Forfatterarkiv: Forskerforum

Undervisning med international bonus

Gruppearbejde mellem studerende med forskellig kulturbaggrund kan være en øvelse, der kræver ekstra facilitering fra underviserens side. Her er det medicinstuderende i Mærsk Tårnet på KU.

At gå på internationale hold giver de studerende en ekstra dimension, nemlig læring i at kunne begå sig professionelt i en globaliseret verden. og det skal dyrkes i undervisningen, siger Karen M. Lauridsen.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk – Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

At undervise på internationale uddannelseslinjer handler ikke bare om at tale engelsk. Internationalisering er i sig selv et læringsaspekt, som skal tænkes ind i den måde, undervisningen foregår på. Sådan lyder budskabet fra lektor Karen M. Lauridsen fra Center for Undervisning og Læring på AU. Hun har stået bag et større europæisk forskningsprojekt om udfordringer og muligheder i det internationale læringsrum, og i dag arbejder hun med opfølgning på et projekt, der skal udarbejde materiale til uddannelsesudviklere, der kan understøtte de internationale programmer.

Et af hendes primære fokuspunkter her er at udvide den opfattelse af de internationale linjer, som har været herskende i mange år.

“Når man snakkede om internationalisering før, handlede det om, hvor mange studerende der kom ind og ud, hvor mange partnerskaber man havde, modtageprogrammer, og hvordan man skaffede boliger. Det er først i det seneste årti, vi er begyndt at have fokus på, hvad der egentlig foregår i klasseværelset, når de studerende bliver sat sammen”, siger hun.

Og det, man kan konstatere, er, at der er potentiale for en hel masse læring. Læring i at forstå og samarbejde på tværs af sprog og kulturer. Og det er ikke kun de udefrakommende studerende, der lærer. Det gør alle.

Internationalisering er et formål
“Vi lever i en globaliseret verden, hvor alle skal kunne have en professionel relation til folk med anden baggrund end dem selv. Derfor er det vigtigt at trække internationaliseringen ind i undervisningen og studieprogrammerne”, siger Karen M. Lauridsen.

Den læring i “internationalisering” skal ikke bare ses som en bonus, man kan være heldig at få med sig. Det skal være en del af uddannelsernes formål, og det skal understøttes pædagogisk. I sin forskning har Karen M. Lauridsen og hendes kolleger indsamlet materiale i form af fortællinger, cases og eksempler på internationaliseret undervisning, og med baggrund i dette har hun udarbejdet en “Guide til undervisning i det internationale klasseværelse”, som hun her forklarer for Forskerforum.

“Vores budskab er: Prøv at tænke på det internationale som et holistisk begreb, der indebærer mange flere aspekter af undervisnings- og læringssituationen. Den internationale dimension skal gerne medføre, at de studerende får nogle generiske kompetencer ud over de rent faglige. Og det sker ikke bare ved, at man lukker dem ind i samme undervisningslokale. Underviseren er nødt til at gøre noget og have en bevidsthed om, hvad der foregår. Men har man det, forbereder vi de studerende til at agere i den globale verden”.


Guide til undervisning i det internationale klasseværelse 

1.
Vurder dit uddannelsesmiljø

Første tip er, at man helt grundlæggende skal vurdere, hvordan begrebet internationalisering forstås på den institution, man er ansat i. Er det noget, der kommer til udtryk i selve undervisningen, eller er det blot et spørgsmål om antallet af udenlandske studerende og engelsksprogede kurser?

“Man er nødt til at skabe sig et billede af: Hvor er jeg henne? Hvor er vi henne? Hvor vil jeg gerne påvirke mit institut til at flytte sig hen i første omgang. Hvor mange kampe vil jeg i virkeligheden tage?” siger Karen M. Lauridsen.

2.
Vurder og juster de internationale og interkulturelle komponenter i dit kursus

At et kursus foregår på engelsk, betyder ikke nødvendigvis, at det henvender sig til et internationalt sammensat hold. Selve undervisningen skal tilpasses modtagerne, og samspillet mellem studerende med forskellige baggrunde skal tænkes ind.

“Hvis de studerende skal udvikle deres internationale kompetencer, så må man sætte dem sammen i nogle blandede grupper i undervisningen, hvor de har opgaver, de skal løse i fællesskab. Og det skal gøres på en måde, hvor det giver mening og har en hensigt, der er klar for de studerende”, siger Karen M. Lauridsen.

De studerende vil komme med forskellige referencer og måder at tilgå for eksempel gruppearbejde på, og det må underviseren tage på sig at facilitere. Samtidig kan de referencer og erfaringer, som studerende fra andre dele af verden kommer med, inddrages og bruges til at styrke undervisningen, siger Karen M. Lauridsen og nævner som et eksempel fra sit eget område – businessuddannelserne – de udenlandske studerendes kendskab til virksomheder og ledelseskultur i deres hjemlande.

3.
Undersøg og respekter den faglige, kulturelle og sproglige diversitet blandt dine studerende

At planlægge et kursus kræver, at man ved, hvem man planlægger kurset til.
De  studerende har forskellige kulturelle baggrunde, de (engelsk)sproglige forudsætninger kan være forskellige, og dertil kan der også være store forskelle på, hvad de fagligt har med sig. Alt det bør man som underviser forsøge at skabe sig et overblik over så tidligt som muligt. Ud over at forsøge at lære de studerende at kende kan man bruge spørgeskemaer til at indkredse, hvad de tidligere er blevet undervist i, eller man kan bruge multiple choice-test. “Man må finde ud af, hvor knasterne ligger henne, og så overveje, hvordan man vil kompensere for det uden at sænke niveauet”, siger Karen M. Lauridsen og nævner som eksempel, at man kan sørge for at sætte studerende med forskellige styrker sammen til at løse opgaver, så de kan lære af hinanden.

4.
Overvej dine studerendes læringsbehov

Ingen er dumme, de kan bare noget forskelligt.

“Man hører ofte undervisere brokke sig: Det er møgirriterende med de internationale studerende, for de forstår ikke det eller det. Og det kan godt være. Men alle sammen har noget, de er gode til, og alle har læringsbehov. Det er bare ikke de samme læringsbehov”, siger Karen M. Lauridsen. Opgaven er at afdække den enkeltes læringsbehov og overveje, hvordan man kan hjælpe dem op på et niveau, hvor de kan gennemføre og bestå deres eksamen. Hun nævner som eksempel, hvordan det at skrive projektrapporter kan være helt fremmed for nogle studerende.

5.
Byg en struktur omkring de studerendes læring: Fokuser på styrker, og løft de svage sider

Med udgangspunkt i tip 3 og 4 er det vigtigt at bygget et “stillads”, der skaber en struktur omkring deres læring. Det kan være godt at være lidt håndfast i den struktur man giver for læsning, opgaveløsning med videre i de forskellige discipliner. Hjælp dem til at værdsætte deres egne faglige styrker, men løft samtidig deres svage sider ved at adressere deres læringsbehov.

6.
Vær eksplicit i kommunikation og adfærd

Med et internationalt hold skal man være meget forsigtig med at tage de studerendes viden for givet, for eksempel i forhold til hvordan man løser en opgave, og hvilke forventninger man har til dem. Det gælder ikke mindst i forhold til fagets eksamen.

“De skal vide, præcis hvad vi forventer, og man kan med fordel være helt eksplicit og fortælle: I skal gøre sådan her i løbet af semestret. Så skal I nok klare jer til eksamen”, fortæller Karen M. Lauridsen. Men hun gør også opmærksom på, at den direkte form kan være uvant – nærmest angstprovokerende – for nogle. Særligt i asiatiske kulturer er man langt mere implicit i sin kommunikation. Derfor er det samtidig vigtigt at forklare, at den direkte form er en del af vores kultur.

7.
Overvej gruppedynamikkerne: Gør udfordringer til muligheder

I et internationalt undervisningslokale vil der være misforståelser og udfordringer med samarbejdet. Hvis en gruppe studerende har problemer, vil automatreaktionen fra en underviser ofte være at sige: Det må I finde ud af, det er en del af øvelsen. Men en gruppe studerende med meget forskellige baggrunde kræver lidt mere coaching.

“Tag samtalen med gruppen om, hvad der er sket, hvad forventningerne var, og hvad der er gået galt. Og prøv så at arbejde sammen med dem om at finde en løsning, så alle kan være i det. Efterfølgende kan man fokusere på, at de har løst problemet, og at konflikten dermed udviklede sig til en læringsoplevelse”, foreslår Karen M. Lauridsen.

Guiden er skrevet på baggrund af interview med Karen M. Lauridsen og hendes artikel “DUT Guide on teaching and learning in the international classroom” i Dansk Universitetspædagogisk Tidsskrift nr. 26.

Optagelsessystemet skal være simpelt og forudsigeligt

Skrevet af Sebastian Frische, lektor, Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet

Regeringen har igangsat en revision af optagelsessystemet. forhåbentlig bliver resultatet simplere og mere forudsigeligt.

Det nuværende optagelsessystem stammer fra den adgangsbegrænsning, som blev indført som en udløber af den planøkonomisk inspirerede H-plan i de tidlige 70’ere, hvor uddannelse sås som en investering i fremtidig arbejdskraft. Fremtidens forventede behov for arbejdskraft skulle således bestemme antallet af pladser på uddannelserne. Over for “adgangsbegrænsning” stod “fri adgang” for alle med en studentereksamen, som blev forsvaret ikke mindst af de studerende, der så uddannelse som en menneskeret frem for en investering. Adgangsbegrænsning blev dog indført, fortrinsvis af økonomiske hensyn, men optagelsessystemets indretning motiveres også ofte af andre politiske eller moralske hensyn såsom brydning af social arv, udvælgelse af de mest egnede etc.

Overordnet har optagelsessystemet siden 80’erne bestået af kvote 1 med karakterbaseret sortering og kvote 2 med andre kriterier. I starten blev antallet af pladser på de enkelte uddannelser fastlagt centralt, men i starten af 90’erne, hvor taxametersystemet blev indført, blev optagelsessystemet mere decentralt under begrebet “frit optag”. De enkelte institutioner måtte nu selv bestemme, hvor mange studerende de ville optage, og hvorvidt de optagne skulle have bestået specifikke fag på bestemte niveauer. Taxametersystemets indbyggede økonomiske incitamenter forventedes at sikre, at optaget af studerende afbalancerede de mange hensyn, som det centraliserede system havde vist ikke at kunne klare. Et antal studier (fx medicin) er dog stadig underlagt centralt fastlagt dimensionering.

I takt med at optagelsessystemet har udviklet sig, er der naturligvis opvokset et administrativt system til at forvalte det, men derudover har optagelsessystemet også stimuleret fremvæksten af en overraskende stor “følgeindustri” betalt af offentlige midler, der leverer både vejledning til ansøgere og deciderede reklamekampagner for institutioner og uddannelser. Dertil kommer, at optagelseskriterierne i systemet er blevet tiltagende komplicerede, så der mange steder gennemføres interview, optagelsesprøver og andre tidskrævende aktiviteter. Selve disse metoders funktionalitet er sågar blevet et forskningsfelt i sig selv, så man ofte er i tvivl om, hvorvidt formålet med optagelsesaktiviteterne er at finde de rette ansøgere eller snarere udforskningen af optagelsesmetoderne. Endelig er der i systemet løbende blevet indført og afskaffet forskellige adfærdsregulerende elementer i form af karakterbonusordninger for ansøgere. Optagelsessystemet stimulerer åbenlyst karakterræs og deraf følgende stress i ungdomsuddannelserne. Optagelsessystemet inklusive følgeindustrien fremstår således som forvokset og forvirrende, og det er derfor en god ide at revidere det, så

• det bliver simpelt, fair og forudsigeligt mindst 5 år frem for ansøgere og institutioner.

• ressourceforbruget til administration og følgeindustri reduceres.

• skadelige følgeeffekter i ungdomsuddannelserne (karakterræs) minimeres.

Følgende konkrete elementer kan bidrage til at nå disse mål:

• Fastholdelse af den decentrale model baseret på kvote 1 og 2 med decentralt fastsatte kvoter og fagkrav for at sikre institutionernes mulighed for at justere optag i forhold til kapacitet og ansøgertal. Incitamenter til at undgå oppustede optag og anden spekulation skal være indbygget i taxametersystemet.

• Optagelsesgaranti og maksimumkrav på 10 i kvote 1. To år før hver ansøgningsrunde udstedes en optagelsesgaranti for hver uddannelse formuleret som et karaktergennemsnit, der maksimalt kan være 10. Får en uddannelse flere ansøgere, der opfylder garantikravet, end der er plads til på uddannelsen, trækkes der lod om pladserne det pågældende år. Ansøgere, der ikke får plads, får tilbudt en plads året efter. Denne forudsigelighed i systemet vil tage toppen af karakterræset i ungdomsuddannelserne. I indfasningsperioden vil der opstå kø ved nogle få uddannelser med centralt fastsat dimensionering (fx medicin), men denne ulempe opvejes af forudsigeligheden i systemet.

• Et standardiseret og simpelt optagelsesværktøj til kvote 2. Trods mange eksperimenter er det ikke lykkedes at finde en optagelsesmetode i kvote 2, der er bedre end andre. Et pointsystem baseret på decentralt fastlagte kvalifikationer efterfulgt af lodtrækning blandt ansøgerne med tilstrækkeligt pointantal vil være et billigt og effektivt værktøj.

Vis din ph.d.: Andreas lægger ny fælde for dopingsnydere

 

Blodprøver fra forsøgspersonen Rasmus skal vise, hvordan jernhormonerne reagerer på den bloddoping, Rasmus tidligere er blevet udsat for.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk – Foto: Lasse Højsgaard

Andreas Breenfeldt Andersen undersøger, om jernhormonerne i blodet kan bruges som sladrehanke mht. bloddoping i små mængder, som i dag er næsten umuligt at spore.

Forsøgspersonen Rasmus griner og laver sjov, mens han sidder på kondicyklen og varmer op til de kommende små to timers fysiske strabadser. Men der burde også være lidt ekstra fysisk overskud. Rasmus er nemlig dopet. Dopet med sit eget blod.

Bloddoping er stadig det store spøgelse i moderne udholdenhedsidræt. Efter at man i nullerne fandt en metode til at afsløre EPO, har doping med eget blod været det foretrukne kneb blandt cykelsportens, skisportens og atletikkens snydepelse. Indførelsen af det biologiske pas, som afslører store udsving i blodværdierne, har ganske vist taget toppen af problemet, men eksperter mener, at det stadig er muligt at bloddope sig uden at blive opdaget. Så sent som dette forår blev en østrigsk langrendsløber taget på fersk gerning under VM i hans hjemland, mens han sad og pumpede blod ind i armen på sig selv.

Men det uvæsen håber Andreas Breenfeldt Andersen at være med til at sætte en stopper for. Eller i hvert fald lægge et partisansøm på dopingstien. Hans ph.d.-projekt ved Institut for Idræt og Ernæring på KU går ud på at udvikle en metode, der kan afsløre bloddoping, selv om der kun er tale om doping med små mængder blod.

“Man mener, at snydere er blevet bedre til at tage enten mindre blod ud og mindre ind eller tage det ind over små omgange. Det, man kan kalde mikrodoping. Så kan det godt være, effekten er meget mindre, men der er trods alt stadig en effekt, og det er meget sværere at spore”, fortæller Andreas Breenfeldt Andersen.

Jernhormoner sladrer
Heldigvis har kroppen sine egne små sladrehanke. Og dem, Andreas Breenfeldt Andersen har tænkt sig at konsultere, er jernhormonerne.

“Noget af det, der er vigtigt for røde blodceller, er jern. Jern er den bestanddel i hæmoglobin, der binder ilt. Så vi kigger på de hormoner, der ændres, i forhold til om man har behov for mere eller mindre jern. Har man behov for mere jern, kan det være, fordi man har behov for at gendanne blodceller. Det kan være tegn på, at man har taget blod ud, og hvis man omvendt har højt hormonniveau, kan det være, fordi man har fået nyt blod ind”.

Rasmus er en af de 48 forsøgspersoner, Andreas Breenfeldt Andersen har rekrutteret til at lægge krop til bloddopingforsøgene. De kommer i en periode jævnligt forbi Institut for Idræt og Ernæring på Nørre Allé, hvor de får taget blodprøver, der skal vise, hvordan jernhormonerne i blodet reagerer på udtagning og senere transfusionen af blod. I Rasmus’ tilfælde kræver besøget altså også en tur på motionscyklen. Først en time med jævn belastning og så 40 minutters “enkeltstart”, hvor han giver alt, der er i kroppen. De fysiske test skal bruges til at validere nogle forsøg, som blev foretaget i slutningen af sidste år, der afprøvede effekten af bloddopingen.

“Vi lavede et forsøg med samme setup, hvor fokus var på præstationen. Der så vi, at de forbedrede sig næsten fem procent på en 40-minutters enkeltstart, 24 timer efter at de havde fået blod ind. Det er ret meget”, konstaterer han.


Vis os dit ph.d.-projeKt

Hvem: Andreas Breenfeldt Andersen, cand.scient.

Hvad: detektion af rhepo og autolog blodtransfusion i mikrodoser.

Hvor: institut for idræt og ernæring, kU.

Hvorfor: doping med små mængder blod er i dag svært at spore, men mængden af jernhormoner i blodet kan vise sig at være en indikator, der kan afsløre blodtransfusioner og dermed ulovlig bloddoping blandt eliteidrætsudøvere


Ville selv være cykelrytter
Da Andreas Breenfeldt Andersen var ung teenager, troede han, at han selv skulle være en af dem, der ligger og træder watt på de europæiske landeveje som professionel cykelrytter. Men som han måtte konstatere: “Enten var det, fordi jeg ikke havde talent, eller fordi jeg ikke gad træne – jeg kunne i hvert fald ikke følge med”.

Det fik ham dog ikke til at opgive cykelsporten. Kunne han ikke blive rytter, kunne han vel i det mindste blive ham, der ordnede deres cykler.

“Så tog jeg faktisk et grundforløb som cykelmekaniker. Men jeg var ekstremt dårlig. Jeg var meget bedre til de boglige fag. Så jeg måtte prøve med gymnasiet”. Men selv på den boglige vej var der plads til at dyrke cykelsportsinteressen. I hvert fald den del, der handlede om dopingproblematikken.

“Allerede da jeg begyndte at skrive større opgaver i 7. klasse, handlede de om Bjarne Riis og Jesper Skibby og deres dopingindrømmelser. Min SRPopgave i gymnasiet handlede om nogle forsøg, jeg lavede med koffein som præstationsfremmende middel med min far som forsøgsperson. Og da jeg så fik mulighed for at skrive bachelorprojekt og arbejde videre med antidoping på idrætsstudiet, så var den sti fuldstændig lagt”.

Dopingkontrollant
Og mens Andreas Breenfeldt Andersen begyndte at snuse til den teoretiske side af antidopingarbejdet, kom han også til at beskæftige sig med den praktiske udførelse, da han fik studiejob som dopingkontrollant hos Anti Doping Danmark. Det job har han stadig, og det indebærer at tage prøver ved konkurrencer eller møde uanmeldt op hos elitesportsudøvere, der er registreret i det såkaldte “whereabout-system”.

“Så skal man ud og banke dem op – nogle gange meget tidligt – og orientere dem om, at de er indkaldt til prøve. Det er der nogle få, som måske godt kan være lidt irriterede over, men hvis de nægter, giver det fire års udelukkelse, så det sker så godt som aldrig”.

Som dopingkontrollant har han blandt andet taget prøver under VM i ishockey, VM i håndbold og Post Danmark Rundt. Han regner også med at skulle virke som kontrollant ved OL i Tokyo næste år.

Som antidopingforsker og -kontrollant ved man godt, at man deltager i et kapløb, som næppe slutter. Bedst som cykelrytteren Lance Armstrong langt om længe havde tilstået sit systematiske dopingsetup, og man troede, at dopingspøgelset var manet i jorden, begyndte en endnu større skandale at rulle sig ud: det statsstyrede russiske dopingprogram, der blandt andet virkede under vinter-OL i Sotji i 2014, hvor der ud over doping foregik systematisk svindel med dopingkontrollerne. Skandalen førte til, at Rusland blev udelukket fra vinter-OL i 2018.

Dopingkontrol er dyrt
“Det er uden tvivl et kapløb, og det vil det nok altid være. Men man føler, at det, man bidrager med, kan stramme nettet om dem, der snyder. Der er mange, blandt andre tidligere professionelle atleter, der mener, at det biologiske pas ikke gør nogen forskel. Og ja, der er stadig muligheder for at dope sig. Men man kan ikke køre rundt med hæmatokrit 60 i tre uger i Frankrig mere. Man kan altid diskutere, om det, at man “snyder mindre”, er mindre slemt, end hvis man snyder meget. Men alt tyder på, at der trods alt er blevet lagt en dæmper på, så folk ikke kører 180 på motorvejen, men kun 150”.

En af udfordringerne, som Andreas Breenfeldt Andersen peger på, er, at antidopingarbejdet er dyrt. Der er udgifter til kontrollanterne, transporten af prøverne til laboratoriet, hvor de bliver analyseret, gebyret til laboratoriet og det efterfølgende administrative arbejde. Ifølge Anti Doping Danmarks regnskaber løber hver enkelt prøve i gennemsnit op i 6.000-7.000 kroner.

“Problemet i dag er, at der ikke er en fælles kasse, som kan bruges til at støtte antidopingarbejdet i Kenya eller Jamaica. Og jeg forstår jo egentlig godt, hvis de nedprioriterer at bruge mange millioner på at teste 20 udøvere, når landet mangler veje, og befolkningen dør af sult eller tuberkuloseepidemier”, siger han.

Han ser dog selv en mulighed i udviklingen af såkaldte screeningtest baseret på få dråber udtørret blod. Prøverne vil kunne tages hurtigt og billigt, og selv om de ikke giver et detaljeret billede, kan de give et signal, hvis der er nogle personer, man bør teste grundigere. Den slags test er noget, Andreas Breenfeldt Andersen selv håber at komme til at arbejde med senere.

I brug om 6 måneder – eller 6 år
I første omgang gælder det dog hans eget projekt, der også har som delmål at se på kønsforskelle i jernhormonernes opførsel og mulige brug som dopingindikator.

Det er WADA – den internationale antidopingorganisation – der har finansieret forskningsprojektet. Og hvis alt går vel, og metoden virker, kan Andreas Breenfeldt Andersen ende med som dopingkontrollant at skulle udføre sine egne test som en del af den officielle dopingtestning af elitesportsfolk.

“Intuitivt tænker jeg, at man vil kunne se noget på jernhormonerne. Men hvor meget de viser, det er jeg meget spændt på. Uanset hvad skal det nok verificeres af andre forsøg, før det kan komme i brug. Der er både noget jura, noget politisk og måske noget økonomisk, der skal falde på plads, før det bliver en test. Måske efter 6 måneder, måske efter 6 år”.

Andreas Breenfeldt Andersen forventer at sende prøverne til analyse på et laboratorium i Lausanne denne sommer, og til efteråret forventer han at være færdig med sine egne analyser af laboratorieresultaterne. Ph.d.-afhandlingen skal afleveres i 2020.
Alt

Kritik: Meriteringsudvalg glemmer det vigtigste

Den gode indsats omkring undervisning bliver langt sjældnere belønnet i form af løntillæg, fortæller ny rapport om meritering. Det vil meriteringsudvalget have ændret på.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk – Foto: Colourbox

En rapport om at fremme meritering for undervisning skaber glæde over “nye tanker”, men skuffelse over, at udvalget går uden om den måske vigtigste faktor: hvor kommer pengene fra?

Det er forskningsresultaterne, der giver faste stillinger, løntillæg og almindelig prestige blandt institutkollegerne. Sådan er den kontante virkelighed for videnskabeligt personale på danske universiteter. Men den virkelighed skal ændres – eller i hvert fald justeres – fastslår rapporten “Fremtidens meritering”. Forsknings- og kulturminister Tommy Ahlers nedsatte i sensommeren 2018 meriteringsudvalget og bad dem komme med anbefalinger til nye former for meritering, for, som det hed i kommissoriet, “risikoen er, at et fokus på en enkelt målbar parameter kan give incitament til at underprioritere en væsentlig del af den brede værdiskabelse, der knytter sig til forskningen”.

Problemstillingen er ikke ny. Især i forhold til undervisningen, som jo for de fleste forskeres vedkommende udgør halvdelen af arbejdsopgaverne, har der lydt klager over, at det i karrieremæssig forstand nærmest er ren spildtid og derfor noget, man så vidt muligt forsøger at slippe uden om med forskningsfrikøb.

En af de tre hovedopgaver for meriteringsudvalget lød specifikt på at komme med forslag til at “fremme og tilskynde god undervisning gennem meritering”. Og det har udvalget gjort med fire konkrete anbefalinger: 1) En kulturændring, hvor undervisning etableres som et fælles, fagligt domæne. 2) Det skal sikres, at bedømmelsesudvalg altid gennemfører vurderinger af kandidaters undervisningsmeritter. 3) Normer for løbende opkvalificering af undervisningskompetencer. 4) En ensartet praksis omkring dokumentation i form af undervisningsportfolier.

Udmærkede tanker. Men rapporten undlader at forholde sig til den mest afgørende faktor: universiteternes økonomiske incitamenter – pengene. Sådan konstaterer flere kilder over for Forskerforum.

Ved fyringsrunder tæller forskningen
“Det har hele tiden været sådan, at der er meget mere prestige i forskning, fordi forskningen dominerer incitamentsstrukturen. Spørgsmålet om publikationer, BFI-point, evnen til at trække penge hjem – det går igen, når man skal ansætte folk, når man skal give dem løntillæg, når der skal uddeles professorater og så videre”, siger Janne Gleerup, fællestillidsrepræsentant på RUC.

Hun kalder rapporten og selve diskussionen for “et skridt i den rigtige retning”. Men hun har svært ved at se, at anbefalingerne om kulturændringer og fælles portfolionormer vil skabe den store ændring.

“Vi har incitamentsstrukturer, fordi det virker. Så hvis man vil foretage en kulturændring, der skaber en bedre balance og større opgradering af undervisningen, så bliver man nødt til også at arbejde med de grundlæggende strukturer, der former den måde, vi prioriterer vores arbejde på. Er der fyringsrunder, kigger alle på, hvad folk tjener hjem og præsterer inden for forskningen. Det kan alle ansatte se, og det indretter man sig efter. Så hjælper det ikke noget, at man har en formel aftale om, at man også skal huske at kigge på uddannelseserfaringer, når man ansætter nye. Det er ikke ligegyldigt, men det løser ikke problemet”, siger hun.

Udvikling er ikke gratis
Et fagmiljø, hvor man længe har diskuteret behovet for meritering af undervisning, er de universitetspædagogiske kredse. Formanden for Dansk Universitetspædagogisk Netværk, KU-professor Lars Ulriksen, glæder sig i første omgang over anbefalingerne, som han kalder “fornuftige”.

“Jeg synes, udvalget har ret i, at det fundamentalt handler om kulturændring. De taler om, at undervisningen skal afindividualiseres, og det er en rigtig god ide”, siger han. Rapporten bliver ikke konkret, i forhold til hvad universiteterne skal gøre for at skabe den kulturændring, der gør undervisningen til et fælles fagligt domæne. Men det har Lars Ulriksen flere forslag til. De er bare ikke gratis.

“Ledelsen kan arbejde for rammer, så underviserne arbejder sammen om at udvikle undervisning. Min oplevelse er, at folk er interesserede i at udvikle og diskutere undervisning. Der er bare ikke meget tid at gøre det i. Der er meget udbytte i at undervise sammen. Man eksponeres for hinanden og kan tale om undervisningen bagefter. Så det er en måde. Man kunne også oprette små grupper, der samarbejder om at udvikle kurser. Det vigtige er, at der skabes rum. Også til at udvikle, selv om der ikke er et problem, der skal løses”, siger han.

Men også Lars Ulriksen konstaterer, at de økonomiske strukturer ligger som en blokade for netop den kulturændring, udvalget lægger op til.

“Når regeringen ønsker, at institutionerne skal konkurrere om midler, og forskningsrådene er fløjtende ligeglade med undervisning, så er det svært at gøre noget ved. Og jeg kan godt forstå den institutleder, der skal vælge imellem at ansætte en, der er god til at undervise, og en, der er god til at publicere og hive penge hjem. Når nu bevillingsmodellen forudsætter eksterne indtægter, så forstår jeg godt den leder, der først tænker på instituttets økonomi”.

Anbefalinger kan ikke stå alene
Kaare Aagaard, seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse på AU, var et af medlemmerne i meriteringsudvalget. Han har selv beskæftiget sig meget med BFI-målingen og dens incitamentsvirkning. Og for hans skyld kunne man godt have taget det med i overvejelserne.

“Jeg synes, at det, udvalget kommer ud med af anbefalinger, er fint. Men der er nogle områder, hvor man godt kunne gå længere, og et af dem er at diskutere økonomi og incitamentet”.

Kan de anbefalinger flytte noget?

“Det mener jeg helt klart. Men det kan ikke stå alene. Nu valgte udvalget at rette anbefalinger mod universitetsledelserne og fokusere på, hvad institutionerne selv kan skrue på. Men det er klart, at finansieringen sætter rammerne. Og har man incitamenter i finansieringssystemet, der peger i andre retninger, så er der klare grænser for, hvor meget der kan gøres på institutionsniveauet alene. Mere grundlæggende forandringer kan kun skabes, hvis finansieringssystemets centrale aktører også griber meriteringsdagsordenen og aktivt understøtter den”.

Rektor: Flere løntillæg for undervisning
AAU’s rektor, Per Michael Johansen, var udvalgets formand. Han konstaterer, at undervisningen skal løftes op til en mere ligeværdig betydning, når der skal ansættes videnskabeligt personale, og at dokumentation af undervisningsmeritter i form af undervisningsportfolier er en vigtig faktor for det.

“Den anden ting er, at vi skal sikre løbende udvikling. Og det gør vi ved at se på undervisningen som et kollektivt fænomen, hvor vi udvikler undervisning sammen og giver hinanden feedback”.

Det kan lyde lidt luftigt med “kulturændring” – hvilke konkrete tiltag vil det indebære?

“Grunden til, at vi ikke har skrevet mere detaljeret om det, er, at det skal udvikles i samarbejde mellem universiteter. Det skal ikke være et tiltag, ministeriet sætter regelsæt op for. Men jo, der skal også ledelsesinitiativer til. Vi skal i højere grad inddrage undervisningsaspektet ved MUSsamtaler, og når vi taler om lønforbedringer”.

Af rapporten fremgår det, at 28 procent af forskernes løntillæg gives for forskningsindsatser, mens kun 16 procent gives for indsatser omkring undervisningen. Og det skal ændres, siger AAU-rektoren.

“Det, vi ser nu, er, at forskningen har medført væsentligt flere lønforbedringer end undervisningen. Det forhold skal der rykkes ved”.

Er det noget, du vil være over i de kommende år?

“Ja, det vil jeg, og jeg er sikker på, at ministeriet vil hjælpe os med at kigge på, at balancerne rent faktisk rykker sig til fordel for uddannelsessiden”.

“Ikke noget, vi kan rykke på”
Kan du forestille dig en ansættelse, hvor en topunderviser vælges frem for en topforsker?

“I det spørgsmål ligger en modsætning, som jeg synes er kunstig. Ud fra min erfaring er de fleste topforskere også dygtige undervisere. Det er klart, at jeg godt ville kunne nævne eksempler på en topforsker, der er blevet ansat, hvis undervisningserfaring måske ikke er særlig omfattende. Men når man er ansat, er det sådan, at man skal udvikle sin undervisning. På AAU har vi således en regel om, at ingen kan frikøbe sig fuldt fra undervisningen”.

I kommer ikke ind på universiteternes finansiering og incitamentsstruktur. Hvorfor ikke?

“Det er rigtigt, at meriteringen også korrelerer med den måde, vi bliver finansieret på, og at finansieringen af universiteterne hænger sammen med den forskningsmæssige meritering. Men det er ikke noget, vi umiddelbart som udvalg kan rykke på”.

Er det her nok?

“Jeg vil sige, at det er nok for nu, og jeg er helt sikker på, at det her vil være med til at løfte undervisningen på universiteterne”, siger Per Michael Johansen.

Debat: Bygningsstyrelsen malker ikke universiteterne

Skrevet af Kristian Lyk- Jensen, vicedirektør i Bygningsstyrelsen

I seneste udgave af Forskerforum blev der med en leder og en artikel sat fokus på Bygningsstyrelsens rolle som statens ejendomsadministrator. I artiklen “Staten kræver overpris i husleje – nye voldsomme lejestigninger truer universiteter” anføres det bl.a., at:

• “… 567 mio. kr. forventes overskuddet at blive på i 2019. Det er penge, som ellers skulle være brugt til forskning og uddannelse. Nye huslejestigninger truer i 2020”.

• “Staten trækker årligt et trecifret millionbeløb ud af universiteternes økonomi og tilbage i statskassen, så pengene ikke kan bruges til forskning og uddannelse, som det ellers var intentionen”.

• “I kombination med den nye ejendomsvurdering medfører SEAmodellen yderligere underminering af universiteternes økonomi”. Dette giver anledning til nogle præciserende kommentarer omkring Bygningsstyrelsens funktion og herunder reformen af huslejeordningen fra 2015.

Bygningsstyrelsens funktion
Indledende kan det nævnes, at Bygningsstyrelsen er statens største ejendomsvirksomhed, og at vi arbejder med at sikre de rette fysiske rammer for bl.a. centraladministrationen og universiteterne. Bygningsstyrelsens samlede portefølje består af både ejede og lejede bygninger. På universitetsområdet ejer staten bygningerne, og Bygningsstyrelsen administrerer dem. Universiteterne er lejere.

Bygningsstyrelsen er en statsvirksomhed, som har et udbyttekrav (overskud), der er fastlagt på finansloven. Udbyttet har i praksis været det samme i en årrække, da det alene reguleres som resultat af de almindelige prisstigninger.

Forhøjet bevilling
Da statens huslejeordning (SEAordningen) blev indført i 2001, blev alle universiteter kompenseret med en merbevilling, som dækkede huslejeudgiften, så universiteterne netop ikke skal finansiere huslejen ud af de midler, som er tiltænkt forskning og uddannelse. Universiteterne har med andre ord i 2001 fået ekstra penge til at betale huslejen.

Staten investerer i disse år mange penge i renovering og vedligehold i universitetsbygninger, herunder energioptimering og PCB-renovering. Hertil kommer, at staten investerer ca. 6 mia. kr. i nye laboratorier og modernisering af eksisterende – uden huslejekonsekvenser.

Fra 2015 til 2020 investeres – oven i de eksisterende penge – 750 mio. kr. i fornyelse og vedligehold – uden huslejekonsekvenser. Fra 2020 afsættes årligt ca. 550 mio. kr. ekstra til løbende fornyelse af laboratorier, øget vedligehold og bygningsfornyelse – uden huslejekonsekvenser.

Endelig er der også i 2015 truffet politisk beslutning om at justere huslejeordningen, så huslejerne nedsættes med ca. 20 pct. fra 1. januar 2020 for at gøre huslejeordningen mere konkurrencedygtig. I praksis betyder det højere investeringsniveau og de lavere huslejeindtægter, at udbyttekravet på finansloven forsvinder fra 2020. Staten har således tilført og tilfører fortsat betydelige ressourcer, som skal sikre, at universiteterne har gode fysiske rammer.

Ejendomsvurderingerne i 2018
Bygningsstyrelsen har i 2018 fået foretaget en ekstern uafhængig ejendomsvurdering af de bygninger, der anvendes til forskning og uddannelse. Det har vi pligt til at gøre hvert fjerde år med det formål at få en retvisende vurdering af værdien af bygningerne både for at kunne bogføre korrekte værdier og for at kunne beregne korrekte huslejer. Den seneste samlede vurdering af bygningerne er gennemført i 2001.

Der pågår et arbejde med de nye ejendomsvurderinger, og der er ikke endelig afklaring omkring de eventuelle virkninger for universiteternes huslejer. Det vil blive afklaret i en arbejdsgruppe bestående af Finansministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet og Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

 

DTU-institut skal fyre 35-45 medarbejdere

Den centrale administrationsbygning 101 på DTU. Foto: Vibeke Hempler/DTU

DTU Management må skille sig af med cirka 12 procent af de 360 medarbejdere, da de har skaffet for få eksterne forskningsmidler.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

DTU Management er i gang med en voldsom åreladning. Mellem 35 og 45 af medarbejderne, svarede til cirka 12 procent af de 360 ansatte står til at miste deres arbejde.

Det fremgår af et internt notat dateret 21. maj 2019 med titlen”Vedr.: Økonomi og nødvendige tilpasninger på DTU Management”.

Heri skriver institutdirektør Mette Wier, at Instituttet havde et underskud på 8,789 mio. kr. i 2018. Allerede efter de første 3 måneder af 2019 er der et merforbrug på løn på 4,863 mio. kr., og oveni har instituttet i maj modtaget et besparelseskrav fra DTU’s direktion på i alt 10,2 mio. kr.

”Vi er derfor nødt til at tilpasse instituttets aktivitet til vores økonomiske rammer. Vi er midt i en meget alvorlig proces, hvor vi forsøger at finde den bedste løsning for medarbejderne, forskningen og uddannelserne. Det er en virkelig trist situation for os, og ikke mindst de berørte medarbejdere”, skriver hun i en mail til Forskerforum.

Masseafskedigelser

Lov om varsling ved masseafskedigelser er iværksat, da der er tale om et større antal medarbejdere.

Hvis 30 personer eller mere skal afskediges indenfor for 30 dage, har arbejdsgiveren pligt til at indlede forhandlinger med medarbejdernes repræsentanter om at begrænse antallet af afskedigelser ved at forsøge at omplacere eller omskole de ansatte. Arbejdsgiveren har også pligt til at oplyse eksempelvis årsagerne til afskedigelserne, og hvilke kriterier man har tænkt sig at anvende ved udvælgelse af dem, der skal fyres.

Ifølge det fortrolige notat, som Forskerforum er kommet i besiddelse af, er de ansatte blevet tilbudt muligheden for at indgå en frivillig fratrædelsesaftale.

Fristen for at melde sig var den 3. juni, og den 11. juni bliver de ansatte, som står til at blive fyret, indkaldt til samtale og får udleveret deres parthøringsbreve. De har til den 24. juni til at argumentere mod, at de skal afskediges, og den 28. juni bliver den endelige beslutning truffet og opsigelsesbrevene udsendt.

Reglerne fulgt

Dansk Magisterforening (DM), der har forhandlingsret for 100 ansatte på instituttet, har ved en nedskæringsrunde tidligere i år kritiseret DTU for at afskedige drypvis over en længere periode i stedet for at gøre det samlet og aktivere lov om masseafskedigelser. Mike Wenøe, forhandlingskonsulent i DM siger, at DTU denne gang af egen drift har valgt at gøre det ordentligt, og både har varslet korrekt og indbudt til forhandlinger om afværgeforanstaltninger.

”Den enkelte medarbejder kan alligevel opleve det som uforståeligt og uretfærdigt, at vedkommende skal fyres. Det er fuldt ud forståeligt, men processen er kørt korrekt”, siger Mike Wenøe.

Har skaffet for få midler

Claus Nielsen, universitetsdirektør på DTU siger, at man altid overholder reglerne i forbindelse med afskedigelser.

Han tilføjer, at prognosen for instituttets økonomi ser dårligere ud end forventet efter årets første kvartal, og derfor er ledelsen nødt til at reagere. Den primære årsag er, at forskerne har skaffet færre forskningsmidler fra forskningsråd, fonde, EU og private virksomheder end forventet.

”Der har været for store forventninger til ekstern finansiering. Man har budgetteret med flere bevillinger end der er kommet ind”, siger Claus Nielsen.

To af fyringskriterierne er måske derfor: 1. Mængden af eksterne forskningsbevillinger, som den ansatte har skaffet og 2. Graden og omfanget af selvstændig peer review publicering.

Andre kriterier for udvælgelsen af medarbejdere til fyring er eksempelvis ”Medarbejdernes samarbejdsrelationer til kolleger og ledelse” og ”Medarbejdernes fleksibilitet og engagement i forhold til afdelingens opgaver, herunder evne og vilje til at påtage sig nye eller ændrede opgaver”.

Institutdirektør Mette Wier oplyser, at 25 medarbejdere er blevet indstillet til afskedigelse den 12. juni.

“Antallet er bragt betragteligt ned i forhold til det oprindeligt varslede gennem frivillige fratrædelser, omplacering til andre enheder og overgang til deltid”, skriver hun til Forskerforum.

Artiklen er opdateret den 17. juni med oplysningen om antallet af afskedigelser.

AU-ledelsen frygtede at blive hevet i retten af egne forskere

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk – Foto: Ritzau/Scanpix

Ledelsen på Aarhus Universitet nægtede at udlevere advokatnotat om de ulovlige tavshedsklausuler, som forskerne var blevet pålagt i forbindelse med regeringens landbrugspakke. Begrundelsen lød, at man frygtede, at forskerne ville anlægge sag mod deres egen arbejdsplads.

Gyllegatesagen har nu fået, hvad der kan betegnes som et kuriøst efterspil. Det viser sig nemlig, at ledelsen på Aarhus Universitet (AU) frygtede et sagsanlæg fra universitetets egne forskere for at have pålagt dem en ulovlig tavshedspligt i forbindelse med tilblivelsen af regeringens landbrugspakke. AU hyrede således et privat advokatfirma til at vurdere lovligheden af kontrakten med ministeriet:

“Universitetet ønskede med afdækningen af kontraktens bestemmelse om tavshedspligt undersøgt, om universitetet kunne risikere sagsanlæg imod sig, enten fra kontraktparten (kontraktbrud) eller fra de implicerede forskere (ulovligt pålæg af tavshedspligt)”, skriver AU i et svar til Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte, som Forskerforum har fået aktindsigt i.

Sagen strækker sig tilbage til september 2015, hvor Miljøstyrelsen indgik en kontrakt med AU om at levere miljøberegningerne bag regeringens landbrugspakke. Ifølge kontrakten måtte AU-forskerne ikke udtale sig om resultaterne, før Miljøstyrelsen frigav sin rapport, og de måtte heller ikke fortælle offentligheden, at de var underlagt en tavshedsklausul. De havde dermed fået en såkaldt dobbeltmundkurv på, så regeringen kunne færdigforhandle forliget om landbrugspakken i ro og mag uden protester fra forskerne.

Flere forskere stod dog frem og vurderede, at regeringens regnskab for landbrugspakken var udarbejdet, så det så mere miljøvenligt ud, end det i virkeligheden var, hvilket endte med at koste daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen posten.

Nej til aktindsigt
Det var Heine Andersen, professor emeritus på Københavns Universitet og forfatter til bogen “Forskningsfrihed”, der afslørede de ulovlige tavshedsklausuler, som foruden at krænke forskningsfriheden har vist sig at være er i strid med forvaltningsloven.

Det kom frem i medierne i martsapril 2016, men AU-ledelsen var åbenbart også selv blevet alvorligt i tvivl om lovligheden af klausulerne, som den havde skrevet under på.

AU hyrede i hvert fald advokatfirmaet til at vurdere, om det juridiske grundlag var i orden.

Heine Andersen forklarer, at han fik kendskab til notatets eksistens under et møde med AU’s daværende chefjurist i juni 2016, som hårdnakket forsøgte at overbevise ham om, at tavshedsklausulerne var lovlige, med henvisning til notatet.

Heine Andersen søgte derefter om aktindsigt i det hemmeligholdte dokument, men fik afslag af AU, med begrundelsen at det kunne komme til at indgå i fremtidige retssager.

“Det er utrolig interessant, fordi det viser, at ledelsen selv blev i tvivl om, hvorvidt tavshedsklausulerne var ulovlige, da sagen kom frem i offentligheden, og så indhentede man en ekstern advokatvurdering”, siger Heine Andersen.

Da Forskerforum også fik afslag på aktindsigt og klagede over afgørelsen, bad Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte AU om en uddybende begrundelse.

Hertil svarer universitetet til styrelsen den 14. januar 2019, “at der på tidspunktet for notatets udarbejdelse reelt var risiko for tvister, hvilket var baggrunden for AU’s konsultation af ekstern advokatforbindelse”. Heine Andersen siger, at det viser, at AU-ledelsen frygtede et sagsanlæg både fra Miljøministeriet og fra forskerne, som var blevet pålagt en ulovlig tavshedspligt.

Forsker kalder det absurd
Professor Jørgen Eivind Olesen, sektionsleder på Institut for Agroøkologi – Klima og Vand på AU, var en af forskerne, der leverede datamaterialet i landbrugspakken og dermed ulovligt var blevet pålagt tavshedspligt.

Han kan ikke lade være med at grine højlydt i telefonen, da Forskerforum præsenterer ham for AU’s begrundelse for at hemmeligholde notatet.

“Det nærmer sig det absurde. Jeg kan ikke forestille mig, at mine kolleger kunne finde på at anlægge sag, og jeg kunne i hvert fald ikke selv finde på det. Vi er bekymrede for, om vi kan nå alle vores mange opgaver, og vi har slet ikke tid til at lægge sag an mod vores arbejdsgiver”, siger han. Jørgen Eivind Olesen tilføjer, at han først fandt ud af, at AU-ledelsen havde pålagt ham tavshedspligt, da sagen begyndte at rulle i medierne.

Fik ikke entydigt svar
Advokatnotatet, der er dateret 26. april 2016, gav i øvrigt ikke AU-ledelsen et entydigt svar.

Godt nok konkluderes det, at “kontraktens punkt 14.5, hvis bestemmelsen læses strikte efter ordlyden, er uforenelig med den adgang til ytringsfrihed, som universitetsansatte forskere har, men at bestemmelsen ikke blev håndhævet i praksis”.

Endvidere står: “Da en aftalefortolkning altid må tage afsæt i parternes fælles forståelse og administration af aftalegrundlaget, har vi i lyset af den oplyste praksis ikke grundlag for at konkludere, at kontrakten er i strid med dansk ret, herunder reguleringen af universitetsansatte forskeres ytringsfrihed. Da bestemmelsen imidlertid læst strikte efter ordlyden indikerer, at forskernes ytringsfrihed forsøges begrænset i strid med den gældende retstilstand, vil vi anbefale, at Aarhus Universitet i fremtiden afstår fra at indgå kontrakter med lignende bestemmelser”.

Rektor: AU forvaltede ikke ud fra kontrakten
Det var denne fortolkning, som AUrektor Brian Bech Nielsen holdt sig til i programmet “Deadline” den 25. januar 2018.

Da værten spurgte ham, hvorfor AU skrev under på mundkurvskontrakterne, svarede han:

“Det, vi fik at vide [i det indhentede juridiske responsum], det er, at det er ligegyldigt, hvad der står i kontrakten, så er man forpligtet af forvaltningsloven, offentlighedsloven og miljøoplysningsloven, og det har vi faktisk administreret efter, efter det jeg er vidende om i hvert fald. Så det betyder, at vi rent faktisk har haft en kontrakt med nogle rigide bestemmelser liggende, men rent faktisk administreret efter det andet. I øvrigt i god forståelse med ministeriet. Så jeg tror i virkeligheden, det er grunden til, at det har taget nogen tid, før vi blev opmærksomme på problemet”.

Bizar forklaring
Heine Andersen kalder rektors forklaring for bizar:

“Det, rektor siger, er, at kontrakten godt nok var ulovlig, men da forvaltningsloven står over kontrakten, har de forvaltet ud fra den og set bort fra kontrakten, og det har de været enige med myndigheden om. Det er noget sludder”.

Han henviser til, at han har talt med forskere fra AU, der arbejder med myndighedsbetjening, og de har altid opfattet det sådan, at de skulle holde mund, indtil rapporterne var offentliggjort.

I en rapport om forskningsfriheden på AU fra 2018 svarede 16 procent af forskerne, at de har følt sig presset af ledelsen til at ændre, udskyde eller ikke offentliggøre deres forskningsresultater. Undersøgelsen viser, at forskere, der deltager i myndighedsbetjening fx for ministerier, er særligt udsatte for at opleve pres.

Debat: Syddansk Universitet: EMA kontrakter er ikke ulovlige

Af Jesper Hallas, professor, overlæge, dr.med, Afdelingen for Klinisk Farmakologi og Farmaci, Syddansk Universitet

Forskerforum har valgt at videreformidle en artikel fra bloggen, psykiatriavisen.dk, om Syddansk Universitets kontrakt med det europæiske lægemiddelagentur (EMA) vedrørende udførelse af en forskningsopgave.

Læs: SDU har skrevet under på ulovlig tavshedsklausul

Artiklens to bærende postulater er, at kontrakten er ulovlig, idet den ikke sikrer forskerne publikationsret, og at EMA er i lommen på lægemiddelindustrien, da EMA for en stor dels vedkommende er finansieret af denne. De to kædes i psykiatriavisen sammen til at SDU er købt af industrien til at være tavse om deres forskningsresultater, altså har fået mundkurv på.

Det første postulat er faktuelt forkert. Projektet er iværksat på initiativ af EMA i et forsøg på at vurdere effekten af udmeldinger om at et konkret lægemiddel skal bruges mere varsomt. Bliver det derefter reelt brugt mindre? Hvor meget mindre? Hvor hurtigt og hvor længe? Forskydes forbruget i retning af andre lægemidler, der er mindst lige så problematiske? Et konsortium bestående af universiteter fra Skotland, England, Holland og Danmark (SDU) vandt en licitation om at udføre studiet. I kontrakten forbeholder EMA sig visse rettigheder til resultaterne. EMAs rettigheder er således i detaljer beskrevet i framework contract og specific contract, der et sted angiver at EMA skal godkende eventuelle publikationer, dvs den problematiske klausul. Dog fremgår det klart af Artikel I.6 i specific contract og på side 1 i framework contract, at konsortiedeltagerne kan publicere, og desuden at ”ENCePPs code of conduct” – som utvetydigt specificerer at forskerne har publikationsret – har forrang for framework contract.  ENCePP er i øvrigt et EMA organ.

Hverken EMA eller SDU har altså handlet ulovligt. Der er i værste fald tale om en klodset udformning af kontrakten fra EMAs side, hvor der indgår en problematisk klausul, som derefter over-rules af en anden og mere korrekt klausul. Jeg citeres for, at det er en ”uskik”, hvilket vel er den rette betegnelse. Jeg kan tilføje, at forskerkonsortiet allerede har udarbejdet et udkast til publikation, som i øjeblikket cirkulerer mellem forskerne til finjustering.  Dette ville ikke være sket, hvis der var tvivl om at vi kunne publicere.

Det andet postulat er mildest talt fortænkt. Det er korrekt, at EMA for en stor dels vedkommende er finansieret af de afgifter, medicinalindustrien betaler for at få lov at markedsføre deres lægemidler i EU. Men lægemiddelindustrien kan ikke fravælge at betale EMAs afgifter, og der findes intet andet organ der kan give markedsføringstilladelse. Så det er svært at se, hvilken klemme industrien har på EMA. EMA har da heller ikke ligefrem ry for at være eftergivende over for lægemiddelindustrien. Og hvad er alternativet? Ville vi hellere have haft EMA finansieret af EUs skatteydere frem for af dem der tjener penge på lægemiddelmarkedet og som nødvendiggør et overstatsligt apparat til lægemiddelovervågning og -administration? Konstruktionen og finansieringen af EMA er bestemt en seriøs diskussion værd, men den skal ikke tages i en sammenhæng, hvor det skal bruges til at mistænkeliggøre forskere.

Så postulatet om at SDU på ulovlig vis er betalt til at være tavse bygger på en løs sammenkædning af en forkert og en stærkt fortænkt forudsætning.

Fv19: Få nu taxameteret på det tørre

Af lektor Karsten Boye Rasmussen, fmd. for Djøfs universitets- og forskningssektor

Partierne står på nakken af hinanden med valgkampsløfter om at afskaffe toprocentsbesparelserne. Toprocentsbesparelserne, det såkaldte omprioriteringsbidrag, har forkrøblet uddannelsesinstitutionernes økonomi og bliver nævnt som hovedårsag, bl.a. da AAU nyligt fyrede 107 medarbejdere. Afskaffelsen af toprocentsbesparelserne er et behageligt politisk løfte at give, for indfrielsen camoufleres i teknikaliteter om afviklingstakt, og det gør det nemt at fremstå som den store frelser og befrier.

Kandidaterne bør holdes fast på, at afslutningen af omprioriteringsbidraget er utilstrækkeligt. Det skal ikke skjules, om der også er lovning på at genoprette økonomien efter skaden med de mere end 10 procent, der allerede er skåret. Yderligere fremstår de gode hensigter som hykleri, hvis partierne ikke samtidig giver klare tilsagn om at fortsætte taxameterløftet af uddannelsestilskuddene for humaniora og samfundsvidenskab – det tørre taxameter.

En afgørende del af tilskuddet til universitetsuddannelserne består af taxametertakster fastsat af politikerne. Taxametertaksten er forskellig afhængigt af studieretningen, og taksterne er fastsat efter delvist objektive kriterier, fx er det pr. studerende dyrere at indrette et dissektionslokale til medicinstuderende end at indrette et grupperum til økonomistuderende. Men taksterne har også et motiverende indhold for universitetsledelserne. Når ingeniørtaksterne er højere, er det også, fordi regeringen ønsker flere ingeniører.

I praksis gælder imidlertid for alle uddannelser, at universiteterne er nødsaget til at overføre penge fra basisforskningsmidler til uddannelserne. Taksterne er simpelthen utilstrækkelige alle steder. Humaniora og samfundsvidenskab har dog de laveste takster. Og grundige undersøgelser for 10 år siden konkluderede at den lave takst simpelthen var for lav. Derfor blev der for 10 år siden indført et løft af taxametertaksterne på de to tørre hovedområder. Det løft er flere gange blevet forlænget, men stadig ikke gjort permanent. Det betyder, at de to områder er i risiko for, at mere end 10 procent af undervisningens finansiering kan forsvinde i en stadig uafklaret kamp om den næste finanslov.

Danmark har brug for at investere mere i uddannelse. Ungdoms- og erhvervsuddannelserne har brug for et løft. Vi har brug for investeringer i livslang læring. Vi har brug for uddannelsesløft til de ufaglærte. Pengene til disse investeringer må bare ikke tages fra de akademiske uddannelser, som det blev krævet i Politiken i starten af maj måned, da formand for HK/Privat Simon Tøgern tog en boksetur i debatringen, hvor han ikke holdt sig tilbage med akademikerbashing – uden hold i virkeligheden. Danmarks uddannelsesbudget må ikke blive et nulsumsspil. Vi har brug for en opjustering af alle uddannelserne. Det er fortvivlende, at der er blevet skåret ned, når det igen og igen bliver påvist, at uddannelse skaber job og vækst. Således viste en Epinionundersøgelse for AAK og Djøf, at ansættelse af en akademiker skaber flere job i virksomhederne, og det er i vid udstrækning nye job til faglærte.

Vi er enige med de 8 rektorer, der i et indlæg i Jyllands-Posten appellerer til politikerne, at det er vigtigt at taxameterløftet fastholdes. Et bortfald af taxameterløftet på de tørre områder vil være en bombe, som vil udløse yderligere blodige fyringer på samfundsvidenskab og humaniora overalt, og det er samfundsøkonomisk uklogt. Beslutningen om at videreføre taxameterløftet kan ikke vente til finanslovsforhandlingerne. Der bør udstedes garantier nu.

Når folketingskandidaterne siger, at de vil afskaffe toprocentsbesparelserne, så spørg, om de vil sikre løftet af det tørre taxameter permanent. Og stem på de kandidater, der vil, og som vil sikre investeringen i uddannelserne, i de lange videregående uddannelser og i Danmark som videnssamfund.

Fyret international topforsker: Noget er råddent i Danmark

Den dansk-canadiske professor Susan Stipp har været igennem et opslidende forløb, hvor hendes forskningsgruppe blev nedlagt med to timers varsel og alle forskerne fyret. Nu kritiserer hun den danske universitetslov for at give lederne enorm magt, uden at de kan blive stillet til regnskab for deres handlinger.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk – Illustration: Morten Voigt

Kan det være rigtigt, at samtlige 23 medlemmer af en internationalt anerkendt forskningsgruppe, der har skaffet mere end en kvart milliard kr. i forskningsmidler og fået flere fremragende evalueringer af eksperter, kan blive fyret med to timers varsel og få deres opsparede midler eksproprieret?

Ja, det skete på Kemisk Institut på Københavns Universitet, hvor Susan Stipp og gruppemedlemmerne i Sektionen for Materialekemi blev afskediget i august sidste år. Hun siger, at årsagen var, at institutlederen ville ekspropriere gruppens forskningsmidler på grund af et truende underskud på instituttet.

Dokumenterne i den spegede sag, som Forskerforum er kommet i besiddelse af, tegner et billede af en institutleder, der pludselig beslutter at fyre alle forskerne, selvom der var bevillinger og opsparede midler til deres løn. Hans overordnede – John Renner Hansen, dekan på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet – havde tilmed set og kommenteret en plan fra Susan Stipp, der betød, at forskerne kunne gøre deres projekter færdige og derefter blive overflyttet til andre arbejdspladser ved udgangen af 2019.

Institutleder Mikael Bols fastholder, at pengene tilhører Kemisk Institut, og afviser at have eksproprieret forskningsmidler. Han siger, at det trak fundamentet væk under sektionen, at Susan Stipp ønskede at forlade instituttet.

“Jeg havde ikke tiltro til, at sektionen kunne overleve, når både Susan Stipp og sektionslederen ville forlade den, og så besluttede jeg at lukke ned hurtigst muligt, så vi ikke blev ved med at bruge midler på lønninger”, siger han.

John Renner Hansen bekræfter, at han nikkede ja til planen, som Susan Stipp præsenterede ham for, men at det viste sig, at præmisserne ikke holdt.

Læs også

Institutleder og dekan afviser at have eksproprieret forskningsmidler

Unge forskere: Institutleder smadrede unik forskning

Indkaldt med to timers varsel
I en e-mail til de ansatte i Sektionen for Materialekemi dateret 15. august 2018 kl. 11.01 skriver Mikael Bols: “Jeg indkalder jer hermed til møde i dag kl. 13.00 i lokale 02-04-413. Mødet omhandler sektionens fremtid”.

Mødet blev altså indkaldt med to timers varsel, og kl. 14.11, ca. en time senere, annoncerer han lukningen i en ny e-mail sendt til alle på instituttet:

“For at sikre instituttets bæredygtighed har Kemisk Instituts ledelse derfor besluttet at nedlægge Sektionen for Materialekemi per 31/12-2018. Det betyder, at alle stillinger i sektionen nedlægges”, skrev Mikael Bols.

Ifølge Forskerforums oplysninger blev samarbejdsudvalget (LSU) orienteret to timer før de ansatte. Flere medlemmer protesterede, men beslutningen var reelt truffet på forhånd.

Susan Stipp siger, at mange af de ansatte ikke kunne nå frem til mødet kl. 13 på grund af den korte varsel, og en del havde slet ikke set deres e-mail. Flere fandt derfor ud af, at de var ved at blive fyret, da de snakkede med kollegerne fra andre sektioner ved kaffemaskinen i mødelokalet. En var sågar på vej på talerstolen for at holde sit oplæg til en konference, da hun fik beskeden.

“De virkelige ofre er de unge lovende forskere, som ikke kunne færdiggøre deres projekter, og de ph.d.studerende,som blev efterladt uden vejledere. Sagen har haft alvorlige følger for deres karriere, og det var unødvendigt”, siger hun.

Tog opsparede midler
Ifølge Susan Stipp overtog institutlederen efter lukningen Sektionen for Materialekemis midler, da de stod på underkonti, som ledelsen havde adgang til, for at dække et truende underskud på instituttet.

Forskerforum har set institutlederens opgørelse over konti, hvor det fremgår, at der står i alt 17,8 mio. kr., og en opgørelse over andre bevillinger.

Ifølge dokumenterne mødtes sektionsleder Henning Osholm Sørensen med Mikael Bols i begyndelsen af juni 2018.

Den nu forhenværende sektionsleder Henning Osholm Sørensen bekræfter, at mødet med Mikael Bols fandt sted, og at han blev præsenteret for en opgørelse, hvor det fremgik, at Sektionen for Materialekemi havde et beløb opsparet, der var tilstrækkeligt til, at de kunne køre videre i 1½ år på cirka samme niveau.

Det var penge, som forskerne havde skaffet fra EU, industripartnere, fonde og havde fået i intern bonus fra KU for at have hentet EC grants fra EU. Institutlederen bad ham berolige de ansatte med, at der var penge nok til løn, men to måneder senere afskedigede han dem alligevel.

“Der er ingen tvivl om, at pengene i stedet i et vist omfang er blevet brugt til at dække instituttets underskud”, siger Henning Osholm Sørensen.

Han tilføjer, at han blev orienteret om lukningen, samtidig med at de øvrige ansatte modtog indkaldelsen til mødet om sektionens fremtid. Samarbejdsudvalget var blevet orienteret to timer inden.

“Jeg var selv ansat i et såkaldt tidsubegrænset lektorat, men det viste sig kun at være tidsubegrænset, indtil institutlederen traf en anden beslutning og fyrede mig”, siger Henning Osholm Sørensen.

Flere af de afskedigede forskere protesterede mod beslutningen i deres partshøringsbrev. Blandt andre franske Nico Bovet, der argumenterede med, at der var sparet eksterne midler sammen til lønninger.

I svaret underskrevet af dekan John Renner Hansen står der blandt andet:

“For the avoidance of doubt, it is stressed that a Head of Department has the right to limit the researchers’ access to use of their savings for the sake of the Department’s overall finances”.

“De kaldte det en fast stilling, da jeg fik jobbet, men alligevel blev jeg fyret hurtigt, uventet og brutalt. Det kunne aldrig ske i Frankrig”, siger Nico Bovet.

Susan Stipp har også fået at vide, at det ifølge universitetets regler var lovligt at inddrage gruppens opsparede midler, men det er alligevel uetisk, mener hun.

“Jeg vil argumentere for, at det er amoralsk at ekspropriere forskningsmidler og bonusser, som medlemmerne af forskningsgruppen har tjent gennem deres hårde arbejde, og så sige, at gruppen giver underskud, og fyre dem”, siger hun.

Hun tilføjer, at hun ikke har fået lov til at overflytte en del af de forskningsinstrumenter, som hun har indkøbt for eksterne midler, til sin nye arbejdsplads, og det ville koste omkring 20 mio. kr. at erstatte dem.

Ifølge Susan Stipp fik hun lov til at overflytte en mindre del af sine egne forskningsbevillinger. Hun fik 2,5 mio. kr. til at færdiggøre industriprojekter, men der stod 7,9 mio. kr. på hendes konti på KU.

Flere eksterne bevillingsgivere klagede til rektor over behandlingen af Susan Stipp, men de, der fik et svar, fik blot at vide, at det er foregået efter reglerne.

Havde et anstrengt forhold
Susan Stipp fortæller, at samarbejdet med institutlederen Mikael Bols hurtigt blev anstrengt, efter at han blev ansat i 2007, måske fordi hun er typen, der siger sin mening.

“Jeg troede, at han mente det, da han sagde, at han gerne ville have input til ledelsesmøder, men han bryder sig ikke om folk, der er uenige med ham”, siger hun.

Forholdene blev værre og værre, og i 2014 blev det uudholdeligt og nærmede sig chikane, fortæller hun. Hendes gruppe har i løbet af 12 år skaffet mere end 250 mio. kr. i forskningsmidler fra industrien, EU og fonde, herunder overhead på 10 til 44 procent, som gik til instituttet – cirka 50 mio. kr., vurderer hun – men sektionen fik intet tilbage i form af teknisk eller administrativ støtte. Hun fortæller, at hun selv betalte tre teknisk-administrative ansatte med eksterne forskningsmidler, og gruppen måtte selv indkøbe møbler, it-udstyr og betale for istandsættelse af lokaler. Ikke engang instituttets printere måtte de benytte.

“Gruppen har altid været selvfinansieret, også til sidst. Vi kostede instituttet intet på nær min løn i 6 af de 12 år”, siger Susan Stipp.

I 2014 bevilgede BP 10 mio. kr. til at købe et nyt måleinstrument, men i to år kunne hun ikke få en plads til det, selvom der var et lokale i kælderen, der kun blev brugt til tomme flasker og skrammel.

Lige efter en evaluering i 2014, hvor et ekspertpanel roste sektionen, meddelte institutlederen hende pludselig, at hun ikke måtte søge om flere eksterne midler, medmindre der fulgte 45 procent overhead med. Ikke engang offentlige danske fonde betaler mere end 44 procent overhead, så i realiteten afskar det hende fra at søge funding.

“Han hævede hele tiden kravene”, siger hun.

Loven giver risiko for magtmisbrug
Susan Stipp understreger, at hun ikke bærer nag til KU som institution, men hun har valgt at fortælle om sagen, i håb om at den danske universitetslov vil blive ændret.

Hun siger, at problemet med loven er, at institutlederen ikke skal stå til ansvar over for nogen: “Der er et hul i systemet, der må repareres, ellers vil det her ske igen og igen”.

“Systemet, der blev indført med universitetsloven, er en model, der kendes fra erhvervslivet, men den kræver, at lederen på hvert niveau af ledelseshierarkiet kan holdes ansvarlig for sine handlinger af sin overordnede”, siger Susan Stipp.

Mange af hendes kontakter i forskningsverdenen i udlandet kan ikke forstå, at den slags kan ske i et land som Danmark.

“For folk uden for Danmark er det uhyrligt at forestille sig, at en institutleder kan fyre en hel sektion, der har ry for god videnskab og at kunne fundraise. I alle andre lande, hvor universiteter er drevet via demokratiske processer, er det simpelthen utænkeligt, at en institutleder kan have så meget magt. Den hast, fyringerne blev gennemført med, og det irrationelle ved beslutningen får folk til at tænke, at noget er råddent i Danmark”, siger Susan Stipp.

Gruppen fik fremragende ekspertevalueringer
Et internationalt ekspertpanel evaluerede Kemisk Institut i henholdsvis 2008, 2011, 2014 og 2017, og alle rapporterne var positive over for Sektionen for Materialekemi.

I 2017 anbefaler ekspertpanelet en styrkelse af forskningsområdet, da det er med til at løse mange samfundsproblemer relateret til energi og miljø.

På side 16 i rapporten på engelsk står der i anbefalingerne:

“A plan for the future of the Materials Chemistry section should be developed, either by combining it with Nano Chemistry or by considering its expansion beyond the group of a single tenured faculty member. In our minds, Materials Chemistry is an important area that is not being adequately covered by a single research group, irrespective of the high quality of the research being produced by that group”.

Formand for ekspertpanelet var Stefan Hecht, professor på kemisk institut ved Humboldt-Universität zu Berlin. Han er leder af afdelingen “Organic Chemistry and Functional Materials” og har tidligere været både dekan og vicedekan på det naturvidenskabelige fakultet på Humboldt-Universität zu Berlin.

Han er chokeret over nedlæggelsen af sektionen og kalder det ufatteligt, da Forskerforum fanger ham på telefonen i lufthavnen på vej til en konference.

“Vi gav jo Sektionen for Materialekemi en meget positiv evaluering, og Susan Stipp var tydeligvis succesfuld og hentede store forskningsbevillinger hjem. Hun bar sektionen på sine skuldre, så vi anbefalede at udvide den og give nogle af de unge lovende forskere en fast stilling, så de kan tage over, når hun på et tidspunkt vælger at gå på pension. Instituttet havde et unikt aktiv i hende, så jeg forstår det virkelig ikke”, siger han.

Umuligt at fyre en professor i Tyskland
Stefan Hecht er rystet over, at det overhovedet er muligt at fyre en professor i Danmark. I Tyskland har professorer tenure og dermed sikkerhed i ansættelsen.

“Jeg skal begå en meget alvorlig forbrydelse, hvis jeg skal risikere at blive fyret. Hvis jeg passer min forskning og undervisning, har jeg intet at frygte, og sådan er det i alle lande, jeg kender til”, siger Stefan Hecht og fortsætter:

“Det er meget vanskeligt at blive udnævnt til professor, men når du først har opnået tenure, er det svært at miste dit professorat igen. Hvis det ikke var tilfældet, ville en akademisk karriere, hvor du bruger årtier af dit liv på at blive bachelor, kandidat, ph.d., postdoc, adjunkt og lektor, være langt mindre attraktiv”.

“Hvordan vil processen være i Tyskland, hvis ledelsen vil lukke en hel forskningsgruppe eller sektion?”

“Jamen, det er utænkeligt. Det vil aldrig kunne ske. Jeg har aldrig hørt om en lignende sag i academia. Jeg troede ærlig talt, at det var umuligt – også i et land som Danmark. At der var love og rettigheder, der forhindrede den slags”, siger han.

Stefan Hecht tilføjer, at det er hans indtryk, at vi burde diskutere, hvordan vi driver vores universiteter i Danmark.

“Der er måske lidt for meget elfenbenstårn over systemet i Tyskland, men det virker, som om I er gået for langt i jeres reformer, og at universiteterne bliver drevet som virksomheder. Det er skadeligt for forskningen, hvis en institutleder kan gøre, som han har lyst, og fyre forskerne. Det er skræmmende, hvis det er lovligt”, siger han.

Danmark lever ikke op til internationale aftaler
Stefan Hecht er langtfra den eneste, der har fået øjnene op for, at det danske universitetssystem mangler både indflydelse og jobsikkerhed for det videnskabelige personale.

I 2007 klagede Dansk Magisterforening til UNESCO, FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, over, at danske universitetsansatte har usikre ansættelsesforhold og for lidt indflydelse på deres arbejde. Danmark tilsluttede sig i 1997 UNESCOs anbefalinger om friheder og rettigheder for universitetsansatte, men de skiftende regeringer fulgte ikke anbefalingerne, lød klagen. Ifølge UNESCO-erklæringen er kollegialt demokratisk selvstyre en væsentlig del af det at have akademisk frihed. Det indebærer ret til at vælge repræsentanter og have medarbejderflertal i styrende organer med reel besluttende myndighed i sager vedrørende administration, politikudformning, fordeling af ressourcer, forskningsstrategier og uddannelser og undervisning.

UNESCO slår også fast, at tenure – altså sikkerhed i ansættelsen – er en forudsætning for akademisk frihed, fordi det forebygger vilkårlige afskedigelser. Der skal være gode grunde og en retfærdig proces baseret på grundig og præcis evaluering, hvis det overhovedet skal være muligt at afskedige en forsker, og institutionen skal have taget alle skridt, som man med rimelighed kan forvente, for at hindre afskedigelse.

I forbindelse med nedlæggelsen af Sektionen for Materialekemi på KU skrev institutlederen, at beslutningen var truffet af ledelsen på Kemisk Institut, og samarbejdsudvalget (LSU) blev orienteret, to timer før de ansatte fik besked om, at de ville blive afskediget. Ifølge Forskerforums oplysninger protesterede flere medlemmer af udvalget, men beslutningen var reelt truffet på forhånd.

Danmark dumper i EU
Seniorforsker Terence Karran fra University of Lincoln i Storbritannien har i 2007 og 2017 undersøgt graden af akademisk frihed i EU, og i begge undersøgelser dumper Danmark med et brag.

I 2007 sluttede Danmark næstsidst, kun undergået af Storbritannien, og i 2017 sluttede Danmark på en 24.-plads blandt 28 EU-lande, efter at universitetsloven var blevet revideret i 2011.

Danmark scorer lavt hvad angår både demokratisk selvstyre og sikkerhed i ansættelsen.

De danske professorer Niels Kærgård og Peder Andersen har i en kronik i Berlingske kritiseret, at KU og AU overhovedet bruger udtrykket “tenure” i forbindelse med universitetsansættelser i Danmark:

“Når danske universiteter internationalt lancerer stillinger som “tenured” og “tenure track”, mens man rask væk fyrer kvalificerede lektorer og professorer, får man let et meget blakket ry, der svarer til, hvad der sker, hvis man bliver kendt for at sælge hestekød under betegnelsen “beef””, skriver de.

Terence Karran har i en ny undersøgelse fra 2018 fundet en sammenhæng mellem, hvor stor en akademisk frihed universiteter har, og hvor højt de ligger på internationale ranglister. De bedst placerede universiteter som Oxford og Harvard er præget af, at medarbejderne har stor medbestemmelse.

“De bedste forskere bliver tiltrukket af at arbejde på de bedste universiteter, ikke mindst fordi de beskytter den akademiske frihed. Forestil dig, at en lad os sige indisk topforsker vil rejse til Europa for at fremme sin karriere. Han bliver tilbudt en stilling i Spanien, hvor den akademiske frihed er beskyttet i forfatningen og i lovgivningen, og en stilling i Danmark, hvor han har hørt, at forskere kan blive fyret uden grund. Hvilket job tror du, at vedkommende vælger? Min forskning viser en sammenhæng mellem beskyttelsen af den akademiske frihed og et universitets placering på de internationale ranglister. På lang sigt vil det føre til en lavere placering på rankings, hvis et land ikke beskytter den akademiske frihed”, skriver han i et svar per e-mail til Forskerforum.

Terence Karran skriver også, at der er flere tiltag på vej i EU. En taskforce skal blandt andet udvikle et forslag til monitorering af brud på grundlæggende værdier som akademisk frihed, der skal præsenteres på en konference i Rom i 2020.

“Det er svært at forudsige, om det vil have en effekt på situationen i Danmark, men det er sandsynligt, at vi kommer til at se et fælleseuropæisk akademisk adfærdskodeks (code of conduct)”, skriver han.

Ansatte er prisgivet
Heine Andersen, professor emeritus på KU og forfatter til bogen “Forskningsfrihed”, er enig i, at den manglende beskyttelse mod fyring er problematisk, da tryghed i ansættelsen er en forudsætning for forskningens kvalitet og troværdighed, på samme måde som dommeres ansættelsestryghed er det for retssikkerheden.

Han mener, at problemerne bunder i afskaffelsen af de valgte ledere med universitetsloven fra 2003. Systemet med valgte ledere havde indtil da lagt en dæmper på, hvor egenrådige de kunne være.

“Der findes mange gode ledere, men der er også eksempler på dårlige og ligefrem kyniske ledere på alle niveauer, der misbruger deres meget vidtgående magtbeføjelser. I dag er du som universitetsforsker prisgivet i forhold til ledelsens dispositioner”, siger Heine Andersen.

Han tilføjer, at en dekan godt kan afskedige en institutleder, men han har ikke kendskab til noget tilfælde, hvor det er sket i Danmark. Det skyldes formentlig, at institutledere er åremålsansat, så det er lettere at lade dem sidde perioden ud.

Ifølge Heine Andersen bliver de fastansatte forskere på en del universiteter i USA involveret i forbindelse med både ansættelser og afskedigelser, og han foreslår, at vi i Danmark indfører en lignende model, hvor Akademisk Råd bliver rådført, når der er sparerunder og fyringer.

Udarbejdede flytteplan med dekanen
Susan Stipp begyndte efter 2014 at snakke med andre institutioner om muligheden for at flytte sin forskningsgruppe fra Kemisk Institut.

I 2018 var planerne blevet så konkrete, at hun med hjælp fra John Renner Hansen, dekan på naturvidenskab på KU, udarbejdede en plan for flytningen, der forstyrrede forskerne og de ph.d.-studerendes arbejde mindst muligt ved at lade instrumenterne, som hun havde indkøbt, blive på KU i en overgangsfase.

Ifølge Susan Stipp godkendte dekanen overflytningsplanen den 28. juni 2018 og præsenterede den for Mikael Bols, og så hørte hun ikke mere, indtil hun blev varslet fyret den 15. august. Hun klagede til dekanen, men John Renner Hansen svarede ifølge Susan Stipp, at han ikke brød sig om, hvad institutlederen havde gjort, men at han intet kunne stille op, da det var institutlederens ret.

Susan Stipp siger, at hun kender tre andre forskergrupper, der har stået i samme situation som hendes gruppe, men de tør ikke stå frem i offentligheden, af frygt for at det vil ødelægge deres karriere.

Hun håber ved at fortælle gruppens historie at få systemet ændret hen imod, at lederne skal stå til ansvar over for medarbejderne og overordnede, så det samme ikke kan ske igen.


Energi, miljø og sundhed

Mikael Bols begrundede blandt andet sin beslutning om at nedlægge Sektionen for Materialekemi med, at sektionen var afhængig af bevillinger fra olieindustrien, som er på vej til at stoppe, men det afviser Susan Stipp.

Gruppen havde for længst udvidet sit fokus og blandt andet modtaget 45 mio. kr. fra andre industrier, fra EU som EC grants og midler fra det britiske forskningsråd EPSRC (Engineering and Physical Sciences Research Council). De unge forskere havde tilmed deres egne projekter, og flere midler var på vej.

Hun og gruppen forskede blandt andet i, hvordan væsker bevæger sig i undergrunden, hvilket kan bruges til at udvikle produkter, der kan fjerne forureninger med olie, pesticider og rengøringsmidler.

De er også i gang med et projekt på Island, hvor man binder Co2 fra atmosfæren i mineraler og dermed hjælper med at begrænse den globale opvarmning, og de har projekter, der forsøger at forstå, hvordan naturen bestemmer form, størrelse og styrke på tænder, knogler og skaller. Fænomenet, som kaldes biomineralisering, er stadig et mysterium. hvis man kan forstå detaljerne i de kemiske processer, kommer man nærmere på at kurere lidelser som gigt, knogleskørhed og nyresten. Måske man endda kunne producere kunstige tænder, knogler og andre reservedele.