Kategoriarkiv: Nyheder

301 forskere fik et chok med årsopgørelsen

Pludselig fik en lang række forskere besked om at betale store summer tilbage i skat, fordi deres forskningsprojekter havde fået støtte. Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte beklager fejlen.

William Leerbeck Meyer (Magisterbladet) og Claus Baggersgaard

Ikke alle er lige heldige med deres årsopgørelse. Nogle får sig selvfølgelig en glædelig overraskelse, mens andre får sig et rap over nallerne. Og så er der andre igen, der får skattetæsk, så de er ved at falde ned af stolen.

Professor Mogens Nicolaisen fra Aarhus Universitet hører til den sidste gruppe. Han fik for nyligt en mail fra SKAT om, at de havde ændret hans årsopgørelse for 2017.

”Du mangler at betale: 588.388 kr.”, lød den dystre melding. De første 192.167 kroner skulle betales til april.

”Jeg skyndte mig selvfølgelig at ringe til SKAT for at høre, hvordan det kunne være, at jeg pludselig skulle betale så meget. Men de kunne ikke sige noget”, erindrer Mogens Nicolaisen.

Det gik dog hurtigt op for ham, at der var sket en fejl, og at den formentlig ikke lå hos SKAT, men hos Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. Han kunne nemlig se i den nye årsopgørelse, at styrelsen havde indberettet, at han havde haft en personlig indkomst fra dem på lidt over en million kroner. Det havde han ikke, men han havde til gengæld fået midler til et forskningsprojekt, og de midler svarede akkurat til det, styrelsen havde indberettet som personlig indkomst.

”Jeg ringede så til styrelsen. De kunne heller ikke sige ret meget, men de gav besked på, at de ville ringe tilbage”, fortæller Mogens Nicolaisen.

Det skete ikke lige med det første. Der gik lang tid, før han fik svar. Og det var ikke styrelsen, men skat der kom med det endelige svar om, at der rigtignok var sket en fejl, og at han alligevel ikke skulle betale en halv million tilbage i skat.

”Jeg fik ingen undskyldning fra styrelsen og heller ikke noget officielt, skriftlig svar om, at de havde lavet en fejl. Det kunne jeg godt have tænkt mig, efter at jeg har været udsat for denne her kafkaske situation, og jeg havde også i telefonen direkte bedt dem om at sende mig en bekræftelse på skrift”, siger han.

Mogens Nicolaisen fortalte sine kollegaer om den besynderlige episode, og til hans store overraskelse udbrød en af dem, at han da også havde været udsat for den samme fejl. Han skulle bare betale 2,2 millioner tilbage i skat.

”Vi arbejder på er en forholdsvis lille afdeling, så når to forskere alene her har været udsat for det samme, så tænker vi, at det må være en større fejl, som har ramt flere forskere. Vores teori er, at det har noget at gøre med, at styrelsen er blevet udflyttet, og at de så har haft rod i den forbindelse”, fortæller Mogens Nicolaisen.

Da Magisterbladet/Forskerforum henvender sig til Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte viser det sig, at Mogens Nicolaisen og kollegaerne har ret i den ene af teorierne. 301 forskere har fejlagtigt fået indberettet udbetalinger fra styrelsen som skattepligtig B-indkomst, oplyser styrelsen i et skriftligt svar.

Styrelsen, der er blevet udflyttet til Svendborg, oplyser dog også, at fejlen ikke har noget med udflytningen at gøre.

”Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte beklager fejlen og den forvirring, der er opstået som følge af den. Den seneste melding, vi har fra Skattestyrelsen, er, at der bliver lavet nye årsopgørelser for de berørte forskere for at fjerne de fejlagtige indkomster. Hermed skulle fejlen være løst”, skriver de i svaret.

Kridttidens punkrocker

Foto: Juan Macromata, Ritzau Scanpix

Verdens dinosaurusnørder har fået en ny tungebrækker, de skal lære udenad: bajadasaurus pronuspinax.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Bajadasaurus pronuspinax. Selv om navnet er langt, er der gode odds for, at den nyopdagede dinosaurus kan blive en populær model blandt plastikfigurerne på børneværelserne.

Bajadasaurussen er nemlig en spektakulær størrelse. Et sted bliver den beskrevet som en krydsning mellem en brontosaurus og et hulepindsvin. Andre kalder den en dinosaurus med punkfrisure. Fra hovedet ned over den lange hals og ned over ryggen havde dyret en række af overdimensionerede horn, som selv den mest hårdhudede rovøgle nok ville have frabedt sig nærmere bekendtskab med. Især halshornene var voldsomme med en længde på over en meter.

Den levede for omkring 140 millioner år siden, men det var først i 2013, den gjorde sin reentré på jordens overflade, da en gruppe palæontologer fandt knoglerester fra den i Argentina. Blandt andet en af halshvirvlerne, der altså fortsatte ud i en lang, tynd benspids, som forskerne mener har været indkapslet af et horn. Men først efter flere års studier blev den nye, gamle art officielt annonceret i en artikel i Scientific Reports i begyndelsen af februar i år.

Bajadasaurussen menes at have været 9-10 meter lang. En ordentlig kleppert at møde på sin udflugt, men i forhold til sine artsfæller i sauropodfamilien var den langtfra nogen kæmpe. Til sammenligning kunne dens fætter, mamenchisaurussen, der levede omtrent samtidig, blive op til 35 meter lang og veje mellem 50 og 75 tons. Heldigvis havde bajadasaurussen sine seje punkerhorn, så den ikke faldt helt igennem, når den hang ud med de andre dinosaurusser i kridttiden.

Forskerne er lidt usikre på formålet med de lange horn, men et bud er, at det har været et forsvar mod jagende fjender. Formentlig et forsvar, der mere har virket som afskrækkelse end som effektive våben. Og afskrækkelse var der rigeligt brug for. En af de arter, der på den tid levede i samme område, var giganotosaurus carolinii – regnet for alle tiders største rovøgle.

Der spekuleres også i, at der mellem hvirvlerne har været fedtdepoter, der fungerede lidt på samme måde som kamelernes pukler, og yderligere at de har fungeret som varmeregulerende “sejl”. Bajadasaurussen var planteæder, og fundne kraniestykker viser, at øjnene sad så langt oppe i panden, at den kunne gå og spise græs og lavtvoksende planter, samtidig med at den holdt øje med, hvad der foregik omkring den.

Navnet Bajadasaurus pronuspinax kommer dels af findestedet, Bajada Colorada Formation i Patagonien, Argentina, dels af det latinske ord pronus (foroverbøjet) og det græske ord spinax (rygrad).
Kridttidens

Læserbrev: Solidaritetserklæring til vores fyrede kollegaer

Af Vibeke Andersen, Ole Busck, Morten Ejrnæs, Jacob Norvig Larsen, Mette Lykke Nielsen – Bestyrelsen for AC-klubben AAU Kbh

Stemningen er trykket på Aalborg Universitet. Den 1. marts er 109 af vores kollegaer blevet sagt op. Dygtige, engagerede kollegaer må forlade deres forskning og undervisning. Tilbage står studerende, der ikke kan få de vejledere, som de havde håbet på. Og studerende der undrer sig over, at undervisere kan finde på at bryde ud i gråd foran tavlen.

Krisen er skabt af en umådelig kortsigtet universitetspolitik, der aktuelt er ved at dræne eller ligefrem destruere velfungerende faglige miljøer, som det har taget årevis at opbygge.  5 milliarder, så meget skal der spares på universiteterne mellem 2016 og 2022. Vi mærker det! Hvert fakultet, hvert institut, hver enkelt medarbejder og studerende er ramt på forskellige måder af den økonomiske krise på de danske universiteter.

Nedskæringerne rammer især de samfundsfaglige og humanistiske fakulteter hårdt, fordi disse områder ikke er politisk prioriterede.

Til alle jer dygtige og kompetente kollegaer der har fået jeres opsigelse: I er ikke alene; vi tænker på jer. Selvom det ikke ser sådan ud, når vi hårdhudede og lettere resignerede bider tænderne sammen og arbejder videre, så tænker vi på jer. Det spørgsmål der derefter melder sig er: Hvordan skal vi klare os uden jer?

Når der er krise mærker vi igen og igen, at de demokratiske organer på universiteterne der tidligere sikrede os indsigt og indflydelse på vigtige beslutninger, er alvorligt svækkede. At fastansatte kollegaer bliver erstattet af stadig flere midlertidigt ansatte, og at det psykiske arbejdsmiljø desværre bliver derefter. Det eneste vi med sikkerhed ved det er, at under disse vilkår falder kvaliteten af den forskning og den undervisning vi laver. Og at det er et udtryk for en bevidst politisk prioritering.

Vis dit ph.d.-projekt: Langt ude

Trods udfordringer med sproget kom Jeanette Lykkegaard tæt på mange af Achaivayams indbyggere. Foto: Privat, Jeanette Lykkegård

Antropologen Jeanette Lykkegård har i sit ph.d.-projektarbejde i Kamchatkas barske klima oplevet store lidelser, men også stort nærvær i forhold til både natur og mennesker.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Langt ude. Det er næppe upassende at bruge den betegnelse om landsbyen Achaivayam i det østligste Sibirien tæt på Beringshavet, langt fra stort set alt andet. Den dag helikopteren satte Jeanette Lykkegård af, var det eneste, hun vidste, at hun kunne bo i en offentlig administrationsbygning med ledige rum. Og den eneste aftale holdt ikke stik.

“De havde hørt, at jeg skulle komme, så de tog imod mig, og jeg fik noget rensdyrsuppe. Så blev jeg fulgt hen til administrationsbygningen, hvor jeg troede, jeg skulle bo. Men de forstod ikke, hvad jeg sagde, og kendte ikke nogen aftale. Da vi ikke forstod hinanden, tilkaldte de byens engelsklærer, og det endte med, at jeg kunne bo hos hende. Helt tilfældigt”, fortæller Jeanette Lykkegård.

Da hun kom til Achaivayam første gang, var det for at lave feltarbejde til sit speciale i antropologi på AU – et speciale, der i en 4+4-ordning lappede over i en ph.d.-afhandling. Emnet, hun ville undersøge, var nogle meget høje selvmordsrater blandt unge i Kamchatka. Inspirationen kom fra hendes underviser og senere vejleder Rane Willerslev, der i dag er direktør for Nationalmuseet. Den oprindelige sibiriske befolkning og dens dyrkelse af shamanisme har netop været antropologen Rane Willerslevs primære forskningsområde.

Efterretningstjeneste var mistænksom

“Rane stillede nogle spørgsmål, som han ikke selv fik undersøgt: Har de her selvmord noget at gøre med de unges syn på liv og død? Når døden ses som indgangen til et nyt liv, er det så nemmere at vælge døden?”

Dette spørgsmål tog Jeanette Lykkegård til Achaivayam for at få svar på. Hun vidste fra Rane Willerslev, at byen var et sted, hvor man stadig praktiserede de traditionelle religiøse ritualer og generelt den tjuktjiske, shamanistiske livsførelse. Men selv om hun blev taget godt imod, var forskningsarbejdet i begyndelsen ikke så ligetil. Hendes mangelfulde russisk gjorde det svært at kommunikere. Og dertil kom, at døden er noget, man helst ikke taler om, fordi talen i sig selv kan åbne nogle uheldige passager til de dødes verden.

Hvad hun senere fandt ud af, var desuden, at der fra de russiske myndigheders side blev kigget med en vis skepsis på hendes tilstedeværelse i byen. Den russiske sikkerhedstjeneste FSB kontaktede jævnligt byens borgmester for at høre, hvad hun gik og lavede, og blandt andet kontrollere, at hun ikke skrev om politiske forhold.

“Sprogligt var jeg lidt på spanden i starten, så der fik jeg primært mine data gennem observation. Mit held var, at jeg boede hos en engelsklærer, der var rigtig sød og hjalp mig. Og når man ikke har andre muligheder, lærer man hurtigt at kommunikere. En god ting var, at folk havde rigtig god tid. Så jeg kunne for eksempel sidde med folk og vise dem billeder fra min computer, og så kunne de fortælle til diktafonen, hvilket jeg så senere kunne få oversat”.

Har glemt, “hvordan man lever”

Beboerne i Achaivayam tilhører folkeslaget tjuktjer. De levede tidligere som nomader på tundraen, hvor de holdt rensdyr. Men under sovjetstyret blev rensdyrholdet nationaliseret, og lokalsamfundet blev indrettet på den måde, at mændene arbejdede med rensdyrene på tundraen, mens kvinder og børn bosatte sig i landsbyen. Samfundet har siden sovjettiden været præget af nogle af de problemer, vi i vores del af verden kender fra Grønland med alkoholisme og altså meget høje selvmordsrater, særligt blandt de unge.

“Det, de selv forklarer selvmordene med, er, at de har glemt, hvordan man lever. De unge siger, at de keder sig. De ældre beskriver det, som om de ikke lever rigtigt – at nogle af de her mennesker allerede er en lille smule døde”.

Jeanette Lykkegårds plan var at lære samfundet og menneskene så godt at kende, at hun kunne kortlægge baggrunden for de selvmord, der fandt sted. Hun fik imidlertid den “udfordring”, at der ikke skete nogen selvmord i den periode på tre år, hun periodisk opholdt sig i Achaivayam. I stedet ændrede hun fokus til den lokale befolknings nuværende problematik; de dør ofte i en meget tidlig alder. De tidlige dødsfald skyldes ifølge dem selv manglende viden om, hvordan man lever.

Livet forstås gennem døden

“Jeg oplevede tidligt, at døden og de omfattende dødsritualer blandt tjuktjerne er en rig indgang til at forstå, hvad livet og dermed det at leve livet betyder for de her mennesker. Derfor tager jeg udgangspunkt i dødsfald, der er sket, mens jeg har været der, blandt folk, jeg har kendt og fulgt, mens de levede. Jeg prøver at forstå, hvordan den manglende viden viser sig i deres liv. Og i nogle tilfælde hvad det var for en viden, denne person havde, som gjorde, at vedkommende døde “rigtigt” – det vil sige efter et langt liv”.

Tjukterne er et gammelt normadefolk, men siden sovjet-tiden har kvinder og børn boet i
landsbyer, mens mændene passede rensdyr på tundraen. Foto: Privat, Jeanette Lykkegård

Hun forklarer, at tjuktjerne i Rusland er omgærdet af mange fordomme på grund af deres problemer med alkoholisme, lidt som det herhjemme i nogen grad gælder for den oprindelige grønlandske befolkning. “Jeg vil gerne vise, at de oplever problemer, der er genkendelige, men under forhold, der er meget fremmede. Jeg prøver at skabe genkendelighed”. Men sammen med det genkendelige ligger også det for os meget fremmede, nemlig den særlige shamanistiske opfattelse af døden som en overgang til en anden verden, hvorfra der stadig kan være former for kontakt og bånd til de levende. På den måde spiller de døde stadig en rolle i de levendes liv.

Forbundet – også efter døden

Jeanette Lykkegård giver et eksempel med et ægtepar, der begge kom af dage, mens hun var i Achaivayam. En mand, der var leder af en rensdyrlejr, druknede, da det terrængående køretøj, han var passager i, blev oversvømmet, da det forsøgte at krydse en flod.

“Nogle måneder efter har hans hustru en drøm, hvor manden kommer til hende og spørger, om de skal have sex. Hun fortæller det til sin nabo, og at hun i drømmen sagde ja til sin mand. De ved begge, at det er et dårligt tegn. Samme dag, da de følges ad ned til byens butik for at købe ind, får hun det dårligt, og kort efter får hun et hjerteanfald og dør. I vores verden vil det nok blive set som et mystisk sammentræf, men i deres verden handler det om, at hun er blevet trukket med ind i den åbning, der kan opstå mellem de to livssfærer. Og det handler om, at de ikke forstår individer som afgrænsede, på samme måde som vi gør”.

Den opfattelse af mennesker som forbundne organismer giver også forklaringer i forhold til et andet tema i Jeanette Lykkegårds projekt: social smitte. Et fænomen, der også var temaet  for en udstilling på Moesgaard Museum i 2017, som hun bidrog til.

“Man ved ikke, hvorfor det opstår. Og jeg vil påstå, at vi ikke forstår social smitte, fordi vi forstår os selv som afgrænsede, og det er vi ikke. Vi påvirkes af hinanden. Måske kan vi finde inspiration i den tjuktjiske måde, hvor man ser kroppene som mindre adskilte”.

Fordærvet kød til middag

Jeanette Lykkegård opholdt sig i Achaivayam fire gange a tre måneder i perioden 2011-2014. Efterfølgende har hun arbejdet herhjemme med data afbrudt af en barselsorlov. Men opholdene i Sibirien har sat sig varige spor på godt og ondt.

“Noget af det længes jeg tilbage til. Især livet på tundraen blandt rensdyrhyrderne. Det er hårdt, og der er ikke bad og nogen former for luksus, men det giver en følelse af at være i kontakt med livet minut for minut. I landsbyen kunne jeg godt lide den måde, indbyggerne tager sig af hinanden på. Ingen bliver ladt alene, og det var jeg heller ikke. Det kan jeg godt savne herhjemme. Min nabo kommer ikke ind med friskfanget fisk”.

Men hun vil heller ikke romantisere tilværelsen i Østsibirien. Det er et barsk sted at bo både for en dansk ph.d.-studerende og for de lokale. “Det er egentlig værst om sommeren. Der er enormt mange myg, og når man er med hyrderne på tundraen, bliver maden hurtigt fordærvet, så man er tvunget til at spise muggent kød. Der er ikke andet. Og når man sidder ude om vinteren i 30 graders kulde og slagter et rensdyr med bare hænder, så kan man også godt ønske, at man havde valgt feltstudier i Oceanien. Og så er det også hårdt, fordi det er et samfund med lidelse. De har været igennem flere omvæltninger, der er dybe kriser med alkoholisme, vold og mange dødsfald. Og adskillelsen mellem mændene, der er på tundraen, og kvinderne i landsbyen skaber store frustrationer”.

I øjeblikket sidder Jeanette Lykkegård med de sidste sider af ph.d.-afhandlingen. Den skal helst være afleveret 5. april. Den dag har hun nemlig billetter til en flyafgang. Rejsemål: Achaivayam i Østsibirien.

Vis os dit ph.d.-projekt

Hvem: Jeanette lykkegård, kandidat i antropologi.

Hvad: living through Death: everyday life and Metaphysics among the siberian Chukchi.

Hvor: institut for kultur og samfund, AU.

Hvorfor: Projektet er at forstå de udfordringer, den oprindelige befolkning i det nordlige kamchatka lever med, gennem en undersøgelse af en tjuktjisk animistisk filosofi omkring “det gode liv”. Hensigten er med denne filosofi at udfordre måder at forstå os selv, vores omgivelser, tid, relationer, liv og død på. særligt i forhold til fænomenet social smitte.

 

Fusk eller fortolkninger?

Keld Skovmand har anklaget fire forskere for videnskabelig uredelighed. Foto: Michael Drost-Hansen, Ritzau Scanpix

Den faglige strid om folkeskolereformen har bevæget sig over i forskningsverdenen, hvor en UC-lektor, Keld Skovmand, har anklaget fire reformvenlige forskere for uredelighed. Den ene af de fire kalder anklagerne for ærekrænkende påstande.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

En lille, bidsk terrier er sluppet løs i butikken med pædagogisk forskning. Keld Skovmand, lektor ved afdelingen Anvendt Forskning i Pædagogik og Samfund ved UC Lillebælt, har i flere år råbt “kejserens nye klæder” om det forskningsmæssige belæg for folkeskolereformen og i særdeleshed indførelsen af målstyret læring. Og i forbindelse med en bogudgivelse 1. februar kom det frem, at han har indklaget fire forskere – heraf tre professorer ved DPU på AU – for videnskabelig uredelighed.

Der er tale om professorerne Lars Qvortrup, Niels Egelund og Jens Rasmussen samt Andreas Rasch-Christensen, der er forskningschef ved VIA University College. Klagerne blev indgivet til Praksisudvalget på AU i marts 2018. Herfra blev de efter en screening sendt videre til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, hvor de stadig er under behandling.

Ifølge Keld Skovmand gør forskerne sig skyldige i både fabrikation af forskningsudsagn, mispræsentation af internationale udviklingstendenser og plagiering af ministerielle rapporter og vejledninger. På den måde har forskerne konstrueret et forskningsmæssigt grundlag for indførelsen af læringsmålstyret undervisning og tilpasset forskningen til en politisk dagsorden.

“Det mest alvorlige er det forhold, at den her såkaldte viden er lagt til grund for to meget gennemgribende reformer af henholdsvis læreruddannelsen og folkeskolen. Så alvoren handler om, at det politiske system i form af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet har brugt viden, som må siges at være falsk”, siger Keld Skovmand til Forskerforum.

70 tilfælde

Den falske viden, han taler om, kommer til udtryk i forskellige skrifter, som forskerne står bag. Keld Skovmands klager handler specifikt om fire forskningsartikler, en følgeforskningsrapport og et forord til en bog. I hvert af disse skrifter har han fundet en række eksempler på, hvad han opfatter som brud på god videnskabelig praksis, i alt omkring 70 tilfælde.

Mange af de fejl, Keld Skovmand peger på, handler om oversættelser, fortolkninger og udlægninger af tekster, udenlandske forskere har skrevet. Et eksempel er en artikel af forskerne Morisano og Locke, som Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen refererer til i en række tilfælde. Keld Skovmand har fundet seks forskellige referencer, og i ingen af disse er der ifølge ham belæg for de udsagn, de tillægges. Han har sågar fundet et tilfælde, hvor et udsagn i en ministeriel vejledning til læringsmålstyret undervisning tilskrives Morisano og Locke, og hvor det stort set identiske udsagn senere optræder i en følgeforskningsrapport, men denne gang med reference til en bog af læringsforskeren John Hattie.

Handler ikke om faglig observans

“Det, der ryster mig selv mest, er, da jeg opdager, at de genbruger formuleringer fra en ministeriel vejledning og tillægger det udenlandske forskere, hvor man simpelthen ikke kan finde det. Man
kommer med et udsagn, der ikke er dækning for, og så bruger man det igen med henvisning til John Hattie. Det er plagiering, bare med ændret reference. Det går jo simpelthen ikke”, siger Keld Skovmand.

Han afviser, at de manglende belæg kan forklares som udtryk for forskellige fortolkninger. “Det synes jeg ikke, de kan. Der er grænser for fortolkninger, og der må være grænser for, hvad kan man tillægge andre”.

Keld Skovmand siger selv, at hans vedholdende arbejde med at dissekere det forskningsmæssige belæg for målstyring og folkeskolereformen ikke handler om, at han har en anden faglig observans.

“Jeg er grundlæggende imod detaljeret styring af den offentlige sektor, men det er ikke pædagogikken, der er et grundlæggende problem, det er måden, den pædagogiske forskning fremlægges og bruges på. Der er blevet brugt argumenter som “forskningen viser”, og der er blevet henvist til “evidens”. Forskning og policy skal man have i to forskellige rum, men her har forskerne gjort sig selv til en del af den udøvende magt. Det er et demokratisk problem”.

Anklage: Forskning tilpasses politik

To af de fire forskere, hvis forskning Keld Skovmand har anmeldt – Jens Rasmussen og Niels Egelund – har meddelt Forskerforum, at de ikke vil udtale sig, så længe uredelighedsnævnet ikke er kommet med en afgørelse. Lars Qvortrup vil imidlertid godt kommentere sagen. Han er sammen med Niels Egelund forfatter til et forord til bogen “Synlig læring og læringens anatomi”, som er skrevet af John Hattie og Gregory Yates.

Keld Skovmand mener, at Lars Qvortrup og Niels Egelund i forordet tillægger bogens forfattere og andre forskere udsagn og holdninger, som der ikke er dækning for, i det, han kalder “reformtilpassede sætninger”. Han peger som eksempel på, at de refererer forskerne DuFour og Marzano for fire grundlæggende spørgsmål til læringen i skolen. Tre af de fire spørgsmål refererer til den læring, “vi ønsker”, og det mener Keld Skovmand er en “styringspræmis”, som ikke findes i originalteksten.

Med andre ord: Lars Qvortrup og Niels Egelund fordrejer det, udenlandske forskere har skrevet, så det kan bruges som argument for indførelse af målstyret læring.

Qvortrup: Har ingen dagsorden

Det afviser Lars Qvortrup imidlertid blankt.

“Påstanden om, at der ligger en intention bag, nemlig at legitimere læringsmålstyring, synes jeg er decideret ærekrænkende. Et forord er ikke en videnskabelig tekst, man bruger tre uger på, men jeg har efter bedste evne forsøgt at sætte den bog ind i en aktuel kontekst. Jeg er ikke ude på at fremme en dagsorden, og jeg har ikke nogen aktier i læringsmålstyring”, siger han.

Han vil ikke dykke ned i en diskussion af de enkelte detaljer, der ligger i Keld Skovmands kritik af hans tekst, da de eksempler nu bliver behandlet i uredelighedsnævnet. Men han mener ikke, at kritikken bygger på andet end forskel på fortolkninger.

“Jeg sammenfatter to forskere. Keld Skovmand ville gerne have, at jeg skulle have skrevet, hvad eleverne “skal kunne”, og jeg skrev, hvad de “skal lære”. Og ja, det kan man da have en debat om. Men det er ikke uredelighed. Så han fører faglig uenighed over i et forkert forum”, siger Lars Qvortrup med henvisning til anmeldelsen af teksterne.

Føler, kritik blev ignoreret

Den diskussion ville Keld Skovmand imidlertid gerne have haft, fortæller han. En del af hans kritik blev fremsat allerede i bogen “Uden mål og med – forenklede Fælles Mål?” i 2016, og de fleste eksempler, som han nu har indklaget, blev behandlet i hans ph.d.-afhandling, som han forsvarede i januar 2018. Ved det forsvar var ingen af de fire indklagede forskere til stede.

“Min kritik er blevet mødt med tavshed. Det er en del af deres strategi. Mange anklager blev bragt til torvs med min bog i 2016. Der skete ikke noget. Da jeg så havde min afhandling på plads, troede jeg, nogle ville reagere. Men der var ingen reaktion. De har af mærkværdige årsager holdt sig uden for kritikkens rækkevidde”, siger Keld Skovmand.

For Lars Qvortrup var det et bevidst valg ikke at gå i debat med Keld Skovmand om ph.d.en. Det skyldes, hvad han betragter som et personangreb, der gik over stregen.

“I ph.d.en henviser Keld Skovmand til, at jeg i én artikel har skrevet, at der var tale om et paradigmeskifte, da man gik fra pensumstyring til målstyring, og at jeg et helt andet sted har skrevet, at mål er noget, man har haft i de 200 år, der har været almen folkeskole i Danmark. Og så lyder argumentet: Det både at tænke radikalt nyt og henvise til gamle traditioner var noget, nazisterne gjorde op til anden verdenskrig”, fortæller Lars Qvortrup.

Nazikortet

Han følte sig direkte sammenlignet med nazisterne.

“Det er uanstændigt at trække nazismekortet, og jeg vil ikke sammenlignes med nazister. Hvis det er tonen, der tages i brug, så deltager jeg ikke i debatten”. Men du kritiserer Keld Skovmand for ikke at holde sig til den akademiske diskussion, og samtidig har du ikke ønsket at debattere med ham?

“Lad mig sige det på en anden måde: Jeg har netop afsluttet en debatartikel til tidsskriftet NordSTEP om, hvad John Hattie mener. Det er ikke så synligt på avisforsider, men det er en saglig debat. Jeg deltager hjertens gerne i en offentlig debat, men den skal være saglig”, siger Lars Qvortrup.

1. maj 2018 blev han meddelt, at en anklage mod ham var videresendt til uredelighedsnævnet, som altså stadig behandler sagen. En meget ubehagelig situation, synes han.

“Det er bestemt ikke morsomt, både at jeg er anmeldt, og at der samtidig kører en offentlig kampagne. Og det gør, at man overvejer, hvor meget man fremover vil stille sin forskningsviden offentligt til rådighed. Der bliver åbenbart slået nidkært ned på alt, jeg ytrer mig om”.

Diskussion om forskning og politik

Det er ikke kun Keld Skovmand, der oplever, at de kritiserede forskere ignorerede den kritik, han fremsatte med sin ph.d.-afhandling i januar 2018. Førsteopponent på afhandlingen var AU-professor Lene Tanggaard, der vurderer afhandlingen som “solid” og på “højt niveau”.

“Hvis det var mit arbejde, som nogle ph.d.-studerende var gået ind og havde påpeget fejl omkring, så ville jeg nok have forsvaret mig meget hurtigt. Måske ville jeg også have været til stede ved forsvarshandlingen. Så jeg forstår ikke, at de ikke bare er gået ind i den akademiske diskussion om det her”, siger hun.

Hun vil ikke vurdere, om der er hold i Keld Skovmands anklager om uredelighed. Men hun mener, at afhandlingen og diskussionen er relevant i forhold til at pege på en problematisk sammenblanding af politik og forskning. “Vi kan alle sammen begå fejl, men Keld Skovmand siger, at det er mere alvorligt, fordi det knytter sig til en politisk reform, hvor de samme forskere har haft stor betydning. Spørgsmålet er, om det er noget, uredelighedsnævnet kan bedømme. Men jeg synes i hvert fald, at diskussionen er relevant, fordi vi kan lære noget af den”. Lene Tanggaard er i dag selv en central rådgiver for undervisningsministeren. Derfor kan hun godt genkende, at man som forsker kan risikere at blive spændt for en politisk vogn. “Noget af det, Keld Skovmands arbejde viser, er, at vi skal være kritiske over for diskursen om, at forskning kan vise, hvad der virker. Politikere træffer de beslutninger, de kan, og så bruger de forskning, der passer ind, som argumenter. Det kan vi ikke styre som forskere, men vi kan tilstræbe at arbejde ordentligt med kilder og turde kritisere vores eget arbejde. Ellers bliver det for nemt for politikere at bruge viden forkert”.

Folkeskolefejde

Keld Skovmands bøger og anmeldelse af fire pædagogikforskere for videnskabelig uredelighed skriver sig ind i en større faglig og forskningsmæssig tvist omkring folkeskolen.

Fløjene udgøres på den ene side af tilhængere af en angelsaksisk model med fokus på mål og evaluering og på den anden side en mere dannelsesorienteret tilgang med rødder i grundtvigiansk skoleopfattelse.

Grundtvigianismen har været i højsædet i Undervisningsministeriet under ministre som Bertel Haarder og ole Vig Jensen, men med den socialdemokratiske regering i 2011 begyndte nye vinde at blæse. Pisa-målingerne viste dårlige tal for Danmark, og undervisningsminister Christin Antorini mente, at der måtte sadles om. som led i folkeskolereformen igangsatte hun arbejdet med at nydefinere en række faglige mål for folkeskolen – de såkaldte fælles Mål. rammerne blev udarbejdet af en mastergruppe, som Andreas Rasch-Christensen var formand for, og herunder 27 arbejdsgrupper. Det resulterede i 215 kompetencemål, 866 færdigheds- og vidensområder og 3.170 færdigheds- og vidensmål.

Lærernes brug af læringsmålene understøttes digitalt af de såkaldte læringsplatforme, hvor man vælger sine mål på drop down-menuer. for mange lærere blev læringsmålene således i praksis et bureaukratisk, rigidt og upopulært system. i 2017 var der da også bred politisk enighed om at bløde op på systemet ved at gøre læringsmålene vejledende, hvor de før var bindende.

Keld Skovmands kritik kommer således på et tidspunkt, hvor de politiske vinde er vendt. kritikken har derfor mere karakter af en slags forskningsmæssigt “retsopgør” med den fløj, der argumenterede for målstyring af undervisningen.

AU-ledere presser (også) forskere til at ændre deres forskningsresultater

Rektor Brian Bech Nielsen deltog i debatmødet om forskningsfriheden på AU. Her ses han ved en anden lejlighed. Foto: Roar Lava Paaske

36 procent af forskerne på AU, der har følt sig under pres for at ændre deres forskningsresultater, svarer, at presset kom fra en leder på universitetet. Problemstillingen var et af temaerne på debatmøde, hvor der var enighed om, at en mere åben debatkultur er nødvendig.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Presset på forskningsfriheden på Aarhus Universitet (AU) kommer langtfra udelukkende fra eksterne parter som eksempelvis ministerier, interesseorganisationer og private virksomheder, der forsøger at påvirke forskerne til at nå frem til den konklusion, som de ønsker.

Presset kommer også fra ledelsen internt på AU, viser en undersøgelse, som VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, har foretaget for universitetet.

36 procent af AU-forskerne, som har følt sig under pres for at ændre deres forskningsresultater, svarer, at presset kom fra en leder på universitetet – eksempelvis deres institut- eller centerleder. 16 procent svarer, at presset for at udskyde offentliggørelse kom fra en leder, og 25 procent svarer, at presset for helt at lade være med at publicere kom fra en leder.

Problemstillingen var et af temaerne på et debatmøde på AU den 28. januar, hvor blandt andre Heine Andersen, professor emeritus ved Sociologisk Institut på KU og forfatter til bogen “Forskningsfrihed”, var inviteret. Han er overrasket over, at så mange har følt sig presset af deres leder, som jo netop burde forsvare forskningsfriheden og skærme de ansatte fra pres.

“Det er skræmmende oplysninger. Jeg undrer mig over, at der ikke lyder et større ramaskrig, men de, der kender systemet indefra, tænker nok: “Sådan er det bare””, sagde Heine Andersen.

Han tilføjede, at en forsker, der lader sig presse til at ændre sine resultater, vil være videnskabelig uredelig, hvilket kan koste karrieren, og at der vil være tale om magtmisbrug, hvis en leder lægger pres på en forsker. Ifølge Heine Andersen står det formentlig hverken værre eller bedre til på AU end på andre universiteter, da det er bevillingssystemet og afhængigheden af eksterne midler, der gør dem modtagelige for pres udefra.

“Ville man have tillid til dommerne, hvis domstolene selv skulle skaffe 50 procent af deres midler til løn, husleje osv. fra eksterne kilder? Det ville man nok ikke”, sagde Heine Andersen.

Sager skræmmer

En af oplægsholderne var Gitte Blicher Mathiesen, seniorrådgiver på Institut for Bioscience på AU. Hun er en af forskerne, som leverer materialet til rapporterne om kvælstofudledningen til vandmiljøet, der er et sprængfarligt politisk emne.

Hun sagde, at det er naivt at tro, at man kan forske inden for et område med så stor politisk bevågenhed uden at opleve et vist pres, men at det er med til at skærpe hendes faglighed.

“Jeg synes godt, at forskere må være under pres, men sagens kerne er, om vi giver efter for presset, og det er der ikke blevet spurgt om i undersøgelsen. Det afgørende er aldrig at acceptere begrænsninger i retten til at offentliggøre sine resultater og at have datagrundlaget i orden. Så er det lettere at levere uvildig rådgivning”, sagde Gitte Blicher-Mathiesen.

Hun fortalte, at resultaterne kvalitetssikres af en sektionsleder med faglig baggrund for at undgå forkerte konklusioner, hvilket hun mener er en sund praksis.

“Jeg vil hellere tage diskussionen internt på mit institut end i pressen”, sagde hun.

Gitte Blicher-Mathiesen tilføjede, at der har været sager med store personlige konsekvenser, hvor forskeren er blevet trynet af ledelsen.

“Når man oplever en kollega blive uretfærdigt behandlet, så er det klart, at man ikke har lyst til at gå til ledelsen for at få hjælp”, sagde hun og fortsatte:

“Mere åben kommunikation fra ledelsen og en offentlig erkendelse af, at der har været sager, der ikke er blevet håndteret godt nok, ville give medarbejderne større tryghed”.

Kulturændring nødvendigt

Rektor Brian Bech Nielsen svarede, at det er uacceptabelt, hvis der er ledere, der tryner de ansatte.

“Så håber jeg, at den ansatte vil gå til sin leders leder. Vi kan ikke have, at nogen tryner andre. Ledelse er noget, som skal udøves med ydmyghed”, sagde han.

Brian Bech Nielsen sagde, at AU har været udfordret i forhold til myndighedsbetjening siden fusionen med sektorforskningen i 2007, men han fastholdt, at opgaven ligger bedst på universiteterne, og at det går fremad med at sikre de tidligere sektorforskeres forskningsfrihed, hvilket VIVE-undersøgelsen også viser.

Marit-Solveig Seidenkrantz, formand for Akademisk Råd på fakultetet Science and Technology, sagde, at det også er nødvendigt at skabe en mere åben debatkultur på AU, da mange er tilbageholdende med at diskutere problemerne både med ledelsen og med deres kolleger.

“Folk har ikke lyst til at blive en sag”, sagde hun.

Heine Andersen sagde, at den hierarkiske ledelsesstruktur og de utrygge ansættelsesforhold på universiteterne direkte hindrer en åben debat, så mere demokrati og flere faste ansættelser er en forudsætning for at få en mere åben debat.

“Den udbredte brug af korttidsansættelser og tvivlsomme eller direkte ulovlige fyringssager fremkaldt af noget, forskerne har sagt, som eksempelvis fyringen af geologiprofessoren Hans Thybo på KU, sætter sine spor. Når folk oplever, at ledelsen forsøger at få folk til at holde mund, fremmer det ikke en åben debatkultur”, sagde Heine Andersen.

Rektor medgav, at “en del af kuren er en ændret debatkultur”.

Universitetsledelsen vil nu udpege en såkaldt forskningsambassadør på hvert af de fire fakulteter, som forskere skal kunne gå til for at få råd – og også vejledning, i forhold til hvad de skal stille op i en situation, hvor de oplever sig udsat for pres fra intern eller ekstern side.

Om undersøgelsen af forskningsfriheden på AU

4.379 forskere ved AU fik i august 2018 tilsendt et spørgeskema i forbindelse med undersøgelsen.

1.488 forskere (34 %) deltog i undersøgelsen, som er gennemført af Det nationale forsknings- og Analysecenter for Velfærd (ViVe). ViVe har desuden gennemført en række interview med ledere.

Udpluk fra rapporten

  •  7 % af forskerne, der svarede på spørgeskemaet, har inden for de seneste fem år oplevet pres for at ændre forskningsresultater.
  •  10 % har oplevet pres for at udskyde offentliggørelse af forskningsresultater. ƒ 5 % har oplevet pres for ikke at offentliggøre forskningsresultater.
  • 16 % af forskerne har oplevet mindst en af disse tre former for pres.
  • Presset kan komme enten fra eksterne aktører eller internt fra ledelse eller andre medarbejdere.
  • Forskere, der deltager i myndighedsbetjening og/eller indtægtsdækket virksomhed fx for ministerier, kommuner, private virksomheder eller interesseorganisationer, har væsentlig større sandsynlighed for at opleve pres.

Profileret AAU-forsker fyret: “Dig, vi bedst kan undvære”

Foto: Jacob Nielsen

Peter Hervik er en profileret forsker, der kan skaffe forskningsmidler og som får flotte evalueringer af de studerende. Alligevel er han blevet varslet afskediget fra Aalborg Universitet.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Det er dig, som vi i den givne situation bedst kan undvære”. Sådan lød ledelsens forklaring, da lektor Peter Hervik blev fyret på AAU.

Han er en af de 107 medarbejdere, som er blevet prikket, hvilket han har svært ved at forstå.

“Enhver, der ser mine kvalifikationer, vil undre sig. Jeg bliver betragtet som en internationalt anerkendt forsker, som kan skaffe eksterne midler, og som får flotte evalueringer af min undervisning”, siger han.

Peter Hervik peger på, at han har forsket og undervist på universiteter i USA, Japan, Egypten, Mexico, Sverige og Norge, og at han har publiceret en række bøger på tre forskellige kontinenter.

Han siger, at myndighederne bruger ham i deres arbejde med langsigtet terrorbekæmpelse, han inviteres ofte af politikere, organisationer og medier til at bidrage med faglige input i både indland og udland, og han deltager i et netværk med forskere i flere lande om terrorbekæmpelse.

Faktisk er han netop blevet inviteret til en stor konference på Cairo Universitet som “den prominente repræsentant fra Aalborg Universitet”, og nu ved han ikke, hvad han skal svare. “Jeg kunne jo skrive: “Tak for invitationen, men jeg er netop blev afskediget””, siger han.

Vage fyringskriterier

Peter Hervik kalder fyringskriterierne, som AAU-ledelsen har foretaget udvælgelsen efter, for “så vage, at de kan bruges til at slippe af med stort set hvem som helst”.

Der tales om strategiske hensyn for fremadrettet at understøtte visionen for Aalborg Universitet, og om medarbejdernes faglige og personlige kompetencer matcher og understøtter den fremtidige opgaveløsning inden for instituttets uddannelses- og forskningsprofil.

Det virker vilkårligt på Peter Hervik, hvem ledelsen har valgt:

“Jeg vil vove den påstand, at institutledelsen stort set ikke aner, hvad den enkelte forsker laver og står for”, siger han og tilføjer, at det virker besynderligt, at udvælgelsen har været lagt i hænderne på en institutledelse, der ikke selv skal fortsætte.

Hele Institut for Kultur og Globale Studier bliver nemlig nedlagt og de tilbageværende medarbejdere forflyttet.

“Det svarer til, at en privat virksomhed afsatte direktøren og sagde, at han lige kunne nå at afskedige 50 medarbejdere, inden han smuttede”, siger Peter Hervik.

Kan skaffe forskningsmidler

Fyringen giver endnu mindre mening, når han læser om AAU’s nye budgetmodel og rektor Per Michael Johansens udtalelser i forbindelse med afskedigelserne.

Budgetmodellen handler om at skabe mest muligt incitament til at hente eksterne midler hjem fra offentlige og private fonde til forskningen, da det er den eneste mulighed for at øge universitetets indtægter, siger rektor.

“Det er det, som det handler om i den danske universitetsverden, og jeg har netop vist alle de steder, hvor jeg har været ansat, at jeg kan skaffe finansiering til min forskning”, siger Peter Hervik.

Aktuelt har han en bevilling på 5,6 millioner kroner fra Velux Fonden, hvor han er projektleder og vejleder for to ph.d.-studerende. AAU har bidraget med 1,2 millioner kroner til projektet.

“Det er uhørt i det danske fondsmiljø, at bevillingshavere fyrer en projektleder midt i projektperioden. Har ledelsen overvejet, hvilke konsekvenser dette skridt vil få for tildelingen af eksterne bevillinger fremover?” spørger han.

Han tilføjer, at fyringen af ham har skabt turbulens og usikkerhed, men han er i tæt kontakt med fonden om at forlænge projektet, der ellers skulle være færdigt i august. Blandt andet skal de afholde en workshop i juni, hvor de fem forskere skal præsentere deres resultater for forskerkolleger, der flyves ind fra Europa og Nordamerika, og tre større publikationer med projektets hovedresultater skal færdiggøres og udgives.

Projektet handler om racialisering, dvs. de mekanismer og årsager, der skaber inklusion af nogle grupper og eksklusion af andre på baggrund af opfattelse af kultur, etnicitet og race. I projektet undersøger de bl.a., hvordan racialisering hænger sammen med radikalisering i fængsler, og hvordan dannelsen af venskaber i danske skoler håndteres og forhandles.

Vil savne de studerende

Det gør mest ondt på ham, at han ikke længere skal undervise sine studerende. Han siger, at han hvert år har 70-80 studerende på sit kursus om medier og fremtiden, og at evalueringerne fra de studerende ligger i top.

“Min forskning omhandler temaer, som er en stor del af unges hverdag i dag. De er i den grad optaget af spørgsmålene om racialisering, og når jeg først har fået deres opmærksomhed, kan jeg meget nemmere lære dem videnskabelige metoder. Det er utroligt givende at formidle min erfaring med at studere mennesker, som ikke ligner en selv, videre til de unge”, siger han.

Er det politisk?

Han har valgt at fortælle åbent på de sociale medier, at han er blevet afskediget, og han har også offentliggjort sit parthøringsbrev, som han har sendt til rektor.

Han mener, at det er vigtigt, at offentligheden ved, hvad der foregår på AAU.

Af flere kommentarer på Facebook fremgår det, at kolleger mener, at afskedigelsen af ham er politisk betinget, da studiet af racisme og racialisering i Danmark er behæftet med stærke moralske og politiske interesser og følelser.

Peter Hervik siger, at flere af de mest fremtrædende forskere inden for feltet i de nordiske lande, Storbritannien, USA og Australien opfatter det som en politisk afgørelse at afskedige ham.

“De tolker det sådan, at man fra politisk side ikke ønsker den slags forskning, som jeg udøver, i Danmark, fordi den ikke flugter med den førte politik. Jeg kan ikke lyve mig fra, at det unægtelig ser sådan ud, eller at det i hvert fald er et aspekt af det”, siger han.

Peter Hervik siger, at han ikke er bekymret for fremtiden, da han har flere projektbevillinger på vej.

“Det vigtigste for mig er, at det her ikke kommer til at ødelægge min faglige profil, og det kommer det heller ikke til. For den internationale forskning i emner som racialisering og ekstremisme kan godt undvære Aalborg Universitet, mens det omvendte ikke er tilfældet”, siger han.

Ledelsen på AAU ønsker ikke at udtale sig om fyringen af Peter Hervik.

SDU giver påtale for fotos af nøgne mænd, men hvor er billederne?

Erik Albæk har fået to kunstfotos i gave af en litauisk topatlet, men SDU afviser, at det er de to fotos, som han har fået en påtale for at have på sin computer. Privat foto

SDU fastholder, at professor Erik Albæk har krænket en it-medarbejder ved at have nøgenfotos af mænd på sin computer, men Erik Albæk kan ikke få at vide, hvilke fotos det drejer sig om, og hvilke kriterier ledelsen har vurderet dem efter. Tillidsrepræsentant siger, at sagen gør andre ansatte utrygge.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk 

Professor Erik Albæk har været indkaldt til tjenstlig samtale og har fået en påtale for at have krænket en it-medarbejder ved at have billeder af nøgne mænd med ingen eller meget lidt kønsbehåring på sin arbejdscomputer.

Hovedpersonen kan ikke få oplyst, hvilke billeder det drejer sig om, og ud fra hvilke kriterier ledelsen har vurderet dem. Ifølge it-medarbejderen – en studentermedhjælp – var billederne på størrelse med en tommelfingernegl (tumbnail) vist som ikoner i en filmappe over seneste filer.

HR-chefen konkluderede efter at have fået adgang til Erik Albæks computer, at “det foreviste billedmateriale ikke udgør et strafbart indhold”, men alligevel gav institutlederen Erik Albæk en påtale den 11. september sidste år.

“Tilbage står imidlertid, at en medarbejder i SFEO (it-afdelingen, red.) har følt sig krænket over at være blevet eksponeret for billeder af nøgne mænd under arbejdet med din pc. Dét er uacceptabelt, og det må ikke gentage sig – uanset om du har eller ikke har haft intention om at eksponere medarbejderne for denne type billedmateriale”, skriver institutlederen, der gør opmærksom på, at påtalen vil blive journaliseret, og at “en lignende adfærd i fremtiden kan medføre, at der tages disciplinære skridt”.

Erik Albæk klagede efterfølgende over afgørelsen, men først den 24. januar i år svarer SDU-rektor Henrik Dam.

Rektor afviser at trække påtalen tilbage og skriver blandt andet, at det skal betragtes som en irettesættelse, som dermed ikke er omfattet af forvaltningslovens krav om bl.a. partshøring og begrundelse, og som ikke har negative følgevirkninger for ansættelsesforholdet.

“Påtalen har karakter af en tilkendegivelse af, at der er handlet uhensigtsmæssigt, og en tilrettevisning af den fremtidige adfærd … men det er ikke nødvendigvis en forudsætning, at der er sket et brud på konkret formulerede regler, hvilket heller ikke ses at være tilfældet i denne sag”, skriver Henrik Dam.

Tre måneder i uvished

Erik Albæk kalder påtalen og SDUledelsens behandling af sagen absurd.

“Den siger, at hvis en person subjektivt oplever at være krænket, så er vedkommende krænket. Det betyder, at ethvert nøgenbillede kan give anledning til en påtale, hvis blot nogen opfatter det som krænkende”, siger han og fortsætter:

“Jeg kan ikke få at vide, hvad det er for billeder, og ledelsen siger, at den har benyttet objektive kriterier til at vurdere billederne, men jeg kan ikke få at vide hvilke, og hvordan de er blevet anvendt. Hvordan kan jeg så bevise min uskyld? Der er åbenbart omvendt bevisbyrde på SDU”.

Han fortæller, at han intet hørte fra ledelsen i tre måneder, hvor han havde mistanken om besiddelse af børnepornografisk materiale hængende over sit hoved.

Ekspert: Højst usædvanligt grundlag for påtale

Natalie Videbæk Munkholm, lektor ved AU med speciale i arbejds- og ansættelsesret, vurderer, at det er højst usædvanligt at give en påtale for, at en it-medarbejder føler sig krænket over at se indhold på en medarbejders computer. Hun siger, at det må være arbejdsgiverens ansvar at forberede it-medarbejdere på, at de i forbindelse med deres helt særlige typer af arbejdsopgaver kan få adgang til både fortrolige filer og private oplysninger, og hvordan de skal håndtere dette professionelt.

“At sanktionere en kollega for, at en anden kollega føler sig krænket, uden at der er et krænkende miljø eller specifikke handlinger, der kan opfattes som krænkende, er meget usædvanligt. Her er der tale om fotos, der ligger på en arbejdscomputer, og som Erik Albæk ikke har haft til hensigt at vise frem. Det er hændeligt, at it-medarbejderen ser nogle fotos i forbindelse med sit sædvanlige arbejde som it-medarbejder. Ud fra det oplyste er det svært at se, hvad det er, man vil sanktionere Erik Albæk for i denne sammenhæng”, siger hun.

Natalie Videbæk Munkholm tilføjer, at en offentlig arbejdsgiver kan give en ansat en tilrettevisning, men:

“Det betyder ikke, at ledelsen bare kan give påtaler for hvad som helst. En påtale eller tilrettevisning er ikke uden konsekvenser. Det registreres på medarbejderens sag, og hvis der i fremtiden kommer klagesager, vil tidligere påtaler virke forstærkende på vurderingen”.

Hun siger, at private fotos på arbejdscomputeren, selv fotos af meget privat karakter, ikke i sig selv er forbudt, så hvis SDU ikke ønsker nøgenfotos på arbejdscomputere, så må man give besked om det, så medarbejderne kan forholde sig til det på forhånd. Retningslinjerne skal gælde generelt, være kommunikeret tydeligt og være overholdt konsekvent, men her skriver rektor til Erik Albæk, at der ikke er sket et brud på konkret formulerede regler.

“Der er offentligretlige principper, der siger, at selvom en tilrettevisning ikke er en afgørelse, gælder de almindelige principper om saglighed i forvaltningsudøvelsen. Der skal være saglig grund for tilrettevisningen, og det er svært at se, at det er tilfældet her”, siger Natalie Videbæk Munkholm.

Hvad er det for billeder?

Ifølge Erik Albæk kan det kun være to kunstfotografier af en ven – en 28-årig litauisk topatlet, som i øvrigt er heteroseksuel – som it-medarbejderen har set. Han har feriebilleder med nøgenbadning, men de ligger i en mappe mærket “privat”, som han ikke har åbnet, fortæller han.

Først da Weekendavisen omtaler sagen og trykker de to billeder, finder Erik Albæk ud af, at det åbenbart ikke er dem, miseren handler om.

SDU udsender nemlig en pressemeddelelse med overskriften “Ingen sanktion for billeder af nøgne mænd på SDU”, hvor det afvises, at det er de to billeder.

“Vi ser fra tid til anden indhold af privat karakter i forbindelse med det supportarbejde, vi udfører. Normalt påvirker de ting, jeg ser, mig ikke, og der skal meget til, før jeg føler, det går over grænsen”, udtaler it-medarbejderen.

Erik Albæk mener, at SDU dermed insinuerer, at han lyver og har stærkt pornografisk materiale liggende på sin computer. “Det er ekstremt groft spin og manipulation, som man normalt kun ser i amerikanske valgkampe. Men det tillader rektor ske på et dansk universitet, hvis fornemste kendetegn burde være, at der ikke manipuleres med fakta”, siger han.

Er der homofobi på SDU?

Han mener, at sagen handler om, at han er homoseksuel, da han har været udsat for mindst tre tilfælde af homofobi på SDU.

Erik Albæk henviser til, at dekanen sagde til ham under den tjenstlige samtale, at der gik rygter om hans upassende adfærd, og opfordrede ham til at undgå adfærd, der kunne forstærke rygterne eller give anledning til klager.

Af rektors svar på Erik Albæks klage fremgår det, at dekanen har forklaret, at han blot viderebragte informationen om rygterne “som en faktuel oplysning sammen med et venligt råd”. Dekanen ville dog ikke fortælle, hvad rygterne går ud på, da de ikke har kunnet verificeres.

Karsten Boye Rasmussen, Djøfs tillidsrepræsentant ved SDU Samfundsvidenskab, opfatter sagen som et eksempel på ubevidst bias over for homoseksuelle.

Han mener, at ledelsen burde have lukket sagen med en undskyldning til Erik Albæk, så snart det var konstateret, at billederne var lovlige.

Ifølge Karsten Boye Rasmussen skaber sagen bekymring blandt de ansatte. “En sådan påtale vil kunne gives til mange andre ansatte, som har billeder af kæreste, børn i strandkanten, Peter Øvigs hippier, pigen fra Vietnam eller Den Lille Havfrue. Hvad med private breve, mails etc. Kan de også rumme oplysninger, som ansatte kan få påtale for? Det er åbenbart ikke tilstrækkeligt, at billederne er lovlige, så SDU må have nogle grænser, som ingen ansatte kender. Dermed er vi retsløse”, siger han.

Djøf har skrevet til rektor med en henstilling om at trække påtalen tilbage. Djøf vil også have svar på, hvilket grundlag påtalen er givet på, have udleveret en kopi af billederne, der ligger til grund for påtalen, og have klare retningslinjer, som de ansatte kan forholde sig til. Ifølge

Karsten Boye Rasmussen har SDU svaret Djøf, at sagsmaterialet mod Erik Albæk ikke indeholder billeder af nøgne personer.

Bolette Marie Kjær Jørgensen, presseansvarlig på SDU, skriver, at ledelsen ikke vil udtale sig om sagen på grund af tavshedspligt.

 

Miljøministeren sår tvivl om AUs miljødata

Miljøminister Jacob Ellemann-Jensen går på to ben i den alarmerende kvælstofsag, hvor data afslører, at landbruget ikke har bidraget til at mindske kvælstof-udledningen, stik imod Landbrugspakkens forudsætninger. Og i sit forsøg på at balancere på de to ben har ministeren måske givet Folketinget faktuelt forkerte oplysninger.

Ministerens balanceakt undrer Naturfredningsforeningen: ”Vi har hørt ministeren sige, at der er kommet for stor udledning, og det må der gøres noget ved. Men samtidig bidrager han tilsyneladende til at så tvivl om Aarhus-forskernes målingsmetode og skaber dermed usikkerhed om data for udledningen…”, siger landbrugskonsulent Lisbeth Ogstrup. ”Ministeren bør tage målings-metoden og data alvorligt. Han kan jo ikke bortforklare, at den faktiske udledning set fra naturens side er steget. Derfor er det støj, når han nu går ind i en teknisk diskussion om ’klimanormalisering’ o.a…”

Ministerens balanceakt handler om, at han på det ene ben angiveligt brugte bandeord, da nye data afslørede, at kvælstofmængden ikke er faldet, men derimod vokset en smule til 60.000 tons (2017) mod 59.000 (2016), jf. årets NOVANA-2017 rapportering.
Men på det andet ben vil ministeren ikke lægge afstand til landbrugslobbyens forsøg på at skabe tvivl om de samme udledningsdata. Lobbyen påstår nemlig, at udlednings-tallene for 2017 ikke er retvisende. Landbrug og Fødevarers formand Martin Merrild påstår, at AUs kvælstofdata ikke tog hensyn til at 2017 var særlig regnfyldt: Aarhus Universitets tal er ikke “afstrømnings-normaliserede”.
Den udlægning er imidlertid helt i modstrid med Aarhus’ kvælstofforskernes metodik og data, som klart fremgår af NOVANA. Men Ellemann-Jensen vil ikke tage afstand fra landbrugslobbyens fortolkning, da han blev spurgt i Folketingets Miljøudvalg af Enhedslistens miljøordfører Øjvind Visholm, om Merrilds påstand ikke er “misvisende og et forsøg på bortforklaring”? Her tog ministeren ikke afstand, men bekræftede Merrilds udlægning: “Klima-nornormaliseringen er en afstrømnings-normalisering, der ikke tager i betragtning, at den mernedbør, der kom i 2017 kom om efteråret, hvorfor der måtte forventes en større udledning end normaliseringen viser – men stadig på grund af vejret” (SE FOLKETINGSSVAR 448)
Merrilds og ministerens udlægning afvises imidlertid af miljøforskerne i Aarhus som faktuelt forkert:
“Det er en forkert udlægning af metode og data, når Merrild hævder, at AUs data ikke er afstrømnings-normaliserede og dermed ikke retvisende for 2017. Data til NOVANA er afstrømnings-normaliserede, og der er altså taget højde for, at der var ekstra meget nedbør i efteråret 2017. 2017’s data er således udarbejdet så de er umiddelbart sammenlignelige med tidligere år”, forklarer seniorrådgiver Gitte Blicher-Mathiesen, AU-Bioscience. “Metoden fremgår klart af rapporten. De fremlagte data er efter vores bedste overbevisning retvisende på kvælstofafstrømningen, selv om nogle – herunder Landbrug & Fødevarer – mener, at data kunne være mere nøjagtige, hvis der blev korrigeret for afstrømningen pr måned. En månedskorrektion for afstrømning kan gå begge veje og det er ikke på forhånd givet at denne metode vil give en mindre kvælstofudledning”.
 FORSKERforum har forelagt seniorrådgiverens forklaring for ministeriet og spurgt, om ikke ministeren misinformerer Folketinget, mod bedre vidende?
Men i et ordrigt svar fastholder ministeren og hans embedsmænd og konkluderer: ”Svaret til Folketinget er korrekt. Svaret nævner, at klimanormaliseringen er en årsafstrømnings-normalisering, som ikke tager i betragtning, at den mernedbør, der kom i 2017 kom om efteråret, hvorfor der måtte forventes en større udledning end normaliseringen viser”. Og så henvises der i øvrigt til, at AU er blevet bedt om at udrede, om der kan findes en ”forbedret klimanormalisering” m.m. (email fra kontorchef Mette Thorn).

Statsrevisorerne kritiserer Miljøministeriet for videns-tab

”Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at Miljø- og Fødevareministeriet i forbindelse med konkurrenceudsættelsen ikke har vurderet, hvilken virkning flytningen ville have på det veterinære forskningsmiljø”.

Sådan lyder de politiske statsrevisorers kommentar til dagens rapport fra Rigsrevisionen om Miljøministeriets udlicitering – ”konkurrenceudsættelse” – af veterinærforskningen i 2017. Konsortiet KU/Seruminstituttet vandt udbuddet og DTU tabte – hvorefter DTU klagede over Miljøministeriets forvaltning af sagen. (SE STATSREVISOR-BERETNING)

Rigsrevisionen kritiserer (SE BERETNING), at Fødevarestyrelsen forsømte at lave en konsekvensvurdering, især for taberne på DTU, der må lukke et institut med 288 medarbejdere (2017-2020). Ifølge retningslinjerne burde Miljøministeriet have lavet en konsekvensvurdering for forskningsmiljøerne, for disse er ”skrøbelige og nedbrydes hurtigt, hvis opgaver flyttes. Det tager samtidig ofte lang tid at genopbygge disse miljøer”.

Miljøministeriets håndtering har overordnet ”ikke har været helt tilfredsstillende”  Rigsrevisionen kritiserer især, at Miljøministeriet og Uddannelsesministeriet forsømte at fremlægge klare økonomiske rammer for udbuddet. Det handler især om det principielle spørgsmål om overhead eller medfinansiering i myndighedsbetjeningen. Er det forskningsstedet eller ministeriet, som skal betale de ”indirekte omkostninger” eller ”krydsfinansiering”, fx i forbindelse med stalde og laboratorieudgifter? Uenighed om det spørgsmål lå også bag ministeriets udlicitering i 2017. DTU hævdede, at opgaven var underfinansieret, og at DTU  medfinansierede i ti år. Men det ville Miljøministeriet ikke høre på – og ministeriet udbød veterinærområdet i åben konkurrence.

Det er bemærkelsesværdigt, at Rigsrevisionens beretning kun indirekte refererer til DTUs klage over ulige behandling i udbudsprocessen: Staldkrav til store dyr var uklare, og DTU dumpede ministeriets forvaltning af udbuddet. (SE FORSKERforum OM DTUS KLAGE). Men den del af DTUs klage afvises tilsyneladende af Rigsrevisionen, der vender skytset mod DTU, som angiveligt “ikke sikrede sig klare aftaler om de økonomiske rammer for opgaveløsningen…”

Rigsrevisionens beretning besvarer ikke DTUs klage over favorisering af KU/Seruminstituttet. Mistankerne om Miljøministeriets skjulte motiv til udbud/flytning var at redde Seruminstituttets dårlige økonomi oplyses heller ikke. (SE INGENIØRENS OMTALE d.d.)

Rigsrevisionen laver heller ikke samlet regnestykke på, hvad overflytningen kommer til at koste. Men rapporten afslører, at udbuddet er et morads af uklare (ekstra-) omkostninger. Miljøministeriet har givet en ekstrabevilling på 22,6 mio. til Seruminstituttet. For DTU vil det koste 26 mio. at nedlukke sine veterinære faciliteter og 63 mio. er angiveligt spildt på projektering af staldfaciliteter (til erstatning af Lindholm), som DTU måtte aflyse.

Det fremgår også af rapporten, at Miljøministeriet har sagt god for, at KU/Seruminstituttet får nogle af deres prøver testet på laboratorier i Tyskland og Spanien (i en overgangsperiode?). Samtidig har Seruminstituttet accepteret en risikofyldt forpligtelsen, nemlig at når den nuværende kontrakt 2020-2025 udløber, så overtager man restfinansieringen (84 pct. af de nye faciliteters omkostninger).

Kritikken får ingen konkrete konsekvenser for veterinærområdet. FORSKERforum har spurgt DTU, om rapporten giver DTU medhold i klagen – og om DTU føler sig uretmæssigt behandlet?

”Miljøministeriet kritiseres for ikke at fremlægge klare økonomiske rammer for udbuddet. Og det overrasker os da, at ministeriet giver en ekstrabevilling på 22,6 mio. til KU/Seruminstittet, for det stod der jo ikke noget om i konkurrence-materialet. Det vidner jo om, at DTU har haft ret, når vi fortalte, at DTU var underfinansieret på opgaven i ti år! Og hvad angår de uklare staldkrav, så tyder noget på, at Miljøministeriet ønskede et paradigmeskift med en ny leverandør, der ikke kan udføre smitteforsøg på danske produktionsdyr samme niveau som DTU tidlgere gjorde…”, svarer DTU-prorektor Rasmus Larsen.

”Nu er leverandørskiftet jo ved at blive realiseret før 2020. Det kan ikke gøres om, så man må se på læringen af udbuddet. Og her er det indlysende, at transaktionsomkostninger og videns-tabet langt overstiger de samfundsmæssige fordele. Det var altså forkert, når Miljøministeriet lavede et økonomisk uklart udbud, og når man ensidigt koncentrerede sig om, hvad ministeriet får for sine 90 mio. – uden at inddrage de påløbne omkostninger af den ene og den anden art”.

Rigsrevisionen kritiserer ikke ministeriet for unødigt hastværk, selv om balladen om veterinærkontrakten i efteråret betød, at Miljøministeriet udsatte konkurrence-udsættelse af al myndighedsbetjening i et år, indtil området er nærmere analyseret.