staten trækker årligt et trecifret millionbeløb ud af universiteternes økonomi og tilbage i statskassen, så pengene ikke kan bruges til forskning og uddannelse, som det ellers var intentionen.

Manøvren sker gennem Bygningsstyrelsen, der administrerer statens huslejeordning (SEA), der har indbygget et såkaldt afkastkrav. Det skal med andre ord give overskud at leje bygningerne ud til universiteterne, lyder kravet fra Finansministeriet.

567 mio. kr. forventes at flyde fra universiteterne og tilbage til statskassen i 2019. Penge, som universiteterne betaler mere i leje, end staten har af udgifter til renter, vedligehold og administration af bygningerne. Lejeindtægten er cirka 2,4 mia. kr. og udgiften ca. 1,8 mia. kr., fremgår det af finansloven for 2019.

“Det er naturligvis problematisk, at midler, som kunne være brugt på forskning eller uddannelse, ender med at blive brugt på husleje i stedet. Det bliver vi hverken klogere eller dygtigere af i Danmark”, siger Peter Lauritzen, formand for Universitetsdirektørudvalget under Danske Universiteter og direktør for RUC.

Samtidig gennemfører Bygningsstyrelsen netop nu ejendomsvurderinger efter et nyt princip, som kan medføre yderligere lejestigninger på op til 100 procent i 2020.

Der er udbredt utilfredshed med lejepriserne og med Bygningsstyrelsen blandt de seks universiteter, som er underlagt SEA-ordningen. Undtaget er CBS og delvist DTU, som har selveje på nær Risø Campus.

Derfor er SEA et problem
Peter Lauritzen siger, at SEA-ordningen er et problem for universiteterne af primært tre årsager:

For det første er huslejeniveauet i SEA-ordningen allerede i dag højere end markedsniveauet for tilsvarende bygninger.

“Det har aldrig været meningen med SEA-ordningen, at staten skulle have indtægter/afkast af at udleje bygninger til universiteterne. Hensigten har eksplicit været, at huslejen skal afspejle de omkostninger, staten har til faciliteterne, og hvis det var sådan, ville samfundet reelt kunne få mere forskning og udvikling for pengene”, siger han.

For det andet giver det højere huslejeniveau problemer i forhold til samarbejdet med eksterne parter, da de ikke finder det attraktivt at finansiere udgifter til forskning i universiteternes bygninger, når huslejeniveauet ikke er konkurrencedygtigt, siger Peter Lauritzen.

For det tredje spænder SEA-ordningen ben for den langsigtede strategiske planlægning på universiteterne, da lejeordningen løbende bliver justeret, og forudsætningerne dermed pludselig ændres.

Byggerier bliver milliarder dyrere
Ydermere har Bygningsstyrelsen ikke formået at styre flere universitetsbyggerier tilfredsstillende. Udgifterne er løbet løbsk, og det er universiteterne, der ender med regningen i form af en højere huslejebetaling.

Særligt hårdt ramt er Københavns Universitet (KU), hvor Niels Bohrbygningen bliver 1,3 mia. kr. dyrere end planlagt, og budgettet for Mærsk-bygningen til 1,5 mia. kr. tegner til at blive overskredet med mindst 30 procent. KU har anlagt en statslig voldgiftsag mod Bygningsstyrelsen i forbindelse med begge byggerier, da man ikke vil acceptere at hænge på ekstraregningen.

KU skriver i sit budget for 2019, at der er risiko for en huslejestigning på op mod 11 procent svarende til ca. 133 mio. kr. årligt fra 2022 på grund af overskridelserne.

Niels Bohr-byggeskandalen endte med at koste direktøren for Bygningsstyrelsen jobbet, og ministeren overflyttede styringen af projekterne til Vejdirektoratet.

KU fik nej til selveje
Det er derfor heller ikke overraskende, at netop KU mest ihærdigt har forsøgt at komme ud af Bygningsstyrelsens spændetrøje og få lov til at eje sine egne bygninger. I 2015 førte KU ligefrem en offentlig kampagne for selveje.

Argumentet fra ledelsen lød blandt andet, at KU betaler staten en leje på mindst 20 procent over markedsprisen, og at SEA-ordningen betyder, at universitetet ikke selv må renovere nedslidte bygninger til international standard.

“De førende universiteter i verden har selveje, og både DTU og CBS har selveje. Det er en forudsætning for at indgå samarbejder med industrien og tiltrække forskergrupper og dermed kunne konkurrere på forskningsområdet internationalt. Ejer vi vores bygninger, bliver vi mere dynamiske i forhold til indretning og renovering af laboratorier og lokaler, og det er helt nødvendigt for at være konkurrencedygtig”, sagde daværende formand for KU’s bestyrelse Nils Strandberg Pedersen.

KU lagde også en video på de sociale medier, hvor en Pacman-figur af mursten æder sig vej gennem reagensglasrør og bøger, der skal illustrere forskning og uddannelse, efterfulgt af teksten: “Københavns Universitet betaler hvert år 180 mio. kr. for meget i husleje til staten. De penge vil vi hellere bruge til forskning og uddannelse”.

KU-ledelsen tilbød at købe sine egne bygninger for 8-9 mia. kr., men i november 2015 afviste daværende minister Esben Lunde Larsen i et kortfattet brev ønsket om selveje, selvom han tidligere havde støttet tanken:

“Regeringen har grundigt afvejet fordele og ulemper for både staten og Københavns Universitet ved bygningsselveje. Det er vurderingen, at der for staten som helhed opnås den mest hensigtsmæssige styring og forvaltning af de statslige ejendomsaktiver ved at fastholde en central forvaltning af ejendomsporteføljen”, skrev ministeren.

Universitetsavisen på KU fik afslag på at få aktindsigt i beslutningsgrundlaget, og rygterne lød, at regeringen ikke var villig til at slagte sin guldkalv.

KU-ledelsen har ikke ønsket at udtale sig hverken om selveje eller om de verserende byggesager.

DTU foretrækker selveje
Ifølge Claus Nielsen, universitetsdirektør på Danmarks Tekniske Universitet, har de på DTU erfaring både med at eje bygningerne selv og med at være underlagt SEA-ordningen.

DTU lejer Risø Campus af Bygningsstyrelsen for ca. 60 mio. kr. og ejer resten af bygningerne selv. Han skønner, at huslejen for Risø er ca. 10 pct. for høj i forhold til markedsprisen før de nye ejendomsvurderinger.

Han tilføjer, at SEA-ordningen indeholder andre fordyrende elementer til administration mv., og universiteterne skal også betale for en række omkostninger og reinvesteringer, som lejere i normale udlejningsforhold ikke vil skulle betale. SEA-ordningen tillader ej heller, at Bygningsstyrelsen kan reinvestere tilstrækkeligt.

Selveje giver derimod DTU en finansiel stabilitet, som sikrer, at det er muligt at planlægge langsigtet, siger han.

“Selveje er grundlæggende i overensstemmelse med universitetslovens ord og hensigt om at sikre universiteternes autonomi og handlekraft – i øvrigt på lige fod med de mange udenlandske eliteuniversiteter, som har selveje, og som vi i Danmark ønsker at sammenligne os med”, siger Claus Nielsen.

Nye vurderinger kan føre til voldsomme lejestigninger
Samtidig er Bygningsstyrelsen i gang med at vurdere universitetsbygningerne efter en ny metode som et led i SEAreformen, der skal træde i kraft fra 2020. Det ser ud til, at reformen kan ende med at medføre voldsomme lejestigninger.

“Vi har hørt, at huslejestigningen i værste fald bliver i omegnen af 35-40 procent. For nogle universiteter vil det næsten være eksistenstruende. For os på RUC vil det i værste fald betyde en huslejestigning på 35-40 millioner årligt af en omsætning på 750 millioner. Det vil have helt uoverstigelige konsekvenser”, siger Peter Lauritzen, RUC-direktør og formand for Universitetsdirektørudvalget.

KU skriver i budgettet for 2019, at man har modtaget de første vurderingsrapporter fra Bygningsstyrelsen, og at vurderingerne ligger 70-100 procent over det nuværende niveau.

“Københavns Universitet har gjort indsigelser vedr. denne vurderingsmetode, men Bygningsstyrelsen har fastholdt”, står der i KU-budgettet.

Ifølge Peter Lauritzen er der nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af folk fra Transport-, Bygge- og Boligministeriet,

Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Finansministeriet, som skal afklare konsekvenserne af de nye ejendomsvurderinger.

Danske Universiteter mener, at det er en god anledning til politisk at genoverveje, om universiteterne skal tilbydes et reelt alternativ til SEA-ordningen.

“Vi ser gerne, at universiteterne bliver tilbudt en rimelig model for bygningsselveje”, siger Peter Lauritzen. Han tilføjer, at det virker, som om der er en vilje til at løse problemerne i forbindelse med SEA-reformen i de involverede ministerier og til at inddrage universiteterne. “Det håber vi fortsætter, for sagen er kompleks og kan få store utilsigtede konsekvenser for universiteterne og dansk forskning, hvis ikke vi rammer den rigtige løsning”, siger han.

Bygningsstyrelsen meddeler via sin pressemedarbejder, at ledelsen ikke ønsker at udtale sig om hverken afkastkravet i SEA-ordningen eller de nye ejendomsvurderinger, så længe arbejdet pågår, og der ikke er endelig afklaring om de eventuelle virkninger for universiteternes huslejer.

 

Regeringen laver talmagi med enprocentsmålsætning

Det offentlige skal hvert år bruge mindst 1 procent af BNP (bruttonationalproduktet) på forskning og udvikling for at leve op til kravet i den såkaldte Barcelona-målsætning fra EU. Målsætningen fremgår også af regeringsgrundlaget fra 2011.

Danmark indfriede i 2009 som et af tre EU-lande målet, men VLAKregeringen er lige lovlig kreativ i sin måde at gøre tallene op på for at sikre, at Danmark ikke igen ryger under den magiske grænse på 1 procent, lyder kritikken fra flere sider.

Jesper Langergaard, direktør i Danske Universiteter, har i et debatindlæg kaldt det talmagi, da regeringen medregner de midler, som forskerne skaffer hjem fra EU’s forskningsprogrammer. De danske forskere hjemtog knap to milliarder kroner fra EU i 2017, hvilket betød, at regeringen kunne spare et tilsvarende beløb på den statslige forskningsbevilling og stadig hævde, at den brugte 1 pct. af BNP til forskning.

De danske kommuners og regioners forskningsinvesteringer indgår også i regeringens opgørelse, men hvor meget der forskes i regionerne, bygger på et usikkert skøn, der svinger mellem 1,5 mia. kr. og 2,4 mia. kr., siger Jesper Langergaard.

Danske Universiteter peger også på, at universiteternes huslejebetaling til staten tæller med som forskningsudgifter, selvom cirka en halv milliard kroner årligt føres tilbage i statskassen, da universiteterne betaler en højere leje end markedsprisen.

Claus Nielsen, universitetsdirektør på DTU, siger, at det ikke er retvisende, når den “overnormale” husleje i form af et højt afkastkrav og/eller kunstig høj prissætning af ejendommene medgår i opgørelsen over investeringer i forskning.

“Dette er regnskabsmæssig kreativitet, som alene tjener det formål at illudere opfyldelse af enprocentsmålsætningen”, siger han.

Mette Fjord Sørensen, chef for forskning, videregående uddannelser og mangfoldighed i Dansk Industri, efterspørger et veldokumenteret og klart overblik over, hvad der bruges af offentlige midler på forskning, og hvordan det relaterer sig til forskning.

Hun kalder den nuværende opgørelse, hvor EU-midler, midler fra regioner og kommuner og husleje indgår, for “en blandet pose bolsjer” og siger, at man må se på, hvilke udgifter på finansloven der burde tælle med.

Hun nævner som eksempel et svar fra finansminister Kristian Jensen fra august 2017 til Folketingets Finansudvalg. Det var Alternativets Josephine Fock, der havde bedt ministeren redegøre for, hvor mange millioner kroner der var afsat til forskning på finansloven 2018 opgjort på konkrete poster. Her fremgår det, at 4 millioner kroner fra jagttegnsafgiften indgår i opgørelsen.

“Jeg har i hvert fald svært ved at se, hvorfor det skal tælles med som midler til forskning”, siger Mette Fjord Sørensen.

Ifølge DI’s opgørelse er statens bevillinger til forskning og udvikling faldet fra 0,90 pct. af BNP i 2009 til 0,77 pct. af BNP i 2018. Alene fra 2015 til 2016 faldt de statslige bevillinger med 1,4 mia. kr. og nåede det laveste punkt i de seneste 10 år.

“Det er absolut ikke vejen frem at spare på forskning og uddannelse. Der er en tendens til, at 1 pct. betragtes som et loft over udgifterne, med det burde være gulvet. Vi ser gerne, at staten øger investeringerne til 1,5 pct. af BNP frem mod 2030”, siger Mette Fjord Sørensen.

Tenure track skal være for internationale forskertalenter

Foto: Colourbox

Ekspertudvalg anbefaler at indføre tenure track-programmer på universiteterne, men i en tilpasset dansk form, som først og fremmest skal bruges i kampen om de globale talenter.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Næsten halvdelen af de videnskabelige medarbejdere på landets universiteter er i dag ansat på midlertidige vilkår, men det store flertal af dem skal ikke gøre sig forhåbninger om, at deres karriereveje bliver lettere, eller at de kommer tættere på en fastansættelse.

I hvert fald ikke via et dansk tenure track-program, hvis det står til Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR).

I rapporten “Karrierer i forskningen” anbefaler eksperterne godt nok at indføre tenure på universiteterne herhjemme, men det skal først og fremmest tilbydes i forbindelse med international rekruttering.

“Et dansk tenure track-program skal for det første bruges til at styrke de danske universiteters konkurrenceevne i kampen om talenter globalt. Et program skal derfor primært anvendes til at rekruttere eksterne forskere fra udlandet eller andre institutioner”, skriver rådet.

Tenure track kendes oprindeligt fra USA, men fænomenet har de senere år spredt sig til Europa. Begrebet bruges normalt om et struktureret karriereprogram med tidsubegrænset ansættelse og dermed med høj jobsikkerhed og attraktive arbejdsvilkår.

DFiR fremhæver École Polytechnique Fédérale de Lausanne (EPFL) og Ludwig-Maximilians-Universität München (LMU) som universiteter, der har satset på programmer, hvor unge forskere ansættes på adjunktniveau og har mulighed for at blive forfremmet helt frem til et professorat – uden at skulle søge en opslået stilling.

Danmark ikke klar til fuld tenure

DFiR skriver, at rådet ikke mener, at dansk forskning er klar til et fuldt udfoldet tenure track-program.

Tenure track-stillingerne bør i en dansk sammenhæng udbydes i to typer: et juniorprogram, der går fra adjunkt til lektor, og et seniorprogram, der går fra lektor til professor. De to programmer skal ikke udgøre et sammenhængende karriereforløb.

Ifølge DFiR’s formand, Jens Oddershede, tidligere rektor for SDU, er det DFiR’s opfattelse, at tenure track-programmerne er på vej til at blive et centralt konkurrenceparameter i den internationale konkurrence om at tiltrække de mest talentfulde forskere, og det må vi reagere på i Danmark.

Han siger, at der er brug for mere fornyelse og større diversitet på de danske universiteter, da for mange bliver ansat det samme sted, som de er uddannet, og fordi for mange stillinger bliver besat med kun en enkelt kvalificeret ansøger i bunken.

Jens Oddershede tilføjer, at tanken ikke er, at kun internationale forskertalenter vil komme i betragtning til tenure track-programmerne. Danske talenter vil også kunne søge, hvis de skifter universitet.

“Stillingerne skal være forbeholdt dem, der flytter sig, så jeg vil opfordre de danske talenter til at arbejde i udlandet en periode eller søge job på et andet universitet, end hvor de er uddannet”

Jens Oddershede, DFIR´s formand

Positive erfaringer fra KU

Det har siden 2004 været muligt at forfremme en adjunkt til lektor på danske universiteter uden opslag, hvis vedkommende bliver vurderet kvalificeret, men først i 2013 begyndte KU og AU at benytte denne mulighed systematisk og at bruge betegnelsen tenure.

Ifølge Lisbeth Møller, vicedirektør for Fælles HR på KU, er der i gennemsnit 20 ansøgere per tenure track-adjunktstilling, mens der er seks ansøgere per “almindelig” adjunktstilling.

89 procent af tenureansøgningerne kom i første halvår af 2018 fra internationale forskere. 40 procent af forskerne ved KU er i dag fra udlandet.

Lisbeth Møller skriver i et debatindlæg på Altinget, at KU har et stærkt ønske om at udvide tenure track-ordningen til også at omfatte forfremmelse fra lektor- til professorniveau uden opslag.

KU støtter indførelsen af fælles principper for tenure track-programmer i Danmark og indgår i det igangværende arbejde i ministeriet for at ændre stillingsstrukturen.

Tenure løser ikke problemer for flertallet

Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening (DM), siger, at det ikke er nok at indføre tenure track for forskere fra udlandet og fra andre universiteter. “Der skal også være bedre ansættelsesvilkår for forskere, der herhjemme kæmper sig vej til en lektorstilling på den samme arbejdsplads. Derfor har vi sammen med Akademikerne foreslået nogle forbedringer af stillingsstrukturen, så vejen til lektor- og professorstillingerne bliver kortere. Hvis man skal tale om tenure track, skal ordningen baseres på kvaliteten af den udførte forskning og ikke på, hvor mobile forskerne er”, siger DM-formanden. Hun tilføjer, at hun håber, at DFiR’s rapport kan være med til at sætte fokus på ansættelsesvilkårene på de danske universiteter, som er helt afgørende, hvis man skal fastholde forskningsmiljøer af høj kvalitet.

 

 


 

Slut med MSO-professorer

Tiden er løbet fra stillingen som professor MSO (med særlige opgaver), mener Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske råd (DFIR).

Titlen, der er tidsbegrænset, har i realiteten udviklet sig til et “prøveprofessorat”, der forlænger vejen frem til et ordinært professorat med gennemsnitligt 2,7 år.

Det er ofte uklart, hvilke særlige opgaver navnet refererer til, og stillingen er en særlig dansk opfindelse, som er svær at forklare for nytilkomne i det danske system, lyder konklusionen.

“Jeg vil gerne komme med en opfordring direkte til ledelserne på universiteterne: Ansæt alle MSO’er i ordinære stillinger fra i dag. Der er ingen grund til, at de skal være professorer på prøve. Ledelserne må forbedre bedømmelsen, hvis de er usikre på, om kandidaterne er gode nok til at blive ordinære professorer”, siger Jens Oddershede, formand for DFiR.

Thomas Vils Pedersen, næstformand i Dansk Magisterforening (DM) og fællestillidsrepræsentant for VIP’erne på Københavns Universitet, siger, at DM først vil støtte, at stillingskategorien fjernes, når der er indført et forfremmelsesprogram fra lektor til professor.

“MSO er langtfra optimalt, men det er det bedste, vi har på nuværende tidspunkt. Hvis muligheden for at blive MSO fjernes uden at sætte noget andet i stedet, frygter DM, at folk vil hænge fast på lektorniveau i længere tid”, siger han.

 

Debat: Hvad er det retlige grundlag for de aktuelle afskedigelser på AAU?

Der har i flere runder været tale om masseafskedigelser på universiteterne – på KU og AU, og nu også på AAU og SDU.

Af professor Arne Remmen, Aalborg Universitet

Ledelsen på AAU er for tiden i gang med en større runde af afskedigelser omfattende 107 medarbejdere, hvoraf en stor del er i akademiske stillinger. Samtidig er der skabt en krisestemning, hvor mindst 40 medarbejdere samtidig har søgt væk eller er gået på nedsat tid.

Dette sker ifølge den officielle forklaring, fordi AAU er udsat for en nedskæring i bevillingerne på finansloven de kommende år. Ledelsen har så valgt at foregribe disse nedskæringer allerede her i 2019 for at være sikker på, at budgetterne bliver tilpasset de nye rammer. Det er bemærkelsesværdigt, at det aktuelle besparelseskrav er mindre end den nedskæring, der blev gennemført for fem år siden på AAU, som kun resulterede i få afskedigelser. Det er også bemærkelsesværdigt, at ledelsen – uden at forhandle dette i samarbejdsudvalgene – har valgt at sætte 5% af bevillingerne af til nye, strategiske initiativer. Her vælger ledelsen altså selv at afgøre, hvad der er faglig kvalitet til forskel fra f.eks. eksterne fondsbevillinger, som typisk er underlagt en fagkyndig bedømmelse. Det hertil afsatte beløb er større end den samlede aktuelle nedskæring i hvert i tilfældet for TECH fakultetet. Blot ved at have sat disse strategiske indsatser på pause, så kunne disse masseafskedigelser have været undgået.

Det er selvfølgelig en alvorlig sag, at den aktuelle nedskæring snarere afspejler, at AAU’s rektor og ledelse benytter en krise til at gennemføre en række ændringer af strategisk betydning – uden at det har diskuteret i Akademisk Råd og i de berørte studienævn. Men dette er dog ikke denne artikels hovedtema, idet sagsforløbet også har en anden alvorlig side – især set fra de afskediges synsvinkel.

Ledelsen i form af rektor, dekaner og HR-afdelingen på AAU har iværksat denne nedskæring af personalet efter en fuldstændig ensartet model, hvor ledelsen i skrivelserne til medarbejderne varsler de påtænkte afskedigelser ved at henvise til, at afskedigelserne er nødvendige af økonomiske årsager og derefter begrunder udvælgelsen af de konkrete personer med henvisning til tre udvælgelseskriterier:

  1. Strategiske hensyn for fremadrettet at understøtte visionen for Aalborg Universitet, herunder en vurdering af om uddannelses- og forskningsområder kan bortfalde, nedprioriteres, sammenlægges eller ændres på anden vis.
  2.  Faglige kompetencer, som matcher den fremtidige opgaveløsning inden for instituttets uddannelses- og forskningsprofil.  
  3. Personlige kompetencer, som understøtter den fremtidige opgaveløsning. 

Derpå skrives det som konklusion: ‘at det desværre er dig, som vi bedst i den givne situation bedst kan undvære’. Skrivelserne er altså helt ens i ordlyden. Selvom en del af de påtænkt afskedigede har reageret med detaljerede svar i form af en individuel partshøringsskrivelse, som den afskedigede har ret til at fremkomme med for at imødegå fejl og vilkårlighed, så er næsten alle endt med at blive afskediget. Igen med det stort set enslydende svar: ‘Din udtalelse ændrer desværre ikke ved, at [fakultetet] stadig mangler at finde besparelser’.

Med andre ord finder ledelsen ikke, uanset de fremførte konkrete indvendinger, at det ændrer på noget. Selvom de afskedigede i deres ‘partshøringsskrivelse’ har redegjort for, at nogle eller måske ingen af de anførte kriterier kan begrunde netop deres afskedigelse, har ledelsen alligevel videreført processen ved at hævde, at disse kriterier er anvendt uden at svare konkret på indvendingerne og gå i dialog om deres berettigelse og dermed om sagligheden i den enkelte afskedigelse.

Ud over det personligt nedgørende i den valgte formulering: ‘du er blandt de, som i den givne situation bedst kan undværes’, så kan man som universitetsansat akademiker med en række faglige kvalifikationsbedømmelser bag sig spørge, hvordan det er kommet så vidt, at et universitets ledelse i den grad lykkes med fuldstændig at omgå kravet om saglighed, som ellers er stadfæstet i både Forvaltningsloven (§19) og Ombudsmandens fortolkning af denne (2015) og i loven om Varsling i forbindelse med afskedigelser af større omfang (2006, §5). Kravet om saglighed er også understreget endnu engang i overenskomsten, hvor det i §20 stk.3 står fremhævet: ‘Ved afskedigelse af en ansat må vilkårligheder ikke finde sted’.

Forklaringen er at finde i en udbredt reference – om end upræcis – til en dom i Højesteret fra 2006 (U.2007.537H), som blev afsagt efter en anke af en dom i Østre Landsret i 2005. Denne dom dækker AAU’s HR-afdeling sig ind under, og er benyttet som grundlag for juridisk vejledning af AAU’s ledelse. Det har også været HR-afdelingen grundlag for den juridiske forklaring, som de har givet forsamlingen af tillidsfolk i AAU’s samarbejdsudvalg.

Referencerne til denne dom blandt de tillidsvalgte er som oftest noget uklar. Det skyldes bl.a. den orientering, der er givet fra de akademiske organisationers side. Både DJØF, IDA og DM ser ud til at have haft den samme tolkning, som findes illustreret i DM’s vejledning om ‘AFSKEDIGELSER – det skal du gøre som tillidsmand’. Her skriver DM som indledning: ‘Arbejdsgivere har vide beføjelser ved afskedigelser på grund af besparelser’. Det følges op med en længere forklaring: ‘Dommen (i Højesteret 2006) slog fast, at når arbejdsgivere skal vælge, hvilke medarbejdere, der skal indstilles til afskedigelse og efterfølgende afskediges, er det tilstrækkeligt at angive en række (saglige) kriterier som begrundelse. Arbejdsgivere har altså i den situation en vid skønsmæssig beføjelse med hensyn til udvælgelse af de medarbejdere, som bedst kan undværes. Ansatte har således ikke krav på en uddybning af begrundelsen i forhold til andre medarbejdere, da et sådan begrundelseskrav ligger udenfor begrundelseskravet i forvaltningsloven.’ Selvom dette næsten er et citat fra dommen, er problemet bare, at denne formidling af dommen er mangelfuld, hvis ikke direkte misvisende i forhold til det fulde indhold i dommen.

Medarbejderne i samarbejdsudvalgene har under behandling af de opstillede kriterier bedt om HR-afdelingens juridiske vurdering. Denne vurdering har fulgt den selvsamme juridiske tolkning, som ovenfor. Hvor AAU’s rektorat selv kan vælge den juridiske rådgivning, som de vil benytte sig af, så er sagen en anden når denne forklaring også fremstilles som den juridiske sandhed over for de tillidsvalgte. I denne situation må organisationerne og de tillidsvalgte stille store krav til juridisk korrekthed, præcision og fuldkommenhed, idet AAU ellers ikke overholder præmisserne for samarbejdsudvalgenes virke.

Men hvad handler denne ‘skelsættende’ dom egentlig om? og hvilke præmisser anføres, som danner grundlag for dommen?

Udgangspunktet for sagen var den store runde af afskedigelser, som fulgte af Fogh regeringens omlægning af den danske udenrigstjeneste i 2002, som førte til en beskæring af bevillingerne på Finansloven og omfattende afskedigelser både i Udenrigsministeriets stab i Danmark og ved ambassader rundt om i verden. Sagen blev rejst af en ambassaderåd, der ikke fandt, at hans anciennitet og kompetencer var blevet respekteret i forbindelse med Udenrigsministeriets udvælgelse af de personer, som skulle afskediges. I både Landsretten og Højesteret fastslås det, at ‘udvælgelsen af sagsøgeren skete ud fra en samlet og generel bedømmelse af hans kvalifikationer, uden at der kunne peges på enkeltstående hændelser, der gav anledning til kritik eller utilfredshed med hans hidtidige tjenesteforløb. Det lægges endvidere til grund, at udvælgelsen skete på grundlag af en relativ vurdering af sagsøgeren og andre medarbejdere, set i forhold til de overordnede udvælgelseskriterier, som fremgik af høringsskrivelsen.‘ Altså i den generelle begrundelse for afskedigelserne, som fremføres i det første brev til de afskedigede, er det tilstrækkeligt at angive generelle kriterier, som AAU også har valgt at gøre.

Man kunne således tro, at der dermed er givet carte-blanche til at afskedige hvem-som-helst, men nej, sådan forholder det sig slet ikke. En nærmere læsning af dommen i Østre Landsret viser nemlig, at dommen som præmis har, at retten har vurderet, at udvælgelsen skete på en relativ vurdering sagsøgeren og andre medarbejdere’. Herved tager Landsretten stilling til, at der i den konkrete sag er tale om en saglig vurdering inden for de opstillede kriterier. Dette følges op af Højesteret med formuleringen: ‘De forvaltningsretlige regler om sagsbehandling skal i afskedigelses sager bidrage til, at der træffes saglige afskedigelsesbeslutninger.’ Igen har Højesteret taget konkret stilling til den afskediges indvendinger (dokumenteret i det syv sider lange referat af sagen), men konkluderer: ‘Dette forhold kan imidlertid ikke antages konkret at have haft væsentlig betydning, og Højesteret tiltræder af de grunde, der er anført af Landsretten, at afskedigelsen ikke var usaglig’.

Med andre ord: så snart der er rejst tvivl om sagligheden af den enkelte afskedigelse, så skal den pågældende institution kunne begrunde, at den konkrete afskedigelse har fulgt de opstillede kriterier, og at den samlede afgørelse forholder sig til disse og er saglig. Dommene må altså læses således, at den afskedigede ville have fået ret i sin kritik, hvis afskedigelsen ikke havde været saglig, således som det konkret blev dokumenteret ved retssagen.

Dommene indfører altså en skelnen mellem den generelle begrundelse i varslingen af afskedigelse, hvor institutionen gerne må anføre generelle kriterier ved økonomisk begrundede afskedigelser i større omfang, og den enkelte konkrete sag, hvor institutionen skal kunne dokumentere saglighed og leve op til Forvaltningslovens krav som reaktion på fremført kritik i en partshøringsskrivelse eller ved en efterfølgende forhandling.

Det kan desuden undre, at dommen i Højesteret så ukritisk overføres fra et Udenrigsministerium med ansatte embedsmænd, til universiteterne, hvor alle ansatte har forskningsfrihed og forventes at være i stand til at tage offentligt stilling med basis i videnskabelige undersøgelser og en selvstændig, kritisk stillingtagen. Ved ansættelser skal alle akademikere desuden igennem flere lag af faglige vurderinger, hvilket gør universitetet til en helt anderledes arbejdsplads end et ministerium.

Dommen fra Højesteret sætter altså ikke generelt Forvaltningslovens bestemmelser om gennemskuelighed og fuldstændighed ud af kraft – hvilket en dom jo heller ikke må – men giver blot en lempelse i forhold til formuleringen af afskedigelsesbrevene og den fremlagte begrundelse heri. Samtidig er kravet om saglighed i universitetsregi et krav om endnu større præcision i begrundelserne. Den videre konsekvens heraf er, at den udlægning, som HR-afdelingen ved AAU har præsenteret for de tillidsvalgte, ikke er juridisk korrekt og fuldstændig.

Hvad der må betragtes som en alvorlig juridisk forseelse er, at HR-afdelingen på AAU har vildledt både en stor gruppe af individuelt afskedigede samt gruppen af valgte tillidsfolk. Den eneste juridisk forsvarlige konsekvens heraf er, at alle indsigelserne tages op til konkret vurdering baseret på den kritik og de spørgsmål, der er fremført af den enkelte afskedigede. Det må føre til, at AAU i disse sager fremlægger den konkrete begrundelse, der har ligget bag valget af netop denne person til afskedigelse.

Hvor der er tegn på usaglighed, må disse afskedigelsessager gå om, så der skabes et sagligt, fagligt baseret og gennemskueligt beslutningsgrundlag for hver enkelt sag.

AAU-ledelsen har takket nej til at svare på kritikken.

Humaniora på KU skal skære lønudgifterne med 31 mio. kr. – fyringer virker uundgåelige

Fakultetet har valgt at fraflytte to etager i bygning 27 på KUA1 på Amager for at spare penge til husleje.
Foto: Wikimedia Commons

Det Humanistiske Fakultet på Københavns universitet skal skære lønudgifterne med 21 mio. kr. ved enten frivillige fratrædelser eller fyringer. yderligere 10 mio. kr. skal spares ved ikke at genbesætte ledige stillinger.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Udsigten til at undgå nye afskedigelser på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet ser efterhånden dyster ud. Ifølge dekan Jesper Kallestrup skal fakultetet spare 43 mio. kr., da ledelsen forventer en indtægtsnedgang på 57 mio. kr. i 2022.

De 21 mio. kr. skal findes ved afskedigelser, med mindre tilstrækkeligt mange takker ja til en frivillig fratrædelsesordning. Lønudgifterne skal samlet nedbringes med 31 mio. kr., men de 10 mio. kr. kan skæres ved at undlade at genbesætte ledige stillinger, oplyser dekanen.

“Vi håber at nå langt ad frivillighedens vej, da jeg synes, at vi er blevet enige med tillidsrepræsentanterne om nogle attraktive fratrædelsesvilkår”, siger Jesper Kallestrup.

Han tilføjer, at indtægterne kan øges med 10 mio. kr. ved blandt andet at udbyde efter- og videreuddannelseskurser og nye masteruddannelser. Udgifterne bliver også trimmet med 12 mio. kr. ved at fraflytte bygninger, ved at reducere i fællesudgifter og ved at sammenlægge Institut for Informationsstudier og Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, men det er altså ikke nok til at undgå personalereduktioner.

Jesper Kallestrup forklarer, at den vigtigste årsag til besparelserne er Folketingets dimensionering af uddannelser, der har skåret cirka 30 procent af Det Humanistiske Fakultets studenteroptag. Desuden er fakultetet ramt af de årlige toprocentsbesparelser. “Det er meget voldsomt”, siger han.

Bekymrede blikke til stormøde
Lektor Peter Birkelund Andersen, fælles-TR for Dansk Magisterforening og medlem af fakultetets samarbejdsudvalg, ser pessimistisk på muligheden for at undgå afskedigelser, efter at han sammen med cirka 100 ansatte blev informeret om situationen på et stormøde den 10. april.

“Jeg er alvorligt bekymret for, at det ikke længere er realistisk”, siger han. Tillidsrepræsentanterne havde inden mødet kritiseret ledelsen for alt for ringe information og manglende inddragelse i strategiske drøftelser, men ifølge Peter Birkelund Andersen fik dekanen afmonteret den værste kritik.

“Der var mange bekymrede og bange blikke, så jeg vil ikke sige, at folk blev beroliget, men dekanen fik sagt, at han ikke vil lukke uddannelser, og at der ikke kommer store funktionsændringer og rationaliseringer, der involverer store grupper af medarbejdere. For eksempel blev han spurgt om, hvorvidt de ansatte i studievejledningen skal flyttes fra institutterne til fakultetet, og det afviste han”, siger Peter Birkelund Andersen.

Tillidsrepræsentanten er fortsat bekymret for, at det ender med elementer af grønthøsterbesparelser, hvor man skærer tilfældigt på det hele, da de i samarbejdsudvalget ikke er blevet præsenteret for en strategi, selvom dekanen har snakket om “strategiske besparelser”.

De store skal spare mest
Jesper Kallestrup siger, at han har meldt klart ud, at han ikke ønsker grønthøsterbesparelser, men at der er grænser for, hvad han kan sige.

“Vi har kommunikeret, i det omfang vi kan, men vi kan ikke være så specifikke, at de ansatte kan regne ud, om besparelserne vil ramme Jensen eller Hansen”, siger han.  Jesper Kallestrup tilføjer, at hvad han mener, når han taler om strategiske overvejelser, er, at han har været i dialog med ledelserne på institutterne om, hvor de gode forskningsmiljøer og uddannelser med relativt høj gennemførelse, STÅproduktion, beskæftigelse osv. findes. De har også set på fordelingen mellem videnskabeligt og teknisk-administrativt ansatte på de enkelte institutter.

“Det bliver ikke sådan, at alle uddannelser skal spare lige meget. Dem med de bredeste skuldre skal bære den største byrde, så ja, de store institutter skal spare forholdsvis mere. Det synes vi er mest rimeligt”, siger han.

Fristen for at søge om frivillig fratrædelse var den 23. april, men antallet, som havde søgt, og hvor mange der skal afskediges, er ikke offentliggjort. Fakultetet var også igennem fyringsrunder i 2011, hvor 35 fuldtidsstillinger blev nedlagt, og i 2016, hvor 86 stillinger forsvandt.

Samfundsvidenskab på SDU skal skære lønudgifterne med 42 mio. kr.

S. Juhl, Wikipedia

Fakultetet skal finde besparelser eller nye indtægter svarende til 42 millioner kroner for at skabe balance i 2021.

Af Claus Baggersgaard, cbl@dm.dk

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet melder sig nu i rækken af enheder på universiteterne, der er havnet i en slem økonomisk kattepine, der truer med at føre til afskedigelser.

Ifølge budgettet som er godkendt af SDU´s bestyrelse skal lønudgifterne skæres fra ca. 308 mio. kr. i 2019 til 266 mio. kr. i 2021 for at skabe balance mellem udgifter og indtægter. Fakultet forventer et underskud på 28 mio. kr. i 2019 og 20 mio. kr. i 2020.

Hårdest ramt er Institut for Marketing & Management (IMM), der alene skal nedbringe lønudgifterne fra ca. 49 mio. kr. til 36 mio. kr., men tallene ændrer sig angiveligt hele tiden.

Karsten Boye Rasmussen, lektor ved IMM og Djøfs tillidsrepræsentant ved SDU Samfundsvidenskab, ser pessimistisk på muligheden for at undgå afskedigelser efter at være blevet præsenteret for de mørke økonomiske udsigter ved et informationsmøde på instituttet den 5. februar.

Opfordring: Søg væk

”Institutlederen opfordrede folk til at søge væk, mens tid er”, siger Karsten Boye Rasmussen.

Ifølge institutleder Jeanette Lemmergaards powerpoint-præsentation fra mødet er det en cocktail af de fortsatte 2 procents besparelser på uddannelse, dimensioneringen af uddannelser, lukningen af engelsksprogede uddannelser, udsigten til at takstforhøjelsen til samfundsvidenskab ikke bliver forlænget, og en faldende basisbevilling til forskning, som truer økonomien.

Ledelsen vil forsøge at nedbringe lønudgifterne ved naturlig afgang, ved at tilbyde senioraftaler og ved ikke at oprette nye stillinger. Man forsøger også at skaffe flere indtægter fra eksterne midler ved at udføre flere opgaver som indtægtsdækket virksomhed og ved at tilbyde efter- og videreuddannelseskurser.

”Beskeden på mødet lød, at tidsbegrænsede ansættelser som for eksempel adjunkt, postdoc, ph.d. eller videnskabelig assistent blot vil udløbe uden mulighed for at søge en ny stilling. Og de faste stillinger som lektor og professor vil ikke vil blive genbesat, når de forlades. Er den afgang ikke er tilstrækkelig, kommer der afskedigelser”, siger Karsten Boye Rasmussen.

Ledelsen har ingen kommentarer

Karsten Boye Rasmussen siger, at det bekymrer ham, at ledelsen angiveligt vil ændre arbejdstidsnormerne, altså den tid som de ansatte har til de forskellige opgaver som eksempelvis vejledning af studerende og undervisningsforberedelse.

”De fleste af os har allerede alt for mange timer. Vejledningstid er de seneste år skåret meget kraftigt ned. De tænkte tiltag vil gøre stedet yderligere mindre attraktivt for både studerende og ansatte”, siger han.

Nina Dietz Legind, konstitueret dekan på Samfundsvidenskab, og Jeanette Lemmergaards, institutleder på IMM er begge blevet interviewet om den økonomiske situation af Forskerforum, men begge har efterfølgende meddelt, at de ønsker at trække deres udtalelser tilbage.

Forskerforum har derefter forsøgt at få en kommentar fra rektor Henrik Dam, der  gennem sin pressemedarbejder svarer, at SDU’s ledelse heller ingen kommentarer har.

”Du skal rette din henvendelse til ledelsen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet”, skriver pressemedarbejderen.