Forfatterarkiv: Forskerforum

Karaktersystemet og formålet med uddannelserne

 

Af Olav W. Bertelsen, formand for universitetslærerafdelingen i DM, FTR på AU

Der er igen debat om det danske karaktersystem. Ministeren vil af med de negative karakterer, og SF vil have en skala med lige afstand mellem trinnene. Det er rigtig fint, men der er brug for en mere gennemgribende nytænkning af karaktersystemet, dets anvendelse og effekter. Ministeren må roses for at ville skynde sig langsomt, for det giver mulighed for en grundig revision.

Karaktersystemet er i dag det afgørende sorteringsredskab til de videregående uddannelser. Ifølge Søndergaard-udvalget er optagelsessystemet imidlertid brudt sammen, fordi helt små forskelle i toppen af skalaen afgør, hvem der kommer ind på “drømmeuddannelserne”. En revisionsproces er i gang, men det er svært at se, hvor det ender.

Som feedback til de studerende er karakterer en tvivlsom affære. Der er efterhånden meget forskning, der bekræfter, at karaktersystemet medvirker til, at de studerende fokuserer meget instrumentelt på at bestå eksamener og få høje karakterer frem for at sætte sig ind i og interessere sig for faget – at blive fagperson. Det er en uhensigtsmæssig forvrængning af uddannelserne. Dertil kommer, at der er meget, der tyder på, at de studerende ikke lærer noget af at få en numerisk karakter, ja, måske gør karaktererne det modsatte. Når vi føler os pressede på tid, føles karakterer imidlertid som den eneste realistiske form for feedback.

Karakterskalaen er baseret på ECTS-systemet, og her er udgangspunktet den helt præcise beskrivelse af læringsmål. Problemet er, at læringsmålene er beskrevet i termer af det perfekte, og at der tælles ned derfra. Det burde være nemt nok, men i praksis mangler vi ofte beskrivelsen eller forståelsen af, hvad det er, alle de studerende skal kunne efter kurset.

Maja Bodekær Black fra DM Studerende har foreslået et forenklet karaktersystem, der kun har karaktererne “ikke bestået”, “bestået” og “bestået med udmærkelse” (Studenterbloggen på Magisterbladet, sept. 2019). Det ville være en mere overskuelig måde at give karaktererne på. Desuden, og det vil være hovedfordelen, ville det betyde, at udgangspunktet for læringsmålene vil være karakteren bestået. Hvad skal de studerende have nået, for at vi kan lade dem bestå kurset? Det ville nok også føre til, at vi vil være nødt til at tænke anderledes om den pædagogiske opgave ift. de studerende, der ligger nederst i feltet; man skal ikke bestå, hvis centrale færdigheder eller indsigter mangler. Beskrivelsen af, hvad der skal til for at få udmærkelse, kan formuleres mere åbent i forhold til hele uddannelsens faglighed. Dette vil sikre, at de ambitiøse studerende bliver tvunget til at forholde sig til hele fagligheden.

Den danske debat om karaktersystemet har været meget dansk. 7-trinsskalaen er en underlig hybrid, og debatten om den har været præget meget af sammenligninger med 13-skalaen. Fx har mange begrædt afskaffelsen af karakteren 13 helt uden hensyn til, at den blev afskaffet for at undgå, at danske unge var dårligere stillet, når danske karakterer blev ækvivalensbedømt i forhold til andre landes skalaer.

Lad os komme i gang med at gentænke den måde, vi evaluerer de studerendes præstationer på i uddannelsessystemet. Der er brug for radikal nytænkning, så vi igen kan begynde at uddanne hele fagpersoner, der kan medvirke til at udvikle fagene og ikke mindst bidrage til Danmark som et videnssamfund i udvikling.

Rektorformand: “Jeg oplever medarbejderne som glade og tilfredse”

Foto: DTU

Anders Bjarklev, formand for Danske Universiteter og rektor på DTU, kan ikke genkende, at en del af forskerne skulle mangle tillid til deres ledere.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

“Det svarer ikke til billedet inde i mit hoved, og det harmonerer heller ikke med resultaterne af trivselsundersøgelserne, som vi gennemfører løbende, hvor vi spørger, hvordan medarbejderne har det på deres arbejdsplads”. Sådan siger Anders Bjarklev, formand for universiteternes samarbejdsorganisation, Danske Universiteter, som reaktion på DM’s rundspørge blandt medlemmerne. Heri svarer 25 procent af forskerne blandt andet, at de ikke stoler på udmeldinger, der kommer fra ledelsen.

Læs også

Rundspørge: Hver fjerde forsker stoler ikke på ledelsen

Ekspert: “Tillid kan ikke beordres, det er noget, en leder skal gøre sig værdig til”

Anders Bjarklev tilføjer, at det måske kan føles, som om der er blevet en længere afstand til ledelsen, fordi universiteterne udvikler sig, og der bliver flere ansatte, men at der findes en lang række organer, hvor medarbejderne har repræsentanter, som bliver hørt. Han nævner de centrale og lokale samarbejdsudvalg, Akademisk Råd og arbejdsmiljøudvalgene som eksempler.

“Medarbejderne bliver inddraget i debatter og alle mulige typer af problemer. Hvis de oplever, at der er tale om en skinproces, der ikke bliver taget alvorligt, så vil jeg gerne opfordre dem til at klage”, siger han.

Anders Bjarklev tilføjer, at hvis der vitterligt er tale om en mindre tillid til ledelsen lige nu, som rundspørgen blandt DM’s medlemmer indtil videre kun indikerer, så kan det også skyldes, at universiteterne har måttet kæmpe med 2-procentsbesparelserne, der har ført til afskedigelser.

“Det er klart, at det giver utilfredshed, og det er ikke altid nemt at forklare medarbejderne, hvordan tingene hænger sammen, og hvor beslutningerne kommer fra. Men en valgt leder ville stå med præcis de samme udfordringer, og at rektor er ansat af bestyrelsen, betyder altså ikke nødvendigvis, at vedkommende er en dårlig leder”, siger han.

Umulig sammenligning
Han understreger, at han mener, at vi har rigtig gode universiteter i Danmark.

“Vi har det seneste årti leveret bedre og mere forskning, og vi uddanner dygtige kandidater, der kommer i job. Vi har performet rigtig fint til trods for nedskæringer, så intet tyder på, at ledelsesreformen har skadet vores evne til at levere”, siger Anders Bjarklev.

Han er derfor heller ikke enig med topforskeren Eske Willerslev, der mener, at de danske universiteter kunne måle sig med den absolutte internationale top, herunder Cambridge, hvis vi ændrede ledelsessystemet og gav magten tilbage til forskerne.

“Du kan ikke bare pille et element ud og sige, at hvis vi gjorde det anderledes, ville alt blive meget bedre. Vi kan godt lide at sammenligne os med de angelsaksiske universiteter, men det er svært at drage paralleller, da systemerne er meget forskellige”, siger Anders Bjarklev.

Han påpeger, at eliteuniversiteterne i Storbritannien og USA har brugerbetaling på uddannelse. De modtager også store donationer, som de investerer, og de er drevet af fonde, der sidder på en stor pengekasse.

“Prøv at give et dansk universitet den samme økonomi. Så ville der ske ting og sager – også med den nuværende ledelse”, slutter han.

Ekspert: “Tillid kan ikke beordres, det er noget, en leder skal gøre sig værdig til”

Foto: Camilia Hey

Tina Øllgaard Bentzen, der har skrevet ph.d. om tillidsbaseret ledelse i offentlige organisationer, konkluderer, at det har store omkostninger for en organisation, når tilliden mellem ledelsen og ansatte er lav.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Mistillid mellem ledelse og medarbejdere er ødelæggende for kvaliteten og effektiviteten i en organisation. Sådan konkluderer Tina Øllgaard Bentzen, adjunkt på Roskilde Universitet, der har skrevet ph.d. om tillidsbaseret ledelse i offentlige organisationer.

Læs også

Rundspørge: Hver fjerde forsker stoler ikke på ledelsen

Rektorformand: “Jeg oplever medarbejderne som glade og tilfredse”

Hun fortæller, at mistillid simpelthen fører til højere transaktionsomkostninger, fordi medarbejderne begynder at gardere sig, når de tvivler på, at lederen har deres ryg.

“Eksempelvis skriver de notater om møder, så de kan dokumentere, hvad der er blevet sagt og besluttet. Det er arbejdstid, som de givetvis kunne have brugt på noget bedre”, siger hun.

Tina Øllgaard Bentzen tilføjer, at mistillid også virker demotiverende, særligt for forskere, der er drevet af interessen for deres fag. Desuden viser undersøgelser, at oplevelsen af mistillid undergraver medarbejdernes ønske om at bidrage til fællesskabet, og at de i stedet får fokus på at “mele egen kage” .

Sådan skaber en leder mere tillid
Forskningen viser, at det at have en god relation til den nærmeste leder har afgørende betydning. Det påvirker nemlig ofte også tilliden til kollegerne og til topledelsen i en positiv retning.

Tina Øllgaard Bentzen siger, at udfordringen for mange ledere er, at tillid ikke er noget, de kan beordre, som de kan i mange andre sammenhænge i en organisation.

“Tillid er noget særligt, fordi det er noget, du kun kan invitere til ved at gøre dig tillidsværdig”, siger hun.

Det handler bl.a. om at skabe sammenhæng imellem ord og handling i organisationen. Lederen kan også invitere til tillid ved at gøre sig selv sårbar, fx ved at turde bakke medarbejderne op – også selvom der er risiko for, at noget kan gå galt. Tillid opbygges også lettere gennem ansigt til ansigt-relationer, så tendensen til, at enhederne bliver større, så der snildt kan være 100 forskere på et institut, er altså ikke befordrende for tillidsopbygningen.

“Det gør det vanskeligere, fordi man mister relationen ansigt til ansigt, hvor man kan afkode, om man kan regne med lederen”, siger Tina Øllgaard Bentzen. En anden udfordring er, at lederen godt kan gøre alle de rigtige ting for at skabe tillid, men medarbejderne er underlagt kontrolsystemer, dokumentationskrav eller besparelser, der undergraver tilliden. “Tillid sidder ikke kun i relationer, men også i strukturer”, siger hun. I forskningsverdenen kan det fx være omprioriteringsbidraget på uddannelse, fremdriftsreformer, nedskæringer mv., som i den grad påvirker tilliden til systemet.

“Lederen skal stå på mål for mange ting, herunder økonomi, og når man som ansat ikke kan gennemskue, hvor tingene kommer fra og hvorfor, så undergraver det tilliden. Lederen kan forsøge at afværge det ved at gøre beslutningerne gennemskuelige og varsle forandringer i god tid”, siger hun. Tina Øllgaard Bentzen tilføjer, at forskningen måske lidt overraskende for nogle også viser, at tillid og kontrol ikke nødvendigvis er modsætninger, hvis kontrolmekanismerne giver mening i forhold til fagligheden.

“Fx tror jeg, at mange forskere har det fint med BFI-systemet, som jo også er en kontrol – men en kontrol gennem brugen af peer review fra andre forskerkolleger. Når kontrol giver mening, kan den altså sagtens rime på tillid”, siger hun.

Rundspørge: Hver fjerde forsker stoler ikke på ledelsen

Eske Willerslev mener, at de danske universiteter skal styres mere som Cambridge. Foto: Mike Thornton

En rundspørge blandt medlemmerne af DM viser, at en del af forskerne på universiteterne ikke har tillid til deres ledelse. Resultatet overrasker ikke topforskere som eksempelvis Eske Willerslev.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

25 procent af forskerne på landets universiteter stoler ikke på udmeldinger, der kommer fra ledelsen, 45 procent føler ikke, at der er klare mål for, hvornår de har løst deres arbejdsopgaver tilfredsstillende, og 44 procent føler ikke, at de bliver involveret i beslutninger om forandringer, selvom det står i universitetsloven, at ledelsen skal sikre medarbejdere og studerendes medbestemmelse og medinddragelse i væsentlige beslutninger.

En ny rundspørge om arbejdsmiljøet blandt medlemmerne af Dansk Magisterforening tegner altså et dystert billede af tilliden til lederne, til deres evne til at udstikke klare mål og involvere medarbejderne på universiteterne. Forskerne nærer nemlig større mistillid til deres ledelse end resten af medlemmerne af DM, viser rundspørgen.

Læs også

Rektorformand: “Jeg oplever medarbejderne som glade og tilfredse”

Ekspert: “Tillid kan ikke beordres, det er noget, en leder skal gøre sig værdig til”

De seneste arbejdspladsvurderinger (APV’er) på eksempelvis KU og AU tegner et lidt mere positivt billede af forholdet med ledelsen og de ansatte. Her er det mellem 11 og 15 procent, der udtrykker mistillid til ledelsen, alt efter om der spørges til ledelsen på instituttet, fakultetet eller rektoratet.

De forskere, som Forskerforum har talt med, er enige om, at DM’s undersøgelse og APV’erne faktisk afspejler virkeligheden, som de oplever den i deres hverdag, og når de snakker med kollegerne.

Thomas Vils Pedersen, VIP-fællestillidsrepræsentant på KU og næstformand for Dansk Magisterforening, siger, at der med hensyn til både tillid og inddragelse er store forskelle fra institut til institut og fra fakultet til fakultet.

Eksempelvis udtrykker 19 procent af medarbejderne på fakultetet Science på KU mistillid til KU’s samlede ledelse, og 24 procent har ikke tillid til dekanens måde at lede fakultetet på.

Tallene fra KU-Science lægger sig altså tæt op ad resultaterne fra DM´s rundspørge.

“KU’s APV fra 2019 viser ligesom DM’s rundspørge, at der er en del medarbejdere, der ikke har tillid til ledelsen. Jeg kan også genkende billedet af, at der er mange VIP’er, som ikke oplever sig tilstrækkelig involveret i beslutninger, der har konsekvenser for deres arbejdsliv”, siger Thomas Vils Pedersen.

Flere kilder understreger dog også, at der findes masser af dygtige ledere på universiteterne, og at det grundlæggende problem er, at systemet, som blev indført med universitetsloven fra 2003, avler mistillid. Med loven blev de valgte ledere udskiftet med en professionel ledelse og med en bestyrelse med et eksternt flertal bestående af blandt andre folk fra erhvervslivet.

Danmark kunne være i toppen med en anden ledelse
En af kritikerne af det system er Eske Willerslev, der siden 2015 har delt sin arbejdstid mellem sit professorat ved Globe Institute på Københavns Universitet og sit Prince Philip-professorat på University of Cambridge. Opholdet ved det britiske topuniversitet og hans rolle som VIP-repræsentant i KU’s bestyrelse har gjort det tydeligt for ham, at ledelsessystemet på de danske universiteter er skruet forkert sammen.

“Det er et fuldstændigt top-downstyret system, som ledelsen nogle steder har kørt helt ud i ekstremerne. Fælles for topuniversiteterne i verden, som vi gerne vil sammenligne os med, er, at det er et top-down-system, som møder et bottom-up. Fx er det utænkeligt, at der indsættes en anden institutleder end den, flertallet af de faste videnskabelige medarbejdere på en given afdeling peger på. Man vælger også ledere gennem hele systemet, som er eller har været topvidenskabsfolk. På de danske universiteter er det vigtigste element, når man ansætter ledere, derimod ofte administrativ erfaring”, siger han.

Ifølge Eske Willerslev er kvaliteten af forskningen på KU på mange områder lige så høj som på Cambridge, men mens Cambridge er i top-5 på internationale ranglister, er KU nede omkring nummer 100, og det skyldes blandt andet et dårligere renommé blandt forskere og en lavere medarbejdertilfredshed, hvilket er resultatet af en ledelsesform, der fører til mistillid, mener han.

Eske Willerslev foreslår, at politikerne som minimum justerer universitetsloven, så institutlederne igen i praksis bliver valgt af de faste medarbejdere. Det skal sikre, at de lokale ledere føler sig loyale over for medarbejderne og ikke over for dekanen eller rektor. Organerne, som eksempelvis Senatet, samarbejdsudvalget eller Akademisk Råd, hvor medarbejderne er repræsenteret, skal også have reel bestemmelsesmagt og ikke blot være rådgivende, og så skal der en højere grad af faglig indsigt ind i bestyrelserne fra andre danske og udenlandske universiteter, da mange af medlemmerne fra erhvervslivet ikke har den fornødne viden om, hvad det vil sige at drive et internationalt universitet.

“Forskerne på universiteterne i dag er folk, der har været igennem et lillebitte nåleøje. Det er toptunede, dygtige mennesker inden for hvert deres felt, der kommer med erfaringer fra udlandet, hvor de har set, hvordan det kan fungere, og så oplever de forholdene i Danmark og spørger: Hvad foregår der? Tiden er moden til at ændre systemet, da vi forskere er klar til at løfte universiteterne, hvis vi får lov”, siger Eske Willerslev.

Tiden moden til ny lov
Thomas Vils Pedersen er enig i, at tiden er moden til en ny universitetslov.

“Jeg forstår godt at der skulle ske en reform i 2003, da der var brug for mere målrettede universiteter, men forskerne oplever, at væsentlige kerneværdier er gået tabt. Vi kan genvinde noget af tilliden ved at efterligne styreformen på nogle af de internationale topuniversiteter, vi gerne vil sammenligne os med, og give forskerne reel indflydelse på, hvem der skal være ledere”, siger han.

Thomas Vils Pedersen tilføjer, at det særlige ved nyskabende forskning er, at det er en bottom-up-proces, hvor forskernes ideer er styrende for processen. Dermed adskiller universiteterne sig fra andre arbejdspladser, da de ikke egner sig til en hierarkisk styreform, og derfor sker der også af og til sammenstød med ledelseskulturen i det nuværende system med mistillid til følge.

“Vi skal udvikle et system, hvor ledelsen sætter retningen men i respekt for og i dialog med VIPerne. Forskerne forventer, at ledelsen hører, hvad de siger og tager det alvorligt”, siger han.

Lovrevision gjorde ingen forskel Claus Emmeche, lektor på KU, var en af initiativtagerne til en underskriftsindsamling med krav om at få universitetsloven fra 2003 ændret, efter at en international evaluering af loven i 2009 konkluderede, at medindflydelse for studerende og ansatte bør sikres bedre. Det førte til, at det blev indføjet i lovens § 10, at “Bestyrelsen sikrer, at der er medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger”.

Claus Emmeche siger, at selv om retten til medbestemmelse blev indskærpet, har det reelt ikke gjort nogen praktisk forskel.

“Man taler om medbestemmelse, men når der ikke er indføjet noget om beslutningskompetence, bliver det hele meget luftigt. Problemet er, at ledelsesstrukturen er den samme, og at organerne, hvor de ansatte er repræsenteret, ikke kan beslutte noget og derfor først bliver informeret, når beslutningerne er truffet”, siger Claus Emmeche.

Ud over manglen på medbestemmelse peger han på, at de mange nye public management-instrumenter, hvor output skal måles, uddyber kløften og mistilliden mellem ledelse og ansatte yderligere.

Asger Sørensen, lektor i pædagogisk filosofi ved DPU på AU, hvor han bl.a. forsker i universitets idé, kalder ligefrem loven for institutionaliseret mistillid.

“Der er ikke noget mystisk ved, at de ansatte er bekymrede og mistror ledelsen. Ledelsen er sat til at forvalte en lovbefæstet mistillid til forskerne, og mistillid oppefra avler mistillid nedefra. Det er klassisk politisk filosofi og organisationsteori, og derfor er der opstået et os mod dem”, siger han.

Som eksempel nævner han, at det står i loven, at bestyrelsen skal have eksternt flertal, og at formanden skal vælges blandt de eksterne medlemmer. Det enlige bestyrelsesmedlem, som VIP’erne har ret til at vælge, kan altså ikke tiltros posten.

Magt og indsigt adskilt
Peter Harder, professor på KU, er på vej med bogen “Ledelse på afveje”, hvor han sammen med Jep Loft gennemgår ledelsesreformerne på universiteterne og deres konsekvenser. Han understreger, at bogen ikke er imod ledelse, da der kan være brug for en handlekraftig ledelse, men spørgsmålet er, om ledelsen forstår, hvad der sker i maskinrummet.

“De danske universiteter er i virkeligheden et ekstremt eksempel på, hvad der sker, når hierarkiet får lov til at tage over. Universiteter er ikke normale organisationer, da de er afhængige af dygtige forskere, men magten er flyttet væk fra forskerne og erstattet af en topstyret ledelse i mange etager og med mange forskellige strategier”, siger han og fortsætter:

“Man har adskilt magt og indsigt og dermed følingen med, hvad der foregår. Forskerne oplever, at der træffes beslutninger, som de ikke har indflydelse på, og som virker vilkårlige og destruktive, og det fører selvfølgelig til mistillid”.

Skandalesager giver mistillid
Eske Willerslev siger, at mistilliden også bunder i de mange skandalesager, der har ramt universiteterne gennem en årrække, fordi det vidner om en ledelse, der ikke formår at aflæse, hvad der foregår på forskerniveau.

Han nævner i flæng fyringen af geologen Hans Thybo, nedlæggelsen af Susan Stipps forskningsgruppe, de fejlslagne fusioner af datalogi og matematik og biologi og naturhistorisk museum på KU og sagen om oksekødsrapporten på AU.

“Det er sådan med enerådige ledere, at det virker fantastisk, hvis der er visionære folk på posterne, men hvis der ikke er, går det helt galt – og det behøver blot at være en dårlig, ikkereflekterende leder i den enstrengede ledelse. Det er derfor, man sætter bottom-upmekanismer op for at forhindre, at den slags kan foregå, og at gode ideer fra forskerne faktisk kan komme i spil”, siger han og fortsætter:

“Ligeledes bevirker mekanismerne ved top-down, at forskningen og undervisningen ikke naturligt udvikler sig efter de bedste ideer – det bliver en forskningsmæssig planøkonomi. Derimod har førende universiteter i USA og England skabt systemer med en balance mellem top-down og bottom-up, der er blevet fintunet gennem århundreder. Og de virker. Hvis der havde været et beslutningsforum, hvor medarbejderne havde reel indflydelse, var lortesagerne på de danske universiteter aldrig kommet så vidt, fordi ledernes dårlige beslutninger var blevet blokeret”.

Heine Andersen, professor emeritus på KU og forfatteren til bogen “Forskningsfrihed”, der afslørede brugen af ulovlige tavshedsklausuler på mindst fem universiteter (AU, KU, AAU, DTU, SDU), måske også CBS, ønsker ikke at kommentere de konkrete tal, men siger, at den jævne og konstante strøm af skandalesager givetvis er med til at rokke ved tilliden til ledelsen, og at problemet er generelt.

“Skandalerne er mulige på grund af ledelsesformen, fordi de forudsætter en hierarkisk struktur med vidtgående beføjelser, men den svigtende tillid hænger også sammen med topstyringen, manglen på legitimitet og den manglende mulighed for at få indflydelse på beslutningerne. Og så er ledelsen fuldstændig usynlig udadtil, når det gælder om at forsvare forskningens grundværdier”, siger Heine Andersen, der mener, at der burde laves en grundig udredning af forholdene på universiteterne.

Afskedigelser koster opbakning
Eske Willerslev siger, at et sidste, men meget vigtigt element, der skaber mistillid, er fraværet af tenure, altså reel beskyttelse mod afskedigelse af fastansatte forskere, i Danmark i modsætning til eksempelvis Sverige og Tyskland, hvor de skal gøre noget kriminelt for at blive afskediget.

“Der har været fyringsrunder på stort set alle universiteter de seneste år, hvor kriterierne har været økonomiske og ikke faglige, og det skaber ekstrem mistillid til ledelsen. Når lederne har magten til at skille sig af med kritikerne, vil nogle blive fristet til at gøre det”, siger Eske Willerslev.

Det billede kan tillidsfolkene godt genkende på Aalborg Universitet, hvor 107 ansatte blev afskediget i 2019. Her sendte et ukendt antal medarbejdere et debatindlæg til Altinget, hvori de skrev, at rektor ruinerede samfundsvidenskaberne, og mere end 600 skrev under på en protest mod besparelserne. De tillidsvalgte klagede også over manglen på inddragelse i beslutningerne, og rektor måtte erkende, at kommunikationen havde været for dårlig.

Ole Busck, lektor og netop afgået DM-fællestillidsrepræsentant på AAU, siger, “at mange følte, at de var blevet manipuleret med, og at ledelsen løj om tallene”. Særligt nedlæggelsen af syv engelsksprogede uddannelser på campus i København havde de svært ved at forstå, da de sagtens kunne have været lagt om til dansk som undervisningssprog.

“Vi fik aldrig en forklaring på, hvad der reelt lå bag, og vi kunne ikke se logikken i det”, siger han.

Ole Busck tilføjer, at afskedigelserne givetvis har påvirket tilliden til ledelsen, men at problemet er mere grundlæggende.

“Forskere har respekt for de ledere, der før har været deres forskerkolleger, men mange kommer ind fra sidelinjen, og for dem handler det om at få butikken til at køre rundt. De er dygtige til at administrere, men interesserer sig ikke for forskning, og de aner ikke, hvad der foregår ude i forskningsgrupperne. Hvis vi stadig kunne vælge vores ledere, ville vi stemme på dem, vi havde respekt for og tillid til”, siger han.

Lektor Frederik Hertel, der har taget over som DM’s fællestillidsrepræsentant på AAU, mener, at konsekvenserne af universitetsloven, der gav lederne mere magt, først for alvor slår igennem nu, fordi ledelserne er presset af besparelser og føler et behov for at ændre radikalt på organisationerne og gennemføre omorganiseringer og afskedigelsesrunder.

“Hvis man ønsker en stærk ledelse, kan det kun ske på bekostning af kollektivet. Det er klart, at det gør noget ved tilliden at se sine venner og nære kolleger blive afskediget”, siger han.

Omorganisering gav rekordlav tillid på AU
Ida Juul, lektor på AU og tillidsrepræsentant, husker, at tilliden til ledelsen var rekordlav under daværende rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, der trådte tilbage i 2013.

Det hang sammen med den faglige udviklingsproces på AU, der blandt andet betød, at ni fakulteter skulle samles i fire, 55 institutter skulle reduceres til 26, og en geografisk omrokering skulle sikre fagfæller naboskab. En evaluering viste efterfølgende, at medarbejderne følte sig fremmedgjorte i forhold til ledelsens forandringsprocesser, hvilket førte til afmagt og frustration. Meningsfulde fagfællesskaber gik tabt, og den administrative organisering modarbejdede direkte effektiv opgaveløsning.

“De fleste er enige om, at det var en fiasko, og der var også en erkendelse i ledelsen af, at det gik galt, fordi man ikke havde lyttet til medarbejderne. Jeg oplever en villighed til at lytte, men det er jo ikke det samme som at få ret”, siger Ida Juul.

Hun tilføjer, at tilliden til ledelsen i dag er meget større, hvilket hun mener hænger sammen med en stram og langsigtet styring af økonomien på AU.

“Folk føler sig ikke så fyringstruede på AU, da vi har undgået store masseafskedigelser. Det opleves, som om ledelsen prøver at manøvrere bedst muligt inden for de stramme økonomiske rammer, universiteterne er underlagt i dag, men bagsiden er, at man er meget tilbageholdende med at ansætte, så det er svært for unge forskere at få en karriere”, siger hun.

Ifølge Ida Juul giver den stramme styring af forskningspublicering derimod gnidninger, da det opleves som kontraproduktivt i forhold til idealet om fri forskning. På fakultetet Arts er der en norm om, at de ansatte skal producere i gennemsnit 2 peerreviewede artikler om året over en 3-årig periode.

“En sådan kvantitativ måde at måle forskning og publicering på risikerer at spænde ben for forskningsmæssig fordybelse og originalitet”, siger hun.

Politikerne bærer skylden
Olav W. Bertelsen, formand for DM Viden og fællestillidsrepræsentant på Aarhus Universitet (AU), tror i høj grad, at svarene i DM-rundspørgen, hvor 25 procent svarer, at de ikke stoler på ledelsens udmeldinger, handler om, at der er så stor politisk uforudsigelighed om bevillinger, hvilket man senest oplevede i forbindelse med omprioriteringsbidraget og taxameterløftet.

“De økonomiske forudsætninger ændrer sig hele tiden, og troværdigheden kan aldrig blive bedre end grundforudsætningerne. Det begrænser, hvor skråsikre udmeldinger ledelsen kan komme med, men jeg synes faktisk, at ledelsen på AU er blevet god til at tage de nødvendige forbehold”, siger Olav W. Bertelsen.

Han tilføjer, at tallene gør, at man må overveje, om man kan udforme et system, der giver mere legitimitet, som det ville være tilfældet med en valgt ledelse, men han siger, at et kollegialt styre kun er reelt, hvis der er basismidler at disponere over, og det er ikke tilfældet i dag.

Læs resten

Skal ph.d.en være smart eller klog?

Foto: Colourbox

Ph.d.-studerende er splittet mellem de klassiske forskningsidealer og samtidens krav om målrettethed og effektivitet. Ofte kommer det til udtryk i valget mellem at skrive artikler eller en monografi, fortæller Signe Skov, der har undersøgt dilemmaet i sit eget ph.d.-projekt.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Der er to stemmer, der taler til de ph.d.-studerende, når de skriver deres afhandling. Den ene kræver original forskning og fagligt højt niveau. Den anden kræver, at tingene bliver færdige, og at det er noget, man kan bruge til noget umiddelbart.

I sin ph.d.-afhandling, som har titlen “Hvad er en ph.d.-afhandling?”, identificerer Signe Skov de to stemmer som henholdsvis den intellektuelle diskurs og den instrumentelle diskurs. Og de trækker – desværre – ofte i forskellige retninger. “På den ene sider oplever de ph.d.studerende en vejleder, der taler om intellektuelle standarder: dybde, substans og niveau. Og samtidig oplever de, at det i virkeligheden kun handler om at publicere”, fortæller Signe Skov, som har interviewet en række ph.d.-studerende og vejledere inden for humaniora og samfundsfag på KU og RUC.

Ifølge Signe Skov er det typisk vejlederne, der repræsenterer den intellektuelle diskurs. Her møder ph.d.-studerende ønsker om faglig dybde, højt niveau og substantielle forskningsbidrag. Men modsætningerne i uddannelsen viser sig, når vejlederne samtidig også selv kommer med instrumentelle argumenter, eksempelvis når de taler om deres egen forskningsskrivning i forhold til produktion, omtale og mængde. Den instrumentelle diskurs viser sig også i forbindelse med aftagere og ph.d.-skolen.

“Ph.d.-skolerne artikuleres både af ph.d.-studerende og vejledere ofte sammen med mere instrumentelle tænkninger. Nogle vejledere siger: Ph.d.-skoler skal man ikke lytte til, de er politiske – forstået som politiske ønsker om at publicere”, fortæller Signe Skov.

Overskuelig vej
Udgangspunktet for Signe Skovs projekt er en statistisk udvikling, der viser, at flere og flere ph.d.-studerende på de tørre fag vælger at skrive deres ph.d.afhandling i form af en artikelsamling frem for en monografi.

Og i dette valg spiller den instrumentelle diskurs ofte en rolle, konstaterer hun.

“Det er ikke, fordi det at skrive artikler i sig selv er instrumentelt. Det har man altid gjort i forskningen, og det kan også defineres ud fra en intellektuel diskurs. Men man kan se, at det blandt de ph.d.-studerende har fået en instrumentel karakter – de taler om det og forstår det som noget instrumentelt”.

Artiklerne er for mange en mere kvantitativ og dermed overskuelig måde at leve op til de krav, der stilles til en ph.d.-afhandling. Blandt andet fordi godkendelsen af ph.d.-afhandlingen på den måde sker gradvist gennem forløbet.

“I den artikelbaserede afhandling, hvor artikler skal igennem bedømmelse og udgives, føler de studerende sig ofte sikre, når udgivelserne er sket. Men på den måde sker der også et skred, i forhold til hvem der egentlig bedømmer ph.d.-afhandlingen: bedømmelsesudvalget eller tidsskrifterne, der udgiver artiklerne? Det er noget, mange vejledere tænker over”, siger hun.

Hvad er den gode ph.d.?
Hun slår fast, at hun heller ikke vil pege på den instrumentelle diskurs som noget entydigt negativt. Problemstillingen er, at afvejningen mellem de to diskurser ofte er noget, den ph.d.studerende og vejlederen kommer til at sidde og afgøre på egen hånd. Men spørgsmålet om, hvad den gode ph.d.afhandling skal stræbe efter, er større og vigtigere end blot at overlade til en diskussion ved et vejledermøde.

“Der sker en individualisering af noget, der er strukturelt, og som kollektivet har en interesse i at tage sig af. Ph.d.-uddannelsen bliver et produkt af nogle individuelle valg, fordi der ikke er en kollektiv diskussion: Hvad er den gode ph.d.? Jeg synes ikke, at det bare er en studerende og vejleders opgave at have de diskussioner”.

Før jul bragte Forskerforum et mindre tema om stress blandt ph.d.studerende, som ifølge flere undersøgelser er markant mere udtalt end blandt andre VIP-grupper. Og Signe Skov kan godt forestille sig, at de modsatrettede diskurser, der knytter sig til ph.d.-afhandlingen, kan være en af flere stress faktorer.

“Det er ikke stressforskning, jeg har begået, men man kan spekulere i, om det her hænger sammen med stressproblemer”, siger hun.

Ikke korstog mod artikler
Hun opfordrer vejlederne til at tage diskussionen om, hvad en god ph.d.uddannelse er, både i vejledningsrummet og på institutionelt niveau.

“Når disse spørgsmål ikke diskuteres i uddannelsen, overlades det til de studerende at skrive og handle i ph.d.-uddannelsen ud fra mere tilfældige, uartikulerede kriterier og også mere instrumentelle kriterier. Man bør forholde sig til den modsætning, de studerende er i. Det, jeg kan se, er, at nogle ph.d.-vejledere trækker sig – de kan godt se modsætningen, men de ved ikke, hvad de skal gøre. Andre vejledere anbefaler deres studerende at skrive i det artikelbaserede format, fordi det bedst kan adressere begge fordringer. Konsekvensen er, at monografien fortrænges som forskningsformat”.

Signe Skov fastslår flere gange under interviewet, at det ikke er et forsvar for monografien, hun er ude i.

“Pointen er, at vi må forholde os til de delvist modsatrettede krav, der er i ph.d.-uddannelsen, og til de forståelser, som gør, at den ene form for afhandling virker mere oplagt end den anden”.

Som ph.d.-studerende har hun da også selv mærket den dobbelthed, hun beskriver i sin afhandling – som i øvrigt er en monografi.

“Jeg har helt klart også mærket begge diskurser. Jeg har valgt monografien, og jeg har helt klart mærket en skyldfølelse over, at jeg ikke får publiceret undervejs”, siger Signe Skov, der har skrevet ph.d.-afhandlingen under en orlov fra et job som universitetspædagogisk konsulent på RUC.

Signe Skov: Hvad er en ph.d.-afhandling? – en undersøgelse af hvordan ph.d.-afhandlingen konstitueres af ph.d.-vejledere og ph.d.-studerende inden for humaniora og samfundsvidenskab. RUC, 2019.


“Det er godt nok med noget pragmatik”

Lektor og tidligere ph.d.-skoleleder Sune Auken mener, at den “instrumentelle diskurs” er nødvendig, fordi den anskueliggør, hvornår man har gjort nok til at få ph.d.-graden. ellers “ender man i en uendelig udfordring, der kan føre folk ud i noget virkelig dybt mosevand”.

Ph.d.-studerende er ofte splittet mellem ønsket om de klassiske forskningsidealer og en mere pragmatisk, instrumentel tilgang til, hvad et ph.d.-projekt skal kunne. Sådan konstaterer Signe Skov i sin ph.d.afhandling, og det kan lektor, ph.d.vejleder og tidligere ph.d.-skoleleder på KU HUM Sune Auken sagtens genkende.

Men han er ikke så skeptisk over for den dualisme. Høje forskningsidealer er altid godt, men samtidig – og særligt i forhold til ph.d.-studiet – er der nødt til at være en god portion pragmatisme, mener han.

“Ph.d.-uddannelsen er et binært fænomen: Man får en grad, eller man får den ikke. Der er nogle specificerede, meget pragmatiske krav til, hvad der skal til for at opnå graden, og det er værd at holde fast i de krav. For tænker man videnskaben ideelt, har den ingen grænser. Man stræber og stræber og stræber for at blive bedre. Jeg har set ph.d.-studerende, der så rigeligt var på den sikre side, men som stadig var nervøse for, om det var godt nok. Derfor er det godt med noget pragmatik, og det skal vi have mere af”, siger Sune Auken. Han var fra 2011 til 2017 leder af ph.d.-skolen på Det Humanistiske Fakultet på KU, som er et af de områder, Signe Skov baserer sin undersøgelse på. Og dobbeltheden, som Signe Skov beskriver, er noget, Sune Auken selv har italesat på ph.d.-introseminarer.

Værre før i tiden
“Det, Signe beskriver, handler om uklarhed. Man ved ikke, hvornår man er en ordentlig ansat. Derfor er det vigtigt, at introduktionerne tydeliggør, hvilken balance vi ser mellem de ideelle videnskabskrav og de formelle krav. Herunder skal man også anerkende værdien af den grænseløse stræben – det er også vigtigt. Men hvis man kun henholder sig til det videnskabelige krav, så ender man i en uendelig udfordring, der kan føre folk ud i virkelig dybt mosevand”.

At de modsatrettede diskurser kan være en medvirkende faktor til de relativt høje tal for forekomsten af stress blandt ph.d.-studerende, er Sune Auken også enig i. Han tror bare, at det reelt var endnu værre før i tiden.

“Har man fulgt med både anekdotisk og mere evident, så er stress og nedbrud noget, der følger ph.d.-uddannelsen. Går du 15-20 år tilbage, tror jeg, de ph.d.-studerende var ramt af stress, som formentlig var betydeligt værre end i dag. Jeg tror, at de administrative krav, der er blevet sat op, har virket afstressende, fordi de sætter en grænse for ens arbejde. Som ph.d.-skoleleder og som vejleder har det altid været en tilbagevendende øvelse for mig at tydeliggøre for de ph.d.-studerende, hvor meget de faktisk har nået, og at vejen til målet nu er endnu kortere”.

Direktør: inddragelse er et vigtigt fokus

SDU’s direktør, Thomas Buchvald Vind, siger, at medarbejderindflydelse er et tema, som har stort fokus. Foto: SDU

SDU’s direktør, Thomas Buchvald Vind, forsikrer, at både åbenhed og medarbejderinddragelse er en væsentlig prioritet. Han svarer her skriftligt på medarbejdernes kritik, som Forskerforum har forelagt ham. Rektor Henrik Dam har på grund af udlandsrejse ikke været tilgængelig for interview.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Valget til SDU’s bestyrelse gav en klar sejr til en liste, der gik til valg på mere medarbejderindflydelse og større åbenhed. Tager I det som udtryk for, at medarbejderne er utilfredse med disse forhold?

“SDU er meget optaget af dagsordenen om medarbejderinddragelse. SDU’s direktion har derfor aktiveret universitetets vedtægtsudvalg. SDU’s direktion har desuden på møde den 5. december 2019 besluttet at nedsætte en særlig arbejdsgruppe, der skal kortlægge og fremkomme med anbefalinger vedrørende medarbejderinddragelsen på SDU”.

Læs også Kritik af pseudomedbestemmelse og lukkethed i SDU-ledelse

Er der nok medarbejderinddragelse og medbestemmelse på SDU?

“Medarbejderinddragelse er et vigtigt fokus for SDU. Det er et område, vi til enhver tid er åbne for at gøre endnu bedre. Derfor har SDU’s direktion aktiveret universitetets vedtægtsudvalg. Direktionen har desuden på møde den 5. december 2019 vedtaget at nedsætte en særlig arbejdsgruppe, der skal kortlægge og fremkomme med anbefalinger vedrørende medarbejderinddragelsen på SDU”.

Er der nok åbenhed om vigtige sager, der behandles i rådene?

“Det er en væsentlig prioritet, at medarbejderne kan følge med i information om mødeindkaldelser, mødemateriale og referater. Derfor er dette materiale altid tilgængeligt på SDU’s intranet. Møder i råd er offentlige, og helt undtagelsesvis er der lukkede døre, hvis der er personfølsomme sager (eksempelvis § 4, Forretningsorden for Universitetsrådet)”.

Der er nedsat et arbejdsudvalg, der skal se på medarbejderinddragelsen. Hvorfor?

“Det er en meget vigtig dagsorden, som valgresultatet også afspejlede. Den understøtter vi naturligvis”.

Der har været minimal kommunikation omkring valget af medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen – fx sammenlignet med ekstern annoncering af de nye eksterne medlemmer. Hvad er grunden til dette?

“På SDU er vi naturligvis interesserede i, at så mange ansatte og studerende som muligt deltager i de demokratiske processer. Valgdeltagelsen til bestyrelsen var på VIP-siden 17,23 procent og på TAP-siden 38,05 procent. Vi anerkender derfor præmissen om, at der har været for lidt kommunikation om valget. Det bliver derfor et punkt, vi vil have fokus på fremover, så vi kan være med til at understøtte en endnu højere valgdeltagelse”.

Flere kilder nævner processen omkring SDU’s verdensmålstrategi som eksempel på manglende medarbejderinddragelse. Hvorfor skete der ikke en mere omfattende inddragelse af medarbejdernes syn og ideer inden en så omfattende beslutning?

“Jeg vil gerne præcisere, at der er tale om en rammebeslutning, hvor bestyrelsen alene har besluttet, at SDU skal arbejde med FN’s verdensmål, men ikke hvordan. Denne proces er først ved at blive udfoldet i samarbejde med medarbejdere og studerende. Dette skal netop ikke være en topstyret proces, men en proces, som går på tværs af organisationen”.

Debat: Masseuniversitetets modulationsmaskineri

Foto: Colourbox

Servilt tager de studerende det ene ECTS-pointudløsende kursus efter det andet og gennemfører i stigende grad deres uddannelser på normeret tid; men universitetet er ikke (længere) deres (eller vores).

Af Tine Fristrup og Steen Nepper Larsen fra Forskningsenheden i Samtidsdiagnostik ved DPU, Aarhus Universitet

Champagneflasken er tømt, og raketbatterierne fuset af. Et nyt årti står for døren – og vi skal sædvanen tro sige farvel til et gammelt årti, hvori mange reformer skulle implementeres – ikke mindst den såkaldte fremdriftsreform.

Tusindvis af studerende indtager igen landets masseuniversiteter og skal endnu en gang indløse ECTS-pointmaskinens modulkrav. Modulationerne er udstyret med transparente og retningsanvisende outcomebaserede kompetencemål, der erstatter tidligere færdighedsmål. Livslang kompetenceudvikling gennem læring er et andet udtryk for universitetets skole(lig) gørelse. Aldrig løses man af lære, for enhver begivenhed skal udlægges i læringens hellige navn – og ikke nok med det: Man skal også selv tage ansvar for læringen og gøre den til sin læring. Det handler ikke om at bruge tid på at tænke eller tage omveje, der fører én nye steder hen. Modulationsreguleringen tillader kun fremdrift, hvilket understøttes af den massive brug af participiumsformer – de såkaldte ingformer, hvor det ene kursus efter det andet skal forceres udelukkende med blikket rettet mod dét at passere kurset – passeringen.

Accelerationssamfundet afkræver acceleration gennem de sprogliggjorte ing-former som modulering, cirkulering, rotering og “surfing”, for vi har indrettet vores omgang med verden efter kapitalens forskrifter om den nødvendige bevægelighed. Selv den aldrende krop skal holdes i konstant bevægelse for i aktiveringens navn at jagte selvoptimeringen gennem vedligeholdelsen af sine sundhedskompetencer. Kompetencerne er blevet mine – jeg skal nemlig tage ansvar for min egen aldring og min egen læring – selvom kroppen på ingen måde er min egen. Selvoptimering og fremdrift(ing) er blevet et anliggende for masseuniversitetets orientering mod at skulle sikre de studerendes employability.

Vi bevæger os fra modul til modulation – fra form til formning – og ingen aktører (der i mellemtiden er blevet til cirkulationsagenter) – det være sig de undervisende lektorer, studieledere eller det bureaukratiske personel – drømmer i deres vildeste fantasi om, at kurserne – endsige deres sakrosante masterplaner: studieordningerne – kunne drøftes og endevendes pø om pø og bottom-up med de studerende, og endnu færre er sikkert af den opfattelse, at der ville kunne komme noget som helst fornuftigt og gangbart ud af denne “øvelse” – andet end at den tager tid, så de studerende kommer til at spilde deres knappe ressourcer på participatoriske gerninger.

Men engang var det anderledes. I et verdenshistorisk universitetsperspektiv på mere end 800 år er det faktisk ikke så længe siden, at de studerende selv var med til at komme med idéer til fagenes indhold og uddannelsernes opbygning. I 1970’erne var for eksempel de RUC-studerende i fællesskab med deres undervisere med til at diskutere og opbygge basisuddannelsesuniversitetets overbygningsuddannelser (kaldet OB I-IV, rækkende fra teknologikritik og nytænkning af statsforvaltningen til videnskabsstudier og bevidsthedshistorie). De hundredvis af timer, der blev investeret i at udarbejde udkast, foretage eksperimenterende scenarier og afvikle fremtidsværksteder i utopiens navn, blev ikke bogført, og de udløste ingen ECTS-point – det var med andre ord før Bolognaprocessen.

RUC var et lille reformuniversitet på en pløjemark uden for Roskilde, et produkt af højkonjunktur, nye kvalifikationsbehov og et livgivende ungdomsoprør. KU havde også brug for at blive aflastet, og professorvældet for at blive udfordret.

Retrospektivt må det selvfølgelig sandes, at RUC’s engang så revolutionerende tværvidenskabelige problemformulerings- og projektarbejdsteknikker bredte sig som en steppebrand og i 2020 paradoksalt nok passer som fødder i hoser til det forhastede og målstyrede masseuniversitet opbygget af fleksible modulationsuddannelser. Medtænkes må også, at fremdriftsreformen tvinger de studerende til at tænke taktisk og tidsøkonomisk snarere end substantielt, dybdeborende og akademisk. Tankefrihed erstattes af friheden til at vælge mellem forskellige forhåndsdesignede uddannelser.

Noget, der undrer os, er derfor, hvorfor vi ikke ser et nyt fuldtonet og bredt forankret ungdomsoprør på de danske universiteter? Nyligen har der været tilløb til noget sådant på KU; men måske var protesterne for defensive og for lette at udmanøvrere i deres ellers såre prisværdige forsvar for de truede humaniorafag.

Hvor unge mennesker around the Globe samles om slogans som: Reclaim the city og Democracy now, så savner vi endnu at se tilløb til fagkritiske og uddannelsesfornyende fronter version 2.0.

I det nye årti står vi over for talrige udfordringer, for hvordan lærer samfundsborgerne at tænke ikkeinstrumentalistisk, ikkeantropocentrisk og ikkekapitalistisk? Hvordan afvikles subjekt-objekt-tankegangen, og hvornår sender vi the economic man på pension? Hvordan skaber vi grobund for radikale dannelsestanker, eksperimenterende fællesskaber og nye videnskabelige gennembrud? Hvordan kommer generationerne til at tale sammen på tværs af evidente magt- og erfaringsforskelle?

Universiteterne ville helt sikkert være nogle sjovere steder at virke, arbejde og studere “på”, hvis forskerne, underviserne og de studerende satte sig for at generobre og på sin vis grundlægge dem på ny. Ritualiseringer på uddannelsesområdet risikerer desværre ofte at skabe fængsler uden tremmer. Det er uhyre trist år ud og år ind at skulle udbyde alle disse modul(ations)kurser, som de studerende ingen indflydelse har på, selvom vi selvfølgelig godt ved, at nogle få af dem sidder med i diverse ekspederende studienævn, der høres undervejs.

Stillet over for vilde udfordringer i kølvandet på samtidens klima- og miljøkriser må universiteterne også til at vågne op som tænkende, afprøvende og demokratisk inviterende institutioner.

Månedens foto: Lola fra Lolland

Illustration: Tom Björklund

Den 5.700 år gamle Lola fra Lolland har vakt international opsigt, og det samme har Theis Trolle Jensen, der fandt på at dna-teste hendes tyggegummi.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Kort før jul gik der lidt kludder i de nationalromantiske stereotyper. Ved hjælp af en klump gennemtygget beg og moderne dna-analyse var det nemlig lykkedes en gruppe forskere på KU at genskabe et ganske præcist billede af en dansk pige, som hun så ud anno 3850 før Kristi fødsel. Men Lola – som de har døbt hende – fra Lolland var ikke den “unge blonde pige”, som vi har for vane at besynge. Hendes øjne var ganske vist blå, men huden og håret var mørkt. Den mørke lød havde hun fra sine forfædre, der udvandrede fra Afrika og efter istidens slutning for 15.000 år siden bosatte sig på vores breddegrader. Til gengæld var hendes ansigtstræk europæiske. Hun var endvidere laktoseintolerant, men havde til gengæld både and og hasselnødder som en del af kosten.

At vi i dag kan male billedet af Lola og gøre os kloge på hendes kost og sygdomme, er en lille forskningsmæssig solstrålehistorie, der tog sin begyndelse, den dag Theis Trolle Jensen, postdoc ved Globe Institute, KU, fandt på at dna-teste de klumper af tygget birkebeg, som dengang blev brugt både som lim til for eksempel af fæstne pilespidser og som regulært tyggegummi. De indtørrede klumper har på forunderlig vis holdt sig intakte gennem årene, og det afsondrede spyt kan ikke alene fortælle om pigens dna, men også om den mad, hun har haft i munden.

Forskningsresultatet, som blev til i samarbejde med forskere fra Nationalmuseet, DTU, Museum Lolland-Falster og University of York, blev publiceret 17. december i tidsskriftet Nature Communications. Og så var Theis Trolle Jensens telefon stort set i belejringstilstand.

“Det var enormt hektisk. Jeg har jo aldrig før prøvet at blive kimet ned dag og nat af journalister fra hele verden. Det var særligt i de første dage, der var knald på. Medierne, der ligger i andre tidszoner, ringede jo sent, og de, der skulle lave morgennyheder, ringede klokken fem om morgenen”, fortæller han.

Omkring 280 nyhedsmedier har foreløbig bragt historier om Lola fra Lolland.

For Theis Trolle Jensen kommer det størknede tyggegummi formentlig til at fylde en hel del i hans arbejdsliv fremover. Hans forskningsgruppe har søgt og fået penge til et større projekt, der skal undersøge andre tilsvarende klumper af tygget beg.

“Det bliver super spændende – et stort studie, der skal dække Sydskandinavien helt fra 10.500 til 4.000 år siden”, fortæller han.

En udfordring bliver imidlertid at finde tilstrækkeligt med tyggegummirester. Dem er der nemlig ikke så mange, der har interesseret sig for før.

“Der er ikke så mange fundne begklumper – kun omkring 25 fra Sydskandinavien. Der har sikkert været tusindvis i udgravningerne, man brugte det jo til at fæstne pilespidser og alt muligt. Men det kan godt være, at man ikke har kigget efter dem. Klumperne er små og ligner trækul”, fortæller Theis Trolle Jensen, der selv blev gjort opmærksom på begklumperne af en udgravningsleder, da han var på en udgravning i Sverige i 2009.

Han tror dog på, at Lola-historien vil gøre, at der fremover vil dukke en del flere klumper frem fra udgravninger.

“Jeg har snakket med folk på museerne, og de vil i hvert fald kigge efter dem nu. Så jeg har absolut et håb om, at vi får mere materiale at arbejde med. Det er jo en fantastisk mængde information, man kan få ud af sådan en lille klump”.

 

Kritik af pseudomedbestemmelse og lukkethed i SDU-ledelse

 

SDU i Kolding. Foto: Jens Christian Top/Ritzau Scanpix.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Ved SDU’s bestyrelsesvalg stillede en liste op på baggrund af utilfredshed med flere års oplevelse af lukkethed og topstyring. og vandt med et brag. Vigtige beslutninger er omgærdet af lukkethed og tavshedspligt, så hvordan sikres medarbejdere og studerende medbestemmelse og medinddragelse, som loven kræver, spørger kritikerne.

En ledelseskritisk medarbejderliste vandt valget til SDU’s bestyrelse i november sidste år med over 70 procent af stemmerne.

Bag vinderen Fælleslistens tilforladelige navn og valgprogram gemmer der sig en markant protest mod ledelsens håndtering af medarbejdernes ret til medbestemmelse. Blandt andet kan man læse, at Fælleslisten vil arbejde for “en bred, tidlig inddragelse af medarbejdere og studerende forud for væsentlige ledelsesbeslutninger” og videre for, “at anvendelsen af tavshedspligt begrænses mest muligt”.

Læs også Direktør: inddragelse er et vigtigt fokus

Sæt “ikke” foran disse sætninger – så har man billedet af ledelsespraksis, i hvert fald som den opleves af mange medarbejdere.

“Vi har hver især gennem samtaler med folk og i forbindelse med valget kunnet forstå, at de var frustrerede over en oplevelse af, at man ikke bliver inddraget og får medbestemmelse. Så det er baggrunden for valgoplægget”, siger professor Gitte Rasmussen, der vandt valget som VIP-repræsentant i bestyrelsen, med henvisning til hendes medkandidat på listen, lektor Casper Sylvest.

Punkterne henholdsvis tidlig inddragelse og tavshedspligt hænger sammen. Det er svært at inddrage sine kolleger, som man repræsenterer i bestyrelsen, råd eller udvalg, når punkterne er lukkede og medlemmerne pålagt fuld diskretion – selv efter at beslutningen er taget.

“Medarbejderne har den oplevelse, at noget pludselig kommer dumpende ned fra oven. De kan måske nok finde ud af, hvornår beslutningen er truffet, men ikke på hvilket grundlag og ud fra hvilken diskussion det er sket. Det er det, vi gerne vil ændre på”, siger hun.

Kan ikke diskutere med kolleger
Casper Sylvest sidder i Universitetsrådet, hvor blandt andet store beslutninger om økonomi, satsninger og besparelser bliver drøftet. Forhold, som i den grad optager hans kolleger. Det er bare ikke altid, han kan tage dem med på råd.

“Det er en udfordring, når et punkt er lukket. I en sådan situation kan man som medarbejdervalgt repræsentant vanskeligt drøfte forhold under det punkt med sit bagland – hvad enten det handler om, hvad man vil bruge penge på, eller hvor vi vil hen”, fortæller han.

Han har selv tidligere forslået, at man i rådet forsøgte en form for differentieret fortrolighed, så man eksempelvis kunne have åbenhed om de økonomiske satsninger, der var til diskussion. Det har der ikke været opbakning til. Tilsvarende har han foreslået, at SDU får et uafhængigt journalistisk nyhedsmedie, som KU og AU har det, blandt andet for at styrke dialogen på SDU. Også det forslag har hidtil mødt modstand hos ledelsen.

Alexandra Holsting, lektor og fællesTR ved Det Humanistiske Fakultet, kan godt genkende den lukkethed i beslutningsprocesserne, som Fælleslisten vil forsøge at ændre på.

“Det kan være svært at orientere sig om, hvad der foregår, fordi meget lægges ud som lukkede punkter i referaterne, og det synes jeg er et problem i forhold til åbenhed og gennemsigtighed. Der er nogle gange eksempler, hvor man tænker: Hold da op – der var mange lukkede punkter”, fortæller hun.

Valgresultat pakket væk
Næsten symbolsk har det været lidt af en offentlig hemmelighed, hvilke medarbejdere og studerende der blev valgt ind i SDU’s bestyrelse, siden valget blev afholdt i slutningen af november. Mens man på AU og KU kunne læse om valg og resultater i eksempelvis de interne medier Omnibus og Universitetsavisen og i AU-ledelsens nyhedsbrev, er SDU gået helt stille med dørene. Ingen meddelelser på hjemmesiden, på Facebook, i nyhedsbreve. Kun hvis man som ansat går aktivt til værks på SDU Intra, kan man finde valgresultatet gemt godt væk et sted på et undersite.

En detalje? En forglemmelse? Måske, men den manglende information sender alligevel nogle bekymrende signaler, mener nogle medarbejderrepræsentanter.

“Det virker absurd, at man ikke melder resultatet af et valg offentligt ud. Jeg har ingen anelse om, hvorfor man vælger at gøre, som man gør. Men hvis man er en institution, der gerne vil fremme medarbejderinddragelsen, så er det underligt, at man ikke bakker det op ved at anerkende valget og engagementet”, siger Alexandra Holsting.

Gitte Rasmussen peger på, at SDU hurtigt var ude med en nyhed på hjemmesiden, da man havde udpeget nye eksterne bestyrelsesmedlemmer.

“Det faktum, at man informerer om eksterne, men ikke informerer om medarbejdervalg, udtrykker en mangel på orientering mod betydningen af medarbejdermedbestemmelse – at det er et centralt vilkår”, siger hun.

Gode råd eller medbestemmelse?
Men det handler ikke kun om lukkethed. Utilfredsheden handler i høj grad også om den grad af medbestemmelse, de demokratiske råd på SDU reelt har i forhold til ledelsen. Hvis man tolker ordet i sin grundlæggende betydning – at man har andel i beslutningskompetencen – er det nemlig meget begrænset.

“Hensigten med formuleringerne i universitetsloven er at sikre medbestemmelse og medinddragelse på alle niveauer. Spørgsmålet er, om det blot handler om, at man kommer med nogle gode råd, eller om det skal være med henblik på reel medbestemmelse og medinddragelse? Jeg mener det sidste. Rådene skal ikke bare være høringsorganer. En stor del af frustrationen blandt medarbejderne bunder i en oplevelse af, at væsentlige ledelsesbeslutninger ikke reelt kan påvirkes i de drøftelser, der finder sted med medarbejderrepræsentanter”, siger Gitte Rasmussen.

Utilfredsheden på SDU bunder delvist i en anden stående diskussion på universitetet – vægtningen mellem central og lokal støtte af forskning, eller med andre ord: Hvor mange midler rektor skal kunne disponere over til strategiske satsninger på bekostning af forskningsmiljøerne lokalt.

Formand gik i protest
I foråret 2018 blev den konflikt sat på spidsen, da Universitetsrådet stemte imod – med 6 mod 5 stemmer – en indstilling fra direktionen om til- og fravalg af strategiske forskningsprojekter finansieret af centrale midler. Rådets daværende formand, professor Jesper Wengel, konstaterede, at de strategiske projekter ikke havde undergået en faglig bedømmelse, at balancen mellem centrale og decentrale satsninger efter hans mening var skæv, og at processen havde haft en karakter af lukkethed og topstyring.

I stedet for at anbefale direktionens indstilling vedtog rådet en udtalelse, hvor man opfordrede til at begrænse beløbet til centrale strategiske satsninger, blandt andet med henvisning til “SDU’s aktuelle udfordringer og til den økonomiske usikkerhed i de kommende år”.

Herefter meddelte Jesper Wengel, at han trådte tilbage som formand.

“Vi tog det verbale slagsmål med ledelsen og stemte imod direktionens indstilling om de strategiske initiativer. Således anbefalede Universitetsrådet bestyrelsen, at man ikke skulle følge ledelsens indstilling. Det gjorde bestyrelsen – ikke overraskende – alligevel. Men det var den sag, der fik mig til at konstatere, at så er der ingen grund til, at ledelsen skal høre på de synspunkter, jeg har, når den alligevel gør, som den oprindelig har tænkt”, fortæller Jesper Wengel i dag om beslutningen.

Central pulje pumpes op
Modstanden mod indstillingen om de strategiske projekter handlede ifølge Jesper Wengel i høj grad om den centralistiske strategiske tænkning og spørgsmålet om medbestemmelse.

“Vi ville have grebet processen anderledes an. Det var et spørgsmål om topdown eller bottom-up. Det drejede sig om et beløb på 100-200 millioner over en periode, på et tidspunkt hvor universitetet er økonomisk presset. Det syntes vi kaldte på en overordnet diskussion om, hvordan man bedst investerer sådan et beløb”, fortæller han.

De strategiske indsatser finansieres af en central pulje på SDU’s budget ved navn Direktionens Strategiske Pulje. Den pulje har de senere år lagt beslag på en stigende andel af SDU’s midler – fra 10 millioner kroner årligt i 2016 stigende til 50 millioner årligt i 2019, hvilket fremover skal være det faste beløb. Ud af denne pulje gives 3-4-årige bevillinger til et mindre antal projekter, som direktionen indstiller ud fra et antal ansøgere fra forskellige fagmiljøer.

Bag den pæne facade på SDU ulmer en voksende kritik af lukkethed og mangel på
edbestemmelse. Det kom til udtryk ved det nyligt overståede bestyrelsesvalg.
Her SDU´s officielle foto af rektor Henrik Dam. Foto: SDU

Ønsker diskussion om investeringer
Jesper Wengel har ikke nogen anke imod de støttede forskningsprojekter. Men han er kritisk over for princippet omkring store, centrale projekter.

“Jeg tror generelt, at flertallet af forskere føler, at der er begrænsede midler til at få deres forskningsideer realiseret. Vi, der har store bevillinger, kan godt klare os. Men de andre må kæmpe for det. Jeg har lige læst, at Novo Nordisk Fonden introducerer et program, hvor der vil blive givet relativt mindre bevillinger til forskere, der ikke allerede har større bevillinger. Det er den måde, jeg tror, at tingene kommer til at blomstre op. Andre mener, at det udelukkende skal være store, centralistiske initiativer. Det er fair nok, men så må man tage diskussionen”, siger Jesper Wengel, der er leder af forskningscenteret BioNEC (Biomolecular Nanoscale Enginee ring Center).

Og en mere åben diskussion er, præcis hvad Gitte Rasmussen ønsker sig. “Det er fair nok, at der er noget, der hedder strategiske midler. Spørgsmålet er hele tiden: Hvem skal afgøre, hvilke initiativer der skal understøttes? Der er mange medarbejdere, der godt kunne tænke sig inddragelse og medbestemmelse omkring de spørgsmål”, siger hun.

Også tema på KU
Diskussionen af manglende medbestemmelse på SDU er ikke unik. Ved bestyrelsesvalget på KU havde flere af kandidaterne netop det tema som mærkesag, og forskerne Eske Willerslev og Jesper Grodal kaldte simpelthen deres liste “Inddrag forskerne!”.

Oplevelsen af, at man som medarbejder på universitetet ikke har den medbestemmelse, man har krav på, trækker tråde tilbage til den revision af universitetsloven, der fandt sted i 2011. En evaluering af loven to år tidligere kritiserede, at den ikke sikrede tilstrækkelig medindflydelse, og det blev derfor skrevet ind, at bestyrelsen skal sikre, “at der er medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger”. Dog blev det samtidig slået fast, at universitetet har en enstrenget ledelse. Og siden har det været et åbent spørgsmål, hvad “medinddragelse” og “medbestemmelse” reelt skal indebære.

Gitte Rasmussen vælger imidlertid at tage lovens § 10, stk. 6, helt bogstaveligt.

“I evalueringen hed det, at universiteterne ikke var lykkedes med at sikre medbestemmelse og inddragelse, og derfor valgte man at præcisere, at det er et bestyrelsesansvar. Så jeg vil vende det positivt og sige: Jamen så må vi tage fat i det på bestyrelsesniveau og få drøftet ganske åbent, hvordan man kan sikre det på en institution som den her. Det er noget, vi er blevet pålagt”, siger hun.

Bestyrelsens ansvar
Selv om SDU ikke har gjort meget ud af kommunikationen af sit bestyrelsesvalg, kan noget dog tyde på, at ledelsen alligevel har lagt mærke til, hvad der rører sig. I hvert fald har Forskerforum fået oplyst, at direktionen ved et møde den 5. december – en uge efter valgresultatet – vedtog at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal kortlægge og fremkomme med anbefalinger vedrørende medarbejderinddragelsen på SDU.

Et af medlemmerne i den arbejdsgruppe er netop Gitte Rasmussen. Den opgave tager hun gerne imod, men samtidig holder hun fast i, at det formelt er bestyrelsens ansvar – det tilfalder ikke et udvalg nedsat af rektor.

“Jeg vælger at se det som et initiativ, der skal få medarbejdere til at indgå i opgaven med at skabe inddragelse og medbestemmelse, og det vil jeg gå positivt ind i. Jeg synes stadig, det er en opgave for bestyrelsen at få drøftet, hvordan den sikrer, at det sker”.


Ingen blev hørt om verdensmålstrategi

Foto: SDU

Det er ikke kun de strategiske forskningsinitiativer, der i nogle medarbejderes øjne afspejler en mangel på medarbejderinddragelse og medbestemmelse. Før sommerferien 2019 lancerede SDU et overraskende og ambitiøst projekt: FN’s 17 verdensmål skulle fremover være omdrejningspunktet for hele universitetets virke. et af de konkrete initiativer herunder var 17 nye masteruddannelser, en for hvert verdensmål.

Initiativet fik en blandet modtagelse. de studerende var glade og hilste det velkommen at få verdensmålperspektivet ind i undervisningen. Flere politikere har dog kritiseret satsningen, først og fremmest forskningsordfører Henrik dahl fra liberal alliance, der ser projektet som overflødigt og således spild af penge og desuden en farlig sammenblanding af en politisk dagsorden og fri forskning.

Fra medarbejderside har reaktionen været mere afventende. men ifølge Forskerforums oplysninger er verdensmålstrategien omgærdet af en hel del skepsis blandt mange af SDU’s VIP’ere. ikke så meget på grund af en modstand mod princippet om at inddrage verdensmålene, men på grund af den forudgående beslutningsproces, som reelt set kun havde fundet sted i de øverste ledelseslag.

Beslutningen om verdensmålstrategien blev godkendt af bestyrelsen 17. juni. dagen efter blev universitetsrådet orienteret på et møde. de menige medarbejdere hørte første gang om verdensmålstrategien fredag den 21. juni om eftermiddagen – dagen, hvor mange medarbejdere gik på sommerferie.

“Bestyrelsen godkendte den 17. juni 2019, at FN’s 17 verdensmål fremover bliver SDU’s kompas for universitetets virke”, lød det i den kortfattede mail, der i øvrigt henviste til en artikel, der ville blive bragt i politiken, og til et nyhedsbrev, der ville blive sendt ud i weekenden. Den forcerede beslutningsproces og måden, det blev kommunikeret ud på, har angiveligt lagt et filter af skepsis over det syn, mange SDU-medarbejdere har på verdensmålstrategien.

“Jeg hører rigtig mange undre sig over, at man vælger at gøre det på den måde – at man ikke har en medarbejderinddragelse og så sender en mail, hvori der står: I kan læse om det i Politiken søndag. Jeg tror ikke, du kan finde nogen, der er imod verdensmål og det at arbejde bæredygtigt. men jeg har talt med mange mennesker, som for eksempel undrede sig over udmeldingen om nye masteruddannelser, og at man tilsidesatte processen i miljøerne”, fortæller Alexandra Holsting. Casper Sylvest sad i Universitetsrådet, der blev orienteret om bestyrelsens godkendelse dagen før. På mødet appellerede han til, at man fremover ville inddrage rådet rettidigt i den slags beslutninger. “Jeg syntes, at en satsning af den her karakter retteligt må drøftes i universitetsrådet og ikke bare have karakter af en orientering”, forklarer han i dag.


 

Politikerne stoppede besparelser, men SDU vil ikke bruge pengene på uddannelse

Der er blevet færre af de små undervisningshold på SDU Kolding, som på grund af økonomien hele
tiden forsøger at skabe store hold. Og da SDU har brug for at styrke sin pengekasse til fælles projekter,
ser skruen i fagmiljøerne ikke ud til at blive løsnet. Foto: SDU

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Regeringens spareskrue er stoppet, men det kommer man ikke til at mærke i Syddansk Universitets fagmiljøer. Her har ledelsen besluttet at bruge det
frigjorte omprioriteringsbidrag til at polstre den centrale pengekasse. SDU’s direktør siger, at uddannelserne hidtil har været friholdt for besparelser.

Der blev draget suk af lettelse på landets universiteter, da regeringen i efteråret meldte
ud, at den årlige 2-procentsbesparelse – omprioriteringsbidraget – på uddannelserne ville falde bort i 2020. Men på Syddansk Universitet (SDU) kan medarbejdere og studerende tilsyneladende godt tage en ny, dyb indånding. Her stopper omprioriteringen nemlig ikke.

I universitetets budget 2020, som bestyrelsen vedtog før jul, fremgår det, at kassen til fællesomkostninger – SDU Reserve – skal konsolideres med ekstra 90 millioner over de kommende fire år. De penge skaffes ad veje ved “at tilbageholde omprioriteringsbidraget for grundbevillingen til uddannelse, så dette ikke fordeles via SDU’s budgetmodel”, hedder det i budgetteksten.

Ifølge budgettet er der til gengæld ekstra træk på SDU Reserve på grund
af byggerier, blandt andet ny bygning til eliteforskningscenteret D-IAS, og  flytning af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Man kan med andre ord sige, at omprioriteringsbidraget på uddannelse på SDU fortsætter i form af en “intern omprioritering”.

Rektorer advarede
Det nye budget modtages med bekymring og forundring af medarbejderrepræsentanter.

“Principielt synes jeg, det er urimeligt at tilbageholde aflyste besparelser på
uddannelserne, for det er uddannelser, der har været under pres i flere år, og
som stadig er pressede. Det er urimeligt og forkert”, siger Gitte Rasmussen, der
er VIP-repræsentant i SDU’s bestyrelse.

SDU har ellers selv klaget over den belastning, omprioriteringsbidraget har været for økonomien og uddannelserne.

“2-procentsbesparelserne har de seneste fire år været en alvorlig udfordring. Vi har effektiviseret og tilpasset os, så godt som vi kunne. Vi har forsøgt at minimere konsekvenserne for de studerende, og vi har forsøgt at opretholde en høj uddannelseskvalitet. Men nu er der udsigt til, at det for alvor tipper over”.

Sådan skrev SDU’s rektor, Henrik Dam, i et læserindlæg til JyllandsPosten i fællesskab med de syv øvrige universitetsrektorer. I indlægget advarede de kraftigt politikerne mod at pålægge dem yderligere besparelser:

“Der er skåret så meget, at konsekvenserne af yderligere besparelser vil
være yderst mærkbare for de studerende. Det kommer til at betyde mindre
tid til undervisning af den enkelte studerende. Der bliver større hold,
mindre vejledning og feedback, og der vil komme afskedigelser af undervisere
og forskere”, skrev rektorerne.

Styrker centralt, svækker lokalt
Mens fælleskassen på SDU styrkes, er det den modsatte tendens på fakulteterne. Her budgetteres der hele raden rundt med underskud på driften. Særlig alvorligt er det på Hum og Samf, hvor der alene i 2020 budgetteres med underskud på henholdsvis 20,7 og 39,4 millioner kroner. Underskuddene kan dog blive mindre, da det nu vedtagne
uddannelsestaxameter på Hum og Samf, som fastholder de senere års
forhøjede niveau, ikke var fuldt medregnet.

Da budgettet blev gennemgået i Universitetsrådet i midten af december, meddelte rektor ifølge referatet, at det “ud fra det foreliggende står klart, at Det Humanistiske Fakultet og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet skal tilpasse medarbejderstaben”.

På mødet pegede VIP-repræsentant Casper Sylvest på skævheden i, at man
konsoliderer på fællesområdet, mens fakulteterne skal reducere, og at det
“vil se besynderligt ud for organisationen, at der sker betydelige reduktioner
på flere af fakulteterne, mens SDU tilbageholder 2-procentsbesparelserne
på uddannelse, for at vi i fællesskab kan betale til D-IAS og nyt SUND”, hedder
det i referatet.

Og den undren bekræfter Alexandra Holsting, som er fælles-TR på Det
Humanistiske Fakultet.

“Vi er pressede på Hum. Det har vi været længe, og vi bliver ikke mindre
pressede af, at man tilbageholder de uddannelsesmidler”.

Direktør: Uddannelser har ikke været ramt
På grund af en udlandsrejse har SDU’s rektor, Henrik Dam, ikke været
tilgængelig for interview. I stedet har universitetsdirektør Thomas Buchvald
Vind svaret skriftligt på Forskerforums spørgsmål om reserveringen af den
frigjorte omprioriteringsbesparelse.

Det fremgår af budgettet, at omprioriteringsbidraget på uddannelsesområdet
ikke bliver ført tilbage til uddannelserne. Hvorfor benytter man ikke de ekstra
midler til at genopbygge uddannelseskvaliteten?

“SDU finder det naturligvis positivt, at omprioriteringsbidraget er fjernet.
Men det betyder ikke, at SDU har fået tilført flere penge. Dit spørgsmål beror
derfor på en misforståelse; faktum er, at alle de penge, som fakulteterne skulle
have sparet, er ført tilbage til dem. Men det betyder imidlertid ikke, at fakulteterne får flere penge. Det betyder istedet, at yderligere en besparelse som  følge af det årlige omprioriteringsbidrag på 2 procent er blevet aflyst”, skriver Thomas Buchvald Vind.

I budgetterer samtidig med underskud på fakulteterne – vil det ikke betyde, at
de økonomiske rammer i undervisningsmiljøerne fortsat bliver dårligere?

“SDU har siden 2016 mistet 108 mio. kr. i omprioriteringsbidrag, dertil
kommer et betydeligt underskud, som dimensioneringen har medført på Det
Samfundsvidenskabelige Fakultet og Det Humanistiske Fakultet. Jeg vil
gerne understrege, at SDU i de til- og fravalg (budgetstrategi foråret 2016
og budgetstrategi foråret 2018), som overnævnte økonomiske rammer har
medført, har friholdt uddannelserne og i stedet ladet de nødvendige besparelser
ramme administration og forskning”.

Stram økonomi kan mærkes
Ifølge Thomas Buchvald Vind – og lidt i modstrid med det signal, SDU’s rektor
tidligere har været med til at sende om omprioriteringsbidragets skadevirkninger – har uddannelserne på SDU altså ikke lidt under den tidligere regerings
spareøvelse. Forskerforum har bedt om et opfølgende interview for at få
uddybet, at fakulteterne ikke har været underlagt besparelser, men det har ikke
været muligt.

Flere kilder siger dog til Forskerforum, at man ikke så nemt kan skelne
mellem besparelser, der rammer henholdsvis forsknings- og uddannelsesområdet, da uddannelseskvaliteten også vil lide under indskrænkninger i forskerstaben.

Jesper Piihl, viceinstitutleder for uddannelse ved Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse på SDU, mener godt, han har kunnet mærke, at  økonomien på institutterne er blevet gradvis strammere, og det har også haft betydning for uddannelserne.

“Mere konkret sker der blandt andet det, at vi må reducere udbuddet af valgfag, hvilket indskrænker variationen af uddannelsesudbuddet. Vi har lagt en uddannelsesprofil ned for at kunne bevare samme indtægt med færre udgifter, og vi har reduceret i mængden af eksterne lektorer. Vi gør også meget for at få holdstørrelserne op og for at have sammenlæsning på tværs af forskellige uddannelser. Store hold har jo både styrker og svagheder, men det gør det i hvert fald sværere at givefeedback til den enkelte studerende”, fortæller han.

Han vurderer, at arbejdet med digitalisering vil være det næste skridt, hvis
økonomien stiller krav om yderligere rationaliseringer.

Politisk ærgrelse
Da regeringen i efteråret meddelte, at omprioriteringsbidraget på uddannelser nu sløjfes, var det med henvisning til en dalende uddannelseskvalitet, som besparelserne har medført.

“Jeg kan se og høre, at de økonomiske rammer betyder noget for for eksempel
kontakten til underviserne, antallet af undervisningstimer og mere feedback”,
lød det fra uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Forskerforum har spurgt en række uddannelsesordførere, hvad de tænker
om, at SDU ikke vil føre det nu frigjorte omprioriteringsbidrag tilbage
til fagmiljøerne. Herfra lyder svaret enstemmigt, at det er SDU i sin gode ret
til, da universiteterne selv styrer deres økonomi. Men det var ikke det, politikerne håbede, da de vedtog at fjerne besparelsen.

“Det er universitetets ansvar at fastlægge budgetter og økonomi. Men
når det er sagt, så har kritikken fra universiteterne undervejs været, at man
har været nødt til at afskedige undervisere og forringe undervisning. Så jeg
går bestemt ud fra, at det, at omprioriteringsbidraget ikke længere findes,
vil afspejle sig i den undervisning, de studerende modtager fremefter”, siger
Ulla Tørnæs fra Venstre.

Tilsvarende kommer det fra Astrid Carøe, SF:
“Når vi stopper med at foretage besparelser, er det for at sikre, at der er kvalitet i uddannelserne, så jeg havde gerne set, at de penge blev ført tilbage. Jeg anerkender universiteternes ret til selv at bruge pengene, men derfor kan det godt ærgre mig alligevel”.