BFI-tal bruges til personalestyring

Indberetninger af dine publikationsdata er ikke anonyme. Og de bruges af institutledere

BFI – den bibliometriske forskningsindikator – er forhadt blandt forskere, den er betvivlet blandt publiceringsforskere og den er elsket af embedsmænd, der gerne vil have konkurrencemål, som statens kan belønne og straffe forskermiljøerne med. Men mål og incitamenter virker slet ikke.

Mens forskerne skal detail-indberette deres forskningsproduktion og dette registreres nøje, så flytter systemet ikke ret mange penge, konstaterer seniorforsker Kaare Aagaard fra AUs Center for Forskningsanalyse.

Som incitamentsmodel virker BFI-opgørelserne ikke. Men som publiceringsstyring virker den, for systemet lægger op til at danske forskere i høj grad har publicering som succesmål.

Men der er kendte minusser ved systemet, fx at forsknings-publikationer formelt og uformelt vægtes langt højere end undervisning som kvalifikationskrav. Men det har også den negative indvirkning på publiceringsmønstret, at når forskerne foretrækker internationale publiceringer, så forsømmes den nationale lærebogs-produktion.

Det handler FORSKERforums analyser i dette nummer om (se s. 25-27 i det trykte blad, 284).

Personlige BFI-opgørelser bruges til personalestyring

Og der er mere skjulte minusser ved systemet. BFI-modellens intention var ideelt at måle udviklingen af universiteternes samlede forskningsproduktion, og forskermiljøerne blev forsikret om, at det ikke ville registrere og måle den enkelte forskers produktion. Denne risikerede altså ikke at blive belønnet eller straffet med den personlige BFI-opgørelse.

Men det bliver systemet alligevel brugt til, mener seniorforskeren. Aagaard var i 2014 med til at evaluere den norske pendant til BFI-modellen – det system, der tjente som inspirationskilde i forhold til BFI. Og en af konklusionerne var, at forskningsmålingen også sker på individ-niveau mange steder:

”Vi kan se, at incitamenterne siver ned i organisationerne, og at det er bekvemt for rektorer, dekaner og institutledere at bruge forskningsmålingen for eksempel til fordeling af forskningstid, avancementer og lignende belønninger. Og det er modellen ikke beregnet til, da den giver et enormt upræcist mål for den enkeltes indsats. Det er legitimt at skæve til den som et element i en generel monitorering, men bruges den mekanisk og ureflekteret, så der eksempelvis skal et vist antal point til at rykke op i stillingshierarkiet, eller hvis der uddeles individuel bonus for et vist antal point, så bruges den klart mod hensigten, ” fortæller Kaare Aagaard.

Bruges lokalt til bonus og forfremmelser

Selvom han ikke har undersøgt danske forhold, føler han sig ret sikker på, at det norske billede også passer på Danmark.

”Jeg kan ikke forestille mig, at billedet er anderledes i Danmark end i Norge. Og jeg har også kendskab til nogle institutter, hvor det sker i praksis,” siger han. Han fortæller, at den individuelle BFI-måling især er problematisk på HUM- og SAM-området, hvor der ikke tidligere har været traditioner for at kvantificere forskningsindsatsen.

”På NAT, SUND og TEK har man længe set på artiklernes citationer og tidsskrifternes impact factor, som er mål, der på disse områder opfattes som mere præcise og relevante end BFI’en. Men på HUM og SAM har man ikke andre kvantitative måleredskaber, og så kan BFI’en blive en genvej til at undgå nogle svære diskussioner, når man eksempelvis skal tage stilling til, hvem der skal have bonus eller forfremmes.”

Ifølge Kaare Aagaard viste evalueringerne af den norske model, at publiceringsadfærden i Norge var blevet løftet i bunden – det vil sige områder, der tidligere ikke havde været meget aktive omkring deres publicering, mens det blandt de flittigst publicerende institutter ikke havde ændret det store.

lah

Se ANALYSE s. 25-27 i det trykte blad