Forfatterarkiv: admin

Kvælstof-forureningen vokser, men …

Miljøminister Esben Lunde vil tilsyneladende ikke tage data alvorligt, så derfor tvinges han nu i samråd for at forklare sig

I starten af januar kom de seneste miljødata for kvælstofudledningen: 61.605 tons N-udledning (2015). Det var tredje år i træk, at tallet voksede. Men miljøminister Esben Lunde ville ikke tage stigningen seriøst, så han erklærede frejdigt, at han vil afvente udviklingen de næste fem år. Han ville ikke ind i diskussioner om, at stigningen strider mod både landbrugspakkens forudsætninger og EU’s vandrammedirektiver – som FORSKERforums grafik afslører.

Politisk set kan ministeren roligt bagatellisere de nye miljødata, for i Folketinget kan blå blok stemme hans udlægning igennem som fakta og den skinbarlige sandhed.

Oppositionen vil riste Esben Lunde

Oppositionen er dog langtfra tilfreds med ministerens passivitet eller dataresistens, og den vil nu riste ham til et samråd i Miljøudvalget. Han er indkaldt for generelt at redegøre for omfanget og betydningen af den øgende kvælstofudledning, som fremgår af rapporten ”Vandmiljø og Natur 2015”.

Hvad mener Esben Lunde er årsagen til, at kvælstofudledningen i den virkelige verden (udledningstallene 2015) tilsyneladende er markant højere end landbrugspakkens miljøregnskab og baseline?

Vil dette misforhold få politiske konsekvenser i forhold til landbrugspakken? Og endelig skal ministeren redegøre for, hvilke konsekvenser den øgede kvælstofudledning vil få for drikkevandet, natur og de kystnære farvande. (Maria Reumert Gjerding (EL).

Tidspunktet for samrådet var endnu ikke fastsat ved redaktionens slutning.

Oppositionen:
Esben Lunde skal ud af flyverskjul

Som supplement til samrådet har Maria Gjerding stillet flere konkrete spørgsmål, hvis åbenlyse hensigt er at få Esben Lunde til at anerkende, at der er sket en stigning, og at det kan have konsekvenser for miljøpolitikken. Men det er højst usandsynligt, at Esben Lunde vil give andet end ikke-svar, for enhver indrømmelse vil blive et problem for hans landbrugspolitik.

Hun spørger, hvilken autoritet Esben Lunde tillægger 2015-udledningstallet 61.605 tons, og om ”dette umiddelbart er sammenligneligt med landbrugspakkens gennemsnitstal 56.700 tons (gennemsnit 2010-14)?” (Miljøudvalget, spm. 427)

Hun spørger, om ministeren anerkender, at ”sandheden er”, at kvælstof-udledningen stiger for tredje år i træk? (Miljøudvalget, spm. 428)

Og så spørger hun, om de voksende udledningstal er i modstrid med landbrugspakkens forudsætninger, og om det er korrekt, ”at kvælstofudledningen har udviklet sig markant anderledes, end regeringen forventede i deres regnestykke”? (Miljøudvalget, spm. 429).

Magtkamp: Fakta kontra fiktion

’Post-truth, bullshit og alternative fakta er en trussel mod videnskaben, og forskere skal aktivt melde ind på fakta-siden, mener retorikprofessor

Videnskab, fakta og sandhed udfordres i disse tider. “Post-truth” blev årets internationale ord i 2016. I Danmark kørte debatten, om vi var inde i en ny fase i vidensamfundet, ”den postfaktuelle æra”, hvor grænserne mellem fakta / fiktion og sandt / falsk bliver sløret. Nogle fortolker det som menigmands sunde oprør mod eksperters og smagsdommeres monopol på viden i det offentlige rum. Andre kalder det farligt for den informerede offentlighed, når løgne, fusk-data og fordrejninger får autoritet.

Bullshit og alternative fakta er blevet et påtrængende problem for videnskaben og forskere. Foreløbig hersker der rådvildhed over for, hvad der kan gøres mod den. Nogle medier har lavet facts-tjekking af kontroversielle påstande. Og nogle forskere er provokeret til aktivt at melde ud i offentligheden, når især lobbyister spreder usandheder, som kan være skadelige for en velinformeret offentlighed.

Politikeres medansvar

Politikere og moderne politisk kultur – inkl. politisk spin – har en stor del af skylden for, at fakta er blevet en politisk kampplads, mener retorikprofessor:

”Det har været normen i mange år at ministre – med hjælp fra embedsmænd – skærer fakta til og håndplukker det man kan bruge, for at éns egen politik skal tage sig godt ud. Også politikernes praksis med at snakke udenom, og andre tricks som de lærer på medietræningskurser, har medvirket til at ”fakta” er noget der er bestemt af éns politiske holdninger. Så vi er ikke for gode selv her i danske politiske kultur. Trump og hans folk har bare kørt det helt ud i sin konsekvens”, forklarer Christian Kock pr. email.

Den kontroversielle sag med Landbrugspakken og Gyllegate var på mange måder atypisk, fordi konfliktens centrum blev en debat om fakta og en ministers manipulation af miljødata (baseline): ”Men mange medier og andre af Folketingets partier syntes, at Konservative var underlige, fordi partiet ikke uden videre accepterede at regeringen bare gjorde, som regeringer plejer …”

Nogle videnskaber har dog også bidraget til flydende grænser mellem fakta og fiktion, mener Kock: ”Akademiske forskere inden for socialkonstruktivisme o.lign. har også – fx under inspiration af Foucault – været tilbøjelige til at understøtte en tankegang om at fakta, det er noget der er konstrueret, og at den ene konstruktion er ikke bedre end den anden”.

Mediernes medansvar

Medierne spiller også en uheldig rolle, mener retorik-professor Christian Kock:

”Alternative sandheder der kommet til at fylde mere i offentligheden, fordi de får mere plads. Der er en uheldig mekanisme, hvor medierne er tilbøjelige til at holde mikrofon for dem, der siger noget sensationelt og kontroversielt. Det var jo også med til at bringe Trump til magten – hans normbrydende adfærd fik langt mere medieopmærksomhed end fx demokraten Ernie Sanders”.

Foreløbig hersker der rådvildhed over for, hvad der kan gøres mod bullshit og alternative fakta. Nogle medier har lavet facts-tjekking af kontroversielle påstande. Og nogle forskere er provokeret til aktivt at melde ud i offentligheden, når især lobbyister spreder usandheder, som kan være skadelige for en velinformeret offentlighed.

Forskere må aktivt protestere

Kock mener, at post-truth, bullshit og alternative fakta er en reel trussel mod videnskabens autoritet:

”Derfor må være bedre til at gå ud og underbygge hvad de siger sådan at lægfolk kan forstå det”, siger han og bruger Bjørn Lomborgs påstande om at CPO2-reduktion er nytteløs som eksempel: Lomborgs påstande er ikke blevet ordentligt modgået i offentligheden af de eksperter eller politikere, der mener at regulering er nødvendig.

Forskere har i retorikprofessorens øjne en pligt til aktivt at modsige ”alternative fakta” på deres ekspertområder. Hvis det ikke sker, undergraves videnskabens autoritet:

”Ja, de skal ikke alene modsige; de skal argumentere i offentligheden, så det kan forstås”, mener han.

”Videnskabsfolk må sammen udbrede forståelsen for, at videnskaben er det bedste bud, vi har om fakta – uanset at en videnskabelig teori aldrig kan bevises endegyldigt, og at der er også kan være uenighed blandt videnskabsfolk. Men den usikkerhed betyder ikke at enhver kan konstruere sine ene fakta – heller ikke i demokratiets og ytringsfrihedens navn”.

Civilisationshistorien kan lære os noget helt centralt, mener han: ”Videnskabelig forskning, kritik og diskussion har skabt menneskehedens fremskridt, og de er menneskehedens eneste chance for fortsat fremskridt og overlevelse”.

AAU-ledere: Sænk kvaliteten

– hvis I skal opfylde jeres pligtopgaver inden for rimelig arbejdstid

Arbejdstilsynet var på besøg på Aalborg Universitets campus i København i april og maj 2016. Her konstaterede tilsynet en stor arbejdsmængde og tidspres samt uklare krav til vip’ernes arbejdsindsats.

De ansatte fortalte, at de i gennemsnit arbejder mere end 37,5 timer om ugen, og ledelsen erkender, at timetallet i gennemsnit ligger på 50-55 timer ugentligt. De ansatte fortæller, at der ikke er udmeldt et klart kvalitets- og serviceniveau, og at ledere ikke prioriterer opgaver, og det bekræftes af ledelsen.

Trods ledelsens erkendelse af de konkrete belastninger og mangler er AAU’s lokale ledere og de ansatte uenige om ”problemernes karakter og omfang”. Mens de ansatte konstaterer, at de ikke kan nå de pålagte kerneopgaver – forskning og undervisning – inden for normal­arbejdsugen på 37,5 timer, men må springe frokosten over samt klare det med stort overarbejde, så svarer AAU’s ledere på stedet, at det er problemer, som den enkelte selv må håndtere ved at prioritere anderledes.

Sådan lyder det i Arbejdstilsynets opsigtsvækkende opsummering af det psykiske arbejdsmiljø på AAU’s københavnercampus. Tilsynsrapporten resulterede i en rød smiley – et påbud om at undersøge det psykiske arbejdsmiljø inden 15. april 2017. Og det satte AAU’s ledelse så i gang i december.

Tillidsmand: Befriende ærlig udmelding

Af Arbejdstilsynets udredning fremgår temmelig opsigtsvækkende, at ledelsens løsningsforslag på arbejdsbelastningen er, at ”det er acceptabelt at sænke kvalitetsniveauet i kerneopgaverne og reducere arbejdsmængden ved at løse opgaver på kortest mulig tid”.

Mens den model vil forarge politikere og ministerielle embedsmænd, så er tillidsmanden for AAU’s belastede personale ganske tilfreds:

”Det var dog en befriende ærlig udmelding fra lederne i stedet for at synge med på politikernes fis om, at vi kan effektivisere os ud af besparelserne, og at besparelser ikke går ud over kvaliteten i ældreplejen, i undervisningen osv. Det er en erkendelse af, at når der skæres, så går det uvægerligt ud over kvaliteten”, konstaterer lektor og DM-fællestillidsmand Ole Busck.

”Man kan kun håbe, at ærligheden fra de lokale ledere på lavere niveau – som står sort på hvidt i rapporten – vil sive op til topledelsen, så de modsiger politikernes omkvæd om, at besparelser ikke går ud over kvaliteten! For konsekvenserne af nedskæringer er altså mærkbare. Og det er de menige, som betaler regningen, når der spares løbende over en årrække, som i vores sektor”.

Tillidsmanden mener, at det psykiske arbejdsmiljø i Sydhavnen har været ekstraordinært alarmerende, men han peger også på, at det fortæller noget om generelle problemer i sektoren:

”Og som faggruppe er vi uni-lærere nødt til at diskutere, hvad det er at være uni-forsker, hvis vi tror, at vi skal forske, når der ikke er penge til det, og når der ikke tid til det, fordi vi underviser os ihjel.”

Se: ’Alarmerende psykisk …’, s.6 i det trykte blad

Professorer: Tenure-garantier i laser efter Thybo

Kritik: Fyringen af Hans Thybo afslører, at KU ikke har ’tenure’ – beskyttelse af fastansatte – som i de almindelige definitioner. Så lad være med at bruge begrebet

Der har sjældent hvilet så mange internationale forskerøjne på KU som i de seneste måneder. Desværre ikke for det positive. Sagen om fyringen af geologi-professor Hans Thybo har medført utallige fordømmelser og sågår leder-omtale i tidsskriftet Nature med henvisning til, at den akademiske frihed på KU er i fare.

Flere end 1500 forskere fra Danmark og udlandet har underskrevet et protestbrev til KU-rektor Ralf Hemmingsen. Underskriverne forlanger, at KU-ledelsen trækker fyringen tilbage.

Men sagen er gået i hårdknude. DM har forsøgt sig som mægler, men uden held. KU-ledelsen vil ikke genansætte, og Thybo vil tilsyneladende ikke indgå forlig.

Professor: Diskrepans i forståelse af ’tenure’

Bag de mange massive protester – som minder om protesterne vedrørende musikprofessor Maria Koldau – gemmer der sig tilsyneladende en bestemt forståelse af en professors ansættelses-sikkerhed, nemlig den amerikanske / engelske ‘tenure’. Og fyringens tynde begrundelse harmer, og ses som knægtelse af hans rettigheder og en alvorlig trussel, som bringer den akademiske frihed i fare, mener kritikerne.

Samtidig bruger KU-ledelsen begrebet ”tenure” til at fortælle om sine ansættelsesbetingelser. Men det er falsk markedsføring og KU bør undlade at bruge tenure-begrebet, når man forsøger at tiltrække internationale forskere til København.

Det synspunkt blev fremført af flere professorer i Akademisk Råd på KU Science ved at møde før jul, hvor Thybo-sagen blev diskuteret.

Professor Fritz Henglein, Datalogisk Insitut er ikke i tvivl om, at der er en diskrepans mellem international forståelse af tenure, og de reelle ansættelsesregler, som danske forskere fungerer under.

”Begrebet tenure har en klar betydning, særligt for udenlandske forskere og danske forskere, der arbejdet i udlandet. Tenure er en usædvanlig stærk beskyttelse af ansættelsesforholdene. Stærkere end en almindelig ansættelse. Det skal sikre forskeren forskningsfrihed og uafhængighed – også økonomisk. Og det betyder, at selv hvis universitetet mangler penge, kan det ikke fyre en forsker med tenure uden ‘just cause’. Det vil kræve at en stor afdeling lukkes for at vise omverdenen, at der ikke er tale om ledelsens favorisering eller afstraffelse af bestemte individer,” konstaterer Fritz Henglein.

Ansatte: KU-tenure en illusion

Af den grund er udenlandske forskere blevet overraskede, først da KU sidste år havde en større fyringsrunde som konsekvens af økonomien, og nu på grund af den verserende fyringssag omkring Hans Thybo.

”Jeg diskuterede det for nyligt med kolleger på en konference i Paris. Folk er enige i, at KU tilbyder spændende stillinger, men det er ikke tenure, vi har. De troede ikke, det kunne lade sig gøre, dels med de øknoomisk betingede fyringer og dernæst det, der ligner en almindelig strid mellem en professor og hans leder.”

Af den grund mener Henglein at KU bør droppe tenure-begrebet. Simpelthen for at undgå misforståelser. Og ved mødet i Akademisk Råd blev Science-dekan John Renner Hansen bedt om at gå videre med den overvejelse. KU har formelt udbudt adjunkturer med tenure-track siden 2013.

”Når vi ikke reelt tilbyder tenure, synes jeg, vi skal fjerne ordet. Det giver ganske vist flere ansøgere, men jeg tror, det kan give bagslag. Det er vigtigt, at vi giver et fair og korrekt indtryk.”

Tenure: Besværlige forskere har beskyttelse

I den aktuelle Thybo-sag, kritiseres KU for at fyre på et tyndt grundlag – også set i forhold til almindelig dansk arbejdsret. Der har dog været flere indikationer på længerevarende samarbejdsproblemer mellem Hans Thybo og institutledelsen. Men netop i forhold til dette, rækker tenure-beskyttelsen en tak længere.

”Tenure betyder ikke, at du som forsker kan gøre hvad som helst. En fyring kan begrundes med ’just cause’. Og det er egentlig også tilfældet i danske arbejdsregler. Der er bare også en stærk ledelsesinstans, hvilket betyder, at du kan blive beordret til at gøre bestemte ting. I Thybo-sagen håber vi alle, at der ligger alvorligere ting bagved. Men umiddelbart fremstår det som en sag, hvor en forsker er besværlig, og så vil man af med ham. Og det er præcis det, tenure er en beskyttelse imod,” siger Henglein.

Peter Harder: Hvad må professorer ikke?

Hengleins meninger om falsk tenure deles af engelskprofessor Peter Harder, der også er suppleant i KU’s bestyrelse.

”I et tenure-system skal man tage af kassen eller begå voldtægt for at blive fyret. Så når KU skriver, at man lægger vægt på tenure, og folk udefra læser om Thybo-sagen, tænker de, at det er det rene fup,” siger han.

Harder pointerer, at han ikke ser sig selv som ”tenure-fundamentalist”, og at det også skal være muligt at fyre folk, der er helt umulige og derfor ødelægger det videnskabelige miljø.

”Givet at professorer ikke skal kunne skabe sig tosset som i gamle dage, så er det helt afsindigt vigtigt, at man pointerer, hvad professorer ikke må. Og det har KU ikke gjort. De har bare sagt, at de har mistet tilliden på grund af en gmail. Havde de skrevet i afskedigelsesbrevet: vi har tidligere sagt, du ikke må gøre dette og hint, og du gør det alligevel, så havde sagen været en helt anden.”

Peter Harder mener, at beskyttelsen i ansættelsen og ledelses-relationerne bør være anderledes i en grundforskningsinstitution end de er i det almindelige erhvervsliv.

”Grundforskning har det særlige ved sig, at man ikke kan vide, hvad forskeren skal nå frem til. Det er anderledes end i en organisation, hvor det er ledelsen, der ved, hvor man skal hen, og hvor det mange steder er klart, at man ikke kan være i organisationen, hvis man ikke er enige med ledelsen. Så tenure har en betydning for hvilke typer af magt, den formellem ledelse udøver over for de ansatte. Det har hidtil været almindelig opfattelse, at det ikke er alle ordrer, professorer skal følge. Der er ting, de skal og må, men man er ikke marionetdukker,” siger Peter Harder.

Han tilføjer, at den beskyttede stilling i hans øjne bær være et grundprincip for alle fastansatte forskere, og ikke kun for meriterede professorer.

Dekan: Misforstået tenure-begreb

Dekan John Renner Hansen, KU-Science, hører kritikken, men han synes mest, det er en diskussion om ord.

”Det er klart, at begrebet tenure er misvisende, hvis nogen opfatter det sådan, at man så er ansat for evigt. For sådan et system har vi lovgivningsmæssigt ikke. Man kan så også sige, at det er misvisende at tale om ’fastansatte’, for alle kan jo blive afskediget. Men ingen er hidtil kommet med et bedre ord, vi kan bruge. Så vi har besluttet, at vi bruger ordet tenure om fastansættelse, og det bliver vi ved med, indtil vi efter en grundig diskussion beslutter noget andet.”

Kan man forestille sig, at udenlandske forskere kan føle sig ført bag lyset, når KU bruger tenure-begrebet i jobopslag?

”Der er ikke nogen, der har henvendt sig om det. Vi har ansat adskillige forskere fra udlandet efter fyringerne i 2016, og vi kan ikke se, at vi får færre ansøgninger. Så der har i hvert fald ikke været nogen reaktion. Så indtil nogen viser mig, at det har en negativ effekt, mener jeg personligt ikke, det er et problem. Vi er meget omhyggelige med at forklare systemet til udenlandske ansøgere ved interview til faste vip-stillinger”.

Kritikere mener, at tenure med en beskyttelse, der går ud over almindelig danske ansættelsesregler, er nødvendig for den akademiske frihed og frihed i forskningen. Er der en diskrepans mellem ansættelsesreglerne og akademisk frihed?

”Det kan jeg ikke se. Forskere skal have frihed til at gå deres egne veje i forskningen, men der er ikke noget i systemet, der forhindrer det. Det handler ikke om ansættelseslovgivning,” siger John Renner.

Han oplyser, at han har taget tenure-diskussionen i Akademisk Råd videre til ledelsesgruppen, men at der ikke er planlagt, at der skal ske yderligere.

lah

Esben Lunde: ’AU-forskere forsinkede rapport

Miljøministeren siger, at forskerne var skyld i forsinkelse. Men DCE-AU afleverede faktisk rapporten seks uger før.
Var det ministeren, der holdt ubekvemme data tilbage?ALTERNATIVE FAKTA

Normalt offentliggøres rapporter om vandmiljøets tilstand i december, men 2015-rapporteringen om vandmiljøet var forsinket, for den blev først frigivet halvanden måned efter (16. januar).

Hvorfor bliver den først offentliggjort i januar? – spurgte FORSKERforum.

”Den blev ikke offentliggjort i december, fordi dialogen mellem Miljø- og Fødevareministeriet og rapportens forfattere ikke var afsluttet”, forklarer ministeren pr. e-mail.

Men ministeren og Fødevareministeriet taler mod bedre vidende. For aktindsigt afslører, at DCE-AU allerede 24. november indsendte den afsluttende rapport til ministeriet SVANA (Vand og Natur). Og allerede 23. sept. kan styrelsen have fået de kontroversielle, normaliserede data. Ministeriet havde altså data mindst seks uger, før de blev frigivet.

Ministeren har ikke svaret FORSKERforum på hvorfor forklaringerne diverger.

Naturfredningsforeningen: Bevidst tilbageholdelse?

Miljøministeriets styrelse for vand og naturforvaltning offentliggjorde rapporten 16. januar, og her blev de problematiske kvælstof-tal for 2015 bagatelliseret, helt i forlængelse af ministerens udlægning: ”Det regnede mere, og derfor blev mere kvælstof vasket ud. Vurderingen er, at situationen reelt stort set er uændret siden sidste år” (Presse-meddelselse SVANA16.jan.).

Danmarks Naturfredningsforening mener derimod, at de nye tal nok engang beviser, at landbrugspakken bygger på vildledende forudsætninger. Før pakken udledte landbruget mere, end man måtte, og landbrugspakken gør det bare værre. Naturfredningsforeningen klagede allerede sidste år til EU over, at pakken strider mod miljøbeskyttelsesdirektiver. Regeringen fik derfor et udredningspålæg fra EU (”pilotskrivelse”), som parterne forhandler om.

Naturfredningsforeningens direktør, Michael Leth Jess, mistænker, at regeringen helt bevidst har tilbageholdt offentliggørelsen siden starten af december: ”Kunne det tænkes, at det er, fordi tallene viser, at udledningen fortsat stiger, og regeringen blot udskyder den ubehagelige sandhed, at landbrugspakken hviler på et endnu mere fejlagtigt grundlag?”.

Hemmeligholdt Regeringen tal for EU?

Et nærliggende motiv for Esben Lunde til at tilbageholde de røde data kunne være, at regeringen i december forhandlede krav om ”efterafgrøder” med EU, og hvis EU kendte de røde data, kunne EU skærpe sine krav. Aftalen om nitrathandlings-program blev forhandlet på plads lige inden jul:

For at beskytte grundvandet kræver EU, at dansk landbrug frivilligt beplanter et areal på ”29.200 hektar med målrettede efterafgrøder”. Hvis ikke dansk landbrug frivilligt finder ud af at gøre det, må regeringen komme med tvangsmekanismer.

Danmarks Naturfredningsforening mener, at de nye tal nok engang beviser, at Landbrugspakken bygger på vildledende forudsætninger. Før pakken udledte landbruget altså mere, end man måtte, og landbrugspakken gør det bare værre. Naturfredningsforening klagede allerede sidste år til EU over, at pakken strider mod miljøbeskyttelsesdirektiver. Regeringen fik derfor et udredningspålæg fra EU (”pilotskrivelse”), som parterne forhandler om.

FORSKERforum spurgte ministeren, om rapportens 2015-tal blev fremlagt for EU under forhandlingerne, og hertil lyder svaret pr. e-mail:

”Jeg kan ikke udtale mig om regeringens fortrolige dialog med kommissionen”.

FORSKERforum har forgæves spurgt til sagen i EU-kommissionens afdeling for miljø.

’Vi var for pæne…

Efter 18 år og 8 måneder som formand for DMs 5.800 uni-lærere – og som redaktør på FORSKERforum – går lektor Leif Søndergaard på pension

”I gamle dage var der forskel mellem Polyteknisk Læreanstalt, Landbohøjskolen, KU, AU, SDU og universitetscentrene. Nu skal alle indpasses i samme form. Det enkelte unis særlige kendetegn og specialiseringer er blevet udvisket. Diversiteten var en kvalitet i sig selv, for hver havde sit særpræg, men det har politikerne ændret, så Uni’erne er blevet til en ensartet leverpostej.”

Sådan siger lektor Leif Søndergaard. Han kender sektorens udvikling, for han har været formand for 5500 universitetslærere i DM i 18 år og 8 måneder, hvor han også har været redaktør af FORSKERforum. Han har fejret 40-årsjubilæum som ansat på KU, og han har været tillidsmand i næsten lige så mange år, herunder fællestillidsmand for KUs vip’ere i 20 år.

Han sluttede som KU-tillidsmand i december. Og 1. februar slutter han som DM-formand for at gå på pension.

”Leverpostejen kom, fordi politikerne gjorde uni-sektoren fortræd med de store reformer, uni-loven 2003 og fusionerne 2007. Man har strømlinet og effektiviseret i ’konkurrencens’ navn, men det betød bare, at udpegede ledere og fusioner lavede mega-institutter – med meget langt mellem ledere og medarbejdere. Og fordi universiteterne skal konkurrere indbyrdes, er de ensliggjort; alle skal agere efter samme standarder og centrale styring. Diversiteten er forsvundet – men netop forskellighed og frihedsgrader er forudsætning for kreative miljøer”.

Det værste: Fyringsrunder

”Det bedste og sjoveste for mig som uni-lærer har været mødet med de studerende i den tætte undervisning i små hold, hvor man oplever de unges umiddelbarhed, nysgerrighed og ser den enkeltes fremskridt. Og så selvfølgelig de fleste forskeres brændstof, forskningen.”

Det værste har ubetinget været den stigende statsstyring og centralisering med de negative følger for frihedsgrader og arbejdsvilkår, mener han.

”Som menig forsker har det mest plagsomme i hverdagen været det voksende bureaukrati med det sure arbejde med at skrive ansøgninger, afrapporteringer og indberetninger. Det er surt, for meget af det er systemkrav, uden at kerneopgaverne forskning og undervisning bliver bedre”.

”Som tillidsmand for det videnskabelige personale har gentagne fyringsrunder ubetinget været det værste. En fyring er jo menneskelige tragedier, som man bliver involveret i som tillidsmand. Samtidig er det negativt, for alt andet lige varsler fyringer forværring af arbejdsvilkårene; de tilbageblevne skal jo løbe hurtigere.”

Uni-loven 2003 – en ladeport for styring

Da uni-loven var til debat i 2001-03 var der nogle, som bagatelliserede konsekvenserne, for loven ville ikke påvirke universitetets indre liv og mekanismer, som ville fortsætte uanfægtet, med sin indbyggede inerti.

”Samme tankegang hørte vi fra den daværende direktør for uni-styrelsen, Jens Peter Jacobsen. Han argumenterede for, at loven ville give universiteterne og de ansatte mere frihed, da forskningsfriheden nu var skrevet ind i loven, og de professionelle bestyrelser ville beskytte universiteterne mod for megen styring fra politikerne. Det viste sig at være absolut forkert, ligesom troen på unis indre inertis magt. Det akademiske liv på universitetet er en følsom institution, og loven har haft enorm negativ indflydelse på det indre akademiske liv, der har vist sig at være utroligt følsomt og påvirkeligt af topstyring, og ekstern indblanding”, svarer han.

”Med uni-loven som løftestang er det lykkedes politikerne at flytte fokus fra uni’s kerneopgaver – kritisk forskning og god undervisning – over mod økonomi og ”nytte”. Ny viden er kun af interesse, hvis det umiddelbart kan føre til økonomisk gevinst, og undervisningen er kun god, hvis det umiddelbart kan føre til højtlønnet beskæftigelse. Kvalitet er ikke længere en interessant parameter for politikerne”.

Hvad betød videnskabsminister Helge Sanders slagord ”Fra forskning til faktura”?

”Til at begynde med grinede folk jo ad den slags handelsskole-snak. Men slagordet var jo udtryk for en bestemt type krav og målstyring, som faktisk hurtigt satte sig igennem i praksis, helt ned i det interne akademiske liv. I dag har vi svært ved at grine ad, at alt måles efter nytte, og det kræves af os, at vi skal skabe indtægter, erhvervsrelevans, nytte og arbejdspladser. Men sådan er hverdagen for sektoren i dag. Der er ikke plads til utraditionelle ideer”.

“Selvkritisk må jeg nok konstatere, at vi var for dårlige til at kæmpe imod uni-loven. FORSKERforum beskrev da problemerne, men politisk var vi alt for pæne og tilbageholdende i vores indsigelser. Det videnskabelige personale var alt for passivt og skulle have protesteret meget mere drastisk, både internt og eksternt. Men uni-lærere er for pæne og altså naive, for vi troede ikke, at det ville gå så galt, som det faktisk gjorde.”

Politikernes styringslyst

”Misforstå mig ikke: Vores lokale rektorater og bestyrelser er ikke onde, og kravene om kontrol og registrering er ofte ikke noget, de har opfundet. Det kommer ovenfra, fra et ministerium og fra embedsmænd, som vil styre”, siger Søndergaard. ”Men vores ledelser har indtil for nylig ikke forsvaret universitetets interesser, men klappet hælene lydigt sammen, når der kom et modsætningsfyldt eller umuligt direktiv fra politikere eller embedsmænd”.

Uni’erne er kommet i orkanens øje: ”For politikerne er universitetet blevet en nationaløkonomisk brik, der skal bidrage til at fremme dansk konkurrenceevne, vækst og velfærd. I praksis betyder det, at politikerne stiller krav og styrer på mange niveauer – med embedsmænd som mellemmænd. Uni-loven har givet ministeren redskaber til at styre og kontrollere. Uni’erne er formelt ’selvejende institutioner’ med selvstændige bestyrelser. Bemærk, at udtrykket forskningsfrihed kun nævnes få gange i loven, mens det mange gange slås fast, at ministeren kan gribe ind”, forklarer han.

”Godt nok har Uni’erne fået bevillingsmæssige flerårsaftaler – med faldende bevillinger til især undervisningen – men hovedproblemet er generelt, at politikerne opererer meget kortsigtet. De laver stop-and-go politik, hvor der lanceres planer den ene periode, og den næste spares der. Samtidig opstiller man ambitioner og krav på modsætningsfyldte betingelser – bedst illustreret af, at man forlanger et masseuniversitet på eliteniveau. Og det er umuligt at opfylde, og derfor kan Uni’erne aldrig gøre politikerne tilfredse”.

Forfaldsmyter

Var det alt sammen bedre i gamle dage?

”Det er der jo mange forskellige fortolkninger af. Jeg mener, at det på mange punkter var bedre: Jeg har nævnt den kollegiale ledelse i mindre miljøer frem for den professionelle ledelse på afstand. Der var relativt flere fastlærere, så der var mere tid til hver enkelt studerende, og der var tættere relation til lederne. Og myten om, at der dengang var slendrian med mange nulforskere, holder ikke, for der var også forskningsvogtning dengang.”

Han tilhører den ældre generation fra den humboldtske tradition, hvor viden, kritik og dannelse har værdi i sig selv og dyrkningen af dette er unis vigtigste opgave:

”Den ’forskningsbaserede undervisning’ og forskningsfriheden er en forudsætning for den tradition. Men den voksende statsstyring har vist, at det ikke er en selvfølge. Forskningsfriheden er noget, man skal forsvare og kæmpe for, for samfundets og forskningens skyld – herunder for de nødvendige basisbevillinger til at bevare det kritiske potentiale”.

Generationskløft

Nogle hævder, at der er et generationsproblem blandt uni-lærere med et skel mellem de ældre ”fagpolitiske” og de yngre, som indretter sig på systemet og tænker i karriere – for dem er forskningsfrihed og fagforening noget gammeldags noget.

”Fagforeninger er nødvendige for at forsvare de ansattes arbejdsvilkår og rettigheder, og herunder hører også de akademiske værdier og forskningsfriheden. Men det er nok rigtigt, at der en generationsforskel mellem min generation, som registrerer forringelser af arbejdsvilkår og forstår værdien af forskningsfrihed, og så de unge forskere i karrierespor. De unge ser nok de ringere vilkår og styringen som et fait accompli, som de ikke kan lave om på. Derfor engagerer de sig ikke så meget i andet end deres karriere, i tiltro til at korttidsansættelser kunne føre til en fastansættelse. Og jeg bebrejder dem såmænd ikke, for betingelserne for at gøre akademisk karriere i dag er svære”, siger han og tilføjer:

”Men jeg kan godt være bekymret for, hvem der i fremtiden skal forsvare det klassiske universitet over for systemets voldsomme styringslyst”.

New public management er IKKE død

”New public management er IKKE død, i hvert fald ikke i uni- og forsker-verdenen, tværtimod. Den har bare ramt uni-sektoren med en vis forsinkelse – sent set i forhold til, at ledere og managementfolk i den offentlige sektor påstår, at NPM er på vej ud, fordi dens målstyring og kontrol har vist sig at være utidssvarende på arbejde, som kræver selvstændighed og selvstyring,” siger den svenske politolog Shirin Ahlbäck Öberg.

”Hidtil har uni-sektoren undveget at blive underlagt grove NPM-regimer, formentlig fordi uni’er er gamle institutioner med en vis inerti, og fordi det er vanskeligt at måle (kvaliteten og økonomien i) forskning og undervisning. Samtidig kræver jobbet som forsker og underviser særlige frihedsgrader, som ikke harmonerer med NPM’s kontrol-regime; det er en selvdisponeret arbejdsform uden faste arbejdstider”, siger hun og tilføjer:

Men samtidig er sektorens økonomi nu blevet så stor, at Finansministeriet kræver mere styring og kontrol.”

NPM: Det stærke lederskab og økonomistyring

FORSKERforum har forelagt de aktuelle danske styringsreformer for den svenske politolog: Der skal indføres ministerudpegning til bestyrelsesposter. Og bevillingsmodellen skal ændres, så der kommer flere konkurrence- og relevanskriterier. Og det er helt i overensstemmelse med NPM-lærebøgerne:

”Ministerudpegning vil i princippet betyde ’linjestyring’ fra minister til institutleder, og det er helt i overensstemmelse med NPM’s stærke tiltro til den stærke og rationelle ledelse. Her skal der være en hierarkisk struktur med linjestyring på bekostning af den faglige sagkundskab i organisationen,” forklarer hun.

”Og den nye bevillingsmodel, som indbygger forskellige konkurrence-parametre, er helt efter NPM-lærebogen. Centralt bliver et jobtaxameter, hvor studier belønnes for høj beskæftigelsesgrad. Der skal konkurreres om bevillinger. Det er en incitamentmodel med målstyring mod bestemte målbare succeskriterier (jobrelevans). Og disse nye incitamenter påvirker uni-ledelsernes prioriteringer og adfær, hvilket også er NPMs målsætning.”

Ubalance: Forvaltningsprincipper tager over

Det har altid været en irritation hos embedsmænd i Finansministeriet, at sektoren haft særstatus som relativt (økonomisk) ustyrlig.

Historisk har problemet været løst i en styringsdualisme i uni-sektoren. Det har været pragmatisk opdelt. På den ene side skal selve forvaltningen (af løn og drift) køres som andre statslige institutioner. Men på den anden side skal dette tage hensyn til Akademias særlige kollegiale selvstyre, hvor den faglige autonomi skal have store frihedsgrader. Der har altid været en spænding mellem disse to styringsprincipper:

”Men der er kommet en ubalance til forvaltningssidens fordel, som i Danmark forstærkes af ministerudpegning og relevanskriterier på bekostning af det faglige.”

Se analyse s. 20-27 i det trykte blad …

Dannelse eller kompetence?

Alle vil styrke sproget, men interessenterne har forskellige motiver. Den dominerende argumentation er instrumentel, siger central aktør, der argumenterer for dannelses- og kulturvinklen

Den nationale sprogstrategi skal formuleres af to arbejdsgrupper. Dels en ekspertgruppe, der skal arbejde med, hvordan man skaber bedre motivation for børn og unge i skoler og på ungdomsuddannelser til at blive bedre til fremmedsprog. Dels en embedsmandsgruppe, der skal arbejde med en sprogstrategi på universitetsområdet.

Førstnævnte gruppe har der været stor åbenhed omkring. Det har der til gengæld ikke været omkring embedsmandsgruppen.

RUC-rektor Hanne Leth Andersen er involveret i begge grupper. Hun er formand for ekspertgruppen, og så sidder hun i referencegruppen for embedsmandsgruppen, blandt andet sammen med repræsentanter for arbejdsgivere. Et arbejde, hun foreløbig er meget positiv omkring.

”Vi har haft mange gode dialoger og god enighed. Det er ikke et front-præget forum. DI og DA støtter i den grad, at vi får sprog på dagsordenen.”

Generalistkrav: Bredt sprogligt beredskab

Det er dog med lidt forskellige tilgange. Nogle har en instrumentel tilgang om, at sprogfærdigheder skal være relevante for erhvervslivet. Andre bruger argumenter om støtte til dannelse og kulturelle færdigheder.

Hanne Leth: ”Nogle har den oplevelse, at der ikke er noget behov for mere sprog. Men man ved ikke, hvad man går glip af. Når der for eksempel er en krise i et fremmed land, er mange afhængige af engelsksprogede mediers dækning. Det betyder, at man kun får den angelsaksiske vinkel. Men kan man originalsproget, kan man danne sig sit eget indtryk”.

Hvor meget kan du komme igennem med den slags dannelsesidealer?

”Det er også svært. Det er klart, at vi i øjeblikket hælder mod argumenter, der handler om at skabe resultater og tjene nogle penge. Vi vil gerne have succes med eksport og vækst, og så skal vi lige kunne noget tysk og kinesisk. Så sprog indgår også i den strategi.”

Og det synspunkt gør sig også gældende i forhold til de helt små sprogfag, som Hanne Leth mener bør opretholdes som et beredskab.

”Det er jo skræmmende. hvis vi har en krise i et land, at vi ikke har nogen eksperter, der kan forstå sproget og forklare, hvad der foregår. Det bør være på universitetet, man opretholder sådan et beredskab.”

lah

Dilemma om studielektorer

Ledelserne på RUC og CBS vil åbne op for at konvertere deltidslærere til fuldtidsundervisere.
Tillidsfolk er ikke afvisende. Men for fagforeningerne er det at åbne op for en glidebane

Uni’erne skal levere forskningsbaseret undervisning, og det gøres via fastansatte lektorer, professorer og adjunkter. Men nogle steder har man også et stort kontingent af løslærere – så mange, at nogle er interesseret i, at de fastansættes som studielektorer.

Men det skaber et dilemma, for ledelserne vil gerne have det, delvis støttet af lokale tillidsmænd. Men fagforeningerne er imod åbning, fordi det risikerer at føre til, at den forskningsbaserede undervisning tyndes ud, fordi den er noget dyrere.

Uni-fagforeningerne DM og Djøf står i et dilemma: Skal fagforeningen holde fast på principper og undlade at åbne op for ansættelse som studielektorer for en gruppe medlemmer med dårlige arbejdsvilkår?

CBS og RUC søger dispensation

Både RUC og CBS er i gang med at søge dispensation for at kunne udvide brugen af studieadjunkter og -lektorer – altså akademikere, som er ansat på fuld tid til undervisning.

Begge stillingstyper indgår i stillingsstrukturen for universiteter, men de er kun tilladt at bruge på nogle helt specifikke uddannelser, for eksempel erhvervssproglige studier og idrætsstudierne. Og det har ikke mindst været de akademiske fagforeninger, der har stået stejlt på, at brugen af fuldtidsundervisere skal begrænses mest muligt. Blandt andet for at værne om den forskningsbaserede undervisning på universiteterne.

Redningsplanke for deltidslærere

Men fagforeningerne står også med en anden udfordring. Det har længe været et tema, at deltidslærere på universiteterne må trækkes med dårlige og usikre ansættelsesvilkår. De dårlige vilkår er netop blevet cementeret i en landsretsdom, der slog fast, at man som d-vip ikke har ret til pensionsbidrag – en sag, DM/Djøf førte for fire videnskabelige assistenter på RUC, der mente, de blev udsat for forskelsbehandling.

Ansættelsen som studielektor eller -adjunkt vil i modsætning til timelærer-tilknytningen byde på en fuldtidsløn og dermed også et mere stabilt arbejdsliv og alle de ansættelsesmæssige rettigheder, der følger en fastansættelse. Og det vil uden tvivl være en attraktiv mulighed for mange timelærere, der i dag ikke er tilfredse med deres vilkår.

RUC-tillidsmand: Ordentlige forhold, med forbehold

Af den grund er fælles-tillidsrepræsentanterne på RUC og CBS heller ikke så afvisende over for ideen, som deres fagorganisationer.

”Det er klart, at vi har skismaet med, at vi er en forskningsinstitution og skal tilbyde forskningsbaseret undervisning. Men omvendt kan flere stillinger som studielektorer betyde en opgradering og mere sikre forhold for nogle af de d-VIP’ere, vi alligevel har, så man groft sagt sikrer dem ordentlige forhold,” siger lektor og fælles-tr Kenneth Reinicke på RUC.

Han ser også muligheden for at styrke de faglige og kollegiale miljøer på RUC ved, at man har flere fuldtidsansatte frem for deltidslærere, der sjældent opholder sig på institutionen, fordi de har andre jobs at tage vare på.

Men er det ikke at gå på kompromis med princippet om, at universitetsundervisning er forskningsbaseret?

”Jo, men vi må også bare pragmatisk konstatere, at vi aldrig har haft situationen, hvor hele biksen er fyldt op med fastansatte forskere. Bare vi ikke begynder at rokke på forholdet, så der bliver mindre forskningsbaseret undervisning, så kan det godt være noget, der godt kan styrke pædagogikken og hverdagsmiljøet, plus at nogle folk får bedre forhold,” mener han.

CBS-tillidsmand: En win-win, med forbehold

CBS-lektor og fælles-tr Ole Helmersen er også personligt positiv over for, at flere deltidslærere bliver ansat som undervisere på fuld tid.

”Det kræver, at der laverslokalaftaler, der lægger klare begrænsninger på, hvor meget kategorien må bruges. Der må ikke oprettes en masse af de her stillinger frem for forskerstillinger. Men kan man få bedre undervisning ved at tilknytte folk fast, så kan det have nogle fordele – de bliver en del af miljøet, og får bedre ansættelsesforhold.”

Han fortæller, at der overordnet er to typer deltidslærere: dem, der gør det i fritiden som supplement til fuldtidsarbejde, og dem, der dybest set gerne vil være forskere.

”Det er måske folk, der har søgt fast stilling, som så er blevet hængende og har strikket en halv-forhutlet tilværelse sammen. De gør tit et skidegodt stykke arbejde, og kan vi tilbyde dem et fast arbejde, synes jeg egentlig, det vil være en win-win,” siger Ole Helmersen.

Fagforeningerne: Nej, en glidebane

Så sent som i august blev emnet diskuteret i DM’s universitetslærerafdeling, hvor det igen blev slået fast, at der ikke ”skal etableres flere glidebaner væk fra princippet om forskningsbaseret undervisning”, som det hedder i mødereferatet.

Heller ikke i Djøf’s UFU-udvalg er man tilhænger af flere fuldtidsundervisere, oplyser udvalgets formand, Karsten Boye Rasmussen, og henviser blandt andet til, at studielektorer vil miste den forbindelse til erhvervslivet, der ellers gør deltidslærere relevante som supplement til forskerne.

Og heller ikke DM-formand og AC-næstformand Camilla Gregersen vil rokke sig en tomme over for universiteters ønske om at konvertere timelærer-ansættelser til fuldtidsstillinger som studielektorer og -adjunkter.

”Vi skal ikke have flere studielektorer. Til gengæld skal timelærerne fastansættes inden for den normale stillingskategori”, forklarer hun.

”DM’s universitetslærerafdeling har diskuteret det her nøje, og de er lige så trætte som jeg af de elendige timelærervilkår. Men vi skal sørge for ikke at underminere arbejdsvilkårene. Og med forslag om åbning for studielektorer risikerer vi at låse folk fast i en dårlig stillingskategori, hvor der ikke er mulighed for udvikling, som der er i den normale stillingsstruktur”.

Risikerer fagforeningerne ikke med denne principfasthed at smække døren i for nogle medlemmer, der gerne ville have den slags ansættelser?

”Grundlæggende handler det om, hvorvidt man vil lave fastansættelser eller ej. Og vi kæmper for fastansættelser, men det skal være inden for den eksisterende stillingsstruktur. Jeg kan ikke se, man skal gå ind på glidebanen og lave ringere stillinger, end vi har forhandlet os til. Så vi er nødt til at tage det her slag igen og igen og sætte pres på universitetsledelserne for ikke at ty til deltids-løsansættelserne.”

lah

Krigs-udredere i forskningsetiske dilemmaer

Historiker og politolog på kontroversiel krigsudredning ved, det er et minefelt. De kan få nej til ’sensitivt materiale’. Manus skal til ’sikkerhedsgennemsyn’.

Først aflyste regeringen Irak-kommissionen. Så blev der varslet en mere afgrænset krigsudredning, som skulle foretages af to særligt udpegede forskere. Men historikerkredse advarede forskere om at stille op til dette set-up, fordi det på forhånd varslede indskrænkning af forskningsfriheden.

Rektorkollegiet indstillede dog forskere til opgaven, og to er nu udpeget.

De er bevidst om, at begrænset kildeadgang er en potentiel udfordring, der skal håndteres, men ikke en altafgørende faktor, siger historielektor Rasmus Mølgaard Mariager og statskundskabsprofessor Anders Wivel, begge KU.

Som udgangspunkt er de blevet lovet adgang til alt væsentligt materiale, og det stoler de på, myndighederne vil leve op til. Rasmus Mariager oplyser desuden, at der ikke vil være en styregruppe for arbejdet. Det er dog muligt, at de to forskere selv vælger at nedsætte et panel af eksperter, de kan sparre med under arbejdet.

Som forbehold erklærer begge, at de vil nedlægge arbejdet, hvis de oplever en ”uantagelig begrænsning” af kildeadgangen.

FORSKERforum borer i rammen for det set-up, de er gået ind i. De to forskere har svaret pr. e-mail på fremsendte spørgsmål.

Udvælgelsen

Hvad var omstændighederne omkring udvælgelsen – meldte de sig selv som interesserede, eller blev de spurgt direkte?

Rasmus Mariager: ”Jeg blev for nogle måneder siden spurgt af min institutleder, om jeg ville lade mig indstille som faghistoriker og forskningsleder til den nye udredning. Det svarede jeg ja til. Så jeg har ikke meldt mig selv, og jeg har ikke søgt en stilling. Men jeg er glad for at være blevet spurgt og siden udpeget, og jeg ser frem til at komme i gang med opgaven.

 Anders Wivel: ”Jeg fik en henvendelse fra min institutleder, som syntes, at der var et godt match mellem min forskningsprofil og udredningens formål, og som på den baggrund ville høre om han måtte bringe mit navn videre med henblik på indstilling til at varetage opgaven. Jeg var enig og sagde ja tak.

For og imod deltagelse?

Hvilke overvejelser – for og imod – gjorde de sig om opgaven?

Rasmus Mariager: ”Det handler om at balancere mellem principper og pragmatisme. Forløbet frem til beslutningen om at bestille udredningen har ikke været kønt, og det giver forståeligvis næring til bekymring, at politikerne har forbeholdt sig retten til at vælge mellem kandidater. Så visse forhold taler imod at påtage sig opgaven. Men andre forhold peger i modsat retning. Efter 1989 har Danmark flere gange været krigsførende. Det har haft omkostninger for mange mennesker, og samtidig har krigsdeltagelsen skabt debat. Det er vigtigt at få belyst, hvad der drev Folketingets partier til at gøre Danmark krigsførende. Både af hensyn til dem, der var involveret i krigene, og også for at belyse et centralt politisk anliggende. Da vilkårene for at gennemføre undersøgelsen var acceptable, valgte jeg at takke ja.

  Anders Wivel: ”For mig var en tungtvejende grund for at påtage mig opgaven, at jeg synes, at der er et behov for at belyse baggrunden for Danmarks krigsdeltagelse. Der har særligt efter den kolde krigs afslutning været stor efterspørgsel efter lande, som ville bidrage militært rundtomkring i verden, både fra institutioner som FN og NATO og fra USA, og vi kan forvente at efterspørgslen fortsætter. Derfor er det vigtigt, at den ofte meget polariserede debat om dansk krigsdeltagelse kvalificeres af mere viden på området, så fremtidens beslutningstagere har et mere solidt beslutningsgrundlag, og den offentlige demokratiske debat foregår i lyset af denne viden.

Imod at påtage sig opgaven talte, at det er en meget stor opgave, og den naturlige usikkerhed, som der altid vil være ved at give sig i kast med et projekt, der er så politisk sensitivt. Men det er jo samtidig også med til at gøre det til et væsentligt projekt at udføre på en solid og ordentlig måde.

Begrænset kildeadgang = et styret projekt?

Kritikere mener, forskningen i dette tilfælde bliver styret, fordi forskerne ikke er garanteret fri adgang til alle kilder – hvad er deres vurdering af dette?

Rasmus Mariager: ”Projektet bliver ikke styret. Hvis man ikke er indstillet på at besvare spørgsmål, der stilles fra anden side, skal man selvfølgelig afholde sig fra at bedrive opdragsforskning. Med dette sagt tror jeg ikke, at der er gennemført noget historisk forskningsprojekt, hvor forskere har haft mulighed for at inddrage alt – alt – relevant materiale. Meget går fx tabt, inden forskerne begynder.

Det sker også, at relevant materiale ikke er tilgængeligt, fx efterretningstjenesternes arkivmateriale. Alligevel er der udgivet vigtig forskning om moderne dansk historie uden inddragelse af relevant efterretningsmateriale. Endelig hæfter jeg mig ved aftaletekstens ord, at forskerne får adgang til ‘alle dokumenter, herunder klassificerede, der er sendt til Irak- og Afghanistankommissionen, samt som udgangspunkt øvrigt foreliggende skriftligt materiale, som de finder relevant, hos danske myndigheder’.”

Anders Wivel: ”Vi får adgang til et meget omfattende kildemateriale, herunder alt materiale fra Irak-Afghanistan-kommissionen og som udgangspunkt andet statsligt arkivmateriale, som vi finder nødvendigt til brug i undersøgelsen, men det er rigtigt, at vi kan få nej til at se særligt sensitivt materiale, og at der heri ligger en potentiel udfordring, som vi vil tage alvorligt stilling til, hvis den skulle opstå.

Jeg har dog aldrig oplevet en undersøgelse med ‘fri adgang til alle kilder’. Der vil altid være interviewpersoner, der takker nej af mere eller mindre legitime årsager, og kilder, der ikke er skrevet ned, fordi aktørerne fandt det uhensigtsmæssigt. Forskning i nutidige problemstillinger af samfundsmæssig relevans foregår aldrig i et magtfrit rum med adgang til alle oplysninger og kilder. Det er netop forskerens rolle at navigere i denne kompleksitet og videreformidle både kompleksitet og undersøgelsens forudsætninger til læseren.

Frigivelse af kilder og dokumenter?

I Udenrigsministeriets pressemeddelelse loves forskerne som udgangspunkt adgang til skriftligt materiale, som de finder relevant. Hvad er deres egne forventninger omkring dette, og hvor meget vægt lægger I på, at ministerierne lever op til dette?

Rasmus Mariager: ”Vi må have som udgangspunkt, at ministerierne overholder de aftaler, der er indgået. Vi lægger stor vægt på at få adgang til relevant materiale. Viser det sig, at vi ikke får adgang til det relevante materiale, må vi forholde os nøgternt til det.

 Anders Wivel: ”Jeg forventer, at ministerierne lever op til dette, og hvis ikke de gør det, må vi jo skrive det ind i udredningen

Hvad er deres egne forskningsetiske principper, hvad angår fuld adgang til kilder, når en sag skal belyses videnskabeligt?

Rasmus Mariager: ”Der er vigtigt at bestræbe sig på at få adgang til så meget relevant materiale som muligt. Men sagen er heldigvis også den, at vi er blevet stillet i udsigt, at vi får adgang til et meget omfattende og relevant materiale. Viser det sig, at adgangen til det relevante materiale snævres ind på en måde, vi finder uacceptabelt, må vi indstille arbejdet.

Anders Wivel: ”Det er afgørende at gøre forudsætningerne for en undersøgelses konklusion tydelig for læseren. Det vil vi også gøre i dette tilfælde. Er der en uantagelig begrænsning af kildeadgang, må undersøgelsen stoppe. Fuld kildeadgang vil man sjældent have i en samfundsvidenskabelig undersøgelse, da der eksempelvis vil være uformelle samtaler mellem betydende aktører, som ikke er nedskrevet, men vi vil supplere arkivmaterialet med andre kilder i det omfang, vi finder det nødvendigt.

Kan Udenrigsministeriet redigere i udredningen?

Hvad er jeres forskningsetiske principper omkring opdragsgivers – UM’s – indflydelse på produktet? Vil I fx acceptere, at UM redigerer i teksten inden offentliggørelse?

Rasmus Mariager: ”Vi vil ikke acceptere, at Udenrigsministeriet eller andre myndigheder redigerer i udredningen. Selvfølgelig vil vi skulle være omhyggelige med, hvordan vi formulerer os. Men sådan skulle det jo gerne være, hver gang man begår en tekst. En sidste ting: Hvis alle valgte at takke nej til opgaven, fordi der kan anføres indvendinger mod enkeltheder, ville vi ikke få nogen udredning. Kildematerialet ville for en stor dels vedkommende blive klausuleret, og så ville vi ikke få den viden, vi nu står over for at få. Jeg mener, alle forhold taget i betragtning, at vilkårene er acceptable, og jeg mener, at det er bedre med nogen viden end ingen viden.

Anders Wivel: ”Manuskriptet skal til sikkerhedsgennemsyn hos myndighederne, men det understreges i den politiske aftale om undersøgelsen, at gennemsynet alene handler om sikkerhed, og det forventer vi overholdt.”

lah