Forfatterarkiv: Forskerforum

Vis dit ph.d.-projekt: Jagten på forfatter begrebets 4.000 år gamle rod

Sumerprinsessen Enheduana – verdens første forfatter – er angiveligt afbildet på den berømte “Disc of Enheduanna”, der blev udgravet i 1927. Hun ses med sin husholderske, sin frisør og sin sekretær.

I tusind år gamle lertavler med kileskrift leder ph.d.-studerende Sophus Helle efter grunden til, at vi begyndte at interessere os for, hvilke personer der skrev teksterne. Svaret begynder med en sumerisk prinsesse.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dm – Foto: Wikipedia Commons/Alexandra Freltoft

Der er en første gang for alting. Og mange af disse første gange finder man i Mesopotamien – civilisationens vugge. Her i det frugtbare område mellem floderne Eufrat og Tigris begyndte vores forfædre at dyrke jorden, her opstod byer, her opstod et skriftsprog, med skriftsproget kom litteraturen, og med litteraturen kom forfatterne.

Men hvorfor? Hvorfor springer forfatterbegrebet og navngivne forfattere pludselig ud af en tradition af anonyme fortællinger? Det spørgsmål har Sophus Helle sat sig for at besvare i sin ph.d.afhandling.

“Den ældste litteratur, vi kender til, er fuldstændig anonym. Men på et tidspunkt begynder man at interessere sig for, hvilket menneske der står bag teksten. I nogle tilfælde er det rigtige forfattere, i andre tilfælde tager de tekster, som oprindeligt er skrevet anonymt, og kobler det med mytiske og legendariske forfattere. I dag er der forfattere til alt, men der var et punkt, hvor forfatterskabet i udgangspunktet var anonymt, og jeg interesserer mig for, hvornår og hvordan den forandring sker”.

Verdens første forfatter
Sophus Helle studerede assyriologi på KU og blev fascineret af de mesopotamiske kulturers udviklinger og omvæltninger.

“Det er en verden fuld af paradokser, drama og store følelser, omvæltninger og konstante forandringer. Det interessante ved assyriologi er, at det rummer enormt mange aspekter. Man lærer om alt fra pengesystem, til hvordan de udøver magi. Men det mest interesante var helt klart deres litterære tekster”.

Litteratur 3.000 år før Kristi fødsel fandtes i form af kileskrift kradset med sivstrå ind i vådt ler, der herefter blev lagt til tørring. Disse lertavler har en fantastisk holdbarhed, og i dag kan de ses og læses på en række forskellige museer, blandt andet i England, USA og Irak.

Fortællingerne, man kan læse på de ældste lertavler, er helt anonyme. Men pludselig dukker et navn op: Enheduana – sumerisk prinsesse og verdenshistoriens første navngivne forfatter.

“Det er vildt, at verdens første forfatter er en kvinde. Alle kender til Homer, men der er ingen, der kender til Enheduana. Og så er det enormt velskrevet litteratur, i den forstand at det er så enormt kompakt og tykt og fyldt af sprog. Man kan virkelig dvæle enormt længe ved hver linje. Dertil kommer, at det er meget metarefleksivt. Det er også digtning, der handler om digtning, der tænker over, hvad poesi gør ved verden, og hvordan man kan ændre verden med ord”.


VIs os dIt ph.d.-projeKt

Hvem: Sophus Helle, cand.mag. i assyriologi.

Hvad: “the invention of authors”.

Hvor: Institut for Kommunikation og Kultur, afdeling for litteraturhistorie og retorik, AU.

Hvorfor: Oldtidens første litteratur var helt anonym, men på et tidspunkt begynder forfatterbegrebet at dukke op. projektet undersøger, hvem de første kendte forfattere var, og hvorfor man dengang begyndte at interessere sig for, hvilke personer der stod bag teksterne.


Prinsesse er guf
Enheduanas tekster spiller en helt central rolle for Sophus Helles projekt. Dels fordi hun er det første eksempel på en navngiven forfatter. Dels fordi hun forholder sig refleksivt til sit eget forfatterskab.

Jeg er ypperstepræstinden, jeg er Enheduana! Men selv om jeg bar min offerskål og sang min glædessang, er der stillet begravelsesgaver frem til mig – lever jeg her ikke længere? Jeg gik hen til dagslyset, men dagslyset brændte mig, jeg gik hen til skyggen, men den indhyllede mig i en sandstorm. Min honningmund er blevet til fråde, min evne til altid at forsøde sind er vendt til støv.

Sådan lyder det i Enheduanas hymne til gudinden Inana. Digtet handler om en historisk begivenhed, hvor oprørere har indtaget byen Ur og sendt Enheduana i eksil.

“Det er et digt om, hvordan hun kan redde sig tilbage til sin magtposition ved at skrive det digt. Hun har mistet sin veltalenhed, så det er kun ved at få den tilbage at guderne vil hjælpe hende. Og ved at komponere det her digt lykkes det hende at overbevise guderne om at støtte hende. Så ikke alene skriver hun den første tekst, hun skriver selv om det. Så det er virkelig guf for mit projekt”.

Forfatter kondenserer kulturer
Når man i dag studerer lertavler med Enheduanas tekster, er der tale om kopier skrevet 500 år efter hendes død. Teksterne er skrevet af studerende på oldbabylonske skoler, hvor Enheduana simpelthen var en slags pensum, og hvor sumerisk var et dødt sprog, som blev holdt ved lige, på samme måde som latin bliver i dag.

Af samme grund kan Sophus Helle og hans kolleger i assyriologien lidt paradoksalt ikke sige med fuldstændig sikkerhed, at Enheduana selv forfattede de tekster. I teorien kunne de være forfattet efter hendes død og tillagt hende. Men netop forfattermytens betydning er en af de vigtige pointer i projektet. For hvorfor er det, at det på et tidspunkt for omkring 4.000 år siden begynder at blive relevant at notere navnene på dem, der står bag ordene? Det har Sophus Helle undersøgt ved at se på de kulturelle og historiske kontekster omkring de første forfatterskaber.

“Jeg har en teori, som jeg arbejder med. Forfatterbegrebet bliver vigtigt på tre bestemte tidspunkter i den her periode. Og det, tidspunkterne har til fælles, er, at det er tidspunkter, hvor et sprog er ved at dø ud, og kulturen er ved at forsvinde. Så jeg tror, man bruger forfatteren til at repræsentere det system. Man kondenserer det abstrakte, urørlige kulturelle system til et menneske, for det er ligesom mere til at gribe og holde op. Vi kender det også i dag. Når der opstår et spørgsmål om, hvad det vil sige at være dansker, så laver vi en kulturkanon, sætter det på formel og binder det op på enkelte mennesker. H.C. Andersen, Oehlenschläger – det er sådan, vi er, derfor bliver forfatteren vigtig”.

Myten frem for mennesket
En tekst får betydning ikke alene på grund af indholdet, men også på grund af bevidstheden om den forfatter, der står bag.

I den forstand bliver forfatteren i sig selv en lille del af historien. Sophus Helle beskriver det som et erkendelsesmæssigt gennembrud for ham selv og projektet, da han begyndte at betragte forfatterskabet i det lys.

“Før rodede jeg lidt rundt i, om jeg var interesseret i det rigtige menneske eller myten bag forfatteren. Det var, da jeg fik skelnet, at det hele faldt på plads. Vi ser forfatteren som en lille fortælling om fortællingen. Og det, der interesserer mig, er, hvornår litteraturen begynder at få den her lille ekstra fortællerkrølle på sig”.

Sophus Helle skriver sin ph.d. på AU’s afdeling for litteraturvidenskab. Det stærke litterære fokus i projektet gjorde, at han valgte at skifte fagmiljø fra assyriologi.

“Det har betydet, at jeg går mere teoretisk og komparativt til værks. Var jeg blevet på assyriologi, havde jeg nok gået mere filologisk til værks – siddet med tekstene alene for at finde ud af, hvad de siger. Jeg føler, at det er mellem to felter, det store teoretiske felt opstår. Men nogle gange kan man til gengæld godt føle, at man ikke taler til nogen af delene. Så det er både en gave og en udfordring”.

Projektet “The Invention of Authors” skal afsluttes i marts 2020.


StorhItter med “Gilgamesh”-oversættelse

Sophus Helle har allerede undervejs i sit ph.d.-forløb kunnet konstatere en stor succes omkring studiet af assyriologisk litteratur. i foråret udgav gyldendal en ny dansk oversættelse af det klassiske helteepos om sumerkongen Gilgamesh, der regnes som verdenshistoriens første hovedværk. og det er netop Sophus Helle, der har oversat teksterne fra akkadisk og genfortalt det i samarbejde med sin far, digteren Morten Søndergaard.

Bogen har været en enorm succes. den er nu trykt i fjerde oplag, og anmelderne har været begejstrede. eksempelvis kaldte politiken-anmelderen Bjørn Bredal udgivelsen for “et af de mirakler, som gør livet værd at leve”, og han giver den seks stjerner, ligesom den i flere andre aviser har fået topbedømmelse.

Den store succes har åbnet en række døre for Sophus Helle og givet ham blod på tanden som formidler af den assyriologiske litteratur og kultur.

“Det har ført til en masse formidlingsmæssige aktiviteter, og jeg synes, det er enormt fedt at kunne tage sin viden og bringe den ud i en større offentlighed. det kunne jeg godt tænke mig at fortsætte med, i den udstrækning det kan lade sig gøre”.

I øjeblikket føler han sig derfor slet ikke sikker på, at han vil fortsætte inden for forskningen, når ph.d.-afhandlingen er afleveret.

“Jeg ved det ikke helt. lige nu tænker jeg, at alle veje fører til Rom. Og Rom er for mig at kunne tage en kultur og vise den frem. For mig er formidlingen helt sikkert vigtigere end forskningen. om forskningen så er en god vej derhen, må tiden vise”.

Miljøprofessor trods trusler om retssag: En pligt at debattere

Morten Rasmussen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Stiig Markager har fået organisationen Bæredygtigt Landbrug på nakken, efter at han har udtalt sig om udledningen af kvælstoffer. men det er en kamp, han som forsker føler sig forpligtet til at tage.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk – Foto: Privat og Morten Rasmussen/Biofoto/Ritzau Scanpix

AU-professor Stiig Markager ligger i strid om ord og tal med organisationen Bæredygtigt Landbrug. Men det er ikke en miljøkamp. Det handler om fakta og pligten til at bidrage med sin ekspertviden, slår han fast.

“Jeg har en forpligtelse over for samfundet, som har betalt min uddannelse og betaler min løn som professor. Samfundet har betalt for det, jeg ved om det her. Derfor har jeg en forpligtelse til at bidrage til debatten. Ikke til at sige, at jeg synes, vandet skal være rent. Men til at forklare, hvorfor der kommer flere alger i vandet, mere iltsvind etc., og hvilke konsekvenser det har”.

Det har Stiig Markager, der er professor i Biogeokemi og Økologi, gjort en hel del gange. Både når pressen selv har henvendt sig og på eget initiativ med debatindlæg i den skrevne presse. Og i april blev det altså for meget for interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, der gennem en advokat lod Stiig Markager forstå, at han kunne se frem til at blive trukket i retten for injurier, hvis han ikke dokumenterede sine udtalelser eller trak dem tilbage.

Forsker, ikke aktivist
Stiig Markager har advaret generelt mod landbrugets påvirkning af vandmiljøet, og på baggrund af den seneste såkaldte NOVANA-rapport har han påpeget, at kvælstofudledningen har været stigende de seneste år, og at der således skal skrappere midler til, hvis Danmark vil leve op til egne målsætninger om miljøtilstande i fjorde og åbne havområder.

Men Stiig Markager er ikke miljøforkæmper. Det slår han fast.

“Nej, jeg er først og fremmest forsker, der afdækker nogle sammenhænge. Som for eksempel at det har en række konsekvenser for miljøtilstanden, hvis man udleder en vis mængde kvælstof. Så er det et politisk valg, om de konsekvenser er acceptable. Men når for eksempel landbrugets interesseorganisationer går ud og siger, at det ikke er kvælstof, der har skabt de effekter, eller at det skyldes kvælstof fra andre lande, så føler jeg, at jeg har en forpligtelse som naturvidenskabelig forsker til at sige, at det er forkert”.

Risikerer man at blive set som partshaver, hvis man som forsker er for aktiv i den offentlige debat?
“Den problemstilling er helt relevant. Men du vil ikke sige det samme om for eksempel økonomisk forskning. Man forventer, at den økonomiske forsker giver anvisninger og deltager i den fordelingspolitiske debat. Situationen er bare, at vi står med nogle markante samfundsmæssige udfordringer i forhold til miljøet. Og vil man som naturvidenskabelig forsker ikke gå ind i den debat, så synes jeg egentlig, man svigter sin opgave”.

Nej til faglig spændetrøje
Kan det være svært at adskille holdninger og faglighed?
“Man kan godt være fristet, så det er vigtigt at være skarp i sin skelnen. Men som forsker kan man godt have den vinkel, at nogle bør tale naturens sag. For eksempel med hensyn til biodiversitet, hvor mange argumenterer for, at man skal frede områder for at bevare arter. Der skal man bare være tydelig med, at man er ude i nogle etiske synspunkter”.

I forbindelse med debatten om kvælstofudledningens omfang har Stiig Markager fået kritik fra sin AU-professorkollega Jørgen E. Olesen for at udtale sig om et område, som ikke er hans speciale. Stiig Markager mener på sin side, at han som professor i økologi og forsker i havets kredsløb er fuldt kompetent. Men når det er sagt, mener han ikke, at man som forsker er forpligtet til kun at udtale sig snævert på baggrund af eget speciale.

“Hvis jeg kun kan sige noget helt specifikt om havmiljøet, så skal vi have otte biologer, fem økonomer og så videre siddende, før vi kan sige noget som helst, for det er jo et sammensat og komplekst problem. Så jeg mener, det rigtige er at angive, præcis hvad ens forskningsmæssige faglighed er. Og så må folk tro på det, man siger, ud fra hvor troværdig de mener, man er”, siger Stiig Markager, der samtidig ikke kan dy sig for at bemærke, at Jørgen E. Olesen i april selv var godt ude over eget fagspeciale, da han i en kronik opfordrede til etbarnspolitik i Afrika af klimamæssige hensyn.

“Relevant forskning er politisk”
Der er nu gået mere end tre måneder, siden Stiig Markager modtog brevet fra Bæredygtigt Landbrugs advokat. Men der er ikke kommet nogen stævning. Det kan der ifølge Stiig Markager være to grunde til:

“Enten har de fundet ud af, at det er en umådelig dårlig ide at lægge sag an, fordi de ikke har en chance for at vinde sagen. Eller også har de opnået det, de ville, nemlig at sende et signal til forskere og forskningsverdenen om, at de holder øje med os”, siger Stiig Markager.

Stiig Markager mener, at man som forsker er forpligtet til at bidrage med viden til den offentlige debat. Men samtidig har han selv oplevet omkostningerne. Og hvis en ung forsker skulle spørge ham om råd, vil han ikke nødvendigvis anbefale at gå ind i en kontroversiel debat.

“Jeg ville sige, at du skal være klar over, at det her tager meget lang tid, og at du kan blive mødt af mennesker med en masse ressourcer til at gå i kødet på dine argumenter, måske flere ressourcer, end du selv har. Så du skal overveje, om det er det, du vil bruge din tid på”.

Det lyder næsten som en opfordring til at lade være?
“Det kan det også godt være. Omvendt vil jeg sige, at det er det her, der gør det, vi laver, interessant. Hvis det ikke bliver brugt til noget, er det ikke specielt interessant. Relevant forskning er altid politisk”.

Opbakning til Stiig Markager
Stiig Markagers leder på Institut for Bioscience, Peter Henriksen, er chokeret over Bæredygtigt Landbrugs trusler om sagsanlæg, som i hans øjne kun har til formål at lukke munden på Stiig Markager.

“Vi har før fået kritik fra og haft drøftelser med Bæredygtigt Landbrug, men vi har ikke oplevet, at de truede med advokater, så det opfatter jeg som en kraftig optrapning. Vi ser det her som et direkte forsøg på at stække vores medarbejderes ytringsfrihed”.

Peter Henriksen orienterede sin dekan om sagen, og der var enighed om at give fuld opbakning til Stiig Markager og hans ret til at ytre sig, også hvis sagen skulle ende i retten.

“Men jeg kan ikke i min vildeste fantasi tro, at det ender med en retssag”.


Dokumentation: Stigende kvælstofudledning

Grafikken viser de tal, som Stiig Markager baserer sine udtalelser om signifikant stigende kvælstofudledning på. Det er tal, som Bæredygtigt Landbrug hele tiden har efterlyst, men som han konsekvent har nægtet at sende til dem. en helt bevidst trodsighed.

“Vi har en historie i forhold til Bæredygtigt Landbrug, hvor det aldrig ender. De tvister tingene og kommer med nye spørgsmål. når folk henvender sig på den måde og i øvrigt har den historie, er det ikke udgangspunktet for et tillidsfuldt samarbejde”, forklarer Stiig Markager. Et synspunkt, som hans institutleder, Peter Henriksen, i øvrigt også giver udtryk for over for Forskerforum.

Stiig Markager skriver selv følgende forklaring: Figuren viser udledningerne af kvælstof fra dansk land til havet fra 2010 til 2017, korrigeret for variation i nedbør, baseret på de officielle tal for Danmarks påvirkning af havet. Linjen viser en gennemsnitlig stigning på 699 ton pr. år for perioden. Sandsynligheden for at få denne sammenhæng ved en tilfældighed er mindre end 0,06 procent (p = 0.00058) eller 1 ud af 1.715, dvs. at stigningen er statistisk signifikant og viser, at der er sket en ændring i landbrugspraksis i perioden, som har forværret miljøtilstanden. Startåret, og måden for hvordan man korrigerer for nedbør, påvirker resultatet, men kvælstofudledningerne er i alle tilfælde signifikant stigende fra 2010 til 2012 og frem til 2017.


Intet sagsanlæg, kun truslen

Et sagsanlæg skal presse Stiig Markager til at fremlægge dokumentation for sine påstande, forklarer Bæredygtigt Landbrugs direktør, Hans Aarestrup.

Der er gået mere end tre måneder siden den frist, Bæredygtigt Landbrugs advokat fastsatte for Stiig Markager for enten at dokumentere tre udsagn eller trække dem tilbage. Men selv om Bæredygtigt Landbrug flere gange i pressen har udtalt, at stævningen mod Stiig Markager var lige på trapperne, er der intet sket.

Men Bæredygtigt Landbrug er stadig indstillet på at trække Stiig Markager i retten, fortæller organisationens direktør, Hans Aarestrup.

“Nu har vi sagt, at vi gerne vil have de tre udsagn dementeret, ellers vil vi gå videre og prøve ved rettens vej. Det ligger stadig fast”, siger han.

BL: Vi vil bare have dokumentationen
Ifølge Hans Aarestrup er brevet fra advokaten og truslen om en retssag primært et forsøg på at presse Stiig Markager til at trække eller dokumentere sine udtalelser.

“Det triggede mig, at han kunne sige, at der er en signifikant stigende udledning af kvælstof, når en af NOVANArapportens forfattere samtidig siger, at usikkerheden er så stor, at de ikke regner med det. Så jeg har bedt Stiig Markager om den beregning, men har ikke fået den. Vi ved godt, at retssager er noget langhåret lort, men vi ved ikke, hvad vi ellers skal gøre for at få dokumentationen”, siger Hans Aarestrup.

I vil trække Stiig Markager i retten for æreskrænkelser, fordi han har udtalt sig om nogle miljømæssige konsekvenser af landbrugspakken. Hvordan hænger de to ting sammen?
“Alt det med æreskrænkelser er noget advokatsnak. Jeg vil bare gerne have beregningerne. Men vi har spurgt vores advokat, og han siger, at det er sådan, det er. Det forholder vi os til”.

Den offentlige debat er fuld af udsagn, som stritter i forskellige retninger. Er det ikke et vilkår for en åben debat?
“Hvis det havde været hr. hvem som helst, havde det været ligegyldigt. Men Stiig Markager er ansat i det institut, der udgiver NOVANA-rapporten, og så får hans ord en helt anden vægt. Hr. og fru Jensen ved jo ikke, at Stiig Markager ikke selv står bag den rapport”, siger Hans Aarestrup.

Forskere er blevet “lige politiske nok”
Det er langtfra første gang, at forskere er uenige om videnskabelige fortolkninger og drøfter deres uenighed offentligt. Skal de ikke have lov til det?

“Jo, det skal de. Det er helt fair. Men når han siger, at der er en signifikant stigning, så er det jo vigtigt. Og derfor efterspørger vi beregningerne bag”.

Selv om en eventuel retssag mod Stiig Markager ifølge Hans Aarestrup kun er et forsøg på at få afklaret nogle fakta, så tyder en udtalelse fra Bæredygtigt Landbrugs formand, Flemming Fuglede Jørgensen, på, at retssager er et redskab, man er klar til at bruge imod forskere over en bredere kam. Til DR udtalte han i juni: “Vi har et par andre forskere i kikkerten, som vi også overvejer at indlede retssager imod. Jeg vil ikke sige, hvem de er, men der er et par stykker, der er blevet lige politiske nok. Og det er vigtigt, at vores forskere ikke politiserer”.

I dag bakker Hans Aarestrup i forhold til den udtalelse.

“Jeg ved ikke, om formanden er blevet fejlfortolket. Men det har jo ikke nogen gang på jorden at anlægge retssager mod folk, fordi de ikke kan lide os. Så jeg kan bare sige, at det ikke er noget, vi gør hver dag, og vi har heller ikke gjort det over for Stiig Markager endnu. Folk er velkomne til at mene, at vi gør for lidt. Forskellen er, hvis de udtaler sig så bastant, at man faktisk kan få afgjort, om det er rigtigt, hvad de siger”.

Oksekødsskandale koster institutleder jobbet

Foto: Aarhus Universitet

Institutleder Erik Steen Kristensen, Agroøkologi på Aarhus Universitet, har trukket sig fra posten efter voldsom kritik af landbrugets indblanding i rapport om oksekøds klimapåvirkning.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Skandalen om en rapport fra Aarhus Universitet (AU) om ”Okse- og kalvekøds klimapåvirkning”, der konkluderer at vores forbrug af alkohol og søde sager er mere belastende for klimaet end forbruget af oksekød, får nu Erik Steen Kristensen, institutleder på Agroøkologi, til at trække sig fra posten. Det sker ”efter aftale” hedder det i en nyhedsmail til medarbejderne fra dekan Lars Henrik Andersen.

Erik Steen Kristensen forlader Aarhus Universitet, og professor Jørgen E. Olesen er i stedet konstitueret som institutleder frem til 31. marts 2020.

Den voldsomme kritik havde allerede fået universitetet til at trække rapporten tilbage og love at lade internationale uafhængige eksperter granske indholdet. Rektor Brian Bech Nielsen har også igangsat en undersøgelse af forløbet, men AU-ledelsen kunne altså ikke vente på resultatet, inden den handlede.

”Undersøgelsen er ikke tilendebragt, men selv om vi afventer den, er der ingen tvivl om, hvor hovedansvaret for at sikre uafhængighed og armslængde i rapporten ligger. For uagtet at den er udgivet som en DCA-rapport, så er det institutledelsen på Institut for Agroøkologi, der har det overordnede ansvar for forskning og samarbejde. Institutledelsen har derfor skullet sikre de overordnede rammer for projektet, inden arbejdet blev påbegyndt, såvel som i udførelsen, i kvalitetssikringen og uafhængigheden af rapporten. Jeg må konstatere, at dette ansvar ikke har været løftet i tilfredsstillende grad”, skriver dekan Lars Henrik Andersen.

Landbruget skrev med
Rapporten er finansieret af Kvægafgiftsfonden med hjælp fra landbrugets interesseorganisation Landbrug & Fødevarer.

Eksperter har i Dagbladet Information kritiseret, at projektets styregruppe udelukkende har bestået af folk fra landbrugs- og kødsektoren, og at Landbrug & Fødevarer har stået for den overordnede projektledelse.

Information kunne også afsløre at landbruget har skrevet rapportens forord, indledning og et afsnit om projektet samt kommet med forslag til formuleringer andre steder i rapporten. Landbrugsfolkene ville også haver skiftet forsidefotoet af råt kød ud med en burger og have titlen ændret.

Det har fået rektor Brian Bech Nielsen til at udtale, at der ikke er tale om uafhængig forskning, og at forskerne har brudt universitetets retningslinjer og god forskningsskik.

Ledelsen har ansvaret
Olav W. Bertelsen, formand i DM Viden og fælles-TR på AU, roser fakultetsledelsen for at rydde op, men han kalder det samtidig et voldsomt skridt, at institutlederen har valgt at fratræde sin stilling.

”Det er en klar markering af, at det er et ledelsesmæssigt ansvar, og at forskerne ikke er problemet, hvilket er positivt. Det naturlige sted at placere ansvaret er hos institutlederen, da forskning foregår på institutterne og ikke på fakulteterne eller i rektoratet,” siger Olav W. Bertelsen.

Han tilføjer, at det er afgørende med fuldstændig rene retningslinjer for samarbejdet med industrien – særligt indenfor forskningsområdet med stor politisk bevågenhed.

”Ansvaret er mit”
Hovedpersonen selv, forhenværende institutleder Erik Steen Kristensen, understreger, at han selv har valgt at trække sig efter samråd med sin leder, og at han ikke er blevet presset til at gå af.

”Den korte version er, at det er mit ansvar, og det tager jeg konsekvensen af. Jeg har ikke sørget for, at de kontraktlige forhold i forbindelse med projektet var i orden, som jeg burde. Som institutleder skal jeg lave procedurer, der sikrer, at forskerne overholder universitetets standarder,” siger Erik Steen Kristensen til Forskerforum.

Han tilføjer, at han ikke var opmærksom på aftalen med Kvægafgiftsfonden, da samarbejdet aldrig tidligere har givet anledning til problemer.

Rapporter skal tjekkes

Dekan Lars Henrik Andersen skriver i nyhedsmailen til medarbejderne, at han har ”bedt prodekan Kurt Nielsen, der har det overordnede kvalitetsansvar for myndigheds- og erhvervsområdet, sikre, at de relevante ledere og medarbejdere bliver grundigt informerede om kvalitetssystemet, samt om at de gældende retningslinjer for samarbejde med virksomheder og erhverv skal efterleves fuldt ud.”

Rektor og dekanen har også besluttet, at alle DCA-rapporter baseret på samarbejder med private virksomheder og interesseorganisationer inden for de seneste 5 år skal gennemgås for at afklare eventuelle problematiske forhold.

Fremover vil der også blive afholdt obligatoriske kurser for medarbejdere i universitetets retningslinjer for god forskningsskik, god formidlingspraksis og god praksis for samarbejde med eksterne parter.


Erik Steen Kristensen sendte den 3. september følgende mail til instituttets medarbejdere:

Kære alle medarbejdere I Institut for Agroøkologi

Igennem den seneste tid har DCA rapport nr. 158 ”Okse- og kalvekøds klimapåvirkning gennem hele værdikæden sammenholdt med ernæringsaspekter i forskellige kostmønstre” været genstand for stor debat.

Det har blandt andet betydet, at forfatterne og DCA i går besluttet at trække rapporten tilbage via en pressemeddelelse. Baggrunden for den drastiske beslutning er, at rapporten desværre ikke lever op til universitetets standarder for armslængdeprincippet og uafhængig forskning.

Hvorfor er vi endt i den her situation?
Vi er desværre havnet her, fordi der i sin tid ikke blev lavet en klar aftale eller kontrakt for samarbejdet mellem projektets forskellige parter. Der skulle have været en kontrakt, som indeholdt en klar og tydelig rollefordeling, ligesom den skulle have indeholdt en tydelig udspecificering af Aarhus Universitets ret og pligt til fri og uafhængig publicering af forskningsresultaterne.

Vi har i AGRO rigtig meget samarbejde med mange forskellige organisationer og virksomheder. Det er både vigtige og gode samarbejder, og de resulterer i mange gode og uafhængige forskningsresultater. I langt de fleste tilfælde bliver samarbejdet udført i god ro og orden. Det er kontrakterne bl.a. med til at sikre.

Det er mit ansvar som institutleder at sørge for, at forskerne er opmærksomme på at overholde universitetets standarder. Det er også mit ansvar at sikre, at der bliver lavet procedurer og kontrakter for de forskellige samarbejder. I netop den her situation med DCA rapport nr. 158 har jeg ikke sikret det. Det er en alvorlig foreteelse, og det har jeg valgt at tage konsekvensen af. Det betyder, at jeg fratræder min stilling som Institutleder med øjeblikkeligt varsel, dvs. fra og med i morgen.

Jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig over, at min ansættelse ved Aarhus Universitet stopper på den her måde. Jeg vil dog gerne tilføje, at jeg har haft rigtig mange gode år her på stedet både som forsker, seniorforsker, forsøgsleder, centerleder og de sidste 12 år som institutleder. Jeg har haft et godt samarbejde med alle på AU-Foulum, AU-Flakkebjerg og mange andre steder på Aarhus Universitet. Jeg håber, at jeg vil blive husket for det gode samarbejde og for de resultater, vi har skabt sammen. Det er i hvert fald det, jeg vil huske jer for.

Jeg vil gerne sige mange tak for det gode samarbejde og udtrykke et ønske om, at det fortsat vil gå godt her på Institut for Agroøkologi og på AU i de kommende år.

Tak for samarbejdet.

Kinesiske ph.d.-studerende lever minimalistisk og knokler løs

 

Zichen Zhao er taknemmelig for at have fået muligheden for at lave sin ph.d.-afhandling i Danmark.

Forskerforum har snakket med seks kinesiske ph.d.-studerende på københavns universitet. de får ikke løn af universitetet, men må klare sig for et stipendium på ca. 10.000 kr. månedligt fra deres hjemland. de fortæller, at budgettet er stramt, men at det kan lade sig gøre at overleve.

Af William Leerbeck Meyer – wlm@dm.dk – og Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk . Foto: Lars Bech

27-årige Zichen Zhaos øjne lyser op, da hun får spørgsmålet, hvorfor hun valgte at forlade Kina og tage til Danmark for fem år siden for først at tage en mastergrad og efterfølgende skrive ph.d.

“Jeg havde læst H.C. Andersens eventyr som barn og ville gerne se landet, jeg kendte fra alle historierne, og så ville jeg også se Den Lille Havfrue”, siger hun og smiler.

Zichen Zhao tilføjer, at hun også havde læst, at Danmark er et rent og fredeligt land, og hun er ikke blevet skuffet.

Hendes ophold i Danmark har dog ikke altid været det rene eventyr, og der er ingen garanti for, at det får en lykkelig slutning.

Som 300-400 andre udenlandske ph.d.-studerende på Københavns Universitet får hun ingen løn af universitetet, men må klare sig med et stipendium fra sit hjemland, der skal dække omkostningerne ved at bo i Danmark. KU’s eneste krav er, at de skal dokumentere, at de har ca. 6.000 kr. per måned at leve for. De kinesiske ph.d.er på KU får dog noget mere. Beløbet blev fra januar 2019 sat op fra ca. 8.000 kr. pr. måned til ca. 10.000 kr., hvilket svarer til det absolutte minimum, en enlig voksen bosat i København kan klare sig for.

Spiser lidt
Zichen Zhao fortæller, at hun lejer et værelse for 4.500 kr. af KU’s boligfond i en lejlighed, som hun deler med tre andre. Køkken og bad er de fælles om. Hun har altså ca. 6.000 kr. til at betale alle øvrige udgifter, så budgettet er stramt, fortæller hun.

Kan du leve for det?
“Jeg prøver at begrænse, hvor meget jeg spiser, men det er alligevel svært. Jeg benytter forskellige apps, hvor man kan købe billig overskudsmad fra restauranter og bagere, der ellers skulle smides ud”, siger Zichen Zhao.

Zichen Zhao fortæller, at hun slet ikke får udbetalt penge fra den kinesiske stat den sidste måned i Danmark, så det er særlig hårdt lige nu, da hun skal spare sammen til at betale den sidste måneds husleje. Pengene kan hun først få udbetalt i Kina – formentlig for at tilskynde de kinesiske ph.d.-studerende til at vende hjem. Hun tilføjer, at det også står i hendes kontrakt, at hun skal blive i Kina i mindst to år, inden hun kan søge job i udlandet igen.

I øjeblikket arbejder hun 12-13 timer i døgnet og sover 8 timer, da hun skal være færdig med sin afhandling. Hun forsker i mælkeprotein, og når hun udfører forsøg, er hun i gang nærmest 24 timer i træk, da hun må gentage forsøgene igen og igen. De skal udføres perfekt, da de skal godkendes af hendes vejleder og helst skal kunne publiceres i et stort anerkendt tidsskrift. Hun er en del af en ny forskningsgruppe, som forsøger at etablere sig inden for et nyt forskningsfelt.

“Jeg er under et stort pres og græder indimellem, men så tørrer jeg øjnene og arbejder videre”, siger Zichen Zhao.

Da hun hører, at hendes danske ph.d.kolleger tjener meget mere end hun selv, er hendes umiddelbare reaktion, at det ikke virker fair, da hun arbejder virkelig hårdt. Hun tilføjer, at hun er taknemmelig for at have fået chancen for at skrive sin ph.d. i Danmark, og hun siger, at hun har lært en masse, som hun kan bruge i sin karriere.

Kendte vilkårene
Chengkang Li, der skriver ph.d. på Institut for Fødevarevidenskab på første år, siger, at han indtil videre godt kan klare sig for pengene. Han har hørt, at beløbet blev sat op, fordi de studerende klagede over, at de ikke kunne leve for de ca. 8.000 kr. i Danmark. Til gengæld har de kinesiske myndigheder sat antallet af stipendier, der er at søge, ned.

Chengkang Li fortæller, at han deler en 2-værelses lejlighed med en anden studerende. Prisen på lidt under 5.000 kr. om måneden mener han virker fair.

“Jeg shopper ikke ret ofte, køber sjældent nyt tøj og har en cykel til at komme rundt på. Hvis du ikke bruger penge, er det nok til de daglige leveomkostninger”, siger han. Chengkang Li tilføjer, at vilkårene måske ikke virker fair set udefra, men han siger, at hans vejleder havde gjort det klart, at der ikke var penge til at aflønne ham, inden han takkede ja til at komme til Danmark.

“Jeg kendte vilkårene fra begyndelsen, og jeg kan lære meget, som jeg kan bruge videre i min karriere, så jeg synes, at det er en god aftale”, siger Chengkang Li.

Han understreger, at han er meget tilfreds med sit liv i Danmark og med sine arbejdsvilkår.

Lever et ydmygt liv
Yang Chen har været ph.d. ved Institut for Fødevarevidenskab siden oktober 2017. Hun fortæller, at hendes økonomiske vilkår er bedre, da hun ud over det kinesiske statsstipendium har modtaget et European Grant fra EU, der har betalt hendes udgifter i forbindelse med udvekslingsophold i Frankrig og Østrig. Desuden deler hun en lejlighed med sin nederlandske kæreste, der har fuldtidsarbejde.

Men hun hører fra mange andre kinesere på KU, at de har det svært.

“Huslejen skal ikke være meget højere end 4.000 kr., hvis de skal have råd til alle basale fornødenheder”, siger hun.

Yang Chen fortæller, at der tidligere på året var problemer med udbetalingen af de kinesiske stipendier, så folk fik slet ingen penge i halvanden måned, og mange bad hende om et lån. Specielt de, der ikke kan få støtte af deres forældre, er sårbare, fordi stipendiet ikke er tilstrækkeligt til, at man kan spare op til nødsituationer. Hun siger også, at flere har deres mand eller kone med til Danmark, og da det er svært for ægtefællerne at finde arbejde, da de ikke kan dansk, skal stipendiet på 10.500 kr. reelt forsørge to personer.

“De lever et meget ydmygt liv, men mange ser et statsstipendium som en stor mulighed, da det er deres eneste chance for nogensinde at komme til udlandet”, siger Yang Chen.

Hun tilføjer, at kinesere sjældent beklager sig, men hellere kæmper sig igennem i stilhed.

“Min vejleder er en venlig mand”
Zhengfu Zhao, ph.d. på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, siger, at han klarer sig fint for sit stipendium:

“Jeg har selvfølgelig ikke råd til at tage ud at spise og den slags, men jeg er her jo også for at arbejde, og så er det et fint beløb”, siger han.

Zhengfu Zhao understreger, at han er glad for at være ph.d. i Danmark, og at han er godt tilfreds med sine arbejdsvilkår. Han vurderer, at hans arbejdsuge typisk er på 52 timer.

“Jeg kan holde fri i weekenden, hvis der ikke er for meget arbejde, og min vejleder er en meget venlig mand. En dag sagde han endda til mig, at jeg skulle huske at tage ud at handle, før butikkerne lukkede”, fortæller han om en situation dagen før en helligdag.

Efter sin ph.d. planlægger han dog alligevel at tage tilbage til Kina, hvor han vurderer, at det pga. sproget vil være lettere for ham at få arbejde, og han vil også gerne bidrage til det kinesiske samfund.

Internationale ph.d.er på KU knokler uden at få løn

Flere hundrede ph.d.-studerende på Københavns Universitet får ingen løn. mange af dem lever i stedet af minimale stipendier fra deres hjemland, som ekspert siger er på fattigdomsgrænsen i danmark. TR kalder det for “slavelignende forhold”.

Af William Leerbeck Meyer – wlm@dm.dk – og Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

300-400 internationale, især kinesiske, ph.d.-studerende på Københavns Universitet (KU) får ingen løn af universitetet, selvom de arbejder fuld tid og udfører de samme opgaver som deres danske kolleger.

I stedet lever de af såkaldte leveomkostningsstipendier betalt af deres hjemland. Det viser en aktindsigt, som Forskerforum og Magisterbladet har fået.
Københavns Universitets eneste krav til de udenlandske ph.d.er, der fortrinsvis kommer fra Kina, andre asiatiske lande, Sydamerika, Mellemøsten og Afrika, er, at de kan dokumentere, at de har mindst 6.090 kroner til at forsørge sig selv per måned. Det er minimum for at få opholdstilladelse i Danmark.

De kinesiske ph.d.-studerende får omtrent 10.000 kr. om måneden fra deres hjemland. Normalt får en ph.d.-studerende ansat på et dansk universitet ca. 26.000 kr. om måneden. Dertil kommer tillæg for anciennitet og pension – ca. 30.000 kr. i alt. Ifølge et notat fra universitetet har de ph.d.-studerende “svært ved at opretholde en rimelig levestandard”. Stipendiaterne har heller ikke de samme rettigheder som almindelige danske studerende eller lønmodtagere. Fx kan de ikke modtage boligstøtte, få studiebolig, barsel eller nogen form for social ydelse.

Forholdene møder stærk kritik fra professor, dr.scient. Anders Hay- Schmidt, DM-fællestillidsrepræsentant på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på KU. Han frygter ikke alene for de internationale ph.d.-studerendes vilkår, men mener også, at det undergraver ph.d.-ordningen.

“Det er en mine under ph.d.-systemet, fordi det kan være med til at presse lønnen. Det nytter ikke, at man kan få ph.d.er hertil under slavelignende forhold og vilkår, som ingen danskere eller øvrige europæere for den sags skyld ville leve under”, siger han.

Han mener ikke, at det kan passe, at to personer kan gå i samme laboratorium og udføre samme arbejde, men på vidt forskellige vilkår.

Husleje giver kvaler
Forskerforum og Magisterbladet har været i kontakt med seks kinesiske ph.d.-studerende fra KU, der lever af et stipendium fra Kina på 10.500 kr. De siger, at de godt kan klare sig for det beløb, men der er ikke plads til meget andet end at betale for husleje og mad.

Gergana Petrova Romanova, bestyrelsesmedlem i de ph.d.-studerendes interesseorganisation PAND og ph.d.studerende ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på KU, siger, at hun kender flere kinesiske ph.d.studerende, der lever af et stipendium fra den kinesiske stat. En af dem har forklaret hende, at de før fik 8.900 kr. per måned, men per januar 2019 blev det sat op til 10.500 kr. per måned.

“Nogle har selv en opsparing, de bruger af, eller de får økonomisk støtte af deres familie, men min kilde bekræfter, at det er en kamp for mange at få dagligdagen til at hænge sammen. De har ikke råd til at have et socialt liv, får intet nyt tøj, og de har specielt vanskeligt ved at skaffe penge til depositum til en bolig og til at betale husleje i København”, siger bulgarske Gergana Petrova Romanova.

Hun tilføjer, at nogle forskningsledere, særligt på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, forsøger at hjælpe kineserne ved at supplere deres indtægt med lønnet arbejde ved siden af, men hun efterspørger, at KU ligesom andre universiteter indfører en minimumsindtægt.

Rektor: Ingen skal sulte
Dokumenter, som Forskerforum og Magisterbladet har fået aktindsigt i, viser, at rektor Henrik Wegener blev gjort opmærksom på problemet allerede den 12. december 2017, hvor han og daværende prorektor Thomas Bjørnholm mødtes med repræsentanter for de ph.d.-studerende.

Ifølge mødereferatet sagde Henrik Wegener, at det “selvfølgelig er vigtigt, at ingen går og sulter”, mens Thomas Bjørnholm understregede, “at det, der foregår, er fuldt ud lovligt”. KU-ledelsen afviste et forslag om at indføre et krav om en månedlig minimumsindtægt på 15.000 kr. og besluttede i stedet at få sagen undersøgt nærmere. Først den 2. maj 2018, altså cirka et halvt år senere, var KU-administrationen klar med et notat om situationen:

Ca. 220 ph.d.-studerende lever af et leveomkostningsstipendium ud af i alt ca. 1.200 indskrevne ph.d.er på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet. På Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet er antallet ca. 113 ud af cirka 1.600 ph.d.er. Der er altså cirka 333 i alt.

Det fremgår også af notatet, at KU som det eneste danske universitet tillader, at de udenlandske ph.d.-studerende har ned til 6.090 kr. at leve for pr. måned.

DTU kræver, at udenlandske ph.d.studerende har mindst 12.000 kr. pr. måned, og hvis stipendiet er mindre, bliver de tilbudt timelønsansættelse for at supplere op.

Svenske Karolinska kræver ligeledes, at alle ph.d.-studerende skal have et rimeligt forsørgelsesniveau svarende til minimum 20.781 SEK pr. måned.

Aarhus Universitet har ifølge notatet en rettesnor, der hedder mindst 15.000 kr. per måned, men Lise Wogensen Bach, prodekan på AU’s fakultet Health, oplyser, at de her har en vejledende sats på 12.000 kroner.

“Det er to SU-klip, vi taler om her. Det synes vi er rimeligt, hvis institutterne gerne vil internationalisere og have kvikke studerende. Samtidig sikrer vi, at ph.d.erne har ordentlige vilkår og et minimumsbeløb, de kan leve for”, siger hun.

Forbrugerøkonom: Må leve minimalistisk
Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea, siger, at “man er nede at kysse fattigdomsgrænsen”, hvis man lever for 10.000 kr. om måneden i Danmark, men at det kan lade sig gøre.

Hun henviser til, at Rockwool Fonden har gennemført en grundig undersøgelse af leveomkostninger i Danmark med beregninger for forskellige familietyper. En enlig uden børn og uden bil, som er bosat i hovedstaden, har eksempelvis brug for mindst 10.362 kr. om måneden for at leve på et minimumsbudget. Et gennemsnitligt forbrug vil være 15.843 kr.

“10.362 kr. er det absolutte minimum, hvor der ikke er råd til at flotte sig på nogen måde. Hvis man køber det billigste mad, næsten aldrig får nyt tøj og kun bruger få penge på sociale aktiviteter, kan det lade sig gøre”, siger Ann Lehmann Erichsen.

Hun tilføjer, at det givetvis kan lade sig gøre at leve for 6.000 kr. om måneden, hvis man bor flere sammen i en lejlighed og sover i køjesenge, men de må leve på et meget beskedent niveau og måske også kummerligt og på en måde, som vi slet ikke synes er acceptabelt i Danmark.

Internt KU-pres for løsning
KU-ledelsen afviste alligevel på et møde den 16. august 2018, altså efter at der var gået yderligere et halvt år, at indføre tilsvarende regler på KU. Det fremgår ellers af referatet, at der blandt dekanerne var enighed om, “at problematikken skal adresseres hurtigst muligt. Den nuværende situation med meget substantielle forskelle i ph.d.studerendes indtægt bliver vurderet som uholdbar”.

Rektor Henrik Wegener sagde også: “KU skal bidrage til at sikre, at vores ph.d.-studerende har rimelige levestandarder. Det nuværende indtægtsniveau er for visse udenlandske ph.d.-studerende meget lavt, hvilket KU, ligesom andre danske universiteter har gjort det, skal finde en løsning på”.

Det Sundhedsvidenskabelige og Naturvidenskabelige Fakultet bemærkede på mødet, at det vil blive omkostningstungt og potentielt vil resultere i en nedgang i antallet af ph.d.-stillinger, hvis ph.d.erne skulle have flere penge. Ledelsen besluttede derefter ikke at gribe ind på egen hånd og i stedet sende sagen videre til universiteternes brancheorganisation, Danske Universiteter, så der kan blive formuleret et sæt fælles spilleregler, som universiteterne kan blive enige om.

KU: Højere beløbsgrænse måske på vej
Kim Brinckmann, vicedirektør, Forskning & Innovation på KU, skriver i et mailsvar, at KU indtil nu har valgt at følge beløbet på ca. 6.000 kr., som er fastsat af udlændingemyndighederne ved ansøgning om arbejds- og opholdstilladelse, selvom det er KU’s opfattelse, at beløbet er sat relativt lavt.

“På KU ønsker vi at rekruttere de dygtigste ph.d.-studerende, og i denne proces ser vi på deres uddannelses- og forskningsmæssige meritter, da det ikke altid er dem med flest penge, der også er de største talenter. Når det er sagt, har vi selvfølgelig også et ansvar over for de ph.d.-studerende i forhold til at sikre, at de kan opretholde et rimeligt levegrundlag”, skriver han.

Først nu næsten to år efter rektoratet på KU først blev gjort opmærksom på problemet, er der måske udsigt til, at KU-ledelsen vil sikre ph.d.erne bedre vilkår. Kim Brinckmann siger, at KU for lidt over et år siden tog sagen op i Danske Universiteter, da man vurderede, at sagen har relevans for hele universitetssektoren.

“Da der endnu ikke er fundet en fælles løsning i Danske Universiteter, vil KU på det førstkommende møde i KU’s Forsknings- og Innovationsråd (KUFIR) med deltagelse af de ph.d.-ansvarlige drøfte en fælles KUholdning. Mødet vil finde sted primo oktober. Det er umiddelbart forventningen, at beløbsgrænsen vil blive højere end den, der er fastsat af udlændingemyndighederne”, skriver han.

Jesper Langergaard, direktør for Danske Universiteter, oplyser, at problemstillingen er blevet diskuteret på et møde i rektorkollegiet, hvor det blev besluttet, at der er behov for mere tid til at belyse problemstillingen, før rektorerne kan tage stilling til eventuelle fælles retningslinjer.

“Vi kender ikke det samlede antal af ph.d.-studerende med udenlandske leveomkostningsstipendier på de danske universiteter. Vi er ved at indsamle de data, så vi har et grundlag for at drøfte, hvordan vi skal håndtere sagen, og om der er behov for at udarbejde nogle fælles retningslinjer”, siger Jesper Langergaard, der vurderer, at oplysningerne er indsamlet i løbet af september.

Undergraver løn- og arbejdsvilkår
Janne Gleerup, der blandt andet forsker i arbejdsliv og prekarisering ved Roskilde Universitet, ser sagen som et foruroligende eksempel på, at løn- og arbejdsvilkår er under pres på universiteterne.

“Det er de svage grupper, som har svært ved at sige fra, der trækker nitten,  og vi ser desværre her, hvordan internationaliseringsprocesser potentielt kan virke undergravende på danske løn- og arbejdsvilkår”, siger hun.

Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening (DM), kalder en indkomst på 10.000 kr. efter skat utroligt lav og for en ph.d. helt, helt urimelig. Hun slår fast, at det enkelte universitet naturligvis har et ansvar, hvis en ph.d. tilknyttet universitetet lever for et så beskedent beløb.

Camilla Gregersen siger, at DM vil følge Danske Universiteters undersøgelse og mulige løsningsforslag meget tæt.

“Udenlandske ph.d.er skal behandles ordentligt og have et tilstrækkeligt levegrundlag – andet kan universitetet ikke være bekendt. KU bør øjeblikkeligt rette op på forholdene. De udenlandske ph.d.er i Danmark forsker på højeste niveau, så de bør have mulighed for at få en indkomst, der kan dække de mest basale leveomkostninger. Derfor går vi nu ind i sagen”, siger hun.

Ph.d.er er blevet en del af maskineriet

I løbet af nullerne eksploderede antallet af ph.d.-stipendiater. siden da er ph.d.erne i højere grad blevet en arbejdskraft på universiteterne, mener eksperter.

“Ph.d.-boomet” er det populære navn for den enorme vækst i antallet af ph.d.-stipendiater, som man oplevede i nullerne. En vækst, der har medført markante ændringer i, hvordan man bedriver forskning i Danmark.

I 2002 optog universiteterne 1.059 ph.d.-studerende. Det tal voksede kraftigt, da universiteter og politikere i 2006 indgik en aftale om, at der skulle optages langt flere. I 2010 peakede det med et optag på intet mindre end 2.610 ph.d.-studerende. I 2018 var optaget en kende lavere, men fortsat meget højt i forhold til niveauet i 2002: 2.433 blev optaget – 129 pct. flere end i 2002 og 63 pct. flere end i 2006.

Professor, dr.scient. Anders HaySchmidt, DM’s fællestillidsrepræsentant på KU’s Sundhedsvidenskabelige Fakultet, mener, at det forøgede optag og ændringer af strukturen i uddannelsessystemet har ført til, at det i dag er noget helt andet at være ph.d.-studerende end for snart 20 år siden.

Han siger, at de fleste ph.d.-projekter førhen var studentergenereret, i den forstand at de byggede videre på specialet. Der var bedre tid til at skrive speciale end i dag, hvor de studerende typisk har et halvt år til at blive færdige, så specialerne var så omfangsrige og gennemarbejdede, at de studerende kunne bygge videre på det som ph.d.projekt.

“I dag bliver man typisk hvervet til en forskningsgruppe, hvor det er et større projekt, man arbejder på, og altså ikke sit eget”, siger Anders HaySchmidt. “Dermed udfører man i høj grad et arbejde, der også kunne have været udført af en videnskabelig assistent eller forskningsassistent”, siger han.

Arbejdsmarkedsforsker og lektor på RUC Janne Gleerup mener ligeledes, at ph.d.er i høj grad er blevet en del af arbejdsstyrken på universiteterne.

“Der er ingen tvivl om, at universiteterne er dybt afhængige af ph.d.er som arbejdskraft. De indgår i driften og er en del af maskineriet”, siger hun

Undervisning med international bonus

Gruppearbejde mellem studerende med forskellig kulturbaggrund kan være en øvelse, der kræver ekstra facilitering fra underviserens side. Her er det medicinstuderende i Mærsk Tårnet på KU.

At gå på internationale hold giver de studerende en ekstra dimension, nemlig læring i at kunne begå sig professionelt i en globaliseret verden. og det skal dyrkes i undervisningen, siger Karen M. Lauridsen.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk – Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

At undervise på internationale uddannelseslinjer handler ikke bare om at tale engelsk. Internationalisering er i sig selv et læringsaspekt, som skal tænkes ind i den måde, undervisningen foregår på. Sådan lyder budskabet fra lektor Karen M. Lauridsen fra Center for Undervisning og Læring på AU. Hun har stået bag et større europæisk forskningsprojekt om udfordringer og muligheder i det internationale læringsrum, og i dag arbejder hun med opfølgning på et projekt, der skal udarbejde materiale til uddannelsesudviklere, der kan understøtte de internationale programmer.

Et af hendes primære fokuspunkter her er at udvide den opfattelse af de internationale linjer, som har været herskende i mange år.

“Når man snakkede om internationalisering før, handlede det om, hvor mange studerende der kom ind og ud, hvor mange partnerskaber man havde, modtageprogrammer, og hvordan man skaffede boliger. Det er først i det seneste årti, vi er begyndt at have fokus på, hvad der egentlig foregår i klasseværelset, når de studerende bliver sat sammen”, siger hun.

Og det, man kan konstatere, er, at der er potentiale for en hel masse læring. Læring i at forstå og samarbejde på tværs af sprog og kulturer. Og det er ikke kun de udefrakommende studerende, der lærer. Det gør alle.

Internationalisering er et formål
“Vi lever i en globaliseret verden, hvor alle skal kunne have en professionel relation til folk med anden baggrund end dem selv. Derfor er det vigtigt at trække internationaliseringen ind i undervisningen og studieprogrammerne”, siger Karen M. Lauridsen.

Den læring i “internationalisering” skal ikke bare ses som en bonus, man kan være heldig at få med sig. Det skal være en del af uddannelsernes formål, og det skal understøttes pædagogisk. I sin forskning har Karen M. Lauridsen og hendes kolleger indsamlet materiale i form af fortællinger, cases og eksempler på internationaliseret undervisning, og med baggrund i dette har hun udarbejdet en “Guide til undervisning i det internationale klasseværelse”, som hun her forklarer for Forskerforum.

“Vores budskab er: Prøv at tænke på det internationale som et holistisk begreb, der indebærer mange flere aspekter af undervisnings- og læringssituationen. Den internationale dimension skal gerne medføre, at de studerende får nogle generiske kompetencer ud over de rent faglige. Og det sker ikke bare ved, at man lukker dem ind i samme undervisningslokale. Underviseren er nødt til at gøre noget og have en bevidsthed om, hvad der foregår. Men har man det, forbereder vi de studerende til at agere i den globale verden”.


Guide til undervisning i det internationale klasseværelse 

1.
Vurder dit uddannelsesmiljø

Første tip er, at man helt grundlæggende skal vurdere, hvordan begrebet internationalisering forstås på den institution, man er ansat i. Er det noget, der kommer til udtryk i selve undervisningen, eller er det blot et spørgsmål om antallet af udenlandske studerende og engelsksprogede kurser?

“Man er nødt til at skabe sig et billede af: Hvor er jeg henne? Hvor er vi henne? Hvor vil jeg gerne påvirke mit institut til at flytte sig hen i første omgang. Hvor mange kampe vil jeg i virkeligheden tage?” siger Karen M. Lauridsen.

2.
Vurder og juster de internationale og interkulturelle komponenter i dit kursus

At et kursus foregår på engelsk, betyder ikke nødvendigvis, at det henvender sig til et internationalt sammensat hold. Selve undervisningen skal tilpasses modtagerne, og samspillet mellem studerende med forskellige baggrunde skal tænkes ind.

“Hvis de studerende skal udvikle deres internationale kompetencer, så må man sætte dem sammen i nogle blandede grupper i undervisningen, hvor de har opgaver, de skal løse i fællesskab. Og det skal gøres på en måde, hvor det giver mening og har en hensigt, der er klar for de studerende”, siger Karen M. Lauridsen.

De studerende vil komme med forskellige referencer og måder at tilgå for eksempel gruppearbejde på, og det må underviseren tage på sig at facilitere. Samtidig kan de referencer og erfaringer, som studerende fra andre dele af verden kommer med, inddrages og bruges til at styrke undervisningen, siger Karen M. Lauridsen og nævner som et eksempel fra sit eget område – businessuddannelserne – de udenlandske studerendes kendskab til virksomheder og ledelseskultur i deres hjemlande.

3.
Undersøg og respekter den faglige, kulturelle og sproglige diversitet blandt dine studerende

At planlægge et kursus kræver, at man ved, hvem man planlægger kurset til.
De  studerende har forskellige kulturelle baggrunde, de (engelsk)sproglige forudsætninger kan være forskellige, og dertil kan der også være store forskelle på, hvad de fagligt har med sig. Alt det bør man som underviser forsøge at skabe sig et overblik over så tidligt som muligt. Ud over at forsøge at lære de studerende at kende kan man bruge spørgeskemaer til at indkredse, hvad de tidligere er blevet undervist i, eller man kan bruge multiple choice-test. “Man må finde ud af, hvor knasterne ligger henne, og så overveje, hvordan man vil kompensere for det uden at sænke niveauet”, siger Karen M. Lauridsen og nævner som eksempel, at man kan sørge for at sætte studerende med forskellige styrker sammen til at løse opgaver, så de kan lære af hinanden.

4.
Overvej dine studerendes læringsbehov

Ingen er dumme, de kan bare noget forskelligt.

“Man hører ofte undervisere brokke sig: Det er møgirriterende med de internationale studerende, for de forstår ikke det eller det. Og det kan godt være. Men alle sammen har noget, de er gode til, og alle har læringsbehov. Det er bare ikke de samme læringsbehov”, siger Karen M. Lauridsen. Opgaven er at afdække den enkeltes læringsbehov og overveje, hvordan man kan hjælpe dem op på et niveau, hvor de kan gennemføre og bestå deres eksamen. Hun nævner som eksempel, hvordan det at skrive projektrapporter kan være helt fremmed for nogle studerende.

5.
Byg en struktur omkring de studerendes læring: Fokuser på styrker, og løft de svage sider

Med udgangspunkt i tip 3 og 4 er det vigtigt at bygget et “stillads”, der skaber en struktur omkring deres læring. Det kan være godt at være lidt håndfast i den struktur man giver for læsning, opgaveløsning med videre i de forskellige discipliner. Hjælp dem til at værdsætte deres egne faglige styrker, men løft samtidig deres svage sider ved at adressere deres læringsbehov.

6.
Vær eksplicit i kommunikation og adfærd

Med et internationalt hold skal man være meget forsigtig med at tage de studerendes viden for givet, for eksempel i forhold til hvordan man løser en opgave, og hvilke forventninger man har til dem. Det gælder ikke mindst i forhold til fagets eksamen.

“De skal vide, præcis hvad vi forventer, og man kan med fordel være helt eksplicit og fortælle: I skal gøre sådan her i løbet af semestret. Så skal I nok klare jer til eksamen”, fortæller Karen M. Lauridsen. Men hun gør også opmærksom på, at den direkte form kan være uvant – nærmest angstprovokerende – for nogle. Særligt i asiatiske kulturer er man langt mere implicit i sin kommunikation. Derfor er det samtidig vigtigt at forklare, at den direkte form er en del af vores kultur.

7.
Overvej gruppedynamikkerne: Gør udfordringer til muligheder

I et internationalt undervisningslokale vil der være misforståelser og udfordringer med samarbejdet. Hvis en gruppe studerende har problemer, vil automatreaktionen fra en underviser ofte være at sige: Det må I finde ud af, det er en del af øvelsen. Men en gruppe studerende med meget forskellige baggrunde kræver lidt mere coaching.

“Tag samtalen med gruppen om, hvad der er sket, hvad forventningerne var, og hvad der er gået galt. Og prøv så at arbejde sammen med dem om at finde en løsning, så alle kan være i det. Efterfølgende kan man fokusere på, at de har løst problemet, og at konflikten dermed udviklede sig til en læringsoplevelse”, foreslår Karen M. Lauridsen.

Guiden er skrevet på baggrund af interview med Karen M. Lauridsen og hendes artikel “DUT Guide on teaching and learning in the international classroom” i Dansk Universitetspædagogisk Tidsskrift nr. 26.

Optagelsessystemet skal være simpelt og forudsigeligt

Skrevet af Sebastian Frische, lektor, Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet

Regeringen har igangsat en revision af optagelsessystemet. forhåbentlig bliver resultatet simplere og mere forudsigeligt.

Det nuværende optagelsessystem stammer fra den adgangsbegrænsning, som blev indført som en udløber af den planøkonomisk inspirerede H-plan i de tidlige 70’ere, hvor uddannelse sås som en investering i fremtidig arbejdskraft. Fremtidens forventede behov for arbejdskraft skulle således bestemme antallet af pladser på uddannelserne. Over for “adgangsbegrænsning” stod “fri adgang” for alle med en studentereksamen, som blev forsvaret ikke mindst af de studerende, der så uddannelse som en menneskeret frem for en investering. Adgangsbegrænsning blev dog indført, fortrinsvis af økonomiske hensyn, men optagelsessystemets indretning motiveres også ofte af andre politiske eller moralske hensyn såsom brydning af social arv, udvælgelse af de mest egnede etc.

Overordnet har optagelsessystemet siden 80’erne bestået af kvote 1 med karakterbaseret sortering og kvote 2 med andre kriterier. I starten blev antallet af pladser på de enkelte uddannelser fastlagt centralt, men i starten af 90’erne, hvor taxametersystemet blev indført, blev optagelsessystemet mere decentralt under begrebet “frit optag”. De enkelte institutioner måtte nu selv bestemme, hvor mange studerende de ville optage, og hvorvidt de optagne skulle have bestået specifikke fag på bestemte niveauer. Taxametersystemets indbyggede økonomiske incitamenter forventedes at sikre, at optaget af studerende afbalancerede de mange hensyn, som det centraliserede system havde vist ikke at kunne klare. Et antal studier (fx medicin) er dog stadig underlagt centralt fastlagt dimensionering.

I takt med at optagelsessystemet har udviklet sig, er der naturligvis opvokset et administrativt system til at forvalte det, men derudover har optagelsessystemet også stimuleret fremvæksten af en overraskende stor “følgeindustri” betalt af offentlige midler, der leverer både vejledning til ansøgere og deciderede reklamekampagner for institutioner og uddannelser. Dertil kommer, at optagelseskriterierne i systemet er blevet tiltagende komplicerede, så der mange steder gennemføres interview, optagelsesprøver og andre tidskrævende aktiviteter. Selve disse metoders funktionalitet er sågar blevet et forskningsfelt i sig selv, så man ofte er i tvivl om, hvorvidt formålet med optagelsesaktiviteterne er at finde de rette ansøgere eller snarere udforskningen af optagelsesmetoderne. Endelig er der i systemet løbende blevet indført og afskaffet forskellige adfærdsregulerende elementer i form af karakterbonusordninger for ansøgere. Optagelsessystemet stimulerer åbenlyst karakterræs og deraf følgende stress i ungdomsuddannelserne. Optagelsessystemet inklusive følgeindustrien fremstår således som forvokset og forvirrende, og det er derfor en god ide at revidere det, så

• det bliver simpelt, fair og forudsigeligt mindst 5 år frem for ansøgere og institutioner.

• ressourceforbruget til administration og følgeindustri reduceres.

• skadelige følgeeffekter i ungdomsuddannelserne (karakterræs) minimeres.

Følgende konkrete elementer kan bidrage til at nå disse mål:

• Fastholdelse af den decentrale model baseret på kvote 1 og 2 med decentralt fastsatte kvoter og fagkrav for at sikre institutionernes mulighed for at justere optag i forhold til kapacitet og ansøgertal. Incitamenter til at undgå oppustede optag og anden spekulation skal være indbygget i taxametersystemet.

• Optagelsesgaranti og maksimumkrav på 10 i kvote 1. To år før hver ansøgningsrunde udstedes en optagelsesgaranti for hver uddannelse formuleret som et karaktergennemsnit, der maksimalt kan være 10. Får en uddannelse flere ansøgere, der opfylder garantikravet, end der er plads til på uddannelsen, trækkes der lod om pladserne det pågældende år. Ansøgere, der ikke får plads, får tilbudt en plads året efter. Denne forudsigelighed i systemet vil tage toppen af karakterræset i ungdomsuddannelserne. I indfasningsperioden vil der opstå kø ved nogle få uddannelser med centralt fastsat dimensionering (fx medicin), men denne ulempe opvejes af forudsigeligheden i systemet.

• Et standardiseret og simpelt optagelsesværktøj til kvote 2. Trods mange eksperimenter er det ikke lykkedes at finde en optagelsesmetode i kvote 2, der er bedre end andre. Et pointsystem baseret på decentralt fastlagte kvalifikationer efterfulgt af lodtrækning blandt ansøgerne med tilstrækkeligt pointantal vil være et billigt og effektivt værktøj.

Vis din ph.d.: Andreas lægger ny fælde for dopingsnydere

 

Blodprøver fra forsøgspersonen Rasmus skal vise, hvordan jernhormonerne reagerer på den bloddoping, Rasmus tidligere er blevet udsat for.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk – Foto: Lasse Højsgaard

Andreas Breenfeldt Andersen undersøger, om jernhormonerne i blodet kan bruges som sladrehanke mht. bloddoping i små mængder, som i dag er næsten umuligt at spore.

Forsøgspersonen Rasmus griner og laver sjov, mens han sidder på kondicyklen og varmer op til de kommende små to timers fysiske strabadser. Men der burde også være lidt ekstra fysisk overskud. Rasmus er nemlig dopet. Dopet med sit eget blod.

Bloddoping er stadig det store spøgelse i moderne udholdenhedsidræt. Efter at man i nullerne fandt en metode til at afsløre EPO, har doping med eget blod været det foretrukne kneb blandt cykelsportens, skisportens og atletikkens snydepelse. Indførelsen af det biologiske pas, som afslører store udsving i blodværdierne, har ganske vist taget toppen af problemet, men eksperter mener, at det stadig er muligt at bloddope sig uden at blive opdaget. Så sent som dette forår blev en østrigsk langrendsløber taget på fersk gerning under VM i hans hjemland, mens han sad og pumpede blod ind i armen på sig selv.

Men det uvæsen håber Andreas Breenfeldt Andersen at være med til at sætte en stopper for. Eller i hvert fald lægge et partisansøm på dopingstien. Hans ph.d.-projekt ved Institut for Idræt og Ernæring på KU går ud på at udvikle en metode, der kan afsløre bloddoping, selv om der kun er tale om doping med små mængder blod.

“Man mener, at snydere er blevet bedre til at tage enten mindre blod ud og mindre ind eller tage det ind over små omgange. Det, man kan kalde mikrodoping. Så kan det godt være, effekten er meget mindre, men der er trods alt stadig en effekt, og det er meget sværere at spore”, fortæller Andreas Breenfeldt Andersen.

Jernhormoner sladrer
Heldigvis har kroppen sine egne små sladrehanke. Og dem, Andreas Breenfeldt Andersen har tænkt sig at konsultere, er jernhormonerne.

“Noget af det, der er vigtigt for røde blodceller, er jern. Jern er den bestanddel i hæmoglobin, der binder ilt. Så vi kigger på de hormoner, der ændres, i forhold til om man har behov for mere eller mindre jern. Har man behov for mere jern, kan det være, fordi man har behov for at gendanne blodceller. Det kan være tegn på, at man har taget blod ud, og hvis man omvendt har højt hormonniveau, kan det være, fordi man har fået nyt blod ind”.

Rasmus er en af de 48 forsøgspersoner, Andreas Breenfeldt Andersen har rekrutteret til at lægge krop til bloddopingforsøgene. De kommer i en periode jævnligt forbi Institut for Idræt og Ernæring på Nørre Allé, hvor de får taget blodprøver, der skal vise, hvordan jernhormonerne i blodet reagerer på udtagning og senere transfusionen af blod. I Rasmus’ tilfælde kræver besøget altså også en tur på motionscyklen. Først en time med jævn belastning og så 40 minutters “enkeltstart”, hvor han giver alt, der er i kroppen. De fysiske test skal bruges til at validere nogle forsøg, som blev foretaget i slutningen af sidste år, der afprøvede effekten af bloddopingen.

“Vi lavede et forsøg med samme setup, hvor fokus var på præstationen. Der så vi, at de forbedrede sig næsten fem procent på en 40-minutters enkeltstart, 24 timer efter at de havde fået blod ind. Det er ret meget”, konstaterer han.


Vis os dit ph.d.-projeKt

Hvem: Andreas Breenfeldt Andersen, cand.scient.

Hvad: detektion af rhepo og autolog blodtransfusion i mikrodoser.

Hvor: institut for idræt og ernæring, kU.

Hvorfor: doping med små mængder blod er i dag svært at spore, men mængden af jernhormoner i blodet kan vise sig at være en indikator, der kan afsløre blodtransfusioner og dermed ulovlig bloddoping blandt eliteidrætsudøvere


Ville selv være cykelrytter
Da Andreas Breenfeldt Andersen var ung teenager, troede han, at han selv skulle være en af dem, der ligger og træder watt på de europæiske landeveje som professionel cykelrytter. Men som han måtte konstatere: “Enten var det, fordi jeg ikke havde talent, eller fordi jeg ikke gad træne – jeg kunne i hvert fald ikke følge med”.

Det fik ham dog ikke til at opgive cykelsporten. Kunne han ikke blive rytter, kunne han vel i det mindste blive ham, der ordnede deres cykler.

“Så tog jeg faktisk et grundforløb som cykelmekaniker. Men jeg var ekstremt dårlig. Jeg var meget bedre til de boglige fag. Så jeg måtte prøve med gymnasiet”. Men selv på den boglige vej var der plads til at dyrke cykelsportsinteressen. I hvert fald den del, der handlede om dopingproblematikken.

“Allerede da jeg begyndte at skrive større opgaver i 7. klasse, handlede de om Bjarne Riis og Jesper Skibby og deres dopingindrømmelser. Min SRPopgave i gymnasiet handlede om nogle forsøg, jeg lavede med koffein som præstationsfremmende middel med min far som forsøgsperson. Og da jeg så fik mulighed for at skrive bachelorprojekt og arbejde videre med antidoping på idrætsstudiet, så var den sti fuldstændig lagt”.

Dopingkontrollant
Og mens Andreas Breenfeldt Andersen begyndte at snuse til den teoretiske side af antidopingarbejdet, kom han også til at beskæftige sig med den praktiske udførelse, da han fik studiejob som dopingkontrollant hos Anti Doping Danmark. Det job har han stadig, og det indebærer at tage prøver ved konkurrencer eller møde uanmeldt op hos elitesportsudøvere, der er registreret i det såkaldte “whereabout-system”.

“Så skal man ud og banke dem op – nogle gange meget tidligt – og orientere dem om, at de er indkaldt til prøve. Det er der nogle få, som måske godt kan være lidt irriterede over, men hvis de nægter, giver det fire års udelukkelse, så det sker så godt som aldrig”.

Som dopingkontrollant har han blandt andet taget prøver under VM i ishockey, VM i håndbold og Post Danmark Rundt. Han regner også med at skulle virke som kontrollant ved OL i Tokyo næste år.

Som antidopingforsker og -kontrollant ved man godt, at man deltager i et kapløb, som næppe slutter. Bedst som cykelrytteren Lance Armstrong langt om længe havde tilstået sit systematiske dopingsetup, og man troede, at dopingspøgelset var manet i jorden, begyndte en endnu større skandale at rulle sig ud: det statsstyrede russiske dopingprogram, der blandt andet virkede under vinter-OL i Sotji i 2014, hvor der ud over doping foregik systematisk svindel med dopingkontrollerne. Skandalen førte til, at Rusland blev udelukket fra vinter-OL i 2018.

Dopingkontrol er dyrt
“Det er uden tvivl et kapløb, og det vil det nok altid være. Men man føler, at det, man bidrager med, kan stramme nettet om dem, der snyder. Der er mange, blandt andre tidligere professionelle atleter, der mener, at det biologiske pas ikke gør nogen forskel. Og ja, der er stadig muligheder for at dope sig. Men man kan ikke køre rundt med hæmatokrit 60 i tre uger i Frankrig mere. Man kan altid diskutere, om det, at man “snyder mindre”, er mindre slemt, end hvis man snyder meget. Men alt tyder på, at der trods alt er blevet lagt en dæmper på, så folk ikke kører 180 på motorvejen, men kun 150”.

En af udfordringerne, som Andreas Breenfeldt Andersen peger på, er, at antidopingarbejdet er dyrt. Der er udgifter til kontrollanterne, transporten af prøverne til laboratoriet, hvor de bliver analyseret, gebyret til laboratoriet og det efterfølgende administrative arbejde. Ifølge Anti Doping Danmarks regnskaber løber hver enkelt prøve i gennemsnit op i 6.000-7.000 kroner.

“Problemet i dag er, at der ikke er en fælles kasse, som kan bruges til at støtte antidopingarbejdet i Kenya eller Jamaica. Og jeg forstår jo egentlig godt, hvis de nedprioriterer at bruge mange millioner på at teste 20 udøvere, når landet mangler veje, og befolkningen dør af sult eller tuberkuloseepidemier”, siger han.

Han ser dog selv en mulighed i udviklingen af såkaldte screeningtest baseret på få dråber udtørret blod. Prøverne vil kunne tages hurtigt og billigt, og selv om de ikke giver et detaljeret billede, kan de give et signal, hvis der er nogle personer, man bør teste grundigere. Den slags test er noget, Andreas Breenfeldt Andersen selv håber at komme til at arbejde med senere.

I brug om 6 måneder – eller 6 år
I første omgang gælder det dog hans eget projekt, der også har som delmål at se på kønsforskelle i jernhormonernes opførsel og mulige brug som dopingindikator.

Det er WADA – den internationale antidopingorganisation – der har finansieret forskningsprojektet. Og hvis alt går vel, og metoden virker, kan Andreas Breenfeldt Andersen ende med som dopingkontrollant at skulle udføre sine egne test som en del af den officielle dopingtestning af elitesportsfolk.

“Intuitivt tænker jeg, at man vil kunne se noget på jernhormonerne. Men hvor meget de viser, det er jeg meget spændt på. Uanset hvad skal det nok verificeres af andre forsøg, før det kan komme i brug. Der er både noget jura, noget politisk og måske noget økonomisk, der skal falde på plads, før det bliver en test. Måske efter 6 måneder, måske efter 6 år”.

Andreas Breenfeldt Andersen forventer at sende prøverne til analyse på et laboratorium i Lausanne denne sommer, og til efteråret forventer han at være færdig med sine egne analyser af laboratorieresultaterne. Ph.d.-afhandlingen skal afleveres i 2020.
Alt

Kritik: Meriteringsudvalg glemmer det vigtigste

Den gode indsats omkring undervisning bliver langt sjældnere belønnet i form af løntillæg, fortæller ny rapport om meritering. Det vil meriteringsudvalget have ændret på.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk – Foto: Colourbox

En rapport om at fremme meritering for undervisning skaber glæde over “nye tanker”, men skuffelse over, at udvalget går uden om den måske vigtigste faktor: hvor kommer pengene fra?

Det er forskningsresultaterne, der giver faste stillinger, løntillæg og almindelig prestige blandt institutkollegerne. Sådan er den kontante virkelighed for videnskabeligt personale på danske universiteter. Men den virkelighed skal ændres – eller i hvert fald justeres – fastslår rapporten “Fremtidens meritering”. Forsknings- og kulturminister Tommy Ahlers nedsatte i sensommeren 2018 meriteringsudvalget og bad dem komme med anbefalinger til nye former for meritering, for, som det hed i kommissoriet, “risikoen er, at et fokus på en enkelt målbar parameter kan give incitament til at underprioritere en væsentlig del af den brede værdiskabelse, der knytter sig til forskningen”.

Problemstillingen er ikke ny. Især i forhold til undervisningen, som jo for de fleste forskeres vedkommende udgør halvdelen af arbejdsopgaverne, har der lydt klager over, at det i karrieremæssig forstand nærmest er ren spildtid og derfor noget, man så vidt muligt forsøger at slippe uden om med forskningsfrikøb.

En af de tre hovedopgaver for meriteringsudvalget lød specifikt på at komme med forslag til at “fremme og tilskynde god undervisning gennem meritering”. Og det har udvalget gjort med fire konkrete anbefalinger: 1) En kulturændring, hvor undervisning etableres som et fælles, fagligt domæne. 2) Det skal sikres, at bedømmelsesudvalg altid gennemfører vurderinger af kandidaters undervisningsmeritter. 3) Normer for løbende opkvalificering af undervisningskompetencer. 4) En ensartet praksis omkring dokumentation i form af undervisningsportfolier.

Udmærkede tanker. Men rapporten undlader at forholde sig til den mest afgørende faktor: universiteternes økonomiske incitamenter – pengene. Sådan konstaterer flere kilder over for Forskerforum.

Ved fyringsrunder tæller forskningen
“Det har hele tiden været sådan, at der er meget mere prestige i forskning, fordi forskningen dominerer incitamentsstrukturen. Spørgsmålet om publikationer, BFI-point, evnen til at trække penge hjem – det går igen, når man skal ansætte folk, når man skal give dem løntillæg, når der skal uddeles professorater og så videre”, siger Janne Gleerup, fællestillidsrepræsentant på RUC.

Hun kalder rapporten og selve diskussionen for “et skridt i den rigtige retning”. Men hun har svært ved at se, at anbefalingerne om kulturændringer og fælles portfolionormer vil skabe den store ændring.

“Vi har incitamentsstrukturer, fordi det virker. Så hvis man vil foretage en kulturændring, der skaber en bedre balance og større opgradering af undervisningen, så bliver man nødt til også at arbejde med de grundlæggende strukturer, der former den måde, vi prioriterer vores arbejde på. Er der fyringsrunder, kigger alle på, hvad folk tjener hjem og præsterer inden for forskningen. Det kan alle ansatte se, og det indretter man sig efter. Så hjælper det ikke noget, at man har en formel aftale om, at man også skal huske at kigge på uddannelseserfaringer, når man ansætter nye. Det er ikke ligegyldigt, men det løser ikke problemet”, siger hun.

Udvikling er ikke gratis
Et fagmiljø, hvor man længe har diskuteret behovet for meritering af undervisning, er de universitetspædagogiske kredse. Formanden for Dansk Universitetspædagogisk Netværk, KU-professor Lars Ulriksen, glæder sig i første omgang over anbefalingerne, som han kalder “fornuftige”.

“Jeg synes, udvalget har ret i, at det fundamentalt handler om kulturændring. De taler om, at undervisningen skal afindividualiseres, og det er en rigtig god ide”, siger han. Rapporten bliver ikke konkret, i forhold til hvad universiteterne skal gøre for at skabe den kulturændring, der gør undervisningen til et fælles fagligt domæne. Men det har Lars Ulriksen flere forslag til. De er bare ikke gratis.

“Ledelsen kan arbejde for rammer, så underviserne arbejder sammen om at udvikle undervisning. Min oplevelse er, at folk er interesserede i at udvikle og diskutere undervisning. Der er bare ikke meget tid at gøre det i. Der er meget udbytte i at undervise sammen. Man eksponeres for hinanden og kan tale om undervisningen bagefter. Så det er en måde. Man kunne også oprette små grupper, der samarbejder om at udvikle kurser. Det vigtige er, at der skabes rum. Også til at udvikle, selv om der ikke er et problem, der skal løses”, siger han.

Men også Lars Ulriksen konstaterer, at de økonomiske strukturer ligger som en blokade for netop den kulturændring, udvalget lægger op til.

“Når regeringen ønsker, at institutionerne skal konkurrere om midler, og forskningsrådene er fløjtende ligeglade med undervisning, så er det svært at gøre noget ved. Og jeg kan godt forstå den institutleder, der skal vælge imellem at ansætte en, der er god til at undervise, og en, der er god til at publicere og hive penge hjem. Når nu bevillingsmodellen forudsætter eksterne indtægter, så forstår jeg godt den leder, der først tænker på instituttets økonomi”.

Anbefalinger kan ikke stå alene
Kaare Aagaard, seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse på AU, var et af medlemmerne i meriteringsudvalget. Han har selv beskæftiget sig meget med BFI-målingen og dens incitamentsvirkning. Og for hans skyld kunne man godt have taget det med i overvejelserne.

“Jeg synes, at det, udvalget kommer ud med af anbefalinger, er fint. Men der er nogle områder, hvor man godt kunne gå længere, og et af dem er at diskutere økonomi og incitamentet”.

Kan de anbefalinger flytte noget?

“Det mener jeg helt klart. Men det kan ikke stå alene. Nu valgte udvalget at rette anbefalinger mod universitetsledelserne og fokusere på, hvad institutionerne selv kan skrue på. Men det er klart, at finansieringen sætter rammerne. Og har man incitamenter i finansieringssystemet, der peger i andre retninger, så er der klare grænser for, hvor meget der kan gøres på institutionsniveauet alene. Mere grundlæggende forandringer kan kun skabes, hvis finansieringssystemets centrale aktører også griber meriteringsdagsordenen og aktivt understøtter den”.

Rektor: Flere løntillæg for undervisning
AAU’s rektor, Per Michael Johansen, var udvalgets formand. Han konstaterer, at undervisningen skal løftes op til en mere ligeværdig betydning, når der skal ansættes videnskabeligt personale, og at dokumentation af undervisningsmeritter i form af undervisningsportfolier er en vigtig faktor for det.

“Den anden ting er, at vi skal sikre løbende udvikling. Og det gør vi ved at se på undervisningen som et kollektivt fænomen, hvor vi udvikler undervisning sammen og giver hinanden feedback”.

Det kan lyde lidt luftigt med “kulturændring” – hvilke konkrete tiltag vil det indebære?

“Grunden til, at vi ikke har skrevet mere detaljeret om det, er, at det skal udvikles i samarbejde mellem universiteter. Det skal ikke være et tiltag, ministeriet sætter regelsæt op for. Men jo, der skal også ledelsesinitiativer til. Vi skal i højere grad inddrage undervisningsaspektet ved MUSsamtaler, og når vi taler om lønforbedringer”.

Af rapporten fremgår det, at 28 procent af forskernes løntillæg gives for forskningsindsatser, mens kun 16 procent gives for indsatser omkring undervisningen. Og det skal ændres, siger AAU-rektoren.

“Det, vi ser nu, er, at forskningen har medført væsentligt flere lønforbedringer end undervisningen. Det forhold skal der rykkes ved”.

Er det noget, du vil være over i de kommende år?

“Ja, det vil jeg, og jeg er sikker på, at ministeriet vil hjælpe os med at kigge på, at balancerne rent faktisk rykker sig til fordel for uddannelsessiden”.

“Ikke noget, vi kan rykke på”
Kan du forestille dig en ansættelse, hvor en topunderviser vælges frem for en topforsker?

“I det spørgsmål ligger en modsætning, som jeg synes er kunstig. Ud fra min erfaring er de fleste topforskere også dygtige undervisere. Det er klart, at jeg godt ville kunne nævne eksempler på en topforsker, der er blevet ansat, hvis undervisningserfaring måske ikke er særlig omfattende. Men når man er ansat, er det sådan, at man skal udvikle sin undervisning. På AAU har vi således en regel om, at ingen kan frikøbe sig fuldt fra undervisningen”.

I kommer ikke ind på universiteternes finansiering og incitamentsstruktur. Hvorfor ikke?

“Det er rigtigt, at meriteringen også korrelerer med den måde, vi bliver finansieret på, og at finansieringen af universiteterne hænger sammen med den forskningsmæssige meritering. Men det er ikke noget, vi umiddelbart som udvalg kan rykke på”.

Er det her nok?

“Jeg vil sige, at det er nok for nu, og jeg er helt sikker på, at det her vil være med til at løfte undervisningen på universiteterne”, siger Per Michael Johansen.

Debat: Bygningsstyrelsen malker ikke universiteterne

Skrevet af Kristian Lyk- Jensen, vicedirektør i Bygningsstyrelsen

I seneste udgave af Forskerforum blev der med en leder og en artikel sat fokus på Bygningsstyrelsens rolle som statens ejendomsadministrator. I artiklen “Staten kræver overpris i husleje – nye voldsomme lejestigninger truer universiteter” anføres det bl.a., at:

• “… 567 mio. kr. forventes overskuddet at blive på i 2019. Det er penge, som ellers skulle være brugt til forskning og uddannelse. Nye huslejestigninger truer i 2020”.

• “Staten trækker årligt et trecifret millionbeløb ud af universiteternes økonomi og tilbage i statskassen, så pengene ikke kan bruges til forskning og uddannelse, som det ellers var intentionen”.

• “I kombination med den nye ejendomsvurdering medfører SEAmodellen yderligere underminering af universiteternes økonomi”. Dette giver anledning til nogle præciserende kommentarer omkring Bygningsstyrelsens funktion og herunder reformen af huslejeordningen fra 2015.

Bygningsstyrelsens funktion
Indledende kan det nævnes, at Bygningsstyrelsen er statens største ejendomsvirksomhed, og at vi arbejder med at sikre de rette fysiske rammer for bl.a. centraladministrationen og universiteterne. Bygningsstyrelsens samlede portefølje består af både ejede og lejede bygninger. På universitetsområdet ejer staten bygningerne, og Bygningsstyrelsen administrerer dem. Universiteterne er lejere.

Bygningsstyrelsen er en statsvirksomhed, som har et udbyttekrav (overskud), der er fastlagt på finansloven. Udbyttet har i praksis været det samme i en årrække, da det alene reguleres som resultat af de almindelige prisstigninger.

Forhøjet bevilling
Da statens huslejeordning (SEAordningen) blev indført i 2001, blev alle universiteter kompenseret med en merbevilling, som dækkede huslejeudgiften, så universiteterne netop ikke skal finansiere huslejen ud af de midler, som er tiltænkt forskning og uddannelse. Universiteterne har med andre ord i 2001 fået ekstra penge til at betale huslejen.

Staten investerer i disse år mange penge i renovering og vedligehold i universitetsbygninger, herunder energioptimering og PCB-renovering. Hertil kommer, at staten investerer ca. 6 mia. kr. i nye laboratorier og modernisering af eksisterende – uden huslejekonsekvenser.

Fra 2015 til 2020 investeres – oven i de eksisterende penge – 750 mio. kr. i fornyelse og vedligehold – uden huslejekonsekvenser. Fra 2020 afsættes årligt ca. 550 mio. kr. ekstra til løbende fornyelse af laboratorier, øget vedligehold og bygningsfornyelse – uden huslejekonsekvenser.

Endelig er der også i 2015 truffet politisk beslutning om at justere huslejeordningen, så huslejerne nedsættes med ca. 20 pct. fra 1. januar 2020 for at gøre huslejeordningen mere konkurrencedygtig. I praksis betyder det højere investeringsniveau og de lavere huslejeindtægter, at udbyttekravet på finansloven forsvinder fra 2020. Staten har således tilført og tilfører fortsat betydelige ressourcer, som skal sikre, at universiteterne har gode fysiske rammer.

Ejendomsvurderingerne i 2018
Bygningsstyrelsen har i 2018 fået foretaget en ekstern uafhængig ejendomsvurdering af de bygninger, der anvendes til forskning og uddannelse. Det har vi pligt til at gøre hvert fjerde år med det formål at få en retvisende vurdering af værdien af bygningerne både for at kunne bogføre korrekte værdier og for at kunne beregne korrekte huslejer. Den seneste samlede vurdering af bygningerne er gennemført i 2001.

Der pågår et arbejde med de nye ejendomsvurderinger, og der er ikke endelig afklaring omkring de eventuelle virkninger for universiteternes huslejer. Det vil blive afklaret i en arbejdsgruppe bestående af Finansministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet og Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.