Forfatterarkiv: admin

Dilemma om studielektorer

Ledelserne på RUC og CBS vil åbne op for at konvertere deltidslærere til fuldtidsundervisere.
Tillidsfolk er ikke afvisende. Men for fagforeningerne er det at åbne op for en glidebane

Uni’erne skal levere forskningsbaseret undervisning, og det gøres via fastansatte lektorer, professorer og adjunkter. Men nogle steder har man også et stort kontingent af løslærere – så mange, at nogle er interesseret i, at de fastansættes som studielektorer.

Men det skaber et dilemma, for ledelserne vil gerne have det, delvis støttet af lokale tillidsmænd. Men fagforeningerne er imod åbning, fordi det risikerer at føre til, at den forskningsbaserede undervisning tyndes ud, fordi den er noget dyrere.

Uni-fagforeningerne DM og Djøf står i et dilemma: Skal fagforeningen holde fast på principper og undlade at åbne op for ansættelse som studielektorer for en gruppe medlemmer med dårlige arbejdsvilkår?

CBS og RUC søger dispensation

Både RUC og CBS er i gang med at søge dispensation for at kunne udvide brugen af studieadjunkter og -lektorer – altså akademikere, som er ansat på fuld tid til undervisning.

Begge stillingstyper indgår i stillingsstrukturen for universiteter, men de er kun tilladt at bruge på nogle helt specifikke uddannelser, for eksempel erhvervssproglige studier og idrætsstudierne. Og det har ikke mindst været de akademiske fagforeninger, der har stået stejlt på, at brugen af fuldtidsundervisere skal begrænses mest muligt. Blandt andet for at værne om den forskningsbaserede undervisning på universiteterne.

Redningsplanke for deltidslærere

Men fagforeningerne står også med en anden udfordring. Det har længe været et tema, at deltidslærere på universiteterne må trækkes med dårlige og usikre ansættelsesvilkår. De dårlige vilkår er netop blevet cementeret i en landsretsdom, der slog fast, at man som d-vip ikke har ret til pensionsbidrag – en sag, DM/Djøf førte for fire videnskabelige assistenter på RUC, der mente, de blev udsat for forskelsbehandling.

Ansættelsen som studielektor eller -adjunkt vil i modsætning til timelærer-tilknytningen byde på en fuldtidsløn og dermed også et mere stabilt arbejdsliv og alle de ansættelsesmæssige rettigheder, der følger en fastansættelse. Og det vil uden tvivl være en attraktiv mulighed for mange timelærere, der i dag ikke er tilfredse med deres vilkår.

RUC-tillidsmand: Ordentlige forhold, med forbehold

Af den grund er fælles-tillidsrepræsentanterne på RUC og CBS heller ikke så afvisende over for ideen, som deres fagorganisationer.

”Det er klart, at vi har skismaet med, at vi er en forskningsinstitution og skal tilbyde forskningsbaseret undervisning. Men omvendt kan flere stillinger som studielektorer betyde en opgradering og mere sikre forhold for nogle af de d-VIP’ere, vi alligevel har, så man groft sagt sikrer dem ordentlige forhold,” siger lektor og fælles-tr Kenneth Reinicke på RUC.

Han ser også muligheden for at styrke de faglige og kollegiale miljøer på RUC ved, at man har flere fuldtidsansatte frem for deltidslærere, der sjældent opholder sig på institutionen, fordi de har andre jobs at tage vare på.

Men er det ikke at gå på kompromis med princippet om, at universitetsundervisning er forskningsbaseret?

”Jo, men vi må også bare pragmatisk konstatere, at vi aldrig har haft situationen, hvor hele biksen er fyldt op med fastansatte forskere. Bare vi ikke begynder at rokke på forholdet, så der bliver mindre forskningsbaseret undervisning, så kan det godt være noget, der godt kan styrke pædagogikken og hverdagsmiljøet, plus at nogle folk får bedre forhold,” mener han.

CBS-tillidsmand: En win-win, med forbehold

CBS-lektor og fælles-tr Ole Helmersen er også personligt positiv over for, at flere deltidslærere bliver ansat som undervisere på fuld tid.

”Det kræver, at der laverslokalaftaler, der lægger klare begrænsninger på, hvor meget kategorien må bruges. Der må ikke oprettes en masse af de her stillinger frem for forskerstillinger. Men kan man få bedre undervisning ved at tilknytte folk fast, så kan det have nogle fordele – de bliver en del af miljøet, og får bedre ansættelsesforhold.”

Han fortæller, at der overordnet er to typer deltidslærere: dem, der gør det i fritiden som supplement til fuldtidsarbejde, og dem, der dybest set gerne vil være forskere.

”Det er måske folk, der har søgt fast stilling, som så er blevet hængende og har strikket en halv-forhutlet tilværelse sammen. De gør tit et skidegodt stykke arbejde, og kan vi tilbyde dem et fast arbejde, synes jeg egentlig, det vil være en win-win,” siger Ole Helmersen.

Fagforeningerne: Nej, en glidebane

Så sent som i august blev emnet diskuteret i DM’s universitetslærerafdeling, hvor det igen blev slået fast, at der ikke ”skal etableres flere glidebaner væk fra princippet om forskningsbaseret undervisning”, som det hedder i mødereferatet.

Heller ikke i Djøf’s UFU-udvalg er man tilhænger af flere fuldtidsundervisere, oplyser udvalgets formand, Karsten Boye Rasmussen, og henviser blandt andet til, at studielektorer vil miste den forbindelse til erhvervslivet, der ellers gør deltidslærere relevante som supplement til forskerne.

Og heller ikke DM-formand og AC-næstformand Camilla Gregersen vil rokke sig en tomme over for universiteters ønske om at konvertere timelærer-ansættelser til fuldtidsstillinger som studielektorer og -adjunkter.

”Vi skal ikke have flere studielektorer. Til gengæld skal timelærerne fastansættes inden for den normale stillingskategori”, forklarer hun.

”DM’s universitetslærerafdeling har diskuteret det her nøje, og de er lige så trætte som jeg af de elendige timelærervilkår. Men vi skal sørge for ikke at underminere arbejdsvilkårene. Og med forslag om åbning for studielektorer risikerer vi at låse folk fast i en dårlig stillingskategori, hvor der ikke er mulighed for udvikling, som der er i den normale stillingsstruktur”.

Risikerer fagforeningerne ikke med denne principfasthed at smække døren i for nogle medlemmer, der gerne ville have den slags ansættelser?

”Grundlæggende handler det om, hvorvidt man vil lave fastansættelser eller ej. Og vi kæmper for fastansættelser, men det skal være inden for den eksisterende stillingsstruktur. Jeg kan ikke se, man skal gå ind på glidebanen og lave ringere stillinger, end vi har forhandlet os til. Så vi er nødt til at tage det her slag igen og igen og sætte pres på universitetsledelserne for ikke at ty til deltids-løsansættelserne.”

lah

Krigs-udredere i forskningsetiske dilemmaer

Historiker og politolog på kontroversiel krigsudredning ved, det er et minefelt. De kan få nej til ’sensitivt materiale’. Manus skal til ’sikkerhedsgennemsyn’.

Først aflyste regeringen Irak-kommissionen. Så blev der varslet en mere afgrænset krigsudredning, som skulle foretages af to særligt udpegede forskere. Men historikerkredse advarede forskere om at stille op til dette set-up, fordi det på forhånd varslede indskrænkning af forskningsfriheden.

Rektorkollegiet indstillede dog forskere til opgaven, og to er nu udpeget.

De er bevidst om, at begrænset kildeadgang er en potentiel udfordring, der skal håndteres, men ikke en altafgørende faktor, siger historielektor Rasmus Mølgaard Mariager og statskundskabsprofessor Anders Wivel, begge KU.

Som udgangspunkt er de blevet lovet adgang til alt væsentligt materiale, og det stoler de på, myndighederne vil leve op til. Rasmus Mariager oplyser desuden, at der ikke vil være en styregruppe for arbejdet. Det er dog muligt, at de to forskere selv vælger at nedsætte et panel af eksperter, de kan sparre med under arbejdet.

Som forbehold erklærer begge, at de vil nedlægge arbejdet, hvis de oplever en ”uantagelig begrænsning” af kildeadgangen.

FORSKERforum borer i rammen for det set-up, de er gået ind i. De to forskere har svaret pr. e-mail på fremsendte spørgsmål.

Udvælgelsen

Hvad var omstændighederne omkring udvælgelsen – meldte de sig selv som interesserede, eller blev de spurgt direkte?

Rasmus Mariager: ”Jeg blev for nogle måneder siden spurgt af min institutleder, om jeg ville lade mig indstille som faghistoriker og forskningsleder til den nye udredning. Det svarede jeg ja til. Så jeg har ikke meldt mig selv, og jeg har ikke søgt en stilling. Men jeg er glad for at være blevet spurgt og siden udpeget, og jeg ser frem til at komme i gang med opgaven.

 Anders Wivel: ”Jeg fik en henvendelse fra min institutleder, som syntes, at der var et godt match mellem min forskningsprofil og udredningens formål, og som på den baggrund ville høre om han måtte bringe mit navn videre med henblik på indstilling til at varetage opgaven. Jeg var enig og sagde ja tak.

For og imod deltagelse?

Hvilke overvejelser – for og imod – gjorde de sig om opgaven?

Rasmus Mariager: ”Det handler om at balancere mellem principper og pragmatisme. Forløbet frem til beslutningen om at bestille udredningen har ikke været kønt, og det giver forståeligvis næring til bekymring, at politikerne har forbeholdt sig retten til at vælge mellem kandidater. Så visse forhold taler imod at påtage sig opgaven. Men andre forhold peger i modsat retning. Efter 1989 har Danmark flere gange været krigsførende. Det har haft omkostninger for mange mennesker, og samtidig har krigsdeltagelsen skabt debat. Det er vigtigt at få belyst, hvad der drev Folketingets partier til at gøre Danmark krigsførende. Både af hensyn til dem, der var involveret i krigene, og også for at belyse et centralt politisk anliggende. Da vilkårene for at gennemføre undersøgelsen var acceptable, valgte jeg at takke ja.

  Anders Wivel: ”For mig var en tungtvejende grund for at påtage mig opgaven, at jeg synes, at der er et behov for at belyse baggrunden for Danmarks krigsdeltagelse. Der har særligt efter den kolde krigs afslutning været stor efterspørgsel efter lande, som ville bidrage militært rundtomkring i verden, både fra institutioner som FN og NATO og fra USA, og vi kan forvente at efterspørgslen fortsætter. Derfor er det vigtigt, at den ofte meget polariserede debat om dansk krigsdeltagelse kvalificeres af mere viden på området, så fremtidens beslutningstagere har et mere solidt beslutningsgrundlag, og den offentlige demokratiske debat foregår i lyset af denne viden.

Imod at påtage sig opgaven talte, at det er en meget stor opgave, og den naturlige usikkerhed, som der altid vil være ved at give sig i kast med et projekt, der er så politisk sensitivt. Men det er jo samtidig også med til at gøre det til et væsentligt projekt at udføre på en solid og ordentlig måde.

Begrænset kildeadgang = et styret projekt?

Kritikere mener, forskningen i dette tilfælde bliver styret, fordi forskerne ikke er garanteret fri adgang til alle kilder – hvad er deres vurdering af dette?

Rasmus Mariager: ”Projektet bliver ikke styret. Hvis man ikke er indstillet på at besvare spørgsmål, der stilles fra anden side, skal man selvfølgelig afholde sig fra at bedrive opdragsforskning. Med dette sagt tror jeg ikke, at der er gennemført noget historisk forskningsprojekt, hvor forskere har haft mulighed for at inddrage alt – alt – relevant materiale. Meget går fx tabt, inden forskerne begynder.

Det sker også, at relevant materiale ikke er tilgængeligt, fx efterretningstjenesternes arkivmateriale. Alligevel er der udgivet vigtig forskning om moderne dansk historie uden inddragelse af relevant efterretningsmateriale. Endelig hæfter jeg mig ved aftaletekstens ord, at forskerne får adgang til ‘alle dokumenter, herunder klassificerede, der er sendt til Irak- og Afghanistankommissionen, samt som udgangspunkt øvrigt foreliggende skriftligt materiale, som de finder relevant, hos danske myndigheder’.”

Anders Wivel: ”Vi får adgang til et meget omfattende kildemateriale, herunder alt materiale fra Irak-Afghanistan-kommissionen og som udgangspunkt andet statsligt arkivmateriale, som vi finder nødvendigt til brug i undersøgelsen, men det er rigtigt, at vi kan få nej til at se særligt sensitivt materiale, og at der heri ligger en potentiel udfordring, som vi vil tage alvorligt stilling til, hvis den skulle opstå.

Jeg har dog aldrig oplevet en undersøgelse med ‘fri adgang til alle kilder’. Der vil altid være interviewpersoner, der takker nej af mere eller mindre legitime årsager, og kilder, der ikke er skrevet ned, fordi aktørerne fandt det uhensigtsmæssigt. Forskning i nutidige problemstillinger af samfundsmæssig relevans foregår aldrig i et magtfrit rum med adgang til alle oplysninger og kilder. Det er netop forskerens rolle at navigere i denne kompleksitet og videreformidle både kompleksitet og undersøgelsens forudsætninger til læseren.

Frigivelse af kilder og dokumenter?

I Udenrigsministeriets pressemeddelelse loves forskerne som udgangspunkt adgang til skriftligt materiale, som de finder relevant. Hvad er deres egne forventninger omkring dette, og hvor meget vægt lægger I på, at ministerierne lever op til dette?

Rasmus Mariager: ”Vi må have som udgangspunkt, at ministerierne overholder de aftaler, der er indgået. Vi lægger stor vægt på at få adgang til relevant materiale. Viser det sig, at vi ikke får adgang til det relevante materiale, må vi forholde os nøgternt til det.

 Anders Wivel: ”Jeg forventer, at ministerierne lever op til dette, og hvis ikke de gør det, må vi jo skrive det ind i udredningen

Hvad er deres egne forskningsetiske principper, hvad angår fuld adgang til kilder, når en sag skal belyses videnskabeligt?

Rasmus Mariager: ”Der er vigtigt at bestræbe sig på at få adgang til så meget relevant materiale som muligt. Men sagen er heldigvis også den, at vi er blevet stillet i udsigt, at vi får adgang til et meget omfattende og relevant materiale. Viser det sig, at adgangen til det relevante materiale snævres ind på en måde, vi finder uacceptabelt, må vi indstille arbejdet.

Anders Wivel: ”Det er afgørende at gøre forudsætningerne for en undersøgelses konklusion tydelig for læseren. Det vil vi også gøre i dette tilfælde. Er der en uantagelig begrænsning af kildeadgang, må undersøgelsen stoppe. Fuld kildeadgang vil man sjældent have i en samfundsvidenskabelig undersøgelse, da der eksempelvis vil være uformelle samtaler mellem betydende aktører, som ikke er nedskrevet, men vi vil supplere arkivmaterialet med andre kilder i det omfang, vi finder det nødvendigt.

Kan Udenrigsministeriet redigere i udredningen?

Hvad er jeres forskningsetiske principper omkring opdragsgivers – UM’s – indflydelse på produktet? Vil I fx acceptere, at UM redigerer i teksten inden offentliggørelse?

Rasmus Mariager: ”Vi vil ikke acceptere, at Udenrigsministeriet eller andre myndigheder redigerer i udredningen. Selvfølgelig vil vi skulle være omhyggelige med, hvordan vi formulerer os. Men sådan skulle det jo gerne være, hver gang man begår en tekst. En sidste ting: Hvis alle valgte at takke nej til opgaven, fordi der kan anføres indvendinger mod enkeltheder, ville vi ikke få nogen udredning. Kildematerialet ville for en stor dels vedkommende blive klausuleret, og så ville vi ikke få den viden, vi nu står over for at få. Jeg mener, alle forhold taget i betragtning, at vilkårene er acceptable, og jeg mener, at det er bedre med nogen viden end ingen viden.

Anders Wivel: ”Manuskriptet skal til sikkerhedsgennemsyn hos myndighederne, men det understreges i den politiske aftale om undersøgelsen, at gennemsynet alene handler om sikkerhed, og det forventer vi overholdt.”

lah

Fritz Schur-universiteter

Det havde noget på sig, da FORSKERforum allerede i begyndelsen af september fokuserede på konsulentfirmaet Nextpuzzles anbefaling af mere statsstyring, herunder især ministerudpegning af bestyrelsesformænd eller –medlemmer.

Skal vi have Fritz Schur-bestyrelses­formænd, lød spørgsmålet med henvisning til, at med ministerudpegning risikerer uni’erne at få typer ind som Schur. VK-regeringen belønnede Schur med formandsposter i SAS og i DONG for, at han er partiet Venstres fundraiser, og for at han var gode venner med eks-statsminister Anders Fogh Rasmussen. Stort set alle ved nu, hvordan Schurs forvaltede opgaven i skandalesalget af DONG.

Reformmodel: Indstillings-udvalg og minister-udpegning

Historien om ministerudpegning lignede en konspirationsteori, men den er siden bekræftet af andre medier. Først kom WEEKENDAVISENs forside (7. oktober) og siden har MANDAG MORGEN (16. oktober) bragt det samme til torvs.

Det er ikke, fordi minister Tørnæs har bekræftet sagen, men hendes manglende afvisning er også en slags bekræftelse.

Og mediernes anonyme kilder – for det er fortsat et skandaleforslag, der ikke findes – fortæller, at dept.chef Agnete Gersing holdt et hemmeligt møde i slutningen af august, hvor hun konkretiserede skuffeplanen: Der skal indføres et centralt indstillingsudvalg med fem personer (med dept.chefen selv i spidsen). Udvalget skal indstille to personer til posten som bestyrelsesformand, som ministeren så skal vælge mellem. Og bestyrelsesformanden skal så lave en ønskeliste over de øvrige eksternt udpegede medlemmer (flertallet i bestyrelsen), som så skal godkendes af ministeren.

Scenario: Bestyrelsesformand bliver styrelseschef

For lægmand ser det relativt uskyldigt ud med indstillingsudvalg og ministerudpegning. Men for politologer med kendskab til statsforvaltning og management er det langtfra uskyldigt.

Overført på uni’erne vil minister­udpegning indføre en topstyrings­model, der i praksis afmontere den relative autonomi, som bestyrelserne har i dag. Den vil gøre bestyrelsesformanden til en slags “styrelseschef” under ministeriet. Han underlægges ikke formelle instruktionsbeføjelser som embedsmand, men der vil være en indbygget loyalitetsforpligtelse opad.

Modellen vil indføre en direkte styringskæde fra ministeren gennem dept.chefen til bestyrelsesformanden til rektor til institutledere, der så sender instrukser ned til de menige i systemet.

Nogle uni-ledere har luret faresignalerne, og modarbejder skuffeplanerne med retorik om, at det selvejende og formelt selvstyrende universitets autonomi er på spil. Det er brud på armslængdeprincippet. Ministerudpegning vil mistænkeliggøre uni’erne for ikke at være uafhængige, og hvor er forskningsfriheden, spørges der i de protester, som forsøger at få Tørnæs til at trække forslaget, før hun har fremsat det…

Gyllegate: AUs interne standarder?

Da sagen om Gyllegate rasede, kritiserede sociologiprofessor Heine Andersen AU for ikke at have klare procedurer og strategier til at værne om forskningsfriheden og om det frihedsrum, som uafhængig forskning kræver. Det fik FORSKERforum til at spørge AU, om Gyllegate udløste en større intern evaluering af, hvordan man håndterede sagen. Men AU meddeler telefonisk tilbage, at der ikke er oprettet en formel sag på dette – så derfor er der ingen dokumenter at få aktindsigt i…

AU-ledelsen mener tilsyneladende, at problemerne dengang lå i problematiske kontrakter, og det problem er nu under forhandling om de nye standardkontrakter i Miljøministeriet.

Sociologiprofessoren – som rejste problemerne med kontrakterne – mener imidlertid, at Gyllegate afslørede interne problemer i AUs processer, når der er konflikter om myndighedsbetjening:

  • Der mangler tilsyneladende standarder for, hvornår man siger nej til en opgave (SEGES-problemet, tavshedsklausuler, publiceringsfrihed).
  • Der bør være procedurer for, hvad kunder må blande sig i og ikke blande sig i under selve udredningsprocessen (embedsmands-presset).
  • Der bør være procedurer for, hvor forskere skal henvende sig, hvis de oplever at opgaver bliver ’politiserede’.

Heine Andersen foreslog en større selvransagelse i systemerne med myndighedsbetjening:

”AUs ledelse løste problemer dengang ved at melde tonløst ud i et nyhedsbrev, at man har tillid til sine sektorforskere i lyset af den store medieomtale, hvor de har været i centrum. Men den meget kontroversielle miljøsag sætter altså fokus på nogle systemproblemer, som ikke bare gælder for AU. Både i demokratiets og forskningens interesse bør sagen være anledning til, at forskningsbaseret myndighedsbetjening gennemgår et tilbundsgående eftersyn med henblik på at få afklaret roller, procedurer og standarder for at sikre uafhængighed, åbenhed og kvalitet i forskningen”.

Eks-institutleder: ’Pluralisme og fri forskning undermineres

Danske universiteter er klistret ind i styring og atter styring, men autonomi er en vigtig forudsætning for samfundets demokrati. Hvorfor forstår politikerne ikke det, spørger politologen Lars Bo Kaspersen

Mistet fokus på kerneopgaverne. Det er en sygdom, der i disse år ryster den offentlige sektor. Og universiteterne er også ramt. Hårdt ramt.

”Nogle har glemt, hvad kerneopgaverne er,” lyder diagnosen fra Lars Bo Kaspersen. Indtil for få måneder siden institutleder på KU-Statskundskab, og p.t. gæsteforsker på Yale University. Sidste år udgav han sammen med Jan Nørgaard bogen ’Ledelseskrise i konkurrencestaten’.

FORSKERforum spurgte ham, om han oplevede de krise-symptomer i sin egen organisation på KU. Svaret er ja.

”Jeg vil starte med at sige, at de universiteter, jeg har været leder på – KU og CBS – på mange områder er bedre end for 15-20 år siden. De er ligesom kommet op i et højere gear. Det betænkelige er nu, at man nogle steder har glemt, hvad kerneaktiviteterne er. Det problem gik igen på de offentlige arbejdspladser, vi besøgte, da vi skrev bogen. Når man kommer ud og spørger medarbejdere, hvad deres kerneopgaver er, kan mange ikke svare. På universitetet gør internationaliseringen, konkurrencen og kvalitetsudviklingen, at man flytter for mange ressourcer fra kerneopgaverne til support-funktionerne. Det er en meget farlig tendens”.

Han nævner som eksempel, hvordan man er nødt til at have støtteenheder til fondssøgning, internationale kontorer og marketingafdelinger. Det er ikke, fordi det ikke giver mening. Et moderne universitet er nødt til at konkurrere, slår han fast. Men det er bare ikke en god udvikling, når bevillingerne er faldende, at en større andel går til supportfunktioner.

Elite-uni’er i udlandet har små enheder

På Yale, hvor Lars Bo Kaspersen altså opholder sig i øjeblikket, står forholdene faktisk i skærende kontrast til udviklingen i Danmark. Også selv om det er et af de universiteter, som både for danske universitetsledere og embedsmænd står som et forbillede.

”På Yale – såvel som på Stanford og MIT – som jeg også har kontakt til, er det tankevækkende, hvor små deres administrationer er. Hvor få supportfunktioner og hvor meget mere fokus, der er på kerneopgaverne – forskning og uddannelse. Det er små institutter, små centre, men med meget mere fokuserede ressourcer. Det er meget interessant at observere, når man i Danmark i 10-12 år har haft en fusionsdiskussion om færre, større og mere konkurrencedygtige enheder.”

Og i de små miljøer er der rum for nogle af de klassiske forskningsdyder – fordybelse, diversitet og forskning uden regulering.

”Man ser, hvordan de lader forskere sidde og begrave sig i en Kierkegaard-bog i 35 år. Den pluralisme og dedikation til fri forskning undermineres i vores system, og det er en af farerne og svaghederne.”

Lars Bo Kaspersen er dog også på det rene med, at de økonomiske muligheder på universiteter som Yale og Stanford er uden sammenligning med danske.

”Ingen tvivl om, at disse elite-uni’er har rigtig mange penge og kan gøre ting, vi ikke kan. Der, jeg ser det tydeligst, er ved undervisning. De kan køre meget mere intensivt, små undervisningshold, skriftlige afleveringer næsten hver uge, som man får tilbage i rettet tilstand. Meget ressourcekrævende. ”

Egne kloner bliver siddende

Kaspersen mener, at Danmark kan lære flere ting, også hvis der tages forbehold for ressourcerne:

”Især bør vi rekruttere flere forskere i de enkelte miljøer. I USA ansætter man aldrig sine egne ph.d.er. De ryger altid til andre universiteter. Sådan kan og skal det ikke være i Danmark. Men måske skulle man højst ansætte hver anden. Det handler om pluralisme. Du lukker forskningen ved at have dine egne kloner siddende.”

Kaspersens kritik gælder ikke kun ph.d.-niveauet. Der er generelt for stor tendens til at ansætte folk, man kender, frem for at trække nye og ukendte navne ind: ”Det gør virkelig en forskel, når der kommer folk udefra. Klaveret spiller på en helt anden måde. Men der er alt for mange institutter, der stadig er for sammen- og indspiste.”

Vil nogle ikke indvende: Ah, Lars Bo K., du skal da vist ikke gøre dig alt for hellig?

”Jeg siger mig ikke fri for at være del af en etableret tradition her. Jeg har prøvet at rykke, men der er et stykke vej endnu,” siger han og tilføjer, at man som leder også er under et vist pres, når det gælder ansættelser og forfremmelser af interne kræfter.

”Når man har folk, der er rigtig dygtige – og det har statskundskab – så kommer professorerne og siger: Jens er så dygtig. Så det kræver, at du virkelig tror på pluralisme-princippet, hvis du skal gå udenom Jens. For folk står og peger fingre og siger: hvordan kan du lade Jens gå?”.

Ledere må have faglig vision

Netop forskeransættelser er ifølge Lars Bo Kaspersen et af de områder, hvorpå en institutleder kan – og bør – træde i karakter som faglig leder og gå imod den måle-veje-kultur, hvis indtog som offentligt ledelsesparameter han advarer mod i sin bog.

”I ledelse har man behov for målinger. Men det, der er sket i den offentlige sektor, er dels, at det har taget overhånd, og så at det bruges som grundlag for strategiske beslutninger. Det sker også på universitetet, og det er en kæmpe fare. Eksempelvis når man bruger opgørelser over, hvor mange publikationer folk har begået, eller hvor mange penge de har skaffet, som de væsentligste begrundelser for forfremmelse.”

Her mener Kaspersen, at man må kræve, at lederen har en faglig vision, en strategi og et kvalitetsmæssigt ’judgement’, som vedkommende tager beslutninger ud fra.

”Har du ikke forskningsindsigt og en vision, skal du ikke være leder i universitetssektoren. Det handler om, at man ikke styrer efter objektive fakta, som for eksempel når man forklarer Sørens ansættelse med, at han har 86 artikler, og Lone kun har 46. Det er det, jeg kalder drone-ledelse. Tør ledergruppen ikke have et kvalitetsmål og evnen til at foretage et solidt judgement, så går det helt af sporet.”

Nytænkning forudsætter autonomi

Kerneopgaverne for universitetet er i sagens natur forskning og undervisning. Men i begge disse øvelser ligger ifølge Lars Bo Kaspersen et fælles formål, der handler om evnen til at tænke nyt. Et formål, som han oplever får dårligere og dårligere vilkår.

”Vi skal have folk på universitetet, der genererer nye ideer, og som kan undervise andre i at generere nye ideer. Men hvis man lever i et moderne, pluralistisk samfund, man gerne vil udvikle, så kræver det, at der er plads til kritisk, uafhængig forskning – autonomt fra staten og markedsaktører. Og i forhold til det, må man bare konstatere, at danske universiteter er klistret ind i styring og atter styring.”

Igen henviser han til USA, hvor de store prestige-universiteter – de såkaldte Ivy League-universiteter – ifølge Kaspersen er kendetegnet ved at kunne forholde sig ekstremt kritisk og skånselsløst over for det amerikanske samfund, fordi de er helt uafhængige af myndighederne.

”Det er lige før forskningsmidlerne fra den private sektor i Danmark er mere frie ressourcer end den offentlige styring af universiteterne. Og det er mig en gåde, at man ikke forstår, at man saver demokratiets gren over med den styring.”

Styring er resultat af tillidsbrud

Hvordan oplever man den styring som institutleder?

”På mange områder. Det er måden, man allokerer midler på, som universitetet så også selv er med til at forstærke. Det er, når ministeriet fordeler midlerne efter bestemte kriterier. Det er, når ministeriet på absurd vis bestemmer, om man må have gruppeeksamener. Det er en fremdriftsreform. Det er, når man dikterer ansættelsesstop på den administrative front og dermed sender HK-arbejde i hænderne på dyrere akademikere. Det er, når man skærer ned på bevillingerne og skubber universiteterne ud i en infernalsk kamp om private midler.”

Lars Bo Kaspersen ser til dels styringsvældet som resultat af et tillidsbrud, der skete mellem politikere og universiteter for flere årtier siden.

”Der var eksempler på, at universiteterne brugte midler lemfældigt. Erfaringen, man gjorde, var, at der skal stram styring til, ellers skrider det. Og selvfølgelig skal der være en balance. Men min oplevelse er, at den generation af ledere, jeg kender, er afsindigt ressource- og omkostningsbevidste. Så måske kunne det være på tide, at man lemper lidt på kontrol og styring.”

Hvor er rektorer og bestyrelser?

For at ryste op i tingenes tilstand kræver det, at politikerne og embedsmændene mødes med et slagskraftigt modspil fra rektorer og bestyrelser, som kender til de faktiske vilkår for at varetage uni’ernes kerneopgaver:

”Skulle man virkelige rykke ved noget, kræver det, at alle universiteters rektorer og bestyrelser sætter sig sammen og diskuterer, hvad det er for en forsknings- og uddannelsesvision, vi har for Danmark, og hvad vil det kræve i den ideelle verden? Og når man har kørt sådan en proces igennem, vil det være klart for ministeriet, at her er tale om et seriøst udspil, man vil være nødt til at tage alvorligt.”

Ifølge Kaspersen gør universiteternes manglende initiativ og enighed, at ministerium og politikere i realiteten kan gennemføre en ’del og hersk’-politik.

”De er hele tiden reaktive, aldrig proaktive. Selv KU – landets tungeste universitet, fører en reaktiv politik. Så hver gang, regeringen kommer med en reform eller en nedskæring, spiller universiteterne hinanden ud og forsøger at minimere egne skader. Det kan godt være, de vinder mest på den korte bane. Men for landet som helhed er det en katastrofe.”

lah

Lær at sige nej

Hvad var det bedste råd, jeg fik, da jeg startede som leder af en forskergruppe, spørger lektor JOHN TREGONING, Faculty of Medicine, Imperial College London

Ligesom de fleste af mine kolleger fik jeg ingen råd overhovedet, da jeg startede. Jeg fik nøglerne til laboratoriet, en okay frokost, en computer, en lille smule penge til at starte op med, og så plads på et delekontor, hvor det hyppigste ord var ”fuck”.

Overdrivelse fremmer forståelsen, og det gør jo heller ikke noget, hvis det også er en smule morsomt, men jeg må indrømme, at jeg i virkeligheden fik to råd. Det ene var ikke specielt hjælpsomt, en anbefaling om aldrig nogensinde at påtage mig job som gruppeleder, fordi det var et job, der efterhånden var blevet mere og mere utaknemmeligt! Det andet, mere anvendeligt, var, at jeg skulle se at få læst Kathy Barkers bog At the Helm: Leading Your Laboratory. Det er en grundig og tankevækkende fremstilling, som kommer hele vejen omkring den akademiske erfaring, lige fra situationerne, du allerede har overvejet, til dem, du aldrig havde forestillet dig (og forhåbentlig aldrig nogensinde havner i).

I mangel på flere andenhåndsanbefalinger, jeg kan formidle videre, kommer der her mine egne og væsentligste erfaringer:

Lær at sige nej:

Nye medarbejdere er jo en gave, når man har upopulære forelæsningsopgaver at dele ud af, ligesom man også kan læsse en hel masse skodforpligtelser over på dem, f.eks. repræsentant i arbejdsmiljøudvalget o.l. Lad være med at påtage dig alt muligt nyttearbejde bare for at holde dig populær. For ellers bliver det dig, der må sende aben videre til den næste generation.

Hvis du alligevel siger ja, så gør det ordentligt:

At være driftssikker er ekstremt værdifuldt. Kan man stole på dig, når varen skal leveres, er du med til at højne din profil på instituttet. Men pas på: Kompetence har det med at føre andre opgaver med sig.

Få dig en ven højere oppe i systemet:

Du får brug for nogen, der kan tale din sag – en, der ikke blot kan skaffe dig lokaler og adgang til udstyret, men også give dig kvalificeret vejledning og støtte dig i diverse udvalg.

Opbyg et brand:

Det kan godt være, det er et fyord i akademiske kredse, men branding er vigtigt, og er man først kendt som eksperten inden for et bestemt område, fører det til samarbejdsmuligheder og konferenceinvitationer.

Sammensæt det rigtige hold (for dig):

Jeg er heldig og har et fantastisk hold. Men vælger du de forkerte personer, bliver kulturen giftig, og det kommer til at fælde dig. Den første, du ansætter, lægger linjen for resten af din tid. Skaf dig erfaring i interviewteknikker ved at sidde i ansættelsesudvalg. Tænk dig nøje om, især mht. hvilke spørgsmål du stiller, og hvad det er, de skal få frem. Vælg din første medarbejder med omhu.

Ret ryggen:

Du kommer til at begå fejl, masser af fejl. Det sker for selv den bedste. Det er en del af processen. Tilegn dig nogle metoder, så du kommer videre.

Vær en tiger:

Husk på, at du har gjort dig fortjent til stillingen pga. det, du har bevist, du kan. Pas på, du ikke bukker under for distanceblænder-syndromet.

Nyd det:

Det akademiske liv er benhårdt, men der er også lyse stunder. Nyd dem.

Se andre gode råd s. 30-31 i det trykte blad.

MRSA-skandale

Styrelse fortiede ekspert-råd, og prøvede at lukke munden på kritisk forsker

I årevis anbefalede DTU’s Fødevareinstitut, at avlstoppen i 26 danske svinebesætninger skulle undersøges for MRSA for at forebygge smittefare og penicillin-resistens. Men i årevis undlod Fødevarestyrelsens chefer at videregive anbefalingerne til Folketinget. Alt imens voksede smitten, så i dag er hovedparten af danske svin smittet, og 12.000 danskere er foreløbig ramt af svinebakterien.

Samtidig afslører en åbenmundet eks-institutdirektør på DTU – som leverer myndighedsrådgivning til styrelsen – at en direktør i styrelsen prøvede at lukke munden på super-eksperten på det kontroversielle område. Ekspertens vurdering var politisk ubekvem for ministeriet.

Dermed er der en ny stor sag – lige efter Gyllegate – hvor en myndighed har prøvet at presse ’sektorforskningen’ til at tilrette sin faglig-saglige rådgivning.

Styrelseschef til DTU-chef: Dæmp din medarbejder

I en mail fra maj 2014 – som DR har fået aktindsigt i – luftede styrelsesdirektør Esben Egede Rasmussen utilfredshed med, at DTU-eksperten Frank Aarestrup offentligt fortalte om, at han og hans forskningsteam mente, at man hurtigst muligt burde undersøge toppen af den danske avlsbestand. Utilfredsheden blev luftet på topchef-niveau udenom Aarestrup, direkte til daværende DTU-institutdirektør, Jørgen Schlundt.

”Dette er ikke tilfredsstillende”, skrev styrelsesdirektøren. ”Det forventer jeg, at du og den øvrige ledelse en gang for alle får gjort Frank Aarestrup begribeligt”.

DTU-afdelingsleder havde livsforsikring

DTU’s afdelingschef Flemming Bager var Frank Aarestrups chef, og de var helt enige om MRSA-anbefalingen som led i DTU’s myndighedsbetjening. Han er derfor uenig i styrelsesdirektørens udlægning, og han kan dokumentere, at anbefalingen blev fremført i MRSA-Styregruppen, hvor Fødevarestyrelsens top var repræsenteret ved veterinærdirektør Per Henriksen – nøglepersonen i at tilbageholde Aarestrups MRSA-anbefalinger.

Og veterinærdirektøren og styrelsesdirektøren gav i DR’s MRSA-dokumentar ikke overbevisende forklaringer på, hvorfor DTU’s rådgivning var blevet overhørt og fortiet for Folketinget samt offentligheden. DR’s dokumentar indikerede, at det formentlig var de stærke lobbyister i Landbrug og Fødevarer, som styrede styrelsens politik.

Og hvad vidste MRSA-eksperten om de politiske intriger, herunder at hans rådgivning blev fortiet? ”Det vidste jeg ikke. Kald mig bare naiv, men jeg troede, at min rådgivning gik videre til det politiske beslutningsniveau…”

Se TEMA 18-23: Myndighedsrådgivning i det trykte blad

Anbefaling: Uni-ledere skal være embedsmænd…

Det er konsulentfirmaet NEXTPUZZLEs opfattelse, at uni-bestyrelser i højere grad skal opføre sig som overordnede embedsmænd – en slags styrelseschefer underlagt ‘ejeren’ (uddannelsesministeren).

Kommandovejen mellem minister og bestyrelse skal styrkes, så ”bestyrelserne tager ansvar for institutionernes samfundsmæssige forpligtelser, herunder i forhold til de politiske målsætninger”, lyder en hovedanbefaling.

Og som et særligt styringsinstrument – helt i overensstemmelse med New Public Management – lyder konklusionen således fx, at ”det vurderes, at der er behov for, at ministeriet involveres i udpegning af bestyrelser, for eksempel gennem et udpegningsorgan nedsat af ministeren, eller ved at ministeren godkender indstillede kandidater” (s.9).

Det er en bemærkelsesværdig uforbeholden anbefaling, når man ved, at uni-ledere er imod ministerudpegning. SF’eren har da også stillet spørgsmål til ministeren om, hvorfor NEXTPUZZLEs rapportering

  • ikke fortæller, hvem der foreslår ministerudpegningen?
  • ikke fortæller om uni-verdenens og professionshøjskolernes manglende opbakning til dette forslag? Sektorernes modstand forties nemlig af rapporteringen.

KU’s bestyrelsesformand: Armslængden?

”Det er en rapport, som skal anvendes til at bekræfte konklusionerne, som ministeriet havde på forhånd. Den lever ikke op til kravene til analyser, som vi har på universitetet”, konstaterer KU’s bestyrelsesformand Nils Strandberg Pedersen (til UNIVERSITETSAVISEN).

Han blev selv interviewet, men konklusionerne dækker slet ikke hans udsagn:

”Konklusionerne er er et opgør med armslængde-princippet mellem universiteterne og det politiske system og dermed 500 års tradition for frie og uafhængige universiteter i Danmark. De førende universiteter i verden har ikke politisk udpegede bestyrelser, fordi det giver mulighed for politisk styring og knægtelse af den frie forskning. Et universitet skal være til for hele samfundet, det skal ikke være den siddende ministers organ”.

DTU’s bestyrelsesformand erklærer sig enig.

Selektive vinklinger

Ligesom forslaget om ministerudpegning forekommer det også politiseret og udokumenteret, når rapporten fortæller, at der er “overlap mellem visse styringsredskaber” – uden at kalde problemet det, som politologien ville kalde ministeriel overstyring (s.13).

Eller når det anføres som et problem, at ministeriet styrer udenom bestyrelserne ved at give ordrer direkte til den daglige forvaltning i rektorater. I rapporten bliver det ikke til kritik af ministeriel detailstyring, men derimod til, at bestyrelsens rolle skal præciseres (s.9).

Problem: De medarbejdervalgte

Der er mange usædvanlige vinklinger og anbefalinger i rapporten.

Der er således ingen menige ansatte, studerende eller tillidsfolk, som er interviewet (ifølge FORSKERforums sonderinger). Og derfor er det meget afslørende for NEXTPUZZLE’s registeringer, når det anføres, at det er ”oplevelsen i visse bestyrelser, at medarbejder- og studenterrepræsentanterne – og i særlig grad medarbejderrepræsentanterne – kan have svært ved at adskille rollen som bestyrelsesmedlem fra deres interne rolle”.

Dels er det selvfølgelig interessant, at det er helt uklart, hvem i bestyrelserne der er utilfredse med de medarbejdervalgte. Og dels er registreringen interessant, fordi den afslører NEXTPUZZLEs tilgang: At det er et problem, når de medarbejdervalgte faktisk repræsenterer dem, de er valgt af!

Forskere, træd varsomt – landbrugslobbyister har magt

Lobby har stor politisk magt og økonomiske muskler, som mange uni-institutter må misunde. Det er et sprængfarligt felt for forskere. En vanskelig sektor at agere i som forsker

Universitetsforskere i landbruget og fødevarer oplever i disse år at være ansat i et politisk minefelt, for der er stærke politiske og økonomiske lobby-interesser omkring forskning og rapporteringer. Og hvis uni-sektorforskningen kommer med data og resultater, som er ubekvemme for lobbyisterne, står lobbyisterne ikke tilbage for at mistænkeliggøre denne for at være ’politiseret’ eller lignende.

KU-etnolog Rasmus Blædel Larsen har i årevis beskæftiget sig med landbruget og forsvarer i efteråret sin ph.d.-afhandling (”Vilkår, virkeligheder og vanskeligheder i dansk landbrug”):

”Det er en svær sektor at lave kritisk forskning i, som den aktuelle debat om tavshedsklausuler (i ’sektorforsknings’-kontrakter) vidner om. I mit ph.d.-arbejde har jeg oplevet en forsker-kultur, der indordner sig under en ekstern dagsorden i hverdagen”.

Han siger, at det ofte er i kulissen, at der skal hentes information om tingenes virkelige tilstand: ”Det er uden for institutionens fire vægge, at man gennem private netværk kommer på sporet af forskernes trængsler i forhold til de rammevilkår, landbrugsforskningen bydes. Eller når forskerne ikke længere er ansat, som tilfældet jo er med den konkrete sag fra DTU (hvor det er eks-DTU-institutdirektør Jørgen Schlundt, som har fortalt om landbrugspres på forskningen).

Et interessefællesskab om en sektor

”På den anden side bør man heller ikke blæse det op til mere, end det er. Fødevarerelateret forskning er en af de største sektorer i den danske universitetsverden, og en håndfuld sager bør ikke mistænkeliggøre hele den indsats.”

Han vil ikke overdrive lobbyismens magt og landbrugslobbyens mulighed for at påvirke politik og forskning – han skal også selv agere i den verden fremover – men han oplever landbrugsforskningen som et felt, der kan være kontroversielt og konfliktfyldt at bevæge sig i for forskere. Der kan være en økonomisk afhængighed:

“Forskerne indordner sig i nogen grad under en kultur, hvor der laves målforskning, dvs. at det ønskede resultat er kendt på forhånd. Man indordner sig, dels fordi man er afhængig af bevillingsgivere – og jeg påstår ikke, at det er dikteret af Landbrug og Fødevarer, for der er i praksis et større interessefællesskab, hvor forskningsinstitutionerne får international status og ministerierne får bekræftet deres forvaltningsrationaler. ”

Statsorganer uden armslængde til lobbyister

Sagerne afslører, at der især med Ventre-ministre er ringe armslængde mellem landbrugsministerium og lobbyister. Når det handler om forskning og analyse, har især videncentret SEGES haft indflydelse, hvilket kom klart frem, da der af AU-sektorforskningens kontrakt om udarbejdelse af baseline-rapportering fremgik et pålæg om, at SEGES skulle arbejde med og have indflydelse på rapporteringen. Det var den første skandalesag i Gyllegate, da det kom frem, at en privat interesseorganisation havde direkte adgang til at pille ved en rapportering fra uni’ernes sektorforskning.

De mange sager afspejler, at landbruget er en af tidens kontroversielle sektorer. Og de offentlige debatter på området er såvel økonomiske som værdimæssige. Økonomisk handler det konstant om støtteordninger, om lempelser af miljøkrav og arbejdskraftens fri bevægelighed (lavtlønnede østarbejdere). Værdimæssigt handler det om klima, miljø, teknologi, vækst, udkantsproblemer, globalisering m.m.

SEGES har videnmonopol

Igennem videncentret SEGES har landbrugslobbyisterne etableret et autoritativt afsæt til at levere legitimation for sine målsætninger, som har givet adgang til maskinrummet for de store politiske beslutninger om landbruget. I modsætning til andre interesseorganisationer – som fx Danmarks Naturfredningsforening – der kun får adgang til at indgive høringssvar.

SEGES har således privilegeret adgang til at diskutere data med de (’sektor-’)forskere, der leverer den viden, som landbrugspolitikken bygger på. De fleste universiteter, der forsker i landbrug, er både afhængige af eksterne midler fra erhvervet og af den ekspertise, som SEGES kan bidrage med.

KU-etnologen Rasmus Blædel Larsen har forsket i rollefordelingerne i sektoren og forklarer:

“L&Fs videncenter SEGES, som har monopol på en række centrale landbrugsdata, bidrager til den generelle forvirring ved at fodre den politiske proces med prognoser, analyser og konsekvensberegninger, som ofte bygger på data, man ikke kan efterprøve og, lidt skarpt trukket op, kan siges at have mere karakter af interessevaretagelse end af forskning”.

Han henviser til den kontroversielle CBS-rapport som ”et grelt eksempel” på, hvordan landbrugslobbyisterne agerer, og hvad SEGES bruges til.

”SEGES står da i dag med et forklaringsproblem omkring deres rolle i CBS-rapportens tilblivelse.”

Lobbyister med muskler

Politisk og økonomisk har landbrugets vilkår så stor bevågenhed i offentligheden. Landbrugserhvervet fylder traditionelt meget hos regeringspartiet Venstre, som har sektoren som sit hjertebarn. Derfor har man altid haft tæt kontakt med Axelborg (før Landbrugsrådet, nu Landbrug og Fødevarer). Men i takt med at landbrugserhvervet er blevet presset, opstod den rabiate udbrydergruppe Bæredygtig Landbrug, som har presset Venstre, og som angiveligt var årsagen til, at miljøminister Eva Kjer Hansen lancerede den kontroversielle Landbrugspakke.

I takt med de politiske spændinger om feltet er lobbyorganisationer som Landbrug & Fødevarer i disse år gået ind i kampen om at sætte deres aftryk på landbrugets fremtid.

Landbrugsforsker:
Lobbyisme og misinformation

SEGES leverer tilsyneladende autoritative data, rapporter og undersøgelser med det udtrykkelige formål at forbedre landbrugssektorens vilkår og indtjening. På svineområdet hedder det derfor om formål med rapporteringer, at de skal bidrage med ”forskningsresultater og oplysninger, der er til gavn for den danske svineindustri, og som kan påvirke politikere på nationalt og internationalt niveau”.

”I Danmark har vi store følelser for landbruget, og erhvervets interesseorganisationer har ressourcer til at udnytte den position i deres lobbyarbejde. Men en stor del af deres tal og beregninger vil jeg karakterisere som misinformation. Det er interessant at observere, hvordan landbruget har etableret sine egne videncentre for at fodre den politiske proces med prognoser, konsekvensanalyser og beregninger, der i mine øjne ofte har mere karakter af vildledning end videnskab”, forklarer Rasmus Blædel Larsen.

Ifølge den unge forsker bliver tallene fra SEGES ofte præsenteret i landbrugets egne medier og blandt politiske støtter, som om de er baseret på uvildig forskning: ”Men SEGES er sat i verden for at underbygge en lobbyorganisations påstande og fremme nogle særinteresser. Man skal være varsom med at basere lovgivning eller i det hele taget debatten om landbruget på tal, der kommer herfra. SEGES implementerer stort set alle de krav, Landbrug & Fødevarer er kommet med i de senere år, og i den politiske argumentation brugte man flittigt tal og konsekvensanalyser fra SEGES”, forklarer Rasmus Blædel Larsen.

Lobbyisme – ikke forskning

Blandt landbrugsforskere er der forskellige synspunkter på, hvor meget vægt man skal tillægge SEGES’ rapporter og forskning. Nogle mener, at data er gode nok og anvendelige, mens andre mener, at man skal være varsomme med at bruge dem, fordi de er selektive.

Professor Stiig Markager fra AU’s Bioscience – som var én af aktørerne i Gyllegate – er enig med Rasmus Blædel. For ham er forskellen mellem SEGES’ viden og uni’ernes, at SEGES ikke forsker: ”De bruger en naturvidenskabelig tilgang, men deres undersøgelser er ikke peer reviewed. Det vil sige, at de ikke har været igennem en kontrol hos fagfæller, som sikrer en objektiv og videnskabelig korrekt tilgang til emnet”, siger han. ”Det er kravet til vores forskning. SEGES er et konsulentfirma for landbruget, og deres formål er at styrke landbrugets interesser. De er jo 100 procent styret af Landbrug & Fødevarer.” (INFORMATION).

Kvindelige forskeransøgere med dobbelte chancer

Ansættelser: Ny opgørelse viser, at kvinder faktisk foretrækkes, når der er ansøgere til forskerstillinger af begge køn

Alarmklokken for skæv kønsfordeling i dansk forskning har efterhånden bimlet i en årrække. Kvinderne bliver valgt fra i kapløbet om de faste forskerstillinger, de mandlige chefer ansætter helst mænd, og Danmark er bagud i forhold til vores nordiske naboer. Sådan lyder nogle af de problemstillinger, der jævnligt er blevet peget på.

”Vi er udfordret på det her punkt. Det er ikke godt nok,” konstaterede uddannelsesminister Ulla Tørnæs så sendt som i slutningen af august, hvor hun lancerede et nationalt ’talentbarometer’, der viser, hvordan kønsfordelingen ser ud på de forskellige akademiske niveauer og institutioner. Ministerens håb er, at den indbyrdes konkurrence i sådan et barometer kan skabe større opmærksomhed omkring udfordringen med at få flere kvinder ind i forskningen.

Men måske bliver kvindelige forskere og forsker-aspiranter ikke så systematisk nedprioriteret, som overskrifterne vil vide. En ny opgørelse omkring ansættelser af forskere på universiteterne viser faktisk nærmest det modsatte: Kvindelige ansøgere til forskerstillinger har langt bedre chancer for at få stillingen end deres mandlige konkurrenter.

Dobbelt så høj succesrate

I årene 2013-2015 blev der besat 4013 forskerstillinger. Af disse var det dog kun 1689, der havde ansøgere af begge køn. Ser man på succesraten for henholdsvis de kvindelige og mandlige ansøgere, viser det sig, at kvinderne havde dobbelt så store chancer, når de søgte. Otte procent var succesraten for kvinderne og fire for mændene. Den kønsmæssige skævhed er mest udtalt på adjunkt-niveauet, mens det på professorniveauet er en smule mere lige, idet en kvalificeret kvindelig ansøger havde 26 procents chance for at få stillingen mod 16 procents chance for mændene.

At kvinder har større chancer end mænd, strider stik imod de advarsler, der ellers i mange år har lydt omkring ligestilling i forskning: mænd har en tendens mod at ansætte mænd, og derfor bliver kvinderne forfordelt. Så hvad er forklaringen?

Forstår hvis mænd er provokerede

Liselotte Højgaard er udover professor i medicin og formand for Grundforskningsfonden formand for Taskforcen for Flere Kvinder i Forskning, som sidste år lancerede en række anbefalinger til, hvordan kvindeandelen blandt forskere kan øges. Hun er læge og forsker ikke selv i ligestilling, så hun har ikke en videnskabelig forklaring på spørgsmålet, slår hun fast.

”Jeg tror, det har noget at gøre med, at når vi kvinder endelig melder os på banen, så er det, fordi vi for alvor er kvalificerede. Kvinder er ofte ubevidst selvbegrænsende, mens mænd søger stillingen, hvis bare de kan sige ja til fem ud af ti krav til kvalifikationer. Og så er det måske udtryk for, at man på universiteterne i de senere år faktisk har arbejdet flot og bevidst med at lave brede og åbne stillingsopslag,” siger Liselotte Højgaard.

Så er de kvindelige ansøgere dygtigere, eller er der tendens til, at man hellere vil ansætte kvinder?

”Måske er det en kombination af de to muligheder. Og måske er der også tale om en kohorte-effekt. Der er kommet flere kvindelige chefer og professorer, og det giver sig igen udslag i nyansættelserne. Samtidig bliver der også flere rollemodeller, der viser for andre kvinder, at det kan lade sig gøre at få jobs og karriere.”

Det kan måske virke provokerende for nogle mænd, at kvinder angiveligt foretrækkes, når der er ansøgere af begge køn?

”Det kan jeg godt forstå. Jeg mener altid, at man skal vælge den, der er bedst til opgaven, og ikke skele til andre hensyn. Så jeg kan bare håbe, at bedømmelserne bliver lavet ordentligt, og at man vælger de bedste. Det er universiteternes ansvar,” siger Liselotte Højgaard.

Forklaring: mellemøstlige mænd?

En, der til gengæld har forskningsmæssig stor erfaring inden for både statistik og ligestilling er lektor emeritus Inge Henningsen. Hun er noget skeptisk i forhold til, at tabellen skulle afspejle en reel kvindelig fordel i ansættelserne.

”Man mangler oplysninger om, hvor mange kvindelige ansøgere der ikke erklæres kvalificerede. Jeg har set tidligere undersøgelser, der viser, at kvinder i højere grad erklæres ikke-kvalificerede, så reelt har du måske mange flere kvindelige ansøgere. I det ligger så også, at de kvinder, der erklæres kvalificerede, kan være relativt mere kvalificerede end mændene,” forklarer Inge Henningsen.

Kan det skyldes, at man generelt hellere vil ansætte kvinder end mænd?

”Så er det i hvert fald en tendens, jeg aldrig er stødt på før.”

Inge Henningsen har endnu et bud på en forklaring af det, der umiddelbart ligner en skævhed til kvindernes fordel. Og det er, at det store antal mandlige ansøgere dækker over mange udenlandske ansøgere, der reelt ikke vil have en chance for at få et dansk forskerjob.

”Ser du på nogle af de naturvidenskabelige fag, så er der et stort antal ansøgere fx fra mellemøstlige lande, hvor universitetssystemerne reelt er brudt sammen, og det er stort set alle mænd.”

Men de er jo bedømt kvalificerede?

”Ja, de er bedømt kvalificerede, men de er ikke konkurrencedygtige. Så du kan have fag med mange mandlige ansøgere, som reelt ikke kommer i betragtning. Derfor er det svært at bedømme succesraterne, hvis man ikke kan dykke ned i de enkelte områder, og hvis man ikke har de totale ansøgertal,” siger Inge Henningsen.

EU-funding kræver kvinder

En forsker, der aktuelt beskæftiger sig med køn og performance blandt forskere, er lektor og forskningsleder Evanthia K. Schmidt fra Center for Forsknings­analyse på AU. Hun mener, tallene indikerer, at universiteterne generelt er blevet mere inkluderende, men at udviklingen dog går langsommere end i andre europæiske lande.

”Universiteterne arbejder mere bevidst på at få alle talenter i spil og anvender bredere stillingsopslag. Det kan være med til at modvirke, at man formulerer stillinger tiltænkt bestemte personer, hvilket afholder kvalificerede kvinder fra at søge og få stillingerne,” siger hun.

En anden grund til, at kvinder er blevet mere eftertragtede ved forskeransættelser, er, at EU skeler til kønssammensætningen, når man uddeler forskningsmidler.

”Det er blevet vanskeligere at få finansiering fra EU’s Horizon 2020-programmer, hvis der ikke også er kvindelige forskere med. EU kræver, at man inkluderer forskelligartede kompetencer i sine forskningsgrupper, når man søger om midler, herunder kvindelige forskere,” fortæller Evanthia Schmidt.

Hun bemærker desuden, at der – så vidt forskningen viser – ikke er tale om, at der er forskel på kvindelige og mandlige forskeres performance. En opgørelse af forskere på AU, som har bidraget til de top 10% mest citerede artikler i verden i 2009, viser næsten dødt løb mellem kvinder og mænd, idet 20% af mændene og 19% af kvinderne har haft et hoved- eller medforfatterskab på de top 10 mest citerede publikationer.

lah

Se bagsiden i det trykte blad …