Forfatterarkiv: Forskerforum

Universiteterne under covid-19

Af Olav W.  Bertelsen,  formand for DM Viden og fællestillidsrepræsentant på AU

Covid-19 og den deraf følgende nedlukning af Danmark har enorme konsekvenser. Folk bliver syge, nogle mister livet, der er folk, der mister deres job, folk i sundhedsvæsenet er hårdt spændt for. På universiteterne har vi været henvist til at arbejde hjemmefra i snart en måned. Vi har nok været mange, der har tænkt, at alt ville blive forsinket, at de studerende ville miste et helt semester, hvis nedlukningen varede mere end et par uger, og at vores forskning ville blive sat helt i stå.

Det mest overraskende er imidlertid, hvordan det har været muligt at videreføre vores uddannelsesaktiviteter. Det er imponerende at se den omstillingskraft, der bliver sluppet løs, og den vilje, der er mobiliseret i forhold til at gøre det så godt som muligt under de givne vilkår.

Der er it-folk, der har arbejdet hårdt med at få platforme op at køre, der var skalerbare nok til, at de kunne bruges til at holde undervisning for flere hundrede mennesker på én gang. Der er folk i vores uddannelsesadministrationer, der har arbejdet hårdt for at finde ud af, hvordan studieordninger osv. kunne omstilles til situationen. Og som undervisere har vi haft og har fortsat en kæmpe opgave med at omsætte vores undervisning til noget, der kan fungere under de særlige betingelser. Hvor uddannelserne var den største bekymring i starten, kan vi nu se, at det de fleste steder vil kunne lade sig gøre at undgå forsinkelse, selvom det måske betyder, at indholdet kan blive ændret.

Vi har lært at bruge nye teknologier på rekordtid. Vi holder møder på Skype eller en af de andre platforme, vi underviser på Zoom, vi holder virtuelle morgenmøder i vores forskningsgrupper og meget mere. Vi tilpasser vores arbejdsformer og vægter de ting, der er mulige.

Internationale møder og konferencer bliver aflyst mange måneder frem, eller de bliver gennemført på en elektronisk platform. Det kan være en kickstart til den nødvendige revision af vores rejseaktiviteter med deraf følgende mindre klimaaftryk.

Vi er imidlertid nødt til at tage det alvorligt, at den forskning, der bygger på eksperimenter i laboratorier, i klinikken, i felten og er i samspil med folk ude i samfundet, er voldsomt udfordret. Der er eksperimenter, der går tabt, og interventioner, det bliver særdeles svært at få samlet op på. I det hele taget bliver der et genopretningsarbejde i forhold til forskningen, hvor der også skal findes gode løsninger for de folk, der er kommet bagud; særligt folk i udviklingsstillinger.

Det er en vanskelig tid for mange. Heldigvis anerkendes det bredt, at det er en meget stor udfordring at arbejde hjemme, hvis man har børn, der ikke kan komme i daginstitution og skole. Og heldigvis er der også begyndende fokus på vores mentale sundhed. For det bliver i stigende grad en udfordring, at alt flyder sammen, når man arbejder hjemme. For nogle risikerer arbejdet at blive endnu mere altomsluttende end ellers, og man glemmer at holde fri. På nogle arbejdspladser holder folk kaffepauser og fredagsbar på nettet og får dermed genetableret noget af det sociale liv. Men vi skal også vænne os til at holde fri og passe på os selv psykisk såvel som fysisk. Ledelserne på universiteterne har handlet fornuftigt, og det er afgørende for universiteternes mulighed for at komme helskindet gennem krisen og for den markante omstilling af vores hverdag, der er sket. Udmeldinger om, at det er okay, at kvaliteten af undervisningen ikke bliver så høj, som den plejer at være, og om at man i det hele taget ikke vil jage medarbejderne i denne tid, er afgørende for, at så meget fungerer så forholdsvist godt, som det gør.

Vi har som forskere forholdt os positivt i den her situation, og vi vil helt sikkert yde den ekstra indsats, der skal til for at komme op at køre igen, når vi vender tilbage til det fysiske universitet. Det gør vi, fordi vores ledelser er loyale over for os som medarbejdere.

Universiteter kæmper for at redde eksamener

De studerende slipper for en tur ved det grønne bord til sommer, da universiteterne må indføre digitale prøveformer på grund af risikoen for smitte med coronavirus.
Foto: Morten Vassing Sr/Ritzau Scanpix

Universiteterne vil omlægge til eksamensformer, hvor de studerende ikke skal være fysisk til stede, i alle tilfælde, hvor det er fagligt forsvarligt. Ministeriet har givet dispensation fra krav om, at tilsynsførende skal være til stede.

Af Claus Baggersgaard – cbl

“Det er en usædvanlig situation, der kræver usædvanlige løsninger, så der er behov for fleksibilitet og forståelse”. Sådan siger Jesper Langergaard, direktør for samarbejdsorganisationen Danske Universiteter, om situationen, hvor universiteterne er blevet lukket ned til minimum den 13. april på grund af coronaepidemien.

Timingen er mildest talt elendig, da forberedelserne til eksamen normalt vil være i fuld gang, og mange studerende på nuværende tidspunkt burde samle empiri og gennemføre forsøg i forbindelse med bacheloropgaver og specialer.

“Vores fokus er på at forsøge at hjælpe de studerende, så de ikke bliver forsinkede. Det er vigtigt, at universiteterne fortsætter undervisningen, og at eksamenerne bliver gennemført, så alle universiteterne arbejder på løsninger, hvor der benyttes digitale eksamensformer”, siger Jesper Langergaard.

Hvor stor en del af eksamenerne kan gennemføres digitalt?

“Jeg ville ønske, jeg kunne sige et tal, men det har vi ikke overblik over endnu. Vi vil gøre det i alle de tilfælde, hvor det er fagligt forsvarligt, men der er selvfølgelig tilfælde, hvor det vil være rigtig svært”.

Studerende: Brug for afklaring
Johan Hedegaard Jørgensen, formand for Danske Studerendes Fællesråd, er enig i, at eksamener skal afholdes, i det omfang det er fagligt forsvarligt, og så er det et krav, at de lokale studienævn høres, hvis eksamensformen skal ændres.

“Selvfølgelig forventer vi at blive inddraget. Vi ved godt, at der er en krise, og at det skal gå hurtigt, men man kan ikke bare sætte universitetsdemokratiet ud af kraft”, siger han.

Johan Hedegaard Jørgensen tilføjer, at det ikke duer at sænke det faglige niveau eller kravene til eksamen:

“Man skal være virkelig varsom med at slække på niveauet. Vi kan ikke have en generation, der bliver færdige til sommer, hvor man tænker, at det er dem med en coronaeksamen”.

Og så efterspørger han, at der hurtigt kommer en udmelding fra universiteterne, der kan berolige de studerende, da man ellers risikerer, at der kommer tusinder af dispensationsansøgninger på én gang.

“Det er en fuldstændig vild situation, som ingen har prøvet før, men overordnet set må målet være at undgå, at studerende kommer i klemme. Folk skal ikke gå og være bange for at blive smidt ud eller komme til at mangle SU”, siger han.

KU arbejder på løsning
Rie Snekkerup, vicedirektør for Uddannelser og Studerende på Københavns Universitet, udtalte den 26. marts til Universitetsavisen, at KU arbejder på en samlet løsning for alle studerende, og at hun derfor anbefalede at vente med at søge om dispensation, hvis man eksempelvis ikke har kunnet gennemføre laboratorieforsøg eller indsamle empiri.

“Vi har anmodet Styrelsen for Forskning og Uddannelse om at få mulighed for at omlægge eksamener for resten af semestret for på den måde at skabe klarhed for de studerende. Og hvis vi får lov, har vi forskellige løsningsmuligheder i spil for eksamener, bachelorprojekter og specialer, som vi er i gang med at drøfte på Københavns Universitet”, udtalte hun til Universitetsavisen.

Mikkel Vedby Rasmussen, karantæneramt dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på KU, skriver også i sin dagbog fra hjemmet, at ledelsen forsøger at reducere de studerendes usikkerhed mest muligt ved at lægge konkrete planer for eksamen så hurtigt som muligt.

“Det gør vi på to måder. For det første er hele Københavns Universitet ved at drøfte en fælles praksis for dispensationer i forhold til fx studerende med børn og studerende, hvor specialet rummer empiri, som de p.t. ikke kan komme til at indsamle. For det andet vil vi på SAMF arbejde på at have en samlet udmelding klar om vilkårene for eksamen inden påske”, skriver dekanen og fortsætter:

“For os vil det vigtigste være at skabe klarhed, så både undervisere og studerende ved, hvilken type prøve faget afsluttes med. Det hensyn kan betyde, at vi omlægger til en onlineprøveform, selvom vi ikke har fået besked på, at vi er hjemsendt i eksamensperioden. Vi vil have skitsen af en plan klar inden påske. Derefter vil jeg gerne diskutere den i Akademisk Råd og Samarbejdsudvalget, hvor vi har aftalt møder omkring påske”.

CBS har lagt om
På Copenhagen Business School (CBS) har de allerede besluttet at omlægge fuldstændigt til digitale eksamener – også i tilfælde af at universiteterne bliver genåbnet i april.

“CBS er godt i gang med at omlægge alle vores undervisnings- og eksamensaktiviteter til online. Vi forventer, at alle studerende kommer til at færdiggøre semesteret som planlagt, bare online. Det er en kæmpe opgave at flytte al undervisning og alle eksamener online, både for underviserne og for alle andre, der hjælper til, at det kan lade sig gøre. Det betyder også, at nu hvor beslutningen er truffet, så kommer den til at gælde for eksamener i resten af semesteret. Det vil sige, hvis nedlukningen af campus og eksamenslokaler ophæves inden udgangen af juni, så skal man alligevel til eksamen online”, udtaler uddannelsesdekan Gregor Halff i en nyhed på CBS’s hjemmeside.

Aalborg Universitet har også udsendt en orientering til de ansatte om, hvordan eksamenerne kan ændres for de cirka 20.000 studerende.

Heri står der, “at studienævnet kan beslutte, at allerede planlagte mundtlige prøver skal afvikles digitalt. Eksamen vil i så fald blive afholdt via et program med mulighed for video, som AAU stiller til rådighed for dig”.

Der gives også mulighed for, at prøveformen kan ændres til skriftlig, eller at prøven i ganske få tilfælde kan blive udskudt til et senere tidspunkt.

Ministeriet: Vide rammer for eksamen
Forskerforum har sendt en række spørgsmål til Uddannelses- og Forskningsministeriet, som ministeriets presseafdeling har besvaret skriftligt.

Embedsmændene skriver blandt andet, at det vil være op til den enkelte institution, om det giver bedst mening at afholde eksamen eller ej i den pågældende situation.

“De videregående uddannelsesinstitutioner er selvejende og har ganske vide rammer for at fastsætte eksamens- og prøveformer. Det kræver som udgangspunkt ikke ministeriets godkendelse af omlægge prøver. Det er også muligt at afholde prøve med mundtlig besvarelse som videokonference eller ved brug af andre tekniske foranstaltninger. Henset til den usædvanlige og helt ekstraordinære situation omkring Covid-19, hvor institutionerne er lukkede, har ministeriet frem til udgangen af juni 2020 meddelt institutionerne en dispensation fra kravet om, at der skal udpeges eller godkendes en tilsynsførende, som skal være hos den studerende under en sådan mundtlig prøve ved videokonference, så institutionerne her får en større fleksibilitet i planlægningen af de mange forestående prøver. Kravene til sikkerhedsforanstaltninger i øvrigt er uændret”, står der i svaret fra ministeriet.

Økonomisk efterspil?
Jesper Langergaard fra Danske Universiteter siger, at det er for tidligt at forholde sig til, om der kommer et økonomisk efterspil, hvis mange eksamener må aflyses, og universiteterne derfor mister STÅ-indtægter.

“Vores fokus er på at hjælpe de studerende, og så må vi se, om der er en regning at betale bagefter”, siger han.

Holdningen er den samme i Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM), der har svaret skriftligt på spørgsmålet om eventuel hjælp til universiteterne:

“UFM er opmærksom på, at der kan være økonomiske konsekvenser for institutionerne af Covid-19. Det er endnu for tidligt at vurdere omfanget af de økonomiske konsekvenser, og der er ikke taget stilling til eventuel kompensation, men UFM vil følge situationen løbende”

Debat: Er kun de højtlønnede værd at samle på?

Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet holder hvert år åbent hus for årets studenter, inden de skal vælge uddannelse.

Livsindkomstmålinger er kommet for at blive. Uanset regeringens farve lyder devisen: tag kun en uddannelse, der fører til, at du kommer til at tjene mange penge i dit liv. For ellers er hverken den eller du en gevinst for samfundet.

Af Steen Nepper Larsen fra Forskningsenheden i Samtidsdiagnostik ved DPU, Aarhus Universitet – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Venlige og oplysningsivrige sjæle i Uddannelses- og Forskningsministeriet har kreeret et digitalt værktøj, hvor unge uddannelsessøgende kan sammenligne op til tre uddannelser på en række parametre rækkende fra uddannelsernes kvalitet og relevans til lønforhold og arbejdsløshedstal for såvel nyuddannede som kandidater med 10 år på bagen. Denne service kaldes for UddannelsesZoom.

I kølvandet på eksempelvis Produktivitetskommissionens og Udvalg om bedre universitetsuddannelsers rapporter (fra hhv. 2014 og 2018) er det også blevet en yndet sport og en anmassende finansøkonomisk planlægningslogik at foretage livsindkomstmålinger. Tjener man fx 400.000 kr. om året i 2020-kroner, og arbejder man 50 år på fuld tid, så når man op på at have tjent 20 millioner kr. i løbet af sit arbejdsliv. Tjener man derimod kun 250.000 kr., så bliver facit sølle 12,5 millioner kr. Skulle man være så heldig at tjene 1 million kr. pr. år, så ender den samlede addition på svimlende 50 millioner kr.

Logikken for skiftende, men nærmest identisk “tænkende” regeringer er, at der eksisterer en ligefrem proportionalitet mellem den samfundsmæssige vig- og vægtighed af en jobfunktion og afkastet af denne, dvs. den samlede livsindkomst. Således er lavtlønnede rengørings-, sosu- eller undervisningsassistenter ca. fire ganske mindre værdifulde for forretningen Danmark end højtlønnede biotech-frontforskere, ingeniører, jurister, økonomer og finans eksperter. Allerbedst er det selvfølgelig at blive leder (direktør) inden for det private eller noget mindre attraktivt: inden for det offentlige.

Nu er det så, at det gælder om at nudge de studerende til at foretage de rigtige valg og fravalg, når de har annammet livsindkomstmålingstankegangen og surfet rundt på UddannelsesZoom. Algoritmernes tavse tale samler sig til en devise og til tider et offentligt brøl, der proklamerer, at det gælder om at søge væk fra usikre humanistiske og flagrende samfundsvidenskabelige uddannelser og over mod de sikre valg inden for science og de tungere og prestigiøse samfundsvidenskabelige uddannelser (statskundskab, CBS, jura, økonomi, forvaltning etc.).

Den våde finansministerielle drøm må være, at vi alle bliver højtlønnede, og at vi får “udfaset” de lavtlønnede. For mange år siden er tekstil-, sko- og skibsindustriens manuelle arbejdsdivisioner blevet flyttet til mere lukrative områder i udlandet, og store dele af den mest svinende landbrugsproduktion er i disse år ved at genopstå i Polen og i de baltiske lande. Ærgerligt i et rent økonomisk perspektiv er det selvfølgelig, at det er meget vanskeligt – for ikke at sige pløkumuligt – at flytte alle de uomgængelige, helt nødvendige og rituelt underbetalte service-, pasnings- og plejejob til udlandet.

Lige så sikkert som amen i kirken er også dimensioneringstalen, der tilsiger alle aktører at sikre det rigtige match mellem kandidatproduktionen på de højere uddannelsesinstitutioner og det aktuelle samfundsmæssige behov (efterspørgslen) på den forfinede arbejdskraft. Det lokale råderum må i sagens natur indskrænkes og skæres behørigt til.

Men det i uddannelsespolitisk forstand unisone kor, de dertilhørende ræsonnementer og alle de ovennævnte initiativer ser højt og flot bort fra tre alvorlige spørgsmål, der principielt må påkalde sig alles interesse. Derfor bør de drøftes højlydt af alle interessenter i offentligheden – fra den førsteårsstuderende til Christiansborg-politikeren, fra uddannelsesvejlederen til professoren.

For det første må der stilles et kritisk spørgsmål til grundlaget for denne optimeringsorienterede spådomslogik: Kan fremtidens arbejdsmarked overhovedet forudses og foregribes? Det er tidligere gået galt, når man har forladt sig på at kigge i glaskugler og frem skrevet kendt viden. Hvem ved fx med sikkerhed, hvilke job der er forsvundet i 2050, og hvilke nye der er kommet til? Mon ikke der eksempelvis bliver brug for humanistiske tegntydningskompetencer i en fremtid domineret af big data og “lidt for” automatiserede algoritmekørsler? Kan det ikke også tænkes, at der bliver brug for samfundstænkere, der kan levere bud på, om det kan undgås, at markedsfrihed fører til social ulighed, skævvridning og uro?

For det andet må det diskuteres, om alle statsborgere i dette land ideelt set er forpligtet til at levere 50 gange 12 måneders arbejde pr. næse og helst på den højst mulige slutløn = 600 måneders uafbrudt virke til forretningen DK’s pris i løbet af ét liv? Er alt andet at forstå som spildtid, som såkaldte Spildtidsmålinger i undervisningsministerielt regi syntes at indikere fra begyndelsen af 2000-årene og frem? Og med hvilken ret kan det hævdes, at mennesket kun er noget værd, hvis det er højtlønnet og aldrig foretager sig “svinkeærinder” eller bliver tvunget til at skifte kurs i livet (holde orlov, tage andre uddannelser, blive fyret mod sin vilje, gå på halv tid, forelske sig etc.)?

For det tredje ligner det grangiveligt en både blind og forfærdende reduktionisme at kanonisere den høje bruttoløn til ikke bare at være identisk med høj produktivitet, men også at gøre den højtlønnede til inkarnationen af et sakrosankt samfundsideal. Lighedssætningen er i sandhed forførende, men modspørgsmålet må lyde: Er job kun vigtige, og bør de kun være omgærdet af respekt i et bredt samfundsmæssigt perspektiv, hvis de lønnes højt? Hvis ækvivalensligningen hypostaseres som normalmeter, skrives dristige finansoperationer op i betydning, og eksorbitante lederlønninger idealiseres. Samtidig må lav løn skyldes folks eget valg, at de ikke er mere værd, eller at de ikke har (villet …) ladet sig oplyse af UddannelsesZoom.

Summa summarum synes det at være både kortsigtet, krænkende og dumt at lade kvantitative “markedssandheder” gøre det ud for kvalitative “samfundssandheder” inden for uddannelsessystemet.

Ny stillingsstruktur kræver åbenhed og inddragelse

Af lektor Karsten Boye Rasmussen, fmd. for Djøfs universitets- og forskningssektor

Den ny stillingsstruktur, der trådte i kraft ved nytår, ligestiller forskning og forskningsbaseret undervisning, og der skal også skabes større synlighed om karrieren for de videnskabeligt ansatte. Det er gode intentioner, men “the proof of the pudding is in the eating”, og det er op til os ansatte at holde ledelserne fast på intentionerne.

Desværre har ledelserne ikke hidtil scoret højt på områderne åbenhed og inddragelse af de ansatte. Fx leverer Syddansk Universitet i øjeblikket et skræmmende eksempel på uigennemskuelighed, manglende inddragelse og nærmest sort tale. Bortfald af toprocentsbesparelser og fortsat forhøjet tørt taxameter forsvinder i kryptiske budgetmodeller og bliver med et slag til tvingende nødvendige besparelser på fast løn (Forskerforum #331). Og nu efterfølges økonomisnakken af fyringer!

Åbenhed og inddragelse skal opfyldes, for at udfyldelsen af stillingsstrukturen kan give et vellykket resultat. Uden åbenhed kan der ikke reageres på, om faglige bedømmelser faktisk ligestiller forskning og undervisning; og vi medarbejdere bør inddrages i fastsættelse af kriterier. Gennem åbenhed skal ledelserne demonstrere klare karriereperspektiver for videnskabeligt ansatte, og inddragelse skal sikre objektiv behandling. Åbenhed og inddragelse er også forudsætning for opfyldelse af andre hensigter i stillingsstrukturen. Nogle centrale eksempler fra stillingsstrukturen nævnes nedenfor.

Muligheden for anvendelse af studielektorer og -adjunkter kan positivt overføre nogle eksterne lektorer og undervisningsassistenter fra en usikker tilværelse til en fastere tilknytning. Vi kræver, at ledelsen ikke benytter dette tiltag til nedskæring af den forskningsbaserede undervisning. Vi må holde ledelsen op på målene ved nøje at følge udviklingen i ansættelser i stillingskategorierne. Det er væsentligt, at ledelserne ikke gennem ansættelse af studielektorer og studieadjunkter underminerer de forskningsbaserede uddannelser.
Heri ligger ingen vurdering af den ansattes kapacitet. Det er en vigtig opgave for ledelsen også at karrierevejlede studielektorer og -adjunkter og gøre klart, at denne stilling ikke er et skridt på vejen til den normale universitetskarriere: adjunkt – lektor – professor.

Vi hilser bortfaldet af stillingen som professor MSO velkommen. Det var en stilling, der udsatte ansættelsen som ordinær professor, og en stilling, der skabte stress og usikkerhed for mange. Sammenlignet med andre lande har Danmark færre professorstillinger, så bortfaldet af MSO-stillingen skal følges op med flere ordinære professorater. Stillingsstrukturens karrierestillinger kræver yderligere opmærksomhed fra os ansatte. Vi må forlange åbenhed fra ledelsen om brugen af “tenure track” og den tidsbegrænsede adjunktstilling. Lad os igen slå fast, at der ulykkeligvis ikke findes “tenure” på danske universiteter. Ved nedskæringer kan alle fyres!

Stillingsstrukturen giver mulighed for en lektorsti for adjunkter og en professorsti for lektorer. En faglig bedømmelse vil afgøre, om kriterier og niveau er overholdt, og ved positiv bedømmelse overgår personen til næste stillingstrin som hhv. lektor eller professor. Der kræves altså ikke opslag af stillingen. Stierne til lektor og professor hænger nøje sammen med intentionen om klarere forventningsafstemning og karriereperspektiv for den ansatte. I begge tilfælde træffes der forud aftale om bedømmelseskriterier og niveau. Det er helt centralt, at de lokale ledelser forstår, at både generelle og specifikke ordninger skal fastlægges i et samarbejde med inddragelse af medarbejderne.

Stillingsstrukturen skærper vores opmærksomhed over for ledelsens åbenhed og inddragelse af medarbejderne. Alle steder, hvor åbenheden og inddragelse indskrænkes, og hvor åbenhed og inddragelse kan udvides, bør vi reagere. Dette gælder spørgsmål omkring strategi og budgetter, men det er også afgørende, når den nye stillingsstruktur skal udfyldes. Tillid kan kun bygges på åbenhed. Ledelserne har rige muligheder for forbedring.

Samfundsvidenskab på SDU vil afskedige 17

17 ansatte er blevet varslet afskediget, og fire skal enten omplaceres eller tilbydes at fortsætte på nedsat tid. Begrundelsen lyder, at fakultetets indtægter er faldet med 46 mio. kr. siden 2016, men tillidsfolk betvivler, at afskedigelserne er nødvendige, da de før har oplevet, at ledelsen kom med dystre økonomiske forudsigelser, der ikke blev til virkelighed.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Tilliden mellem ledelsen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på SDU og medarbejderne må være nær lavpunktet, efter dekan Jens Ringsmose har indstillet 17 ansatte til afskedigelse og yderligere fire har fået varslet en reduktion af deres arbejdstid eller omplacering til en anden stilling på SDU.

Læs også 
Rundspørge: Hver fjerde forsker frygter at miste jobbet

Ifølge Karsten Boye Rasmussen, lektor og fællestillidsrepræsentant ved SDU Samfundsvidenskab, udtrykte flere medarbejdere sig stærkt kritisk over for ledelsens beslutning, da der i Odense blev holdt et orienteringsmøde på et af de berørte institutter.

”Der er ingen forståelse for, at SDU undlader at anvende ekstra indtjente millioner fra de seneste år til at strække økonomien på udsatte steder og opnå en balance gennem naturlig og frivillig afgang. Det er som om, ledelsen ikke har gjort sig klart, hvor ødelæggende det er for forskningsgrupper, for arbejdsmiljøet og for SDU’s renomme, at folk, som har opfyldt mere end deres arbejdsopgaver, bliver indstillet til fyring”, siger Karsten Boye Rasmussen.

Han påpeger, at SDU’s regnskaber har været mere positive, end hvad der var budgetteret med de seneste år.

Indtægter faldet

Ifølge dekan Jens Ringsmose er det en trængt økonomisk situation, der først og fremmest præger Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi, Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse, Fakultetsadministrationen og Den Samfundsvidenskabelige Analyseenhed, der nødvendiggør afskedigelserne.

”Det er en forfærdelig ting at skulle tage afsked med dygtige kolleger, fordi økonomien ikke rækker, men vi står på fakultetet i den ubehagelige situation, at vi, på trods af at omprioriteringsbidraget er fjernet og den midlertidige takstforhøjelse videreført indtil 2022, er alvorligt udfordrede på økonomien. Vores årlige indtægter er faldet med 40-45 mio. kr. siden 2016, og der er desværre ikke udsigt til, at vi får nye indtægtskilder, som bringer os tilbage på 2016-niveauet. Vi er derfor tvunget til at reducere vores lønomkostninger og gennemføre uansøgte afskedigelser”, siger han.

Jens Ringsmose tilføjer, at de har været igennem en såkaldt ”afværgefase”, hvor man har undersøgt, om der er kolleger, som overvejer at gå på nedsat tid, orlov, pension eller lignende, men det har ikke været tilstrækkeligt til at undgå afskedigelser.  Han roser Hovedsamarbejdsudvalget og Samarbejdsudvalgene for at have indgået i en god og konstruktiv proces.

Ansatte stoler ikke på ledelsens tal 

Karsten Boye Rasmussen mener, at det er urimeligt, at det er ansatte som afskediges, når ledelserne ikke har udvist rettidig omhu.

”Usikkerheden er udtalt og må forventes at skabe dønninger. Også nytiltrådte ledelser må indse, at tilliden til dem skal opbygges fra et meget lavt niveau, og ledelserne må acceptere at frustration rettes mod dem. Tidligere er negative budgetforudsigelser blevet efterfulgt af positive regnskaber. Vi kan håbe på, at forudsigelserne også denne gang har været for negative, og at situationen forbedres. For at genskabe tillid vil det så være tvingende nødvendigt, at ekstra midler anvendes til genansættelse af de udpegede personer”, siger han.

Jens Ringsmose, der blev ansat i juni 2019, siger, at det er rigtigt, at dekanatets budgetforudsigelser var for pessimistiske både i 2015/16 og 2016/17.

”Det er korrekt, at der blev gennemført besparelser i 2015 på baggrund af nogle dystre økonomiske forudsigelser, som viste sig ikke at holde stik, men det handlede om, at fakultetet fik nogle uventede engangsindtægter, da flere studerende gjorde deres uddannelse færdig end ventet på grund af fremdriftsreformen”, siger han.

Han tilføjer, at man til gengæld rammer næsten plet i 2019, hvor man havde budgetteret med et underskud på 20 mio. kr., og det ser ud til at ende med minus 22 mio. kr.

”Universitetsøkonomi er en volatil størrelse, da udgifter og indtægter bevæger sig på måder, der er svære at forudsige, men vi laver budgettet med afsæt i vores bedste estimater, og vi gør alt, hvad vi kan, for at undgå at være for pessimistiske. 2020 tegner til at ende med et underskud på den forkerte side af 30 mio. kr., da vores indtægter er faldet markant, mens udgifterne ikke er blevet tilpasset”, siger Jens Ringsmose.

Ramt på uddannelsesindtægterne

Han fortæller, at det er en række forhold, der til sammen gør, at det er nødvendigt at afskedige.

Den tidligere regerings dimensionering af uddannelser betød, at SDU var tvunget til at lukke flere kandidatuddannelser og flere uddannelser, hvor der blev undervist på engelsk. Beslutningen blev truffet i 2015, men det er først nu, hvor de sidste studerende bliver færdige, at det for alvor kan mærkes, da STÅ-indtægterne forsvinder.

Uddannelsen til cand.merc.aud. blev også tidligere udbudt som en brugerbetalt deltidsuddannelse, men nu er det blevet en STÅ-finansieret erhvervskandidatuddannelse, og det koster fakultetet et tab på 6 mio. kr.

Desuden peger han på, at selv om omprioriteringsbidraget nu er fjernet, så har SDU mistet mere end 100 mio. kr. årligt.

Den såkaldte partshøringsfase, hvor de, der er blevet varslet afskediget, har to uger til at argumentere mod deres afskedigelse, er nu gået i gang.

 

Adjunkt: “Jeg har ikke tal på, hvor mange der er kommet og gået, siden jeg blev ansat”

“Det er frustrerende at skulle starte forfra med at lære en ny op, og det skader også forskningen, fordi kontinuiteten går tabt.” – Jacob Christensen

Jacob Christensen, adjunkt på Aarhus Universitet, siger, at den benhårde konkurrence om stillingerne kombineret med mange tidsbegrænsede ansættelser er en udfordring for arbejdsmiljøet.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk – Foto: Jesper Voldgaard

Jacob Christensen har været hele turen igennem med den ene tidsbegrænsede ansættelse efterfulgt af den anden. Først var han ph.d.stipendiat, derefter blev han ansat som videnskabelig assistent, og så fik han titel af postdoc i to perioder, inden han endelig vandt i lotteriet og blev ansat som adjunkt i tre år ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på AU i en stilling, der var slået op i international konkurrence.

“Vi har et godt kollegialt fællesskab, men det ændrer ikke på, at vi konkurrerer om de samme alt for få stillinger. Jeg synes dog, at vi formår at gøre det uden at spidse albuerne”, siger Jacob Christensen.

Han tilføjer, at det alligevel ikke kan undgå at påvirke arbejdsmiljøet aldrig at vide, hvor længe du selv og kollegerne er ansat.

“Jeg er blevet rigtig gode venner med flere kolleger, men du ved, at de har en udløbsdato, fordi det er et konstant udskillelsesløb, vi er ude i. Jeg har ikke tal på, hvor mange der er kommet og gået, siden jeg blev ansat. De var alle ufatteligt dygtige, og AU ville gerne have beholdt dem, men der er bare ikke stillinger nok”, siger Jacob Christensen.

Læs også
Rundspørge: Hver fjerde forsker frygter at miste jobbet

Han tilføjer, at de startede en gruppe på syv nye ph.d.er i 2014, og i dag er han den eneste tilbage.

Han roser ledelsen på AU for i det mindste at have opstillet klare kriterier for, hvad det kræver at blive fastansat som lektor. “Vi ved alle, hvad der skal til, men konkurrencen er sindssygt hård. Det handler dybest set om, at du skal publicere en masse forskning, hjemtage forskningsmidler og være en knalddygtig underviser”, siger han.

Konstante udskiftninger trætter
Han husker, at en del af de fastansatte lektorer ikke kom over og hilste på ham, da han selv blev ansat, hvilket undrede ham.

“Jeg tænkte, at det var en mærkelig arbejdskultur, men jeg forstår dem faktisk bedre i dag, da jeg kan genkende det fra mig selv, når jeg møder endnu en ny videnskabelig assistent for første gang. Du bliver mentalt træt af konstant at skulle forholde dig til nye kolleger og til nye forskningsprojekter. Der er ikke noget galt med dem og deres forskning, men du kan simpelthen ikke rumme det, så det påvirker, hvordan du agerer over for dine kolleger, og det går ud over arbejdsmiljøet”, siger Jacob Christensen.

Han siger, at han er heldig at være en del af en lille god forskningsgruppe, hvor de samarbejder om at hjemtage nye projekter, og han har også opbygget et virkeligt godt samarbejde med sin nuværende videnskabelige assistent, men de ved, at stillingen kun kan forlænges i tre år, og kun hvis de har succes med deres ansøgninger.

“Det er frustrerende at skulle starte forfra med at lære en ny op, og det skader også forskningen, fordi kontinuiteten går tabt”, siger Jacob Christensen.

Elsker alligevel sit job
Han tilføjer, at jobusikkerheden ikke er rar, når du har nået en alder, hvor du har fået barn og har købt hus og bil, og han har også som arbejdsmiljørepræsentant snakket med kolleger, der ikke kunne leve med de tidsbegrænsede ansættelser.

“Jeg har haft kolleger, der har sagt: “Det her gider jeg simpelthen ikke, fordi usikkerheden er for stor”, så de har i stedet fundet job i det private. Det er alligevel paradoksalt, at man er bedre sikret i en privat konsulentvirksomhed, end man er på et institut på et offentligt universitet”, siger Jacob Christensen.

Han understreger, at han elsker at være forsker, selvom det kan være stressende og usikkert.

“Jeg arbejder nok alt for meget, men jeg kan virkelig lide det, fordi mit fagfelt er sindssygt interessant. Jeg har nok det, man kalder et flydende arbejdsliv, men det passer mig fint, at jeg har frihed til at arbejde, når det passer mig, fordi jeg har små børn og har brug for at kunne arbejde om aftenen, når de er lagt i seng”.

Men kan ledelsen ikke være ligeglad med arbejdsmiljøet, når der ikke er problemer med at rekruttere forskere, og I knokler løs frivilligt?

“Jo, men du kan også vende den om og sige, at ledelsen kunne være mere visionær og forsøge at skabe bedre arbejdsvilkår, så folk kunne præstere endnu bedre. Men ja, kynisk set har ledelsen ikke det store problem, til gengæld kender jeg heller ikke nogen ledere, der er så kyniske, at de er ligeglade med en APV, der indikerer psykisk dårligt arbejdsmiljø”, siger Jacob Christensen.

 

Bagsiden: Forening pusher forskerstatuer

En stor bronzeskulptur forestillende Eske Willerslev kommer snart til offentligt skue foran skøjtehallen i Hørsholm. Men foreningen bag har planer om endnu flere statuer af nulevende forskere.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk – Foto: Kristian Hornsleth

Der findes i Danmark en hæderkronet tradition for at opstille buster og statuer af afdøde personer. Den indbefatter også forskningen, hvilket man blandt andet kan se i Ørstedsparken, hvor H.C. Ørsted til stadighed står og fremviser et elektromagnetisk forsøg, eller på Frue Plads, hvor forsiden af KU’s administrationsbygning er pyntet med navnkundige videnskabsmænds støbte overkrop. For et par år siden kom desuden også en videnskabskvinde til, da seismologen Inge Lehmann blev betragtet som død nok til at kunne indgå i samlingen.

Men hvorfor så tilbageskuende? Lad os da hædre de levende forskere i stedet. Sådan lyder valgsproget for Foreningen til fremmelse af opstilling af statuer af nulevende forskere.

Man studser et øjeblik ved navnet. Er det en morsomhed? Men nej, fastslår formanden for den fem mand store bestyrelse, Sebastian Gyrst Christensen, over for Forskerforum – det er dødsens alvor.

“Hvorfor skal det kun være afdøde forskere, man hædrer? Vi synes, man skal hædre og dyrke de nulevende forskere, på samme måde som man dyrker sportsidoler”, siger Sebastian Gyrst Christensen på spørgsmålet om det meget målrettede fokus på nulevende forskere.

I første omgang er det dog en specifik nulevende forsker, foreningen gerne vil have ud at samle fugleklatter. Kunstneren – nogle vil endda kalde ham provokunstner – Kristian Hornsleth har i flere år haft en ide omkring en statue af Eske Willerslev, der som en superhelt i en tegneserie flytter sig hurtigere end sin egen skygge. Og Willerslev, som jo plejer at være med på den værste, ville gerne lægge krop og navn til et forskeridol for ungdom og menigmand.

Projektet har levet en lidt omskiftende tilværelse – blandt andet skulle KU angiveligt have afvist at lade den opstille ved Frue Plads. Også Gentofte Kommune fik buddet uden at lade sig lokke. Men i Hørsholm var der bingo, hvis pengene – omkring 1,6 millioner – til omkostningerne kunne findes. Og det blev de, blandt andet ved at Hornsleth lavede små modeller af skulpturen og solgte dem for mellem 10 og 50 tusind kroner.

Foreningen til fremmelse af opstilling af statuer af nulevende forskere blev stiftet som en slags støtteforening for projektet. Ud over Sebastian Gyrst Christensen, der kommer fra PR-branchen, finder man i den lille bestyrelse blandt andre Hørsholms borgmester, Morten Slotved, og fodboldagenten Karsten Aabrink. Formålet er, som det hedder i foreningens formålsparagraf, at få opstillet en statue af Eske Willerslev i Hørsholm. Men her stopper festen ikke. I stykke 2 hedder det nemlig: “Efter at den første statue er opstillet, vil foreningen arbejde for at rejse flere statuer af nulevende danske forskere”.

Og det holder man fast i, siger Sebastian Gyrst Christensen. Det er ganske vist ikke udpeget, hvem der skal efterfølge Eske Willerslev som forskermodeller, men det vil man finde ud af hen ad vejen, når Eske er kommet op ved skøjtehallen i Hørsholm, hvilket man forventer sker inden sommerferien.

Så der er håb for alle levende forskere, der drømmer om at se sig selv blive støbt i bronze og således komme på omgangshøjde med Bohr og Ørsted.

“Dovne” danske studerende berømmes i England for deres flid

Foto: Privat

En tidligere udvekslingsstuderende på AU vender i den britiske avis The Telegraph op og ned på myten om dovne danske studerende. Hun har aldrig oplevet så stor flid og entusiasme som på AU.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk – Foto Privat

I Danmark har vi flere gange fået bekræftet billedet af vores dovne studerende. De studerer ikke på fuld tid, klagede Udvalget for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelser (Kvalitetsudvalget), og universiteterne fik økonomiske tommeskruer på for at få flere til at gennemføre på normeret tid.

Det var imidlertid et helt andet billede, der forleden blev tegnet i Storbritanniens største avis, The Telegraph, hvor Lizzie Roberts fortalte om sine oplevelser som udvekslingsstuderende i henholdsvis USA, Holland og i særdeleshed på Aarhus Universitet (AU). Det primære tema var nemlig den store flid og faglige entusiasme, hun oplevede på AU, som stod i skarp kontrast til hendes oplevelser under bachelorstudiet på Lancaster University.

“Den entusiastiske, næsten autoritetstro arbejdsetik, jeg oplevede i Danmark – fra pligtskyldig opmærksomhed til stærk kritisk stillingtagen – var noget helt fremmed”, hed det blandt andet i hendes klumme, der også sammenlignede en propfyldt, men ikke desto mindre dødsstille læsesal på AU’s bibliotek med Lancaster University på et tilsvarende tidspunkt, hvor campus ville være mere eller mindre tomt, fordi de fleste studerende stadig ville befinde sig i deres senge.

Går ikke op i studier
Hun tegner generelt et trist billede at studiekulturen i England med halvtomme auditorier og apatiske, uengagerede tilhørere.

“Min artikel er måske lidt hård mod Lancaster, for jeg var egentlig glad for at være der, og jeg lærte også noget. Men mine oplevelser i udlandet har bare lært mig, at der var mange mangler”, fortæller hun Forskerforum på en telefon fra London, hvor hun nu er ansat på The Telegraph.

Hendes klumme har medført en del debat, både kommentarer, der giver hende medhold, og vrede indlæg af folk, der ikke mener, at hun generelt kan hænge den britiske studiekultur ud på baggrund af sine egne subjektive oplevelser.

“Og det er også rigtigt. Jeg tror bare, at den studiekultur, jeg har oplevet, er meget udbredt i Storbritannien. Fra venner på andre universiteter får jeg også det indtryk, at folk ikke går enormt meget op i deres studier. Det virker mere, som om de går på universitetet og til deres forelæsninger, fordi det er noget, de skal”, siger hun.

“På AU nød vi forelæsningerne”
Lizzie Roberts tager forbehold for, at hun på AU var på kandidatstudiet, og desuden var hun på et internationalt program, hvor de fleste var udvekslingsstuderende. Men hun kan bare konstatere, at hun i Danmark oplevede en ekstremt stor arbejdsiver, også set i forhold til Amsterdam og Berkeley i USA, hvor hun efterfølgende studerede.

“Folk var meget dedikerede, havde mange deadlines og arbejdede næsten altid. Jeg ved ikke, om det er repræsentativt, men det var min oplevelse – særligt i forhold til Lancaster. Og noget, der adskilte sig meget fra min uddannelse i England, var, at det ikke var på grund af pres fra lærerne, at man tog på biblioteket og studerede dagligt. De studerende havde en fælles opfattelse af, at de skulle arbejde hårdt, og de ville også gerne”.

Tilsvarende var selv undervisningerne også en langt mere engagerende oplevelse.

“Vi kunne sidde 80 personer i auditoriet, hvor folk diskuterede, markerede, deltog og engagerede sig i to timer. Jeg havde eksempelvis mange holdkammerater fra afrikanske lande, og de var meget optagede af selv at give deres udlægninger frem for blot at lade det være op til underviseren. Det var igen meget forskelligt fra det, jeg oplevede i Lancaster. For det første ville mange slet ikke komme til forelæsningerne. Hvis de gjorde, sad de med deres telefoner og hørte ikke rigtigt efter. På AU nød vi forelæsningerne”, fortæller hun.

Erasmus-deltagelse i fare
Lizzie Roberts var dog også glad for sine ophold i Amsterdam og på Berkeley. Sidstnævnte husker hun som et meget udviklende sted med en stor grad af studenteraktivisme og politisk engagement, mens Amsterdam havde et højt og krævende fagligt niveau.

Hendes udvekslingsstudier skete inden for Erasmus-programmet Journalism, Media and Globalisation. Men efter Brexit er Storbritanniens deltagelse i Erasmus uafklaret, og det bekymrer hende på vegne af de kommende generationer af studerende.

“Det vil være et tab, hvis vi ikke fortsætter i Erasmus. Jeg siger ikke, at du vil få en bedre uddannelse på et givent universitet i Frankrig frem for i Storbritannien. Men min mulighed for at opleve andre uddannelsessystemer har givet mig en bredere erfaring og uddannelse på højere niveau”.

Studieleder: De er flittige
En, der ikke er overrasket over at læse Lizzie Roberts lovprisning af arbejdsdisciplinen på AU, er Lars Kiel Bertelsen, lektor og studieleder ved Institut for Kommunikation og Kultur, hvor Lizzie Roberts tog sine fag. Han har på intet tidspunkt kunnet genkende det negative billede at studiedisciplinen, som er blevet tegnet både i undersøgelser og i den offentlige debat.

“Alle dem, jeg har talt med i vores afdelinger, har undret sig højlydt over den her debat. Jeg har selv undervist i 15-20 år og oplever de unge som et flittigt og dygtigt folkefærd, og det har været meget samstemmende med de meldinger, jeg får hele vejen rundt”, siger han.

Lars Kiel Bertelsen peger dog også på, at man på uddannelserne har arbejdet med de aktive og praksisorienterede elementer blandt andet for at styrke engagementet og aktivitetsniveauet.

Tror ikke på målinger
Han er skeptisk over for de målinger, der viser, at studerende generelt ikke arbejder fuld tid med deres studier.

“Jeg siger ikke, at tallene er forkerte, men at man spørger forkert. De studerende bliver på et eller andet tidspunkt i semestret spurgt om, hvor meget de har lavet den sidste uge. Så svarer de typisk på, hvor mange undervisningstimer de har haft, og hvor meget de har siddet og læst. Men hvad med gruppearbejdet? Hvad med fremlæggelser, besøg på institutioner og virksomheder? Der er nogle fejlkilder i de tal. Og de studerende fastholder også selv, at de synes, de har rigeligt at lave”.

Lizzie Roberts var en del af et internationalt hold. Kan det tænkes, at det faglige engagement er større og mere uforstyrret blandt udvekslingsstuderende?

“Jeg tror, det er rigtigt, at der er et særligt engagement forbundet med at flytte sig fra land til land. Det er modigt og udtryk for engagement i sig selv. Så ja – der sker noget godt, når internationale studerende mødes og danner et miljø. Men mit hovedbudskab er, at det ikke overrasker mig, at hun har haft den oplevelse. Og jeg tror, hun ville have sagt det samme, hvis hun havde været på et dansk program”.


Debatten om de dovne studerende

Opfattelsen af studerende som dovne popper af og til op i debatten, og det har den formentlig gjort, så længe der har været studerende til.

I Danmark blev diskussionen imidlertid gjort meget konkret, da Kvalitetsudvalget i 2014 kunne konstatere, at danske studerende i gennemsnit bruger 35 timer om ugen på deres uddannelse, og det var for lidt. Et fuldtidsstudium ville indebære 43 timers ugentlig studietid inklusive undervisning, forberedelse og andre relaterede aktiviteter, og således burde de studerende øge deres arbejdstid med 20 procent.

Kvalitetsudvalget valgte i sine anbefalinger at lægge ansvaret på universiteterne i forhold til bedre tilrettelæggelse af uddannelserne og opfølgning på, om studietiden øges.

“Det faktum, at de færreste studerende bruger den forudsatte tid på studierne, kan langt hen ad vejen forklares med, at uddannelserne ikke holder dem til ilden. Alt for få studerende drøfter fx deres faglige niveau med en underviser, og det kniber også gevaldigt med at få feedback på deres undervisningsdeltagelse”.

Flere andre undersøgelser har dokumenteret tendensen med studerende, der ikke er fuldtidsbeskæftiget med studierne. I 2014 gennemførte KU en undersøgelse, der viste, at universitetets studerende bruger 28 timer om ugen på studierne. Det fik daværende prorektor Lykke Friis til at efterlyse en kulturændring blandt de studerende.

Året efter viste den europæiske Eurostudent-undersøgelse, at studerende på de danske bacheloruddannelser i gennemsnit bruger 34 timer om ugen på deres studie i løbet af et semester. Det er lavere end i 14 andre lande i Europa.

Forskning med hjelm og gevær

Jakob Rømer Barfod forsker i ledelse blandt soldater i højrisikomiljøer. Metoden er at være med hele vejen – bevæbnet med gevær og hjelmkamera.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk – Foto: Privat

Ph.d.-studiet kan være en hård og opslidende affære, men det er dog sjældent, at man som Jakob Rømer Barfod kan tale om dataindsamling med livet som indsats.

Men når man har valgt at foretage empiriske studier af ledelse af “højrisikoteam” i Forsvaret, blandt andet på missioner i Afghanistan, så må man i sagens natur være til stede i situationer, der potentielt set kan udvikle sig til kamp på liv og død.

“Ud over at observere for at få data til mit forskningsprojekt er jeg også optaget af, hvad der foregår, for min egen sikkerheds skyld. Det handler om hele tiden at kigge sig omkring – der kommer en bil kørende, ser den tungt lastet ud? Kunne der være bomber i den? Hvad med de mennesker, der kommer løbende mod os?” fortæller han.

Jakob Rømer Barfod vil i sit projekt komme tættere på den militære ledelsespraksis, end noget forskningsprojekt har været før, i hvert fald i dansk regi. Det betyder, at han ikke bare er på sidelinjen – han er en del af patruljen, der kører ud og løser opgaver i det krigshærgede land. Bevæbnet og i fuld kampudrustning.

“Aftalen har som udgangspunkt været, at jeg ikke har haft nogle deciderede opgaver, når jeg har været med ude. Men det er sket, at situationen har krævet, at jeg er blevet beordret til at skulle tage min forskerhat af og koncentrere mig om en konkret militær opgave”, fortæller han.

 


Vis dit ph.d.-projekt

Hvem: Jakob Rømer Barfod, major, master i organisationspsykologi.

Hvad: Ledelse i militære højrisikoteam.

Hvor: Institut for Ledelse og Organisation, Forsvarsakademiet/Institut for Organisation, CBS.

Hvorfor: Projektets formål er at analysere, hvordan ledelse bliver til i militære højrisikoteam. Metodisk følges teamene under operative indsættelser og evt. farefulde træningsøvelser med reel fare. projektet vil give indsigt i emner, der kan viderekvalificere ledelse i højrisikoteam i en militær kontekst, men også fx til læger, politi mv.

 


 

Skulle vinde soldaters tillid
Det er dog mere end et kursus i etnografisk metode, der har rustet ham til denne specielle form for empiriindsamling. Jakob Rømer Barfod har en 30-årig karriere inden for Forsvaret, hvor han stadig er ansat med rang af major. Han har i en årrække været tilknyttet Forsvarsakademiets Institut for Ledelse og Organisation, hvor han har arbejdet med uddannelse og udvikling af militære ledere.

Feltarbejdet, som er overstået, foregik dels i Afghanistan, dels med et af Flyvevåbenets helikopterteam, der opererer fra et af Søværnets inspektionsskibe ved Nordøstgrønland. Jakob Rømer Barfods “embedding” indebærer, at han også har været sammen og trænet med de forskellige team inden deres missioner for at vinde deres tillid.

“Sådan nogle mennesker kan godt lide at se en i øjnene og blive forvisset om, at jeg stadig kan løbe, håndtere mine våben, håndtere en radio og så videre”, fortæller han.

Hans vigtigste udrustning er imidlertid hverken våben eller radio, men et videokamera, der er monteret på hjelmen. Videooptagelserne skal dokumentere de små sekvenser, hvor ledelsesprocesserne foregår.

Fladt hierarki i felten
Noget, som ifølge Jakob Rømer Barfod kendetegner ledelsen af højrisikoteam, er en relativt flad ledelsesstruktur, hvor lederrollen reelt kan skifte rundt, alt efter hvilke kompetencer teamets medlemmer besidder.

“Mange har den stereotype forestilling af en militær leder som en, der står og råber ordrer ud. Men selv om der formelt er et hierarki med konstabler, overkonstabler, sergenter osv., så er det ikke hierarkiet, der bestemmer, hvad der sker, men kompetencerne og det, der giver mening. Soldaterne i de her team har et kompetenceniveau, der gør, at de forventes at tage initiativ og byde ind. Hvis der for eksempel gives befalinger for en operation, kan det sagtens være en menig, der kender området, der fortæller, hvordan det skal gribes an”.

Videooptagelserne bliver efterfølgende analyseret helt ned i mindste detalje.

“Jeg laver det, der med et fint ord hedder multimodal interaktionsanalyse. Det er nogle analyser, hvor man er detaljeret helt ned på mikroniveau og omhyggelig med at beskrive den kontekst, situationen foregår i. Med videooptagelserne kan jeg se, hvordan folk kommunikerer sprogligt, men også hvordan de bruger deres krop til at kommunikere. Så jeg kan se, hvad der faktisk foregår, i modsætning til forskning, der tager udgangspunkt i fx interview, hvor det mere bliver fokuspersonens egen retrospektive oplevelse af, hvad der skete”, siger Jakob Rømer Barfod, der dog også supplerer videooptagelser og egne iagttagelser med feltinterview, både individuelle og i fokusgrupper.

Skriveproces er det hårdeste
Selv om det kan lyde barskt med feltarbejde i Afghanistan, hvor man skal gå bevæbnet til morgenmad på grund af en kronisk risiko for “insider attack”, eller at sejle rundt i bælgmørke mellem isbjerge i Grønlandshavet, så er det den mere akademiske del af arbejdet, som han oplever som sin største udfordring.

“På en måde kan jeg godt misunde de unge, der kommer lige fra deres speciale og bare kører videre, måske ovenikøbet med samme emne og vejleder. Jeg kommer jo fra en primært praktisk baggrund, hvor jeg selv har været i felten i mange år og arbejdet med ledelse. Og nu skal jeg så være meget teoretisk orienteret og læse rigtig meget op både på fx ledelsesteorien og metodeteorien, og det kan godt være både svært og svært tilgængeligt. Nogle sætter jo nærmest en ære i at formulere sig så vanskeligt som muligt”. Det samme gælder skriveprocessen, som Jakob Rømer Barfod befinder sig i nu.

“Jeg har valgt at skrive afhandlingen som en monografi, så i forhold til at skrive artikler, hvor man ligesom har nogle trædesten, er det en stor sneplov, jeg skubber foran mig. At skrive ph.d. er lidt som at køre rutsjebane – det går op og ned. Nogle gange er det super fedt, andre gange er det både tungt og svært, og man skal lige hanke op i sig selv for at se lyset for enden at tunnellen. Sådan tror jeg, de fleste ph.d.studerende har det”.


Forsvarsakademiet har brug for forskersoldater

Det var strengt taget ikke Jakob Rømer Barfods ide, at han i en forholdsvis sen alder – 51 år – og med en lang karriere i forsvaret skulle tilbage på skolebænken som ph.d.-studerende. men forsvarsakademiet har brug for forskningsbaseret viden og forskere i sin stab, og det førte til en venlig opfordring, som han valgte at sige ja tak til.

Baggrunden er faktisk politisk. I forsvarsforliget 2013-17 blev det besluttet, at forsvarets officersuddannelser skulle tilpasses og akkrediteres som diplom- og masteruddannelser. Det blev de, men det medførte samtidig en løftet pegefinger fra akkrediteringsinstitutionen, særligt i forhold til uddannelsen master i militære studier, hvor man savnede forskningsbasering af undervisningen.

“Der manglede noget forskningstyngde, herunder forskere med militær baggrund. og så kiggede man i maskinrummet, og så var der nogen, der råbte på mig: Har du ikke lyst til en forskningsuddannelse?” fortæller Jakob Rømer Barfod.

Han arbejdede i forvejen på akademiet med udvikling og uddannelse af militære ledere blandt andet på masteruddannelsen, og han havde tidligere suppleret sin militære uddannelse med en master i organisationspsykologi ved RUC.

“Der er masser af forskning omkring militær ledelse, men det er udenlandsk, og meget har et kvantitativt fokus. og så har vi en masse undersøgelser, der ligger i kanten af forskning. men taler vi hardcore om kvalitativ forskning i militær ledelse, så er der næsten ikke noget. dertil kommer, at langt de fleste forskere på forsvarsakademiet har en civil baggrund. Jeg tror kun, jeg har kendskab til 3-4 militærkolleger, der har en forskeruddannelse, og så er vi 2-3 stykker på vej med at tage en ph.d., og det giver god mening at supplere med os, der har militær baggrund. Vi kan noget andet, og så har vi en anden tilgang til at kunne forske internt i militærorganisationen”, fortæller han.

På den måde er Jakob Rømer Barfods ph.d.-projekt delvist bestilt arbejde: et forskningsprojekt om ledelse i en militær kontekst i det danske forsvar. Han har dog haft fuld frihed til at definere projektets nærmere tema: ledelse i militære højrisikoteam. Han har også selv valgt at gennemføre projektet på CBS, da forsvarsakademiet ikke har en ph.d.-skole.

Når projektet er afleveret, hvilket efter planen sker inden for et års tid, forventer Jakob Rømer Barfod at vende tilbage og fortsætte sit arbejde som forsker og underviser ved forsvarsakademiet.

Tanken er, at ph.d.-projektet skal kunne bruges i forbindelse med forsvarets uddannelser, men også inden for andre sektorer, eksempelvis politiet eller i private virksomheder.

Ikke mere indflydelse på vej til forskerne

Der er ikke grund til at ændre på universitetsloven, selv om hver fjerde universitetsforsker udtrykker mistillid til deres ledelse i en ny undersøgelse. Det mener et flertal af ordførerne på Christiansborg.

Af Pernille Siegumfeldt – psi@dm.dk – og Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk – Foto: Folketinget

Selv om det gør indtryk på Christiansborg, at en lang række forskere kritiserer universitetsloven for at være både forældet og kontraproduktiv, er der ikke politisk opbakning til en revision af den 17 år gamle styrelseslov.

Det viser en rundringning til partiernes forskningsordførere.

I artikler, som er bragt i Forskerforum og Magisterbladet, har flere forskere for nylig kritiseret universitetsloven fra 2003 for at have øget topstyringen i en sådan grad, at det spænder ben for, at institutionerne kan opnå det, som var lovens formål: nemlig at levere forskning i absolut verdensklasse.

Samtidig har en rundspørge fra Dansk Magisterforening afdækket, at hver fjerde forsker ikke har tillid til deres ledelse.

Men det er ikke nødvendigvis styrelsesloven, der alene er årsagen til, at der er opstået en dyb tillidskrise mellem forskerne og deres ledelse.

Det mener blandt andre forskningsordfører for Socialdemokratiet Kasper Sand Kjær. Regeringspartiet har derfor ingen aktuelle planer om at kigge på en lovrevision, siger han.

“Det gør da indtryk, at samarbejdet mellem de videnskabelige medarbejdere og ledelserne på universiteterne tilsyneladende er så dårligt. Men det lyder for mig, som om det lige så vel kan være et ledelsesspørgsmål som et spørgsmål om strukturer og love”, siger Kasper Sand Kjær.

Samme melding kommer fra oppositionspartiet Venstre. “Jeg har ikke fået henvendelser, der tyder på, at det er universitetsloven, der er problemet. Kun at beslutningsgangene er blevet for komplicerede”, siger forskningsordfører Ulla Tørnæs (V), der heller ikke umiddelbart er indstillet på at give forskerne mere indflydelse i universitetsbestyrelserne, hvor loven kræver, at der er et eksternt flertal af repræsentanter fra blandt andet erhvervslivet. “Traditionelt har det været et vigtigt synspunkt for Venstre, at det omkringliggende samfund og ikke mindst aftagerne skal være repræsenteret i de besluttende organer. Venstre har lagt vægt på det eksterne flertal i bestyrelserne siden Helge Sanders ministertid”, siger hun.

Handler ikke kun om paragraffer
En rundspørge gennemført af DM blandt medlemmerne, som Forskerforum bragte resultatet af i januar, viser, at 25 procent af forskerne på landets universiteter ikke stoler på de udmeldinger, der kommer fra ledelsen. 45 procent siger, at de ikke har klare mål for deres arbejde, og 44 procent føler ikke, at de bliver involveret i beslutninger om forandringer, selvom det står i universitetsloven, at ledelsen skal sikre medinddragelse af både de ansatte og de studerende.

I Magisterbladet samme måned afleverede dna-professor Eske Willerslev en bredside mod KU med samme udgangspunkt. Willerslev, der deler sit professorat mellem Cambridge og KU, mener, at bureaukraterne har fået alt for meget magt på de danske universiteter, og at det smadrer det videnskabelige miljø fuldstændigt.

“Rektor ansætter dekaner, og dekaner ansætter institutledere, og alle kigger op imod den næste leder, men ingen kigger ned til de videnskabelige medarbejdere”, sagde Eske Willerslev blandt andet i interviewet.

På Christiansborg møder forskernes synspunkter delvist opbakning hos Det Radikale Venstre. Forskningsordfører Stinus Lindgreen mener, at problemet er den måde, loven bliver administreret på.

“Det er bekymrende læsning, som vi må tage meget alvorligt. Vilkårene for forskerne er ikke gode nok, og vi må se på, hvordan man sikrer, at bestyrelserne lytter til kritik fra de ansatte”, siger Stinus Lindgreen.

Heller ikke SF’s ordfører, Astrid Carøe, er overbevist om, at det er nødvendigt at ændre loven. “Det kan godt være, at der er behov for en lovrevision, men det er noget, vi har brug for at diskutere med de øvrige partier og med universiteterne først. Vi går ikke ud her og nu og siger, at loven skal ændres. Grundessensen er, at mange medarbejdere udtrykker mistillid til ledelsen, hvilket er bekymrende, så der må også helt klart placeres et ansvar hos lederne. Det er ikke kun et spørgsmål om loven”, siger hun.

Jens Henrik Thulesen Dahl fra DF giver forskerne medhold i, at man ikke har opnået de resultater, man ønskede at opnå, da loven blev indført i 2003. “Universiteter burde arbejde så professionelt, at ledelse og medarbejdere lyttede meget mere til hinanden. Men der er sket meget andet siden 2003, der påvirker situationen, fx at vi har indført masseuniversiteter og fået mange flere eksterne midler til forskningen”, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Endimensionelt og totalt forældet
Henrik Dahl fra Liberal Alliance er klar til at indføre langt større akademisk selvstyre.

“Udtalelserne fra forskerne bekræfter, at det står skidt til. Det gør indtryk på mig, fordi jeg samtidig kan konstatere, at der ikke er politisk vilje til at opfylde betingelserne for at lave verdensklasseuniversiteter”, siger Henrik Dahl.

Kun to partier melder sig klar til at skrotte universitetsloven nu.

“Den er udtryk for en økonomisk og samfundsmæssig ledelsestænkning, som er alt for endimensionel og totalt forældet. Det er klart, at man ikke kan professionalisere et universitet uden at involvere både medarbejdere og de studerende”, siger Uffe Elbæk, som er Alternativets forskningsordfører.

Enhedslisten vil have et demokratisk eftersyn af universiteterne og arbejder på et konkret forslag herom, som partiet vil præsentere inden længe. Ifølge partiets ordfører på området, Mai Villadsen, er der brug for en kulturændring.

“Det handler om, at de ude på de enkelte institutter skal have bedre mulighed for selvbestemmelse og indflydelse. Nedskæringerne har ført til stram styring og indføring af New Public Management-instrumenter. De ansattes og de studerendes indflydelse er blevet mindre år efter år. De mennesker, der udgør institutionen, skal sidde på flertallet”, siger Mai Villadsen.