Forfatterarkiv: admin

Uni-ledelser: NEJ til Pinds ministerstyring

Lovforslag om indirekte ministerudpegning er brud på armslængde-princippet mellem politik og universitet

”Bestyrelsesformændene og rektorerne er modstander af, at bestyrelsesformanden udpeges af udpegningsorganet. Bestyrelsesformanden skal vælges af bestyrelsens midte. Det giver bestyrelsesformanden legitimitet …”

Med disse ord afviser universitetsledelserne – se underskrifterne ovenfor – blankt minister Søren Pinds forslag om indirekte ministerudpegning i deres fælles høringssvar på lovudkastet. Den fælles front mod ministerens udkast er noget af en begmand for ministeren, for den kommer ikke bare fra rektorkredsen men også fra de erhvervsfolk, som sidder i bestyrelserne og som er bestyrelsesformænd i dag. Det er ellers dem, som Venstreministeren gerne lytter til.

Også AC og universitetsfagforeningerne DM og Djøf har skarpe afvisninger.

Det bliver interessant, hvordan minister Pind håndterer den skarpe afvisning af mere statstyring. Vil han fastholde forslaget og få et modsætningsforhold til uni-ledelserne? Vil han finde en kompromismodel? Eller vil han vælge at droppe lovforslaget, som er varslet til fremsættelse i april?

Lovudkastet blev sendt til høring i slutningen af februar. Overskriften lød uskyldigt, at det handler ”bedre ledelse på universiteterne”.

 ”Men djævelen sidder jo i detaljen, for det fortælles ikke, HVEM det er bedre ledelse for? For universitetet, de studerende eller forskerne? Eller er det bare et bedre redskab til statsstyring?”, spurgte Socialdemokratiets ordfører Mette Reissmann. Soc’erne er ikke længere med i en forligskreds om Uni-Loven, som eks-minister Esben Lunde opsagde. Det er Dansk Folkeparti – som ikke længere har frihedsfundamentalisten Jesper Langballe som ordfører – heller ikke, men på Christiansborg forlyder det, at de har nikket ja til forslaget, og så er der flertal bag…

Uafhængige bestyrelser

Uniledelserne konstaterer som afsæt, at Uni-loven gør uni’erne til ”selvejende institutioner med udstrakt autonomi, frihed og (politisk) uafhængige bestyrelser” – og det er uni-ledelsernes ”utvetydige indstilling´”, at den uafhængighed må der ikke sættes spørgsmål ved. Ledelserne mener, at universiteterne ”alene skal reguleres via den gældende lovgivning og ikke gennem politisk udvælgelse af bestyrelsesmedlemmer eller bestyrelsesformænd”.

”Lovforslaget bryder med disse grundlæggende principper og er et opgør med de politisk uafhængige universitetsbestyrelser og med forskningsfriheden. Det er et afgørende brud på armslængde-princippet, at ministeriet bliver dybt involveret i indstillings- og udpegningsprocessen, som det fremgår af lovforslaget”.

Uni-ledelserne erklærer sig som utvetydigt modstander af, at bestyrelsesformanden udpeges indirekte af ministeren (via de foreslåede organer). Det er bestyrelsen, som bør vælge formand. Og hvis ministeren alligevel insisterer på sine udpegningsorganer, så må ministerens indflydelse og repræsentanter her udgå …

Se analyse: Ministerstyring s. 18 i det trykte blad.

Konstruktiv journalistik på AU

AU’s ledelse har lavet hensigtserklæring om at sponsere den selvstændige fond Constructive Institute med gratis husleje. Usædvanlig konstruktion for stedet har ingen forskere.

I mediebranchen skabte det opsigt, da DR’s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup for nogle uger siden meddelte, at han fratrådte for at blive direktør for fonden Constructive Institute (CI). Her skal han arbejde med at udvikle og udbrede såkaldt ’konstruktiv journalistik’, som han har skrevet en bog om for nogle år siden.

Og det skal angiveligt ske på AU i en efter danske forhold noget usædvanlig konstruktion. Ifølge en hensigtserklæring, som Haagerup og AU’s rektor har skrevet under på, er CI en selvstændig enhed, der afholder egne udgifter, men AU skal stille gratis lokaler til rådighed med henblik på ”fælles fremtidige aktiviteter”.

Og det gik hurtigt med at offentliggøre projektet, for foreløbig er den kun en hensigtserklæring. I den kan man læse, at CI vil beskæftige sig med ”konkrete projekter, herunder forsknings- og udviklingsprojekter”, ”udbredelse og koordinering af den nationale og globale indsats for konstruktiv journalistik”, og endelig et fellowship-program for danske og udenlandske journalister. Parterne er i gang med at udarbejde en egentlig samarbejdsaftale på basis af hensigtserklæringen.

AU’s bestyrelsesformand og kommunikationschef i bestyrelsen

Finansieringen af CI sker gennem en bevilling fra TrygFonden på 25 millioner samt penge fra henholdsvis Aarhus Stiftstidendes Fond, Den Fynske Bladfond og virksomheden Bestseller. I fondens bestyrelse sidder blandt andet AU’s bestyrelsesformand, Connie Hedegaard, og AU’s kommunikationschef, Anders Correll.

”Vi ser det som en vigtig opgave at samarbejde med journalister og medier på mange forskellige måder. På månedsbasis indgår vi i mellem 2.500 og 3.000 omtaler, så vi har et tæt samarbejde med medierne. Nu skal vi have kortlagt samarbejdsmulighederne med CI og de fellows, der får ophold på CI. Det håber jeg kan give gode input til vores fremadrettede udvikling af den brede vidensformidling,” fortæller Anders Correll om AU’s interesse i at huse CI.

Han nævner også, at de journalister, der får tildelt fellowships, kan få stor glæde af følge undervisning på de områder som interesserer dem samt eventuelt opbygge gode relationer til forskningsmiljøer.

AU’s medievidenskab: Husk armslængden

Men på Afdeling for Medievidenskab og Journalistik er stemningen noget mere afventende.

Lektor Unni From, som er leder af Center for Journalistiske Universitetsuddannelser, kan se spændende perspektiver i et samarbejde med de besøgende journalist-fellows.

Men gratis husleje til en privat, ikke-akademisk enhed uden forskningskvalificeret personale skaber undren og bekymring på selve universitetet: ”Det bliver helt afgørende, hvad der kommer til at stå i den samarbejdsaftale. Vi er bekymrede over, at aktiviteter i relation til et universitet skal have helt styr på armslængde-princippet, så AU’s forskningsbrand ikke kan beklikkes. Det har vi meldt tilbage til vores ledere, og det tror jeg ikke, nogen kan være uenige i.”

Hun hæfter sig dels ved CI’s private finansiering, dels ved, at CI ifølge egen formålsparagraf er sat i verden for at promovere en særlig form for journalistik.

”Når noget er sponsoreret og normativt, skal man være ekstra opmærksom. Og umiddelbart vurderer jeg, at formålet lyder normativt, når man gerne vil fremme en alternativ form for journalistik. Hos os underviser vi i alle mulige former for journalistik, men som forskere missionerer vi ikke.”

Formålsparagraf: Forskning?

At universiteter kan huse private organisationer, der tilbyder fellowships, findes der eksempler på i udlandet. Constructive Institute henviser selv til John S. Knight Journalism Fellowships på Stanford University og Niemann Foundation på Harvard University, der begge på tilsvarende vis tilbyder fellowships til journalister. AU’s medieforskere rynker ikke brynene over fellowship-modellen.

Man undrer sig derimod over, at der både i CI’s formålsparagraf og i hensigtserklæringen med AU står, at centret skal forske: ”Som jeg har forstået det, er der ikke ansat nogen forskere, så jeg forstår ikke, hvordan der kan være tale om forskningsaktiviteter”, siger lederen på AU-Medievidenskab.

Kommunikationschef Anders Correll fortæller imidlertid, at det er forkert, hvad der står i formålsparagraf og hensigtserklæring: “Det er fint hvis CI vil finansiere forskningsprojekter, som forskerne er interesserede i, men forskningen skal  skal i så fald udføres af forskere på AU,” fortæller han.

AU-institutleder: CI ikke et institut på AU

Men selv hvis forskningen blev lagt i eksempelvis Afdelingen for Journalistik og Medievidenskab, mener Unni From, at man skal være forsigtig.

”En enkelt forsker, som eventuelt ville være interesseret i at samarbejde med CI, kan jo godt forske i konstruktive nyheder, men troværdigheden af den forskning vil jo naturligvis afhænge af, at de etiske og videnskabelige retningslinjer for god videnskabelig praksis bliver fulgt”.

Hun bemærker også, at det kan skabe forvirring om relationen til AU, at ’institut’ indgår i navnet på Constructive Institute.

”Jeg har umiddelbart svært ved at se, at det giver mening at tale om et institut og ordvalget kan bidrage til, at man kommer til at opfatte CI som et almindeligt institut. Det er som sagt vigtigt, at det bliver helt og aldeles klart, at AU og CI er to forskellige ting,” siger Unni From.

Hun blev først sent involveret i sagen, men forventer, at de relevante fagmiljøer vil blive inddraget i den proces, der skal føre til en endelig samarbejdsaftale mellem AU og CI.

lah

Studieledere: Vi har allerede ’filosofikum’

FORSKERforum har spurgt tre studieledere om behovet for et bredt dannelsesfag ’filosofikum’ i studieordningerne. De er principielt positive, men afviser det i praksis

Ingen er såmænd uenige med uddannelsesminister Søren Pind I, at et generelt akademisk dannelsesniveau er godt og relevant for universitetskandidaterne. Men når ministeren taler om at indføre et ’filosofikum’ som et obligatorisk ECTS-normeret kursus, der skal skubbe andre fag ud af studieordningen, begynder skepsis’en at indfinde sig. FORSKERforum har talt med studieledere på tre forskellige fakultetsområder. Og deres første, næsten samstemmende reaktion er, at de mener, de i forvejen har de dannelseskompetencer, Pind efterlyser, på skemaet. Nemlig i form af ’fagets videnskabsteori’, som på forskellig måde er indarbejdet i uddannelserne. Så trods sympati med ideen, har studielederne lidt svært ved at se behovet for et politisk tiltag.

 Dertil kommer, at et nyt, obligatorisk fag nødvendigvis må skubbe noget andet ud, hvilket ministeren også selv har erkendt. Og ingen mener umiddelbart, at deres uddannelser rummer fagligt ligegyldige elementer, som med fordel kan glide ud til fordel for et filosofikum.

CBS-studieleder Dorte Kronborg: Studerende ikke begejstrede”Vi har det jo allerede.”

 Dorthe Kronborg, studieleder for de matematiske business-uddannelser ved CBS, tager det ganske roligt, at Uddannelsesminister Søren Pind vil indføre et filosofikum-fag på de videregående uddannelser.

 ”Det er da helt fint, det findes bare i forvejen. Det var nogle Venstre-folk, der i sin tid foreslog at genindføre filosofikum. På mit studie har vi det som ’fagets videnskabsteori’. Og da det ikke er afskaffet, så kan jeg ikke helt se helt, hvad ministeren vil med det forslag,” siger Dorte Kronborg.

 Oå cand.merc.(mat)-uddannelsen arbejder med videnskabsteoretisk historie og paradigmer, samt logik. Områder, som ikke er meget populære, så vidt hun kan vurdere det.

 ”De studerende er så ikke voldsomt begejstrede. De vil gerne lære noget konkret, som de kan bruge til at få job på.  Men vi har et matematisk funderet studie, så det er vigtigt for os at holde for øje, blandt andet at lære om, hvordan man argumenterer logisk.”

 Til gengæld har Dorte Konborg svært ved at se relevansen i en meget bred indføring i eksempelvis filosofien med læsning af tekster på originalsproget og lignende øvelser.

  ”Det relevante er at kunne se sit fags sammenhæng i tiden og tilbage i historien. Og det er det, vi har i dag, tilpasset den faglighed, der ligger i studiet. Derfor tager jeg det helt roligt, når Søren Pind kommer med det forslag”.

AAU-studieleder Henrik Brohus: Filosofikum gammeldags

Det er træls nok i forvejen for unge, teknikinteresserede studerende at skulle forholde sig til langhåret videnskabsteori. Så et decideret filosofikum kan blive en hård nød. Sådan lyder budskabet fra Henrik Brohus, studieleder for en række ingeniøruddannelse på AAU.

 ”At forstå samfundet og den kontekst, uddannelsen indgår i, er meget relevant. Men jeg tror egentlig, at det, Pind fisker efter, findes allerede. Filosofikum er jo lidt den gammeldags betegnelse, men i morderne form hedder det videnskabsteori. Vi har allerede videnskabsteorien som en obligatorisk del af uddannelserne, som gerne skulle give en form for ’dannelse’. Vi har et grundlæggende kursus i starten på 1. semester, og så det videnskabsteoretiske aspekt generelt arbejdet ind under huden i den måde, vi laver projekter på. Man kan sige, at hele den projektorienterede måde at arbejde på giver en form for dannelse,” fortæller han.

 Ideen om at lægge videnskabsteorien som et selvstændigt fag i uddannelsen, er han til gengæld skeptisk over for: ”Jeg kan godt være bange for, at et specifikt filosofikum kursus kan være op ad bakke. Det kan være svært for de studerende at forstå, hvad de skal bruge det til. Når de nu har valgt at læse bygge og anlæg, hvorfor skal de så læse filosofi? Min oplevelse er, at går man meget teoretisk og filosofisk til værks, har de svært ved at se nytten og tage det ind. Men tager man det ind i en kontekst, er de meget mere klar til at forstå det. Så spørgsmålet er, hvordan man bedst lader det synke ind, og her tror jeg, det er en god måde at tage det ind i den øvrige uddannelse,” siger han.

Pris: Erstatte hvad?

Han advarer mod at lægge et kursus tidligt i uddannelsesforløbet: ”Som frisk bachelorstuderende, der kommer lige hjemme fra mor og far, så kan det være særlig svært at se fidusen.”

Endelig peger Brohus på, at et nyt kursus ikke vil være fagligt ”gratis” at lægge ind. Prisen kan være specialiseringen i uddannelsen.

”I og med et kursus har et antal ECTS-point, så skal der tages noget ud, når lægger man noget ind. Så det vil erstatte noget andet. Og der kan man være bange for, at man erstatter noget, der er væsentligt. Så det afhængig af, hvordan man gør det, og om det bliver et fast kursus, eller måske et læringsmål og nogle kompetencer, der skal ind i uddannelsen. Det sidste vil være muligt.”

AU-studieleder Cecilia Ramlau-Hansen: Obligatorisk?

Bred, videnskabsteoretisk forståelse er godt og vigtigt. Og derfor findes det allerede på de sundhedsfaglige kandidatuddannelser, professor Cecilia Ramlau-Hansen er studieleder for.

  ”Vi har videnskabsteori på vores uddannelser, så vi har allerede noget i den retning.”

  Hun er ikke afvisende for mere ’dannelse’ i uddannelsen:

 ”Helt basalt tænker jeg, at det er da en fin tanke med noget dannelse i uddannelsessystemet. Men hvor obligatorisk, det skal være, eller hvor meget det skal fylde … det vil jeg gerne høre nærmere om. Vi har jo allerede noget i den boldgade i form af videnskabsteori på hver enkelt uddannelse. Det er ikke hele kurser, men nogle timer i andre kurser. Der læser vi også filosofi, og der undervises i etik, så jeg synes, det er vigtige fag.”

 Hun synes ikke, der er brug for mere: ”I og med vi allerede har det på vores uddannelser, tænker jeg ikke nødvendigvis, der er behov for mere,” siger Cecilia Ramlau-Hansen.

Presset curriculum i forvejen

Dertil kommer det mere praktiske problem – at få plads i uddannelsen til yderligere et fag: ”Vi har pressede curriculum, så skal et større fag gå ind og tage det, der er unikt for vores kandidatuddannelser, så kan det godt blive et problem, hvis det er noget obligatorisk, som alle skal have. Men det er svært at vurdere, når man ikke ved, hvor meget det skal fylde.

 Der kan ikke tilføres flere fag, for så må noget andet udgå: ”Der er ikke luft i vores pensum, og vi skal skære i noget andet væsentligt, hvis vi skal have det her ind.”

 Hun har svært ved at forestille sig, at de studerende skal til at læse eksempelvis samfundsteorier eller filosofi: ”Vi har humanistiske teoretikere i kandidatuddannelsen i sygeplejen. De studerende, jeg er studieleder for, kommer fra professionsbacheloruddannelser, og der lærer de om etik i patientbehandling, så de kommer med et fundament. Men at se dem som hardcore Nietsche-studerende … det vil nok være svært.”

lah

Hvorfor afdramatiserer …

– når AU burde ringe på alarmklokkerne, spørger Naturfredningsforeningen: De burde fortælle politikerne,
at de er på gal kurs – også selv om politikerne ikke vil høre på det …

”AUs NOVANA-rapport afdramatiserer, fordi den ikke sætter data i perspektiv. Den problematiserer ikke det vigtige: Værst er, at 2015-data viste en stigende kvælstofudledning, og at der således har været en negativ udikling 2013-15 i relation til EU’s vandramme-mål, og altså heller ikke i relation til den kontroversielle Landbrugspakke. AU vil altså ikke bringe data ind i sin aktuelle miljøpolitiske ramme …”, lyder kritikken fra landbrugspolitisk konsulent Thyge Nygaard fra Naturfredningsforeningen.

 Fra AU-sektorforskning svarer chefkonsulent Poul Nordemann: ”Vi har ikke lavet en analyse af, om 3-årige tidshorisonter er signifikante, men det er vores umiddelbare vurdering at udviklingen i perioden 2013-15 ikke er signifikant. I modsætning til udviklingen i perioden 1990-2015, som er tydeligt signifikant, og det er den, NOVANA-refererer til” (pr. email).

AU vil ikke røre op i politisk hvepserede

DN-konsulenten er forbløffet over AUs tekniske svar:

 ”AU mener ikke, at den treårige stigning 2013-15 er ’signifikant’? Det er en bemærkelsesværdig formalistisk begrundelse for at undlade at tage faglig stillingtagen, især når der er andre indikatorer i havmiljøet – klorofyl og sektordybde – også viser samme negative tendens. Så indikatorerne lyser rødt, og AU burde bruge alarmklokken ved at omtale den negative udvikling”, siger han.

 ”Undladelsen skyldes formentlig frygt for at røre op i en politisk hvepserede. Det lugter altså af, at rapporteringen er afdæmpet, fordi dem som betaler for musikken bestemmer, hvad der skal spilles. Politikere og deres embedsmænd prøver at styre forskning, og det er en stærkt bekymrende tendens”.

DN: Miljødata er politik

Miljøminister Esben Lunde har i Folketinget brugt AUs NOVANA-rapportering som alibi for ikke at tage initiativer og for at udskyde stillingtagen. Det er sket med henvisning til, at udviklingen ikke er signifikant, så ministeren vil afvente data for 2016-20.

 Sagen er altså politisk, selv om AU-DCE prøver at gøre som om den ikke er, mener Thyge Nygaard:

 ”NOVANA-rapporten fortaber sig også i tekniske forhold som ’afstrømningskorrigerede data’, så man får sammenlignelige data over årene. Men den slags tekniske diskussioner er havet ligeglad med, for her er belastningen den faktiske udledning, og det var rekordhøjt (78.000 tons) …”

 En forklaring på rapportens afdramatisering kunne være, at det ville blive et problem for miljøministeren, hvis stigningen blev eksponeret som problem. Esben Lunde Larsen ville komme i Gyllegate-problemer, for stigningen modsiger Landbrugspakkens kontroversielle forudsætninger ved at være ti pct. (6.000 tons) over pakkens tal. Samtidig er stigningen i stærk modstrid med EU’s vandmål-normer.

AU overholder ikke kontraktforpligtelser

I AU-DCE ydelseskontrakt om myndighedsbetjening for Miljøministeriet står der, at NOVANA-rapporteringens formål er at sikre ministeriets behov for forskningsbaseret rådgivning og overvågning bl.a. i henhold til EU’s Vandrammedirektiv.

Hvorfor gør NOVANA-rapporten ikke udtrykkeligt opmærksom den 3-årige negative stigning og varsler den som et potentielt problem?

Hertil svarer chefkonsulent Nordemann, at opgaven i forhold til rammeaftalen er at levere beregningerne som det faglige grundlag for en vurdering af direktivmålsætningen: ”Og det kan være en særdeles vanskelig juridisk opgave at vurdere ændringerne i en stoftilførsel ift. målene/kravene i Vandrammedirektivet, hvorfor vi overlader sådanne vurderinger til juridiske eksperter på baggrund af beregningerne”.

 Men det er ansvarsforflygtigelse, mener DN-konsulenten: ”AU lever ikke op kravene i ydelsesaftalen, og det er formentlig for ikke at røre op i den politiske hvepserede, som kvælstofstigningen er i forhold til EU og i forhold til Landbrugspakken. Og det er ansvarsflugt, når de vil overlade miljøfaglige data til jurister i ministeriet og Miljøstyrelsen. Hvad har jurister af forstand på kvælstofregnskaber”, spørger han.

 ”Og lidt ondskabsfuldt kan man jo spørge, hvordan det gik, da jurister periodiserede ’baseline-vurderinger’. Da røg der en minister…”

Overholder ikke EU’s forsigtighedsprincip

AUs undladelse af at alarmere om den 3-årige stigning er ikke i overensstemmelse med kravene til afrapporteringer, for AU-forskerne afrapportererer ikke efter ’forsigtighedsprincippet’, mener Thyge Nygaard. Det er et generelt princip på miljøområdet – inspireret af EU-direktiver – om at gøre en forebyggende indsats, om at foretage indgreb ved kilden og om at forureneren betaler, forklarer DN-konsulenten:

”Det betyder i mine øjne en straks-pligt til at gøre opmærksom på, hvis der sker en påfaldende eller betænkelig udvikling, som kunne pege på en forringelse af miljøtilstanden. Og den forsømmer NOVANA-rapporten, når de ikke udtrykkeligt gør opmærksom på, at kvælstofudledningen faktisk stiger år for år 2013-15, men skjuler dette bag bredere pennestrøg”.

Alle eksperter forudser stigning – hvad forudser AU?

Det undrer DN-eksperten, at AU vil afvente udviklingen over de næste år, før man vil sige noget om ’signifikans’. Det er en nemlig sådan, at næsten alle eksperter i havmiljø vil opfatte det som en sensation, hvis kvælstofudledningen stagnere eller falder. Der kan tværtimod komme en drastisk stigning, fordi 2016-sommeren var tør (og afgrøderne optog ikke kvælstof) kombineret med at Landbrugspakken gav ret til mere udledning.

 Da FORSKERforum spørger AU, hvad der er AU-DCEs prognoser på udviklingen 2016-18: fald / stagnation / stigning / dramatisk stigning? – lyder svaret:

 ”Vi har ingen prognose for 2016-18. Den beregnede stoftransport for det hydrologiske år 2015/16 og kalenderåret 2016 vil blive rapporteret i slutningen af 2017”, svarer Nordemann, hvorefter der tilføjes, at man er i gang med et projekt, der skal forfine målemetoderne (til normalisering af data).

 Igen undrer svaret DN-konsulenten: ”Det er da underligt, at AU ikke vil lave de samme prognoser som andre hav­eksperter. Næste år – når stigningen dokumenteres i NOVANA-2016 – vil AU-DCE og politikerne sikkert hævde, at data ikke er signifikante, og vi skal vente på effekterne af målrettet regulering …”

 Han forudser, at AU-forskerne får sig et forklaringsproblem næste år, hvor tallene utvivlsomt igen er steget: ”AU-DCE-forskerne risikerer deres troværdighed. De er på et forskningsmæssigt vildspor, for det burde være deres opgave at fortælle politikerne, at de er på gal kurs – også selv om politikerne ikke vil høre på det…”

Alternative fakta

Videnskab, fakta og sandhed udfordres i disse tider. “Post-truth” blev årets internationale ord i 2016. I Danmark kørte debatten, om vi var inde i en ny fase i vidensamfundet, ”den postfaktuelle æra”, hvor grænserne mellem fakta / fiktion og sandt / falsk bliver sløret. Nogle fortolker det som menigmands sunde oprør mod eksperters og smagsdommeres monopol på viden i det offentlige rum. Andre kalder det farligt for den informerede offentlighed, når løgne, fusk-data og fordrejninger får autoritet.

Med præsident Donald Trump er problematikken blevet meget påtrængende. Han er storleverandør af ”bullshit”, påstande i åbenlys modstrid med fakta. Den som har magt – over organisationer og med taletid i medierne – har ret til at definere realiteten.

Senest er der kommet et nyt begreb til: “Alternative fakta”. Det var Donald Trumps presserådgivers terminologi, da hun skulle forklare sig ud af, hvordan Donald Trump og Trumps stabs kunne påstå, at der havde været flere til Trumps indsættelse end til Obama – når fotos bevisligt viste noget andet.

Hun sagde det til en nyhedsvært, som replicerede: ”Hov, alternative fakta er ikke fakta. De er usandheder…”

Der er TEMA i dette nummer om de alternative faktas udfordring af videnskabsverdenen. Aktuelt er miljøområdet den største kampplads om fakta og sandheder, når miljødata skal fortolkes. I USA er klima­benægtere kommet til magten med Trump, som vil lukke miljø-databaser. I Danmark er Landbrugspakken og Gylle­gate en politisk kampplads om landbrugets kvælstof-udledning, som involverer forskningen.

Blandt de optrædende i dette nummer er således Donald Trump & embedsmænd, Esben Lunde Larsen, Bæredygtigt Landbrug m.fl.

Pind: Dannelse som redskab mod …

Han vil indføre filosofikum, men når han ikke kommer med flere penge og mere tid, må det jo gå fra noget andet på fagene?

Uddannelsesminister Søren Pinds stærkeste signal i tiltrædelsesinterviews har været, at der skal oprustes på dannelsen på universiteterne. Hans kongstanke er at genindføre en slags filosofikum på studierne med en fælles eksamen for de studerende:

”Jeg taler om filosofi, moral og etik, men også kulturel bevidsthed. Hvad udspringer vi af? Hvem er vi? Det handler om dannelse, som der mere end nogensinde er brug for. At skabe en fælles forståelse af, hvad vi er for en størrelse.”

“Det handler om at binde uddannelserne sammen og skabe en fælles bund i et samfund, der for nærværende er fragmenteret og under angreb fra populistisk hold og folk med andre styreformer, der vil os det ondt” (BERLINGSKE).

Det lyder som et opgør med det post-faktuelle samfund og med ’alternative fakta’, hvor alles meninger og alt bliver lige gyldigt i vidensamfundet?

”Jo, alt bliver lige gyldigt og ligegyldigt. Det er, når nogle får lov til at argumentere ’jeg føler at’, som om det har samme autoritet som videnskabelige fakta. Der er sket et skred på flere niveauer. Politikere har da løjet før, men man kan have indtryk af, at der er kommet en kultur, hvor man nærmest er sej, fordi man er god til at slippe af sted med at lyve,” forklarer han.

”Det er, ligesom den lutherske stræbsomheds-etik fra efterkrigstiden er antastet. Stræbsomheden efter sandheden er antastet, og det giver et kæmpe problem, for hvis vores fælles moral falder fra hinanden, så falder det normsæt, som vi omgås hinanden med, også. Og så er der kun den stærkes ret tilbage, og det er – selv om jeg er stor tilhænger af konkurrence – ALDRIG godt”.

Eksperter og smagsdommere

Men var det ikke Anders Fogh, som autoriserede undermineringen af faglighed og ekspertise ved at tale om, at almindelige menneskers vurdering er lige så godt som eksperter og smagsdommere: ”Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne” (Nytårstalen 2002)?

”Foghs tale om ’eksperter og smagsdommere’ var bare et symptom og udtryk for noget generelt, vi så overalt. Det handlede om, at mange havde fået nok af, at nogle havde sat sig på sandheden, og det var talen en kommentar til. Nu er situationen ligesom en anden, nu er der behov for at genetablere respekten for viden, og at nogle er klogere end andre”.

Pind hælder til en epokal tænkning: ”Udviklingen bevæger sig i bølger, syv magre år og så syv fede. Første fase var faglighedens, og anden fase var ungdomsopgøreret og tværfaglighedens. Så sagde, statsminister Anders Fogh, at ’tværfaglighed’ havde taget over, og vi må igen have mere ’faglighed’. Og nu er vi kommet ind i den tredje fase, hvor pendulet igen må bevæge sig lidt tilbage, hvor superfaglig fokus igen må tilføres noget tværfaglighed eller dannelse.”

Uni’erne har deres særlige ansvar og rolle: ”Universiteterne er fakler i en oplysnings- og dannelsesproces. Det handler om en slags vækkelse i en højskole/Grundtvig-oplysningstid, og her må deres højere videnskab og dannelsesstandarder gå foran. Jeg er optaget af, at nogle er klogere end andre, og samfundet investerer penge, tid og tålmodighed på, at nogle af de kloge kan bruge deres kræfter til gavn for os alle sammen”.

Men er dannelse noget værd, hvis den ikke er led i en velinformeret offentlighed?

”Når vi taler om udbredelse af løgne eller misinformation, så ved rigtige mennesker jo faktisk godt, når noget er løgn, men det sætter man sig ud over – og hvem ’man’ er, vil jeg altså ikke sige. Men det er klart, at en informeret offentlighed er en del af dannelsen i samfundet. Og her taler jeg så overordnet om behovet for en ny oplysningstid, hvor folk får muligheden for at skelne mellem sandt og falsk som en del af en demokratisk konsolidering. Datamængder og information – nu med ’falske nyheder’ og ’alternative fakta’ – er blevet så store, at vi er nødt til at ruste os med en generel oprustning af dannelsen, så beredskabet forbedres”, svarer han – for derefter at tilføje:

”Men nu er medierne og offentligheden jo ikke mit ministeransvar alene.”

Dannelse i praksis

Historikeren Jes Fabricius Møller anerkender, at minister Pind har identificeret et reelt problem med dannelsen. Filosofikum er bare ikke løsningen, for det er ude af trit med moderne fagligheders specialisering. Og det er svært at indføre, hvis ikke økonomi og rammer udvides:

”Jeg er glad for, at jeg ikke sidder i mit fags studienævn og skal udpege de dele af bacheloruddannelsen i historie, der kan undværes for at skabe plads til ministerens forslag.”

“De videregående uddannelser er et institutionelt fællesskab af væsensforskellige fag og discipliner. Det er et resultat af den specialisering, som har fundet sted over de seneste mange generationer. Den opfylder et behov, som efter alt at dømme ikke bliver mindre. Der er brug for folk, der kan deres kram. I dag er metode og videnskabsteori indbygget i studieordningerne” (UNIVERSITETS-avisen).

Historikeren siger vel, at det er for nemt at ønske ’mere dannelse’. Men i praksis må det gå fra noget andet på studierne, for du kommer vel ikke med flere penge eller udvidede studietider?

”Indrømmet og det er en central prioritering. ’Dannelse’ skal ikke bare ovenpå de nuværende studier, det skal ind i stedet for andre studieelementer. Der kan være fag, som ikke er der længere, og det går jo ikke ud over kvaliteten af de tilbageværende fag. Og det, som udgår, må kandidaterne så lære sig selv”, svarer han.

”Jeg er bare ude på, at de studerende kommer ud med nogle redskaber, så de i højere grad er i stand til at være aktive borgere i det samfund. Men lige nu kan jeg ikke præcisere, hvordan noget filosofikum indføres i praksis; ikke andet end jeg vil sætte nogle kloge personer sammen om, hvordan det kan gøres, ikke bare på universiteterne, men også i professionsuddannelserne”.

Er det den marxistiske ”fagkritik”, du efterlyser, altså studiernes eget fokus på relevansen af faget, hvad faget kan bruges til i praksis, og hvilke sammenhænge faget indgår i?

”Altså, den slags kremlologi vil jeg ikke ind i, for den slags universitets-politik syntes jeg var voldsomt kedelig. Og selvfølgelig indgår et fags rolle, og kritisk vinkling er sindssyg vigtig i videnskaben. Men når jeg taler om dannelse og filosofikum, handler det mere om oprustning af de klassiske elementer”.

Din forgænger på posten (Esben Lunde Larsen) tiltrådte med flotte honnørord om at være ”dannelsesministeren (Weekend-avisen), uden faktisk at gøre noget som helst for dannelsen i sine syv måneder som minister. Risikerer du ikke at lide samme skæbne: At eftertiden vil konstatere, at du lavede en ’værdipolitisk’ markering om dannelse og filosofikum, uden at der egentlig skete noget som helst?

”Jeg vil ikke kommentere på min forgængers gerninger”, svarer Søren Pind. ”Men jeg regner da absolut med at komme med konkrete initiativer, hvad angår dannelsesaspektet og filosofikum. For det første er universitetsloven ikke forligsbelagt, for det andet er ideen positivt modtaget af alle politiske partier. Selvfølgelig kun indtil vi taler indhold, mere naiv er jeg jo ikke, for dannelsesbegrebet er da højpolitik. Nogle vil anklage mig for at være elitær, og kræve et bredere dannelsesbegreb, og det bliver da en interessant debat.

Kvælstof-forureningen vokser, men …

Miljøminister Esben Lunde vil tilsyneladende ikke tage data alvorligt, så derfor tvinges han nu i samråd for at forklare sig

I starten af januar kom de seneste miljødata for kvælstofudledningen: 61.605 tons N-udledning (2015). Det var tredje år i træk, at tallet voksede. Men miljøminister Esben Lunde ville ikke tage stigningen seriøst, så han erklærede frejdigt, at han vil afvente udviklingen de næste fem år. Han ville ikke ind i diskussioner om, at stigningen strider mod både landbrugspakkens forudsætninger og EU’s vandrammedirektiver – som FORSKERforums grafik afslører.

Politisk set kan ministeren roligt bagatellisere de nye miljødata, for i Folketinget kan blå blok stemme hans udlægning igennem som fakta og den skinbarlige sandhed.

Oppositionen vil riste Esben Lunde

Oppositionen er dog langtfra tilfreds med ministerens passivitet eller dataresistens, og den vil nu riste ham til et samråd i Miljøudvalget. Han er indkaldt for generelt at redegøre for omfanget og betydningen af den øgende kvælstofudledning, som fremgår af rapporten ”Vandmiljø og Natur 2015”.

Hvad mener Esben Lunde er årsagen til, at kvælstofudledningen i den virkelige verden (udledningstallene 2015) tilsyneladende er markant højere end landbrugspakkens miljøregnskab og baseline?

Vil dette misforhold få politiske konsekvenser i forhold til landbrugspakken? Og endelig skal ministeren redegøre for, hvilke konsekvenser den øgede kvælstofudledning vil få for drikkevandet, natur og de kystnære farvande. (Maria Reumert Gjerding (EL).

Tidspunktet for samrådet var endnu ikke fastsat ved redaktionens slutning.

Oppositionen:
Esben Lunde skal ud af flyverskjul

Som supplement til samrådet har Maria Gjerding stillet flere konkrete spørgsmål, hvis åbenlyse hensigt er at få Esben Lunde til at anerkende, at der er sket en stigning, og at det kan have konsekvenser for miljøpolitikken. Men det er højst usandsynligt, at Esben Lunde vil give andet end ikke-svar, for enhver indrømmelse vil blive et problem for hans landbrugspolitik.

Hun spørger, hvilken autoritet Esben Lunde tillægger 2015-udledningstallet 61.605 tons, og om ”dette umiddelbart er sammenligneligt med landbrugspakkens gennemsnitstal 56.700 tons (gennemsnit 2010-14)?” (Miljøudvalget, spm. 427)

Hun spørger, om ministeren anerkender, at ”sandheden er”, at kvælstof-udledningen stiger for tredje år i træk? (Miljøudvalget, spm. 428)

Og så spørger hun, om de voksende udledningstal er i modstrid med landbrugspakkens forudsætninger, og om det er korrekt, ”at kvælstofudledningen har udviklet sig markant anderledes, end regeringen forventede i deres regnestykke”? (Miljøudvalget, spm. 429).

Magtkamp: Fakta kontra fiktion

’Post-truth, bullshit og alternative fakta er en trussel mod videnskaben, og forskere skal aktivt melde ind på fakta-siden, mener retorikprofessor

Videnskab, fakta og sandhed udfordres i disse tider. “Post-truth” blev årets internationale ord i 2016. I Danmark kørte debatten, om vi var inde i en ny fase i vidensamfundet, ”den postfaktuelle æra”, hvor grænserne mellem fakta / fiktion og sandt / falsk bliver sløret. Nogle fortolker det som menigmands sunde oprør mod eksperters og smagsdommeres monopol på viden i det offentlige rum. Andre kalder det farligt for den informerede offentlighed, når løgne, fusk-data og fordrejninger får autoritet.

Bullshit og alternative fakta er blevet et påtrængende problem for videnskaben og forskere. Foreløbig hersker der rådvildhed over for, hvad der kan gøres mod den. Nogle medier har lavet facts-tjekking af kontroversielle påstande. Og nogle forskere er provokeret til aktivt at melde ud i offentligheden, når især lobbyister spreder usandheder, som kan være skadelige for en velinformeret offentlighed.

Politikeres medansvar

Politikere og moderne politisk kultur – inkl. politisk spin – har en stor del af skylden for, at fakta er blevet en politisk kampplads, mener retorikprofessor:

”Det har været normen i mange år at ministre – med hjælp fra embedsmænd – skærer fakta til og håndplukker det man kan bruge, for at éns egen politik skal tage sig godt ud. Også politikernes praksis med at snakke udenom, og andre tricks som de lærer på medietræningskurser, har medvirket til at ”fakta” er noget der er bestemt af éns politiske holdninger. Så vi er ikke for gode selv her i danske politiske kultur. Trump og hans folk har bare kørt det helt ud i sin konsekvens”, forklarer Christian Kock pr. email.

Den kontroversielle sag med Landbrugspakken og Gyllegate var på mange måder atypisk, fordi konfliktens centrum blev en debat om fakta og en ministers manipulation af miljødata (baseline): ”Men mange medier og andre af Folketingets partier syntes, at Konservative var underlige, fordi partiet ikke uden videre accepterede at regeringen bare gjorde, som regeringer plejer …”

Nogle videnskaber har dog også bidraget til flydende grænser mellem fakta og fiktion, mener Kock: ”Akademiske forskere inden for socialkonstruktivisme o.lign. har også – fx under inspiration af Foucault – været tilbøjelige til at understøtte en tankegang om at fakta, det er noget der er konstrueret, og at den ene konstruktion er ikke bedre end den anden”.

Mediernes medansvar

Medierne spiller også en uheldig rolle, mener retorik-professor Christian Kock:

”Alternative sandheder der kommet til at fylde mere i offentligheden, fordi de får mere plads. Der er en uheldig mekanisme, hvor medierne er tilbøjelige til at holde mikrofon for dem, der siger noget sensationelt og kontroversielt. Det var jo også med til at bringe Trump til magten – hans normbrydende adfærd fik langt mere medieopmærksomhed end fx demokraten Ernie Sanders”.

Foreløbig hersker der rådvildhed over for, hvad der kan gøres mod bullshit og alternative fakta. Nogle medier har lavet facts-tjekking af kontroversielle påstande. Og nogle forskere er provokeret til aktivt at melde ud i offentligheden, når især lobbyister spreder usandheder, som kan være skadelige for en velinformeret offentlighed.

Forskere må aktivt protestere

Kock mener, at post-truth, bullshit og alternative fakta er en reel trussel mod videnskabens autoritet:

”Derfor må være bedre til at gå ud og underbygge hvad de siger sådan at lægfolk kan forstå det”, siger han og bruger Bjørn Lomborgs påstande om at CPO2-reduktion er nytteløs som eksempel: Lomborgs påstande er ikke blevet ordentligt modgået i offentligheden af de eksperter eller politikere, der mener at regulering er nødvendig.

Forskere har i retorikprofessorens øjne en pligt til aktivt at modsige ”alternative fakta” på deres ekspertområder. Hvis det ikke sker, undergraves videnskabens autoritet:

”Ja, de skal ikke alene modsige; de skal argumentere i offentligheden, så det kan forstås”, mener han.

”Videnskabsfolk må sammen udbrede forståelsen for, at videnskaben er det bedste bud, vi har om fakta – uanset at en videnskabelig teori aldrig kan bevises endegyldigt, og at der er også kan være uenighed blandt videnskabsfolk. Men den usikkerhed betyder ikke at enhver kan konstruere sine ene fakta – heller ikke i demokratiets og ytringsfrihedens navn”.

Civilisationshistorien kan lære os noget helt centralt, mener han: ”Videnskabelig forskning, kritik og diskussion har skabt menneskehedens fremskridt, og de er menneskehedens eneste chance for fortsat fremskridt og overlevelse”.

AAU-ledere: Sænk kvaliteten

– hvis I skal opfylde jeres pligtopgaver inden for rimelig arbejdstid

Arbejdstilsynet var på besøg på Aalborg Universitets campus i København i april og maj 2016. Her konstaterede tilsynet en stor arbejdsmængde og tidspres samt uklare krav til vip’ernes arbejdsindsats.

De ansatte fortalte, at de i gennemsnit arbejder mere end 37,5 timer om ugen, og ledelsen erkender, at timetallet i gennemsnit ligger på 50-55 timer ugentligt. De ansatte fortæller, at der ikke er udmeldt et klart kvalitets- og serviceniveau, og at ledere ikke prioriterer opgaver, og det bekræftes af ledelsen.

Trods ledelsens erkendelse af de konkrete belastninger og mangler er AAU’s lokale ledere og de ansatte uenige om ”problemernes karakter og omfang”. Mens de ansatte konstaterer, at de ikke kan nå de pålagte kerneopgaver – forskning og undervisning – inden for normal­arbejdsugen på 37,5 timer, men må springe frokosten over samt klare det med stort overarbejde, så svarer AAU’s ledere på stedet, at det er problemer, som den enkelte selv må håndtere ved at prioritere anderledes.

Sådan lyder det i Arbejdstilsynets opsigtsvækkende opsummering af det psykiske arbejdsmiljø på AAU’s københavnercampus. Tilsynsrapporten resulterede i en rød smiley – et påbud om at undersøge det psykiske arbejdsmiljø inden 15. april 2017. Og det satte AAU’s ledelse så i gang i december.

Tillidsmand: Befriende ærlig udmelding

Af Arbejdstilsynets udredning fremgår temmelig opsigtsvækkende, at ledelsens løsningsforslag på arbejdsbelastningen er, at ”det er acceptabelt at sænke kvalitetsniveauet i kerneopgaverne og reducere arbejdsmængden ved at løse opgaver på kortest mulig tid”.

Mens den model vil forarge politikere og ministerielle embedsmænd, så er tillidsmanden for AAU’s belastede personale ganske tilfreds:

”Det var dog en befriende ærlig udmelding fra lederne i stedet for at synge med på politikernes fis om, at vi kan effektivisere os ud af besparelserne, og at besparelser ikke går ud over kvaliteten i ældreplejen, i undervisningen osv. Det er en erkendelse af, at når der skæres, så går det uvægerligt ud over kvaliteten”, konstaterer lektor og DM-fællestillidsmand Ole Busck.

”Man kan kun håbe, at ærligheden fra de lokale ledere på lavere niveau – som står sort på hvidt i rapporten – vil sive op til topledelsen, så de modsiger politikernes omkvæd om, at besparelser ikke går ud over kvaliteten! For konsekvenserne af nedskæringer er altså mærkbare. Og det er de menige, som betaler regningen, når der spares løbende over en årrække, som i vores sektor”.

Tillidsmanden mener, at det psykiske arbejdsmiljø i Sydhavnen har været ekstraordinært alarmerende, men han peger også på, at det fortæller noget om generelle problemer i sektoren:

”Og som faggruppe er vi uni-lærere nødt til at diskutere, hvad det er at være uni-forsker, hvis vi tror, at vi skal forske, når der ikke er penge til det, og når der ikke tid til det, fordi vi underviser os ihjel.”

Se: ’Alarmerende psykisk …’, s.6 i det trykte blad

Professorer: Tenure-garantier i laser efter Thybo

Kritik: Fyringen af Hans Thybo afslører, at KU ikke har ’tenure’ – beskyttelse af fastansatte – som i de almindelige definitioner. Så lad være med at bruge begrebet

Der har sjældent hvilet så mange internationale forskerøjne på KU som i de seneste måneder. Desværre ikke for det positive. Sagen om fyringen af geologi-professor Hans Thybo har medført utallige fordømmelser og sågår leder-omtale i tidsskriftet Nature med henvisning til, at den akademiske frihed på KU er i fare.

Flere end 1500 forskere fra Danmark og udlandet har underskrevet et protestbrev til KU-rektor Ralf Hemmingsen. Underskriverne forlanger, at KU-ledelsen trækker fyringen tilbage.

Men sagen er gået i hårdknude. DM har forsøgt sig som mægler, men uden held. KU-ledelsen vil ikke genansætte, og Thybo vil tilsyneladende ikke indgå forlig.

Professor: Diskrepans i forståelse af ’tenure’

Bag de mange massive protester – som minder om protesterne vedrørende musikprofessor Maria Koldau – gemmer der sig tilsyneladende en bestemt forståelse af en professors ansættelses-sikkerhed, nemlig den amerikanske / engelske ‘tenure’. Og fyringens tynde begrundelse harmer, og ses som knægtelse af hans rettigheder og en alvorlig trussel, som bringer den akademiske frihed i fare, mener kritikerne.

Samtidig bruger KU-ledelsen begrebet ”tenure” til at fortælle om sine ansættelsesbetingelser. Men det er falsk markedsføring og KU bør undlade at bruge tenure-begrebet, når man forsøger at tiltrække internationale forskere til København.

Det synspunkt blev fremført af flere professorer i Akademisk Råd på KU Science ved at møde før jul, hvor Thybo-sagen blev diskuteret.

Professor Fritz Henglein, Datalogisk Insitut er ikke i tvivl om, at der er en diskrepans mellem international forståelse af tenure, og de reelle ansættelsesregler, som danske forskere fungerer under.

”Begrebet tenure har en klar betydning, særligt for udenlandske forskere og danske forskere, der arbejdet i udlandet. Tenure er en usædvanlig stærk beskyttelse af ansættelsesforholdene. Stærkere end en almindelig ansættelse. Det skal sikre forskeren forskningsfrihed og uafhængighed – også økonomisk. Og det betyder, at selv hvis universitetet mangler penge, kan det ikke fyre en forsker med tenure uden ‘just cause’. Det vil kræve at en stor afdeling lukkes for at vise omverdenen, at der ikke er tale om ledelsens favorisering eller afstraffelse af bestemte individer,” konstaterer Fritz Henglein.

Ansatte: KU-tenure en illusion

Af den grund er udenlandske forskere blevet overraskede, først da KU sidste år havde en større fyringsrunde som konsekvens af økonomien, og nu på grund af den verserende fyringssag omkring Hans Thybo.

”Jeg diskuterede det for nyligt med kolleger på en konference i Paris. Folk er enige i, at KU tilbyder spændende stillinger, men det er ikke tenure, vi har. De troede ikke, det kunne lade sig gøre, dels med de øknoomisk betingede fyringer og dernæst det, der ligner en almindelig strid mellem en professor og hans leder.”

Af den grund mener Henglein at KU bør droppe tenure-begrebet. Simpelthen for at undgå misforståelser. Og ved mødet i Akademisk Råd blev Science-dekan John Renner Hansen bedt om at gå videre med den overvejelse. KU har formelt udbudt adjunkturer med tenure-track siden 2013.

”Når vi ikke reelt tilbyder tenure, synes jeg, vi skal fjerne ordet. Det giver ganske vist flere ansøgere, men jeg tror, det kan give bagslag. Det er vigtigt, at vi giver et fair og korrekt indtryk.”

Tenure: Besværlige forskere har beskyttelse

I den aktuelle Thybo-sag, kritiseres KU for at fyre på et tyndt grundlag – også set i forhold til almindelig dansk arbejdsret. Der har dog været flere indikationer på længerevarende samarbejdsproblemer mellem Hans Thybo og institutledelsen. Men netop i forhold til dette, rækker tenure-beskyttelsen en tak længere.

”Tenure betyder ikke, at du som forsker kan gøre hvad som helst. En fyring kan begrundes med ’just cause’. Og det er egentlig også tilfældet i danske arbejdsregler. Der er bare også en stærk ledelsesinstans, hvilket betyder, at du kan blive beordret til at gøre bestemte ting. I Thybo-sagen håber vi alle, at der ligger alvorligere ting bagved. Men umiddelbart fremstår det som en sag, hvor en forsker er besværlig, og så vil man af med ham. Og det er præcis det, tenure er en beskyttelse imod,” siger Henglein.

Peter Harder: Hvad må professorer ikke?

Hengleins meninger om falsk tenure deles af engelskprofessor Peter Harder, der også er suppleant i KU’s bestyrelse.

”I et tenure-system skal man tage af kassen eller begå voldtægt for at blive fyret. Så når KU skriver, at man lægger vægt på tenure, og folk udefra læser om Thybo-sagen, tænker de, at det er det rene fup,” siger han.

Harder pointerer, at han ikke ser sig selv som ”tenure-fundamentalist”, og at det også skal være muligt at fyre folk, der er helt umulige og derfor ødelægger det videnskabelige miljø.

”Givet at professorer ikke skal kunne skabe sig tosset som i gamle dage, så er det helt afsindigt vigtigt, at man pointerer, hvad professorer ikke må. Og det har KU ikke gjort. De har bare sagt, at de har mistet tilliden på grund af en gmail. Havde de skrevet i afskedigelsesbrevet: vi har tidligere sagt, du ikke må gøre dette og hint, og du gør det alligevel, så havde sagen været en helt anden.”

Peter Harder mener, at beskyttelsen i ansættelsen og ledelses-relationerne bør være anderledes i en grundforskningsinstitution end de er i det almindelige erhvervsliv.

”Grundforskning har det særlige ved sig, at man ikke kan vide, hvad forskeren skal nå frem til. Det er anderledes end i en organisation, hvor det er ledelsen, der ved, hvor man skal hen, og hvor det mange steder er klart, at man ikke kan være i organisationen, hvis man ikke er enige med ledelsen. Så tenure har en betydning for hvilke typer af magt, den formellem ledelse udøver over for de ansatte. Det har hidtil været almindelig opfattelse, at det ikke er alle ordrer, professorer skal følge. Der er ting, de skal og må, men man er ikke marionetdukker,” siger Peter Harder.

Han tilføjer, at den beskyttede stilling i hans øjne bær være et grundprincip for alle fastansatte forskere, og ikke kun for meriterede professorer.

Dekan: Misforstået tenure-begreb

Dekan John Renner Hansen, KU-Science, hører kritikken, men han synes mest, det er en diskussion om ord.

”Det er klart, at begrebet tenure er misvisende, hvis nogen opfatter det sådan, at man så er ansat for evigt. For sådan et system har vi lovgivningsmæssigt ikke. Man kan så også sige, at det er misvisende at tale om ’fastansatte’, for alle kan jo blive afskediget. Men ingen er hidtil kommet med et bedre ord, vi kan bruge. Så vi har besluttet, at vi bruger ordet tenure om fastansættelse, og det bliver vi ved med, indtil vi efter en grundig diskussion beslutter noget andet.”

Kan man forestille sig, at udenlandske forskere kan føle sig ført bag lyset, når KU bruger tenure-begrebet i jobopslag?

”Der er ikke nogen, der har henvendt sig om det. Vi har ansat adskillige forskere fra udlandet efter fyringerne i 2016, og vi kan ikke se, at vi får færre ansøgninger. Så der har i hvert fald ikke været nogen reaktion. Så indtil nogen viser mig, at det har en negativ effekt, mener jeg personligt ikke, det er et problem. Vi er meget omhyggelige med at forklare systemet til udenlandske ansøgere ved interview til faste vip-stillinger”.

Kritikere mener, at tenure med en beskyttelse, der går ud over almindelig danske ansættelsesregler, er nødvendig for den akademiske frihed og frihed i forskningen. Er der en diskrepans mellem ansættelsesreglerne og akademisk frihed?

”Det kan jeg ikke se. Forskere skal have frihed til at gå deres egne veje i forskningen, men der er ikke noget i systemet, der forhindrer det. Det handler ikke om ansættelseslovgivning,” siger John Renner.

Han oplyser, at han har taget tenure-diskussionen i Akademisk Råd videre til ledelsesgruppen, men at der ikke er planlagt, at der skal ske yderligere.

lah