Forfatterarkiv: Forskerforum

Forny forskeruddannelsen nu!

Af Olav W. Bertelsen, formand for DM Viden, FTR på AU

Mange af os fastansatte tænker givetvis tilbage på ph.d.-tiden som et paradis, hvor vi i tre år kun skulle tænke på én ting, nemlig vores projekt. Desværre passer vores erindring ikke med den virkelighed, stipendiaterne oplever i dag.

Dette nummer af Forskerforum stiller skarpt på ph.d.-stipendiaternes liv på landets universiteter. Der tegner sig et generelt billede af stress og mistrivsel. Hvad er grunden, og hvad kan vi gøre?

Læs også
Kæmpe forskelle på ph.d.-vilkår

Uklare mål og forventninger skaber usikkerhed. Hvad er godt nok til afhandlingen, og hvad er godt nok til at komme videre i karrieren? Når man er i konstant konkurrence om fremtidige stillinger, legater osv., bliver det, trods universiteternes behjertede forsøg på formelle beskrivelser, svært at overbevise sig selv om, at man gør det godt nok.

Dertil kommer, at karriereperspektivet opfattes ganske snævert, fordi de fleste af os lider af en slags Stockholmsyndrom, hvor vi er blevet ét med universitetskarrieren. Mange stipendiater er slet ikke klar over, at der er attraktive karrieremuligheder uden for universitetet.

Stipendiaterne står i et krydspres med en række krav, der ikke nødvendigvis spiller positivt sammen med ph.d.-projektet. Der er 840 timers pligtarbejde, og der er krav om indsamling af 30 ECTS-kursuspoint. For mange bliver der i praksis kun to år til projektet. Dertil oplever mange krav om at publicere på måder, der ikke nødvendigvis spiller godt sammen med projektet. I et så presset program risikerer udlandsopholdet også at blive næsten ubærligt.

Man kan læne sig tilbage og mene, at det er godt med et hårdt selektionspres på ph.d.-populationen. De bedst egnede overlever, og fanden ta’r de sidste. Desværre er det ikke god brug af ressourcerne – hverken de offentlige eller de enkelte menneskers. Langt de fleste ph.d.er ender andre steder end på danske og udenlandske universiteter, det er godt for samfundet, og derfor kan man ikke bare selektere til universitetskarrieren.

Der er brug for klarere normer for og institutionalisering af vejledning om karriere og udvikling med et tydeligt løbende perspektiv på hele karriereviften. Det vil også være gavnligt, hvis vi i forskningsmiljøerne lærer omverdenen bedre at kende og får en bedre forståelse af, hvordan kvalifikationer i universitetsverdenen kan reformuleres og omsættes i noget, der er forståeligt og relevant i virksomheder og offentlige institutioner.

Der er brug for en gennemgang af de mange forskellige krav, der stilles til stipendiaterne. Det skal sikres, at kursuskravene faktisk bidrager konstruktivt ind i ph.d.-projektet, og at de bidrager til, at stipendiaterne udvikler et godt og brugbart fagligt netværk.

Vi bliver også nødt til at kigge på pligtarbejdet. Mange institutter har et legitimt behov for ph.d.-stipendiaternes arbejdskraft, da budgettet ellers vil blive belastet med ansættelse af andre undervisere. Man kan imidlertid helt relevant spørge, om 840 timer er for meget. Det er det klart for nogle, hvor det for andre kan være et behageligt afbræk i ugens aktiviteter at komme hen og gennemgå opgaver i et introducerende kursus med en flok førsteårsstuderende. Pointen er, at belastningen varierer, og at den for mange er for stor og for uoverskuelig.

Med globaliseringsmidler og skolegørelse i starten af 90’erne ændrede forskeruddannelsen karakter. Alt blev sat i system, for at universiteterne kunne overkomme at administrere det store antal ph.d.-projekter. Nu ser vi bagsiden af medaljen med udbredt mistrivsel blandt ph.d.-stipendiaterne. Derfor er der brug for en gennemgribende analyse og revision af forskeruddannelsen. En sådan revision bliver ikke nem, for den kommer blandt andet til at påvirke fordelingen af undervisningsopgaver, øge vejledningsopgaverne for de fastansatte, opprioritere stipendiaternes rettigheder og sætte spørgsmålstegn ved, om der er ressourcer nok til det antal ph.d.er, vi har i dag.

Det er et fælles ansvar, og der skal handles nu!

Studerende lærer studerende at skrive

Foto: Glenn Carstens-Peters – Unsplash

På SDU har man succes med at bruge ældre studerende som “skrivevejledere” for deres yngre medstuderende. Filosofien er, at studerende lærer faget ved at lære dets skriftsprog.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

I nogle tilfælde kan erfarne studerende ikke alene hjælpe med at løfte undervisnings- og vejledningsopgaven, de kan sågar gøre det bedre end de “voksne” undervisere. Det er erfaringen fra et projekt om akademisk skriftlighed på Det Humanistiske Fakultet på SDU.

Her har man over flere semestre udvalgt en gruppe dygtige kandidatstuderende og oplært dem som “faglige skrivevejledere” for bachelorstuderende, der får feedback omkring deres faglige akademiske skrivning. Og meget tyder på, at det er en rigtig god ide.

“De kan virkelig hurtigt sætte sig i ens sted, og jeg ved godt, at underviserne også prøver på det, men de er jo bare akademisk så langt henne, at vi slet ikke er der, så det føles nogle gange så uoverskueligt”.

Sådan lyder det i en evaluering af skrivevejlederne fra en bachelorstuderende på studiet designkultur og økonomi.

Udvælger dygtige studerende
En ting er, at de videnskabelige undervisere har begrænset tid til at give skrivemæssig vejledning, men samtidig er de så rutinerede i deres egen skriftlighed, at de til dels har glemt den overgang, man som ny studerende skal igennem. Det har studenterskrivevejlederne ikke, forklarer Vibeke Christensen, der er adjunkt ved Institut for Kulturvidenskaber på SDU og en del af den gruppe, som står for gennemførelsen af skrivevejlederprojektet.

“De har nogle andre muligheder, fordi de er tættere på. Deres faglige indsigt er naturligvis ikke lige så stor som undervisernes, men de har skrevet sig godt ind i de faglige diskurser, de kan bruge fagbegreber, dokumentere deres brug, forklare og diskutere, hvad der er nødvendigt”, fortæller hun. Kurset for bachelorstuderende er blevet afholdt tre gange. Første skridt er at udvælge et antal skrivevejledere, som studielederen udvælger blandt de dygtigste kandidatstuderende. De bliver oplært til rollen som skrivevejledere på et kursus over tre dage, hvor fokus især er på at identificere den særlige skriftlighed, der er kendetegnende for deres eget fag.

Skriftsprog er forskelligt fra fag til fag
Et helt afgørende greb på det kursus er, at de kommende skrivevejledere får lov til at læse, analysere og diskutere tekster fra både eget fag og andre fag. Det skaber ofte en ahaoplevelse af, hvor stor forskel der faktisk er på måder, man udtrykker sig skriftligt på i forskellige fag.

“Jeg fandt ud af, at det var meget anderledes at skrive en opgave på de forskellige fag. Og det synes jeg styrkede min egen viden om, hvad der definerer en medievidenskabsopgave”, skrev en af de uddannede skrivevejledere eksempelvis i en evaluering.

“Det er et didaktisk greb, vi har foretaget, at vi lader dem gå en tur ud til andre fag, så man sidder med hinandens tekster. Det giver et perspektiv på skriftligheden i sit eget fag: Hvad skal forklares, og hvad kan tages som en selvfølge? Hvad skal defineres, og hvad kan forudsættes som velkendt? I nogle fag vil man vældig gerne adskille det redegørende, det analyserende og det diskuterende. I andre fag kan man godt koble det”, fortæller Vibeke Christensen.

“Vildt imponeret”
De fagskriftlige særkender er heller ikke nødvendigvis noget, som de videnskabelige undervisere er bevidste om.

“Vi undervisere har brugt mange år på at dygtiggøre os, men vi har ikke brugt tid på at sammenligne med andre fag. Så det bliver en tavs viden. Det, de faglige skrivevejledere skal hjælpe med, er at pege på, hvad der kendetegner skriftligheden i netop dette fag”, siger Vibeke Christensen.

De i alt 14 timers kursus er faktisk nok til at ruste kompetente faglige skrivevejledere, konstaterer hun.

“Jeg har undervist i 25 år, og jeg er vildt imponeret over, hvor langt de kan komme på et 3-dages kursus, men det er, fordi de er godt forankret i deres fag og har en interesse for skriftlighed. De er topmotiverede og nysgerrige”.

Næste skridt er den egentlige skrivevejledning af de bachelorstuderende. Hver skrivevejleder får tildelt 45 vejledningstimer, og de bruges på forskellig vis til vejledning af studerende, der frivilligt har meldt sig til at deltage i projektet og modtage vejledning. Det kan oplagt være i forbindelse med opgaver, de bachelorstuderende skal skrive, hvor skrivevejlederne medvirker på sidelinjen i forhold til det skriftlige, og vejledningen kan både være individuel og gruppevis.

For tidligt at aflæse effekt
Projektet har kørt i 2018 og 2019, og der er blevet gennemført tre omgange med skrivevejlederrekruttering og efterfølgende vejledning af bachelorstuderende. Om det har medført et egentligt kvalitetsløft i forhold til de studerendes
faglighed, har Vibeke Christensen ikke nok data til at sige noget om.

“Vi har en enkelt underviser, der mener at kunne se nogle forbedringer, og nogle studerende fortæller, at de har brugt skrivevejledernes feedback og forbedret sig i efterfølgende opgaver, men datagrundlaget er for snævert til at sige noget ud fra. Men på længere sigt vil vi kunne sammenligne resultater fra studerende, der har taget imod skrivevejledning, og dem, der ikke har”. Evalueringerne har dog været positive.

“De faglige skrivevejledere mener, at de har været godt klædt på til opgaven. Og stort set alle studerende synes, de har fået noget ud af det. Men det har været frivilligt at deltage, så måske er det også dem, der på forhånd har været positivt indstillet. Vi skal også undersøge, hvorfor nogle ikke har opsøgt det”, siger Vibeke Christensen.

Skrivning socialiserer
Men formålet skal ikke kun ses i forhold til at forbedre de studerendes skriftlige niveau. Ifølge teorien, der ligger til grund for projektet, har den tilegnede skriftlighed også en socialiserende funktion – man bliver integreret på studiet ved at lære at skrive fagets sprog.

“Noget af det her er udløst af problemer med frafald. Det hænger også sammen med masseuniversitetet, hvor flere i dag ikke har en baggrund, der gør det nemt for dem at forstå det sprog, der tales på universitetet. Så vi vil gerne styrke, at der på studierne opbygges en opmærksomhed på skrivekultur og det at lære gennem at skrive. Og mere langsigtet håber vi, at færre bachelorstuderende falder fra, fordi de ikke ved, hvad de skal gøre og gribe i”.

Projektet om akademisk skriftlighed udløber med årets udgang, men Vibeke Christensen tror og håber, at initiativet med faglige skrivevejledere på en eller anden måde vil blive videreført på fakultetet som en fast ordning.


At skrive faget er at lære faget

At skrive akademisk er ikke en disciplin – det er mange hundrede discipliner. For hvert eneste fagområde har sin egen måde at udtrykke sig på videnskabeligt. den skriftlighed tilegner man sig gennem studiet, og det er en væsentlig del af at lære selve faget.

Sådan lyder den forståelse af akademisk skriftlighed, som udgør en slags teoretisk ramme for projektet på SDU.

I dag er det almindeligt, at universitetet eller dets fakulteter tilbyder støtte og undervisning i akademisk skriftlighed for eksempel gennem centrale skrivecentre. men pointen i dette projekt er, at skrivetræningen skal knyttes til det enkelte fag, for fag og skriftlighed er to sider af samme sag.

“Den kontekstuelle skriftlighed – det er det, der gør forskellen. skriftligheden er langt mere end det at skrive korrekt, det er også måden at lære på”, siger Vibeke Christensen.

Denne forståelse af skrivningens betydning udspringer af den britiske “Academic Literacies”-tilgang. i en artikel i dansk Universitetspædagogisk tidsskrift om projektet med de faglige skrivevejledere beskriver Vibeke Christensen med baggrund i Academic Literacies-teorien tre forskellige forståelser af akademisk skrivning:

1. Study skills, hvor skrivning ses som en teknisk og instrumentel færdighed, der kan overføres mellem kontekster. manglende succes med skrivningen tillægges den studerendes mangler.

2. Academic socialisation, hvor skrivning ses som et medium for repræsentation inden for en relativt homogen akademisk kultur. succesfuld skrivning indebærer den studerendes tilpasning til den akademiske diskurs.

3. Academic literacies, hvor skrivning ses som en social praksis, der vedrører såvel erkendelsesspørgsmål som identitets- og magtforhold. skrivning er en kontekstbundet meningsskabende proces. succesfuld skrivning omfatter forhandling af mening inden for den sociale praksis, herunder forhandling af fx kommunikative former som indhold og genre.

De afskedigede mig, fordi de kunne – når det moralske kompas går i stykker, og der ikke er nogen stopklodser

Ulrik Jørgensen var ansat ved Aalborg Universitets afdeling i Københavns Sydhavn fra 2012 til juli i år. Foto: Colourbox

Ulrik Jørgensen beskriver forløbet omkring sin afskedigelse fra Aalborg Universitet. Et forløb, som han mener udstiller, hvor vilkårlig magtudøvelsen er blandt lederne på universiteterne, og hvor dårlig beskyttelsen er i overenskomsten mod vilkårlighed ved afskedigelser.

Læserbrev skrevet af

Ulrik Jørgensen, forhenværende professor i bæredygtig omstilling ved Aalborg Universitet

Vi har mødt udsagn som det i titlen en del gange i de seneste år. Både i forbindelse med hvidvaskning af penge i banker, overgreb af seksuel karakter og senest i forbindelse med grådige aktieoptioner og gebyrer baseret på offentligt skabte monopoler. Men udsagnet er også relevant i forbindelse med de beslutninger om afskedigelser, som for tiden sætter deres præg på universiteterne. Her har en stadig mere magtfuldkommen ledelse fået mulighed for at operere med en omfattende lukkethed og vilkårlighed i beslutningerne. Det er bl.a. resultatet af den systematiske svækkelse af den faglige, akademiske indflydelse på planer og beslutninger. En væsentlig årsag er udformningen af det topdown-ledelsessystem, som universitetsloven har installeret, en anden er svagheden i det fagretlige system. Dette står i skarp kontrast til, at universiteter ellers må forventes at stå for åbenhed og kritisk udvikling af viden.

Det er med udgangspunkt i forløbet omkring min afskedigelse fra et professorat i bæredygtig omstilling ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet, at jeg i det følgende redegør for, hvorledes denne magtfuldkommenhed har sat sig igennem. Afskedigelsen er et grelt eksempel, der viser flere af de handlemuligheder, ledelser benytter sig af, og herigennem illustrerer det principielle i sagen, der er af interesse for den akademiske offentlighed.

Jeg blev ansat som professor i 2012 på Aalborg Universitet sammen med 26 andre forskere. Vi valgte efter en invitation fra Aalborg Universitets rektor og dekan samlet at flytte fra Danmarks Tekniske Universitet, som havde valgt at nedprioritere den faglighed inden for teknologistudier og bæredygtighed, som vi stod for. Nu skulle vi stå for etableringen af disse forskningsfelter i Aalborg Universitets nye satsning i Sydhavnen i København. Jeg fik som sektionsleder opgaven at samle en faggruppe på Institut for Planlægning og stå for etableringen af en ingeniøruddannelse i bæredygtigt design på bachelorniveau og en overbygning i sustainable design på kandidatniveau, støtte udviklingen af uddannelsen i teknoantropologi, koordinere forskningsindsatsen og skabe de fysiske rammer for forskergruppen og de nye uddannelser. Jeg er så fratrådt min stilling den 31. juli i år.

Sagen om min afskedigelse blev afsluttet ved et møde med IDA’s formand den 4. september i år, hvor han konkluderede, at forløbet af denne afskedigelse var meget uskønt, at alle indicier pegede på, at der i min sag var tale om personlig forfølgelse, at afskedigelsen var fagligt ubegrundet og usaglig, og at der endda ikke konkret var en økonomisk begrundelse for afskedigelsen – snarere det modsatte – men at IDA desværre ikke så sig i stand til at vinde en voldgiftssag inden for rammerne af den eksisterende offentlige overenskomst for akademikere. Dette skyldtes, at Aalborg Universitets ledelse i sin argumentation havde gjort min konkrete afskedigelse til en del af en generel, økonomisk begrundet nedskæring.

Strid om sikkerhed på værksted
Sagen tog sin begyndelse med et møde den 2. maj 2016 om manglende sikkerhed på uddannelsernes værksted med vores institutleder, der var tiltrådt nogle få måneder før. Jeg deltog i mødet sammen med lederen af vores værksted og den sektionsleder, der havde afløst mig. Før selve mødet trak institutlederen mig til side for at fortælle, at der havde været klager over min adfærd. Det var jeg både forundret og bekymret over, da jeg havde været sektionsleder, siden vi flyttede fra DTU i 2012. I samtalen ville institutlederen ikke konkretisere indhold og personer bag klagerne, men det kom alligevel til at fremgå, at klagerne var involveret i den sag, som vi netop skulle have møde om. Min undren skyldtes også, at jeg på det tidspunkt kun havde mødt den nye institutleder to gange ved hhv. et personalemøde og så den 27. februar, hvor vi første gang orienterede om sikkerhedsproblemet.

Problemet var, at nogle skoleledere bakket op af en vicedekan havde forhindret os i at gennemføre en obligatorisk, praktisk værktøjs- og sikkerhedsinstruktion for studerende, som betingelse for at de kunne få adgang til at benytte værkstedet. Arbejdsmiljøloven pålægger virksomheder en instruktionsforpligtelse, og situationen havde vanskeliggjort arbejdet i værkstedet med en stressramt værkstedsleder til følge. Institutlederen valgte ikke at følge vores indstilling, men henviste til, at “andre” jo var uenige med os. Det fik vores sektionsleder til at udbryde, om “det ikke var vigtigere at lytte til sit eget personale, der havde det daglige ansvar”. Følgen blev, at værkstedslederen og jeg så os nødsaget til at henvende os til universitetets centrale arbejdsmiljøansvarlige, som afgjorde sagen: Den praktiske værktøjs- og sikkerhedsinstruktion skulle være obligatorisk. På det tidspunkt havde universitetsledelsen forsinket overholdelsen af arbejdsmiljøloven i mere end et år.

Indgik senioraftale
Tre måneder senere i forbindelse med en mindre nedskæring indstillede institutlederen mig til afskedigelse begrundet over for sektionslederen med udsagnet: “Hans adfærd strider mod mine værdinormer”. Denne afskedigelse blev dog blokeret af den daværende dekan, som i november 2016 i stedet foreslog et kompromis, hvor jeg indgik en senioraftale og gik ned på 80 procent tid og sammen med værkstedslederen forlod Institutrådet, som vi begge var valgt til ifølge bestemmelserne i universitetsloven. Dekanens motiv var, at jeg havde en vigtig faglig mentorfunktion i sektionen, et stort internationalt netværk og bidrog med eksternt samarbejde og finansiering. Med denne aftale kunne jeg hellige mig det faglige arbejde i de sidste år af mit akademiske liv. Senioraftalen blev efter forhandling med IDA udformet med nogle helt særlige bestemmelser, så den gav mig en ekstra beskyttelse. Det betød, at en ændring af aftalen inden den aftalte fratrædelse september 2021 forudsatte enighed mellem parterne. Aftalen fastslog samtidig, at jeg ved fratrædelsen automatisk ville få status som professor emeritus.

I forbindelse med at Aalborg Universitet annoncerede en større afskedigelsesrunde i slutningen af 2018, var Institut for Planlægning igen i økonomiske problemer. Her blev en del af nedskæringen klaret ved selvvalgt afgang, så afskedigelsen blandt de godt 120 medarbejdere på instituttet til slut alene kom til at omfatte tre akademiske stillinger. Institutlederen valgte så, at to af de afskedigede skulle være værkstedslederen og undertegnede. Vi fik den 28. februar i år meddelt vores afsked. Uanset at dette affødte skriftlige og mundtlige protester fra mine akademiske kolleger i sektionen, fra andre kolleger på instituttet og en større protest fra de studerende, fastholdt ledelsen ved universitetet disse to afskedigelser.

Jeg havde fået et varsel om situationen, idet min daværende sektionsleder i november 2018 sagde til mig: “Gør alt for at dukke dig”, fordi “institutlederen hader dig” – som ordene så malende faldt. Denne sektionsleder, den tredje i rækken på seks år, valgte at fratræde sin stilling med udgangen af 2018.

Gav eksterne midler til andre
Ved et forhandlingsmøde mellem IDA og Aalborg Universitet den 4. april fremførte IDA, at jeg i resten af min ansættelse allerede havde sikret ekstern finansiering af omkring 60 procent af min løn, og at resten i løbet af nogle måneder også ville være dækket ind. Samtidig bad IDA om en faglig begrundelse for afskedigelsen. Det førte til en redegørelse fra dekanen for Det Tekniske Fakultet for IT og Design om, at han prioriterede bæredygtighed og anvendelse af it i både algoritmer og modeller som væsentlige fremadrettede faglige satsningsområder. Disse områder er alle centrale i min forskning og undervisning og dækket af de projekter, som jeg havde søgt og fået midler til inden for områder som “bæredygtig råstofudnyttelse”, “ansvarlige algoritmer” og “lokale energifællesskaber”. Da denne faglige begrundelse ikke gav mening, valgte dekanen i stedet at fremhæve, at besparelsen ved at afskedige mig netop var, at instituttet så kunne give de eksterne forskningsmidler, jeg havde søgt og fået bevilget, til andre ved instituttet.

Den særligt udformede beskyttelse i senioraftale mente ledelsen ikke at være forpligtet af, da man valgte at tolke en senioraftale som en midlertidig ansættelse, hvorfor man ikke så nogen grund til at tillægge aftalens helt unikke ordlyd nogen vægt, til trods for at det var en af parterne underskrevet aftale.

Specielt for en større H2020-bevilling, et globalt projekt om bæredygtig råstofudnyttelse: AlSiCal, var institutlederens plan om at tage projektbevillingen fra mig og pålægge andre forskere at udføre projektet besynderlig, da mine faglige kompetencer gav mig en solid og bred faglig baggrund for at gennemføre dette projekt. Jeg har beskæftiget mig med bæredygtigheden af internationale mine- og råstofprocesser og været udpeget som Aalborg Universitets koordinator på en ansøgning om et Raw Materials KIC i EU. Jeg har desuden medvirket i at etablere to store internationale forskernetværk om “Greening of Industry” og “Sustai nable Transitions”. Til trods for at rektor for Aalborg Universitet i et interview har udtalt, at ledelsen vil “hjælpe de afskedigede videre”, afviste rektor og dekan min anmodning om at lade mig tage denne projektbevilling med til en anden institution, hvilket ødelagde min privatøkonomi for de kommende år.

Ved samme forhandlingsmøde foreslog IDA på mine vegne et kompromis, hvorefter jeg allerede nu ville overgå som professor emeritus og alene skulle honoreres for de projekter, som jeg havde hjemtaget. Et sådant forlig ønskede dekanen ikke, men fremsendte i stedet den 12. april et tilbud om en aftale, hvor jeg bl.a. skulle tiltræde følgende punkter: At jeg “overgår som professor emeritus i perioden 1. august 2019 – 31. januar 2020”, “skal løse de opgaver … fra egen bopæl”, “ikke længere skal være fysisk til stede”, “således ikke levere undervisning”, “ikke skal realisere AlSiCal” efterfulgt af kravene “senest den 30. april skal UJ rydde sit kontor” og den “1. maj 2019 aflevere nøgler og adgangskort”. Afslutningsvis indebar aftalen, “at parterne efter indgåelse af denne aftale ikke må omtale eller kommentere på eller udtale sig om hverken afskedigelsessagen eller emeritusaftalen”. Dette “tilbud” kunne hverken jeg eller IDA acceptere, da det stred mod principperne om akademisk frihed og åbenhed.

Ved det afsluttende forhandlingsmøde i Moderniseringsstyrelsen den 25. juni fremhævede styrelsen, at alle beslutninger om afskedigelser ifølge oplysninger fra Institut for Planlægning havde været drøftet med de relevante sektionsledere. Dette var faktuelt ikke korrekt for min afskedigelse, idet institutlederen eksplicit havde valgt ikke at indsætte en afløser for den fratrådte sektionsleder, men selv agere sektionsleder, indtil afskedigelsesrunden var afsluttet. Et rundspørge blandt alle de fagligt kompetente inden for mine forskningsfelter har afdækket, at ingen af dem har været konsulteret af institutlederen (eller for den sags skyld af dekanen). Jeg bad derfor Aalborg Universitet om aktindsigt i min afskedigelsessag. Efter flere runder med ikkefyldestgørende besvarelser afslog universitetet at give mig indsigt i institutlederens begrundelse for at udpege mig til afskedigelse. Dette afslag motiverede universitetet med: “Alle medarbejdere på instituttet er individuelt vurderet ift. de udvælgelseskriterier, som er blevet drøftet i fakultetets samarbejdsudvalg.… I den forbindelse er der udarbejdet et internt dokument, som vi, iht. vores svar af den 4. juni og 20. juni, vurderer ikke er omfattet af retten til aktindsigt, og som i øvrigt ikke er journaliseret på din sag”.

Undervisningsbelastning øget
Afskedigelserne har medført, at Aalborg Universitet ikke længere på værkstedet kan give de ingeniørstuderende i bæredygtigt design i København en fagligt kvalificeret undervisning i bearbejdning af metaller, plast og træ, herunder i svejsning, selvom uddannelsen bygger på, at de studerende er i stand til at forstå disse processer og selv benytte dem i udvikling af modeller i deres designprojekter.

For undervisningen har afskedigelsen af mig betydet, at den sektion, jeg var tilknyttet, i foråret 2019 har undervist omkring 65 procent mere end normeret. Dette er en øgning fra efteråret 2018, hvor sektionen kun underviste 43 procent mere end normeret. Sektionen er og var dermed den mest undervisningsbelastede sektion på instituttet, der i 2018 “kun” havde en gennemsnitlig overbelastning på 13 procent. Årsagen til, at sektionens arbejdsbelastning er vokset så kraftigt, er, at man med udgangen af 2018 mistede, hvad der svarer til to medarbejderes fulde undervisning (sektionslederen fratrådte, en professor gik på halv tid, og en lektor blev studiekoordinator på halv tid). Sektionen havde dermed reelt mistet to fulde stillinger, allerede inden afskedigelserne blev besluttet og udmøntet. Alligevel vælger institutlederen derefter, at to ud af i alt tre afskedigelser skal ske i denne den mest arbejdsbelastede sektion på instituttet.

I løbet af 2018 var Aalborg Universitet i Arbejdstilsynets søgelys pga. af udbredt kritik fra de ansatte akademikere ved Campus i København om distanceledelse, for stor arbejdsbelastning og stress. Det blev imødegået af universitetets ledelse med løfter om bedre ressourcestyring, som medarbejderne valgte at tage for pålydende. I 2019 vil den store overbelastning på Institut for Planlægning nu blive løst ved, at timerne afsat til undervisning på tværs af instituttet bliver reduceret med omkring 23 procent uden at mængden af kurser og vejledning reelt reduceres. De ansatte har så fået besked på at gennemføre undervisningen mere effektivt. Dette indebærer ikke, at den skæve belastning bliver rettet op, så min tidligere sektion arbejder stadig omkring 30 procent mere end den nye norm.

Overbelastningen har ført til protester fra de ansatte i sektionen. Men svaret fra dekanen og institutlederen har været, at man jo desværre ikke her og nu kan ansætte nye personer, da man netop har gennemført en afskedigelse med den begrundelse, at “du er blandt dem, der i den givne situation bedst kan undværes”.

Forløbet af min afskedigelsessag rejser en række principielle spørgsmål:

1. Bør ledelsen på et universitet kunne afskedige akademikere, hvis ansættelse og hele indsats bygger på faglige bedømmelser, uden at være forpligtet til at give en saglig og faglig begrundelse?

2. Er det i overensstemmelse med princippet om forskningsfrihed og etisk forsvarligt, at universitetets ledelse flytter midler, der er hjemtaget på basis af en eller flere forskeres CV’er og erfaringer, og pålægge andre forskere at udføre arbejdet?

3. Overtrumfer argumenter om en generel økonomisk nedskæring alle andre hensyn, når der i praksis blot er tale om en reduktion på omkring 1 procent ved et fakultet? Og i øvrigt på baggrund af et budget, der allerede nogle måneder senere viser et regnskabsmæssigt overskud.

4. Hvad vil akademikernes fagforeninger gøre ved, at den nuværende overenskomst, som ellers fremhæver, at der ikke må forekomme “vilkårlighed” ved afskedigelser, viser sig ikke at være i stand til at yde de ansatte nogen reel beskyttelse mod personlig forfølgelse og usaglighed?


Tilbud om genmæle

Ledelsen på Aalborg Universitet er blevet tilbudt mulighed for genmæle, men strategisk chefrådgiver Bo Jeppesen meddeler per e-mail: “Aalborg Universitet diskuterer aldrig personsager i pressen”.

Forskerforum har forelagt sagen for Ulrik jørgensens fagforening, IDA, hvor Lone Retoft, direktør for Jura og Arbejdsvilkår, svarer, at de i IDA kan genkende sagsforløbet i store træk. Dog kan de ikke helt genkalde sig gengivelsen af mødet i IDA med formanden Thomas Damkjær Petersen, som fandt sted d. 4. september 2019.

Hun siger, at Thomas Damkjær Petersen konkluderede, at hele sagsforløbet og afskedigelsen af Ulrik Jørgensen ikke havde været kønt og på mange måder havde været en urimelig proces, men at der desværre ikke er noget at komme efter juridisk, da opsigelsen har fundet sted inden for de rammer, som p.t. er gældende, og at IDA ikke så sig i stand til at kunne vinde en bevisførelse herom ved en voldgift.

Flere undersøgelser viser ph.d.-stress

 

Foto: Colourbox

De fleste ph.d.er arbejder mere end 37 timer, og mange er negativt påvirket af arbejdsmængden, viser DM-undersøgelse. Ph.d.stress skyldes ikke kun arbejdsmængde, men også usikkerhed, peger forsker på.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Det er et 37-timers job at være ph.d.-studerende. Sådan står der i hvert fald i overenskomsten. Men for de fleste slår 37 timer ikke til. I en spørgeundersøgelse blandt ph.d.-studerende, DM foretog tidligere i 2019, svarede 71 procent af respondenterne, at de arbejdede mere end 37 timer om ugen. 11 procent angav sågar, at de arbejdede mere end 50 timer ugentligt. På spørgsmålet om arbejdsbyrden angav 35 procent, at de ikke mente, de havde tid nok til at udføre deres opgaver, og 33 procent angav, at arbejdsbyrden var så tung, at det gik ud over kvaliteten af deres arbejde. Undersøgelsen viser også, at ph.d.studerendes arbejde ofte har en negativ effekt på både deres humør, sovevaner, psykiske velvære og sociale liv. Det indikerer mellem 38 og 46 procent i forhold til disse spørgsmål.
Stigende problemer på AU At ph.d.-studiet kan være belastende, er tidligere blevet dokumenteret af andre undersøgelser. Uddannelses- og Forskningsministeriet gennemførte i 2016 en stor undersøgelse af ph.d.-uddannelsen, og den viste en høj grad af stress. 65 procent svarede bekræftende på, at de ofte følte sig stressede. Rapporten skriver på baggrund af de åbne besva

 

relser, at “de oplever stress ved at være underlagt et stort arbejdspres og et stort tidspres for at levere inden for en for kort tidsramme”. AU har to gange foretaget sine egne undersøgelser af kvaliteten i ph.d.uddannelserne. Også de viser, at en del ph.d.-studerende føler sig udkørte og mærker stærke stresssymptomer, og fra undersøgelsen i 2013 til undersøgelsen i 2017 var andelen, der oplevede de problemer, steget. “Hvorvidt det er en stor stigning eller ej, må andre vurdere”, siger lektor Gitte Wichmann-Hansen, der sammen med to kollegaer har stået for undersøgelserne. Hun fortæller, at den seneste undersøgelse har ført til en række initiativer til mere støtte til ph.d.studerende generelt på AU og særligt på Science and Technology, hvor stigningen af stressproblemer var størst. Undersøgelserne på AU viser som udgangspunkt ikke noget om sammenhængen mellem omfanget af institutarbejde og stress.

 

Usikkerhed om karriere og forventninger Gitte Wichmann-Hansen afviser dog ikke, at den øgede oplevelse af stress kan hænge sammen med en stigende mængde krav, der er kommet til indholdet af ph.d.-uddannelsen, som foruden gennemførelse af selve forskningsprojektet også er undervisnings- og formidlingsopgaver, ECTS-kurser, udlandsophold og eventuelt fondsansøgninger. “Det er dog vigtigt at nuancere diskussionen her. For det første er kravene om undervisning og formidling ikke isoleret set en stressfaktor. For lidt undervisning kan også være et problem, hvis de ikke opnår tilstrækkelig erfaring med formidling. Det er også potentielt et problem, hvis de studerende ikke får tilstrækkelig med støtte og sparring på deres undervisningsopgaver”, siger hun. Problemet med øget stress er dog ikke kun et fænomen på danske universiteter. “Internationalt har man netop forsket en del i ph.d.-studerendes stress, fordi det er et fænomen, som bliver mere og mere udbredt. Den internationale forskning peger på, at mange faktorer er relateret til stress, og de faktorer er mere end følelsen af tids- og arbejdspres. Det er også usikkerhed om efterfølgende karrieremuligheder og usikkerhed om, hvad der forventes af én, og om man lever op til forventningerne”, siger Gitte Wichmann-Hansen.

Psykolog: Få talt om problemerne

Forventningerne til ph.d.-niveauet bliver ofte skruet unødvendigt højt op. men virkeligheden er sjældent helt så slem, siger erhvervspsykolog, der har haft mange stressramte ph.d.-studerende til behandling.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Det er i høj grad ph.d.-studerendes ambitioner og forventninger til egen indsats, der skaber stress. Sådan opleves det af erhvervspsykolog Tobias Bodelsen, som er vant til at have den gruppe blandt sine klienter.

“Arbejdspresset er en faktor, men det er i mindre grad mængden og mere de der høje forventninger, de kan have til sig selv om, hvor godt produktet skal være, og hvornår produktet er godt nok. De læser og skriver sig døde”, siger han.

Det er langtfra ualmindeligt, at Tobias Bodelsen har klienter fra ph.d.uddannelserne. Han har oplevet at have fem konsultationer med ph.d.-studerende på samme dag. Og det er sjældent forebyggende samtaler. Når de kommer, har de det dårligt.

“Det er alle de klassiske stresssymptomer: søvnbesvær, koncentrationsbesvær, de sidder og læser det samme syv gange, men det sætter sig ikke fast, de har ikke motivationen til at stå op om morgenen”, fortæller han.

“Andre er dygtigere end mig”
På mange måder adskiller stressede ph.d.-studerende sig ikke fra andre erhvervstyper, Tobias Bodelsen har i behandling, men han ser nogle træk, der er karakteristisk for forskermiljøet: en intern konkurrencesituation og uafklarede forventninger.

“De der intellektuelle krav er relativt høje i miljøet. Man føler sig nok lidt udvalgt i et elitært miljø, og derfor tænker man, at der stilles høje krav. Det er den beretning, jeg får. Det kan godt være, at det er selvopfundet, og alle sidder på deres kontor og tænker: De andre er dygtigere end mig. Men jeg synes, det hersker mere i det miljø end i andre kontormiljøer og mere praktiske erhverv, hvor der måske heller ikke er så meget konkurrence”.

Som behandler går Tobias Bodelsen som regel lavpraktisk til værks og ser på, hvilke problemer man kan løse nu og her.

“De kommer ofte med en forestilling om, at noget ikke kan lade sig gøre. Og den prøver jeg så at massere: Prøv nu at gå i dialog, tal med vejlederen. De er bange for, hvad de bliver mødt med. Heldigvis kan de i langt de fleste tilfælde have en dialog. Det kan være om en artikel, der skal afleveres, som man er håbløst bagud med. Det kan være en konference, man ikke kan overskue at deltage i. Så vi ser på, hvad der rent praktisk kan lade sig gøre”.

Finder løsninger
Det viser sig da også, at problemerne ofte er til at arbejde med, når man får åbnet boksen og begynder at tale om tingene.

“Så oplever de fleste, at lederen slet ikke har de samme forventninger til produktet, og at de fleste ting godt kan forhandles. Man kan rykke tidspunkter, deadlines, nogle forlænger projektet – også lidt på egen regning. Nogle gør det, at de deltidssygemelder sig, hvilket giver dem mere tid til projektet, og refusionen for deres sygefravær gør, at midlerne rækker længere. Det er sådan nogle greb, der findes, når det handler om at overleve», siger Tobias Bodelsen.

Han har ikke nogle gyldne, strukturelle løsninger til at undgå usikkerhed, stress og mistrivsel blandt ph.d.-studerende. Men han peger på, at forventningsafstemning og sikring af trivsel i arbejdet på en almindelig arbejdsplads vil ligge hos den direkte leder. Og for en ph.d.-studerende er det ofte vejlederen, der kommer tættest på denne rolle.

“Der er nok ikke mange vejledere, der har været på lederkursus og er blevet trænet i relationsarbejde. Det er nogle andre kompetencer, de sidder med. Men forventningsafstemning er altid godt, og så kan man jo godt appellere til dem: Får du spurgt, om dine ph.d.-studerende har det godt, om de er bagud og så videre?”

 

Forskningens servilisering

Forhenværende videnskabsminister Helge Sanders credo “fra forskning til faktura” gælder stadigvæk som ubetinget ledestjerne i dansk forskning, skriver debattørerne. Foto : Jacob Nielsen/Ritzau Scanpix

Hvorfor skal videnskaben styres af politik og økonomi i et såkaldt videnssamfund? Lad os foretage et tankeeksperiment og forestille os, at videnskaben står solidt plantet på sine egne ben uden at skulle være tvunget til at agere som den velvillige og afhængige variabel.

Debatindlæg skrevet af Tine Fristrup og Steen Nepper Larsen fra Forskningsenheden i Samtidsdiagnostik ved DPU, Aarhus Universitet

Skandalen omkring oksekødsrapporten fra Aarhus Universitet var ikke en enlig svale. En intern undersøgelse på Aarhus Universitet har fundet fejl og mangler i 34 ud af 55 rapporter udarbejdet af Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA). Og mon ikke der også ville kunne findes fejl og mangler, hvis uvildige instanser satte sig for at finkæmme eksempelvis DTU’s eller KU’s eksternt finansierede forskningssamarbejder og -afrapporteringer?

Med andre ord er fanden løs på universitetet og rektorer og andet godtfolk tvinges til at gå offentlig bodsgang, mens de samtidig gør deres bedste for at iværksætte rygenoprettende post- men allerhelst pre-damagecontroltiltag. Det er ikke bare ét universitet, der er noget galt med, men hele Danmarks universitetssektor.

Forundret bør man ikke være i en verden, hvor over halvdelen af universitetets forskningsmidler kommer udefra, og der er betydelige private interesser involveret i at få produceret anvendelig forskning af høj og uplettet kvalitet. Kan der henvises til forskning fra et offentligt universitet, har den producerede viden nemlig høj legitimitet.

“Fra forskning til faktura”, lød den i forskningspolitisk forstand hedengangne Helge Sanders credo som bekendt, og dén devise gælder stadigvæk som ubetinget ledestjerne. Dertil kommer, at forskningen er blevet konkurrenceudsat, og at forskerne også med jævne mellemrum skal myndighedsbetjene og levere statsligt efterspurgte tjenesteydelser. Forskere risikerer at blive transformeret til konsulenter, der skal tilvejebringe det, opdragsgiverne ønsker, inden for stadig snævrere rammer.

Kedsommeligt forudsigelige er reaktionerne. Den ene del af det politiske spektrum siger: Det offentlige har svigtet. Flere frie forskningsmidler må der til, og frem for alt må grundforskningen støttes. Dertil kommer, at det højtbesungne armslængdeprincip må sættes stærkere igennem. Eksterne interessenter må vide og frem for alt “lære” at acceptere, at forskning notorisk ikke kan bestilles til at levere forudbestemte ydelser. Den anden del siger: Money talks! Kom ind i spillet. Selvfølgelig skal forskningen producere det, erhvervslivet og staten efterspørger. Hvad skal samfundet med verdensfjern forskning, der ikke sikrer nationens konkurrenceevne og bidrager til at løse påtrængende problemer?

Førstnævnte stemme har det meget svært. For på tinge er der ikke mange stemmer i at være den frie forsknings ven. Dertil kommer sikkert både taktiske hensyn og en vis portion usikkerhed. For hvorfor støtte forskning, der ikke er let at “sælge” til befolkningen, og hvad nu, hvis forskerne finder ud af noget, der slet ikke flugter med de politiske strategier for samfundets udvikling? Sidstnævnte stemme er derimod i vælten i et samfund, der i stigende grad hylder utilitaristiske argumentations-, forståelses- og handleformer. Noget for noget, hedder det i folkemunde. Alt hvad vi gør, skal kunne betale sig, hvorfor ellers gøre det?

Men lad os alligevel prøve at vende bøtten og tage en sviptur i den samfundsteoretiske helikopter. Fra behørig højde kan tre delsystemer øjnes langt dernede i det samfundsmæssige pløre: et økonomisk, et politisk og et videnskabeligt. Kun via et analytisk røntgenblik lader de sig dechifrere, da de er filtret godt og grundigt ind i hinanden; men de er faktisk distinkte, og de (for) følger vidt forskellige rationaler. Logikken for økonomien er lønsomhed og overskud (profit), logikken for politikken er styring og samfundsudvikling (magt), og logikken for den forskningsbaserede videnskab er frihed til at tænke, spørge og undersøge alverdens fænomener i forsøget på at skabe ny viden og/eller ugyldiggøre gammel ditto (dvs. sandhed).

Oppe i helikopteren er det svært ikke at komme til at undre sig over, hvorfor de tre delsystemer ikke er lige stærke. Det virker bestemt, som om videnskaben er den afhængige variabel. Uden eksterne penge og (universitets)-politisk bevågenhed, ingen forskning, ingen videnskab. Umiddelbart ser det ud til, at videnskaben er den ultimativt svageste part. Men samtidig gælder det, at det økonomiske system er direkte afhængigt af, at der fortløbende bliver produceret ny viden om alt fra befolkningens sundhedsdata og nye læringsteorier til neuroplasticitet og bæredygtighedsstrategier. Ingen vidensøkonomi – eller kognitiv kapitalisme, som vi foretrækker at kalde den herskende periode – uden viden og videnskab. Viden er blevet en vare og en grundlæggende strategisk produktivkraft. Til gengæld er det politiske system absolut ikke interesseret i at lytte til videnskabelige indsigter, hvis det ikke er opportunt.

Skulle man finde på at skrive en “Kejserens nye klæder” version 2.0, så ville det opvakte barn nok spørge: Hvorfor kan videnskaben ikke spille førsteviolin, når økonomien er direkte afhængig af den? Måske ville det også driste sig til at spørge: Når nu det politiske system alligevel altid kommer for sent til at nå og formå at rydde op efter alle de problemer, som et amokløbende økonomisk system tørrer af på det politiske system, hvorfor allierer det sig så ikke med det videnskabelige system for at prøve at kontrollere det økonomiske ditto?

Det  fundamentale problem er simpelthen: Hvordan kan videnskaben komme til at stå solidt plantet på sine egne ben uden at skulle være tvunget til at agere som en alt for servil og afhængig variabel? Det indtil videre ganske hjemløse svar er, at videnskabens egen selvreferentialitet – dvs. den frie vidensskabelse i sandhedens navn – må tiltage sig magt og agt i et samfund, der er komplet skævvredet af altigennemtrængelige og anmassende økonomiske rationaler og på sin vis underlegne, krænkende og i stigende grad fordummende politiske tiltag til at overstyre universitetsverdenen.

Hvornår har man gjort nok?

 

Foto: Lasse Højsgaard

At få lov til at skrive et ph.d.-projekt er fantastisk, men også fantastisk hårdt, fortæller ph.d.-studerende Tóra Djurhuus. For hvordan ved man som ny forsker, om man har gjort nok?

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Hendes familie synes, hun er vildt sej. Hendes vejleder siger, at hun skal nyde det. Men usikkerheden er en tro følgesvend i et ph.d.-projekt. I hvert fald for Tóra Djurhuus, der knap halvvejs i forløbet stadig kan komme i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er bund i hendes teser.

“Lige nu, hvor jeg sidder og forklarer dig om projektet, kommer jeg til at tænke: Hvad fanden har jeg gang i? Men altså … jeg er kun et år henne i projektet, og så er det o.k. at have det sådan, får jeg at vide”.

Hendes projekt, der handler om imperiumnostalgi i Brexit-debatten, er der, hvor teorien er læst, datamaterialet er indsamlet, spørgsmålene er stillet, men svarene skal først til at komme nu.

“Jeg kan godt finde mig selv liggende vågen om natten og spekulere på, om det bare er mig, der overkomplicerer hele problemstillingen, om der overhovedet er noget i det, jeg prøver at undersøge. Og så må jeg minde mig selv om, at mit projektforslag ikke var blevet antaget, hvis der ikke var noget at komme efter”, fortæller hun.

Kan ikke vide alt, men vil helst
Hun nævner selv begrebet “imposters syndrome” – en underliggende følelse af, at man i virkeligheden ikke er dygtig nok til at være i sin stilling, og at det blot er et spørgsmål om tid, før det bliver opdaget.

“Jeg er meget optaget af, at jeg ikke ved alt. Og det er åbenbart meget normalt for en uerfaren forsker, at man tror, man skal vide alt for at kunne sige noget. Jeg har lige været i London og samle kilder. Min vejleder bad mig gå ned i den store Waterstones-bogbutik ved Piccadilly. Han sagde: Hvis du føler, at du bør vide alt, så stil dig i den butik og spørg dig selv, hvornår du nogen sinde kommer til at læse alt, der er derinde. Du må acceptere, at du ikke når alt, ellers går du ned med stress”.

Læs også 
Kæmpe forskelle på ph.d.-vilkår

Formand for DM Viden vil diskutere ph.d.ernes arbejdspres i AC

Det lå umiddelbart ikke i kortene, at Tóra Djurhuus skulle være forsker. På Færøerne, hvor hun er født, arbejdede hun som ekspedient og senere butikschef i flere modebutikker. Men hun fandt ud af, at hun ville mere end at stå i butik hele livet. Hun rejste til Danmark og lod sig indskrive på engelsk på KU, stadig med tanke på at vende tilbage til et job inden for handelssektoren. Her blev hun imidlertid grebet af især det historiske element i uddannelsen, og allerede på kandidatstudiet begyndte ideen om en ph.d. at spire. Og efter at have holdt sig til som forskningsassistent efter at være blevet kandidat – i øvrigt som den første i hendes familie – fik hun ønsket opfyldt.


Vis os dit ph.d.-projekt
Hvem: Tóra Djurhuus, cand.mag.
Hvad: “The Legacy of the Past in Brexit Britain”.
Hvor: Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, kU.
Hvorfor: Den britiske Brexit-debat er fyldt med beskyldninger om imperiumnostalgi, men hvilken rolle spiller Storbritanniens fortid som imperium i de euroskeptiske argumenter? kan Brexit forstås som et eftermæle af fortiden?


Uproduktive dage
Hun beskriver ph.d.-stillingen som fantastisk spændende og et stort privilegium på den ene side og på den anden side ekstremt hårdt.

“Du får tre år til at skrive det, men der er altså arbejde til mere. Det er også hårdt at skulle styre det hele selv. Alt er op til dig. Jeg vælger at tage lange arbejdsdage og så holde weekenden fri, for at det ikke skal tage helt over”.

Når du selv tilrettelægger dit arbejde, hvorfor arbejder du ikke bare lidt mindre? 

“Den der 8-16-ramme skrider, hvis jeg ikke er produktiv nok. Nogle gange kan jeg sidde en hel dag og stirre på et afsnit, der ikke virker. Hvis jeg har en offday, hvor det ikke fungerer, så ender jeg med at bruge længere tid”.

Selvbestemmelsen over sin tid er et privilegium, men som ny i faget kan det være svært at vide, hvad der reelt ligger i en arbejdsdags indsats, forklarer Tóra Djurhuus.

“Min vejleder er helt afslappet og siger: Du kan ikke vide alt, du kan ikke læse alt, og nogle dage kan du ikke lave noget. Men det er bare vanskeligt, når man er ny i den proces. Måske er der også noget med den måde, man taler om at være ph.d.-studerende på. Det hedder altid, at det er så hårdt. Og hvis det så ikke er hårdt, så føler man måske, at man ikke arbejder nok”.

Prøver at nyde
En anden kilde til usikkerhed er ikke selve ph.d.-projektet, men det, der kommer bagefter. Tóra Djurhuus vil gerne fortsætte i forskningen. Men mulighederne på et forholdsvis smalt humanistisk felt som hendes er svære at få øje på inden for landets grænser. Eksempelvis har Carlsbergfondet ændret sin politik, så man nu kun giver postdocstipendier til udlandet.

“Det betyder, at man må være åben for at tage ud. Det er et valg, jeg kommer til at gøre. Jeg har muligheden, men de, der har børn og familie, har måske ikke den mobilitet”.

Tóra Djurhuus har haft adskillige år i arbejdslivet, før hun slog ind på den akademiske vej. Og jo ældre man er, jo mere ser man risikoen ved at satse på en forskerkarriere. “Når jeg er færdig om to år, er jeg 37 år. Man kan risikere at gå fra postdoc til postdoc og til sidst finde ud af, at der bare ikke er noget fast job til mig. Så hvad er alternativet, og hvornår skal man stoppe og foretage et karriereskift? Jeg har ikke gjort mig de tanker endnu. Lige nu prøver jeg bare at gøre, som min vejleder siger: Nyde den tid, hvor jeg kan fordybe mig i min forskning”.


Brexit-debat med ekko fra imperiets dage

Mange har travlt med at skælde Brexit-tilhængere ud for at være imperiumnostalgikere, men ingen er forskningsmæssigt gået i kødet på fænomenet. det gør Tóra Djurhuus nu.

De gode gamle dage var bedst. Denne udbredte opfattelse har vist sig som en stærk politisk drivkraft og noget, som politikere i alverdens lande appellerer til. Et sted, hvor fortiden ofte popper op, er i Storbritannien, hvor særligt Brexit-tilhængere direkte eller indirekte refererer til landets tidligere status som global stormagt. “Imperial nostalgia” kaldes fænomenet, primært af den modsatte fløj. De kritiserer Boris Johnson og andre Brexit-tilhængere for at bruge imperiumnostalgi som et billigt salgstrick for en urealistisk vision om, at Storbritannien sagtens kan klare sig uden for det europæiske handelssamarbejde.

Men de beskyldninger er i sig selv letkøbte, mener Tóra Djurhuus. Og det har inspireret hende til at undersøge imperiumnostalgi i Brexit-debatten.

Imperium 2.0
“Når Brexit-tilhængere taler om, at Storbritannien skal genoplive tætte handelsforbindelser til Australien, Canada og så videre, lyder modstandernes kritik: Det er jo bare Imperium 2.0. Også mange historikere har i korte artikler smidt “imperial nostalgia”kortet, men uden at have særlig meget begrundelse for det. Ingen har kigget nøjere på, om der er tale om imperiumnostalgi, og hvordan politikerne i givet fald bruger det element i debatten”.

Det arbejde har hun nu kastet sig over, og det skal ske gennem analyser af taler og skrifter fra fem Brexit-politikere: Boris Johnson, Daniel Hannan, Michael Gove, Douglas Carswell og Mark Reckless. Det er især de to førstnævnte, som Tóra Djurhuus vil gå i teksten på. Daniel Hannan er medlem af Europa-Parlamentet og betragtes af nogle som hjernen bag hele Brexitideen. Desuden vil hun se på ledere i to Brexit-venlige aviser: Telegraph og Daily Mail.

“Stor, global handelsnation”
Ser man historisk på brugen af imperiumargumenter, har tendensen faktisk været nedadgående.

“Man kan se, at “The Commonwealth Empire” er en stor del af debatten i 60’erne, hvor de første gang søger om EEC-medlemskab, og igen i 1975, da de første gang havde afstemning om deres medlemskab. Så dør argumentet lidt i firserne under Margaret Thatcher og ved Maastricht-afstemningen. Thatcher er ellers blevet indbegrebet af euroskepsis, men hun bruger ikke de argumenter. Men så sker der noget i midten af nullerne, hvor det lige så stille begynder at dukke op igen”.

At der refereres til det tidligere britiske imperium, er et faktum. Eksempelvis holdt Theresa May en tale i 2017, hvor hun sagde, at Storbritannien skal genopdage rollen som “stor, global handelsnation”. Og i en diskussion om behovet for at indgå nye handelsaftaler argumenterede Boris Johnson for, at det ikke burde være et problem, for “tidligere drev vi det største selskab, verden nogensinde har set”. En klar reference til landets kolonihandel.

“Imperiumelementet er der. Men er det nostalgi eller ej, hvordan fungerer argumentet, hvad er der ved de her referencer, der fanger publikum, og hvorfor blusser det op i midtnullerne?”

Formand for DM Viden vil diskutere ph.d.ernes arbejdspres i AC

“Det ligner en uretfærdighed”, siger formand for Dm Viden Olav W. Bertelsen om forskelle på arbejdskrav til ph.d.-studerende. Han mener, at de akademiske fagforeninger skal gå ind i en drøftelse af vilkårene for ph.d.-uddannelsen.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Ph.d.-studerende er arbejdsmæssigt spændt for hårdt for. Det mener Olav W. Bertelsen, fælles-TR på AU og formand for DM Viden. Han er klar til at overveje, om man fra fagforeningsside skal gå i brechen for at nedbringe den arbejdsmængde, ph.d.-studerende er pålagt.

Læs også: Kæmpe forskelle på ph.d.-vilkår

“Når man laver regnestykket – kurser for 30 ECTS-point og 840 timer til undervisning – så bliver der ikke meget tid tilbage. Det er forskelligt, hvordan det fungerer for folk, men det er mit generelle indtryk, at folk er pressede”, siger han.

De 840 timers institutarbejde er noget, AC-organisationerne selv har været med til at aftale i fællesoverenskomsten. Men de klager over arbejdsmængden, der kommer fra eksempelvis Det Unge Akademi, er noget, der gør indtryk på Olav W. Bertelsen.

“Jeg er nok kommet til den opfattelse, at det er nødvendigt at få kigget på det her. Det er åbenlyst, at 840 timer fungerer for nogle, men ikke for andre. Så hvad gør, om det fungerer eller ej? Det er vi nødt til at få mere viden om. Ellers risikerer vi at tabe nogle unge talenter, fordi vi spænder dem for hårdt for. Så kan man mene, at det er som i Jægerkorpset: Hvis man piner og plager folk, får man de bedste tilbage. Det er jeg ikke sikker på er hensigtsmæssigt”, siger han.

Store forskelle på AU
Han ser også sammenhæng mellem arbejdspresset og de stressproblemer blandt ph.d.-studerende, som flere undersøgelser har vist.

“Det ene er, at der er så mange forskellige ting, man skal lave. Det andet er, at kravene fremstår meget flydende og uklare. Hvad skal der til, for at man kan få sin ph.d.-grad? Institutionerne prøver efter bedste evne at gøre det klart, men jeg kan konstatere, at mange er usikre på, om de er gode nok”.

De store forskelle, der kan være på arbejdsmængden, som ph.d.-studerende bliver pålagt, fra fakultet til fakultet, synes Olav W. Bertelsen også er problematisk. Han oplever det selv på tæt hold på AU, hvor der er meget forskellige normer.

“Det virker absurd, at der mellem fagområder, der egentlig burde være sammenlignelige, er så stor forskel på, hvad folk skal levere. Det gælder eksempelvis Health og Science and Technology på AU. Her kunne man strengt taget have en situation, hvor en ph.d.-studerende på biomedicin og en på molekylærbiologi sidder og laver to meget ens projekter, men førstnævnte har bare 700 timer mere til at forske i. Det ligner en uretfærdighed”.

En sag for AC
Samtidig peger han også på, at den praktiske virkelighed er meget forskellig for de to fakulteter, hvor Science and Technology har et stort behov for instruktorundervisning, mens det på Health nogle gange kan være svært at finde undervisningsmuligheder nok for de ph.d.-studerende.

Holdningen til ph.d.-studerendes arbejdsmængde må i første omgang drøftes internt mellem de akademiske fagforeninger.

“Med de udmeldinger, der er kommet fra Det Unge Akademi og fra ph.d.-foreningerne rundtomkring, mener jeg, vi er nødt til at få bragt det op i AC. Jeg tænker ikke, at løsningen nødvendigvis er at reducere undervisningskravet massivt, men måske at det bliver rammesat på en bedre måde. Der er brug for mere, end at DM stiller krav om lavere undervisningsbelastning. Der bør kigges på hele ph.d.-uddannelsen i sammenhæng med de vilkår, der er på forskellige universiteter”.

Finanslov er godt nyt for universiteterne

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Aftalen om finansloven for 2020 mellem S-regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet stopper flere års sparekurs på universiteterne, og det vækker glæde i sektoren.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Slut med omprioriteringsbidraget, væk med uddannelsesloftet, og videreførelse af taxameterløftet til de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser de næste tre år.
Næste års finanslov er på mange områder positiv læsning, og aftalen får også ros med på vejen fra Danske Universiteter – de otte danske universiteters samarbejdsorganisation, der kalder den ”et godt skridt på vejen mod en uddannelsespolitik, som ser uddannelse som en investering – ikke en udgift”.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen skriver i en pressemeddelelse, at aftalen samlet stopper planlagte uddannelsesbesparelser på mere end en milliard kroner næste år, og giver mere ro og trivsel for studerende.

”Jeg er så stolt over at være en del af en regering, der i stedet for hvert år at spare, på noget af den vigtigste velfærd i det her land, nemlig uddannelse, nu investerer i vores unges fremtid. Vi ruller den tidligere regerings besparelser på de videregående uddannelser tilbage”, skriver hun.

Taxameterløft bevares

Et af hovedpunkterne i aftalen er, at forhøjelsen af den såkaldte lave taxametertakst 1, der fortrinsvis gives til de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser på universiteterne, videreføres i 2020-2022. Ifølge finanslovsaftalen koster det statskassen cirka 300 mio. kr. årligt.

Ifølge Danske Universiteter ville 132 uddannelser på den laveste taxametertakst været blevet ramt af en besparelse, som var langt større end de årlige to-procents-besparelser, som universiteterne er blevet pålagt de seneste år, hvis takstforhøjelsen ikke var blevet forlænget.

”Vi er glade for, at regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten i fællesskab har besluttet at videreføre taxameterløftet. Vi har brug for stærke uddannelser på alle faglige områder, og et bortfald af løftet til de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser ville have haft voldsomme konsekvenser for kvaliteten”, udtaler Per Michael Johansen, næstformand for Rektorkollegiet ved Danske Universiteter i en pressemeddelelse.

Slut med uddannelsesloft

Et andet punkt er, at omprioriteringsbidraget på uddannelse annulleres fra 2020.  Uddannelsesinstitutionerne har ellers siden 2016 hvert år skulle spare 2 procent på tilskuddene, hvilket har betydet, at bevillingerne til de videregående uddannelser er således beskåret med cirka 1,3 milliarder kroner i 2019 set i forhold til niveauet i 2015. I 2020 skulle der være høvlet yderligere 300 mio. kr. af bevillingen, hvis S-regeringen ikke havde sagt stop.

Begrænsningen i dobbeltuddannelse, kaldet uddannelsesloftet, fjernes også fra sommeroptaget 2020. Loftet betyder, at hvis man har afsluttet en videregående uddannelse, så kan man som udgangspunkt ikke tage en ny uddannelse på samme niveau eller lavere, og det har stresset mange unge i deres uddannelsesvalg, da de ikke har kunnet vælge om. Det er der afsat 70 mio. kr. til formålet i 2020 stigende til 370 mio. kr. i 2023.

”Uddannelsesloftet har fyldt meget hos de studerende og skabt utryghed. Det har været et øget pres på studerende, hvor mange i forvejen er pressede. Det vil vi ikke være med til, derfor stopper vi det helt”, udtaler Ane Halsboe-Jørgensen.

Desuden blev alle Folketingets partier den 6. november enige om fordelingen af forskningsreserven for 2020 på 1.925 millioner kroner. Heraf blev over 1,5 milliard kroner prioriteret til grøn forskning.

Ros til aftale

Finanslovsaftalen fik også ros fra en lang række meningsdannere på Twitter. Blandet andet var Dansk Magisterforenings formand Camilla Gregersen hurtigt ved tasterne, og ligeså var flere rektorer, studenterpolitikere og interesseorganisationer.

Camilla Gregersen hæfter sig ved, at mange af de mærkesager, som DM satte på dagsordenen op til valget og har presset på for det sidste halve år, som nu er gået igennem.

”Jeg skulle være et utaknemmeligt skarn, hvis jeg ikke var glad. Det er et meget vigtigt første skridt, at partierne bag aftalen fejer besparelserne af bordet, så uddannelserne ikke længer udsultes bid for bid. Det er også positivt for arbejdsmarkedet, for vi er helt afhængige af at få dygtige færdiguddannede ud. Det næste bliver så, at man også investerer i uddannelse, som flere af partierne, der står bag regeringen, gik på valgkamp på”, siger Camilla Gregersen til Magisterbladet.

Væk med opholdskrav

Finanslovsaftalen indeholder også andre delelementer, som kan have betydning for de ansatte ved universiteterne.

Det gælder blandt andet beslutningen om at fjerne det såkaldte opholdskrav, der i år gør retten til dagpege betinget af at man har opholdt sig i EU 5 ud af de seneste 12 år, og fra næste år 6 ud af 12 år. Aftalen indeholder samtidig en overgangsordning for personer, der har meldt sig ud af a-kasserne efter opholdskravet blev indført. Overgangsordningen fungerer indtil opholdskravet bortfalder i 2020.

Desuden afskaffes deltagerbetalingen på 2.000 kr. per modul på danskuddannelse for udenlandske arbejdstagere, og så vil forligspartierne oprette ”Danmarks Grønne Fremtidsfond” med samlet 25 mia. kr., der blandt andet skal udvikle og udbrede nye teknologier, og det kan potentielt betyde flere forskningsmidler til universiteterne.

Kæmpe forskelle på ph.d.-vilkår

 

Foto: Colourbox

Nogle skal undervise 840 timer – andre 150. Ph.d.-studerende har vidt forskellige vilkår for deres projektarbejde, alt efter hvor de er ansat. Danske ph.d.-studerende lider under pligtarbejdet, mener forskere i det Unge akademi.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Tre år til ph.d.-projektet. Sådan er de formelle vilkår i Danmark. Men virkeligheden er dog noget strammere. For i de tre år ligger også et halvt år med fagrelevante kurser og et halvt år – 840 timer – hvor man er forpligtet til at løse opgaver for institutionen, man er ansat ved, typisk undervisning.

Rammerne dækker dog over meget store forskelle. Det er nemlig stærkt varierende, hvor meget institutarbejde de ph.d.-studerende pålægges. Det viser en rundspørge, Forskerforum har foretaget blandt samtlige ph.d.-skoleledere. Her går yderlighederne fra de 840 timer, som de ph.d.-studerende maksimalt kan pålægges, til 150 timer, som er det krav, der stilles til ph.d.-studerende ved AU Health. En forskel, der eksempelvis betyder, at en ph.d.-studerende ved AU Health har knap 4½ måned mere tid til sin forskning end kollegaen på nabofakultetet AU Science and Technology.

Fra flere fakulteter er meldingen, at man er afhængig af de ph.d.-studerende for at få tingene til at hænge sammen. Det gælder eksempelvis Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, KU.

“Vi bruger alle ph.d.-studerende i undervisningen – også de internationale – maksimalt, hvilket altså betyder 840 timer. De ph.d.-studerende får meget ud af at undervise, og hos os får de mere forberedelsestid end senior-VIP’erne. Men vi har brug for dem som undervisningsressource. Vi har jo tre gange så mange studerende per fastansat VIP som på de våde fakulteter. Alternativet ville være at købe mere undervisningskraft uden for huset”, fortæller prodekan Andreas de Neergaard.

Mere forskningstid i andre lande
Men stod det til en gruppe medlemmer af Det Unge Akademi under Videnskabernes Selskab, ville der slet ikke være den slags pligtarbejde i ph.d.-ansættelsen. De har i dette efterår skrevet til de store akademiske fagforeninger og opfordret til, at de 840 timers rådighed forhandles ud af overenskomsten ved OK 21-forhandlingerne. Grunden er, at der i deres øjne er alt for kort tid til at arbejde med selve forskningsprojektet.

“Sammenlignet med internationale og andre europæiske ph.d.-forløb er de to år, som danske ph.d.-stipendiater har til forskning, bekymrende lidt. I kontekst er det omkring halvdelen af den forskningstid, som er tilgængelig i de lande, vi normalt sammenligner os med, såsom Sverige, Tyskland, Holland, USA og England», skriver de og henviser til, at institutarbejdet er den del, der vil kunne fjernes uden lovændringer.

“Både som ph.d.-studerende og som ph.d.-vejledere har vi konstateret, at det i forhold til udlandet er meget kort tid, en dansk ph.d.-studerende har til at træne det, man skal kunne. Der er et halvt år med kurser og et halvt år med undervisning, og når man så også skal foretage et miljøskifte, går der også noget tid fra med det”, siger Thomas Just Sørensen, der er lektor ved Kemisk Institut på KU og talsmand for gruppen i Det Unge Akademi.

Han peger på, at problemstillingen for nogle er endnu mere udtalt, nemlig de ph.d.-studerende, der satser på en stilling i det private erhvervsliv, og som derfor ikke får brug for undervisningserfaring.

“Det gav god mening i firserne, hvor alle skulle være undervisere. Men det er der jo reelt ikke mange, der skal i dag, særligt ikke på nat., tek. og sund. Vi ser tit, at ph.d.-studerende bliver brugt som instruktorer, hvor de ikke underviser i deres speciale. Ingen tvivl om, at man lærer noget af det, men hvis man ikke ønsker at arbejde med uddannelse, er det meget tid at bruge på laboratorieøvelser med førsteårsstuderende. Det bør være noget, man selv kan vælge til og fra”, siger han.

Forsøger at begrænse arbejdsbyrde
En del fakulteter svarer i Forskerforums rundspørge, at de udnytter alle 840 timer, men de fleste har de facto lavere krav. På AAU er normen generelt, at ph.d.-studerende lægger omkring 600 timers institutarbejde, hvoraf 60 procent – 360 timer – er undervisning. På DTU er normen 420 timers institutopgaver og 420 timer til “formidling af egen forskning”. På både AU og SDU er der stor variation mellem fakulteterne. Eksempelvis har man på Det Humanistiske Fakultet på SDU holdt fast i en lav undervisningsnorm på 336 timer.

“Det er vigtigt, at der er en vis mængde undervisning, men jeg er glad for, at det ikke udnyttes fuldt ud, så de kan bruge mere tid på afhandlingen. I forvejen har vi jo i Danmark et kortere ph.d.-forløb, end man normalt har i udlandet. Og vi vil jo gerne have, at danske ph.d.-afhandlinger har international kvalitet. Derfor er det vigtigt at give de studerende de bedste muligheder for det”, siger Carl Bache, professor og ph.d.-skoleleder på Det Humanistiske Fakultet, SDU.

Det formelt laveste krav til ph.d.-studerendes institutarbejde finder man som nævnt på AU Health, hvor normen er, at man skal levere 150 timers undervisning.

“De 150 timer er baseret på en faglig vurdering af, hvad der skal til, for at vi kan sige, at ph.d.-bekendtgørelsens krav om erfaring med formidling og undervisning er opfyldt”, fortæller professor Helene Nørrelund, ph.d.-skoleleder på AU Health.

Her er man ikke i samme grad som visse andre steder afhængig af de ph.d.studerende for at få dækket undervisningen. Tværtimod er udfordringen nogle gange at finde undervisningsmuligheder nok, så de ph.d.-studerende kan få den erfaring, de skal have.


I en undersøgelse, DM har gennemført med ph.d.-organisationen PAND, spørges blandt andet til, hvor meget arbejdspresset påvirker helbredet og livet ved siden af arbejdet. Tæt på halvdelen angiver negativ påvirkning af søvnen. Kilde: DM


Lov eller overenskomst
Ifølge ph.d.-bekendtgørelsen skal uddannelsen give “erfaring med undervisningsvirksomhed eller anden form for vidensformidling, der er relateret til den pågældendes ph.d.-projekt”.

Men det med, at undervisningen skal være “relateret” til projektet, gør sig ikke altid gældende. Forskerforum har i rundspørgen bedt ph.d.-skolelederne vurderer dette, og det typiske svar er “i videst muligt omfang”. Men som eksempelvis Troels Michael Lilja, lektor og ph.d.-skoleleder ved CBS Business & Management, skriver: “Langt de fleste ph.d.-projekter er så specifikke, at projektets tema ofte kun vil kunne dække én lektion ud af et helt fags forløb. Der er naturligvis undtagelser hertil”.

Bekendtgørelsen siger imidlertid ikke noget om omfanget på 840 timer. Det tal er fastlagt i overenskomsten for akademikere i staten. Det såkaldte ph.d.protokollat nævner ikke noget om projektrelevans, men blot at arbejderne kan “bestå i formidling, forskning, undervisning, biblioteksarbejde eller andre faglige opgaver (bortset fra opgaver af administrativ karakter), der kan aflaste det øvrige videnskabelige personale”.

Thomas Just Sørensen fra Det Unge Akademi mener, at der er en diskrepans mellem bekendtgørelsen og overenskomsten.

“I øjeblikket lever vi ikke op til bekendtgørelsen. For ifølge den bør en dansk ph.d.-studerende have 2½ år til sit forskningsprojekt”, siger han, med henvisning til at bekendtgørelsen taler om et heltidsstudium på 180 ECTSpoint, hvoraf ph.d.-kurserne udgør ca. 30 ECTS-point.

Utalte timer
Marco Nardello er ved at afslutte sit ph.d.-studie ved Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet på AAU. Han er samtidig en del af formandskabet for PAND (PhD Association Network of Denmark), og han kan personligt sagtens genkende at blive sat til institutarbejde, der ingen relation har til hans forskningsfelt.

“Jeg er selv blevet sat til at opdatere informationsskærme på instituttet – en opgave, der tidligere lå hos sekretæren.
Den tid blev, så vidt jeg ved, aldrig registreret nogen steder”, fortæller han.

En anden X-faktor i ph.d.-studerendes tidsforbrug er forberedelsesnormen, som også kan være meget forskellig. Nogle steder gives der en bedre forberedelsesnorm for ph.d.studerende, men ikke alle steder. Og uanset hvad kan ph.d.-studerende, der er helt nye i underviser- og vejlederrollen, hurtigt komme til at bruge meget mere end den normerede tid, siger Marco Nardello.

“Jeg har kolleger, der bruger enormt meget tid på deres forelæsninger, fordi de er usikre på, om deres undervisning er god nok. Jeg kender også et eksempel, hvor nogle ph.d.-studerende skulle medvirke i en eksamen. Det tog dem en uge at forberede sig, men de fik kun talt timer for selve eksaminationen”.

Marco Nardello efterlyser større transparens omkring den måde, pligtarbejdet håndteres på på forskellige institutter i forhold til mængde, opgørelse og forberedelsesfaktorer

 


Vejledere ønsker mere projekttid

I rapporten “kvalitet i ph.d.-uddannelsen” udgivet af Uddannelses- og Forskningsministeriet i 2017 pegede en del af de adspurgte ph.d.-vejledere på behovet for mere tid til selve forskningsprojektet:

“Ph.d.-vejlederne udtrykker i ca. en tredjedel af disse besvarelser et ønske om at ændre tilrettelæggelsen af ph.d.uddannelsen, så uddannelsen enten bliver længere, eller forskningstiden øges.

Konkret foreslår mange en fireårig ph.d.-uddannelse, blandt andet for at matche internationalt. flere nævner endvidere forskellige forslag til at øge forskningstiden i den nuværende ph.d.uddannelse […]. Blandt andet udtrykker en række ph.d.-vejledere et ønske om, at ph.d.-studerende skal bruge mindre tid på undervisning”.