Forfatterarkiv: Forskerforum

“Mord på universitetet” – en anmeldelse af romanen

Anmeldelse af Ulrik Jørgensen, tidligere professor ved AAU, nu uafhængig forsker. Han var i starten af det nye årtusinde kollega med Mads Christoffersen på DTU – dog ansat på to forskellige institutter.

Romanen “Mord på universitetet” lader ikke læseren være i tvivl. Det bebudes ganske klart på bagsiden af bogen, at der er tale om et mord på rektor Aage Aalesen udført efter afslutningen af universitetets årsfest. Forfatteren, Mads Christoffersen, kalder selv sin roman for en skæmtekrimi, og den er bestemt humoristisk skrevet, sine steder hylende morsom – i hvert fald hvis man har været tæt på udviklingen på DTU i starten af 2000’erne, der har inspireret til persongalleriet.

Mens mordet på rektor og nogle af episoderne er fiktion – der var ingen rektor, der blev myrdet – så behandler romanen samtidig et helt andet “mord” på universitetet, som satte sig igennem i denne periode. Detaljerne i de konflikter og hændelser, der driver mordhistorien og dens opklaring fremad, peger endda på tre parallelle karaktermord på det, som er ideen om universitetet som autonom agora for udvikling af viden og kritisk dialog i samfundet. De tre karaktermord er den tvetydige håndtering af autonomien, erstatning af den akademiske ledelse med top-downstyring og kommercialiseringen.

Hvad der derimod ikke er fiktion, er den “firmabil”, som rektor forsøgte at få et fond til at stille til sin rådighed, men blev tvunget til selv at købe – det var dog ikke en Maserati i den virkelige historie, men en Alfa Romeo.

Romanens titel er altså i sig selv flertydig og underfundig, da det er den systematiske undergravning af universitetets ide og funktion, der udgør den samfundsmæssigt set relevante mordhistorie, som Mads Christoffersen afdækker. Det sker gennem en skæmtende og skarpsindig karikatur af det magtunivers, der i dag karakteriserer universiteternes topledelse.

Læseren bliver kastet lige ind i dette magtunivers, hvor universiteternes ledelse ikke længere udspringer af det akademiske arbejde og den kvalitetskontrol, der ligger i gentagne bedømmelser i et internationalt funderet system af fagligt specialiserede kontakter, som gennem review af bevillinger og publikationer muliggør den dobbelthed af specialisering og fornyelse, der er en grundlæggende kvalitet ved universitetet. Åbenheden i det akademiske system er også afhængig af, at den udviklede viden bringes i anvendelse og til stadighed møder den praksis, som universiteterne uddanner deres kandidater til, og som professionelle i samfundet udfører.

Det er sigende, at netop den akademiske praksis overhovedet ikke spiller nogen rolle i romanens karakteristik af dette nye ledelsesmæssige regime, der er blevet skabt af universitetsloven. Der er tale om et top-down-baseret ledelsessystem, der i tiltagende omfang ikke har nogen afhængighed af endsige nogen veletableret kontakt med det akademiske arbejde.

I stedet udspringer ledelsens magt af en stærk rektor, som gennem delegationer fastlægger, hvem i direktionen (læs prorektorer og dekaner samt universitetets administration) der har hvilke beføjelser, og hvem i det underliggende hierarki af institutledere (i bogen omtalt i god koncernstil som direktører) der har beføjelserne til at lede de faglige miljøer. Det nye ledelsessystem er blevet skabt af det centrale embedsværk og politikerne gennem lovgivning med en dybt tvetydig henvisning til universiteternes autonomi. En autonomi, som oprindeligt udsprang af samfundets behov for vidensinstitutioner, der var uafhængige af den politiske magt. I den nye “tvistede” virkelighed handler det om at give indtryk af en armslængde mellem det politiske niveau og universiteternes nye magtunivers, der udfyldes af den nye universitetsledelse. Det fører til markeringer med visioner og missioner skabt i et magttomrum og udmeldt som ønsker om at markere sig internationalt ved at være “blandt de bedste i verden”.

I dette magttomrum udfolder romanens personkonflikter og den kritiske karakteristik af det nye ledelsesregime sig. Topledelsen har brug for loyalitet og sammenhold, men er samtidig usikker på sin egen position og indsigt, hvilket skaber en stor lukkethed omkring beslutninger. Kravet om ubetinget loyalitet fører i romanen til afskedigelsen af en kommunikationsdirektør, som reagerer ved at henvise til sin fagforening, hvilket får rektor til at tænke: “Kun undermennesker taler om fagforeninger”. Selvom universitetsloven indsatte samarbejdsudvalg og aftaler som en erstatning for de stærkt svækkede akademisk rådgivende forsamlinger, har de tillidsvalgte kun lidt at skulle have sagt. Og når de så protesterer, får de den indrømmelse, at ledelsen “næste gang” vil informere bedre.

Romanen går videre ved også at give et indblik i de forskellige personligheder og faglige strategier, der kan findes blandt institutlederne (direktørerne) på universiteterne. Den ældre professor, der har erfaringer tilbage fra den tid, hvor ledelsen af universiteterne var præget af et internt demokrati med valgte institutråd og faglige forsamlinger, og hvor institutledere ofte var velmeriterede professorer, der havde et grundigt fagligt overblik og havde respekt for variationen i faglige positioner. De (yngre) fremstormende karriereforskere med store eksterne bevillinger og en selvstændig dagsorden for at profilere sit fagområde. Og den nye bureaukratiske leder, som ikke ser sig selv som en fagperson, men snarere som en professionel leder, der skal sørge for at få styringen af aktiviteterne til at gå op i en højere enhed i de regneark, som i stigende grad er en del af ledelsesregimet.

Den ny ledelse etablerer, som i romanen, puljer til omfordeling og intern styring af ressourcer ved at skære ned på det faste personale. Den forhandler store forskningssatsninger med eksterne parter, som i perioder får mere opmærksomhed end den store mængde af fortsatte forskningsaktiviteter. Og den etablerer nye uddannelser uden at være i kontakt med de erfaringer, der findes pædagogisk og fagligt.

Hvor romanen i sin karikatur går hele vejen med kommercialiseringen af universitetet som en privatiseret koncern, er virkeligheden på universiteterne endnu ikke nået dertil. Men skandaler om forskningsfrihed, taktiske nedskæringer, et voksende bureaukrati i den interne styring af universiteterne og uklare strategiske satsninger peger på, at der bør tages et opgør med det nye ledelsesregime. I den sammenhæng er bogen et herligt og humoristisk bidrag.

 

Kroppen skal med i undervisningen

Læring sker også stående. Her laver studerende ved masteruddannelsen i kreativ læring på AAU en kunstbaseret samskabelse for at reflektere over deres rolle som kreative undervisere. Foto: Tatiana Chemi

Akademisk undervisning ignorerer, at meget læring og erkendelse opstår gennem kroppen, siger læringsforsker Tatiana Chemi, der selv sender sine studerende ud på gulvet for at lære.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Man lærer nemlig ikke kun gennem sit hoved. Resten af kroppen er også en kanal for læring, men den bliver fuldstændig understimuleret i traditionel akademisk undervisning.

Det siger Tatiana Chemi, lektor ved Institut for Kultur og Læring ved AAU og forsker i kunstbaserede læringsprocesser.

Og hun ikke bare siger det, hun gør også noget ved det. Når Tatiana Chemi underviser master- og kandidatstuderende, er det ofte med brug af øvelser og genstande, der bringer kroppen og følelsesregisteret i spil.

For eksempel valgte hun at tage sin samling af hatte med, da et hold af studerende havde særlig svært ved at forholde sig til valget og brugen af teori i den opgave, de skulle skrive.

“Først bad jeg dem gå lidt rundt i rummet og mærke det – fornemme deres egen perception og følelser. Så bad jeg dem efterfølgende vælge den hat, de bedst kunne lide, og så tage hatten på og gå ud i rummet igen. Bagefter skulle de så fortælle om forskellen med og uden hat, og det kom der nogle fantastisk poetiske sætninger ud af. For eksempel var der en, der sagde: “Jeg kunne ikke se, hvor jeg gik, hatten skyggede for min vision””.

Ikke ren hat og briller
Tatiana Chemis hensigt var at gøre de studerendes beskrivelser af forskellen med og uden hat til udgangspunkt for en forståelse af teoriernes rolle i en skriftlig opgave.

“Hvis hatten er en teori, hvad betyder det så, hvis du bruger en teori, der skygger for dit udsyn og begrænser dig? Så skal man måske skifte hat eller i hvert fald løfte på den. Via de her metaforer begyndte vi at snakke om teorier og brugen af teorier i opgaven på en meget mere følelsesmæssigt tilgængelig måde. Mange fik en aha-oplevelse, og det er, fordi vores krop er med i det”, fortæller hun.

Lad os bare være ærlige: Det lyder en smule flippet. Og det er da også en reaktion, Tatiana Chemi er vant til at få, også fra nogle af de studerende, når de skal lave øvelserne. For hele konceptet omkring kunstneriske læringsprocesser strider i den grad mod det læringsregime, man flaskes op med gennem hele uddannelsessystemet.

“Uddannelsesinstitutioner designer læringsmiljøer ud fra en dualistisk opfattelse – at kroppen kun har en laverestående funktion, mens hjernen er der, hvor vores intelligens og læring opstår. Men virkeligheden er ikke sådan. Som Howard Gardner beskrev allerede tilbage i 70’erne, er intelligens mere end den logiske og verbale intelligens. Vi er også kropsligt intelligente, følelsesmæssigt, socialt, musisk og så videre. Det er små døre, alle mennesker har i sig. Nogle døre er vi mere tilbøjelige til at bruge, men vi kan og bør bruge dem alle”, siger Tatiana Chemi.

Studerende savner rigtige svar
Hun underviser både kandidatstuderende og studerende på masteruddannelsen innovation og kreativt læringsdesign. Den sidstnævnte gruppe er mest åbne over for de kropslige læringsformer. Dels fordi det kreative i sig selv er kernen i deres uddannelse, dels fordi de er mere erfarne og selv er praktikere.

“Det er ofte skolelærere, pædagoger, skoleledere, sygeplejersker, der underviser, kunstnere med læringsopgaver og så videre. Så når jeg sætter eksperimenter i gang, har de nysgerrigheden efter at afprøve, hvor det leder dem hen”.

Sværere er det med de kandidatstuderende. Særligt de helt unge. “Der er nogle studerende, der er meget socialiseret ind i den uddannelseskultur, der kræver, at der findes et rigtigt svar. Og de har det svært, når jeg kommer med opgaver, hvor man skal bruge fantasi, forestillingsevne, intuition, fortællinger med metaforer og symboler. Det gør dem utrygge, for de er vant til, at der findes et svar, som underviseren sidder inde med. Men de bekræfter mig også i, at det er vigtigt, at vi forsøger at få kroppen og det kunstneriske med, også på de videregående uddannelser. Hvis vi skal uddanne kreative mennesker, kan vi ikke gøre det ved at opdrage de unge til bare at lede efter det rigtige svar”.

Teoretisk mordopklaring
En øvelse, Tatiana Chemi laver med de kandidatstuderende på Institut for Kultur og Læring, er at omdanne en diskussion mellem to læringsteoretikere til en mordsag, der skal dramatiseres.

“Jeg holder et oplæg om teoretikerne John Dewey og Lev Vygotsky, men efter pausen starter jeg med at sige: “Der er sket noget forfærdeligt. Et mord. Læring er blevet dræbt”. Så griner alle og forstår, at det er en leg, der er i gang. Så forklarer jeg, at vi skal opklare den mordsag med brug af to rejsehold. Det ene hold får assistance af en amerikansk efterforsker – John Dewey – og det andet hold får en russisk – Lev Vygotsky. Og de skal bruge dem til at opklare mordet”, fortæller hun.

Det, at det teoretiske stof bliver en slags rekvisit i en dramatisk øvelse, gør, at de studerende tager det til sig på en helt anden måde. Men også her oplever hun, at nogle reagerer over for den utraditionelle tilgang til læring.

“De bliver usikre og spørger: “Hvad er det, du vil? Hvad er det rigtige svar?” Så må jeg forklare, at det er en fantasiøvelse. Det er svært for nogle. Men kun de færreste”.

Ikke accepteret, at voksne leger
Tatiana Chemi har en baggrund i teatervidenskab med en ph.d. i et studie af Samuel Becketts humor. Som underviser og oplægsholder begyndte hun at snige små øvelser ind, som hun kendte fra skuespillertræning, og efterhånden blev det fysiske et fast element i hendes undervisning. Eksempelvis underviste hun på teaterskolen GITIS i Aarhus i litteraturhistorie og billedkunsthistorie. Og som en del af undervisningen skulle eleverne lave et såkaldt tableau – en menneskelig statue – på baggrund af billederne. Og det gav dem ifølge Tatiana Chemi en ny, indre forståelse af billederne.

At indarbejde leg og fysiske øvelser i læringen på en teaterskole kan virke ganske oplagt og naturligt. Men det burde det også være på alle mulige andre uddannelser, mener hun.

“Det er mere socialt accepteret, at det er børn, der beskæftiger sig med det kunstneriske, men når vi bliver voksne, er det kun i forhold til professionelle kunstnere, at det er accepteret, at de bliver ved med at lege og lave de der fjollede ting. Men at lege kan være meget seriøst og nødvendigt, for at vi kan erkende dybt og kreativt”.

Og det er heller ikke kun i de humanistiske fag, at kroppen med fordel kan tages med i læringen. Hun nævner eksempler fra CBS, hvor studerende har dramatiseret deres businesscases, og fra virksomheden Grundfos, hvor ingeniørerne i dramaøvelser skulle kropsliggøre de maskindele, de arbejdede med.

Mangler kreative karakterer
Tatiana Chemi arbejder i øjeblikket med projektet “Artist-led learning in higher education” med et netværk af forskere fra forskellige lande. Formålet er at skabe et rammeværk af kunstbaserede undervisningsmetoder, som skal implementeres på uddannelsesinstitutioner i hele Europa.

Der er dog en stor udfordring, som hun og forskerkollegerne ikke har fundet løsningen på endnu. Læring på højere uddannelser skal måles og eksamineres. Og hvordan spiller en kreativ, kunstbaseret læringsproces sammen med et karaktersystem, hvor studerende måles og bedømmes i forhold til definerede standarder?

“Vi har ikke knækket koden til relationen mellem det akademiske og skriftlige i forhold til det kunstneriske og omvendt, og det er et stort problem. Vi kunne for eksempel godt tænke os, at de studerende på masteruddannelsen får lov til at bruge kunstneriske artefakter og optræden ved deres eksamen. Men hvordan kan vi eksaminere det? Lige nu kan vi kun vurdere og honorere deres akademiske indsats, men deres kunstneriske indsats er usynlig. Det er ikke noget, vi har fundet en løsning på internationalt, og det er højst problematisk”.

Hun håber dog på, at hun gradvist kan udbrede ideerne om den kropslige læring på AAU og andre universiteter.

“Vi må starte med små eksperimenter og lige så stille afprøve det. Det afhænger meget af, om man kan se værdien af det i den kontekst, det foregår. Det er ikke bare en medicin, man tager – og ser, om det virker. Man skal tro på det”.

Leder: Universiteterne og købmandskab

Af Niels Poulsen, seniorforsker, DM ULAB

Er den frie forskning død? Universiteterne og andre forskningsinstitutioner har i stigende grad måttet gøre sig afhængige af eksterne forskningsmidler. Det kan være fra danske eller udenlandske fonde, fx Innovationsfonden eller Horizon 2020 (EU). Men også industrien leverer midler til forskningen, fx Novo og Mærsk. Forskning styret af fonde og industri bliver målrettet, men ligger selvfølgelig (forhåbentlig) inden for forskernes kompetence. Det bliver mere vanskeligt at sikre fri og uafhængig forskning, når der skal gives rådgivning.

Universiteterne har meget stor bevågenhed fra både folketingspolitikere og erhvervslivets lobbyister. Der stilles mange forskelligartede og ofte modsatrettede krav til universiteterne som rådgiver og myndighedsbetjener, alle har ét tema: Universiteterne skal udføre god og uvildig forskning og rådgivning.

En omstridt oksekødsrapport om, hvor meget oksekød belaster klimaet, har været under så heftig beskydning fra både medier og politikere, at Aarhus Universitet nu har trukket den tilbage, indtil udenforstående forskere har kigget den igennem. Rapporten var finansieret af landbruget, hvilket også universitetet var åben om (deklareret på side 3 i rapporten), men det har skabt stor opmærksomhed, fordi rekvirenten har bestemt og skrevet forord, titel, forsidebillede og pressemeddelelse.

Rapporten er et klart udtryk for de vanskelige rammebetingelser, forskningen har i dag. Finansieringen af forskningen er i stigende grad flyttet fra direkte finansiering på finansloven til delvis indirekte finansiering via fonde og andre kilder, så forskningen kan blive målrettet skiftende regeringers ønsker og ideer om, hvad der skal forskes i, fx udvikling af ny viden og teknologi, bioressourcer, handel, energi, miljø og klima. Der skal være “Grand Solutions”, kommercialisering. Det skal være innovativt og vækstskabende.

Aarhus Universitet skriver, at de leverer uafhængig, forskningsbaseret rådgivning til myndigheder og erhverv. Fundamentet for AU’s rådgivning er internationalt anerkendt forskning, og AU giver et fagligt og videnskabeligt grundlag for politiske beslutninger. Med eksterne midler burde Aarhus Universitet, ledelsen, forskerne, alle have advarselslamperne tændt for at sikre rapportens kvalitet og uafhængighed. Rådgivning og forskning for eksterne midler er ikke forkert, men det må ikke gå ud over uafhængigheden.

Heine Andersen (i Videnskab. dk september 2019) mener, at man systematisk kunne anvende uafhængige forskere til at foretage peer review – en uafhængig bedømmelse foretaget af fagfæller på en anden institution – svarende til det, man gør på videnskabelige tidsskrifter. Det ville fungere som sikring af uafhængighed og forbedre troværdigheden. Spørgsmålet er, om nye systemer virkelig er nødvendige. Det er meget ulykkeligt, det, der er sket. Men det er også sjældent, det sker. Nu har der været flere sager omkring rekvirenters påvirkning af rapporter. Mon ikke også uopmærksomme ledelser og forskere nu har forstået, hvor vigtigt det er, at de står fast på universiteternes uafhængighed ved rådgivning og forskning.

Regeringer kan ikke år efter år foretage nedskæringer af forskningen og tro, at alt stadig er det samme, bare med mere ekstern finansiering. For universiteterne findes der ingen valide undskyldninger for at komme ud med konklusioner, som ikke er funderet i solid forskning, eller forsøge at føje rekvirenten eller på anden måde give interessenter adgang til at medskrive forskningen. Universiteternes eksterne fokus fører til kortsigtede strategier. Derfor haster det med at stoppe nedskæringerne, før den frie forskning er glemt. Danmarks nationale forskningspolitik savner en tydelig bæredygtig strategi, der kan sikre den frie forskning!

Forskeres flyrejser i det grønne sigtekorn

Foto: Kennet Havgaard/BAM/Ritzau Scanpix

Der er både ydre og indre pres på universiteterne for at være gode klimaeksempler. Enkelte institutter har allerede indført politikker, der begrænser brugen af flyrejser. Men der er også bekymring for, at den ekstra rejsetid skal tages fra forskernes fritid.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Klimadagsordenen er i gang med at gøre sit indtog på universiteterne – ikke bare som forskningsobjekt, men som arbejdsetisk pejlemærke. Og det kan komme til at få konsekvenser for forskeres rejseaktivitet.

Universiteterne har “et særligt tungtvejende ansvar i forhold til at implementere en ambitiøs klimapolitik”. Sådan lød opfordringen i et åbent brev, som en række forskere i slutningen af 2018 sendte til landets universitetsledelser. Og brevet illustrerer ganske godt det stigende forventningspres, der er på universiteternes klimaindsats – både udefra og fra egne ansatte.

I offentligheden er det først og fremmest flyrejserne, der er fokus på. Flyrejser er ganske vist ikke nødvendigvis den tungeste post i CO2-regnskabet – på KU stod det for 25 procent i 2015. Men hvor man på KU har reduceret de øvrige CO2-kilder – elektricitet og opvarmning – ganske betragteligt, er transportudledningen ikke på retur.

KU overvejer intern klimaafgift
Endnu tales der i KU’s bæredygtighedsplan, “Grøn Campus”, ikke om at indføre regler eller begrænsninger i forhold til flyrejser, men bæredygtighedskoordinator Tomas Refslund Poulsen udtalte for nylig til Djøfbladet, at der er “behov for at adressere flyrejserne”, og nævnte som mulighed en intern klimaafgift på flyrejser, der kan finansiere andre bæredygtighedstiltag.

Også på andre danske universiteter rumler det i undergrunden. På CBS er man i gang med at formulere en bæredygtighedsstrategi med en målsætning om halvering af CO2-udledningerne i 2025 og CO2-neutralitet i 2050. I den plan er flyrejserne også i søgelyset, og de første små “nudging”-tiltag er allerede iværksat. Når en CBS-ansat booker flybilletter til destinationer inden for 10 timers landtransport, popper der en besked op, der nævner fordelene ved at vælge toget i stedet.

SDU annoncerede i juni, at man ville være Danmarks første “bæredygtige universitet”. Universitetet skal drives med udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål. I første omgang er der ikke udmeldt nogle initiativer omkring rejser, men siden klimahensyn er et af verdensmålene, er det nærliggende at forvente.

Tog til alt inden for 8 timer
Men hvad kan man så forvente, hvis nogle universiteter skulle finde på at indføre klimavenlige rejsepolitikker? Det er der adskillige eksempler på i udlandet, men også herhjemme har vi fået en “pilot”.

Det er Institut for Organisation (IOA) på CBS, hvor medarbejderne før sommeren besluttede at indføre en ny politik for bæredygtighed. En politik, der lægger reelle begrænsninger på forskernes rejsemuligheder. Eksempelvis hedder det i reglerne, at IOA ikke betaler for flyrejser til destinationer, der kan nås med tog inden for 8 timer, og der gives kun flybilletter til én seniorVIP for hvert paper, der skal præsenteres på udenlandske konferencer.

Det var lektor Morten Knudsen, der sammen med en kollega tog initiativet.

“Vi var bare grebet af den almindelige samfundsmæssige bekymring for klimaet. Og så satte vi os ned en dag, drak en kop kaffe og lavede det første udkast. Det blev så diskuteret og revideret i forskellige institutfora. Helt overordnet har der ikke været den store modstand. Det har kun været et spørgsmål om at få det tilpasset, så ingen kommer i klemme på en utilsigtet måde”, fortæller han.

Hensyn til yngre forskere
Eksempelvis hed det i første udkast, at instituttet højst skulle sende en forsker per paper, der skulle præsenteres. Men flere frygtede, at det ville betyde, at ph.d.-studerende sjældent ville komme af sted, hvilket kunne gå ud over deres muligheder for at opbygge netværk.

“Det var jo et fornuftigt argument, og så blev det ændret til, at det kun kan være én senior-VIP, der kommer af sted”. Reglen om kun at rejse over land op til 8 timer blev også accepteret uden de store sværdslag. Men Morten Knudsen lægger vægt på, at det skal være regler med stor fleksibilitet.

“Vi er jo ikke en større organisation, end at man kan få dispensation. Så hvis man skal til Aalborg og også skal hente børn og ikke kan få det til at hænge sammen, så tager man en snak med institutlederen, og så tager man bare flyveren. Det her er ikke sat i verden for at genere mennesker, men for at presse os lidt mere i den rigtige retning”.

Oslo er for bøvlet
For nylig var han selv i Oslo i embeds medfør. Og lige præcis den strækning vil han muligvis gerne have undtaget fra reglerne fremover.

Det var sgu bøvlet. Man kan kun tage tog til Gøteborg, og så skal man med bus resten af vejen. Og så blev toget forsinket, og jeg nåede ikke bussen. Hvis det tager for lang tid, og man ikke kan sidde og arbejde, så er det jo ikke hensigtsmæssigt. Men den her policy er jo et eksperiment, og vi kommer nok til at tilpasse den. Oslo er i hvert fald et eksempel på, at man kan overveje at bløde det op”.

Morten Knudsen er i den lidt specielle rolle, at han samtidig med at være en af initiativtagerne til rejsepolitikken også er tillidsmand for de kolleger, der skal leve med restriktioner og længere arbejdstider.

“Jeg prøver at skelne mellem forskellige roller. En ting er at være klimaaktivist, en anden ting er at være tillidsmand. Men foreløbig er jeg ikke blevet kontaktet i min rolle som tillidsmand i forbindelse med det her. Jeg synes, der er en meget positiv atmosfære, men det udelukker jo ikke, at der er nogen, der synes, det er irriterende”.

Fra økonomihensyn til klimahensyn
En anden klimavenlig rejsepolitik, der er knap så restriktiv, men til gengæld har eksisteret i flere år, finder man på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på KU. Også her kom initiativet fra medarbejderside. Dog med den krølle, at instituttet i forvejen havde restriktioner på rejserne på grund af dårlig økonomi. Og de regler valgte man at holde fast i.

“Jeg sad i vores institutråd, og så tog jeg op, om vi ikke skulle indføre en rejsepolitik af klimahensyn. Jeg kom med forslag til, hvad den kunne indeholde, og så landede vi på en politik, der videreførte den daværende begrænsning af rejser, men tilføjede en beslutning om, at instituttet gerne ville finansiere det, hvis der lå en meromkostning i at tage toget frem for et fly”, fortæller professor Jens Friis Lund.

Rejsepolitikken indebærer, at man kun kan få finansieret en flyrejse til en konference, hvis man selv har et paper med. Og en forsker kan højst få bevilget to europæiske flyrejser eller en uden for Europa hvert år. Og det har resulteret i en markant lavere rejseaktivitet.

“Vi kan se, at vi bruger markant færre penge på flyrejser. Det store fald kom naturligvis i starten, da restriktionerne blev pålagt af økonomiske grunde, men det er blevet ved med at falde siden. Så der bliver helt sikkert fløjet mindre pr. årsværk,” siger Jens Friis Lund.

Rejser mere effektivt
Han mener ikke selv, at hans forskning bliver begrænset af, at han rejser mindre.

“Selvfølgelig betyder det, at der er noget, jeg gør i mindre grad. Men det betyder også, at jeg er blevet mere effektiv. Jeg arbejder meget i Tanzania, og før kunne jeg godt finde på at tage flere rejser, hvor jeg var der i 14 dage ad gangen. Det kan jeg ikke mere forsvare. Så når jeg tager derned, er jeg der mindst en måned”.

Han oplever heller ikke de færre konferencedeltagelser som en hæmsko.

“Ikke personligt. Men der er også forskel i, hvor man er i sin karriere. Jeg er på seniorniveau, så jeg har et stort netværk, jeg kan vedligeholde med Skype, e-mail og telefonkonferencer. Men yngre kolleger kan have et større behov. Og der er måske noget, man skal have med i politikken – at man giver noget mere snor til de yngre kolleger, der har brug for at opdyrke et netværk”.

Jens Friis Lund var en af bagmændene til det brev, som klimabekymrede forskere sendte til universitetsledelserne sidste år. Og alene på det år er der sket meget. Han er selv kommet i styregruppen for et initiativ på KU Science, der skal øge bæredygtigheden i alle instanser af fakultetets virke – et initiativ, der blandt andet kommer på grund af efterspørgsel fra de studerende.

Men midt i havet af røster, der kræver skærpede klimahensyn, sidder der også forskere, der bekymrer sig ved udsigten til nye retningslinjer og restriktioner.

Hvem betaler ekstra rejsetid?
Lars Johannsen, lektor på Institut for Statskundskab på AU, peger på, at krav om landtransport i stedet for fly i realiteten vil medføre et større tidsforbrug for den enkelte forsker.

“Jeg har den holdning, at ja, vi skal begrænse CO2-udledning, og ja, det skal universiteterne også. Spørgsmålet er bare, hvem der skal betale for det? Forskere er som bekendt ansat uden øverste arbejdstid, og vi arbejder i forvejen meget. Og hvis forventningen er, at den ekstra rejsetid bare skal tages ud af vores fritid, så synes jeg, det er urimeligt. Hvis der skal være en omstilling, må vi diskutere, hvem der betaler for det”.

Han mener, at det i første omgang er arbejdsgiverne, der har pligt til at sikre, at der er en rimelig balance, i forhold til hvad der forventes.

“Det kan være, at man vil kompensere for den øgede arbejdstid gennem lønnen eller for flyrejserne ved at købe CO2-kompensation. Jeg synes ikke, der er nogle nemme løsninger. Men det spørgsmål, som jeg mener, fagforeningerne bør stille, er, om det skal være medarbejderne, der skal betale for det ekstra tidsforbrug”.

TR: Transporttid er arbejdstid
Det er da også præcis det synspunkt, tillidsmand og lektor Bjarne Andresen fra Niels Bohr Institutet på KU slår til lyd for.

“Al den tid, jeg ikke kan bruge hjemme på min have og på min frimærkesamling, er arbejdstid. Således er transporttid også arbejdstid. Og jeg er stærk modstander af enhver ting, der forøger arbejdstiden. Vi har set, hvordan man sparer på administrationen, og så kan vi selv udarbejde rejseafregninger og lignende, for forskningstid er jo gratis for ledelsen. Og det er samme sag, hvis man skal tvangsindlægges til at tage tog til Frankfurt”, siger han.

Han peger på, at forskning inden for fysik ofte er både dyr og energikrævende. Og det er et vilkår, man må acceptere, hvis man ønsker forskning på højt niveau.

“Selvfølgelig kan man skære ned og sige, at vi ikke må rejse nogen steder. Men så får vi produceret mindre originalforskning. Man kan ikke sætte folk hen i et hjørne, lukke døren og sige: Tænk selv. Klimadebatten har haft fokus på folks ferierejser, og så bliver vores arbejdsrejser betragtet på samme måde – som noget, vi bare kan lade være med. Selvfølgelig skal man ikke spilde energi, men det får mig til at stritte imod, når udenforstående vil lægge restriktioner på, hvad jeg har lov til at gøre”.

Ny virkelighed
Spørgsmålet om ekstra arbejdstid ved togrejser er ifølge Morten Knudsen ikke noget, der fylder i forhold til den rejsepolitik, de har indført på CBS IOA.

“Det er ikke noget, vi har diskuteret indtil videre. Princippet er, at hvis man skal til et møde i Aalborg klokken ni om morgenen, så spørger man lederen, om det er o.k. at tage flyveren. Og når det er ånden, har man nok mindre brug for at få kompensation for at tage toget til Aarhus”.

Jens Friis Lund kan godt se, at der kan være et principielt spørgsmål om ekstra rejsetid. Men i hans øjne er det ikke kun universitetet som arbejdsgiver, men også den enkelte forsker personligt, der er nødt til at rykke sig.

“Jeg ser det her som en situation, vi er nødt til at indstille os på. Overordnet set er der ingen tvivl om, at folk i vores del af verden må forandre vaner. Og det at flyve er en af de mest klimaskadelige aktiviteter, man kan foretage sig. Vi er nødt til at acceptere den nye virkelighed, vi står i. Og det synes jeg ikke, man gør, hvis man bare holder fast i at gøre, som man plejer”, siger Jens Friis Lund.

 

Svenskere tager toget til Sydeuropa

Blandt vores europæiske naboer findes flere eksempler på klimavenlige rejsepolitikker. på universitetet i den belgiske by Gent vedtog man i juni, at der ikke længere kan bookes flyrejser til 60 byer, der kan nås med bus eller tog inden for 6 timer.

Et lidt nærmere eksempel findes på Lund Universitet, hvor Centre for Sustainability Studies (lUCSUS) har indført en rejsepolitik, der opfordrer de ansatte til at prioritere at rejse langs jorden, når destinationen ligger inden for 12 timer.

Lektor Wim Carton, som er en af initiativtagerne, fortæller, at politikken først og fremmest lægger op til, at hver enkelt forsker selv skal arbejde med at minimere sit CO2-aftryk.

“Før i tiden tog jeg meget til internationale konferencer, men jeg har besluttet, at jeg ikke vil gøre det mere, hvis konferencerne kræver at flyve. jeg flyver stadig til feltarbejde, for jeg har to projekter i Uganda. Men jeg har også besluttet, at jeg ikke vil flyve inden for Europa. jeg skal for eksempel til konference i London i år, og der tager jeg toget”, fortæller han og nævner også kolleger, der tager toget til Italien og Spanien.

Han mener ikke selv, at hans forskning bliver svækket af, at han rejser mindre. Men for yngre forskere er det mere vigtigt at komme ud, vurderer han.

Han håber, at initiativet på lUCSUS vil sprede sig ud på resten af Lund Universitet.

“Det er et paradoks, at vi forsker i klimaændringer, samtidig med at forskere er blandt de 5-10 procent, der flyver mest. Men jeg synes, at der er ved at ske en kulturændring. Mange føler, at det her er vigtigt”.


Rejseregler for Institut for Organisation, CBS

Udvalgte punkter fra iOA Sustainability policy 2019 (oversat fra engelsk):

  • IOA undgår at invitere flyrejsende gæster, der kun deltager i et enkelt arrangement.
  • IOA subsidierer ikke flyrejser til destinationer, der kan nås med tog inden for 8 timer.
  • IOA finansierer togbilletter på første klasse for at sikre gode arbejdsforhold under rejsen.
  • Ved konferencer, der kræver flyrejser, kan der kun deltage én senior-Vip per konferencepaper, der skal præsenteres.
  • Ansøgninger eller planlagte rejseudgifter skal ledsages af en beregning af rejseaktiviteternes CO2-aftryk.

Rejseregler for Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, KU

IFRO’s rejseregler (forkortet og oversat fra engelsk):

  • IFRO-ansatte kan normalt kun få dækket rejseomkostninger til konferencer, hvis de præsenterer et paper. Hver ansat kan højst få dækket to europæiske eller en oversøisk rejse.
  • Ved eksternt finansierede projekter bør alle projektledere overveje, hvordan rejseaktiviteten kan mindskes.
  • Ved projektansøgninger bør alle ansatte forsøge at minimere rejsebudgettet.
  • Ved planlægning af konferencer, møder, workshops mv. bør ansatte placere dem geografisk, så færrest muligt er tvunget til at rejse langt, og sammenhængende, så deltagerne kan nå flere aktiviteter inden for samme rejse.
  • Alle IFRO-ansatte anbefales at vælge bus, tog og bil frem for fly, så længe det kan gøres inden for en rimelig meromkostning (i tid og penge).

Naturjurist

 

Katarina Hovden er glad for natur, men det er drevet af en juridisk interesse, at hun har kastet sig over ideen om at tildele naturen juridiske rettigheder. Foto_ Lasse Højsgaard

Hvad vil der ske, hvis vi ud fra en juridisk synsvinkel betragter naturen som et levende væsen med samme rettigheder som et menneske? Det spørgsmål forsøger Katarina Hovden at besvare.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

For et stykke tid siden kunne man læse om en retssag, der fik mange til at ryste på hovedet. Den handlede om et foto – en selfie – som en abe i Indonesien ved navn Naruto havde taget af sig selv med et kamera, som en fotograf havde lagt til den. Resultatet var et fantastisk billede, der er blevet brugt utallige gange. En dyrerettighedsorganisation valgte imidlertid at lægge sag an på abens vegne for at få del i de indtægter, som billedet – Narutos billede – havde genereret.

Retssagen kom til at køre over flere år, men aben endte med at tabe. Et “pjattet” sagsanlæg, sagde dommeren Randy Smith, der lagde vægt på, at dyr ikke kan tale og således ikke anlægge sager ved retten.

Men måske er dommer Smiths logik ved at blive overhalet af nye, progressive vinde. Ideen om at tildele naturen de samme juridiske rettigheder, som vi mennesker har, har de senere år udviklet sig fra teoretiske spekulationer til realpolitik flere steder i verden. Og retssager, hvor naturen er den ene part, kan være lige om hjørnet.

“I den virkelighedskonstruktion, vi har bygget vores love på, er menneskene de eneste, der betyder noget, og alt andet er til, for at vi kan bruge og udnytte det. Den nye tankegang er, at vi ikke er de eneste arter af betydning på planeten, og at andre arter ses som individer, der har en værdi i sig selv”, forklarer Katarina Hovden.


Vis os dit ph.d.-projekt

Hvem: Katarina Hovden, master i jura.
Hvad: At tage naturens rettigheder og menneskerettigheder alvorligt – at balancere rettigheder i et økologisk paradigme.
Hvor: Centre for European and Comparative legal Studies, KU.
Hvorfor: Projektet analyserer den retsudvikling, hvor naturen nogle steder har fået status som et retssubjekt og i enkelte tilfælde er blevet tildelt egne rettigheder. for at kunne forstå, hvorvidt naturens rettigheder kan have indflydelse på den eksisterende retlige struktur, udforsker projektet forholdet mellem naturens rettigheder og menneskerettigheder.


Ecuadors natur anerkendt
Hun er ph.d.-studerende på Det Juridiske Fakultet på KU, og hendes projekt handler om, hvordan disse intentioner om at tildele dele af naturen juridiske rettigheder eller ligefrem gøre dem til “juridiske personer” i praksis lader sig implementere, og hvilke juridiske konsekvenser det vil føre med sig.

“Man kan sammenligne lidt med menneskerettigheder. Det giver et værktøj til at gå ind i processer og konstatere, at her er perspektiv ikke med og bør inkluderes. Hvis man ikke er et retssubjekt, har man ikke muligheder for at fremme sin stilling. Men er man anerkendt juridisk, har man mulighed for aktivt at forbedre sin situation, blive bedre inkluderet og bedre varetaget”.

Som nævnt er ideen om at give naturen juridiske rettigheder allerede effektueret forskellige steder. Ecuador indskrev i 2008 et kapitel i landets reviderede grundlov om “Rights for Nature”. Her hedder det, at alle livsformer i naturen har retten til at eksistere. I andre lande er enkelte økosystemer, for eksempel floder, blevet anerkendt som juridiske personer.

Det handler ikke om individer
Princippet om, at alle levende organismer har ret til at eksistere, lyder godt og rigtigt ud fra et etisk perspektiv, men i praksis kan det godt være svært at håndtere, hvis retssalene bliver fyldt af sager mod folk, der har fældet træer eller slagtet kyllinger.

Her kan Katarina Hovden dog berolige: Dertil kommer det næppe.

“Som det er i dag, når man taler om rettigheder mellem mennesker, er der altid en balance. Det, der ligger i den her tankegang, er, at menneskene er en del af naturen, og de vil nok altid blive prioriteret. Men det er alligevel et skifte, når man ved siden af menneskets centrale placering også har med, hvad naturen har brug for”.

Derfor er eksemplet med aben Narutos ophavsret heller ikke det, hun ser som konsekvens af at give naturen rettigheder.

“Som jeg forstår teorien og tankesættet bag, så er det hovedsageligt ikke på det individuelle plan, man skal arbejde – et individuelt træ eller en individuel abe. Det er mere på det store plan. For eksempel i forhold til store naturområder eller arter, der er udrydningstruede”, siger hun.

En flod i retssalen?
Hun nævner som eksempel, hvordan floden Whanganui i New Zealand for nylig blev anerkendt som en juridisk person. I området Somerset i England vil et lokalt byråd forsøge at give den samme status til floden Frome.

Hvad er forskellen på at frede et stykke natur og gøre det til en juridisk person?

“Forskellen er, at som juridisk person er man aktiv i det juridiske system. Man kan indgå i juridiske relationer, og måske har man mulighed for at gå i retten. Jeg tænker, at hvis man er fredet, er man passiv. Man betragtes ikke som aktør i juridiske og politiske processer, og man har ikke mulighed for at gå i retten”.

Men floden Frome kan jo ikke gå i retten?

“Nej, det er sandt. Men de fleste lovforslag gør det muligt, at enkeltpersoner kan repræsentere de juridiske personer. Der er gjort forskellige tanker om, hvordan man kan gøre det. I forslaget til et EU-direktiv er der forslag om en ombudsmand for naturen – så man opretter en administrativ stilling, som har til ansvar at varetage de rettigheder. I andre love og lovforslag har man lavet det som åben kategori – hvem som helst, der er interesseret, kan gå i retten for naturen”.

Miljøret ser naturen som objekt
Katarina Hovden er norsk og boede de første ti år af sit liv på en ø uden for Stavanger. Herefter flyttede familien til England, hvor hun gik i skole og tog sin bachelor på University of Cambridge, og siden færdiggjorde hun sin juridiske masteruddannelse på University of Amsterdam.

Hun var fra starten interesseret i miljøret, men efterhånden som hun lærte faget at kende, blev hun opmærksom på den utidssvarende tankegang, der ligger til grund for meget af den gældende miljølovgivning.

“Jeg var meget skuffet over miljøretten. Det virker, som om de love, man har etableret for at beskytte naturen, mere handler om, hvordan man kan udnytte og bruge den. Når man studerer teksten, får man ikke det indtryk, at naturen er noget levende. Det fremstilles som en død ting, der skal reguleres”.

Mødet med miljøretten var noget desillusionerende for den unge jurastuderende, der ellers havde høje forventninger til loven som værktøj til at sikre en bedre verden.

Men en enkelt artikel, hun tilfældigt faldt over på listen over supplerende læsning, gav hende blod på tanden: “Should trees have standing?” – et essay, der blev skrevet helt tilbage i 1972 af den amerikanske jurist Christopher D. Stone.

“Dengang var det meget en teoretisk diskussion, men nu har man faktisk en udvikling, hvor flere lande har anerkendt naturen som juridisk person enten på nationalt plan eller lokalt plan. Men der er stadig meget, man ikke ved om, hvordan det vil kunne virke i praksis. Og det er der, jeg ser en mulighed for at arbejde videre med problemstillingerne”.

Praksis lever ikke op til løfter
Foreløbig må man konstatere, at teori og praksis er to forskellige ting i forhold til anerkendelse af naturens rettigheder. Foregangslandet Ecuador er i hvert fald ikke et eksempel på, at det redder naturen at blive skrevet ind i grundloven.

“Det er ikke gået specielt godt. Der har været retssager med udgangspunkt i naturens rettigheder. Men det er et land med mange økonomiske og sociale udfordringer, og man har ikke hidtil set politisk vilje til at afslutte minedriften, selv om den ødelægger skoven. Men det er også det, jeg gerne vil interessere mig for i mit projekt: Hvorfor er det så vanskeligt? Hvad skal der til? Det vil jeg prøve at arbejde med, for eksempel ved at interviewe embedsmænd, der arbejder med omstillingen”.

Katarina Hovden er som mange andre bekymret for udviklingen omkring klimabalancen og det globale økosystem. Og i juraen ser hun muligheder for, at man kan sætte ind med værktøjer, der er mere effektive end dem, der er i brug i dag. Men hendes interesse i naturens rettigheder er først og fremmest af en faglig, juridisk karakter.

“Jeg synes, den bagvedliggende etiske tankegang og perspektivet er vigtigt – at vi er en del af naturen og har et gensidigt afhængigt forhold. Og så synes jeg også, det er vigtigt, at de love, vi har, som bygger på flere hundrede år gamle strukturer, bliver opdateret. Om det at give naturen rettigheder er det bedste juridiske værktøj … det stiller jeg mig lidt mere åben over for. Men jeg håber, min forskning kan skabe mere forståelse for, hvad det vil indebære og kræve af forandringer”.

MeToo-bog: KU-ledelse holdt ikke hovedet koldt

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Et højtråbende mindretal og en hidsig presse fik ledelsen på KU og andre universiteter til at glemme grundlæggende principper og hoppe med på den identitetspolitiske vogn, skriver lektor Marianne Stidsen i bogen “Den nordiske Metoo-revolution 2018”.

Af Lasse Højsgaard – lah@dm.dk

Universitetsledelserne svigtede deres ansvar og lod sig rive med af mediehype og folkestemninger. Det er Marianne Stidsens konklusion omkring de mange sager og diskussioner om krænkelser og identitetspolitik, som har præget universitetsområdet siden begyndelsen af 2018.

I sit essay “Den nordiske MeToorevolution 2018”, der er udkommet som bog, kæder hun de kendte universitetssager – nultolerancepolitikken på KU, sangsagen på CBS, sombrerosagen på KU Jura, KU-lektoren, der brugte n-ordet – sammen med skandalerne omkring Svenska Akademien og Forfatterskolen i Danmark. Hun ser dem alle som udtryk for et politisk og værdimæssigt skred, som truer grundlæggende rets- og frihedsprincipper.

Og ansvaret for, at det er kommet så vidt, ligger altså ifølge Marianne Stidsen til dels hos de universitetsledere, der ikke har været i stand til at se bevægelserne i et overordnet kulturelt perspektiv, og som derfor har ladet højlydte, ideologiske mindretalsgrupperinger diktere dagsordenen på universitetet.

“En leders opgave er ikke at køre med på en folkestemning. Lederne får deres løn for at holde hovedet koldt og sikre, at de formelle procedurer er i orden”, siger hun.

Handlede uden viden
Hun daterer selv MeToo-revolutionens indtog i Danmark til februar 2018, hvor avisen Information publicerede et åbent brev til landets rektorer fra 48 anonyme kvindelige studerende, der klagede over sexisme og sexchikane i deres studieliv. Og umiddelbart efter begyndte det at gå galt, mener hun. Rektorerne på både KU og RUC var meget hurtige til at udtrykke forståelse og komme de klagende studerende i møde med løfter om tiltag, der kunne hjælpe på problemet.

“Ledelsen på både KU og RUC handlede umiddelbart i forlængelse af den her mediehistorie om diffuse anklager og satte arbejdet med nye retningslinjer i gang. Det er reaktioner, der kommer, inden det overhovedet er kortlagt, om det, de 48 påstår, er sket. Så reagerer de her chefer og lover nye tiltag. Det var absolut en fejl”.

Er det ikke naturligt at være imødekommende, når studerende oplever, at de er blevet dårligt behandlet?

“Jo, det er det, men så skal man undersøge det. Man skal ikke bare godtage påstande. Slet ikke når de kommer fra en anonym gruppe og er helt ukonkrete. Nogle må stå frem og konkretisere de problemer. Og så kan lederne handle ved at begynde en uvildig undersøgelse”, siger hun.

Identitetspolitisk tidsånd
Der kom ingen undersøgelse fra KU. Til gengæld kom der et nyt sæt retningslinjer for håndtering af krænkende adfærd, der lovede “nultolerance”, og som indeholdt en meget omdiskuteret passus om, at det altid er den krænkedes egen oplevelse, der er udgangspunktet.

“Der var jo et sæt retningslinjer i forvejen. Og hvis nu en undersøgelse havde vist, at de ikke var tilstrækkelige, så havde det været en anden sag. Men det skete ikke. KU gik ud med nye retningslinjer, uden at det overhovedet var blevet undersøgt”, siger Marianne Stidsen.

Det, ledelsen manglede i situationen, var is i maven og overordnet forståelse for den kulturelle tendens, som læserbrevet var et produkt af, mener hun.

“Der er nogle lag i det her, de ikke rigtigt forstår. Det er den identitetspolitiske tidsånd, der er med til at fremkalde mange af de her ting. Set i det perspektiv er det måske nemmere at forstå, hvorfor det er vigtigt, at man ikke løber med, hver gang nogle råber “ulven kommer”. Vi taler efter mit bedste skøn om en forholdsvis lille gruppe på KU, der har været vældig højtråbende og har fået utrolig meget taletid i pressen. Det, ledelsen gør, er, at den blæser på det store flertal af studerende og ansatte, der ikke er enige i de her få aktivisters agenda”.

Ser intet positivt ved MeToo
Nogle ser MeToo-kampagnen som et nødvendigt opgør. Er du uenig?

“Den bog, jeg har skrevet, har fået virkelig hård medfart. Jeg tror, at når mange er vrede, er det, fordi jeg ikke har noget positivt at sige om MeToobevægelsen. Selv hvis man graver i sagen om Harvey Weinstein, så indrømmer redaktøren på New York Times, at der gjaldt forskellige regler for kilderne. Kvinderne kunne tale off the record, det måtte han ikke. Sådan nogle særregler er fandeme en farlig glidebane, og den sag er paradigmatisk for alle MeToo-sager”.

Hvad hvis debatten har skabt et større mod til at sige fra over for krænkelser?

“Jeg vil sige, at det snarere vil skabe det modsatte. For du får hele tiden at vide, at du ikke har et personligt ansvar for at sige fra, for det er et strukturelt problem. Man er nødt til at lære de unge, at man selv har et ansvar for at sige nej”.

Marianne Stidsen overdriver ikke, når hun siger, at hendes bog har fået en hård medfart. “Læseren bliver lovet en samlet fremstilling, men får udelukkende serveret en ensidig sammenfatning af tre enkeltsager, der stemmer overens med forfatterens blåøjede kritik af MeToo”, skriver eksempelvis debattøren Nima Zamani i Altinget.

Amerikansk eller europæisk universitet?
I 2019 var støvet fra krænkelsessagerne efterhånden begyndt at lægge sig, men det blev hvirvlet op igen, da TV 2 kunne rapportere om en mail, sendt ud på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på KU, hvori de ansatte opfordres til at undgå at bruge kønnede betegnelser om de studerende af hensyn til dem, der ikke identificerer sig som mand eller kvinde.

Marianne Stidsen noterer sig, at fakultetsledelsen i skikkelse af prodekan Jens Erik Mogensen har udtrykt opbakning til den mail, og det ser hun som udtryk for, at MeToo-revolutionen har sat sig.

“Jeg havde håbet, at KU havde lært noget af de heftige diskussioner, vi har haft om nye retningslinjer og begrebet nultolerance. Men det ser ikke rigtig ud til det. Men sagen har skabt så meget debat, at man kan håbe, at ledelsen vil lære noget af den. For jeg er virkelig alvorligt bekymret for, hvor universitetet havner, hvis det her får lov til at fortsætte. Efter min mening er det slet og ret et valg mellem, om KU skal være et amerikansk universitet eller fortsætte med at være et europæisk universitet. Med alt hvad det indebærer”.


Nye retningslinjer i høring 

Efter den heftige diskussion af KU’s retningslinjer for krænkende adfærd har universitetets personalepolitiske udvalg (PPU) i foråret arbejdet med et sæt reviderede retningslinjer. Forslaget til nye retningslinjer blev i sommer sendt i intern høring, og den er i skrivende stund ikke afsluttet. i den nye tekst hedder det eksempelvis ikke længere, at KU har en “nultolerance” over for krænkende adfærd. Også sætningen om, at det er forurettedes egen oplevelse, der er udgangspunktet, er ændret, så der nu står, at “der er tale om en krænkende handling, når en eller flere personer groft eller flere gange udsætter andre personer for adfærd, som af disse opfattes som nedværdigende”. det tilføjes også, at der kan være situationer, hvor “ledelsen vil konstatere, at der ikke er tale om en krænkende adfærd”.


KU: Ledelsen pressede ikke på for nye retningslinjer

Marianne Stidsen rammer forbi i sin kritik, når hun siger, at KU’s ledelse lå under for aktivistiske studerende og pressens skriverier.

Det siger vicedirektør for Kommunikation Jasper Steen Winkel, der udtaler sig på vegne af KU’s ledelse.

Han peger på, at det ikke, som Stidsen antyder, var ledelsen, der pressede på for at få foretaget den justering af retningslinjerne for psykisk arbejdsmiljø, der skete i sommeren 2018 og førte til de omdiskuterede retningslinjer for krænkende adfærd.

“Jeg vil klart afvise, at KU har taget pejling efter en særlig gruppe studerende. den generelle debat om Metoo gjorde, at vores tillidsmænd opfordrede til at se på, hvordan vi er dækket ind og håndterer de sager. Og i april 2018 sendte uddannelsesministeren et hyrdebrev, der anbefalede, at universiteterne havde retningslinjer og processer klar. Så det er en ret lang proces, der ikke alene tog udgangspunkt i nogle kvindelige studerende”, siger jasper Steen Winkel.

KU gennemførte ikke i første omgang en undersøgelse af problemernes omfang, men Winkel henviser til, at danske Universiteter igangsatte en undersøgelse, hvis resultat kom ud i efteråret 2018.

Han medgiver, at der har været mange sager, som er blevet udlagt som udtryk for en identitetspolitisk tendens. Men det er en sammenhæng, nogle debattører forsøgte at skabe, siger han.

“Vi kan godt se, at man kan lave fortællingen, at de her sager passer sammen som perler på en snor. Men det er separate sager, der ikke er koblet til hinanden, men som bliver brugt af de debattører, der gerne vil løfte en debat om identitetspolitik. Universitetet oplever, at medier og debattører har overtaget en amerikansk fortælling om identitetspolitik, og den lægger de ned over hvert eneste eksempel”.

Jasper Steen Winkel fastslår samtidig, at der formelt set ikke er nogen opbakning – eller det modsatte – fra ledelsen til den mail, institutlederen på institut for Kunst- og Kulturvidenskab sendte ud omkring brugen af kønnede betegnelser.

“Der er ikke nogen politik på KU på det område. Man kan fortsat sige “han” og “hun”. institutlederen har selv sendt nogle gode råd ud til underviserne, og det giver nu anledning til, at man kan drøfte det bredere”.

 

Aarhus Universitet kommer med sønderlemmende kritik af egen oksekødsrapport

 

Foto: Waage Jacob/Ritzau Scanpix

Brian Bech Nielsen, rektor på AU, har sendt en redegørelse til forskningsministeren, hvori han blankt erkender, at en række forhold ved rapporten om oksekøds klimapåvirkning er i strid med god forskningsskik.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk

En rapport fra DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug – på Aarhus Universitet, der undersøger okse- og kalvekøds klimapåvirkning sammenlignet med en række andre produkter, er blevet kritiseret sønder og sammen. Forskerne, de to fra AU og en fra DTU, konkluderer, at forbruget af alkohol og søde sager er mere belastende for klimaet end forbruget af oksekød, hvilket undrer eksperter.

Landbruget har været dybt involveret i tilblivelsen af rapporten, idet interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer har været projektleder, Danish Crown har siddet med i styregruppen, der i øvrigt udelukkende har bestået af folk fra landbrugs- og kødsektoren. Kvægafgiftsfonden, der har til formål at styrke oksekødssektoren og kvægbrugets udvikling og konkurrenceevne, har givet 504.000 kr. i støtte, og Dagbladet Information kunne afsløre, at landbrugsfolkene har skrevet rapportens forord, indledning og et afsnit om projektet og haft indflydelse på pressemeddelelsen. De fik også skiftet forsidefotoet af råt kød ud med en burger og fik titlen ændret.

Brian Bech Nielsen erkender i sin redegørelse til forskningsministeren blankt en række forhold, der er i strid med det danske kodeks for god forskningsskik.

“Forskningen skal være uafhængig af særinteresser, og uafhængigheden må ikke kunne drages i tvivl. Ledelsen på Aarhus Universitet beklager derfor dybt forløbet omkring ovennævnte rapport”, skriver AU’s rektor.

Aftale manglede
Ifølge redegørelsen var der ikke udarbejdet en skriftlig aftale forud for projektet, så der var ikke klare rammer for rollefordelingen og for, hvorledes ansvarlig forskningspraksis og forskningsformidling skulle implementeres. Det eneste skriftlige grundlag var ansøgningen om finansiering, som Landbrug & Fødevarer sendte til Kvægafgiftsfonden.

“Det giver uklarhed om forskningens uafhængighed, hvilket ikke er acceptabelt og i strid med gældende retningslinjer”, skriver Brian Bech Nielsen og henviser til den danske kodeks for integritet i forskning, som AU har tilsluttet sig.

Han erkender også, at de eksterne samarbejdspartnere har haft mulighed for at kommentere og redigere forskernes tekst, skrive afsnit til rapporten og har haft indflydelse på pressemeddelelsen, uden at dette klart fremgik.

Det bør deklareres helt tydeligt indledningsvist og eventuelt også gennem medforfatterskab til rapporten, så det fremgår klart, hvem der har bidraget med hvad.

Uklar rollefordeling
Desuden er det uklart, hvad den overordnede projektlederrolle, som Landbrug & Fødevarer har varetaget, præcis har indbefattet. Der står blot, at forfatterne står inde for beregninger og rapportens konklusioner, mens projektets styregruppe “har givet input til identificering af de relevante produkt- og produktionstyper samt gennemførelse af projektet i øvrigt”.

Det er ikke godt nok, konkluderer AU’s rektor, der i sin redegørelse skriver: “Når der er tale om samarbejde med eksterne parter, som resulterer i en rapport, der udgives som en rapport fra Aarhus Universitet, skal det som minimum stå helt klart og fremgå af rapporten, at ansvaret for metodevalg, resultater, konklusioner og formidlingen heraf er entydigt placeret hos forskerne og universitetet. Det står ikke tilstrækkeligt klart i dette tilfælde”.

Endelig slår rektor fast, at det er kritisabelt, at rapporten ikke inden offentliggørelse gennemgik en kvalitetssikring i form af et eksternt peer review eller i det mindste en uafhængig, intern fagfællebedømmelse, og det ændrer ikke på, at forskerne fortsat står bag deres faglige konklusioner.


Det gør AU

  • Erik Steen Kristensen, institutleder på Institut for Agroøkologi, er fratrådt sin stilling og forlader universitetet, da det overordnede kontraktlige, tilsynsførende og faglige ansvar var hans.
  • Rapporten “Okse- og kalvekøds klimapåvirkning gennem hele værdikæden sammenholdt med ernæringsperspektiver i forskellige kostmønstre” er trukket tilbage, og de 215.000 kr., som universitetet har modtaget, vil blive returneret til Kvægafgiftsfonden.
  • Forskerne ønsker at få deres resultater bedømt af uafhængigt, internationalt peer review.
  • Dekanen har bedt ledelsen ved DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug – sikre, at alle rapporter, der udgives i DCA-regi, fremover er kvalitetssikret.
  • Alle DCA-rapporter baseret på samarbejder med private virksomheder og interesseorganisationer inden for de seneste 5 år skal undersøges for problematiske forhold.
  • En ny politik for forskningsintegritet, forskningsfrihed og ansvarlig forskningspraksis blev vedtaget af ledelsen den 28. august. Forskere, der oplever pres på forskningsfriheden, kan blandt andet søge fortrolig og anonym vejledning af rådgivere i forskningsfrihed.
  • Alle forskere skal deltage i et kursusforløb om forskningsfrihed og -integritet.

Industrien blander sig i forskningen i det skjulte

Foto: Lars Gejl/Biofoto/Ritzau Scanpix

Eksperter er ikke i tvivl om, at virksomheder, interesseorganisationer og myndigheder påvirker forskningen, men indblandingen foregår oftest skjult og mere raffineret, end det var tilfældet i sagen om oksekødsrapporten på Aarhus Universitet.

Artiklen er redigeret den 30. september 2019 med ændrede citater fra Olav W. Bertelsen.

Af Claus Baggersgaard – cbl@dm.dk 

Skandalen var stor, da det kom frem, at landbrugets interesseorganisationer har betalt for og skrevet dele af en forskningsrapport fra Aarhus Universitet (AU), der konkluderer, at kaffe, øl og slik er værre for klimaet end oksekød.

Kvægafgiftsfonden, der har til formål at styrke oksekødssektoren, har bevilget pengene, en repræsentant for interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer var projektleder, og styregruppen bestod udelukkende af folk fra landbrugserhvervet, der også har skrevet hele afsnit af rapporten og pressemeddelelsen, der blev sendt ud med det glade budskab, at vores hang til røde bøffer slet ikke er så stor en klimasynd, som vi går og tror. Det er i hvert fald værre at gnaske slik og bælle sodavand til “Disney Sjov” om fredagen.

Det er sjældent, at den slags sager kommer frem i offentligheden, men flere eksperter vurderer, at det formentlig slet ikke er ualmindeligt, at virksomheder, interesseorganisationer og myndigheder prøver at blande sig i forskningsprojekter. Det foregår bare som regel mere raffineret, skjult og indirekte og ikke så klodset, åbent og direkte, som det skete i forbindelse med rapporten om oksekøds klimapåvirkning.

“Det er i virkeligheden historien om et forudsigeligt selvmål, der rammer både dem, der har betalt for opgaven, og forskerne, der har udført den. Der er utrolig mange advarselslamper, der burde være begyndt at blinke”, siger Kaare Aagaard, seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse på AU.

Konklusionen er givet på forhånd
Han tilføjer, at indblanding i forskningen normalt sker mere subtilt, ved at opdragsgiver, altså den, der har bestilt og betalt for en undersøgelse, formulerer opgaven, så konklusionerne mere eller mindre er givet på forhånd. Andre metoder er at afgrænse emnet eller angive, hvilke data der skal benyttes. I de fleste tilfælde vil der være gode og legitime grunde til at formulere opgaver på bestemte måder, men indimellem fornemmer man en tydelig bagvedliggende dagsorden, siger han.

“I de tilfælde ved man som forsker godt, hvad opdragsgiver gerne vil have, at konklusionen skal være, og hvis du siger ja til en sådan opgave, accepterer du også præmisserne. På vores center har vi heldigvis nogle økonomiske og ledelsesmæssige rammer, der sikrer, at vi kan sige fra, hvis opgaven er formuleret på en måde, så resultatet er givet på forhånd, men der er ingen tvivl om, at man på nogle områder er under noget større pres, end vi oplever”, siger Kaare Aagaard.

Han mener, at det kræver erfaring at håndtere dilemmaerne ved bestilt forskning, og at ledelsen har et stort ansvar for at sikre, at der er rammer og en kultur, hvor det er acceptabelt at sige fra.

“Som forskere må vi holde fast i vores integritet, men det er klart, at presset stiger, hvis der er så store økonomiske interesser på spil, at det måske lige pludselig ikke kun handler om egne fremtidsudsigter, men også om dine kollegers. Det betyder, at man som forsker eller institut aldrig må blive afhængig af en enkelt eller nogle få aktører. Læren af oksekødssagen må dog ikke blive, at der slet ikke må være nogen dialog eller noget samarbejde med eksterne aktører, for i langt de fleste tilfælde er dialogen med til at styrke både kvaliteten og relevansen af forskningen”, siger han.

Var undersøgelse designet til at frikende oksekød?
Eksperter har netop kritiseret forudsætningerne og metoden, som forskerne har benyttet i undersøgelsen af klimapåvirkningen ved oksekød. De får kødet til at se mere miljøvenligt ud, end det reelt er, i forhold til andre produkter, lyder kritikken.

Eksempelvis har forskerne samlet øl, vin, slik, kaffe, te, sodavand og andre søde sager i kategorien “nydelsesmidler”, som de sammenligner med klimabelastningen fra danskproduceret oksekød. Man sammenligner altså en lang række produkter med blot et enkelt kødprodukt.

Desuden tager de udgangspunkt i, at størstedelen af det danskproducerede oksekød er et biprodukt af mælkeproduktionen. Udledningen af køernes drivhusgasser fordeler sig dermed både på den mælk, de yder, og den kød, de producerer ved slagtning. Rapporten medregner heller ikke den indirekte arealanvendelse i regnskabet for kødets klimabelastning, hvilket eksperter siger udgør omkring halvdelen af en fødevares miljøpåvirkning.

Forskere presses til fusk
Der findes forbavsende lidt dansk viden om, hvor mange forskere der tilpasser deres forskningsdesign efter bevillingsgiverens ønsker.

Men i en amerikansk spørgeskemaundersøgelse med titlen “Scientists Behaving Badly” fra 2005, hvor 3.247 forskere, der havde fået midler fra National Institutes of Health, deltog, svarede en tredjedel, at de i forbindelse med deres forskning havde foretaget handlinger, der ville give dem problemer, hvis det var blevet opdaget. Det inkluderede at se igennem fingre med kollegers brug af fejlbehæftede data og tvivlsom fortolkning af data.

Næsten 16 procent svarede, at de selv havde ændret design, metode eller resultaterne i en undersøgelse efter pres fra en bevillingsgiver.

Det nærmeste, vi kommer på en lignende dansk undersøgelse, er VIVEundersøgelsen af forskningsfriheden på AU fra 2018, hvor forskerne på universitetet blev spurgt, om de havde oplevet pres for enten at ændre forskningsresultater, at udskyde offentliggørelse af forskningsresultater eller ikke at offentliggøre forskningsresultater. Forskerne blev dog ikke spurgt, om de så også rent faktisk havde givet efter for presset, der ifølge rapporten kan bestå i “intimidering af forskeren, trusler om konsekvenser for fremtidigt samarbejde, forhaling af processer, påvirkning af miljøet omkring forskeren gennem kontakt til ledelsen på universitetet eller forsøg på at påvirke forskerens ry og anseelse hos kollegerne”.

Ifølge VIVE-rapporten er forskere, der deltager i, hvad der i universitetsjargon kaldes myndighedsbetjening eller indtægtsdækket virksomhed for fx ministerier, kommuner, private virksomheder eller interesseorganisationer, særligt udsat for at opleve at komme under pres. Cirka hver fjerde af forskerne inden for området svarer, at de har oplevet at blive presset af bevillingsgiveren, mens det kun er tilfældet for 11 procent af de øvrige forskere på AU.

Reklame forklædt som forskning
Mikkel Willum Johansen er lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet, hvor han specielt beskæftiger sig med emner om redelighed og god videnskabelig praksis.

Han siger, at det i princippet er muligt at påvirke resultatet af en undersøgelse uden at gøre noget direkte uredeligt, fx ved at ændre på forskningsdesign, metode eller databehandling.

“Mange tror, at forskere stiller et spørgsmål, undersøger det og finder svaret, men i realiteten er der masser af valg, som påvirker resultatet, når man vælger metode og sorterer data. Der kan ofte være flere metoder, som er legitime at vælge, men resultaterne bliver vidt forskellige, og hvis sponsor ønsker et specifikt resultat, kan det være kritisk”, siger han.

Mikkel Willum Johansen tilføjer, at der findes to primære former for samarbejde med industrien. Den ene, hvor en virksomhed ønsker viden om et emne og betaler universitetet for at skaffe den, er uproblematisk, mens den anden, hvor målet for virksomheden er at skaffe en form for reklameværdi, er farlig for universitetet.

“Problemet er, at det er reklame forklædt som forskning, som skal bruges til et kommercielt formål. Man skal tænke sig grundigt om som universitet, fordi man risikerer at blive brugt til markedsføring uden at vide det”, siger han.

Han vurderer, at rapporten om oksekødsklimapåvirkning er et eksempel på dette, bl.a. fordi landbrugets interesseorganisationer valgte rapportens titel og forsidebillede med henblik på den rolle, rapporten skulle spille i den offentlige debat.

Ledelsens ansvar
Olav W. Bertelsen, formand i DM Viden og fælles-TR på AU, siger, at der kan være mange grunde til at kritisere oksekødsrapporten, men at det mest interessante ved sagen er landbrugsfolkenes indflydelse på formuleringen af opgaven.

“Det generelt problematiske er, at Landbrug & Fødevarer selvfølgelig har påvirket selve rammebetingelserne, for det er langt vanskeligere at få belyst”, siger han.

I nogen typer projekter, dem der kommer fra fødevareministeriet, vil det være DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug – på AU, der tager opgaverne ind og kvalitetssikrer kontrakter og fordeler opgaverne til institutterne. Oksekødsrapporten var derimod et helt almindeligt forskningssamarbejdsprojekt der var hjemtaget direkte af instituttet og hvor ansvaret for kvalitetssikring, kontrakt osv. derfor var instituttets.

“Intet tyder på, at forskerne har følt sig presset, men der har nok været et fint kollegialt samarbejde med folkene fra landbrugsorganisationerne, og det er i virkeligheden problemet. Rollerne bliver flydende, når man kender hinanden lidt for godt, så man er nødt til fremover at sætte nogle klare skel. Hvis man vil bruge AU’s navn på en rapport, skal det være en uafhængig proces”, siger han. Han oplever dog at kollegerne fra den tidligere sektorforskning har et meget bevidst forhold til de faldgruber der er når man samarbejder med ministerier og erhverv.

Sagen har betydet, at lederen på Institut for Agroøkologi har forladt sin stilling, og det glæder Olav W. Bertelsen, at det dermed er slået fast, at det er et ledelsesmæssigt ansvar at sikre forskningens uafhængighed.

Forskere blev ikke presset
Heine Andersen, professor emeritus ved Københavns Universitet og forfatter til bogen “Forskningsfrihed”, har gennemgået et væld af samarbejdsaftaler mellem danske universiteter og eksterne partnere.

Han har læst en del af mailudvekslingen mellem AU-forskerne og Landbrug & Fødevarer (L&F), og det virker, som om der er en tæt og venskabelig tone, og der er ingen tegn på, at forskerne er blevet presset.

“Forskerne spørger fx som en helt naturlig ting, om L&F vil stå som medforfattere – det har de gjort før på papers fra samme undersøgelse. Men det takker de nej til nu, hvor rapporten skal offentliggøres. Og det accepteres uden videre. Det er efter min opfattelse uhørt, at universitetsforskere i den grad negligerer god videnskabelig praksis”, skriver Heine Andersen i sit svar til Forskerforum.

Han tilføjer, at der ikke er tvivl om, at det er forskernes og ledelsens fælles ansvar.

“Jeg har ikke set tegn på, at forskerne er blevet presset til at gå over stregen fra ledelsens side. Det må være af egen lyst, og fordi at sådan plejer man at gøre. Så det må være et fælles ansvar. Det er klart, at som universitetsloven er, er det ledelsens ansvar, hvis forskerne går over stregen – i sidste ende rektors. Rektor har jo ansvar for alt, hvad der foregår på universitetet. Så der er sket et ledelsessvigt. Og det er vel også derfor, institutlederen er fjernet. Hvis det ikke var sket, var kanonen blevet rettet først mod dekanen og i næste trin mod rektor”, skriver han.

Heine Andersen mener, at troværdigheden ville blive styrket, hvis man systematisk brugte uafhængige forskere til at lave peer review – altså uafhængig fagfællebedømmelse – ligesom det sker på videnskabelige tidsskrifter.

Mikkel Willum Johansen siger, at der tilsyneladende er tale om strukturelle problemer, der må løses strukturelt, ved at man skaber de rigtige rammer for forskere.

“Hvis jeg kan se, at en rapport ikke er blevet bedømt af fagfæller, vil jeg altid være skeptisk”, slutter han.


Eksempler på tidligere sager

Oksekødssagen er langtfra første gang, at forskere på danske universiteter er blevet beskyldt for at have et måske lidt for tæt samarbejde med industrivirksomheder og interesseorganisationer. Her er nogle af sagerne.

Dandy-sagen fra 1999 handlede om to forskere ved Odontologisk institut ved Aarhus Universitet, som fik tyggegummifirmaet Dandy til at bidrage med en mindre del – 300.000 kr. – af udgifterne til en undersøgelse af virkningen mod huller i tænderne af søde- og urinstoffer i Dandys eget tyggegummi.

Undersøgelsen viste, at tyggegummiet ikke gav dobbelt beskyttelse mod huller i tænderne, som firmaet reklamerede med. forskerne holdt først deres resultater tilbage et år, og da de ville publicere dem på en tandlægekongres i New York, truede Dandy dem med en retssag. Efter et møde mellem dandys advokat og ledelsen på AU henstillede den daværende rektor til, at de trak undersøgelsen tilbage. i 2001 blev resultaterne publiceret i tandlægernes blad, men med konklusionen, at det er tygningen af sukkerfrit tyggegummi, der har en forebyggende effekt på huller i tænderne, snarere end de stoffer, som fx findes i dandys V6-tyggegummi.

Fedmeforskeren Arne Astrup, der nu er institutleder ved Institut for Idræt og Ernæring på KU, har flere gange været i medierne i forbindelse med sager, hvor han blev beskyldt for at være i lommen på industriinteresser. den mest kendte er nok sukkersagen fra 2003, hvor han blev beskyldt for at have vildledt befolkningen ved at udtale, at sukker ikke i sig selv feder, samtidig med at han var formand for Ernæringsrådet og modtog 7,7 millioner kroner i støtte fra sukkerproducenten Danisco. I en anden sag fra 2009 optrådte Arne Astrup under navnet “doktor slank” i Ude og Hjemme, hvor han roste en ny slankepille fra et firma, han selv havde aktier i og arbejdede som konsulent for. Arne Astrup er en af de få danske forskere, som oplyser om sine mulige interessekonflikter på sin hjemmeside.

i 2016 kom lektor Troels Troelsen fra Copenhagen Business School under beskydning for at være i lommen på interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug. i CBS-rapporten om landbrugets rammevilkår og konkurrenceevne konkluderer han, at de danske miljøregler skaber store problemer for dansk landbrug, hvilket er i strid med tidligere rapporter om samme emne. det viste sig, at Bæredygtigt landbrug var involveret i rapportens tilblivelse, uden at det fremgik, og at rapporten havde flere elementære forskningsmæssige problemer såsom manglende kilde- og litteraturliste. praksisudvalget på CBS kritiserede Troels Troelsen for flere brud på ansvarlig forskningspraksis.

Leder: Frøen og kanariefuglen

Af Olav W. Bertelsen, formand for universitetslærerafdelingen i DM, FTR på AU

Det siges, at hvis man vil koge en levende frø, skal man putte den i koldt vand og varme det langsomt op, så bliver dyret siddende, til det er kogt. Smider man derimod frøen i kogende vand, springer den op med det samme.

Universitetets VIP er som frøen, der ikke har opdaget, at vandet snart har nået kogepunktet. Lønnen bliver ringere og ringere i forhold til sammenlignelige grupper; vi skal bruge mere og mere tid på stadig mere håbløse ansøgninger om konkurrenceudsat forskningsfinansiering; den politiske detaljestyring er absurd; ansættelsessikkerheden undermineres af tilbagevendende fyringsrunder; universitetslærerne er blandt de mest stressede.

Folk bliver i deres faste stillinger trods forringede rammer og vilkår. Og der er stadig unge mennesker, der forfølger en universitetskarriere, uanset at det er et brutalt individualiseret udskillelsesløb med ringe chancer for fastansættelse på universitetet.

Karriere på universitetet er ved at blive et uattraktivt livsprojekt, men statistikkerne viser endnu ikke, at det går den forkerte vej. Derfor mente den statslige arbejdsgiver ikke, at AC’s OK 18-krav om at hæve lektortillægget var relevant. Der var ikke målbare tegn på, at det var svært at finde og fastholde folk.

I fortidens engelske kulminer brugte man kanariefugle som gasdetektor. Hvis fuglen faldt af pinden, vidste man, at det var på tide at evakuere skakterne. Det er almindeligt anerkendt, at det er svært at rekruttere kvinder til de videnskabelige stillinger på universiteterne. Der er en række barrierer, men det forklarer ikke hele problemet. Problemet med at rekruttere kvinder til fortsat universitetskarriere er en slags kanariefugl. Kvindekarriererne falder så at sige af pinden, fordi vilkårene er for ringe. Kravene om lange ophold i udlandet kolliderer med familielivet og har været fremført som særligt kvindefjendske, men mon ikke udsigten til et arbejdsliv med fuldstændig ubegrænset arbejdstid og fortsat konkurrence på en spillebane med skiftende og uklare performancekrav er stærkt medvirkende.

Tegnene på, at universitetet er ved at være en uattraktiv arbejdsplads, skal tages alvorligt nu.

Der  er masser af gode indspil i tidens universitetsdebat. DFiR pegede først på året på en række problemer i universitetskarrieren, ikke mindst den kønsmæssige skævhed. Meriteringsudvalgets aktuelle rapport kommer med en række anbefalinger til, hvordan vi kan komme væk fra de nærmest rent kvantitativt bibliometriske bedømmelser ifm. stillinger på universitetet og i stedet fundere bedømmelserne substantielt og kvalitativt. Særligt anbefalingerne om, hvordan undervisningsindsatsen kan vurderes, er tiltrængte. Der er også flere bidrag til en revision af hele finansieringssystemet, hvor fx Videnskabernes Selskab har bidraget i sin forskningspolitiske årsrapport.

Så kære Ane Halsboe-Jørgensen. Vi byder dig velkommen til den store opgave, du har påtaget dig som forskningsminister. Det er dig, der må stå i spidsen for at få sikret de næste generationers universitet. Det er dig, der har nøglen til at sikre, at universiteterne er reelt attraktive arbejdspladser, og at der samtidig ikke er nogen, der ender i et karriereblindspor. Det er ved at være sidste udkald på flere områder. Hold øje med kanariefuglen, så du ikke ender med at få kogt frøen!

Debat: studieledere skal ud i undervisningslokalerne

Colourbox

Af Thomas Harboe, centerleder, ph.d., Københavns Universitet. Programleder for de nationale ledelsesudviklingsprogrammer for uddannelsesledere ved alle otte danske universiteter

Der er grøde inden for studieledelse. Aalborg Universitet står midt i en stor studieledelsesreform. IT-Universitetet overvejer en ny organisering af studieledelsen. Og mit eget fakultet – Samfundsvidenskab – diskuterer også en studieledelsesreform i dette efterår.

Dertil kommer rygter om, at ministeriet længe har overvejet en indsats omkring studielederne og studienævnene, i kølvandet på at hele to store ministerielle rapporter utvetydigt konkluderede, at universiteterne har et strukturelt problem omkring ledelsen af uddannelserne. Aktuelt ruster universiteterne sig desuden med tværgående uddannelsesstrategier, datainformeret uddannelsesledelse (også kaldet Learning Analytics) og en omorganisering af de studieadministrative procedurer. Hensigten er at skabe mere sammenhæng og mobilitet på tværs af uddannelserne, styrke gennemsigtighed og ansvarlighed i beslutningsprocesserne og modvirke vilkårlighed og ineffektivitet i den studieadministrative sagsbehandling.

Alt sammen gode og nødvendige målsætninger. Initiativerne kommer dog ikke uden en pris og giver blandt andet udfordringer i forhold til studieledernes kontakt med basisorganisationen. Og det er her, besøg i undervisningen kan være en løsning. Traditionelt er studielederne kollegiale ledere, der bliver hentet fra fagmiljøerne i kortere eller længere perioder og forventes at vende tilbage til disse fagmiljøer efter endt ledelsesperiode. De har som sådan hidtil været en form for amatørledere uden egentlig ledertræning og har måske endda heller ikke specielt meget motivation i retningen af at ville være ledere. Hele deres professionelle liv har de sigtet mod at blive forskere, og her kan tre-seks år som studieleder føles som spildtid. Faktisk oplever flere studieledere, at perioden som studieleder er direkte negativ for deres universitetskarriere. Studieledernes hidtidige praksis har typisk været meget dialogisk og tillidsbåret. Det er ledere, der går meget rundt i miljøerne og taler med undervisere, studerende, administration og andre ledere. De bygger broer i organisationen, og den foretrukne vej er konsensus frem for dekreter.


Thomas Harboe

 

Det gode ved denne traditionelle model er, at studielederne er lokale faglige ledere med en solid føling med både undervisning, uddannelse og studerende. De ved, hvor skoen trykker, og er ofte de eneste i organisationen, der med sikker hånd kan koble studieordningerne med fagfaglighed. Udfordringen er, at selvsamme studieledere typisk ikke kan se ud over deres egen lokale og meget snævre organisatoriske horisont. De bliver lokalpatrioter, der kæmper for deres lille hjørne af universitetet uden at have blik for helheden og det, der går på tværs af uddannelserne. Samtidig har den studieadministrative sagsbehandling traditionelt heller ikke været studieledernes stærke side. Ofte beklager studielederne sig over mængden af administrative opgaver og efterlyser mere support fra studieadministrationen. Omvendt beklager studieadministrationen sig over studieledere, der ikke forstår og vægter sagsbehandling. Ifølge studieadministrationen forstår studielederne især ikke, at vilkårlighed er gift for sagsbehandling.

Det er alt dette, som de seneste ledelsesreformer på universiteterne adresserer. Nu skal studielederne i højere grad kobles på den overordnede strategi: De skal trænes i at monitorere og evaluere deres uddannelser med data, de skal gennemføre obligatoriske ledertræning, og de skal understøttes af en studieadministration, hvor arbejdsdelingen mellem dem og studieadministrationen er mere tydelig. Kort sagt skal deres ledelsestilgange professionaliseres.

Prisen er, at studielederne trækkes en smule væk fra deres lokale fagmiljø. Studielederne bliver i højere grad fuldtidsledere, der er trænet i mødedeltagelse, strategi, Excel-ark og sagsbehandlingsprocedurer. Og vi ved fra andre dele af den offentlige sektor, at så snart dette sker, vender ledernes blik fra at være nedadrettet til at blive opadrettet i organisationen. Og derved risikerer de at miste det, som var deres allerstærkeste kort, nemlig deres solide føling med basisorganisationen.

Vi har derfor brug for at balancere de nye ledelsesreformer med ledelsestilgange, der fastholder en vis kontakt med basisorganisationen, samtidig med at studielederne gennemgår en vis professionalisering i deres ledelse. Løsningen kan være at træne studieledere i regelmæssigt at besøge undervisningen. Det kunne sikre dem en synlighed og indsigt i de lokale pædagogiske praksisser. Samtidig kan det være en måde at vise ledelsesmæssig anerkendelse af undervisningen på. Og det kan have den afledte effekt, at undervisningen afprivatiseres, fordi både undervisere og studerende bliver vænnet til, at aktiviteterne i klasseværelserne ikke er en lukket privat pædagogisk praksis, men noget, der forventes at kunne deles og diskuteres med ledere og kollegaer.

Måske vil nogle studieledere indvende, at de allerede selv underviser og derfor godt ved, hvad der sker i undervisningslokalerne. Men det er naturligvis ikke nok at basere denne viden på egne undervisningserfaringer. Studielederne skal også ud i de undervisningslokaler, hvor deres egen fagfaglighed kommer til kort, hvis de for alvor skal kunne være studieledere for hele uddannelsen. Selvfølgelig vil sådanne regelmæssige besøg være tidskrævende for studielederne, og vi har derfor brug for at opfinde koncepter, der ikke er for tidskrævende og samtidigt giver studielederne den ønskede tilstedeværelse i undervisningslokalerne.

Den pædagogiske faglitteratur er dog allerede fuld af sådanne koncepter – såkaldte “classroom walk-through” eller “learning walks” – hvor den gennemgående pointe er, at den slags besøg ikke kræver specielt lang tid. Påstanden er, at en leder sagtens kan få fin føling med undervisningen gennem et 5, 10 eller 20 minutter langt besøg, især hvis det sker regelmæssigt.

De studieledere, jeg har talt med om at besøge undervisningen, er desuden bekymrede for, hvordan underviserne ville opleve et sådant besøg fra studielederen. Fx fortalte en studieleder mig, at det føltes lidt, “som om chefen er kommet på besøg”.

For at teste denne bekymring udsendte jeg et kortfattet spørgeskema til 600 undervisere fra alle otte danske universiteter. I spørgeskemaet stillede jeg to spørgsmål om, hvordan underviserne opfatter deres nærmeste studieleder, og hvordan de ville opleve et besøg af studielederen i deres undervisning. 94 besvarede skemaet, og resultatet var overvældende positivt over for sådanne besøg.

Mange fremhævede, at de ville føle det som en velkommen ledelsesmæssig opmærksomhed over for deres undervisning, og at de ville se positivt på feedback fra studielederen om deres undervisning. Omvendt ville kun ganske få blandt underviserne opfatte det som en upassende ledelsesmæssig indblanding. Selvsagt er denne spørgeskemaundersøgelse bare en indikation og ikke evidens, men det viser som minimum, at der er et uopdyrket potentiale for studielederne for at vise synlighed og nærvær gennem at besøge undervisningen.

Min opfordring til studielederne er derfor at overveje en eller anden form for rutinemæssige besøg i undervisningen: Hvis I er enige i, at de nuværende ledelsesreformer risikerer at trække jer for langt væk fra basisorganisationen, kan regelmæssige og systematiske besøg i undervisningen være et interessant supplerende ledelsesværktøj for jer. Det er en måde at balancere de nuværende ledelsesreformer på og modvirke risikoen for, at I bliver distancerede ledere uden dybere føling med undervisningen. Desuden er det en måde for jer på at vise ledelsesmæssig anerkendelse af det store pædagogiske arbejde, der dagligt udføres i undervisningslokalerne.

se Mere på https://www.conferencemanager.dk/ basiskursusuddannelsesledelsee19 og https://conferencemanager.events/ lighthouse.