Forfatterarkiv: admin

Forskeres fakta-verden udfordres

I den postfaktuelle verden er grænserne mellem fakta og holdninger opløst. Forskerverdenens autoritet er udfordret – og forskere stilles overfor nogle etiske valg

”Jo, forskerverdenen har måske været lidt naiv og er blevet overhalet af den voldsomme vækst i alternative informationskilder i de sociale medier, så der ikke længere er relativt få kanaler til formidling af fakta og kendsgerninger. Der er ikke længere en konsensus om, at information skal være fakta-tjekket, før den udsendes, og det udfordrer den videnskabelige verden og journalistikken, som ideelt set har samme professionsetikker. Nu kan alle melde sig, så det nu kan være svært at sondre mellem fakta og konstruktioner, sande og falske udsagn, kendsgerninger og holdninger”, siger professor Vincent F. Hendricks, som netop har udgivet bogen ”Fake news”, som også handler om andre fænomener ”post-faktuel viden” og ”alternative fakta”.

”Men det er helt forståeligt, at forskere har svært ved at håndtere problemet med fake news eller alternative kendsgerninger, for forskere har en professionsetik, hvor man opnår respekt ved at dokumentere, falsificere og verificere på basis af data. Sådan er forskerverdenens logik, og man går ud fra den slags rationalitet og etik også gælder for andre sektorer, men sådan er det altså ikke”.

Fag-etiske valg

Manipulationer, fordrejninger og ”folkelig viden” sker på mange måder, og det er vigtigt at forskerne har beredskab til at spotte de falske udsagn og aktørers metoder til at sprede disse, inden de fæstner sig i offentligheden som ”sandheder”.

Hendricks mener, at disse alternative – mere eller mindre lødige – informationskilder stiller forskere over for nogle fagetiske valg, der handler om, hvornår og hvordan man skal intervenere, hvis der begynder at florere usandheder i offentligheden på ens fagområde. Og journalister har i øvrigt de samme etiske dilemmaer.

Faktabenægtelsen

Amerikanske medier taget præsident Trump i 115 gange at benægte klimaforandringer og at disse er menneskeskabte. Det har han gjort på trods af, at 97 procent af alle forskere og videnskabelige artikler på området er enige om, at menneskeskabte klimaforandringerne er et videnskabeligt faktum (review v. Cook m.fl., maj 2013.

Men dette faktum har ikke fæstet sig hos menigmand, måske fordi medier har det med at skabe dikotomier, når to synspunkter skal skabe kontradiktion i artikler eller i studier. Det betyder, at de 97 pct. kommer til at debattere med de 3 pct. – hvor menigmand får den opfattelse at synspunkterne er lige gode og gyldige.

Det betyder, at kun ti procent af amerikanere er klar over, at de 97 pct. er enige, og bag det kan ligge, at 80 pct. af amerikanerne udelukkende får deres nyhedsinformationer fra kulørte og stærkt ideologiske stationer som FOX-news. Eksempelvis gav den amerikanske nyhedskanal Fox News i en periode i 2013 klimanægtere 69 procent af taletiden, mens de forskere, der anerkender klimaforandringerne som menneskeskabte, måtte nøjes med de resterende 31 procent. (GUARDIAN)

Andelen er lidt højere i europæiske lande, hvor 24 procent af tyskerne og mellem 30 og 35 procent af nordmændene, franskmændene og englænderne tror på forskernes enighed. (studie, Cardiff Universitet, marts 2017).

Fordrejningen:
’Cherrypicking’ som fordrejning

Der er mange metoder til at fordreje eller betvivle fakta og kendsgerninger, og forskere sættes ofte under ekstra pres, fordi de direkte eller indirekte mistænkeliggøres.

Det er ikke nyt, at fakta og kendsgerninger udfordres, men det er nyt, at politiske eller økonomiske interessegrupper har systematiseret deres indsatser og kampagner med særlige metoder. De kan have en interesse i at sprede misinformation overfor bestemte videnskabelige fakta, fx ved at sende falske eksperter på banen. De kan have et skin af kvalifikationer igennem deres titel uden at have relevant ekspertise – eller det kan være eksperter, som er købt af branchen (fx tobaks- eller medicinal-industrien).

Det kan også være lobbygrupper, som ikke direkte lyder, men laver spin på at modarbejde fakta ved at fordreje disse ved at selektere udvalgte data og fortie andre (”cherry-picking”).

HPV-vaccine:
Folkelig viden blev post-faktuel

Ud over den politiske kamp om klimaet er HPV-vaccinen nok det mest aktuelle eksempel på, hvordan videnskaben og fagfolk har problemer med at tackle alternativ (folkelig) viden.

Efter nogle nyhedshistorier, en TV2-udsendelse og en livlig forældredebat oplevede læger et drastisk fald i yngre piger, som skulle have HPV-vaccine mod livmoderhals-kræft. Der var sået voldsom tvivl om virkningen af vaccinen, og den blev beskyldt for at have voldsomme bivirkninger for flere end Sundhedsstyrelsen påstod. Men Sundhedsstyrelsen og lægeautoriteter kaldte den folkelige viden om HPV for myter, for man mener, at der er evidens for virkningen.

Sundhedsdirektør Søren Brostrom meldte drastisk ud: ”Det postfaktuelle sniger sig ind på sundhedsområdet…”. Han advarede mod, at pseudo-videnskabelige råd om vores mad og afvisning af fakta på vaccineområdet vil skade folkesundheden. Han begræd, ”at et af de største lægevidenskabelige gennembrud i hans tid, hpv-vaccinen mod livmoderhalskræft, er i frit fald” (POLITIKEN 15. marts).

Nyborg ærestaler for amerikanske racister

Den racistiske organisation American Renaissance var medarrrangør af begivenhederne i Charlottesville den 12. august, der udartede i optøjer og kulminerede med, at en nazist kørte sin bil ind i moddemonstranter og dræbte en og invaliderede flere. Nogle kaldte det en terrorhandling, mens præsident Trump blev voldsomt kritiseret for ikke at tage tydeligt nok afstand til bevægelsen Alt-Right (Alternative Højre) med hvide racister, nationalister og nazister.

Nu viser det sig, at eks-psykologiprofessor Helmuth Nyborg – som er kritiseret for ’forskning’, der er mere baseret på race-ideologi end på videnskab – har stærke forbindelser til nogle af disse racister. Han var i juli æresgæst og taler ved deres årskonference i Nashville.

Ekstremisme-forsker: Nyborg legitimerer racisme

Ekstremisme-forsker Joe Lowndes fra Oregon University forklarer: ”American Renaissance er en erklæret ‘white supremacy/white nationalist organization’, som I USA forbindes med racisme. Det kan ret simpelt bekræftes ved et besøg på deres hjemmeside. Og heraf fremgår, at de gerne vil fremstå med et skin af akademisk legitimitet gennem brug af eugenisk pseudo-videnskab”, forklarer han. Som led i sin forskning overværede han sommer-konferencen og Nyborgs oplæg.

Over for FORSKERforum afviser Helmuth Nyborg, at American Renaissance skulle være en racistisk organisation. Og Nyborg mener ikke at han har legitimeret American Renaissances formål eller indhold: ”Af deres hjemmeside fremgår, at de respekterer alle racers ret til at have en særlig identitet, herunder hvides. Det ser jeg ikke noget galt i”.

Men den bagatellisering afvises blankt af ekstremisme-forskeren:

”American Renaissance er en stærkt ideologisk organisation på den yderste højrefløj. Og som keynote-speaker bidrog Nyborg utvivlsomt til at legitimere organisationens racistiske ideologi. Og jeg kunne jo konstatere, at Nyborgs racistiske nonsensbegreb ’ecotype-teori’ blev mødt med begejstrede klapsalver fra konference­deltagerne”.

Nyborgs ’omregningsfaktorer’

Nyborg har i årevis været kontroversiel med udtalelser om, at kvinder har lavere IQ end mænd, og at farvede har lavere IQ end hvide, hvilket vil betyde underminering af den vestlige verden.

Nyborg har igennem sin ”eugenik-forskning” søgt at føre videnskabeligt bevis for dette. Hans kritikere har hævdet – hvilket delvis blev bekræftet af Uredelighedsudvalget – at han opererer med konstruerede data, bl.a. indgår uigennemskuelige ”omregnings-faktorer”, som ingen andre forskere kan reproducere.

UVVU endte med at dømme Nyborg uredelig i 2011, men denne afgørelse fik Nyborg omstødt i 2015, hvor juridiske dommere i Vestre Landsret fastslog, at UVVU ikke havde retsligt grundlag for at dømme ham ”uredelig”. Siden har Nyborg erklæret sig ”frifundet” for videnskabelig fusk, selv om Landsretten ikke undersøgte hans forskningsmæssige konstruktioner.

Fake news-ekspert: Nyborg skal ikke forties

Nyborg er kendt for sine rabiate synspunkter, og mange i forskningsverdenen mener, at det er bedst, at han forties som en skør kugle, som man ikke bør ofre opmærksomhed, omtale eller modsigelse. Men fortielse af ’fake news’ er en farlig strategi, konstaterer professor Vincent Hendricks.

”Professions-etikken udfordres. Forskere skal jo være en slags kuratorer eller gatekeepere for fakta eller ’sandheden’. Og når nogle så afviger fra det spor, bør det jo anfægtes af andre forskere, for problemet ved at undlade at modsige tvivlsom videnskab er, at det kan bidrage til at skabe ’overbevisnings-ekkoer’, hvor noget udokumenteret eller falsk alligevel lejrer sig som noget ’sandt’ i offentlighedens opfattelse. Usande narrativer kan få stort gennemslag. Derfor er det en forpligtelse for forskere at gøre indsigelse, hvis der spreder sig usandheder eller manipulationer i vigtige samfunds-debatter ”.

På uni’s nederste etage

”Jeg er ekstern lektor. Dette semester varetager jeg fire forskellige universitetskurser med det, som det indebærer som eneansvarlig for planlægning, undervisning, vejledning og eksamensbedømmelse af 90 studerende. 254 kr. i timen ser jo meget godt ud på papiret. Men bagved ligger mange usynlige timer, så i praksis tjener jeg noget, der svarer til minimumslønnen (ca. 120 kr./t)”, fortæller en anonym ekstern lektor i denne måneds TEMA.

Den anonyme fortæller om ringe ansættelsesvilkår. Om hvordan systemet udnytter løslærernes akademiske ansvarsfølelse i et djævelsk system, som skjuler, hvordan gratis merarbejde er med til at finansiere universitetets drift. Og hvordan virtuelle, fiktive forvaltnings-systemer medvirker til et ukollegialt miljø set fra løslærerens plads i eliten på nederste etage:

”Jeg klager såmænd ikke over indholdet i mit arbejde og de mange arbejdstimer, men over lønnen. Og over usikkerheden, hvor man som løstansat aldrig ved, hvor mange timer man har i næste semester. Eksterne lektorer fungerer som buffer på semesterbasis, alt efter om institutterne har behov for os”.

Arbejdslivsforsker Janne Gleerup er i gang med en undersøgelse af de løstansattes situation, og hun genkender den anonymes udsagn fra interviews med andre løstansatte: ”Den anonyme underviser giver et vigtigt vidnesbyrd om, hvordan man som løstansat kan opleve at befinde sig i en uholdbar og uretfærdig situation. Kontrakter og arbejdstid tilpasses efter, hvad instituttet her og nu har brug for, hvor mange studerende der er, hvilke kurser der ikke varetages af de fastansatte det pågældende semester samt en række andre faktorer, som kan variere fra sted til sted”.

Nogle vil spørge, om beskrivelsen af at være løstansat og være en (mis-) brugt arbejdskraft nu også kan passe?

”De interviewede i vores undersøgelse fortæller om, at de mødes af mistro overfor, om deres arbejdsforhold nu er så ringe endda”, svarer arbejdslivs-forskeren.

”I offentligheden er forståelsen typisk, at den danske arbejdsmarkedsmodel generelt sørger for gode løn- og arbejdsforhold. Men over en bred kam er tendensen, at faste stillinger transformeres til midlertidige stillinger, hvor klassiske rettigheder er mærkbart forringede. Det nye er, at man ikke længere kan uddanne sig ud af usikkerheden. Også det akademiske arbejdsmarked rammes af prekariseringen som jo er et internationalt fænomen”.

Se tema: Løst ansat s. 26-29 i det trykte blad.

Principielt: Hvad er faktuelt?

Pressenævnet skal nu tage stilling til, hvordan forskere og medier skal omgås ’alternative fakta’ og ’postfaktuelle data’.

Forskerforum havde 16. maj en hjemmeside-nyhed: “Kritik af publicistpris: Skadelig for videnskaben”, som skabte nogen turbulens.

Dels blev FORSKERforum i fagbladet JOURNALISTEN kritiseret for ikke at have spurgt den kritiserede part (WEEKENDAVISENs journalist Lone Frank) før artiklen blev publiceret. Det måtte FORSKERforum indrømme var en formel fejl.

Men dels førte nyheden også til, at eks-psykologiprofessor Helmuth Nyborg klagede til Pressenævnet over, at han var omtalt, uden at han var blevet forelagt de fremsatte ytringer til kommentar før trykning.

Og nævnets afgørelse kan blive ganske principiel, fordi den handler om, hvordan journalister og forskere må omgås ’alternative fakta’ og ’postfaktuelle data’.

Nyborg: Æreskrænkende og faktuelt forkert

Nyborg klager over, at han ikke blev forelagt de konkrete udtalelser fra psykologi-professor Jens Mammen, bl.a.:

At “Nyborg ikke kunne ikke fremlægge data på, at mænd er klogere end kvinder. Og i UVVU-sagen kunne han ikke fremlægge kilden til sine såkaldte FN-data, som altså var konstruerede.”

At Nyborg havde brugt en ”ghostforfatter”, der kom fra den rabiate Den Danske Forening.

Og at det var umuligt at identificere en central FN-kilde, og at artiklen var bygget på ”uoplyst konstruktion af data eller substitution med fiktive data.

I sin klage henviste han til, at disse udsagn er ”skadelige, krænkende, faktuelt forkerte, og virker agtelsesforringende for undertegnede, uden at disse først blev efterprøvet ved forelæggelse for undertegnede, så jeg havde mulighed for at korrigere oplysningerne”.

FORSKERforum: Faktuelle oplysninger

FORSKERforum svarede, at de fremsatte ytringer er oplysninger af faktuel karakter, som medier ikke har pligt til at forelægge (jf. de presseetiske regler). Der henvises til, at Nyborg i de konkrete sager enten har nægtet at fremlægge data/har fremlagt ikke-verificerbare data/har fremlagt konstruerede data. Nyborg arbejder altså – for at bruge nutidig sprogbrug – med ”alternative fakta”, som er i strid med god videnskabelig praksis.

FORSKERforum anfører supplerende, at det er velkendt, at Helmuth Nyborg anser sig for frikendt for at have lavet videnskabelig fup, med henvisning til en afgørelse fra Vestre Landsret. Men Landsretten afgjorde blot, at UVVU ikke havde retsgrundlag til at dømme ham ”uredelig”.

Landsretten efterprøvede og tog dog ikke stilling til sagens substans, dvs. om Nyborg havde forbrudt sig mod god videnskabelig praksis, som UVVU dømte. Og det betyder, at Nyborg i den videnskabelige verden – bl.a. ud fra UVVU’s gennemgang ud fra almindelige videnskabelige normer – opfattes som en fupmager. Det er altså en faktuel oplysning, som FORSKERforum kan fremføre uden at forhandle formuleringer med Nyborg.

FORSKERforum bragte kritik af publicistpris

FORSKERforums nyhed handlede om, at Publicistklubben – en forening for journalister og andre mediefolk – har tildelt WEEKENDAVISENs videnskabs-journalist Lone Frank den store publicistpris og 20.000 kr for ”en mangeårig, fremragende indsats i overensstemmelse med klubbens formål om at værne om ytringsfrihed og medvirke til indsigt i den aktuelle medie- og samfundsudvikling”.

Men det faldt psykologiprofessor Jens Mammen for brystet, for Lone Frank har ukritisk bragt noget af Helmuth Nyborgs konstruerede data som baggrund for genetik-artikler:

”Ud fra Lone Franks artikler i Weekend-avisen tror folk, at kontroverserne om Nyborg handlede om faglige uenigheder og fejder mellem faglige ligemænd. I virkeligheden handlede det om, at Nyborg var en fusker. Han konstruerede data (om population og fertilitet), som passer til hans politiske synspunkter. Han kunne ikke fremlægge data på, at mænd er klogere end kvinder. Og i UVVU-sagen kunne han ikke fremlægge kilden til sine såkaldte FN-data, som altså var konstruerede. Og den mangel på videnskabelige standarder har Frank altså legitimeret i sin journalistik”.

Lone Frank brugte ’alternative fakta’

Og Franks problem er, at hun har brugt Nyborg i flere af sine forsidehistorier. Dels en, hvor hun problematiserede UVVU’s behandling af sager om uredelighed, hvor hun indirekte frikendte Nyborg for fusk. (29.11 2013). Og en tidligere, hvor hun brugte Nyborgs omdiskuterede ”data”, som UVVU senere dømte som konstruerede (22.7 2011).

Lone Frank har aldrig beklaget artiklen. Og WEEKENDAVISEN trak aldrig den problematiske forsidehistorie tilbage, selv om den byggede på ”alternative fakta”.

Da FORSKERforum publicerede kritikken af Lone Frank, blev hun tilbudt at kommentere denne i FORSKERforums trykte udgave. Men redaktonen har intet hørt fra hende. Og hun har i øvrigt heller ikke klaget til Pressenævnet.

BFI-registreringer uden kontrol

Det sejler i forskningsregistraturen. En rapport afslører, at universiteterne på tvivlsomt grundlag har indberettet en lang række publikationer som forskning

En del af universiteternes basismidler kan være fordelt på uretmæssig baggrund.

Det viser en rapport, som Center for Forskningsanalyse (CFA) har lavet for Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Rapporten, som Forskerforum har fået aktindsigt i, da den ikke er offentligt tilgængelig, viser, at der kan være problemer med mange af de indberetninger til Den bibliometriske forskningsindikator (BFI), universiteterne har foretaget. En nærmere gennemgang viser nemlig, at langtfra alle de indberettede publikationer lever op til kriterierne for videnskabeligt arbejde. Dertil kommer andre problemer, for eksempel med artikler, der ikke er fagfællebedømte, og publikationer, der er dobbeltregistrerede.

Der er især problemer med monografierne – altså de indberettede bogudgivelserne. Ud af 178 bøger på danske forlag, som i 2015 blev registreret i BFI’en, fandt forskerne problemer i 79 – altså næsten halvdelen – mens 52 havde ”eventuelle problemer”, fordi de lå i gråzonen. Kun en fjerdedel af de registrerede monografier var uden problemer.

Problemerne med bøgerne skyldes primært, at de ikke opfylder kravet til videnskabelighed, men ”derimod er lærebøger, håndbøger eller populærlitteratur, som ikke forsøger at bidrage til at fremme og udvikle forskningsfeltet”, som det hedder i rapporten.

Skævfordeling af midler

Også hvad angår bidrag til antologier på danske forlag, hænger det med BFI-indberetningskvaliteten. Her fandt rapportens forfattere problemer ved 51 procent af de 1148 undersøgte indberetninger. Kun en tredjedel var helt problemfri.

Nogle forskere, institutter og universiteter puster sig altså mere op i forhold til forskningsindsatsen, end de har hjemmel til i BFI-reglerne. Og det giver ikke kun et skævt billede, det kan også give en skæv fordeling af bevillinger. En fjerdedel af de konkurrenceudsatte basismidler fordeles nemlig på baggrund af BFI-produktionen.

”Der kan både være en skævfordeling mellem institutionerne, hvis de har forskellige indberetningspraksis, men også mellem de enkelte områder og institutter. Hvis nogle fakulteter viderefører de BFI-baserede bevillinger helt ned på institutplan, tror jeg, man kan have en skævfordeling, der er endnu større end universiteterne imellem.”

Sådan siger professor Poul Erik Mouritzen, AU-Statskundskab, som i øjeblikket arbejder på et Velux-finansieret forskningsprojekt omkring BFI’en. Det er Mouritzens partner, professor Jesper Schneider fra analyseinstituttet, der har lavet analysen til ministeriet.

Incitament til institutlederen: 15.000 kr. pr. point

Hvis alle universiteter var lige ”gode” til at begå indberetningsmæssige unoder, ville fordelingen ikke blive påvirket. Men rapporten viser, at nogle universiteter er værre end andre. Eksempelvis har AAU en langt større andel af problemfyldte indberetninger end SDU. Og som rapporten lakonisk konstaterer: ”Der er således en potentiel risiko for, at andet end publiceringsaktiviteten kan have betydning for, hvor mange BFI-point universiteterne tildeles.” Målt i point har AAU høstet 246 problematiske point, mens SDU kun har 58 problematiske.

Hvis vi antager, at de ’måske problematiske’ indberetninger alle er i orden, og til gengæld antager, at alle de problematiske ikke skulle have udløst point, vil en hurtig hovedregning betyde, at SDU har fået en lille million for meget, og at AAU har fået små 4 mio. for meget. Og det er formentlig et konservativt skøn,” siger Mouritzen.

Han bygger regnestykket på, at et BFI-point i runde tal svarer til fordeling af 15.000 kroner.

”I universiteternes samlede budgetter er det ikke noget, der for alvor rykker om på midlerne. Men det skaber nogle problemer omkring legitimiteten af hele systemet – både for universiteterne og for den enkelte forsker. Så længe tingene har rodet i stilhed, har det ikke været et problem. Men det er det nu,” siger Mouritzen.

Lang reaktionstid

De mange problematiske indberetninger er ikke et nyt fænomen. Jesper Schneider, der har lavet rapporten med videnskabelig ass. Pernille Bak Pedersen, oplyser, at han lavede en analyse til ministeriet i 2011, der viste, at der primært var problemer med dansksprogede tidsskrifter og lærebøger. Analysen blev gentaget i 2013, hvor problemerne var de samme. I efteråret 2016 blev han bedt om at gentage analysen og kigge på 2015-indberetningerne med fokus på de særligt problematiske publiceringstyper, og igen viste billedet den samme type problemer.

”Med den undersøgelse, Schneider lavede i 2011, burde ministeriet allerede dengang have reageret med præciseringer af retningslinjerne. Det skete ikke, og jeg ved ikke hvorfor,” siger Poul Erik Mouritzen.

Det er Uddannelses- og Forskningsministeriet, der samler BFI-indberetningerne. Men ministeriet kontrollerer ikke, om de er korrekte. Den kontrol står universiteterne selv for, og her kan det være så som så med nidkærheden.

SDU-bibliotek: Forsker laver selv kvalitetskontrol

Som eksempel går BFI-indberetningerne på SDU via universitetsbiblioteket. Her tjekker man, at formalia i indberetningerne er i orden, eksempelvis omkring titler, navne og sidetal. Om publikationen opfylder kravene til videnskabelighed, er som udgangspunkt ikke noget, biblioteket går ind i en vurdering af, oplyser kontorleder Anne Thorst Melby.

”Det er forskeren selv og forskningslederen, der vurderer de ting. Det sker, at vi henvender os til forskeren, hvis noget virker tvivlsomt. Men vi har mange publikationer, vi skal igennem, så vi er nødt til at stole på, at forskeren gør det korrekt,” siger hun.

Det billede – at det i sidste ende er forskeren selv, der får det afgørende ord, genkender Poul Erik Mouritzen. I sin undersøgelse har han netop set nærmere på kvalitetssikringen af indberetningerne, og hvor ansvaret for fejlene ligger.

”Styrelsen har et ansvar, institutionerne har det, institutlederne har det, og forskerne har det. På sidelinjen har man så universitetsbibliotekarerne, der gennemgår indberetningerne. Og når det så er meget problematisk, tager de kontakt til forskerne,” fortæller han.

Ekspert: Institutledere i dilemma

Pilen peger dog mest på institutlederen, hvis man skal placere ansvaret for, at den enkelte indberetning er korrekt,

”Vi hører alle steder, at de har endeligt ansvar for, at registreringer er korrekte. vi hører også, at det er meget forskelligt, hvor alvorligt de tager det ansvar,” siger Mouritzen.

Systemet stiller institutlederne i et dilemma. De skal være garanter for kvaliteten, men samtidig kan de have en interesse i, at der bliver registreret så meget forskning som muligt. Det kan være, hvis økonomien afhænger af BFI-produktionen, eller hvis der er produktionsmål, der skal overholdes.

”Det afhænger primært af, hvordan de lokale pengestrømme er. Hvis instituttet er fuldstændigt uafhængig af BFI-produktionen, så er det nok lidt lettere at tage kvalitetsansvaret alvorligt. Men hvordan det reelt fungerer, ved vi ikke,” siger Poul Erik Mouritzen.

Ministeriet har reageret på rapporten ved at udsende den til universiteterne og udbede sig kommentarer. Samtidig har man udsendt et sæt nye og opdaterede retningslinjer. Og det tror Poul Erik Mouritzen faktisk vil gøre en forskel.

”Jeg tror, 90 procent af fejlene kan fanges. De nye retningslinjer sammenholdt med den debat, der kommer nu, og den bog, vi udgiver senere i år, vil skabe så mange faktorer, at jeg tror, rektorerne vil sige til deres institutledere: Det her gider vi ikke høre mere om. Nu skal det køre ordentligt!”.

lah

Vindmølleindustri fyrede AAU-professor

– indikerer dokumentation i ny bog: Industrien pressede dekanen, og da der kom nedskæringsrunde, prikkede ledelsen kritisk støjforsker i marts 2014. På en skinbegrundelse, lyder kritikken

Støjprofessor Henrik Møller blev fyret d. 26. marts 2014 fra AAU med henvisning til besparelser, selv om instituttet faktisk havde nybesat to lektorstillinger året før på fagområdet. Selv om han var en højprofileret og internationalt kendt støjforsker, så pegede pilen på ham, fordi hans eksterne indtjening var for lav. Han havde ”det største misforhold mellem indtægter og udgifter”, som dekanen og institutlederen formulerede det.

Men det var ikke den reelle begrundelse, fortæller en dybdeborende bog ”En skjult magt”. Den giver mange indicier på, at ledelsen ville af med ham, fordi hans forskning i lavfrekvente lydgener fra vindmøller og hans kritiske udtalelser i pressen var ubekvemme for vindmølleindustrien. Støjgrænser, støjundersøgelser og naboklager kan nemlig blokere for opførelse af vindparker tæt på beboelser.

Dekan i hemmelig kontakt med eksterne

Indicierne handler om en sammenkædning af fyringen og pres fra vindkonsulenten DELTA (medlem af vindmølle-lobbyens brancheorganisation).

Bogen afslører – med basis i aktindsigt i sagens officielle dokumenter – at efter en række konflikter mellem forskeren og lobbyen kommunikerede dekan og institutleder underhånds med DELTA, som mistænkeliggjorde forskeren – og som angiveligt tilskyndede AAU-lederne til at passivisere støjforskeren.

Forfatteren Peter Skeel Hjorth – kritisk vindmøllejournalist – har fået aktindsigt i korrespondance og mails, og dem bruger han til at flette en nærmere forbindelse mellem vindmølle-lobbyen og støjprofessorens chefer. Tonen mellem dekanen og lobbyisterne er kammeratlig og indforstået. Der er telefonsamtaler og møder uden referater, som sammenfattes i kryptiske udtryk i efterfølgende mails, fx når DELTA taler om ’det emne, som ligger os mest på sinde’ – underforstået at støjforskeren skulle passiviseres, indikerer forfatteren.

Påstand: Dekanen gik uden om forskerne

Bogens fremstilling er lidet flatterende for AAU-dekan Eskild Holm Nielsen og institutleder Børge Lindberg. Forfatteren konstaterer, at sagens skandale var, at deres forretningsmæssige strategi og samarbejde med vindmølleindustrien var vigtigere end at bakke op om deres medarbejdere, deres forskning og formidling (s.184).

Bogen samler en række indicier på, at AAU-lederne har sat økonomi og samarbejde med industrien højere end forskningsfriheden. Branchens lobbyister kommunikerede fx direkte pr. telefon eller mail med dekanen – som ikke er fagkyndig på området – uden om forskerne: ”Henvendelsen til dekanen var direkte indblanding i et universitets indre anliggender, den fri forskning og formidling” (s.140). Og dekanen deltog i et møde med lobbyens bestyrelse, hvor temaet bl.a. var AAU-forskernes ”deltagelse i offentlig debat” (s.172).

Dekanen: Fyring uden sammenhæng

AAU’s Tech-dekan Eskild Holm Nielsen, hvis forvaltning er under kritisk lup i bogen, afviser dens sammenkædning af vindmølleindustriens pres og universitetets fyring af støjforskeren:

”Bogens fremstilling af baggrund og forløb er ikke korrekt. Henrik Møller blev afskediget som led i nedskæringer og efter en helt reglementeret procedure med fastlæggelse af kriterier osv. Afskedigelsen havde intet at gøre med hans arbejde med lavfrekvent støj eller med vindmølle-industrien”.

I det første interview med FORSKERforum.dk (10. maj) kaldte dekanen fremstillingen for ’konspiratorisk’ og ’social konstruktivisme’, og det uddybede han senere, da han havde fået den læst:

”Jeg kan præcisere min første vurdering til, at den er et partsindlæg, ensidig og unuanceret. Hovedproblemet er, at den ikke har en klar tidslinje i fremstillingen, så der er ikke hoved eller hale i forløbet. Det virker, som om forfatteren fremstiller den kontroversielle historie, som han har lagt fast på forhånd”.

Forfatteren: Dekanen gradbøjer og forvrider

Til dekanens kommentar svarer forfatteren:

”Indicierne peger på, at støjprofessoren blev fyret på en skinbegrundelse. At han blev fyret efter pres fra vindmølle-industrien, er ganske rigtigt baseret på sammenkædningen af begivenheder og indicier. Der er ikke en rygende pistol i form af en mail, hvor dekanen skriver, at nu skal Henrik Møller fyres! Men det gør jo ikke sammenkædningen af indicier mindre gyldig; man kan jo godt blive dømt på indicier ved en dansk domstol. Så jeg overlader trygt til læseren at dømme i denne sag”, siger Peter Skeel Hjorth.

”Journalister, som graver og stiller kritiske spørgsmål i kontroversielle sager, bliver ofte mødt af beskyldninger om at være partiske og have en skjult dagsorden! Men bogen er altså bygget på den foreliggende aktindsigt, dokumenter er tilmed citeret grundigt. Dekanen gradbøjer og forvrider nu forløbet og sin egen forvaltning i et forsøg på at dække over sin problematiske ageren i denne skandale”.

Sig nej til gråzone-opgaver

For især ’sektorforskere’, der kan pålægges
myndighedsopgaver på kontroversielle felter er der et påtrængende dilemma:

På den ene side siger Uni-Loven, at institutlederen har instruktionsret over de ansatte, som kan pålægges bestemte opgaver. Men på den anden side er den enkelte forsker berettiget til – nogle gange ligefrem forpligtet til – at sige nej til at påtage sig bestemte opgaver eller kontrakter, såfremt pålægget eller instrukser kan indebære, at opgaven ikke kan udføres uafhængigt og med fuld forskningsfrihed.

Sådan lyder logikken i CBS’ Praksis­udvalgs afgørelse i sagen om Landbrugsrapporten fra lektor Troels Troelsen.

Pålæg at gå ud i gråzone

Idet det er den enkelte forsker, som har et personligt og endeligt ansvar for sine produkter (jf. kodeks for forskningsintegritet og uredelighed), så må forskeren ikke pålægges betingelser, som kan bringe forskeren ud i gråzoner.

”Ifølge de nye uredelighedsregler er det en forskers egen institution, som skal undersøge eventuelle uredelighedsklager og i værste fald sende dem videre til UVVU. Men forskere kan kun pålægges ansvar, hvis opgaven er påtaget frivilligt. Hvis altså en institutleder har pålagt en opgave eller kontrakt på problematiske forudsætninger, så fraskriver institutionen sig samtidig muligheden for at undersøge en forsker for uredelighed”, forklarer CBS-juraprofessor Søren Friis Hansen, som var formand for Praksisudvalgets undersøgelsesudvalg. ”Men det forhindrer selvfølgelig ikke andre i at klage, og så kan forskeren ikke dække sig ind under pålægget. Hvilket bare understreger betydningen af at sige nej til problematiske opgaver”.

Instruktionsbeføjelse kontra personligt ansvar

Praksisudvalgets overvejelser om de potentielle konflikter mellem instruktionsbeføjelsen og forskerens individuelle produktansvar er meget principielt.

”Retsmæssigt er det imidlertid sådan, at Uni-Lovens instruktionsbeføjelser er retligt bindende, men det er uredeligheds­reglementet ikke. Retligt har forskeren pligt til at påtage sig opgaven, men ingen egentlig ret til at sige nej til en pålagt opgave. Her kan man så sige, at det er ledelsens pligt at leve op til Uni-lovens krav om at sikre forskernes forskningsfrihed og uafhængighed i forhold til eksterne forskningsbevillinger og kontrakter.

Men hvad skal forskeren gøre, hvis man bliver pålagt en opgave på risikable betingelser, og institutlederen bare siger, at eventuelle problemer må løses via forhandlinger hen ad vejen?

”Det er et reelt dilemma i disse tider med krav om ekstern finansiering. Det er jo en konkret vurdering i den enkelte opgave eller kontrakt, om den indebærer risiko for, at forskningsintegriteten kan blive anfægtet. Ser man potentielle problemer, bør man gøre indsigelse, så man bagefter kan dokumentere sine forbehold og betænkeligheder”.

Søren Pind dropper strammer-forslag

– men lovstramningen er slet ikke så uskyldig, vurderer eks-universitetsdirektør. Den vil føre til mere minister-loyale bestyrelsesformænd, mens rektors og de fagkyndiges magt indskrænkes

Først fortalte rygter, at minister Ulla Tørnæs ville have ministerudpegning af bestyrelsesformand på sin dept.chef Agnete Gersings anbefaling. Så kom der et opblødt forslag om indirekte ministerudpegning fra den nye minister Søren Pind. Og så endte det med en maveplasker med mindre lovstramninger, hvor de værste elementer var taget ud.

Sådan kan processen opsummeres efter at regeringen i begyndelsen af april indgik forligsaftale om ændring af uni-loven med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Retræten skete efter studier af høringssvar på ministeriets forslag. Især den fælles protest fra de nuværende bestyrelsesformænd/rektorer har formentlig gjort indtryk. De protesterede over forslagets mangel på armslængde. Og det var tilsyneladende svært for en liberal uni-minister at køre denne indsigelse – samt Socialdemokraternes modstand – over.

Nederlag for dept.chef Gersing, men…

Den politiske aftale er et sviende nederlag for dept.chef Agnete Gersing, for i aftalen er det kun lykkedes hende at få relativt små stramninger af styringskæden fra ministerium til uni-ledelser. I kulissen har Gersing i to år presset på for at få indført flere styringsredskaber. Det skete under dække af et ”styringseftersyn”, i et embedsmandsudvalg styret af dept.chefen, med en bestillingsrapport fra konsulentfirmaet Nextpuzzle samt dept.chefens forsøg på at massere uni-ledelserne i kulissen m.m.

Men der er universitetskyndige, som er kritiske over for, hvad aftalen kan blive brugt til:

”Det er da korrekt, at de første forslag lagde op til meget bastant ministerstyring. Men det skal ikke aflede opmærksomheden fra, at ministeren og Finansministeriet nu får nogle styringsredskaber, som slet ikke er uskyldige. Den egentlige hensigt er jo opnået om at få bestyrelsesformænd ind, som kan fungere som ministerens forlængede arm”, vurderer Peter Plenge, som er eks-direktør på både KU (1991-98) og AAU. Som sådan har han indgående kendskab til formel og uformelle elementer i uni-styring og til, hvordan love og styring udefra påvirker den daglige drift.

Lovændring: Udpegningsorgan udpeger formanden

Aftalen betyder, at hvor det i den nugældende lov er bestyrelserne selv, som bestemmer udpegningsprocedurer, så bliver der nu faste lovkrav: Der skal være et indstillingsorgan til et udpegningsorgan, og her får ministeriet en plads (og det er departementschefens største gevinst).

Og så skal der være et egentligt udpegningsorgan, som selv vælger deres formand – der altså ikke skal udpeges af ministeren – og som udpeger de eksterne bestyrelsesmedlemmer og udpeger en formandskandidat til ministergodkendelse (en smågevinst til Gersing). Og så er der faktisk – efter pres fra blandt andre AC og DM – kommet studerende og ansatte ind i udpegningsorganet. Men bestyrelsesformanden udpeges altså ikke længere af bestyrelsen selv.

Endelig tillægges bestyrelses­for­-
manden ekstra magt på bekostning af bestyrelsen og rektor, bl.a. fordi formanden fremover obligatorisk skal deltage i to årlige ’hyrdemøder’ med ministeren, hvor ministeren kan lægge sit spor (en smågevinst til Gersing). Det fremgår kryptisk, at rektorer – som jo er de egentlige sagkyndige – kun behøver at deltage i møderne ’efter behov’ (smågevinst til Gersing).

Uni-minister Søren Pind kalder det en god aftale, der ”understøtter universiteternes autonomi og bekæmper den politiske detailstyring. Med aftalen styrkes min dialog med universiteterne…”

Kritik: Worst case giver stor ministermagt

Mens universitetsledelser og fagforeninger er lettede over aftalen, fordi den afværgede langt værre styringsindgreb (direkte ministerudpegning), så er der andre skeptikere.

Folketingets venstrefløj – som ikke var med til at beslutte Uni-Loven 2003 – er ikke med i aftalen. De Radikale er heller ikke med. Trods gentagne henvendelser er ordfører Sofie Carsten Nielsen ikke vendt tilbage.

Eks-universitetsdirektør Peter Plenge forklarer sin mistro:

”Lovændringen åbner – worst case – for, at ministeren får sat sin loyale bestyrelsesformand ind, eller at bestyrelsen frivilligt gør det ud fra en taktisk overvejelse. Ministeren har dermed fået ’en brobygger’, og ministeren og Finansministeriet kan disciplinere universitetet til at rette ind efter diktater – og ikke efter hvad der er universitetets interesser og bedste faglige overbevisning. Det handler jo ikke bare om økonomi, men også om indholdet i forskning, fagudbud og studieordninger. Tænk bare på de nuværende overvejelser om jobtaxametre – at studerende og fag skal belønnes for fags høje lønniveau og store beskæftigelse”, forklarer han.

”Motivet til at indføre mere minister-styring via bestyrelsesformændene kan man gisne om. Men Finansministeriet har da store interesser i at få flere styringsredskaber uden at blive modsagt af formelt autonome, selvejende uni-ledelser”.

Det ser uskyldigt ud, men…

Det ser uskyldigt ud, at ministeren får ret til at afvise en bestyrelsesformand, som udpegningsorganet indstiller: ”Men i afvisningsretten ligger et signal om, at man i hvert fald ikke skal indstille en person, som er kendt for kontroversielle synspunkter eller står hårdt på at forsvare universitetets interesser. At en minister i praksis skulle afvise en kandidat, er drastisk, men så langt kommer det heller ikke, for der vil være kræfter i proceduren, som anbefaler, at man peger på en person, som ministeren ser positivt på. Det er jo en slags indirekte ministerudpegning”, forklarer Plenge.

Som kender af systemet er der også et andet problematisk element i de nye kommandosystemer:

”Bestyrelsesformanden tillægges mere magt på bekostning af rektoratet. Ministeriet forestiller sig groft sagt, at man kan styre via bestyrelsesformanden. Der tales jo klart om dialog mellem minister og bestyrelsesformand ved to obligatoriske, årlige ’hyrdemøder’. Her kan ministeren diktere sine og Finansministeriets politiske retningslinjer, som formanden så loyalt skal implementere nedad til rektor”, forklarer Plenge.

”Styringstankegangen er jo påfaldende i lovforslaget, for rektoratet skal udtrykkeligt ikke deltage i disse møder, undtaget ‘efter behov’ – og det er jo noget, som ministeriet bestemmer. Det giver jo ministeren/ministeriet vide rammer for at diktere uden at blive modsagt af fagfolk, som har kendskabet til den daglige drift og det faglige. Det har bestyrelsesformænd jo ikke; de er eksterne”.

BFI – det nedsivende styringsredskab

Mange forskere opfatter publiceringsnormer som en pestilens og spændetrøje, fordi de bruges til skjult styring. Men problemet kan løses ved, at institutledere i praksis tager styringen over, hvad de bruges til, mener forsknings-ekspert

BFI-normer opfattes af mange forskere som kilden til adfærdsstyring i uhensigtsmæssig retning:

Hvorfor skal man publicere i internationale tidsskrifter, når ens stofområde kun interesserer danskere?

Hvorfor er antallet af publiceringer vigtigere end læsninger og citationer?

Hvorfor er det ikke karriefremmende at bruge tid på populærformidling af ens forskning?

Hvorfor skal man satse på et bredere forskningstidsskrift frem for det snævre, der dækker ens kerneområde?

Spørgsmålene til forskningens publiceringsnormer er mange, og svaret på stort set alle sammen er: BFI – den bibliometriske forskningsindikator. For selv om BFI-systemet er lavet til at fordele penge mellem universiteterne, og ikke mellem forskere, har det i høj grad fået betydning for forskningsledelsen helt nede på institutplan.

”Modellen er tænkt som et helt overordnet instrument til omfordeling af midler imellem universiteterne, der dog reelt ikke omfordeler de store andele. Men der er sket det, at tankegangen mange steder er sivet ned igennem systemet og de facto blevet et styringsredskab på mange institutter, specielt på de tørre områder. Og det synes jeg virkelig er problematisk.”

Forklarer professor Jesper Wiborg Schneider fra Center for Forskningsanalyse på AU, der specifikt forsker i bibliometri og forskningsevaluering. Han henviser til, hvordan forskere individuelt bliver vurderet på deres publiceringsomfang eller får publiceringsmålsætninger, de skal leve op til.

Svært at se alternativ

Men er der et alternativ? Det har Schneider umiddelbart svært ved at pege på. Alle lande, vi sammenligner os med, har tilsvarende systemer, der omfordeler og direkte eller indirekte belønner efter en kvantitativt målt produktivitet og/eller impact, og Danmarks er langt fra det værste, mener han.

”Mange vil sikkert gerne af med BFI’en. Men hvad kommer i stedet? Jeg er ikke så naiv at tro, at så falder pengene bare tilbage som bloktilskud. Der er heller ingen tendenser i Europa eller Nordamerika til, at performance management-tankegangen er ved at forsvinde på universiteterne. Så man finder sikkert på noget der ligner,” siger han med henvisning til det landets politikere og embedsmænd.

Samtidig er det heller ikke alle dele af videnssamfundet, der er utilfredse.

”Det her er jo ikke kun en ekstern ting. Der er også en intern mekanik. Man taler i videnskabssociologien om, at der er en social stratifikation. At nogle få er meget privilegerede, de får meget, og har meget indflydelse på herunder på kvalitetskriterier så som tidsskriftslister. De personer har en interesse i at opretholde de her evalueringssystemer.”

Et sted i Europa er der en ordning, der måske kan tjene som inspiration. Den belgiske delstat Flandern har et system, hvor der måles forskelligt på forskellige videnskabsområder – de våde område måles på antallet citationer, og de tørre områder tæller publikationer som i Danmark.

Tilpas krav til fagområders traditioner

I Danmark varierer holdningen til BFI-systemet efter, hvilket område, man kommer fra. Fra tørre områder hører man ofte utilfredshed med, at bredere formidling ikke tæller som forskningsoutput. På NAT- og TEK-området er der tradition for at se på citationer, og her har man svært ved at se fornuften i, at det er publikationsantallet, der tælles på. Læg dertil diskussionen om inflation i medforfatterskaber, som har været udtalt på blandt andet SUND.

Schneider peger på, at Danmark i sin tid valgte den norske model, for at få et samlet system, der kunne gå på tværs af alle områder. Men i modsætning til Norge, hvor der er fri konkurrence om pengene, er pengene i Danmark låst imellem hovedområderne.

”Kritikken af BFI’en er forskellig områderne imellem. Nogle tørre områder er utilfredse med de restriktive kriterier for publikationstyper og videnskabelighedskriterier. Fra de våde områder går kritikken som regel på, at man foretrækker at blive bedømt på impact frem for et simpelt publikationspointsystem. Så når man alligevel ikke har fri konkurrence mellem områderne, hvorfor så ikke tilpasse systemet til hvert enkelt område? Man kan sagtens tænke mere fleksibilitet ind i modellen i forhold til områdernes unikke karakteristika. Hvis NAT’erne og TEK’erne vil have citationer, kan man jo overveje det. Hvis HUM’erne vil have flere typer publikationer til at tælle, så kan man jo også overveje det: Det ændrer næppe meget på det overordnede niveau, udover at modellen bliver mere uigennemskuelig,” siger Schneider.

Han tilføjer, at det faktisk oprindeligt var planen, at formidlingsdelen skulle tælle med i den danske BFI-model, men det blev droppet, fordi det var for besværligt at realisere.

Institutleder skal være bolværk

Men med det nuværende system mener Jesper Schneider, at det i høj grad er institutledernes opgave at sørge for, at BFI-modellen forbliver det, den var tænkt som: et redskab til performancebaseret omfordeling mellem universiteterne, og ikke til personlig forskningsledelse.

”Der er ingen tvivl om, at det er et lokalt ledelsesansvar. En stærk institutleder bør sige: vi ved godt, vi skal indberette til BFI’en, men internt på instituttet har vi vores egne mål for performance og kvalitet. Men altså … jeg har selv været institutleder, og jeg ved godt, at det er svært at opretholde de principper. Der er jo modsatrettede incitamenter i spil her,” mener Jesper Schneider.

lah

Wegeners varsel: Spareøkonomi

KU’s nye rektor er pessimistisk, så besparelser på finansloven i efteråret vil udfordre institutledere og det menige personale. INTERVIEW

Henrik Wegener tiltrådte tiltrådte som KU’s nye rektor 1. marts. Efter de første 50 dage spurgte FORSKERforum ham:

Har Wegener fået øje på særlige udfordringer for KU?

”Foreløbig er der ikke noget, der har overrasket mig. Jeg var prorektor på det monofakultære DTU med 10.000 ingeniørstuderende. Nu er jeg på det flerfakultære KU med mere end 40.000. På så stor en institution vil sammenhængskraften altid være et vigtigt tema, fordi såvel administration som forskning og uddannelse har tendens til at foregå i siloer, isoleret fra hinanden. Spørgsmålet er derfor: Hvordan sikrer man en effektiv organisation, hvor der er synergi på flere niveauer”, svarer Wegener.

”KU er godt rangeret som et af Europas mest anerkendte og prestigiøse universiteter. Det er derfor en præstation og en udfordring i sig selv at bevare og udvikle den position. Der er et tårnhøjt niveau i mange discipliner i forskning og uddannelser, men vi har potentiale til at løfte os på endnu flere fagområder. Det skal ske samtidig med, at der er pres på vores uddannelses- og forskningsbevillinger. Derfor er det vigtigt med dialog med det politiske niveau, så de forstår vores betingelser”.

Fler-fakultært: Forståelsen for humaniora

Wegener kom fra en stilling som pro-rektor på DTU med særligt ansvar for forskning. Han er ph.d. i mikrobiologi fra KVL (nu KU’s Life-fakultet). Han har en broget karriere som forskningsgruppeleder, professor, centerdirektør m.m. og så fungerer han i øvrigt som EU-rådgiver på bakterier og smitsomme sygdomme.

Men hvad har Wegener med fra DTU, som er en mono-fakultær ingeniør-institution?

”Personligt har jeg stor interesse for humaniora; det menneskeskabte er lige så vigtigt som det naturskabte. Og jeg vil ikke sige, at det er indsnævrende at komme fra DTU og ingeniørfagene. For det første er DTU en stor butik med mange forskellige aspekter. For det andet har jeg i min videnskabelige karriere arbejdet meget tværfagligt. Når man arbejder med smitte og resistens fra dyr til mennesker (salmonella, sars, ebola, MRSA m.m.), får man respekt for mange fagligheder fra landbrug til klinik og folkesundhed, hvor der både må indgå dyrlæger og antropologer, der ser på, at livsformer og spisevaner kan have betydning for smitten.

Humaniora ikke svagt eller udsat

Har Wegener forståelse for, at humaniora er den mest udsatte, når det måles på eksterne bevillinger, på at den udsættes for humaniora-bashing fordi den ikke er ’nyttig’?

”Jeg har stor respekt for humaniora, på linje med de øvrige videnskabelige discipliner. Og et stort universitet som KU skal være mangfoldigt og have et stærkt beredskab på alle videnskaber. Men det er klart, at vi må prioritere de forhåndenværende ressourcer. Vi kan ikke skabe penge, som ikke er der. Men som ledelse må vi være med til at kommunikere relevansen af humaniora for at skabe forståelse og nye forskningsbevillinger. Når det er sagt, så er der jo fremragende humaniora-fagligheder på KU, så derfor kan jeg altså ikke lide udtryk som ’svagt’ og ’udsat’, som om det er et nødlidende miljø præget af undergangsstemning.”

Netop nu er KU ved at undersøge mulighederne for at lave en enhedsadministration for hum-fakultetet og institutterne – nogle kunne frygte, at det kunne friste forvaltningen til at lave samme øvelse på indholdet og rationalisere til et enheds-indhold i humanioras faglighed?

”Nogle små hum-fag er jo særligt udfordret, fordi det er svært at få god økonomi bag deres forsknings-basering. Så hvis nogle af redskabs- og metodefagene kan samles mere i en form for fælles bred indgang i disse tider med tværfaglighed, vel at mærke på med ordentlig kvalitet, så er det da en overvejelse værd. Men der er ikke taget stilling til noget i den retning”.

Vip-personalets udfordring: Balance i opgaveløsning

Vip-personalet oplevede under KU-rektor Ralf Hemmingsen flere stressende faktorer: Der var massefyringer med henvisning til fremtidig budgetusikkerhed, tilpasning af nogle fags dimensionering – samtidig med at store dele af vip-personalet oplevede, at performance-krav voksede.

Hvad ser Wegener som særlige udfordringer for lærerne/forskerne: Stress, krydspres-opgaver (forskning, undervisning, formidling, rapportering)?

”Universitetskulturen er jo sådan, at der er meget status og anerkendelse på forskningssiden, så det er nemt at falde i den grøft og dermed ikke prioritere undervisningen lige så højt. Formelt set er det næsten kun forskningen, som giver merit, og det er nemmere at måle forskningen – selv om disse bibliografiske metoder er omdiskuterede – mens det er svært at måle undervisningen. Men balancen mellem forskning og undervisning er noget, som de lokale ledere skal være opmærksomme på; det skal bl.a. indgå i MUS-samtaler”.

”Der er stort pres på den enkelte underviser, og det er forskelligt, hvordan det håndteres. Vip-medarbejderne er jo selvstyrende uden højeste arbejdstid, har høje ambitioner og højt engagement, og når det kombineres med pres udefra er der jo risiko for, at der slås for stort brød op. Det kan nogle have svært ved at håndtere. En god balance i arbejdslivet, så man undgår stress eller overload i længere perioder, handler i høj grad om, at lederne skaber gode rammer om vip’er og tap’er. Fordi arbejdet er så selvdisponeret, må lederne bruge en coachende stil, hvor man bidrager til, at der prioriteres og tages de rigtige beslutninger”.

Leder-udfordring: Administrere opturs- til nedturs-økonomi

4. Hvad er der af særlige udfordringer/opgaver for institutlederne: Management, arbejdsfordeling, krydspres (menige – uni-toppen)?

”Der er konstant pres på kravene til medarbejderne, så institutlederne må være opmærksomme på, at der er en god balance i de ansattes arbejdsliv, så man forebygger stress og overload.

Men ellers er det min fornemmelse, ud fra de signaler, som kommer fra ministeriet, at vi må se frem til faldende uddannelsesindtægter, fordi taxametrene beskæres. Og forskningsmidlerne stiger ikke, så KU bliver mere afhængig af ekstern finansiering. Og samlet set betyder det nye betingelser og et ændret perspektiv for institutlederne, som i 2005-13 skulle disponere i en forskningsmæssig højkonjuktur (med globaliseringsmidler 2007-12). Vi må nok indstille os på, at ekspansionsøkonomien afløses af sparebudgetter. Og den prioritering bliver en ny situation og udfordring for institutlederne. Det vil kræve mere strategisk skarphed”.