Forfatterarkiv: FORSKERforum

Søren Pind måler danske unges dannelses-niveau

2. UDGAVE. Den 28. juni 2015 tiltrådte Esben Lunde Larsen som uddannelsesminister. Han brandede sig selv som den første ph.d. på posten, samt med en programerklæring om at blive ”dannelsesministeren” (WEEKENDAVISEN). Det blev dog ved den værdipolitiske markering, for i praksis tog han ingen initiativer til at højne dannelsesindholdet i studierne, før han i en regeringskabale blev miljøminister – efter FORSKERforum havde snuppet ham i CV-fusk (SE AFSLØRING) og efter turbulent undersøgelse af, om der var plagiat i hans ph.d.-afhandling.

Den 28. november 2016 blev han afløst af Søren Pind, som gentog den værdipolitiske markering med programerklæringer om mere dannelse og filosofikum. Da titlen “dannelsesministeren” var taget, kaldte han sig ”fremtidsministeren”. Siden er han blevet frittet om, hvad dannelses-erklæringen kan komme til at betyde for uddannelserne i praksis – ’hvad skal gå fra i studieplaner for at give plads til dannelsesfag’? – men ministeren har ikke taget konkrete politiske eller strukturelle initiativer på området.

Men måske får ministeren et håndtag at gribe i. Til november får Pind nemlig et pejlemærke på, hvor dannede eller udannede de danske studerendes er. Her offentliggøres resultaterne af en international sammenligning i en spørgeskema-undersøgelse blandt skoleelever og lærere i udskoling i 38 lande. Svarene måler angiveligt ”hvordan de er klædt på til at indgå som aktive borger i civilsamfundet”. Der er spurgt ind til holdninger til civilsamfundet, deltagelse i civilsamfundet, deres borgeridentitet og interesse i politiske og sociale emner m.m.

Oplysningen fremgår af regeringens uddannelsespolitiske redegørelse, s. 275. Her giver Pind ingen dannelsespolitiske markeringer, men der er et kort, tonløst afsnit om, hvad dannelse er i uddannelsessystemet, og hvordan den måles – læs her:

”MÅLING AF DANNELSE

Uddannelse er også en del af en dannelsesproces for de studerende. En proces, der allerede er påbegyndt for den kommende studerende i hjemmet, gennem fritidsinteresser, i dagsinstitution, folkeskole og pa ungdomsuddannelsen. En videregående uddannelse bygger videre pa dannelsesprocessen, og dannelse er en vigtig forudsætning for at kunne indgå som borger i samfundet og for at kunne skabe værdi på arbejdsmarkedet.

Der er ikke en fast definition af dannelsesbegrebet. En forståelse i relation til uddannelse tager udgangspunkt i begrebet ’Bildung’ udviklet af Wilhelm von Humboldt. Bildung handler om kultivering af selvet gennem opvækst, socialisering og uddannelse (Borgnakke 2008). Uddannelse er blandt andre et middel til selvindsigt, viden og udvikling af personlige kompetencer. Derfor er Bildung blevet forbundet med en livslang læringsproces, hvor personlige og sociale fardigheder vokser og udvider sig kontinuerligt (Bruford 1975; Bohlin 2008).

Dannelse er derfor ikke noget, der star i modsætning til beskæftigelse, men kan i nogle tilfælde vare en forudsætning for. Dannelse er på den made heller ikke begrænset til et bestemt område, men kan både handle om at opnå selvindsigt, viden og udvikling inden for etik, filosofi, moral, astetik, kunst, kultur, samfund, naturvidenskab og mange andre områder.

I dag måler Uddannelses- og Forskningsministeriet ikke de studerendes eller de nyuddannedes dannelse …”  (SE s.275 i Uddannelsespolitisk Redegørelse 2017).

  • GOD SOMMER TIL FORSKERforums læsere

NY BEVILLINGSMODEL: ‘Kvalitet’ måles i ’læringsudbytte’-indeks?

Søren Pinds embedsmænd har konstrueret et “forventningsindeks”, der kan sætte tal på uddannelseskvalitet, og hvis data kan bruges som kvalitets-indikator i den nye bevillingsmodel, som netop nu forhandles bag lukkede døre i Folketinget. Indeks’et kan angiveligt måle, hvordan de samme fagområder klarer sig på forskellige uni’er, og om fagområder klarer sig overgennemsnitligt i forhold til deres betingelser. Og som sådan kan det måske bruges som et operationelt mål på uddannelsers ”kvalitet”, antyder Søren Pind.

Hvis det lykkes Pind at få Folketingets ordførere til at acceptere forventningsdata, får han løst et stort problem, for trods flere års arbejde har ministeriets embedsmænd ikke kunnet konstruere kvalitetsindikatorer. Og det har været et stort problem, at regeringen vil have en ny bevillingsmodel med kriterier om ”kvalitet og relevans og regional bredde”, men embedsmændene har ikke kunnet finde indikatorer for kvalitet, så i de hidtidige modeller har kvalitet været  lig med job-relevans … (SE FORSKERFORUM nov. 2016).

Men nu har embedsmændene altså skruet en operationel “forventningsmodel” sammen, som angiveligt kan måle ”kvalitet”. Dens logik er groft sagt sådan:

Hvis et universitet optager en studerende, som fik 8 i studentereksamen, som kommer fra ikke-akademisk baggrund og som har lavindkomstforældre og den studerende mod disse odds får 10 til kandidat-eksamen og kommer hurtigt i job, så er det udtryk for, at denne har haft et ”læringsudbytte” over forventning – og det tilskrives så lære-stedet.

Embedsmændenes indeks er en beregning af forventningerne til studerendes gennemløb og heri indgår en del korrektionsfaktorer på ”uddannelsers rammevilkår”, fx de studerendes baggrund. Når der tages højde for disse rammevilkår er det muligt at sætte tal på studiers læringsudbytte, mener embedsmændene:

Krydsning af data over studerendes baggrund på den ene side og deres eksamenskarakterer og beskæftigelsesgrad på den anden kan bruges til at sammenligne det samme studium på forskellige uni’er. Brugt i praksis viser forventnings-indek’et fx, at erhvervsøkonomi på CBS scorer +10 og på SDU-6 i forventningsindekset. For dansk på SDU er den +12 og på KU -3.

Uddannelsespolitisk mener embedsmændene, at hvis uni’erne og studerende korrigerede deres valg og studier efter indeks’ets data, så vil der være et beskæftigelsespotentiale på 10.-20.000 personer. Notatet er da også døbt ”Beskæftigelsespotentiale ved øget kvalitet i videregående uddannelser” (SE ANALYSENOTAT) . Her kan man også se de enkelte studiers pointscore 1-5 på “undervisningsudbytte” og beskæftigelsesfrekvens  (SE FAKTARK: iNDEKS). Notatet  indgår som bilag til regeringens uddannelsespolitiske redegørelse på 436 sider (SE REDEGØRELSE).

Notatets konkrete udregninger er uklare, fx vægten af korrektions-faktorerne, fx social baggrund (hvordan tæller det i forventnings-indeks’et, at lægers børn bliver læger?). Og notatet gør da også selv opmærksom på væsentlige usikkerhedsfaktorer, fx hvilken betydning studerendes personlige motivation har? Eller at nogle studier uddanner til veldefinerede professioner, mens andre er mere udefinerede for aftagerne?

Områdechef Jakob Rathlev fra Evalueringsinstituttet mener, at det opstillede indeks ”for forventningerne til nyuddannedes beskæftigelse” ikke måler kvalitet, men sætter job-succes ind som et centralt succeskriterium: De opstillede forventningsdata ligestiller kvalitet / læringsudbytte med jobsikkerhed og det er ikke noget udtryk for ”kvalitet”… (SE POLITIKEN).

Udlicitering af myndighedsopgaver: Konkurrence eller Esbens hævnakt?

Miljøminister Esben Lunde Larsen har varslet, at han vil konkurrenceudsætte / udlicitere samtlige myndighedsopgaver, som i dag er placeret på DTU (308 mio. kr. i 2017) og på Aarhus Universitet (383 mio. kr.). Det skal ske tematisk i definerede salami-stykker, som fire år forud varsles udbudt. Alle skal være udbudt en gang inden 2022. FORSKERforum erfarer, at DTUs og AUs rektorer er til hyrdemøde i dag i Miljøministeriet, hvor de vil få nærmere forklaring.

Ministerens udtrykte hensigt er at få mere konkurrence og den bedste kvalitet. Han mener sig ikke forpligtet til at fortsætte de kontrakter, som fulgte med, da ’sektorforskningen’ (i DMU og DJF) blev fusioneret med uni’erne i 2007 (SE PRESSEMEDDELELSE).

Centrale uni-kilder mener dog – uden for referat – at hensigten er en helt anden: ”Det er Miljøministerens hævnakt for ikke at have fået den bestillings-forskning, som Eva Kjer Hansen og Esben Lunde ønskede om Landbrugspakken og i andre kontroversielle miljøsager. Den uafhængige rådgivning fra universiteternes ’sektorforskere’ svarede ikke til landbrugs-sektorens og ministrenes interesser – og lobbyister har også presset på for at få rådgivningen placeret, hvor det er mest hensigtsmæssigt for erhvervs-interesser…”

Den tidligere chef (2006-11) på sektorforskning på DJF-Foulum  Just Jensen forklarer formålet på en lidt anden måde: ”Det vil have disciplinerende effekt på ledelser og forskere. Når opgaver og bevillinger kommer i udbud, er det da oplagt at det påvirker vilkårene for at stå fast på den høje, uvildige faglighed på kontroversielle områder, om fx miljø og landbruget. Man vil blive vurderet på sin hidtidige opgaveløsning for ministeriet, og der vil indgå pres fra nogle om at tilgodese en bestemt dagsorden. Så samlet vil det da påvirke ens adfærd…”, siger han, der i dag er AU-professor i kvantitativ genetik.

Just Jensens udlægning bekræftes indirekte af, at landbrugslobbyen jubler over udliciteringen: ”Landbrug og Fødevarer har længe påpeget svagheder i det videnskabelige grundlag for reguleringen af landbruget, fx i fødevare- og landbrugspakken”, udtaler formand Martin Merrild (SE PRESSEMEDDELELSE).

Ifølge minister Esben Lunde vil alle danske universiteter, herunder de nuværende bevillingshavere (DTU og AU) frit kunne byde ind på opgaver, enten alene eller i konsortium med andre danske uni’er eller udenlandske: ”Vi opfordrer alle universiteter til at give deres bedste bud på en kvalificeret og robust rådgivning” (til AUs OMNIBUS).

For DTU og AU kan udliciteringen få alvorlige bevillingsmæssige konsekvenser, og man undrer sig over, at regeringen risikerer videnstabet ved at flytte opgaver. Samtidig undrer man sig over, at et argument for fusionerne i 2007 var at koble den forskningsmæssige ekspertise og undervisningen.

Et helt fundamentalt problem for DTU og AU bliver at ved at miste opgaver, mister de også den ’basisbevilling’ til at bevare og opbygge grundviden, som hørte til området med fusionerne i 2007: ”Nu foregives, at bevillingen kun går til ’myndighedsbetjening’ af ministerierne. Fakta er imidlertid, at langt den største del af fx Foulums arbejde var og er sektor-understøttende forskning for landbrugserhvervet. Og til bl.a. den slags forskning  og anden vidensopbygning var der afsat en ’basisbevilling’, som med fusionerne blev gjort til en ’enhedsbevilling’”, forklarer Just Jensen, som vurderer, at op mod 2/3 af AUs bevilling i praksis var rettet mod dette.

Just Jensen mener, at der blev lavet en afgørende fejl ved fusionerne i 2007: ”Politikernes udtrykte hensigt var at lave et enstrenget system placeret på uni’erne for at få ’myndighedsbetjeningen’ væk fra politisk påvirkning. Men man flyttede ikke bevillingerne fra Miljøministeriet til Forskningsministeriet, så det politiske var indlejret i modellen – og det ser vi konsekvenserne af nu”.

Det samme mener eks-formanden for Rektorkollegiet Jens Oddershede: ”Fusionen i 2007 var ufærdig. Ansvar og bevillinger blev placeret i forskellige ministerier. Forskningsministeriet havde ansvaret for universiteterne og burde have fået overført bevillingerne fra fx Miljøministeriet, så Forskningsministeriet kunne operere med en ’basisbevilling’ til uni’ med ansvar for vidensopbygning på et bestemt område. Modellen blev lavet med en indbygget konflikt”.

Ombudsmanden om tjenstlig ytringsfrihed

Forleden udtalte Ombudsmanden, at der nu er skabt ’øget klarhed om forskeres ytringsfrihed’, fordi det er fastslået, at (sektor-) forskere har ret til at udtale sig som ’privatpersoner i den offentlige debat’. Det var hans konklusion på, at Miljøministeriet nu har fjernet mundkurve i deres standard-kontrakter med universiteterne.

Men udtalelsen vakte stærk kritik fra sociologi-professor Heine Andersen, som påpegede, at Ombudsmanden kun udtalte sig om ytringsfriheden som privatperson, men ikke om den tjenstlige ytringsfrihed? Og så undrede han sig over Ombudsmandens formulering om, at forskere kun har ytringsfrihed ‘i et vist omfang’ i relation til Uni-Loven.

Nu forklarer Jørgen Steen Sørensen for FORSKERforum, hvorfor han har begrænset sin udtalelse:

 ”Der er draget de konklusioner, som Ombudsmands-institionen mener med sikkerhed kan uddrages af denne sag, og det handler om, at tavshedspligten i relation til ministeriernes myndigheds-kontrakter er væk. Denne sag opklarer så ikke alle aspekter af forskeres ytringsfrihed. Tilbage står et spørgsmål om forskeres tjenstlige ytringsfrihed. Her er der en lille komplikation i forhold til uni-lovens egne regler, nemlig om universitetsledelsernes eventuelle muligheder i et vist omfang for at regulere denne. På dette område har Ombudsmanden ikke fået konkrete sager forelagt”. 

Men skaber udtalelsens formulering ’i et vist omfang’ ikke mere gråzone end opklaring: Hvorfor klargør Ombudsmanden ikke om de nye kontrakter giver forskerne fri ret til at udtale sig tjenstligt om saglige forhold efter bedste faglige overbevisning, uden begrænsning fra ledelsen, undtaget i særlige tavshedsbelalagte tilfælde?

Den konkrete sag om standardkontrakterne løser ikke alle spørgsmål vedrørende forskeres ytringsfrihed. Den sag handler om et hjørne af problematikken, og derfor laves reservationen i forhold til de tjenstlige aktiviteter, som er et spørgsmål, der handler om universitetsloven og derfor kan rettes til rektorerne”. 

Men hvis professor Heine Andersen nu beder Ombudsmanden om en afklaring af, hvad forskeres ytringsfrihed ’et vist omfang’ betyder i relation til myndigheds-betjening, vil Ombudsmanden så give et afklarende svar?

”Nu skal jeg først se hans spørgsmål, før jeg kan svare…”, slutter Ombudsmanden.

 

Kritik af Ombudsmandsudtalelse om ytringsfrihed

”Forskere må gerne udtale sig som privatpersoner i den offentlige debat. Også på områder, hvor de har leveret forskning til offentlige myndigheder”, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i en pressemeddelelse ”Øget klarhed om forskeres ytringsfrihed”, som handler om, at tavshedsklausuler er udgået i Miljøministeriets nye standardkontrakter om ”myndighedsbetjening” (SE PRESSEMEDDELELSE).

Men Ombudsmandens udlægning møder stærk kritik: ”Der er ikke tale om ’øget klarhed’, tværtimod forplumres forsker-rollen og -rettigheder. En faglig rapportering må ikke reduceres til noget, der skal kommenteres som ’privatperson’, uden autoritet – med samme status som alle andre borgeres ’holdninger eller meninger’…” mener professor Heine Andersen, som afslørede de kontroversielle kontrakter.

“Ombudsmanden faststår jo, at forskere først udfører deres forskning som et tjenstligt forhold, men hvis de udlægger deres forskning offentligt, må de tage deres kasket som ’privatperson’ på? Dermed undviger han at omtale en helt central konflikt om kontrakterne, nemlig forskernes ret og pligt til at udtale sig om saglige-faglige forhold som led i deres tjenstlige og offentlige forskningsarbejde: Hvad måtte Gyllegate-forskerne sige og hvornår?”.  

Tavshedsklausulerne i ministeriernes kontrakter med sektorforskningen blev afsløret i forsommeren 2016. Klausulerne blev opdaget i Miljøministeriets kontrakter om forskning bag loven om Landbrugspakken. Aarhus-eksperterne havde således kontraktlig mundkurv i to måneder efter rapport-aflevering, så de var blokeret fra at udtale sig om deres rådgivning, mens Folketinget lovbehandlede Landbrugspakken.

Det skabte offentlig blæst og Miljøministeriet blev tvunget til at revidere kontrakterne. Først i 4. udkast efter tre måneders forhandlinger var mundkurvs-klausuler helt luget ud i januar 2017.

Ombudsmanden bad om ministeriets redegørelse for, om de nye standardkontrakter ”medfører nogen begrænsning af den ytringsfrihed, som de enkelte forskere og andre involverede har som offentligt ansatte” (28.3). Miljøministeriets svar lød, at den enkeltes ret til at udtale sig på egne vegne ikke reguleres af kontrakterne; det er uni-ledelsen, som har retten til at definere om en ”forsknings-leverence” er tavsheds-belagt, og altså om den enkelte forskers tjenstlige ytringsfrihed kan indskrænkes (svar 5. april).

Og det svar sammenfatter Ombudsmanden altså til, ”at de nye kontrakter ikke indebærer begrænsninger for den enkelte forskers eller andre offentlig ansattes ytringsfrihed som privat person”, hvorefter han løst tilføjer, at forskere “i et vist omfang (har) ret til at ytre sig som led i egne tjenstliige aktiviteter”. 

Men ytringsrettens indsnævring til “privat person” er helt uacceptabel, og hvad betyder “et vist omfang” om de tjenstlige aktiviteter, spørger Heine Andersen. Han undrer sig over, at Ombudsmanden ikke opererer med den tidligere ombudsmands (Gammeltoft Hansens) tre-leddede sondring i uni-forskeres ytringsfrihed: 1. Hvor de udtaler sig på uni’s vegne. 2. Hvor de udtaler sig som forskere om sine tjenstlige aktiviteter, herunder opfylder deres forskningsfrihed og deres forpligtelser til at deltage i den offentlige debat (jf. Uni-Loven). 3. Retten til at ytre sig som privat borger, også om eget forskningsfelt.

Heine Andersen: ”Ombudsmanden burde omtale og slå pkt. 2’s tjenstlige rettigheder fast i relation til kontrakterne: At forskerne har forskningsfrihed og kontrakterne giver forskerne ret og pligt til at udtale sig med forskerautoritet, med institutionens / ledelsens opbakning , jf. Uni-Loven, hvor parterne er fagligt ansvarlige for rapporteringer og faglige ytringer, selv om indholdet kan være kritisk eller kontroversielt”.

FORSKERforum har i flere dage forgæves i flere dage forsøgt at få Ombudsmandens svar på spørgsmålet: HVORFOR klargør Ombudsmanden ikke, om de nye kontrakter giver forskerne fri ret til at udtale sig TJENSTLIGT om saglige forhold efter bedste faglige overbevisning, uden begrænsning fra ledelsen, undtaget i helt særlige tavshedsbelagte tilfælde?

Heine Andersen vil anmode Ombudsmanden om klargøring.

Bevillingsreform: Rektorer protesterer over lukkethed

De otte danske universitetsrektorer protesterer over manglende gennemsigtighed i beregningerne bag minister Søren Pinds reformforslag til et nyt bevillingssystem, og dermed ønsker man også indblik i de mørkelagte forhandlinger mellem Folketingets ordførere, som foregår netop nu. (SE PRESSEMEDDELELSE)

Til BERLINGSKE forklarer rektorformand Anders Bjarklev at rektorerne må orientere sig i en black box: ”Vi er i universitetssektoren opdraget til, at man kan validere ting, tjekke efter, at man kan forstå, hvad der bliver puttet ind i en model, og hvad man bagefter tager ud af den. Hvordan skal vi kunne ændre vores adfærd derhen, ministeren gerne vi have, hvis vi ikke ved, hvilke knapper der drejes på? Det er fundamentalt for os at vide”. (SE BERLINGSKE)

Protesten er konkret rettet mod, at universiteterne ikke kunne genkende tallene i de første konsekvensberegninger på reformforslaget, hvor Aalborg stod til at tabe og Aarhus stod til at vinde. I sidste uge måtte ministeriet derfor udsende ”opdaterede, tekniske beregninger”, som viste, at også RUC og KU ville tabe.

Men det fremgik også af konsekvens-beregningerne, at ministeriet havde sneget omfordeling af en række restpuljer ind i regnestykket, uden at angive kriterierne for dette. Rektorerne kalder det ”uhensigtsmæssigt, at denne omlægning er en del af bevillingsreformen”.

Ud over disse protester mod lukketheden i forhandlingerne reformen – som er den vigtigste uni-politik siden fusionen med sektorforskningen 2007 og som rektorerne skal administrere – er det bemærkelsesværdigt, at rektorerne har kunne blive enige om nogle markerringer over for ministeren og ordførerne, som lige nu forhandler bag lukkede døre.

Markeringen er en accept af modellens grundprincipper, med visse væsentlige forbehold:

Rektorerne vil gerne have bevillings-stabilitet i et grundtilskud (20 pct.), men fraråder, at der indføres en kobling mellem bevillinger og ”resultatkontrakter”.

Man accepterer aktivitets-tilskuddet (70 pct.), og det er ikke overraskende for det ligner den nuværende taxameter-model, som rektorerne egentlig burde være fortsat som nu, fordi det er den mindst ringe model.

Og hvad angår de kontroversielle 10 pct.s kvalitets- og resultat-tilskud (hhv. 5 pct. færdiggørelsesbonus og 5 pct. jobbonus) foreslår rektorerne denne pulje halveret til 5 pct. De resterende 5 pct. skal så kobles op på individuelle kvalitetsmål, der indarbejdes i hvert universitets rammekontrakter.

Pinds bevillingsreform: Tal-kaos om konsekvens-beregninger

Når de 8 universitetsrektorer i dag kl. 10.30 mødes i Rektorkollegiet står der utvivlsomt ”Drøftelse af ministerens forslag til bevillingsreform” som et mødepunkt. Problemet er bare, at de ikke kender grundlaget for, hvad de skal forholde sig til. De politiske forhandlinger blandt Folketingets ordførere er mørkelagte. Og nu viser det sig tilmed, at det mest konkrete, frigivne dokument i sagen har været “teknisk” og ikke reelt. Både ordførerne og rektorkredsen har skullet vurdere modellen på et virtuelt tal-grundlag.

7. juli offentiggjorde ministeriet en konsekvensberegningen, men ministeriets 2016-data kunne ikke genkendes. Der var diskrepans mellem universiteternes faktiske opgørelser (indtægter jf. Rektorkollegiets statistiske beredskab) og konsekvensberegningens tilskuds-tal. FORSKERforum spurgte ind til beregningsgrundlaget og efter flere rykkere meddelte ministeriet så pr. telefon i går, at der ville blive udsendt en revideret konsekvensberegning. Ministeriet ville fremlægge genkendelige tal senere på dagen. Diskrepansen blev forklaret med, at beregningen byggede på ”forventet færdiggørelsesbonus” og ikke den faktiske (2016) – og det ville blive korrigeret.

FORSKERforum har imidlertid ikke modtaget det reviderede beregningsgrundlag. Og har heller ikke modtaget aktindsigt i Rektorkollegiets dagsorden. Ligesom det heller ikke har været muligt at få en kommentar til tal-kaos’et fra Rektorkollegiets formand, Anders Bjarklev.

For Rektorkollegiet er det interessante i konsekvensberegningen, hvordan den omflytter bevillinger mellem uni’erne. Den fremlagte ”tekniske konsekvensberegning” fortalte angiveligt, hvilke universiteter – ikke hvilke fakulteter – der på kort sigt i en overgangsperiode bliver belønnet / straffet på de nye faktorer (færdiggørelsestider og job efter kandidateksamen). Og så ryddede ministeriet op i nogle historiske restpuljer (”øvrige formål”), som ”genfordeles” blandt uni’erne.

Nedenunder dette aktuelle billede – som viste udramatiske ”glidecreme-data” – lå imidlertid andre aspekter på længere sigt, som uni-rektorerne er meget nysgerrige for at få frem:

Dels opererer ministeriets prognoser med, at uni’erne inden for en kort årrække står til at få en “bøde” på ca. 140 mio. kr. (for underpræstering på færdiggørelse og job-faktor), som i den fremlagte beregning blev tonløst og relativt omfordelt mellem institutionerne. Når bøden om nogle år inddrages med henblik på omfordeling som såkaldt ”kvalitets- og resultattilskud” – efter uafklarede kriterier – kan plusser og minusser for de enkelte uni’er se anderledes ud.

Og dels er det konsekvenserne i den udfoldede model 2019 uklare, for ifølge forslaget skal kriterier (for grundtilskuddet) ”genfastsættes” efter fire år ”på baggrund af en samlet kvalitetsvurdering, fremadrettede prioriteringer og opfølgning på de strategiske rammekontrakter” (Pinds forslag).

Hvad betyder det, vil rektorerne spørge på dagens møde, med henvisning til at ministerens reform truer med, at der skal laves en kobling mellem performancekrav i resultatkontrakter og så bevillinger, som forslaget åbner op for om nogle år?

Konference: Hvad gør videnskabsformidlingen ved ‘post-faktuel viden’?

”Idet forskningen har finansieringsproblemer og er nødt til at ’brande sig’ er det et kæmpeproblem, at man ’oversælger’ sine forsknings-historier og overdriver sin succes. Forskere og uni’er har tendens til at overdrive betydningen af nye opdagelser og til at præsentere sig selv som verdens bedste. Det er et etisk problem for parterne. Det kræver stor selvdisciplin fra kommunikationsfolket at stå imod og holde den etiske fane højt, og forklare arbejdsgiverne, at det på sigt ikke gavner at oversælge historier…”

Det mener formanden for danske videnskabsjournalister Jens Degett, som også er præsident for den europæiske paraply for videnskabsjournalister, som holder årskonference ECSJ i København 26.-30. juni i hhv. DR-koncertsalen (plenum) og på det nærliggende IT-universitetet. Programmet er omfattende, men med hovedvægt på den uafhængige videnskabs-journalistiks stigende finansieringsproblem og på etik, herunder hvordan man håndterer ”post-faktuel viden”.

Kontroverser om årsagen til klimaforandringer og den verserende danske debat om HPV-vaccine er de seneste eksempler på, at videnskabens autoritet udfordres i offentligheden. Degett konstaterer, at mistro til videnskab breder sig, fordi ikke-autoriteter har fået en åben platform på internettet. Både forskerne, deres uni’er og kommunikationsfolket skal navigere i dette felt og forsøge at opretholde deres særlige autoritet og (selv-) disciplin.

”Forskere og videnskabsjournalister er nødt til at revidere deres rolle og kommunikationsformer i takt med at kommunikationen flytter over på nettets sociale medier, private hjemmesider og facebook m.m. Det giver ideelle vilkår for ’alternative fakta’, for her er ingen peer-review’ing, filtre og gatekeepers, der er garanter for hæderlighed. Når alle og enhver således kan udbrede deres holdninger om videnskabelige emner, er det en stor udfordring. Som modspil må såvel forskningen som journalistikken prøve at skabe højborge af soliditet og troværdighed”.

Konferencen – som er åben for tilmelding –  er relevant for videnskabs-journalister, kommunikationsmedarbejdere og forskere, der interesserer sig for formidling. Programmet er alsidigt, med tre dag-temaer: 1) New media, 2) Climate reporting and 3) Responsible science journalism/communication. (SE OM PROGRAM OG TILMELDING).

 

Dekan / rektor uforvarende i sag om BFI-fejl

”Er jeg BFI-indberettet for den lærebog om skatteret”, lød det fra en overrasket SDU-rektor Henrik Dam, da FORSKERforum forelagde for ham, at hans lærebog om skatteret var BFI-indberettet i 2015, hvor han var jura-dekan på KU. Indberetningen var formelt i strid med BFI-retningslinjerne, som ikke anerkender lærebøger. Men Henrik Dam kendte ikke noget til indberetningen, som KU-jura efterfølgende kalder “en fejl, som nu er rettet“, så lærebogen nu er registreret som ”undervisningsbog”.

Henrik Dams fejlagtige indberetning dukkede op, da FORSKERforum borede i standarder for BFI-indberetninger (Bibliometrisk Forsknings-Indikator er en kategorisering af publikationer, som udløser point og bevillinger). Der er nemlig store variationer i, hvad der indberettes mellem fagområderne og hvad der er kvalitetskontrollen på institutionerne.

BFI-systemet er tema i det FORSKERforum, som udkommer i dag, og det fortæller om stor fag-uenighed. Fokus er især på juras standarder, idet jura tilsyneladende indberetter på andre kriterier end BFIs formelle. Juridiske lærebøger er fx en helt fagtraditionel måde at publicere juridisk forskning på, forklarer CBS-professor Jane Bolander: Bearbejdelsen og omtalen af nyt lovstof i lærebøger rubriceres som forskning, fordi der er tale om forskningsmæssig bearbejdning af stof. Mens jura nemlig løbende forandrer sig, så er faget økonomi fx baseret på noget mere universelt.

Men juristerne burde tage sig en tudekiks, svarer økonomen Mogens Ove Madsen, medlem af BFI-gruppen for samfundsøkonomi: Forståelsen af relationer mellem fx inflation og arbejdsløshed ændrer jo også løbende på økonomiske videnskab, uden at økonomer af den grund indberetter lærebøger.

Jura er det bedste eksempel på uens indberetnings-standarder, viser en analyse af 2.728 BFI-indberetninger i et notat til Uni-ministeriet. Analysen fortæller også, at næsten halvdelen af BFI-bidragene fra CBS og AAU ved en kritisk gennemgang kan kategoriseres i en gråzone som ”problematiske bidrag”. Og det dækker over et grundlæggende dilemma i BFI-modellen, fordi systemet er baseret på publicerings-traditioner på nat’ og de passer ikke så godt til hum’ og samf’, konstaterer professor Jesper Schneider fra AUs Center for Forskningsanalyse i et internt dokument til Forskningsstyrelsen (SE Cfa-notat til ministeriet).

Videnskab.dk har også boret i problemer, og her henviser KU-lektor i videnskabsteori Mikkel Willum Johansen til, at BFI-systemets konkrete svagheder har været problematiseret fra starten. Måske burde fokus være på selve systemets iboende problemer og ikke på uens indberetninger:

”Hvem siger, at det er BFI-systemet, der har ret i sin definition af ’forskning’, og forskerne, der tager fejl”, spørger han. ”Forskerne har hidtil haft en praksis, hvor de har haft lokale forestillinger om, hvad ’forskning’ er. Så laver man en liste, og så opstår der pludselig et behov for, at data er ens, og der en fælles og ensartet opfatelse af, hvad ’videnskab’ er. Men det er BFI-listens behov, ikke forskningens” (SE VIDENSKAB.DK).

 

Ny bevillingsmodel: Glidecreme i mørkelagte forhandlinger?

Der flyttes kun småpenge som følge af minister PInds bevillingsreform, fortæller en konsekvensberegning på dennes forslag, der pt. forhandles ved mørkelagte forhandlinger i Folketinget. Aarhus Uni’ vil vinde noget, mens især Aalborg til tabe, og CBS vil tabe en smule. Samlet set ligner det omfordeling af småpenge. Nogle vil sige stort bureaukrati med lille virkning. Andre vil kalde det glidecreme for Pinds forhandlinger, for bagved kan på sigt ligge helt andre konsekvenser.

Bagved ligger, at Folketingets uddannelses-ordførerne hver onsdag drøfter reform-udspillet med minister Pind, som selv sidder selv for bordenden med dept.chef Agnete Gersing ved sin side. De svarer på spørgsmål fra Socialdemokrater, DF, SF og Radikale, så der kan files på modellen med henblik på, at der skal indgås et bredt forhåndsforlig om et lovforslag, som dermed ikke drøftes åbent med uni-sektoren eller offentligheden, fordi selve lovbehandlingen bliver en formalitet.

Ministeriet har dog frigivet enkelte dokumenter, herunder den teknisk konsekvensberegning. Den fortæller, hvilke universiteter – ikke hvilke fakulteter – der bliver belønnet / straffet på de nye faktorer (færdiggørelsestider og job efter kandidateksamen). Og så rydder ministeriet op i nogle historiske restpuljer (”øvrige formål”), som ”genfordeles” blandt uni’erne.

Beregningen fortæller teknisk set hvem der hhv. vinder og taber, hvis der tages udgangspunkt i 2016-data om færdiggørelsestider og beskæftigelsesgrader. (Ministeriet understreger, at det er ”rent tekniske beregninger med aktuelle indikationer”, hvor hhv. færdiggørelse og job-faktorer kan ændre sig i 2017-data).

Ministeriet oplyser over for FORSKERforum, at når Aarhus Universitet i den rent tekniske får flere penge (plus 29 mio. kr.) skyldes det især, at stor del af restpuljen, som AU ikke tidligere har haft stor andel i. At Aalborg står som stor taber (minus 24 mio.) skyldes, at man hidtil har nydt godt af god færdiggørelsesbonus, men det afvikles i den nye model. Og CBS’ minus på 7 mio. skyldes især straf på studietiderne.

Men i den tekniske beregning udelades væsentlige faktorer, så data ikke ser alarmerende ud. Det skyldes at væsentlige faktorer ikke indgår:

Dels fremstår beregningen som som et fordrageligt nulsums-spil, men det skyldes kun, at “bøde” på ca. 140 mio. kr. til uni’erne (for underpræstering på færdiggørelse og job-faktor) her er tonløst omfordelt relativt mellem institutionerne (Ministeriet vil ikke oplyse, hvordan de 140 mio.’s bøde er fordelt mellem uni’erne, men den følger relativt på størrelsen). Når bøden om nogle år inddrages med henblik på omfordeling som ”kvalitets- og resultattilskud”, kan plusser og minusser for de enkelte uni’er se anderledes ud.

Og netop kriterierne for fordeling af denne pulje er formentlig et hot tema i de mørkelagte forhandlinger:  Mens det er en ministerdrift at få den som en løs ”ministerpulje”, vil oppositionen have fastlagt kriterierne.

Og dels er det konsekvenserne i den udfoldede model 2019 uklare, for ifølge forslaget skal kriterier (for grundtilskuddet) ”genfastsættes” efter fire år ”på baggrund af en samlet kvalitetsvurdering, fremadrettede prioriteringer og opfølgning på de strategiske rammekontrakter” (Pinds forslag). Hvad betyder det, spørger oppositionen, ikke mindst for at få  få oplyst, hvilken sammenhæng der skal være mellem performancekrav og resultatkontrakter, som forslaget åbner op for om nogle år?