Forfatterarkiv: admin

CBS fik julegave af Esben

CBS’s ledelse fik sig en glædelig overraskelse, da der dumpede en ekstrabevilling på 20 mio. ind midt i december fra Uni-minister Esben Lunde Larsen. Det var en helt særlig begunstigelse af CBS, for de andre uni’er fik ingen gaver af ministeren.

CBS havde slet ikke indsendt en ansøgning om pengene. Begrundelsen for særbehandlingen lød lakonisk, at den er givet ”efter en konkret vurdering og som et engangsløft i basisforsknings-tilskuddet til CBS”.

Men hvorfor skulle CBS have penge og hvorfor fik jeg ingen, spørger andre rektorer nu.

Begrundelse: Laveste forskningsbevillinger

Baggrunden er, at ministeriet havde lokaliseret en uforbrugt pulje på 49 mio. kr. som kunne anvendes på forskellige formål, og efter embedsmændene indstilling godkendte Ministeren, at de 29 mio. blev brugt på professionshøjskoler o.a. og de 20 mio. blev givet til CBS, fremgår det af den aktindsigt, som FORSKERforum har fået.

Begrundelsen for, at netop CBS – og ingen andre uni’er – skulle have penge lød, at CBS er det uni’ med den relativt mindste forskningsbevilling. (Målt på nogle indviklede parametre havde CBS kun en forskningsandel på 61 pct. mens fx KU havde 117 pct. og AU 94 pct.(2015)). Det er disse tal, som CBS henviser til, når de kalder sig ”landets fattigste universitet”.

Og det var altså et underskud, som Ministeren ville kompensere.

Særbevillinger skaber sleskekultur

Mens de 29 mio. til professionshøjskoler m.fl. blev bredt delt ud efter objektive kriterier (relativt efter deres uddannelsesproduktion) skabte den målrettede særbevilling på de ٢٠ mio. til CBS løftede øjenbryn i rektorkredsen, for den slags selektive gaver skaber grobund for en sleskekultur, hvor det betaler sig at fedte for ministeren.

For KU-humaniora forekommer særbevillingen noget grotesk, for her må man af økonomiske årsager reducere, udfase eller lukke en række små sprog- og kulturfag. Hvorfor blev de ikke opregnet som ”særligt værdigt trængende”: Hvorfor bevilger Ministeren ikke bare 31,25 mio. til et trængende KU-humaniora, som netop har annonceret lukning / neddrosling af en række mindre fag? – lyder FORSKERforums spørgsmål til ministeren.

”Det er det enkelte universitet, og ikke Uddannelsesministeren, der træffer beslutning om, hvilke uddannelser universitetet vil udbyde. Derudover er der på finansloven er afsat midler til at understøtte universiteternes udbud af små fag. Disse småfag modtager 1,25 mio.kr. pr. fag pr. år som supplement til det ordinære taxametertilskud”, lyder uni-minister Esben Lundes svar.

Men Ministeren vil ikke svare på, at CBS-bevillingen er udtryk for en ny praksis, hvor Ministeren fremover vil uddele vil bevillinger, fordi han mener en institution er særligt værdigt trængende? Han svarer lakonisk :

”Som det fremgår af aktindsigt har det været muligt at give CBS et ekstraordinært tilskud til forskning på grund af et mindreforbrug. Midlerne er ydet, idet CBS modtager relativt færre basisforskningsmidler”.

AU legitimerer politiseret forskning

Hvordan kan landbrugets lobbyister være medforfatter på en ’uafhængig miljørapport’ fra Aarhus Universitet, spørger biolog

”Pludselig kan man se ’landbrugets vidensbank’ SEGES være medforfatter på rapporten ’Revurdering af baseline’, som udgives af sektorforskningen på Aarhus Universitet. Men hvordan kan en lobby-organisation snige sig ind som medforfatter på en såkaldt uafhængig rapportering fra et universitet, som angiveligt har forskningsfrihed”, spørger biolog Søren Wium-Andersen fra miljø-organisationen Verdens Skove.

SEGES er landbrugslobbyens videnscenter, der som udtrykkeligt hovedformål har: ”Det allervigtigste i vores strategi er, at vi sikrer og konsoliderer landmandens indtjening” (SEGES formål).

Biologen anerkender, at AUs sektorforskning hører forskellige parter, og at parter kan indgå i styregrupper: ”Men når det kræves at SEGES direkte indgår som medforfatter betyder det, at landbrugets stærke lobbyister har været med til at skrive og godkende rapporteringen – samtidig med, at det IKKE oplyses hvilke elementer, SEGES har bidraget med. Det er helt utroværdigt for en statslig rapportering. Når SEGES således har indflydelse helt ind i maskinrummet, kan rapporten kun opfattes som et partsindlæg, legitimeret af Aarhus Universitet. Det er helt underminerende for AUs troværdighed”.

Naturstyrelsen bestilte – AU accepterede medforfattere

Rapporteringen handler groft sat om data, der skal bruges til politisk at revurdere landbrugets kvælstof-udledning. Landbrugets lobbyorganisationer har derfor en politisk-økonomisk interesse i, at miljøkonsekvenser bagatelliseres, så landbruget får friere rammer, forklarer Wium.

”De er uforståeligt, at AU som en angiveligt ’uafhængig forskningsmyndighed’, der løser myndighedsopgaver, har accepteret, at landbrugets lobbyister fik direkte indflydelse. Og jeg fatter ikke, hvordan den statslige Naturstyrelsen kan bestille en rapport, og hvoraf det af kommissoriet fremgår, at lobbyisterne skal være med i processen, i skrivegruppen samt stå som medforfattere. Jeg kan ikke vide, hvem der har sat Naturstyrelsen under pres. Men det er jo ingen hemmelighed, at lige nu er Regeringspartiet Venstre i gang med at ’re-vurdere’ den eksisterende miljøpolitik ved at liberalisere landbrugets miljørammer”.

”Jeg kender ikke fortilfælde, hvor det er et diktat, at de skal have indflydelse ad fordøren – men jeg kender da eksempler hvor lobbyister får indflydelse i korridoren, når rapporter skal laves”. Han hentyder bl.a. til, at han for i 2009 afslørede, at det gamle DMU (i dag fusioneret med AU) tillod, at skovejere påvirkede en rapportering i kulissen, uden at det fremgik i rapporteringen.

Rapport: Kvælstof i dansk natur

Rapporten ”Revurdering af baseline” (2016) er en bestillingsopgave fra Naturstyrelsen til AUs ’sektorforskere’. Men af selve forfatterlisten fremgår, at ”Videncentret for Landbrug” v. Leif Knudsen har deltaget i udarbejdelse af rapporteringen om ”effektvurdering af planlagte virkemidler og ændrede betingelser for landbrugsproduktionen i forhold til kvælstofudvaskning fra rodzonen for perioden 2013-21”.

”Det er en politisk meget central rapport om miljøets tilstand og om de fremtidige rammer for regulering. Men den er meget problematisk, for der er rigtig mange data, som er uoverskuelige og der er utroligt mange antagelser hvis forudsætninger ikke er tydelige. På bundlinjen handler den om, hvor meget kvælstof, landbruget skal have lov til at udlede – og rapporten skaber mere forvirring end den opklarer, så der politisk åbnes op for at miljøkonsekvenser bagatelliseres og landbruget får relativt frit spil til kvælstof-udledning”, mener Wium. ”Miljøpolitisk er det sprængstof. Uafhængige forskere vurderer, at det er de sidste 20-30 års forurenings-regulering, som kan sættes over styr”.

Regeringens miljøpolitik og landbrugspakken kommer til debat og forhandling i begyndelsen af februar i Folketinget.

Biologen: 2007-fusioner politiserede universiteterne

Sektorforskningen blev fusioneret med universiteterne i 2007, og dengang forudsagde Wium-Andersen at det ville føre til en politisering af uni-forskningen, fordi de uafhængige forsknings-standarder ville erodere, når uni-forskningen skulle til at lave ’myndighedsbetjening’. Og kvælstof-rapporten afslører, at han fik ret:

”Indfusioneringen af sektorforskningen havde som erklæret hensigt, at denne skulle frigøres fra underordningen under ministeriernes styring. Men i stedet for at gøre ’sektorforskningen’ fri er der sket det modsatte: Der er åbnet for ’bestillingsrapporter’ med politiske bindinger, hvor deltagere, tilgang og metode defineres på forhånd. AUs myndighedsbetjening er altså ikke fri, men politiseret forskning…”

Ministermagt: Esben leger smagsdommer

Et ekspertudvalg kom med 27 forslag, men Esben Lunde slettede de 5 inden forslagene blev præsenteret. Præmisserne for sletningen er hemmelige…

Hvem har brug for eksperter og smagsdommere, når Ministeren selv ved, hvordan kagen skal skæres…

Sådan foregik det nemlig, da uni-minister Esben Lunde Larsen i december kørte sit eget rådgivende ekspertudvalg NUFI over og underkendte deres uafhængige forslag. I korridoren ændrede han på eksperternes anbefalinger, så det passede bedre til hans verdensbillede. Og så prøvede han tilmed at få udvalget til at udgive sin minister-indstilling som om det var NUFIs.

NUFI indstillede 27 forslag – Ministeren frasorterede 5

Med sin fremgangsmåde overtrådte Esben Lunde nogle grundlæggende spilleregler i forholdet mellem minister og de forvaltede institutioner. Sagen afspejler en minister, som – når han har fået magten – også vil bruge den til at se stort på rådgivning og procedurer, hvis han ikke er (lov-) tvunget til det.

Normalt arbejder rådgivende udvalg angiveligt uafhængigt i den forstand, at de offentliggør deres forslag til debat – og at politikerne / ministeren så derefter vurderer og prioriterer. Men Esben Lunde indførte en helt ny procedure, hvor han underkendte det rådgivende udvalgs forslag, før det blev offentliggjort. I stedet udkom den redigerede udgave med ministerens sletning 5 af udvalgets forslag.

Ministeren frasorterede bl.a. et miljøprojekt, et databaseprojekt på hum/samf-området og på Grønland / Arktis, fordi de efter hans mening manglede erhvervsrelevans.

NUFIs opgave og kriterier

NUFIs konkrete opgave var at komme med indstilling til prioritering af de vigtigste fremtidige nationale forsknings-infrastruktur –projekter. NUFI havde forud for sin udpegning af 27 forslag (ud af 42 indkomne) været igennem en større procedure, hvor der var blevet indkaldt ansøgninger og udvalget nåede så i eftersommeren ٢٠١٥ frem til at sine prioriteringer.

Kriterierne for NUFIs udvælgelsen var bl.a. at

  • projekter skulle have national strategisk interesse og betydning,
  • være åbne og inddrage alle relevante parter (ikke-ekskluderende) og
  • kunne realiseres ved 50 pct.s medfinansiering (bekræftet ved underskrifter).
  • Og så skulle forslagene redegøre for ”videnskabelige såvel som samfunds- og erhvervsmæssige perspektiver”.

Det sidste kriterium er som oftest nysprog for, at noget skal have erhvervsrelevans.

Ministeren gik bag om ryggen på Udvalget

Udvalget lavede sin rapport med de 27 prioriterede forslag, og gik ud fra, at den ville blive offentliggjort – men her forregnede man sig, for Udvalget fik en orienterede mail: ”Kære medlemmer af NUFI …” fra Udvalgets sekretær (ansat i Forskningsstyrelsen). Her blev de orienteret om, at minister Esben Lunde havde frasorteret 5 af de 27 forslag: ”… på baggrund af det supplerende indsendte materiale (har Ministeren) resolveret, at forslagenes samfundsøkonomiske potentiale ikke var tilstrækkeligt udfoldet og godtgjort” (mail 05.11.05 – jf. FORSKERforums aktindsigt).

Ministeriet havde altså bag om ryggen på NUFI stillet projekterne supplerende spørgsmål. Besvarelserne brugte Ministeren så til at frasortere med, selv om han angiveligt opererede på de samme kriterier, som NUFI…

Lauritz blev stik-tosset

Af orienteringsmailen fra NUFIs sekretær fremgik også, at Ministeren gik ud fra, at NUFI herefter ville være med på, at den censurerede anbefaling med kun 22 forslag skulle udgives med NUFIs navn på.

Men hele proceduren – hvor der blev gået bag om ryggen m.m. – blev ikke venligt modtaget i udvalget. Af referatet fremgår:

”NUFI drøftede processen, og flere medlemmer, heriblandt formanden, gav udtryk for utilfredshed med processen, som den har forløbet fra september 2015 og frem. Herunder blev der peget på blandt andet fortolkningen af fortrolighed, kriterierne for udvælgelsen af forslag, den faglige tyngde i evaluerings-processen og ministerens beslutning om et mindre roadmap-katalog end det, NUFI havde indstillet til Forsknings­styrelsen” (referat af møde 27.11.05, aktindsigt).

Det er svært ikke at læse referatet som en stærk protest mod, at et uafhængigt rådgivningsorgan blev kørt – og at formand Lauritz Holm-Nielsen blev stiktosset over dette brud på en aftalt køreplan.

Ministerens frasortering på erhvervsrelevans

Det fremgår ikke af referatet, men NUFI besluttede sig tilsyneladende for ikke at underskrive den censurerede roadmap.

Men det problem løste ministeriets embedsmænd så ved, at Ministeriet udgav roadmap-kataloget i Ministeriets eget navn. Her blev det retvisende nævnt, at Udvalget havde indstillet 27 forslag. Men den ændrede procedure omkring Udvalgets 27 forslag og Ministerens sortering i disse forslag forklares lakonisk:

”Efterfølgende har der i ministeriet foregået en selvstændig vurderings- og prioriterings-proces, hvorunder der er blevet indhentet supplerende materiale om forslagenes erhvervs- og innovationspotentialer. Denne har resulteret i, at Uddannelses- og Forskningsministeren har besluttet et katalog på 22 forslag udvalgt blandt de 27. Både NUFI og ministeriet har baseret rådgivningen på ovenstående kriterier (national interesse, åbne osv. red.), som blev offentliggjort sammen med invitationen til indsendelse af forslag” (Dansk Roadmap, Uddannelsesministeriet 18.12.15).

Minister-kriterier for frasortering hemmelig

Selv om ministeriet fastslår, at Ministerens frasortering af de 5 er foregået efter samme kriterier, som NUFI har arbejdet efter, fremgår det ikke, hvad der det supplerende materiale er og derfor heller ikke, hvilket smagsdommeri de 5 projekter egentlig faldt på i ministerens optik.

I rapporten blev kun medtaget ministerens 22 forslag. NUFIs 27 forslag blev ikke opregnet, ikke engang i et bilag til rapporten. Da FORSKERforum spørger hvorfor, lyder forklaringen:

”Det er ikke vurderet relevant i rapporten at medtage en oversigt over alle 42 forslag indsendt til roadmappen eller en særlig liste med de forslag, som NUFI afgav indstilling om” (NUFIs sekretær som svar på aktindsigt 22.01.16)

Lauritz: Overraskende procedure

Lauritz Holm-Nielsen vil ikke bruge udtrykket ’stiktosset’om sin reaktion:

”Men proceduren var noget speciel. Der var ingen kommunikation mellem ministeriet og udvalget, før ministeren pillede 5 forslag blev pillet ud. Ministerens beslutning blev en meddelelsessag, som Udvalget kunne tage til efterretning”.

”Jeg anerkender, at det rådgivende udvalg ikke har nogen selvstændige (bevillings-) bemyndigelser, og jeg respekterer, at bevillinger til infrastruktur udmøntes af Uddannelsesministeren, som altså kan prioritere forslag, bl.a. efter indstilling af NUFIs ’roadmap’”, forklarer udvalgsformanden.

”Men jeg undrer mig da over den konkrete procedure, hvor vi blev bedt om at komme med anbefalinger, og hvor Ministeren så ændrer i vores forslag inden det skal offentliggøres. Forslagene stammer altså fra et ekspertudvalg, der har lavet et grundigt forarbejde og med alle institutioner bag”, siger han.

”Og som det fremgår af referatet blev vi i udvalget meget overraskede over, at proceduren var ændret, så ministeren gik ind og ændrede på Udvalgets indstilling. Jeg kan ikke huske fortilfælde, hvor et rådgivende udvalgs uafhængige arbejde og forslag blev ændret, før deres anbefaling blev offentliggjort”.

FAGLIG KOMMENTAR: Advarsel – nye politiske styringsmekanismer

Af lektor LEIF SØNDERGAARD, fmd. f. DMs ULAB

Det lignede en feberredning, men kunne også være en god nyhed, da uni-minister Esben Lunde Larsen (V) kommenterede KU-humanioras varslede neddroslinger af sprog- og kultur- fagområder med, at han ville lave en sprogstrategi for universiteterne.

Men det er værd at lægge mærke til, hvad der skal være kriterierne for strategien. Ministeren fortalte lige ud til BERLINGSKE, at strategiens kriterier skal være ”erhvervslivets efterspørgsel, og det som tjener Danmarks udenrigspolitiske interesser”, som altså skal være det, som prioriteres og uddeles penge og studiepladser efter. (Meget sigende nævnte Esben Lunde ikke sit favorit-signalord ”dannelse” blandt kriterierne).

Ministeren signalerer hermed helt nye politiske styringsmekanismer, hvor det ikke er diversitet og faglig kvalitet, som skal være målestokken for fagudbud og forskningen på universiteterne. Det skal være nytteværdien for erhvervslivet og for regeringens internationale interesser.

Ministerens markering hænger i høj grad sammen med hans ønske om at ændre det gældende taxametersystem, hvor uddannelser får bevillinger pr. bestået studerende (STÅ). Der kan siges meget dårligt om systemets uhensigtsmæssigheder, herunder at det ikke giver incitament til kvalitet men til masse (indtægter). Men systemet er objektivt, og derfor har talrige evalueringer gennem de sidste 20 år ikke kunnet pege på et bedre system. Heller ikke ministerens Deloitte-rapport giver argumenter for skrotningen, selv om den påviser en kraftig underfinansiering af undervisningen (SE FORSKERforum 290’s analyse: ”En minister uden begrundelser”).

Ministeren har altså ingen begrundelse for at skrotte taxametersystemet. Ministeren og Finansministeriet har imidlertid et politisk ønske om et nyt bevillingssystem, der skal indføre nye politiske styringsmekanismer, hvor Ministeren og Finansministeren kan skrue på knapperne; mekanismer som ikke er baseret på objektive mål, men på politiske studehandler og erhvervslivets lobbyisme.

Derfor er der al mulig grund til at følge nøje med i den kommende tid, for Ministeren har i månedsvis haft en embedsmandsgruppe til at udarbejde en model for et sådant nyt bevillingssystem.

Og det vil være en overraskelse, hvis embedsmændene ikke konstruere en model, der angiveligt vil fremme beskæftigelse, erhvervslivets behov, fremme regionale uddannelsestilbud og forbedre Danmarks internationale konkurrenceevne. Og så vil de formentlig relancere Produktivitetskommissionens model (2014), hvori der er inkluderet et løn- og beskæftigelsestaksameter. Høj lønindkomst hos en faggruppe på stås at indikerede høj evne til at skabe samfundsværdi, så disse uddannelsen af sådanne grupper skulle fremmes ved høje uddannelses-taxametre. Hermed kan man få en incitaments-struktur på universiteterne, hvor markedsinteresser (og formentlig politiske interesser) kan diktere, hvor de attraktive uddannelser findes og opbygges og hvor der er ”mindre nyttige” uddannelser, som skal nedprioriteres.

Både når det gælder sprogstrategien og ministerens tanker om en fornyet bevillingsstrukturer ligger en raffineret forandring af grundideen i et frit uddannelsessystem. De nye styringsmekanismer vil ikke være objektive, men politisk bestemte, og det betyder at Ministeren vil være med til at bestemme, hvad der skal prioriteres og ikke prioriteres. Han får et redskab – formentlig med ”god” vejledning af erhvervslivet og politiserede embedsmænd – til at styre ned i detaljen på fagudbud og undervisning. Og det vil ikke kun være humanioras ”unyttige” småfag, som rammes, for mekanismen vil formentlig også blive udbredt til andre fagområder, som Ministeren med denne model vil have mulighed for at klemme økonomisk. De kan få ”an offer, you can’t refuse…”.

Lige nu hedder det sig, at der er åbent for indmeldinger og debat. Men Ministeriets køreplan for den politiske proces er, at den nedsatte embedsmandsgruppe lægger hoved-sporet ved at præsentere en ramme med nogle givne præmisser / kriterier. Efterfølgende kan organisationer og universiteter komme med (tekniske) kommentarer og der skal angiveligt være debat. Men al erfaring viser med sådanne køreplaner er, at når et forslag præsenteres er det forud-godkendt af politikerne, så i praksis er det kun små detaljer der kan ændres, medens hovedpræmisser og -formål står uforandret tilbage.

Denne raffinerede ændring af uddannelsessiden ligner til forveksling det, der er sket på forskningsområdet. Her er de 2% årlige besparelser gået ind i en omstillingspulje for derefter at bliver returneret til politisk bestemte forskningsprojekter.

Det er de færreste forskere, der kan forske alene på sine basisbevillinger, så man er tvunget til at jagte fondsbevillinger. Og de offentlige fondes pengekasser beskæres eller målrettes mod erhvervs- eller projektrettede formål. I bunden af det system findes de små kulturbærende områder – og nye forskningsfelter, som endnu ikke har opnået anerkendelse.

Jeg frygter, at der kommer nye strategier og bevillingssystemer, som i liberal indpakning vil være raffinerede styringssystemer, der vil være kortsigtede og skade universiteternes muligheder for at medvirke til udviklingen af vores samfund som civiliseret og dannet.

Esben Lunde taget i CV-fusk

– brugte norsk finte for at komme udenom det danske akkrediteringssystem

2. UDGAVE MED RETTELSE. Danmark har fået den første uni-minister med en ph.d.-grad. Men Esben Lunde Larsens CV er fusk. Han fortier oplysninger, og hans eksamensstempler er tvivlsomme. Han snød nemlig de danske akkrediteringskrav ved at bruge en norsk finte – en ”diplomagent” – til at få sine danske bachelor- og kandidatgrader ad bagdøren.

Det dækkes der over i Ministerens folketings-CV, som er Esben Lundes oplysninger om sig selv. Her står, at han har studeret på KU fra 2001-2008 (jf. kopi ovenfor). Men han blev først indskrevet på KU i 2006, afslører aktindsigt, som FORSKERforum har fået.

Usandheden dækker sandsynligvis over, at Esben Lunde ikke vil have frem, at han 2001-06 gik på det højreligiøse og sekteriske Bibelinstituttet i København – hvis fundament i øvrigt harmonerer med Ministerens tiltrædelseserklæring om hans tro på skabelsesberetningen.

Men den lille usandhed er ikke den eneste. Ministeren giver også modstridende forklaringer, da FORSKERforum spørger nærmere ind til hans studieforløb.

Norsk diplomfabrik

Esben Lundes meritter er opstået i et smuthul. Hans akademiske meritter er angiveligt legaliseret hos det danske Bibelinstituttets norske agent, MHS Misjonshøgskolen i Stavanger.

Den blåstempling var helt legal, mener Ministeren ”faktuelt” – via sin spindoktor – for han blev ikke undervist af det danske Bibelinstituttet: Han var indskrevet på den norske Misjonshøgskolen i perioden 2001-06. MHSs undervisning foregik godt nok fysisk i Bibelinstituttets lokaler i København, men selve undervisningen foregik i MSHs regi og ikke i Bibelinstituttets.

De strider imidlertid mod oplysninger, Esben Lunde har givet andetsteds om, at han ”sideløbende med den politiske karriere har … studeret teologi ved Københavns Universitet og Dansk Bibel-Institut” (Indre Missions Tidende 2012).

Esben Lunde: Meritter fra Norge

Henvisningen til Bibelinstituttet er penibel for en uni-minister. Det er nemlig en privat uddannelse uden akkreditering i Danmark, oplyser det danske Akkrediteringsinstituttet, som ikke vil røre ved Bibelinstitutettet. Men det fintede Esben Lunde sig udenom med den norske finte.

Esben Lunde oplyser nemlig ”faktuelt”: Han blev indskrevet på MSH i 2001-06, og her fik han norske eksamensstempler på bachelor-niveau. Disse stempler blev senere merit-godkendt i KUs teologiske studienævn, både til hans ba- og hans kandidat-grad.

Men at hans ba-undervisning foregik i 2001-06 og at hans KU-meritgodkendelse foregik i 2007, harmonerer ikke med, at Misjonshøgskolen først opnåede norsk akademisk ba-akkreditering i 2008 (iflg. MHS’s hjemmeside). RETTELSE: Forkert oplysning om MHS’ akkreditering. MHS var akkrediteret fra 2002. FORSKERforum beklager!

FORSKERforum spurgte: Mener Ministeren, at det er i orden, at det danske akkrediteringssystem – som ikke vil akkreditere Bibelinstituttet – kan snydes af udenlandske diplomagenter?

Og igen – via spindoktoren – benægtes relationen til Bibelinstituttet: ”Det har Ministeren ingen kommentarer til, da han ikke har studeret ved Bibelinstituttet” (citat: Ministerens spindoktor).

Se s. 3: Fantomstudenten Esben Lunde i det trykte blad

Piratuddannelse…

Esben Lundes meritter stammer fra i et smuthul: Bibelinstituttets norske diplomagent

At Esben Lunde Larsen har hentet sine bachelor-meritter via et privat, højreligiøst uddannelsessted – og ikke på et dansk akkrediteret – genopliver et lurende systemproblem. Han har fået sine meritter via en dansk piratuddannelse på teologiområdet.

Det handler om, at Menighedsfakultetet og Bibelinstituttet ikke er akkrediteret i Danmark. De kan ikke udstede bachelor-beviser til sine studerende. Det har man omgået ved at bruge en norsk diplom-agent.

Det er en varm kartoffel i uddannelsessystemet, som universiteternes teologi-studierne i Aarhus og København har behandlet pragmatisk i korridoren. Konflikten udspringer af EU-regler om, at der skal åbnes for private uddannelser og det har givet plads til uautoriserede aktører.

Teologiske tvister om legalitet

Men i Danmark ligger der også en teologisk tvist bag. De to danske piratuddannelser udspringer af Indre Mission. Her undervises konfessionelt og fundamentalistisk (”biblen er skrevet af Gud med ført hånd for evangelisten Johannes”), og man vil ikke anerkende kritiske bibelstudier som på de teologiske fakulteter. Derfor kalder man sine privatuddannelser for ”et supplement til” de statsligt akkrediterede uddannelser.

Man har været i åbenlys konflikt med den danske folkekirke, fx med daværende kirkeminister Birte Rønn Hornbeck, som ikke kunne acceptere privatuddannelsernes afvisning af på kvindelige præster.

Men de privatstuderende har haft et problem, nemlig at de gerne vil have legaliserede ba-meritter for at kunne komme ind på universiteternes kandidat-uddannelser.

Menighedsfakultetet hentede denne legalitetet hos University of Wales, som er et virtuelt universitet, der dog mistede sin engelske akkreditering i 2011 efter en række kritiske BBC-udsendelser og efter at den statslige QAA-kontrol groft sagt konstaterede, at det var en ”diploma-mill” uden kvalitetskontrol af udenlandske studerende. Menighedsfakultetet flyttede derefter sine ba-stemplinger til Sydafrika.

Det danske Akkkrediteringsinstituts formand Søren Barlebo lovede at tage problemet op i 2016, men han er siden afgået. (Se ”Fupakkreditering ophører i 2016”, FORSKERforum sept. 2011).

SU-styrelsen modsiger Esben Lunde

Bibelinstituttet har haft andre ”samarbejdspartnere” for at få legaliseret sine privat-­uddannelser. Her har man søgt til det norske ”Fjellhaug International University College” og til MHS, ”Misjonshøgskolen i Stavanger ”, som i 2008 blev akkrediteret af de norske myndigheder. Og det er herfra, at Esben Lunde hævder han har fået sin uddannelse, og ikke fra Bibelinstituttets lærere.

Men de danske SU-myndigheder er faktisk meget uenige i med den nuværende uddannelsesministers udlægning. SU-styrelsen mener groft sagt, at den norske finte via MSH er en skin-konstruktion. Styrelsen har afvist, at danske studerende på Bibelinstituttet / Misjonshøgskolen kunne få SU, dels fordi uddannelsen var norsk akkrediteret og delvis administreret fra Norge. Dels fordi Bibelinstituttets og Misjonshøgskolens hjemmesider viste så stort sammenfald, der var lokalesammenfald samt ”et betydeligt omfang af ledelses- og personalesammenfald” mellem dem. Hermed var de danske krav om klar adskillelse af faglighed og religiøsitet ikke er overholdt. Og fordi der ikke er brug for Bibelinstituttets uddannelser med offentlig støtte, fordi universiteternes teologi-uddannelser opfylder de eksisterende teologiske behov (SU-styrelsen 2013).

Minister skrotter taxametersystemet

– uden at fortælle, hvorfor det ikke fungerer. Han narrede Folketingets ordførere til at klappe ad sin plan

Taxameter-systemet skal skrottes og erstattes af nye tilskudssystem, lød meldingen fra uni-minister Esben Lunde Larsen i starten af oktober: Et nyt system skal i højere grad understøtte høj kvalitet i uddannelserne, være jobrettet og regionalt bredt ud. Og for at understøtte sagen offentliggjorde ministeren en ”omkostningsanalyse” fra konsulentfirmaet Deloitte.

Og den lancering hoppede stort set alle Folketingets partier på. Fra Liberal Alliance til SF meldte de straks ud med positiv opbakning til reformen. Politikerne holdt sig til myten om, at taxameter-systemet tilskynder institutionerne til masse-optag, kassetænkning og ikke til kvalitet.

Men de blev snydt af Esben Lundes ministeriums finurlige spin, for de fik ikke forelagt dokumentation på, at systemet ikke fungerer.

Politiken hoppede på ministerens spin

Det blev elegant undgået med det spin-trick at frigive ”omkostningsanalysen”. Men den analyse er et selektivt, teknisk uddrag af en hovedrapportering fra konsulentfirmaet Deloitte.

Politikens journalister – som fik nyheden på forskud af Esben Lundes spindoktor, som er eks-journalist på Politiken – hoppede på skinmanøvren, for avisen fik Folketingets uddannelsesordførere til at hoppe i, så de bakkede op om revision, uden forbehold: ”Der tegner sig et klart politisk flertal for at ændre måden, uddannelser i de sidste 20 år har fået tildelt penge på,” lød klarmeldingen.

Kun studenterne i DSF holdt hovedet koldt og kaldte annonceringen af et nyt tilskudssystem for hult, alt imens regeringens grønthøster er det egentlige problem. Rektorerne blev ikke spurgt eller ville ikke udtale sig.

Ministeren havde fået lagt sit spor for sit politiske opgør med taxameter-systemet og åbnet døren til et mere politiseret tilskudssystem.

Hovedrapport hemmeligholdes

Ingen større medier har siden spurgt til hovedrapporten fra Deloitte – den ”taxameter-rapport”, som FORSKERforum forgæves har søgt aktindsigt i gennem otte måneder. Og tvivlen om dens eksistens er derfor så stor, at selv Rektorkollegiets formand er i tvivl om, hvorvidt den faktisk findes, da FORSKERforum spørger ham:

”Lige nu forholder vi os til det offentliggjorte materiale i ‘omkostningsanalysen’. Men det er klart, at vi er interesseret i at se en mere fyldestgørende rapport, hvis denne er udarbejdet, men det er vi ikke bekendt med,” svarer rektortalsmand Anders Bjarklev.

Men der findes en hovedrapport, for FORSKERforum har fået afslag på at få udleveret ”Deloittes taxameter/omkostningsanalyse”: ”Ministeriet kan … ikke imødekomme din ansøgning om aktindsigt” (afslag 9.oktober).

Rektorerne: Hvor er dokumentationen?

Af den fremlagte pixi-udgave – ”omkostningsanalysen” – indgår ingen dokumentation for problemer med taxameter-systemet. Og rektorerne har ikke fået forelagt dokumentation på, at taxameter-systemet ikke fungerer, og hvorfor det bør erstattes af et andet tilskudssystem:

”Nej, universiteterne har ikke set dokumentation, som viser, at det nuværende taxameter-system svækker kvaliteten af uddannelserne,” fortæller Bjarklev.

Uni-rektorer har derimod hidtil støttet taxametersystemet som det mindst ringe i mangel af bedre, fortæller Bjarklevs forgænger, Jens Oddershede: “Taxameter-systemet blev indført i 1993 som et objektivt bevillingssystem, der gav forudsigelighed og motiverede til at få de studerende igennem eksamen. Der er lavet 3 analyser af systemet i min tid, og ingen kunne foreslå noget bedre. Men jeg kender da godt myten om, at det fremmer kvantitet, fordi nogle lader studerende bestå eksamen. Og det er åbenbart den problematik, som nu sætter den politiske dagsorden”. (Oddershede var SDU-rektor 2001-14 og fmd. for Rektorkollegiet 2005-14).

Hovedproblem: Underfinansiering

Den frigivne pixi-rapport er selektiv. Den undgår behændigt at omtale og analysere taxametersystemet og -størrelser direkte. Det skyldes sandsynligvis, at dette hemmeligholdte stof er ubekvemt for ministerens skrotningsprojekt.

Men pixi-udgaven af Deloitte-rapporten kan ikke skjule, at et hovedproblem i dag ikke er taxameter-systemet, men at stort set alle uni-uddannelser er underfinansierede. Det mener rektorerne da også er hovedkonklusionen i den selektive omkostningsanalyse:

”Min opfattelse er, at rapporten gentager den kendte pointe om, at uddannelserne er underfinansierede. Det er ikke overraskende. Universiteterne er ved at forberede tekniske kommentarer til rapporten, og disse kender jeg ikke på stående fod.”

Det fremgår fx af omkostningsanalysen, at humaniora er suverænt ringest finansieret. Hum’s uddannelsesomkostninger er 72.000 kr./stå, men får i grove tal kun 44.300 kr. i taxameter). Og Bjarklevs eget DTU har den bedste økonomi pr. studerende.

Et farligt spor: ’Hvad er kvalitet?

Ministerens motiv til at hemmeligholde Deloittes hovedrapport er angiveligt – jf. pressemeddelelse 2.oktober – at ministeren ikke mener, at Deloittes kortlægning kan bruges til at lave et nyt tilskudssystem, fordi ”det er meget vanskeligt at sammenligne omkostningerne til videregående uddannelse på tværs af institutioner og uddannelser”.

Men ministerens skrotning er en farlig vej, mener en anonym rektor:

”Der lægges et spor ud, som gør taxameter-systemet og ikke underfinansiering af sektoren til hovedproblemet. Taxameter-systemets objektivitet opvejer svaghederne. Nu åbnes der op for at indføre et nye styringsredskab med meget vilkårlige kriterier. For hvad er ’kvalitet’ og ’erhvervsrelevans’? Hvem skal fastlægge det? Politikerne? Erhvervslivet? Andre? Og skal det løbende forhandles og revideres?”.

Politisk arbejdsgruppe lægger politisk spor

Pixi-udgaven af rapporten henviste til konsulentfirmaet for uddybning af nærmere tekniske oplysninger. Men da FORSKERforum spurgte til mere teknik – herunder taksameterstørrrelser – henviser konsulenten til ministeriet,”fordi der er en igangværende afklaringsproces om omkostningsanalysen med inddragelse af arbejdsgrupper”.

Ministeren har sendt ”omkostningsanalysen” i høring på institutionerne.

Og næste trin foregår så i to arbejdsgrupper, hvorfor der er stor spænding om deres sammensætning. Den ene er en tværministeriel ”teknisk” embedsmands-arbejdsgruppe og her vil Finansministeriet sidde med, for hele øvelsen skal være ”omkostningsneutral”.

Og så skal der parallelt være en politisk sammensat arbejdsgruppe ”bestående af repræsentanter for uddannelsessektoren og erhvervslivet”. Dens sammensætning afventes med stor spænding i rektorkredsen, for her bliver der lagt konkrete spor for de politiske kriterier i den nye model.

De to arbejdsgrupper skal med afsæt i ”omkostningsanalysen” lave forslag til en ny fordelingsmodel. Det nye system skal fungere fra finansåret 2018.

Politikerne er bange for de studerende

De tør ikke røre SU’en, men gerne uddannelserne…

Regeringens grønthøster har kastet interessen på alternative sparemuligheder – og flere aviskommentatorer har sat fokus på de penge, der går i de studerendes lommer: SU’en.

De studerende bliver godt nok straffet på deres SU, hvis de ikke lever op til fremdriftsreformens krav om kortere studietider. Men SU undgik beskæringer i denne finanslov.

Dermed fortsætter en udvikling, der har stået på i en årrække, hvor forskellen mellem de beløb, der gives den studerende i form af uddannelsestilskud og SU, hvert år har rykket sig til fordel for SU’en. SU-udgiften pr. studerende har været konstant helt frem til i år. Herefter vil den begynde at falde, grundet SU-reformen vedtaget i 2013 – men stadig ikke i takt med faldet i tilskud til selve uddannelserne (Indeksering af tallene, FL2016).

Men hvorfor har politikerne ikke fokuseret på dette? Er de bange for at blive straffet af den store vælgergruppe, studenterne?

Forslag: En cafe latte mindre i SU om ugen

Paradokset blev for nyligt påpeget af CBS-professor Niels Bjørn-Andersen, der i en kronik i Politiken opfordrer til, at man i stedet for de foreslåede 2-procentsbesparelser på uddannelserne sparer 2 procent på SU. Et beløb svarende til lidt over 100 kroner om måneden for en studerende, eller – som Niels Bjørn-Andersen bemærker det – en cafe latte om ugen.

Forslaget blev i øvrigt grebet af analyseredaktør Poul Aarøe Pedersen på Politiken. Han kaldte Bjørn-Andersens forslag ”så smukt og originalt, at enhver med et progressivt sindelag må have ønsket at finde på det selv.”

SU’en blev som sagt reformeret ved et forlig i 2013. På det tidspunkt blev SU’en prisreguleret efter en sats, der var højere end eksempelvis den, dagpengene blev reguleret efter. Det blev korrigeret ved reformen, der trådte i kraft 1. juli 2015, hvor også SU’en for hjemmeboende blev sat ned.

Venstres forhold til de studerende

Men forslaget om at finde de aktuelle besparelser i de studerendes SU i stedet for på deres uddannelser finder ikke nogen resonans hos regeringen. Det fastslår Venstres ordfører for uddannelses- og forskningspolitik, Anni Matthiesen.

”Det er ikke noget, der ligger i Venstres ønsker her og nu, at der skal forhandles en ny SU-reform,” siger hun til FORSKERforum.

Hvad mener Venstre, de unge har mest gavn af – uddannelseskvalitet eller penge i hånden?

”Det er et vanskeligt spørgsmål, men jeg vil mene, at begge ting er vigtige. Ingen tvivl om, at kvalitet i uddannelsen er meget vigtigt.”

Er det så ikke en forkert prioritering, at man sparer på uddannelser, men ikke tilsvarende på SU’en?

”Jeg vil ikke udelukke, at man på et tidspunkt skal overveje at have den anden del ind over. Men nu er det første gang, institutionerne bliver udsat for omprioriterings-bidraget. Derfor er det realistisk, at de godt kan fastholde kvaliteten. Mange andre områder har været det her igennem. Selvfølgelig er der en smertegrænse. Men her og nu er jeg ikke bekymret.”

Hvad vil konsekvensen være af at nedsætte SU’en med 2 pct.?

”Det tør jeg ikke sige. Det ville være gætteri. Og jeg ønsker ikke, vi får den diskussion nu. Den har vi udelukket.”

Fordi det strider mod Venstres ideologi, eller fordi det ikke er politisk farbar vej?

”Begge dele. Når man åbner den slags diskussioner… så skal man have gennemarbejdet det, for ellers kommer man på glatis.”

Tænker ordføreren her på de studerendes reaktioner?

”Ja, men rent værdimæssigt er der også nogle ting for mig i det her. Jeg vil godt sikre mig, at alle unge har mulighed for at tage en uddannelse, uanset hvilke kår, man kommer fra,” siger Anni Matthiesen.

Studenterne: ikke enten-eller

289-studerendes-suOg Anni Matthiesen har ganske ret, når hun antager, at de studerende vil reagere skarpt over for nedsættelser af SU’en. DSF-formand Yasmin Davali afviser enhver snak om lavere SU.

”Selvfølgelig skal vi have kvalitetsuddannelser. Men har man ikke økonomisk mulighed for at tage en uddannelse, så kan det være lige meget. Så præmissen om, at man bare kan tage det ene sted og lægge pengene det andet, køber jeg ikke. Det er ikke en enten-eller-diskussion. Det er nødt til at være både-og,” siger hun.

Vil det have konsekvenser, hvis man skærer SU’en to procent – svarende til lidt over 100 kroner om måneden?

”Ja, selvfølgelig vil det betyde noget, hvis man skærer i SU’en. Det vil komme oven i, at SU’en nu i forvejen bliver reguleret lavere. Spørgsmålet er, om man vil have et uddannelsessystem med lige adgang for alle. Ellers kan man jo bare rykke procenter og frem og tilbage og så vente ti år og se, hvad det kommer til at betyde. Men jeg tror ikke, det gør noget godt,” siger Yasmin Davali.

CBS-professor: Studerende pakket ind i vat

Når Niels Bjørn-Andersen foreslog at skære i SU’en frem for i uddannelsestilskuddet, er det ikke kun for besparelsens skyld. Han antyder også, at en høj SU kan være med til at demotivere danske studerende og henviser til, at han som underviser i udlandet oplever større arbejdsmoral, selvom man her får mindre eller ingen støtte.

”Har vi fået pakket vores studerende for meget ind i vat og bomuld, og er de blevet forvænt med, at de stegte duer bare kommer flyvende, uden at man skal gøre alt for meget?”, skriver han i sin kronik.

Heller ikke her er der meget forståelse at hente hos Yasmin Davali.

”Jeg oplever ikke, at de danske studerende skulle mangle motivation. Og jeg synes i det hele taget ikke, det er særlig seriøst med en forsker, der udtaler sig på baggrund af sin egen mavefornemmelse. Hvis man synes, de danske studerende ikke er motiverede nok, skulle man måske overveje, om det kan hænge sammen med uddannelseskvaliteten: Er der undervisningstimer nok? Er der rum til varierede undervisningsformer? Får vi feedback, der får os skridtet videre?”.

Motivationsforsker: Ydre vs indre motivation

Bjørn Friis Johannsen er postdoc ved Institut for Naturfagenes Didaktik ved KU og har skrevet ph.d. om studerendes frafald og vedholdenhed. Han anerkender, at Niels Bjørn-Andersen har en pointe, når han sammenkæder motivation og SU.

”Man sondrer mellem ydre og indre motivation. Og ja, det kan være rigtig effektivt at true folk med bål og brand eller ved at tage deres mad fra dem. Men det kommer der bare ikke god kvalitet ud af. Hvis man gerne vil have, de skal fordybe sig og tage ansvar for egen uddannelse, så er det den indre motivation, man skal have fat i, og det er et spørgsmål om pædagogik og tilrettelæggelse af indhold,” siger Bjørn Friis Johannsen.

I forholdet til konsekvensen af en lavere SU henviser han til erfaringer, der blev gjort i Norge efter deres SU-reform i 2002.

SU – den danske model

”Man kan se SU’en lidt som den danske model: De studerende har et sikkerhedsnet, der gør, at de kan tage nogle chancer med vores uddannelse. I Norge blev det sådan, at studerende fra lavere sociale lag blev mindre risikovillige i forhold til det at tage en lang uddannelse. Og måske også dem, hvor forældrene ikke er akademikere og kan fortælle, at de bare skal tage det roligt og prøve sig frem,” siger han.

Men diskussionen om, hvor pengene gør mest gavn, er kompleks. For besparelser på uddannelsestilskuddet har nemlig også en social slagside, mener Bjørn Friis Johannsen.

”Noget, der virkelig batter med hensyn til at bryde den sociale arv på universitetet, er sådan noget som feedback. Dem, der har baggrund og netværk, som de kan snakke med om, hvordan man går på universitetet, kan jo altid gøre det. Men de andre har mere brug for den feedback. Men feedback kan være noget af det første, der forsvinder i en sparerunde, og det tror jeg så også vil have en social slagside.”

lah

Her skulle have været et interview med uni-minister

ESBEN LUNDE LARSEN,

men han vil ikke interviewes af FORSKERforum

Da Esben Lunde Larsen var opposisionspolitiker, ville han ikke interviewes af FORSKERforum, fordi bladet havde afsløret fusk i hans CV. Og for anden måned i træk afviser han nu at blive interviewet som minister. Ministeren har ikke tid, meddeler hans presserådgiver.

Ministeren har dog haft tid til interviews med mange andre medier i den seneste måned: Ritzau, Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Weekendavisen, Herning Folkeblad og Jydske Vestkysten, TV Midtvest og andre tv-stationer, Videnskab.dk, KUs Universitetsavisen, Magisterbladet.dk m.fl.

Ministerens opførsel er i strid med ombudsmandens henstilling om at medier ikke må forskelsbehandles af myndigheder.

1. I august havde Ministeren angiveligt ikke tid til at stille op til interview. Han ville dog gerne svare på skriftligt indsendte spørgsmål (14. august).

2. Anmodning om interview i september blev afvist: ”Ministeren takker for henvendelsen, men takker nej tak til interview eller kommentarer” (14. sept.).

FORSKERforum havde skriftligt angivet stikord på, hvad interviewet ville handle om, fx

  • om besparelser fastholdes i hans revision af studiefremdrifts­reformen
  • om ministeren fortryder sine udtalelser om ”kornfede” og
  • om ministeren fastholder sin garanti om, at forskningen friholdes fra besparelser på FL?

Forskningsmagtens sociale fællesskab

Eliten bor i 2900 Hellerup og nordpå. Og de har fællestræk på uddannelsesbaggrund, livsformer og blik på verden, konstaterer sociolog

”De mest centrale personer i forskningsfondenes pengenetværk, som FORSKERforum har kortlagt, er ikke professorer eller lektorer, men derimod en lukket gruppe bestående af erhvervsfolk, økonomer med forvaltningsmagt, forskere fra anvendte tekniske og naturvidenskabelige områder, som danner en snæver elite – og som også har fælles sociale træk”, forklarer sociolog Christoph Ellersgaard, som stod bag en meget omtalt magt-netværksanalyse, der udpegede den danske magtelites 423 magtpersoner.

”De fælles sociale træk for forskningspengenes elite er påviseligt, at de klumper sig sammen i ’subkulturer’ eller ’parallelsamfund’ efter bosted. Det betyder, at de sandsynligvis deler præferencer og livsformer. Det er et fællesskab om et elitært, bestemt blik på verden, som kan være demokratisk betænkeligt, for det prioriterer noget bestemt og fravælger noget andet. Og det er slet ikke ligegyldigt, for disse personer har jo hver for sig og sammen stor indflydelse på fordelingen af forskningsmidler og dermed, hvad der forskes i”.

Det siger sociologen på baggrund af FORSKERforums studie i, hvor de 30 mest magtfulde i forskningspengenes magtværk bor og hvad der er deres uddannelsesbaggrund. (Registreringen udpegede 75 magtpersoner med relation til de 13 største forskningsfonde (FORSKERforum 287/september)).

Bosted: 2920 Charlottenlund

FORSKERforums oversigt fortæller, at over halvdelen af forskningsfonds-pengeeliten bor i de eksklusive eller højstatusområder: Ti i Københavner-eliten er bosat i postnumrene 2900-2970 fra Hellerup og nordpå – påfaldende mange i 2920 Charlottenlund. 4 andre er bosat andre steder nær på (Birkerød eller Lyngby. Fire er bosat i København C eller Frederiksberg.

Ti er bosat i provinsen – typisk lokale rektorer eller professorer (3 ud af 4 i Århus C eller Højbjerg).

Ellersgaard forklarer mønstret: ”Forskningsmagtens sociale mønster ligner vores hovedanalyses magtelite – kernen af magtnetværket – på 423 personer fra erhvervslivets top, politikere, embedsmænd og fagbevægelsen m.fl. – men forskningsfondseliten er lidt mindre københavnertung end vores hovedanalyses, hvilket afspejler, at universitetsmiljøet er en så tung statslig institution, at det faktisk kan tiltrække elitefolk, som så klumper sig i provinseliternes favoritområder omkring de øvrige universitetsbyer”.

Eliten søger og vælger fælles subkultur

”De 30 fra forsknings-fondspengenes elite klumper sig sammen i ’subkulturer’ eller ’parallelsamfund’, hvis man ser på deres boligvalg. Det understreger ikke bare, at de tilhører eliten, men at de selv er klar over det og aktivt vælger at søge sammen med andre fra elite-folk. Som del af overklassen bosætter de sig sammen med andre fra overklassen”.

For overklassen er områderne fra Hellerup og nordpå populære i magteliten: ”At så mange i magteliten vælger Charlottenlund kan ikke kun skyldes den smukke natur. Områderne i Brønshøj omkring Utterslev Mose er da også naturskønne, men her bor ingen fra eliten. Lyngby-motorvejen danner også et tydeligt skel, for kun ganske få har slået sig ned på vestsiden. Og generelt er elitens boligområder uden etageejendomme”, konstaterer Ellersgaard.

”Det fortæller, at medlemmer af magteliten med meget høje indkomster i forhold til befolkningen er villige til at betale for at bo tæt ved hinanden og tage del i den livsform, som Nordsjællands mest eksklusive kvarterer giver adgang til. Vores hovedanalyse peger entydigt på, at for erhvervseliten – med den stærkeste privatøkonomi – er det næsten nødvendigt at bo her, og det sætter nogle standarder”.

Et skjult netværk uden de officielle

”Når man så bevidst klumper sig sammen i eliten fortæller det jo, at der er noget i spil. Folk der bor i samme områder deler oftere de samme præferencer og livsstil. De bor op og ned ad hinanden og løber ind i hinanden hos bageren på Jægersborg Alle, på Rungsted havn eller på Frederiksbergs villaveje …”, forklarer han.

”Der er altså et uformelt netværk udenfor det, vi kender (vores netværksanalyse fortæller jo kun om de registrerede organer og netværk). De har relativt ens livs- og boforhold. Nogle har uddannelser til fælles. De mødes og kender hinanden – måske tilmed privat. Det betyder – alt andet lige – at de også tenderer til at ligne hinanden, såvel i livsstil som i livsanskuelser og i verdensblik.

Ellersgaard har sammen med Anton Grau Larsen lavet ph.d.-afhandling om magtens netværk. De har oplistet og kortlagt officielle organer i det stort datasæt. De afviser en forestilling om, at der findes flere uafhængige og adskilte eliter, hhv. for erhvervsliv, stat, uddannelse, kulturliv osv.:

”Det viser sig, at der faktisk findes en elite over alle de andre eliter. Øverst i samfundet er en lille kreds af mennesker forbundet med hinanden på kryds og tværs, og de træffer dagligt beslutninger, som får afgørende betydning for resten af befolkningen” (”MAGTELITEN – hvordan 423 danskere styrer landet”, Politikens forlag, maj 2015)