Forfatterarkiv: admin

Skal encyklopædien videreføres af uni’erne

Gyldendal vil ikke længere opdatere online-encyklopædien, men hvem skal så? I Norge overtog uni’erne opgaven, men den model afviser Rektorkollegiets formand

15 millioner kroner om året. Så meget – eller lidt – koster det at drive et åbent, digitalt nationalleksikon, skrevet og redigeret af videnskabelige eksperter. I Norge er det universiteterne, der har påtaget sig opgaven med at udgive Store Norske Leksikon (SNL) med penge fra universiteternes egen drift og tilskud fra Stortinget. Og det er en løsning, som danskerne bør kigge på, nu hvor Gyldendal har besluttet at nedlægge Den Store Danske Encyklopædi, siger Norge-leksikonets chefredaktør Erik Bolstad.

”Den danske encyklopædi er vores søsterværk. Indholdet i de to leksika ligner meget hinanden, og for nogle år siden stod vi i Norge i fuldstændig samme situation, som den danske encyklopædi står i nu. Men den model, vi har fundet, fungerer godt, og omkostningerne er forholdsvis små for dem, der er med til at finansiere,” fortæller han.

Store Norske Leksikon blev frem til 2010 udgivet af Kunnskapsforlaget, men på grund af dårlig økonomi besluttede de – som Gyldendal har gjort i Danmark – at lukke online-værket. I første omgang blev SNL reddet af to fonde, der finansierede udgivelsen frem til 2015, hvor universiteterne valgte at overtage driften sammen med seks andre videnskabsinstitutioner i foreningen SNL. Universiteternes motiv var bedre at kunne leve op til deres formidlingsforpligtelser.

Skribenter honoreres

”Universiteterne er gode til at forske og undervise. Men de havde i flere år fået kritik for ikke at formidle nok og godt nok. Og med SNL fik universiteterne en meget velegnet kanal for forskningsformidling. Eksempelvis var jeg i forrige uge oppe på Norges teknisk-naturvidenskapelige universitet i Trondheim, og de artikler, de har bidraget med, er blevet læst 3,3 millioner gange i år,” siger Erik Bolstad.

Han nævner som sammenligning, at den trykte udgave af SNL på over 40 år nåede at sælge 270.000 eksemplarer. I dag har snl.no flere læsere på én dag end salget af alle de trykte leksika tilsammen og to millioner unikke besøg på en måned.

Organisationen omkring SNL består af et sekretariat på ni fastansatte personer, der hver især har redaktøransvar for et antal fagområder. Den faglige redigering og en stor del af skribent-arbejdet varetages dog af 700 fagfolk, der har fået uddelegeret faglige ansvarsområder. En stor del af disse er universitetsforskere. Der er tale et såkaldt ”betalt tillidshverv”, hvor ny tekst aflønnes med 44 øre pr. tegn. Ifølge Erik Bolstad ligger en typisk årlig honorarindkomst på 10.000 kroner. Men nogle frasiger sig honoraret, fordi de laver arbejdet i arbejdstiden.

Honorar-betalingen sluger cirka en tredjedel af budgettet på 15 millioner. Den anden tredjedel går til aflønning af sekretariatet, og resten bruges på husleje, udvikling af publiceringssystemet og diverse udgifter.

Norske rektorer medfinansierer

Det er sekretariatet, der egenhændigt står for at udpege fagansvarlige. Det er frivilligt, om man vil påtage sig opgaven, men fra universitetsledelsernes side er der klar støtte til, at man deltager.

”Vi oplever stor opbakning. Rektor på universitet i Oslo skriver regelmæssigt om os på sin blog. Det samme gælder rektorerne i Bergen og Trondheim. Og vi får hjælp fra kommunikationsafdelingerne til at finde de rigtige folk,” fortæller Bolstad.

Når en fagansvarlig har takket ja til opgaven, skal de igennem en sproglig skoling for at lære den populære formidlingsform i SNL.

”Vores format ligner ikke akademisk tekst. De får eksempelvis ikke lov til at angive kilder løbende i teksten. For vi ved fra undersøgelser, at det giver læserne indtryk af, at forfatteren ikke helt har styr på sit eget stofområde. Mange skal også have sproglig hjælp til at skrive tilstrækkeligt enkelt og præcist. Og det sætter grænser for, hvor mange vi løbende kan rekruttere.”

I år har SNL-redaktionen tilknyttet 100 nye forskere som fagansvarlige.

Begrundelse: Mere troværdig end Wikipedia

Som i Danmark er Wikipedia den direkte konkurrent til SNL som populært online-leksikon. Erik Bolstad er personligt ret begejstret for princippet bag Wikipedia. Men han mener, SNL har et kvalitetsmæssigt forspring, fordi der foregår en kvalitetssikring gennem en fagekspert, som desuden er angivet ved fuldt navn, hvilket gør det muligt at øve kildekritik.

”Når det er kontroversielle emner, er det en stor fordel, at der er én person, der har skrevet artiklen, i stedet for en kollektiv proces. Når du som i Wikipedia har krav om, at hver enkelt element skal kildebelægges, så går det ud over analysen, der kan blive relativt svag,” siger Bolstad.

Han kan også konstatere, at SNL og Wikipedia bruges til forskellige ting. Hvor de mest læste artikler på norsk Wikipedia er om popidolerne Marcus og Martinus og om tv-serien ’Skam’, så er SNL’s mest læste artikler om hinduisme, demokrati og velfærdsstat – emner, hvor der er brug for en sikker og troværdig ”hånd” i definitionerne.

Politikere respekterer uafhængighed

Driften af SNL finansieres som nævnt af foreningen SNL, hvor udgifterne fordeles efter institutionernes – medlemmernes – størrelse. Der er imidlertid også politisk bevilgede penge inde over, nemlig et fast tilskud fra det norske storting på fem millioner kroner. Det har dog ikke givet problemer i forhold til politisk indblanding eller pres på indholdet.

”Jeg opleverne, at politikerne godt kan skelne mellem at diskutere indholdet og respektere vores uafhængighed. Et eksempel er, at vores fagekspert i højrepopulisme har defineret Fremskridtspartiet, som sidder i regeringen, som et populistisk parti. Det er kontroversielt, og det er blevet diskuteret. Men ingen har ment, eller i hvert fald sagt højt, at det skal have konsekvens for vores bevilling.”

Personligt er Erik Bolstad meget optaget af situationen omkring den varslede lukning af Den Store Danske Encyklopædi. Han håber på en redningsplan – gerne efter norsk model.

”Jeg kan bare sige, at vi har været gennem præcist det, Den Store Danske går igennem. Og nu står vi med en færdig model og et system for publicering og for kvalitetskontrol. Så hvis nogen ønsker at tage over og drive den danske videre, så vil vi gerne bidrage med vores viden og erfaring.”

Danske universiteter: Nej, ingen penge

I modsætning til i Norge er de danske uni’er ikke klar til at medfinansiere, siger Rektorkollegiets formand og DTU-rektor Anders Bjarklev.

”Jeg har meget sympati for Den Danske Encyklopædi, som både jeg selv og mange kolleger har bidraget til. Ideen om at lade universiteterne drive det videre, kunne jeg også godt se som en mulighed. Men jeg synes ikke, det vil være en god ide, at vi påtager os endnu en udgift i en situation, hvor der skæres på både forskningsbudgetter og dækningen af uddannelse,” siger Bjarklev.

Universiteterne bruger i forvejen mange penge på formidling og kommunikation – ville 15 millioner, som det koster i Norge, fylde meget i den sammenhæng?

”15 millioner er en hel del penge. Og skulle vi så til gengæld undlade at skrive i tidsskrifter og andre steder? Det ville ikke være et klogt valg.”

Mange taler om behovet for et nationalt leksikon. Er det ikke oplagt, universiteterne påtager sig sådan en opgave?

”Hvis Danmark har brug for sådan noget, ville det være naturligt, at politikerne beslutter at afsætte de 15 millioner kroner.”

Kunne der findes fondsmidler til den slags?

”Det må man spørge fondene om. Men jeg kunne udmærket forestille mig, det ville være noget, fondene kunne finde sympati for.”

lah

Uni-ledelsernes passivitet

De har egentlig pligt til at værne om forskningsfriheden. Men det gør de ikke i praksis, lyder den krasseste kritik i hvidbog

Det står udtrykkeligt i Uni-Loven, at ledelserne skal værne om forskningsfriheden, men i praksis gør de intet – og de er også uinteresserede i at vide, hvad forskningsfrihed er, og hvad det indebærer af ledelsesforpligtelser.

Sådan lyder groft sagt en af sociologiprofessor Heine Andersens konklusioner i hvidbogen om forskningsfrihedens tilstand. Hvidbogen anbefaler, at universiteterne – anført af bestyrelser og rektorer – aktivt må informere politikere og offentlighed om, hvad forskningsfrihed er, og hvad den betyder for personlig oplysning og fri demokratisk debat (293).

 Samtidig anbefaler hvidbogen, at rektorer og bestyrelsesformænd skal turde træde frem og kæmpe for forskningens uafhængighed.

 Endelig foreslår den også, at ledere skal skulle stilles til ansvar, hvis de ikke værner om forskningsfriheden.

Manglende ledelsesrespekt

Det mest grelle eksempel, som er offentligt kendt, handler om de mundkurvskontrakter i ’sektorforskningen’, som blev afsløret i 2016. Det var en systemisk fejl, hvor ledelser ukritisk brugte standard-kontrakter med de indbyggede tavshedspålæg (om fx offentliggørelse og udtaleret).

 Heine Andersen var den, som afslørede kontrakterne, og afsløringen førte til, at Miljøministeriet måtte igennem tre måneders pinefulde forhandlinger, før der forelå nye standardkontrakter uden mundkurvs-klausuler.

 I forhold til almindelige retsregler krænkede kontrakterne i årevis forskernes almindelige ret og pligt til frit at udtale sig om og publicere resultater. Men ingen ledelser satte spørgsmålstegn ved dem. Og det var ikke ledelserne, men pressen (DR’s Orientering og FORSKERforum), som afslørede mundkurvs-kontrakterne.

Og selv da der blev stillet spørgsmål til mundkurvs-kontrakternes lovlighed, og Miljøstyrelsen erkendte problemet, fastholdt AU’s prodekan Kurt Nielsen og chefjurist, at der ikke var noget problem.

 Og den type passivitet var faktisk typisk for uni’ernes svar på Heine Andersens spørgsmål til ledelserne i perioden 2014-16. Han har eksempler på afglidning fra Rektorkollegiet, AU-ledelsen og KU-ledelsen:

”Disse svar afslørede i flere tilfælde ikke blot mangel på viden, men også mangel på respekt for forskernes ytringsfrihed … Universiteterne er parat til at strække sig langt og slække på hensynet til forskningsfriheden”, konstaterer Heine Andersen (200-202).

 Og om en verserende opklaringssag siger han: ”Sagen viser under alle omstændigheder, at det ikke er KU, som går forrest i kampen for beskyttelse af forskeres ytrings- og publiceringsfrihed. Dette er ikke et værn om forskningsfriheden” (s.203).

Ledelseslag uden forskningsviden

Heine Andersen konstaterer, at der generelt hos myndigheder (ministerier, styrelser m.m.) er en mangel på viden om Uni-lovens begreb om forskningsfrihed, og ledelsernes forpligtelser. Ministerier har som tilsynsmyndigheder svaret på klager med henvisning til forvaltningsloven eller offentlighedsloven, men uden at inddrage Uni-loven. Og uvidenheden eller uviljen gælder også internt på uni’erne, konstaterer sociologiprofessoren, som er mødt med afvisning og uvilje, når han har spurgt ind til frihedsrammerne.

Årsagen er ifølge Heine Andersen, at nutidens ledere i stigende grad er afsondret fra forskeres daglige praksis og konflikter, og at de heller ikke skal stå til regnskab for disse. Uni-Loven betyder, at lederne kigger opad og ikke nedad, og de har ikke forståelse for de dilemmaer, som forskerne kan stilles over for i kontroversielle sager:

”Dermed har de svigtende føling med de begrænsninger og krænkelser, som forskere udsættes for, herunder som følge af deres egne beslutninger”.

Og så er det et problem, at der er en voksende stab af djøfiserede ”direktører, vicedirektører, chefjurister, konsulenter og andre administratorer, der ikke har forskningserfaring, og som ikke behøver at møde en forsker ret tit, måske aldrig. Det samme gælder i øvrigt de eksterne
medlemmer af bestyrelserne”.

Årsager til ledelsernes passivitet

Hvidbogen giver flere forklaringer på ledelsernes passivitet. At insistere for hårdt på forskningsfrihed kan udfordre en ekstern bevillingsgiver eller en offentlig myndighed, som man laver myndighedsbetjening for.

 Og så er der de rent systemiske årsager:

 En faktor er de gældende styrelsesvilkår med hierarkisk struktur og magtfulde ledere, som har skabt en virksomhedskultur med kommandoforhold og underordning, som ikke indbyder de ansatte til at insistere på deres forskningsfrihed.

 En anden faktor er kravet om ekstern indtjening og effektivisering, hvor målepunkter, metrik og overfladiske evalueringer (fx den bibliometriske forskningsindikator) kommer til at dominere ledelsestænkningen: ”Forskningens langsigtede trivsel og værnet om forskningsfrihed kommer i anden række og bliver i bedste fald et middel til økonomisk forrentning, ikke et mål” (291).

 En tredje faktor er finansieringsstrukturen, hvor eksterne bevillinger og alternative (center-)strukturer skaber parallel-organisationer med egne standarder for projekter, ansættelser og forskningsfrihed (fx NOVO-fondens metabolismecenter på KU og ’myndighedsbetjeningen’ af ministerierne, jf. Gyllegate).

jø

Fagmiljøer skal diskutere fakta-etik

Med mange nye informationskilder på internettet er der opstået et mylder af kanaler, hvor der sættes nye standarder for fakta og kendsgerninger. Nogle taler om, at der opstår ”postfaktuel viden” eller ”alternative fakta”. Og det stiller den videnskabelige verden over for helt nye udfordringer. For der kan spredes fordrejninger og manipulationer af viden på fagfelter: for hvornår og hvorfor man skal melde ind i debatter eller i tilfælde af, at usund ’post-faktuel viden’ florerer på ens fagfelt, mener ekspert i forskningsformidling:

”Det er jo en løbende afvejning, hvornår forskere mener, at de har en forpligtelse til at gå ud i offentligheden. Nogle taler ofte og tit – og breder sig måske også over store faglige områder. Andre udtaler sig mere sjældent og vil kun udtale sig indenfor deres snævre faglige ekspertise. Og andre siger ikke noget – selv om deres forskningsfelt indgår i den offentlige debat – fordi de mener, at journalister forfladiger deres udsagn eller at politikere alligevel ikke lytter til dem”, siger KU-professor Maja Horst.

 ”Uanset hvilken position, man indtager, så er det en meget personlig og individualiseret situationen, hvor man skal foretage nogle valg i en super-kompetitiv forskerverden. Det er et grundvilkår, som man ikke kan afskaffe. Men det vilkår kan negativt føre til i en individualisering, hvor man agerer i forhold til hvad der er bedst for en selv og ikke, hvad der tjener offentligheden eller videnskaben bedst”.

Miljøer bør fastlægge normer og standarder

Horst mener, at der internt i miljøerne mangler en afklaring af standarder for, hvornår og hvorfor, man skal melde ind i offentligheden eller over for myndigheder, hvis der florerer ’post-faktuel viden’ på ens fagområde:

”Men hovedproblemet er efter min vurdering, at miljøerne ikke har interne debat om, hvordan man håndterer kommunikation om kontroversielle emner. Jeg synes ikke ledere skal blande sig i, hvad forskere siger offentligt. Men det kræver, at de faglige miljøer selv tager ansvar. Selv om debat og kontrovers indgår centralt i videnskaben og i forskeres selvforståelse, så er danske forskere og forskningsmiljøer alt for dårlige til at diskutere etik med hinanden om, hvad der er rigtigt og forkert i relation til hinanden og offentligheden”, forklarer Horst.

 ”I stedet for at nogle, som udtaler sig, mere eller mindre åbent mistænkeliggøres som ’meningsmaskiner’, bør miljøer have en diskussion af standarderne for, hvad man kan udtale sig om: Hvor bredt er ens faglige ekspertisefelt? En klargøring ville også give større intern respekt”.

Og så mener hun i øvrigt ikke, at eens faglige ekspert-ekspertise skal indsnævres til et snævert specialefelt, som man gemmer sig bag: ”Som forsker har man brede faglige og metodiske kompetencer til at udtale sig inden for sit hovedområde …”

SE TEMA: Fakta-etik s. 14-23 i det trykte blad.

Udvalg genopliver ba’ som afstigningstrin

Studerende og lærere frygter, at udvalgsarbejdet bag lukkede døre, er et angreb på studienævnene og forsøg på at forkorte uddannelserne. Det er et forsøg på at genoplive Kvalitetsudvalgets forslag.

I disse uger sidder en række universitetsrepræsentanter og embedsmænd og diskuterer, hvordan danske universitetsuddannelser kan blive endnu bedre. Eller gør de? Både studerende og universitetslærere frygter, at diskussionerne i virkeligheden peger i retning af forringelser for uddannelserne.

”Vi håber meget, at der kommer noget godt ud af det her. Men vi har fra starten fået at vide, at alt skal holden inden for den økonomiske ramme. Vil man skabe forbedringer for fremtiden, så må man også have det lange lys på og lave nogle langsigtede investeringer. Og hvis der fra starten er lukket ned for det … ja, så lugter det mere af en spareøvelse,” siger Sana Mahin Doost, formand for Danske Studerendes Fællesråd (DSF)

Udvalg om bedre universitetsuddannelser blev nedsat af uni-minister Søren Pind i foråret. ”Jeg vil have undervisning i verdensklasse på de danske universiteter, og en bedre kobling mellem uddannelserne og arbejdsmarkedet. Er niveauet højt nok, bruger vi de teknologiske muligheder i undervisningen og er der for mange forskellige uddannelsestilbud? Det er nogle af de vigtige emner udvalget skal se på”.

Ingen retskrav på kandidat-uddannelse

Andre havde en mere kynisk udlægning af udvalgets formål: Det var dept.chef Agnete Gersings forsøg på at genoplive nogle af det såkaldte Kvalitetsudvalgets forliste dagsordener og forslag: Det er ”Uddannelsestjek-udvalg.2”

Det fremgik nemlig konkret af kommissoriet, at udvalget skulle forholde sig til helt specifikke tiltag, blandt andet muligheden for reelt afsluttede bacheloruddannelser, dimensionering af adgangen til kandidatuddannelser og ”tilpasning” af de studerendes retskrav til en kandidatoverbygning.

”Det, som jeg tror, man rigtigt gerne vil med udvalget, er at skabe et bachelorarbejdsmarked. Og det er noget, vi ser meget kritisk på ,” mener Sana Doost.

De studerende har ikke fået plads i udvalget, men som medlemmer af følgegruppen forsøger de at påvirke diskussionerne. Og særligt i forhold til retskravet håber de, at de måske kan vende tingene på hovedet:

”Der findes ikke et bacherlor-arbejdsmarked. Så det dummeste man kan gøre er at kaste en masse unge mennesker ud i et arbejdsmarked, der ikke findes, uden mulighed for at komme tilbage. Derfor foreslår vi: udvid retskravet, for eksempel til 5 år, hvor bachelorer kan vende tilbage og tage kandidaten. Det vil skabe større fleksibilitet og skabe mod til, at man tør prøve at finde et arbejde som bachelor,” siger Doost.

Studienævn kan miste ansvar

Også vip’ernes fællestillidsmand på KU Thomas Vils Pedersen undrer sig over, at man igen – sidste gang var i forbindelse med Kvalitetsudvalget – skal tale bachelorarbejdsmarked.

”Det er da interessant, at man bringer det op igen, selvom der var ret bred modstand mod det. Men vi må bare gentage, at der ikke er et relevant arbejdsmarked for den gruppe. Så der tror jeg, man går fejl i byen. Samtidig er der jo sket en kraftig forbedring at studietiderne, siden Kvalitetsudvalget lavede deres rapporter, så problemet med lange studietider er væsentligt mindre i dag,” siger han.

Et andet punkt i kommissoriet, han hæfter sig ved, handler om ”muligheder for at styrke ledelsesansvaret for uddannelseskvalitet og god tilrettelæggelse af uddannelserne”. Den formulering huer ham ikke.

”Vi er meget bange for, at det her handler om at svække studienævnet ansvar for planlægning af uddannelser,” siger han.

Kommissoriet siger ikke noget om, at der er problemer med den nuværende ansvarsfordeling, ud over at den påpeger modsætningen i, at det formelle kvalitetsansvar ligger hos rektor, mens det er studienævnet der planlægger. Sådan bør det dog også være, mener Thomas Vils.

”Det er meget vigtigt, at det er de VIP’er og studerende, der har detailkendskabet til uddannelsen, der står med ansvaret for uddannelsesplanlægningen og sikrer progression og sammenhæng mellem kurserne.”

Hemmeligt udvalgsarbejde

Vils’ frygt deles af Sana Doost.

”Det synes vi er rigtig skadeligt for demokratiet på uddannelserne, men også for kvalitetssikringen. Vi tror grundlæggende, det er de lokale eksperter, der sidder med det hver eneste dag, der skal sikre, at uddannelser bliver bedre,” siger hun.

Heller ikke hun kender de bagvedliggende motiver for, at studienævnene skal diskuteres.

”Jeg har i hvert ikke fået forelagt en problemanalyse, men jeg tror måske, det er et mere principielt spørgsmål om det syn på styring, der findes hos regeringen og til dels i embedsværket.”

FORSKERforum har forsøgt at få flere udvalgets medlemmer til at stille op til interview, men de har takket nej og henvist til fortroligheden i udvalgsarbejdet. Også andre kilder – herunder deltagere i følgegruppen – fortæller om et meget tillukket udvalgsarbejde, som det er svært at få informationer fra. Angiveligt skulle der være relativ stor aktivitet med møder hver 3. uge med henblik på at blive færdige inden årsskiftet.

lah

Forskeres fakta-verden udfordres

I den postfaktuelle verden er grænserne mellem fakta og holdninger opløst. Forskerverdenens autoritet er udfordret – og forskere stilles overfor nogle etiske valg

”Jo, forskerverdenen har måske været lidt naiv og er blevet overhalet af den voldsomme vækst i alternative informationskilder i de sociale medier, så der ikke længere er relativt få kanaler til formidling af fakta og kendsgerninger. Der er ikke længere en konsensus om, at information skal være fakta-tjekket, før den udsendes, og det udfordrer den videnskabelige verden og journalistikken, som ideelt set har samme professionsetikker. Nu kan alle melde sig, så det nu kan være svært at sondre mellem fakta og konstruktioner, sande og falske udsagn, kendsgerninger og holdninger”, siger professor Vincent F. Hendricks, som netop har udgivet bogen ”Fake news”, som også handler om andre fænomener ”post-faktuel viden” og ”alternative fakta”.

”Men det er helt forståeligt, at forskere har svært ved at håndtere problemet med fake news eller alternative kendsgerninger, for forskere har en professionsetik, hvor man opnår respekt ved at dokumentere, falsificere og verificere på basis af data. Sådan er forskerverdenens logik, og man går ud fra den slags rationalitet og etik også gælder for andre sektorer, men sådan er det altså ikke”.

Fag-etiske valg

Manipulationer, fordrejninger og ”folkelig viden” sker på mange måder, og det er vigtigt at forskerne har beredskab til at spotte de falske udsagn og aktørers metoder til at sprede disse, inden de fæstner sig i offentligheden som ”sandheder”.

Hendricks mener, at disse alternative – mere eller mindre lødige – informationskilder stiller forskere over for nogle fagetiske valg, der handler om, hvornår og hvordan man skal intervenere, hvis der begynder at florere usandheder i offentligheden på ens fagområde. Og journalister har i øvrigt de samme etiske dilemmaer.

Faktabenægtelsen

Amerikanske medier taget præsident Trump i 115 gange at benægte klimaforandringer og at disse er menneskeskabte. Det har han gjort på trods af, at 97 procent af alle forskere og videnskabelige artikler på området er enige om, at menneskeskabte klimaforandringerne er et videnskabeligt faktum (review v. Cook m.fl., maj 2013.

Men dette faktum har ikke fæstet sig hos menigmand, måske fordi medier har det med at skabe dikotomier, når to synspunkter skal skabe kontradiktion i artikler eller i studier. Det betyder, at de 97 pct. kommer til at debattere med de 3 pct. – hvor menigmand får den opfattelse at synspunkterne er lige gode og gyldige.

Det betyder, at kun ti procent af amerikanere er klar over, at de 97 pct. er enige, og bag det kan ligge, at 80 pct. af amerikanerne udelukkende får deres nyhedsinformationer fra kulørte og stærkt ideologiske stationer som FOX-news. Eksempelvis gav den amerikanske nyhedskanal Fox News i en periode i 2013 klimanægtere 69 procent af taletiden, mens de forskere, der anerkender klimaforandringerne som menneskeskabte, måtte nøjes med de resterende 31 procent. (GUARDIAN)

Andelen er lidt højere i europæiske lande, hvor 24 procent af tyskerne og mellem 30 og 35 procent af nordmændene, franskmændene og englænderne tror på forskernes enighed. (studie, Cardiff Universitet, marts 2017).

Fordrejningen:
’Cherrypicking’ som fordrejning

Der er mange metoder til at fordreje eller betvivle fakta og kendsgerninger, og forskere sættes ofte under ekstra pres, fordi de direkte eller indirekte mistænkeliggøres.

Det er ikke nyt, at fakta og kendsgerninger udfordres, men det er nyt, at politiske eller økonomiske interessegrupper har systematiseret deres indsatser og kampagner med særlige metoder. De kan have en interesse i at sprede misinformation overfor bestemte videnskabelige fakta, fx ved at sende falske eksperter på banen. De kan have et skin af kvalifikationer igennem deres titel uden at have relevant ekspertise – eller det kan være eksperter, som er købt af branchen (fx tobaks- eller medicinal-industrien).

Det kan også være lobbygrupper, som ikke direkte lyder, men laver spin på at modarbejde fakta ved at fordreje disse ved at selektere udvalgte data og fortie andre (”cherry-picking”).

HPV-vaccine:
Folkelig viden blev post-faktuel

Ud over den politiske kamp om klimaet er HPV-vaccinen nok det mest aktuelle eksempel på, hvordan videnskaben og fagfolk har problemer med at tackle alternativ (folkelig) viden.

Efter nogle nyhedshistorier, en TV2-udsendelse og en livlig forældredebat oplevede læger et drastisk fald i yngre piger, som skulle have HPV-vaccine mod livmoderhals-kræft. Der var sået voldsom tvivl om virkningen af vaccinen, og den blev beskyldt for at have voldsomme bivirkninger for flere end Sundhedsstyrelsen påstod. Men Sundhedsstyrelsen og lægeautoriteter kaldte den folkelige viden om HPV for myter, for man mener, at der er evidens for virkningen.

Sundhedsdirektør Søren Brostrom meldte drastisk ud: ”Det postfaktuelle sniger sig ind på sundhedsområdet…”. Han advarede mod, at pseudo-videnskabelige råd om vores mad og afvisning af fakta på vaccineområdet vil skade folkesundheden. Han begræd, ”at et af de største lægevidenskabelige gennembrud i hans tid, hpv-vaccinen mod livmoderhalskræft, er i frit fald” (POLITIKEN 15. marts).

Nyborg ærestaler for amerikanske racister

Den racistiske organisation American Renaissance var medarrrangør af begivenhederne i Charlottesville den 12. august, der udartede i optøjer og kulminerede med, at en nazist kørte sin bil ind i moddemonstranter og dræbte en og invaliderede flere. Nogle kaldte det en terrorhandling, mens præsident Trump blev voldsomt kritiseret for ikke at tage tydeligt nok afstand til bevægelsen Alt-Right (Alternative Højre) med hvide racister, nationalister og nazister.

Nu viser det sig, at eks-psykologiprofessor Helmuth Nyborg – som er kritiseret for ’forskning’, der er mere baseret på race-ideologi end på videnskab – har stærke forbindelser til nogle af disse racister. Han var i juli æresgæst og taler ved deres årskonference i Nashville.

Ekstremisme-forsker: Nyborg legitimerer racisme

Ekstremisme-forsker Joe Lowndes fra Oregon University forklarer: ”American Renaissance er en erklæret ‘white supremacy/white nationalist organization’, som I USA forbindes med racisme. Det kan ret simpelt bekræftes ved et besøg på deres hjemmeside. Og heraf fremgår, at de gerne vil fremstå med et skin af akademisk legitimitet gennem brug af eugenisk pseudo-videnskab”, forklarer han. Som led i sin forskning overværede han sommer-konferencen og Nyborgs oplæg.

Over for FORSKERforum afviser Helmuth Nyborg, at American Renaissance skulle være en racistisk organisation. Og Nyborg mener ikke at han har legitimeret American Renaissances formål eller indhold: ”Af deres hjemmeside fremgår, at de respekterer alle racers ret til at have en særlig identitet, herunder hvides. Det ser jeg ikke noget galt i”.

Men den bagatellisering afvises blankt af ekstremisme-forskeren:

”American Renaissance er en stærkt ideologisk organisation på den yderste højrefløj. Og som keynote-speaker bidrog Nyborg utvivlsomt til at legitimere organisationens racistiske ideologi. Og jeg kunne jo konstatere, at Nyborgs racistiske nonsensbegreb ’ecotype-teori’ blev mødt med begejstrede klapsalver fra konference­deltagerne”.

Nyborgs ’omregningsfaktorer’

Nyborg har i årevis været kontroversiel med udtalelser om, at kvinder har lavere IQ end mænd, og at farvede har lavere IQ end hvide, hvilket vil betyde underminering af den vestlige verden.

Nyborg har igennem sin ”eugenik-forskning” søgt at føre videnskabeligt bevis for dette. Hans kritikere har hævdet – hvilket delvis blev bekræftet af Uredelighedsudvalget – at han opererer med konstruerede data, bl.a. indgår uigennemskuelige ”omregnings-faktorer”, som ingen andre forskere kan reproducere.

UVVU endte med at dømme Nyborg uredelig i 2011, men denne afgørelse fik Nyborg omstødt i 2015, hvor juridiske dommere i Vestre Landsret fastslog, at UVVU ikke havde retsligt grundlag for at dømme ham ”uredelig”. Siden har Nyborg erklæret sig ”frifundet” for videnskabelig fusk, selv om Landsretten ikke undersøgte hans forskningsmæssige konstruktioner.

Fake news-ekspert: Nyborg skal ikke forties

Nyborg er kendt for sine rabiate synspunkter, og mange i forskningsverdenen mener, at det er bedst, at han forties som en skør kugle, som man ikke bør ofre opmærksomhed, omtale eller modsigelse. Men fortielse af ’fake news’ er en farlig strategi, konstaterer professor Vincent Hendricks.

”Professions-etikken udfordres. Forskere skal jo være en slags kuratorer eller gatekeepere for fakta eller ’sandheden’. Og når nogle så afviger fra det spor, bør det jo anfægtes af andre forskere, for problemet ved at undlade at modsige tvivlsom videnskab er, at det kan bidrage til at skabe ’overbevisnings-ekkoer’, hvor noget udokumenteret eller falsk alligevel lejrer sig som noget ’sandt’ i offentlighedens opfattelse. Usande narrativer kan få stort gennemslag. Derfor er det en forpligtelse for forskere at gøre indsigelse, hvis der spreder sig usandheder eller manipulationer i vigtige samfunds-debatter ”.

På uni’s nederste etage

”Jeg er ekstern lektor. Dette semester varetager jeg fire forskellige universitetskurser med det, som det indebærer som eneansvarlig for planlægning, undervisning, vejledning og eksamensbedømmelse af 90 studerende. 254 kr. i timen ser jo meget godt ud på papiret. Men bagved ligger mange usynlige timer, så i praksis tjener jeg noget, der svarer til minimumslønnen (ca. 120 kr./t)”, fortæller en anonym ekstern lektor i denne måneds TEMA.

Den anonyme fortæller om ringe ansættelsesvilkår. Om hvordan systemet udnytter løslærernes akademiske ansvarsfølelse i et djævelsk system, som skjuler, hvordan gratis merarbejde er med til at finansiere universitetets drift. Og hvordan virtuelle, fiktive forvaltnings-systemer medvirker til et ukollegialt miljø set fra løslærerens plads i eliten på nederste etage:

”Jeg klager såmænd ikke over indholdet i mit arbejde og de mange arbejdstimer, men over lønnen. Og over usikkerheden, hvor man som løstansat aldrig ved, hvor mange timer man har i næste semester. Eksterne lektorer fungerer som buffer på semesterbasis, alt efter om institutterne har behov for os”.

Arbejdslivsforsker Janne Gleerup er i gang med en undersøgelse af de løstansattes situation, og hun genkender den anonymes udsagn fra interviews med andre løstansatte: ”Den anonyme underviser giver et vigtigt vidnesbyrd om, hvordan man som løstansat kan opleve at befinde sig i en uholdbar og uretfærdig situation. Kontrakter og arbejdstid tilpasses efter, hvad instituttet her og nu har brug for, hvor mange studerende der er, hvilke kurser der ikke varetages af de fastansatte det pågældende semester samt en række andre faktorer, som kan variere fra sted til sted”.

Nogle vil spørge, om beskrivelsen af at være løstansat og være en (mis-) brugt arbejdskraft nu også kan passe?

”De interviewede i vores undersøgelse fortæller om, at de mødes af mistro overfor, om deres arbejdsforhold nu er så ringe endda”, svarer arbejdslivs-forskeren.

”I offentligheden er forståelsen typisk, at den danske arbejdsmarkedsmodel generelt sørger for gode løn- og arbejdsforhold. Men over en bred kam er tendensen, at faste stillinger transformeres til midlertidige stillinger, hvor klassiske rettigheder er mærkbart forringede. Det nye er, at man ikke længere kan uddanne sig ud af usikkerheden. Også det akademiske arbejdsmarked rammes af prekariseringen som jo er et internationalt fænomen”.

Se tema: Løst ansat s. 26-29 i det trykte blad.

Principielt: Hvad er faktuelt?

Pressenævnet skal nu tage stilling til, hvordan forskere og medier skal omgås ’alternative fakta’ og ’postfaktuelle data’.

Forskerforum havde 16. maj en hjemmeside-nyhed: “Kritik af publicistpris: Skadelig for videnskaben”, som skabte nogen turbulens.

Dels blev FORSKERforum i fagbladet JOURNALISTEN kritiseret for ikke at have spurgt den kritiserede part (WEEKENDAVISENs journalist Lone Frank) før artiklen blev publiceret. Det måtte FORSKERforum indrømme var en formel fejl.

Men dels førte nyheden også til, at eks-psykologiprofessor Helmuth Nyborg klagede til Pressenævnet over, at han var omtalt, uden at han var blevet forelagt de fremsatte ytringer til kommentar før trykning.

Og nævnets afgørelse kan blive ganske principiel, fordi den handler om, hvordan journalister og forskere må omgås ’alternative fakta’ og ’postfaktuelle data’.

Nyborg: Æreskrænkende og faktuelt forkert

Nyborg klager over, at han ikke blev forelagt de konkrete udtalelser fra psykologi-professor Jens Mammen, bl.a.:

At “Nyborg ikke kunne ikke fremlægge data på, at mænd er klogere end kvinder. Og i UVVU-sagen kunne han ikke fremlægge kilden til sine såkaldte FN-data, som altså var konstruerede.”

At Nyborg havde brugt en ”ghostforfatter”, der kom fra den rabiate Den Danske Forening.

Og at det var umuligt at identificere en central FN-kilde, og at artiklen var bygget på ”uoplyst konstruktion af data eller substitution med fiktive data.

I sin klage henviste han til, at disse udsagn er ”skadelige, krænkende, faktuelt forkerte, og virker agtelsesforringende for undertegnede, uden at disse først blev efterprøvet ved forelæggelse for undertegnede, så jeg havde mulighed for at korrigere oplysningerne”.

FORSKERforum: Faktuelle oplysninger

FORSKERforum svarede, at de fremsatte ytringer er oplysninger af faktuel karakter, som medier ikke har pligt til at forelægge (jf. de presseetiske regler). Der henvises til, at Nyborg i de konkrete sager enten har nægtet at fremlægge data/har fremlagt ikke-verificerbare data/har fremlagt konstruerede data. Nyborg arbejder altså – for at bruge nutidig sprogbrug – med ”alternative fakta”, som er i strid med god videnskabelig praksis.

FORSKERforum anfører supplerende, at det er velkendt, at Helmuth Nyborg anser sig for frikendt for at have lavet videnskabelig fup, med henvisning til en afgørelse fra Vestre Landsret. Men Landsretten afgjorde blot, at UVVU ikke havde retsgrundlag til at dømme ham ”uredelig”.

Landsretten efterprøvede og tog dog ikke stilling til sagens substans, dvs. om Nyborg havde forbrudt sig mod god videnskabelig praksis, som UVVU dømte. Og det betyder, at Nyborg i den videnskabelige verden – bl.a. ud fra UVVU’s gennemgang ud fra almindelige videnskabelige normer – opfattes som en fupmager. Det er altså en faktuel oplysning, som FORSKERforum kan fremføre uden at forhandle formuleringer med Nyborg.

FORSKERforum bragte kritik af publicistpris

FORSKERforums nyhed handlede om, at Publicistklubben – en forening for journalister og andre mediefolk – har tildelt WEEKENDAVISENs videnskabs-journalist Lone Frank den store publicistpris og 20.000 kr for ”en mangeårig, fremragende indsats i overensstemmelse med klubbens formål om at værne om ytringsfrihed og medvirke til indsigt i den aktuelle medie- og samfundsudvikling”.

Men det faldt psykologiprofessor Jens Mammen for brystet, for Lone Frank har ukritisk bragt noget af Helmuth Nyborgs konstruerede data som baggrund for genetik-artikler:

”Ud fra Lone Franks artikler i Weekend-avisen tror folk, at kontroverserne om Nyborg handlede om faglige uenigheder og fejder mellem faglige ligemænd. I virkeligheden handlede det om, at Nyborg var en fusker. Han konstruerede data (om population og fertilitet), som passer til hans politiske synspunkter. Han kunne ikke fremlægge data på, at mænd er klogere end kvinder. Og i UVVU-sagen kunne han ikke fremlægge kilden til sine såkaldte FN-data, som altså var konstruerede. Og den mangel på videnskabelige standarder har Frank altså legitimeret i sin journalistik”.

Lone Frank brugte ’alternative fakta’

Og Franks problem er, at hun har brugt Nyborg i flere af sine forsidehistorier. Dels en, hvor hun problematiserede UVVU’s behandling af sager om uredelighed, hvor hun indirekte frikendte Nyborg for fusk. (29.11 2013). Og en tidligere, hvor hun brugte Nyborgs omdiskuterede ”data”, som UVVU senere dømte som konstruerede (22.7 2011).

Lone Frank har aldrig beklaget artiklen. Og WEEKENDAVISEN trak aldrig den problematiske forsidehistorie tilbage, selv om den byggede på ”alternative fakta”.

Da FORSKERforum publicerede kritikken af Lone Frank, blev hun tilbudt at kommentere denne i FORSKERforums trykte udgave. Men redaktonen har intet hørt fra hende. Og hun har i øvrigt heller ikke klaget til Pressenævnet.

BFI-registreringer uden kontrol

Det sejler i forskningsregistraturen. En rapport afslører, at universiteterne på tvivlsomt grundlag har indberettet en lang række publikationer som forskning

En del af universiteternes basismidler kan være fordelt på uretmæssig baggrund.

Det viser en rapport, som Center for Forskningsanalyse (CFA) har lavet for Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Rapporten, som Forskerforum har fået aktindsigt i, da den ikke er offentligt tilgængelig, viser, at der kan være problemer med mange af de indberetninger til Den bibliometriske forskningsindikator (BFI), universiteterne har foretaget. En nærmere gennemgang viser nemlig, at langtfra alle de indberettede publikationer lever op til kriterierne for videnskabeligt arbejde. Dertil kommer andre problemer, for eksempel med artikler, der ikke er fagfællebedømte, og publikationer, der er dobbeltregistrerede.

Der er især problemer med monografierne – altså de indberettede bogudgivelserne. Ud af 178 bøger på danske forlag, som i 2015 blev registreret i BFI’en, fandt forskerne problemer i 79 – altså næsten halvdelen – mens 52 havde ”eventuelle problemer”, fordi de lå i gråzonen. Kun en fjerdedel af de registrerede monografier var uden problemer.

Problemerne med bøgerne skyldes primært, at de ikke opfylder kravet til videnskabelighed, men ”derimod er lærebøger, håndbøger eller populærlitteratur, som ikke forsøger at bidrage til at fremme og udvikle forskningsfeltet”, som det hedder i rapporten.

Skævfordeling af midler

Også hvad angår bidrag til antologier på danske forlag, hænger det med BFI-indberetningskvaliteten. Her fandt rapportens forfattere problemer ved 51 procent af de 1148 undersøgte indberetninger. Kun en tredjedel var helt problemfri.

Nogle forskere, institutter og universiteter puster sig altså mere op i forhold til forskningsindsatsen, end de har hjemmel til i BFI-reglerne. Og det giver ikke kun et skævt billede, det kan også give en skæv fordeling af bevillinger. En fjerdedel af de konkurrenceudsatte basismidler fordeles nemlig på baggrund af BFI-produktionen.

”Der kan både være en skævfordeling mellem institutionerne, hvis de har forskellige indberetningspraksis, men også mellem de enkelte områder og institutter. Hvis nogle fakulteter viderefører de BFI-baserede bevillinger helt ned på institutplan, tror jeg, man kan have en skævfordeling, der er endnu større end universiteterne imellem.”

Sådan siger professor Poul Erik Mouritzen, AU-Statskundskab, som i øjeblikket arbejder på et Velux-finansieret forskningsprojekt omkring BFI’en. Det er Mouritzens partner, professor Jesper Schneider fra analyseinstituttet, der har lavet analysen til ministeriet.

Incitament til institutlederen: 15.000 kr. pr. point

Hvis alle universiteter var lige ”gode” til at begå indberetningsmæssige unoder, ville fordelingen ikke blive påvirket. Men rapporten viser, at nogle universiteter er værre end andre. Eksempelvis har AAU en langt større andel af problemfyldte indberetninger end SDU. Og som rapporten lakonisk konstaterer: ”Der er således en potentiel risiko for, at andet end publiceringsaktiviteten kan have betydning for, hvor mange BFI-point universiteterne tildeles.” Målt i point har AAU høstet 246 problematiske point, mens SDU kun har 58 problematiske.

Hvis vi antager, at de ’måske problematiske’ indberetninger alle er i orden, og til gengæld antager, at alle de problematiske ikke skulle have udløst point, vil en hurtig hovedregning betyde, at SDU har fået en lille million for meget, og at AAU har fået små 4 mio. for meget. Og det er formentlig et konservativt skøn,” siger Mouritzen.

Han bygger regnestykket på, at et BFI-point i runde tal svarer til fordeling af 15.000 kroner.

”I universiteternes samlede budgetter er det ikke noget, der for alvor rykker om på midlerne. Men det skaber nogle problemer omkring legitimiteten af hele systemet – både for universiteterne og for den enkelte forsker. Så længe tingene har rodet i stilhed, har det ikke været et problem. Men det er det nu,” siger Mouritzen.

Lang reaktionstid

De mange problematiske indberetninger er ikke et nyt fænomen. Jesper Schneider, der har lavet rapporten med videnskabelig ass. Pernille Bak Pedersen, oplyser, at han lavede en analyse til ministeriet i 2011, der viste, at der primært var problemer med dansksprogede tidsskrifter og lærebøger. Analysen blev gentaget i 2013, hvor problemerne var de samme. I efteråret 2016 blev han bedt om at gentage analysen og kigge på 2015-indberetningerne med fokus på de særligt problematiske publiceringstyper, og igen viste billedet den samme type problemer.

”Med den undersøgelse, Schneider lavede i 2011, burde ministeriet allerede dengang have reageret med præciseringer af retningslinjerne. Det skete ikke, og jeg ved ikke hvorfor,” siger Poul Erik Mouritzen.

Det er Uddannelses- og Forskningsministeriet, der samler BFI-indberetningerne. Men ministeriet kontrollerer ikke, om de er korrekte. Den kontrol står universiteterne selv for, og her kan det være så som så med nidkærheden.

SDU-bibliotek: Forsker laver selv kvalitetskontrol

Som eksempel går BFI-indberetningerne på SDU via universitetsbiblioteket. Her tjekker man, at formalia i indberetningerne er i orden, eksempelvis omkring titler, navne og sidetal. Om publikationen opfylder kravene til videnskabelighed, er som udgangspunkt ikke noget, biblioteket går ind i en vurdering af, oplyser kontorleder Anne Thorst Melby.

”Det er forskeren selv og forskningslederen, der vurderer de ting. Det sker, at vi henvender os til forskeren, hvis noget virker tvivlsomt. Men vi har mange publikationer, vi skal igennem, så vi er nødt til at stole på, at forskeren gør det korrekt,” siger hun.

Det billede – at det i sidste ende er forskeren selv, der får det afgørende ord, genkender Poul Erik Mouritzen. I sin undersøgelse har han netop set nærmere på kvalitetssikringen af indberetningerne, og hvor ansvaret for fejlene ligger.

”Styrelsen har et ansvar, institutionerne har det, institutlederne har det, og forskerne har det. På sidelinjen har man så universitetsbibliotekarerne, der gennemgår indberetningerne. Og når det så er meget problematisk, tager de kontakt til forskerne,” fortæller han.

Ekspert: Institutledere i dilemma

Pilen peger dog mest på institutlederen, hvis man skal placere ansvaret for, at den enkelte indberetning er korrekt,

”Vi hører alle steder, at de har endeligt ansvar for, at registreringer er korrekte. vi hører også, at det er meget forskelligt, hvor alvorligt de tager det ansvar,” siger Mouritzen.

Systemet stiller institutlederne i et dilemma. De skal være garanter for kvaliteten, men samtidig kan de have en interesse i, at der bliver registreret så meget forskning som muligt. Det kan være, hvis økonomien afhænger af BFI-produktionen, eller hvis der er produktionsmål, der skal overholdes.

”Det afhænger primært af, hvordan de lokale pengestrømme er. Hvis instituttet er fuldstændigt uafhængig af BFI-produktionen, så er det nok lidt lettere at tage kvalitetsansvaret alvorligt. Men hvordan det reelt fungerer, ved vi ikke,” siger Poul Erik Mouritzen.

Ministeriet har reageret på rapporten ved at udsende den til universiteterne og udbede sig kommentarer. Samtidig har man udsendt et sæt nye og opdaterede retningslinjer. Og det tror Poul Erik Mouritzen faktisk vil gøre en forskel.

”Jeg tror, 90 procent af fejlene kan fanges. De nye retningslinjer sammenholdt med den debat, der kommer nu, og den bog, vi udgiver senere i år, vil skabe så mange faktorer, at jeg tror, rektorerne vil sige til deres institutledere: Det her gider vi ikke høre mere om. Nu skal det køre ordentligt!”.

lah

Vindmølleindustri fyrede AAU-professor

– indikerer dokumentation i ny bog: Industrien pressede dekanen, og da der kom nedskæringsrunde, prikkede ledelsen kritisk støjforsker i marts 2014. På en skinbegrundelse, lyder kritikken

Støjprofessor Henrik Møller blev fyret d. 26. marts 2014 fra AAU med henvisning til besparelser, selv om instituttet faktisk havde nybesat to lektorstillinger året før på fagområdet. Selv om han var en højprofileret og internationalt kendt støjforsker, så pegede pilen på ham, fordi hans eksterne indtjening var for lav. Han havde ”det største misforhold mellem indtægter og udgifter”, som dekanen og institutlederen formulerede det.

Men det var ikke den reelle begrundelse, fortæller en dybdeborende bog ”En skjult magt”. Den giver mange indicier på, at ledelsen ville af med ham, fordi hans forskning i lavfrekvente lydgener fra vindmøller og hans kritiske udtalelser i pressen var ubekvemme for vindmølleindustrien. Støjgrænser, støjundersøgelser og naboklager kan nemlig blokere for opførelse af vindparker tæt på beboelser.

Dekan i hemmelig kontakt med eksterne

Indicierne handler om en sammenkædning af fyringen og pres fra vindkonsulenten DELTA (medlem af vindmølle-lobbyens brancheorganisation).

Bogen afslører – med basis i aktindsigt i sagens officielle dokumenter – at efter en række konflikter mellem forskeren og lobbyen kommunikerede dekan og institutleder underhånds med DELTA, som mistænkeliggjorde forskeren – og som angiveligt tilskyndede AAU-lederne til at passivisere støjforskeren.

Forfatteren Peter Skeel Hjorth – kritisk vindmøllejournalist – har fået aktindsigt i korrespondance og mails, og dem bruger han til at flette en nærmere forbindelse mellem vindmølle-lobbyen og støjprofessorens chefer. Tonen mellem dekanen og lobbyisterne er kammeratlig og indforstået. Der er telefonsamtaler og møder uden referater, som sammenfattes i kryptiske udtryk i efterfølgende mails, fx når DELTA taler om ’det emne, som ligger os mest på sinde’ – underforstået at støjforskeren skulle passiviseres, indikerer forfatteren.

Påstand: Dekanen gik uden om forskerne

Bogens fremstilling er lidet flatterende for AAU-dekan Eskild Holm Nielsen og institutleder Børge Lindberg. Forfatteren konstaterer, at sagens skandale var, at deres forretningsmæssige strategi og samarbejde med vindmølleindustrien var vigtigere end at bakke op om deres medarbejdere, deres forskning og formidling (s.184).

Bogen samler en række indicier på, at AAU-lederne har sat økonomi og samarbejde med industrien højere end forskningsfriheden. Branchens lobbyister kommunikerede fx direkte pr. telefon eller mail med dekanen – som ikke er fagkyndig på området – uden om forskerne: ”Henvendelsen til dekanen var direkte indblanding i et universitets indre anliggender, den fri forskning og formidling” (s.140). Og dekanen deltog i et møde med lobbyens bestyrelse, hvor temaet bl.a. var AAU-forskernes ”deltagelse i offentlig debat” (s.172).

Dekanen: Fyring uden sammenhæng

AAU’s Tech-dekan Eskild Holm Nielsen, hvis forvaltning er under kritisk lup i bogen, afviser dens sammenkædning af vindmølleindustriens pres og universitetets fyring af støjforskeren:

”Bogens fremstilling af baggrund og forløb er ikke korrekt. Henrik Møller blev afskediget som led i nedskæringer og efter en helt reglementeret procedure med fastlæggelse af kriterier osv. Afskedigelsen havde intet at gøre med hans arbejde med lavfrekvent støj eller med vindmølle-industrien”.

I det første interview med FORSKERforum.dk (10. maj) kaldte dekanen fremstillingen for ’konspiratorisk’ og ’social konstruktivisme’, og det uddybede han senere, da han havde fået den læst:

”Jeg kan præcisere min første vurdering til, at den er et partsindlæg, ensidig og unuanceret. Hovedproblemet er, at den ikke har en klar tidslinje i fremstillingen, så der er ikke hoved eller hale i forløbet. Det virker, som om forfatteren fremstiller den kontroversielle historie, som han har lagt fast på forhånd”.

Forfatteren: Dekanen gradbøjer og forvrider

Til dekanens kommentar svarer forfatteren:

”Indicierne peger på, at støjprofessoren blev fyret på en skinbegrundelse. At han blev fyret efter pres fra vindmølle-industrien, er ganske rigtigt baseret på sammenkædningen af begivenheder og indicier. Der er ikke en rygende pistol i form af en mail, hvor dekanen skriver, at nu skal Henrik Møller fyres! Men det gør jo ikke sammenkædningen af indicier mindre gyldig; man kan jo godt blive dømt på indicier ved en dansk domstol. Så jeg overlader trygt til læseren at dømme i denne sag”, siger Peter Skeel Hjorth.

”Journalister, som graver og stiller kritiske spørgsmål i kontroversielle sager, bliver ofte mødt af beskyldninger om at være partiske og have en skjult dagsorden! Men bogen er altså bygget på den foreliggende aktindsigt, dokumenter er tilmed citeret grundigt. Dekanen gradbøjer og forvrider nu forløbet og sin egen forvaltning i et forsøg på at dække over sin problematiske ageren i denne skandale”.