Forfatterarkiv: Forskerforum

“Dovne” danske studerende berømmes i England for deres flid

Foto: Privat

En tidligere udvekslingsstuderende på AU vender i den britiske avis The Telegraph op og ned på myten om dovne danske studerende. Hun har aldrig oplevet så stor flid og entusiasme som på AU.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk – Foto Privat

I Danmark har vi flere gange fået bekræftet billedet af vores dovne studerende. De studerer ikke på fuld tid, klagede Udvalget for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelser (Kvalitetsudvalget), og universiteterne fik økonomiske tommeskruer på for at få flere til at gennemføre på normeret tid.

Det var imidlertid et helt andet billede, der forleden blev tegnet i Storbritanniens største avis, The Telegraph, hvor Lizzie Roberts fortalte om sine oplevelser som udvekslingsstuderende i henholdsvis USA, Holland og i særdeleshed på Aarhus Universitet (AU). Det primære tema var nemlig den store flid og faglige entusiasme, hun oplevede på AU, som stod i skarp kontrast til hendes oplevelser under bachelorstudiet på Lancaster University.

“Den entusiastiske, næsten autoritetstro arbejdsetik, jeg oplevede i Danmark – fra pligtskyldig opmærksomhed til stærk kritisk stillingtagen – var noget helt fremmed”, hed det blandt andet i hendes klumme, der også sammenlignede en propfyldt, men ikke desto mindre dødsstille læsesal på AU’s bibliotek med Lancaster University på et tilsvarende tidspunkt, hvor campus ville være mere eller mindre tomt, fordi de fleste studerende stadig ville befinde sig i deres senge.

Går ikke op i studier
Hun tegner generelt et trist billede at studiekulturen i England med halvtomme auditorier og apatiske, uengagerede tilhørere.

“Min artikel er måske lidt hård mod Lancaster, for jeg var egentlig glad for at være der, og jeg lærte også noget. Men mine oplevelser i udlandet har bare lært mig, at der var mange mangler”, fortæller hun Forskerforum på en telefon fra London, hvor hun nu er ansat på The Telegraph.

Hendes klumme har medført en del debat, både kommentarer, der giver hende medhold, og vrede indlæg af folk, der ikke mener, at hun generelt kan hænge den britiske studiekultur ud på baggrund af sine egne subjektive oplevelser.

“Og det er også rigtigt. Jeg tror bare, at den studiekultur, jeg har oplevet, er meget udbredt i Storbritannien. Fra venner på andre universiteter får jeg også det indtryk, at folk ikke går enormt meget op i deres studier. Det virker mere, som om de går på universitetet og til deres forelæsninger, fordi det er noget, de skal”, siger hun.

“På AU nød vi forelæsningerne”
Lizzie Roberts tager forbehold for, at hun på AU var på kandidatstudiet, og desuden var hun på et internationalt program, hvor de fleste var udvekslingsstuderende. Men hun kan bare konstatere, at hun i Danmark oplevede en ekstremt stor arbejdsiver, også set i forhold til Amsterdam og Berkeley i USA, hvor hun efterfølgende studerede.

“Folk var meget dedikerede, havde mange deadlines og arbejdede næsten altid. Jeg ved ikke, om det er repræsentativt, men det var min oplevelse – særligt i forhold til Lancaster. Og noget, der adskilte sig meget fra min uddannelse i England, var, at det ikke var på grund af pres fra lærerne, at man tog på biblioteket og studerede dagligt. De studerende havde en fælles opfattelse af, at de skulle arbejde hårdt, og de ville også gerne”.

Tilsvarende var selv undervisningerne også en langt mere engagerende oplevelse.

“Vi kunne sidde 80 personer i auditoriet, hvor folk diskuterede, markerede, deltog og engagerede sig i to timer. Jeg havde eksempelvis mange holdkammerater fra afrikanske lande, og de var meget optagede af selv at give deres udlægninger frem for blot at lade det være op til underviseren. Det var igen meget forskelligt fra det, jeg oplevede i Lancaster. For det første ville mange slet ikke komme til forelæsningerne. Hvis de gjorde, sad de med deres telefoner og hørte ikke rigtigt efter. På AU nød vi forelæsningerne”, fortæller hun.

Erasmus-deltagelse i fare
Lizzie Roberts var dog også glad for sine ophold i Amsterdam og på Berkeley. Sidstnævnte husker hun som et meget udviklende sted med en stor grad af studenteraktivisme og politisk engagement, mens Amsterdam havde et højt og krævende fagligt niveau.

Hendes udvekslingsstudier skete inden for Erasmus-programmet Journalism, Media and Globalisation. Men efter Brexit er Storbritanniens deltagelse i Erasmus uafklaret, og det bekymrer hende på vegne af de kommende generationer af studerende.

“Det vil være et tab, hvis vi ikke fortsætter i Erasmus. Jeg siger ikke, at du vil få en bedre uddannelse på et givent universitet i Frankrig frem for i Storbritannien. Men min mulighed for at opleve andre uddannelsessystemer har givet mig en bredere erfaring og uddannelse på højere niveau”.

Studieleder: De er flittige
En, der ikke er overrasket over at læse Lizzie Roberts lovprisning af arbejdsdisciplinen på AU, er Lars Kiel Bertelsen, lektor og studieleder ved Institut for Kommunikation og Kultur, hvor Lizzie Roberts tog sine fag. Han har på intet tidspunkt kunnet genkende det negative billede at studiedisciplinen, som er blevet tegnet både i undersøgelser og i den offentlige debat.

“Alle dem, jeg har talt med i vores afdelinger, har undret sig højlydt over den her debat. Jeg har selv undervist i 15-20 år og oplever de unge som et flittigt og dygtigt folkefærd, og det har været meget samstemmende med de meldinger, jeg får hele vejen rundt”, siger han.

Lars Kiel Bertelsen peger dog også på, at man på uddannelserne har arbejdet med de aktive og praksisorienterede elementer blandt andet for at styrke engagementet og aktivitetsniveauet.

Tror ikke på målinger
Han er skeptisk over for de målinger, der viser, at studerende generelt ikke arbejder fuld tid med deres studier.

“Jeg siger ikke, at tallene er forkerte, men at man spørger forkert. De studerende bliver på et eller andet tidspunkt i semestret spurgt om, hvor meget de har lavet den sidste uge. Så svarer de typisk på, hvor mange undervisningstimer de har haft, og hvor meget de har siddet og læst. Men hvad med gruppearbejdet? Hvad med fremlæggelser, besøg på institutioner og virksomheder? Der er nogle fejlkilder i de tal. Og de studerende fastholder også selv, at de synes, de har rigeligt at lave”.

Lizzie Roberts var en del af et internationalt hold. Kan det tænkes, at det faglige engagement er større og mere uforstyrret blandt udvekslingsstuderende?

“Jeg tror, det er rigtigt, at der er et særligt engagement forbundet med at flytte sig fra land til land. Det er modigt og udtryk for engagement i sig selv. Så ja – der sker noget godt, når internationale studerende mødes og danner et miljø. Men mit hovedbudskab er, at det ikke overrasker mig, at hun har haft den oplevelse. Og jeg tror, hun ville have sagt det samme, hvis hun havde været på et dansk program”.


Debatten om de dovne studerende

Opfattelsen af studerende som dovne popper af og til op i debatten, og det har den formentlig gjort, så længe der har været studerende til.

I Danmark blev diskussionen imidlertid gjort meget konkret, da Kvalitetsudvalget i 2014 kunne konstatere, at danske studerende i gennemsnit bruger 35 timer om ugen på deres uddannelse, og det var for lidt. Et fuldtidsstudium ville indebære 43 timers ugentlig studietid inklusive undervisning, forberedelse og andre relaterede aktiviteter, og således burde de studerende øge deres arbejdstid med 20 procent.

Kvalitetsudvalget valgte i sine anbefalinger at lægge ansvaret på universiteterne i forhold til bedre tilrettelæggelse af uddannelserne og opfølgning på, om studietiden øges.

“Det faktum, at de færreste studerende bruger den forudsatte tid på studierne, kan langt hen ad vejen forklares med, at uddannelserne ikke holder dem til ilden. Alt for få studerende drøfter fx deres faglige niveau med en underviser, og det kniber også gevaldigt med at få feedback på deres undervisningsdeltagelse”.

Flere andre undersøgelser har dokumenteret tendensen med studerende, der ikke er fuldtidsbeskæftiget med studierne. I 2014 gennemførte KU en undersøgelse, der viste, at universitetets studerende bruger 28 timer om ugen på studierne. Det fik daværende prorektor Lykke Friis til at efterlyse en kulturændring blandt de studerende.

Året efter viste den europæiske Eurostudent-undersøgelse, at studerende på de danske bacheloruddannelser i gennemsnit bruger 34 timer om ugen på deres studie i løbet af et semester. Det er lavere end i 14 andre lande i Europa.

Forskning med hjelm og gevær

Jakob Rømer Barfod forsker i ledelse blandt soldater i højrisikomiljøer. Metoden er at være med hele vejen – bevæbnet med gevær og hjelmkamera.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk – Foto: Privat

Ph.d.-studiet kan være en hård og opslidende affære, men det er dog sjældent, at man som Jakob Rømer Barfod kan tale om dataindsamling med livet som indsats.

Men når man har valgt at foretage empiriske studier af ledelse af “højrisikoteam” i Forsvaret, blandt andet på missioner i Afghanistan, så må man i sagens natur være til stede i situationer, der potentielt set kan udvikle sig til kamp på liv og død.

“Ud over at observere for at få data til mit forskningsprojekt er jeg også optaget af, hvad der foregår, for min egen sikkerheds skyld. Det handler om hele tiden at kigge sig omkring – der kommer en bil kørende, ser den tungt lastet ud? Kunne der være bomber i den? Hvad med de mennesker, der kommer løbende mod os?” fortæller han.

Jakob Rømer Barfod vil i sit projekt komme tættere på den militære ledelsespraksis, end noget forskningsprojekt har været før, i hvert fald i dansk regi. Det betyder, at han ikke bare er på sidelinjen – han er en del af patruljen, der kører ud og løser opgaver i det krigshærgede land. Bevæbnet og i fuld kampudrustning.

“Aftalen har som udgangspunkt været, at jeg ikke har haft nogle deciderede opgaver, når jeg har været med ude. Men det er sket, at situationen har krævet, at jeg er blevet beordret til at skulle tage min forskerhat af og koncentrere mig om en konkret militær opgave”, fortæller han.

 


Vis dit ph.d.-projekt

Hvem: Jakob Rømer Barfod, major, master i organisationspsykologi.

Hvad: Ledelse i militære højrisikoteam.

Hvor: Institut for Ledelse og Organisation, Forsvarsakademiet/Institut for Organisation, CBS.

Hvorfor: Projektets formål er at analysere, hvordan ledelse bliver til i militære højrisikoteam. Metodisk følges teamene under operative indsættelser og evt. farefulde træningsøvelser med reel fare. projektet vil give indsigt i emner, der kan viderekvalificere ledelse i højrisikoteam i en militær kontekst, men også fx til læger, politi mv.

 


 

Skulle vinde soldaters tillid
Det er dog mere end et kursus i etnografisk metode, der har rustet ham til denne specielle form for empiriindsamling. Jakob Rømer Barfod har en 30-årig karriere inden for Forsvaret, hvor han stadig er ansat med rang af major. Han har i en årrække været tilknyttet Forsvarsakademiets Institut for Ledelse og Organisation, hvor han har arbejdet med uddannelse og udvikling af militære ledere.

Feltarbejdet, som er overstået, foregik dels i Afghanistan, dels med et af Flyvevåbenets helikopterteam, der opererer fra et af Søværnets inspektionsskibe ved Nordøstgrønland. Jakob Rømer Barfods “embedding” indebærer, at han også har været sammen og trænet med de forskellige team inden deres missioner for at vinde deres tillid.

“Sådan nogle mennesker kan godt lide at se en i øjnene og blive forvisset om, at jeg stadig kan løbe, håndtere mine våben, håndtere en radio og så videre”, fortæller han.

Hans vigtigste udrustning er imidlertid hverken våben eller radio, men et videokamera, der er monteret på hjelmen. Videooptagelserne skal dokumentere de små sekvenser, hvor ledelsesprocesserne foregår.

Fladt hierarki i felten
Noget, som ifølge Jakob Rømer Barfod kendetegner ledelsen af højrisikoteam, er en relativt flad ledelsesstruktur, hvor lederrollen reelt kan skifte rundt, alt efter hvilke kompetencer teamets medlemmer besidder.

“Mange har den stereotype forestilling af en militær leder som en, der står og råber ordrer ud. Men selv om der formelt er et hierarki med konstabler, overkonstabler, sergenter osv., så er det ikke hierarkiet, der bestemmer, hvad der sker, men kompetencerne og det, der giver mening. Soldaterne i de her team har et kompetenceniveau, der gør, at de forventes at tage initiativ og byde ind. Hvis der for eksempel gives befalinger for en operation, kan det sagtens være en menig, der kender området, der fortæller, hvordan det skal gribes an”.

Videooptagelserne bliver efterfølgende analyseret helt ned i mindste detalje.

“Jeg laver det, der med et fint ord hedder multimodal interaktionsanalyse. Det er nogle analyser, hvor man er detaljeret helt ned på mikroniveau og omhyggelig med at beskrive den kontekst, situationen foregår i. Med videooptagelserne kan jeg se, hvordan folk kommunikerer sprogligt, men også hvordan de bruger deres krop til at kommunikere. Så jeg kan se, hvad der faktisk foregår, i modsætning til forskning, der tager udgangspunkt i fx interview, hvor det mere bliver fokuspersonens egen retrospektive oplevelse af, hvad der skete”, siger Jakob Rømer Barfod, der dog også supplerer videooptagelser og egne iagttagelser med feltinterview, både individuelle og i fokusgrupper.

Skriveproces er det hårdeste
Selv om det kan lyde barskt med feltarbejde i Afghanistan, hvor man skal gå bevæbnet til morgenmad på grund af en kronisk risiko for “insider attack”, eller at sejle rundt i bælgmørke mellem isbjerge i Grønlandshavet, så er det den mere akademiske del af arbejdet, som han oplever som sin største udfordring.

“På en måde kan jeg godt misunde de unge, der kommer lige fra deres speciale og bare kører videre, måske ovenikøbet med samme emne og vejleder. Jeg kommer jo fra en primært praktisk baggrund, hvor jeg selv har været i felten i mange år og arbejdet med ledelse. Og nu skal jeg så være meget teoretisk orienteret og læse rigtig meget op både på fx ledelsesteorien og metodeteorien, og det kan godt være både svært og svært tilgængeligt. Nogle sætter jo nærmest en ære i at formulere sig så vanskeligt som muligt”. Det samme gælder skriveprocessen, som Jakob Rømer Barfod befinder sig i nu.

“Jeg har valgt at skrive afhandlingen som en monografi, så i forhold til at skrive artikler, hvor man ligesom har nogle trædesten, er det en stor sneplov, jeg skubber foran mig. At skrive ph.d. er lidt som at køre rutsjebane – det går op og ned. Nogle gange er det super fedt, andre gange er det både tungt og svært, og man skal lige hanke op i sig selv for at se lyset for enden at tunnellen. Sådan tror jeg, de fleste ph.d.studerende har det”.


Forsvarsakademiet har brug for forskersoldater

Det var strengt taget ikke Jakob Rømer Barfods ide, at han i en forholdsvis sen alder – 51 år – og med en lang karriere i forsvaret skulle tilbage på skolebænken som ph.d.-studerende. men forsvarsakademiet har brug for forskningsbaseret viden og forskere i sin stab, og det førte til en venlig opfordring, som han valgte at sige ja tak til.

Baggrunden er faktisk politisk. I forsvarsforliget 2013-17 blev det besluttet, at forsvarets officersuddannelser skulle tilpasses og akkrediteres som diplom- og masteruddannelser. Det blev de, men det medførte samtidig en løftet pegefinger fra akkrediteringsinstitutionen, særligt i forhold til uddannelsen master i militære studier, hvor man savnede forskningsbasering af undervisningen.

“Der manglede noget forskningstyngde, herunder forskere med militær baggrund. og så kiggede man i maskinrummet, og så var der nogen, der råbte på mig: Har du ikke lyst til en forskningsuddannelse?” fortæller Jakob Rømer Barfod.

Han arbejdede i forvejen på akademiet med udvikling og uddannelse af militære ledere blandt andet på masteruddannelsen, og han havde tidligere suppleret sin militære uddannelse med en master i organisationspsykologi ved RUC.

“Der er masser af forskning omkring militær ledelse, men det er udenlandsk, og meget har et kvantitativt fokus. og så har vi en masse undersøgelser, der ligger i kanten af forskning. men taler vi hardcore om kvalitativ forskning i militær ledelse, så er der næsten ikke noget. dertil kommer, at langt de fleste forskere på forsvarsakademiet har en civil baggrund. Jeg tror kun, jeg har kendskab til 3-4 militærkolleger, der har en forskeruddannelse, og så er vi 2-3 stykker på vej med at tage en ph.d., og det giver god mening at supplere med os, der har militær baggrund. Vi kan noget andet, og så har vi en anden tilgang til at kunne forske internt i militærorganisationen”, fortæller han.

På den måde er Jakob Rømer Barfods ph.d.-projekt delvist bestilt arbejde: et forskningsprojekt om ledelse i en militær kontekst i det danske forsvar. Han har dog haft fuld frihed til at definere projektets nærmere tema: ledelse i militære højrisikoteam. Han har også selv valgt at gennemføre projektet på CBS, da forsvarsakademiet ikke har en ph.d.-skole.

Når projektet er afleveret, hvilket efter planen sker inden for et års tid, forventer Jakob Rømer Barfod at vende tilbage og fortsætte sit arbejde som forsker og underviser ved forsvarsakademiet.

Tanken er, at ph.d.-projektet skal kunne bruges i forbindelse med forsvarets uddannelser, men også inden for andre sektorer, eksempelvis politiet eller i private virksomheder.

Ikke mere indflydelse på vej til forskerne

Der er ikke grund til at ændre på universitetsloven, selv om hver fjerde universitetsforsker udtrykker mistillid til deres ledelse i en ny undersøgelse. Det mener et flertal af ordførerne på Christiansborg.

Af Pernille Siegumfeldt – psi@dm.dk – og Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk – Foto: Folketinget

Selv om det gør indtryk på Christiansborg, at en lang række forskere kritiserer universitetsloven for at være både forældet og kontraproduktiv, er der ikke politisk opbakning til en revision af den 17 år gamle styrelseslov.

Det viser en rundringning til partiernes forskningsordførere.

I artikler, som er bragt i Forskerforum og Magisterbladet, har flere forskere for nylig kritiseret universitetsloven fra 2003 for at have øget topstyringen i en sådan grad, at det spænder ben for, at institutionerne kan opnå det, som var lovens formål: nemlig at levere forskning i absolut verdensklasse.

Samtidig har en rundspørge fra Dansk Magisterforening afdækket, at hver fjerde forsker ikke har tillid til deres ledelse.

Men det er ikke nødvendigvis styrelsesloven, der alene er årsagen til, at der er opstået en dyb tillidskrise mellem forskerne og deres ledelse.

Det mener blandt andre forskningsordfører for Socialdemokratiet Kasper Sand Kjær. Regeringspartiet har derfor ingen aktuelle planer om at kigge på en lovrevision, siger han.

“Det gør da indtryk, at samarbejdet mellem de videnskabelige medarbejdere og ledelserne på universiteterne tilsyneladende er så dårligt. Men det lyder for mig, som om det lige så vel kan være et ledelsesspørgsmål som et spørgsmål om strukturer og love”, siger Kasper Sand Kjær.

Samme melding kommer fra oppositionspartiet Venstre. “Jeg har ikke fået henvendelser, der tyder på, at det er universitetsloven, der er problemet. Kun at beslutningsgangene er blevet for komplicerede”, siger forskningsordfører Ulla Tørnæs (V), der heller ikke umiddelbart er indstillet på at give forskerne mere indflydelse i universitetsbestyrelserne, hvor loven kræver, at der er et eksternt flertal af repræsentanter fra blandt andet erhvervslivet. “Traditionelt har det været et vigtigt synspunkt for Venstre, at det omkringliggende samfund og ikke mindst aftagerne skal være repræsenteret i de besluttende organer. Venstre har lagt vægt på det eksterne flertal i bestyrelserne siden Helge Sanders ministertid”, siger hun.

Handler ikke kun om paragraffer
En rundspørge gennemført af DM blandt medlemmerne, som Forskerforum bragte resultatet af i januar, viser, at 25 procent af forskerne på landets universiteter ikke stoler på de udmeldinger, der kommer fra ledelsen. 45 procent siger, at de ikke har klare mål for deres arbejde, og 44 procent føler ikke, at de bliver involveret i beslutninger om forandringer, selvom det står i universitetsloven, at ledelsen skal sikre medinddragelse af både de ansatte og de studerende.

I Magisterbladet samme måned afleverede dna-professor Eske Willerslev en bredside mod KU med samme udgangspunkt. Willerslev, der deler sit professorat mellem Cambridge og KU, mener, at bureaukraterne har fået alt for meget magt på de danske universiteter, og at det smadrer det videnskabelige miljø fuldstændigt.

“Rektor ansætter dekaner, og dekaner ansætter institutledere, og alle kigger op imod den næste leder, men ingen kigger ned til de videnskabelige medarbejdere”, sagde Eske Willerslev blandt andet i interviewet.

På Christiansborg møder forskernes synspunkter delvist opbakning hos Det Radikale Venstre. Forskningsordfører Stinus Lindgreen mener, at problemet er den måde, loven bliver administreret på.

“Det er bekymrende læsning, som vi må tage meget alvorligt. Vilkårene for forskerne er ikke gode nok, og vi må se på, hvordan man sikrer, at bestyrelserne lytter til kritik fra de ansatte”, siger Stinus Lindgreen.

Heller ikke SF’s ordfører, Astrid Carøe, er overbevist om, at det er nødvendigt at ændre loven. “Det kan godt være, at der er behov for en lovrevision, men det er noget, vi har brug for at diskutere med de øvrige partier og med universiteterne først. Vi går ikke ud her og nu og siger, at loven skal ændres. Grundessensen er, at mange medarbejdere udtrykker mistillid til ledelsen, hvilket er bekymrende, så der må også helt klart placeres et ansvar hos lederne. Det er ikke kun et spørgsmål om loven”, siger hun.

Jens Henrik Thulesen Dahl fra DF giver forskerne medhold i, at man ikke har opnået de resultater, man ønskede at opnå, da loven blev indført i 2003. “Universiteter burde arbejde så professionelt, at ledelse og medarbejdere lyttede meget mere til hinanden. Men der er sket meget andet siden 2003, der påvirker situationen, fx at vi har indført masseuniversiteter og fået mange flere eksterne midler til forskningen”, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Endimensionelt og totalt forældet
Henrik Dahl fra Liberal Alliance er klar til at indføre langt større akademisk selvstyre.

“Udtalelserne fra forskerne bekræfter, at det står skidt til. Det gør indtryk på mig, fordi jeg samtidig kan konstatere, at der ikke er politisk vilje til at opfylde betingelserne for at lave verdensklasseuniversiteter”, siger Henrik Dahl.

Kun to partier melder sig klar til at skrotte universitetsloven nu.

“Den er udtryk for en økonomisk og samfundsmæssig ledelsestænkning, som er alt for endimensionel og totalt forældet. Det er klart, at man ikke kan professionalisere et universitet uden at involvere både medarbejdere og de studerende”, siger Uffe Elbæk, som er Alternativets forskningsordfører.

Enhedslisten vil have et demokratisk eftersyn af universiteterne og arbejder på et konkret forslag herom, som partiet vil præsentere inden længe. Ifølge partiets ordfører på området, Mai Villadsen, er der brug for en kulturændring.

“Det handler om, at de ude på de enkelte institutter skal have bedre mulighed for selvbestemmelse og indflydelse. Nedskæringerne har ført til stram styring og indføring af New Public Management-instrumenter. De ansattes og de studerendes indflydelse er blevet mindre år efter år. De mennesker, der udgør institutionen, skal sidde på flertallet”, siger Mai Villadsen.

Nyt landestudie: Forandringerne af universiteterne har været mest drastiske i Danmark

Andreas Kjær Stage sammenligner i sin ph.d.-afhandling stigningen i brugen af tidsbegrænsede forskeransættelser og fremvæksten af et lag af højtuddannede administratorer på universiteterne i fem lande. Forandringerne har været mest drastiske herhjemme, hvilket hænger sammen med, at de danske politikere har været de mest reformivrige, lyder konklusionen.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

De danske universitetsreformer er ofte i den politiske debat blevet begrundet med, at de var påtvingende nødvendige for at følge trop med lande som Tyskland og USA. For hvis vi ikke gjorde det, ville vi miste konkurrenceevne og blive sejlet agterud i den globale vidensøkonomi.

Men i virkeligheden er det ikke et kapløb, som vi er ved at tabe, for faktisk er det lykkedes at forandre universiteterne i Danmark mest de seneste to årtier, mens de i andre lande har været mere tilbageholdende med reformerne, konkluderer Andreas Kjær Stage, ph.d.stipendiat ved Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet.

Han har i sin afhandling analyseret ændringerne i organiseringen af universiteter i USA, Storbritannien, Tyskland, Norge og altså i Danmark. Resultaterne er blevet publiceret i tidsskriftet Policy Reviews in Higher Education.

“Argumentet har ofte lydt i den offentlige debat, at de andre lande gør sådan og sådan, så det må vi også, men i virkeligheden er det Danmark, som har haft de mest gennemgribende og kraftfulde reformer. Udviklingen herhjemme har været mere drastisk end i de andre lande”, siger Andreas Kjær Stage.


Vi har interviewet

Andreas Kjær Stage, ph.d.stipendiat ved Dansk Center for Forskningsanalyse på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.


Analyse af personalesammensætningen
Udgangspunktet for analysen er den gængse fortælling om, at landene tilpasser sig de samme globale rammebetingelser, nemlig fremkomsten af en global vidensøkonomi, hvor studerende, ansatte og funding kan bevæge sig mellem landene. Det presser nationerne til at reformere deres universiteter, fordi de er blevet konkurrenter på et internationalt marked. Men hvis der var tale om en nødvendighedens jernlov, hvor politikere og universitetsledere slet ikke har noget valg, ville der være en mere entydig organiseringstrend på tværs af lande, men det er der tydeligvis ikke, lyder analysen fra Andreas Kjær Stage.

Han forklarer, at han har analyseret data for personalesammensætningen på universiteterne i de fem lande som indikator for, hvor forskelligt de er organiseret.

Blandt det videnskabelige personale, VIP’erne i daglig tale, er den vigtigste indikator forskydninger i fordelingen mellem de fastansatte forskere (faculty), primært professorerne og lektorerne, og de midlertidigt ansatte med titler som postdocer, ph.d.er og videnskabelige assistenter. Blandt det teknisk-administrative personale – TAP’erne i daglig tale – har han analyseret, i hvilken udstrækning de klassiske HK’ere – eksempelvis kontoruddannede sekretærer – teknikere, gartnere, betjente og lignende er blevet udskiftet med professionelle akademisk uddannede administratorer og ledere, de såkaldte AC-TAP’er.

Norge bremsede, Danmark gassede op
Konklusionen lyder, at udviklingen er gået i samme retning i alle fem lande mod flere midlertidigt ansatte forskere og flere professionelle administratorer, men tallene afslører også store nationale forskelle og vidt forskellige udgangspunkter landene imellem. Tendensen er klart, at ændringerne i personalesammensætningen har været mest drastisk i de lande med de mest vidtrækkende politiske reformer, eksempelvis Danmark og Storbritannien.

“Det lyder måske ikke så overraskende, men det sætter spørgsmålstegn ved den her tese om, at udviklingen er “naturlig” eller “påtvingende nødvendig”, modsat et politisk og ledelsesmæssigt valg”, siger Andreas Kjær Stage og fortsætter:

“De danske universitetsreformer har haft større effekt end deres ry, da de lader til at være tæt forbundet med de store ændringer i personalesammensætningen. Hvad man beslutter politisk, har på den måde haft en meget håndgribelig effekt”.

Som eksempel nævner han Danmark og Norge, hvor udviklingen var stort set ens indtil 2007-2008 med en stor stigning i andelen af midlertidigt ansatte forskere og AC-TAP’er, men så trådte de på bremsen i Norge, mens de danske politikere trykkede på speederen og satte yderligere fart i udviklingen bl.a. med ph.d.-satsningen i forbindelse med globaliseringspuljen, universitetsfusionerne i 2007 og den reviderede universitetslov i 2011.

Konsekvensen er, at andelen af de midlertidigt ansatte i det videnskabelige personale kun er steget med cirka 4 procentpoint i Norge, mens stigningen har været på 11 procentpoint i Danmark.

USA og Tyskland er dårligt argument for reformer
Andreas Kjær Stage siger, at tilhængerne af transformationen af danske universiteter ofte drager parelleller til Tyskland og USA som legitimationsgrundlag.

Men faktisk er de to lande et dårligt sammenligningsgrundlag, fordi forholdene er meget forskellige fra Danmark. Eksempelvis har den akademiske top generelt reel tenure med sikkerhed mod afskedigelse i de to lande, så særligt Tyskland har altid haft en højere andel af midlertidigt ansatte end Danmark, fordi det er meget vanskeligt at afskedige professorer, når de først er ansat.

USA har også haft en meget stor andel administrativt og teknisk personale sammenlignet med Danmark. Kun en tredje del af de ansatte målt i årsværk er forskere på den anden side af Atlanten, hvilket hænger sammen med, at universiteterne i USA kun sporadisk ansætter deres ph.d.-studerende, og at de varetager en lang række andre administrative opgaver.

De driver kollegier, sundhedsklinikker og sportsfaciliteter, har deres egne sportshold, står for børnepasning og sælger forsikringer til de ansatte og studerende. Desuden har de store afdelinger, der står for at investere universitetets formue, så afkastet kan bruges på forskning. De har juridiske afdelinger, der skal sikre, at man lever op til al lovgivning og undgår dyre sagsanlæg, og marketingafdelinger, der skal skaffe studerende, som kan betale de ofte høje studieafgifter.

“Nogle af opgaverne er ved at vokse frem i Danmark, hvilket sandsynligvis forklarer en del af væksten i andelen af AC-TAP’er på de danske universiteter, men det er i et helt andet omfang end i USA, hvor legal compliance og marketing eksempelvis er afgørende for universiteternes overlevelse. Vi har en tendens til at spejle os i USA og ville være ligesom dem, men spørgsmålet er, om vi i virkeligheden ønsker at lave sådan et dobbeltsystem, hvor de danske universiteter opbygger parallelfunktioner til opgaver, der også løftes andetsteds i den offentlige sektor”, siger Andreas Kjær Stage.

Han tilføjer, at resultaterne også punkterer myten om, at universiteternes administration er vokset uhæmmet. Faktisk er VIP-gruppen vokset relativt i forhold til TAP-gruppen i samtlige fem undersøgte lande, så der i dag er forholdsvis flere forskere (særligt juniorforskere) end administratorer sammenlignet med for 20 år siden. Reformerne har nærmere medført en massiv restrukturering og professionalisering af TAP-gruppen, mener Andreas Kjær Stage.

 

Månedens foto: Gylden udsigt

Et nyt teleskop på Hawaii har lagt fra land ved at tage nogle billeder af solens overflade med en hidtil uset detaljeringsgrad. Teleskopet omtales som revolutionerende for solforskningen.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk – Foto: NSF/Ritzau Scanpix

Den funkler som guld, solen. Ikke bare i symbolsk forstand som i et guldalderdigt – det ligner reelt store, guldklumper, der ligger side om side og skinner.

Fascinerende tanke, især når man ved, at hver af guldklumperne har et areal på størrelse med Texas.

Hidtil har billeder af solen i bedste fald vist en rund ildkugle. Et brændende, rødgult inferno kun varieret af eksploderende soludbrud. Nu har et nyt teleskop imidlertid taget de første billeder, hvor man reelt ser en slags overflade.

Og nej, det er ikke guld, som det fascinerende foto viser. De gyldne, cellelignende strukturer er en masse af kogende plasma, der bobler og vibrerer, idet varme fra solens 15 millioner grader varme indre slipper ud på overfladen, der til sammenligning er et småkoldt sted på kun 6.000 grader.

Det nye teleskop har navnet Daniel K. Inouye Solar Telescope og ligger på det 3.000 meter høje bjerg Haleakalā (som passende kan oversættes til “Solens Hus”) på Hawaii-øen Maui, som tilbyder de bedst mulige atmosfæriske betingelser for observationerne.

Observatoriet, som anslås at koste 344 millioner amerikanske dollars, har været to årtier undervejs og ventes først at være endeligt færdigt denne sommer. En af udfordringerne er den varme, det skaber, når man indfanger solens stråler i et teleskop, der nærmest agerer som et kæmpe brændglas. Effekten på op til 13 kilowatt er så kraftig, at det simpelthen risikerer at smelte instrumenterne. Løsningen på det problem er et enormt køleanlæg, der dagligt producerer kulde svarende til en hel svømmepøl fuld af is, hvilket fordeles ud i konstruktionen af mere end 11 kilometer rør.

Billedet af den gyldne soloverflade er kun en aperitif i den menu, teleskopet kommer til at byde på. Den første indsamling af videnskabelige data vil først begynde, når anlægget til sommer står færdigt. Og skal man tro de udsagn, der er kommet fra videnskabsfolk tæt på projektet, vil det afstedkomme intet mindre end en revolution for solforskningen.

“Inouye Solar Telescope vil i sine fem første år samle mere information om solen end alle de data, der er samlet, siden Galileo første gang pegede et teleskop mod solen i 1612”, udtaler David Boboltz, programdirektør ved afdelingen for astronomisk videnskab ved National Science Foundation, der ejer observatoriet.

Solforskere forventer blandt andet at kunne blive væsentligt klogere på solens magnetiske felter. En af de mere praktiske funktioner af dette er, at man forventer at kunne forudsige solstorme langt tidligere. Den magnetiske energi, der udledes i forbindelse med en solstorm, kan skabe alvorlige forstyrrelser i elnettet og den digitale infrastruktur på jorden. Men ved at studere de magnetiske felters opførsel op til et soludbrud forventer man at øge varslingstiden fra 48 minutter til 48 timer.

“Det er vanskeligt at være topmotiveret, når man først bliver afskediget og derefter genansat tidsbegrænset på halvtid”

”Lederne definerer sig ud fra et hierarki, hvor de selv befinder sig i toppen, og medinddragelse af medarbejderne bliver opfattet som et forstyrrende element, så jeg oplevede, at kløften mellem ledelsen og forskerne voksede sig større og større.”

Christian Troelsgård, lektor på Københavns Universitet, blev afskediget og derefter genansat på halvtid tidsbegrænset i tre år. Derefter må han skaffe sin egen løn, hvis han vil fortsætte. De usikre arbejdsvilkår og det dårlige forhold til ledelsen ødelægger arbejdsmiljøet, siger han.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk – Foto: Kasper Witte Larsen – Büro Jantzen

“Jeg er blevet skubbet halvvejs ned i prekariatet efter 27 års ansættelse uden anmærkninger. Det giver et utrolig dårligt arbejdsmiljø, når du kan blive afskediget uden varsel”.

Sådan siger Christian Troelsgård om sin arbejdssituation på Københavns Universitet (KU). Han var en af de uheldige, der blev “prikket” under den store sparerunde i maj 2019, på trods af at han har fået gode undervisningsevalueringer af de studerende, er forfatter til masser af publikationer og har erfaring med forskningsledelse.

Læs også 
Rundspørge: Hver fjerde forsker frygter at miste jobbet

Næsten helt ekstraordinært endte han med at blive genansat på nedsat tid. Redningen blev, at han spiller en vigtig rolle for et internationalt forskningsprojekt i byzantinsk musik, der har kørt på Københavns Universitet siden 1933. Christian Troelsgård har været direktør for Monumenta Musicae Byzantinae, som projektet hedder, siden 2017, og fyringen af ham fik 2.600 forskere, undervisere og andre akademikere i Europa til at skrive under på en protest på nettet for at redde projektet. Der kom også støtteerklæringer fra Christian Troelsgårds studerende og fra lektorer og professorer på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Det Teologiske Fakultets Afdeling for Kirkehistorie, velrenommerede forskere fra Stanford, Princeton, Ohio State University, Thessaloniki, Athen og fra en italiensk professor fra Palermo.

Det endte med, at Saxo-Instituttets leder, Stuart Ward, i juni 2019 tilbød Christian Troelsgård at fortsætte på halvtid, da man ellers risikerede at sætte projektet i en uholdbar situation, fremgår det af et brev fra institutlederen.

Skal skaffe sin egen løn
I dag har Christian Troelsgård fået, hvad han selv kalder akademisk asyl i Afdeling for Kirkehistorie på Det Teologiske Fakultet på KU. Hans tidligere arbejdsplads, Saxo-Instituttet, betaler halvdelen af hans løn fra 1. januar 2020 og tre år frem. Aftalen lyder, at han som udgangspunkt ikke skal undervise, men kun forske og søge midler hos fonde.

“Hvis jeg vil blive, må jeg skaffe penge til at betale min egen løn, men jeg takkede ja, da jeg har været glad for at arbejde med noget, som virkelig interesserer mig, og gerne vil gøre mine forskningsprojekter færdig”, siger han. Han har nu fundet en halvtidsstilling som oldtidskundskabslærer på et gymnasium for at supplere sin indtægt op.

Christian Troelsgård fortæller, at der allerede var problemer med arbejdsmiljøet, inden det blev meldt ud, at fakultetet skulle spare, og at det sandsynligvis ville betyde, at medarbejdere skulle afskediges. Han har aldrig haft problemer med sine nærmeste kolleger, men i afdelingen for klassiske sprog oplevede de, at de som gruppe blev mere og mere isoleret og sat uden for indflydelse på instituttet.

“Vi var i vores lille faggruppe nærmest ikkeeksisterende og tiltrak os ikke ledelsens positive opmærksomhed”, siger han.

Dårligt arbejdsmiljø biprodukt af universitetsloven
Han har både været tillidsrepræsentant og medlem af Akademisk Råd, men han følte, at de ansatte sad der som pynt, og han følte sig fuldstændig umyndiggjort af ledelsen.

“Lederne definerer sig ud fra et hierarki, hvor de selv befinder sig i toppen, og medinddragelse af medarbejderne bliver opfattet som et forstyrrende element, så jeg oplevede, at kløften mellem ledelsen og forskerne voksede sig større og større”, siger Christian Troelsgård og tilføjer:

“Når der ikke er fortrolighed med ledelsen og sikkerhed for, at vores faglige input bliver modtaget og taget alvorligt, så påvirker det arbejdsmiljøet negativt”.

Han mener, at det dårlige arbejdsmiljø er et biprodukt af universitetsloven fra 2003, der afskaffede den valgte ledelse og gav de nye professionelle ledere næsten uindskrænket magt.

“Ledelsen er blevet distanceret fra den akademiske verden. De er koblet fra og er ikke godt nok inde i, hvad forskerne, som de skal lede, laver, hvilket min egen afskedigelsessag også viser”, siger Christian Troelsgård.

Han synes i hvert fald, det er mærkeligt, at ledelsen først valgte at afskedige ham og dermed afbryde et internationalt anerkendt forskningsprojekt for derefter at ombestemme sig og genansætte ham på deltid.

“Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev fyret, men det kunne være, fordi ledelsen har udpeget mig som “kritisk”. Der ligger et papir, hvori der redegøres for, hvorfor jeg bedst kan undværes, men det må jeg ikke få at se. Så er det klart, at jeg føler mig umyndiggjort og er utilfreds med mit arbejdsmiljø”, siger han.


Svar fra dekanen
Jesper Kallestrup, dekan på det Humanistiske Fakultet på KU, har ikke ønsket at lade sig interviewe om sagen, men han skriver per mail:
“Det er klart, at alle fratrædelser medfører et fagligt tab – både for fakultetets undervisning og for forskning. Det er uundgåeligt og selvfølgelig beklageligt. Vi har i fakultetets ledelse gjort, hvad vi kunne for at sikre, at besparelserne får så få negative konsekvenser som muligt. Årsagen til besparelserne er, at vi har færre studerende end tidligere. Det vil sige, at det er folketingets beslutning om at dimensionere uddannelser, der primært rammer vores økonomi. Den beslutning blev truffet i 2014, og der blev dengang gjort meget for at kvalificere den politiske proces – i forhold til både store og små fag”.


 

Rundspørge: Hver fjerde forsker frygter at miste jobbet

Foto: Colourbox

Den indædte konkurrence om at skaffe forskningsmidler og om at blive fastansat skaber frygt og ødelægger arbejdsmiljøet, lyder det fra forskere, tillidsfolk og eksperter.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Engang var en karriere som universitetsforsker noget nær den mest sikre beskæftigelse, man kunne vælge. Sådan er det ikke længere. Hyppige afskedigelsesrunder som senest på Humaniora på Københavns Universitet og på Samfundsvidenskab på Aalborg Universitet har sat deres spor, viser en rundspørge foretaget af Dansk Magisterforening (DM).

27 procent, altså cirka hver fjerde forsker, der er medlem af DM og ansat på et universitet, er i dag bekymrede for at miste deres job, mens det kun gør sig gældende for 19 procent af DM’s øvrige medlemmer.

29 procent af forskerne oplever også, at de har et psykisk dårligt arbejdsmiljø, mens tallet er 24 procent for DM’s medlemmer i andre sektorer.

Læs også 

Adjunkt: “Jeg har ikke tal på, hvor mange der er kommet og gået, siden jeg blev ansat”

“Det er vanskeligt at være topmotiveret, når man først bliver afskediget og derefter genansat tidsbegrænset på halvtid”

Frygten for at miste jobbet er velbegrundet, lyder vurderingen fra forskere, tillidsrepræsentanter og eksperter.

Hos DM oplever konsulenterne, der rådgiver medlemmer, at færre basismidler og øget fokus på eksterne bevillinger har flyttet den eksterne kamp om forskningsmidlerne ind på universiteterne. Og det fører til jobusikkerhed, flere konflikter og et generelt hårdere arbejdsmiljø.

“Forskerne oplever, at en intern konkurrenceudsættelse om alt fra publicering, funding og andre målbare størrelser medvirker til et udskilningsløb, som – til forskel fra tidligere – i højere grad fører til afskedigelser. Den usikkerhed i ansættelsen er relativt ny. Der har altid været en akademisk konkurrence om den næste “Nobelpris” eller lignende anerkendelse, men der er en verden til forskel, når det konverteres til en økonomisk konkurrence, hvor taberen mister alt: stilling, selvrespekt, fremtidsperspektiv”, siger Jens Vraa Jensen, konsulent i DM.

Han tilføjer, at sikkerheden, der kan ligge i at have skaffet fondsmidler hjem, også er ved at erodere.

“Vi ser flere steder, at enten lave overhead eller strategiske ledelsesvalg gør, at selv velfinansierede forskere får sparket”, siger han.

Sarah Rosenkrands, også konsulent i DM, er enig i, at der sandsynligvis længe har eksisteret udfordringer med samarbejdsvanskeligheder i mange af forskningsmiljøerne, men de kommer nu på et bagtæppe af intensiveret individualiseret konkurrence.

“Vi ser en øget tendens til konflikter og samarbejdsproblemer kolleger imellem, og det kan sandsynligvis skyldes den øgede konkurrence og de langt mere utrygge ansættelsesforhold”, siger hun. En del sager handler om personlige uoverensstemmelser, færre tilfælde handler om retten til videnskabeligt arbejde, men langt størstedelen bunder typisk i arbejdspres og i presset om at søge forskningsmidler, da 9 ud af 10 ansøgninger i gennemsnit ender med afslag. Fordelingen af pligtarbejde kan også føre til sværdslag, og så er (sex) chikane over for de yngre forskere i tidsbegrænsede stillinger et stigende problem, fortæller hun.


Om undersøgelsen

Rundspørgen er gennemført blandt alle beskæftigede medlemmer af dm i perioden 30. august til 15. september 2019.
I alt deltog 4.870 medlemmer, hvilket giver en svarprocent på 18.

Der er en lille overrepræsentation af kvinder og en lidt højere gennemsnitsalder.

Ud af de 4.870 medlemmer, som svarede, var 582 forskere og 106 ph.d.-studerende.


Arbejder over af frygt for fyring
Mads Christoffersen, der er specialkonsulent ved DTU Aqua og tillidsrepræsentant for 142 kolleger, siger, at resultatet af DM’s rundspørge ligger i tråd med det, han oplever.

Når han snakker med kolleger, der har meget overarbejde, begrunder de det ofte med, at der er hård konkurrence, så de er bange for at komme bagud med arbejdet og dermed komme forrest i køen, hvis der kommer en fyringsrunde.

“Jeg opfordrer mine kolleger til at være åbne omkring det, men mange holder det for sig selv, da de ikke vil virke svage over for kollegerne og ledelsen, og så ender de med at arbejde dobbelt og bliver stressede. Vi sidder dog ikke til frokosten og snakker om, hvor nervøse vi er. Der var afskedigelser for nogle år tilbage, så folk har nok fundet ud af, at det er en reel risiko, at man kan blive fyret”, siger Mads Christoffersen.

Han tilføjer, at det er hans indtryk, at ledelsen i disse situationer kæmper hårdt for at undgå afskedigelser.

Han kan også genkende, at kampen om at skaffe forskningsmidler påvirker arbejdsmiljøet, da instituttet er fuldstændig afhængigt af ekstern funding.

“Det forventes, at man som forsker skal være selvforsørgende, altså skaffe pengene til sin egen løn. Det giver en relativt hård intern konkurrence, fordi vi ikke har så mange kasser at kæmpe om. Det kommer til udtryk ved, at folk går stille med dørene, i forhold til hvad de arbejder med, hvor de vil søge, og hvem de har indgået alliancer med”, siger Mads Christoffersen.

Han oplever, at ledelsen gør alt, hvad den kan, for at få forskerne til at samarbejde på tværs eksempelvis ved at opfordre til, at de samarbejder med kolleger med forskellige fagligheder i forbindelse med ansøgninger. Han tilføjer, at de fleste har accepteret, at systemet er, som det er.

“Det er gamet, så der er ikke rigtig nogen, der brokker sig over det. Sådan er det i international forskning i dag, men sådan var det ikke for bare 5-10 år siden. Du kan sige, at det er uheldigt, at konkurrencen er blevet så hård, men du kan sammenligne det at være forsker med at være elitesportsudøver. Det kræver noget at være blandt de bedste i Europa, som er målet på DTU. Nogle bliver mere påvirket af det end andre. De kan ikke finde tryghed i det og holder sig for sig selv eller i en lille gruppe, så det giver et usundt arbejdsmiljø”, siger han.

Tidsbegrænsede ansættelser fylder mere
Ifølge Janne Gleerup, arbejdslivsforsker på Roskilde Universitet med speciale i prekarisering, er det ikke nyt, at forskere skal skaffe eksterne midler. Det nye er, at besparelserne på universiteterne har været så omfattende og vedvarende, at der ikke er mere at give af økonomisk, og det tvinger ledelserne til at øge presset på forskerne for at finde funding, hvilket presser relationen til kollegerne, fordi de bliver ens konkurrenter.

“Der er sket en gradvis tilspidsning, fordi politikerne har ønsket at konkurrenceudsætte og markedsgøre en stigende grad af forskningsfinansieringen”, siger hun.

Janne Gleerup ser to primære udviklingstendenser, der gør, at flere forskere er bange for at miste deres job. For det første påpeger hun, at andelen af tidsbegrænsede ansættelser er steget, og at de yngre forskere bliver fastholdt længere i tidsbegrænsede stillinger, så det ikke længere er ualmindeligt at se cv’er med fire postdocansættelser efter hinanden af to års varighed hver på forskellige universiteter og i forskellige lande.

En opgørelse foretaget af Magisterbladet på baggrund af data fra Finansministeriets løndatabase viser, at 49 procent af de videnskabelige medarbejdere (VIP) på universiteterne i dag er ansat tidsbegrænset målt i årsværk. For ti år siden var tallet 41 procent, og i 2002 var det 33 procent.

En spørgeskemaundersøgelse gennemført af Djøf i 2016 blandt VIP-medlemmerne ved universiteter og sektorforskningsinstitutioner bekræfter, at tidsbegrænset ansættelse er forbundet med stor usikkerhed. 44 procent af medlemmerne, der er ansat tidsbegrænset, svarer således, at de i høj grad er bekymrede for deres beskæftigelsessituation, når ansættelsen udløber, og 25 procent at de i nogen grad er bekymrede.

79 procent svarer også, at de i høj eller i nogen grad oplever det som en belastning at skulle skaffe eksterne midler.

De fastansatte er også bekymrede
Den anden tendens er, at presset på de fastansatte også er øget.

“Den jobsikkerhed, man før oplevede som lektor, kan du ikke længere bare tage for givet. I dag er der løbende performancekrav, og eksempelvis bliver man indkaldt til en publikationssamtale med sin leder, hvis man ikke har fået publiceret nok i anerkendte tidsskrifter. Hvis du indkaldes til sådan en, ved du godt, hvad klokken er slået. Før var det kun de tidsbegrænset ansatte, som var på prøve, men nu er du som fastansat også konstant på prøve”, siger Janne Gleerup.

Hun advarer politikerne om at lade udviklingen fortsætte uanfægtet, uden at de griber ind, da man allerede kan se, at det giver bagslag i forhold til rekruttering af nye forskere. Eksempelvis fravælger kvinderne i stor stil forskerkarrieren, blandt andet fordi de ikke kan leve med usikkerheden.

“Prototypen på en forsker er i dag en yngre mand uden familie, fordi de er de eneste, der kan leve med kravene, men vi har som samfund ikke råd til ikke at rekruttere de bedste”, siger hun og fortsætter: “Ingen bliver forskere for at vække købmanden i sig selv, og de mange svingdørsansættelser er gift for et forskningsmiljø, da god forskning kræver tid, kontinuitet og fordybelse. Politikerne driver rovdrift på vores kærlighed til forskningen”.

Få tør være kritiske
Professor Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, er enig i, at usikkerheden for universitetsforskere er steget de seneste år, så det ikke længere er en sikker karriere vej.

“Tidligere var et job i den offentlige sektor lig med trygge ansættelsesforhold, men sådan er det ikke længere. Selv de, der er indenfor i folden, er bange for at blive prikket”, siger han.

Han tilføjer, at det er særlig alvorligt for forskere at blive afskediget, fordi de specialiserer sig inden for meget specifikke knappenålsområder og derfor ikke bare kan finde en anden arbejdsgiver, der har brug for netop deres kompetencer.

Ifølge Henning Jørgensen ligger de seneste målinger af jobusikkerheden på det danske arbejdsmarked nogle år tilbage. I 2014, da der var økonomisk krise, var 41 procent af medlemmerne af LO-grupper med et manuelt arbejde bange for at blive afskediget, men det er faldet, da der har været gode beskæftigelsesmuligheder efterfølgende. Til gengæld er flere akademikere nu bekymrede for at blive ramt af arbejdsløshed.

Han er ikke i tvivl om, at jobusikkerheden og særligt det, at forskere selv skal skaffe midler, har en enorm betydning for forskningen.

“I Tyskland taler de om, at det, de kalder akademisk kapitalisme, er ved at brede sig, og det samme gør sig gældende i Danmark. Markedsmekanismerne disciplinerer folk, så de ikke tør være kritiske. Det er meget effektivt, og det er derfor, folk er utrygge. De fleste gør, som ledelsen siger, og det, der kræves for at kravle op ad karrierestigen, så få tør vedkende sig en status som kritisk intellektuel. Der er meget lidt kritisk tænkning tilbage”, siger Henning Jørgensen.

Manglende jobsikkerhed er en trussel mod forskningsfriheden
Heine Andersen, professor emeritus på KU og forfatteren til bogen “Forskningsfrihed”, ønsker ikke at kommentere de konkrete tal fra DM’s rundspørge, men han siger, at det også er hans indtryk, at mange er bekymrede for at miste deres job, hvilket er problematisk for forskningsfriheden.

“Det er en realitet, at folk fyres i bundter. Alle kan fyres selv uden særligt tungtvejende grunde, og selv ulovlige fyringer tager lederne med oprejst pande og fortsætter, som om intet var hændt. Det lægger en dæmper på lysten til at vælge emner og publicere resultater, der kan skade de gode relationer til bevillingsgivere. Det hæmmer også lysten til at gå sine egne veje forskningsmæssigt uafhængigt af ledelsen og til at kritisere ledelsens dispositioner”, siger han.

Heine Andersen påpeger, at det fremgår af anbefalingerne fra Unesco (FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab) om friheder og rettigheder for universitetsansatte, at tenure – altså sikkerhed i ansættelsen – er en forudsætning for akademisk frihed, fordi det forebygger vilkårlige afskedigelser.

Ifølge anbefalingerne, som Danmark tilsluttede sig i 1997, skal der være gode grunde og en retfærdig proces baseret på grundig og præcis evaluering, hvis det overhovedet skal være muligt at afskedige en forsker, og institutionen skal have taget alle skridt, som man med rimelighed kan forvente, for at hindre afskedigelse.

I 2008 klagede DM derfor til Unesco over, at den danske universitetslov er i modstrid med de internationale standarder. DM’s opfattelse bakkes op af to undersøgelser foretaget af seniorforsker Terence Karran fra University of Lincoln i Storbritannien. Han har i 2007 og 2017 undersøgt graden af akademisk frihed i EU, og i begge undersøgelser dumper Danmark med et brag.

I 2007 sluttede Danmark næstsidst, kun undergået af Storbritannien, og i 2017 sluttede Danmark på en 24.-plads blandt 28 EU-lande. Danmark scorer blandt andet lavt på netop sikkerhed i ansættelsen.

“Det er en væsentlig svaghed ved det danske system, at forskere er så lette at fyre. Det krænker forskningsfriheden, som alle er enige om er en vigtig værdi i forhold til forskningens troværdighed. I hvert fald når der holdes store festtaler”, siger Heine Andersen.


Tal fra Djøf


KU tilbyder psykologhjælp til de ansatte

Københavns Universitet har i en årrække tilbudt gratis psykologhjælp til alle ansatte gennem en ekstern leverandør. Ordningen, der giver mulighed for op til ti timers samtale med en psykolog, er anonym, og det er ikke et krav, at problemerne er relateret til arbejdet, fortæller Ingrid Skovsmose, arbejdsmiljøchef på KU.

“Baggrunden for ordningen er, at vi som arbejdsgiver forsøger at se på det hele menneske og gerne vil bidrage til, at vores medarbejdere har et godt arbejdsliv”, siger hun. Eftersom ordningen er anonym, er det også begrænset, hvad man kan udlede af tallene, siger Ingrid Skovsmose, men det er hendes indtryk, at den bliver brugt lidt oftere af TAP end af VIP.

Det eneste, KU får oplyst, er antallet af henvendelser, og hvad de handlede om. I 2018 søgte 313 medarbejdere hjælp. Cirka 53 procent var relateret til stress/udbrændthed, 16 procent til samarbejdsproblemer enten med lederen eller kollegerne og 8 procent til fyring/ ansættelsesforhold. Henvendelser om andre personlige problemer i relation til arbejdet fyldte 3,5 procent.

“Det er ikke overraskende, at stress fylder mest. Det er jo et problem, som generelt præger det danske arbejdsmarked”, siger Ingrid Skovsmose.


 

AAU-jobopslag skal renses for maskuline ord

 

Forskerforum har afprøvet AAU’s nye ligestillingsværktøj, der scanner jobopslag for ord med bias i forhold til køn, etnicitet eller alder. Ordene bliver markeret, og når man holder musen over markeringen, kommer en forklaring og tre forslag til alternative ord, man kan bruge.

Ord som “analytisk” og “kompetent” kan skræmme kvindelige kandidater fra at søge en forskerstilling. Derfor vil AAU fremover forsøge at luge disse og andre ikkeneutrale ord ud af jobopslagene for at sikre større diversitet. Tiltaget møder kritik.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Kvindelige forskere er mindre selvsikre og konkurrenceorienterede end deres mandlige kolleger, og de bliver derfor nemmere skræmt fra at søge forskerstillinger, når stillingsopslaget indeholder ord som “ambitiøs”, “succesfuld” og “kompetent”. På baggrund af den tese vil Aalborg Universitet nu forsøge at skabe mere kønsligevægt i forskerstaben ved at rense stillingsopslag for ord med bias. Det skal ske gennem et program, der scanner opslagene for ord med bias i forhold til både køn, alder og etnicitet. Programmet, som er gjort obligatorisk at bruge ved alle VIP-stillingsopslag, markerer de problematiske ord og giver samtidig tre forslag til neutrale begreber.

“Med programmet får vi neutraliseret universitetets stillingsopslag, så de henvender sig til alle potentielle ansøgere i stedet for nogle få udvalgte. Det giver os mulighed for at nå en bredere og mere forskelligartet ansøgerpulje, så vi kan finde den mest kvalificerede ansøger uanset køn, alder eller etnicitet, siger Lars Hvilsted Rasmussen, der er dekan på AAU Sund og formand for universitetets Udvalg for Ligestilling og Diversitet.

“Excellent” skal undgås
Et eksempel på ord med bias, som appellerer til mænd og dermed virker til skævhed i ansøgerfeltet, er begrebet “state of the art”. I en test af programmet, som Forskerforum har foretaget med et aktuelt stillingsopslag fra AAU, markeres blandt andet dette begreb som “male stereotypes”. I forklaringen hedder det, at det ikke er alle grupper, der bliver tilskyndet til at prale med deres succes, og at dette ord derfor potentielt vil kunne få kvalificerede ansøgere til at føle sig uden for målgruppen. I stedet foreslår programmet, at man bruger ordene “new”, “innovative” eller “current”.

Andre ord, der blev markeret som mandsstereotypiske, var blandt andet “analytically”, “determination”, “competent” og “must”. Desuden blev ordet “excellent” markeret som etnisk biased.

Specialkonsulent Tina Strandvig forklarer, at selv om det er obligatorisk at lade alle jobopslag scanne for vægtede ord, er det frivilligt, om man vil ændre ordene.

“Vi håber, at man som medarbejder reflekterer over sit ordvalg ved at bruge programmet. Vi tror på, at ubevidst bias har en stor betydning i arbejdet med at fremme ligestillingen og øge diversiteten, hvilket bekræftes af mange undersøgelser”, siger hun.

Baseret på forskningsartikel
Programmet er udviklet af firmaet Develop Diverse, der samtidig har gennemført en analyse af brugen af ikkeneutrale ord i et helt års stillingsopslag på AAU. Den viser, at de maskuline udtryk er klart dominerende, og at de bruges hyppigst i opslagene fra de tekniske og naturvidenskabelige fakulteter.

I analysen henviser Develop Diverse til forskningsartiklen “Evidence that gendered wording in job advertisements exists and sustains gender inequality”, bragt i Journal of Personality and Social Psychology i 2011, som teoretisk grundlag for programmet og definitionen af ikkeneutrale ord.

Der har ikke været AAU-forskere inde over orddefinitioner og tilpasningen af programmet. Men det er ifølge Tina Strandvig blevet gennemgået af Udvalget for Ligestilling og Diversitet på AAU, hvor der sidder forskerrepræsentanter fra alle hovedområder. Udvalget har været igennem en valideringsproces og har sagt god for, at programmet kan implementeres, fortæller hun.

Frygter indsnævring af ordvalg
Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for det nye ligestillingstiltag. Rasmus Waagepetersen, professor ved Institut for Matematiske Fag, kritiserede i et internt debatindlæg, at programmet – hvis man følger anvisningerne – begrænser muligheden for at udtrykke sig præcist.

“På et universitet er det afgørende vigtigt, at vi udtrykker os præcist og nuanceret, og det kan vi ikke, hvis en stor del af vores ordforråd elimineres. Min mere generelle bekymring er derfor, at programmet er et udtryk for en tankegang, der kan lede til en omfattende sproglig udrensning. Bliver det næste, at ord skal bortcensureres i undervisningen for ikke at støde studerende?” skriver han.

Rasmus Waagepetersen siger til Forskerforum, at han ikke har vidensgrundlag for at kunne kritisere teorien om de maskuline og feminine ord, “men jeg kan sige, at de resultater, der kommer ud, er ubrugelige i forhold til almindelig sund fornuft”.

Han har selv prøvet programmet, og han bemærkede blandt andet, at ordet “duty” markeres som et maskulint udtryk, man med fordel kan udskifte.

“Det er jo ikke tilfældigt, at man bruger det ord. Hvis der er pligt til at undervise, at det jo noget pjat at erstattet ordet på grund af et stykke software. Du skal vælge de ord, der giver mening”.

Upræcise alternativer
Han reagerer også over for eksemplet med “state of the art”, som programmet foreslår udskiftet med “new”, “innovative” eller “current”.

“De ord betyder jo ikke det samme. State of the art betyder, hvad der i øjeblikket er den mest up to date og anerkendte viden på området. Vi siger konstant til de ph.d.-studerende, at det er meget vigtigt, at de har styr på state of the art. Det er ikke det samme som new, innovative eller current”, siger Rasmus Waagepetersen.

Han ser gerne, at der kommer flere kvindelige forskere på det naturvidenskabelige område. Men han tror ikke, brugen af programmet vil gøre en forskel.

“I mine øjne er det ren symbolpolitik. At der ikke er flere kvinder, skyldes i langt højere grad forhold som barsel og omfanget af midlertidige ansættelser. Det er strukturelle forhold, man ikke kan løse ved at rette i et stillingsopslag og fjerne ord som state of the art”.

Opslag skal være åbne for alle
Tina Strandvig mener, at alle har godt af at blive udfordret på deres traditionelle måde at tænke og formulere jobopslag på.

“Nogle af ordene er lidt nogle floskler. Sådan noget som “excellence” – hvad siger det egentlig? Eller “dynamisk” eller “succesfuld”? Man kan med fordel prøve at være tydeligere og skrive, hvad man forventer, at kandidaten skal kunne, og hvilke forventninger der er til stillingen”.

“Analytical” er et maskulint ord, men kan man komme uden om at bruge det, hvis man søger en stærk analytisk profil?

“Hvis et ord er helt afgørende for den profil, man søger, så skal man ikke gå på kompromis. I så fald vil vi ikke anbefale, at man udskifter ordet. Men man kan stadig kigge på andre ord i opslaget. For eksempel kan et ord som “successful” erstattes med “professional”. Det synes jeg personligt er et lige så godt ord. Og hvis det siger det samme og er neutralt – hvorfor så ikke bruge det?”

Et ord som “competitive” markeres også som maskulint. Men hvis området er meget konkurrencepræget, vil det ikke være at sløre virkeligheden, hvis man bruger et andet ord?

“Selvfølgelig er forskning et konkurrencepræget miljø. Den præmis tror jeg, de fleste er klar over. Men der er mange led i en ansættelsesproces, hvor der er mulighed for at afstemme forventningerne til kandidaten og det miljø, man kommer til at indgå i. Dog er det vigtigt, at vi først og fremmest laver opslag, som ikke på forhånd udelukker nogle bestemte grupper”.

Metode giver flere ansøgere
Kritikken, som Rasmus Waagepetersen kommer med, er ikke ny for Tina Strandvig, som det seneste halvår har været rundt på AAU for at præsentere værktøjet sammen med universitetets ligestillings- og diversitetsudvalg.

“Nogle har været rigtig positive, fordi det er et konkret værktøj, som er nemt at gå til. Men vi har også mødt en masse spørgsmål og skepsis: Hvorfor er de her ord maskuline og med bias? Svaret er, at ordene bygger på stereotyper, som forbindes med en bestemt gruppe. Ligesom du formentlig vil tænke på en mand, hvis jeg beder dig lukke øjnene og forestille dig en direktør, en ingeniør eller en it-konsulent, og en kvinde, hvis du skal forestille dig en sygeplejeske, pædagog eller jordemoder. Vi grupperer ord efter køn”, siger hun.

Programmet, der kun virker med engelske tekster, skal i første omgang bruges i en forsøgsperiode, der varer i 2020 og 2021, og Tina Strandvig kan ikke se, at det skal give problemer at prøve det af.

“Vi mister jo ikke noget ved at bruge det. Analyser fra vores leverandør viser, at brugen af værktøjet giver en positiv vækst i antallet af ansøgere. Og hvis det viser sig ikke at have en effekt, viderefører vi ikke programmet”, siger hun.

At der ikke er noget at miste ved at afprøve værktøjet, er Rasmus Waagepetersen dog kun delvist enig i.

“Jeg vil som udgangspunkt gøre det, at jeg kører jobopslaget gennem programmet, som jeg skal. Men da jeg nøje har valgt de ord, jeg bruger, og programmets anbefalinger generelt forekommer ubrugelige, vil det nok ikke ændre meget. Så jo – det gør i en vis forstand ikke anden skade end den tid, man bruger på at køre scanningen. Men tankegangen med at sortliste visse ord er bare grundlæggende forfejlet”.

Forskerforum har henvendt sig til forskellige sprog- og ligestillingsforskere for at få deres faglige vurdering af forskningsartiklen “Evidence that gendered wording in job advertisements exists and sustains gender inequality”. Det er desværre ikke lykkedes at finde nogen, der har læst den.

 

AU-institut i knibe – skal spare 30 millioner kroner

Instituttets sekretariat og ledelse er placeret i INCUBA-bygningen på Aarhus Universitetshospital. Foto: Max Rosborg Photography

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet har fået fire år til at skære 30 mio. kr. af budgettet. Situationen skaber frygt for afskedigelser, siger TR.

Én ting er sikker: Institut for Klinisk Medicin på AU står over for en større sparerunde, da der skal skæres 30 millioner kroner af budgettet.

Men de konkrete tal, og hvad det kommer til at betyde for medarbejderne, er det straks vanskeligere at få indblik i, fortæller lektor og DM-tillidsrepræsentant Michael Winterdahl.

På et informationsmøde opfordrede institutlederen folk til at overveje at gå på pension, men da en af de fremmødte spurgte, hvor mange af de ansatte, der har en alder, hvor det er relevant, kom der ikke et svar, forklarer han.

”Folk er meget bekymret, da ledelsen har meldt ud, at der er underskud, og at der måske skal afskediges, men det virker ikke som om, at der er findes en plan for, hvordan det skal foregå. I hvert fald ikke en man vil dele med medarbejderne”, siger Michael Winterdahl.

Han frygter, at DM’s medlemmer er i farezonen, da ledelsen har sagt, at lægerne og infrastrukturen skal friholdes, og så er der kun de akademiske medarbejdere og bioanalytikerne tilbage.

”Vi var igennem en lignende uskøn proces med manglende information for fire år siden, og dengang var man enige om, at det ikke måtte ske igen, men nu ser det ud til, at man ender med at begå den samme fejl igen”, siger Michael Winterdahl.

En bunden opgave

Institutleder Jørgen Frøkiær bekræfter, at der skal spares 30 mio. kr., og at instituttet har fået indtil 2023 til at skabe balance i budgettet.

”Det er en bunden opgave, jeg har som institutleder. Det er en beklagelig situation, og jeg forstår medarbejdernes usikkerhed, men vi har iværksat afværgeforanstaltninger, og om vi kan undgå afskedigelser, afhænger fuldstændig af, hvor mange der siger ja til at gå frivilligt, så det er begrænset, hvad jeg yderligere kan fortælle medarbejderne lige nu”, siger institutlederen.

Han overtog ledelsen for halvandet år siden og har brugt en god del af tiden på at skabe sig overblik over økonomien. Det har vist sig vanskeligere end ventet, da instituttet har en kompliceret økonomi, idet man er finansieret delvist af universitetet og delvist af Region Midtjylland, der betaler nogle lokaler og dele af nogle af de ansattes løn. Oveni er man også afhængig af forskernes evne til at skaffe eksterne forskningsmidler.

Leje dyrere end ventet

Jørgen Frøkiær forklarer, at besparelserne primært skyldes fire forhold.

For det første har instituttet gennem en årrække haft, hvad han kalder et strukturelt overforbrug. Det betyder, at der er ansat for mange i forhold til den basisøkonomi ,instituttet får for sine uddannelsesmæssige opgaver.

Der er samtidig sket et fald i både uddannelsesindtægterne og i indtægterne fra overhead, altså til de afledte omkostninger ved at drive forskningsprojekter.

Sidst, men ikke mindst, er der i forbindelse med et nybyggeri udsigt til store huslejestigninger på 8 millioner kroner per år.

 

Karaktersystemet og formålet med uddannelserne

 

Af Olav W. Bertelsen, formand for universitetslærerafdelingen i DM, FTR på AU

Der er igen debat om det danske karaktersystem. Ministeren vil af med de negative karakterer, og SF vil have en skala med lige afstand mellem trinnene. Det er rigtig fint, men der er brug for en mere gennemgribende nytænkning af karaktersystemet, dets anvendelse og effekter. Ministeren må roses for at ville skynde sig langsomt, for det giver mulighed for en grundig revision.

Karaktersystemet er i dag det afgørende sorteringsredskab til de videregående uddannelser. Ifølge Søndergaard-udvalget er optagelsessystemet imidlertid brudt sammen, fordi helt små forskelle i toppen af skalaen afgør, hvem der kommer ind på “drømmeuddannelserne”. En revisionsproces er i gang, men det er svært at se, hvor det ender.

Som feedback til de studerende er karakterer en tvivlsom affære. Der er efterhånden meget forskning, der bekræfter, at karaktersystemet medvirker til, at de studerende fokuserer meget instrumentelt på at bestå eksamener og få høje karakterer frem for at sætte sig ind i og interessere sig for faget – at blive fagperson. Det er en uhensigtsmæssig forvrængning af uddannelserne. Dertil kommer, at der er meget, der tyder på, at de studerende ikke lærer noget af at få en numerisk karakter, ja, måske gør karaktererne det modsatte. Når vi føler os pressede på tid, føles karakterer imidlertid som den eneste realistiske form for feedback.

Karakterskalaen er baseret på ECTS-systemet, og her er udgangspunktet den helt præcise beskrivelse af læringsmål. Problemet er, at læringsmålene er beskrevet i termer af det perfekte, og at der tælles ned derfra. Det burde være nemt nok, men i praksis mangler vi ofte beskrivelsen eller forståelsen af, hvad det er, alle de studerende skal kunne efter kurset.

Maja Bodekær Black fra DM Studerende har foreslået et forenklet karaktersystem, der kun har karaktererne “ikke bestået”, “bestået” og “bestået med udmærkelse” (Studenterbloggen på Magisterbladet, sept. 2019). Det ville være en mere overskuelig måde at give karaktererne på. Desuden, og det vil være hovedfordelen, ville det betyde, at udgangspunktet for læringsmålene vil være karakteren bestået. Hvad skal de studerende have nået, for at vi kan lade dem bestå kurset? Det ville nok også føre til, at vi vil være nødt til at tænke anderledes om den pædagogiske opgave ift. de studerende, der ligger nederst i feltet; man skal ikke bestå, hvis centrale færdigheder eller indsigter mangler. Beskrivelsen af, hvad der skal til for at få udmærkelse, kan formuleres mere åbent i forhold til hele uddannelsens faglighed. Dette vil sikre, at de ambitiøse studerende bliver tvunget til at forholde sig til hele fagligheden.

Den danske debat om karaktersystemet har været meget dansk. 7-trinsskalaen er en underlig hybrid, og debatten om den har været præget meget af sammenligninger med 13-skalaen. Fx har mange begrædt afskaffelsen af karakteren 13 helt uden hensyn til, at den blev afskaffet for at undgå, at danske unge var dårligere stillet, når danske karakterer blev ækvivalensbedømt i forhold til andre landes skalaer.

Lad os komme i gang med at gentænke den måde, vi evaluerer de studerendes præstationer på i uddannelsessystemet. Der er brug for radikal nytænkning, så vi igen kan begynde at uddanne hele fagpersoner, der kan medvirke til at udvikle fagene og ikke mindst bidrage til Danmark som et videnssamfund i udvikling.