Forfatterarkiv: Forskerforum

Undersøgelse: Universiteterne er uigenkendelige efter 20 års reformer

Grafen stammer fra Andreas Kjær Stages ph.d.-afhandling. Other academic staff: Midlertidigt ansatte akademikere, dvs. ph.d.er, postdocer, videnskabelige assistenter mv. Associate professors: Lektorer. Professors: Professorer. Manual and technical staff: Teknisk personale, gartnere, håndværkere mv. Clerks: Kontor- og professionsuddannede, herunder kontoruddannede sekretærer. Degree-holding professionals: Ansatte i administrationen med en akademisk uddannelse. Employed students: Ansatte studerende, både i administrationen og som instruktører mv.

Andreas Kjær Stage har i sin ph.d.-afhandling dokumenteret den voldsomme udskiftning af personalet på de danske universiteter de sidste 20 år.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Universiteterne bliver ofte beskrevet som ærkekonservative, fodslæbende og resistente over for forandring, men i virkeligheden har landets otte universiteter gennemgået en voldsom udvikling de sidste 20 år, der har ændret dem grundlæggende som organisationer.

Det konkluderer Andreas Kjær Stage i sin ph.d.-afhandling, som han har fået publiceret delvist i tidsskriftet Higher Education i samarbejde med Kaare Aagaard.

“Det er tydeligt at se, at vi i Danmark har haft en stor appetit på at reformere vores universiteter de sidste 20 år set i forhold til lande som Tyskland, Storbritannien, Norge og USA. Hvis vi sammenligner universitetet i 1999 med universitetet i dag, er det to forskellige typer af organisationer”, siger Andreas Kjær Stage.

Han fortæller, at han blev interesseret i emnet, da han kunne konstatere, at forandringerne på universiteterne blev diskuteret ivrigt i litteraturen, men ingen havde dokumenteret, hvilke forandringer der præcis er tale om, og hvilke processer der driver udviklingen. Ud fra en tanke om, at de, der arbejder på universitetet, er grundstenen, har han forsøgt at synliggøre udviklingen ved at analysere forskydningerne i sammensætningen af personalet. Altså hvilke grupper er vokset eller skrumpet?

“Data viser, at der er sket en overraskende voldsom forandring i både den administrative og den videnskabelige arbejdsstyrke”, siger han.

HK’ere skiftet ud med akademikere
Blandt det teknisk-administrative personale – TAP’erne i daglig tale – viser tallene, at de klassiske HK’ere – eksempelvis kontoruddannede sekretærer – teknikere, gartnere, betjente og lignende er blevet bemærkelsesværdigt færre. I 1999 udgjorde de mere end hver tredje og i 2017 godt hver femte ansatte.

Til gengæld er gruppen af akademisk uddannede administratorer, de såkaldte AC-TAP’er, vokset fra at udgøre hver tyvende til hver syvende ansatte.

Ifølge Andreas Kjær Stage sidder de nye højtlønnede administrative medarbejdere blandt andet i stillinger med titler som koordinator, specialkonsulent, chefkonsulent og seniorkonsulent. Titler, som nærmest ikke eksisterede på universiteterne for 20 år siden, men nu er blevet helt normale. Disse nye typer af medarbejdere bemander i stigende grad de sekretariater, der understøtter landets 200 institutledere og dekaner, og den voksende vifte af specialiserede administrative enheder med egne ledere. På Københavns Universitet er AC-administrationen tredoblet siden 1999, mens sekretærerne og de kontoruddannede er blevet beskåret med 42 procent. Antallet af teknikere og HK-laboranter er faldet fra at udgøre 28,1 procent af den samlede medarbejderstab i 1999 til 15,4 procent i 2017.

Andreas Kjær Stage siger, at det er meget uklart, præcis hvad de mange nye højtlønnede administratorer laver, og hvad nytten er af deres arbejde.
Andreas

Artiklen fortsætter under figuren

Figuren viser udviklingen i antallet af AC-cheftitler eller -direktørtitler fra 1999 til 2017.

“Det kan godt være, at udviklingen giver supergod mening, men de positive effekter er ikke særlig godt beskrevet. Jeg synes, at universitetsledelserne har sovet lidt i timen, fordi de ikke har været i stand til at forklare nytteværdien af de flere akademiske medarbejdere”, siger han.

Andreas Kjær Stage tilføjer, at det i Danmark fortsat er meget lidt dokumenteret, hvordan de nye typer TAP’er reelt arbejder og med hvilke opgaver. Det, man ved, er primært fra studier i Tyskland og England, som dog har meget anderledes universitetssystemer.

Da han spurgte universitetsdirektøren på AU om, hvad special- og chefkonsulenter laver – de to stillingsbetegnelser, der nok er vokset mest i administrationen – lagde direktøren sit noget vage svar ud som video: “Special- og chefkonsulenter varetager meget fagligt specifikke opgaver på et meget højt niveau”, lyder det blandt andet fra universitetsdirektøren.

Flere krav og opgaver
Andreas Kjær Stage siger, at udviklingen også kan ses som udtryk for, at universiteterne har fået flere og mere forskelligartede opgaver.

Før bestod et universitet primært af videnskabelige medarbejdere, der skulle forske og undervise, og nogle andre ansatte, der skulle servicere dem, men i dag stiller politikerne, erhvervslivet og ikke mindst hr. og fru Danmark krav om, at universiteterne skal bidrage med innovation, uddanne dimittender med høj beskæftigelsesgrad, øge den sociale mobilitet m.m. Det betyder, at der er brug for medarbejdere, der kan hjælpe forskerne med at etablere eksterne partnerskaber, søge forskningsmidler hos EU og fonde, måle og dokumentere kvalitet, evaluere indsatser, udtænke strategier og påvirke den brede offentlige dagsorden.

“Det er mit klare indtryk, at en stor del af akademikerne arbejder med nogle helt andre opgaver, end man havde for tyve år siden, så de har ikke kun overtaget HK’ernes traditionelle arbejde til en højere løn”, siger han.

Andreas Kjær Stage tilføjer, at det for forskerne åbenlyst betyder, at de oplever at få mindre traditionel administrativ støtte, og mere “professionel” administrativ og ledelsesmæssig støtte. Før var det entydigt professorerne, der satte dagsordenen, mens der i dag er et mere ligeværdigt forhold mellem forskerne og ledelsen.

Lektorerne i klemme
Hos de videnskabeligt ansatte – VIP’erne i daglig tale – er der også sket voldsomme forandringer. Gruppen af lavtlønnede og midlertidigt ansatte som postdocer, ph.d.er og videnskabelige assistenter er vokset kraftigt i både antal og andel. De midlertidigt ansatte er gået fra at udgøre knap en fjerdedel af VIP’erne for 20 år siden til mere end en tredjedel i 2017. Det skyldes ifølge Andreas Kjær Stage dels ph.d.reformen, som betød, at universiteterne skulle fordoble andelen af ph.d.er, dels at forskningsmidler i dag gives til professorer til specifikke projekter, hvor de selv skal ansætte medarbejdere til deres egen forskningsgruppe, og dels at en større akademisk arbejdsdeling er blevet den nye norm globalt set. I forskningsprojekter og undervisning falder valget derfor oftest på postdocer, ph.d.er og videnskabelige assistenter, da det giver større manøvremuligheder.

Der er forholdsvis nogenlunde lige så mange professorer i dag som for 20 år siden, mens andelen af lektorer er faldet betydeligt, og Andreas Kjær Stage ser en tendens til, at lektorerne er kommet i klemme:

“Udviklingen går mod, at der er brug for forskerledere – oftest professorer – der i kraft af deres tidligere resultater kan skaffe eksterne midler, og så noget fleksibel arbejdskraft, der kan udøve den praktiske forskning og undervisning. Lektorerne er en udsat gruppe, fordi de falder mellem to stole, da de er fastansatte og dermed dyrere og mindre fleksible end de midlertidigt ansatte, og de har svært ved at skaffe midler i konkurrencen med professorerne”, siger han.

Han tilføjer, at udviklingen gør det langt sværere for de unge forskere at bide sig fast og få en karriere på universitetet.

Ens udvikling
Ifølge Andreas Kjær Stage har udviklingen været forbløffende ensartet i hele sektoren lige fra på RUC til AU, uanset om de har forskellige profiler og uanset andel af eksterne midler.

Dog har de store forskningstunge universiteter ansat særligt mange i midlertidige stillinger, mens forandringerne i administrationen har været forbavsende ensartet. Stigningen i midlertidige stillinger er bremset en smule i de seneste år efter ph.d.-satsningens udløb, dog er der ingen indikationer på, at forandringerne i administrationen stopper.

“Overordnet set bevæger vi os hen mod universiteter, som er mere samlede organisationer med flere tungtvejende personalekategorier ud over blot professorerne, der kan handle og være med til at præge agendaen, og den udvikling ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig”, siger han.

AU-professor sagsøgt af landbrugslobby: Satser på at få sagen afvist

Landbrugspakken har ført til mere gylle på markerne og dermed mere kvælstof i havet, siger professor Stiig Markager. Nu skal retten afgøre, om hans udtalelser krænker Bæredygtigt Landbrugs ære. Foto: Colourbox

Der bør slet ikke blive nogen retssag mellem Bæredygtigt Landbrug og AU-professor Stiig Markager, mener Stiig Markagers advokat. Han satser på, at retten vil afvise sagen på grund af manglende “retslig interesse”.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Efter at Bæredygtigt Landbrug siden april har truet AU-professor Stiig Markager med at trække ham i retten, kom stævningen endelig i oktober måned.

Bæredygtigt Landbrug vil have Stiig Markager dømt for injurier på grund af hans udtalelser om en stigning af kvælstofudledning til havet siden 2010. Stævningen refererer konkret til professorens udtalelse i Berlingske den 31. marts 2019, hvor han sagde, at “den mængde kvælstof, der tilføres havet, er steget 700 tons pr. år siden 2010, efter at der er korrigeret for udsving i nedbør. Stigningen er statistisk signifikant”. Og efterfølgende at “det korrekte
kvælstoftab er derfor mellem 30 og 40 pct.”.

Bæredygtigt Landbrug mener, at Stiig Markagers udsagn er forkerte, og i stævningsskrivelsen skriver foreningens advokat, at udsagnene “kan risikere at igangsætte et indgreb over for Landbrugspakken til skade for landbrugserhvervet”. Her hedder det også, at “udsagnene ikke ligger inden for ytringsfrihedens grænser, idet de er fremsat som underbyggede udtalelser fra en fagekspert modsat eksempelvis udtalelser som led i en politisk eller polemisk offentlig debat”.

Derfor vil Bæredygtigt Landbrug med rettens hjælp tvinge Stiig Markager til at erkende, at hans udtalelser var “ubeføjede”, som det hedder i den nedlagte påstand.

Afvisning kan stoppe andre søgsmål
Men står det til Stiig Markager og hans advokat René Offersen, kommer sagen slet ikke for retten. De lægger nemlig op til, at sagen afvises af retten på grund af manglende “retslig interesse”. Med andre ord: Den faglige uenighed om kvælstofudledning er ikke noget, man kan bruge retten og injurieparagraffen til at afgøre.

“Spørgsmålet er, om en organisation kan gøre krav på at være ærekrænket af nogle helt objektivt formulerede udsagn som dem, Stiig Markager er kommet med. Kernen i injurier er jo, at der sker en ærekrænkelse, så der skal være noget subjektivt nedsættende. Det er det første spørgsmål, og hvis man kunne få sagen afvist på den baggrund, så ville det være det bedste fremadrettet”, siger René Offersen.

Han henviser til, at en afvisning af sagen vil sætte en stopper for lignende søgsmål, og det vil være meget vigtigt for forskere og den offentlige debat generelt.

“Hvis man kan bruge domstolssystemet til at rejse en sag alene baseret på objektive udsagn, der ikke er værdiladede eller krænkende, så vil organisationer med stor økonomi have nogle muskler, der gør, at nogle vil overveje, om de overhovedet skal begynde at deltage i den offentlige debat”, siger René Offersen.

Retsmøde skal ikke handle om fakta
Bæredygtigt Landbrug forklarer stævningen med, at Stiig Markagers tal er usande og strider imod Novanarapporten – en rapport om naturens og vandmiljøets tilstand udgivet af Nationalt Center for Miljø og Energi, AU.

“Enten tager Novana-rapporten fejl – eller også gør Stiig Markager. De kan ikke have ret begge to. Novanarapporten fremlægger åbent data, metoder og analyser. Det er troværdigt. Stiig Markager lægger ikke sine ting åbent frem. (…) Konklusionen er: Når Stiig Markager ikke vil fremlægge sine tal i et åbent forum, må han gøre det i retten», hedder det i et indlæg på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside af bestyrelsesmedlem Peter Rosendal.

Men René Offersen forventer ikke, at en eventuel retssag vil blive en diskussion om regnemetoder og korrekt fortolkning af data, men derimod om grænserne for ytringsfriheden.

“Man ønsker jo, at forskere tager del i debatten. Det betyder, at der skal være nogle ret klare fejl, for at man kan drages til ansvar for at overtræde sin ret til at ytre sig. Det er jo ikke sådan, at hvis man siger noget, der er forkert, så skal det føre til, at man pludselig kommer til at stå i en sag ved domstolen. Det er ikke det, retssystemet hverken kan eller bør tilbyde”, siger han.

Han pointerer, at alt tyder på, at Stiig Markagers udsagn er korrekte, men at det altså principielt ikke er det, sagen handler om.

Bæredygtigt Landbrug har tidligere forklaret, at man har forsøgt at få Stiig Markager til at fremlægge dokumentation for sine udsagn.

“Jeg har bedt Stiig om den beregning, men har ikke fået den. Vi ved godt, at retssager er noget langhåret lort, men vi ved ikke, hvad vi ellers skal gøre for at få dokumentationen”, sagde foreningens direktør, Hans Aarestrup, til Forskerforum.

I svarskriftet henviser René Offersen i øvrigt til, at Stiig Markager har redegjort for sin beregningsmodel ved en række offentlige foredrag, hvor Bæredygtigt Landbrug også har været til stede.

AU betaler
Stiig Markager siger til Forskerforum, at han ser frem til at få sagen lukket. “Det, at jeg er blevet sagsøgt, hører ingen steder hjemme. Hvis vi er uenige, må vi diskutere det offentligt. Det er helt i modstrid med god demokratisk debat og dansk tradition, hvis vi skal til at sagsøge hinanden hele tiden. Men når vi nu står, hvor vi gør, vil det være udmærket, hvis vi kan få sagen afvist”, siger han.

Lars Henrik Andersen, der er konstitueret dekan på AU Science and Technology, slår fast, at der også er fuld ledelsesopbakning til Stiig Markager i sagen.

“Som dekan støtter jeg, at vores forskere bidrager til debatten med den viden, de sidder inde med. De har en grundlovssikret ret til at udtale sig som alle andre borgere. Og hvis nogen er uenige, må de fremføre argumenter imod det, som man gør i en offentlig debat. Det er fuldstændig uacceptabelt, at en forening ikke bare truer med, men faktisk også anlægger en retssag mod en forsker, som benytter retten til at udtale sig i pressen”, siger Lars Henrik Andersen.

Stiig Markagers advokat og de øvrige udgifter, der måtte komme i forbindelse med sagen, bliver i øvrigt betalt af AU. Og han vil også kunne trække på universitetet i forhold til supplerende juridisk bistand. Det bekræfter AU’s chefjurist, Louise Hauptmann.


Sådan forklares forskeruenighed om tal

Den offentlige debat om effekten af Landbrugspakken, der gav landmændene lov til at bruge mere gødning på markerne, har været præget af forvirring og uenighed om fakta – selv forskerne imellem. Således har Jørgen E. Olesen, der som Stiig Markager er professor ved Institut for Bioscience på AU, flere gange erklæret, at Stiig Markager tager fejl i, at der er sket en stigning af kvælstoftilførslen til havet efter 2010. Jørgen E. Olesen har blandt andet givet sine synspunkter til kende i en kronik skrevet med Ejnar Schultz, der er direktør for SEGES, en virksomhed tilhørende Landbrug & Fødevare.

I det svarskrift, Stiig Markagers advokat har sendt til retten, forklarer han uenighederne således:

“Forskellen mellem på den ene side professor Jørgen E. Olesens og direktør Ejnar Schultz’ synspunkter og på den anden side professor Stiig Markagers resultater skyldes formentlig navnlig en forskellig opfattelse af tidshorisonten for miljøpåvirkningen fra det overskydende kvælstof. De førstnævnte mener, at det kvælstof, der efter anvendelse som gødning opsamler sig i muldjorden, først efter måske 40-50 år siver ned i vandløbene og derfra ud i havmiljøet. Hvilket er længe efter, at Danmark i 2027 skal have opfyldt kravene ifølge Vandrammedirektivet. Professor Stiig Markagers synspunkt er, at kvælstof bundet i jordens muld kontinuert frigives til vandmiljøet. Deraf følger, at et kvælstofoverskud – når tilførsel som gødning overstiger fraførsel med afgrøden – umiddelbart har negative miljøeffekter. Næringsstoffer vil være et miljøproblem i al fremtid i et tæt befolket land som Danmark (og dermed også efter 2027), og det kvælstof, der frigives fra jordens muld, bør derfor indregnes i landbrugets påvirkning af miljøet”.

I stævningen mod Stiig Markager skriver Bæredygtigt Landbrug, at man vil bruge Jørgen E. Olesen som vidne. Stiig Markagers forsvarer vil til gengæld bruge lektor Jens Borum fra Biologisk Institut, KU.

KU ignorerer protester – inddrager 1. maj som fridag

 

Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet, holdt 1. maj tale i Fælledparken i 2019. Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Københavns Universitet fastholder at fjerne 1. maj som betalt fridag. Fællestillidsrepræsentant siger, at ledelsen ikke har ønsket at forhandle, og håber derfor, at de faglige organisationer tager kampen op.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk 

Ledelsen på Københavns Universitet (KU) har valgt at ignorere alle protester fra de ansatte og har besluttet at fjerne 1. maj som betalt fridag. Det har universitetsdirektør Jesper Olesen meddelt Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) i et kortfattet brev dateret den 23. oktober.

Det har ellers i en lang årrække været praksis, at de ansatte kunne holde fri  med løn, hvilket også fremgår af medarbejderguiden på KU. Ledelsen kalder det i et sagsnotat en kutyme, som både ledelsen og de ansatte har anset sig retligt forpligtet til at følge, men som kan opsiges med passende varsel, og det vil ledelsen altså nu benytte sig af. Derfor skal det være slut med turen i Fælledparken fra den 1. maj 2020.

Beslutningen er taget i strid med medarbejdernes ønsker. Og ledelsen har ikke ønsket at forhandle om sagen, siger fællestillidsrepræsentant for ACTAP på KU Signe Møller Johansen til Magisterbladet.

“Det er ekstremt demotiverende for medarbejderne, og det skader samarbejdet med ledelsen. Jeg havde indsamlet et hav af ideer fra medarbejderne, som jeg ville tage med til eventuelle forhandlinger, men ledelsen på Københavns Universitet vil ikke forhandle. De siger nærmest: “Vi hører, hvad I siger, men det er sådan her, det bliver”, siger Signe Møller Johansen.

Hun har tidligere i Forskerforum kaldt det “regnearksledelse” og en aggressiv ledelsesstil, der skaber mistillid, og som hun stærkt tvivler på vil have den ønskede effekt i form af højere produktivitet.

“Det er et brud på den psykologiske kontrakt mellem ledelsen og medarbejderne. Jeg er bange for, at medarbejderne bliver mindre effektive og fleksible. Hvis det er tilfældet, vinder Københavns Universitet ingenting ved beslutningen”, siger hun.

KU skal spare
KU har tidligere blandt andet begrundet beslutningen med, at universitetet må fremstå politisk neutralt og dermed ikke ønsker at sende det politiske statement, som betalt frihed 1. maj giver. Derudover har universitetsdirektør Jesper Olesen blandt andet til Forskerforum udtalt, at KU er økonomisk udfordret og derfor som andre offentlige institutioner må være sig omkostningsbevidst i forhold til omfanget af betalte fridage.

KU vurderede i september besparelsen ved at fjerne fridagen til at være 8 millioner kroner årligt. Den politiske begrundelse er dog fjernet i den nyhedsmail, som ledelsen har sendt ud til medarbejderne den 24. oktober, og nu er beløbet steget til 50 millioner kroner, som kan spares.

Jesper Olesen udtaler: “Jeg ved godt, at et bortfald af en betalt fridag ikke vil blive modtaget med tilfredshed, men én betalt fridag for alle KU’s ansatte svarer i runde tal til omkring 50 mio. kr. Set i lyset af universitetets økonomiske situation, og at KU i dag er det eneste danske universitet, hvor 1. maj er en betalt fridag, håber jeg, at der vil være forståelse for beslutningen”.

Strid om cirkulære
Uenigheden mellem ledelsen og medarbejderne handler i sidste ende om fortolkningen af det såkaldte Jens Otto Kragh-cirkulære fra 1963, der siger, at “tjenestemænd og andre, som er beskæftiget i statens tjeneste, på begæring skal have adgang til fritagelse for arbejdet den 1. maj, i den udstrækning tjenesten tillader det”.

KU-ledelsen argumenterer med, at man ønsker en praksis, som er i overensstemmelse med gældende regler på området, og at man derfor lægger sig op ad Moderniseringsstyrelsens linje, hvorefter evt. bevilget frihed 1. maj sker for den ansattes egen regning.

KU skriver, at der i cirkulæret ikke er taget stilling til, hvorvidt der skal ske løntræk mv. for den bevilgede frihed, men at Moderniseringsstyrelsen er af den opfattelse, at fritagelse for arbejdet den 1. maj sker uden løn.

Olav W. Bertelsen, formand for DM Viden og fællestillidsmand på Aarhus Universitet, mener, at denne fortolkning er åbenlyst forkert.

“Når noget ikke er nævnt, er det ofte, fordi det er en selvfølge, eller fordi dets modsætning ville være absurd. En medarbejder i staten kan til enhver tid få selvbetalt fri, hvis tjenesten tillader det. Cirkulæret ville derfor være meningsløst, hvis den ønskede betydning var, at medarbejderen selv skulle betale. Det kan undre, at nogen i Moderniseringsstyrelsen har lagt navn til denne absurde fortolkning, men sagen er nok, at man i Moderniseringsstyrelsen har den opfattelse, at man kæmper en stillingskrig mod medarbejdernes rettigheder”, skriver han i et debatindlæg.

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet vurderer i fagmediet A4 Nu, at det er i strid med overenskomsten at fjerne den betalte fridag på KU.

“Hvis Københavns Universitet ikke har gjort indsigelser i løbet af de seneste 25 år, så kan medarbejderne slæbe universitetet i arbejdsretten”, siger Henning Jørgensen til A4 Nu.

Fælles-TR Signe Møller Johansen håber derfor, at de faglige organisationer tager kampen op.

“Jeg håber, at vores faglige organisationer kommer os til undsætning, og at de vil strække sig langt for at forfølge sagen juridisk. Det er en 0,5-procents lønnedgang uden nogen form for kompensation”, siger hun til Magisterbladet.

 

Her er de universiteter, som vil oprette 1-årige overbygningsuddannelser

Foto: Reimar Juul/Ritzau Scanpix

Tre ud af de otte universiteter har søgt om opstartsmidler til at lave nye 1-årige overbygningsuddannelser, men der er skepsis overfor, om der overhovedet vil være efterspørgsel fra studerende og arbejdsgivere.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk 

Universiteternes lyst til at oprette nye 1-årige overbygningsuddannelser som alternativ til den traditionelle 2-årige kandidatgrad må betegnes som lunken.

Blot tre universiteter ud af landets otte har søgt om opstartsmidler til i alt otte uddannelser. Københavns Universitet (KU) overvejer at oprette tre uddannelser, Copenhagen Business School (CBS) en enkelt og Syddansk Universitet (SDU) har søgt om midler til fire uddannelser.

Rie Snekkerup, vicedirektør for uddannelse, siger, at KU har søgt om opstartsmidlerne for at undersøge om der overhovedet vil være en efterspørgsel blandt de studerende om at søge om optagelse og blandt arbejdsgiverne til at ansætte dem efter endt uddannelse. Det er altså slet ikke sikkert, at uddannelserne ender med at blive udbudt.

Så kan man konkludere, at I fortsat er skeptiske?

”Det kan du sagtens gøre. Vi kan ikke se, hvor der skulle være behov for en 1-årig grad. Vi ser fortsat 3+2, altså en 3-årig bachelor og en 2-årig kandidat, som hovedvejen på KU. Vores 5-årige uddannelser fremhæves ofte som en af fordelene ved det danske system, fordi vi leverer kandidater af høj kvalitet”, siger Rie Snekkerup.

Vicedirektøren for uddannelse tilføjer, at et af problemerne med de nye 1-årige overbygningsuddannelser er, at de udgør en akademisk blindgyde, idet det afskærer de studerende fra efterfølgende at tage en 2-årige kandidatgrad på grund af uddannelsesloftet, og det afskærer også de studerende fra at gå videre og tage en ph.d.-grad, hvis de vil gå forskervejen.

Ifølge Rie Snekkerup vil KU lave en grundig undersøgelse af behovet, inden ledelsen beslutter, om den vil gå videre, og så skal de nye uddannelser også igennem KU’s interne kvalitetssikringssystem, før de overhovedet kan blive en realitet. Optag kan derfor tidligst blive fra 2021.

Del af verdensmålssatsning

Bjarne Graabech Sørensen, prorektor på SDU, siger, at universitetet har besluttet at oprette fire 1-årige uddannelser som et led i SDU’s satsning på at drive universitetet i overensstemmelse med FN’s 17 verdensmål.  Det afspejler sig også i de fire uddannelser: Bæredygtige vandressourcer, Klimatilpasning, Retfærdighed, Samfund og Institutioner/Justice Society and Institutions og Responsible Business Practice.

”Vi synes, at 1-årige overbygningsuddannelser med 60 ects-point passer godt til arbejdet med verdensmålene, da der næppe vil være behov for et 2-årig forløb til så specialiserede uddannelser”, siger han.

Bjarne Graabech Sørensen understreger, at SDU’s aftagerpaneler skal inddrages, og man skal også sikre sig, at der ikke allerede udbydes tilsvarende uddannelser før ansøgningen om oprettelse endelig kan sendes til ministeriet, hvilket formentligt først sker i sommeren 2020.

Bjarne Graabech Sørensen kan ikke svare på, om SDU med tiden vil udbyde flere 1-årige overbygningsuddannelser, men hovedsporet på SDU vil fortsat være en 3-årig bachelor efterfulgt af en 2-årig kandidatgrad.

”To år er i langt de fleste tilfælde passende, fordi den studerende får mulighed for at opbygge sin faglighed med en langt indløb og med seks måneder til at skrive speciale”, siger han.

En skjult spareøvelse

Det var et bredt politisk flertal bestående af Venstre, Liberal Alliance, Konservative, Dansk Folkeparti, Radikale, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet, der i december 2018 indgik aftalen ”Mere fleksible universitetsuddannelser.

Et af formålene var ifølge aftaleteksten at skabe flere muligheder for de studerende og samtidig skabe hurtigere veje til arbejdsmarkedet, hvor der er stor efterspørgsel.

Aftalen blev kritiseret fra flere sider. Blandet andet udtalte Dansk Magisterforenings formand Camilla Gregersen, at det grundlæggende var en fejltagelse:

”Styrken ved universitetskandidater er den faglige progression og dybde, som udmøntes ikke mindst i specialeskrivningen, hvor den studerendes evner til kritisk tænkning og løsningsorienteret akademisk analyse står sin prøve. Jeg har ikke hørt om virksomheder eller erhvervsorganisationer, der efterspørger universitetsuddannelser uden den faglige ballast, som kandidaterne er kendt for i dag. Så jeg kan ærlig talt ikke se behovet for 1-årlige uddannelser”, sagde hun.

DM-formanden kaldte det også en skjult spareøvelse, da en 1-årig overbygning er billigere end en 2-årig kandidat. Lokkemidlet overfor universiteterne er et 30 procent højere taxameter til de 1-årige end til de øvrige uddannelser.

”Det er tydeligt, at regeringen vil lokke universiteter og studerende til at vælge de 1-årige uddannelser med et højere taxameter. Det lyder måske som en prioritering af uddannelserne, men det er i virkeligheden en spareøvelse, der går ud på at fjerne udgifter til den 2-årige kandidatuddannelse”, sagde Camilla Gregersen.

Flere af landets rektorer afviste også på forhånd at være interesseret i at udbyde den nye type uddannelser. Blandt andet udtalte DTU-rektor Anders Bjarklev, at han ikke kunne se noget formål med at gøre det og samme melding lød fra ITU’s daværende rektor Mads Tofte. Brian Bech Nielsen fra Aarhus Universitet og prorektor for uddannelse, Inger Askehave, Aalborg Universitet sagde, at de ikke havde umiddelbare planer, mens RUC’s rektor Hanne Leth Hansen ikke umiddelbart kunne se, hvor uddannelsen ville passe ind, men hun ville dog spørge i fagmiljøerne.

 


 

Her er de 1-årige overbygningsuddannelser

  • Europas Abrahamiske Religioner: jødedom, kristendom og islam i samspil og konflikt, Københavns Universitet.
  • Køn i praksis. Bæredygtig innovation i det 21. århundrede, Københavns Universitet.
  • Data Steward, Københavns Universitet.
  • Sustainable Tourism and Hospitality Management, Copenhagen Business School.
  • Bæredygtige vandressourcer, Syddansk Universitet.
  • Klimatilpasning, Syddansk Universitet.
  • Retfærdighed, Samfund og Institutioner/Justice Society and Institutions, Syddansk Universitet.
  • Responsible Business Practice, Syddansk Universitet.

 

“Mord på universitetet” – en anmeldelse af romanen

Anmeldelse af Ulrik Jørgensen, tidligere professor ved AAU, nu uafhængig forsker. Han var i starten af det nye årtusinde kollega med Mads Christoffersen på DTU – dog ansat på to forskellige institutter.

Romanen “Mord på universitetet” lader ikke læseren være i tvivl. Det bebudes ganske klart på bagsiden af bogen, at der er tale om et mord på rektor Aage Aalesen udført efter afslutningen af universitetets årsfest. Forfatteren, Mads Christoffersen, kalder selv sin roman for en skæmtekrimi, og den er bestemt humoristisk skrevet, sine steder hylende morsom – i hvert fald hvis man har været tæt på udviklingen på DTU i starten af 2000’erne, der har inspireret til persongalleriet.

Mens mordet på rektor og nogle af episoderne er fiktion – der var ingen rektor, der blev myrdet – så behandler romanen samtidig et helt andet “mord” på universitetet, som satte sig igennem i denne periode. Detaljerne i de konflikter og hændelser, der driver mordhistorien og dens opklaring fremad, peger endda på tre parallelle karaktermord på det, som er ideen om universitetet som autonom agora for udvikling af viden og kritisk dialog i samfundet. De tre karaktermord er den tvetydige håndtering af autonomien, erstatning af den akademiske ledelse med top-downstyring og kommercialiseringen.

Hvad der derimod ikke er fiktion, er den “firmabil”, som rektor forsøgte at få et fond til at stille til sin rådighed, men blev tvunget til selv at købe – det var dog ikke en Maserati i den virkelige historie, men en Alfa Romeo.

Romanens titel er altså i sig selv flertydig og underfundig, da det er den systematiske undergravning af universitetets ide og funktion, der udgør den samfundsmæssigt set relevante mordhistorie, som Mads Christoffersen afdækker. Det sker gennem en skæmtende og skarpsindig karikatur af det magtunivers, der i dag karakteriserer universiteternes topledelse.

Læseren bliver kastet lige ind i dette magtunivers, hvor universiteternes ledelse ikke længere udspringer af det akademiske arbejde og den kvalitetskontrol, der ligger i gentagne bedømmelser i et internationalt funderet system af fagligt specialiserede kontakter, som gennem review af bevillinger og publikationer muliggør den dobbelthed af specialisering og fornyelse, der er en grundlæggende kvalitet ved universitetet. Åbenheden i det akademiske system er også afhængig af, at den udviklede viden bringes i anvendelse og til stadighed møder den praksis, som universiteterne uddanner deres kandidater til, og som professionelle i samfundet udfører.

Det er sigende, at netop den akademiske praksis overhovedet ikke spiller nogen rolle i romanens karakteristik af dette nye ledelsesmæssige regime, der er blevet skabt af universitetsloven. Der er tale om et top-down-baseret ledelsessystem, der i tiltagende omfang ikke har nogen afhængighed af endsige nogen veletableret kontakt med det akademiske arbejde.

I stedet udspringer ledelsens magt af en stærk rektor, som gennem delegationer fastlægger, hvem i direktionen (læs prorektorer og dekaner samt universitetets administration) der har hvilke beføjelser, og hvem i det underliggende hierarki af institutledere (i bogen omtalt i god koncernstil som direktører) der har beføjelserne til at lede de faglige miljøer. Det nye ledelsessystem er blevet skabt af det centrale embedsværk og politikerne gennem lovgivning med en dybt tvetydig henvisning til universiteternes autonomi. En autonomi, som oprindeligt udsprang af samfundets behov for vidensinstitutioner, der var uafhængige af den politiske magt. I den nye “tvistede” virkelighed handler det om at give indtryk af en armslængde mellem det politiske niveau og universiteternes nye magtunivers, der udfyldes af den nye universitetsledelse. Det fører til markeringer med visioner og missioner skabt i et magttomrum og udmeldt som ønsker om at markere sig internationalt ved at være “blandt de bedste i verden”.

I dette magttomrum udfolder romanens personkonflikter og den kritiske karakteristik af det nye ledelsesregime sig. Topledelsen har brug for loyalitet og sammenhold, men er samtidig usikker på sin egen position og indsigt, hvilket skaber en stor lukkethed omkring beslutninger. Kravet om ubetinget loyalitet fører i romanen til afskedigelsen af en kommunikationsdirektør, som reagerer ved at henvise til sin fagforening, hvilket får rektor til at tænke: “Kun undermennesker taler om fagforeninger”. Selvom universitetsloven indsatte samarbejdsudvalg og aftaler som en erstatning for de stærkt svækkede akademisk rådgivende forsamlinger, har de tillidsvalgte kun lidt at skulle have sagt. Og når de så protesterer, får de den indrømmelse, at ledelsen “næste gang” vil informere bedre.

Romanen går videre ved også at give et indblik i de forskellige personligheder og faglige strategier, der kan findes blandt institutlederne (direktørerne) på universiteterne. Den ældre professor, der har erfaringer tilbage fra den tid, hvor ledelsen af universiteterne var præget af et internt demokrati med valgte institutråd og faglige forsamlinger, og hvor institutledere ofte var velmeriterede professorer, der havde et grundigt fagligt overblik og havde respekt for variationen i faglige positioner. De (yngre) fremstormende karriereforskere med store eksterne bevillinger og en selvstændig dagsorden for at profilere sit fagområde. Og den nye bureaukratiske leder, som ikke ser sig selv som en fagperson, men snarere som en professionel leder, der skal sørge for at få styringen af aktiviteterne til at gå op i en højere enhed i de regneark, som i stigende grad er en del af ledelsesregimet.

Den ny ledelse etablerer, som i romanen, puljer til omfordeling og intern styring af ressourcer ved at skære ned på det faste personale. Den forhandler store forskningssatsninger med eksterne parter, som i perioder får mere opmærksomhed end den store mængde af fortsatte forskningsaktiviteter. Og den etablerer nye uddannelser uden at være i kontakt med de erfaringer, der findes pædagogisk og fagligt.

Hvor romanen i sin karikatur går hele vejen med kommercialiseringen af universitetet som en privatiseret koncern, er virkeligheden på universiteterne endnu ikke nået dertil. Men skandaler om forskningsfrihed, taktiske nedskæringer, et voksende bureaukrati i den interne styring af universiteterne og uklare strategiske satsninger peger på, at der bør tages et opgør med det nye ledelsesregime. I den sammenhæng er bogen et herligt og humoristisk bidrag.

 

Kroppen skal med i undervisningen

Læring sker også stående. Her laver studerende ved masteruddannelsen i kreativ læring på AAU en kunstbaseret samskabelse for at reflektere over deres rolle som kreative undervisere. Foto: Tatiana Chemi

Akademisk undervisning ignorerer, at meget læring og erkendelse opstår gennem kroppen, siger læringsforsker Tatiana Chemi, der selv sender sine studerende ud på gulvet for at lære.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Man lærer nemlig ikke kun gennem sit hoved. Resten af kroppen er også en kanal for læring, men den bliver fuldstændig understimuleret i traditionel akademisk undervisning.

Det siger Tatiana Chemi, lektor ved Institut for Kultur og Læring ved AAU og forsker i kunstbaserede læringsprocesser.

Og hun ikke bare siger det, hun gør også noget ved det. Når Tatiana Chemi underviser master- og kandidatstuderende, er det ofte med brug af øvelser og genstande, der bringer kroppen og følelsesregisteret i spil.

For eksempel valgte hun at tage sin samling af hatte med, da et hold af studerende havde særlig svært ved at forholde sig til valget og brugen af teori i den opgave, de skulle skrive.

“Først bad jeg dem gå lidt rundt i rummet og mærke det – fornemme deres egen perception og følelser. Så bad jeg dem efterfølgende vælge den hat, de bedst kunne lide, og så tage hatten på og gå ud i rummet igen. Bagefter skulle de så fortælle om forskellen med og uden hat, og det kom der nogle fantastisk poetiske sætninger ud af. For eksempel var der en, der sagde: “Jeg kunne ikke se, hvor jeg gik, hatten skyggede for min vision””.

Ikke ren hat og briller
Tatiana Chemis hensigt var at gøre de studerendes beskrivelser af forskellen med og uden hat til udgangspunkt for en forståelse af teoriernes rolle i en skriftlig opgave.

“Hvis hatten er en teori, hvad betyder det så, hvis du bruger en teori, der skygger for dit udsyn og begrænser dig? Så skal man måske skifte hat eller i hvert fald løfte på den. Via de her metaforer begyndte vi at snakke om teorier og brugen af teorier i opgaven på en meget mere følelsesmæssigt tilgængelig måde. Mange fik en aha-oplevelse, og det er, fordi vores krop er med i det”, fortæller hun.

Lad os bare være ærlige: Det lyder en smule flippet. Og det er da også en reaktion, Tatiana Chemi er vant til at få, også fra nogle af de studerende, når de skal lave øvelserne. For hele konceptet omkring kunstneriske læringsprocesser strider i den grad mod det læringsregime, man flaskes op med gennem hele uddannelsessystemet.

“Uddannelsesinstitutioner designer læringsmiljøer ud fra en dualistisk opfattelse – at kroppen kun har en laverestående funktion, mens hjernen er der, hvor vores intelligens og læring opstår. Men virkeligheden er ikke sådan. Som Howard Gardner beskrev allerede tilbage i 70’erne, er intelligens mere end den logiske og verbale intelligens. Vi er også kropsligt intelligente, følelsesmæssigt, socialt, musisk og så videre. Det er små døre, alle mennesker har i sig. Nogle døre er vi mere tilbøjelige til at bruge, men vi kan og bør bruge dem alle”, siger Tatiana Chemi.

Studerende savner rigtige svar
Hun underviser både kandidatstuderende og studerende på masteruddannelsen innovation og kreativt læringsdesign. Den sidstnævnte gruppe er mest åbne over for de kropslige læringsformer. Dels fordi det kreative i sig selv er kernen i deres uddannelse, dels fordi de er mere erfarne og selv er praktikere.

“Det er ofte skolelærere, pædagoger, skoleledere, sygeplejersker, der underviser, kunstnere med læringsopgaver og så videre. Så når jeg sætter eksperimenter i gang, har de nysgerrigheden efter at afprøve, hvor det leder dem hen”.

Sværere er det med de kandidatstuderende. Særligt de helt unge. “Der er nogle studerende, der er meget socialiseret ind i den uddannelseskultur, der kræver, at der findes et rigtigt svar. Og de har det svært, når jeg kommer med opgaver, hvor man skal bruge fantasi, forestillingsevne, intuition, fortællinger med metaforer og symboler. Det gør dem utrygge, for de er vant til, at der findes et svar, som underviseren sidder inde med. Men de bekræfter mig også i, at det er vigtigt, at vi forsøger at få kroppen og det kunstneriske med, også på de videregående uddannelser. Hvis vi skal uddanne kreative mennesker, kan vi ikke gøre det ved at opdrage de unge til bare at lede efter det rigtige svar”.

Teoretisk mordopklaring
En øvelse, Tatiana Chemi laver med de kandidatstuderende på Institut for Kultur og Læring, er at omdanne en diskussion mellem to læringsteoretikere til en mordsag, der skal dramatiseres.

“Jeg holder et oplæg om teoretikerne John Dewey og Lev Vygotsky, men efter pausen starter jeg med at sige: “Der er sket noget forfærdeligt. Et mord. Læring er blevet dræbt”. Så griner alle og forstår, at det er en leg, der er i gang. Så forklarer jeg, at vi skal opklare den mordsag med brug af to rejsehold. Det ene hold får assistance af en amerikansk efterforsker – John Dewey – og det andet hold får en russisk – Lev Vygotsky. Og de skal bruge dem til at opklare mordet”, fortæller hun.

Det, at det teoretiske stof bliver en slags rekvisit i en dramatisk øvelse, gør, at de studerende tager det til sig på en helt anden måde. Men også her oplever hun, at nogle reagerer over for den utraditionelle tilgang til læring.

“De bliver usikre og spørger: “Hvad er det, du vil? Hvad er det rigtige svar?” Så må jeg forklare, at det er en fantasiøvelse. Det er svært for nogle. Men kun de færreste”.

Ikke accepteret, at voksne leger
Tatiana Chemi har en baggrund i teatervidenskab med en ph.d. i et studie af Samuel Becketts humor. Som underviser og oplægsholder begyndte hun at snige små øvelser ind, som hun kendte fra skuespillertræning, og efterhånden blev det fysiske et fast element i hendes undervisning. Eksempelvis underviste hun på teaterskolen GITIS i Aarhus i litteraturhistorie og billedkunsthistorie. Og som en del af undervisningen skulle eleverne lave et såkaldt tableau – en menneskelig statue – på baggrund af billederne. Og det gav dem ifølge Tatiana Chemi en ny, indre forståelse af billederne.

At indarbejde leg og fysiske øvelser i læringen på en teaterskole kan virke ganske oplagt og naturligt. Men det burde det også være på alle mulige andre uddannelser, mener hun.

“Det er mere socialt accepteret, at det er børn, der beskæftiger sig med det kunstneriske, men når vi bliver voksne, er det kun i forhold til professionelle kunstnere, at det er accepteret, at de bliver ved med at lege og lave de der fjollede ting. Men at lege kan være meget seriøst og nødvendigt, for at vi kan erkende dybt og kreativt”.

Og det er heller ikke kun i de humanistiske fag, at kroppen med fordel kan tages med i læringen. Hun nævner eksempler fra CBS, hvor studerende har dramatiseret deres businesscases, og fra virksomheden Grundfos, hvor ingeniørerne i dramaøvelser skulle kropsliggøre de maskindele, de arbejdede med.

Mangler kreative karakterer
Tatiana Chemi arbejder i øjeblikket med projektet “Artist-led learning in higher education” med et netværk af forskere fra forskellige lande. Formålet er at skabe et rammeværk af kunstbaserede undervisningsmetoder, som skal implementeres på uddannelsesinstitutioner i hele Europa.

Der er dog en stor udfordring, som hun og forskerkollegerne ikke har fundet løsningen på endnu. Læring på højere uddannelser skal måles og eksamineres. Og hvordan spiller en kreativ, kunstbaseret læringsproces sammen med et karaktersystem, hvor studerende måles og bedømmes i forhold til definerede standarder?

“Vi har ikke knækket koden til relationen mellem det akademiske og skriftlige i forhold til det kunstneriske og omvendt, og det er et stort problem. Vi kunne for eksempel godt tænke os, at de studerende på masteruddannelsen får lov til at bruge kunstneriske artefakter og optræden ved deres eksamen. Men hvordan kan vi eksaminere det? Lige nu kan vi kun vurdere og honorere deres akademiske indsats, men deres kunstneriske indsats er usynlig. Det er ikke noget, vi har fundet en løsning på internationalt, og det er højst problematisk”.

Hun håber dog på, at hun gradvist kan udbrede ideerne om den kropslige læring på AAU og andre universiteter.

“Vi må starte med små eksperimenter og lige så stille afprøve det. Det afhænger meget af, om man kan se værdien af det i den kontekst, det foregår. Det er ikke bare en medicin, man tager – og ser, om det virker. Man skal tro på det”.

Leder: Universiteterne og købmandskab

Af Niels Poulsen, seniorforsker, DM ULAB

Er den frie forskning død? Universiteterne og andre forskningsinstitutioner har i stigende grad måttet gøre sig afhængige af eksterne forskningsmidler. Det kan være fra danske eller udenlandske fonde, fx Innovationsfonden eller Horizon 2020 (EU). Men også industrien leverer midler til forskningen, fx Novo og Mærsk. Forskning styret af fonde og industri bliver målrettet, men ligger selvfølgelig (forhåbentlig) inden for forskernes kompetence. Det bliver mere vanskeligt at sikre fri og uafhængig forskning, når der skal gives rådgivning.

Universiteterne har meget stor bevågenhed fra både folketingspolitikere og erhvervslivets lobbyister. Der stilles mange forskelligartede og ofte modsatrettede krav til universiteterne som rådgiver og myndighedsbetjener, alle har ét tema: Universiteterne skal udføre god og uvildig forskning og rådgivning.

En omstridt oksekødsrapport om, hvor meget oksekød belaster klimaet, har været under så heftig beskydning fra både medier og politikere, at Aarhus Universitet nu har trukket den tilbage, indtil udenforstående forskere har kigget den igennem. Rapporten var finansieret af landbruget, hvilket også universitetet var åben om (deklareret på side 3 i rapporten), men det har skabt stor opmærksomhed, fordi rekvirenten har bestemt og skrevet forord, titel, forsidebillede og pressemeddelelse.

Rapporten er et klart udtryk for de vanskelige rammebetingelser, forskningen har i dag. Finansieringen af forskningen er i stigende grad flyttet fra direkte finansiering på finansloven til delvis indirekte finansiering via fonde og andre kilder, så forskningen kan blive målrettet skiftende regeringers ønsker og ideer om, hvad der skal forskes i, fx udvikling af ny viden og teknologi, bioressourcer, handel, energi, miljø og klima. Der skal være “Grand Solutions”, kommercialisering. Det skal være innovativt og vækstskabende.

Aarhus Universitet skriver, at de leverer uafhængig, forskningsbaseret rådgivning til myndigheder og erhverv. Fundamentet for AU’s rådgivning er internationalt anerkendt forskning, og AU giver et fagligt og videnskabeligt grundlag for politiske beslutninger. Med eksterne midler burde Aarhus Universitet, ledelsen, forskerne, alle have advarselslamperne tændt for at sikre rapportens kvalitet og uafhængighed. Rådgivning og forskning for eksterne midler er ikke forkert, men det må ikke gå ud over uafhængigheden.

Heine Andersen (i Videnskab. dk september 2019) mener, at man systematisk kunne anvende uafhængige forskere til at foretage peer review – en uafhængig bedømmelse foretaget af fagfæller på en anden institution – svarende til det, man gør på videnskabelige tidsskrifter. Det ville fungere som sikring af uafhængighed og forbedre troværdigheden. Spørgsmålet er, om nye systemer virkelig er nødvendige. Det er meget ulykkeligt, det, der er sket. Men det er også sjældent, det sker. Nu har der været flere sager omkring rekvirenters påvirkning af rapporter. Mon ikke også uopmærksomme ledelser og forskere nu har forstået, hvor vigtigt det er, at de står fast på universiteternes uafhængighed ved rådgivning og forskning.

Regeringer kan ikke år efter år foretage nedskæringer af forskningen og tro, at alt stadig er det samme, bare med mere ekstern finansiering. For universiteterne findes der ingen valide undskyldninger for at komme ud med konklusioner, som ikke er funderet i solid forskning, eller forsøge at føje rekvirenten eller på anden måde give interessenter adgang til at medskrive forskningen. Universiteternes eksterne fokus fører til kortsigtede strategier. Derfor haster det med at stoppe nedskæringerne, før den frie forskning er glemt. Danmarks nationale forskningspolitik savner en tydelig bæredygtig strategi, der kan sikre den frie forskning!

Forskeres flyrejser i det grønne sigtekorn

Foto: Kennet Havgaard/BAM/Ritzau Scanpix

Der er både ydre og indre pres på universiteterne for at være gode klimaeksempler. Enkelte institutter har allerede indført politikker, der begrænser brugen af flyrejser. Men der er også bekymring for, at den ekstra rejsetid skal tages fra forskernes fritid.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Klimadagsordenen er i gang med at gøre sit indtog på universiteterne – ikke bare som forskningsobjekt, men som arbejdsetisk pejlemærke. Og det kan komme til at få konsekvenser for forskeres rejseaktivitet.

Universiteterne har “et særligt tungtvejende ansvar i forhold til at implementere en ambitiøs klimapolitik”. Sådan lød opfordringen i et åbent brev, som en række forskere i slutningen af 2018 sendte til landets universitetsledelser. Og brevet illustrerer ganske godt det stigende forventningspres, der er på universiteternes klimaindsats – både udefra og fra egne ansatte.

I offentligheden er det først og fremmest flyrejserne, der er fokus på. Flyrejser er ganske vist ikke nødvendigvis den tungeste post i CO2-regnskabet – på KU stod det for 25 procent i 2015. Men hvor man på KU har reduceret de øvrige CO2-kilder – elektricitet og opvarmning – ganske betragteligt, er transportudledningen ikke på retur.

KU overvejer intern klimaafgift
Endnu tales der i KU’s bæredygtighedsplan, “Grøn Campus”, ikke om at indføre regler eller begrænsninger i forhold til flyrejser, men bæredygtighedskoordinator Tomas Refslund Poulsen udtalte for nylig til Djøfbladet, at der er “behov for at adressere flyrejserne”, og nævnte som mulighed en intern klimaafgift på flyrejser, der kan finansiere andre bæredygtighedstiltag.

Også på andre danske universiteter rumler det i undergrunden. På CBS er man i gang med at formulere en bæredygtighedsstrategi med en målsætning om halvering af CO2-udledningerne i 2025 og CO2-neutralitet i 2050. I den plan er flyrejserne også i søgelyset, og de første små “nudging”-tiltag er allerede iværksat. Når en CBS-ansat booker flybilletter til destinationer inden for 10 timers landtransport, popper der en besked op, der nævner fordelene ved at vælge toget i stedet.

SDU annoncerede i juni, at man ville være Danmarks første “bæredygtige universitet”. Universitetet skal drives med udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål. I første omgang er der ikke udmeldt nogle initiativer omkring rejser, men siden klimahensyn er et af verdensmålene, er det nærliggende at forvente.

Tog til alt inden for 8 timer
Men hvad kan man så forvente, hvis nogle universiteter skulle finde på at indføre klimavenlige rejsepolitikker? Det er der adskillige eksempler på i udlandet, men også herhjemme har vi fået en “pilot”.

Det er Institut for Organisation (IOA) på CBS, hvor medarbejderne før sommeren besluttede at indføre en ny politik for bæredygtighed. En politik, der lægger reelle begrænsninger på forskernes rejsemuligheder. Eksempelvis hedder det i reglerne, at IOA ikke betaler for flyrejser til destinationer, der kan nås med tog inden for 8 timer, og der gives kun flybilletter til én seniorVIP for hvert paper, der skal præsenteres på udenlandske konferencer.

Det var lektor Morten Knudsen, der sammen med en kollega tog initiativet.

“Vi var bare grebet af den almindelige samfundsmæssige bekymring for klimaet. Og så satte vi os ned en dag, drak en kop kaffe og lavede det første udkast. Det blev så diskuteret og revideret i forskellige institutfora. Helt overordnet har der ikke været den store modstand. Det har kun været et spørgsmål om at få det tilpasset, så ingen kommer i klemme på en utilsigtet måde”, fortæller han.

Hensyn til yngre forskere
Eksempelvis hed det i første udkast, at instituttet højst skulle sende en forsker per paper, der skulle præsenteres. Men flere frygtede, at det ville betyde, at ph.d.-studerende sjældent ville komme af sted, hvilket kunne gå ud over deres muligheder for at opbygge netværk.

“Det var jo et fornuftigt argument, og så blev det ændret til, at det kun kan være én senior-VIP, der kommer af sted”. Reglen om kun at rejse over land op til 8 timer blev også accepteret uden de store sværdslag. Men Morten Knudsen lægger vægt på, at det skal være regler med stor fleksibilitet.

“Vi er jo ikke en større organisation, end at man kan få dispensation. Så hvis man skal til Aalborg og også skal hente børn og ikke kan få det til at hænge sammen, så tager man en snak med institutlederen, og så tager man bare flyveren. Det her er ikke sat i verden for at genere mennesker, men for at presse os lidt mere i den rigtige retning”.

Oslo er for bøvlet
For nylig var han selv i Oslo i embeds medfør. Og lige præcis den strækning vil han muligvis gerne have undtaget fra reglerne fremover.

Det var sgu bøvlet. Man kan kun tage tog til Gøteborg, og så skal man med bus resten af vejen. Og så blev toget forsinket, og jeg nåede ikke bussen. Hvis det tager for lang tid, og man ikke kan sidde og arbejde, så er det jo ikke hensigtsmæssigt. Men den her policy er jo et eksperiment, og vi kommer nok til at tilpasse den. Oslo er i hvert fald et eksempel på, at man kan overveje at bløde det op”.

Morten Knudsen er i den lidt specielle rolle, at han samtidig med at være en af initiativtagerne til rejsepolitikken også er tillidsmand for de kolleger, der skal leve med restriktioner og længere arbejdstider.

“Jeg prøver at skelne mellem forskellige roller. En ting er at være klimaaktivist, en anden ting er at være tillidsmand. Men foreløbig er jeg ikke blevet kontaktet i min rolle som tillidsmand i forbindelse med det her. Jeg synes, der er en meget positiv atmosfære, men det udelukker jo ikke, at der er nogen, der synes, det er irriterende”.

Fra økonomihensyn til klimahensyn
En anden klimavenlig rejsepolitik, der er knap så restriktiv, men til gengæld har eksisteret i flere år, finder man på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på KU. Også her kom initiativet fra medarbejderside. Dog med den krølle, at instituttet i forvejen havde restriktioner på rejserne på grund af dårlig økonomi. Og de regler valgte man at holde fast i.

“Jeg sad i vores institutråd, og så tog jeg op, om vi ikke skulle indføre en rejsepolitik af klimahensyn. Jeg kom med forslag til, hvad den kunne indeholde, og så landede vi på en politik, der videreførte den daværende begrænsning af rejser, men tilføjede en beslutning om, at instituttet gerne ville finansiere det, hvis der lå en meromkostning i at tage toget frem for et fly”, fortæller professor Jens Friis Lund.

Rejsepolitikken indebærer, at man kun kan få finansieret en flyrejse til en konference, hvis man selv har et paper med. Og en forsker kan højst få bevilget to europæiske flyrejser eller en uden for Europa hvert år. Og det har resulteret i en markant lavere rejseaktivitet.

“Vi kan se, at vi bruger markant færre penge på flyrejser. Det store fald kom naturligvis i starten, da restriktionerne blev pålagt af økonomiske grunde, men det er blevet ved med at falde siden. Så der bliver helt sikkert fløjet mindre pr. årsværk,” siger Jens Friis Lund.

Rejser mere effektivt
Han mener ikke selv, at hans forskning bliver begrænset af, at han rejser mindre.

“Selvfølgelig betyder det, at der er noget, jeg gør i mindre grad. Men det betyder også, at jeg er blevet mere effektiv. Jeg arbejder meget i Tanzania, og før kunne jeg godt finde på at tage flere rejser, hvor jeg var der i 14 dage ad gangen. Det kan jeg ikke mere forsvare. Så når jeg tager derned, er jeg der mindst en måned”.

Han oplever heller ikke de færre konferencedeltagelser som en hæmsko.

“Ikke personligt. Men der er også forskel i, hvor man er i sin karriere. Jeg er på seniorniveau, så jeg har et stort netværk, jeg kan vedligeholde med Skype, e-mail og telefonkonferencer. Men yngre kolleger kan have et større behov. Og der er måske noget, man skal have med i politikken – at man giver noget mere snor til de yngre kolleger, der har brug for at opdyrke et netværk”.

Jens Friis Lund var en af bagmændene til det brev, som klimabekymrede forskere sendte til universitetsledelserne sidste år. Og alene på det år er der sket meget. Han er selv kommet i styregruppen for et initiativ på KU Science, der skal øge bæredygtigheden i alle instanser af fakultetets virke – et initiativ, der blandt andet kommer på grund af efterspørgsel fra de studerende.

Men midt i havet af røster, der kræver skærpede klimahensyn, sidder der også forskere, der bekymrer sig ved udsigten til nye retningslinjer og restriktioner.

Hvem betaler ekstra rejsetid?
Lars Johannsen, lektor på Institut for Statskundskab på AU, peger på, at krav om landtransport i stedet for fly i realiteten vil medføre et større tidsforbrug for den enkelte forsker.

“Jeg har den holdning, at ja, vi skal begrænse CO2-udledning, og ja, det skal universiteterne også. Spørgsmålet er bare, hvem der skal betale for det? Forskere er som bekendt ansat uden øverste arbejdstid, og vi arbejder i forvejen meget. Og hvis forventningen er, at den ekstra rejsetid bare skal tages ud af vores fritid, så synes jeg, det er urimeligt. Hvis der skal være en omstilling, må vi diskutere, hvem der betaler for det”.

Han mener, at det i første omgang er arbejdsgiverne, der har pligt til at sikre, at der er en rimelig balance, i forhold til hvad der forventes.

“Det kan være, at man vil kompensere for den øgede arbejdstid gennem lønnen eller for flyrejserne ved at købe CO2-kompensation. Jeg synes ikke, der er nogle nemme løsninger. Men det spørgsmål, som jeg mener, fagforeningerne bør stille, er, om det skal være medarbejderne, der skal betale for det ekstra tidsforbrug”.

TR: Transporttid er arbejdstid
Det er da også præcis det synspunkt, tillidsmand og lektor Bjarne Andresen fra Niels Bohr Institutet på KU slår til lyd for.

“Al den tid, jeg ikke kan bruge hjemme på min have og på min frimærkesamling, er arbejdstid. Således er transporttid også arbejdstid. Og jeg er stærk modstander af enhver ting, der forøger arbejdstiden. Vi har set, hvordan man sparer på administrationen, og så kan vi selv udarbejde rejseafregninger og lignende, for forskningstid er jo gratis for ledelsen. Og det er samme sag, hvis man skal tvangsindlægges til at tage tog til Frankfurt”, siger han.

Han peger på, at forskning inden for fysik ofte er både dyr og energikrævende. Og det er et vilkår, man må acceptere, hvis man ønsker forskning på højt niveau.

“Selvfølgelig kan man skære ned og sige, at vi ikke må rejse nogen steder. Men så får vi produceret mindre originalforskning. Man kan ikke sætte folk hen i et hjørne, lukke døren og sige: Tænk selv. Klimadebatten har haft fokus på folks ferierejser, og så bliver vores arbejdsrejser betragtet på samme måde – som noget, vi bare kan lade være med. Selvfølgelig skal man ikke spilde energi, men det får mig til at stritte imod, når udenforstående vil lægge restriktioner på, hvad jeg har lov til at gøre”.

Ny virkelighed
Spørgsmålet om ekstra arbejdstid ved togrejser er ifølge Morten Knudsen ikke noget, der fylder i forhold til den rejsepolitik, de har indført på CBS IOA.

“Det er ikke noget, vi har diskuteret indtil videre. Princippet er, at hvis man skal til et møde i Aalborg klokken ni om morgenen, så spørger man lederen, om det er o.k. at tage flyveren. Og når det er ånden, har man nok mindre brug for at få kompensation for at tage toget til Aarhus”.

Jens Friis Lund kan godt se, at der kan være et principielt spørgsmål om ekstra rejsetid. Men i hans øjne er det ikke kun universitetet som arbejdsgiver, men også den enkelte forsker personligt, der er nødt til at rykke sig.

“Jeg ser det her som en situation, vi er nødt til at indstille os på. Overordnet set er der ingen tvivl om, at folk i vores del af verden må forandre vaner. Og det at flyve er en af de mest klimaskadelige aktiviteter, man kan foretage sig. Vi er nødt til at acceptere den nye virkelighed, vi står i. Og det synes jeg ikke, man gør, hvis man bare holder fast i at gøre, som man plejer”, siger Jens Friis Lund.

 

Svenskere tager toget til Sydeuropa

Blandt vores europæiske naboer findes flere eksempler på klimavenlige rejsepolitikker. på universitetet i den belgiske by Gent vedtog man i juni, at der ikke længere kan bookes flyrejser til 60 byer, der kan nås med bus eller tog inden for 6 timer.

Et lidt nærmere eksempel findes på Lund Universitet, hvor Centre for Sustainability Studies (lUCSUS) har indført en rejsepolitik, der opfordrer de ansatte til at prioritere at rejse langs jorden, når destinationen ligger inden for 12 timer.

Lektor Wim Carton, som er en af initiativtagerne, fortæller, at politikken først og fremmest lægger op til, at hver enkelt forsker selv skal arbejde med at minimere sit CO2-aftryk.

“Før i tiden tog jeg meget til internationale konferencer, men jeg har besluttet, at jeg ikke vil gøre det mere, hvis konferencerne kræver at flyve. jeg flyver stadig til feltarbejde, for jeg har to projekter i Uganda. Men jeg har også besluttet, at jeg ikke vil flyve inden for Europa. jeg skal for eksempel til konference i London i år, og der tager jeg toget”, fortæller han og nævner også kolleger, der tager toget til Italien og Spanien.

Han mener ikke selv, at hans forskning bliver svækket af, at han rejser mindre. Men for yngre forskere er det mere vigtigt at komme ud, vurderer han.

Han håber, at initiativet på lUCSUS vil sprede sig ud på resten af Lund Universitet.

“Det er et paradoks, at vi forsker i klimaændringer, samtidig med at forskere er blandt de 5-10 procent, der flyver mest. Men jeg synes, at der er ved at ske en kulturændring. Mange føler, at det her er vigtigt”.


Rejseregler for Institut for Organisation, CBS

Udvalgte punkter fra iOA Sustainability policy 2019 (oversat fra engelsk):

  • IOA undgår at invitere flyrejsende gæster, der kun deltager i et enkelt arrangement.
  • IOA subsidierer ikke flyrejser til destinationer, der kan nås med tog inden for 8 timer.
  • IOA finansierer togbilletter på første klasse for at sikre gode arbejdsforhold under rejsen.
  • Ved konferencer, der kræver flyrejser, kan der kun deltage én senior-Vip per konferencepaper, der skal præsenteres.
  • Ansøgninger eller planlagte rejseudgifter skal ledsages af en beregning af rejseaktiviteternes CO2-aftryk.

Rejseregler for Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, KU

IFRO’s rejseregler (forkortet og oversat fra engelsk):

  • IFRO-ansatte kan normalt kun få dækket rejseomkostninger til konferencer, hvis de præsenterer et paper. Hver ansat kan højst få dækket to europæiske eller en oversøisk rejse.
  • Ved eksternt finansierede projekter bør alle projektledere overveje, hvordan rejseaktiviteten kan mindskes.
  • Ved projektansøgninger bør alle ansatte forsøge at minimere rejsebudgettet.
  • Ved planlægning af konferencer, møder, workshops mv. bør ansatte placere dem geografisk, så færrest muligt er tvunget til at rejse langt, og sammenhængende, så deltagerne kan nå flere aktiviteter inden for samme rejse.
  • Alle IFRO-ansatte anbefales at vælge bus, tog og bil frem for fly, så længe det kan gøres inden for en rimelig meromkostning (i tid og penge).

Naturjurist

 

Katarina Hovden er glad for natur, men det er drevet af en juridisk interesse, at hun har kastet sig over ideen om at tildele naturen juridiske rettigheder. Foto_ Lasse Højsgaard

Hvad vil der ske, hvis vi ud fra en juridisk synsvinkel betragter naturen som et levende væsen med samme rettigheder som et menneske? Det spørgsmål forsøger Katarina Hovden at besvare.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

For et stykke tid siden kunne man læse om en retssag, der fik mange til at ryste på hovedet. Den handlede om et foto – en selfie – som en abe i Indonesien ved navn Naruto havde taget af sig selv med et kamera, som en fotograf havde lagt til den. Resultatet var et fantastisk billede, der er blevet brugt utallige gange. En dyrerettighedsorganisation valgte imidlertid at lægge sag an på abens vegne for at få del i de indtægter, som billedet – Narutos billede – havde genereret.

Retssagen kom til at køre over flere år, men aben endte med at tabe. Et “pjattet” sagsanlæg, sagde dommeren Randy Smith, der lagde vægt på, at dyr ikke kan tale og således ikke anlægge sager ved retten.

Men måske er dommer Smiths logik ved at blive overhalet af nye, progressive vinde. Ideen om at tildele naturen de samme juridiske rettigheder, som vi mennesker har, har de senere år udviklet sig fra teoretiske spekulationer til realpolitik flere steder i verden. Og retssager, hvor naturen er den ene part, kan være lige om hjørnet.

“I den virkelighedskonstruktion, vi har bygget vores love på, er menneskene de eneste, der betyder noget, og alt andet er til, for at vi kan bruge og udnytte det. Den nye tankegang er, at vi ikke er de eneste arter af betydning på planeten, og at andre arter ses som individer, der har en værdi i sig selv”, forklarer Katarina Hovden.


Vis os dit ph.d.-projekt

Hvem: Katarina Hovden, master i jura.
Hvad: At tage naturens rettigheder og menneskerettigheder alvorligt – at balancere rettigheder i et økologisk paradigme.
Hvor: Centre for European and Comparative legal Studies, KU.
Hvorfor: Projektet analyserer den retsudvikling, hvor naturen nogle steder har fået status som et retssubjekt og i enkelte tilfælde er blevet tildelt egne rettigheder. for at kunne forstå, hvorvidt naturens rettigheder kan have indflydelse på den eksisterende retlige struktur, udforsker projektet forholdet mellem naturens rettigheder og menneskerettigheder.


Ecuadors natur anerkendt
Hun er ph.d.-studerende på Det Juridiske Fakultet på KU, og hendes projekt handler om, hvordan disse intentioner om at tildele dele af naturen juridiske rettigheder eller ligefrem gøre dem til “juridiske personer” i praksis lader sig implementere, og hvilke juridiske konsekvenser det vil føre med sig.

“Man kan sammenligne lidt med menneskerettigheder. Det giver et værktøj til at gå ind i processer og konstatere, at her er perspektiv ikke med og bør inkluderes. Hvis man ikke er et retssubjekt, har man ikke muligheder for at fremme sin stilling. Men er man anerkendt juridisk, har man mulighed for aktivt at forbedre sin situation, blive bedre inkluderet og bedre varetaget”.

Som nævnt er ideen om at give naturen juridiske rettigheder allerede effektueret forskellige steder. Ecuador indskrev i 2008 et kapitel i landets reviderede grundlov om “Rights for Nature”. Her hedder det, at alle livsformer i naturen har retten til at eksistere. I andre lande er enkelte økosystemer, for eksempel floder, blevet anerkendt som juridiske personer.

Det handler ikke om individer
Princippet om, at alle levende organismer har ret til at eksistere, lyder godt og rigtigt ud fra et etisk perspektiv, men i praksis kan det godt være svært at håndtere, hvis retssalene bliver fyldt af sager mod folk, der har fældet træer eller slagtet kyllinger.

Her kan Katarina Hovden dog berolige: Dertil kommer det næppe.

“Som det er i dag, når man taler om rettigheder mellem mennesker, er der altid en balance. Det, der ligger i den her tankegang, er, at menneskene er en del af naturen, og de vil nok altid blive prioriteret. Men det er alligevel et skifte, når man ved siden af menneskets centrale placering også har med, hvad naturen har brug for”.

Derfor er eksemplet med aben Narutos ophavsret heller ikke det, hun ser som konsekvens af at give naturen rettigheder.

“Som jeg forstår teorien og tankesættet bag, så er det hovedsageligt ikke på det individuelle plan, man skal arbejde – et individuelt træ eller en individuel abe. Det er mere på det store plan. For eksempel i forhold til store naturområder eller arter, der er udrydningstruede”, siger hun.

En flod i retssalen?
Hun nævner som eksempel, hvordan floden Whanganui i New Zealand for nylig blev anerkendt som en juridisk person. I området Somerset i England vil et lokalt byråd forsøge at give den samme status til floden Frome.

Hvad er forskellen på at frede et stykke natur og gøre det til en juridisk person?

“Forskellen er, at som juridisk person er man aktiv i det juridiske system. Man kan indgå i juridiske relationer, og måske har man mulighed for at gå i retten. Jeg tænker, at hvis man er fredet, er man passiv. Man betragtes ikke som aktør i juridiske og politiske processer, og man har ikke mulighed for at gå i retten”.

Men floden Frome kan jo ikke gå i retten?

“Nej, det er sandt. Men de fleste lovforslag gør det muligt, at enkeltpersoner kan repræsentere de juridiske personer. Der er gjort forskellige tanker om, hvordan man kan gøre det. I forslaget til et EU-direktiv er der forslag om en ombudsmand for naturen – så man opretter en administrativ stilling, som har til ansvar at varetage de rettigheder. I andre love og lovforslag har man lavet det som åben kategori – hvem som helst, der er interesseret, kan gå i retten for naturen”.

Miljøret ser naturen som objekt
Katarina Hovden er norsk og boede de første ti år af sit liv på en ø uden for Stavanger. Herefter flyttede familien til England, hvor hun gik i skole og tog sin bachelor på University of Cambridge, og siden færdiggjorde hun sin juridiske masteruddannelse på University of Amsterdam.

Hun var fra starten interesseret i miljøret, men efterhånden som hun lærte faget at kende, blev hun opmærksom på den utidssvarende tankegang, der ligger til grund for meget af den gældende miljølovgivning.

“Jeg var meget skuffet over miljøretten. Det virker, som om de love, man har etableret for at beskytte naturen, mere handler om, hvordan man kan udnytte og bruge den. Når man studerer teksten, får man ikke det indtryk, at naturen er noget levende. Det fremstilles som en død ting, der skal reguleres”.

Mødet med miljøretten var noget desillusionerende for den unge jurastuderende, der ellers havde høje forventninger til loven som værktøj til at sikre en bedre verden.

Men en enkelt artikel, hun tilfældigt faldt over på listen over supplerende læsning, gav hende blod på tanden: “Should trees have standing?” – et essay, der blev skrevet helt tilbage i 1972 af den amerikanske jurist Christopher D. Stone.

“Dengang var det meget en teoretisk diskussion, men nu har man faktisk en udvikling, hvor flere lande har anerkendt naturen som juridisk person enten på nationalt plan eller lokalt plan. Men der er stadig meget, man ikke ved om, hvordan det vil kunne virke i praksis. Og det er der, jeg ser en mulighed for at arbejde videre med problemstillingerne”.

Praksis lever ikke op til løfter
Foreløbig må man konstatere, at teori og praksis er to forskellige ting i forhold til anerkendelse af naturens rettigheder. Foregangslandet Ecuador er i hvert fald ikke et eksempel på, at det redder naturen at blive skrevet ind i grundloven.

“Det er ikke gået specielt godt. Der har været retssager med udgangspunkt i naturens rettigheder. Men det er et land med mange økonomiske og sociale udfordringer, og man har ikke hidtil set politisk vilje til at afslutte minedriften, selv om den ødelægger skoven. Men det er også det, jeg gerne vil interessere mig for i mit projekt: Hvorfor er det så vanskeligt? Hvad skal der til? Det vil jeg prøve at arbejde med, for eksempel ved at interviewe embedsmænd, der arbejder med omstillingen”.

Katarina Hovden er som mange andre bekymret for udviklingen omkring klimabalancen og det globale økosystem. Og i juraen ser hun muligheder for, at man kan sætte ind med værktøjer, der er mere effektive end dem, der er i brug i dag. Men hendes interesse i naturens rettigheder er først og fremmest af en faglig, juridisk karakter.

“Jeg synes, den bagvedliggende etiske tankegang og perspektivet er vigtigt – at vi er en del af naturen og har et gensidigt afhængigt forhold. Og så synes jeg også, det er vigtigt, at de love, vi har, som bygger på flere hundrede år gamle strukturer, bliver opdateret. Om det at give naturen rettigheder er det bedste juridiske værktøj … det stiller jeg mig lidt mere åben over for. Men jeg håber, min forskning kan skabe mere forståelse for, hvad det vil indebære og kræve af forandringer”.

MeToo-bog: KU-ledelse holdt ikke hovedet koldt

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Et højtråbende mindretal og en hidsig presse fik ledelsen på KU og andre universiteter til at glemme grundlæggende principper og hoppe med på den identitetspolitiske vogn, skriver lektor Marianne Stidsen i bogen “Den nordiske Metoo-revolution 2018”.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Universitetsledelserne svigtede deres ansvar og lod sig rive med af mediehype og folkestemninger. Det er Marianne Stidsens konklusion omkring de mange sager og diskussioner om krænkelser og identitetspolitik, som har præget universitetsområdet siden begyndelsen af 2018.

I sit essay “Den nordiske MeToorevolution 2018”, der er udkommet som bog, kæder hun de kendte universitetssager – nultolerancepolitikken på KU, sangsagen på CBS, sombrerosagen på KU Jura, KU-lektoren, der brugte n-ordet – sammen med skandalerne omkring Svenska Akademien og Forfatterskolen i Danmark. Hun ser dem alle som udtryk for et politisk og værdimæssigt skred, som truer grundlæggende rets- og frihedsprincipper.

Og ansvaret for, at det er kommet så vidt, ligger altså ifølge Marianne Stidsen til dels hos de universitetsledere, der ikke har været i stand til at se bevægelserne i et overordnet kulturelt perspektiv, og som derfor har ladet højlydte, ideologiske mindretalsgrupperinger diktere dagsordenen på universitetet.

“En leders opgave er ikke at køre med på en folkestemning. Lederne får deres løn for at holde hovedet koldt og sikre, at de formelle procedurer er i orden”, siger hun.

Handlede uden viden
Hun daterer selv MeToo-revolutionens indtog i Danmark til februar 2018, hvor avisen Information publicerede et åbent brev til landets rektorer fra 48 anonyme kvindelige studerende, der klagede over sexisme og sexchikane i deres studieliv. Og umiddelbart efter begyndte det at gå galt, mener hun. Rektorerne på både KU og RUC var meget hurtige til at udtrykke forståelse og komme de klagende studerende i møde med løfter om tiltag, der kunne hjælpe på problemet.

“Ledelsen på både KU og RUC handlede umiddelbart i forlængelse af den her mediehistorie om diffuse anklager og satte arbejdet med nye retningslinjer i gang. Det er reaktioner, der kommer, inden det overhovedet er kortlagt, om det, de 48 påstår, er sket. Så reagerer de her chefer og lover nye tiltag. Det var absolut en fejl”.

Er det ikke naturligt at være imødekommende, når studerende oplever, at de er blevet dårligt behandlet?

“Jo, det er det, men så skal man undersøge det. Man skal ikke bare godtage påstande. Slet ikke når de kommer fra en anonym gruppe og er helt ukonkrete. Nogle må stå frem og konkretisere de problemer. Og så kan lederne handle ved at begynde en uvildig undersøgelse”, siger hun.

Identitetspolitisk tidsånd
Der kom ingen undersøgelse fra KU. Til gengæld kom der et nyt sæt retningslinjer for håndtering af krænkende adfærd, der lovede “nultolerance”, og som indeholdt en meget omdiskuteret passus om, at det altid er den krænkedes egen oplevelse, der er udgangspunktet.

“Der var jo et sæt retningslinjer i forvejen. Og hvis nu en undersøgelse havde vist, at de ikke var tilstrækkelige, så havde det været en anden sag. Men det skete ikke. KU gik ud med nye retningslinjer, uden at det overhovedet var blevet undersøgt”, siger Marianne Stidsen.

Det, ledelsen manglede i situationen, var is i maven og overordnet forståelse for den kulturelle tendens, som læserbrevet var et produkt af, mener hun.

“Der er nogle lag i det her, de ikke rigtigt forstår. Det er den identitetspolitiske tidsånd, der er med til at fremkalde mange af de her ting. Set i det perspektiv er det måske nemmere at forstå, hvorfor det er vigtigt, at man ikke løber med, hver gang nogle råber “ulven kommer”. Vi taler efter mit bedste skøn om en forholdsvis lille gruppe på KU, der har været vældig højtråbende og har fået utrolig meget taletid i pressen. Det, ledelsen gør, er, at den blæser på det store flertal af studerende og ansatte, der ikke er enige i de her få aktivisters agenda”.

Ser intet positivt ved MeToo
Nogle ser MeToo-kampagnen som et nødvendigt opgør. Er du uenig?

“Den bog, jeg har skrevet, har fået virkelig hård medfart. Jeg tror, at når mange er vrede, er det, fordi jeg ikke har noget positivt at sige om MeToobevægelsen. Selv hvis man graver i sagen om Harvey Weinstein, så indrømmer redaktøren på New York Times, at der gjaldt forskellige regler for kilderne. Kvinderne kunne tale off the record, det måtte han ikke. Sådan nogle særregler er fandeme en farlig glidebane, og den sag er paradigmatisk for alle MeToo-sager”.

Hvad hvis debatten har skabt et større mod til at sige fra over for krænkelser?

“Jeg vil sige, at det snarere vil skabe det modsatte. For du får hele tiden at vide, at du ikke har et personligt ansvar for at sige fra, for det er et strukturelt problem. Man er nødt til at lære de unge, at man selv har et ansvar for at sige nej”.

Marianne Stidsen overdriver ikke, når hun siger, at hendes bog har fået en hård medfart. “Læseren bliver lovet en samlet fremstilling, men får udelukkende serveret en ensidig sammenfatning af tre enkeltsager, der stemmer overens med forfatterens blåøjede kritik af MeToo”, skriver eksempelvis debattøren Nima Zamani i Altinget.

Amerikansk eller europæisk universitet?
I 2019 var støvet fra krænkelsessagerne efterhånden begyndt at lægge sig, men det blev hvirvlet op igen, da TV 2 kunne rapportere om en mail, sendt ud på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på KU, hvori de ansatte opfordres til at undgå at bruge kønnede betegnelser om de studerende af hensyn til dem, der ikke identificerer sig som mand eller kvinde.

Marianne Stidsen noterer sig, at fakultetsledelsen i skikkelse af prodekan Jens Erik Mogensen har udtrykt opbakning til den mail, og det ser hun som udtryk for, at MeToo-revolutionen har sat sig.

“Jeg havde håbet, at KU havde lært noget af de heftige diskussioner, vi har haft om nye retningslinjer og begrebet nultolerance. Men det ser ikke rigtig ud til det. Men sagen har skabt så meget debat, at man kan håbe, at ledelsen vil lære noget af den. For jeg er virkelig alvorligt bekymret for, hvor universitetet havner, hvis det her får lov til at fortsætte. Efter min mening er det slet og ret et valg mellem, om KU skal være et amerikansk universitet eller fortsætte med at være et europæisk universitet. Med alt hvad det indebærer”.


Nye retningslinjer i høring 

Efter den heftige diskussion af KU’s retningslinjer for krænkende adfærd har universitetets personalepolitiske udvalg (PPU) i foråret arbejdet med et sæt reviderede retningslinjer. Forslaget til nye retningslinjer blev i sommer sendt i intern høring, og den er i skrivende stund ikke afsluttet. i den nye tekst hedder det eksempelvis ikke længere, at KU har en “nultolerance” over for krænkende adfærd. Også sætningen om, at det er forurettedes egen oplevelse, der er udgangspunktet, er ændret, så der nu står, at “der er tale om en krænkende handling, når en eller flere personer groft eller flere gange udsætter andre personer for adfærd, som af disse opfattes som nedværdigende”. det tilføjes også, at der kan være situationer, hvor “ledelsen vil konstatere, at der ikke er tale om en krænkende adfærd”.


KU: Ledelsen pressede ikke på for nye retningslinjer

Marianne Stidsen rammer forbi i sin kritik, når hun siger, at KU’s ledelse lå under for aktivistiske studerende og pressens skriverier.

Det siger vicedirektør for Kommunikation Jasper Steen Winkel, der udtaler sig på vegne af KU’s ledelse.

Han peger på, at det ikke, som Stidsen antyder, var ledelsen, der pressede på for at få foretaget den justering af retningslinjerne for psykisk arbejdsmiljø, der skete i sommeren 2018 og førte til de omdiskuterede retningslinjer for krænkende adfærd.

“Jeg vil klart afvise, at KU har taget pejling efter en særlig gruppe studerende. den generelle debat om Metoo gjorde, at vores tillidsmænd opfordrede til at se på, hvordan vi er dækket ind og håndterer de sager. Og i april 2018 sendte uddannelsesministeren et hyrdebrev, der anbefalede, at universiteterne havde retningslinjer og processer klar. Så det er en ret lang proces, der ikke alene tog udgangspunkt i nogle kvindelige studerende”, siger jasper Steen Winkel.

KU gennemførte ikke i første omgang en undersøgelse af problemernes omfang, men Winkel henviser til, at danske Universiteter igangsatte en undersøgelse, hvis resultat kom ud i efteråret 2018.

Han medgiver, at der har været mange sager, som er blevet udlagt som udtryk for en identitetspolitisk tendens. Men det er en sammenhæng, nogle debattører forsøgte at skabe, siger han.

“Vi kan godt se, at man kan lave fortællingen, at de her sager passer sammen som perler på en snor. Men det er separate sager, der ikke er koblet til hinanden, men som bliver brugt af de debattører, der gerne vil løfte en debat om identitetspolitik. Universitetet oplever, at medier og debattører har overtaget en amerikansk fortælling om identitetspolitik, og den lægger de ned over hvert eneste eksempel”.

Jasper Steen Winkel fastslår samtidig, at der formelt set ikke er nogen opbakning – eller det modsatte – fra ledelsen til den mail, institutlederen på institut for Kunst- og Kulturvidenskab sendte ud omkring brugen af kønnede betegnelser.

“Der er ikke nogen politik på KU på det område. Man kan fortsat sige “han” og “hun”. institutlederen har selv sendt nogle gode råd ud til underviserne, og det giver nu anledning til, at man kan drøfte det bredere”.