Forfatterarkiv: admin

Politiseret rollespil

Skal bestyrelsesformænd være ministerens og statens forlængede arm på uni’erne?
Eller skal de repræsentere universitetets interesser, spørger eks-bestyrelsesformand.INTERVIEW

I juli kom det pludselig frem, at uni-minister Ulla Tørnæs og hendes departementschef, Agnete Gersing, opererer med skuffeplaner om, at styringskæden i uni-loven skal ændres, så bestyrelser eller bestyrelsesformænd fremover skal statsudpeges af uni-ministeren (hvor de i dag udpeges internt ved bestyrelsesbeslutning).

Det var AAU’s afgående bestyrelsesformand Lars Bonderup Bjørn, som afslørede planen, og som tog afstand fra statsudnævnte formænd. Han mener, at politikerne i stedet for mere statsstyring bør anerkende, at uafhængige bestyrelser er de bedste til at ‘pege på, hvordan sektorens strukturelle problemer løses’, og at uni-ledelserne bør have selvstyre til at løse opgaverne inden for den ramme, som politikerne angiver.

Bag den konkrete konflikt ligger uenighed om, hvilken rolle bestyrelser og bestyrelsesmedlemmer skal spille. Skal de være en slags embedsmænd, eller skal de repræsentere deres universitets interesser?

Ministeriet: Bestyrelser skal være minister-loyale

Han – der er administrerende direktør i firmaet Dacapo i Odense – forklarer, at hans protest først og først udspringer af hans erfaringer fra kontroversen om ’dimensioneringen’ i 2014:

”Her markerede ministeriet utilfredshed med, at nogle uni-ledelser ikke bare loyalt parerede ordre, men protesterede mod den teknokratiske model. Der kom signaler om, at ministeriet som ’ejer’ mente, at bestyrelser – som en slags embedsmænd – ikke bør modsige ’ejeren’. Hvis den loyalitet mangler, så bør ’ejeren’ (ministeren) have sin repræsentant ind i bestyrelsen, fx ved at ministeren udpeger bestyrelsesformanden eller (nogle af) bestyrelsesmedlemmerne,” forklarer Bonderup Bjørn.

Men universiteter er samfundsinstitutioner og ikke ministerielle redskaber, mener han: ”En politiseret udpegning vil være i strid med, hvordan uafhængige bestyrelser skal udpeges, og hvilken rolle de skal spille. Med statsudnævnte bestyrelsesformænd bliver uni’er til statsinstitutioner, formændene bliver ’statens forlængede arm ind i universiteterne’ og uni’erne mister deres særlige uafhængighed”.

Eks-formanden:
Bestyrelsers ideel samfundsrolle

”I dag er uni’ernes ’selvstyre’ indskrænket af mere eller mindre vilkårlig detailstyring. Dermed misser strukturen og loven hele pointen i at have brede og uafhængige bestyrelser, som politikerne kan have en god dialog med, fordi vi har en fælles opgave,” forklarer Lars Bonderup Bjørn, som 1. juli afgik som AAU-formand.

”Ideelt set burde uni-bestyrelsernes rolle være at agere inden for en rammestyring med et spillerum til at agere inden for økonomiske eller målmæssige rammer. Bestyrelsesformænd (og rektorer) bør inddrages i en dialog. Hvis ministeriet ønsker ændringer – fx dimensioneringsplaner – bør det ikke meldes ud som detailtilrettelagte diktater med matematisk modellering, som fx førte til det pinagtige forløb i 2014.”

Uni-loven: Uklarhed om rollefordelinger

Bonderup mener, at de uklare rolleopfattelser stammer fra uklarheder i selve uni-loven. Her står, at universiteterne er selvejende, og at bestyrelserne er øverste myndighed for universitetet: Bestyrelsen varetager universitetets interesser som uddannelses- og forskningsinstitution og fastlægger retningslinjer for dets organisation, langsigtede virksomhed og udvikling.

”Men ’selveje’ betyder ikke ’selvstyre’ for universiteterne. I praksis er selveje til uni’erne en illusion. Rammerne for bestyrelserne er nemlig ikke bare indsnævret af en stor detailstyring fra Uddannelsesministeriets og Finansministeriets side. Forståelse af lovteksten er uklar, og rammerne er rodede, så ansvarsfordelingen er uklar,” forklarer eks-bestyrelsesformanden.

”Der er grundlæggende en uklarhed om bestyrelsernes roller, for den er ikke klart beskrevet. I selskabsloven står det klart, at bestyrelsen som øverste myndighed skal varetage selskabets interesser, dvs. både ejernes og firmaets helhedsinteresser, herunder de ansattes. Det er den ramme, bestyrelsen agerer indenfor og har ansvar for at forvalte. Men i forvaltningen af Uni-loven er det uklart beskrevet, og det betyder i praksis, at ejerne – staten, politikerne, ministerierne – ikke rammestyrer, men i flere sager detailstyrer og også går direkte til rektor i en række bestyrelsesanliggender.”

Eksempel på rolle-uenighed:
Michael kom Sofie til undsætning

Der er også uenighed om formandsrollen blandt bestyrelsesformændene. Det viste sig klart i december 2014. Det var efter flere uni’ers vurdering en teknokratisk model, og KU og AAU protesterede mest højlydt:

”Her havde embedsmænd opfundet en teknokratisk model med nogle sjove måltal, som blev meldt ud som diktat. Ministeriet indtog – på ministerens vegne – en stejl holdning, så der ikke blev en fleksibel indfasning. Det førte til et turbulent forløb, som også var komisk fordi der var grove fejl i ministeriets regneark; nogle AAU-uddannelser, der skulle dimensioneres, fandtes ikke,” forklarer Bonderup.

Kritikken satte minister Sofie Carsten Nielsen (R) i et dårligt lys, og her kom AU’s bestyrelsesformand, som også er talsmand for de samlede bestyrelser, hende til undsætning. Michael Christiansen er garvet embedsmand, som kender spillet, og som ved, hvor vigtigt det er at stå sig godt med minister og embedskorps. Han meldte ud på alles vegne, at uni-ledelserne var blevet forligt med ministeren, så oppositionens protester var pludselig slettet. Og ministeren udtrykte glæde over Michael Christiansens samarbejdsvilje (Politiken 4.12 2014).

Uden mandat

Problemet var bare, at Michael Christiansen handlede solo. Han optrådte som formand for formændene, men overskred sit mandat, der kun gjorde ham til talsmand for, hvad alle bestyrelser (bestyrelsesformænd) var enige om.

Og bestyrelsesformændene på især KU og AAU var ikke enige, fremgik det efterfølgende i Politikens debatspalter, hvor flere parter sagde åbent fra over for Michael Christiansens sololøb.

Bonderup: “Nogle bestyrelser var ikke enige i Michael Christiansens udmelding, for man ønskede mere fleksibelt råderum om planens implementering. Og bestyrelsesformændene havde ikke givet mandat til den udmelding. Men den sag afslørede i hvert fald, at der er forskellige opfattelser af, hvilke interesser bestyrelserne skal varetage, og hvilke roller bestyrelsesformænd tager på sig. Nogle opfatter deres rolle som ’formidlende’ for ministeriet og politiske interesser, mens andre – heriblandt mig selv – lægger vægten på helhedens interesser, hvilket gør, at ministeriet nogle gange er modpart.”

Brev fra en skyggeeksistens

Videnskabelig assistent, som foretrækker at være anonym, fortæller om sin karriere, som ikke rigtig er der, og hvordan det påvirker hans liv

‘Kære Universitet

Jeg skriver til dig, fordi jeg har det svært med den måde, du fungerer på. Den måde du tager dig af, eller rettere, ikke tager dig af, os opkomlinge. Os der gerne vil arbejde hos dig, arbejde for dig. Os der ikke har faste ansættelser og tilbringer et arbejdsliv i usikkerhed og uvished om, hvorvidt vi nu kan blive hos dig – eller må forlade dig. Os der investerer i dig, men ikke længere og meget mindre end tidligere, kan være sikre på, at vi får noget ud af det. Os der underviser og vejleder på tværs af fag og faglighed, men som lever i skyggen og på kanten af dig.

Da jeg blev færdig som kandidat på universitetet, KU’s humanistiske fakultet, var jeg klar til at blive. Klar til at gøre de investeringer, som der skulle til for at gøre sig hos dig – på universitetet. Det lå og ligger i murene, i ånden, i omgangen med hinanden, at det er kaldet, der skal trække læsset. Det ved du.

Man bliver ikke hos dig for pengenes, men for arbejdets, skyld.

Og man bliver heller ikke hos dig for de sikre ansættelsesforholds skyld. Deltidsansættelser inden for områder, som ligger langt fra og i periferien af ens faglighed, vejledning af projekter som er til overs, deltagelse i projekter man ikke har været med til at starte og ikke er med til at slutte, er langtfra unormalt. Man har med andre ord ikke råd til at sige nej, for så er der bare en anden, der siger ja.

Det vidste jeg alt sammen godt, dengang i 2008, hvor jeg som nyudklækket kandidat ryddede kalenderen for at undervise to timer om ugen på kandidatuddannelsen på mit fag. Forberedelsestaksten var 3,5 og jeg brugte vel nok det firedobbelte. Det var hårde lærepenge, men semestret efter var der et halvt modul mere plus nogle timer som videnskabelig assistent. På papiret 14 timer, i praksis fuld tid.

I 2009 var der så hul igennem til først en fuldtidsprojektansættelse og siden, i 2010, et ph.d.-stipendiat. Kanon. Lykken var gjort, investeringerne gav pote. Tre år med fast indkomst, og ikke mindst var vejen til det forjættede lektorat, fastansættelsen, betydeligt forkortet.

Og hvordan blev det så at være ph.d.-stipendiat? Nu kunne jeg fortælle dig om, at de tre år som ph.d.-stipendiat heller ikke var nogen dans på roser,

  • at ECTS-systemet er vilkårligt og bureaukratisk,
  • at sygedage ikke tælles med i éns stipendiat (medmindre du er syg i tre sammenhængende uger), at det samme gælder for omsorgsdage,
  • at man ikke får timer for deltagelse i afdelingsmøder og som sådan stadig holdes udenfor.

Men ok, sammenlignet med årene inden, så gav ph.d.-tiden en faktisk økonomisk sikkerhed og en faglig forankring og udvikling. Det var (relativt) privilegeret.

I umiddelbar forlængelse af mit stipendiats udløb søgte og fik jeg en stilling som videnskabelig assistent på mit institut. Fuld tid, men tidsbegrænset, sådan er det med videnskabelig assistent-stillinger, og det forstår jeg godt. Du skal jo sikre, at undervisningen er forskningsbaseret (også selvom du i stedet for den ene videnskabelige assistent, som oftest ansætter en anden eller ”blot” en ekstern lektor).

Det første semester i min nye stilling underviste jeg 18 timer om ugen og havde 106 studerende til eksamen. Et stramt semester, med et ph.d.-forsvar oveni og en postdocansøgning til FKK.

Det efterfølgende semester var ikke meget bedre; kun 12 timers undervisning, men på grund af en kollegas sygemelding – en ekstern lektor som gik ned med stress – stod den igen på eksamineringer af omkring 100. Hertil kommer så diverse ansøgninger og artikel-skrivninger.

Og den historie gentog sig så semestret efter.

Og hvor var du? Uni? Kunne du ikke se mig?

Jeg stod lige der. I midten af det hele og sørgede for, at en hulens masse studerende kunne komme igennem systemet; at der blev produceret STÅ i massevis, som jeg ved, at du elsker. Hvorfor kom du ikke over og roste: Godt gået?

Er det, fordi det i virkeligheden ikke er nok at være en underviser på ”gulvet”; fordi du stadig værdsætter dem på kontorene, dem med forskningsmidlerne, højest? Og i så fald, hvorfor tillod du så, at jeg skulle undervise så meget, at det næsten var umuligt at skrive forskningsansøgninger såvel som artikler?

Nogle taler om, at vi, og du, er ved at uddanne et nyt proletariat – ”precariatet” – og at mange af os på universiteterne, som i andre dele af samfundet, befinder os i en prekær situation; at vi så at sige skal leve med og finde strategier til at håndtere, at vi er udskiftelige, erstattelige, fordi vi har en hverdag præget af social usikkerhed på grund af det fragmenterede og økonomisk deregulerede arbejdsmarked, med korte og relativt lave lønninger. Som også du, uni, er blevet en del af.

Det er i hvert fald min oplevelse. Og det er en oplevelse, der ikke bliver mindre brutal af, at den på mange måder markerer, at de indvielsesritualer, som jeg har deltaget i som indgang til en karriere, ikke har været en adgangsbillet til nogen som helst form for sikkerhed; hverken socialt, økonomisk eller symbolsk. Til ritualerne hører

  • de mange, mange gratis ”interesse-timer” jeg lagde i begyndelsen af min karriere hos dig, de mange, mange kampe jeg har kæmpet for at forsvare, forklare og kvalificere, at vores fornemmeste opgave er at kunne yde en hensynsløs kritik af alt bestående og
  • at kaldet, ikke penge, er omdrejningspunktet,
  • de mange mange opgaver jeg har læst i weekenderne,
  • de mange, mange timers vejledning jeg har givet ekstra, fordi det var nødvendigt.

Selvom du over de sidste ti år har produceret mere end dobbelt så mange ph.d.ere, som du gjorde før, så har du ikke ændret grundlæggende på dine forståelser og din strukturelle rammesætning af, hvem det er, der får din opmærksomhed.

Rekvirering af forskningsmidler, peer reviewed artikler og public appearances er, hvad du efterspørger, når vi er til ansættelsessamtale hos dig: hvad har du produceret, hvor meget, og hvor er det offentliggjort?

Du spørger aldrig: Er du god til at undervise?

Det er også et pres for de fastansatte hos dig, ved jeg. Men for os er det uhyrligt. Vi skal jo publicere og skrive ansøgninger ved siden af fuld undervisning – og i øvrigt i tættere og tættere konkurrence med hinanden, fordi du ikke har sørget for, at der er balance mellem antallet af ph.d.-stipendiater og postdocer og adjunkturer.

Og måske derfor – sådan er det faktisk – har nogle af de dygtigste folk inden for mit felt forladt dig inden for de sidste år. Fordi du ikke ser os og ikke gør noget for at beholde os. Fordi du blandt så meget andet indkalder os til MUS-samtaler og vedlægger en standard for samtalen, som er rettet mod de fastansatte. Og heri kan vi læse, at medarbejderudviklingssamtalen er et redskab til at identificere og realisere medarbejderens potentialer og eventuelle behov for kompetenceudvikling. Og at samtalen er en samtale om, hvordan det kan imødekommes og forløses. Og at samtalen også vil give feedback til den enkelte medarbejder.

Stor er skuffelsen derfor, når vi så sidder i MUS’en og du hverken har sat dig ind i vores faktiske arbejde, hvilke roller vi faktisk udfylder, eller de fælles perspektiver i – min lyst og dine penge – at kompetenceudvikle os.

Og ved nærmere eftertanke: Hvorfor skulle du?

XX

Hvorfor arbejder du over?

To tredjedele af Aarhus Universitets videnskabelige ansatte (VIP) arbejder væsentligt mere end samfundets normale 37-timers arbejdsuge. Det afslører en APV om det psykiske arbejdsmiljø.

Som noget nyt indeholdt APV-spørgeskemaet en række spørgsmål om motiverne til overarbejde. Og her står der øverst, at blandt de to tredjedele VIP’ere, som arbejder over, gør mere end halvdelen det af lyst. Og det glæder selvfølgelig rektor Brian Bech Nielsen, at overtiden for mange er drevet af lyst og et stort engagement.

Fællestillidsrepræsentant for VIP’erne Olaf W. Bertelsen er mere forbeholden: Sagen er nuanceret, for det kan godt være, at flertallet kan lide deres arbejde og overarbejder af lyst, men samtidig kan de også føle sig nødt til at arbejde mere end de 37 timer og mere, end de har lyst til. Det mest udbredte motiv for ekstratimerne er nemlig, at fire ud af fem oplever, at de er nødt til at arbejde over for at meritere sig for at nå de faste opgaver, og for at de kan nå deres faste, pålagte opgaver inden for den normerede tid, samtidig med at der ikke er andre, som overtager opgaverne.

Hvad angår tap’ernes overarbejde, viser det sig, at hver tredje arbejder over, og i den gruppe er motivet især, at de er nødt til det for at nå deres faste opgaver (SE SVAR OVENFOR).

Presset til overarbejde

APV’en fortæller ikke, hvor meget folk overarbejder, men 40 pct. af alle VIP’ere fortæller, at de ikke kan nå deres arbejdsopgaver, hvis de ikke arbejder over. Fælles-tr’en mener, at det er farligt at bagatellisere ved at sige, at overarbejdet kun er lystbetonet.

”Det er da glædeligt, at mange arbejder over, fordi de også har lyst til det. Men man skal samtidig tage det meget alvorligt, at de også føler et forventningspres for at gøre det. Det er ikke alene lystbetonet og frivilligt for de 40 pct. Jeg læser ud af tallene, at der er stor sandsynlighed for, at mange har en følelse af, at de hænger i neglene. De arbejder over, fordi de er nødt til det. Og hos mig som tillidsmand lyder alarmklokken, når noget i den grad ligner et strukturelt problem”, siger han.

Hver syvende ramt af stærk stress

Universitetslærere har ikke skrevet en øverste arbejdstid ind i overenskomsten og disponerer således i nogen grad, hvordan og hvornår de vil udføre deres faste eller pålagte opgaver.

”Det er svært at se en uni-lærer i en 37-timers arbejdsuge for sig, og man skal ikke fokusere for meget på det. Lektorer arbejder 44-45 t./uge og professorer 50 t./uge, viser undersøgelser. Og det er ikke nødvendigvis et problem, så længe man ikke alene er motiveret til overarbejde af et udefra kommende krav, og så længe det ikke går ud over stress-niveau, helbred og familie”, siger tr’en.

Og Olav W. Bertelsen er netop bekymret over kombinationen overarbejde/stress:

”Data afslører, at hver syvende af postdocerne, lektorerne og professorerne lider af symptomer i den skærpede kategori ’stærke stress-symptomer’. Det tyder ikke på et godt arbejdsmiljø, når så mange – især dem på Samf’ og Arts’ – oplyser, at de føler sig ramt, for så er det i en grad, hvor det kan få alvorlige konsekvenser for såvel helbred som arbejds- og privat-livet”.

Se s. 3: Stærk stress i det trykte blad

Willig: Afvæbnet kritik laver censurmiljø

Ovenstående er få eksempler på ledersvar til ansattes kritik, som sociologen Rasmus Willig har samlet ind og analyseret inden for professionerne sygeplejersker, socialrådgivere, politibetjente, lærere og pædagoger.

 ”Svarene er udtryk for at mange offentlige ansatte ikke kan komme til orde og når de ytrer kritik, returneres, neutraliseres eller afvæbnes kritikken helt. Det er særligt problematisk fordi de undersøgte professioner, er tættest på konsekvenserne af de politiske beslutninger”, fortæller Willig i email-interview med FORSKERforum.

Problemet skærpes af de mange reformer og besparelser, som har ramt den offentlige sektor de seneste år: ”Den tavshedskultur, jeg undersøger, strider derfor grundlæggende imod de offentlige ansattes ytringsfrihed. Heri bestå problemet, at offentlige ansatte har de jure ytringsfrihed, men de facto er den kommet under et pres”.  

Nummer 1 på bestsellerlisten

Sociologens bog på 220 sider – herunder 20 siders illustrative ledersvar – blev hurtigt blev nr. 1 på bestsellerlisten hos SAXO, fordi den fik stor omtale, fordi den må ramme noget centralt i det moderne arbejdsliv. Den dokumenterer en ny kultur som især har sneget sig ind i fagprofessionerne, hvor kritik af konkrete og generelle arbejdsforhold mødes af en retorik, som gør det til et individuelt problem for kritikeren eller kritikerne, i stedet for at systemet tager kritikken på sig som et strukturelt og politisk problem.

 ”Når de ansatte fx siger til deres leder ’Jamen, den nye plan / struktur pålægger os så mange opgaver, at det bliver umuligt at nå’, så svarer cheferne ’her ser vi udfordringer i stedet for problemer’. Den type svar har i virkeligheden indbygget et psykologisk chok. Enten ved at den ansatte oplever at blive affejet. Eller ved at de først oplever svaret som en anerkendelse – som om deres mening har værdi og bliver taget alvorligt – men bagefter opleves det som kritik af ens deres egen attitude. Den ansatte oplever ikke at blive taget seriøst, og det er en form for psykologisk vold. Spørgeren er pludselig den, som er skydeskiven for kritik …”, forklarer Rasmus Willig.

Systemet lytter ikke

Når Willig forelægger svarene og analysen for de professionsansatte, oplever han forskellige reaktioner:

”Den største gruppe reagerer med en form for lettelse. De forstår, at de mange problemer de oplever, ikke er selvforskyldte, men er udtryk for et større demokratiske underskud, hvor den offentlige debat ikke længere er informeret af dem, som reelt er ramt af de mange reformer og besparelser. For mig at se har disse professionsgrupper i lang tid haft en erfaring af, at uanset hvor mange gange, de har informeret om, at de har et behov for ytre sig om konsekvenserne af de mange politiske indgreb, er det ikke blevet taget konstruktivt imod”, forklarer Willig.

”Heri består censuren, for som adskillige undersøgelser har påvist over årene, så kan det have konsekvenser i form af fyring eller at ens karriere går i står, hvis man ytrer sig om problemerne. Der er naturligvis også andre reaktioner, nogle bliver stressramte, andre kyniske og nogle mister meningen med arbejdet og koncentrerer sig om noget andet”.

SE INTERVIEW S. 12 i det trykte blad

ESSAY: ‘Læren af Gyllegate

Gyllegates problematiske aspekter for må ikke forties, for sagen eksponerer en alvorlig erosion af forskningsfriheden og ytringsfriheden for os alle. Det bør forskerverdenen og Aarhus Universitets ledelse reagere på, for forskningsfriheden kommer ikke af sig selv

Nu og da kommer det frem i medierne, at forskere har været under politisk pres for at fortie resultaterne af de undersøgelser, som de er blevet bedt om at lave. Det seneste eksempel er forskerne ved Århus Universitet, der af miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens embedsmænd blev bedt om at beregne landbrugspakkens konsekvenser for miljøet.

Forskernes beregninger passede imidlertid ikke med ministerens ønske om at præsentere en landbrugspakke, der skulle fremstå som om den var en gevinst for både landbruget og miljøet. Ministeren bad derfor embedsværket om at presse forskerne, så der kunne fremlægges nogle fiflede tal, der forskønnede miljøtilstanden i hendes Landbrugspakke.

Og dette pres bag lukkede døre skulle de involverede forskere stille op til, samtidig med at det senere kom frem, at de havde fået mundkurv på. AUs ledelse havde nemlig undertegnet en kontrakt med ministeriet, hvoraf det udtrykkeligt fremgik, at forskerne ikke kunne udtale sig om deres forskningsbidrag og om sagen i det hele taget før 1. februar – to måneder efter afleveringen og en måned efter, at loven om Landbrugspakken var fremsat i Folketinget. Landets fremmeste eksperter på kvælstof og vandmiljø havde altså mundkurv på, mens sagen var et hot tema i Folketinget og i offentligheden.

Forskerverdenens tavshed

Umiddelbart skulle man tro, at der ville rejse sig et ramaskrig blandt forskerne en bloc, da sagen kom offentligt frem. Et af adelsmærkerne ved offentlig finansieret forskning er jo netop, at den skal komme samfundet og ikke særinteresser til gavn. Hemmeligholdelse og tavshedserklæringer synes at have den stik modsatte effekt, da de hovedsaligt er i magthavernes favør.

For mange forskere var sagen dog tilsyneladende langt fra enestående og således ikke noget at himle op om. En minister, der beder forskere om at holde mund, så hun kan bruge sine manipulerede tal, som det passer hende, er åbenbart ikke nok til at forarge forsker-Danmark.

Forargelsen overlod forskerverdenen og AUs ledelse i stedet til politikerne og kommentarer. Og her blev ministerens miljøluskeri ikke det centrale, derimod et pres på Det Konservative Folkeparti og miljøordfører Rasmus Jarlov, som bed sig fast i en manipuleret tabel. Som bekendt viftede Lars Løkke med valgkortet og forsøgte derved at banke Konservative på plads. Og Liberal Alliance og Dansk Folkeparti bakkede ministeren op og undrede sig højlydt over partileder Pape Poulsen.

Flere borgerlige kommentatorer have også travlt med at hælde galde ud over det lille borgerlige parti. Eksempelvis skrev lederskribenten i Jyllandsposten om Konservative: Det angreb, som partiet har udsat miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen for, er ikke alene under al kritik. Det er et stykke politisk amatørarbejde, som skader hele det borgerlige Danmark” (25. februar).

Det bemærkelsesværdige er, at opbakningen til Eva Kjer Hansen altså skete til trods for, at det på det tidspunkt var åbenlyst for ethvert tænkende væsen, at hun havde vildledt med miljøberegningerne.

Sektorforskningens indtog på uni’

Måske skyldes forskernes tavshed, at store dele af sektorforskningen – der i høj grad handler om at betjene offentlige myndigheder – er lagt ind under universiteterne. Selvom ’sektorforskningen’ på universitetet proklameres at være uafhængig, så er armslængden til politikere ofte forsvundet, når det er et specifikt ministerium, der har bestilt produktet og således er den direkte arbejdsgiver.

Og noget tyder på – med Gyllegate in mente – at medarbejderne fra ’sektorforskningen’ er vant til begrænsninger i ytringsfriheden, og at universiteternes ledelser accepterer, at det er vilkårene, hvis de skal kunne indgå kontrakter med ministerierne. Hvis det er synspunktet, så viser det blot, at sektorforskningen ikke hører hjemme på universiteterne.

På et universitet bør enhver være garanteret forskningsfrihed samt retten til at offentliggøre sine forskningsresultater. Tys-tys-forskning hører til i private laboratorier og den militære industri. Universiteterne skal ikke være politikernes forlængede arm – deres opgave er at levere fri uafhængig forskning i international klasse til gavn for os alle. I den forbindelse kunne man godt ønske sig, at forskningssamfundet stod mere sammen, og at universitetsledelserne over hele landet sagde fra over for politikernes pres, således at det ikke er den enkelte forsker mod systemet.

Forskningsfrihed er et kollektivt ansvar

Det havde i sagen om Gyllegate klædt universitetsledelsen på Aarhus Universitet at have stået offentligt vagt om forskernes ret og pligt til at udtalelse sig, når de mente, at deres forskning var blevet misbrugt. Nu kan deres larmende tavshed i bedste fald blot ses som udtryk for bureaukratisk indifference.

I et interview den 16. maj 2016 til Politiken taler en af de involverede forskere, professor Jørgen E. Olesen, om at komme i politikernes og mediernes gabestok: ”Efterfølgende oplever man personligt at blive angrebet fra flere sider. Jeg ved, at mange af mine kolleger ikke vil gøre noget lignende igen. Jeg ved, at der er mange, der føler sig skræmt.”

Kampen for forskningsfrihed og ytringsfrihed blev den individuelle forskers problem. Men den kamp kan aldrig være den enkelte forskers ansvar. Det er universiteternes opgave at beskytte de akademiske medarbejderes forskningsrettigheder.

Hvis man vil bevare fri forskning, bør man ikke forbyde forskere at udtale sig om deres forskning. Mundkurv er noget man putter på bidske hunde ikke professorer! I Eva Kjer Hansen-sagen var mundkurven endog dobbelt, da forskerne end ikke måtte fortælle, at de havde fået mundkurv på.

Men i et demokrati bør alle forskningsresultater være offentligt tilgængelige for debat og kritik. Forskere skal kunne modsiges af andre forskere, og vi har alle som borger i et demokrati ret til at vide, hvilken forskningsbaseret evidens politikerne bygger deres beslutninger på. Det er en vildledning af borgerne, hvis forskerne forinden er blevet trynet til at sige eller udlade at sige noget bestemt, eller embedsmændene bliver bedt om at fabrikere ”kendsgerninger” til støtte for ministeren.

Derudover skal politikere undlade at presse deres embedsmænd til at fifle med forskningsresultater. Som det fremgår af et interview med flere anonyme embedsmænd (Berlingske Tidende 23. feb.), følte flere af dem, at Eva Kjer Hansen var meget opsat på at få forskernes resultater til at stemme overens med regeringens verdensbillede: ”Der var en udbredt bekymring om, at vi ikke kunne stå på mål for fagligheden, fordi vi blev presset så meget til at levere noget politisk,” udtalte en af embedsmændene.

Den form for armvridning af embedsværket bør vække afsky hos enhver folkevalgt politiker samt hos enhver demokratisk sindet borger.

Undergravning af ekspertviden: ’Partsindlæg

Politikere bør også afholde sig fra at besvare forskeres kritik ved at søge at undergrave deres troværdighed. Kort inden sin afgang udsendte Eva Kjer Hansen en pressemeddelelse, hvori hun affærdigede et høringssvar fra en række forskere ved at hævde, at ”hvis forskerne havde afleveret det her på universitetet, var de dumpet.” Hvis I er uenige med mig, er det, fordi I er dumme!

Bevares, forskere tager sommetider fejl, fordi deres antagelser er midlertidige. Bedre data og bedre modeller hjælper dem til løbende at revidere deres hypoteser. Det driver videnskaben til at gøre fremskridt. Men at latterliggøre forskere, bare fordi de ikke deler ens verdenssyn, er bestemt en uskik.

I forlængelse heraf er det vigtigt, at politikere ikke blot betragter forskning på linje med vilkårlige holdningstilkendegivelser og politiske partsindlæg. Det er således med til at undergrave forskningssamfundets troværdighed, når politikere gør forskeres bidrag til partsindlæg på linje med alle andres i faglige/saglige spørgsmål. Det gjorde Jakob Ellemann-Jensen (V), da han sagde, at der havde været ”rigtig mange partsindlæg” i forbindelse med landbrugspakken, og at ”man må også betragte forskernes udlægning som et partsindlæg.” (Berlingske Tidende 15. april).

Men at betragte forskeres bidrag i denne sag som partsindlæg på linje med eksempelvis politiske holdninger er både uhensigtsmæssigt og direkte misvisende. Forskningsresultater er jo netop karakteriseret ved, at de konstant har været udsat for kritisk efterprøvning af andre forskere. Og selvom forskning ikke er ufejlbarlig, så bunder den i mere end blotte ”meninger”. Enhver antagelse er udsat for teoretiske overvejelser og empirisk test blandt mange forskellige forskere for at nå frem til en korrekt forståelse af virkeligheden.

Videnskabssamfundet når efterhånden frem til en fælles enighed om, hvordan en række fænomener skal forstås. At denne enighed ikke er tilfældig eller beror på tvivlsomme tolkninger, ses alene af den store praktiske og teknologiske succes, som videnskaben beriger os mennesker med. Hvis videnskab og forskning blot drejede sig om sociale eller politiske partsindlæg, havde vi ikke været i stand til effektivt at bekæmpe sygdomme, konstruere maskiner, bruge computere eller rejse ud i rummet.

Ledelsens moralske pligt

I forlængelse af Eva Kjer Hansen sagen har det været dybt bekymrende at være vidne til, at politikere fra blandt andet Liberal Alliance og Dansk Folkeparti i flere medier har givet udtryk for, at de er parate til at se på bevillingerne til de kritiske forskere, der af faglige grunde gik imod regeringens sminkede beregninger af miljøbelastningen. Denne form for magtarrogance nærmest skriger til himlen.  I sådanne sager, hvor politikerne søger at kyse kritiske forskere, bør forskningssamfundet stå kollegialt sammen. Forskningsfrihed er ikke bare noget, vi har, men noget, der må forsvares.

Og så er det altså universitetsledelsernes pligt at beskytte deres menige forskeres forskningsfrihed, om det så er i kontrakter, eller når de i praksis bliver presset for at ’politisere’ forskningsdata.  Det er ledelsens moralske pligt  at forsvare deres medarbejdere og slå fast med syvtommersøm over for offentligheden – herunder dem, som vil gøre forskning til ’partsindlæg’ – at forskning handler om at generere viden. Uanset om det så kolliderer med ministerens, præstens eller sågar pavens verdensbillede.

FORFATTERNE:  Jan Faye dr.phil. og lektor på afdelingen for filosofi ved Københavns Universitet og Claus Strue Frederiksen, Ph.d., tilknyttet Center for Informations og Boblestudier (CIBS) ved Københavns Universitet. 

 

Alien’ering

”Der er i de seneste tyve år sket et drastisk skred i betingelserne for kundskabs­produktion på universiteterne. Forskningspolitikerne og forvalterne styrer med krav om relevans og nytte. Det har resulteret i en generationskonflikt mellem de unge forskere, som synes, ’de gamle’ stiller for høje krav til den akademiske ’frihed’ og ’autonomi’. De unge har nemlig aldrig oplevet tidligere tiders ’akademiske selvstyre’, men er opfostret i et system med bestemte krav til indtjening og levering. ’De gamle’ – dem over 50 år – har derimod de friere rammer i gamle dage som reference”, forklarer den svenske professor i idehistorie Sven Widmalm.

”De unge kommer ind i forskerkarrieren med idealer om at skulle fremme viden, som er intellektuelt spændende, og som er positiv for samfundet. Men de bliver hurtigt ’alieneret’: Deres idealer møder relevanskrav og instrumentalisme; de havner i en verden med fremmedstyring, som de må tilpasse sig. Man kan derfor ikke bebrejde de unge, at de ikke kræver de traditionelle akademiske standarder, for de har aldrig kendt dem i praksis! De er tvunget til at søge mod forskningsfelter med penge, mod at skrive korte meriterende artikler, mod kun at bruge kræfter på de,t som fremmer karrieren osv.”

Nye succeskriterier med honnørord

Widmalm har lavet en analyse af den svenske forskningspolitik fra 1970-2015 og beskriver, hvordan instrumentalisering, relevanstænkning og konkurrence langsomt har sneget sig ind som normal-tilstand. Og det har umærkeligt ført til et andet kundskabsideal:

”Relevans, nytte og økonomi bliver i stigende grad de dominerende kriterier. Fagområder (fx humaniora) og forskningsarter (fx grundforskning) tvinges til at retfærdiggøre sig ud fra disse kriterier. Men det har store konsekvenser for den akademiske frihed og indebærer en vidensmæssig udtynding med store omkostninger for demokratiet og for samfundslivets kulturelle aspekter”.

Hans analyse af retorikken bag forskningspolitikken afslører, at forskningspolitik slet ikke formes efter eksperters analyser eller udredninger, men derimod ud fra systemets og politikeres ’fortællinger’ om problemer – understøttet af økonomers påstande om ’nødvendighedens politik’.

”Reform-kravene pakkes så retorisk ind i signalord om ’verdensklasse’, ’udfordringer’, ’konkurrence’ og ’innovation’ garneret med traditionelle akademiske honnørord som ’frihed’ og ’kvalitet’ …”

Barbarisk og uciviliseret politik …

Den danske regering pønser på at indføre et relevans-kriterium i bevillinger til uddannelser med en slags beskæftigelses-taxameter – med belønninger til fagområder med høj ansættelsesgrad (fx økonomi eller visse ingeniørfag) og straffe til andre (fx humaniora og nogle fag på samf).

”Et sådant planlægningsfokus med tilhørende styringsmodel baseret på kandidaters beskæftigelsesgrad er en udynamisk og kortsigtet model uden forståelse for det klassiske universitets kreative og kritiske potentiale. Betoningen af job-egnethed – at markedet bestiller, og uni leverer – undergraver universiteters rolle som fornyere af samfundets vidensbase”, svarer Widmalm.

”Bortset fra, at en sådan ultra-liberal model er politisk ansvarsflugt, fordi politikerne ikke vil prioritere, så er den model barbarisk og ikke et civiliseret samfund værdigt, fordi politikerne overlader den akademiske verden til økonomisme og markedskriterier …”

Se : Retorik med honnør- og signalord i det trykte blad …

Uni’s edderkoppespind

”FORSKERforums netværk er baseret på, hvem der sidder i uni-sektorens formelle organer og hierarki. Derfor er det slet ikke overraskende, at danske uni’er er ekstremt topstyrede: Rektorerne har formelt magten og er også dem flest positioner og det mest centrale netværk. Og derfor er andre personer ’klynget’ rundt om deres rektor, fx dekaner og institutledere”, konstaterer sociologen Christoph Ellersgaard til FORSKERforums registrering af uni’s person-netværk med deres positioner og relationer.

Fire i top-5 i netværks-rankingen er rektorer, og alle otte rektorer er i top-21. Ind imellem er der en lang række dekaner fra KU og AU. Ellersgaard påpeger det tankevækkende i, at disse personer – som også har stor beslutningskompetence – ikke er kollegialt valgte, men udpegede. Det kollegiale valg af ledere og Academias selvstyre blev afskaffet med Uni-Loven 2003.

Spindelvævet

Personernes ranking og spind til andre er baseret på registrering af, hvem der indtager positioner i formelle organer (Bestyrelser, Rektorkollegiet m. udvalg, rektorer, uni-direktører, dekaner, institutledere, hovedsamarbejdsudvalg m.m.). Det viser sig, at der er 210 personer med mindst to positioner på de danske uni’er.

De 210 personer er i FORSKERforums netværk oplistet på to måder:

  • et spindelvæv over relationer, jf. illustrationen ovenfor (se det store netværk s. 16), og
  • en netværks-ranking over personerne med fleste og mest centrale positioner (s.22).

Spindelvævet ’klynger’ sig strukturelt om rektor. Det fortæller om personerne i de formelle strukturer, men ikke noget direkte om, hvor magtcenteret er og hvem der har mest magt, forklarer Ellersgaard: ”Men at nogle indtager centrale poster i det formelle system kan være en god indikation på, at de har beslutningsmyndighed som fx rektorerne i sidste ende. Og så er der dekaner, som har fået delegeret myndighed, som igen delegerer mere eller mindre til institutledere”, siger han.

Tillidsfolk og bestyrelsesformænd

KUs to tillidsfolk er tæt på KU-rektor Ralf Hemmingsen i netværket. Der således nr. 7 i netværks-rankingen over fleste / mest centrale positioner. ”Tillidsfolk indtager centrale positioner i netværket, i henhold til de formelle samarbejdsorganer på uni’, hvor tillidsfolk har ret til at blive hørt og til at ”rådgive”. Og i den sammenhæng har de vel nogen indflydelse – med forvaltningslov, ansættelsesret og overenskomster i ryggen?”, spørger Ellersgaard.

Bestyrelsesformænd indtager ikke toppositioner på ranglisten. De står tæt på rektor i spindet, men lander længere nede på ranking-netværket i positioner mellem nr. 30.-75: ”De har jo ikke noget netværk nedad på uni’ – deres relationer er stort set kun knyttet til rektor og så opad til det politiske system, enkeltvis men også via Rektorkollegiet. I praksis kan det jo give dem stor magt som ’brobygger’ mellem uni’ og statsmagten”.

Se ANALYSE: Uni’s netværk s.16-23 i det trykte blad

Varsel: Mere politisk styring af uni’

Uni-minister Tørnæs og hendes departementschef vil lave ’serviceeftersyn’, så staten får mere effektive styringsredskaber?

’Hvis ministerens ’serviceeftersyn’ betyder, at der fra politisk hold er ønske om at give dokumentations- og kontrolskruen endnu et nøk på universitetsområdet, så er det udtryk for, at kontroltænkningen i ministerierne er ude af kontrol. Universiteterne har i løbet af det sidste årti præsteret bedre på stort set alle punkter. Forskningsproduktiviteten er steget, der uddannes flere studerende på alle niveauer, og forskerne er langt mere engageret i løsningen af vigtige samfundsproblemer end tidligere”.

Sådan lyder professor Jacob Torfings umiddelbare kommentar til, at uni-minister Ulla Tørnæs har varslet et serviceeftersyn på, om uni’erne styringsmæssige rammer nu også understøtter regeringens målsætninger om arbejdsmarkedsrelevans, kvalitet og ”effektiv ressourceudnyttelse”. Ministeren vil finde ud af, om lov-rammer og regler faktisk fører til den styring af sektoren, som regeringen ønsker. Og hvis der styringen ikke er tilstrækkelig effektiv vil Ulla Tørnæs stramme lovgivningen og regelsættet. Mere resultat-styring, lyder den underliggende trussel i et hyrdebrev, som ministeren sendte til uni’s bestyrelsesformænd og rektorer.

Og det er scenariet med mere styring, som professor Torfing – som er meget kritisk overfor New Public Management – reagerer på: ”Hvis politikerne kvitterer for uni’ernes produktivitets-stigning i det sidste årti ved at lave mere kontrol og styring fra oven, så vil det skabe en enorm de-motivation i universitetsverdenen med alvorlige konsekvenser for samfundet”.

Krav om flere styringsredskaber

Torfing refererer sammen med andre uni-eksperter til en udvikling, hvor de regeringsbærende partier Venstre og Socialdemokraterne i 2003 lavede Uni-Loven med den erklærede hensigt at stramme dem op til effektive handlekraftige organisationer med en stærk ledelse på den ene side, og på den anden gøre dem til ”selvejende” med større ansvar og autonomi til de samme ledelser.

Men løftet om selvstyre og autonomi blev aldrig indfriet, tværtimod voksede statsstyringen. De seneste eksempler på politiske indgreb med styring er

  • fremdriftsreformen, som skal få studerende hurtigere igennem studierne
  • dimensioneringen, som skal begrænse optaget på unyttige studier
  • indførelsen af et nyt bevillingssystem til afløsning af taxametersystemet (selv om der ikke er analyser, som viser, at taxametersystemet ikke fungerer).

Og det nye serviceeftersyn er tilsyneladende fremskyndet af, at de embedsmænd, som netop nu arbejder med modeller til et nyt bevillingssystem – mener, at der ved siden bevillingssystemet er brug for supplerende styringsredskaber, og de skal identificeres i ”serviceeftersynet”.

Departementsstyre

Kravet om stærkere styringsredskaber er utvivlsomt forstærket af, at minister Sofie Carsten Nielsen m. embedskorps blev overraskede og forskrækkede over balladen med uni’erne om både fremdriftsreformen, men især om dimensioneringen i 2014. De ville gerne have haft styringsredskaber til at diktere reformer, uden at skulle diskutere disse med uni-ledelserne.

Hvilke nye styringsredskaber, der bliver resultatet af eftersynet, er foreløbig uklart. Men det kan spænde fra, at ministeren ønsker Uni-Loven ændret, så staten får magt til at indsætte flere eksterne ”aftagerrepræsentanter” i bestyrelserne til bestemmelser, hvor staten kan diktere optagstal og udbud af fagdiscipliner (adgangsbegrænsning).

Planerne om styringseftersyn er samtidig udtryk for en voksende departementsstyring, som ligger i Finansministeriets krav om mere effektivitet i sektoren, for den har fået lov at være ”kornfed” (Esben Lunde Larsen) mens andre statsenheder har måttet effektivisere.

Det embedsmandsstyre er forstærket ved indsættelsen af en svag minister, som har givet stor indflydelse til den nye departementschef Agnete Gersing. Hun er kendt som hardcore økonom fra Produktivitetskommissionen, som foreslog relevans og nytte som kriterier (indkomst-taxameter) som hovedkriterier for bevillinger til fagområder (Økonomi- og ingeniør-fag har høj samfundsværdi, humaniora har lav værdi).

Rapport med kritik af resultatstyring

Serviceeftersynet skal angiveligt foretages som en ”ekstern kortlægning af erfaringer og perspektiver på styringen”, og det betyder på dansk, at det skal lavet af konsulentfirmaer som Deloitte eller ­McKinsey. Det var Deloitte, som fik 7.7 mio. kr. + moms for at lave rapportering om taxametersystemet uden faktisk at opfylde kontrakten. Og FORSKERforum blev nægtet aktindsigt i rapporteringen med henvisning til at det var potentielt lovstof.

Og med helt samme begrundelse nægter ministeriet nu også at give aktindsigt i kommissorium og baggrundsmateriale bag serviceeftersynet.

Varslingen af serviceeftersynet kom tilfældigvis samtidig med, at forskningscentret KORA offentliggjorde en rapport om erfaringer med resultatstyring i flere offentlige sektorer (grundskole-, beskæftigelses- og socialområderne). Det afslørede, at målstyringens intention om at forfølge klare, tydelige mål i driften af offentlige sektorer har nogle utilsigtede effekter: ”Hvis resultatbaseret styring bruges uden behørig omtanke, så risikerer intentionerne at fortabe sig i målingsiver, målfiksering og tunnelsyn”, lyder konklusionen (Review af resultatbaseret styring, KORA april 2016).

Fastansættelse ingen garanti

Fyringerne på KU har brudt illusionen om, at danske forskere er særligt beskyttede i ansættelsen, siger en af de fyrede, filosofiprofessor Finn Collin

Fyringerne på KU har tvunget mange til at revurdere deres opfattelse af, hvad der skal til for at fyre en forsker. Blandt de fyrede er kendte, velrenomerede navne, forskere med store bevillinger og lange publikationslister. Og selv om standardformuleringen i alle afskedigelsesbreve har været, at fyringen udelukkende skyldes økonomi og ikke personlige kvalifikationer, har mange alligevel haft en forventning om, at udvælgelsen af de fyrede sker ud fra en form fagligt rationale.

En af de fyringer, der kommer bag på mange, er filosofiprofessor Finn Collins. Han har selv forgæves forsøgt at få en faglig begrundelse for, at netop han blev prikket. Men også han må slå sig til tåls med, at det normale akademiske imperativ – at man kan begrunde og argumentere fagligt for sine beslutninger – er sat ud af kraft.

”Det er en del af hele universitetets dna, at alt, hvad vi gør, skal begrundes i alle detaljer. Hvis bare en studerende klager over karakteren på en 11-siders opgave, nedsættes der et helt ankeudvalg af forskere. Men i dette tilfælde er der ingen begrundelser,” siger Collin, der omtaler situationen som en form for ”retsløshed”. Ikke i ansættelsesjuridisk forstand, for han anerkender, at universitetet har det juridiske grundlag på plads, når blot de henviser til økonomien.

Handler om forskningsfrihed

”Men jura har også noget med praksis at gøre. Kutyme og god skik. Der har været en forståelse på universitetet af, at skal nogen fyres, er det, fordi man fjerner et helt område. Ellers fyrer man ikke individuelt. Men det her betyder i realiteten, at man altid kan fyre folk, hvis man vil. Der vil jo altid være nedskæringer. Den aktuelle nedskæringsplan løber helt til 2019.”

Når forskere – i hvert fald i gængs opfattelse – har været særligt beskyttede i ansættelsen, skal det ses i sammenhæng med forskningsfriheden, som også handler om, at man kan træffe faglige valg uden at skulle overveje, om man sætter sit job på spil.

”Det er fuldstændig centralt. Ellers begynder folk at tænke taktisk. Vi har været igennem 10-15 år, hvor folk har tænkt taktisk i forhold til, hvor man kan hente forskningspenge. Men nu kommer man til at kigge på institutlederne og tænke: hvad synes de er spændende?”, siger Collin.

Fokus på institutleders rolle

Han er ikke i tvivl om, at fyringsrunden og den fortsatte usikkerhed vil spille ind på den forskning, der vil blive bedrevet.

”I gamle dage vidste man, hvordan man skulle gøre sig fortjent. Det handlede om at få sine grader, skrive doktorafhandling og så videre. Nu er det andre ting, der tæller, men man ved ikke hvad. Og så vil folk overveje: hvordan kan jeg undgå at blive prikket i de kommende år? Og så kigger man på sin forskningsprofil og overvejer, hvad institutlederen synes er værd at holde fast i. Folk vil jo være idioter, hvis de ikke gør det. Så det kommer til at styre endnu mere.”

Har noget ændret sig, eller er det bare, fordi man ikke har haft et tilsvarende sparekrav før?

”Meget tyder på, at retsgrundlaget har været der. Men jo, det er første gang, vi oplever et så stort sparekrav. Så her ændres praksis – eller i hvert fald det, man troede var praksis,” siger Collin.

Er dette et led i en normalisering af universiteterne til arbejdsmarkedets ’almindelige’ betingelser – at man kan fyre forskere, som man kan fyre alle andre?

”Jeg vil opponere mod ’normalisering’, selvom jeg forstår, hvad spørgsmålet indikerer. Universitetets traditioner og ansættelsesformer går altså tilbage til 1200-tallet, og begrebet er ældre end ’private virksomheder’. Men det har været normalt, at universitetet er en samfundsinstitution, der IKKE er underkastet markeds- og beskæftigelsesvilkår. Men det er altså under pres.”

lah

Netværket eksponerer uni’s topstyring

– og at topfolkene er udpeget, ikke valgt

”FORSKERforums netværk er baseret på, hvem der sidder i uni-sektorens formelle organer og hierarki. Derfor er det slet ikke overraskende, at danske uni’er er ekstremt topstyrede: Rektorerne har formelt magten og er også dem med flest positioner og det mest centrale netværk. Og derfor er andre personer ’klynget’ rundt om deres rektor, fx dekaner og institutledere”, konstaterer sociologen Christoph Ellersgaards til FORSKERforums registrering af

  • – uni-netværk med edderkoppe-spind (s.16)
  • – ranking af de mest netværkende (s.22)

Men mere sigende er, at toppen er så vel forbundet, fx at bestyrelsesformænd har relationer til hinanden på tværs. KUs, AUs, DTUs bestyrelsesformænd m.fl. taler altså sammen og koordinerer. Og det er jo politisk interessant, for formændene repræsenterer deres uni’er udadtil og skal vel ideelt set også varetage hver sit uni’s interesser overfor den politiske verden”.

Netværksspindet er ikke overraskende, derimod eksponerer det sektorens styrelsesform, forklarer han: ”Det ligger jo i Uni-loven, at uni’erne er hierarkisk styret ovenfra, og at toppen er udpeget. Men derfor er det alligevel sigende, når de fleste personer på listen med beslutningsmyndighed er blevet udpeget og ikke valgt. Stort set alle i netværket – undtaget tillidsfolk, som er valgt af deres kolleger – er udpeget efter mere eller mindre gennemskuelige processer: Bestyrelsesmedlemmer er selvsupplerende, bestyrelser udpeger rektor, rektor udpeger dekaner osv.”

At kvalificere sig til netværket – og nogle diskvalificerede

Og så er der en interessant mekanisme bag disse organer og netværk, når folk ikke er valgt, og beslutningskompetencen er suverænt placeret i toppen. ”Uni-loven suspenderede jo Academias indflydelse. Og så betyder det nemlig noget, at man er kommet ind i netværket. Man bliver regnet for noget af de andre netværkere. Man bliver magtfuld, fordi andre med magt mener, man er det. Og man får magt, hvis man kender andre med magt”.

Han har også noteret nogle, som glimrer ved deres fravær: ”Hvor er der studerende på listen? Manglen er et tragisk udtryk for det manglende uni-demokrati. Der er formentlig ingen, fordi de få valgte til bestyrelserne ikke indtager andre poster internt på uni. Det var ganske anderledes før 2003, hvor studerende var repræsenteret i konsistorium, institutråd, studienævn osv.”.

Har tillidsfolk magt?
Har bestyrelsesformænd?

Fire i top-5 er rektorer. Men netværket centreret som spindelvæv med uni-rektorer som centrale figurer siger ikke noget direkte om, hvor magtcentret er, og hvem der har mest magt: ”Men at nogle indtager centrale poster i det formelle system, kan være en god indikation på, at man har beslutningsmyndighed som fx rektorerne i sidste ende. Og så er der dekaner, som har fået delegeret myndighed, som igen delegerer mere eller mindre til institutledere”, siger Christoph Ellersgaard.

Men tillidsfolk indtager centrale positioner i netværket: ”Der findes formelle samarbejdsorganer på uni, hvor tillidsfolk har ret til at blive hørt, og i den sammenhæng har de vel nogen indflydelse, med forvaltningslov, ansættelsesret og overenskomster i ryggen”, mener Ellersgaard.

KUs to tillidsfolk er nummer syv på rankinglisten: ”Det betyder dog ikke at tillidsfolkene automatisk har stor magt, for de er kun udpeget, fordi de ansatte formelt skal repræsenteres i organer, som ikke har nogen egentlig besluttende men kun rådgivende funktioner”.

Bestyrelsesformænd indtager ikke toppositioner på ranglisten. De er spredt ud på listen på position 30-75: ”De lander her, fordi de internt stort set kun er knyttet til rektor, men ellers er uden forbindelser i organisationerne. Når de alligevel lander relativt højt oppe, skyldes det deres centrale position i forhold til rektor. Vi ved, at nogle af dem faktisk spiller en aktiv rolle internt i styringen og fastlæggelse af strategi. Nogle af dem spiller en bestemt rolle, ikke mindst i forhold til politikerne og statsmagten – som magtnetværket med de 423 også afslørede”.

Hvor er forskningsrådsmedlemmer?

I denne netværksregistrering indgår forskningsrådsmedlemmer ikke som særligt tunge netværkere. Det var et valg, fordi dette netværk skulle afdække position og interne netværk i uni-verdenen. Og fondsverdenen blev registreret i det tidligere netværk (sept. 2015).

”Der kunne argumenteres for, at medlemmer af især frie forskningsråd og faglige paneler i fx Innovationsfonden burde have været med, for de indgår indirekte i styringen af uni-verdenen. De uddeler store bevillinger og er dermed med til at udpege strategiske forskningsfelter, og dermed hvilke forskningsmiljøer der skal styrkes, samt hvilke fagligheder der skal ansættes på det nederste (ph.d.- eller postdoc-) trin. Rådene og fonde har på den måde stor indirekte indflydelse på prioritering og rekruttering af strategier internt på uni – og det kunne begrunde, at disse organer og personer skulle være indgået”, siger Christoph Ellersgaard.