Forfatterarkiv: admin

Fastansættelse ingen garanti

Fyringerne på KU har brudt illusionen om, at danske forskere er særligt beskyttede i ansættelsen, siger en af de fyrede, filosofiprofessor Finn Collin

Fyringerne på KU har tvunget mange til at revurdere deres opfattelse af, hvad der skal til for at fyre en forsker. Blandt de fyrede er kendte, velrenomerede navne, forskere med store bevillinger og lange publikationslister. Og selv om standardformuleringen i alle afskedigelsesbreve har været, at fyringen udelukkende skyldes økonomi og ikke personlige kvalifikationer, har mange alligevel haft en forventning om, at udvælgelsen af de fyrede sker ud fra en form fagligt rationale.

En af de fyringer, der kommer bag på mange, er filosofiprofessor Finn Collins. Han har selv forgæves forsøgt at få en faglig begrundelse for, at netop han blev prikket. Men også han må slå sig til tåls med, at det normale akademiske imperativ – at man kan begrunde og argumentere fagligt for sine beslutninger – er sat ud af kraft.

”Det er en del af hele universitetets dna, at alt, hvad vi gør, skal begrundes i alle detaljer. Hvis bare en studerende klager over karakteren på en 11-siders opgave, nedsættes der et helt ankeudvalg af forskere. Men i dette tilfælde er der ingen begrundelser,” siger Collin, der omtaler situationen som en form for ”retsløshed”. Ikke i ansættelsesjuridisk forstand, for han anerkender, at universitetet har det juridiske grundlag på plads, når blot de henviser til økonomien.

Handler om forskningsfrihed

”Men jura har også noget med praksis at gøre. Kutyme og god skik. Der har været en forståelse på universitetet af, at skal nogen fyres, er det, fordi man fjerner et helt område. Ellers fyrer man ikke individuelt. Men det her betyder i realiteten, at man altid kan fyre folk, hvis man vil. Der vil jo altid være nedskæringer. Den aktuelle nedskæringsplan løber helt til 2019.”

Når forskere – i hvert fald i gængs opfattelse – har været særligt beskyttede i ansættelsen, skal det ses i sammenhæng med forskningsfriheden, som også handler om, at man kan træffe faglige valg uden at skulle overveje, om man sætter sit job på spil.

”Det er fuldstændig centralt. Ellers begynder folk at tænke taktisk. Vi har været igennem 10-15 år, hvor folk har tænkt taktisk i forhold til, hvor man kan hente forskningspenge. Men nu kommer man til at kigge på institutlederne og tænke: hvad synes de er spændende?”, siger Collin.

Fokus på institutleders rolle

Han er ikke i tvivl om, at fyringsrunden og den fortsatte usikkerhed vil spille ind på den forskning, der vil blive bedrevet.

”I gamle dage vidste man, hvordan man skulle gøre sig fortjent. Det handlede om at få sine grader, skrive doktorafhandling og så videre. Nu er det andre ting, der tæller, men man ved ikke hvad. Og så vil folk overveje: hvordan kan jeg undgå at blive prikket i de kommende år? Og så kigger man på sin forskningsprofil og overvejer, hvad institutlederen synes er værd at holde fast i. Folk vil jo være idioter, hvis de ikke gør det. Så det kommer til at styre endnu mere.”

Har noget ændret sig, eller er det bare, fordi man ikke har haft et tilsvarende sparekrav før?

”Meget tyder på, at retsgrundlaget har været der. Men jo, det er første gang, vi oplever et så stort sparekrav. Så her ændres praksis – eller i hvert fald det, man troede var praksis,” siger Collin.

Er dette et led i en normalisering af universiteterne til arbejdsmarkedets ’almindelige’ betingelser – at man kan fyre forskere, som man kan fyre alle andre?

”Jeg vil opponere mod ’normalisering’, selvom jeg forstår, hvad spørgsmålet indikerer. Universitetets traditioner og ansættelsesformer går altså tilbage til 1200-tallet, og begrebet er ældre end ’private virksomheder’. Men det har været normalt, at universitetet er en samfundsinstitution, der IKKE er underkastet markeds- og beskæftigelsesvilkår. Men det er altså under pres.”

lah

Netværket eksponerer uni’s topstyring

– og at topfolkene er udpeget, ikke valgt

”FORSKERforums netværk er baseret på, hvem der sidder i uni-sektorens formelle organer og hierarki. Derfor er det slet ikke overraskende, at danske uni’er er ekstremt topstyrede: Rektorerne har formelt magten og er også dem med flest positioner og det mest centrale netværk. Og derfor er andre personer ’klynget’ rundt om deres rektor, fx dekaner og institutledere”, konstaterer sociologen Christoph Ellersgaards til FORSKERforums registrering af

  • – uni-netværk med edderkoppe-spind (s.16)
  • – ranking af de mest netværkende (s.22)

Men mere sigende er, at toppen er så vel forbundet, fx at bestyrelsesformænd har relationer til hinanden på tværs. KUs, AUs, DTUs bestyrelsesformænd m.fl. taler altså sammen og koordinerer. Og det er jo politisk interessant, for formændene repræsenterer deres uni’er udadtil og skal vel ideelt set også varetage hver sit uni’s interesser overfor den politiske verden”.

Netværksspindet er ikke overraskende, derimod eksponerer det sektorens styrelsesform, forklarer han: ”Det ligger jo i Uni-loven, at uni’erne er hierarkisk styret ovenfra, og at toppen er udpeget. Men derfor er det alligevel sigende, når de fleste personer på listen med beslutningsmyndighed er blevet udpeget og ikke valgt. Stort set alle i netværket – undtaget tillidsfolk, som er valgt af deres kolleger – er udpeget efter mere eller mindre gennemskuelige processer: Bestyrelsesmedlemmer er selvsupplerende, bestyrelser udpeger rektor, rektor udpeger dekaner osv.”

At kvalificere sig til netværket – og nogle diskvalificerede

Og så er der en interessant mekanisme bag disse organer og netværk, når folk ikke er valgt, og beslutningskompetencen er suverænt placeret i toppen. ”Uni-loven suspenderede jo Academias indflydelse. Og så betyder det nemlig noget, at man er kommet ind i netværket. Man bliver regnet for noget af de andre netværkere. Man bliver magtfuld, fordi andre med magt mener, man er det. Og man får magt, hvis man kender andre med magt”.

Han har også noteret nogle, som glimrer ved deres fravær: ”Hvor er der studerende på listen? Manglen er et tragisk udtryk for det manglende uni-demokrati. Der er formentlig ingen, fordi de få valgte til bestyrelserne ikke indtager andre poster internt på uni. Det var ganske anderledes før 2003, hvor studerende var repræsenteret i konsistorium, institutråd, studienævn osv.”.

Har tillidsfolk magt?
Har bestyrelsesformænd?

Fire i top-5 er rektorer. Men netværket centreret som spindelvæv med uni-rektorer som centrale figurer siger ikke noget direkte om, hvor magtcentret er, og hvem der har mest magt: ”Men at nogle indtager centrale poster i det formelle system, kan være en god indikation på, at man har beslutningsmyndighed som fx rektorerne i sidste ende. Og så er der dekaner, som har fået delegeret myndighed, som igen delegerer mere eller mindre til institutledere”, siger Christoph Ellersgaard.

Men tillidsfolk indtager centrale positioner i netværket: ”Der findes formelle samarbejdsorganer på uni, hvor tillidsfolk har ret til at blive hørt, og i den sammenhæng har de vel nogen indflydelse, med forvaltningslov, ansættelsesret og overenskomster i ryggen”, mener Ellersgaard.

KUs to tillidsfolk er nummer syv på rankinglisten: ”Det betyder dog ikke at tillidsfolkene automatisk har stor magt, for de er kun udpeget, fordi de ansatte formelt skal repræsenteres i organer, som ikke har nogen egentlig besluttende men kun rådgivende funktioner”.

Bestyrelsesformænd indtager ikke toppositioner på ranglisten. De er spredt ud på listen på position 30-75: ”De lander her, fordi de internt stort set kun er knyttet til rektor, men ellers er uden forbindelser i organisationerne. Når de alligevel lander relativt højt oppe, skyldes det deres centrale position i forhold til rektor. Vi ved, at nogle af dem faktisk spiller en aktiv rolle internt i styringen og fastlæggelse af strategi. Nogle af dem spiller en bestemt rolle, ikke mindst i forhold til politikerne og statsmagten – som magtnetværket med de 423 også afslørede”.

Hvor er forskningsrådsmedlemmer?

I denne netværksregistrering indgår forskningsrådsmedlemmer ikke som særligt tunge netværkere. Det var et valg, fordi dette netværk skulle afdække position og interne netværk i uni-verdenen. Og fondsverdenen blev registreret i det tidligere netværk (sept. 2015).

”Der kunne argumenteres for, at medlemmer af især frie forskningsråd og faglige paneler i fx Innovationsfonden burde have været med, for de indgår indirekte i styringen af uni-verdenen. De uddeler store bevillinger og er dermed med til at udpege strategiske forskningsfelter, og dermed hvilke forskningsmiljøer der skal styrkes, samt hvilke fagligheder der skal ansættes på det nederste (ph.d.- eller postdoc-) trin. Rådene og fonde har på den måde stor indirekte indflydelse på prioritering og rekruttering af strategier internt på uni – og det kunne begrunde, at disse organer og personer skulle være indgået”, siger Christoph Ellersgaard.

Gyllegate: ’Sektorforskere’ sat under pres

”I Gyllegate var AUs sektorforskning under stort pres, og forskningen blev misbrugt. Den sag afslører, at der er stor diskrepans mellem universitets idealer og så ’myndighedsrådgivningens’ politiserede betingelser”, siger professor-emeritus Heine Andersen.

”AUs menige ’sektorforskere’ – hvis personlige faglige integritet, der ikke er grund til at sætte spørgsmålstegn ved – har været sat i en utaknemmelig situation, for de er i klemme på en systemfejl, når de tvinges til at forhandle deres forskning med lobbyister og ministerielle embedsmænd”.

Sociologiprofessoren er ekspert i forskningsetik og er netop nu i gang med et projekt, der handler om forskningsfrihedens aktuelle rammer i Danmark. Han kalder Gyllegate for en kontroversiel og sjældent velbelyst sag med forskere som part. Det gør den velegnet som case-studie ’sektorforskningens’ rolle og position.

GYLLEGATE med store gråzoner for forskerne

Aktindsigt afslører, at forskerne blev pressede af minister og embedsmænd (se foto).

Og professoren er meget kritisk over for forskernes stilling i Gyllegate: ”Selv om AUs ledelse muligvis vil afvise det, er det fuldstændig klart for mig, at ’sektorforskerne’ har været under pres, og at deres autoritet blev misbrugt. Først og fremmest svækkes troværdigheden ved, at forskerne har været underlagt tavshedsbestemmelser og har fraskrevet sig rettigheder til at udtale sig og publicere under selve forskningsprocessen og i den efterfølgende politiske proces”, siger han.

Før fusionerne i ٢٠٠٧ blev sektorforskningen ofte mistænkt for at lave politiseret ’bestillingsforskning’ for ministerier og styrelser: ”Ud fra hvad der er kommet frem om Gyllegate, kan det ikke konkluderes, at AUs forskere har ladet sig presse til at lave ’bestillingsforskning’, dvs. at lade sig presse til at lave politisk bekvemme data. Men der er mistænkelige gråzoner i forskernes deltagelse i Gyllegate, som der ideelt set ikke burde være i ’forskningsbaseret myndighedsbetjening’ fra universitetet”.

Eftersyn af roller, procedurer og standarder?

”Den konkrete sag afslører alvorlige systemproblemer – konfliktflader, som formentlig kun er toppen af et isbjerg i relationen mellem ministerier og ’sektorforskning’ i kontroversielle sager. Gyllegate afslører nogle meget vanskelige arbejdsvilkår for de involverede ’sektorforskere’. De kommer under pres og ud i urimelige dilemmaer, som der ikke er procedurer til at håndtere”.

Heine Andersen mener, at Gyllesagen må føre til en større selvransagelse i systemerne med myndighedsbetjening:

”Siden fusionerne i 2007 har der ikke været særlig fokus på de iboende konfliktpotentialer. Ledelserne har håbet, at det løste sig selv. Men både i den uafhængige forsknings og i demokratiets interesse bør Gyllegate være anledning til, at forskningsbaseret myndighedsbetjening gennemgår et tilbundsgående eftersyn for at få afklaret roller, procedurer og standarder, der sikrer uafhængighed, åbenhed og kvalitet i forskningen”.

jø

SE TEMA SIDE 18-23 i det trykte blad: “Sektorforskere i Gyllegate”

Esben Lunde igen på tobens-skizofreni

Hvis nogle troede, at der ville komme mere ’dannelse’ og respekt for forskningen og for miljødata ind i Landbrugsministeriet, da ph.d. Esben Lunde Larsen overtog posten efter Eva Kjer Hansen, kan de godt tro om igen.

Han startede sin ministerkarriere med at nægte at forholde sig til de manipulerede miljø-beregninger, som forgængeren faldt på.  Og det blev hurtigt afsløret, at han – ligesom Eva Kjer – har et nært forhold til den rabiate landbrugslobby Bæredygtigt Landbrug, som mener, at kvælstof-forurening kommer fra Østersøens floder og ikke fra dansk landbrug. Da FORSKERforum – som har haft et meget anstrengt forhold til Esben Lunde – spurgte ham, om han tror mest på lobbyisterne teori eller på videnskabens kvælstof-forskere, nægtede han at svare…

Men han fortsatte med at fremsætte skizofrene tobens-udmeldinger: Som uni-minister ville han programmatisk have ’mere dannelse’ ind i uddannelserne, men som minister tog han ikke et eneste praktisk initiativ i den retning. Tværtimod skar han ned, og det betyder alt andet lige mindre plads til dannelse.

Først opgør med de kornfede uddannelser – nu med miljøtyranni

Samme tobens-skizofreni fortsatte han på miljøområdet: ”Jeg har altid været miljøforkæmper”, men det viste sig at dække over, at han er miljø-forkæmper på landbrugets – og ikke på miljøforskningens – præmisser. Og ligesom han hånede uddannelser for at være ”kornfede”, gik han til angreb på ”miljøtyranniet”, på politisk korrekte holdninger og fordomme om, at landmænd er miljøsvin:

I årevis har landbruget været underlagt en negativ dagsorden båret af politiserende miljøaktivister. Den tid er ovre nu, hvilket mange forskere heldigvis bakker op om. Vi er en regering, der kæmper for såvel landbrug som miljø” (facebook).

Danmarks Naturfredningsforening er ”rejsende i overgreb på befolkningen, når de påklager den ene sag efter den anden, som har været gennem det kommunale system”, sagde han med henvisning til, at Venstre vil ophæve centrale retningslinier og overlade til det kommunale selvstyre at fastlægge miljø- og randzone-politik.

Kulturkamp: Dem mod os

Og så blæste han ellers til kulturkamp, dem mod os, skrankepaverne bag skrivebordene mod bønderne, københavnerne mod Jylland:

”Det er lidt tankevækkende, hvordan københavneriet råber højest om, hvordan livet skal være for os, der kommer fra og bor i landdistrikterne … Gad vide, hvad københavneriet ville sige, hvis en landbevægelse begyndte at råbe op om, at københavnerne med al deres trafikforurening ødelægger vore historiske bygninger i hovedstaden, hvorfor trafikken i København skulle ned til et absolut minimum …?” (facebook).

Man kan kalde Esben Lundes tone for enten friskfyrs-agtig eller dumsmart. Uanset hvad, så landede han shitstorm, da han udsatte Radikales miljøordfører Ida Auken for et uskønt personangreb, tilmed med undertoner af at håne afdøde miljøminister Svend Auken – den største hadefigur hos de rabiate i landbruget.

Shitstormen betød, at Esben Lunde måtte beklage tonen. Og det var bemærkelsesværdigt, for han er som bekendt meget fast i troen – tvivlens nådegave er ikke hans gebet – så undskyldninger herfra er meget, meget sjældne.

Fyret efterlyste begrundelse

Professor Thomas Højrup var overrasket over, at han blev prikket. Og det uden begrundelse, og det skaber utryghed i miljøet

”Jeg blev indkaldt formelt til et møde med institutlederen, der sad med en jurist ved sin side og ikke måtte gøre andet end henvise til de økonomiske dispositioner. Sådan er reglerne. Når fyringen skyldes institutionens økonomi, får en mand, man ellers har tillid til, som opgave at holde medarbejderne i uvidenhed,” fortæller den kendte etnolog Thomas Højrup, som til hans egen og omgivelsernes store overraskelse var blandt de fyrede i KUs store fyringsrunde.

Bagefter er han mest frustreret over en utilfredsstillende proces, især at han ikke har fået nogen begrundelse, hvorfor han blev udvalgt. Selv dårlige begrundelser havde været bedre end ingen-begrundelser og uvished.

”Lukketheden om begrundelser er utilfredsstillende både for dem, der bliver fyret, og dem, der bliver tilbage. For dem, der bliver tilbage, skaber det yderligere frygt, for du ved ikke, hvad du skal gøre, for at sikre dig. Skal du skaffe penge udefra? Skal du udvikle en ny teori? Så er der kun en måde at skabe sikkerhed: være ledelsens bedste ven. Og det er gift for et videnskabeligt miljø”.

Ikke faglig begrundelse

Få – hvis nogen – af de mange personfyringer på KU har vakte så megen opsigt som fyringen af professor Thomas Højrup fra Saxo-Instituttet. Utallige røster og adskillige underskriftsindsamlinger protesterede og undrede sig over fyringen af Højrup, som til nu har været landets eneste fastansatte professor i etnologi, og som i øjeblikket er ansvarlig for et forskningsprojekt til 6 millioner kroner.

Højrup selv har også undret sig og søgte svar – bl.a. gennem at søge aktindsigt i, hvordan KU definerer og måler de kriterier for udvælgelse, som HSU har fastlagt: faglige kvalifikationer; opgavevaretagelse; personlige kvalifikationer.

Svaret, som blev givet i hans afskedigelsesbrev fra KU, var et ikke-svar, nemlig en konstatering af den lovbestemte informationspligt: ”Der skal også redegøres for de kriterier, der er fulgt ved afgørelsen af, hvilke medarbejdere, der afskediges. Der kræves ikke herudover en uddybning af vurderingen af den pågældende medarbejder i forhold til andre medarbejdere. Det følger af Højesterets dom i UfR 2007.537H.”

Ingen personlige fjender

I debatten gættes der flittigt på, hvad der i realiteten står bag udvælgelsen af Thomas Højrup, der i manges øjne bon’er højt ud på stort set alle parametre, man normalt vurderer universitetsforskere på.

Og i den gætteleg er Højrup selv på lige linje med alle andre. Et af buddene er, at der ligger personlige forhold eller alliancer bag.

”Men efter min vurdering har jeg ingen personlige udeståender. Jeg ser faktisk min institutleder som en god kammerat,” siger han.

En anden teori er, at der kan ligge en lønmæssig faktor i at fyre en dyr professor. Og at man i den forbindelse ser bort fra de eksterne bevillinger, Højrup skaffer hjem.

”Min løn fylder jo på basisbevillingen, og hvis øvelsen går ud på at spare i lønbudgettet, kan det være, man som dekan bliver blind for, at der sidder 3 medarbejdere og er afhængige af midlerne i mit projekt,” siger Thomas Højrup.

Skjult motiv: Skal etnologi fusioneres?

En tredje overvejelse, han selv hælder mest til, bygger på en passus i hans afskedigelsesbrev, hvor det hedder, at ledelsen har valgt ”med henblik på at beholde den til de fremadrettede arbejdsopgavers løsning bedst kvalificerede medarbejdergruppe”.

”Så der må ligge en plan for ændrede arbejdsopgaver for etnologien, og den kender vi ikke. Så kan man spekulere – er det fusionsplaner? Og vil en projektorienteret ledelse have frie hænder til at styre, hvilke opgaver fag og forskere skal løse, så skal man skaffe sig af med en professor som mig, der ikke er bleg for at forsvare det formelle ansvar, min lærestol har for den videnskabelige udvikling og fastholdelse af etnologien som et selvstændigt fag.”

Det endelige afskedigelsesbrev blev sendt 16. marts. Hermed er det endeligt, at Højrup er tabt for KU og vice versa.

”Nu skal jeg passe godt på mit helbred, og så skal jeg ud og snakke med de universiteter i ind- og udland, der har tilkendegivet, at det kunne være interessant at få mig tilknyttet. Men jeg har til dato introduceret 32 studenterårgange til den etnologiske videnskab i København, så det er hverken muntert eller muligt at kappe alle bånd.”

FORSKERforum har været i kontakt med dekan Ulf Hedetoft, som ikke ønsker at kommentere sagen.

lah

PROBLEM 8: Fortsat to kulturer

Sektorforskningen i DMU og DJF blev i 2007 fusioneret med Aarhus Universitet og blev ved den lejlighed underlagt Uni-Loven. Planen var så, at myndighedsbetjeningen langsomt skulle integreres, så der ikke længere blev talt om to forskningskulturer:

”I Gyllegate var AUs sektorforskning under stort pres og forskningen blev misbrugt. Forløbet afslører, at der er stor diskrepans mellem universitets frihedsidealer og myndighedsbetjeningens realiteter og praksis”, siger professor-emeritus Heine Andersen.

”Der fortsat er tale om to kulturer, for AU ikke har formået at indføre universiteternes standarder vedrørende forskningsfrihed, men det problem gælder også de andre uni’er med ’sektorforskning’. Groft sagt indikerer forløbet jo, at ’sektorforskerne’ i praksis ikke havde fuld frihed til selv at bestemme metoder og design, for både SEGES og embedsmænd havde jo ret til at blande sig”.

Sagen har afdækket nogle arbejdsformer, som ikke burde forekomme i fri universitetsforskning, fx manglende dokumentation for ansvar og forløb. I nogle tilfælde ser det ud som om, de ansvarlige på AU ikke har været helt klar over deres pligter, rettigheder og roller som uni-forskere:

”Sagen blotlægger en konstruktionsfejl ved såkaldt forskningsbaseret myndighedsbetjening. Først indbygger systemet en konflikt mellem forskning og politisk proces, og dernæst skjuler man den i praksis. Forskningsfriheden er dømt til at tabe”.

Det er et dobbeltspil, som illustreres ved, at embedsmænd – som Heine Andersen har interviewet om kontraktforhold – fortæller, at ministerie-systemet man ikke betragter ’sektorforskernes’ produkter som forskning. De opfatter myndighedsbetjening som konsulenttjeneste:

”Men samtidig bruger man forskernes titler og universitetets status og autoritet som legitimering af troværdighed og neutralitet på oplysninger, der skal være politisk beslutningsgrundlag. Offentlighed og Folketinget gives det indtryk, at ’myndighedsbetjeningen’ kommer med den uafhængighed og troværdighed, der hører til uni-forskning. Men i praksis er uafhængigheden et fupnummer, når opgaver ikke løses under forskningsfrihed”.

Heine Andersen mener, at Gyllesagen må føre til en større selvransagelse i systemerne med myndighedsbetjening:

”Foreløbig har AUs ledelse blot meldt tonløst ud i et nyhedsbrev, at man har tillid til sine sektorforskere i lyset af den store medieomtale, hvor de har været i centrum. Men den meget kontroversielle miljøsag sætter altså fokus på nogle systemproblemer, som ikke bare gælder for AU. Både i demokratiets og forskningens interesse bør sagen være anledning til, at forskningsbaseret myndighedsbetjening gennemgår et tilbundsgående eftersyn med henblik på at få afklaret roller, procedurer og standarder for at sikre uafhængighed, åbenhed og kvalitet i forskningen”.

Forskere sendte minister i GYLLEGATE

Miljø- og landbrugsministeren landede ud i stormvejr, da forskere samstemmende kaldte ministerens brug af forskningsbaseret viden for urigtigt og misvisende, vildledning, forskønnelse, misinformation og kreativ bogføring m.m. Førende universitetsforskere, som har bidraget med baggrundsdata om landbrugets kvælstofudledning, protesterede åbent mod ministerens manipulationer – og det bragte hendes hastelovgivning om Landbrugspakken ud i sumpen.

Eva Kjer Hansen blev beskyldt for vildledning og manipulation ved at fremlægge misvisende (videnskabelige) data. I såvel i skriftlige svar som i samråd har hun hævdet, at havmiljøet forbedres i alle år fra 2016 og frem.

Forfattere fra AU-rapport sagde fra

I AUs sektorforskning, som lavede myndighedsbetjening for Miljøministeriet i en ”Baseline-rapport 2021”, benægtede man, at kende til centrale data i Miljørapporten (2015) bag Landbrugspakken. Den er lavet af ministerens embedsmænd i Naturstyrelsen, men forskerne kritiserede den for at konkludere, at Landbrugspakken ikke vil skade naturen, selv om landbruget får lov at udlede mere kunstgødning. Så det, som ministeren kalder ’et paradigmeskifte med målrettet regulering’, kalder forskerne en betydelig forværring af miljøet over de næste år.

Heller ikke AUs sektorforskere ville være med til at legitimere talfifleriet. ”På baggrund af AUs beregninger …” står der nemlig på side 5 i Miljørapporten. Men AUs sektorforskning kan ikke genkende og vil ikke tage ansvar for de pågældende miljødata:

 ”Tallene er nye for mig.  Vi ved ikke, hvordan de er fremkommet, og hvem der er kilden. De stammer ikke fra vores rapportering ‘baseline-2021’, som der bl.a. henvises til”, sagde AU-chefkonsulent Poul Nordemann Jensen fra ’sektorforskningen’ i DCE.

AU-rapport politiseret af landbrugslobbyister

Men før AU-forskerne sagde fra overfor ministerens talfiflerier, havde AUs sektorforskere slået store knuder på sig selv, da de skrev Baseline 2021-rapporten. De havde nemlig accepteret, at landbrugets videnslobbyister SEGES bidrog til at redigere i forskningens maskinrum.

AUs DCE-sektorforskning accepterede en kontrakt om at lave myndighedsbetjening til 350.000 kr. om rapporten, hvor det udtrykkeligt fremgik, at lobbyisterne skulle have ret til ”at kommentere” på den forskningsbaserede rapportering.

Da FORSKERforum borede i, hvad det kom til at betyde i praksis, blev det bagatelliseret af sektorforsknings-ledelsen på AU. Det var bare ”en faglig dialog”. Men aktindsigt afslører, at SEGES i praksis fik ret til at forhandle vinklinger og data. SEGES lagde politisk pres på, om at DCE skulle droppe forskningsmæssige ”forsigtighedsprincipper”.

Og i praksis fik SEGES stor indflydelse på det endelige resultat – der er nemlig stor forskel på miljødata i DCEs første udkast til rapportering, og som den kom til at se ud efter at have været igennem lobbyisternes talmaskine.

SE også: ’AUs Baselinerapport blev politiseret

Esben og blå blok vil ikke prioritere

Blå bloks ordførere kritiserer KUs ledelse for at ville lukke småfag, men de vil ikke hjælpe med at prioritere,
hvilke fag der mindst kan undværes. ENQUETE

KU skal sløjfe 530 stillinger, hvoraf 209 får en fyreseddel på tirsdag. Forud varslede KU-humanioras dekan, at ud af 24 småfag skal der skæres på 13 små kultur- og sprogfag som eskimologi, hebraisk, græsk og indisk. Begrundelsen er den rå økonomiske begrundelse, at de – trods ekstra småfagstilskud – ikke er rentable.

Men uni-minister Esben Lunde Larsen samt ordførerne i de blå partier i Folketinget meldte samlet ud i BERLINGSKEs kronik, at problemet ikke er Regeringens besparelser – det er derimod KU-ledelsens ansvar at prioritere KUs samlede økonomi, så de vigtigste småfag overlever.

KUs ledelse må prioritere anderledes: ”… der er mange håndtag at dreje på, og det er fortsat universiteternes opgave og ansvar at udbyde de uddannelser, som samfundet har brug for” inden for de eksisterende økonomiske rammer.

Enquete: Hjælp KU med at prioritere?

Politikerne er enige om, at der skal laves en sprogstrategi, så der sker en prioritering af vigtighed og nytte. Men politikerne angav ikke, hvilke kriterier, der så skal prioritere ressourcerne – ud over en almen erklæring om, at det er ”afgørende, at vi i Danmark opretholder de fag og sprogkompetencer og den sprogviden, som kan bidrage til at skabe vækst, velfærd og kulturel forståelse – også i fremtiden”.

FORSKERforum tog politikerne på ordet, og spurgte, Hvilke 7 ud af de 13 uddannelser, de nødigst undvære ud fra de to parametre, som de selv har opstillet, nemlig

  • 1. nytten – hensynet til fagets betydning for dansk vækst og velfærd og
  • 2. kulturbetydningen – hensynet til fagets betydning for dannelsen og den kulturelle forståelse.

FORSKERforum bad politikerne i blå blok om at sætte 7 krydser ud for de 7 fag, som de prioriterer højst på de to parametre.

Blå bloks ordførere: Det er KUs problem…

Hverken ministeren eller blå bloks ordfører ville dog hjælpe KU med prioriteringen:

Minister Esben Lunde Larsen: ”Tak for din mail. Ministeren takker nej til at deltage (Pressesekretær KMH)”.

Mai Mercado (K): ”Mit svar er ganske kort. Det er ikke op til mig at vurdere om der skal lukkes fag på KU. Jeg har tidligere udtalt, at jeg ikke bifalder en lukning af klassisk græsk, og det står jeg naturligvis ved.

Henrik Dahl (LA): ”Da universiteterne har et meget udstrakt ”hjemmestyre” (armslængdeprincip) ville det være grundforkert, om jeg blandede mig i deres dispositioner”.

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF): ”Det er helt rigtigt, at vi har peget på, at der skal være et helhedssyn ved vurdering af fag, så også den kulturelle værdi indtænkes. Det er bla derfor vi ønsker at udarbejde en sprogstrategi. I første omgang handler det om at bede universiteterne om sammen at tænke på helheden – både kulturelt og økonomisk. I sidste ende kan det naturligvis ende med, at vi politisk er nødt til at dikterer, hvad der skal / skal ikke lukkes. Men det håber jeg ikke vi bliver nødt til. Derfor vil jeg naturligvis heller ikke peget konkret på noget nu”.

lah

AUs baseline-rapport blev politiseret

AUs sektorforskere fik politisk pålæg om, at landbrugs-lobbyist havde eksklusiv ret til at kommentere vigtig rapport.

Og aktindsigt indikerer, at de udnyttede den til en forhandlingsret på rapportens tilgang og data – og AU gav dem lov

”(Leif Knudsen, SEGES, personlig meddelelse)”.

Sådan står der i en kildeangivelse efter nogle taldata på forsøg om forureningsfølger af stigende gødning af landbrugsjord. Det påfaldende er, at anførslen af en personlig meddelelse i en forskningsbaseret udredning. Og det påfaldende er, at den optræder i en såkaldt uafhængig myndighedsbetjening af Naturstyrelsen i Aarhus Universitets rapportering. Men det helt alarmerende er, at kilden er en ekstern lobbyist, nemlig landbrugets videnscenter SEGES, som dermed fik direkte adgang til at få sine vinklinger og data ind i AUs rapportering.

FORSKERforum afslørede i januar, at miljøministeren havde krævet, at SEGES var medforfatter på en ældre rapportering om baseline-effekter (2014).

Lobbyister skulle kommentere

Og senere blev det afsløret, at miljø- og landbrugsminister Eva Kjer Hansen – med det tætte forhold til ekstremisterne i Bæredygtigt Landbrug – så også kommanderede AU til at SEGES skulle kommentere på AUs opfølgende revurderings-rapportering, inden den blev afleveret til Ministeriet. Det fremgik simpelthen af kontrakten mellem ministerens Naturstyrelsen og AUs ’sektorforskning’ (FORSKERforums aktindsigt).

”Noten om ’personlig meddelelse’ fra SEGES uden kilde og beregningsmetoder afslører, at AU lukkede op for politisering i deres ’forskningsbaserede myndighedsbetjening’. Af noten fremgår indflydelsen tydeligt, men det er faktisk et større problem, at det er umuligt at identificere SEGES’ s påvirkning på vinkling og data i resten af rapporteringen,” mener pensioneret biologilektor Søren Wium-Andersen.

”Det markerer en erosion i den uafhængige forsknings standarder. AU har deltaget i politiseret ’bestillingsforskning’. AU burde da have sagt nej til at lave rapporten, da det blev stillet som et krav, at SEGES skulle inddrages. Eller også burde de have sagt, at SEGES kunne indgå i en følgegruppe på linje med Naturfredningsforeningen eller vandværksforeningen …”

Lynopgave: Revideret baseline-rapport

Det var en opgave til 350.000 kr. som skulle afvikles i lynfart mellem 1. okt. – 6. nov. 2015. Af kontrakten fremgik, at SEGES skulle ”inddrages i faglige beregninger i fornødent omfang” samt at der skulle afvikles en halvdags workshop, hvor SEGES skulle have ret til at kommentere på et udkast til notat med revurderingerne. Og på workshoppen – hvor der også deltog en hær af embedsmænd fra ministeriet – besluttes, om SEGES’ bemærkninger betød, at der skulle ”gennemføres nye beregninger” (aktindsigt).

Baseline-rapporten var vigtig for ministeren, som krævede en lynrapport, fordi den skulle levere fakta bag hendes Landbrugspakke, der skulle fremsættes inden jul. Hun skulle bruge en baselinerapportering, der kunne neddæmpe miljøeffekter, når landbruget får lov til at udlede mere kvælstof. Baseline-effekten handler groft sagt om andre effekters indflydelse, fx at landbrugsarealer tages ud af drift, at landbrugsjord erstattes af veje eller boliger, landmænds frivillige oprettelse af randozoner og braklægning, at kommuner bliver bedre til at rense, at flere økologiske arealer giver mindre forurening m.m.

AU sagde ikke nej til opgaven

En sådan indblanding fra en udvalgt politisk lobbyist – mens fx Danmarks Naturfredningsforening ikke fik samme ret – er helt usædvanlig, men AU sagde ikke nej til at lave opgaven under disse politiserede betingelser: ”Jeg ved ikke, om forskningsledelsen overvejede at sige nej. Men generelt vil jeg sige, at AU ikke opfatter det som et pres, at ministeren stillede krav om SEGES-inddragelse. Vores forskere har autonomi til at lave forskning med uafhængig landbrugsfaglig indsigt, så vi er fagligt rustet til at modstå eksternt pres”, svarede AU-prodekan Kurt Nielsen på FORSKERforums spørgsmål.

Og da FORSKERforum borede i, om SEGES med disse formuleringer betød, at landbrugs-lobbyisterne ikke fik en ret til at forhandle AUs forskningsbaserede rapportering, lød svaret bagatelliserende fra Aarhus. AUs ’sektorforskning’ var ikke under pres, man ville hellere kalde det , som kaldte det en faglig dialog:

”En ret til at afgive ’kommentar’ er ikke en ret til at ’forhandle’ rapportens indhold. SEGES havde mulighed for at komme med fagligt relevant stof, og at komme med kommentarer til modelberegninger m.m,. for vi kan jo tage fejl på enkelte områder. Men AU står helt inde for det endelige faglige indhold i rapporten”, sagde AU-prodekan Kurt Nielsen.

AU gennemførte derfor myndighedsbetjeningen med ”Revurdering af Baseline 2021” og i rapporteringen nævnes det, at SEGES ”har haft lejlighed til at kommentere på et udkast”, ligesom Leif Knudsens personlige meddelelse nævnes og SEGES har en enkelt rapport med i referencerne. Men det fremgår ikke, hvor SEGES ellers har haft indflydelse på teksten.

Indikationer:
SEGES forhandlede vinkling og data

Men FORSKERforums gennemgang af aktindsigten afslører, at der ikke bare har været tale om en dialog, men om, at SEGES – delvis igennem ministerens Naturstyrelsen – har forhandlet og påvirket rapporteringens indhold. Men der er kun enkelte konkrete skriftlige indikationer, for forhandlingerne er ikke dokumenteret og de er tilsyneladende er foregået i korridoren eller via telefonen. Derfor fremgår det ikke, hvordan centrale data er opstået eller har forandret sig i processen.

Helt centralt i den manglende dokumentation er, at der ikke blev udfærdiget et referat af halvdags-seminaret mellem AU-forskningsgruppen og SEGES. Det er således ikke muligt at vide, hvad SEGES fik igennem her.

Men af 1. udkast til rapportering i oktober og til den endelig rapport skete der store forandringer i data-materialet. Og det er påfaldende, at der ingen dokumentation er for, hvorfor og hvordan der kan en sådan forandring af data, så der i den reviderede baseline-rapport angiver meget mere optimistiske skøn på de positive effekter. Det er påfaldende, at data fra 1. udkast til den endelige reviderede udgave er meget mere positive. Allerede fjorten dage efter afholdelsen af halvdags-seminaret, hvor SEGES kom med sine første kommentarer, fremgår der pludselig data på dette felt, uden at det fremgår, hvor de stammer fra.

SEGES: Drop forsigtighedsprincippet

Men da FORSKERforum havde afsløret SEGES’ inddragelse, og stillede spørgsmål ved AUs og rapporteringens faglige uafhængighed, udgav AU et forklarende notat d. 4. februar, hvor SEGES skriftlige kommentering til mødet var vedlagt. Og heraf fremgår det, at SEGES lagde pres på i indledningen:

”En generel kommentar til rapporten er, at det ved en fremskrivning af udvaskningen til 2021 er vigtigt, at den mest sandsynlige udvikling forudsiges. Det betyder, at der ikke ved ansættelse af effekter ved de enkelte virkemidler ensidigt må anvendes et ­forsigtighedsprincip, fordi det betyder, at udvaskningen fra rodzonen i 2021 vil blive overvurderet” (SEGES-kommentar 30. okt.).

Hertil siger pens. biologilektor Søren Wium-Andersen, som har set aktindsigten: ”Jeg læser kommentaren sådan, at SEGES hævder, at det nære miljø vil opsuge kvælstoffet, så forureningen af omgivelserne bliver mindre. Men det vigtige SEGES-signal er anbefalingen af, at AUs rapportering i almindelighed bør lempe på ’forsigtighedsprincippet’. Det fortæller jo klart om SEGES intentioner. Og så kan man se, at det konkret åbner op for en række ændringer af det første udkast, som AU-DCE præsenterede d. 26. oktober. I senere udgaver og i den endelige er der pludselig radikalt ændrede tal med ny uforklarede skøn. Og det er påfaldende, at de ændrede skøn gavner SEGES ideer …”

SEGES sendte kommentarer til politiske parter

En klar indikation på, at der ikke bare har været en dialog mellem AU-forskerne og SEGES, men en egentlig (politisk) forhandling af data er, at SEGES ikke bare nøjedes med at sende kommentarer til AU, men til en meget bred kreds, herunder ministeriets departement og ministerens styrelser Naturstyrelsen og NaturErhvervsstyrelsen. Dette kan kun forstås som SEGES’ pression over for AU.

Især Naturstyrelsen kommer til at optræde som agent for SEGES interesser. Af aktindsigten fremgår, at SEGES er i løbende kontakt med kontorchef P.K, som er styrelsens ankermand. Og han presser hele tiden AU, såvel hvad angår data som på tidsrammer.

Også andre elementer i aktindsigten indikerer, at SEGES har haft en forhandlingsret til rapporten. Sent i processen stiller Miljøstyrelsen fx 9 tekniske spørgsmål til rapportudkastet om, hvorfor der er inddraget bestemte forudsætninger i scenariet. AU-DCE svarer, at det var et politisk ønske fra to parter: ”Dette scenario var ønsket af såvel Miljø- og Fødevareministeriet som SEGES” (DCE-notat 18. dec.)

Ministerium og SFI mørklagde kontroversielle data

SFI afleverede 435 siders rapportering om folkeskolereformen, men uden et ord om det mest kontroversielle, som blev mørkelagt for fagbladet FOLKESKOLEN. Og nu bagefter dækker SFIs direktør over Uddannelsesministeriets rolle

”Jeg har ikke politiseret og jeg bidrog ikke til ministeriel mørklægning”, siger SFI-direktør Agi Csonka. ”Men når FOLKESKOLEN påstulerede, at SFI blev presset af ministeriet til at tage ting ud af folkeskole-rapporten, så bliver jeg nødt til at pointere, at det på ingen måde er tilfældet. Det var forskernes egen vurdering, at der i denne 1. delrapport var andre temaer, der skulle dækkes. Spørgsmålet om skoledagens længde skulle først belyses, når der foreligger flere data”.

SFI-direktøren siger pr. mail til FORSKERforum, at det var SFIs beslutning at tilbageholde svarene fra folkeskole-elever om skoledagens længde. Det var SFIs forskere, som af faglige grunde tilbageholdt svarene – det var ikke Uddannelsesministeriet, som ville mørklægge besvarelserne.

SFI-direktøren i angreb: FOLKESKOLENs grundløse beskyldninger

SFI-direktøren gentog denne udlægning i en usædvanlig klumme i POLITIKEN, hvor hun anklagede fagbladet FOLKESKOLEN for fordrejning, når ministeriet blev mistænkeliggjort. Det er ”en forskningsfjer, som desværre blev til fem høns”, idet FOLKESKOLEN kom med ”helt grundløse beskyldninger om mørklægning af tallene”.

Men der er elementer i sagsforløbet, som peger på, SFI-direktøren har selektiv hukommelse, fordi hun som sektorforskningsinstitution gerne vil stå sig på god fod med rekvirenten Undervisningsministeriet. Derfor dækker hun over ministeriet ved at påstå, at det var hendes SFI-forskere, som ikke ønskede data udleveret, hvor det i virkeligheden var ministeriet. Det var og er åbenlyst politisk ubekvemt for undervisningsministeren, hvis elevernes svar på spørgsmålet “Hvad synes du om skoledagens længde” efter folkeskolereformen var negative.

Båndudskrift: Ministeriet ville hemmeligholde

Det var nemlig ikke SFI-forskerne, som blokerede for udleveringen, men ministeriet. Det afslører en båndudskrift (9. dec. kl. 12.44) af SFI-seniorforsker CPN samtale med Folkeskolens journalist, som spørger, om han kan få udleveret svarene på spørgsmålet. Hun vil gerne udlevere, men skal lige spørge ministeriet først:

”I princippet så kan jeg godt – det er sådan, at vi er databehandlere og ministeriet er dataejere. Men jeg kan lige cleare det med dem, så jeg kan godt sende dig fordelingen” (fordelt på klassetrin, red.).

Men kort tid efter ringede forskeren tilbage, og afblæste frigivelsen, fordi ministeriet afviste det.

Og da journalisten så en halv time efter henvender sig til fuldmægtig ML i ministeriet, lyder forklaringen så: ”Det er Ministeriet, som er dataejere, og vi udleverer ikke data. Data indsamlet til forskningsbrug kan ikke udleveres, og vi har fået belyst et hav af ting i 4 store forskningsrapporter, efter hvad forskerne syntes var relevant. Derfor kommer vi ikke ad hoc til at udlevere data på det”.

Direktøren tager sine forskere som gidsler

FORSKERforum har forelagt denne båndudskrift for Agi Csonka. Trods båndudskriftens dokumentation på, at SFI-seniorforskeren gerne ville udlevere data, fastholder SFI-direktøren, at det var SFI-forskernes valg at tilbageholde svarene: ”Fra SFIs side har det aldrig været et spørgsmål om ’at holde noget tilbage’, men at rapportere om det, der fagligt giver bedst mening i de forskellige delrapporter, som projektet rummer”, forklarer Agi Csonka.

SFI-direktøren kommer således med en anden forklaring end sin seniorforsker – men nu tager hun så sine menige forskere som gidsler på forløbet:

”Jeg kan i øvrigt oplyse, at jeg ikke kunne drømme om at skrive et sådant indlæg til POLITIKEN uden at have drøftet det indgående med de involverede forskere. De har selvfølgelig også set og kommenteret indlægget, inden jeg sendte det af sted”.

Om de menige forskeres oplevelse af sagen, fortæller SFI-direktøren. ”De involverede forskere er mildt sagt meget kede af Folkeskolens fremlæggelse af sagen, hvor det ser ud som om ministeriet har presset SFI til at tage noget ud af rapporten. Der var altså ikke tale om ’tilbageholdelse af data…”

Baggrund: Folkeskolen nægtet aktindsigt

Bag SFI-direktøren forsøg på at bagatellisere sagen ligger et længere forløb, hvor SFI indgår i evaluering af folkeskolereformens konsekvenser. 17. november blev der frigivet fire forskningsrapporter på i alt 435 sider, der fortæller om elevers, pædagogers, læreres og skolelederes oplevelse af den nye skoledag.

Folkeskolens journalist EC fortæller: ”Jeg faldt over hullet i elevrapporteringen, fordi jeg på bagkant genlæste rapporten om eleverne. Jeg var selvfølgelig meget interesseret i, hvad eleverne havde sagt om skoledagens længde – det er et af de store spørgsmål ved reformen. Informationen var helt fraværende. Ligesom det ikke var blevet skrevet ind i rapporten i hvor høj grad eleverne har tid til fritidsaktiviteter. Det er nok de to politisk mest betændte spørgsmål i spørgeskemaet, og det var jo påfaldende, at SFI i rapporteringen havde udeladt data herom”.

Journalisten spurgte så SFI-forskeren til disse data, og det førte så til ministeriets afvisning, jf. ovenfor.

Så måtte FOLKESKOLEN gå den tunge gang via aktindsigt. Via aktindsigt fik man bekræftet, at der faktisk var stillet spørgsmål om skoledagens længde – men elevernes svar blev ikke udleveret.

SFI-direktørens dobbeltrolle i spin-manøvre

Før spørgsmålets eksistens og hemmeligholdelse var gået op for FOLKESKOLEN kunne de overvære Undervisningsministerens præsentation af rapporterne, hvor ministeren understregede, at det skam er vigtigt, at elevernes stemme bliver hørt. ”Danske skoleelever er generelt glade for både deres skole og deres klasse”, sagde Ellen Trane Nørby.

I dagene omkring optrådte så den politisk udpegede formand for Rådet for Børns Læring, Agi Csonka – såmænd den samme som SFI-direktøren – med ros til folkeskolereformen for at være bedre end sit rygte (BERLINGSKE kronik, 20. nov. 2015).

Agi Csonga, som bl.a. har en fortid som direktør i Damarks Evalueringsinstitut (2007-13), udlagde SFIs spørgeskema-svar til at bakke op om folkeskolereformen, selv om hun måske mere gjorde det som råds-formand end som SFI-direktør.

Som læringsråds-formand skal hun følge, vurdere og rådgive undervisningsministeren – og det er undervisningsministeren, som personligt udnævner formanden for rådet (§57) – og heraf følger normalt en vis loyalitet overfor ministeren.

Og måske var det den loyalitets-kasket, som SFI-direktøren tog på, selv om hun er SFI-direktør.

SFI har nemlig andre loyalitetsforpligtelser: ”SFI er et uafhængigt nationalt forskningscenter under Socialministeriet”, hvis viden ”bliver brugt af centrale beslutningstagere og praktikere” ligesom ”Vi har en løbende dialog med centrale interessenter om udvikling og anvendelse af vores forskning” m.m.

Afslag på aktindsigt:

FOLKESKOLENs anmodning om aktindsigt i svarene på spørgsmål 31 blev imidlertid afslået med den begrundelse, at det var fortrolige personoplysninger (jf. offentlighedslovens §١١. 2). Men den begrundelse var ugyldig, sagde pressejurist, fordi data ikke kan bruges til at trække data ud om de enkelte elever. Og på FOLKESKOLEN undrede man sig, for SFIs seniorforsker havde jo tidligere tilkendegivet, at SFI havde aggregerede data på klassetrin-niveau. FOLKESKOLEN skrev: ”Elevernes oplevelse af skoledagens længde mørklægges”.

Og kort tid efter afslaget, skrev SFIs seniorforsker CPN så de ny begrundelse for, at SFI ikke ville frigive data på spørgsmål 31. Den lød, at det var forskernes vurdering, at frigivelse først var meningsfyldt, når svarene var blevet sammenholdt med andre data.

Men allerede samme dag (6.januar) indkaldte oppositionspartier så Undervisningsministeren til samråd med anklager om, at denne mørklægning dækkede over, at ministeren ikke vil have frem, hvor utilfredse skoleelever er med skoledagens længde.

Ministeren måtte frigive svarene

Og allerede dagen efter måtte ministeren så frigive svarene: ”I lyset af den efterfølgende diskussion har jeg vurderet, at der er interesse for at fremskynde offentliggørelsen af de statistiske data om elevernes syn på skoledagens længde, der ellers først skulle være offentliggjort efter den tredje spørgerunde. Derfor vil ministeriet nu bede SFI validere og analysere disse oplysninger, hvorefter de vil blive offentliggjort”.

Og så blev data frigivet i slutningen af januar. Og ikke overraskende viste de, at den længere skoledag ikke er populær blandt eleverne.

Men frigivelsen provokerede så SFI-direktøren – og eller råds-formanden udpeget af ministeren – til at forklare elevernes negative holdning i POLITIKEN: ”Den længere skoledag skal vurderes overfor de goder, som den giver i forhold til mere variation, tid til fordybelse, mere spændende undervisning mv.” (POLITIKEN, 10. febr.). Men den udlægning ville Lærerforeningens formand Anders Bondo Christendsen ikke finde sig i, for hun havde ingen data til at underbygge dette. Han mente at høre eks-minister Christine Antorinis stemme bag Csonkas melding.

Men Csonka benyttede altså også klummen til at angribe FOLKESKOLEN for at komme med de grundløse beskyldninger om mørklægning af tallene.

FOLKESKOLENs journalist: Hvorfor blev data mørklagt

På FOLKESKOLEN undrer man sig over SFI-direktørens forsøg på at bagatellisere sagen og at flytte fokus fra Undervisningsministeriets rolle:

”Det er fordrejet, at direktøren tillægger FOLKESKOLEN, at have skrevet, at ’SFI blev presset af ministeriet til at tage ting ud af folkeskole-rapporten’, for det har vi ikke påstået. FOLKESKOLEN eftersøgte nogle manglende data, da rapporten var frigivet. Men da de data blev mørklagt, blev det vores historie”, fortæller journalist E.C.

”Derfor blev det interessant, af HVEM og HVORFOR svarene blev mørklagt. Og her er fakta altså, at først ville SFI-forskerne gerne udlevere data, men derefter blokerede ministeriet. Og fakta er så også, at FOLKESKOLEN fik nej til aktindsigt og at afvisningen skete med henvisning til databeskyttelse”.

Og det forløb afslører vel – modsat hvad Agi Csonka påstår – at tilbageholdelsen ikke udelukkende skyldes den ”faglig vurdering fra forskerne”…