Forfatterarkiv: Forskerforum

Hum-ansatte vil have høring om plan for fagsammenlægninger til at gå om

Studerende fra humaniora på Københavns Universitet Søndre Campus på Amager blokerer ledelseskontoret og en administrationsgang i protest mod ny målplan. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Fællestillidsmand på Det Humanistiske Fakultet på KU siger, at de ansatte blev præsenteret for et udkast til målplanen, hvor det centrale afsnit om fagsammenlægninger manglede. Dekanen er villig til at overveje om høringen skal gå om.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

En gruppe studerende har blokeret ledelsesgangen på Det Humanistiske Fakultet på siden den 28. oktober i protest mod en ny målplan, der blandt andet giver ledelsen mulighed for at sammenlægge små fag.

Men det centrale afsnit om fagsammenlægninger manglede i det udkast som medarbejderrepræsentanterne blev præsenteret for på et møde i fakultetets samarbejdsudvalg (FSU) den 30. august, da de behandlede målplanen.

Det siger lektor Peter Birkelund Andersen, fælles-TR for forskere og undervisere under Dansk Magisterforening og næstformand for FSU, der derfor vil have dekanen til at genåbne høringsprocessen.

”Det er en del af vores kritik af processen, som vi mener, har været mangelfuld. Vi blev ikke præsenteret for et rimeligt fuldt ud genarbejdet målplan-dokument. Det bærer præg af at være forfattet i hast, og der er for meget, som kan have nogle drastiske konsekvenser for de ansatte, som er blevet sat ind senere”, siger Peter Birkelund Andersen.

Forsøger at mægle

Peter Birkelund Andersen understreger, at de ansatte ønsker at nedtrappe konflikten, og håbet er, at dekanen og de studerende kan finde hinanden og blive enige om en revideret målplan, der kan sendes til høring i de relevante fora, hvilket vil sige i studienævn, akademisk råd og samarbejdsudvalgene.

Han understreger, at de ansatte støtter modstanden mod fagsammenlægninger, mens de ikke har en holdning til de studerendes aktionsform.

Akademisk Råd og de studerende lavede i sidste uge et forslag til en ændring af målplanen, hvor fagsammenlægninger ikke bliver nævnt, og det papir støtter Peter Birkelund Andersen som grundlag for en ny høring.

”Det vil give dekanatet rimelig mulighed for at udvikle fakultetets faglige profil,” siger han.

DM opfordrer dekan til at sikre tid til ny beslutningsproces

Formand for Dansk Magisterforening (DM) Camilla Gregersen siger, at DM har fulgt hele processen på tæt hold og har løbende været i kontakt med de studerende, DM’s TR’ere både for VIP’ere og Tap’ere, ligesom man har talt med ledelsen.

”Jeg kan ikke understrege nok, hvor stor vægt DM lægger på, at ledelsen sikrer medindflydelse til både studerende og ansatte i vigtige beslutninger, som f.eks. Målplan for 2020 – 2023. Bagtæppet for konflikten er jo den trængte økonomi på særligt humaniora, hvor mange er bekymret for, hvordan kvaliteten kan opretholdes. Netop i sådan en vanskelig situation er det ekstra vigtigt, at udviklingsplaner bliver behandlet grundigt i de valgte organer. Det er jo åbenlyst, at de aktionerende studerende ikke føler sig inddraget tilstrækkeligt, og tillidsrepræsentanter for VIP’erne melder ligeledes, at der er sket fejl i høringsprocessen. Derfor vil jeg opfordre dekanen til at tage sig den fornødne tid til at sikre en ny, god beslutningsproces”, siger DM-formanden.

Hun tilføjer, at der er brug for et stærkt humaniora, og det kræver, at konflikten bliver løst. Det vil DM fortsat arbejde for og hjælpe alle parter med.

Dekan overvejer

Dekan Jesper Kallestrup siger, at de kom sent i gang med høringsprocessen blandt andet på grund af dekanskiftet, men at det er kørt efter bogen på KU.

Han erkender dog, at han gerne ville have været mere inddragende og haft en grundigere behandling.

”Det er en beklagelig situation, vi er kommet i, og jeg kan godt se, at det havde været fornuftigt for alle parter, hvis vi havde haft mere tid. Jeg er villig til at overveje om høringen skal gå om”, siger Jesper Kallestrup.

Humaniora og samfundsvidenskab risikerer at komme i klemme i den grønne omstilling

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen sagde i sin tale, at den grønne forskning skal tænkes bredt, så alle forskningsgrene kommer i spil. Foto: Mikal Schlosser

De “tørre” videnskaber kan ende som de store tabere, når regeringen øremærker flere midler til grøn forskning i de kommende år. Ministeren og flere af partiernes ordførere understregede dog på det forsknings- og uddannelsespolitiske topmøde på DTU, at der også bliver brug for humaniora og samfundsvidenskab, hvis CO2udledningen skal reduceres med 70 procent.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning kan blive de store tabere, når Danmarks udledning af klimagasser skal nedbringes med 70 procent inden 2030, som den nye socialdemokratiske regering har besluttet sammen med partierne i rød blok.

For det tyder på, at S-regeringen vil satse massivt på forskning i grønne teknologiske løsninger for at nå målet, hvilket betyder, at der skal kanaliseres flere midler til de naturvidenskabelige og tekniske forskningsdiscipliner.

I partiets klimapolitik står der blandt andet, “at vi skal være mere strategiske i, hvordan vi bruger de midler, vi har til forskning”.

Konkret foreslår S at afsætte en grøn forskningsmilliard årligt til forskning i energiteknologi og -løsninger og på en national satsning på forskning inden for lagring og konvertering af energi.

Samtidig er det kommet frem, at pengene til den grønne satsning, i hvert fald i 2020, skal findes ved at øremærke midler til formålet inden for de eksisterende offentlige budgetter til forskning.

Det fik flere af partiernes forskningsordførere til at opfordre til også at huske at tilgodese humaniora og samfundsvidenskab på det årlige uddannelses- og forskningspolitiske topmøde på DTU den 2. oktober.

Liberal Alliances Henrik Dahl advarede mod at putte alle pengene i en sektor og udsulte andre forskningsområder.

“Vi har også et ansvar over for humaniora og samfundsvidenskab, og vi skal passe virkelig meget på med at definere projekterne til et for smalt formål”, sagde LA-ordføreren.

Dansk Folkepartis ordfører, Henrik Thulesen Dahl, udtrykte også bekymring for, at vi er i færd med at styre alle vores forskningsmidler over i det grønne.

“Det løser ikke noget, hvis vi glemmer alle de andre ting. Vi skal huske på, at klima er blot et af 17 verdensmål”, sagde han til topmødet.

Grøn milliard tages fra andre områder
Problemet er, at den grønne forskningsmilliard skal komme ved at øremærke midler fra forskningsreserven, der udgør 1,9 milliarder kroner i 2020. Det er penge, der alligevel skulle bruges på forskning, så der er tale om en omfordeling af det eksisterende offentlige forskningsbudget og ikke om en ekstra milliard, som regeringen skrev i sin pressemeddelelse. Frygten er derfor, at der bliver færre penge at søge inden for humaniora og samfundsvidenskab, når der skal satses på at udvikle grønne klimaløsninger.

“Den grønne milliard er fremkommet ved en prioritering af forskningsreserven på bekostning af andre mulige forskningsområder”, siger senioranalytiker ved tænketanken Kraka Niels Storm Knigge til Information.

David Budtz Pedersen, professor mso i forsknings- og innovationspolitik på Aalborg Universitet, er enig: “Ved præsentationen af finanslovsforslaget kunne man have fået indtryk af, at det er penge, der bliver lagt oveni. Det er det ikke. Når sandhedens time kommer, så er det penge, der tages fra andre steder. Det kan godt vække bekymring i det danske forskningslandskab”, siger han til Information.

Budtz har i øvrigt kaldt det paradoksalt, at nedprioriteringen af humaniora sker i en tid, hvor nogle af de største globale udfordringer er menneskeskabte. Uanset om det handler om klimakrisen eller voldelig højrepopulisme, er menneskelig adfærd både årsagen og løsningen.

Intet nyt under solen
Det er et veldokumenteret fænomen, at langt de fleste forskningsmidler allerede i dag går til naturvidenskabelig (nat), teknisk (tek) og sundhedsvidenskabelig (sund) forskning.

Blandt andet viser en analyse fra marts 2019 foretaget af tænketanken DEA, at der er en meget stærk grad af koncentration af konkurrenceudsatte forskningsmidler inden for netop de natur- og sundhedsvidenskabelige samt tekniske områder. Det er penge, som forskere søger i konkurrence fra offentlige og private fonde, foreninger, virksomheder og internationale organisationer.

DEA-analysen viser, at 84 procent af bevillingsmodtagerne er fra tek/nat/ sund og 16 procent fra hum/samf. Forskere fra tek/nat/sund får 89 procent af bevillingerne og 94 procent af de bevilgede penge, mens forskere fra hum/ samf får 11 procent af bevillingerne og kun modtager 6 procent af pengene.

1 procent af BNP til forskning
På det uddannelses- og forskningspolitiske topmøde på DTU var Socialdemokratiets uddannelses- og forskningsordfører, Kasper Sand Kjær, ikke meget for at erkende, at milliarden til grøn forskning ikke er nye penge.

Et bredt politisk flertal har besluttet at bruge, hvad der svarer til 1 procent af bruttonationalproduktet (BNP) på offentlig forskning. EU har en målsætning om, at medlemslandene skal bruge 3 procent af BNP, men de to øvrige procent kommer fra erhvervslivet.

Når den danske økonomi vokser, skal der derfor bruges flere penge på forskning. Regeringen lægger i finanslovsforslaget derfor op til, at det offentlige forskningsbudget i 2020 skal stige med 300 millioner til i alt 23,7 milliarder i 2020, men det var også sket, hvis blå blok havde vundet valget. I 2019, det sidste år med VLAK-regeringen, steg forskningsbudgettet således med cirka 160 millioner kroner.

“Jeg tror ikke, at vi har lovet, at der vil være nye penge, men jeg, Socialdemokratiet og regeringen har en ambition om at bruge flere penge på forskning, og vi vil gerne op på 1,5 procent af BNP. Den grønne milliard er nye penge, i den forstand at BNP vokser, og at de ikke tages fra eksisterende områder. Vi sparer ikke på anden forskning, men det er ikke ud over den ene procent”, sagde Kasper Sand Kjær.

Grøn forskning er også humaniora og samfundsvidenskab
Han tilføjede, at grøn forskning for S er hele paletten, og at han gerne ser et indspil fra universiteterne i forhold til at sikre mere tværfaglig forskning, hvor alle discipliner er i spil.

Radikales forskningsordfører, Stinus Lindgreen, understregede også, at han ikke har et snævert fokus på naturvidenskabelige og tekniske område, når han snakker om forskning inden for det grønne.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen sagde i sin tale, “at det er utrolig vigtigt, at vi tænker den grønne forskning bredt. Vi har brug for at få alle forskningsgrene i spil”.

“Vi har brug for humaniora, når vi skal have folk til at ændre adfærd og handle mere bæredygtigt. Vi har brug for CBS, når vi skal udvikle nye grønne forretningsmodeller. Og vi har brug for samfundsvidenskaben, når vi vil forstå, hvordan klimakrisen påvirker forskellige samfundslag og kulturer”, lød det fra ministeren.

Debat: Den identitetspolitiske lukningstrussel

Under Roskilde Festival 2010 troppede flere gæster op i opfindsomme udklædninger – bl.a. som indianer-piger. Foto: Gonzales Photo Jonas Højgaard/Gonzales/Ritzau Scanpix

Hvis religionen, livsformer, etniske segmenter eller seksuelle orienteringer gøres fredhellige og skærmes mod kritik, så stivner kulturen, og ytringsfriheden bliver glatbarberet, skriver debattørerne.

Af Tine Fristrup, Jens Erik Kristensen og Steen Nepper Larsen fra Forskningsenheden i Samtidsdiagnostik ved DPU, Aarhus Universitet 

I 1200-tallet overtog den katolske kirkes mestertænker, filosoffen og teologen Thomas Aquinas, den jødiske nyplatoniker Israelis’ definition af sandheden som “adequatio intellectu et rei”, oversat fra latin “overensstemmelse mellem intellektet og tingen”. Lige siden dengang har filosoffer og videnskabsteoretikere talt om korrespondensteorien for sandhed. Idealet er, at virkeligheden svarer til begrebet, som “begreb A” svarer til “virkelighed A”, og når det er tilfældet, er der ikke mere at tale eller tvivle om; ingen grund eller plads til stridende fortolkninger.

Cirka 800 år efter holdes der ikke længere Mexico-temafester på KU, og den canadiske premierminister, Justin Trudeau, klandres for upassende adfærd i forbindelse med en udklædning som Aladdin med ansigtet farvet brunt for mange år siden. Privilegerede hvide kvinder og i særdeleshed mænd bedes om at holde sig tilbage på dansegulvene og i offentlige forsamlinger, hvis de kan risikere at komme til at krænke andre ved blot at være til stede eller åbne munden. Dertil kommer, at tiltaleformer og brugen af binære almenbegreber problematiseres (han, hun, pige, dreng, kvinder, mænd …).

Der er med andre ord ved at gå identitetspolitik i samfundets institutioner og kommunikationssystemer, og universitetet hjemsøges i stigende grad af selvbevidste grupper, der ser ud til at drømme om en nythomistisk nedlukning af alle former for upassende tankegang og sprogbrug.

Men hvor Aquinas ønskede at gøre den kristne kosmologi og tro uangribelig og give den katolske kirke monopol på at kende sandheden om virkeligheden, ønsker nutidens identitetspolitikere at udstyre hver eneste minoritære gruppe med en korrespondensteoretisk forsikret ret til at være den eneste, der kan sige, hvordan der bør tænkes og tales. Ambitionen synes endda at være, at symboler, repræsentationsformer og talemåder kun er tilladte, hvis de svarer 1:1 til den minoritære gruppes særtræk og selvforståelse. Andre mennesker har i princippet ikke lov til at symbolisere, repræsentere endsige italesætte denne.
Overgrebene kommer udefra, og de udefrakommende er principielt udelukket fra nogensinde at komme til at forstå, hvordan insiderne faktisk lever, føler og tænker.

Meget er sket i de mellemliggende 800 år, og i nyere tid har en række naturvidenskabsmænd, logiske positivister, analytiske filosoffer og samfundsvidenskabelige modelbyggere profaneret (verdsliggjort) Aquinas’ budskab. Men i løbet af det 20. århundrede dukkede der en række positivismekritiske positioner frem, der påviste, at korrespondensteorien for sandhed ikke holder vand. I flæng kan nævnes: hermeneutik, fænomenologi, kritisk teori, semiotik, poststrukturalisme, pragmatisme og dekonstruktivisme. Disse tankeformer er meget forskellige, men de synes at være enige om, at der er ikke-identitet mellem væren og tænkning, og at vidensformerne ændres, når der gøres nye erfaringer, eksperimenteres med sproget, frisættes fortolkninger og gennemføres åbne samtaler uden autoritære lukninger.

Ikke bare i tænkningsmæssig, men også i politisk og mellemmenneskelig forstand er det derfor meget overraskende, at Thomas Aquinas’ gamle credo: “adequatio intellectu et rei” bliver gjort til rygrad og revolverpolitik for en anmassende identitetspolitik med forvirrende mange ansigter. Rygrad, fordi den stabiliserer og sikrer det identitetspolitiske projekts selvgivne ret til at lade 1:1-propaganda gælde for sandheden. Og revolverpolitik, fordi identitetspolitikken presser og i værste fald risikerer at tvinge de ikke helt så frihedsforskrækkede ikkeidentitetstænkere til at låse verden fast i nogle tankefigurer, der er udset til at udstyre bestemte mennesker med uangribelige rettigheder til at bestemme, ikke bare hvordan der skal tales, tænkes, fortolkes, repræsenteres og symboliseres, men også hvem der overhovedet må sige noget om noget.

Dertil kommer, at det i praksis vil være helt umuligt at leve i et samfund, hvor der ikke længere må bruges satire og ironi, sendes løse repræsentationsdrillende tegn i cirkulation og/eller eksperimenteres med maskepi, ord og symboler. Hvis religionen, livsformer, etniske segmenter eller seksuelle orienteringer gøres fredhellige og skærmes mod kritik, så stivner kulturen. Ytringsfriheden bliver glatbarberet, mens alverdens (ny)konservative – i selvforståelsen beskyttende og progressive – grupperinger ånder lettet op og nyder livet inden for deres hermetisk lukkede reservater. Safe spaces træder i stedet for kulturbrydninger og frie meningstvister. Utopisk-universelle visioner om en kosmopolitisk brug af fornuften bliver hjemløse.

Identitetspolitiske strømninger synes at være tilhængere af fundamentale kompleksitetsreduktioner i uoverskuelige moderne samfund. De tåler og tolererer ikke usikkerhed og forlanger respekt, før de overhovedet har mødt eller udvekslet med andre. For dem er identitet ikke et livslangt mellemværende, men en skrøbelig eller selvforvisset fiksering, der må værnes om.

Det er næsten for trist til at være sandt.

Men det er også hævet over enhver tvivl, at klassiske binære identitetsbegreber ikke bør kanoniseres. De “kalder” på at blive drøftet højlydt og kritiseret behørigt. Således er det ikke alle, der kan se sig selv i tiltaleformerne: “han” eller “hun”, “dansker” eller “fremmed”, og det er et civilisatorisk fremskridt, at minoritetsgrupper har gjort indhug i “klassiske” privilegier og erobrer og indtager talepositioner, der i årevis har været forbeholdt majoritetsgruppen. Med rette er normalmeteren blevet udfordret.

Det var næsten for godt til at være sandt.

Men hvordan undgå at skylle barnet ud med badevandet – det barn, der ganske langsomt blev født, da der blev lagt afstand til den tvingende, éndimensionale, sikkerhedsgivende, men også uhyggelige korrespondensteoretiske sandhedsteori: “adequatio intellectu et rei”?

* Opslaget “adækvat” i Poul Lübcke (red.): Politikens filosofi leksikon. København: Politikens Forlag 2003, s.10, danner klangbund for bidraget.

 

Bedre karriereveje på trapperne

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

De videnskabeligt ansatte på universiteterne har længe klaget over, at det mildest talt er uklart, hvad der skal til for at kravle op på det næste trin på karrierestigen – og måske ligefrem kvalificere sig til en fast stilling.

Det forsøger en ny bekendtgørelse for stillingsstrukturen, der skal gælde fra januar 2020, at råde bod på. I den nye struktur skelnes der klart mellem hovedstillinger og øvrige stillinger, hvor hovedstillingerne udgør en sammenhængende, universitær karrierevej bestående af stillingskategorierne adjunkt/forsker, lektor/seniorforsker og professor. Ph.d.-stipendiater og postdocs er altså ikke inkluderet.

Det fremgår, at stillingen som adjunkt/ forsker fremover også kan besættes som led i et tenure track-forløb, hvor den ansatte efter maksimalt seks år overgår til en ansættelse som lektor/seniorforsker. Overgang forudsætter, at den ansatte bedømmes fagligt kvalificeret. Ved en negativ bedømmelse kan adjunktforløbet forlænges med yderligere to år.

Universitetet får også mulighed for at tilbyde særligt talentfulde lektorer/seniorforskere et program til forfremmelse til professor, der kan vare op til 8 år. Herefter overgår vedkommende til en ansættelse som professor, hvis den ansatte samlet set vurderes kvalificeret.

Der er altså tale om to selvstændige forløb fra adjunkt til lektor og fra lektor til professor, der kræver en positiv bedømmelse på hvert stadie.

Dansk Magisterforenings (DM) holdning er, at det er positivt, at der nu sendes et klart signal om, at det er tænkt som en sammenhængende universitær karrierevej. DM ser dog gerne, at man går skridtet videre, så tenure track-ansættelse af adjunkter/forskere bliver hovedreglen.

Til gengæld kritiserer DM, at bekendtgørelsen indeholder en række uacceptable forringelser for tenure track-adjunkter. Der lægges op til, at adjunkten ikke længere selv skal kunne beslutte at indstille sig til bedømmelse tidligere end “inden for det sidste halve år af adjunktperioden”, adjunkten skal ikke længere have krav på en bedømmelse nr. 2, hvis den første bedømmelse er negativ, og ministeriet vil give mulighed for at forlænge adjunktperioden til otte år.

Olav W. Bertelsen, formand for DM Viden og fælles-TR på AU, mener, at perioden risikerer at blive for lang, og det kan blive overladt til lederens forgodtbefindende, om
adjunkten kan komme videre i sin universitetskarriere.

Han kritiserer også, at postdocstillingen ikke er inkluderet som en del af hovedsporet, da det i realiteten er det første karrieretrin for de fleste forskere. Han mener også, at jobindholdet ikke er grundigt nok beskrevet i bekendtgørelsen.

“Som det står nu, kan det være forefaldende akademisk arbejde, som hverken er fagligt eller karriereudviklende”, siger han.

Thomas Vils Pedersen, fællestillidsrepræsentant for det videnskabelige personale på KU og næstformand i DM, glæder sig over, at der nu bliver indført et internationalt genkendeligt karriereforløb fra lektor til professor.

Karsten Boye Rasmussen, formand for Djøfs sektorudvalg for universiteter og forskning og lektor ved Syddansk Universitet, advarer derimod mod fortsat at bruge betegnelsen tenure track i forbindelse med forløbet fra adjunkt til lektor. Han siger, at det danske tenure track internationalt opfattes som falsk varebetegnelse for en “lektorsti”, da forløbet i USA dækker hele karrierestigen fra adjunkt til professor, og tenure giver en sikring mod afskedigelse, som til stor overraskelse for udlændinge ikke eksisterer i Danmark.

 

Den nye impact: KU-forsker topper TwiLi-indekset

Foto: Unsplash

En liste over hovedstadens hotteste forskere på de sociale medier har et overraskende navn i toppen.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

I disse new public management-tider, som angiveligt aldrig vil ende, skal vi måle. Men hvordan skal man måle forskning og forskere? Det har vi diskuteret stolpe og og ned, også i nærværende tidsskrift – BFI, H-indeks, eksterne bevillinger, og vi skal komme efter dig …

Nu er der imidlertid kommet et nyt og måske mere tidssvarende værktøj til at måle forskere på. For hvordan måles succesraten af et moderne menneskeliv anno 2019? På likes og følgere!

TwiLi-indekset er skabt af Mike Young, tidligere redaktør af Universitetsavisens engelsksprogede udgave, University Post. Den kombinerer – ud fra en kringlet formel – antallet af følgere på Twitter og LinkedIn og måler dermed, hvilke forskere der for alvor har impact ude i den virkelige, digitale verden.

Young har lagt fra land med en top-50 over forskere i København og omegn, hvilket indebærer blandt andet KU, DTU, CBS, AAU København og Lund Universitet. Listen indeholder naturligvis gode, mediekendte navne som Carsten Rahbek, Katherine Richardson og Rebecca Adler-Nissen. Men i toppen finder vi et lidt overraskende, om end spændende trekløver: lektor og fysioterapeut Kristian Thorborg fra KU, nanotechlektor Alireza Dolatshahi fra DTU – og så i toppen med et TwiLi-indeks på 14.01: Marcel Bogers, professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på KU.

Se hele listen

Forskerforum har talt med hovedstadens hotteste forsker på de sociale medier.

“Det startede, da jeg for omkring ti år siden flyttede fra Schweiz, hvor jeg skrev ph.d., til Sønderborg for at arbejde på SDU. Sønderborg ligger jo lidt … afsides, så de sociale medier var for mig en måde, hvorpå jeg kunne kompensere for, at jeg ikke boede så centralt, og bevare kontakten med akademiske kolleger”, fortæller Marcel Bogers, der har hollandsk baggrund.

At han har så mange følgere – 8.880 på Twitter, 3.526 på LinkedIn – tror han selv hænger sammen med, at han var forholdsvis tidligt ude med brugen af sociale medier.

“Jeg er ikke en firstmover, men jeg har nok været en earlymover. For 6-8 år siden organiserede jeg selv nogle workshops, der handlede om brugen af sociale medier. Det blev jeg lidt kendt for, og jeg blev selv inviteret til konferencer og andre universiteter. Dengang fik SoMe en del opmærksomhed”.

At du har mange følgere, siger det noget om, at du er en god forsker eller en dygtig SoMe-manager?

“Nok mest det sidste. Men det afspejler måske nogle netværksevner, som i mine øjne også er en vigtig ting at kunne som forsker, og evnen til at udbrede sin forskning. Tingene hænger sammen. Laver man interessant og vigtig forskning, skaber det også flere følgere, og mange følgere skaber opmærksomhed omkring ens arbejde og nye input til forskningen”, siger Marcel Bogers.

At se på forskeres gennemslagskraft på sociale medier giver i hans øjne meget god mening.

“Man skal altid være kritisk over for målinger og overveje, hvad det reelt måler. Hvis du tager H-indekset, så måler det, om din forskning bruges af andre forskere. TwiLi-indekset måler noget andet. Men det, jeg godt kan lide, er, når målemetoderne komplementerer hinanden og giver et større billede af, hvilken impact en forsker har”.

Frygter misbrug af ny stillingstype

Tegning: Jenz Koudahl

Ny stillingsbekendtgørelse vil give universiteterne mulighed for at ansætte studielektorer og studieadjunkter, som kun skal undervise og ikke forske. Tillidsfolk og studerende frygter, at det kan blive enden på den forskningsbaserede undervisning på bacheloruddannelserne.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

En glidebane, der kan føre til misbrug og blive enden på universiteternes adelsmærke: den forskningsbaserede undervisning – i hvert fald på bacheloruddannelserne. Sådan lyder frygten fra både tillidsfolk og studerende på baggrund af en ny bekendtgørelse om stillingsstruktur for videnskabeligt personale, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har sendt i høring.

Ministeriet vil nemlig åbne for, at universiteterne kan ansætte studielektorer, som udelukkende skal undervise. De kan dermed undervise flere timer end de “normale” adjunkter og lektorer, der også skal have tid til at forske.

Ifølge bekendtgørelsen kan det ske “i begrænset omfang i forbindelse med undervisning i redskabsfag eller grundlæggende fag, hvor det faglige indhold ikke beror på ny forskning”, men holdningen blandt flere tillidsfolk er, at det risikerer at ende i et misbrug, fordi de nye studielektorer og adjunkter vil være billigere at ansætte, og det ikke er klart nok defineret, hvilke undervisningsopgaver de må varetage.

“Der skal være et håndtag, der sikrer mod overforbrug af studielektorer og studieadjunkter, fordi universiteterne groft sagt får undervisningen til halv pris, og det kan nogle steder være fristende for ledelsen, da økonomien er så presset mange steder”, siger Thomas Vils Pedersen, fællestillidsrepræsentant for det videnskabelige personale på KU og næstformand i DM.

Han tilføjer, at den fælles holdning i Akademikerne – AC – er, at studielektorer og studieadjunkter ikke skal tælle med som videnskabelige medarbejdere i opgørelsen af, hvor stor en andel af undervisningen der er forskningsbaseret. Det vil i praksis sikre en slags lokale kvoter for, hvor mange studielektorer og studieadjunkter der må ansættes.

Mulighed for flere fastansættelser
Thomas Vils Pedersen siger, at DM støtter at indføre stillingskategorien, da det er en mulighed for at konvertere midlertidige undervisningsstillinger som eksempelvis eksterne lektor og undervisningsassistent til faste stillinger, eftersom studielektorerne vil skulle fastansættes.

Han roser derfor også, at beskrivelsen af, hvad eksterne lektorer må bruges til, er strammet op i den nye bekendtgørelse.

Johan Hedegaard Jørgensen, formand for Danske Studerendes Fællesråd, deler bekymringen for konsekvenserne for den forskningsbaserede undervisning, som han kalder enormt vigtig og hele forudsætningen for universitetet.

“Det vil være enormt problematisk, hvis det bliver normen at bruge studieadjunkter og studielektorer, og det samme gælder i øvrigt overdreven brug af studenterinstruktorer. De kan være et udmærket supplement, men de må ikke tage over, da det er vigtigt, at undervisningen er opdateret med den nyeste forskning”, siger han.

A-og B-hold
Olav W. Bertelsen, formand for DM Viden og fælles-TR på AU, er enig i, at problemet er, at der ikke er indbygget en tilstrækkelig begrænsning, så brugen kan blive bredt så meget ud, at det bliver uforsvarligt, siger han.

Karsten Boye Rasmussen, formand for Djøfs sektorudvalg for universiteter og forskning og lektor ved Syddansk Universitet, frygter ligefrem, at det kan ende med et A- og et B-hold blandt de videnskabeligt ansatte, hvor det er “finere” at have ret til at forske, mens studielektorer og studieadjunkter må gøre det tunge undervisningsarbejde.

“Universiteternes undervisning skal på alle niveauer helt hovedsageligt være forskningsbaseret. For at forebygge et misbrug med en høj undervisningsdækning med studieadjunkter og studielektorer bør denne undervisning ikke tælle med i opgørelsen af forskningsbaseret undervisning”, siger han.

Jesper Langergaard, direktør for Danske Universiteter, siger, at holdningen hos universiteterne er, at forskningsbaseret uddannelse er helt afgørende og lige vigtig i starten og i slutningen af en uddannelse.

Der er allerede universiteter, der bruger studielektorer i forbindelse med redskabsfag, hvilket fungerer godt, men han understreger, at det er en balance, fordi forskningsbaseringen er universitetets kendetegn.

Efter oksekødsrapport: Aarhus Universitet finder fejl og mangler i 34 ud af 55 rapporter

DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug har hovedkvarter på AU Foulum øst for Viborg. Foto: Jørgen Weber – AU

Der er fejl og mangler i en række rapporter fra Aarhus Universitet. Finansiering og samarbejde med eksterne parter er ikke beskrevet godt nok, viser universitetets egen undersøgelse.

Af Troels Kølln – Magisterbladet

Aarhus Universitet har gennemgået en bunke rapporter fra  fødevare- og jordbrugscentret DCA. Det sker, efter at universitetet trak den omstridte oksekødsrapport tilbage, fordi den var delvist skrevet af de landbrugsorganisationer, der var med til at betale for den – i strid med standarderne for uafhængig forskning. Det Magisterbladet med henvisning til en pressemeddelelse fra universitetet.

Gennemgangen viser fejl og mangler i 34 ud af de 55 rapporter, som DCA har skrevet med eksterne parter inden for de seneste fem år.

Fejlene er blevet korrigeret i form af et “digitalt indstik, som sikrer en præcis og fyldestgørende beskrivelse af samarbejdets karakter”. Universitetet beskriver det som “mindre rettelser og tilføjelser”, som retter op på særligt tre fejl:

  • Finansieringen var utilstrækkeligt beskrevet
  • De eksterne parter var ikke deklareret tydeligt
  • De eksterne parters bidrag og rolle fremgik ikke klart

Derudover havde tre af rapporterne “kritisable mangler”, lyder det.

“”I ét tilfælde er det f.eks. ikke deklareret i rapporten, at en af forfatterne er fra SEGES. I to andre tilfælde anføres det ikke, at den eksterne styregruppe har haft mulighed for at kommentere rapporten, og hvilke ændringer det har affødt. I den ene af dem mangler der forord, så man ikke kan se finansiering og samarbejdspartens rolle i projektet. Den slags forseelser er kritisable, og man vil tydeligt kunne se på indstikkene til de rapporter, hvad der har manglet”, udtaler Kurt Nielsen, prodekan for vidensudveksling på Aarhus Universitets faktultet for naturvidenskab og teknisk videnskab, Science and Technology.

Han har været tovholder for gennemgangen af rapporterne og er selv kritisk over for fejlene.

”Det er kritisabelt, når der kan sås tvivl om vores integritet og armslængde. Samarbejdet har ikke været transparent nok, og så sætter man som forsker ikke et tilstrækkeligt værn op om sit arbejde. Alt er nu tydeligt deklareret, og vi lærer af det. Det må ikke ske igen. Det er dog også vigtigt for mig at understrege, at forskerne står fuldt på mål for deres metoder, resultater og konklusioner”, siger han i pressemeddelelsen.

“Der har været et svigt”

”Det er meget uheldigt og et temmelig stort omfang, der er tale om. Man kan undre sig over, hvordan det har kunnet foregå, uden at nogen har gjort indsigelse”, siger Heine Andersen til Magisterbladet.

Han er professor emeritus ved Københavns Universitet og har skrevet bogen “Forskningsfrihed. Ideal og virkelighed”.

”Der har været et svigt i overvågningen af forskningen. Det er ikke enkelte smuttere. Det ser ud til at være næsten normalt”, siger Heine Andersen.

Aarhus Universitet kalder det for en mindre rettelse, at finansiering og eksterne partnere ikke er beskrevet tilstrækkeligt. Hvorfor er det vigtigt at skrive den slags helt klart?

”Det er helt afgørende, at læserne kan vurdere troværdigheden af det, de læser – og det kan man kun, hvis det fremgår klart. at der har været medvirkende udefra. Hvordan skal man ellers kunne være opmærksom på mulige skævheder?”, siger Heine Andersen.

Han mener, at universitet bør undersøge nærmere, hvor ansvaret for fejlene ligger – også selv om institutlederen er gået af på grund af sagen om oksekødsrapporten. Han savner også en mere substantiel gennemgang af rapporterne.

“Gennemsynet forekommer ret summarisk. Der forelægger ikke noget, der viser, at man er gået ind i selve rapporternes indhold. Hvis man skulle have været mere grundig, skulle man have kigget nærmere på resultaterne – om de er blevet påvirket”.

Sådan vil Aarhus Universitet gøre fremover

Gennemgangen af rapporterne peger på flere problemer, der skal rettes op på, lyder det i pressemeddelelsen.

”Det skal være en integreret del af processen omkring eksternt samarbejde, at der bliver lavet en kontrakt, som fastlægger rammerne for samarbejdet og tydeliggør forskernes uafhængighed til og med publicering. Det må vi konstatere ikke har været tilfældet hidtil, og det indskærper vi nu over for alle, at vi skal være konsekvente med,” siger Kurt Nielsen.

”Det er ikke i alle rapporter gennemskueligt, hvem der har skrevet hvad. Der er tilfælde, hvor det ikke fremgår, hvor den eksterne part er fra. Det er ikke godt nok. Det kan hverken forskerne eller omverdenen leve med. Vi har ikke noget at skjule, så der er ikke nogen grund til ikke at deklarere alle aspekter af de samarbejdsprojekter, vi deltager i,” siger han.

Derudover skal mails fra eksterne samarbejdspartnere og deres kommentarer til rapporterne lægges offentligt frem. En arbejdsgruppe arbejder desuden på “en form for manual/guideline, der skal gøre det nemmere at få forskerne at værne om deres forskningsintegritet”, lyder det.

Nyt krav: Slut med at sjofle undervisningen. Nu skal forskere have styr på pædagogikken

Tegning: Jenz Koudahl

Universiteterne skal opprioritere undervisningen og sikre, at forskerne har de nødvendige pædagogiske og didaktiske kompetencer, fremgår det af udkastet til en ny stillingsbekendtgørelse, som ministeriet har sendt i høring.

At undervise skal ikke længere være en sur pligt, der skader karrieren, og som derfor bare skal overstås – som det er i dag for en del forskere på landets universiteter. Faktisk skal det være lige så prestigefyldt at være en gudsbenådet underviser, som det er at være en brillant forsker, der hiver store bevillinger hjem, publicerer i kendte tidsskrifter og vinder internationale priser.

Et nyt udkast til stillingsstruktur, som er sendt i høring til den 8. november, vil således sidestille undervisning og forskning som to ligeværdige arbejdsopgaver og indføre nye krav til universiteterne om dokumentation for udvikling og vedligeholdelse af forskernes pædagogiske og didaktiske kompetencer.

Og det får opbakning fra universitetsledelserne, fra de studerende og fra en del af forskerne selv, men der er også kritiske røster, der er modstandere af flere krav og mere bureaukrati.

Olav W. Bertelsen, formand for DM Viden og fællestillidsrepræsentant på Aarhus Universitet (AU), der er blandt tilhængerne, siger:
“Det er i dag tæt på at være karrieremæssigt selvmord at fokusere sine kræfter på at blive en dygtig underviser. Det er et kæmpe problem, at undervisningen ikke vægtes lige så højt som forskningen, så det er meget positivt, at man nu forsøger at holde fast i, at der også er nogle pædagogiske kvalifikationskrav, som skal være opfyldt”.

Ansvaret er universiteternes
I udkastet til den nye stillingsbekendtgørelse slås det fast, at universiteterne har ansvaret for, at det videnskabelige personale (VIP) har de fornødne kompetencer til at løfte deres undervisningsopgaver.

Der skal blandt andet være udarbejdet en plan for, hvordan den enkeltes kompetenceudvikling skal foregå og vedligeholdes, og ledelsen får pligt til at følge op og diskutere det løbende med den enkelte forsker.

En obligatorisk undervisningsportfolio skal dokumentere gennemført universitetspædagogikum, afholdte kursus-/undervisningsforløb, forelæsninger, erfaring med vejledning og bedømmelse samt med pædagogisk ledelse.

Oplysningerne skal indgå i bedømmelsen af ansøgeren ved besættelsen af både lektorater og professorater.

“Der skal kunne dokumenteres en høj grad af original videnskabelig produktion på internationalt niveau og erfaring med varetagelse af undervisning på flere niveauer, prøver/eksamen, kursus-/studieledelse og bidrag til lærebøger/undervisningsmateriale. Det skal herved dokumenteres, at ansøgeren har udviklet fagområdet forsknings- og undervisningsmæssigt. Endvidere skal der lægges vægt på en vurdering af vedkommendes evne til at varetage forsknings- og undervisningsmæssige ledelsesopgaver og evt. andre funktioner, fx i relation til universitetets eksterne samarbejde”, står der om besættelsen af professorater i udkastet.

Signal til ledelsen
Karsten Boye Rasmussen, formand for Djøfs sektorudvalg for universiteter og forskning og lektor ved Syddansk Universitet, kalder det glimrende, at undervisningspligterne er skrevet klart ind i den nye stillingsbekendtgørelse.

“Jeg læser det sådan, at ledelsen skal tage undervisningen alvorligt, og at man skal lægge øget vægt på den del ved stillingsbesættelser. Det vil gøre en forskel, specielt de steder, hvor man ikke har været så opmærksom på undervisningen før”, siger han.

Ifølge Karsten Boye Rasmussen er det grundlæggende problem, at de videnskabeligt ansatte, specielt inden for humaniora og samfundsvidenskab, bliver læsset til med undervisningsopgaver, så de har svært ved at finde tid til at forske, men samtidig er det deres forskning og evnen til at skaffe forskningsmidler, som de bliver bedømt på ved ansættelser, forfremmelser, til lønforhandlinger, og når der er fyringsrunder.

“De fleste VIP’er føler en stor forpligtelse over for både undervisningen og forskningen, men det er vanskeligt at balancere de to, når det så tydeligt er forskningen, du bliver vurderet på, så ja, der findes nok nogle, der smyger sig lettest muligt uden om undervisningen”, siger Karsten Boye Rasmussen.

God undervisning tæller mindre
Rapporten “Fremtidens meritering” fra april 2019 bekræfter, at forskningsmeritterne har større vægt end evnerne som underviser på landets universiteter. Meriteringsudvalget konkluderer således, at undervisning og indsatser omkring undervisningstilrettelæggelse belønnes i væsentlig mindre grad end forskning, når lønmidlerne skal fordeles. Mens 28 pct. af løntillæggene gives for en forskningsindsats, så gives 16 pct. for en undervisningsindsats.

Rapporten viser også, at der i forbindelse med ansættelser generelt ses færre krav og mindre detaljerede instrukser til bedømmelse af undervisningsmæssige kompetencer end til bedømmelsen af forskning.

Formændene for bedømmelsesudvalgene har også vidt forskellige opfattelser af, hvor vigtige undervisningskompetencer er, skriver Meriteringsudvalget.

Modstand mod regler og dokumentationskrav
Maja Horst, tidligere institutleder på KU og nu professor på DTU, var medlem af Meriteringsudvalget. Hun husker, at de forsøgte at tale sig frem til, hvordan undervisning kan fylde mere, således at folk faktisk anerkendes for at udøve rigtig god undervisning – og det også tæller i forfremmelse mv.

Men hun opfattede det sådan, at der primært var lagt op til, at det er noget, universitetsledelserne skal tage hånd om.

“Det er lidt ærgerligt, at vi i Danmark tit tyer til bekendtgørelsesregler, når der er noget, vi gerne vil ændre. Det bliver meget stift og har ofte en masse afledte uheldige effekter. I Meriteringsudvalget løb vi også på det problem, at hvis man gerne vil have, at undervisningsindsatsen tæller, så er man nødt til at få den dokumenteret – og det er der mange universitetsansatte, der ikke kan lide at bruge tid på – fordi de opfatter det som administrativt uproduktivt arbejde. Det så vi fx, da man indførte undervisningsportfolio på KU. Det blev oprindeligt besluttet for at komme de ansattes ønske om synlighed af undervisningsopgaverne i møde, men implementeringen blev langt hen ad vejen opfattet som kontrol og bureaukrati”, skriver Maja Horst i et svar til Forskerforum.

Hun tilføjer, at der rundtomkring på universiteterne er mange ledere, der prøver at tage meritering af undervisning alvorligt – men der er desværre også mange steder en kultur, hvor det stadig primært er forskningen, der tæller.

“Den kultur bæres af både ledere og medarbejdere (fx i bedømmelsesudvalg). Men det er den, lederne skal arbejde med at ændre”, skriver hun.

Kulturændring nødvendig
Thomas Vils Pedersen, fællestillidsrepræsentant for det videnskabelige personale på KU og næstformand i DM, er enig i, at det til syvende og sidst handler om den enkelte leder, og hvad vedkommende lægger vægt på eksempelvis i forbindelse med ansættelser.

“En ting er, hvad der står i en bekendtgørelse, og noget andet er, hvad lederne gør, når de står med en ansøger, som de meget gerne vil have. Fornemmelsen er nu, at det er den mest forskningstunge, som får stillingen”, siger han.

Thomas Vils Pedersen ser det mere som en kulturændring, hvor undervisningen bliver prioriteret højere, som allerede har været i gang på universiteterne gennem nogen tid, men som tager tid.

“Der er store forskelle på institutter og fakulteter, men de fleste steder er det kun i et begrænset omfang, at forskerne gemmer sig væk. Der er et klart billede af, at undervisningsindsatsen fylder mindre i det samlede billede inden for områder med store eksterne bevillinger”, siger Thomas Vils Pedersen.

Opbakning fra studerende og ledelsen
Også Danske Studerendes Fællesråd bakker op om den nye stillingsbekendtgørelse. Formanden, Johan Hedegaard Jørgensen, siger, at der som udgangspunkt findes mange dygtige undervisere, men de oplever ofte en karrieremæssig mur på universiteterne og søger andre steder hen og bliver eksempelvis gymnasielærer i stedet.

“Det er et spørgsmål om, hvad der giver størst prestige, så man skal også belønne de dygtige undervisere, og det kan den nye bekendtgørelse måske hjælpe med til. Desværre er det sådan, at universiteterne er økonomisk presset, og så bliver det de økonomiske hensyn, som kommer til at gælde”, siger han.

Jesper Langergaard, direktør for Danske Universiteter, siger, at universiteterne generelt er positive over for øget fokus på undervisningen og opgraderingen af VIP’ernes undervisningskompetencer.

Universiteterne anbefaler, at alle får ret til pædagogisk og didaktisk opgradering, og støtter, at undervisningskompetencer får betydning ved professoransættelser.

 

Sidsel ser på unges intimfotos med pornobriller

Foto: Colourbox

Hun vil helst forske i samfundets brændpunkter. Derfor skiftede Sidsel Kirstine Harder ph.d.-emne fra “Danmark som pornografisk foregangsland” til et sted, hvor der er tryk på udviklingen: unges brug og misbrug af digitale intimbilleder.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

En dag, da Sidsel Kirstine Harder som ung sociologistuderende sad i sin stue og skrev på en opgave med titlen “Hvad er et samfund?”, kiggede hun tilfældigvis ud ad vinduet og fik øje på en narkoman, der sad nede på gaden og fixede sig i lysken.

“Og så slår det mig: Det er jo det derude, der er samfundet, og ikke det, jeg sidder og læser på min computer”.

Samfundets mere eller mindre skjulte bagsider har været en rød tråd for Sidsel Kirstine Harders studier, arbejde og forskning. I hendes studietid var hun frivillig på en varmestue for prostituerede, og til hendes speciale lavede hun feltarbejde om stoffer i nattelivet. Senere har hun blandt andet været ansat ved politiet, og som ph.d.-studerende er hun fortsat med at udforske grænselandet mellem godt og skidt
inden for den menneskelige seksualitet, nemlig brugen og misbrugen af intime billeder, vi sender til hinanden digitalt.

Danmark rykker hurtigt
De private billeder og små optagelser er med mobiltelefonerne blevet en udbredt del af danskernes erotiske liv, men de har stået i stærkt negativt lys på grund af sager om misbrug og ulovlig spredning af ufrivillige optagelser. Mest kendt er “Umbrella-sagen”, hvor to 15-årige blev filmet, mens de havde sex, og optagelsen blev spredt bredt mellem mange unge. I den sag har politiet rejst 1.150 sigtelser, og flere er blevet dømt til at betale erstatning. Men der er flere nuancer i digital seksualitet end de overgreb, man hører om, forklarer Sidsel Kirstine Harder. I hendes afsøgning af emnet stod det hurtigt klart, at de unges etik omkring dette er forholdsvis udviklet.

“Danmark har rykket sig enormt hurtigt på kort tid. I flere andre lande er det kriminelt, at unge sender billeder til hinanden, selv om begge samtykker. I Danmark fandt vi hurtigt ud af, at selvfølgelig skal kvinder have lov til at tage billeder af deres egen krop uden at blive udskammet eller misbrugt. Og de unge er selv med til at sætte nye etiske grænser i den digitale sfære. Jeg vil jo gerne have, at min ph.d. kommer ind og arbejder med nogle problemer, men nogle gange når man som forsker næsten ikke at byde ind, før noget er blevet almindelig viden”, siger hun.

Tredjepersoner hjælper
Den digitale seksualitet har dog stadig sine skyggesider, nemlig når billederne deles mod afsendernes vilje. Det har Sidsel Kirstine Harder arbejdet med blandt andet ved at dykke ned i politisager på området. Men også her har hun en positiv historie at fortælle, nemlig om de personer, der overværer eller modtager den ulovlige spredning af billeder.

“I debatten taler vi meget om gerningsmænd, men vi glemmer at tale om dem, der kigger på. Nogle teorier går ud fra, at mænd altid vil efterspørge og udnytte intime billeder af kvinder. Men den forskning, jeg udøver, viser nogle andre ting. For det første ser vi, at selvom mange unge modtager billeder uden samtykke, er det de færreste – cirka 1 ud af 5 – af modtagerne, der sender ulovligt. Selvom der stadig er et problem, er det værd at undersøge, hvem der stopper spredningen og hvorfor”, fortæller hun.

“Unge, jeg har talt med, oplevede det ikke som særlig behageligt at få vist intime billeder. Nogle fortæller, at de får ondt i maven af at se det, og de tager følelsesmæssigt og moralsk afstand fra dem, der ulovligt deler billeder. Omvendt kan jeg se i de afsluttede politisager, jeg har arbejdet med, at sådanne tredjepersoner – “bystandere” – har haft en vigtig rolle i at støtte offeret og involvere hjælp udefra. Så der ligger i den gruppe et kæmpe potentiale med hensyn til at forebygge og reducere skaden, vel at mærke hvis vi lader være med at se dem – og tale til dem – som potentielle krænkere. Så det er der, jeg forebyggelsesmæssigt håber, at ph.d.en kan bidrage”.

Studerede porno i USA
I sin teoretiske tilgang til emnet bruger Sidsel Kirstine Harder begreber hentet fra videnskabelige studier af pornografi. Oprindeligt ville hun gerne have gået all in på porno og skrevet om Danmark som pornografisk foregangsland i anledning af 50-års jubilæet for pornoens legalisering. Men som hun konstaterer: “Porno er ikke så meget på folks læber mere, det er blevet for mainstream”.


Sidsel Harder

Vis os dit ph.d.-projekt

Hvem: Sidsel Kirstine Harder, cand. scient.soc.

Hvad: Billeder med nøgenhed og konsekvenser: sociologien om intime billeder, digitale sexkrænkelser og hverdagslig pornografi.

Hvor: Sociologisk Institut, KU.

Hvorfor: Unges brug af intime billeder, som de tager af sig selv og distribuerer, er i stor udvikling. Projektet bruger viden om bl.a. pornografi til at forstå sociale praksisser med at tage og dele intime billeder og analysere fænomenet digital seksualitet.


Pornoteorien fik hun godt og grundigt ind under huden, da hun i sin tid valgte at studere et semester i USA.

“På et tidspunkt, mens jeg studerede, følte jeg, at alle sociologiske teoretikere enten var døde, tyske eller mænd. Og for at komme væk fra det tog jeg til Berkeley i Californien for at studere hos Judith Butler, som har grundlagt tredjebølgefeminismen. Der tog jeg et fag hos den forsker, der har opfundet den empiriske tilgang til porno, og det hul kom jeg aldrig rigtig op af”, fortæller Sidsel Kirstine Harder.

Hun vil ikke kalde folks private intimbilleder for porno. Men der er paralleller. “Porno er noget, der siver ud i samfundet. Dels fordi nøgenhed bliver mere legalt og acceptabelt, men også fordi interessen for porno er med til at drive den medieteknologiske udvikling fremad”.

Sent i gang
Sidsel Kirstine Harder er det, hun selv kalder en “late bloomer” inden for forskningsverdenen. Hun er 36 år gammel, og fra hun blev færdiguddannet som sociolog fra KU i 2010 og frem til ph.d.-ansættelsen i 2017, har hun arbejdet uden for universitetet, dels i Socialforvaltningen i Københavns Kommune, dels i Rigspolitiet. Og måske ligger her en forklaring på hendes klare fokus på, at hendes forskning skal ud og løse problemer i samfundet.

“Jeg har været ansat ude blandt de varme hænder – socialrådgivere og politifolk – hvor folk har pissetravlt, og der er man altså nødt til hurtigt at kunne forklare, hvad det er, man kan som sociolog, og hvilke problemer man kan være med til at løse”, siger Sidsel Kirstine Harder.

Men det handler også om at finde sin egen profil i den interne konkurrence, hvor hendes sene indtræden har gjort, at hun allerede er bagud på nogle områder.

“Jeg har kolleger på min alder, som har 5-10 år mere forskningserfaring – flest mænd, selvfølgelig – og jeg kan ikke rulle en publikationsliste ud og konkurrere på den front, når der deles faste stillinger ud. I stedet prøver jeg at gøre en forskel ude i praksis”.

Professor efterlyser kulturændring: Forskere skal ikke bøje af i interessekonflikter

Foto: Privat

Bevillingsgiverne har ofte en naturgiven interesse i at påvirke forskningen, så universiteter og forskere må bare lære at stå imod, siger UBVA-formand Morten Rosenmeier, der arrangerer symposium om forskeres interessekonflikter.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Skandalen om kødrapporten fra AU, som Landbrug & Fødevarer fik lov til at skrive med på, er kun toppen af et isbjerg af interessekonflikter, som danske forskere befinder sig i.

Det mener juraprofessor Morten Rosenmeier fra KU, som er formand for Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA).

Og det isbjerg kommer ikke til at skrumpe ind, forudser han. Det er nemlig en uundgåelig konsekvens af det stigende behov for ekstern forskningsfinansiering. “Der er en indbygget konflikt, når forskningen er eksternt finansieret. Universiteterne er sat i verden for at søge sandheden, men de eksterne bevillingsgivere er sat i verden for at tjene penge, eller der kan være politiske motiver i tilfælde, hvor pengene kommer fra offentlige myndigheder. Og som forsker ligger der en bevidsthed om, at hvis rapporten når frem til noget, bevillingsgiveren ikke kan lide, får man ikke penge næste gang”, siger Morten Rosenmeier.

Tag nejhatten på
Han lægger dog til, at interessekonflikter i sig selv ikke betyder, at forskerne lader sig påvirke. Det betyder, at der er en risiko for, at det kan ske.

“Der har altid været interessekonflikter på universitetet. Men efter at kravene om ekstern finansiering er kommet til, er interessekonflikterne efter min mening eksploderet. Det giver sig selv: De, der betaler for forskningen, har i nogle tilfælde en interesse i, at forskningen skal kunne noget bestemt. Og kan den ikke det, vil de nogle gange forsøge at få den til at fremstå anderledes”.

Morten Rosenmeier mener, at problemet med interessekonflikter skal løses indadtil gennem større bevidsthed og stamina i forskernes rækker.

“Når man køber en forskningsydelse, må man kunne sige sig selv, at forskerne ikke skal danse efter ens pibe. Men problemet er måske ikke så meget, hvad dem med pengene forstår. Jeg tror, man skal blive bedre på universiteterne internt til at sige nej i de situationer, hvor interessekonflikterne kommer til udtryk. Eksempelvis i sagen om kødrapporten – hvis nogen skal kunne skrive i den rapport, kræver det, at man lader dem gøre det. Jeg tror, der med fordel kunne skabes en øget bevidsthed om, at forskere ikke skal bøje af i interessekonflikter”.

Glad for AU-reaktion
Han ser i den forbindelse den markante reaktion fra AU-rektor Brian Bech Nielsen – som blandt andet kom til udtryk ved, at institutleder Erik Steen Kristensen trak sig fra sin stilling – som et positivt signal om øget forståelse fra universitetsledelsernes side for problemets alvor.

“Hvis man vil skride ordentligt ind, skal man have en kultur, der gennemsyrer alle dele af universitetet, så man som forsker ved, at man vil få ledelsens ubetingede opbakning, hvis man siger fra over for forsøg på indblanding. Sådan en kultur kræver både løbende manifestationer og videreuddannelse”, siger han og henviser til de kurser i forskningsetik – også kaldet “Penkowakurset” – som i dag er obligatoriske for ph.d.-studerende på KU.

“Man kan også diskutere, hvor godt det er for dansk forskning med al den eksterne finansiering. Men det er jo en svær diskussion, idet politikerne nu engang helst vil have, at vi skaffer pengene udefra”, siger Morten Rosenmeier.


Symposium om forskning og interessekonflikter

Hvornår opstår interessekonflikter for forskere, og hvordan håndterer man dem? Det er de to overordnede spørgsmål, der udgør temaet for et symposium, som Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA) afholder den 7. november i København. Her vil være oplæg og debatter med deltagelse af en række forskere, der har markeret sig i debatten om forskningsuafhængighed, blandt andre Peter Sandøe, Arne Astrup, Heine Andersen, Peter Gøtzsche m.fl.

Tilmelding er nødvendig og kan ske på https://ubva.dk.