Forfatterarkiv: FORSKERforum

Pinds bevillingsreform: Tal-kaos om konsekvens-beregninger

Når de 8 universitetsrektorer i dag kl. 10.30 mødes i Rektorkollegiet står der utvivlsomt ”Drøftelse af ministerens forslag til bevillingsreform” som et mødepunkt. Problemet er bare, at de ikke kender grundlaget for, hvad de skal forholde sig til. De politiske forhandlinger blandt Folketingets ordførere er mørkelagte. Og nu viser det sig tilmed, at det mest konkrete, frigivne dokument i sagen har været “teknisk” og ikke reelt. Både ordførerne og rektorkredsen har skullet vurdere modellen på et virtuelt tal-grundlag.

7. juli offentiggjorde ministeriet en konsekvensberegningen, men ministeriets 2016-data kunne ikke genkendes. Der var diskrepans mellem universiteternes faktiske opgørelser (indtægter jf. Rektorkollegiets statistiske beredskab) og konsekvensberegningens tilskuds-tal. FORSKERforum spurgte ind til beregningsgrundlaget og efter flere rykkere meddelte ministeriet så pr. telefon i går, at der ville blive udsendt en revideret konsekvensberegning. Ministeriet ville fremlægge genkendelige tal senere på dagen. Diskrepansen blev forklaret med, at beregningen byggede på ”forventet færdiggørelsesbonus” og ikke den faktiske (2016) – og det ville blive korrigeret.

FORSKERforum har imidlertid ikke modtaget det reviderede beregningsgrundlag. Og har heller ikke modtaget aktindsigt i Rektorkollegiets dagsorden. Ligesom det heller ikke har været muligt at få en kommentar til tal-kaos’et fra Rektorkollegiets formand, Anders Bjarklev.

For Rektorkollegiet er det interessante i konsekvensberegningen, hvordan den omflytter bevillinger mellem uni’erne. Den fremlagte ”tekniske konsekvensberegning” fortalte angiveligt, hvilke universiteter – ikke hvilke fakulteter – der på kort sigt i en overgangsperiode bliver belønnet / straffet på de nye faktorer (færdiggørelsestider og job efter kandidateksamen). Og så ryddede ministeriet op i nogle historiske restpuljer (”øvrige formål”), som ”genfordeles” blandt uni’erne.

Nedenunder dette aktuelle billede – som viste udramatiske ”glidecreme-data” – lå imidlertid andre aspekter på længere sigt, som uni-rektorerne er meget nysgerrige for at få frem:

Dels opererer ministeriets prognoser med, at uni’erne inden for en kort årrække står til at få en “bøde” på ca. 140 mio. kr. (for underpræstering på færdiggørelse og job-faktor), som i den fremlagte beregning blev tonløst og relativt omfordelt mellem institutionerne. Når bøden om nogle år inddrages med henblik på omfordeling som såkaldt ”kvalitets- og resultattilskud” – efter uafklarede kriterier – kan plusser og minusser for de enkelte uni’er se anderledes ud.

Og dels er det konsekvenserne i den udfoldede model 2019 uklare, for ifølge forslaget skal kriterier (for grundtilskuddet) ”genfastsættes” efter fire år ”på baggrund af en samlet kvalitetsvurdering, fremadrettede prioriteringer og opfølgning på de strategiske rammekontrakter” (Pinds forslag).

Hvad betyder det, vil rektorerne spørge på dagens møde, med henvisning til at ministerens reform truer med, at der skal laves en kobling mellem performancekrav i resultatkontrakter og så bevillinger, som forslaget åbner op for om nogle år?

Konference: Hvad gør videnskabsformidlingen ved ‘post-faktuel viden’?

”Idet forskningen har finansieringsproblemer og er nødt til at ’brande sig’ er det et kæmpeproblem, at man ’oversælger’ sine forsknings-historier og overdriver sin succes. Forskere og uni’er har tendens til at overdrive betydningen af nye opdagelser og til at præsentere sig selv som verdens bedste. Det er et etisk problem for parterne. Det kræver stor selvdisciplin fra kommunikationsfolket at stå imod og holde den etiske fane højt, og forklare arbejdsgiverne, at det på sigt ikke gavner at oversælge historier…”

Det mener formanden for danske videnskabsjournalister Jens Degett, som også er præsident for den europæiske paraply for videnskabsjournalister, som holder årskonference ECSJ i København 26.-30. juni i hhv. DR-koncertsalen (plenum) og på det nærliggende IT-universitetet. Programmet er omfattende, men med hovedvægt på den uafhængige videnskabs-journalistiks stigende finansieringsproblem og på etik, herunder hvordan man håndterer ”post-faktuel viden”.

Kontroverser om årsagen til klimaforandringer og den verserende danske debat om HPV-vaccine er de seneste eksempler på, at videnskabens autoritet udfordres i offentligheden. Degett konstaterer, at mistro til videnskab breder sig, fordi ikke-autoriteter har fået en åben platform på internettet. Både forskerne, deres uni’er og kommunikationsfolket skal navigere i dette felt og forsøge at opretholde deres særlige autoritet og (selv-) disciplin.

”Forskere og videnskabsjournalister er nødt til at revidere deres rolle og kommunikationsformer i takt med at kommunikationen flytter over på nettets sociale medier, private hjemmesider og facebook m.m. Det giver ideelle vilkår for ’alternative fakta’, for her er ingen peer-review’ing, filtre og gatekeepers, der er garanter for hæderlighed. Når alle og enhver således kan udbrede deres holdninger om videnskabelige emner, er det en stor udfordring. Som modspil må såvel forskningen som journalistikken prøve at skabe højborge af soliditet og troværdighed”.

Konferencen – som er åben for tilmelding –  er relevant for videnskabs-journalister, kommunikationsmedarbejdere og forskere, der interesserer sig for formidling. Programmet er alsidigt, med tre dag-temaer: 1) New media, 2) Climate reporting and 3) Responsible science journalism/communication. (SE OM PROGRAM OG TILMELDING).

 

Dekan / rektor uforvarende i sag om BFI-fejl

”Er jeg BFI-indberettet for den lærebog om skatteret”, lød det fra en overrasket SDU-rektor Henrik Dam, da FORSKERforum forelagde for ham, at hans lærebog om skatteret var BFI-indberettet i 2015, hvor han var jura-dekan på KU. Indberetningen var formelt i strid med BFI-retningslinjerne, som ikke anerkender lærebøger. Men Henrik Dam kendte ikke noget til indberetningen, som KU-jura efterfølgende kalder “en fejl, som nu er rettet“, så lærebogen nu er registreret som ”undervisningsbog”.

Henrik Dams fejlagtige indberetning dukkede op, da FORSKERforum borede i standarder for BFI-indberetninger (Bibliometrisk Forsknings-Indikator er en kategorisering af publikationer, som udløser point og bevillinger). Der er nemlig store variationer i, hvad der indberettes mellem fagområderne og hvad der er kvalitetskontrollen på institutionerne.

BFI-systemet er tema i det FORSKERforum, som udkommer i dag, og det fortæller om stor fag-uenighed. Fokus er især på juras standarder, idet jura tilsyneladende indberetter på andre kriterier end BFIs formelle. Juridiske lærebøger er fx en helt fagtraditionel måde at publicere juridisk forskning på, forklarer CBS-professor Jane Bolander: Bearbejdelsen og omtalen af nyt lovstof i lærebøger rubriceres som forskning, fordi der er tale om forskningsmæssig bearbejdning af stof. Mens jura nemlig løbende forandrer sig, så er faget økonomi fx baseret på noget mere universelt.

Men juristerne burde tage sig en tudekiks, svarer økonomen Mogens Ove Madsen, medlem af BFI-gruppen for samfundsøkonomi: Forståelsen af relationer mellem fx inflation og arbejdsløshed ændrer jo også løbende på økonomiske videnskab, uden at økonomer af den grund indberetter lærebøger.

Jura er det bedste eksempel på uens indberetnings-standarder, viser en analyse af 2.728 BFI-indberetninger i et notat til Uni-ministeriet. Analysen fortæller også, at næsten halvdelen af BFI-bidragene fra CBS og AAU ved en kritisk gennemgang kan kategoriseres i en gråzone som ”problematiske bidrag”. Og det dækker over et grundlæggende dilemma i BFI-modellen, fordi systemet er baseret på publicerings-traditioner på nat’ og de passer ikke så godt til hum’ og samf’, konstaterer professor Jesper Schneider fra AUs Center for Forskningsanalyse i et internt dokument til Forskningsstyrelsen (SE Cfa-notat til ministeriet).

Videnskab.dk har også boret i problemer, og her henviser KU-lektor i videnskabsteori Mikkel Willum Johansen til, at BFI-systemets konkrete svagheder har været problematiseret fra starten. Måske burde fokus være på selve systemets iboende problemer og ikke på uens indberetninger:

”Hvem siger, at det er BFI-systemet, der har ret i sin definition af ’forskning’, og forskerne, der tager fejl”, spørger han. ”Forskerne har hidtil haft en praksis, hvor de har haft lokale forestillinger om, hvad ’forskning’ er. Så laver man en liste, og så opstår der pludselig et behov for, at data er ens, og der en fælles og ensartet opfatelse af, hvad ’videnskab’ er. Men det er BFI-listens behov, ikke forskningens” (SE VIDENSKAB.DK).

 

Ny bevillingsmodel: Glidecreme i mørkelagte forhandlinger?

Der flyttes kun småpenge som følge af minister PInds bevillingsreform, fortæller en konsekvensberegning på dennes forslag, der pt. forhandles ved mørkelagte forhandlinger i Folketinget. Aarhus Uni’ vil vinde noget, mens især Aalborg til tabe, og CBS vil tabe en smule. Samlet set ligner det omfordeling af småpenge. Nogle vil sige stort bureaukrati med lille virkning. Andre vil kalde det glidecreme for Pinds forhandlinger, for bagved kan på sigt ligge helt andre konsekvenser.

Bagved ligger, at Folketingets uddannelses-ordførerne hver onsdag drøfter reform-udspillet med minister Pind, som selv sidder selv for bordenden med dept.chef Agnete Gersing ved sin side. De svarer på spørgsmål fra Socialdemokrater, DF, SF og Radikale, så der kan files på modellen med henblik på, at der skal indgås et bredt forhåndsforlig om et lovforslag, som dermed ikke drøftes åbent med uni-sektoren eller offentligheden, fordi selve lovbehandlingen bliver en formalitet.

Ministeriet har dog frigivet enkelte dokumenter, herunder den teknisk konsekvensberegning. Den fortæller, hvilke universiteter – ikke hvilke fakulteter – der bliver belønnet / straffet på de nye faktorer (færdiggørelsestider og job efter kandidateksamen). Og så rydder ministeriet op i nogle historiske restpuljer (”øvrige formål”), som ”genfordeles” blandt uni’erne.

Beregningen fortæller teknisk set hvem der hhv. vinder og taber, hvis der tages udgangspunkt i 2016-data om færdiggørelsestider og beskæftigelsesgrader. (Ministeriet understreger, at det er ”rent tekniske beregninger med aktuelle indikationer”, hvor hhv. færdiggørelse og job-faktorer kan ændre sig i 2017-data).

Ministeriet oplyser over for FORSKERforum, at når Aarhus Universitet i den rent tekniske får flere penge (plus 29 mio. kr.) skyldes det især, at stor del af restpuljen, som AU ikke tidligere har haft stor andel i. At Aalborg står som stor taber (minus 24 mio.) skyldes, at man hidtil har nydt godt af god færdiggørelsesbonus, men det afvikles i den nye model. Og CBS’ minus på 7 mio. skyldes især straf på studietiderne.

Men i den tekniske beregning udelades væsentlige faktorer, så data ikke ser alarmerende ud. Det skyldes at væsentlige faktorer ikke indgår:

Dels fremstår beregningen som som et fordrageligt nulsums-spil, men det skyldes kun, at “bøde” på ca. 140 mio. kr. til uni’erne (for underpræstering på færdiggørelse og job-faktor) her er tonløst omfordelt relativt mellem institutionerne (Ministeriet vil ikke oplyse, hvordan de 140 mio.’s bøde er fordelt mellem uni’erne, men den følger relativt på størrelsen). Når bøden om nogle år inddrages med henblik på omfordeling som ”kvalitets- og resultattilskud”, kan plusser og minusser for de enkelte uni’er se anderledes ud.

Og netop kriterierne for fordeling af denne pulje er formentlig et hot tema i de mørkelagte forhandlinger:  Mens det er en ministerdrift at få den som en løs ”ministerpulje”, vil oppositionen have fastlagt kriterierne.

Og dels er det konsekvenserne i den udfoldede model 2019 uklare, for ifølge forslaget skal kriterier (for grundtilskuddet) ”genfastsættes” efter fire år ”på baggrund af en samlet kvalitetsvurdering, fremadrettede prioriteringer og opfølgning på de strategiske rammekontrakter” (Pinds forslag). Hvad betyder det, spørger oppositionen, ikke mindst for at få  få oplyst, hvilken sammenhæng der skal være mellem performancekrav og resultatkontrakter, som forslaget åbner op for om nogle år?

Uni-studerende studerer flere timer pr. uge

Danske uni-studerende har tilsyneladende strammet deres studiedisciplin op de sidste tre år, så de gennemsnitligt  går til undervisning og forbereder sig i 38 timer pr. uge.

Det er en forbedring fra 2013-2016. De bachelor-studerende har i de tre år højnet deres ugentlige studietid med 5,4 timer (fra 32,5 til 37,9 t.). Og de kandidatstuderende har hævet studietiderne med 4,2 timer (fra 33,9 til 38,1 t.).

Det viser en studieundersøgelse, som ministeriet indberetter til EU’s Eurostudent-kontor (SE STUDERENDES TIDSBRUG PÅ STUDIER HER)

De ba-studerende bruger mere tid på både undervisning og forberedelse (hhv. 18 og 19 timer). Ikke overraskende bruger de kandidatstuderende færre timer på direkte konfrontations-undervisning (14 t.) men selvstuderer det mere (24 t.).

Da undersøgelser for nogle år siden viste, at nogle fag kun udbød 6-8 timer ugentligt, anbefalede politikerne, at studier skulle tilbyde minimum 12 timers undervisning pr. uge på alle studier. Minister Søren Pind omtaler indirekte dette som en forklaring på den større studiedisciplin, når han siger, at stigningen ”først og fremmest skyldes flere undervisningstimer, og knap så meget de studerendes indsats uden for undervisningslokalerne” (Pressemeddelelse.

Når ministeren ikke henviser til, at studiefremdriftsreformen (2015) – der straffer studieoverskridelser – som årsagen til den større studiedisciplin, skyldes det formentlig, at denne først fik effekt efter 2016. (Universiteterne kan dog fremvise statistikker, som fortæller, at studiedisciplinen er forbedret en del de senere år, hvis det måles på de gennemførelsestider.)

Undersøgelsen fortæller ikke, hvordan studie-disciplinen varierer mellem hovedområderne. En undersøgelse på KU (2014) afslørede imidlertid stor variation: Studerende på våde fag (især sund’, og i mindre grad på nat’) har mange u-timer. Omvendt bruger de jurastuderende færrest timer på studieaktiviteter, tæt fulgt af de humaniora-studerende. Samfundsvidenskabs studerende ligger midt mellem de nat’ og de hum’ –studerende. (SE KUs studietidsanalyse 2014 s.8)

 

Kritik af publicistpris: ‘Skadelig for videnskaben

  • ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” – SE HER

Publicistklubben – en forening for journalister og andre mediefolk – har tildelt WEEKENDAVISENs videnskabs-journalist Lone Frank den store publicistpris og 20.000 kr.  Hun er forfatter til flere bøger og har desuden en ph.d. i neuro-biologi. Prisen tildeles for en mangeårig, fremragende indsats i overensstemmelse med klubbens formål om at værne om ytringsfrihed og medvirke til indsigt i den aktuelle medie- og samfundsudvikling.

Begrundelsen lyder: ”Frank er insisterende som få, utålmodig og skånselsløs i sin kamp, ja nærmest drift, for at få den eksakte viden til at spille en rolle for os og vores samfund. Hvad enten det handler om almen videnskab eller, især, når det handler om den del af videnskaben, der kan gøre os klogere på den mest underfundige og uforudsigelige af alle skabninger: os selv”.  (SE DR-NYHED).

For følgere af de årelange kontroverser om den omstridte psykologi-professor Helmuth Nyborg er det en kontroversiel tildeling. ”Set fra min stol som fagperson er det en besynderlig og uberettiget tildeling, for Lone Frank har lavet politiserede og bias’ed partsindlæg, forklædt som ’forskningsformidling’. Hun har skrevet artikler om intelligens og neuro-forskning, som i virkeligheden var ensidig og tententiøst mikrofonholderi for Helmuth Nyborgs såkaldte ’forskning’, der var mere politik end videnskab. Dermed har hun legitimeret Nyborgs manglende standarder, og på den måde har hun været skadelig for videnskaben”, forklarer psykologi-prof. emeritus Jens Mammen, som var Nyborgs tidligere institutleder og en af klagerne over hans forskning.

”Ud fra Franks artikler tror folk, at kontroverserne om Nyborg handlede om faglige uenigheder og fejder mellem faglige ligemænd. I virkeligheden handlede det om, at Nyborg var en fusker. Han konstruerede data (om population og fertilitet), som passer til hans politiske synspunkter. Han kunne ikke fremlægge data på, at mænd er klogere end kvinder. Og i UVVU-sagen kunne han ikke fremlægge kilden til sine såkaldte FN-data, som altså var konstruerede. Og den mangel på videnskabelige standarder har Frank altså legitimeret i sin journalistik”.

Mammen kalder flere af Lone Franks forsidehistorier i WEEKENDAVISEN for partsindlæg. I 2013 hed overskriften ”Ude af kontrol(SE 29.11 2013). Dens påstand var, at uredelighedsudvalget UVVU var usagligt; Nyborg var ”det seneste offer”, som var uretfærdigt behandlet. Artiklen undlod at referere Nyborgs forseelser: At han havde brugt en ”ghostforfatter”, der kom fra den rabiate Den Danske Forening. At det var umuligt at identificere en central FN-kilde, artiklen var bygget på ”uoplyst konstruktion af data eller substitution med fiktive data” (UVVUs afgørelse).

Og årsagen til Franks fortielser kunne være, at Frank faktisk havde brugt Nyborgs fusk-dømte artikel (”The decay of Western Civilisation”) som hovedkilde til en tidligere forsideartikel ”Det usigelige(SE  22.7 2011). Hvis hun altså skulle referere UVVUs uredeligheds-dom over artiklen, måtte hun for en god ordens skyld også fortælle, at hendes tidligere artikel byggede på den…

Mammen: ”Frank fortalte i forsidehistorien om UVVU, at internationale forskere støttede Nyborg imod UVVU. Men et simpelt kig på Nyborgs netværk afslørede, at det var et sammenrend af højrefløjs-rabiate og racister. Og Frank undlod at spørge Nyborgs opponenter – fx os kritikere – hvad der var substansen i vores klager over Nyborgs ’forskning’. Hvordan kan man få Publicistprisen, når man ikke overholder simple journalistiske regler?”

WEEKENDAVISEN afviste i 2013 at svare på kritikken af forsideartiklerne. Men FORSKERforum forelægger den for Lone Frank, så hun kan replicere  i FORSKERforum 305, der kommer i begyndelsen af juni.

NYT BEVILLINGS-SYSTEM: Pind forhandler bag lukkede døre

Folketingets partier har indledt forhandlinger om uni-minister Søren Pinds forslag til ny bevillingsmodel. I går blev der afholdt et såkaldt sættemøde, hvor forslaget blev fremlagt og de enkelte partier havde mulighed for at komme med markeringer og spørgsmål. I de næste uger bliver der så forhandlinger, hvor Pind finder ud af, om han kan få hele eller dele af oppositionen med på en aftale, som skal række mange år frem i tiden.

Ministerens modelforslag er ikke hugget i granit, men åbent for justeringer, fortæller oppositionens ordførere. Især efterlyste han åbent forslag til, hvordan man kan definere uddannelseskvalitet, og hvordan det kan indgå som bevillings-parameter.

Ministerens modelforslag har tre elementer: 20 pct. grundtilskud (bevillingssikkerhed i 4 år), 70 pct. aktivitetstilskud (udløst pr. eksamen og på tre taxameter-niveauer) samt 10 pct. kvalitets- og resultattilskud (5 pct. på færdiggørelses-bonus og 5 pct. på job-bonus. (SE FORSLAG: BEVILLINGSMODEL)

De indbudte partier fra oppositionen markerede sig alle positivt over for forslaget om 20 pct.s grundtilskud, som giver institutionerne en fast ramme. Men man vil have nærmere afklaret, hvad det betyder, at grundtilskuddet skal genfastsættes efter 4 år ”på baggrund af en samlet kvalitetsvurdering, de fremadrettede prioriteringer og opfølgning på de strategiske rammekontrakter”.

Og så rettede skepsis’en sig især mod 10 pct.s performancepuljen (5 pct. gennemførelsesbonus og 5 pct.s jobbonus) og mod, hvad der defineres som kvalitet og den ’kvalitetspulje’, som ministeren vil uddele.

”Grundtilskuddet på 20 pct. er positivt, og må gerne være større. Ti-pct.s puljen bliver en knast i forhandlingerne, for de er baserede på præstation og ikke på ’kvalitet’. SF er således ikke begejstrede for 5 pct.s beskæftigelses-taksameteret, som det bliver svært at sætte kriterier op for og som vil ramme nogle uddannelser særlig hårdt”, fortæller ordfører Jacob Mark (SF). ”Og så er kriterierne for, hvad ’kvalitetspuljen omfatter helt uklare. Efter hvilke kriterier skal ’genfastsættelse’ ske efter 4 år? Hvad det indebærer, skal aftales nu og ikke efterfølgende og vilkårligt”.

Enhedslisten siger nogenlunde det samme, men med en lidt skarpere retorik: ”Uden at lægge mig fast på forhånd, så kan jeg ikke forestille mig, at Enhedslisten er med i en aftale med de 10 pct. performance. De 10 pct. burde lægges oven i grundtilskuddet”, mener ordfører Bruno Jerup (EL). ”Modellen har nogle økonomisk prægede incitamenter, som forstærker styringen på faktorer, som der ikke er ’kvalitet’ i. Det skal altså defineres konkrete bevillingskriterier, som ikke er alt for bureaukratiske, men som tager hensyn til hver institutions krav. Der skal ikke asfalteres, mens der køres”.

Fra regeringens normale støtteparti, Dansk Folkeparti, siger ordføreren: ”Det er et udmærket udgangspunkt for forhandling. Men man kan da diskutere, hvor meget ’kvalitet’, der er i gennemførelses- og jobstatistikker! Så der er brug for nærmere bestemmelse af, hvad der er ’kvalitet’ En slags peer-review hvert fjerde år på uddannelses- og forskningskvalitet kunne måske indgå som bevillingsfaktor”, spørger Jens Henrik Thulesen Dahl (DF). ”Den fremlagte models mange faktorer er også bureaukratisk, så der er plads til forenklinger. Endelig kan man da også overveje princippet om, at bevillinger skal gives som belønninger til de bedste; nogle med problemer har jo brug for penge til forbedringer! På den måde er der mange faktorer i spil”.

FORSKERforum har forgæves forsøgt at få kommentarer fra ordførerne Mette Reismann (S), Sofie Carsten Nielsen (Rad.) og Carolina Magdalena Meier (Alt.).

Ministeren forventer, at forhandlingerne om en ny bevillingsmodel er afsluttet inden Folkemødet på Bornholm d. 15. juni.

Bog: Vindmølleindustri fyrede AAU-professor

Støjprofessor Henrik Møller blev fyret d. 26. marts 2014 fra AAU med henvisning til besparelser, selv om instituttet faktisk havde nybesat to lektorstillinger året før på fagområdet akustik (SE INFORMATION 2014). Selv om han var en højprofileret og internationalt kendt støjforsker, så pegede pilen på ham, fordi hans eksterne indtjening var for lav. Han havde ”det største misforhold mellem indtægter og udgifter”, som dekanen og institutlederen formulerede det.

Men det var ikke den reelle begrundelse, fortæller en bog, som udkommer i dag. Ledelsen ville af med ham, fordi hans forskning i lavfrekvente lydgener fra vindmøller og hans kritiske udtalelser i pressen ikke passede vindmølleindustrien. Støjgrænser, støjundersøgelser og naboklager kan nemlig blokere for opførelse af vindparker tæt på beboelser.

Bogen ’En skjult magt’ fremlægger en række indicier på, at der var sammenhæng mellem fyringen og pres fra vindkonsulenten DELTA (medlem af vindmølle-lobbyens brancheorganisation). Bogen afslører, at efter en række konflikter mellem forskeren og lobbyen kommunikerede dekan og institutleder underhånds med DELTA, som mistænkeliggjorde forskeren – og som angiveligt tilskyndede AAU-lederne til at passivisere støjforskeren.

Forfatteren Peter Skeel Hjorth – kritisk vindmølle-journalist – har fået aktindsigt i korrespondance og mails, og dem bruger han til at flette en nærmere forbindelse mellem vindmølle-lobbyen og støjprofessorens chefer. Tonen mellem dekanen og lobbyisterne er kammeratlig og indforstået. Der er telefonsamtaler og møder uden referater, som sammenfattes i kryptiske udtryk i efterfølgende mails, fx når DELTA taler om ’det emne, som ligger os mest på sinde’ – underforstået at støjforskeren skulle passiviseres, indikerer forfatteren.

Eks-rektor Finn Kjærsdam slipper uplettet fra forløbet, da han principielt afviste lobbyens pres: ”Det er ikke Aalborg Universitet, men 3 frie forskere, der har udtalt sig. Forskere, der har både ret og pligt til at ytre sig inden for deres fag, i overenstemmelse med deres overbevisning” (s.169).

Derimod er bogens fremstilling lidet flatterende for AAU-dekan Eskild Holm Nielsen og institutleder Børge Lindberg. Forfatteren konstaterer, at sagens skandale var, at deres forretningsmæssige strategi og samarbejde med vindmølleindustrien var vigtigere end at bakke op om deres medarbejdere, deres forskning og formidling (s.184).

Bogen fortæller, at ledelsen uden held prøvede at presse Henrik Møller til at indgå en frivillig aftale om fratrædelse, hvorefter han blev fyret. Over for FORSKERforum afviser dekanen den fremstilling og henviser til, at der blev indgået en frivillig aftale (med IDA som mellemmand).

Bogen samler en række indicier på, at AAU-lederne har sat økonomi og samarbejde med industrien højere end forskningsfriheden. Branchens lobbyister kommunikerede fx direkte pr. telefon eller mail med dekanen – som ikke er fagkyndig på området – uden om forskerne: ”Henvendelsen til dekanen var direkte indblanding i et universitets indre anliggender, den fri forskning og formidling” (s.140). Og dekanen deltog i et møde med lobbyens bestyrelse, hvor temaet bl.a. var AAU-forskernes ”deltagelse i offentlig debat” (s.172).

På FORSKERforums spørgsmål om, hvorfor dekanen ikke afviste den type pres, svarer Eskild Holm Nielsen: ”Jeg har ikke haft underhåndskorrespondance med nogen. Jeg var inviteret til at give et oplæg og jeg fremlagde fx strategier for vores 80 ph.d.’ere på området, som vi gerne vil have industrien mere involveret i. Jeg har ikke notat fra mødet. Der blev nævnt ting, som vi var uenige om, men jeg sagde, at vores forskere har ret og pligt til at udtale sig. Jeg kunne ikke drømme om at indskrænke mine forskeres forsknings- eller ytringsfrihed”.

Dekanen vil ikke kommentere bogens nærmere detaljer, for han har ikke læst bogen. Men ud fra, hvad han har hørt, kalder han den ”konspiratorisk” og ”social konstruktivisme”. Han lover dog FORSKERforum et nærmere interview, hvis han får den læst.

Bogen udkommer i dag (SE FRYDENLUND). Den er allerede omtalt af de lokale medier, der insinuerer at den er et partsindlæg, fordi forfatteren er kritisk overfor vindmølle-industrien (SE NORDJYSKE)

 

RUC straffes i ny bevillings-model

Regeringen lancerede i sidste uge forslag til nyt råt bevillingssystem, hvor der indbygges nogle belønnings- og straf-elementer. Der kan skæres i bevillingerne, hvis institutionerne ikke præsterer lavere gennemførelsestider for de studerende. Og fagområder, hvor kandidaterne er længere tid om at komme i job eller er langtidsarbejdsløse, straffes med lavere bevillinger. Især de blødere uddannelser – humaniora med brogede jobudsigter – vil blive ramt. På kendte parametre ser det ud som om især RUC straffes i modellen.

”Modellen giver RUC nogle udfordringer, jo. Jeg vil ikke sige, at den gør uni’er til ’erhvervsskoler’. Men logikken i modellen er, at den begunstiger fagområder, som er ’professionsrettede’ mod bestemte arbejdsmarkeder og færdigheder, fx læger, ingeniører, jurister og visse naturvidenskabelige uddannelser – og modsat for de uddannelser og institutioner som har blødere fagligheder, og hvor kandidaternes arbejdsmarked ikke er så fast defineret”, siger rektor Hanne Leth Andersen fra RUC.

”Hvis politikerne både vil lovgive på sektoren og incitaments-styre, så må vi i sektoren jo rette ind efter det. Og logikken i modellen er økonomistisk og rettet mod ’employability’, hurtig gennemførelse og hurtig i job. Og modellen er en dobling af samme logik ovenpå dimensionering og fremdriftsreform, som altså bare giver mere bureaukrati og usikkerhed. Man kunne jo godt efterlyse nogle andre værdier, selv om økonomerne vil få svært ved at lave taxameter for det”, siger RUC-rektoren.

”Med andre værdier mener jeg overordnet, at vi jo ikke bare uddanner til arbejdslivet (employability). Vi uddanner også demokratiske borgere, som har indsigt og færdigheder til at orientere sig. Det er vel også, hvad minister Søren Pind mener med ’dannelse’…”, spørger hun. ”Værdier handler også om, at uni’er har bredt fagberedskab på alle fagområder, såvel de professionsrettede som de alment uddannende. Der er altså brug for begge dele, og modellen giver ubalancer”.

Modellen har tre elementer: 20 pct. grundtilskud (bevillingssikkerhed i 4 år). 70 pct. aktivitetstilskud som gennemførelses-performance og baseret på tre taxameter-niveauer, hvor de fleste af RUCs uddannelser er på den lave takst (som McKinsey har kaldt underfinansiering).

De sidste 10 pct. er kvalitets- og resultattilskud. Den er opdelt (5 pct.) på beskæftigelse (jobbonus) og den anden del (5 pct.) om færdiggørelse. Kravene er sat så højt, at de fleste uni’erne aldrig vil få disse penge udløst – og her går regeringens prognoser på, at regeringen kan hente 200 mio. kr.

På RUC har man ikke lavet nærmere konsekvensberegninger, for der indgår mange faktorer bagudrettet. Men om de to nye komponenter siger RUC-rektoren: ”Færdiggørelses-faktoren skræmmer os ikke. RUC så ikke godt ud på færdiggørelsestider for nogle år siden, men siden 2011 er der sket en 30 pct’s forbedring, og prognoser siger, at RUC bare vil mangle 2 måneder i målåret 2020, så små forbedringer hvert år kan betyde, at RUC overholder kravene i fremdriftsreformen og ikke skal betale bøder”.

Noget anderledes ser det ud hvad angår de 5 pct. jobbonus: ”På beskæftigelsesgraden målt 1 år efter færdiggørelse har RUC en udfordring: De studerende er typisk længere om at komme i arbejde, men statistikkerne viser, at de faktisk finder arbejde; nogle af dem bare ikke så hurtigt. Det hænger dels sammen med, at vi ikke har de mere professionsrettede uddannelser, så mange studerende med de ’blødere fagligheder’ selv skal finde deres jobfunktion. Det handler bl.a. om at vi skal blive bedre til at give dem bevidsthed om, hvad de kan og er gode til. Til forskel fra de professionsrettede har de brede kompetencer på det analytiske og på projektarbejde i organisationer”.

Danske universiteter – paraplyen for bestyrelsesformænd og rektorer – har ikke lavet en konsekvensanalyse. Og formanden har udtalt sig afventende, dog med forbehold over for beskæftigelsesfaktoren. (SE REKTORUDTALELSE).

SIDSTE: Nyt råt bevillingssystem

Minister Søren Pind lancerer i dag regeringens forslag til nyt bevillingssystem. I Politiken sælges det med spin om, at ’regeringen vil straffe uddannelse uden jobudsigt’, som de fleste vælgere vil synes er fornuftigt. Men bagved ligger nationaløkomisk logik, uden kvalitet og dannelse. For universiteterne og de studerende har modellen nemlig indbygget nogle rå incitamenter, som vil betyde ændret fokus og adfærd og få konsekvenser for fagbredde og akademiske mål.

Råheden i modellen – og den bagvedliggende økonomiske tænkning – fremgår af minister Pinds spin for sine kernevælgere i BERLINGSKE. Her mistænkeliggør han bestemte fag og uddannelser: ”Der skal gøres op med jobløs uddannelse’.  Uddannelsesmarkedet skal omstilles via incitamenter. Pind afslører, at der de næste år kan spares 200 mio. fra ‘de jobløse’, og det er så en pulje Regeringen vil omfordele til “kvalitet” fx eliteuddannelser og teknologisk omstilling. (SE BERLINGSKE d.d.)

Især de blødere uddannelser som humaniora med brogede jobudsigter vil blive ramt, og sigende nok for tankegangen er der ingen særlig omtale af småfagsproblematikken. Og på institutionsplan bliver formentlig især RUC med mange bløde uddannelser ramt både på færdiggørelsestider og på job-målet. Modellen skal indfases over 3 år, men regeringen afsætter en klatskilling på 65 mio. til kompensation for de hårdest ramte.

Modellen har tre elementer: 20 pct. grundtilskud (bevillingssikkerhed i 4 år), 70 pct. aktivitetstilskud og 10 pct. kvalitets- og resultattilskud. (SE FORSLAG: BEVILLINGSMODEL)

Aktivitetstilskuddet er erstatningen for den nuværende taxametermodel. Det beregnes som årlig gennemførelses-performance på de forskellige uddannelser (udløst pr. eksamen) og er fortsat baseret på tre taxameterniveauer for (medicin/ingeniør, naturvidenskab og hum./samf.).

De 10 pct. kvalitets- og resultattilskud ser ikke ud af meget, men erfaringer fra alle incitamentsmodeller viser, at selv mindre puljer har stor adfærdsmæssig betydning. Og denne pulje er rå, fordi halvdelen (5 pct.)  af den handler om beskæftigelse (jobbonus) og den anden del (5 pct.) om færdiggørelse. Kravene er sat så højt, at de fleste uni’erne aldrig vil få disse penge udløst, og det er her, Regeringen forventer at hente de 200 mio. kr. Færdiggørelsesbonus’en er fx baseret på at de gennemsnitlige gennemførelsestider skal ned på normeret tid plus 3 måneder (hvor der i dag er en overskridelse på 8 måneder).

De 200 mio. fra 10 pct.-puljen, som ikke udløses, er ikke tabt, men bliver i sektoren, lover Regeringen. De skal bare udløses efter andre kriterier og måske til andre fag – ’på længere sigt rettet mod kvalitet’, som det formuleres.

I modellen er kvalitet lig med ’færdiggørelse og jobrelevans’, og den indeholder ingen kvalitetsparametre på trods af, at det faktisk var begrundelsen for lave reformen: Eks-minister Esben Lunde Larsen kaldte det nuværende taxametersystem en Trabant uden kvalitets-incitamenter. En ny model skulle indeholde ’kvalitet, relevans og regionalitet’. Og Søren Pind er trådt til med høj værdipolitisk profil om mere kvalitet og ”dannelse”, men indrømmer nu blankt over for Politiken, at der ikke er kvalitetselementer i den nye model. (SE POLITIKEN d.d.). Men i BERLINGSKE lyder hans frække overskrift såmænd: “Kvalitet skal der til”…

Den gråzone om ‘kvalitet’ overlader Pind nu til løbende drøftelser i den kommende tid. Og det dækker formentlig over, at ministeriets embedsmænd ikke har kunnet finde kvalitetselementer, men også noget forhandlingstaktik, så Søren Pind her har noget at handle med, altimens den rå hovedmodel går igennem.

DMs formand Camilla Gregersen siger: ”Det  er da rigtig fornuftigt med en grundbevilling, og at der tilsyneladende indgår et løfte om stabile bevillinger i de fremtidige finanslove. Men beskæftigelses-taxameteret tæller negativt, ikke mindst fordi princippet skrives ind som succesmål og i øvrigt kan opreguleres i fremtiden. Det giver usikkerhed og modvirker ministerens erklærede ønske om ‘kvalitet’ …”.

Søren Pind (V) indleder en forhandlingsrunde om udspillet d. 10. april.