Bureaukratklassens nysprog

– gør det umuligt at formulere opposition eller afvigende tanker, mener to norske forskere om sproget bag bl.a. fusionsprocesser

I nutidens arbejdsverden, hvor der findes mange konsulenter og hvor de fleste har forskønnede titler, er personlig markedsføring, selvudvikling og risikovillighed centrale værdier. Vi må være begejstrede og fleksible. Tænk positivt er det gennemgående mantra i selvhjælpsbøgerne. Individets selvrealisering skal foregå gennem arbejdet. Gennem sproget bliver disciplinering sammenfaldende med illusionen om individuel autonomi.

KONSULENTSPROG

Ingen steder er undtaget. Også akademia – samfundets tiltænkte kritiske instans – gennemsyres af floskler, ikke mindst fra en talmæssig voksende kreds af ”mellemledere”.

Begreber eller udtryk med relation til marked, konkurrence og underholdning dominerer i konsulentsproget. Fra idrætten har vi tage højde for, komme på banen, gå efter bolden i stedet for manden osv. Fra erhvervslivet har vi angliseringer som setting, koncept, innovativ samt de dynamiske norske ord kvalitetssikring, forandringsvillig og visioner.

I erhvervslivet er man løsningsorienteret, hvad enten man må outsource det halve firma til Kina eller man har lidt tvivlsomme arbejdsforhold i netop denne outsourcede del. Alt bliver omsat til drift/bedriftet. Intet bliver bare drevet. Folk i erhvervslivet fremstilles som ydmyge med en årsløn på flere millioner og mange andre mio. i guldrandede bonus- og optionsaftaler. For ti år siden betød en forventning noget man så frem til og glæder sig til. I dag forventes alt muligt og hele tiden. Man forventer, at så og så mange omkommer i trafikken, og man forventer så og så mange dræbte i Libyen.

Et kontant ord som problemer er på vej ud af det norske sprog. Nu hedder det udfordringer. Disse begreber har fået en så bred betydning, at de kan betyde det meste. Derfor betyder de så lidt. Meningsløsheden formidles gennem klischeer. Og værre endnu: Staten og det offentlige har taget det samme sprog på sig.

Nysproget skal give os en proaktiv holdning i mødet med nedskæringer og stadige omlægninger. Hvor vi tidligere opfattede det som magtstrukturer, der virkede på passive subjekter, ses det nu som aktive subjekter, der er totalt ansvarliggjorte. Og processer med samfundsmæssigt udspring bliver defineret i individualiserede og selvcentrerede termer og i lyset af forestillinger om autenticitet og selvudvikling.

Dette har en ideologisk slagside, hinsides højre og ventre: Mennesket psykologiseres og sociale problemer, der har sin løsning udenfor individet, rettes mod en selv; Løsningen omdefineres til at individet udvikler sig selv. hvis du ikke elsker tomsproget om markedet eller lader dig begejstre af bureaukratiet og den nye administrative sprogklasse, så er det dit eget problem. Nyorganisering er blevet et mål i sig selv, ganske enkelt fordi den nye administrationsklasse ikke har andet at stille op med.

Når man har ironiseret over managementsproget, har det vundet terræn i det offentlige bureaukrati, hvor især ændringsprocesser er en vigtig term. Et voksende antal ideologer – ofte benævnt dekaner, prorektorer, studierektorer og andre meningsløsheder – er travlt optaget af møder og seminarer, hvor de udmejsler en fælles sprogkode og en fælles virkelighedsforståelse. Ofte bare for at undgå forskning og undervisning.

Konsulentsproget er trængt ind på universitetet, hvor man taler om ledelse, strategi, kommunikation, produktion, reputation osv. og hvor HR-ledelse (human ressource-) bliver en eksplosivt voksende og selvstændiggjort bureaukratisk aktivitet. Men det skal alt sammen forankres, så at medarbejderne kan få ejerskab til processen. Og der må afholdes møder for at de ansatte skal overbevises om fortræffeligheden i konceptet, som altså i bund og grund er forankret hos ledelsen. Derefter må der laves styringsinformation, kvalitetssikringssystemer og målopfyldelseskriterier. Osv.

Når visdommen anfægtes – det rammer af og til – om at bureaukratklassen bare repræsenterer en ny og omkostningskrævende uproduktiv klasse, må de argumentere det hårdere for deres egen uundværlighed. For at tage et norsk eksempel, vi kender så godt: Fusionsprocessen, som skal føre til et nyt universitet, er boullionterninger i millionklassen. Det handler både om Høgskolen i Oslo, og ikke mindst den komiske proces med fusionen af højskolerne i Østfold, Vestfold og Buskerud. Når det er åbenbart, at man kaster statspenge ud af vinduet, må man have et sprogligt forsvar klar: Det formuleres så om en dosis synergi, tværfaglighed og ændringskompetence.

Hos den nye bureaukratklasse er ironisering over deres sprog naturligvis ikke populært. Ord som personlig frihed og fleksibilitet kan virke neutraliserende på kritikken mod denne særlige type altædende kapitalisme, som også staten og akademia har adopteret. Den resulterer i en tvang, som det er svært at beskytte sig imod. På den måde virker nysproget disciplinerende og tilslørende, for hvordan kan vi tillade os at kritisere noget, som giver os frihed og fleksibilitet? Det er underforstået, at taberne i systemet kun har sig selv at takke.

Og hvis vi skulle finde på at kritisere bureaukratklassens projekt, kaldes vi illoyale. Og det er vel at mærke på et arbejdsmarked, hvor dele af arbejdskraften er let erstattelig og på tidsbegrænsede kontrakter, og hvor vejen til omstrukturering er fratrædelse og fritstilling, nysprogets ord for fyring.

Det er ikke let at tænke bagom sproget, når sproget er det, vi tænker med. Nysproget hos George Orwell (Animal Farm) har først og fremmest den funktion, at det gør det umuligt at formulere oppositionelle eller afvigende tanker. Dagens konsulentsprog har samme funktion. Det gør det vanskeligt at tænke udenfor boksen.

En række godt betalte personer fra rektoratet og nedad vil fremover tappe universiteter og andre uddannelsesinstitutioner for ressourcer og stjæle vores opmærksomhed. Enhver kritik af dette risikerer at blive beskyldt for at være bedrevidende eller nedvurderende, som om universiteter og højskoler ikke er en del af det øvrige samfund. Og er man imod reformer, bedriver man forandringsvægring.

Hvor er de felter, som er undtaget konsulentsproget, og hvor findes modvægten til disse tendenser?

Her kan humanister indtage en særlig rolle ved at reformulere ideologikritikken, ikke en kapitalismekritik ud fra Utopia eller den autoritære længsel efter noget, som allerede er afprøvet, derimod ud fra kritik af det eksisterende. Materialet til en ideologikritik af virkeligheden kan man let finde ved at tage udskrifter af mødeindkaldelser, af ledelsens visioner eller strategier og høringsudspil. Virkeligheden findes i den nye organisationsretorik, som slet ikke er ny længere, målt på sproget.

Vi vil vove den påstand, at humaniora har større modstandspotentiale end samfundsvidenskaberne mod denne sovs af marked, retorik og bureaukratisering. Samfundsvidenskaberne har desværre vist sig alt for tilpasningsdygtige til de nye tider: De giver ledelserne de analyser, som ledelserne gerne vil have, indpakket i en mild kritik, gerne under dæknavnet evaluering.

Simen Andersen Øyen & Pål Veiden: ”Den nye nytalen” (Uddrag fra MORGENBLADET 24. juni 2011)

(Øyen er stipendiat ved center for videnskabsteori, Bergens Universitet. Veiden er lærer i sociologi v. Høgskolen i Oslo.)