Forfatterarkiv: FORSKERforum

Rapport: Ind med filosofikum – men hvad skal ud?

Alle uni-studerende skal på deres bacheloruddannelse igennem et bredt studieelement, som giver dem en række almene og brede akademiske kompetencer ved siden af deres faglighed, lyder målsætningen i dagens inspirationsgruppe-rapport om nyt filosofikum (SE RAPPORT).

Men hvilke studieelementer skal udgå, hvis faget ”filosofikum / Akademia”skal indføres med krav svarende til 15 ETCT-point og efterfølgende eksamen? Det konkrede spørgsmål er ubesvaret. Studieplanlæggere vil derfor sige, at rapporten opererer i en ideel verden, for i den virkelige verden er studiers tidsrammer stærkt udfordret i forvejen…

Heller ikke den nye uni-minister Tommy Ahlers forholder sig til prioriteringen. Han – der generelt tager positivt imod rapporten – taler ikke om, at et nye obligatorisk studieelement kan stresse de studerende, tværtimod om at det måske kan være et middel mod stress blandt studerende … (SE Kristeligt Dagblad d.d.).

Rapporten er gået helt uden om spørgsmålet om, hvordan fag-prioritering skal foregå i praksis. Man nøjes med en indirekte formulering om, at der skal laves udviklingsarbejde ”på tværs af fakulteter og institutter på de enkelte universiteter”, med den vigtige tilføjelse ”samt på studienævns-niveau” – som er det forum, hvor den faglige prioritering skal foregå.

FORSKERforum har forgæves søgt at få en kommentar til manglende omtale af prioriteringen fra inspirationsudvalgets formand, AU-prorektor Berit Eika.

Rapporten kan generelt læses som en indirekte kritik af den funktionelle opgavebeskrivelse i Uni-Loven, idet udvalget anbefaler en forpligtende formulering i loven, så universitets- og dannelses-idealer for de studerende tydeliggøres, især ”den tætte forbindelse mellem forskning og uddannelse, om forskningsfriheden, om det videnskabelige selvstyre, om forpligtelsen over for offentlighed og kultur samt antydningen af de videnskabelige kardinaldyder (testbarhed, offentlighed, nytænkning/ny viden, forklaringskraft / forståelsesdybde, konsistens, objektivitet, redelighed)” (s.38).

Rapporten kan også læses som en indirekte kritik af mange fags manglende fagkritiske elementer, og at der er for få uni-lærere, som kan undervise dannet i ”filosofikum / Akademia”. Rapportens forslag til praktisk implementering nævner eksplicit nødvendigheden af opkvalificering, fx at en ”kernegruppe” af forskere og undervisere skal udvikle ”undervisningsmateriale og eksemplariske undervisningsforløb, herunder undervisningsformer”og en form for lærebog. Og så skal der i særlig grad være ”et udviklingsarbejde omkring kompetence-udvikling hos de undervise, der vil skulle undervise og eksaminere i nyt filosofikum”, ikke mindst pga. ”studieelementets interdisciplinære orientering” (s.36).

Udvalget foreslår, at det nye fag skal svare til 15 ETCT-point (et halvt semester, men heri medregnes det nuværende ”fagets videnskabsteori”, som nogle steder er selvstændige studieelementer gældende for op til 10 ETCT-point. Andre steder er det indarbejdet i andre fagelementer, fortæller en kortlægning (se EVA-rapport).

FOLKEMØDET: Konsensus-debatter og Bertel Haarder

REPORTAGE. Nogle siger, at den nye uni-minister Tommy Ahlers ikke kan nå at gøre skade, for han kender ikke sektoren og har kun 15 måneder tilbage inden et valg! Andre peger så på, at hans ukendskab til sektoren giver plads til, at dept.chef Agnete Gersing kan bøffe nogle af sine mærkesager igennem!

Og hvis man tolker et politisk signal på Folkemødet er en nærliggende sag afskaffelse af studerendes og ansatte medindflydelse i studienævnene. Den bestræbelse blev nemlig nævnt af tidl. uni-minister  Bertel Haarder (V) i en session om Universiteterne 50 år efter studenteroprøret i ’68” . Haarder signalerede en  højprioriteret sag for Regeringen og Venstre. Det betyder, at Tommy Ahlers kan blive sendt på banen med konkret lovgivning på studienævnene. Herved kan politikerne få fjernet den sidste smule faglig og kollegial medbestemmelse på uni-styringen.

Hvem skal bestemme, hvad de skal og hvordan de gør det?”, lød et under-spørgsmål til styringsdebatten. Haarder udlægning var, at politikerne havde indført Uni-Loven 2003-07 for at få stærk ledelse med en bestyrelse med ”samfundsrepræsentanter” i spidsen, men netop disse bestyrelsers forandringsvilje havde skuffet Haarder. Det blev modsagt af såvel uni-bestyrelsesformand Lars Nørby Johansen og rektorformand Anders Bjarklev, der mente, at uni-styring er en meget kompleks ting og at der er mange interessenter, herunder ikke mindst politikernes detailstyring… (SE DEBAT1)

Men ellers var Haarder udpræget tilfreds med afskaffelse af Styrelseslovens uansvarlige ledelse, så nu mangler man altså bare at ændre på studienævnene, sagde han – med indirekte henvisning til det såkaldte Gersing-udvalgs anbefaling nr. 36-37, der vil fjerne de selvstændigt besluttende beføjelser, som studerende og ledelse har medbestemmelse på i dag. Dels skal studieledere udpeges direkte af ledelsen, uden forudgående indstilling fra studienævnet. Og dels skal ledelserne fremover styre nævnenes arbejde, så det entydigt bliver ledelsens ret at tilrettelægge dagsordener og sætte rammerne for ”uddannelsernes indhold og kvalitet”. Forslaget er drastisk, for det kræver en ændring af Uni-Loven. (SE GERSING-UDVALGET).

Selv om rektorkredsen har sagt fra overfor ændringen af studienævnet, kom der ingen højlydt protest herfra. Panelet på Folkemødet havde ikke forsvarere af den kollegiale medbestemmelse jf. styrelsesloven efter ”studenteroprøret”. Som så mange andre debatter på Bornholm lagde panelets sammensætning ikke op til konfliktuel debat, men til konsensus-fortællinger om, at det går jo meget godt alt sammen. Det nærmeste panelet kom en talsperson for kollegial medbestemmelse var således politolog og ledelsesforsker Lotte Bøgh Andersen,der ikke kritiserede styringssystemet, for det fungerer angiveligt udmærket, hvis man har et godt forhold til sin institutleder.

Bertel Haarder var formentlig den mest aktive paneldeltager på Folkemødet med hele 30 arrangementer, og han deltog også i Aarhus Universitets session om ”Kan politik blive klogere”, der handlede om relationen mellem forskningsdata og politisk beslutningsgrundlag. Temaet var stillet dikotomisk op som om ministerier ikke kan få leveret ”den nødvendige viden på de rette tidspunkter” på den ene side, og som om uni’er / forskere på den anden side bliver ”overhørt, får skudt politiske motiver i skoene eller får anfægtet deres faglige integritet, når de leverer forskningsbaseret rådgivning”. Temaet var ikke systemfejl, som at ministerier kan presse forskningen på økonomien til at levere ”bestillingsforskning”. (SE DEBAT2)

Haarders trick i denne session – og han blev ikke modsagt – var at tale om forskere der politiserer, ”jeg nævner ingen navne, men vi ved alle hvem det handler om”, og at politikere derfor har en (berettiget) mistro til forskningen.

Det bemærkelsesværdige ved denne session var det, som der ikke blev talt om, nemlig AUs største konflikt på forskning/politik i disse år: Gyllegate, myndighedsbetjening og ministeriers pres på AUs forskere. Det blev ikke blev nævnt med et ord. Bortset fra til allersidst, hvor konfliktløsheden tilsyneladende blev for indeklemt for AUs bestyrelsesformand Connie Hedegård, der konstaterede generelt, at den største fare for universiteternes forskningsfrihed er, at (uafhængigheden i) myndighedsbetjeningen kan blive presset politisk af ministerier, der sidder på økonomien…

Trumps lukker ned for klima-fakta

Mens USA’s præsident skaber overskrifter med frihandels-krig og Nordkorea, rykker han ubemærket på klimapolitikken, og det vækker bekymring og protester blandt klimaforskere. I maj dikterede han lukning af NASAs overvågningssystem, der holder øje med den globale udledning af drivhusgasser. Rumforskningens kulstof-overvågning (CMS) har indtil nu brugt satelitter og luftinstrumenter til at måle methan- og kuldioxid i atmosfæren, og projektet koster omkring 62 millioner kroner årligt.

Trump lukkede i maj for finansieringen: Overvågningen står i vejen for globale klimamål, herunder ikke mindst for hans opfyldelse af løfter til den amerikanske kul- og olie-industri. Donald Trump har kaldt global opvarmning for ’et fupnummer’ og trak så USA ud af Paris-klimaaftalen i juni 2017. (SE INDEPENDENT)

USAs statslige EPA (Environmental Protection Agency) er under konstant pres fra Trump. I 2017 foreslog han, at miljøbeskyttelsen skulle beskæres med 31 pct. (til 5.7 mia. dollars), hvilket ville betyde fyring af en fjerdedel af staben (herunder forskere og embedsmænd), men det blev afvist af Kongressen.

Men Trump udpegede den kendte klimaskeptiker og olie-lobbyist Scott Pruitt som chef, og han har siden været involveret i mange skandaler med misbrug af statslige midler (fx private flyrejser) og mistanker om korruption ved at modtage gaver fra olie-industrien. (SE SCANDALS).

Trump og Pruitt synes dog ligeglade. De ignorerer fx et sagsanlæg mod EPAs leder anlagt af en miljøgruppe. En distriktsret i Colombia har bedt EPA dokumentere Pruitts klima-benægtelser om at ”menneskelig aktivitet ikke er en primær bidragyder til klimakrisen”, fordi disse udsagn er fremsat af en chef for et statsligt organ og fordi hans udsagn er i direkte “modstrid med formålet med den styrelse, som han er chef for”. Domstolen har dog ikke fået dokumentation fremsendt fra EPA, men dommeren siger, ”at styrelsen har en forpligtelse til at forklare rationalet og det faktuelle bag EPAs beslutninger” med en tidsfrist 2. juli. (SE KLIMA-RETSSAG)

Også Energistyrelsen under en anden lobbyist søger at lave drastiske ændringer af den amerikanske klimapolitik, idet den forsøger at få tilføjet olie og kul til de tilladte energikilder, som offentlige myndigheder må købe energi fra, fordi det vil støtte den nationale sikkerhed og national energi-uafhængighed (Homeland security). Det er mødt med store protester, som et  “skatteyder-betalt magtmisbrug” og et ”uhyrligt trick”, der vil støtte den energisektor, som støtter Trump. Miljøeksperter kalder argumentationen ”surrealistisk” og ”galskab”. (SE LOBBYISME)

Men Trump bliver også modsagt fra højeste sted. Under et lukket møde i lørdags med 50 repræsentanter fra bl.a. olieindustrien – bl.a. ExxonMobil og Shell – leverede pave Francis ifølge Reuters en stærk advarsel om at begrænse CO2 –udledningen, som kan ”ødelægge vores civilisation: ”Mest bekymrende er den fortsatte søgning efter nye fossile brændstof-reserver, mens Paris-aftalen udtrykkeligt opfordrede til at holde disse under jorden …” sagde paven til den industri, som i årtier har misinformeret om olie og kuls ansvar for CO2-udledningen… (SE PAVENS ADVARSEL)

5 NBI-fyringer: Hyre–fyre efter krav fra fond?

2.UDGAVE 9.48. Mandag d. 11. juni skal alle medarbejdere på Niels Bohr Institutet ”være til rådighed på email kl. 9.00″, fordi de kan prikkes. Det fremgår af en økonomisk tilpasningsplan, at der skal fyres ca. 5 professorer / lektorer. Baggrunden for fyringsrunden er opsigtsvækkende, idet der groft sagt skal fyres 5 fra den faste stab for at give plads til 5, der efter udløbet af deres center på Grundforskningsfondens (GFs) bevilling skal ”indlejres” på instituttet.

FORSKERforum har fået aktindsigt i de to GF-bevillinger, som udløber og heraf fremgår som et absolut krav, at hhv. 2 og 3 stillinger skal indlejres i 2018-19. Det fremgår som en forpligtelse, at når GF-bevillingerne udløber, skal der inden for centrets forskningsområde opslås nye permanente stillinger som professor / lektor: ”Indlejringsstillingens” finansiering overtages af NBI ved kontraktens udløb (kontrakt 2014). I den anden fra 2012 er der angivet konkrete NBI-forpligtelser til at medfinansiere med 14 mio. kr. samt en forpligtelse for NBI til at fortsat støtte til centrets strategi efter kontraktens udløb: ”Institutionen er forpligtet til at fortsætte støtte til centrets forskningsfokus efter GF-bevillingens udløb”. (SE KONTRAKT OM INDLEJRING)

Vip-tillidsmand Bjarne Andresen ser besparelsen på instituttet som en direkte konsekvens af fondens indlejringskrav og han er rystet over kontraktens bindinger: ”Det er en standardkontrakt, men efter de har fået forelagt dilemmaet med hyre-fyre, har fondsformand Liselotte Højgaard tilsyneladende – i modsætning til andre fonde – ikke villet forhandle opblødning, så nu skal 5 fra den faste stab fortrænges af indlejrings-stillingerne. Jeg oplever det som en magtdemonstration fra GFs side”.

Kontraktens bastante indlejringskrav har kun har været kendt af bevillingshaver, institutledelse og fonden, så det har ikke været forelagt på instituttet eller tillidsmanden, og er derfor heller ikke indgået i strategiplaner.

”Det har store omkostninger at være presset af bevillingsgivere. Store dele af NBI drives på eksterne midler, og det eksterne ’guld’ får ledelser til at acceptere vidtrækkende betingelser. Dels har instituttet bidraget med betydelig med-finansiering til støttestab og ombygninger. Dels griber GFs kategoriske indlejringskrav ind i NBIs forsknings-strategier og –planlægning. Vi har solgt ud af vores frihed og uafhængighed. 5 nye stillinger er mange og er det rimeligt, at en stor fond sådan kan styre udviklingsretningen og forskningsstab på et universitetsinstitut?”.

Tillidsmandens råd til andre lyder: ”Man skal ikke tage imod fondsbevilling ud fra kortsigtede (økonomiske) hensyn. Hvis kontrakter indeholder belastende krav om medfinansiering eller indlejring, bør man prøve at få det forhandlet ned eller sige nej tak, uanset hvor store penge, det handler om. Kun ved at sige nej tak fra tid til anden, kan fondene lære, at de ikke skal diktere vores udviklingsplaner…”

Institutleder Jan W. Thomsen vil ikke udtale sig om sagen under ”tilpasningsforløbet”.

GF-fondsformand Liselotte Højgaard bekræfter, at det er korrekt, at GF har sådanne ufravigelige indlejringskrav og at disse er fastholdt overfor NBI: ”Fondens centre of excellence har eksisteret i 26 år. Kontrakterne er signeret af rektor og nøje gennemgået af jurister. Det er aldrig sket, at kontrakterne er blevet brudt, så alle har skrevet under på og indrettet sig efter indlejringskravet. Og det må ikke brydes, for fonden vil ikke sponsorere verdensklasseforskning i ti år, hvorefter forskningen bare kan lukkes, når bevillingen udløber. Så hvis princippet om indlejring skal ændres, må det drøftes i forskersamfundet”.

Er det rimeligt, at 5 faste professorer/lektorer skal fyres, for at give plads til at hyre 5 på GF-midler? ”Det er en helt skæv udlægning for Fonden er altså helten, og ikke skurken i denne sag! Tillidsmanden burde ikke klage over Fonden, men til rektor, som har underskrevet kontrakten.”, svarer Højgaard. ”Tillidsmandens udlægning er ikke fair og helt urimelig. Den er at rette bager for smed: NBI-tilpasningen er et akut lokalt problem, for de burde have haft styr på deres økonomi. NBI har kendt indlejringskravet i ti år og burde have disponeret økonomisk på det. Man skal bemærke, at 44 pct. af de to bevillinger på hver 100 mio. kr. har været overhead, så der har været et økonomisk råderum over årene til indlejring”.

Er det rimeligt, at fonden kan styre udviklingsretning og forskningsstrategi på et institut ved at diktere 5 stillingsbesættelser på bestemte faglige områder? ”Det er jo ikke sådan, at fonden dikterer, hvad forskere og institutter kan søge om. De har jo med deres ansøgning jo selv tilbudt sig på bestemte betingelser. Og det er da rigtigt, at hvis NBI ikke havde accepteret indlejringskravet, så havde de ikke fået disse bevillinger. Men som sagt: Fonden giver så rigelig overhead, at der burde være råderum til at disponere og lave strategier”, slutter fondsformanden.

KUs ledelse har reageret på FORSKERforums artikel ved at udtale, at NBIs underskud skyldes flere års NBI-underskud, herunder overskridelser på flytteomkostninger m.m. (SE KU-NYHED)

 

Ringe uni-karriere: Kun 4 ud af 10 får fast stilling

Drop en uni-karriere og find på noget andet, lyder det indirekte råd til dem, der overvejer at tage en ph.d.-grad eller som bliver post.doc.s på uni’ efter at have taget ph.d.-graden. Dårlige karriereudsigter i 2008 blev nemlig endnu ringere i 2015: For dem med ph.d.-grad, som satsede på uni-karriere og nåede deres ønskemål i lektorstillingen, tog det gennemsnitligt 8,8 år. Men kun 4 ud af 10 kom så langt.

Og blandt dem, som fik et lektorat senest 6 år efter ph.d.-graden, var det groft sagt kun hver anden som lykkedes i de tidlige ph.d.-årgange 1999-2002 (47 pct. i), men det blev værre for de senere årgange 2007-2009, hvor det kun var hver tredje (38 pct.). I 2007-09 -årgangene havde 6 ud af 10 altså ikke havde fået et lektorat efter 6 år.

 ”Karriereperspektivet på uni’ er blevet mindre attraktivt. Der er sket en markant opbremsning i muligheden for at få en fast ansættelse som lektor, både for mænd og kvinder. Særligt for kvinder med børn går udviklingen i en helt gal retning”, siger formand Jens Oddershede fra DFiR (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd), som har købt analysen hos konsulentfirmaet DAMVAD (SE RAPPORT).

Rapporten har ingen kommentarer til disharmonien i systemet, nemlig at mens antallet af studerende voksede med 53 pct. i 2011-17, så steg den fastansatte lektorgruppe – der laver forskningsbaseret undervisning – kun med 12 pct.? – og hertil svarer Oddershede: ”Svaret er simpelt: DFiR skal kun rådgive om forskning og innovation – ikke om uddannelse! Men det siger sig selv, at med de givne lektortal, så møder de studerende færre fastansatte forskere…”

Rapporten problematiserer ikke, at der i 2011-17 skete en eksplosion i antallet af løstansatte, så antal post.doc. steg med 48 pct. mens lektorgruppen kun steg med 12 pct.? ”Rapporten beskæftiger sig kun med forskningssiden, dvs. behandler især karriereforløb for 2.683 post.doc.s og 1.391 adjunkter. Og årsagen til en voksende gruppe post.doc.s er hovedsagelig, at finansieringsmønstret har ændret sig, så antallet på eksterne bevillinger er steget og de bruges typisk på tidsbegrænset ansatte post.doc.s, som ophører når bevillingen udløber.”

DFiR kommer ikke med direkte anbefalinger, for der er tale om en delrapport. Hovedrapporten om ”karriereveje i forskningen” kommer i december 2018. Men hvad kan man forvente af anbefalinger her: At politikerne skal give større forskningsbevillinger til uni’ eller at uni-ledelserne laver flere faste stillinger? ”Vores anbefalinger fremgår kun indirekte af den aktuelle rapport. Men jeg kan fortælle, at en anbefaling i december vil lyde, at der bør stilles flere krav til eksterne bevillingsgivere til at betale indirekte omkostninger / overhead m.m. så uni’s budgetter ikke skal belastes af medfinansiering. En anden anbefaling vil være, at uni’erne faktisk satser på fastansættelser på eksterne bevillinger (efter Risø-modellen)”.

Rapporten har et afsnit om, at der er sket en stor stigning i forskergruppen over 67 år og de laver ”et relativt stort løntræk på uni’s basismidler  – det kunne læses som en bebrejdelse? ”Det skal ikke fortolkes som en bebrejdelse, for uni’ har mange dygtige ældre. Og der er jo ingen tvungen pensionsalder. Men det er et faktum, at gruppen vejer tungt, alt imens karrierevejene for de yngre generationer lukker sig. Og her er det da ingen hemmelighed, at der blandt DFiR anbefalinger også vil stå, at ledelserne bør påtage sig et ledelsesansvar ved at prioritere og tilbyde attraktive muligheder for de ældre til nedtrapning, fx i form af emeritusordninger o.lign., så der ad den vej kan frigøres nogle lønkroner”, slutter Oddershede.

Klimafejde: Pepke kræver erstatning af FORSKERforum

I FORSKERforums seneste nummer citeres fra en kommentar, som DTU-rumforsker Jens Olaf Pepke Pedersen har haft i WEEKENDavisen, og der citeres fra det svar, som den amerikanske klima-kommunikationsforsker John Cook har indsendt til WEEKENDavisen (SE ARTIKLERNE: Pepke kontra John Cook).

Pepke Pedersens reaktion er at fremsende krav på 21.000 kr. i “vederlag og erstatning” fra FORSKERforum for overtrædelse af lov om ophavsret. Det er angiveligt Pepkes ”normale honorar” på 3.500 kr. ganget med de antal steder, som citatet findes (trykt blad, nettet, e-udgave), samt ”erstatning”.

Pepke – som ikke fik medhold i sin seneste klage over FORSKERforum til Pressenævnet – mener, at det kopierede uddrag udgør ca. 60 pct. af hans artikel og dermed er et ulovligt citat i henhold til ophavsretslovens §22, som siger: ”Af et offentliggjort værk er det tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet”.

Professor Morten Rosenmeier – formand for ACs UBVA (Udvalget til beskyttelse af videnskabeligt arbejde) – vil ikke kommentere den konkrete sag, men siger generelt: ”Det er jo en fortolkningssag og en konkret vurdering, hvorvidt en citering er ’betinget af formålet’, men det ligger fast, at pressen har en mere vidtgående citatadgang, fordi det er berettiget at referere en ytring i større omfang, hvis denne har offentlig interesse. UBVA skal jo beskytte forskeres ophavsret, hvor den krænkes, men hvis pressen således bringer et større citat og citering tjener til belysning af en bestemt sag eller formål, så er citering sandsynligvis ikke i strid med ophavsretten”.

Har UBVA tidligere haft sager, hvor en forsker – der har forsknings- og formidlingspligt i offentligheden – har stillet den slags krav om vederlag og erstatning for en avis-kommentar?

”Ikke såvidt jeg husker”.

FORSKERforum har indbragt sagen og honorarkravet for UBVA, som har møde d. 30. juni og snarest derefter sender en udtalelse.

PRESSENÆVNET om klima-strid: Pepke må kaldes ’klima-skeptiker’

Det lykkedes ikke DTU-rumforsker Jens Olaf Pepke Pedersen at bruge PRESSENÆVNETs til at lukke ned for FORSKERforums kritiske klima-journalistik. Pepke klagede for anden gang over, at FORSKERforum angav som en kendsgerning, at 97 procent af verdens klimaforskere er enige om, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Og han ville ikke karakteriseres som ”klima-skeptiker” og ”blandt de 3 procent”, fordi udtrykkene ”ikke har nogen anerkendt definition”.

Men PRESSENÆVNET afviser Pepkes klage, så FORSKERforum må gerne kalde Pepke for  ”klima-skeptiker”, fordi det klart fremgår som FORSKERforums vurdering, og fordi Pepke ikke har kunnet bestride, at han faktisk tilhører dette mindretal af klimaforskere – underforstået, at karakteristikken altså har karakter af noget faktuelt (SE PRESSENÆVNETS AFGØRELSE).

FORSKERforum forsvar mod Pepkes klage lød, at ”klima-skepsis” er en anerkendt terminologi, især efter klima-topmødet i København 2009 (hvor bl.a. finansminister Thor Pedersen erklærede sig som skeptiker). Andre medier (fx BERLINGSKE) har da også interviewet Pepke som repræsentant for ”klima-skeptikerne”, uden at han klagede til PRESSENÆVNET.

Og at Pepke kalder 97procents konsensus’en for “en misforståelse”, afviste FORSKERforum med, at det bygger på internationalt anerkendt forskning (fx bruger avisen GUARDIAN vignetten ”De 97 procent”). Endelig markerede FORSKERforum, at Pepkes klager er udtryk for, at han vil have sine synspunkter præsenteret som ”normalvidenskab”, selv om de er stærkt afvigende. At undlade at varedeklarere Pepkes position over for læserne vil være forvridning i en tid med fake news, post-faktualitet, mis-information, des-information m.m.

Sagens forløb: Nævnets afgørelse afslutter klagesagen, som startede med Pepkes klage over FORSKERforums omtale af en forsideartikel i Kristeligt Dagblad. Pepke fik medhold i, at FORSKERforum skulle have forelagt klimaforsker Katherine Richardsons Pepke-karakteristik som ”fysiker og med snæver fagekspertise i solen”  for Pepke selv til kommentar (SE FORSKERforum 308 s.18).

Men Pepke fik afvist sin klage over, at FORSKERforum kaldte ham for “klimaskeptiker”, og det førte så til anke / klage nr. to.

Parallelt kørte Pepke så en vendetta mod FORSKERforum. ALTINGET trykte – på trods af, at ALTINGET ikke laver journalistik om klimasagen – to Pepke-angreb på FORSKERforum, hvoraf det seneste var usædvanlig aggressivt, bl.a. med person-intimiderende omtale af FORSKERforums redaktionsleder (SE PEPKES KOMMENTAR 2).

Samtidig fik Pepke også trykt en artikel i WEEKENDAVISEN, der – uden at nævne vendettaen mod FORSKERforum – såede tvivl om 97 procents konsensus’en blandt klimaforskerne: ”Det bliver sjældent uddybet, hvordan man er nået frem til de 97 pct.s konsensus” (WEEKENDAVISENS videnskabstillæg Ideer 26.4). Pepke angreb en verdenskendt amerikansk gruppe, der forsker i videnskabs-kommunikation.

I det nye nummer af FORSKERforum trykkes en bidsk replik fra den angrebne forskergruppe. John Cook kalder Pepkes tilgang og fremstilling for mis-information: Pepke tilhører politiske grupperinger, der forsøger at sprede usikkerhed om fakta om klimaets tilstand. Cook antyder, at Pepke måske ikke er ”klima-skeptiker”, men måske ligefrem ”klima-benægter”: ”Benægterne er kendetegnet ved at de ignorerer videnskabssamfundets samlede resultater, og de bruger ’falske eksperter’ til at så tvivl om konsensus’en…” (SE Pepke kontra John Cook)

Lønstatistik: TOP20 på hvert uni’

Sommerens FORSKERforum  udkommer i dag og offentliggør som tophistorie de 20 højeste lønninger på hvert af de 8 danske uni’er. Lønningerne er indhentet via aktindsigt. Der afsløres artige toplønninger, hvor en del uni-ledere henter mere end 1,2 mio. kr. årligt (inkl. tillæg og pensioner).

Ikke overraskende ligger rektor i toppen (gennemsnitsløn 1,6 mio. kr.), og derefter kommer dekaner (1,4 mio.) og institutledere (typisk 1,1 mio.), Men der er også ledere af forskningscentre ligger højt:

”Med Uni-Loven 2003 kom der en ny struktur på uni’ med en enstrenget og magtfuld ledelse, som også betød en eksplosion i lederlønningerne. Og sådan har det vel været i hele samfundet og i den offentlige sektor. Der er jo kommet en meget mere liberal holdning til lønninger og til, at toplønninger er løbet fra de meniges. For 10-15 år siden ville toplønningerne på 1,5 mio. til en forskningsleder have vakt opsigt, men ikke i dag. Der er kommet nye standarder”, vurderer arbejdsmarkeds- og lønforsker Jørgen Stamhus.

Mens der for nogle år siden var kritik af, at der er for mange ’djøf-forvaltere’ i uni-toppen, så fylder de administrative topchefers lønninger ikke på top20 -listen på KU, AU og SDU. Der er flere fra den kategori på AAU, RUC og IT-Uni’.

Dekaner og institutledere opfattes stadig som faglige medarbejdere, fordi det er et ansættelseskrav, at de har forskningsmæssige meritter. Dem er der mange af i Aarhus, Syddansk, DTU, Aalborg og CBS. Men deres  funktioner er i virkeligheden i gråzonen mellem det faglige og forvaltningsmæssige, vurderer Stamhus: ’”Men man skal ikke være blind for, at dekaner, prodekaner og institutledere i højere og højere grad er blevet en del af forvaltningslaget, hvor de før mere hørte til på den faglige side, især institutlederen. Qua den enstrengede ledelsesstruktur indlejres dekaner og prodekaner snarere i den administrative søjle end de kan med den faglige søjle med professorer og lektorer”.

Men det er overraskende og nyt, at der har skudt sig en ny gruppe af forskningsstjerner på eksterne fondspenge ind i topløn-statistikken. Det gælder især centerchefer på KU (NOVO-midler), men også på SDU (Grundforskningsfonden) og DTU (Mærsk). Fondene kommer med en pose penge til centrene, der fungerer ved siden af det ordinære uni-system. Og fondene kommer med en stor pengekasse, så topforskere rekruttere og lønnes tæt på rektorniveau.

Lønforskeren: ”Det er ikke overraskende, at topforskere skyder sig ind i topløn-statistikken. Når det tynder ud i basis-bevillingerne, kommer der et pres fra ledelsen på, at vi skal skaffe eksterne bevillinger og lave privat-offentligt samarbejde osv. Og når det så lykkes et uni’ at skaffe en ’guldkalv’, så er markedsmekanismen, at forskningslederen, som har skaffet bevillingen, skal belønnes…”

(LINK til top-løn -statistikken fra FORSKERforum 315 )

Lønstatistik: Uni-lederne profiterer

Er du lektor, så tjener din institutleder 1,6 gange så meget som dig. Det afslører lønstatistik over alle ansættelseskategorier i det nye nummer af FORSKERforum, som udkommer i morgen. Statistikken fortæller, at lederlønninger på min. 1 mio. kr. (inkl. tillæg og pension) er normen for uni-lederne, og at de ligger markant over niveauet for de menige “værdiskabere”: Professorer, lektorer o.a….

Lederlønnen sat over for de meniges er interessant og afslørende i forhold til lønrelationer i uni-systemet, mener arbejdsmarkeds- og lønforsker Jørgen Stamhus fra AAU: ”Når en institutleder tjener 1,6 gange så meget som en menig lektor er det jo udtryk for, at systemet vægter ledelse meget højt. Men det er ikke udtryk for, at lektoren kan bruge lederlønnen som løftestang – lønmotor – for sin egen lønforhandling, for den lønrelation er for længst afkoblet. Ledersporet har sine egne logikker, mens de meniges lønninger groft sagt er fastlåst på det overenskomst-regulerede offentlige arbejdsmarked”.

Den store lønforskel mellem ledere og menige er ikke ny, men opstod med Uni-Loven 2003, der lavede en enstrenget, stærk ledelse. Lønstatistikker afslørede en eksplosion i rektorlønninger, der steg med 50 pct. i perioden 2003-05. Uni-loven betød en ændring i universiteternes struktur og styringsmekanismer, så disse ikke længere er styret af interne, faglige forhold, men i højere grad af management-mekanismer fra statsforvaltningen og den private sektor, vurderer Stamhus.

Det markante løft signalerede en anden styringsmodel, og en afkobling af de gamle lønrelationer, hvor der var sammenhæng og ikke markant lønforskel mellem rektor, institutledere, professorer og lektorer.  ”Nu er de interne lønrelationer suspenderet.  Lederlønnen fastsættes efter andre standarder, enten det offentliges topniveau eller den private sektors. Lederne profiterer i det system…”

Der er derimod en vis lønrelation mellem de meniges lønninger (hvis grundløn er fastsat af overenskomster): Professorer tjener 1,3 gange så meget som lektorer. Og lektorer tjener 1,4 gange så meget som eksterne lektorer, viser statistikken.

De netop overståede OK18-forhandlinger gav en rå lønstigning på 6,1 pct. over tre år (8,1 pct. i bred lønramme) for de menige. Og de ph.d.-studerende fik et løft på pensionen. Ligeom OK-forhandlinger førte til, at arbejdsgiverne nu har anerkendt, at der skal forhandles bedre vilkår for de laveste i uni-hierarkiet – de timelønnede. Hertil lyder timelærer-talsmand Dan Hirslunds kommentar: ”Man skal jo være opmærksom på, at de løstansatte akademikere udgør størstedelen af de ansatte på Danmarks forsknings-institutioner, og at der er brug for mere fokus på deres vilkår…”