Forfatterarkiv: Forskerforum

Kritik: Meriteringsudvalg glemmer det vigtigste

Den gode indsats omkring undervisning bliver langt sjældnere belønnet i form af løntillæg, fortæller ny rapport om meritering. Det vil meriteringsudvalget have ændret på.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk – Foto: Colourbox

En rapport om at fremme meritering for undervisning skaber glæde over “nye tanker”, men skuffelse over, at udvalget går uden om den måske vigtigste faktor: hvor kommer pengene fra?

Det er forskningsresultaterne, der giver faste stillinger, løntillæg og almindelig prestige blandt institutkollegerne. Sådan er den kontante virkelighed for videnskabeligt personale på danske universiteter. Men den virkelighed skal ændres – eller i hvert fald justeres – fastslår rapporten “Fremtidens meritering”. Forsknings- og kulturminister Tommy Ahlers nedsatte i sensommeren 2018 meriteringsudvalget og bad dem komme med anbefalinger til nye former for meritering, for, som det hed i kommissoriet, “risikoen er, at et fokus på en enkelt målbar parameter kan give incitament til at underprioritere en væsentlig del af den brede værdiskabelse, der knytter sig til forskningen”.

Problemstillingen er ikke ny. Især i forhold til undervisningen, som jo for de fleste forskeres vedkommende udgør halvdelen af arbejdsopgaverne, har der lydt klager over, at det i karrieremæssig forstand nærmest er ren spildtid og derfor noget, man så vidt muligt forsøger at slippe uden om med forskningsfrikøb.

En af de tre hovedopgaver for meriteringsudvalget lød specifikt på at komme med forslag til at “fremme og tilskynde god undervisning gennem meritering”. Og det har udvalget gjort med fire konkrete anbefalinger: 1) En kulturændring, hvor undervisning etableres som et fælles, fagligt domæne. 2) Det skal sikres, at bedømmelsesudvalg altid gennemfører vurderinger af kandidaters undervisningsmeritter. 3) Normer for løbende opkvalificering af undervisningskompetencer. 4) En ensartet praksis omkring dokumentation i form af undervisningsportfolier.

Udmærkede tanker. Men rapporten undlader at forholde sig til den mest afgørende faktor: universiteternes økonomiske incitamenter – pengene. Sådan konstaterer flere kilder over for Forskerforum.

Ved fyringsrunder tæller forskningen
“Det har hele tiden været sådan, at der er meget mere prestige i forskning, fordi forskningen dominerer incitamentsstrukturen. Spørgsmålet om publikationer, BFI-point, evnen til at trække penge hjem – det går igen, når man skal ansætte folk, når man skal give dem løntillæg, når der skal uddeles professorater og så videre”, siger Janne Gleerup, fællestillidsrepræsentant på RUC.

Hun kalder rapporten og selve diskussionen for “et skridt i den rigtige retning”. Men hun har svært ved at se, at anbefalingerne om kulturændringer og fælles portfolionormer vil skabe den store ændring.

“Vi har incitamentsstrukturer, fordi det virker. Så hvis man vil foretage en kulturændring, der skaber en bedre balance og større opgradering af undervisningen, så bliver man nødt til også at arbejde med de grundlæggende strukturer, der former den måde, vi prioriterer vores arbejde på. Er der fyringsrunder, kigger alle på, hvad folk tjener hjem og præsterer inden for forskningen. Det kan alle ansatte se, og det indretter man sig efter. Så hjælper det ikke noget, at man har en formel aftale om, at man også skal huske at kigge på uddannelseserfaringer, når man ansætter nye. Det er ikke ligegyldigt, men det løser ikke problemet”, siger hun.

Udvikling er ikke gratis
Et fagmiljø, hvor man længe har diskuteret behovet for meritering af undervisning, er de universitetspædagogiske kredse. Formanden for Dansk Universitetspædagogisk Netværk, KU-professor Lars Ulriksen, glæder sig i første omgang over anbefalingerne, som han kalder “fornuftige”.

“Jeg synes, udvalget har ret i, at det fundamentalt handler om kulturændring. De taler om, at undervisningen skal afindividualiseres, og det er en rigtig god ide”, siger han. Rapporten bliver ikke konkret, i forhold til hvad universiteterne skal gøre for at skabe den kulturændring, der gør undervisningen til et fælles fagligt domæne. Men det har Lars Ulriksen flere forslag til. De er bare ikke gratis.

“Ledelsen kan arbejde for rammer, så underviserne arbejder sammen om at udvikle undervisning. Min oplevelse er, at folk er interesserede i at udvikle og diskutere undervisning. Der er bare ikke meget tid at gøre det i. Der er meget udbytte i at undervise sammen. Man eksponeres for hinanden og kan tale om undervisningen bagefter. Så det er en måde. Man kunne også oprette små grupper, der samarbejder om at udvikle kurser. Det vigtige er, at der skabes rum. Også til at udvikle, selv om der ikke er et problem, der skal løses”, siger han.

Men også Lars Ulriksen konstaterer, at de økonomiske strukturer ligger som en blokade for netop den kulturændring, udvalget lægger op til.

“Når regeringen ønsker, at institutionerne skal konkurrere om midler, og forskningsrådene er fløjtende ligeglade med undervisning, så er det svært at gøre noget ved. Og jeg kan godt forstå den institutleder, der skal vælge imellem at ansætte en, der er god til at undervise, og en, der er god til at publicere og hive penge hjem. Når nu bevillingsmodellen forudsætter eksterne indtægter, så forstår jeg godt den leder, der først tænker på instituttets økonomi”.

Anbefalinger kan ikke stå alene
Kaare Aagaard, seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse på AU, var et af medlemmerne i meriteringsudvalget. Han har selv beskæftiget sig meget med BFI-målingen og dens incitamentsvirkning. Og for hans skyld kunne man godt have taget det med i overvejelserne.

“Jeg synes, at det, udvalget kommer ud med af anbefalinger, er fint. Men der er nogle områder, hvor man godt kunne gå længere, og et af dem er at diskutere økonomi og incitamentet”.

Kan de anbefalinger flytte noget?

“Det mener jeg helt klart. Men det kan ikke stå alene. Nu valgte udvalget at rette anbefalinger mod universitetsledelserne og fokusere på, hvad institutionerne selv kan skrue på. Men det er klart, at finansieringen sætter rammerne. Og har man incitamenter i finansieringssystemet, der peger i andre retninger, så er der klare grænser for, hvor meget der kan gøres på institutionsniveauet alene. Mere grundlæggende forandringer kan kun skabes, hvis finansieringssystemets centrale aktører også griber meriteringsdagsordenen og aktivt understøtter den”.

Rektor: Flere løntillæg for undervisning
AAU’s rektor, Per Michael Johansen, var udvalgets formand. Han konstaterer, at undervisningen skal løftes op til en mere ligeværdig betydning, når der skal ansættes videnskabeligt personale, og at dokumentation af undervisningsmeritter i form af undervisningsportfolier er en vigtig faktor for det.

“Den anden ting er, at vi skal sikre løbende udvikling. Og det gør vi ved at se på undervisningen som et kollektivt fænomen, hvor vi udvikler undervisning sammen og giver hinanden feedback”.

Det kan lyde lidt luftigt med “kulturændring” – hvilke konkrete tiltag vil det indebære?

“Grunden til, at vi ikke har skrevet mere detaljeret om det, er, at det skal udvikles i samarbejde mellem universiteter. Det skal ikke være et tiltag, ministeriet sætter regelsæt op for. Men jo, der skal også ledelsesinitiativer til. Vi skal i højere grad inddrage undervisningsaspektet ved MUSsamtaler, og når vi taler om lønforbedringer”.

Af rapporten fremgår det, at 28 procent af forskernes løntillæg gives for forskningsindsatser, mens kun 16 procent gives for indsatser omkring undervisningen. Og det skal ændres, siger AAU-rektoren.

“Det, vi ser nu, er, at forskningen har medført væsentligt flere lønforbedringer end undervisningen. Det forhold skal der rykkes ved”.

Er det noget, du vil være over i de kommende år?

“Ja, det vil jeg, og jeg er sikker på, at ministeriet vil hjælpe os med at kigge på, at balancerne rent faktisk rykker sig til fordel for uddannelsessiden”.

“Ikke noget, vi kan rykke på”
Kan du forestille dig en ansættelse, hvor en topunderviser vælges frem for en topforsker?

“I det spørgsmål ligger en modsætning, som jeg synes er kunstig. Ud fra min erfaring er de fleste topforskere også dygtige undervisere. Det er klart, at jeg godt ville kunne nævne eksempler på en topforsker, der er blevet ansat, hvis undervisningserfaring måske ikke er særlig omfattende. Men når man er ansat, er det sådan, at man skal udvikle sin undervisning. På AAU har vi således en regel om, at ingen kan frikøbe sig fuldt fra undervisningen”.

I kommer ikke ind på universiteternes finansiering og incitamentsstruktur. Hvorfor ikke?

“Det er rigtigt, at meriteringen også korrelerer med den måde, vi bliver finansieret på, og at finansieringen af universiteterne hænger sammen med den forskningsmæssige meritering. Men det er ikke noget, vi umiddelbart som udvalg kan rykke på”.

Er det her nok?

“Jeg vil sige, at det er nok for nu, og jeg er helt sikker på, at det her vil være med til at løfte undervisningen på universiteterne”, siger Per Michael Johansen.

Debat: Bygningsstyrelsen malker ikke universiteterne

Skrevet af Kristian Lyk- Jensen, vicedirektør i Bygningsstyrelsen

I seneste udgave af Forskerforum blev der med en leder og en artikel sat fokus på Bygningsstyrelsens rolle som statens ejendomsadministrator. I artiklen “Staten kræver overpris i husleje – nye voldsomme lejestigninger truer universiteter” anføres det bl.a., at:

• “… 567 mio. kr. forventes overskuddet at blive på i 2019. Det er penge, som ellers skulle være brugt til forskning og uddannelse. Nye huslejestigninger truer i 2020”.

• “Staten trækker årligt et trecifret millionbeløb ud af universiteternes økonomi og tilbage i statskassen, så pengene ikke kan bruges til forskning og uddannelse, som det ellers var intentionen”.

• “I kombination med den nye ejendomsvurdering medfører SEAmodellen yderligere underminering af universiteternes økonomi”. Dette giver anledning til nogle præciserende kommentarer omkring Bygningsstyrelsens funktion og herunder reformen af huslejeordningen fra 2015.

Bygningsstyrelsens funktion
Indledende kan det nævnes, at Bygningsstyrelsen er statens største ejendomsvirksomhed, og at vi arbejder med at sikre de rette fysiske rammer for bl.a. centraladministrationen og universiteterne. Bygningsstyrelsens samlede portefølje består af både ejede og lejede bygninger. På universitetsområdet ejer staten bygningerne, og Bygningsstyrelsen administrerer dem. Universiteterne er lejere.

Bygningsstyrelsen er en statsvirksomhed, som har et udbyttekrav (overskud), der er fastlagt på finansloven. Udbyttet har i praksis været det samme i en årrække, da det alene reguleres som resultat af de almindelige prisstigninger.

Forhøjet bevilling
Da statens huslejeordning (SEAordningen) blev indført i 2001, blev alle universiteter kompenseret med en merbevilling, som dækkede huslejeudgiften, så universiteterne netop ikke skal finansiere huslejen ud af de midler, som er tiltænkt forskning og uddannelse. Universiteterne har med andre ord i 2001 fået ekstra penge til at betale huslejen.

Staten investerer i disse år mange penge i renovering og vedligehold i universitetsbygninger, herunder energioptimering og PCB-renovering. Hertil kommer, at staten investerer ca. 6 mia. kr. i nye laboratorier og modernisering af eksisterende – uden huslejekonsekvenser.

Fra 2015 til 2020 investeres – oven i de eksisterende penge – 750 mio. kr. i fornyelse og vedligehold – uden huslejekonsekvenser. Fra 2020 afsættes årligt ca. 550 mio. kr. ekstra til løbende fornyelse af laboratorier, øget vedligehold og bygningsfornyelse – uden huslejekonsekvenser.

Endelig er der også i 2015 truffet politisk beslutning om at justere huslejeordningen, så huslejerne nedsættes med ca. 20 pct. fra 1. januar 2020 for at gøre huslejeordningen mere konkurrencedygtig. I praksis betyder det højere investeringsniveau og de lavere huslejeindtægter, at udbyttekravet på finansloven forsvinder fra 2020. Staten har således tilført og tilfører fortsat betydelige ressourcer, som skal sikre, at universiteterne har gode fysiske rammer.

Ejendomsvurderingerne i 2018
Bygningsstyrelsen har i 2018 fået foretaget en ekstern uafhængig ejendomsvurdering af de bygninger, der anvendes til forskning og uddannelse. Det har vi pligt til at gøre hvert fjerde år med det formål at få en retvisende vurdering af værdien af bygningerne både for at kunne bogføre korrekte værdier og for at kunne beregne korrekte huslejer. Den seneste samlede vurdering af bygningerne er gennemført i 2001.

Der pågår et arbejde med de nye ejendomsvurderinger, og der er ikke endelig afklaring omkring de eventuelle virkninger for universiteternes huslejer. Det vil blive afklaret i en arbejdsgruppe bestående af Finansministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet og Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

 

DTU-institut skal fyre 35-45 medarbejdere

Den centrale administrationsbygning 101 på DTU. Foto: Vibeke Hempler/DTU

DTU Management må skille sig af med cirka 12 procent af de 360 medarbejdere, da de har skaffet for få eksterne forskningsmidler.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

DTU Management er i gang med en voldsom åreladning. Mellem 35 og 45 af medarbejderne, svarede til cirka 12 procent af de 360 ansatte står til at miste deres arbejde.

Det fremgår af et internt notat dateret 21. maj 2019 med titlen”Vedr.: Økonomi og nødvendige tilpasninger på DTU Management”.

Heri skriver institutdirektør Mette Wier, at Instituttet havde et underskud på 8,789 mio. kr. i 2018. Allerede efter de første 3 måneder af 2019 er der et merforbrug på løn på 4,863 mio. kr., og oveni har instituttet i maj modtaget et besparelseskrav fra DTU’s direktion på i alt 10,2 mio. kr.

”Vi er derfor nødt til at tilpasse instituttets aktivitet til vores økonomiske rammer. Vi er midt i en meget alvorlig proces, hvor vi forsøger at finde den bedste løsning for medarbejderne, forskningen og uddannelserne. Det er en virkelig trist situation for os, og ikke mindst de berørte medarbejdere”, skriver hun i en mail til Forskerforum.

Masseafskedigelser

Lov om varsling ved masseafskedigelser er iværksat, da der er tale om et større antal medarbejdere.

Hvis 30 personer eller mere skal afskediges indenfor for 30 dage, har arbejdsgiveren pligt til at indlede forhandlinger med medarbejdernes repræsentanter om at begrænse antallet af afskedigelser ved at forsøge at omplacere eller omskole de ansatte. Arbejdsgiveren har også pligt til at oplyse eksempelvis årsagerne til afskedigelserne, og hvilke kriterier man har tænkt sig at anvende ved udvælgelse af dem, der skal fyres.

Ifølge det fortrolige notat, som Forskerforum er kommet i besiddelse af, er de ansatte blevet tilbudt muligheden for at indgå en frivillig fratrædelsesaftale.

Fristen for at melde sig var den 3. juni, og den 11. juni bliver de ansatte, som står til at blive fyret, indkaldt til samtale og får udleveret deres parthøringsbreve. De har til den 24. juni til at argumentere mod, at de skal afskediges, og den 28. juni bliver den endelige beslutning truffet og opsigelsesbrevene udsendt.

Reglerne fulgt

Dansk Magisterforening (DM), der har forhandlingsret for 100 ansatte på instituttet, har ved en nedskæringsrunde tidligere i år kritiseret DTU for at afskedige drypvis over en længere periode i stedet for at gøre det samlet og aktivere lov om masseafskedigelser. Mike Wenøe, forhandlingskonsulent i DM siger, at DTU denne gang af egen drift har valgt at gøre det ordentligt, og både har varslet korrekt og indbudt til forhandlinger om afværgeforanstaltninger.

”Den enkelte medarbejder kan alligevel opleve det som uforståeligt og uretfærdigt, at vedkommende skal fyres. Det er fuldt ud forståeligt, men processen er kørt korrekt”, siger Mike Wenøe.

Har skaffet for få midler

Claus Nielsen, universitetsdirektør på DTU siger, at man altid overholder reglerne i forbindelse med afskedigelser.

Han tilføjer, at prognosen for instituttets økonomi ser dårligere ud end forventet efter årets første kvartal, og derfor er ledelsen nødt til at reagere. Den primære årsag er, at forskerne har skaffet færre forskningsmidler fra forskningsråd, fonde, EU og private virksomheder end forventet.

”Der har været for store forventninger til ekstern finansiering. Man har budgetteret med flere bevillinger end der er kommet ind”, siger Claus Nielsen.

To af fyringskriterierne er måske derfor: 1. Mængden af eksterne forskningsbevillinger, som den ansatte har skaffet og 2. Graden og omfanget af selvstændig peer review publicering.

Andre kriterier for udvælgelsen af medarbejdere til fyring er eksempelvis ”Medarbejdernes samarbejdsrelationer til kolleger og ledelse” og ”Medarbejdernes fleksibilitet og engagement i forhold til afdelingens opgaver, herunder evne og vilje til at påtage sig nye eller ændrede opgaver”.

 

 

AU-ledelsen frygtede at blive hevet i retten af egne forskere

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk – Foto: Ritzau/Scanpix

Ledelsen på Aarhus Universitet nægtede at udlevere advokatnotat om de ulovlige tavshedsklausuler, som forskerne var blevet pålagt i forbindelse med regeringens landbrugspakke. Begrundelsen lød, at man frygtede, at forskerne ville anlægge sag mod deres egen arbejdsplads.

Gyllegatesagen har nu fået, hvad der kan betegnes som et kuriøst efterspil. Det viser sig nemlig, at ledelsen på Aarhus Universitet (AU) frygtede et sagsanlæg fra universitetets egne forskere for at have pålagt dem en ulovlig tavshedspligt i forbindelse med tilblivelsen af regeringens landbrugspakke. AU hyrede således et privat advokatfirma til at vurdere lovligheden af kontrakten med ministeriet:

“Universitetet ønskede med afdækningen af kontraktens bestemmelse om tavshedspligt undersøgt, om universitetet kunne risikere sagsanlæg imod sig, enten fra kontraktparten (kontraktbrud) eller fra de implicerede forskere (ulovligt pålæg af tavshedspligt)”, skriver AU i et svar til Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte, som Forskerforum har fået aktindsigt i.

Sagen strækker sig tilbage til september 2015, hvor Miljøstyrelsen indgik en kontrakt med AU om at levere miljøberegningerne bag regeringens landbrugspakke. Ifølge kontrakten måtte AU-forskerne ikke udtale sig om resultaterne, før Miljøstyrelsen frigav sin rapport, og de måtte heller ikke fortælle offentligheden, at de var underlagt en tavshedsklausul. De havde dermed fået en såkaldt dobbeltmundkurv på, så regeringen kunne færdigforhandle forliget om landbrugspakken i ro og mag uden protester fra forskerne.

Flere forskere stod dog frem og vurderede, at regeringens regnskab for landbrugspakken var udarbejdet, så det så mere miljøvenligt ud, end det i virkeligheden var, hvilket endte med at koste daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen posten.

Nej til aktindsigt
Det var Heine Andersen, professor emeritus på Københavns Universitet og forfatter til bogen “Forskningsfrihed”, der afslørede de ulovlige tavshedsklausuler, som foruden at krænke forskningsfriheden har vist sig at være er i strid med forvaltningsloven.

Det kom frem i medierne i martsapril 2016, men AU-ledelsen var åbenbart også selv blevet alvorligt i tvivl om lovligheden af klausulerne, som den havde skrevet under på.

AU hyrede i hvert fald advokatfirmaet til at vurdere, om det juridiske grundlag var i orden.

Heine Andersen forklarer, at han fik kendskab til notatets eksistens under et møde med AU’s daværende chefjurist i juni 2016, som hårdnakket forsøgte at overbevise ham om, at tavshedsklausulerne var lovlige, med henvisning til notatet.

Heine Andersen søgte derefter om aktindsigt i det hemmeligholdte dokument, men fik afslag af AU, med begrundelsen at det kunne komme til at indgå i fremtidige retssager.

“Det er utrolig interessant, fordi det viser, at ledelsen selv blev i tvivl om, hvorvidt tavshedsklausulerne var ulovlige, da sagen kom frem i offentligheden, og så indhentede man en ekstern advokatvurdering”, siger Heine Andersen.

Da Forskerforum også fik afslag på aktindsigt og klagede over afgørelsen, bad Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte AU om en uddybende begrundelse.

Hertil svarer universitetet til styrelsen den 14. januar 2019, “at der på tidspunktet for notatets udarbejdelse reelt var risiko for tvister, hvilket var baggrunden for AU’s konsultation af ekstern advokatforbindelse”. Heine Andersen siger, at det viser, at AU-ledelsen frygtede et sagsanlæg både fra Miljøministeriet og fra forskerne, som var blevet pålagt en ulovlig tavshedspligt.

Forsker kalder det absurd
Professor Jørgen Eivind Olesen, sektionsleder på Institut for Agroøkologi – Klima og Vand på AU, var en af forskerne, der leverede datamaterialet i landbrugspakken og dermed ulovligt var blevet pålagt tavshedspligt.

Han kan ikke lade være med at grine højlydt i telefonen, da Forskerforum præsenterer ham for AU’s begrundelse for at hemmeligholde notatet.

“Det nærmer sig det absurde. Jeg kan ikke forestille mig, at mine kolleger kunne finde på at anlægge sag, og jeg kunne i hvert fald ikke selv finde på det. Vi er bekymrede for, om vi kan nå alle vores mange opgaver, og vi har slet ikke tid til at lægge sag an mod vores arbejdsgiver”, siger han. Jørgen Eivind Olesen tilføjer, at han først fandt ud af, at AU-ledelsen havde pålagt ham tavshedspligt, da sagen begyndte at rulle i medierne.

Fik ikke entydigt svar
Advokatnotatet, der er dateret 26. april 2016, gav i øvrigt ikke AU-ledelsen et entydigt svar.

Godt nok konkluderes det, at “kontraktens punkt 14.5, hvis bestemmelsen læses strikte efter ordlyden, er uforenelig med den adgang til ytringsfrihed, som universitetsansatte forskere har, men at bestemmelsen ikke blev håndhævet i praksis”.

Endvidere står: “Da en aftalefortolkning altid må tage afsæt i parternes fælles forståelse og administration af aftalegrundlaget, har vi i lyset af den oplyste praksis ikke grundlag for at konkludere, at kontrakten er i strid med dansk ret, herunder reguleringen af universitetsansatte forskeres ytringsfrihed. Da bestemmelsen imidlertid læst strikte efter ordlyden indikerer, at forskernes ytringsfrihed forsøges begrænset i strid med den gældende retstilstand, vil vi anbefale, at Aarhus Universitet i fremtiden afstår fra at indgå kontrakter med lignende bestemmelser”.

Rektor: AU forvaltede ikke ud fra kontrakten
Det var denne fortolkning, som AUrektor Brian Bech Nielsen holdt sig til i programmet “Deadline” den 25. januar 2018.

Da værten spurgte ham, hvorfor AU skrev under på mundkurvskontrakterne, svarede han:

“Det, vi fik at vide [i det indhentede juridiske responsum], det er, at det er ligegyldigt, hvad der står i kontrakten, så er man forpligtet af forvaltningsloven, offentlighedsloven og miljøoplysningsloven, og det har vi faktisk administreret efter, efter det jeg er vidende om i hvert fald. Så det betyder, at vi rent faktisk har haft en kontrakt med nogle rigide bestemmelser liggende, men rent faktisk administreret efter det andet. I øvrigt i god forståelse med ministeriet. Så jeg tror i virkeligheden, det er grunden til, at det har taget nogen tid, før vi blev opmærksomme på problemet”.

Bizar forklaring
Heine Andersen kalder rektors forklaring for bizar:

“Det, rektor siger, er, at kontrakten godt nok var ulovlig, men da forvaltningsloven står over kontrakten, har de forvaltet ud fra den og set bort fra kontrakten, og det har de været enige med myndigheden om. Det er noget sludder”.

Han henviser til, at han har talt med forskere fra AU, der arbejder med myndighedsbetjening, og de har altid opfattet det sådan, at de skulle holde mund, indtil rapporterne var offentliggjort.

I en rapport om forskningsfriheden på AU fra 2018 svarede 16 procent af forskerne, at de har følt sig presset af ledelsen til at ændre, udskyde eller ikke offentliggøre deres forskningsresultater. Undersøgelsen viser, at forskere, der deltager i myndighedsbetjening fx for ministerier, er særligt udsatte for at opleve pres.

Debat: Syddansk Universitet: EMA kontrakter er ikke ulovlige

Af Jesper Hallas, professor, overlæge, dr.med, Afdelingen for Klinisk Farmakologi og Farmaci, Syddansk Universitet

Forskerforum har valgt at videreformidle en artikel fra bloggen, psykiatriavisen.dk, om Syddansk Universitets kontrakt med det europæiske lægemiddelagentur (EMA) vedrørende udførelse af en forskningsopgave.

Læs: SDU har skrevet under på ulovlig tavshedsklausul

Artiklens to bærende postulater er, at kontrakten er ulovlig, idet den ikke sikrer forskerne publikationsret, og at EMA er i lommen på lægemiddelindustrien, da EMA for en stor dels vedkommende er finansieret af denne. De to kædes i psykiatriavisen sammen til at SDU er købt af industrien til at være tavse om deres forskningsresultater, altså har fået mundkurv på.

Det første postulat er faktuelt forkert. Projektet er iværksat på initiativ af EMA i et forsøg på at vurdere effekten af udmeldinger om at et konkret lægemiddel skal bruges mere varsomt. Bliver det derefter reelt brugt mindre? Hvor meget mindre? Hvor hurtigt og hvor længe? Forskydes forbruget i retning af andre lægemidler, der er mindst lige så problematiske? Et konsortium bestående af universiteter fra Skotland, England, Holland og Danmark (SDU) vandt en licitation om at udføre studiet. I kontrakten forbeholder EMA sig visse rettigheder til resultaterne. EMAs rettigheder er således i detaljer beskrevet i framework contract og specific contract, der et sted angiver at EMA skal godkende eventuelle publikationer, dvs den problematiske klausul. Dog fremgår det klart af Artikel I.6 i specific contract og på side 1 i framework contract, at konsortiedeltagerne kan publicere, og desuden at ”ENCePPs code of conduct” – som utvetydigt specificerer at forskerne har publikationsret – har forrang for framework contract.  ENCePP er i øvrigt et EMA organ.

Hverken EMA eller SDU har altså handlet ulovligt. Der er i værste fald tale om en klodset udformning af kontrakten fra EMAs side, hvor der indgår en problematisk klausul, som derefter over-rules af en anden og mere korrekt klausul. Jeg citeres for, at det er en ”uskik”, hvilket vel er den rette betegnelse. Jeg kan tilføje, at forskerkonsortiet allerede har udarbejdet et udkast til publikation, som i øjeblikket cirkulerer mellem forskerne til finjustering.  Dette ville ikke være sket, hvis der var tvivl om at vi kunne publicere.

Det andet postulat er mildest talt fortænkt. Det er korrekt, at EMA for en stor dels vedkommende er finansieret af de afgifter, medicinalindustrien betaler for at få lov at markedsføre deres lægemidler i EU. Men lægemiddelindustrien kan ikke fravælge at betale EMAs afgifter, og der findes intet andet organ der kan give markedsføringstilladelse. Så det er svært at se, hvilken klemme industrien har på EMA. EMA har da heller ikke ligefrem ry for at være eftergivende over for lægemiddelindustrien. Og hvad er alternativet? Ville vi hellere have haft EMA finansieret af EUs skatteydere frem for af dem der tjener penge på lægemiddelmarkedet og som nødvendiggør et overstatsligt apparat til lægemiddelovervågning og -administration? Konstruktionen og finansieringen af EMA er bestemt en seriøs diskussion værd, men den skal ikke tages i en sammenhæng, hvor det skal bruges til at mistænkeliggøre forskere.

Så postulatet om at SDU på ulovlig vis er betalt til at være tavse bygger på en løs sammenkædning af en forkert og en stærkt fortænkt forudsætning.

Fv19: Få nu taxameteret på det tørre

Af lektor Karsten Boye Rasmussen, fmd. for Djøfs universitets- og forskningssektor

Partierne står på nakken af hinanden med valgkampsløfter om at afskaffe toprocentsbesparelserne. Toprocentsbesparelserne, det såkaldte omprioriteringsbidrag, har forkrøblet uddannelsesinstitutionernes økonomi og bliver nævnt som hovedårsag, bl.a. da AAU nyligt fyrede 107 medarbejdere. Afskaffelsen af toprocentsbesparelserne er et behageligt politisk løfte at give, for indfrielsen camoufleres i teknikaliteter om afviklingstakt, og det gør det nemt at fremstå som den store frelser og befrier.

Kandidaterne bør holdes fast på, at afslutningen af omprioriteringsbidraget er utilstrækkeligt. Det skal ikke skjules, om der også er lovning på at genoprette økonomien efter skaden med de mere end 10 procent, der allerede er skåret. Yderligere fremstår de gode hensigter som hykleri, hvis partierne ikke samtidig giver klare tilsagn om at fortsætte taxameterløftet af uddannelsestilskuddene for humaniora og samfundsvidenskab – det tørre taxameter.

En afgørende del af tilskuddet til universitetsuddannelserne består af taxametertakster fastsat af politikerne. Taxametertaksten er forskellig afhængigt af studieretningen, og taksterne er fastsat efter delvist objektive kriterier, fx er det pr. studerende dyrere at indrette et dissektionslokale til medicinstuderende end at indrette et grupperum til økonomistuderende. Men taksterne har også et motiverende indhold for universitetsledelserne. Når ingeniørtaksterne er højere, er det også, fordi regeringen ønsker flere ingeniører.

I praksis gælder imidlertid for alle uddannelser, at universiteterne er nødsaget til at overføre penge fra basisforskningsmidler til uddannelserne. Taksterne er simpelthen utilstrækkelige alle steder. Humaniora og samfundsvidenskab har dog de laveste takster. Og grundige undersøgelser for 10 år siden konkluderede at den lave takst simpelthen var for lav. Derfor blev der for 10 år siden indført et løft af taxametertaksterne på de to tørre hovedområder. Det løft er flere gange blevet forlænget, men stadig ikke gjort permanent. Det betyder, at de to områder er i risiko for, at mere end 10 procent af undervisningens finansiering kan forsvinde i en stadig uafklaret kamp om den næste finanslov.

Danmark har brug for at investere mere i uddannelse. Ungdoms- og erhvervsuddannelserne har brug for et løft. Vi har brug for investeringer i livslang læring. Vi har brug for uddannelsesløft til de ufaglærte. Pengene til disse investeringer må bare ikke tages fra de akademiske uddannelser, som det blev krævet i Politiken i starten af maj måned, da formand for HK/Privat Simon Tøgern tog en boksetur i debatringen, hvor han ikke holdt sig tilbage med akademikerbashing – uden hold i virkeligheden. Danmarks uddannelsesbudget må ikke blive et nulsumsspil. Vi har brug for en opjustering af alle uddannelserne. Det er fortvivlende, at der er blevet skåret ned, når det igen og igen bliver påvist, at uddannelse skaber job og vækst. Således viste en Epinionundersøgelse for AAK og Djøf, at ansættelse af en akademiker skaber flere job i virksomhederne, og det er i vid udstrækning nye job til faglærte.

Vi er enige med de 8 rektorer, der i et indlæg i Jyllands-Posten appellerer til politikerne, at det er vigtigt at taxameterløftet fastholdes. Et bortfald af taxameterløftet på de tørre områder vil være en bombe, som vil udløse yderligere blodige fyringer på samfundsvidenskab og humaniora overalt, og det er samfundsøkonomisk uklogt. Beslutningen om at videreføre taxameterløftet kan ikke vente til finanslovsforhandlingerne. Der bør udstedes garantier nu.

Når folketingskandidaterne siger, at de vil afskaffe toprocentsbesparelserne, så spørg, om de vil sikre løftet af det tørre taxameter permanent. Og stem på de kandidater, der vil, og som vil sikre investeringen i uddannelserne, i de lange videregående uddannelser og i Danmark som videnssamfund.

Fyret international topforsker: Noget er råddent i Danmark

Den dansk-canadiske professor Susan Stipp har været igennem et opslidende forløb, hvor hendes forskningsgruppe blev nedlagt med to timers varsel og alle forskerne fyret. Nu kritiserer hun den danske universitetslov for at give lederne enorm magt, uden at de kan blive stillet til regnskab for deres handlinger.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk – Illustration: Morten Voigt

Kan det være rigtigt, at samtlige 23 medlemmer af en internationalt anerkendt forskningsgruppe, der har skaffet mere end en kvart milliard kr. i forskningsmidler og fået flere fremragende evalueringer af eksperter, kan blive fyret med to timers varsel og få deres opsparede midler eksproprieret?

Ja, det skete på Kemisk Institut på Københavns Universitet, hvor Susan Stipp og gruppemedlemmerne i Sektionen for Materialekemi blev afskediget i august sidste år. Hun siger, at årsagen var, at institutlederen ville ekspropriere gruppens forskningsmidler på grund af et truende underskud på instituttet.

Dokumenterne i den spegede sag, som Forskerforum er kommet i besiddelse af, tegner et billede af en institutleder, der pludselig beslutter at fyre alle forskerne, selvom der var bevillinger og opsparede midler til deres løn. Hans overordnede – John Renner Hansen, dekan på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet – havde tilmed set og kommenteret en plan fra Susan Stipp, der betød, at forskerne kunne gøre deres projekter færdige og derefter blive overflyttet til andre arbejdspladser ved udgangen af 2019.

Institutleder Mikael Bols fastholder, at pengene tilhører Kemisk Institut, og afviser at have eksproprieret forskningsmidler. Han siger, at det trak fundamentet væk under sektionen, at Susan Stipp ønskede at forlade instituttet.

“Jeg havde ikke tiltro til, at sektionen kunne overleve, når både Susan Stipp og sektionslederen ville forlade den, og så besluttede jeg at lukke ned hurtigst muligt, så vi ikke blev ved med at bruge midler på lønninger”, siger han.

John Renner Hansen bekræfter, at han nikkede ja til planen, som Susan Stipp præsenterede ham for, men at det viste sig, at præmisserne ikke holdt.

Læs også

Institutleder og dekan afviser at have eksproprieret forskningsmidler

Unge forskere: Institutleder smadrede unik forskning

Indkaldt med to timers varsel
I en e-mail til de ansatte i Sektionen for Materialekemi dateret 15. august 2018 kl. 11.01 skriver Mikael Bols: “Jeg indkalder jer hermed til møde i dag kl. 13.00 i lokale 02-04-413. Mødet omhandler sektionens fremtid”.

Mødet blev altså indkaldt med to timers varsel, og kl. 14.11, ca. en time senere, annoncerer han lukningen i en ny e-mail sendt til alle på instituttet:

“For at sikre instituttets bæredygtighed har Kemisk Instituts ledelse derfor besluttet at nedlægge Sektionen for Materialekemi per 31/12-2018. Det betyder, at alle stillinger i sektionen nedlægges”, skrev Mikael Bols.

Ifølge Forskerforums oplysninger blev samarbejdsudvalget (LSU) orienteret to timer før de ansatte. Flere medlemmer protesterede, men beslutningen var reelt truffet på forhånd.

Susan Stipp siger, at mange af de ansatte ikke kunne nå frem til mødet kl. 13 på grund af den korte varsel, og en del havde slet ikke set deres e-mail. Flere fandt derfor ud af, at de var ved at blive fyret, da de snakkede med kollegerne fra andre sektioner ved kaffemaskinen i mødelokalet. En var sågar på vej på talerstolen for at holde sit oplæg til en konference, da hun fik beskeden.

“De virkelige ofre er de unge lovende forskere, som ikke kunne færdiggøre deres projekter, og de ph.d.studerende,som blev efterladt uden vejledere. Sagen har haft alvorlige følger for deres karriere, og det var unødvendigt”, siger hun.

Tog opsparede midler
Ifølge Susan Stipp overtog institutlederen efter lukningen Sektionen for Materialekemis midler, da de stod på underkonti, som ledelsen havde adgang til, for at dække et truende underskud på instituttet.

Forskerforum har set institutlederens opgørelse over konti, hvor det fremgår, at der står i alt 17,8 mio. kr., og en opgørelse over andre bevillinger.

Ifølge dokumenterne mødtes sektionsleder Henning Osholm Sørensen med Mikael Bols i begyndelsen af juni 2018.

Den nu forhenværende sektionsleder Henning Osholm Sørensen bekræfter, at mødet med Mikael Bols fandt sted, og at han blev præsenteret for en opgørelse, hvor det fremgik, at Sektionen for Materialekemi havde et beløb opsparet, der var tilstrækkeligt til, at de kunne køre videre i 1½ år på cirka samme niveau.

Det var penge, som forskerne havde skaffet fra EU, industripartnere, fonde og havde fået i intern bonus fra KU for at have hentet EC grants fra EU. Institutlederen bad ham berolige de ansatte med, at der var penge nok til løn, men to måneder senere afskedigede han dem alligevel.

“Der er ingen tvivl om, at pengene i stedet i et vist omfang er blevet brugt til at dække instituttets underskud”, siger Henning Osholm Sørensen.

Han tilføjer, at han blev orienteret om lukningen, samtidig med at de øvrige ansatte modtog indkaldelsen til mødet om sektionens fremtid. Samarbejdsudvalget var blevet orienteret to timer inden.

“Jeg var selv ansat i et såkaldt tidsubegrænset lektorat, men det viste sig kun at være tidsubegrænset, indtil institutlederen traf en anden beslutning og fyrede mig”, siger Henning Osholm Sørensen.

Flere af de afskedigede forskere protesterede mod beslutningen i deres partshøringsbrev. Blandt andre franske Nico Bovet, der argumenterede med, at der var sparet eksterne midler sammen til lønninger.

I svaret underskrevet af dekan John Renner Hansen står der blandt andet:

“For the avoidance of doubt, it is stressed that a Head of Department has the right to limit the researchers’ access to use of their savings for the sake of the Department’s overall finances”.

“De kaldte det en fast stilling, da jeg fik jobbet, men alligevel blev jeg fyret hurtigt, uventet og brutalt. Det kunne aldrig ske i Frankrig”, siger Nico Bovet.

Susan Stipp har også fået at vide, at det ifølge universitetets regler var lovligt at inddrage gruppens opsparede midler, men det er alligevel uetisk, mener hun.

“Jeg vil argumentere for, at det er amoralsk at ekspropriere forskningsmidler og bonusser, som medlemmerne af forskningsgruppen har tjent gennem deres hårde arbejde, og så sige, at gruppen giver underskud, og fyre dem”, siger hun.

Hun tilføjer, at hun ikke har fået lov til at overflytte en del af de forskningsinstrumenter, som hun har indkøbt for eksterne midler, til sin nye arbejdsplads, og det ville koste omkring 20 mio. kr. at erstatte dem.

Ifølge Susan Stipp fik hun lov til at overflytte en mindre del af sine egne forskningsbevillinger. Hun fik 2,5 mio. kr. til at færdiggøre industriprojekter, men der stod 7,9 mio. kr. på hendes konti på KU.

Flere eksterne bevillingsgivere klagede til rektor over behandlingen af Susan Stipp, men de, der fik et svar, fik blot at vide, at det er foregået efter reglerne.

Havde et anstrengt forhold
Susan Stipp fortæller, at samarbejdet med institutlederen Mikael Bols hurtigt blev anstrengt, efter at han blev ansat i 2007, måske fordi hun er typen, der siger sin mening.

“Jeg troede, at han mente det, da han sagde, at han gerne ville have input til ledelsesmøder, men han bryder sig ikke om folk, der er uenige med ham”, siger hun.

Forholdene blev værre og værre, og i 2014 blev det uudholdeligt og nærmede sig chikane, fortæller hun. Hendes gruppe har i løbet af 12 år skaffet mere end 250 mio. kr. i forskningsmidler fra industrien, EU og fonde, herunder overhead på 10 til 44 procent, som gik til instituttet – cirka 50 mio. kr., vurderer hun – men sektionen fik intet tilbage i form af teknisk eller administrativ støtte. Hun fortæller, at hun selv betalte tre teknisk-administrative ansatte med eksterne forskningsmidler, og gruppen måtte selv indkøbe møbler, it-udstyr og betale for istandsættelse af lokaler. Ikke engang instituttets printere måtte de benytte.

“Gruppen har altid været selvfinansieret, også til sidst. Vi kostede instituttet intet på nær min løn i 6 af de 12 år”, siger Susan Stipp.

I 2014 bevilgede BP 10 mio. kr. til at købe et nyt måleinstrument, men i to år kunne hun ikke få en plads til det, selvom der var et lokale i kælderen, der kun blev brugt til tomme flasker og skrammel.

Lige efter en evaluering i 2014, hvor et ekspertpanel roste sektionen, meddelte institutlederen hende pludselig, at hun ikke måtte søge om flere eksterne midler, medmindre der fulgte 45 procent overhead med. Ikke engang offentlige danske fonde betaler mere end 44 procent overhead, så i realiteten afskar det hende fra at søge funding.

“Han hævede hele tiden kravene”, siger hun.

Loven giver risiko for magtmisbrug
Susan Stipp understreger, at hun ikke bærer nag til KU som institution, men hun har valgt at fortælle om sagen, i håb om at den danske universitetslov vil blive ændret.

Hun siger, at problemet med loven er, at institutlederen ikke skal stå til ansvar over for nogen: “Der er et hul i systemet, der må repareres, ellers vil det her ske igen og igen”.

“Systemet, der blev indført med universitetsloven, er en model, der kendes fra erhvervslivet, men den kræver, at lederen på hvert niveau af ledelseshierarkiet kan holdes ansvarlig for sine handlinger af sin overordnede”, siger Susan Stipp.

Mange af hendes kontakter i forskningsverdenen i udlandet kan ikke forstå, at den slags kan ske i et land som Danmark.

“For folk uden for Danmark er det uhyrligt at forestille sig, at en institutleder kan fyre en hel sektion, der har ry for god videnskab og at kunne fundraise. I alle andre lande, hvor universiteter er drevet via demokratiske processer, er det simpelthen utænkeligt, at en institutleder kan have så meget magt. Den hast, fyringerne blev gennemført med, og det irrationelle ved beslutningen får folk til at tænke, at noget er råddent i Danmark”, siger Susan Stipp.

Gruppen fik fremragende ekspertevalueringer
Et internationalt ekspertpanel evaluerede Kemisk Institut i henholdsvis 2008, 2011, 2014 og 2017, og alle rapporterne var positive over for Sektionen for Materialekemi.

I 2017 anbefaler ekspertpanelet en styrkelse af forskningsområdet, da det er med til at løse mange samfundsproblemer relateret til energi og miljø.

På side 16 i rapporten på engelsk står der i anbefalingerne:

“A plan for the future of the Materials Chemistry section should be developed, either by combining it with Nano Chemistry or by considering its expansion beyond the group of a single tenured faculty member. In our minds, Materials Chemistry is an important area that is not being adequately covered by a single research group, irrespective of the high quality of the research being produced by that group”.

Formand for ekspertpanelet var Stefan Hecht, professor på kemisk institut ved Humboldt-Universität zu Berlin. Han er leder af afdelingen “Organic Chemistry and Functional Materials” og har tidligere været både dekan og vicedekan på det naturvidenskabelige fakultet på Humboldt-Universität zu Berlin.

Han er chokeret over nedlæggelsen af sektionen og kalder det ufatteligt, da Forskerforum fanger ham på telefonen i lufthavnen på vej til en konference.

“Vi gav jo Sektionen for Materialekemi en meget positiv evaluering, og Susan Stipp var tydeligvis succesfuld og hentede store forskningsbevillinger hjem. Hun bar sektionen på sine skuldre, så vi anbefalede at udvide den og give nogle af de unge lovende forskere en fast stilling, så de kan tage over, når hun på et tidspunkt vælger at gå på pension. Instituttet havde et unikt aktiv i hende, så jeg forstår det virkelig ikke”, siger han.

Umuligt at fyre en professor i Tyskland
Stefan Hecht er rystet over, at det overhovedet er muligt at fyre en professor i Danmark. I Tyskland har professorer tenure og dermed sikkerhed i ansættelsen.

“Jeg skal begå en meget alvorlig forbrydelse, hvis jeg skal risikere at blive fyret. Hvis jeg passer min forskning og undervisning, har jeg intet at frygte, og sådan er det i alle lande, jeg kender til”, siger Stefan Hecht og fortsætter:

“Det er meget vanskeligt at blive udnævnt til professor, men når du først har opnået tenure, er det svært at miste dit professorat igen. Hvis det ikke var tilfældet, ville en akademisk karriere, hvor du bruger årtier af dit liv på at blive bachelor, kandidat, ph.d., postdoc, adjunkt og lektor, være langt mindre attraktiv”.

“Hvordan vil processen være i Tyskland, hvis ledelsen vil lukke en hel forskningsgruppe eller sektion?”

“Jamen, det er utænkeligt. Det vil aldrig kunne ske. Jeg har aldrig hørt om en lignende sag i academia. Jeg troede ærlig talt, at det var umuligt – også i et land som Danmark. At der var love og rettigheder, der forhindrede den slags”, siger han.

Stefan Hecht tilføjer, at det er hans indtryk, at vi burde diskutere, hvordan vi driver vores universiteter i Danmark.

“Der er måske lidt for meget elfenbenstårn over systemet i Tyskland, men det virker, som om I er gået for langt i jeres reformer, og at universiteterne bliver drevet som virksomheder. Det er skadeligt for forskningen, hvis en institutleder kan gøre, som han har lyst, og fyre forskerne. Det er skræmmende, hvis det er lovligt”, siger han.

Danmark lever ikke op til internationale aftaler
Stefan Hecht er langtfra den eneste, der har fået øjnene op for, at det danske universitetssystem mangler både indflydelse og jobsikkerhed for det videnskabelige personale.

I 2007 klagede Dansk Magisterforening til UNESCO, FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, over, at danske universitetsansatte har usikre ansættelsesforhold og for lidt indflydelse på deres arbejde. Danmark tilsluttede sig i 1997 UNESCOs anbefalinger om friheder og rettigheder for universitetsansatte, men de skiftende regeringer fulgte ikke anbefalingerne, lød klagen. Ifølge UNESCO-erklæringen er kollegialt demokratisk selvstyre en væsentlig del af det at have akademisk frihed. Det indebærer ret til at vælge repræsentanter og have medarbejderflertal i styrende organer med reel besluttende myndighed i sager vedrørende administration, politikudformning, fordeling af ressourcer, forskningsstrategier og uddannelser og undervisning.

UNESCO slår også fast, at tenure – altså sikkerhed i ansættelsen – er en forudsætning for akademisk frihed, fordi det forebygger vilkårlige afskedigelser. Der skal være gode grunde og en retfærdig proces baseret på grundig og præcis evaluering, hvis det overhovedet skal være muligt at afskedige en forsker, og institutionen skal have taget alle skridt, som man med rimelighed kan forvente, for at hindre afskedigelse.

I forbindelse med nedlæggelsen af Sektionen for Materialekemi på KU skrev institutlederen, at beslutningen var truffet af ledelsen på Kemisk Institut, og samarbejdsudvalget (LSU) blev orienteret, to timer før de ansatte fik besked om, at de ville blive afskediget. Ifølge Forskerforums oplysninger protesterede flere medlemmer af udvalget, men beslutningen var reelt truffet på forhånd.

Danmark dumper i EU
Seniorforsker Terence Karran fra University of Lincoln i Storbritannien har i 2007 og 2017 undersøgt graden af akademisk frihed i EU, og i begge undersøgelser dumper Danmark med et brag.

I 2007 sluttede Danmark næstsidst, kun undergået af Storbritannien, og i 2017 sluttede Danmark på en 24.-plads blandt 28 EU-lande, efter at universitetsloven var blevet revideret i 2011.

Danmark scorer lavt hvad angår både demokratisk selvstyre og sikkerhed i ansættelsen.

De danske professorer Niels Kærgård og Peder Andersen har i en kronik i Berlingske kritiseret, at KU og AU overhovedet bruger udtrykket “tenure” i forbindelse med universitetsansættelser i Danmark:

“Når danske universiteter internationalt lancerer stillinger som “tenured” og “tenure track”, mens man rask væk fyrer kvalificerede lektorer og professorer, får man let et meget blakket ry, der svarer til, hvad der sker, hvis man bliver kendt for at sælge hestekød under betegnelsen “beef””, skriver de.

Terence Karran har i en ny undersøgelse fra 2018 fundet en sammenhæng mellem, hvor stor en akademisk frihed universiteter har, og hvor højt de ligger på internationale ranglister. De bedst placerede universiteter som Oxford og Harvard er præget af, at medarbejderne har stor medbestemmelse.

“De bedste forskere bliver tiltrukket af at arbejde på de bedste universiteter, ikke mindst fordi de beskytter den akademiske frihed. Forestil dig, at en lad os sige indisk topforsker vil rejse til Europa for at fremme sin karriere. Han bliver tilbudt en stilling i Spanien, hvor den akademiske frihed er beskyttet i forfatningen og i lovgivningen, og en stilling i Danmark, hvor han har hørt, at forskere kan blive fyret uden grund. Hvilket job tror du, at vedkommende vælger? Min forskning viser en sammenhæng mellem beskyttelsen af den akademiske frihed og et universitets placering på de internationale ranglister. På lang sigt vil det føre til en lavere placering på rankings, hvis et land ikke beskytter den akademiske frihed”, skriver han i et svar per e-mail til Forskerforum.

Terence Karran skriver også, at der er flere tiltag på vej i EU. En taskforce skal blandt andet udvikle et forslag til monitorering af brud på grundlæggende værdier som akademisk frihed, der skal præsenteres på en konference i Rom i 2020.

“Det er svært at forudsige, om det vil have en effekt på situationen i Danmark, men det er sandsynligt, at vi kommer til at se et fælleseuropæisk akademisk adfærdskodeks (code of conduct)”, skriver han.

Ansatte er prisgivet
Heine Andersen, professor emeritus på KU og forfatter til bogen “Forskningsfrihed”, er enig i, at den manglende beskyttelse mod fyring er problematisk, da tryghed i ansættelsen er en forudsætning for forskningens kvalitet og troværdighed, på samme måde som dommeres ansættelsestryghed er det for retssikkerheden.

Han mener, at problemerne bunder i afskaffelsen af de valgte ledere med universitetsloven fra 2003. Systemet med valgte ledere havde indtil da lagt en dæmper på, hvor egenrådige de kunne være.

“Der findes mange gode ledere, men der er også eksempler på dårlige og ligefrem kyniske ledere på alle niveauer, der misbruger deres meget vidtgående magtbeføjelser. I dag er du som universitetsforsker prisgivet i forhold til ledelsens dispositioner”, siger Heine Andersen.

Han tilføjer, at en dekan godt kan afskedige en institutleder, men han har ikke kendskab til noget tilfælde, hvor det er sket i Danmark. Det skyldes formentlig, at institutledere er åremålsansat, så det er lettere at lade dem sidde perioden ud.

Ifølge Heine Andersen bliver de fastansatte forskere på en del universiteter i USA involveret i forbindelse med både ansættelser og afskedigelser, og han foreslår, at vi i Danmark indfører en lignende model, hvor Akademisk Råd bliver rådført, når der er sparerunder og fyringer.

Udarbejdede flytteplan med dekanen
Susan Stipp begyndte efter 2014 at snakke med andre institutioner om muligheden for at flytte sin forskningsgruppe fra Kemisk Institut.

I 2018 var planerne blevet så konkrete, at hun med hjælp fra John Renner Hansen, dekan på naturvidenskab på KU, udarbejdede en plan for flytningen, der forstyrrede forskerne og de ph.d.-studerendes arbejde mindst muligt ved at lade instrumenterne, som hun havde indkøbt, blive på KU i en overgangsfase.

Ifølge Susan Stipp godkendte dekanen overflytningsplanen den 28. juni 2018 og præsenterede den for Mikael Bols, og så hørte hun ikke mere, indtil hun blev varslet fyret den 15. august. Hun klagede til dekanen, men John Renner Hansen svarede ifølge Susan Stipp, at han ikke brød sig om, hvad institutlederen havde gjort, men at han intet kunne stille op, da det var institutlederens ret.

Susan Stipp siger, at hun kender tre andre forskergrupper, der har stået i samme situation som hendes gruppe, men de tør ikke stå frem i offentligheden, af frygt for at det vil ødelægge deres karriere.

Hun håber ved at fortælle gruppens historie at få systemet ændret hen imod, at lederne skal stå til ansvar over for medarbejderne og overordnede, så det samme ikke kan ske igen.


Energi, miljø og sundhed

Mikael Bols begrundede blandt andet sin beslutning om at nedlægge Sektionen for Materialekemi med, at sektionen var afhængig af bevillinger fra olieindustrien, som er på vej til at stoppe, men det afviser Susan Stipp.

Gruppen havde for længst udvidet sit fokus og blandt andet modtaget 45 mio. kr. fra andre industrier, fra EU som EC grants og midler fra det britiske forskningsråd EPSRC (Engineering and Physical Sciences Research Council). De unge forskere havde tilmed deres egne projekter, og flere midler var på vej.

Hun og gruppen forskede blandt andet i, hvordan væsker bevæger sig i undergrunden, hvilket kan bruges til at udvikle produkter, der kan fjerne forureninger med olie, pesticider og rengøringsmidler.

De er også i gang med et projekt på Island, hvor man binder Co2 fra atmosfæren i mineraler og dermed hjælper med at begrænse den globale opvarmning, og de har projekter, der forsøger at forstå, hvordan naturen bestemmer form, størrelse og styrke på tænder, knogler og skaller. Fænomenet, som kaldes biomineralisering, er stadig et mysterium. hvis man kan forstå detaljerne i de kemiske processer, kommer man nærmere på at kurere lidelser som gigt, knogleskørhed og nyresten. Måske man endda kunne producere kunstige tænder, knogler og andre reservedele.

Unge forskere: Institutleder smadrede unik forskning

De lovende unge forskere mistede ikke blot deres arbejde, da institutlederen på Kemisk Institut pludselig lukkede Sektionen for Materialekemi. Det smadrede også et unikt forskningsmiljø, siger tre af forskerne.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk – Illustration: Morten Voigt

Det kom som et lyn fra en klar himmel, da Mikael Bols, institutleder på Kemisk Institut på KU, nedlagde Sektionen for Materialekemi og afskedigede professor Susan Stipp og de 22 forskningstalenter, som var tilknyttet.

Læs også

Fyret international topforsker: Noget er råddent i Danmark

Institutleder og dekan afviser at have eksproprieret forskningsmidler

Tre af forskerne, som Forskerforum har talt med, fortæller samstemmende, at det ødelagde et unikt forskningsmiljø, hvor talenter med forskellige faglige baggrunde arbejdede sammen om forskning, der findes få andre steder i verden. De peger på, at evalueringsrapporterne, som et internationalt ekspertpanel udarbejdede, alle roste sektionen for at levere forskning af høj kvalitet og anbefalede ledelsen at satse på området.

“Vi var stærke som gruppe, så KU og Danmark går glip af noget unik forskning”, siger Karina Krarup Sand, der nu er lektor på Sektionen for GeoGenetik på Biologisk Institut på KU.

Hun fortæller, at hvis ikke hun havde haft og siden fået eksterne midler, havde fyringen ødelagt hendes forskerkarriere.

Det var nervepirrende, da hun lige efter fyringen manglede en underskrift fra institutlederen for at kunne søge om midler hos Danmarks Frie Forskningsråd, der kunne forlænge hendes karriere med ca. 9 måneder. Sektionen for GeoGenetik trådte til og skrev under, og hun fik bevillingen. Efterfølgende har hun også modtaget 9,9 mio. kr. fra Villum Fonden som et af 21 unge lovende forskertalenter i fondens “Young Investigator Programme”.

“Fyringsforløbet har ikke været tilfredsstillende. Det er foregået uden nogen form for dialog, og det er hverken trygt eller rimeligt, at en institutleder uden videre kan tage vores optjente midler”, siger Karina Krarup Sand.

Den pludselige fyring gav også franske Nico Bovet store problemer, da han måtte stoppe sit forskningsprojekt og søge arbejde i stedet.

Han fandt en stilling tidsbegrænset til et år på et andet universitet, men han kan ikke forske i det samme.

“Det var et kæmpe skridt tilbage. Jeg var begyndt at opbygge min egen gruppe og søge større bevillinger, og så blev det hele ødelagt, og jeg måtte starte helt forfra et nyt sted”, siger han.

Nico Bovet tilføjer, at han er rystet over forløbet, da forskere er ansat som embedsmænd i Frankrig og derfor ikke kan afskediges.

“Det var brutalt. Vi blev indkaldt til møde, og to timer senere blev vi fyret”, siger han.

Australske Kim Nicole Dalby fortæller, at hun var til konference i Boston, da hun fik beskeden, så det kom som et kæmpechok.

“Hvis jeg var blevet arbejdsløs, ville jeg ikke kunne blive i Danmark, og så måtte jeg sælge min lejlighed, så det var meget usikkert og belastende. Universitetet sagde, at alt foregik efter reglerne, men så burde reglerne skrives om, så andre ikke må gennemleve det samme”, siger hun.

Kim Nicole Dalby har nu fået arbejde hos en stor dansk industrivirksomhed og har opgivet sin 17 år lange universitetskarriere.

Institutleder og dekan afviser at have eksproprieret forskningsmidler

Institutleder Mikael Bols og dekan John Renner Hansen siger, at nedlæggelsen af Sektionen for Materialekemi foregik efter bogen, og at pengene, som blev taget fra sektionens konti, tilhører universitetet.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk – Illustration: Morten Voigt

“Beslutningen om at nedlægge Sektionen for Materialekemi blev taget af mig. Vi diskuterede det i ledelsesgruppen, dekanen har godkendt det, og samarbejdsudvalget er blevet orienteret, men i sidste ende var det mig. Jeg forsøger at træffe de bedste beslutninger for Kemisk Institut, og jeg føler på ingen måde, at det var en forhastet beslutning”.

Sådan siger institutleder Mikael Bols om den pludselige lukning af sektionen og fyringen af 23 forskere i august 2018.

Læs også 

Fyret international topforsker: Noget er råddent i Danmark

Unge forskere: Institutleder smadrede unik forskning

Han siger, at han fulgte retningslinjerne fra HR-afdelingen på fakultetet til punkt og prikke. Anbefalingen lød at indkalde de ansatte til et informationsmøde så hurtigt som muligt for at undgå, at nyheden om lukningen blev lækket og spredte sig som rygter. Det var ikke obligatorisk at komme til mødet, og alle blev efterfølgende orienteret per mail, siger han.

Det handlede om økonomi
Ifølge Mikael Bols handlede lukningen primært om økonomi, selvom sektionens forskning også tilhørte et grænseområde inden for kemien.

“Der var ikke noget galt med forskningen, og gruppen var meget succesfuld på grund af penge fra olieindustrien, men bevillingerne blev færre, og sektionen gav underskud og havde gjort det nogle år. Det var en bunden opgave at lukke sektionen på et tidspunkt”, siger han.

Mikael Bols erkender, at han i juni 2018 var mere optimistisk og sagde til sektionslederen, at der ikke var grund til bekymring, da der var eksterne midler til lønninger. Men det var, fordi han på det tidspunkt håbede, at forskerne kunne skaffe flere midler.

“Jeg satsede på, at sektionen kunne køre videre”, siger han.

Det ændrede sig ifølge Mikael Bols, da Susan Stipp meddelte, at hun planlagde at flytte til et andet universitet og ville tage sine eksterne bevillinger med. “Det trak fundamentet væk under finansieringsplanen og skabte en helt ny situation. Jeg havde ikke tiltro til, at sektionen kunne overleve, når både Susan Stipp og sektionslederen ville forlade den, og så besluttede jeg at lukke ned hurtigst muligt, så vi ikke blev ved med at bruge midler på lønninger”, siger han.

Han tilføjer, at han mener, at medarbejderne også var bedst tjent med en hurtig nedlukning, så de kunne komme videre og finde anden beskæftigelse.

Det var ikke en plan
Susan Stipp siger, at hun udarbejdede en overflytningsplan, som dekanen kommenterede, der ville sikre en gradvis nedlukning af hensyn til de ansatte, der dermed ville få tid til at færdiggøre deres projekter og finde andet arbejde. Hvorfor accepterede du ikke den?

“Jeg vil ikke kalde det en plan, fordi det ikke fremgik, hvad der skulle ske med resten af sektionen, når Susan Stipp var flyttet. Flere var jo fastansat som lektorer, så jeg skulle lønne dem med instituttets ordinære midler, når Susan var flyttet med sine eksterne midler, og det mente jeg ikke var rimeligt over for de øvrige ansatte”, siger Mikael Bols.

John Renner Hansen, dekan på fakultetet SCIENCE, tilføjer, at Susan Stipp fremlagde en plan for ham, som han kommenterede og nikkede ja til som en mulig og farbar vej, selvfølgelig under forudsætning af at de præmisser, som lå til grund for planen, også i sidste ende kunne holde.

“Da Mikael Bols gennemgik planen, var der betydelige uoverensstemmelser i forhold til, hvordan han så den økonomiske situation. Dette blev underbygget af den analyse økonomerne på fakultetssekretariatet gennemførte. Susan Stipp har fået, hvad man kan forvente i den givne situation, herunder en betydelig støtte fra de administrative enheder på SCIENCE. Der var på intet tidspunkt grund til at betvivle institutlederens faglige og administrative dømmekraft”, skriver han i sit svar.

Pengene er KU’s
Mikael Bols siger, at han ikke har eksproprieret eksterne forskningsmidler fra sektionens konti og overflyttet dem til instituttet. Ifølge Mikael Bols har Susan Stipp fået overdraget sine eksterne bevillinger i størrelsesordenen 7-10 mio. kr. til sin nye arbejdsplads, og det samme har andre forskere i sektionen.

Derudover stod der overheadmidler og bonusser, som sektionen havde modtaget fra Københavns Universitet for at have hentet EU-bevillinger hjem.

“Det er instituttets penge. Jeg kan ikke forstå, at Susan Stipp kan tro, at hun kan tage penge med, som hun har fået af Københavns Universitet”, siger han.

Ifølge Mikael Bols er en del af pengene blevet brugt til at udbetale løn til de ansatte i sektionen i 2018, og der er i størrelsesordenen 4-5 mio. kr. tilbage, som der ikke er disponeret over endnu.

VALG: Det mener partierne om forskning og uddannelse

  • Alternativet

Hvor stor en andel af BNP (bruttonationalproduktet) skal Danmark afsætte til forskning og udvikling på det offentlige budget? (EU´s Barcelona-målsætning siger minimum 1 %).

– Vi har ikke taget stilling til et præcist procenttal, men vi mener at grundforskningen og den frie forskning skal forhøjes med 1,5 milliarder kroner over fire år (altså udover at omprioriteringsbidraget skal afskaffes).

Skal omprioriteringsbidraget på uddannelse stoppes? Hvis ja, hvornår fra? Skal der ske en omfordeling af midler inden for undervisningssektoren, så nogle typer institutioner får flere midler og andre mindre (eksempelvis prioritere professionshøjskoler over universiteter).

–  Ja, omprioriteringsbidraget skal stoppe ved førstkommende finanslov. Vi har ingen planer om at omfordele inden for sektoren, men vi ønsker at styrke både grund-, ungdomsuddannelserne og universiteterne med 6 milliarder over fire år og at styrke grund- og fri forskning med 1,5 milliarder over fire år, samt at styrke erhvervsuddannelserne specifikt med 800 millioner over fire år. Derudover skal fremdriftsreform afskaffes (udgift: 3,8 milliarder over fire år) og uddannelsesloftet skal afskaffes (1,2 milliarder over fire år). Al denne finansieren hentes udenfor sektoren.

De humanistiske, samfundsvidenskabelige og juridiske uddannelser har siden 2010 modtaget 5.000 kr. ekstra i uddannelsestaxameter, men tilskuddet er fjernet fra 2020. Skal det ekstra tilskud videreføres efter 2019 og skal det eventuelt gøres permanent? 

– Ja, det ser vi gerne.

Skal den ledighedsbaserede dimensionering af uddannelser fortsætte? Hvis ja, skal modellen så laves om eller fortsætte i sin nuværende form?

– Nej, det er grundlæggende en fejl at dimensionere uddannelser efter ledighed. Unge skal ikke uddanne sig efter arbejdsmarkedets behov, men efter nysgerrighed og interesse. Universitetsuddannelserne skal bidrage med primært to ting: dannelse og kundskaber. Disse skal de studerende anvende efterfølgende – uagtet om de finder jobs inden for deres felt eller ej. Vi anerkender dog, at enkelte meget snævert erhvervsrettede uddannelser, som har svært ved at tage andre jobs, kan dimensioneres (f.eks. medicinstudiet). Men det er en historisk fejltagelse og af stor negativ betydning for dannelsen og åndeligheden i vores samfund, at man har skåret så meget i de humanistiske uddannelsespladser ud fra et erhversperspektiv.

Skal universiteterne tilbydes at få selveje og dermed overtage ejerskabet af deres bygninger, eller skal staten fortsat eje bygningerne og udleje dem med overskud? Hvis ja til sidstnævnte, hvor meget skal staten så tjene på at leje ud til universiteterne?

– Ja til det første.

I hvilken udstrækning skal danske universiteter være internationale? Skal der eksempelvis udbydes bacheloruddannelser, hvor der undervises på engelsk, skal der være et loft over antallet af udenlandske studerende?

– Der skal ikke være loft over udenlandske studerende, og ja, der må meget gerne for os udbydes bacheloruddannelser, hvor der undervises på engelsk. Danmark er en lille del af et stort internationalt samfund – det skal vores universitetsuddannelser afspejle. Vi skal åbne os for verden, ikke lukke os.

Hvad er jeres mærkesag i forhold til forskning og videregående uddannelse?

– At afskaffe fremdriftsreformen – specifikt det der er tilbage af den, nemlig SU-reglen om at man får mindre SU ved forsinkelse på sit studium, hvis man først starter sin videregående uddannelse to år efter studentereksamen.

–  At afskaffe uddannelsesloftet.

– At arbejde for bedre undervisningskvalitet og for at universiteterne hellere skal måles på deres undervisningskvalitet end forskningspublikationer.

–  At langt størstedelen af forskningen skal være fri og ikke strategisk forskning.

– At genindføre filosofikum.

– At afskaffe færdiggørelses- og resultattilskuddet i bevillingssystemet til de videregående uddannelser.

—————————————————————————————————————————

Dansk Folkeparti

Hvor stor en andel af BNP (bruttonationalproduktet) skal Danmark afsætte til forskning og udvikling på det offentlige budget? (EU´s Barcelona-målsætning siger minimum 1 %)

– Vi skal fastholde 1 % som et bundniveau. Vi skal i dette ikke indregne indhentede midler fra EU.

Skal omprioriteringsbidraget på uddannelse stoppes? Hvis ja, hvornår fra? Skal der ske en omfordeling af midler inden for undervisningssektoren, så nogle typer institutioner får flere midler og andre mindre (eksempelvis prioritere professionshøjskoler over universiteter)

– Omprioriteringsbidraget skal fjernes 1. januar 2020 på ungdomsuddannelserne. Omprioriteringsbidraget på videregående uddannelser skal fjernes, og der skal udarbejdes en plan for udflytning af uddannelsespladser fra de fire store uddannelsesbyer. Der vil altid i forbindelse med en finanslov skulle vurderes, om der er behov for prioriteringer inden for et område – det vil også gælde uddannelsesområdet.

De humanistiske, samfundsvidenskabelige og juridiske uddannelser har siden 2010 modtaget 5.000 kr. ekstra i uddannelsestaxameter, men tilskuddet er fjernet fra 2020. Skal det ekstra tilskud videreføres efter 2019 og skal det eventuelt gøres permanent?

– Der er aftalt et taxametereftersyn i forhold til de enkelte uddannelser. I den forbindelse skal niveauet af tilskuddet på de enkelte uddannelsesområder vurderes. Indtil dette eftersyn er tilendebragt bør det ekstra taxameter på hum, samf og jur opretholdes.

Skal den ledighedsbaserede dimensionering af uddannelser fortsætte? Hvis ja, skal modellen så laves om eller fortsætte i sin nuværende form?

– Det bør være en helt naturlig del af den enkelte uddannelsesinstitutions planlægning, at dimensionere optag i forhold til det forventede behov på arbejdsmarkedet. Ideelt set bør det være en opgave, som uddannelsesinstitutionen selv håndterer, og DF vil gerne arbejde hen imod en model, som giver øget selvstyre under ansvar.

Skal universiteterne tilbydes at få selveje og dermed overtage ejerskabet af deres bygninger, eller skal staten fortsat eje bygningerne og udleje dem med overskud? Hvis ja til sidstnævnte, hvor meget skal staten så tjene på at leje ud til universiteterne?

– Der skal tilbydes selveje, som der også i loven er givet mulighed for.

I hvilken udstrækning skal danske universiteter være internationale? Skal der eksempelvis udbydes bacheloruddannelser, hvor der undervises på engelsk, skal der være et loft over antallet af udenlandske studerende?

– Dansk Folkeparti ønsker det skal være sværere for udenlandske studerende at modtage dansk SU. SU-udgifterne til udenlandske studerende er vokset massivt. I henhold til SU-forliget fra 2013, så skal Danmark maksimalt betale 437 millioner kroner i SU årligt til udenlandske studerende. I 2018 blev dette loft overskredet og var på 483 millioner kroner. Derfor vil antallet af udenlandske studerende blive reduceret med 1000 studerende i år.

Dansk Folkeparti ønsker at begrænse det voksende antal udenlandske studerende her i landet. Omvendt er vi på ingen måde afvisende overfor at rekruttere de dygtigste og bedste udenlandske studerende og fastholde dem i beskæftigelse her i Danmark efter endt uddannelse. Samtidig er der udenlandske studerende i Danmark, som selv betaler for deres uddannelse.

Hvad er jeres mærkesag i forhold til forskning og videregående uddannelse?

Der udarbejdes en national strategi for forskning og videregående uddannelser i en proces, hvor forsknings- og uddannelsesinstitutioner, fonde og andre interessenter inddrages.
En strategi, som skal sætte en retning for både forskning og uddannelser. En strategi, som skal understøtte et helt Danmark forstået på den måde, at forskning og uddannelse på tværs af forsknings- og uddannelsesinstitutioner skal komplementere, supplere og understøtte hinanden i stedet for at konkurrere. Vi er så lille et land, at vi har brug for at lade alle gode kræfter trække samme vej.

Endvidere ønsker Dansk Folkeparti udflytning af uddannelsespladser ud i landet, hvilket vi udmeldte tilbage i efteråret 2018.

—————————————————————————————————————————

Det Konservative Folkeparti

Hvor stor en andel af BNP (bruttonationalproduktet) skal Danmark afsætte til forskning og udvikling på det offentlige budget? (EU´s Barcelona-målsætning siger minimum 1 %)

– Ny viden og forskning i verdensklasse er afgørende for et samfund med vækst og velstand. Vi har en langsigtet målsætning om at hæve de offentlige midler til forskning til 1,25 procent af BNP i 2034. De offentlige forskningskroner kommer i stigende grad til gavn for private virksomheder, og universiteterne er over de sidste 20 år blevet markant bedre til at sikre, at forskningen gør gavn i samfundet. Den trend skal vi fortsætte.

Skal omprioriteringsbidraget på uddannelse stoppes? Hvis ja, hvornår fra? Skal der ske en omfordeling af midler inden for undervisningssektoren, så nogle typer institutioner får flere midler og andre mindre (eksempelvis prioritere professionshøjskoler over universiteter)

– Vi mener, at det er på tide, at besparelserne på uddannelse bliver stoppet, og pengene tilbageført. Regeringen vil droppe besparelser på undervisning fra 2022. Der vil i 2022 blive tilbageført 479 mio. kr. til undervisningsområdet.

De humanistiske, samfundsvidenskabelige og juridiske uddannelser har siden 2010 modtaget 5.000 kr. ekstra i uddannelsestaxameter, men tilskuddet er fjernet fra 2020. Skal det ekstra tilskud videreføres efter 2019 og skal det eventuelt gøres permanent?

– Der er ikke øremærket udgifter til videreførelsen af tilskuddet, så ordningen skal diskuteres ved forhandling om finansloven. Her må vi se på, om der fortsat er et behov og det er der at behovet er størst.

Skal den ledighedsbaserede dimensionering af uddannelser fortsætte? Hvis ja, skal modellen så laves om eller fortsætte i sin nuværende form?

Det er ærgerligt, når du som studerende ikke kan bruge den uddannelse, du har taget. En videregående uddannelse skal føre til arbejde. Umiddelbart er vi positive over for dimensioneringsmodellen. Virkningerne er ikke helt indfasede, og hvis der er brug for justeringer, vil vi gerne se på det. Men som udgangspunkt mener vi, at det er godt, at dimensioneringen er med til at forme udbuddet, så det bedre passer til de behov, der er på arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedet skal ikke diktere – men det skal være en rettesnor for, hvilke uddannelser, der er brug for.

Skal universiteterne tilbydes at få selveje og dermed overtage ejerskabet af deres bygninger, eller skal staten fortsat eje bygningerne og udleje dem med overskud? Hvis ja til sidstnævnte, hvor meget skal staten så tjene på at leje ud til universiteterne?

– Vi har tidligere erklæret os enige i eksempelvis Københavns Universitets ønske om at blive selvejende på samme måde, som CBS og DTU er. Vi er bestemt åbne over for at se på det.

I hvilken udstrækning skal danske universiteter være internationale? Skal der eksempelvis udbydes bacheloruddannelser, hvor der undervises på engelsk, skal der være et loft over antallet af udenlandske studerende?

– Det kan give fint mening, hvis der er enkelte bacheloruddannelser, hvor der undervises på engelsk. Ift. loft over udenlandske studerende, så skal man fortsat se på, om der er bestemte uddannelser, hvor det er særligt svært for udlændinge at finde beskæftigelses efterfølgende. Vi vil jo gerne have, at dygtige, internationale studerende i Danmark også bruger deres uddannelse her.

Hvad er jeres mærkesag i forhold til forskning og videregående uddannelse?

– Vi har en langsigtet målsætning om at hæve de offentlige midler til forskning til 1,25 procent af BNP i 2034.

—————————————————————————————————————————

Enhedslisten – De Rød-Grønne

Hvor stor en andel af BNP (bruttonationalproduktet) skal Danmark afsætte til forskning og udvikling på det offentlige budget? (EU´s Barcelona-målsætning siger minimum 1 %)

– Enhedslisten ønsker at Danmarks skal afsætte over 1% af BNP’et til forskning, ligesom i årene 2011-2015.

Skal omprioriteringsbidraget på uddannelse stoppes? Hvis ja, hvornår fra? Skal der ske en omfordeling af midler inden for undervisningssektoren, så nogle typer institutioner får flere midler og andre mindre (eksempelvis prioritere professionshøjskoler over universiteter)

– Nedskæringerne på uddannelsesområdet har været ødelæggende for både studerende, undervisere og forskningsmiljøet i Danmark. Enhedslisten går til valg på at stoppe forringelserne omgående og føre de penge, der allerede er skåret tilbage til uddannelserne.

De humanistiske, samfundsvidenskabelige og juridiske uddannelser har siden 2010 modtaget 5.000 kr. ekstra i uddannelsestaxameter, men tilskuddet er fjernet fra 2020. Skal det ekstra tilskud videreføres efter 2019 og skal det eventuelt gøres permanent?

– De ekstra taxameterpenge, som de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser modtager er nødvendige for, at uddannelsernes økonomi kan hænge sammen. Derfor skal de selvfølgelige videreføres.

Skal den ledighedsbaserede dimensionering af uddannelser fortsætte? Hvis ja, skal modellen så laves om eller fortsætte i sin nuværende form?

– Vi ser gerne, at den afskaffes.

Skal universiteterne tilbydes at få selveje og dermed overtage ejerskabet af deres bygninger, eller skal staten fortsat eje bygningerne og hvis ja til sidstnævnte, hvor meget skal staten så tjene på at leje ud til universiteterne?

– Vi ser gerne, at staten fortsat ejer bygningerne, men det giver ingen mening, at staten skal tjene på at leje bygninger ud til universiteterne.

I hvilken udstrækning skal danske universiteter være internationale? Skal der eksempelvis udbydes bacheloruddannelser, hvor der undervises på engelsk, skal der være et loft over antallet af udenlandske studerende?

– Enhedslisten mener ikke, der skal være et loft over udenlandske studerende. Det er en skrøne, at de udenlandske studerende blot kommer til Danmark for at få SU. Der skal selvfølgelig udbydes uddannelser på engelsk, når det giver fagligt mening.

Hvad er jeres mærkesag i forhold til forskning og videregående uddannelse?

– Enhedslisten går til valg på at få stoppet forringelserne på uddannelse og forskning omgående. Samtidig skal vi have de penge, der allerede er skåret tilbage til uddannelserne. Og så vil Enhedslisten have fjernet alle de stress- og presskabende reformer, der de seneste år er blevet indført, herunder fremdriftsreformen, uddannelsesloftet og SU-nedskæringerne.

—————————————————————————————————————————

Radikale Venstre

Hvor stor en andel af BNP (bruttonationalproduktet) skal Danmark afsætte til forskning og udvikling på det offentlige budget? (EU´s Barcelona-målsætning siger minimum 1 %) 

Forskning prioriteres ikke højt nok. Selv om vi i Danmark har en målsætning om at anvende mindst 1. pct. af BNP til offentlig finansieret forskning, så blev det ikke nået hverken i 2016 eller 2017. Desuden bør målet om 1 pct. være et bundniveau og ikke et loft. Vi vil give bedre vilkår og afsætte flere midler til forskning. Da vi senest havde regeringsmagten formåede vi, på trods af krisen, at anvende ca. 1,08 pct. på forskning.

Skal omprioriteringsbidraget på uddannelse stoppes? Hvis ja, hvornår fra? Skal der ske en omfordeling af midler inden for undervisningssektoren, så nogle typer institutioner får flere midler og andre mindre (eksempelvis prioritere professionshøjskoler over universiteter)

– Ja! Hele vores uddannelsessektor har år efter år været udsat for 2 %-besparelser. Det skal stoppes. Radikale Venstre ønsker samtidig at investere et vanvittigt stort beløb i alle uddannelserne. Uddannelsesloftet skal rives ned med et brag. Unge skal opleve, at de har undervisningstimer nok. Det er et stort problem, som jeg sloges med som uddannelsesminister. Nogle steder skal undervisere opkvalificeres. Andre steder skal der sættes flere timer af til feedback. Man skal lokalt beslutte, hvor behovet er størst. Radikale Venstres vision er, at alle studerende oplever, at viden ikke bare bliver hurtige tomme kalorier fra en underviser. Viden skal ind i kroppen og fordøjes aktivt, så vi bagefter kan aktivere den med kroppen.

De humanistiske, samfundsvidenskabelige og juridiske uddannelser har siden 2010 modtaget 5.000 kr. ekstra i uddannelsestaxameter, men tilskuddet er fjernet fra 2020. Skal det ekstra tilskud videreføres efter 2019 og skal det eventuelt gøres permanent?

– Det skal permanentgøres nu. Det er helt gak, at der skal kæmpes for det her fra finanslov til finanslov. De humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser lider oven på 4 år med grønthøsterbesparelser og det går i den grad ud over kvaliteten. Det skal stoppe nu.

Skal den ledighedsbaserede dimensionering af uddannelser fortsætte? Hvis ja, skal modellen så laves om eller fortsætte i sin nuværende form?

– Ja det er i alt fald fornuftigt at have en model, der på den ene side sikrer, at vi ikke med bind for øjnene sender for mange studerende i gang med en uddannelse, som sender dem ret ud i en arbejdsløshedskø og på den anden side sikrer, at universiteterne på forhånd ved, hvor mange penge og studerende, de kan planlægge efter. Når det er sagt, så er der brug for at gøre modellen mere præcis. Det går ikke, at det er flere år gamle ledighedsdata, der bestemmer udbuddet af uddannelsespladser.

Skal universiteterne tilbydes at få selveje og dermed overtage ejerskabet af deres bygninger, eller skal staten fortsat eje bygningerne og udleje dem med overskud? Hvis ja til sidstnævnte, hvor meget skal staten så tjene på at leje ud til universiteterne?

– Ja, vi mener tiden er kommet til at vi skal give universiteterne selveje. De universiteter, der allerede har selveje, har vist, at det er vejen frem. Det giver bedre muligheder for planlægning og der er intet, der tyder på, at universiteterne ikke kan håndtere fx nybyggeri mv.

I hvilken udstrækning skal danske universiteter være internationale? Skal der eksempelvis udbydes bacheloruddannelser, hvor der undervises på engelsk, skal der være et loft over antallet af udenlandske studerende?

Ja. Vi skal have meget mere uddannelse på engelsk. Og loftet over internationale studerende skal skrottes. Det er helt afgørende med mere internationalisering. Vi mangler akut en ny internationaliserings­strategi med en målsætning om at halvdelen af alle studerende skal til udlandet under deres studier. Vi foreslår en tiltræknings- og fastholdelsespakke, der skal få flere internationale studerende til Danmark og flere af dem til at blive her efter endt uddannelse. Internationale studerende bidrager både til statskassen og til studiemiljøet og så er de med til at løse et akut problem i Danmark, manglen på veluddannet arbejdskraft til både den offentlige sektor og vores virksomheder.

Hvad er jeres mærkesag i forhold til forskning og videregående uddannelse? 

Besparelser år efter år kvæler langsomt vores uddannelsessystem. Kvaliteten daler, og der er færre timer, færre undervisere og mindre tid til feedback og vejledning. Vi vil vende besparelser til investeringer. Så timetallet ikke barberes ned, og så der er reel plads til fordybelse og ret til feedback. Universiteternes frihed er blevet mindsket. Regeringen har gennemført lovgivning, der rykker på armslængdeprincippet mellem universiteter og minister, så ministeren nu får direkte indflydelse på, hvem der sidder i bestyrelsen på landets ni universiteter.

Vi vil give bedre vilkår og afsætte flere midler til forskning. Det gælder særligt den frie forskning, som danner grundlag for fremtidens landvindinger til at skabe en bedre verden. Forskning er ikke et luksusgode, men grundlaget for, at vi kan løse væsentlige samfundsproblemer og fx sikre rent drikkevand i fremtiden og helbrede alvorlige sygdomme.

—————————————————————————————————————————

Socialdemokratiet

Hvor stor en andel af BNP (bruttonationalproduktet) skal Danmark afsætte til forskning og udvikling på det offentlige budget? (EU´s Barcelona-målsætning siger minimum 1 %)

– Forskning og den nyeste viden er afgørende for at skabe vækst og arbejdspladser og sikre en udvikling af den offentlige sektor. Derfor skal vi leve op til Barcelona-målsætningen. Der investeres i dag mange offentlige midler i forskning, og det niveau skal vi holde fast i. Samtidig skal vi se på, hvordan vi bruger midlerne, for vi skal satse mere på vores styrkepositioner. Derfor foreslår Socialdemokratiet en grøn forskningsmilliard, mere teknisk forskning og et øget fradrag for virksomhederne, når de investerer i forskning og udvikling.

Skal omprioriteringsbidraget på uddannelse stoppes? Hvis ja, hvornår fra? Skal der ske en omfordeling af midler inden for undervisningssektoren, så nogle typer institutioner får flere midler og andre mindre (eksempelvis prioritere professionshøjskoler over universiteter)

– Siden 2016 har regeringen omprioriteringsbidrag på uddannelserne betydet massive nedskæringer på uddannelserne. Det går ud over kvaliteten og betyder færre ansatte, større hold og mindre tid til de studerende. Derfor vil Socialdemokratiet vil stoppe omprioriteringsbidragets besparelser fra 2020. Så institutionerne ikke skal spare 2 pct. hvert år. Og så vi igen skal begynde at investere i uddannelse i stedet for at skære ned.

De humanistiske, samfundsvidenskabelige og juridiske uddannelser har siden 2010 modtaget 5.000 kr. ekstra i uddannelsestaxameter, men tilskuddet er fjernet fra 2020. Skal det ekstra tilskud videreføres efter 2019 og skal det eventuelt gøres permanent?

– Regeringen har skåret ned på uddannelserne de sidste 4 år, og det kan mærkes. Der er brug for en ny retning, hvor vi investerer i uddannelse. Der mange områder, der er berørt af nedskæringerne. Vi kan ikke love, at de penge, der er sparet, bliver ført tilbage, eller at vi kan gøre tingene bedre fra den ene dag til den anden. Men vi vil stoppe besparelserne, så vi igen kan begynde at investere i uddannelse og bygge op.

( uddannelses- og forskningsordfører, mette reissmann, har sagt, at s vil forsøge at sikre, at det bliver videreført.)

Skal den ledighedsbaserede dimensionering af uddannelser fortsætte? Hvis ja, skal modellen så laves om eller fortsætte i sin nuværende form?

Uddannelserne og arbejdsmarkedet skal hænge sammen. Så det, de studerende lærer på uddannelserne, matcher de kompetencer, der er behov for. Og vi ikke uddanner for mange til områder, hvor efterspørgslen er begrænset. Her spiller dimensioneringen en afgørende rolle, og det vil vi holde fast i. Samtidig vi vil gerne være med til at se på, hvordan dimensioneringen kan styrkes, så indsatsen for at færre uddannes til ledighed forbedres.

Skal universiteterne tilbydes at få selveje og dermed overtage ejerskabet af deres bygninger, eller skal staten fortsat eje bygningerne og udleje dem med overskud? Hvis ja til sidstnævnte, hvor meget skal staten så tjene på at leje ud til universiteterne?

– Har ikke svaret på spørgsmålet.

I hvilken udstrækning skal danske universiteter være internationale? Skal der eksempelvis udbydes bacheloruddannelser, hvor der undervises på engelsk, skal der være et loft over antallet af udenlandske studerende?

– Det er en naturligt del af universiteternes virke, at de er orienteret mod verden omkring os og interagerer med den, og udenlandske studerende og forskere er med til at styrke miljøerne på vores universiteter. Samtidig er antallet af udenlandske studerende de seneste år tredoblet, og mange rejser hjem igen efter at have færdiggjort deres uddannelse. Det er en ikke holdbar situation, for det har aldrig været mening, at vi skal uddanne til andre landes arbejdsmarked. Der er brug for at vende udviklingen, men her har regeringen valgt det forkerte værktøj, for det både rammer erhvervslivet og danske studerende.

Hvad er jeres mærkesag i forhold til forskning og videregående uddannelse?

– Uddannelse er det, vi lever af. Derfor vil Socialdemokratiet investere i uddannelse i stedet for at skære, så vi har gode uddannelser i hele landet. Vi skal stoppe omprioriteringsbidragets nedskæringer på uddannelsesinstitutionerne. Og fjerne uddannelsesloftet, for der skal være plads til at vælge forkerte.

—————————————————————————————————————————

 Venstre. Danmarks Liberale Parti

Hvor stor en andel af BNP (bruttonationalproduktet) skal Danmark afsætte til forskning og udvikling på det offentlige budget? (EU´s Barcelona-målsætning siger minimum 1 %)

– Danmark skal leve op til Barcelona-målsætningen. Vi er en af de få lande i verden, der lever op til den nu. Det skal vi blive ved med. Derfor skal vi investere 1 pct. af BNP i forskning og udvikling.

Skal omprioriteringsbidraget på uddannelse stoppes? Hvis ja, hvornår fra? Skal der ske en omfordeling af midler inden for undervisningssektoren, så nogle typer institutioner får flere midler og andre mindre (eksempelvis prioritere professionshøjskoler over universiteter)

– Ja! Omprioriteringsbidraget skal stoppes med det samme. Det er en del af Venstres velfærdsløfte. Der skal ikke ske en omprioritering indenfor sektoren.

De humanistiske, samfundsvidenskabelige og juridiske uddannelser har siden 2010 modtaget 5.000 kr. ekstra i uddannelsestaxameter, men tilskuddet er fjernet fra 2020. Skal det ekstra tilskud videreføres efter 2019 og skal det eventuelt gøres permanent?

– Det koster ca. 300 mio. kr. om året at gøre det ekstra tilskud permanent. De penge skal findes et andet sted fra. Vi er meget opmærksomme på betydningen af det ekstra tilskud og hvad der eventuelt vil ske, hvis det ikke fortsætter. Det er vi også fortsat.

(Venstres næstformand, Kristian Jensen, har efterfølgende udtalt til en valgdebat på Københavns Universitet, at det særlige tilskud til humaniora og samfundsvidenskab vil fortsætte, hvis Venstre vinder valget.)

Skal den ledighedsbaserede dimensionering af uddannelser fortsætte? Hvis ja, skal modellen så laves om eller fortsætte i sin nuværende form?

– Ja, vi har ingen aktuelle planer om at lave om i den eksisterende model. Men vi skal løbende sikre os, at vi har den mest velfungerende dimensionering.

Skal universiteterne tilbydes at få selveje og dermed overtage ejerskabet af deres bygninger, eller skal staten fortsat eje bygningerne og udleje dem med overskud? Hvis ja til sidstnævnte, hvor meget skal staten så tjene på at leje ud til universiteterne?

– Vi har ingen aktuelle planer om at lave om i den eksisterende model.

I hvilken udstrækning skal danske universiteter være internationale? Skal der eksempelvis udbydes bacheloruddannelser, hvor der undervises på engelsk, skal der være et loft over antallet af udenlandske studerende?

– Danske universiteter skal kunne tiltrække dygtige udenlandske studerende. Men vi skal samtidig gøre mere for, at de bliver i Danmark efter endt uddannelse. Alt for mange udenlandske studerende tager hjem efter endt uddannelse. Derfor er vi nødt til at sætte loft over antallet af udenlandske studerende.

Hvad er jeres mærkesag i forhold til forskning og videregående uddannelse?

– Venstre har stået i spidsen for en ambitiøs forskningsstrategi, der bl.a. medfører oprettelsen af de såkaldte pionercentre. De er en nytænkning i dansk forskningspolitik.


(Klaus Riskær Pedersen, Nye Borgerlige, Stram Kurs og Socialistisk Folkeparti har ikke reageret på forskerforums henvendelse. Liberal Alliance har meddelt, at de ikke har tid til at svare.)