Forfatterarkiv: admin

Esben Lunde: ’AU-forskere forsinkede rapport

Miljøministeren siger, at forskerne var skyld i forsinkelse. Men DCE-AU afleverede faktisk rapporten seks uger før.
Var det ministeren, der holdt ubekvemme data tilbage?ALTERNATIVE FAKTA

Normalt offentliggøres rapporter om vandmiljøets tilstand i december, men 2015-rapporteringen om vandmiljøet var forsinket, for den blev først frigivet halvanden måned efter (16. januar).

Hvorfor bliver den først offentliggjort i januar? – spurgte FORSKERforum.

”Den blev ikke offentliggjort i december, fordi dialogen mellem Miljø- og Fødevareministeriet og rapportens forfattere ikke var afsluttet”, forklarer ministeren pr. e-mail.

Men ministeren og Fødevareministeriet taler mod bedre vidende. For aktindsigt afslører, at DCE-AU allerede 24. november indsendte den afsluttende rapport til ministeriet SVANA (Vand og Natur). Og allerede 23. sept. kan styrelsen have fået de kontroversielle, normaliserede data. Ministeriet havde altså data mindst seks uger, før de blev frigivet.

Ministeren har ikke svaret FORSKERforum på hvorfor forklaringerne diverger.

Naturfredningsforeningen: Bevidst tilbageholdelse?

Miljøministeriets styrelse for vand og naturforvaltning offentliggjorde rapporten 16. januar, og her blev de problematiske kvælstof-tal for 2015 bagatelliseret, helt i forlængelse af ministerens udlægning: ”Det regnede mere, og derfor blev mere kvælstof vasket ud. Vurderingen er, at situationen reelt stort set er uændret siden sidste år” (Presse-meddelselse SVANA16.jan.).

Danmarks Naturfredningsforening mener derimod, at de nye tal nok engang beviser, at landbrugspakken bygger på vildledende forudsætninger. Før pakken udledte landbruget mere, end man måtte, og landbrugspakken gør det bare værre. Naturfredningsforeningen klagede allerede sidste år til EU over, at pakken strider mod miljøbeskyttelsesdirektiver. Regeringen fik derfor et udredningspålæg fra EU (”pilotskrivelse”), som parterne forhandler om.

Naturfredningsforeningens direktør, Michael Leth Jess, mistænker, at regeringen helt bevidst har tilbageholdt offentliggørelsen siden starten af december: ”Kunne det tænkes, at det er, fordi tallene viser, at udledningen fortsat stiger, og regeringen blot udskyder den ubehagelige sandhed, at landbrugspakken hviler på et endnu mere fejlagtigt grundlag?”.

Hemmeligholdt Regeringen tal for EU?

Et nærliggende motiv for Esben Lunde til at tilbageholde de røde data kunne være, at regeringen i december forhandlede krav om ”efterafgrøder” med EU, og hvis EU kendte de røde data, kunne EU skærpe sine krav. Aftalen om nitrathandlings-program blev forhandlet på plads lige inden jul:

For at beskytte grundvandet kræver EU, at dansk landbrug frivilligt beplanter et areal på ”29.200 hektar med målrettede efterafgrøder”. Hvis ikke dansk landbrug frivilligt finder ud af at gøre det, må regeringen komme med tvangsmekanismer.

Danmarks Naturfredningsforening mener, at de nye tal nok engang beviser, at Landbrugspakken bygger på vildledende forudsætninger. Før pakken udledte landbruget altså mere, end man måtte, og landbrugspakken gør det bare værre. Naturfredningsforening klagede allerede sidste år til EU over, at pakken strider mod miljøbeskyttelsesdirektiver. Regeringen fik derfor et udredningspålæg fra EU (”pilotskrivelse”), som parterne forhandler om.

FORSKERforum spurgte ministeren, om rapportens 2015-tal blev fremlagt for EU under forhandlingerne, og hertil lyder svaret pr. e-mail:

”Jeg kan ikke udtale mig om regeringens fortrolige dialog med kommissionen”.

FORSKERforum har forgæves spurgt til sagen i EU-kommissionens afdeling for miljø.

’Vi var for pæne…

Efter 18 år og 8 måneder som formand for DMs 5.800 uni-lærere – og som redaktør på FORSKERforum – går lektor Leif Søndergaard på pension

”I gamle dage var der forskel mellem Polyteknisk Læreanstalt, Landbohøjskolen, KU, AU, SDU og universitetscentrene. Nu skal alle indpasses i samme form. Det enkelte unis særlige kendetegn og specialiseringer er blevet udvisket. Diversiteten var en kvalitet i sig selv, for hver havde sit særpræg, men det har politikerne ændret, så Uni’erne er blevet til en ensartet leverpostej.”

Sådan siger lektor Leif Søndergaard. Han kender sektorens udvikling, for han har været formand for 5500 universitetslærere i DM i 18 år og 8 måneder, hvor han også har været redaktør af FORSKERforum. Han har fejret 40-årsjubilæum som ansat på KU, og han har været tillidsmand i næsten lige så mange år, herunder fællestillidsmand for KUs vip’ere i 20 år.

Han sluttede som KU-tillidsmand i december. Og 1. februar slutter han som DM-formand for at gå på pension.

”Leverpostejen kom, fordi politikerne gjorde uni-sektoren fortræd med de store reformer, uni-loven 2003 og fusionerne 2007. Man har strømlinet og effektiviseret i ’konkurrencens’ navn, men det betød bare, at udpegede ledere og fusioner lavede mega-institutter – med meget langt mellem ledere og medarbejdere. Og fordi universiteterne skal konkurrere indbyrdes, er de ensliggjort; alle skal agere efter samme standarder og centrale styring. Diversiteten er forsvundet – men netop forskellighed og frihedsgrader er forudsætning for kreative miljøer”.

Det værste: Fyringsrunder

”Det bedste og sjoveste for mig som uni-lærer har været mødet med de studerende i den tætte undervisning i små hold, hvor man oplever de unges umiddelbarhed, nysgerrighed og ser den enkeltes fremskridt. Og så selvfølgelig de fleste forskeres brændstof, forskningen.”

Det værste har ubetinget været den stigende statsstyring og centralisering med de negative følger for frihedsgrader og arbejdsvilkår, mener han.

”Som menig forsker har det mest plagsomme i hverdagen været det voksende bureaukrati med det sure arbejde med at skrive ansøgninger, afrapporteringer og indberetninger. Det er surt, for meget af det er systemkrav, uden at kerneopgaverne forskning og undervisning bliver bedre”.

”Som tillidsmand for det videnskabelige personale har gentagne fyringsrunder ubetinget været det værste. En fyring er jo menneskelige tragedier, som man bliver involveret i som tillidsmand. Samtidig er det negativt, for alt andet lige varsler fyringer forværring af arbejdsvilkårene; de tilbageblevne skal jo løbe hurtigere.”

Uni-loven 2003 – en ladeport for styring

Da uni-loven var til debat i 2001-03 var der nogle, som bagatelliserede konsekvenserne, for loven ville ikke påvirke universitetets indre liv og mekanismer, som ville fortsætte uanfægtet, med sin indbyggede inerti.

”Samme tankegang hørte vi fra den daværende direktør for uni-styrelsen, Jens Peter Jacobsen. Han argumenterede for, at loven ville give universiteterne og de ansatte mere frihed, da forskningsfriheden nu var skrevet ind i loven, og de professionelle bestyrelser ville beskytte universiteterne mod for megen styring fra politikerne. Det viste sig at være absolut forkert, ligesom troen på unis indre inertis magt. Det akademiske liv på universitetet er en følsom institution, og loven har haft enorm negativ indflydelse på det indre akademiske liv, der har vist sig at være utroligt følsomt og påvirkeligt af topstyring, og ekstern indblanding”, svarer han.

”Med uni-loven som løftestang er det lykkedes politikerne at flytte fokus fra uni’s kerneopgaver – kritisk forskning og god undervisning – over mod økonomi og ”nytte”. Ny viden er kun af interesse, hvis det umiddelbart kan føre til økonomisk gevinst, og undervisningen er kun god, hvis det umiddelbart kan føre til højtlønnet beskæftigelse. Kvalitet er ikke længere en interessant parameter for politikerne”.

Hvad betød videnskabsminister Helge Sanders slagord ”Fra forskning til faktura”?

”Til at begynde med grinede folk jo ad den slags handelsskole-snak. Men slagordet var jo udtryk for en bestemt type krav og målstyring, som faktisk hurtigt satte sig igennem i praksis, helt ned i det interne akademiske liv. I dag har vi svært ved at grine ad, at alt måles efter nytte, og det kræves af os, at vi skal skabe indtægter, erhvervsrelevans, nytte og arbejdspladser. Men sådan er hverdagen for sektoren i dag. Der er ikke plads til utraditionelle ideer”.

“Selvkritisk må jeg nok konstatere, at vi var for dårlige til at kæmpe imod uni-loven. FORSKERforum beskrev da problemerne, men politisk var vi alt for pæne og tilbageholdende i vores indsigelser. Det videnskabelige personale var alt for passivt og skulle have protesteret meget mere drastisk, både internt og eksternt. Men uni-lærere er for pæne og altså naive, for vi troede ikke, at det ville gå så galt, som det faktisk gjorde.”

Politikernes styringslyst

”Misforstå mig ikke: Vores lokale rektorater og bestyrelser er ikke onde, og kravene om kontrol og registrering er ofte ikke noget, de har opfundet. Det kommer ovenfra, fra et ministerium og fra embedsmænd, som vil styre”, siger Søndergaard. ”Men vores ledelser har indtil for nylig ikke forsvaret universitetets interesser, men klappet hælene lydigt sammen, når der kom et modsætningsfyldt eller umuligt direktiv fra politikere eller embedsmænd”.

Uni’erne er kommet i orkanens øje: ”For politikerne er universitetet blevet en nationaløkonomisk brik, der skal bidrage til at fremme dansk konkurrenceevne, vækst og velfærd. I praksis betyder det, at politikerne stiller krav og styrer på mange niveauer – med embedsmænd som mellemmænd. Uni-loven har givet ministeren redskaber til at styre og kontrollere. Uni’erne er formelt ’selvejende institutioner’ med selvstændige bestyrelser. Bemærk, at udtrykket forskningsfrihed kun nævnes få gange i loven, mens det mange gange slås fast, at ministeren kan gribe ind”, forklarer han.

”Godt nok har Uni’erne fået bevillingsmæssige flerårsaftaler – med faldende bevillinger til især undervisningen – men hovedproblemet er generelt, at politikerne opererer meget kortsigtet. De laver stop-and-go politik, hvor der lanceres planer den ene periode, og den næste spares der. Samtidig opstiller man ambitioner og krav på modsætningsfyldte betingelser – bedst illustreret af, at man forlanger et masseuniversitet på eliteniveau. Og det er umuligt at opfylde, og derfor kan Uni’erne aldrig gøre politikerne tilfredse”.

Forfaldsmyter

Var det alt sammen bedre i gamle dage?

”Det er der jo mange forskellige fortolkninger af. Jeg mener, at det på mange punkter var bedre: Jeg har nævnt den kollegiale ledelse i mindre miljøer frem for den professionelle ledelse på afstand. Der var relativt flere fastlærere, så der var mere tid til hver enkelt studerende, og der var tættere relation til lederne. Og myten om, at der dengang var slendrian med mange nulforskere, holder ikke, for der var også forskningsvogtning dengang.”

Han tilhører den ældre generation fra den humboldtske tradition, hvor viden, kritik og dannelse har værdi i sig selv og dyrkningen af dette er unis vigtigste opgave:

”Den ’forskningsbaserede undervisning’ og forskningsfriheden er en forudsætning for den tradition. Men den voksende statsstyring har vist, at det ikke er en selvfølge. Forskningsfriheden er noget, man skal forsvare og kæmpe for, for samfundets og forskningens skyld – herunder for de nødvendige basisbevillinger til at bevare det kritiske potentiale”.

Generationskløft

Nogle hævder, at der er et generationsproblem blandt uni-lærere med et skel mellem de ældre ”fagpolitiske” og de yngre, som indretter sig på systemet og tænker i karriere – for dem er forskningsfrihed og fagforening noget gammeldags noget.

”Fagforeninger er nødvendige for at forsvare de ansattes arbejdsvilkår og rettigheder, og herunder hører også de akademiske værdier og forskningsfriheden. Men det er nok rigtigt, at der en generationsforskel mellem min generation, som registrerer forringelser af arbejdsvilkår og forstår værdien af forskningsfrihed, og så de unge forskere i karrierespor. De unge ser nok de ringere vilkår og styringen som et fait accompli, som de ikke kan lave om på. Derfor engagerer de sig ikke så meget i andet end deres karriere, i tiltro til at korttidsansættelser kunne føre til en fastansættelse. Og jeg bebrejder dem såmænd ikke, for betingelserne for at gøre akademisk karriere i dag er svære”, siger han og tilføjer:

”Men jeg kan godt være bekymret for, hvem der i fremtiden skal forsvare det klassiske universitet over for systemets voldsomme styringslyst”.

New public management er IKKE død

”New public management er IKKE død, i hvert fald ikke i uni- og forsker-verdenen, tværtimod. Den har bare ramt uni-sektoren med en vis forsinkelse – sent set i forhold til, at ledere og managementfolk i den offentlige sektor påstår, at NPM er på vej ud, fordi dens målstyring og kontrol har vist sig at være utidssvarende på arbejde, som kræver selvstændighed og selvstyring,” siger den svenske politolog Shirin Ahlbäck Öberg.

”Hidtil har uni-sektoren undveget at blive underlagt grove NPM-regimer, formentlig fordi uni’er er gamle institutioner med en vis inerti, og fordi det er vanskeligt at måle (kvaliteten og økonomien i) forskning og undervisning. Samtidig kræver jobbet som forsker og underviser særlige frihedsgrader, som ikke harmonerer med NPM’s kontrol-regime; det er en selvdisponeret arbejdsform uden faste arbejdstider”, siger hun og tilføjer:

Men samtidig er sektorens økonomi nu blevet så stor, at Finansministeriet kræver mere styring og kontrol.”

NPM: Det stærke lederskab og økonomistyring

FORSKERforum har forelagt de aktuelle danske styringsreformer for den svenske politolog: Der skal indføres ministerudpegning til bestyrelsesposter. Og bevillingsmodellen skal ændres, så der kommer flere konkurrence- og relevanskriterier. Og det er helt i overensstemmelse med NPM-lærebøgerne:

”Ministerudpegning vil i princippet betyde ’linjestyring’ fra minister til institutleder, og det er helt i overensstemmelse med NPM’s stærke tiltro til den stærke og rationelle ledelse. Her skal der være en hierarkisk struktur med linjestyring på bekostning af den faglige sagkundskab i organisationen,” forklarer hun.

”Og den nye bevillingsmodel, som indbygger forskellige konkurrence-parametre, er helt efter NPM-lærebogen. Centralt bliver et jobtaxameter, hvor studier belønnes for høj beskæftigelsesgrad. Der skal konkurreres om bevillinger. Det er en incitamentmodel med målstyring mod bestemte målbare succeskriterier (jobrelevans). Og disse nye incitamenter påvirker uni-ledelsernes prioriteringer og adfær, hvilket også er NPMs målsætning.”

Ubalance: Forvaltningsprincipper tager over

Det har altid været en irritation hos embedsmænd i Finansministeriet, at sektoren haft særstatus som relativt (økonomisk) ustyrlig.

Historisk har problemet været løst i en styringsdualisme i uni-sektoren. Det har været pragmatisk opdelt. På den ene side skal selve forvaltningen (af løn og drift) køres som andre statslige institutioner. Men på den anden side skal dette tage hensyn til Akademias særlige kollegiale selvstyre, hvor den faglige autonomi skal have store frihedsgrader. Der har altid været en spænding mellem disse to styringsprincipper:

”Men der er kommet en ubalance til forvaltningssidens fordel, som i Danmark forstærkes af ministerudpegning og relevanskriterier på bekostning af det faglige.”

Se analyse s. 20-27 i det trykte blad …

Dannelse eller kompetence?

Alle vil styrke sproget, men interessenterne har forskellige motiver. Den dominerende argumentation er instrumentel, siger central aktør, der argumenterer for dannelses- og kulturvinklen

Den nationale sprogstrategi skal formuleres af to arbejdsgrupper. Dels en ekspertgruppe, der skal arbejde med, hvordan man skaber bedre motivation for børn og unge i skoler og på ungdomsuddannelser til at blive bedre til fremmedsprog. Dels en embedsmandsgruppe, der skal arbejde med en sprogstrategi på universitetsområdet.

Førstnævnte gruppe har der været stor åbenhed omkring. Det har der til gengæld ikke været omkring embedsmandsgruppen.

RUC-rektor Hanne Leth Andersen er involveret i begge grupper. Hun er formand for ekspertgruppen, og så sidder hun i referencegruppen for embedsmandsgruppen, blandt andet sammen med repræsentanter for arbejdsgivere. Et arbejde, hun foreløbig er meget positiv omkring.

”Vi har haft mange gode dialoger og god enighed. Det er ikke et front-præget forum. DI og DA støtter i den grad, at vi får sprog på dagsordenen.”

Generalistkrav: Bredt sprogligt beredskab

Det er dog med lidt forskellige tilgange. Nogle har en instrumentel tilgang om, at sprogfærdigheder skal være relevante for erhvervslivet. Andre bruger argumenter om støtte til dannelse og kulturelle færdigheder.

Hanne Leth: ”Nogle har den oplevelse, at der ikke er noget behov for mere sprog. Men man ved ikke, hvad man går glip af. Når der for eksempel er en krise i et fremmed land, er mange afhængige af engelsksprogede mediers dækning. Det betyder, at man kun får den angelsaksiske vinkel. Men kan man originalsproget, kan man danne sig sit eget indtryk”.

Hvor meget kan du komme igennem med den slags dannelsesidealer?

”Det er også svært. Det er klart, at vi i øjeblikket hælder mod argumenter, der handler om at skabe resultater og tjene nogle penge. Vi vil gerne have succes med eksport og vækst, og så skal vi lige kunne noget tysk og kinesisk. Så sprog indgår også i den strategi.”

Og det synspunkt gør sig også gældende i forhold til de helt små sprogfag, som Hanne Leth mener bør opretholdes som et beredskab.

”Det er jo skræmmende. hvis vi har en krise i et land, at vi ikke har nogen eksperter, der kan forstå sproget og forklare, hvad der foregår. Det bør være på universitetet, man opretholder sådan et beredskab.”

lah

Dilemma om studielektorer

Ledelserne på RUC og CBS vil åbne op for at konvertere deltidslærere til fuldtidsundervisere.
Tillidsfolk er ikke afvisende. Men for fagforeningerne er det at åbne op for en glidebane

Uni’erne skal levere forskningsbaseret undervisning, og det gøres via fastansatte lektorer, professorer og adjunkter. Men nogle steder har man også et stort kontingent af løslærere – så mange, at nogle er interesseret i, at de fastansættes som studielektorer.

Men det skaber et dilemma, for ledelserne vil gerne have det, delvis støttet af lokale tillidsmænd. Men fagforeningerne er imod åbning, fordi det risikerer at føre til, at den forskningsbaserede undervisning tyndes ud, fordi den er noget dyrere.

Uni-fagforeningerne DM og Djøf står i et dilemma: Skal fagforeningen holde fast på principper og undlade at åbne op for ansættelse som studielektorer for en gruppe medlemmer med dårlige arbejdsvilkår?

CBS og RUC søger dispensation

Både RUC og CBS er i gang med at søge dispensation for at kunne udvide brugen af studieadjunkter og -lektorer – altså akademikere, som er ansat på fuld tid til undervisning.

Begge stillingstyper indgår i stillingsstrukturen for universiteter, men de er kun tilladt at bruge på nogle helt specifikke uddannelser, for eksempel erhvervssproglige studier og idrætsstudierne. Og det har ikke mindst været de akademiske fagforeninger, der har stået stejlt på, at brugen af fuldtidsundervisere skal begrænses mest muligt. Blandt andet for at værne om den forskningsbaserede undervisning på universiteterne.

Redningsplanke for deltidslærere

Men fagforeningerne står også med en anden udfordring. Det har længe været et tema, at deltidslærere på universiteterne må trækkes med dårlige og usikre ansættelsesvilkår. De dårlige vilkår er netop blevet cementeret i en landsretsdom, der slog fast, at man som d-vip ikke har ret til pensionsbidrag – en sag, DM/Djøf førte for fire videnskabelige assistenter på RUC, der mente, de blev udsat for forskelsbehandling.

Ansættelsen som studielektor eller -adjunkt vil i modsætning til timelærer-tilknytningen byde på en fuldtidsløn og dermed også et mere stabilt arbejdsliv og alle de ansættelsesmæssige rettigheder, der følger en fastansættelse. Og det vil uden tvivl være en attraktiv mulighed for mange timelærere, der i dag ikke er tilfredse med deres vilkår.

RUC-tillidsmand: Ordentlige forhold, med forbehold

Af den grund er fælles-tillidsrepræsentanterne på RUC og CBS heller ikke så afvisende over for ideen, som deres fagorganisationer.

”Det er klart, at vi har skismaet med, at vi er en forskningsinstitution og skal tilbyde forskningsbaseret undervisning. Men omvendt kan flere stillinger som studielektorer betyde en opgradering og mere sikre forhold for nogle af de d-VIP’ere, vi alligevel har, så man groft sagt sikrer dem ordentlige forhold,” siger lektor og fælles-tr Kenneth Reinicke på RUC.

Han ser også muligheden for at styrke de faglige og kollegiale miljøer på RUC ved, at man har flere fuldtidsansatte frem for deltidslærere, der sjældent opholder sig på institutionen, fordi de har andre jobs at tage vare på.

Men er det ikke at gå på kompromis med princippet om, at universitetsundervisning er forskningsbaseret?

”Jo, men vi må også bare pragmatisk konstatere, at vi aldrig har haft situationen, hvor hele biksen er fyldt op med fastansatte forskere. Bare vi ikke begynder at rokke på forholdet, så der bliver mindre forskningsbaseret undervisning, så kan det godt være noget, der godt kan styrke pædagogikken og hverdagsmiljøet, plus at nogle folk får bedre forhold,” mener han.

CBS-tillidsmand: En win-win, med forbehold

CBS-lektor og fælles-tr Ole Helmersen er også personligt positiv over for, at flere deltidslærere bliver ansat som undervisere på fuld tid.

”Det kræver, at der laverslokalaftaler, der lægger klare begrænsninger på, hvor meget kategorien må bruges. Der må ikke oprettes en masse af de her stillinger frem for forskerstillinger. Men kan man få bedre undervisning ved at tilknytte folk fast, så kan det have nogle fordele – de bliver en del af miljøet, og får bedre ansættelsesforhold.”

Han fortæller, at der overordnet er to typer deltidslærere: dem, der gør det i fritiden som supplement til fuldtidsarbejde, og dem, der dybest set gerne vil være forskere.

”Det er måske folk, der har søgt fast stilling, som så er blevet hængende og har strikket en halv-forhutlet tilværelse sammen. De gør tit et skidegodt stykke arbejde, og kan vi tilbyde dem et fast arbejde, synes jeg egentlig, det vil være en win-win,” siger Ole Helmersen.

Fagforeningerne: Nej, en glidebane

Så sent som i august blev emnet diskuteret i DM’s universitetslærerafdeling, hvor det igen blev slået fast, at der ikke ”skal etableres flere glidebaner væk fra princippet om forskningsbaseret undervisning”, som det hedder i mødereferatet.

Heller ikke i Djøf’s UFU-udvalg er man tilhænger af flere fuldtidsundervisere, oplyser udvalgets formand, Karsten Boye Rasmussen, og henviser blandt andet til, at studielektorer vil miste den forbindelse til erhvervslivet, der ellers gør deltidslærere relevante som supplement til forskerne.

Og heller ikke DM-formand og AC-næstformand Camilla Gregersen vil rokke sig en tomme over for universiteters ønske om at konvertere timelærer-ansættelser til fuldtidsstillinger som studielektorer og -adjunkter.

”Vi skal ikke have flere studielektorer. Til gengæld skal timelærerne fastansættes inden for den normale stillingskategori”, forklarer hun.

”DM’s universitetslærerafdeling har diskuteret det her nøje, og de er lige så trætte som jeg af de elendige timelærervilkår. Men vi skal sørge for ikke at underminere arbejdsvilkårene. Og med forslag om åbning for studielektorer risikerer vi at låse folk fast i en dårlig stillingskategori, hvor der ikke er mulighed for udvikling, som der er i den normale stillingsstruktur”.

Risikerer fagforeningerne ikke med denne principfasthed at smække døren i for nogle medlemmer, der gerne ville have den slags ansættelser?

”Grundlæggende handler det om, hvorvidt man vil lave fastansættelser eller ej. Og vi kæmper for fastansættelser, men det skal være inden for den eksisterende stillingsstruktur. Jeg kan ikke se, man skal gå ind på glidebanen og lave ringere stillinger, end vi har forhandlet os til. Så vi er nødt til at tage det her slag igen og igen og sætte pres på universitetsledelserne for ikke at ty til deltids-løsansættelserne.”

lah

Krigs-udredere i forskningsetiske dilemmaer

Historiker og politolog på kontroversiel krigsudredning ved, det er et minefelt. De kan få nej til ’sensitivt materiale’. Manus skal til ’sikkerhedsgennemsyn’.

Først aflyste regeringen Irak-kommissionen. Så blev der varslet en mere afgrænset krigsudredning, som skulle foretages af to særligt udpegede forskere. Men historikerkredse advarede forskere om at stille op til dette set-up, fordi det på forhånd varslede indskrænkning af forskningsfriheden.

Rektorkollegiet indstillede dog forskere til opgaven, og to er nu udpeget.

De er bevidst om, at begrænset kildeadgang er en potentiel udfordring, der skal håndteres, men ikke en altafgørende faktor, siger historielektor Rasmus Mølgaard Mariager og statskundskabsprofessor Anders Wivel, begge KU.

Som udgangspunkt er de blevet lovet adgang til alt væsentligt materiale, og det stoler de på, myndighederne vil leve op til. Rasmus Mariager oplyser desuden, at der ikke vil være en styregruppe for arbejdet. Det er dog muligt, at de to forskere selv vælger at nedsætte et panel af eksperter, de kan sparre med under arbejdet.

Som forbehold erklærer begge, at de vil nedlægge arbejdet, hvis de oplever en ”uantagelig begrænsning” af kildeadgangen.

FORSKERforum borer i rammen for det set-up, de er gået ind i. De to forskere har svaret pr. e-mail på fremsendte spørgsmål.

Udvælgelsen

Hvad var omstændighederne omkring udvælgelsen – meldte de sig selv som interesserede, eller blev de spurgt direkte?

Rasmus Mariager: ”Jeg blev for nogle måneder siden spurgt af min institutleder, om jeg ville lade mig indstille som faghistoriker og forskningsleder til den nye udredning. Det svarede jeg ja til. Så jeg har ikke meldt mig selv, og jeg har ikke søgt en stilling. Men jeg er glad for at være blevet spurgt og siden udpeget, og jeg ser frem til at komme i gang med opgaven.

 Anders Wivel: ”Jeg fik en henvendelse fra min institutleder, som syntes, at der var et godt match mellem min forskningsprofil og udredningens formål, og som på den baggrund ville høre om han måtte bringe mit navn videre med henblik på indstilling til at varetage opgaven. Jeg var enig og sagde ja tak.

For og imod deltagelse?

Hvilke overvejelser – for og imod – gjorde de sig om opgaven?

Rasmus Mariager: ”Det handler om at balancere mellem principper og pragmatisme. Forløbet frem til beslutningen om at bestille udredningen har ikke været kønt, og det giver forståeligvis næring til bekymring, at politikerne har forbeholdt sig retten til at vælge mellem kandidater. Så visse forhold taler imod at påtage sig opgaven. Men andre forhold peger i modsat retning. Efter 1989 har Danmark flere gange været krigsførende. Det har haft omkostninger for mange mennesker, og samtidig har krigsdeltagelsen skabt debat. Det er vigtigt at få belyst, hvad der drev Folketingets partier til at gøre Danmark krigsførende. Både af hensyn til dem, der var involveret i krigene, og også for at belyse et centralt politisk anliggende. Da vilkårene for at gennemføre undersøgelsen var acceptable, valgte jeg at takke ja.

  Anders Wivel: ”For mig var en tungtvejende grund for at påtage mig opgaven, at jeg synes, at der er et behov for at belyse baggrunden for Danmarks krigsdeltagelse. Der har særligt efter den kolde krigs afslutning været stor efterspørgsel efter lande, som ville bidrage militært rundtomkring i verden, både fra institutioner som FN og NATO og fra USA, og vi kan forvente at efterspørgslen fortsætter. Derfor er det vigtigt, at den ofte meget polariserede debat om dansk krigsdeltagelse kvalificeres af mere viden på området, så fremtidens beslutningstagere har et mere solidt beslutningsgrundlag, og den offentlige demokratiske debat foregår i lyset af denne viden.

Imod at påtage sig opgaven talte, at det er en meget stor opgave, og den naturlige usikkerhed, som der altid vil være ved at give sig i kast med et projekt, der er så politisk sensitivt. Men det er jo samtidig også med til at gøre det til et væsentligt projekt at udføre på en solid og ordentlig måde.

Begrænset kildeadgang = et styret projekt?

Kritikere mener, forskningen i dette tilfælde bliver styret, fordi forskerne ikke er garanteret fri adgang til alle kilder – hvad er deres vurdering af dette?

Rasmus Mariager: ”Projektet bliver ikke styret. Hvis man ikke er indstillet på at besvare spørgsmål, der stilles fra anden side, skal man selvfølgelig afholde sig fra at bedrive opdragsforskning. Med dette sagt tror jeg ikke, at der er gennemført noget historisk forskningsprojekt, hvor forskere har haft mulighed for at inddrage alt – alt – relevant materiale. Meget går fx tabt, inden forskerne begynder.

Det sker også, at relevant materiale ikke er tilgængeligt, fx efterretningstjenesternes arkivmateriale. Alligevel er der udgivet vigtig forskning om moderne dansk historie uden inddragelse af relevant efterretningsmateriale. Endelig hæfter jeg mig ved aftaletekstens ord, at forskerne får adgang til ‘alle dokumenter, herunder klassificerede, der er sendt til Irak- og Afghanistankommissionen, samt som udgangspunkt øvrigt foreliggende skriftligt materiale, som de finder relevant, hos danske myndigheder’.”

Anders Wivel: ”Vi får adgang til et meget omfattende kildemateriale, herunder alt materiale fra Irak-Afghanistan-kommissionen og som udgangspunkt andet statsligt arkivmateriale, som vi finder nødvendigt til brug i undersøgelsen, men det er rigtigt, at vi kan få nej til at se særligt sensitivt materiale, og at der heri ligger en potentiel udfordring, som vi vil tage alvorligt stilling til, hvis den skulle opstå.

Jeg har dog aldrig oplevet en undersøgelse med ‘fri adgang til alle kilder’. Der vil altid være interviewpersoner, der takker nej af mere eller mindre legitime årsager, og kilder, der ikke er skrevet ned, fordi aktørerne fandt det uhensigtsmæssigt. Forskning i nutidige problemstillinger af samfundsmæssig relevans foregår aldrig i et magtfrit rum med adgang til alle oplysninger og kilder. Det er netop forskerens rolle at navigere i denne kompleksitet og videreformidle både kompleksitet og undersøgelsens forudsætninger til læseren.

Frigivelse af kilder og dokumenter?

I Udenrigsministeriets pressemeddelelse loves forskerne som udgangspunkt adgang til skriftligt materiale, som de finder relevant. Hvad er deres egne forventninger omkring dette, og hvor meget vægt lægger I på, at ministerierne lever op til dette?

Rasmus Mariager: ”Vi må have som udgangspunkt, at ministerierne overholder de aftaler, der er indgået. Vi lægger stor vægt på at få adgang til relevant materiale. Viser det sig, at vi ikke får adgang til det relevante materiale, må vi forholde os nøgternt til det.

 Anders Wivel: ”Jeg forventer, at ministerierne lever op til dette, og hvis ikke de gør det, må vi jo skrive det ind i udredningen

Hvad er deres egne forskningsetiske principper, hvad angår fuld adgang til kilder, når en sag skal belyses videnskabeligt?

Rasmus Mariager: ”Der er vigtigt at bestræbe sig på at få adgang til så meget relevant materiale som muligt. Men sagen er heldigvis også den, at vi er blevet stillet i udsigt, at vi får adgang til et meget omfattende og relevant materiale. Viser det sig, at adgangen til det relevante materiale snævres ind på en måde, vi finder uacceptabelt, må vi indstille arbejdet.

Anders Wivel: ”Det er afgørende at gøre forudsætningerne for en undersøgelses konklusion tydelig for læseren. Det vil vi også gøre i dette tilfælde. Er der en uantagelig begrænsning af kildeadgang, må undersøgelsen stoppe. Fuld kildeadgang vil man sjældent have i en samfundsvidenskabelig undersøgelse, da der eksempelvis vil være uformelle samtaler mellem betydende aktører, som ikke er nedskrevet, men vi vil supplere arkivmaterialet med andre kilder i det omfang, vi finder det nødvendigt.

Kan Udenrigsministeriet redigere i udredningen?

Hvad er jeres forskningsetiske principper omkring opdragsgivers – UM’s – indflydelse på produktet? Vil I fx acceptere, at UM redigerer i teksten inden offentliggørelse?

Rasmus Mariager: ”Vi vil ikke acceptere, at Udenrigsministeriet eller andre myndigheder redigerer i udredningen. Selvfølgelig vil vi skulle være omhyggelige med, hvordan vi formulerer os. Men sådan skulle det jo gerne være, hver gang man begår en tekst. En sidste ting: Hvis alle valgte at takke nej til opgaven, fordi der kan anføres indvendinger mod enkeltheder, ville vi ikke få nogen udredning. Kildematerialet ville for en stor dels vedkommende blive klausuleret, og så ville vi ikke få den viden, vi nu står over for at få. Jeg mener, alle forhold taget i betragtning, at vilkårene er acceptable, og jeg mener, at det er bedre med nogen viden end ingen viden.

Anders Wivel: ”Manuskriptet skal til sikkerhedsgennemsyn hos myndighederne, men det understreges i den politiske aftale om undersøgelsen, at gennemsynet alene handler om sikkerhed, og det forventer vi overholdt.”

lah

Fritz Schur-universiteter

Det havde noget på sig, da FORSKERforum allerede i begyndelsen af september fokuserede på konsulentfirmaet Nextpuzzles anbefaling af mere statsstyring, herunder især ministerudpegning af bestyrelsesformænd eller –medlemmer.

Skal vi have Fritz Schur-bestyrelses­formænd, lød spørgsmålet med henvisning til, at med ministerudpegning risikerer uni’erne at få typer ind som Schur. VK-regeringen belønnede Schur med formandsposter i SAS og i DONG for, at han er partiet Venstres fundraiser, og for at han var gode venner med eks-statsminister Anders Fogh Rasmussen. Stort set alle ved nu, hvordan Schurs forvaltede opgaven i skandalesalget af DONG.

Reformmodel: Indstillings-udvalg og minister-udpegning

Historien om ministerudpegning lignede en konspirationsteori, men den er siden bekræftet af andre medier. Først kom WEEKENDAVISENs forside (7. oktober) og siden har MANDAG MORGEN (16. oktober) bragt det samme til torvs.

Det er ikke, fordi minister Tørnæs har bekræftet sagen, men hendes manglende afvisning er også en slags bekræftelse.

Og mediernes anonyme kilder – for det er fortsat et skandaleforslag, der ikke findes – fortæller, at dept.chef Agnete Gersing holdt et hemmeligt møde i slutningen af august, hvor hun konkretiserede skuffeplanen: Der skal indføres et centralt indstillingsudvalg med fem personer (med dept.chefen selv i spidsen). Udvalget skal indstille to personer til posten som bestyrelsesformand, som ministeren så skal vælge mellem. Og bestyrelsesformanden skal så lave en ønskeliste over de øvrige eksternt udpegede medlemmer (flertallet i bestyrelsen), som så skal godkendes af ministeren.

Scenario: Bestyrelsesformand bliver styrelseschef

For lægmand ser det relativt uskyldigt ud med indstillingsudvalg og ministerudpegning. Men for politologer med kendskab til statsforvaltning og management er det langtfra uskyldigt.

Overført på uni’erne vil minister­udpegning indføre en topstyrings­model, der i praksis afmontere den relative autonomi, som bestyrelserne har i dag. Den vil gøre bestyrelsesformanden til en slags “styrelseschef” under ministeriet. Han underlægges ikke formelle instruktionsbeføjelser som embedsmand, men der vil være en indbygget loyalitetsforpligtelse opad.

Modellen vil indføre en direkte styringskæde fra ministeren gennem dept.chefen til bestyrelsesformanden til rektor til institutledere, der så sender instrukser ned til de menige i systemet.

Nogle uni-ledere har luret faresignalerne, og modarbejder skuffeplanerne med retorik om, at det selvejende og formelt selvstyrende universitets autonomi er på spil. Det er brud på armslængdeprincippet. Ministerudpegning vil mistænkeliggøre uni’erne for ikke at være uafhængige, og hvor er forskningsfriheden, spørges der i de protester, som forsøger at få Tørnæs til at trække forslaget, før hun har fremsat det…

Gyllegate: AUs interne standarder?

Da sagen om Gyllegate rasede, kritiserede sociologiprofessor Heine Andersen AU for ikke at have klare procedurer og strategier til at værne om forskningsfriheden og om det frihedsrum, som uafhængig forskning kræver. Det fik FORSKERforum til at spørge AU, om Gyllegate udløste en større intern evaluering af, hvordan man håndterede sagen. Men AU meddeler telefonisk tilbage, at der ikke er oprettet en formel sag på dette – så derfor er der ingen dokumenter at få aktindsigt i…

AU-ledelsen mener tilsyneladende, at problemerne dengang lå i problematiske kontrakter, og det problem er nu under forhandling om de nye standardkontrakter i Miljøministeriet.

Sociologiprofessoren – som rejste problemerne med kontrakterne – mener imidlertid, at Gyllegate afslørede interne problemer i AUs processer, når der er konflikter om myndighedsbetjening:

  • Der mangler tilsyneladende standarder for, hvornår man siger nej til en opgave (SEGES-problemet, tavshedsklausuler, publiceringsfrihed).
  • Der bør være procedurer for, hvad kunder må blande sig i og ikke blande sig i under selve udredningsprocessen (embedsmands-presset).
  • Der bør være procedurer for, hvor forskere skal henvende sig, hvis de oplever at opgaver bliver ’politiserede’.

Heine Andersen foreslog en større selvransagelse i systemerne med myndighedsbetjening:

”AUs ledelse løste problemer dengang ved at melde tonløst ud i et nyhedsbrev, at man har tillid til sine sektorforskere i lyset af den store medieomtale, hvor de har været i centrum. Men den meget kontroversielle miljøsag sætter altså fokus på nogle systemproblemer, som ikke bare gælder for AU. Både i demokratiets og forskningens interesse bør sagen være anledning til, at forskningsbaseret myndighedsbetjening gennemgår et tilbundsgående eftersyn med henblik på at få afklaret roller, procedurer og standarder for at sikre uafhængighed, åbenhed og kvalitet i forskningen”.

Eks-institutleder: ’Pluralisme og fri forskning undermineres

Danske universiteter er klistret ind i styring og atter styring, men autonomi er en vigtig forudsætning for samfundets demokrati. Hvorfor forstår politikerne ikke det, spørger politologen Lars Bo Kaspersen

Mistet fokus på kerneopgaverne. Det er en sygdom, der i disse år ryster den offentlige sektor. Og universiteterne er også ramt. Hårdt ramt.

”Nogle har glemt, hvad kerneopgaverne er,” lyder diagnosen fra Lars Bo Kaspersen. Indtil for få måneder siden institutleder på KU-Statskundskab, og p.t. gæsteforsker på Yale University. Sidste år udgav han sammen med Jan Nørgaard bogen ’Ledelseskrise i konkurrencestaten’.

FORSKERforum spurgte ham, om han oplevede de krise-symptomer i sin egen organisation på KU. Svaret er ja.

”Jeg vil starte med at sige, at de universiteter, jeg har været leder på – KU og CBS – på mange områder er bedre end for 15-20 år siden. De er ligesom kommet op i et højere gear. Det betænkelige er nu, at man nogle steder har glemt, hvad kerneaktiviteterne er. Det problem gik igen på de offentlige arbejdspladser, vi besøgte, da vi skrev bogen. Når man kommer ud og spørger medarbejdere, hvad deres kerneopgaver er, kan mange ikke svare. På universitetet gør internationaliseringen, konkurrencen og kvalitetsudviklingen, at man flytter for mange ressourcer fra kerneopgaverne til support-funktionerne. Det er en meget farlig tendens”.

Han nævner som eksempel, hvordan man er nødt til at have støtteenheder til fondssøgning, internationale kontorer og marketingafdelinger. Det er ikke, fordi det ikke giver mening. Et moderne universitet er nødt til at konkurrere, slår han fast. Men det er bare ikke en god udvikling, når bevillingerne er faldende, at en større andel går til supportfunktioner.

Elite-uni’er i udlandet har små enheder

På Yale, hvor Lars Bo Kaspersen altså opholder sig i øjeblikket, står forholdene faktisk i skærende kontrast til udviklingen i Danmark. Også selv om det er et af de universiteter, som både for danske universitetsledere og embedsmænd står som et forbillede.

”På Yale – såvel som på Stanford og MIT – som jeg også har kontakt til, er det tankevækkende, hvor små deres administrationer er. Hvor få supportfunktioner og hvor meget mere fokus, der er på kerneopgaverne – forskning og uddannelse. Det er små institutter, små centre, men med meget mere fokuserede ressourcer. Det er meget interessant at observere, når man i Danmark i 10-12 år har haft en fusionsdiskussion om færre, større og mere konkurrencedygtige enheder.”

Og i de små miljøer er der rum for nogle af de klassiske forskningsdyder – fordybelse, diversitet og forskning uden regulering.

”Man ser, hvordan de lader forskere sidde og begrave sig i en Kierkegaard-bog i 35 år. Den pluralisme og dedikation til fri forskning undermineres i vores system, og det er en af farerne og svaghederne.”

Lars Bo Kaspersen er dog også på det rene med, at de økonomiske muligheder på universiteter som Yale og Stanford er uden sammenligning med danske.

”Ingen tvivl om, at disse elite-uni’er har rigtig mange penge og kan gøre ting, vi ikke kan. Der, jeg ser det tydeligst, er ved undervisning. De kan køre meget mere intensivt, små undervisningshold, skriftlige afleveringer næsten hver uge, som man får tilbage i rettet tilstand. Meget ressourcekrævende. ”

Egne kloner bliver siddende

Kaspersen mener, at Danmark kan lære flere ting, også hvis der tages forbehold for ressourcerne:

”Især bør vi rekruttere flere forskere i de enkelte miljøer. I USA ansætter man aldrig sine egne ph.d.er. De ryger altid til andre universiteter. Sådan kan og skal det ikke være i Danmark. Men måske skulle man højst ansætte hver anden. Det handler om pluralisme. Du lukker forskningen ved at have dine egne kloner siddende.”

Kaspersens kritik gælder ikke kun ph.d.-niveauet. Der er generelt for stor tendens til at ansætte folk, man kender, frem for at trække nye og ukendte navne ind: ”Det gør virkelig en forskel, når der kommer folk udefra. Klaveret spiller på en helt anden måde. Men der er alt for mange institutter, der stadig er for sammen- og indspiste.”

Vil nogle ikke indvende: Ah, Lars Bo K., du skal da vist ikke gøre dig alt for hellig?

”Jeg siger mig ikke fri for at være del af en etableret tradition her. Jeg har prøvet at rykke, men der er et stykke vej endnu,” siger han og tilføjer, at man som leder også er under et vist pres, når det gælder ansættelser og forfremmelser af interne kræfter.

”Når man har folk, der er rigtig dygtige – og det har statskundskab – så kommer professorerne og siger: Jens er så dygtig. Så det kræver, at du virkelig tror på pluralisme-princippet, hvis du skal gå udenom Jens. For folk står og peger fingre og siger: hvordan kan du lade Jens gå?”.

Ledere må have faglig vision

Netop forskeransættelser er ifølge Lars Bo Kaspersen et af de områder, hvorpå en institutleder kan – og bør – træde i karakter som faglig leder og gå imod den måle-veje-kultur, hvis indtog som offentligt ledelsesparameter han advarer mod i sin bog.

”I ledelse har man behov for målinger. Men det, der er sket i den offentlige sektor, er dels, at det har taget overhånd, og så at det bruges som grundlag for strategiske beslutninger. Det sker også på universitetet, og det er en kæmpe fare. Eksempelvis når man bruger opgørelser over, hvor mange publikationer folk har begået, eller hvor mange penge de har skaffet, som de væsentligste begrundelser for forfremmelse.”

Her mener Kaspersen, at man må kræve, at lederen har en faglig vision, en strategi og et kvalitetsmæssigt ’judgement’, som vedkommende tager beslutninger ud fra.

”Har du ikke forskningsindsigt og en vision, skal du ikke være leder i universitetssektoren. Det handler om, at man ikke styrer efter objektive fakta, som for eksempel når man forklarer Sørens ansættelse med, at han har 86 artikler, og Lone kun har 46. Det er det, jeg kalder drone-ledelse. Tør ledergruppen ikke have et kvalitetsmål og evnen til at foretage et solidt judgement, så går det helt af sporet.”

Nytænkning forudsætter autonomi

Kerneopgaverne for universitetet er i sagens natur forskning og undervisning. Men i begge disse øvelser ligger ifølge Lars Bo Kaspersen et fælles formål, der handler om evnen til at tænke nyt. Et formål, som han oplever får dårligere og dårligere vilkår.

”Vi skal have folk på universitetet, der genererer nye ideer, og som kan undervise andre i at generere nye ideer. Men hvis man lever i et moderne, pluralistisk samfund, man gerne vil udvikle, så kræver det, at der er plads til kritisk, uafhængig forskning – autonomt fra staten og markedsaktører. Og i forhold til det, må man bare konstatere, at danske universiteter er klistret ind i styring og atter styring.”

Igen henviser han til USA, hvor de store prestige-universiteter – de såkaldte Ivy League-universiteter – ifølge Kaspersen er kendetegnet ved at kunne forholde sig ekstremt kritisk og skånselsløst over for det amerikanske samfund, fordi de er helt uafhængige af myndighederne.

”Det er lige før forskningsmidlerne fra den private sektor i Danmark er mere frie ressourcer end den offentlige styring af universiteterne. Og det er mig en gåde, at man ikke forstår, at man saver demokratiets gren over med den styring.”

Styring er resultat af tillidsbrud

Hvordan oplever man den styring som institutleder?

”På mange områder. Det er måden, man allokerer midler på, som universitetet så også selv er med til at forstærke. Det er, når ministeriet fordeler midlerne efter bestemte kriterier. Det er, når ministeriet på absurd vis bestemmer, om man må have gruppeeksamener. Det er en fremdriftsreform. Det er, når man dikterer ansættelsesstop på den administrative front og dermed sender HK-arbejde i hænderne på dyrere akademikere. Det er, når man skærer ned på bevillingerne og skubber universiteterne ud i en infernalsk kamp om private midler.”

Lars Bo Kaspersen ser til dels styringsvældet som resultat af et tillidsbrud, der skete mellem politikere og universiteter for flere årtier siden.

”Der var eksempler på, at universiteterne brugte midler lemfældigt. Erfaringen, man gjorde, var, at der skal stram styring til, ellers skrider det. Og selvfølgelig skal der være en balance. Men min oplevelse er, at den generation af ledere, jeg kender, er afsindigt ressource- og omkostningsbevidste. Så måske kunne det være på tide, at man lemper lidt på kontrol og styring.”

Hvor er rektorer og bestyrelser?

For at ryste op i tingenes tilstand kræver det, at politikerne og embedsmændene mødes med et slagskraftigt modspil fra rektorer og bestyrelser, som kender til de faktiske vilkår for at varetage uni’ernes kerneopgaver:

”Skulle man virkelige rykke ved noget, kræver det, at alle universiteters rektorer og bestyrelser sætter sig sammen og diskuterer, hvad det er for en forsknings- og uddannelsesvision, vi har for Danmark, og hvad vil det kræve i den ideelle verden? Og når man har kørt sådan en proces igennem, vil det være klart for ministeriet, at her er tale om et seriøst udspil, man vil være nødt til at tage alvorligt.”

Ifølge Kaspersen gør universiteternes manglende initiativ og enighed, at ministerium og politikere i realiteten kan gennemføre en ’del og hersk’-politik.

”De er hele tiden reaktive, aldrig proaktive. Selv KU – landets tungeste universitet, fører en reaktiv politik. Så hver gang, regeringen kommer med en reform eller en nedskæring, spiller universiteterne hinanden ud og forsøger at minimere egne skader. Det kan godt være, de vinder mest på den korte bane. Men for landet som helhed er det en katastrofe.”

lah

Lær at sige nej

Hvad var det bedste råd, jeg fik, da jeg startede som leder af en forskergruppe, spørger lektor JOHN TREGONING, Faculty of Medicine, Imperial College London

Ligesom de fleste af mine kolleger fik jeg ingen råd overhovedet, da jeg startede. Jeg fik nøglerne til laboratoriet, en okay frokost, en computer, en lille smule penge til at starte op med, og så plads på et delekontor, hvor det hyppigste ord var ”fuck”.

Overdrivelse fremmer forståelsen, og det gør jo heller ikke noget, hvis det også er en smule morsomt, men jeg må indrømme, at jeg i virkeligheden fik to råd. Det ene var ikke specielt hjælpsomt, en anbefaling om aldrig nogensinde at påtage mig job som gruppeleder, fordi det var et job, der efterhånden var blevet mere og mere utaknemmeligt! Det andet, mere anvendeligt, var, at jeg skulle se at få læst Kathy Barkers bog At the Helm: Leading Your Laboratory. Det er en grundig og tankevækkende fremstilling, som kommer hele vejen omkring den akademiske erfaring, lige fra situationerne, du allerede har overvejet, til dem, du aldrig havde forestillet dig (og forhåbentlig aldrig nogensinde havner i).

I mangel på flere andenhåndsanbefalinger, jeg kan formidle videre, kommer der her mine egne og væsentligste erfaringer:

Lær at sige nej:

Nye medarbejdere er jo en gave, når man har upopulære forelæsningsopgaver at dele ud af, ligesom man også kan læsse en hel masse skodforpligtelser over på dem, f.eks. repræsentant i arbejdsmiljøudvalget o.l. Lad være med at påtage dig alt muligt nyttearbejde bare for at holde dig populær. For ellers bliver det dig, der må sende aben videre til den næste generation.

Hvis du alligevel siger ja, så gør det ordentligt:

At være driftssikker er ekstremt værdifuldt. Kan man stole på dig, når varen skal leveres, er du med til at højne din profil på instituttet. Men pas på: Kompetence har det med at føre andre opgaver med sig.

Få dig en ven højere oppe i systemet:

Du får brug for nogen, der kan tale din sag – en, der ikke blot kan skaffe dig lokaler og adgang til udstyret, men også give dig kvalificeret vejledning og støtte dig i diverse udvalg.

Opbyg et brand:

Det kan godt være, det er et fyord i akademiske kredse, men branding er vigtigt, og er man først kendt som eksperten inden for et bestemt område, fører det til samarbejdsmuligheder og konferenceinvitationer.

Sammensæt det rigtige hold (for dig):

Jeg er heldig og har et fantastisk hold. Men vælger du de forkerte personer, bliver kulturen giftig, og det kommer til at fælde dig. Den første, du ansætter, lægger linjen for resten af din tid. Skaf dig erfaring i interviewteknikker ved at sidde i ansættelsesudvalg. Tænk dig nøje om, især mht. hvilke spørgsmål du stiller, og hvad det er, de skal få frem. Vælg din første medarbejder med omhu.

Ret ryggen:

Du kommer til at begå fejl, masser af fejl. Det sker for selv den bedste. Det er en del af processen. Tilegn dig nogle metoder, så du kommer videre.

Vær en tiger:

Husk på, at du har gjort dig fortjent til stillingen pga. det, du har bevist, du kan. Pas på, du ikke bukker under for distanceblænder-syndromet.

Nyd det:

Det akademiske liv er benhårdt, men der er også lyse stunder. Nyd dem.

Se andre gode råd s. 30-31 i det trykte blad.