Forfatterarkiv: Forskerforum

Leder: Frøen og kanariefuglen

Af Olav W. Bertelsen, formand for universitetslærerafdelingen i DM, FTR på AU

Det siges, at hvis man vil koge en levende frø, skal man putte den i koldt vand og varme det langsomt op, så bliver dyret siddende, til det er kogt. Smider man derimod frøen i kogende vand, springer den op med det samme.

Universitetets VIP er som frøen, der ikke har opdaget, at vandet snart har nået kogepunktet. Lønnen bliver ringere og ringere i forhold til sammenlignelige grupper; vi skal bruge mere og mere tid på stadig mere håbløse ansøgninger om konkurrenceudsat forskningsfinansiering; den politiske detaljestyring er absurd; ansættelsessikkerheden undermineres af tilbagevendende fyringsrunder; universitetslærerne er blandt de mest stressede.

Folk bliver i deres faste stillinger trods forringede rammer og vilkår. Og der er stadig unge mennesker, der forfølger en universitetskarriere, uanset at det er et brutalt individualiseret udskillelsesløb med ringe chancer for fastansættelse på universitetet.

Karriere på universitetet er ved at blive et uattraktivt livsprojekt, men statistikkerne viser endnu ikke, at det går den forkerte vej. Derfor mente den statslige arbejdsgiver ikke, at AC’s OK 18-krav om at hæve lektortillægget var relevant. Der var ikke målbare tegn på, at det var svært at finde og fastholde folk.

I fortidens engelske kulminer brugte man kanariefugle som gasdetektor. Hvis fuglen faldt af pinden, vidste man, at det var på tide at evakuere skakterne. Det er almindeligt anerkendt, at det er svært at rekruttere kvinder til de videnskabelige stillinger på universiteterne. Der er en række barrierer, men det forklarer ikke hele problemet. Problemet med at rekruttere kvinder til fortsat universitetskarriere er en slags kanariefugl. Kvindekarriererne falder så at sige af pinden, fordi vilkårene er for ringe. Kravene om lange ophold i udlandet kolliderer med familielivet og har været fremført som særligt kvindefjendske, men mon ikke udsigten til et arbejdsliv med fuldstændig ubegrænset arbejdstid og fortsat konkurrence på en spillebane med skiftende og uklare performancekrav er stærkt medvirkende.

Tegnene på, at universitetet er ved at være en uattraktiv arbejdsplads, skal tages alvorligt nu.

Der  er masser af gode indspil i tidens universitetsdebat. DFiR pegede først på året på en række problemer i universitetskarrieren, ikke mindst den kønsmæssige skævhed. Meriteringsudvalgets aktuelle rapport kommer med en række anbefalinger til, hvordan vi kan komme væk fra de nærmest rent kvantitativt bibliometriske bedømmelser ifm. stillinger på universitetet og i stedet fundere bedømmelserne substantielt og kvalitativt. Særligt anbefalingerne om, hvordan undervisningsindsatsen kan vurderes, er tiltrængte. Der er også flere bidrag til en revision af hele finansieringssystemet, hvor fx Videnskabernes Selskab har bidraget i sin forskningspolitiske årsrapport.

Så kære Ane Halsboe-Jørgensen. Vi byder dig velkommen til den store opgave, du har påtaget dig som forskningsminister. Det er dig, der må stå i spidsen for at få sikret de næste generationers universitet. Det er dig, der har nøglen til at sikre, at universiteterne er reelt attraktive arbejdspladser, og at der samtidig ikke er nogen, der ender i et karriereblindspor. Det er ved at være sidste udkald på flere områder. Hold øje med kanariefuglen, så du ikke ender med at få kogt frøen!

Debat: studieledere skal ud i undervisningslokalerne

Colourbox

Af Thomas Harboe, centerleder, ph.d., Københavns Universitet. Programleder for de nationale ledelsesudviklingsprogrammer for uddannelsesledere ved alle otte danske universiteter

Der er grøde inden for studieledelse. Aalborg Universitet står midt i en stor studieledelsesreform. IT-Universitetet overvejer en ny organisering af studieledelsen. Og mit eget fakultet – Samfundsvidenskab – diskuterer også en studieledelsesreform i dette efterår.

Dertil kommer rygter om, at ministeriet længe har overvejet en indsats omkring studielederne og studienævnene, i kølvandet på at hele to store ministerielle rapporter utvetydigt konkluderede, at universiteterne har et strukturelt problem omkring ledelsen af uddannelserne. Aktuelt ruster universiteterne sig desuden med tværgående uddannelsesstrategier, datainformeret uddannelsesledelse (også kaldet Learning Analytics) og en omorganisering af de studieadministrative procedurer. Hensigten er at skabe mere sammenhæng og mobilitet på tværs af uddannelserne, styrke gennemsigtighed og ansvarlighed i beslutningsprocesserne og modvirke vilkårlighed og ineffektivitet i den studieadministrative sagsbehandling.

Alt sammen gode og nødvendige målsætninger. Initiativerne kommer dog ikke uden en pris og giver blandt andet udfordringer i forhold til studieledernes kontakt med basisorganisationen. Og det er her, besøg i undervisningen kan være en løsning. Traditionelt er studielederne kollegiale ledere, der bliver hentet fra fagmiljøerne i kortere eller længere perioder og forventes at vende tilbage til disse fagmiljøer efter endt ledelsesperiode. De har som sådan hidtil været en form for amatørledere uden egentlig ledertræning og har måske endda heller ikke specielt meget motivation i retningen af at ville være ledere. Hele deres professionelle liv har de sigtet mod at blive forskere, og her kan tre-seks år som studieleder føles som spildtid. Faktisk oplever flere studieledere, at perioden som studieleder er direkte negativ for deres universitetskarriere. Studieledernes hidtidige praksis har typisk været meget dialogisk og tillidsbåret. Det er ledere, der går meget rundt i miljøerne og taler med undervisere, studerende, administration og andre ledere. De bygger broer i organisationen, og den foretrukne vej er konsensus frem for dekreter.


Thomas Harboe

 

Det gode ved denne traditionelle model er, at studielederne er lokale faglige ledere med en solid føling med både undervisning, uddannelse og studerende. De ved, hvor skoen trykker, og er ofte de eneste i organisationen, der med sikker hånd kan koble studieordningerne med fagfaglighed. Udfordringen er, at selvsamme studieledere typisk ikke kan se ud over deres egen lokale og meget snævre organisatoriske horisont. De bliver lokalpatrioter, der kæmper for deres lille hjørne af universitetet uden at have blik for helheden og det, der går på tværs af uddannelserne. Samtidig har den studieadministrative sagsbehandling traditionelt heller ikke været studieledernes stærke side. Ofte beklager studielederne sig over mængden af administrative opgaver og efterlyser mere support fra studieadministrationen. Omvendt beklager studieadministrationen sig over studieledere, der ikke forstår og vægter sagsbehandling. Ifølge studieadministrationen forstår studielederne især ikke, at vilkårlighed er gift for sagsbehandling.

Det er alt dette, som de seneste ledelsesreformer på universiteterne adresserer. Nu skal studielederne i højere grad kobles på den overordnede strategi: De skal trænes i at monitorere og evaluere deres uddannelser med data, de skal gennemføre obligatoriske ledertræning, og de skal understøttes af en studieadministration, hvor arbejdsdelingen mellem dem og studieadministrationen er mere tydelig. Kort sagt skal deres ledelsestilgange professionaliseres.

Prisen er, at studielederne trækkes en smule væk fra deres lokale fagmiljø. Studielederne bliver i højere grad fuldtidsledere, der er trænet i mødedeltagelse, strategi, Excel-ark og sagsbehandlingsprocedurer. Og vi ved fra andre dele af den offentlige sektor, at så snart dette sker, vender ledernes blik fra at være nedadrettet til at blive opadrettet i organisationen. Og derved risikerer de at miste det, som var deres allerstærkeste kort, nemlig deres solide føling med basisorganisationen.

Vi har derfor brug for at balancere de nye ledelsesreformer med ledelsestilgange, der fastholder en vis kontakt med basisorganisationen, samtidig med at studielederne gennemgår en vis professionalisering i deres ledelse. Løsningen kan være at træne studieledere i regelmæssigt at besøge undervisningen. Det kunne sikre dem en synlighed og indsigt i de lokale pædagogiske praksisser. Samtidig kan det være en måde at vise ledelsesmæssig anerkendelse af undervisningen på. Og det kan have den afledte effekt, at undervisningen afprivatiseres, fordi både undervisere og studerende bliver vænnet til, at aktiviteterne i klasseværelserne ikke er en lukket privat pædagogisk praksis, men noget, der forventes at kunne deles og diskuteres med ledere og kollegaer.

Måske vil nogle studieledere indvende, at de allerede selv underviser og derfor godt ved, hvad der sker i undervisningslokalerne. Men det er naturligvis ikke nok at basere denne viden på egne undervisningserfaringer. Studielederne skal også ud i de undervisningslokaler, hvor deres egen fagfaglighed kommer til kort, hvis de for alvor skal kunne være studieledere for hele uddannelsen. Selvfølgelig vil sådanne regelmæssige besøg være tidskrævende for studielederne, og vi har derfor brug for at opfinde koncepter, der ikke er for tidskrævende og samtidigt giver studielederne den ønskede tilstedeværelse i undervisningslokalerne.

Den pædagogiske faglitteratur er dog allerede fuld af sådanne koncepter – såkaldte “classroom walk-through” eller “learning walks” – hvor den gennemgående pointe er, at den slags besøg ikke kræver specielt lang tid. Påstanden er, at en leder sagtens kan få fin føling med undervisningen gennem et 5, 10 eller 20 minutter langt besøg, især hvis det sker regelmæssigt.

De studieledere, jeg har talt med om at besøge undervisningen, er desuden bekymrede for, hvordan underviserne ville opleve et sådant besøg fra studielederen. Fx fortalte en studieleder mig, at det føltes lidt, “som om chefen er kommet på besøg”.

For at teste denne bekymring udsendte jeg et kortfattet spørgeskema til 600 undervisere fra alle otte danske universiteter. I spørgeskemaet stillede jeg to spørgsmål om, hvordan underviserne opfatter deres nærmeste studieleder, og hvordan de ville opleve et besøg af studielederen i deres undervisning. 94 besvarede skemaet, og resultatet var overvældende positivt over for sådanne besøg.

Mange fremhævede, at de ville føle det som en velkommen ledelsesmæssig opmærksomhed over for deres undervisning, og at de ville se positivt på feedback fra studielederen om deres undervisning. Omvendt ville kun ganske få blandt underviserne opfatte det som en upassende ledelsesmæssig indblanding. Selvsagt er denne spørgeskemaundersøgelse bare en indikation og ikke evidens, men det viser som minimum, at der er et uopdyrket potentiale for studielederne for at vise synlighed og nærvær gennem at besøge undervisningen.

Min opfordring til studielederne er derfor at overveje en eller anden form for rutinemæssige besøg i undervisningen: Hvis I er enige i, at de nuværende ledelsesreformer risikerer at trække jer for langt væk fra basisorganisationen, kan regelmæssige og systematiske besøg i undervisningen være et interessant supplerende ledelsesværktøj for jer. Det er en måde at balancere de nuværende ledelsesreformer på og modvirke risikoen for, at I bliver distancerede ledere uden dybere føling med undervisningen. Desuden er det en måde for jer på at vise ledelsesmæssig anerkendelse af det store pædagogiske arbejde, der dagligt udføres i undervisningslokalerne.

se Mere på https://www.conferencemanager.dk/ basiskursusuddannelsesledelsee19 og https://conferencemanager.events/ lighthouse.

 

 

Nyfusioneret DTU-institut nedlægger 15 stillinger

Bygning 101 på DTU. Foto: Vibeke Hempler – DTU

Det nye institut, Sundhedsteknologi, på Danmarks Tekniske Universitet, skal spare 10 millioner kroner, mindre et år efter det blev skabt ved en fusion.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Hvedebrødsdagene kom ikke til at vare længe for det nye Institut for Sundhedsteknologi på Danmarks Tekniske Universitet.
Cirka 400 ansatte fra forskningsgrupper på seks institutter blev samlet i den nye enhed den 1. januar, men allerede nu bliver de ramt af besparelser og afskedigelser.

Konstitueret institutleder Jørgen Schøller havde oprindeligt meldt ud, at mellem 15 og 25 stillinger skulle nedlægges for at spare 10 millioner kroner, men efter en runde, hvor de ansatte kunne søge om frivillig fratrædelse er det lykkedes at bringe antallet ned.

Fem har søgt og fået en fratrædelsesordning, 3 har valgt at gå på nedsat tid og 7 er blevet varslet afskediget. To lektorer er blandt de, der påtænkes afskediget, og fem er fra det administrative personale. Processen blev også hjulpet ved at to sagde op i perioden op til effektueringen, da de havde fået nyt job og desuden kom en ekstern bevilling i hus, oplyser Jørgen Schøller.

”Resultatet er bedre end frygtet, men mulighederne har været begrænsede, når vi kigger på tallene. Vi har virkelig skåret ind i selve benet, for vi havde ikke for mange folk i forvejen. Der er opgaver, som ikke bare kan fjernes for eksempel i forhold til undervisningen, så det har været en vanskelig øvelse, men det bedst mulige resultat givet omstændighederne”, siger institutlederen.

DTU fyrer ofte
DTU har været igennem flere store fyringsrunder, den seneste i januar 2019, og i følge Nina Kjærgaard, specialkonsulent og DM-tillidsrepræsentant på en lang række institutter, er de ansatte meget overraskede over, at det er nødvendigt at fyre igen.

”Det er en meget ærgerlig måde at skulle starte noget nyt op”, siger hun og tilføjer:

”Vi undrer os over, at det er nødvendigt, og det er også noget TR-kollegiet kommer til at tage op med ledelsen. Det er meget utryghedsskabende”, siger Nina Kjærgaard.

Mike Wenøe, forhandlingskonsulent i DM, er tilfreds med at afværgeforanstaltningerne har virket, og at det er lykkedes at nedbringe antallet af påtænkte afskedigelser, men han noterer sig, at der er en tillidsvalgt blandt de afskedigede, hvilket ikke er første gang på DTU.

DM har før påtalt det overfor DTU-ledelsen, da DM ikke kunne se, at der var tvingende omstændigheder til at pege på den tillidsvalgte, som reglerne kræver.

Afhængige af eksterne penge
Jørgen Schøller siger, at instituttet er afhængigt at forskernes evne til at skaffe eksterne midler fra eksempelvis fonde, virksomheder og EU. De skal skaffe cirka 90 millioner kroner årligt for at pengene passer, og med den benhårde konkurrence om fondsmidler og de lave succesrater skal forskerne søge om 1 milliarder kroner for at hente pengene hjem.

”Vi har nok været lidt for optimistiske i vores vurderinger, men der er et element af gætværk, når vi lægger budgettet, for vi bestemmer ikke selv, om vi får pengene, vi søger. Det er op til fondene, og de kan pludselig ændre ansøgningskriterier”, siger han.

Jørgen Schøller tilføjer, at universiteterne er underlagt de samme rammevilkår, og er afhængige af ekstern finansiering af forskningen.

Københavns Universitet inddrager 1. maj som fridag

Fanemarchen ved fejringen af 1. maj i Fælledparken i 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Ledelsen vil opsige aftale om, at de ansatte kan holde fri på arbejdernes internationale kampdag. Tillidsrepræsentanter kalder det regnearksledelse og truer med at tælle arbejdstimer.

Hvis de ansatte på Københavns Universitet (KU) fremover vil en tur i Fælledparken den 1. maj og fejre arbejdernes internationale kampdag, må de selv betale for en fridag.

Det har ellers været praksis, at de ansatte kunne holde fri med løn, hvilket fremgår af medarbejderguiden på KU, men ledelsen kalder det en ”kutyme”, som kan opsiges med passende varsel, og det vil den nu benytte sig af.

Det til trods for, at både ledelsen og de ansatte hidtil har anset fridagen for at være en praksis, som de var ’retligt forpligtet til at følge’, står der i et notat til mødet i Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) den 18. september.

Ledelsen begrunder blandt andet beslutningen med, at KU skal fremstå politisk neutralt og dermed ikke ønsker at sende et politiske statement.

Besparelse på 8 millioner kroner
Desuden vurderer man, at det vil give en gevinst på otte millioner kroner om året, svarende til 15 fuldtidsstillinger i administrationen at inddrage fridagen, og så argumenterer man med, at KU ikke har råd til som det eneste universitet at give medarbejderne fri.

På Copenhagen Business School kan de ansatte dog få fri klokken 12, hvis de selv anmoder om det, og deres leder vurderer, at driften tillader det, fremgår det af CBS-personalehåndbogen.
Ifølge Moderniseringsstyrelsen er det op til den enkelte institution, om man vil give medarbejderne fri eller ej.

Ifølge universitetsdirektør Jesper Olesen vejer hensynet til økonomien tungest:
”Vi har nu en drøftelse med medarbejderne om dette. Københavns Universitet er økonomisk udfordret og må finde besparelser, hvor det er muligt. Grønthøsteren, der sparer 2 procent af vores budgetter, har kørt i årevis, og vi er belastet af en meget dyr huslejeordning. Det koster universitetet 8 millioner kroner, at de ansatte holder en betalt fridag. KU har hidtil været det eneste danske universitet, der giver betalt frihed 1. maj på samme måde som juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag. Vi vil gerne følge de andre universiteters praksis, hvor der både undervises, forskes og er åbent i administrationen den dag. Dertil kommer, at Københavns Universitet er en politisk neutralt institution. Vi ønsker ikke at sende det politiske statement som betalt frihed 1. maj er”, skriver han i et svar til Forskerforum.

Mister dag til egen forskning
Nedlæggelse af fridagen vil ikke give en økonomisk gevinst i forhold til det videnskabelige personale (VIP), da forskerne er ansat uden højeste arbejdstid, står der i HSU-notatet.

Den formulering undrer Thomas Vils Pedersen, fællestillidsrepræsentant for VIP’erne på KU og næstformand i Dansk Magisterforening.

”Ledelsen må jo regne med, at vi var gået på arbejde den 1. maj under alle omstændigheder, også selvom det var en fridag. Det var en stor del af VIP’erne sikkert også, men det har indtil nu været en dag, vi kunne bruge på vores egne forskningsprojekter, og nu bliver det gjort til en helt normal arbejdsdag med møder og undervisning. Det er et meget uheldigt signal at sende, da mange forskere har problemer med at få tilstrækkelig og sammenhængende forskningstid”, siger Thomas Vils Pedersen.

Truer med at tælle timer

Signe Møller Johansen, specialkonsulent og fællestillidsrepræsentant for teknisk-administrative AC-medarbejdere på KU, peger på, at det for alle medarbejdere betyder en lønnedgang på en halv procent uden nogen kompensation.

Hun kalder det ’regnearksledelse’ og en aggressiv ledelsesstil, der skaber mistillid, og som hun stærkt tvivler på vil have den ønskede effekt i form af højere produktivitet.

”Det sender et signal om, at man opfatter KU på linje med en produktionsvirksomhed, hvor man kan prøve at klemme flest mulige timer ud af de ansatte, som allerede er pressede, men den form for ledelse virker ikke på et universitet. Jeg tror på, at motivation, fleksibilitet og tillid giver højere produktivitet, og i øvrigt er det også stik imod nye trends på arbejdsmarkedet, hvor man øger effektiviteten ved at arbejde mindre og indfører 4 dages arbejdsuger”, siger Signe Møller Johansen.

Hun tilføjer, at det giver hende lyst til at appellere til sine kolleger om at passe på sig selv og huske, at de kun får løn for at udføre deres arbejde gennemsnitligt 37 timer om ugen.

”Hvis ledelsen vil være nøjeregnende, kan vi også blive det”, siger hun og fortsætter:

”Det er mit indtryk, at langt de fleste TAP’ere er meget fleksible og arbejder meget, selvom KU ikke ligefrem er lønførende, og når de så tager vores fridage, bliver det pludselig en meget mindre attraktiv arbejdsplads”.

Signe Møller Johansen siger, at de flere steder på KU har været igennem besparelser og afskedigelser, så folk er nervøse og spørger, om det betyder, at stillinger skal nedlægges, når ledelsen skriver, at det vil give en besparelse på 8 millioner kroner svarende til 15 årsværk at inddrage 1. maj som fridag.

Flere giver også udtryk for, at det vil være besværligt at finde pasning til børnene, fordi institutioner og skoler ofte holder lukket 1. maj. Og andre er bekymrede for om det kun er begyndelsen, og ledelsen også vil gå efter andre fridage.

Kritiske eftertanker angående APV’en

Colourbox

Af Steen Nepper Larsen, lektor v. Uddannelsesvidenskab på DPU, Aarhus Universitet

Det er lovpligtigt at foretage APV’er på universiteterne og mange andre steder i samfundet, og som ansatte på Uddannelsesvidenskab på DPU har vi da også velvilligt deltaget i APV 2019. Men siddende over for de mange data kørsler, procenttal og farverige kolonner i Totalrapport 1818 og Enhedsrapport 2479 melder eftertankerne sig.

“Jeg føler mig godt tilpas på mit arbejde”, “Jeg er tilfreds med fremtidsudsigterne i mit arbejde”, “Jeg ved, hvad der forventes af mig i mit arbejde”, “Jeg har mulighed for at udvikle mig”, “Jeg kan anbefale andre at søge arbejde på Aarhus Universitet”… Side op og side ned sættes det selvrapporterende “jeg” i fokus som perspektivisk centrum for at foretage arbejdspladsvurderingen (APV’en). Der spørges ikke ind til kerneydelserne for universitetet: forskning, undervisning, formidling. Ej heller til agtelsen for universitetets samfundsmæssige og kulturelle opgave som dannelses- og åndsinstitution og som formidler af ny viden til alle og enhver.

Tilsyneladende er det vigtigere at spørge ind til “jegets” psykiske og selvevaluerende konstitution end at stille spørgsmål af typen: “Er det muligt for dig og dine kolleger at danne og uddanne de studerende på det højest tænkelige niveau?”, “Bidrager den nuværende uddannelsespolitik til, at universitetets raison d’être kan videreføres, agtes og praktiseres?”, “Hvorfor skære ned på vejledning og holdundervisning – og afskaffe mundtlig censur på bachelor- og specialeforsvar og specialeudtalelsen – selvom disse evident forringende tiltag modsiges af didaktisk og pædagogisk viden?”

Således får APV’en en meget uheldig slagside mod det individuelle og jegcentrerede. Det bliver umuligt at italesætte erfaringer og formulere en differentieret kritik af de forringede vilkår, vi driver universitetet på. Som ansatte tilskyndes vi ikke til at formulere os inden for en fælles og intersubjektivt baseret kommunikationshorisont. Dertil kommer, at de uddannelsesstrukturelle, uddannelsespolitiske og hverdagsundervisningspraktiske erfaringer udblændes og “glemmes”.

Kort sagt producerer APV’en blindhed ved primært at spørge til hin enkeltes sentimenter. Vi tvinges til at foretage en kortåndet subjektiv selvfordobling på kommando – til at tale højt og “ærligt”, selvom det foregår tavst og sker anonymt – indrammet af en kvalitetsløs, doven og substansindifferent 5-trinsskala.

Videnskabsteoretisk er grundlaget for produktion af viden meget tyndt. Man rammes uvilkårligt af følelsen af endnu en gang at deltage i en dyr og ritualiseret spildtidsmaskine, der hellere vil meningspludre og psykosovse end drøfte væsentlige anliggender.

Steen Nepper Larsen

Loyalitet og ambassadørvillighed
På side 3 i såvel DPU’s APV 2019 som Uddannelsesvidenskabs ditto omtales indikatorerne “loyalitet” og “ambassadørvillighed” – sidstnævnte ligner en fiks neologisme. Og jo da, det er jo ikke dårligt at være ansat på AU i en tid, hvor der er blevet fyret ca. 500 universitetsansatte lektorer ud af i alt ca. 13.500 på landsplan det sidste års tid. Tænk blot på AUC og RUC.

AU’s ledelse er økonomisk påholdende, strategisk efne og foregribende i deres overgreb på universitetet. Ved hjælp af en nidkær anvendelse af fremdriftsreformen er det lykkedes at producere færdige kandidater på rekordtid. Dertil kommer så de ovennævnte besparelser på vejledning, eksaminationer mv. Snart skal vi sikkert også til at foretage enebedømmelser af de studerende, selvom retsgarantier for upartiskhed og uhildethed vil blive trådt under fode. Så jo, lad mig fluks blive ambassadør og fortaler for en institution, der endnu ikke fyrer mig og mine kolleger, men ligefrem fik “foræret” tretten nye stillinger i 2018.

Men problemet er, at disse dilemmaer, modsætninger og stridende rationaler, der gemmer sig inde i og bag tallene for hhv. loyalitet og ambassadørvillighed, ikke får mæle. Igen druknes de data, der kom ud af at spørge folk, om de er veltilfredse og kan anbefale andre at søge ansættelse på AU.

Kort sagt giver APV’en ikke de ansatte mulighed for at artikulere og videreformidle komplekse tanker og udsagn, der ville kunne læres noget af. Igen produceres der overfladisk “viden”. Som om vi som højtuddannede og rimeligt selvstændigt tænkende væsener skal se os portrætteret som potentielle bærere af hverveplakater for AU og servile uddelere af smileyer. Jeg føler mig m.a.o. talt ned til, og det er fandens trættende på både “den korte og den lange bane”, som man siger.

En behændig krydskobling af “kvant” og “kval”
Det snedige og metodisk-konsensuelthelgarderende ved udformningen og serveringen af APV’en er, at den formår at krydskoble de umage størrelser: “kvant” og “kval”. På sin vis er der mulighed for at høste kvalitative pseudofænomenologiske rådata (“hvordan har du det-agtigheder”) i form af kvantitative “udsagn” (dvs. ratede værdidomme sans phrase = helt nøgne numeriske talstørrelser: 1-5) inden for et lukket og frem for alt ikkeargumenterende eller åbent reflekterende univers bestående af rigtige talehandlinger inkl. et muligt semantisk overskud af mening. Således afvæbnes kritikken og en del af ubehaget ved at deltage a priori; thi det kan jo hævdes, at medarbejderne er blevet hørt, og at det enkelte menneskes stemme er blevet repræsenteret og i multiadderet form tegner APV-stemningen på arbejdspladsen.

Måske helgarderingen bedst kan forstås som en postpositivismekritisk form for nypositivisme, der booster positivistiske og nivellerende data kørsler med individuelle smagsytringer, der kun kan ytres inden for et altid-allerede fastlagt rum, afgrænset af forsimplede spørgsmål. På denne måde forsvinder totaliteten os af hænde og ikke mindst af syne. Komplekse analytiske begreber og tankeformer kan ikke ytres. Det dilemmafyldte arbejdsfelt, vi “befolker” og virker inden for som universitetsansatte, bliver ikke talt frem i sin egen ret, men snarere hakket i stykker af kolonner af indhøstede sentimenter omformet til kvalitetsløse rækker af gennemsnitstal.

Den private brug af fornuften overtrumfer den offentlige ditto
I sin berømte tekst “Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?” fra 1784 skelner Immanuel Kant mellem den private og den offentlige brug af fornuften. Den private brug af fornuften praktiseres inden for erhvervets sfære, hvor man er forpligtet til at adlyde. Kant har en lydig embedsmand i tankerne, der udøver et borgerligt erhverv. Privatbrugen af fornuften kan ikke være fuldstændig fri; den må være indskrænket og tage hensyn til de mål, som forvaltningsapparatet er sat til at følge i fællesskabets tjeneste i det borgerlige samfund.

Men den offentlige brug af fornuften er derimod ikke styret af krav fra ansættelsesforholdet, ej heller kan den reduceres til at have rod i eller udtrykke privatpersonens særinteresser. Den offentlige brug af fornuften drejer sig helt fundamentalt om tankefrihed og om at værne om et offentligt rum, inden for hvilket den frit tænkende borger kan udtrykke sig. Kant begrunder eksistensen af – og forsvarer muligheden for at etablere – et lærd, læsende, lyttende og talende publikum, der – læst og fortolket kritisk i en 2019-kontekst – eksempelvis kan føre samtaler om, hvornår det er betimeligt eller måske ligefrem ødelæggende for fornuften og friheden at skulle være tvunget til at agere som lydige tandhjul i en stor maskine.

Det ligger ligefor at foretage en tydning af APV’en ved hjælp af Kants distinktion mellem den private og den offentlige brug af fornuften. Når vi som universitetsansatte mere eller mindre velvilligt deltager i APV’en, så gør vi anvendelse af den private fornuft. Vi giver med andre ord arbejdspladsens, hvad arbejdspladsens er. Men samtidig ligger den offentlige brug af fornuften underdrejet. APV’erne bliver ligesom kursusevalueringerne på Blackboard, budgetlægningerne, Londonmodelkursusdesignet, studietrinstilvækstberegningerne etc. til afsjælede anliggender for en servil og privat brug af fornuften; mens den offentlige brug af fornuften svinder ind.

Den universitære offentlighed risikerer at udånde, når de ansattes fornuft i stigende grad fjern- og fremmedbestemmes af ydre instanser og placeres inden for ritualiserede sprogspil, der ikke just er præget af en autotelisk og fællesskabsstiftende fornuftsbrug, dvs. en brug af fornuften, der på én gang ikke har et andet mål end sig selv, men som dermed samtidig kan kvalificere det fælles virke i nysgerrighed, åbenhed og frihed. Ambitionen må bestå i, at vi formår at artikulere et stærkere vi.

Så længe vi afæskes svar på lukke(n) de spørgsmål, bliver vi gjort dummere, end godt er, ved udelukkende at privatisere brugen af fornuften. Lad os genrejse res publica, en fælles offentlighed med højt til loftet, hvori vi aktivt gør brug af fornuften uden angst. Vi kunne passende starte med at opfinde et alternativ til APV’en og kaste os ud i en fælles samtale om, hvordan det rent faktisk går på universitetet og ikke mindst står til med universitetets idé og ånd(enød).

Socialdemokratisk slingrekurs skaber ny usikkerhed om taxameterløft

Socialdemokratiets uddannelses- og forskningsordfører, Kasper Sand Kjær vil ikke love, at taxameterløftet kommer med på finansloven. Foto: Steen Brogaard

Universiteterne står til at miste 280 millioner kroner ved årsskiftet, hvor taxameterløftet til de humanistiske, samfundsvidenskabelige og juridiske uddannelser udløber.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Socialdemokratiet lovede ellers under valgkampen at ville videreføre den økonomiske håndsrækning til de trængte uddannelser, men nye udtalelser skaber nu usikkerhed om, hvorvidt S-regeringen vil afsætte penge til formålet på næste års finanslov.
”Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvorvidt taxameterløftet bliver videreført eller ej. Det kan vi først løfte sløret for, når vi sidst i september fremlægger vores finanslovsforslag”, siger Socialdemokratiets uddannelses- og forskningsordfører, Kasper Sand Kjær til Magisterbladet.
Taxameterløftet blev indført i 2010, efter at en rapport konkluderede, at uddannelserne på det lave taxameter, primært indenfor humaniora samfundsvidenskab og jura, var underfinansierede. De blev derfor tildelt 5.000 kr. ekstra per bestående studenterårsværk, for at sikre ressourcer til flere undervisnings- og vejledningstimer.
Flere kilder, herunder Henrik Halkier, dekan på Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet, har advaret om, at det vil få fatale konsekvenser for kvaliteten af undervisningen og forskningen og sandsynligvis føre til nye afskedigelser, hvis de berørte universiteter mister de mange millioner.
Ifølge Jesper Langergaard, direktør for interesseorganisationen Danske Universiteter, skaber situationen uro på universiteterne, fordi de bliver forhindret i at kunne planlægge deres økonomi for 2020 ordentligt.
Johnny Laursen, dekan på Det Humanistiske Fakultet på Aarhus Universitet, der står til at miste 75 millioner kroner om året, siger:
”De humanistiske uddannelser har allerede været igennem en lang proces, hvor vi har håndteret både dimensioneringen og omprioriteringsbidraget. Der er et meget stort indtægtstab på den konto, og udsigten til at vores økonomi kan blive endnu mere udsultet, er stærkt foruroligende”.

Løfter under valgkamp
Op til valget var flere Socialdemokrater ellers klare i mælet. Flere gange sagde de, ligesom andre partier, at taxameterløftet vil blive videreført.
“Nu siger vi med åbne øjne, at vi forpligter os til, at det løft fortsætter. Det vil vi gerne bruge nogle penge på,” sagde Mattias Tesfaye (S) til Altinget.
Da Magisterbladet interviewede nu forhenværende uddannelses- og forskningsordfører, Mette Reissmann, kaldte hun det blandt andet en skandale, at VLAK-regeringen ikke havde indkaldt til forhandlinger om en forlængelse.
”Taxameterløftet skal selvfølgelig være der. Jeg synes simpelt hen, at det er uanstændigt, at regeringen ikke har taget fat på, at vi skulle have det taxameterløft før, at valget blev udskrevet”, sagde hun.
Det tolkede Danske Universiteter som et klart løfte, siger Jesper Langergaard.

Hul i statskassen
Tonen havde fået en anden lyd, da finansminister Nicolai Wammen den 27. august på et pressemøde præsenterede resultatet af regeringens kasseeftersyn, altså gennemgangen af statens finanser, som det er kutyme, at en ny regering gennemfører, når den kommer til magten.
Det viste, at der er et hul i statskassen på 3,5 milliarder kroner i 2020 som følge af ubetalte regninger efterladt af den tidligere regering. Blandt posterne nævnes specifikt taxameterløftet.
Et internt regeringsnotat fra Finansministeriet, som Altinget angiveligt er i besiddelse, skulle dog vise, at taxameterløftet måske bliver inkluderet i regeringens udspil til finanslov, der ventes at komme sidst i september inden Folketingets åbning 1. oktober.
Der skulle være afsat 1,8 mia. kr. i forhandlingsreserve, heraf 0,3 mia. til at lukke et “hul” i budgetterne på de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser. Med andre ord er pengene afsat, så man har mulighed for at komme med indrømmelser til regeringens støttepartier, når der skal forhandles.
Ifølge Altinget er notatet, der er dateret 5. september, en ”foreløbig prioriteringsskitse”, der ikke er godkendt af regeringen endnu, men som er blevet skrevet af embedsmændene i Finansministeriet efter et møde i regeringens koordinationsudvalg.
Kasper Sand Kjær siger til Magisterbladet, at han ikke vil kommentere på ”et eller andet lækket embedsmandspapir”.
Katrine Robsøe, uddannelsesordfører for Radikale, siger til Altinget, at det desværre ser ud til, at Socialdemokratiet vil gøre taxameterløftet til en brik i det politiske spil om finansloven. Hun kalder det uforståeligt og ødelæggende, hvis partiet ikke lever op til det, man sagde før valget.
Dansk Magisterforenings (DM) formand Camilla Gregersen, har kæmpet for at få taxametret videreført i 2020 og få det gjort permanent, så universiteterne ikke skal være usikre på, om pengene kommer hvert år.
”Derfor har jeg også i alle relevante sammenhænge rejst problemet over for politikerne, og jeg har mødt forståelse, som jeg nu forventer omsættes til handling, så løftet kommer på finansloven,” udtaler Camilla Gregersen.

Kvote 2: Kloge børn eller kloges børn?

Politikere ønsker nyt optagelsessystem med øget brug af kvote 2-redskaber. Men er kvote 2-optagne studerende kloge, eller har de bare lært af deres kloge forældre, hvordan man virker klog?

Politikerne ønsker en revidering af optagelsessystemet, men findes der overhovedet bedre alternativer? “I andre lande er de misundelige på vores optagelsessystem”, fortæller forsker, der advarer imod kvote 2-optag, der favoriserer elitens børn.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk – Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Karakterræs og ekstreme adgangskvoter på de mest søgte uddannelser har skabt politisk flertal for at ændre optagelsessystemet. Både regeringen og støttepartierne SF og Radikale Venstre ønsker et nyt optagelsessystem, hvor karakterer spiller en mindre rolle.

“Det skal bygge mere på optagelsessamtaler og optagelsesprøver”, har SF’s gruppeformand, Jacob Mark, udtalt til DR og begrundet med, at dårlige karakterer i irrelevante fag kan ødelægge ens muligheder for at komme ind på drømmestudiet.

Han ønsker folketingsforhandlinger inden jul om et nyt optagelsessystem. Og den er uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) helt med på. “Det, synes jeg, meget usunde fokus på karakterer i de seneste år skal blødes op. Der er brug for hele mennesker, der kan tænke kreativt, kritisk og er motiverede. Karaktererne fylder for meget, og de fylder i særdeleshed for meget for vores unge, som i mange tilfælde knækker, hvis de ikke får lige præcis den karakter, de har brug for”, udtalte hun ligeledes til DR.

Ved, hvad de skal sige
At droppe karakterer til fordel for kvalitativ udvælgelse kan lyde godt og ædelt, men bagsiden af medaljen er knap så glinsende. Undersøgelser viser nemlig, at kvote 2-optag med ansøgninger og samtaler primært tilgodeser børn af højtuddannede. Politikerne risikerer derfor et tilbageskridt i forhold til at bryde den sociale og uddannelsesmæssige arv.

“Så snart man bevæger sig over i alternative, subjektive optagelseskriterier, har det en tendens til at favorisere børn fra højtuddannede hjem, fordi de er gode til at finde ud af, hvordan man performer – de ved, hvad man skal sige”, fortæller seniorforsker Jens-Peter Thomsen fra forsknings- og analysecenteret VIVE, der forsker i forholdet mellem uddannelse og social mobilitet.

Han advarer politikerne mod at lade sig rive med og forandre et system, som et langt stykke hen ad vejen virker rigtig godt.

“Når de snakker om, at vi fuldstændig skal ændre optagelsessystemet, synes jeg, det er alt for forhastet. Man skal virkelig passe på, at man ikke smider et system ud, som er det mindst ringe”.

Frygter uforudsigelighed
Han fortæller, at forskerkolleger i flere andre lande med en vis misundelse ser på det danske karakterbaserede optagelsessystem, fordi det er enkelt, gennemsigtigt og ikke så socialt skævvridende som optagelsesprøver. Det gælder blandt andet amerikanske universiteter, der har et langt stærkere element af udvælgelse.

“Som barn af kortuddannede er man bedre tjent med et system, der er forudsigeligt. I dag ved du, at du har tre år til at få et højt gennemsnit. Men hvis du til sammenligning kommer til en optagelsesprøve, har du et skud i bøssen, og du aner ikke, hvad der gjorde forskellen. Din retsstilling er helt anderledes”.

Jens-Peter Thomsen peger også på, at karakterræset, som politikerne gerne vil til livs, ikke er et nyt fænomen. Det er blot kommet til at virke voldsommere på grund af den karakterbonus, der blev indført i 2009.

“Jeg anerkender, at der kan være en masse utilsigtede effekter ved karaktersystemet. Men hvad er alternativet? Man fjerner ikke ræset ved at fjerne karakterer. Det vil stadig være håbløst svært at komme ind på psykologi og medicin”.

Hans primære opfordring er, at man grundigt undersøger virkningerne af forskellige metoder, inden man begynder at ændre systemet.

Forhåndsmøde med studiet
Og den bøn er allerede blevet hørt. Den tidligere uddannelsesminister Tommy Ahlers nedsatte i foråret en ministeriel arbejdsgruppe, der netop skal undersøge alternativer og supplerende elementer til det danske optagelsessystem. Det arbejde har været afbrudt af valgkamp, regeringsskifte og sommerferie, men fortsætter nu igen.

En inspiration for den tidligere minister, som Jacob Mark også refererer til, er SDU, der for to år siden indførte en udvidet brug af kvote 2-optag med den såkaldte uniTEST – en multiple choice-øvelse med 60 spørgsmål, som tester evnen til at ræsonnere og forstå forskellige områder. Nogle fag supplerer yderligere uniTESTen med ansøgninger og interview, andre har som led i ansøgningsprocessen, at man skal overvære en undervisning med efterfølgende grupperefleksion. Et meget centralt element er ifølge SDU’s studiechef, Annette Lund, at alle kvote 2-ansøgere møder op på SDU og får et møde med det studie, de vil søge ind på.

“Hovedtesten er, at hvis man ikke synes, man kan afsætte en dag til at komme herhen til optagelsesforløbet, så er det op ad bakke. Så det er i sig selv en mekanisme. Vi hører fra det videnskabelige personale, at det, at de studerende allerede har stiftet bekendtskab med studiet, gør, at de møder ind med et engagement og en drive, man før brugte to-tre uger på at få op at køre”, siger Annette Lund.

Pengene tjenes hjem
Formålet med større kvote 2-optag er at få mere motiverede studerende, der dermed også klarer studierne bedre. Og de ambitioner holder foreløbig stik, viser målingerne.

“Er du kommet igennem kvote 2, har du en prøveperformance, der ligger et par procentpoint bedre end kvote 1. Og det var også det, vi regnede med på forhånd”, siger hun.

Afviklingen af de mange test og aktiviteter er en stor og ressourcekrævende affære. Men kalkulen er, at pengene bliver tjent hjem qua bedre gennemførelse og dermed flere STÅ-midler.

De undersøgelser, der viser, at kvote 2-optag primært fremmer akademikernes børn, kan Annette Lund ikke se afspejlet på SDU.

“Vi kan ikke genkende det. Vi har en hel del personer med en håndværksmæssig baggrund, der har haft svært ved at gennemføre gymnasium og kommer med ringe gennemsnit. De har mulighed for at vise, at de kan og er motiverede. SDU har generelt gode erfaringer med studerende fra ikkeakademiske hjem, hvilket blandt andet skyldes vores geografi”.

Hun tøver ikke med at kalde SDU’s model en succes – for SDU. Om den vil virke andre steder, tør hun ikke sige.

Strategisk karakterjagt
RUC-rektor Hanne Leth Andersen sidder i referencegruppen bag den arbejdsgruppe, der skal undersøge og komme med forslag til et nyt optagelsessystem. Her sidder hun som repræsentant for Danske Universiteter, der i sig selv rummer ret forskellige syn på et ideelt optagelsessystem. Lige fra frontrunnerne på SDU til AU, hvor især prorektor Berit Eika er ivrig talsmand for det karakterbaserede optag.

“I Danske Universiteter mener vi, det er vigtigt, at vi gør os det klart, hvilke udfordringer vi vil løse ved at ændre systemet. Handler det om præstationskultur eller om at nedbringe frafaldet? Og så skal vi finde det rigtige værktøj”, siger Hanne Leth Andersen. Ud fra en mere pædagogisk vinkel ser hun dog personligt gerne, at man bevæger sig væk fra det store karakterfokus.

“Det, at kvote 1 kun optages på karaktersnittet, gør, at man koncentrerer sig om et så højt snit som muligt. Og det avler en strategisk tilgang til undervisning og eksamen. Så i stedet for at eleven udvikler interesse og nysgerrighed og tillader sig at begå fejl, skaber vi incitament til en uhensigtsmæssig strategisk adfærd. Og det er ikke de kompetencer, der er brug for”.

Ønsker mindre vægt på snit
Hun mener, at præstationskulturen er resultatet af en udvikling – en tidsånd – der har stået på i en periode, og som blandt andet er fremmet af politiske tiltag som fremdriftsreform og uddannelsesloft. Derfor ligger løsningen ikke alene i en justering af optagelsessystemet, men det kan være et skridt på vejen.

Hendes eget konkrete forslag er, at man ikke kun kigger på gennemsnittet, men vægter det i forhold til en række udvalgte karakterer, som er relevante for det fag eller hovedområde, man vil studere.

“Mange strømmer mod uddannelser med høje snit, men hvis man får mindsket betydningen af gennemsnittet, vil det også gøre noget ved udbud og efterspørgsel, så man måske får udjævnet den der rush mod enkelte meget omtalte fag og får fokus på at vælge både relevant og personligt rigtigt”.


Mange meninger om optagelsessystemet

Ifølge en rapport udgivet af EVA i 2018 er risikoen for frafald større, jo lavere karakterer i gymnasiet den studerende har fået. rapporten viser samtidig, at frafaldet er mindre i kvote 2-optaget end i kvote 1, men tager forbehold for, at de to grupper ikke er direkte sammenlignelige i forhold til en effektanalyse.

  • Kvalitetsudvalget anbefalede i sin rapport (2014), at uddannelser maksimalt bør have karakteren 7 som adgangskrav, og er der herefter for mange ansøgere, bør de vurderes individuelt, for eksempel gennem motiverede ansøgninger, interview og optagelsesprøver. 
  •  Dansk Industri går officielt ind for et optagelsessystem, hvor karaktergennemsnittet vægtes i forhold til karakterer på relevante enkelte fag.
  • AU’s prorektor, Berit Eika, har argumenteret imod vægtningen af enkeltkarakterer, da det vil skabe yderligere pres for at toppræstere til enkelte eksamener og underminere gymnasieskolens almendannende formål.
  • KU vil fra 2020 fjerne et karakterkrav for kvote 2 og i stedet indføre en prøve for alle kvote 2-ansøgere. På baggrund at testresultatet vil nogle gå videre til vurdering af et fagligt optagelsesudvalg, hvor der suppleres med et interview.

Regeringen dropper at sende myndighedsopgaver i konkurrence

Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

Den nye S-regering opgiver nu at sende forsknings- og rådgivningsopgaver til en værdi af cirka 730 millioner kroner årligt ud i fri konkurrence, da ”der ikke skal være risiko for, at forskningsmiljøer bliver ødelagt på grund af liberal symbolpolitik,” hedder det i en pressemeddelelse.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Det var ellers meningen, at universiteterne skulle kæmpe om Miljø- og Fødevareministeriets opgaver, men de planer meddeler de to ansvarlige ministre – fødevareminister Mogens Jensen og miljøminister Lea Wermelin – nu er droppet.

De begrunder beslutningen med, at der er brug for ro om rammerne for universiteternes forskning og rådgivning. Det risikerer også at skade de meget stærke danske forskningsmiljøer, som det har taget mange år at bygge op, når et område bliver delt eller flyttet fra en institution til en anden, og det vil S-regeringen ikke risikere:

”Vi er afhængige af viden og forskning på allerhøjeste niveau, hvis vi skal lykkes med vores grønne ambitioner. Det skal vi ikke gamble med, som en konkurrenceudsættelse reelt vil gøre her,” udtaler Lea Wermelin i en pressemeddelelse.

Det var daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), der i 2017 besluttede at konkurrenceudsætte ministeriets opgaver. Begrundelsen lød, at det skulle sikre, at skatteborgerne får mest muligt forskning for deres penge.

Sådan gik det dog ikke, da det veterinære beredskab i Danmark som det første område blev sendt i konkurrence. Beredskabet endte med, at blive flyttet fra DTU til Københavns Universitet og Statens Serum Institut, som vandt udbuddet i fællesskab, men manøvren blev alt andet end en succes, konkluderede en rapport fra Rigsrevisionen i februar 2019.

DTU mente, at staldkravene var uklare i udbudsmaterialet, hvilket betød, at DTU spildte 63 millioner kroner på projektering af nye staldfaciliteter til erstatning af dem på Lindholm. Desuden kostede det yderligere 26 millioner at nedlukke de eksisterende veterinære faciliteter. Ministeriet måtte derudover betale 23 millioner kroner ekstra til Statens Serum Institut til dækning af, hvad Rigsrevisionen kalder “overgangsomkostninger”.

Flytningen kostede altså i sidste ende skatteyderne 112 millioner kroner. Da de nye laboratoriefaciliteter blevet forsinket, måtte forsøgene med husdyr på under 15 kg i en overgangsperiode udføres på et tysk laboratorium.

Statsrevisorerne fandt det også utilfredsstillende, at Miljø- og Fødevareministeriet ikke havde vurderet, hvilken virkning flytningen ville have på det veterinære forskningsmiljø, og ministeren undlod også at høre universitetsledelserne, inden han traf beslutningen.

Sagen fik Miljø- og Fødevareministeriet til at sætte konkurrenceudsættelsen af andre områder af universiteternes myndighedsbetjening i bero, men regeringsskiftet betyder altså, at planerne nu opgives helt.

Ministeriet har i dag forskningsaftaler med Aarhus Universitet, DTU og Københavns Universitet. AU står eksempelvis for forskning, rådgivning og overvågning på miljø-, natur- og fødevareområdet. Ministeriets kontrakt med AU beløber sig til knap 400 millioner kroner årligt.

Formålet med den uvildige forskning og rådgivning er at sikre et vidensbaseret grundlag for politikernes beslutninger.

Det fremgår også af pressemeddelelsen fra ministeriet, at man i løbet af efteråret vil opdatere retningslinjerne for forskningsbaseret myndighedsbetjening.

Manden, der ikke vil holde kæft

NBI har bevaret Niels Bohrs kontor, som det så ud, så Bjarne Andresen kan sidde i den verdensberømte fysikers lænestol, hvis han mangler en forskningsidé.

Bjarne Andresen har gennem sine 50 år som ansat på Københavns Universitet kæmpet for ordentlige arbejdsvilkår. Han erkender, at han tilhører en privilegeret generation, men nutidens unge forskere burde også selv sige fra og brokke sig mere, mener han.

Tekst og foto Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

Det er ikke mange forundt at være 50 år på den samme arbejdsplads, og endnu færre overlever formentligt så længe, hvis de tilmed er typen, der nægter at holde mund.

Netop sådan en type er Bjarne Andresen, lektor på Niels Bohr Institutet (NBI) på Københavns Universitet, hvor han har været ansat siden 1969 – altså i 50 af sine 70 leveår.

“Det er ikke uden omkostninger at være åbenmundet, men jeg kan ikke lade være. Det ligger i min natur. Hvis noget er urimeligt, får folk det at vide”, siger 50-års jubilaren og smiler.

Han husker, at han allerede begyndte at engagere sig i universitetspolitik som specialestuderende ved Kemisk Laboratorium III, som det hed dengang, på KU.

“Jeg er altid blevet indigneret, hvis jeg oplever nogen blive dårligt behandlet. Der var et tilfælde, hvor en laborant af en eller anden grund var blevet lagt for had af ledelsen, og så gik jeg til professoren, slog i bordet og sagde: “Det kan I ikke være bekendt”. Og han lyttede minsandten, selvom jeg “bare” var en student”, siger Bjarne Andresen.

Så var interessen for det faglige arbejde vakt, og siden den dag har han engageret sig, fordi han følte, at han kunne gøre en forskel.

Listen over tillidshverv gennem årene er lang: Tillidsrepræsentant og næstformand for samarbejdsudvalg, bestyrelsesmedlem for universitetslærerne i Dansk Magisterforening, bestyrelsesmedlem for DM, medstifter af og medlem af forretningsudvalget for Universitetslærerforeningen og formand for Udvalget for Forskning og Undervisning under AC er blot nogle at titlerne.

Indflydelse formindsket
Selvom mulighederne for at få indflydelse blev markant ringere med ændringen af universitetsloven i 2003, der afskaffede de valgte ledere, har han alligevel holdt ved, for som han siger, giver det stadig indflydelse at sidde til bords med de høje herrer og se dem direkte i øjnene.

Om medarbejderne så også bliver hørt, afhænger dog i dag i høj grad af, hvem der er leder, siger han.

“Vi har på NBI for tiden en institutleder, som er villig til at lytte og samarbejde om at løse problemerne. Han lytter og går så hjem og tænker sig om en gang til, men det gør langtfra alle ledere”, siger Bjarne Andresen.

Han tilføjer, at problemet er, at der er indført et system, hvor lederne får hug, hvis de ikke udviser loyalitet over for lederen over dem i hierarkiet – altså institutlederen over for dekanen, dekanen over for rektor osv.

“Det er totalt ødelæggende, da en god leders loyalitet skal pege nedad over for dem, vedkommende har magt over, og som leverer universitetets produkter, ikke opad mod endnu større magtmennesker. Samarbejde virker meget bedre, da hårene stritter på forskere, der får ordrer. Hvis vi bliver involveret og får forklaret situationen, vil vi gå med til meget mere”, siger han.

Tilbudt karriere i USA
Han blev selv først fastansat som lektor i 1978 ved Fysisk Laboratorium II, som fra 2005 skiftede navn til NBI. Fra 1971 til 1978 var han tidsbegrænset ansat som kandidat-, senior- og forskningsrådsstipendiat, herunder med ophold ved Caltech i 1972-1973 og The University of Chicago fra 1975 til 1976. Faktisk var han på nippet til at blive i USA endnu tidligere, da en fysikprofessor ved Wesleyan University, hvor han læste i 1966-1967 umiddelbart efter studentereksamen, tilbød ham et ph.d.-stipendium, men Bjarne Andresen afslog høfligt, og det har han aldrig fortrudt.

“Jeg har i hele min karriere haft frihed til at gøre, hvad jeg havde lyst til. Ingen har fortalt mig, hvad jeg skulle arbejde med, så jeg har været privilegeret. Det er der så forhåbentlig kommet god fundamental indsigt ud af”, siger han.

Han tilføjer, at han gennem karrieren har været drevet af nysgerrighed i alle mulige forskellige retninger. I en periode var han licentiat (ph.d.)studerende) fem dage om ugen, og om lørdagen læste han jura. Han har også sideløbende gennemført studier i datalogi og biokemi og har altid ladet sin forskning drive af sin trang til at undersøge ting. Det betyder også, at han har skiftet forskningsfokus flere gange gennem årene.

Indtil 1976 forskede han i, hvad der sker, når atomer kolliderer, men senere blev han interesseret i termodynamik og udviklede teorier inden for energitab i fx motorer, som så igen ledte til mere generel optimeringsteori. Kort efter oliekrisen i 1973 var han medstifter af forskningsfeltet endelig tids termodynamik, som fokuserer på tabene ved at have travlt.

Nysgerrigheden og glæden ved at finde løsningen på et problem eller finde en ny vej fik han med hjemmefra fra forældrene, der begge var folkeskolelærere.

“Jeg fik altid at vide, at intet er umuligt – du har bare ikke fundet løsningen endnu, og det har jeg taget med mig”, siger Bjarne Andresen.

Unge må sige fra
Han husker, at han sagde til sin institutleder for snart 20 år siden, at han ikke ville søge forskningsmidler længere, da han havde vigtigere ting at bruge sin tid og kompetencer på, og det blev ikke modsagt, siger Bjarne Andresen og smiler.

Han erkender, at det vil være noget nær umuligt at forestille sig, at unge forskere vil blive tilbudt lignende arbejdsvilkår i dag, sådan som systemet nu er indrettet. Han har derfor også ondt af sine unge forskerkolleger, fordi de er afhængige af hele tiden at skulle skaffe penge, og fordi de har usikre ansættelsesvilkår, indtil de er langt oppe i 40’erne.

“De hopper fra ansættelse til ansættelse, hvor de skal udfylde specifikke arbejdsopgaver, hvilket betyder, at de ikke får mulighed for at forfølge deres egne ideer. Det er dybt sørgeligt, at ingen tror på dem og giver dem frie hænder. Der drives rovdrift på de unge kompetente forskertalenter, vi har”, siger Bjarne Andresen.

Han mener dog, at de unge forskere også bærer et ansvar, fordi de ikke siger fra over for de arbejdsvilkår, som de bliver budt.

“De unge brokker sig ikke, fordi de ikke har oplevet, hvordan det burde være at være universitetsforsker. De fleste er et produkt af systemet, men man skal aldrig bare acceptere, at sådan er betingelserne. Universitetet skal være et tempel for nysgerrig søgen efter viden uden politiske eller merkantile krav”, siger han.

Blev del af klimafejde
Bjarne Andresen tilføjer, at det kan have personlige konsekvenser at sige fra over for systemet. Han har i hvert fald pålidelige informationer om, at han aldrig er blevet udnævnt til professor, selvom han bl.a. med en doktorgrad lever op til kriterierne for at blive forfremmet, fordi han har været kritisk og åbenmundet.

Hans kompromisløse stil var også årsagen til, at han havnede i lidt af et mediestormvejr tilbage i 2007, hvor han sammen med en kollega skrev en forskningsartikel, hvori de påpegede, at konceptet en global gennemsnitstemperatur er en fysisk umulighed. Det kunne bruges i debatten af klimaskeptikerne, for hvis man ikke kan udregne en gennemsnitstemperatur, hvordan kan man så påstå, at temperaturen er stigende?

“Jeg har kun taget videnskabelig stilling til eksistensen af denne termodynamiske størrelse, men helvede brød løs, og journalister ringede fra alle kontinenter på nær Antarktis i en uge. Længere rækker journalisters hukommelse åbenbart ikke, for derefter døde det brat”, siger han og smiler.

Han understreger, at han ikke har skrevet noget, som han har fortrudt, og at medieblæsten er noget, som han tager med.

Bjarne Andresen fastholder, at de statistiske metoder, som visse forskere benytter, er ganske subjektive, og at gennemsnitsberegninger kan foretages på uendeligt mange måder med vidt forskellige resultater.

Alt efter metoden kan man nå frem til, at temperaturen enten er stigende eller faldende, og at vi altså enten er på vej mod en overophedning af kloden eller en ny istid.

“Man har traditionelt benyttet en bestemt måde at udregne gennemsnitlig global temperatur på, men vi mangler en fundamental videnskabelig begrundelse for, at det lige er den metode, man har valgt”, siger Bjarne Andresen.

Han tilføjer, at han ikke betvivler, at klimaet ændrer sig i disse år – som til alle tider – og at mennesket yder et bidrag til forandringerne, men det irriterer ham, at mange klimaforskere udtaler sig politisk med deres forskerkasket på. “Det ville være mere underligt, hvis klimaet forblev det samme. Klimaforandringer er imidlertid snarere et politisk problem, fordi de skaber menneskelige katastrofer og giver risiko for krige og migration”, siger Bjarne Andresen, der blandt andet er i gang med et projekt, hvor de forsøger at finde en ny metode til at måle klimaforandringerne, som er i overensstemmelse med termodynamikkens love. På pension går han ikke lige foreløbig.

Forsker på trods

 

 

Fysikeren Jesper Møller Grimstrup kan ikke slippe sin søgen efter en teori for kvantegravitation, selv om ingen i forskningssystemet vil støtte eller ansætte ham. nu har han skrevet en bog om at gå sine egne veje som forsker.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk – Foto: Les Kaner

“Og er det ikke essensen af at forske? At satse alt, det hele, at være arrogant og trodsig og aldrig kapitulere, at blive ved med at ro ud over vandfaldene – og at vælge dem så store som overhovedet muligt – at prøve at forestille sig løsningen, før man rammer bunden, før klipperne knuser en? Hvad de sikkert vil gøre. Men så har man i det mindste forsøgt”.

Sådan lyder en passage fra Jesper Møller Grimstrups bog “Shell Beach”. En selvbiografisk, selvreflekterende bog om en forsker, der stædigt fortsætter arbejdet med en teori – Quantum Holonomy Theory – han selv har udviklet, selv om der hverken er penge eller plads til ham i den etablerede forskningsverden.

Med økonomi fra salget af sin lejlighed, fra et crowdfundingprojekt og fra en privat sponsor hægter han sig fast i udviklingen af sin teori, som han tror kan være den teori om kvantegravitation, der skulle kunne forklare nogle af de mest grundlæggende fysiske spørgsmål. En mytisk teori, som blandt andre Stephen Hawking udpegede som “The theory of everything”.

Idé for god til at dø
Jesper Møller Grimstrup er uddannet som fysiker fra KU og har en ph.d.grad fra University of Vienna. Fra 2003 til 2011 har han haft postdocstillinger i Reykjavik og på Niels Bohr Institutet samt været gæsteforsker ved Institut des Hautes Études Scientifiques i Frankrig. I 2003 mødte han matematikeren Johannes Aastrup, som siden har været hans makker i jagten på den banebrydende teori. Men hvor Johannes Aastrup fik arbejde ved Leibniz Universität i Hannover, så udtørrede brønden med stipendier og forskningsstøtte for Jesper Møller Grimstrup. Og der kunne historien være sluttet, som den gør for mange andre håbefulde forskere, der til sidst indser, at de mangler held, talent eller begge dele, og finder andre måder at ernære sig på. Den slutning vil Jesper Møller Grimstrup bare ikke acceptere.

“Jeg vil aldrig lande en permanent stilling uden at overbevise folk om vores ideer. De forskellige forskningssamfund må acceptere os, ellers bliver jeg aldrig ansat. Og det mest vanvittige er, at jeg i virkeligheden ikke ønsker at blive ansat, det er ikke meningen, at jeg skal være universitetsprofessor. Det, jeg ønsker, er at finde nogen til at hjælpe os, arbejde sammen med os, slutte sig til os. Jeg vil gerne lade ideen gå videre til andre. Den er for god til at lade dø”, skriver han.

Fysikstammer
Bogen er skrevet som en slags personlig afrapportering til dem, som har støttet den crowdfundingkampagne, der siden 2016 har medfinansieret hans forskning og livsophold. Den fortæller om udviklingen af Quantum Holonomy Theory, men det er i høj grad også en beretning om hans liv og oplevelser i jagten på støtte og anerkendelse af teorien samt de personlige op- og nedture, tvivl og tro, der følger med. Han oplever selv, at den manglende opbakning langt hen ad vejen skyldes, at hans teori falder uden for de toneangivende teoretiske skoler.

“Teoretisk fysik består af stammer, og hver stamme har sit eget magthierarki. Du skaber en karriere inden for en stamme ved at arbejde dig opad. Og hvis du ikke tilhører en af stammerne, vil du simpelthen ikke klare det. Du er en fjende, du er en anomali, i bedste fald er du et nul”.

På den måde bliver bogen også et kritisk inside-/outsideportræt af forskningsverdenen og dens magtstrukturer.

Jagt på noget større
Ideen bag Quantum Holonomy Theory opstod hos Jesper Møller Grimstrup på en rejse til Tibet i 2002. Rejser og vildmarksliv er hans anden store passion, og i bogen flyder naturoplevelserne og de fysikteoretiske overvejelser sammen i en næsten religiøs enhed.

“På en underlig omvendt måde tror jeg, at vores søgen efter videnskabelig sandhed, vores jagt på den endelige teori og det videnskabelige projekt i sin helhed ultimativt er en søgen efter en mytologisk fortælling. Det er en intellektuel søgen efter noget, der ligger uden for det intellektuelle”.

Bogen slutter før fortællingen. Om Jesper Møller Grimstrups teori rummer de svar, han håber på, og hvor længe han kan holde liv i sit forskningsarbejde på “low budget”, vil fremtiden vise. Foreløbig er der ingen slinger i valsen, fastslår han i en mail til Forskerforum: “Jeg føler det næsten som et personligt ansvar at tage vare på den ide og få svar på, hvad den indeholder”.


“Jeg fortryder ikke noget”

Jesper Køller Grimstrup mener, at det havde været en karrieremæssigt sikrere vej at lægge sig op ad de toneangivende forskningsområder, men det havde været at gå på kompromis med hans integritet som forsker.

Hvilke fordele og ulemper har det at være selvstændig forsker?

“Ulempen er økonomien. Jeg har en ret stram økonomi. Fordelen er, at jeg har meget mere ro. Ingen stress med at tænke på cv, publikationsliste, citationer, forskningsansøgninger, undervisning og alt det andet “støj”, som man bliver målt på i den moderne universitetsverden. Jeg har 100 procents frihed til at gøre, lige hvad jeg vil”.

Hvordan ser din arbejdsdag ud?

“Jeg har ikke nogen fast rytme. Der er perioder, hvor jeg arbejder næsten i døgndrift, hvis vi for eksempel har en god idé, hvor det er oplagt, hvad der skal gøres. Der er andre perioder, hvor jeg ikke arbejder så meget, fordi vi mest går og overvejer det næste skridt. Jeg har skruet en smule ned for tempoet. I perioden 2004 til 2017 arbejdede jeg meget intenst. I det sidste års tid har jeg taget den mere med ro. Jeg har blandt andet også fokuseret mere på at deltage i debatten om klimaet”.

Du skriver i bogen om forsknings”stammer”, hvor “man arbejder sig op indefra”. Hvad skulle du have gjort anderledes i din karriere, hvis du skulle have valgt en sikker vej?

“Den strategi, man som ung teoretisk fysiker skal anvende, hvis man vil have en fast stilling på et universitet, er at 1) være teknisk ekstremt dygtig og 2) arbejde så tæt på mainstream som muligt. Man skal sørge for at producere en masse artikler, der bliver citeret så meget som muligt, hvilket vil sige, at man skal arbejde på noget, som mange andre også arbejder på. Man skal også helst publicere sammen med folk, der er højt oppe i hierarkiet. Det giver anseelse og flere citationer. Så jeg skulle have arbejdet på noget, der ligger meget nærmere mainstream, for eksempel strengteori, som næsten alle på Niels Bohr Institutet arbejdede med, da jeg var der”.

Ærgrer du dig i dag over, at du ikke spillede «sikkert spil» og sikrede dig en platform (fastansættelse), du kunne have udviklet din teori ud fra?

“Nej. Jeg fortryder ikke noget. Hvis man vil bedrive grundforskning, må man efter min mening være villig til at risikere noget. Med “sikkert spil” sikrer man sig muligvis en karriere, men man går samtidig på kompromis med sin integritet som forsker. Hvis jeg først havde arbejdet på at sikre mig en fast stilling, så ville jeg heller aldrig have udviklet vores ideer til det niveau, som de har nu. Jeg mener i øvrigt ikke, at det er en selvfølge, at grundforskning skal foregå på et universitet. Og unge forskere, der står over for et valg mellem deres egne ideer og deres karriere, skal måske overveje, om de kan finde andre rammer for deres virke. Det gør forfattere, kunstnere og musikere også, så hvorfor ikke forskere?”

Hvor ser du dig selv om ti år?

“Det har jeg ingen anelse om. Heldigvis. Men jeg håber på, at Johannes og jeg har fundet nogle svar på vores spørgsmål. Jeg regner med, at vi bliver ved med at arbejde, indtil vi enten bliver overbevist om, at vi befinder os i en blindgyde, eller når i mål”.

Jesper Møller Grimstrup ønskede ikke at medvirke i et mundtligt interview om sin bog. Interviewet er derfor foregået som e-mailkorrespondance. “Det skal ikke forstås som et udtryk for manglende interesse. Men jeg har det lidt som med alle de andre ting, jeg foretager mig (forskning, crowdfunding), at jeg gør tingene lidt på min egen måde”, forklarede han.

 


Professor: UheldIg og introvert

Ryszard Nest, professor ved institut for matematik på ku, har tidligere sampubliceret med Jesper Møller Grimstrup og Johannes Aastrup. Forskerforum har bedt ham vurdere deres arbejde og grunden til, at Jesper Møller Grimstrup ikke har kunnet finde fodfæste i forskningsverdenen.

“Der er bestemt kvalitet i deres forskning. men om den er så banebrydende, som Jesper Møller Grimstrup mener, og om den ligefrem løser universets gåde … det er ikke så nemt at sige. det sidste, jeg har set, er gået mere i en standardretning”, siger Ryszard Nest.

Han bekræfter Jesper Møller Grimstrups påstand om, at man som forsker har bedre chancer, hvis man holder sig til mainstreamforskningen.

“Særligt i fysik er der ting, der er meget modebestemte. og ligger man uden for hovedfeltet, bliver man nemt marginaliseret. Jesper har været uheldig i, at der ikke er så mange, der interesserer sig for hans område. men det er også lidt hans egen fejl, for han har ikke været god til at udvikle de kontakter, der gør, at man får samarbejdspartnere og støtte. det er meget få mennesker uden sociale evner, der klarer sig, særligt inden for fysik, hvor konkurrencen er meget hård”.