Brev fra en skyggeeksistens

Videnskabelig assistent, som foretrækker at være anonym, fortæller om sin karriere, som ikke rigtig er der, og hvordan det påvirker hans liv

‘Kære Universitet

Jeg skriver til dig, fordi jeg har det svært med den måde, du fungerer på. Den måde du tager dig af, eller rettere, ikke tager dig af, os opkomlinge. Os der gerne vil arbejde hos dig, arbejde for dig. Os der ikke har faste ansættelser og tilbringer et arbejdsliv i usikkerhed og uvished om, hvorvidt vi nu kan blive hos dig – eller må forlade dig. Os der investerer i dig, men ikke længere og meget mindre end tidligere, kan være sikre på, at vi får noget ud af det. Os der underviser og vejleder på tværs af fag og faglighed, men som lever i skyggen og på kanten af dig.

Da jeg blev færdig som kandidat på universitetet, KU’s humanistiske fakultet, var jeg klar til at blive. Klar til at gøre de investeringer, som der skulle til for at gøre sig hos dig – på universitetet. Det lå og ligger i murene, i ånden, i omgangen med hinanden, at det er kaldet, der skal trække læsset. Det ved du.

Man bliver ikke hos dig for pengenes, men for arbejdets, skyld.

Og man bliver heller ikke hos dig for de sikre ansættelsesforholds skyld. Deltidsansættelser inden for områder, som ligger langt fra og i periferien af ens faglighed, vejledning af projekter som er til overs, deltagelse i projekter man ikke har været med til at starte og ikke er med til at slutte, er langtfra unormalt. Man har med andre ord ikke råd til at sige nej, for så er der bare en anden, der siger ja.

Det vidste jeg alt sammen godt, dengang i 2008, hvor jeg som nyudklækket kandidat ryddede kalenderen for at undervise to timer om ugen på kandidatuddannelsen på mit fag. Forberedelsestaksten var 3,5 og jeg brugte vel nok det firedobbelte. Det var hårde lærepenge, men semestret efter var der et halvt modul mere plus nogle timer som videnskabelig assistent. På papiret 14 timer, i praksis fuld tid.

I 2009 var der så hul igennem til først en fuldtidsprojektansættelse og siden, i 2010, et ph.d.-stipendiat. Kanon. Lykken var gjort, investeringerne gav pote. Tre år med fast indkomst, og ikke mindst var vejen til det forjættede lektorat, fastansættelsen, betydeligt forkortet.

Og hvordan blev det så at være ph.d.-stipendiat? Nu kunne jeg fortælle dig om, at de tre år som ph.d.-stipendiat heller ikke var nogen dans på roser,

  • at ECTS-systemet er vilkårligt og bureaukratisk,
  • at sygedage ikke tælles med i éns stipendiat (medmindre du er syg i tre sammenhængende uger), at det samme gælder for omsorgsdage,
  • at man ikke får timer for deltagelse i afdelingsmøder og som sådan stadig holdes udenfor.

Men ok, sammenlignet med årene inden, så gav ph.d.-tiden en faktisk økonomisk sikkerhed og en faglig forankring og udvikling. Det var (relativt) privilegeret.

I umiddelbar forlængelse af mit stipendiats udløb søgte og fik jeg en stilling som videnskabelig assistent på mit institut. Fuld tid, men tidsbegrænset, sådan er det med videnskabelig assistent-stillinger, og det forstår jeg godt. Du skal jo sikre, at undervisningen er forskningsbaseret (også selvom du i stedet for den ene videnskabelige assistent, som oftest ansætter en anden eller ”blot” en ekstern lektor).

Det første semester i min nye stilling underviste jeg 18 timer om ugen og havde 106 studerende til eksamen. Et stramt semester, med et ph.d.-forsvar oveni og en postdocansøgning til FKK.

Det efterfølgende semester var ikke meget bedre; kun 12 timers undervisning, men på grund af en kollegas sygemelding – en ekstern lektor som gik ned med stress – stod den igen på eksamineringer af omkring 100. Hertil kommer så diverse ansøgninger og artikel-skrivninger.

Og den historie gentog sig så semestret efter.

Og hvor var du? Uni? Kunne du ikke se mig?

Jeg stod lige der. I midten af det hele og sørgede for, at en hulens masse studerende kunne komme igennem systemet; at der blev produceret STÅ i massevis, som jeg ved, at du elsker. Hvorfor kom du ikke over og roste: Godt gået?

Er det, fordi det i virkeligheden ikke er nok at være en underviser på ”gulvet”; fordi du stadig værdsætter dem på kontorene, dem med forskningsmidlerne, højest? Og i så fald, hvorfor tillod du så, at jeg skulle undervise så meget, at det næsten var umuligt at skrive forskningsansøgninger såvel som artikler?

Nogle taler om, at vi, og du, er ved at uddanne et nyt proletariat – ”precariatet” – og at mange af os på universiteterne, som i andre dele af samfundet, befinder os i en prekær situation; at vi så at sige skal leve med og finde strategier til at håndtere, at vi er udskiftelige, erstattelige, fordi vi har en hverdag præget af social usikkerhed på grund af det fragmenterede og økonomisk deregulerede arbejdsmarked, med korte og relativt lave lønninger. Som også du, uni, er blevet en del af.

Det er i hvert fald min oplevelse. Og det er en oplevelse, der ikke bliver mindre brutal af, at den på mange måder markerer, at de indvielsesritualer, som jeg har deltaget i som indgang til en karriere, ikke har været en adgangsbillet til nogen som helst form for sikkerhed; hverken socialt, økonomisk eller symbolsk. Til ritualerne hører

  • de mange, mange gratis ”interesse-timer” jeg lagde i begyndelsen af min karriere hos dig, de mange, mange kampe jeg har kæmpet for at forsvare, forklare og kvalificere, at vores fornemmeste opgave er at kunne yde en hensynsløs kritik af alt bestående og
  • at kaldet, ikke penge, er omdrejningspunktet,
  • de mange mange opgaver jeg har læst i weekenderne,
  • de mange, mange timers vejledning jeg har givet ekstra, fordi det var nødvendigt.

Selvom du over de sidste ti år har produceret mere end dobbelt så mange ph.d.ere, som du gjorde før, så har du ikke ændret grundlæggende på dine forståelser og din strukturelle rammesætning af, hvem det er, der får din opmærksomhed.

Rekvirering af forskningsmidler, peer reviewed artikler og public appearances er, hvad du efterspørger, når vi er til ansættelsessamtale hos dig: hvad har du produceret, hvor meget, og hvor er det offentliggjort?

Du spørger aldrig: Er du god til at undervise?

Det er også et pres for de fastansatte hos dig, ved jeg. Men for os er det uhyrligt. Vi skal jo publicere og skrive ansøgninger ved siden af fuld undervisning – og i øvrigt i tættere og tættere konkurrence med hinanden, fordi du ikke har sørget for, at der er balance mellem antallet af ph.d.-stipendiater og postdocer og adjunkturer.

Og måske derfor – sådan er det faktisk – har nogle af de dygtigste folk inden for mit felt forladt dig inden for de sidste år. Fordi du ikke ser os og ikke gør noget for at beholde os. Fordi du blandt så meget andet indkalder os til MUS-samtaler og vedlægger en standard for samtalen, som er rettet mod de fastansatte. Og heri kan vi læse, at medarbejderudviklingssamtalen er et redskab til at identificere og realisere medarbejderens potentialer og eventuelle behov for kompetenceudvikling. Og at samtalen er en samtale om, hvordan det kan imødekommes og forløses. Og at samtalen også vil give feedback til den enkelte medarbejder.

Stor er skuffelsen derfor, når vi så sidder i MUS’en og du hverken har sat dig ind i vores faktiske arbejde, hvilke roller vi faktisk udfylder, eller de fælles perspektiver i – min lyst og dine penge – at kompetenceudvikle os.

Og ved nærmere eftertanke: Hvorfor skulle du?

XX