Forfatterarkiv: admin

Hvornår rammer #MeToo Academia?

– og hvor stort er problemer medchikane?

I uni-verdenen hersker en selvforståelse af, at det er en ren og objektiv verden uden magtmisbrug og sexchikane og mobning. Men sidste år stillede tidsskriftet The Atlantic spørgsmålet ”Hvornår rammer Harvey-effekten Academia?” med henvisning til filmproducenten, som udløste #MeToo-bevægelsen. Der blev henvist til, at såvel Academia som filmverdenen er præget af en hierarkisk magtstruktur med over-/underordningsforhold, som udfolder sig i en gråzone-relation.

Kvindelige studerende:
Sexchikane er et nationalt problem

#MeToo-bevægelsen satte sig også igennem herhjemme. I februar skrev 48 anonyme kvindelige studerende i et åbent brev til rektorerne, at sexchikane er et nationalt problem. De appellerede til, at der bliver sat ind imod krænkende opførsel fra medstuderende og ansatte på universiteterne:

”Vi, danske og internationale studerende landet over, oplever sexisme og sexchikane i vores studieliv. Vi oplever det i forskellige grader; i undervisningslokalerne, på gangene, til vejledning, i eksamenssituationer og på kollegierne – og det er et problem i vores relationer til ansatte, vejledere og medstuderende”, hed det indledningsvist.

I det åbne brev havde enkelte anonyme kvindelige studerende vedlagt deres oplevelser af krænkelsesepisoder.

Og forkvinden for DSF, Sana Mahin Doost, støttede op om opfordringen til debat: ”Vi ved fra talrige eksempler, at der er en hyperseksualiseret kultur i nogle studiemiljøer, som kommer til udtryk på rusture og til festerne, men vi mangler en debat om den daglige sexchikane, som kvindelige studerende oplever. Hvad enten det er en middagsinvitation fra en vejleder, en bemærkning under en forelæsning om ens udseende eller mere fysiske krænkelser”.

#MeToo-debatten udløste, at KU varslede retningslinjer og procedurer for, hvordan de skal håndtere sager om sexchikane blandt studerende (se artiklen her på siden).

Hvor meget chikane er der?

Københavns Universitet ansatte i 2013 en uvildig studenterambassadør med en ombudsmandslignende funktion. Her oplyses lakonisk, at man har haft hhv. 1-3-16 henvendelser i 2016-17-18. De handler om både om krænkelser af seksuel karakter og om andre typer krænkelser fysisk og psykisk. Og så gøres der opmærksom på, at der også kan have været henvendelser på de enkelte fakulteter, men det er ukendt, hvor mange.

DM/Magisterbladet lavede en spørge-undersøgelse for at belyse omfanget og karakteren. Den indikerede blandt ph.d.-studerende et relativt lille omfang, selv om definitionen af ”kønschikane” var meget bred. Blondine-vitser kunne således tælle som chikane, når man skulle svare på spørgsmålet: ”Har du oplevet, at der blev fortalt vittigheder eller sjofle historier om dit køn?”. Kun 11 procent ph.d.er angav, at de havde oplevet kønschikane. Selv om nogle hertil vil sige, at det er 11 procent for meget.

DM: Overraskende få henvendelser

I DM får man meget få krænkelses-henvendelser fra medlemmer, siger DM-konsulent og jurist Lise Ryberg Hoffmann:

 ”Det er svært at vide, hvor mange sager der reelt er, og det handler jo også om, hvordan ‘en sag’ defineres. Men DM får overraskende få henvendelser i lyset af debatten om #MeToo. Det kan jo godt være udtryk for, at nogle synes, at de oplever grænseoverskridende adfærd fra ledere eller kolleger, men ikke finder det så alvorligt, at man vil gøre noget ud af det i form af en egentlig klagesag, som jo også kan være meget ubehagelig for den krænkede part selv. Men det er kun gætterier. Der er nok også for mange tale om en gråzone, og arbejdspladskulturer er jo også forskellige, så overlæggeren ligger nok også forskelligt”, siger hun.

”De få, som henvender sig, ønsker sig som regel råd og vejledning. Det er sjældent, der opstår egentlige sager, for her er det jo ikke kun krænkeren, men også den krænkede, som kommer i fokus. Og hvis der endelig kommer en sag ud af det, bliver den nok som regel løst i al diskretion og uden for det offentlige rum. For hverken den krænkede eller krænkeren har interesse i, at de (igen) skal eksponeres. Det er nok også forklaringen på, at man kun meget sjældent hører om konkrete sager med konkrete detaljer.”

97 procents konsensus blandt klimaforskerne?

DTU-seniorforsker Pepke mener, at det er uklart, hvad de 97 pct. er enige om. Amerikanske John Cook svarer, at Pepke er klimaskeptiker, der skaber støj om klimaforskningen

Er det korrekt forstået, at Pepke mener, at klimaforandringerne i højere grad skyldes naturlige variationer (fx i vind- og sol-bevægelser) end menneskets påvirkning af miljøet?

PEPKE: Nej, det er ikke korrekt, for jeg tager ikke stilling til, hvor stor en del af klimaændringerne der er menneskeskabt, og hvor stor en del der er naturlige, og derfor heller ikke, om de i højere grad skyldes naturlige variationer eller ej. Men jeg påpeger, at de naturlige klimaændringer, som har fået klimaet til at variere i fortiden, fortsat er aktive, også selv om der nu er et menneskeskabt bidrag. Derfor kan det skyldes naturlige variationer, at vi i dag har færre tropiske storme, og at vandstanden nogle steder i verden stiger langt mere end gennemsnittet, mens den andre steder er faldende.

COOK: Pepke ser ud til at have den samme tilgang som mange klimabenægtere: Ignorer og undgå at tage stilling.

Siden 1970’erne har mange undersøgelser kvantificeret, hvor meget mennesket har bidraget til global opvarmning. De fleste af undersøgelserne konvergerer svar på 100 procent om, at det er mennesket, der har forårsaget ‘al’ global opvarmning. Benægterne ignorerer tyngden i denne forskning og bruger kræfter på at understrege usikkerheder – mens de sært nok ikke synes, at det er et problem”.

PEPKE: Selv FN’s klimapanel (IPCC) vil ikke være enig med Cook i den påstand, at 100% af opvarmningen er menneskeskabt. I sin nyeste rapport konkluderer panelet fx, at det er meget sandsynligt, at mere end halvdelen af den globale temperaturstigning mellem 1951 og 2010 skyldes flere drivhusgasser i atmosfæren. Med hensyn til den reducerede opvarmning i de sidste 15 år, så konkluderer panelet, at reduktionen kan tilskrives indre variationer i klimasystemet og ændringer i vulkanisme og solaktivitet. Panelet fremhæver således selv, at de naturlige klimaændringer fortsat er aktive og påvirker klimaet.

Misinformerer Pepke ved at så usikkerhed om de 97 procent konsensus?

PEPKE: Det er ikke misinformation at gøre opmærksom på usikkerheder, og jeg mener, at det her er Cook, der misinformerer offentligheden ved at fremstille det, som om der er 97 procent konsensus om, at alle klimaændringer er menneskeskabte.

COOK: Lad det være helt klart: Opgørelsen af de 97 procent konsensus er baseret på meget specifikke kriterier: Indregnet er studier, som enten generelt konstaterer, at mennesker (alene) forårsager global opvarmning eller det meste af den globale opvarmning.

Pepke laver således en fordrejning, når han påstår at vores studie omhandler klimaforskning, hvor de 97 procent skal være enige i, ‘at ALLE klimaændringer er menneskeskabt’ – simpelthen fordi vores og andre konsensusstudier ikke har kvantificeret denne videnskabelige enighed”.

PEPKE: Det er korrekt, at Cook har en kategori til de studier, som konkluderer, at mennesket bidrager med mere end halvdelen af opvarmningen. Men jeg fastholder, at han misinformerer, for intet sted i hans artikel kan man se, at kun to procent af artiklerne hører til i den kategori. Resten – altså de 95 procent af artiklerne – kvantificerer ikke bidraget eller angiver blot implicit, at mennesket bidrager til opvarmningen. Men det kan læseren kun finde ud af, hvis han selv går den omfattende database igennem, og det undrer mig, at Cook ikke er ærlig om resultatet af sin egen undersøgelse.

COOK: Vores undersøgelse er rapporteret i et peer-reviewed videnskabeligt tidsskrift. Data er alle gratis tilgængelige online. Det er lagt ud på en sølvfad for alle, der ønsker at gennemgå vores data. Vi har endda oprettet en interaktiv webside, der opfordrer folk til at gentage vores metode.

Pepkes angreb på vores forskning som ’uærlig’ er en afsporende argumentationsform, som tilslører sagens faglige kerne. Faktum er, at ikke bare vores, men også andre undersøgelser finder en overvældende konsensus 91-100 pct. om menneskeskabt global opvarmning.

Pepke vil ikke anerkende, at FORSKERforum kalder ham ‘klimaskeptiker’, “fordi termen ikke har en anerkendt definition”.
Hvordan defineres en klimaskeptiker?

COOK: Umiddelbart er det jo problematisk at kalde nogen ‘klimaskeptiker’, for skepticisme er en god ting. En solid videnskabelig skeptiker vurderer en sags aspekter uafhængigt og kommer til sin konklusion. En klimaskeptiker gør nærmest det modsatte: Starter med konklusionen, at klimaændringer ikke er (primært) menneskeskabt, og bruger så kræfterne på at modsige alle beviser, som modsiger deres konklusion! Skepticister og klimaskeptikere er altså polære modsætninger.

Men hvordan definerer man så en klima­benægter? En benægter viser træk af videnskabs-fornægtelse – han modsiger videnskabelig bevisførelse ved at henvise til falske eksperter, argumenterer med logiske vildførelser, forlanger umulige beviser, ‘cherrypicker’ data og fremfører konspirationsteorier.

Sagt på en anden måde: De benægter videnskabelig konsensus – og i det aktuelle tilfælde med klimavidenskaben vil en benægter afvise, at mennesket forårsager ‘det meste’ af den globale opvarmning”.

PEPKE: Det er sjovt, at Cook mener, at skepticisme er en god ting, blot ikke inden for klimaforskningen. Jeg mener, at det hører med til al god forskning at være vedvarende kritisk og stille spørgsmål.

Det hører også med til god forskning, at man er præcis med sine konklusioner og åben omkring sine data, og her svigter Cook, når han i sin artikel skjuler resultatet af sin inddeling af klimaartiklerne i de kategorier, som han selv har opstillet. Når han samtidig i sin artikel skriver, at hans motivation for at lave undersøgelsen er, at han mener, at befolkningen har en forkert opfattelse af klimaændringerne, og at dele af pressen dækker klimaområdet forkert, bliver det uklart, om Cook optræder som forsker eller som politiker.

Er Pepke fabrikatør af videnskabelig uenighed, når hans hovedærinde er at påpege – og skabe mistillid til – at 97-
procents enigheden gengives forkert?

PEPKE: Jeg ‘fabrikerer’ ikke uenighed, når jeg præciserer, hvad der er enighed om, nemlig at klimaet ændrer sig, og at der er et menneskeskabt bidrag til ændringerne.

COOK: “Pepke anerkender her et ubestemt ‘menneskeskabt bidrag til ændringerne’. Og det er en meget brugt kommentar fra klimabenægterne til vores studie med de 97-procentskonsensus: ‘Åh, vi anerkender skam, at mennesket har bidraget til noget af de den globale opvarmning, og derfor skal vi regnes med blandt de 97 procent.’ Og derfor kan vi ikke kaldes benægtere!

Men det er en fordrejning af vores studie, da vores definition af konsensus indeholdt det aspekt at udelukke papers, der minimerer det menneskelige bidrag, fx ved at fastslå, at bidraget udgør mindre end halvdelen. Disse papers blev i vores studie kategoriseret som konsensus-afvisning og dermed udenfor de 97 procent”.

PEPKE: Det er helt korrekt, at kun tre procent af artiklerne i Cooks analyse eksplicit angiver, at det menneskeskabte bidrag er mindre end halvdelen. Men igen glemmer Cook, at det også kun er to procent af artiklerne, der eksplicit angiver, at bidraget udgør mere end halvdelen. Det overvældende flertal på 95 procent angiver blot, at mennesket bidrager til den globale opvarmning. Og eftersom jeg kan se, at Cook i sin analyse har talt mine artikler med i sin 97-procentskonsensus, har han da et forklaringsproblem, hvis han bagefter mener, at jeg alligevel ikke skal regnes med blandt de 97 procent.

Cook: Pepke skaber støj. Der findes undersøgeler, der kun inddrager klimaartikler, som udtrykkeligt kvantificerer mængden af menneskeligt bidrag, fx til mere end halvdelen (enten vurderet ud fra forfatteres egne abstracts eller ud fra forfatternes egen vurdering). I disse studier varierer med konsensus på 88-96 procent på, at mere end halvdelen af klimaforandringerne skyldes menneskelig aktivitet. Det må vel siges at være overvældende videnskabelig konsensus.

Med andre ord: Uanset hvordan man ser på det eller hvilken definition af konsensus, man bruger, så findes der overvældende enighed om, at mennesker forårsager global opvarmning.
Pepke påstår, at vores studie kun finder en 2 pct.s faktor på kvantificering af graden af menneskeligt bidrag. Det er metodologisk pedanteri for at distrahere fra vores og andres robuste, replikerede videnskabelige resultater. Han forsøger at afspore det overordnede billede i klimaforskningen, som altså er, at flere undersøgelser ved hjælp af uafhængige metoder alle konstaterer en overvældende videnskabelig konsensus.

100-150 misbrug af timeloft

I 2012 gav Rigsrevisionen en næse til Uni-styrelsen for 74 tilfælde af misbrug af timeloft på 780 timer. Men siden er misbruget bare vokset

I 2012 fandt Rigsrevisionen ved stikprøvekontrol 74 tilfælde, hvor uni-ledelserne misbrugte reglen om, at eksterne lektorer maximalt må arbejde 780 timer. Den største synder var CBS med 58 tilfælde. Rigsrevisionen gav påtale og næse til Uni-styrelsen for ikke at opfylde deres tilsynsrolle. Men uni-ledelserne lovede bod og bedring, og det stillede Rigsrevisionen sig så tilfreds med.

Men problemet blev ikke løst, det er vokset. FORSKERforums lønstatistik over eksterne lektorers indtjening indikerer 100-150 brud på reglerne, hvis tallene tages for pålydende.

100-150 tjener over 205.920 kr.

Skønnet er foretaget ud fra, at en ekstern lektor maximalt kan tjene 205.920 kr. i årsløn (780 timer á 264 kr.). Lønstatistikken er således en indikation på, hvor mange der arbejder ud over maximum-timetallet. Og FORSKÉRforums aktindsigt på hvert enkelt uni’ afslører, at der er

103 personer, som tjener mere end 250.000 kr. årligt.

50 personer, som tjener 205.-225.000 kr. årligt (skøn på de 355 personer, der tjener 150.-224.999 kr. årligt).

Den største misbruger er DTU, hvor 31 har arbejdet mere end max-timetallet. På SDU er der 19, på CBS 16 og på KU 13.

Uni-styrelsen står over for en ny næse, som bliver længere end den fra 2012, hvor Rigsrevisionens beretningen fandt systematiske overtrædelser, og kritiserede, at uni’erne ikke fulgte reglerne ”til trods for ministeriets vejledning”.

Uni-styrelsen er tilsynsmyndighed, og FORSKERforum har forelagt sagen for styrelsen.

780-timers maximum skulle forebygge misbrug

Deltidslærere er en buffer, som uni-ledelserne bruger som en fleksibel og billig buffer i undervisningen.

Reglen om maximalt 780 timer stammer fra stillingsstruktur-aftalen, der sætter rammen for de enkelte ansættelsesgrupper på uni’. Ifølge aftalen må eksterne lektorer ikke arbejde over 500 timer. Der kan dog dispenseres til 780 timer ”af hensyn til undervisningens tilrettelæggelse eller gennemførelse”.

Aftalen blev presset igennem af uni-fagforeningerne for at få minimumsregler og -rettigheder, for ellers er der risiko for rovdrift på den store gruppe eksterne lektorer og undervisningsass’. Hensigten med 780-timeloft skulle være at uni-ledelserne ikke bare misbruger timelærere som buffere i undervisningen, men giver dem en fast kontrakt eller udbyder ‘forskningsbaseret undervisning’ ved fastlærere (lektorer og professorer).

SE ANALYSE S. 15: ‘Eksterne lektorers årsløn’ i det trykte magasin

Menige forskere snydt for opfinder-andel

Chefen scorede over 10 mio. på hemmelig særaftale, mens de menige blev spist af med engangsbeløb på 142.900 kr. Og de blev hverken hørt eller informeret, som reglerne kræver

Ingen kommentarer og intet interview, lyder svaret pr. e-mail fra vicedirektør Ole Jensen fra Statens Serum Institut (SSI), da FORSKERforum stillede ham seks spørgsmål til, hvordan SSI har snydt en række medarbejdere for deres opfinder­andele, mens deres forskningsleder Peter Andersen scorede hele kassen igennem en hemmelig særaftale med eks-direktør Nils Strandberg Petersen.

Den hemmelige særaftale blev lavet i forbindelse med, at SSI tjener et trecifret millionbeløb på tuberkulose-patenter. Og patentvejledningen siger, at godtgørelse skal fordeles mellem opfindere efter deres andel/bidrag til opfindelsen. Men gennem aktindsigt opdagede FORSKERforum, at forskningschefen kommer til at score mere end 10 mio. over årene, mens andre opfindere er spist af med engangsbeløb på 142.900 kr.

Og det viser sig tilmed, at SSI’s ledelse ikke har foretaget en vurdering af opfinder-andele, som patentloven kræver, men lavet en hemmelig særaftale med forskningslederen. Og det er sket bag om ryggen på de øvrige opfindere, uden at disse har været hørt. Og uden at de blev orienteret om, at deres chef fik og har en særaftale, som i øvrigt løber endnu, med årlige millionudbetalinger.

Regelbrud: Ingen vurdering og høring

Fordelingen af opfinderandele afgøres normalt af opfinderkredsen ud fra det intellektuelle bidrag, som hver enkelt opfinder har givet. Der skal altså foretages en høring og vurdering af hver enkelts bidrag, hvis der skal ske ulige fordeling blandt dem.

Det er utvivlsomt, at forskningsleder Peter Andersen har leveret hovedbidrag, men SSI-ledelsen foretog ingen egentlig vurdering af de samlede opfinderandele, og hvad der var de menige forskeres bidrag. På FORSKERforums spørgsmål (pr. e-mail) har SSI ikke kunnet finde dokumentation på, at en sådan afvejning er foretaget, men vicedirektør Ole Jensen vil ikke bekræfte, at man dermed har brudt patentvejledningen: Ingen kommentarer (pr. email).

Han vil heller ikke svare på, om tildelingen af særaftale til forskningsleder Peter Andersen skete på baggrund af en vilkårlig og hemmelig ledelsesbeslutning: Ingen kommentarer.

Og da FORSKERforum spørger, hvad der egentlig var begrundelsen for særaftalen, lyder svaret igen: Ingen kommentarer.

Særaftale hemmeligholdt for de øvrige

SSI-ledelsen foretog tilsyneladende en vilkårlig særbehandling af forskningslederen, måske som en slags skjult fastholdelsestillæg til superforskeren. Men SSI undlod ikke bare at lave en egentlig vurdering af de samlede opfinderandele, men særbehandlingen blev hemmeligholdt for dem.

Da FORSKERforum spørger vicedirektør Ole Jensen, om det er god forvaltning og personalepolitik, lyder svaret: Ingen kommentarer.

Og på spørgsmålet, om den ulige og uretmæssige behandling af opfinderparterne vil føre til, at SSI vil tage sagen op til genovervejelse med henblik på at få justeret særaftale og/eller justere de øvrige opfinderes godtgørelse, lyder svaret: Ingen Kommentarer.

Og ikke overraskende svarer vicedirektør Ole Jensen også ”ingen kommentarer”, da FORSKERforum spørger til hans råd til ansatte i succesfulde forskergrupper, når der skal uddeles opfinderandele: Skal der foretages formelle og skriftlige vurderinger? Hvordan gøres det? Skal der være åbenhed om forvaltningen af opfinderandele?

Eksterne lektorers årsløn: 65.000 kr.

Den løstansatte buffer i undervisningen er en broget gruppe. Nogle har det som bijob ved siden af hovedjob, men der kan være 500-1.000 personer, der har det som hovedindtægt på usle vilkår.

Der var en grov fejl i FORSKERforums lønstatistik i sidste nummer. Det var anført, at eksterne lektorer tjener ٤٤٢.٤٥٢ kr. årligt. Det var Finansministeriets angivelse af arbejdslønnen for en fuldtidsarbejdende (ekskl. ferie). Men det er forkert, for eksterne lektorer tjener i gennemsnit 65.000 kr. pr. år.

Gennemsnitslønnen dækker imidlertid over store variationer, viser den lønstatistik, som FORSKERforum har fået på basis af aktindsigt på de enkelte uni’er, der har oplyst lønniveauer for deres eksterne lektorer. Ikke overraskende er der mange i den laveste kategori (op til 74.999), for i den gruppe kan der være en del personer, som få timer som ekstern lektor som bijob ved siden af deres fuldtidsarbejde andre steder (typisk advokater eller forvaltere).

Eksterne lektorer: løstansatte undervisere

De eksterne lektorer er del af en voksende gruppe prekariats-ansatte på løse vilkår på uni’erne. Prekariats-ansatte er gruppen af personer uden fast kontrakt eller på tidsbegrænsede kontrakter.

Til prekariatsgruppen hører adjunkter, ph.d.-studerende og post.doc.’ere som er på tidsbegrænsede kontrakter, men dog fuldtids. Meget værre stillet er en gruppe af eksterne lektorer og undervisningsassistenter, som er ansat til at undervise på timebasis, under tiden fra semester til semester. Det er prekariats’gruppen på ringeste vilkår. Uni’ernes årsrapporter fortæller, at man har ca. 1700 d-vip årsværk, men denne gruppe omfatter både eksterne lektorer, undervisningsassistenter m.fl. De eksterne lektorer skønnes at udgøre ca. 1450 årsværk.

Men årsværk er opgjort som fuldtidsansættelser, og ikke på antal personer. Og det er det nye i FORSKERforums statistik, at, at det opgøres mere præcist, hvor stor gruppen af eksterne lektorer er: Knap 5000 personer med vidt forskelligt timetal og meget forskellig årsindkomst.

Skøn: 500-1.000 på usle vilkår

RUC-lektor Janne Gleerup er medforfatter på en ny bog om det akademiske prekariat, og hun kalder lønstatistikken meget interessant. Den giver et indtryk af, hvor mange der er ansat i denne gruppe, nemlig 4.737 personer. I gruppen med under 74.999 kr. i årsindtægt vil der være mange, der har et par timers undervisning om ugen som bijob ved siden af et fuldtidsjob et andet stede (typisk advokater på jura).

“Men hvis man interesserer sig for ‘prekariats-problematikken’ med løse ansættelser, som ikke er fuldtids og særligt udsat for usikkerhed, er en interessant problematik, hvor mange i gruppen der har jobbet ekstern lektor som deres hovedindtægt, evt. suppleret med undervisning et andet sted eller med dagpenge? Ud fra et løst skøn kan det være en gruppe på 500-1000 personer på alle uni’erne, der lever på stillingsstrukturens ringeste vilkår, uden pension osv. Men det må analyseres nærmere.

Hun siger, at tillids-repræsentanter nu har tal at arbejde med lokalt.

Klageregn over FORSKERforum

FORSKERforums læsere har i det seneste år været vidner til en særpræget fejde, hvor kritiske artikler om klimajournalistik og klimaforskning er blevet mødt med klageregn til Pressenævnet. DTU-seniorforsker Jens Olaf Pepke Pedersen har indsendt hele seks klager, hvoraf to er afgjort, og fire er under behandling.

FORSKERforum skrev kritiske artikler om en problematisk forsideartikel i KRISTELIGT DAGBLAD (se ill.) og har senere eksponeret Pepkes kontroversielle synspunkt, hvor han anfægter en øredøvende konsensus blandt 97 pct. af verdens klimaforskere i WEEKENDAVISEN.

Pepkes klageregn

Det er internationalt anerkendt, at der hersker en 97 pct.-konsensus blandt klimaforskere om, at de nuværende klimaproblemer først og fremmest er menneskepåført; fx bruger den engelske avis The Guardian ”The 97 percent” som vignet på artikler med klimadebat. Alligevel har Pepke sået tvivl om denne konsensus, senest i Weekendavisen. Pepke anfægtede den internationalt anerkendte forskningsleder John Cooks forskning i klimakommunikation.

Cook forsker i 97/3 pct.s-problematikken og i argumentationsformer blandt de 3 pct.s ”klimaskeptikere” eller ”klimabenægtere”. Og han replicerede, at Pepke ”misinformerer om de 97 pct.s konsensus”. Og Cook antydede, at Pepke ikke bare er ”klimaskeptiker”, men det endnu mere rabiate ”klimabenægter”, fordi Pepke bruger argumentionsformer, der er typisk for denne position (SE FORSKERforum 315).

FORSKERforum trykte uddrag af kontroversen mellem Pepke og Cook. Begge indlæg var af pladshensyn redigeret og forkortet, men Pepke var utilfreds med denne redigering og med eksponeringen af uenigheden, så det blev til to nye klager hos Pressenævnet (klage 3-4).

Essensen af Pepkes klager er, at han ikke vil eksponeres som tilhørende det absolutte mindretal, og han vil således ikke kaldes ”klimaskeptiker”, underforstået tilhørende de 3 pct. klimaforskere.

FORSKERforum: Faktuelle oplysninger

Nogle vil sige, at Pepkes position burde ignoreres, fordi den er marginal. Men FORSKERforum har valgt at eksponere Pepkes position, fordi han er aktiv debattør med en platform som fast kolumnist i Weekendavisen.

I svar på klagerne har FORSKER­forum overfor Pressenævnet henvist til, at det er den kritiske journalistiks opgave at varedeklarere indlæg og positioner overfor sine læsere. Derfor bliver Pepkes position ikke lakonisk omtalt som ”normalvidenskab”, men som en ”klimaskeptisk” position. Det er nemlig uomtvisteligt, at Pepke er meget uenig med flertallet af sine forskerkolleger, idet han tilhører en minoritet blandt klimaforskere.

Og idet medier gerne må viderebringe faktuelle oplysninger, behøver denne karakteristik af Pepke som ”klimaskeptiker” ikke at forelægges og forhandles med Pepke, fordi medier gerne må viderebringe faktuelle oplysninger, lyder FORSKERforums ræsonnement.

FORSKERforum har stillet Pepke nogle spørgsmål for at opklare, hvad der er hans position, og hvad der ligger bag hans klageregn.

Lederne belønnes

Mens de menige er fastlåste i overenskomst-lønninger, fortæller lønstatistik

Er du lektor, så tjener din institutleder 1,6 gange så meget som dig. Det afslører FORSKERforums lønstatistik over alle ansættelseskategorier.

Lederlønnen sat over for de meniges er interessant og afslørende i forhold til lønrelationer i uni-systemet, mener arbejdsmarkeds- og lønforsker Jørgen Stamhus fra AAU:

”Når en institutleder tjener 1,6 gange så meget som en menig lektor er det jo udtryk for, at systemet vægter ledelse meget højt. Men det er ikke udtryk for, at lektoren kan bruge lederlønnen som løftestang – lønmotor – for sin egen lønforhandling, for den lønrelation er for længst afkoblet. Ledersporet har sine egne logikker, mens de meniges lønninger groft sagt er fastlåst på det overenskomst-regulerede offentlige arbejdsmarked”.

FORSKERforum bringer også en TOPLØN-statistik over de 20 højest-lønnede på hvert uni’. Den afslører, at der har skudt sig en ny type toplønnede ind, nemlig forskningsledere på eksterne fondsmidler (SE S. 18-20).

Lederløn eksploderede 2003

Den store lønforskel mellem ledere og menige er ikke ny, men opstod med Uni-Loven 2003, der lavede en enstrenget, stærk ledelse. Lønstatistikker afslørede en eksplosion i rektorlønninger, der steg med 50 pct. i perioden 2003-05.

Det markante løft signalerede en anden styringsmodel, og en afkobling af de gamle lønrelationer, hvor der var sammenhæng og ikke markant forskel i de enkelte personalegruppers lønninger:

”Nu er de interne lønrelationer suspenderet, så der ikke er et relativt forhold mellem professorlønnen og så ledelseslagets. Institutlederens og dekanens løn er ikke længere ’lokomotiv’ for professorens. Lederlønnen fastsættes efter andre standarder, enten det offentliges topniveau eller den private sektors. Lederne belønnes i det system…”

Overdrevent budgetansvar fra de menige…

Uni-loven betød en ændring i universiteternes struktur og styringsmekanismer, så disse ikke længere er styret af interne, faglige forhold, men i højere grad af management-mekanismer fra statsforvaltningen og den private sektor, vurderer Stamhus.

”De gamle lønrelationer er sat ud af kraft, så de meniges lønninger har stået stille, i så høj grad, at lektorlønnen faktisk konkurrerer med gymnasielærere. Lønnen har været fastlåst på reguleringer jf. overenskomsten, og mens der tilsyneladende er tillæg til ledelses-laget, så har der ikke været tillægspuljer til fordeling blandt de menige. Og uni-lærerne har åbenbart ikke været tilstrækkeligt fokuserede på at presse ledelsen; det er sparetider og de menige har udvist et overdrevent budgetansvar, som har holdt lønkrav tilbage – højere løn kunne jo føre til færre ansatte…

– Se lønstatistikker s. 16-20 i det trykte blad –

EU-forordning skaber arbejdsbombe

Forskere kan se frem til at skulle gennemgå samtlige mails, man har liggende i sin mailboks.
RUC-professor skal gennemgå og sortere i 80.000 e-mails, og det er formentlig typisk

25. maj trådte EU’s nye persondataforordning i kraft. Den skal styrke beskyttelsen af personoplysninger i EU. Men den er også berygtet som et enormt komplekst regelsæt, som offentlige og private virksomheder og institutioner har kæmpet med at få styr på i forhold til, hvilke krav man fremover skal leve op til, når man har med persondata at gøre.

Ud over kompleksiteten har forordningen skabt bekymring, fordi den giver datatilsynsmyndighederne mulighed for at uddele enorme bøder, hvis nogen bryder reglerne.

Det har også givet travlhed hos universiteternes jurister og IT-folk. Men her slutter travlheden ikke. De nye tilstande ser nemlig ud til at kræve en helt ny arbejdsgang i den måde, forskere skal håndtere deres mailkorrespondance. Og i første omgang kan der ligge et enormt oprydningsarbejde i de millioner af gamle mails, som forskere har liggende.

På RUC har alle ansatte således fået en mail fra ledelsen med retningslinjer, blandt andet om gamle mails.

Formelt: Alt skal gennemgås

En mail er i sig selv et datasæt med personoplysninger, idet de som minimum rummer afsenderens mailadresse og som regel også navn og andre kontaktoplysninger. Hovedreglen er derfor, at mails, der ikke har et aktuelt formål, skal slettes efter 30 dage.

”Disse nye regler bestemmer, at vi som organisation skal have kontrol over, hvilke persondata vi opbevarer, hvor vi opbevarer dem, samt at vi herudover skal kunne dokumentere, at vi har et lovligt formål med at opbevare og anvende disse persondata. Det kan kun lade sig gøre ved, at vi undersøger, hvilke data vi har liggende, og får afklaret, hvad vi bruger/skal bruge disse oplysninger til. Dette indebærer også at slette de data, som ikke længere finder anvendelse,” står der i vejledningen til de RUC-ansatte.

Med andre ord: Som ansat skal man gennemgå samtlige mails og slette dem, der ikke har aktuel brug eller dækkes af en af de øvrige undtagelser, eksempelvis korrespondance med pressen.

Praksis: Bruger mailboks som arkiv

Og det er lidt af en arbejdsbyrde, der hermed lægges på de ansatte, konstaterer fysikprofessor Jeppe Dyre: ”Nu fik vi nyt mailsystem for nogle år siden, så jeg har kun mails tilbage fra 2010. Men jeg får typisk et sted mellem 20 og 100 mails om dagen – måske omkring 10.000 mails på årsbasis. Det vil tage lang tid at gennemgå dem,” siger han.

Men et er arbejdsbyrden med at gennemgå 80.000 mails. Et andet er det faktum, at mailboksen for professoren samtidig fungerer som et slags arkiv for kontakter og korrespondancer, han kan finde frem og genopfriske.

”Som forskere har vi et kæmpe netværk. Jeg skriver af og til til nogen, jeg ikke har skrevet med i fem år. Jeg har en masse email-korrespondancer, jeg kan søge i. Det vil jeg jo ikke kunne, hvis de er blevet slettet, så der ligger et kæmpe produktivitetstab,” siger Jeppe Dyre, som frygter, at mange forskere vil vælge at ignorere de nye regler eller gå over til at bruge privat mail.

”Det er ressourcetungt”

RUC’s universitetsdirektør, Peter Lauritzen, forklarer, at det langtfra er alle gamle e-mails, man er nødt til at slette: ”Hvis du har haft en korrespondance med en person, du fortsat har brug for at maile sammen med, er du velkommen til at gemme den. Det vigtigste er, at du kan argumentere for det. I bund og grund handler det om at bruge sin sunde fornuft”.

Han erkender dog også, at det ikke nødvendigvis vil være lige til at afgøre, eksempelvis hvornår en e-mail ikke ”finder anvendelse” mere.

”I det her tilfælde er det lidt svært at definere sund fornuft, men heldigvis er det jo kloge folk, vi har med at gøre. Det vigtigste er at holde sig for øje, hvad det her skal beskytte, nemlig den personlige datasikkerhed.”

Uni-direktøren er også klar over, at der ligger en stor arbejdsbelastning alene i at skulle gennemgå sine gamle mails og vurdere, hvad der skal slettes og gemmes.

”Jeg har selv været ansat i 11 år, og jeg er også gået i gang. Det er klart, at det er ressourcetungt. Men det her skal ikke ses som en konflikt mellem medarbejdere og ledelse. Det handler om at bevare RUC’s renommé som en forskningsinstitution, man kan have tillid til.”

KU: Gemmes hvor længe?

Det er imidlertid lidt forskellige fortolkninger og handleplaner, man støder på, når man spørger forskellige universiteter om konsekvenserne af den nye persondataforordning. På KU er der foreløbig ingen påbud til medarbejderne om at rydde op i gamle mails.

”Når man arbejder med e-mails internt på KU, er de krypterede. Så har vi som andre steder en diskussion af, hvor længe man må gemme e-mails i systemet. Det er der ingen klare regler for i persondataforordningen. Der står bare, at man skal opbevare persondata sikkert og undgå ophobning,” fortæller KU-databeskyttelsesrådgiver Lisa Ibenfeldt Schultz.

Hun tilføjer dog, at hun venter på sikkerhedsvejledningen fra Datatilsynet i forhold til, hvordan man skal forholde sig til gamle e-mails.

Selv om kollegerne på KU i første omgang går lempeligere til værks, mener Peter Lauritzen ikke, at man på RUC kommer uden om at skulle rydde op i sine e-mails.

”Hvis du ringer rundt til alle universiteter, vil du sikkert få otte forskellige svar. På RUC har vi valgt forsigtighedsprincippet. Men jeg tror, at alle virksomheder og offentlige institutioner vil følge rets-udviklingen nøje på dette område og se, om der er behov for at lempe eller skærpe retningslinjerne,” siger uni-direktøren.

SDU-lektor: Det nye er bødetrusler, som virker

Og Peter Lauritzen har tilsyneladende ret. Der er ingen vej uden om den voldsomt tidskrævende opgave med at gennemgå sin mailboks. Det vurderer SDU-jura­lektor Ayo Næsborg-Andersen, som har studeret persondataforordningen.

”Jeg har meget svært ved at se, at man kan komme uden om at gennemgå sine gamle mails. Man kan selvfølgelig vælge bare at slette det hele, men det er jo heller ikke optimalt,” siger hun.

På SDU er medarbejderne også blevet bedt om at gå i gang med mail-oprydningen. Og Ayo Næsborg-Andersen nikker genkendende til de problemstillinger, Jeppe Dyre fortæller om: ”10.000 mails om året – det er nok meget normalt. I det daglige sletter jeg også kun spam-mails,” fortæller hun.

Hun peger på, at det i virkeligheden ikke er en voldsom regelændring, der gør, at danske forskere nu skal bruge et uanet antal timer til mail-oprydning samt tillægge sig nogle helt nye vaner for arkivering og håndtering af de daglige mails. Den hidtil gældende persondatalov havde nemlig nogenlunde samme krav – at man skulle undgå ophobning af gamle mails med personoplysninger. Det nye er de voldsomme bøder på op til 16 millioner kroner til offentlige institutioner, som den nye persondataforordning har indført.

”De indførte bøderne for at få folk til at tage det alvorligt. Det har så virket”.

Outlook er skurken

I virkeligheden er det mailprogrammet Outlook, der er skyld i, at forskere og mange andre i dag står med en begmand, mener hun.

”Vi bruger næsten alle sammen Outlook, og det er ikke særlig velegnet til det nye system. Ser man på de administrative personale, så lægger de al post over i et journaliseringssystem, der selv håndterer sletteregler. Outlook derimod er designet til at gemme alle oplysninger, og det skal være nemt at søge ting frem på tværs, så man behøver ikke engang bruge mapper. Det er stik imod den tankegang vi skal hen til nu,” siger SDU-lektoren.

Nu kræver de håndhævede regler imidlertid en kulturændring – og optimalt set også et nyt mailsystem.

”I dag kræver det jo mere energi at rydde op og slette mails end bare at lade dem ligge. Så indtil vi finder et arkivsystem, der er nemt at håndtere, så kommer e-mails til at være et mareridt.”

Pressen er værre end bøder …

Men på trods af alt besværet hilser Ayo Næsborg-Andersen det alligevel velkomment, at reglerne for persondatasikkerhed bliver indskærpet.

”Lige nu er det møgirriterende. Men når tingene er faldet lidt til ro, er det en positiv ting, hvis det kan komme til at virke efter hensigten. Det har været lidt Det Vilde Vesten, hvor man har kunnet gøre, hvad man ville. Det er vigtigt, at folk har tillid til, at deres oplysninger behandles ordentligt, og den tillid skaber du kun, hvis du er ærlig omkring brugen af data og passer ordentligt på det.”

Som nævnt giver persondataforordningen mulighed for, at Datatilsynet kan tildele offentlige institutioner bøder på op til 16 millioner kroner. Men Ayo Næsborg-Andersen forventer ikke, at Datatilsynet vil smide om sig med bøder.

”Jeg tror ikke, man skal bekymre sig så meget for at få den største bøde, hvis man har gjort en ærlig indsats for at prøve at leve op til reglerne. Det, man skal være bekymret for, er, at medierne finder en fejl, de kan lave en historie på, eller at de personer, man har registreret, klager. Jeg ved, at vores DPO (data protection officer, red.) forbereder sig på at de første 20 jurastuderende kommer med en klage her efter 25. maj.”

lah

TOPLØN: De 20 højest-lønnede på hvert uni

”Med Uni-Loven 2003 kom der en ny struktur på uni’ med en enstrenget og magtfuld ledelse, som også betød en eksplosion i lederlønningerne. Og sådan har det vel været i hele samfundet og i den offentlige sektor. Der er jo kommet en meget mere liberal holdning til lønninger og til, at toplønninger er løbet fra de meniges. For 10-15 år siden ville toplønningerne på 1,5 mio. til en forskningsleder have vakt opsigt, men ikke i dag. Der er kommet nye standarder”, lyder arbejdsmarkeds- og lønforsker Jørgen Stamhus’ kommentar til FORSKERforums topløn-statistik over de 20 højest lønnede på de enkelte uni’er.

Topløn-statistikken, som kan ses over de næste sider, dækker over grundløn, tillæg og pension. Den er indhentet via aktindsigt på de enkelte uni’er.

Der kan ses forskellige ansættelsesgrupper blandt de toplønnede. Dels er der selve uni-toppen med rektor, dekaner og institutledere. Og dels er der forvaltnings-topchefer (uni-direktører og vicedirektører, økonomichefer), som er markeret med BLÅT. Og så er der gruppen af forskningsledere på eksterne (fonds-) midler, der er markeret med RØDT.

DJØF-forvaltningslaget

Mens det for ti år siden var rektorer, dekaner og direktører og forvaltningstopcheferne, hvor der var forargelse over, at nogle mellemledere tjente mere end professorerne. Det er især på de mindre uni’er, som RUC og IT-Uni’ at der er mange administrative topledere, mens der er længere mellem dem på de øvrige uni’er:

”Det er ikke sådan, at DJØF-forvaltningsniveauet er faldet i lønniveau. Der er derimod skudt nye grupper ind i løn-toppen på nogle uni’er”, forklarer Stamhus.

Dekaner og institutledere opfattes stadig som faglige medarbejdere, fordi det er et ansættelseskrav, at de har forskningsmæssige meritter. Dem er der mange af i Aarhus, Syddansk, DTU, Aalborg og CBS. Men de er i virkeligheden i en gråzone mellem at være faglige og forvaltningsmæssige ansatte, vurderer Stamhus:

’”Men man skal heller ikke være blind for, at dekaner, prodekaner og institutledere i højere og højere grad er blevet en del af forvaltningslaget, hvor de før mere hørte til på den faglige side, især institutledern. Qua den enstrengede ledelsesstruktur indlejres dekaner og prodekaner snarere i den administrative søjle end de kan med den faglige søjle med professorer og lektorer”.

Eksterne penge: Centerchefer

Det nye er, at centerchefer og forskningsledere på eksterne indtægter har skudt sig ind i toppen på nogle uni’er, især på KU hvor NOVO har skudt sig med centre på det medicinske fakultet. Fondene kommer med en pose penge til centrene, der fungerer ved siden af det ordinære uni-system. Og fondene kommer med en stor pengekasse, så topforskere rekruttere og lønnes tæt på rektorniveau.

Men det viser sig også, at forskningsledere, der har fået penge fra Grundforskningsfonden (DG), har fået toplønninger. Det ses især på topløn-statistikken på SDU, hvor der er flere nuværende eller tidligere DG-modtagere.

”Det er ikke overraskende, at topforskere skyder sig ind i topløn-statistikken. Når det tynder ud i basis-bevillingerne, kommer der et pres fra ledelsen på, at vi skal skaffe eksterne bevillinger og lave privat-offentligt samarbejde osv. Og når det så lykkes et uni’ at skaffe en ’guldkalv’, så er markedsmekanismen, at forskningslederen, som har skaffet bevillingen, skal belønnes…”.

De 97 procent – en ubestemt klima-konsensus

Uddrag af JENS OLAF PEPKE PEDERSEN: Konsensus og tro (WEEKENDavisen 26.4).

Klimaforskning er et område, hvor der gerne argumenteres med, at der blandt forskerne eksisterer en 97-procents konsensus. Men det bliver sjældent uddybet, hvordan man er nået frem til de 97 procent, og hvad det mere præcist er, de er enige om.

Den hyppigst refererede opgørelse er udarbejdet i 2013 af samfundsforskeren John Cook og hans medarbejdere fra University of Queensland i Australien. Optællingen blev udført som et citizen science-projekt, hvor et stort antal frivillige gennemgik 12.000 videnskabelige klimaartikler fra perioden 1991-2011 – alle udvalgt, fordi artiklerne indeholdt ordene »global opvarmning« eller »globale klimaændringer«.

Undersøgelsen viste imidlertid, at langt de fleste fagartikler, nemlig 66 procent, slet ikke havde nogen mening om årsagerne til global opvarmning. Forskergruppen valgte derfor kun at se på de 34 procent, som gav udtryk for en holdning, og her viste det sig, at 97 procent af artiklerne angav, at menneskelige aktiviteter bidrog til den globale opvarmning. De tre procent af artiklerne gav udtryk for usikkerhed eller mente, at mennesket var årsag til mindre end halvdelen af ændringerne, eller angav ligefrem, at der slet ikke var et menneskeskabt bidrag til opvarmningen.

Dermed nåede man frem til den berømte 97-procents konsensus, som blev offentliggjort i en artikel i tidsskriftet Environmental Research Letters, og som siden er gengivet utallige gange.

I undersøgelsen inddelte man de artikler, der angav, at mennesket bidrager til opvarmningen, i tre kategorier.

Overraskende nok fremgår det ingen steder i John Cook og kollegers opgørelse, hvordan klimaartiklerne fordeler sig på de tre kategorier, så hvis man vil vide det, er man nødt til selv at gå det omfattende datamateriale igennem.

Det har undertegnede og flere andre derfor gjort, og den gennemgang har vist, at ud af de i alt 97 procent er det kun et meget lille antal på mindre end to procent, der hører til i den første gruppe, som kvantificerer det menneskeskabte bidrag og angiver, at det bidrager med mere end halvdelen af klimaændringerne.

Fintællingen viser således, at der blot er konsensus om, at mennesket i et eller andet omfang bidrager til opvarmningen, men eftersom det ikke fremgår af Cooks opgørelse, kan man ikke fortænke læserne i at konkludere, at der er konsensus om, at hele den globale opvarmning er menneskeskabt. Dermed foregår meget af debatten om, hvad klimaforskningen viser, på et forkert grundlag.

I stedet for at bekymre sig om gruppepsykologi og tælle tusindvis af artikler kunne man jo i lighed med Søndagsavisen også bare spørge forskerne direkte, hvad de egentlig tror på. Det har klimaprofessor Hans von Storch fra Universität Hamburg gjort og bedt sine kolleger om på en skala fra et til syv at angive, hvor overbevist de er om, at menneskeskabte bidrag udgør mere end halvdelen af de seneste klimaændringer eller vil udgøre mere end halvdelen af de fremtidige klimaændringer.

Undersøgelsen viste, at det var 81 procent af forskerne i en eller anden grad overbevist om, og selv om det ikke er konsensus, er det dog et stort flertal. At tallet 97 procent alligevel bliver brugt i debatten, må nok tilskrives, at det er et godt tal. Det lyder præcist, og tre procent kan man godt tillade sig at se bort fra som afvigende dissenter. Det er ikke helt så nemt, når minoriteten er på 19 procent.

Den nu afdøde amerikanske forfatter Michael Crichton … mente …, at forskerne kun taler om konsensus, når videnskaben ikke er på fast grund, og at konsensus hører til i den politiske verden.

Netop koblingen til politik gør konsensus til et belastet udtryk, for selv om dansk politik ofte bliver fremhævet som konsensussøgende, er politik ikke sandhedssøgende, og politikere er ikke forpligtede til at begrunde deres meninger rationelt. Derfor bliver en politisk konsensus heller ikke nødvendigvis korrigeret, selv om den modsiges af videnskabelige kendsgerninger.

Så måske skulle forskerne blot lade videnskaben klare sig selv uden at forsøge sig med konsensusskabelse. Mange hundrede års erfaringer har vist, at de teorier, der har den største forklaringskraft, også er de mest holdbare.

 

Replik: Mis-information om de 97 procents konsensus

Indsendt til Weekend-avisen af JOHN COOK, Center for Climate Change Communication, George Mason University, Virginia, USA.

I sin artikel / kommentar “Konsensus og tro” (WEEKENDAVISEN Ideer 26. april) sår Jens Olaf Pepke Pedersen tvivl om 97 procents konsensus blandt klimaforskere i klimadebatten: “Det er sjældent uddybet, hvordan man når frem til de 97 pct.”, erklærer han. Hvorefter han kritiserer min forskergruppes metode og resultater.
  Som forfatter til en af artiklerne om de 97 procents konsensus om menneskeskabt global opvarmning, må jeg derfor forklare, hvorfor de 97 procents konsensus er et videnskabelig robust og vigtigt resultat, og hvordan Pepke Pedersen forvrider fakta:

I 2013 var jeg hovedforfatteren på en undersøgelse, der konstaterede 97 procents forsker-enighed om, at der sker menneskeskabt global opvarmning. Det er vigtigt indledningsvist, at slå fast, at vores ikke var den første undersøgelse med et sådant resultat: Vi var den tredje (1. Peter Doran og Maggie Zimmerman 2009, 2. William Anderegg et al. 2010). Og der kom også nogle efter os (fx Stuart Carlton et al. 2015).

I 2016 opsummerede vi derfor de mange undersøgelser (offentliggjort i Environmental Research Letters, se http://sks.to/coc). I syntese-artiklen var der to kerneopdagelser: For det første, at enigheds-niveauet stiger i takt med forskeres ekspertise i klimaforskning. For det andet at blandt studier, hvor forskere specifikt laver klimaforskning, er konsensus’en om menneskeskabt global opvarmning 90-100 procent, hvor flerheden konvergerer omkring de 97 procent.

Det faktum, at konsensus stiger med ekspertisen, forvrides ofte af kræfter, som prøver at skabe tvivl om konsensus’en. Det er nemlig muligt at opnå lavere estimater ved at inddrage grupper af forskere, som ikke udfører egentlig klimaforskning. Det er en kendt vildførelsesteknik – kendt som ”falsk-ekspert –vildledningen” – som ofte er brugt til at forvirre offentligheden om den om den overvældende høje ekspert-enighed.

 97 procents konsensus’en om klimaændringer er altså blevet gentaget ved hjælp af forskellige tilgange: surveys af forskere, analyser af offentlige statements og analyser af videnskabelige undersøgelser. Vigtigheden af denne replikation i videnskaben kan ikke understreges tit nok.

I løbet af den 21-årige periode, vi undersøgte, kunne der registreres et voksende antal artikler, som viste konsensus og modsat færre, der modsagde den. Konsensus’en blev styrket over tid. Samtidig blev der færre og færre artikler, som omtalte konsensus’en.

Og hermed er vi fremme ved Pepke Pedersens kritik. Han hævder, at 97 procents konsensus’en bygger på vores forskning og artikler. Det er da en smigrende omtale, men vi var altså bare studie nummer tre med den konklusion.

 Pepke Pedersen foreslår som alternativ til vores fremgangsmåde, at man bare spørger forskere, hvad de mener om klimaændringer. Det er gjort flere gange, som vores synteseartikel dokumenterer ganske omfattende. I sin nidkære fokus på vores forskning – vi takker igen for opmærksomheden – overser Pepke helt den omfattende samling af forskning på området.

 Pedersen citerer et von Storch-studie, der estimerer konsensus til at være mindre end 97 procent. Von Storch er faktisk omtalt i vores synteseartikel. Men von Storch baserer ikke sin undersøgelse på relevante klimaeksperter, hvilket var vores afsæt. Med andre ord bruger Pepke Pedersen ”falsk-ekspert teknikken” til at så tvivl om konsensus’en blandt klimaforskere.

 Og her er det passende at indskyde et yderligere aspekt. I sin WEEKEND­AVISEN-artikel undlader Pedersen at nævne, at han aktuelt er engageret i fejde med forskerbladet FORSKERforum. Han har indgivet en klage til Pressenævnet. Petersens påstande er, at han ikke anerkender de 97 procents konsensus som et anerkendt begreb, samt at FORSKERforum ikke må karakterisere ham som “klimaskeptiker” eller “blandt de 3 procent”.

På en måde er jeg enig. Brug af udtrykket “skeptiker” som karakteristik på en person, der benægter den videnskabelige konsensus, kan være problematisk. En ægte skepticist overvejer alle beviser, og kommer dernæst til en konklusion. Videnskabs-benægteren derimod går modsat frem, for han starter med at konstruere sin konklusion og benytter herefter afvisningsteknikkerne til at affærdige ethvert bevis, som konflikter med hans konklusion. Så hvordan skelner man mellem skepticisme og benægtelse? Jo, benægterne afslører sig på, at de ignorerer videnskabssamfundets samlede resultater, og de bruger falske eksperter til at så tvivl om konsensus’en.

Til sidst er det produktivt at gå et skridt tilbage og spørge: “Hvorfor taler vi egentlig om konsensus?” For at besvare det, skal man forstå, hvad der skete tilbage til 1990’erne. Første gang offentligheden hørte om klima-konsensus’en, blev det udlagt som: ”Der er ingen konsensus i videnskaben”. Det var nemlig budskabet fra olie-industrien og fra konservative tænketanke, der søgte at overbevise offentligheden om, at videnskabssamfundet var usikre på, om mennesker forårsager global opvarmning. Deres mål var at forsinke regulering på emissioner af fossile brændstoffer.

 I slutningen af 1990’erne gennemførte den politiske strateg Frank Luntz markeds­undersøgelser for at finde ud af, hvordan den offentlige fremstilling af enighed påvirkede folks opfattelser af klimapolitik. Han rådgav konservative politikere i USA om, hvordan man kunne angribe konsensus’en for at underminere befolkningens forståelse af klima-problemerne. Siden den tid har vi oplevet vedvarende misinformations-kampagner, der forsøger at overbevise befolkningen om forskernes uenighed om klimaspørgsmålet. Pepke Pedersens artikel i WEEKENDAVISEN er det seneste eksempel i rækken af årtiers angreb på konsensus-forståelsen.

Den systematiske misinformation har i nogen grad været succesfuld. Der er således en stor kløft mellem offentlighedens opfattelse af konsensus (i gennemsnit omkring 67 procent) og så den faktiske 97 procents konsensus. Dette “konsensus-gap” reducerer befolkningens opbakning til politikker på at afbøde klimaforandringerne – det er en blokade for politiske klimaindgreb.

At oplyse om de 97 procent konsensus om menneskeskabt global opvarmning er ikke påkrævet som bevis på menneskeskabt global opvarmning. Der er mange andre uafhængige empiriske beviser på, at mennesker ødelægger vores klima (se resumé på http://sks.to/evidence). Oplysning om konsensus handler derfor om at rydde den misfortolkning af vejen, at forskere er uenige.

Der har vist sig et ensartet mønster hos dem, som benægter de 97 procents konsensus, og Pepke Pedersen passer ind i mønsteret. Først hævder de, at der ikke er enighed. Når de så informeres om, at mange undersøgelser har repliceret de 97 procent konsensus, lyder modargumentet, at “videnskaben skabes ikke via konsensus – hvorfor henviser man til den? Stop den snak om konsensus!”

Pepke Pedersen trækker på den type argumenter og bidrager dermed til at etablere en konsensus-censur, når han hævder, at der ikke eksisterer konsensus.

Det er imidlertid vigtigt, at offentligheden gøres bevidste om de 97 procents konsensus blandt klimaforskere, og at folk kan genkende de sløringsteknikker, som sår tvivl om den videnskabelige enighed. Som en hjælp har vores forskergruppe for nylig offentliggjort ”The Consensus Handbook 2018” (http://sks.to/chb). Heri findes en opsummering af forskningen i, hvorfor videnskabelig konsensus er vigtig, og heri eksponeres de misinformations-kampagner, der prøver forvirre offentligheden om de 97 procents konsensus blandt klimaforskere.

(Forkortet af FORSKERforums red.)