Forfatterarkiv: admin

Efter to års passivitet: AU-rektor erkender problem

Politiken offentliggjorte en rundspørge, der fortalte, at ’sektorforskere’ føler sig presset eller manipuleret. Det fik AUs rektor til at varsle en AU-undersøgelse af ’problemets omfang’.

”Det er nye toner. Bedre sent end aldrig, for det er da glædeligt, at AUs rektor langt om længe vil åbne øjnene for, at forskere, der laver myndighedsbetjening oplever at have været under pres og at deres forskning bliver manipuleret. Det eksponerede BERLINGSKE og FORSKERforum jo allerede for to år siden, i starten af 2016. Siden er der afsløret løbende sager på miljøområdet, senest i november med AUs kritik af Molt-notatet, der lignede ’bestillingsforskning’ for Miljøministeriet”, siger professor em. Heine Andersen, der har lavet en ”hvidbog” om forskningsfrihedens status i Danmark.

”Trods de mange sager har AUs ledere hidtil benægtet, at AU har problemer med Miljøministeriet eller at AUs miljøforskere skulle være under pres. De lukkede øjnene, de afviste kritisk omtale som ’konspirationer’ og håbede øjensynlig, at omtalen ville gå i sig selv igen. Hvad den altså ikke gjorde, fordi der hele tiden dukker nye konflikter op”.

Ledelsen totalt passiv

Rektor Brian Bech Nielsen har hidtil forholdt sig passiv over for de kontroversielle sager. Og på trods af, at Heine Andersen efter balladen om Gyllegate i foråret 2016 opfordrede AUs ledelse til at gennemføre ”et tilbundsgående eftersyn for at få afklaret roller, procedurer og standarder, der sikrer uafhængighed, åbenhed og kvalitet i forskningen” (FORSKER­forum, april 2016).

AUs ledelse fik forelagt Heine Andersens analyse, men havde ”ingen kommentarer”.

”AUs ledelse var totalt passiv”, konstaterer Heine Andersen. ”På trods af de åbenlyse problemer gennemførte AUs ledelse ingen intern evaluering af forløbet. Tværtimod har ledelsen hver gang, der er afsløret problemer, henholdt sig til at udsende erklæringer om, at AUs miljøforskning skam ikke har været under pres fra ministerier og styrelser, at deres forskere ikke er pressede, at ledelsen har tillid til deres forskere, at deres forskere ikke har mundkurv på, at AUs forskere skam har fuld forskningsfrihed og lignende”.

Skal AU-ledernes rolle undersøges?

Heine Andersen hilser det velkommen, at AUs rektor nu vil undersøge ’problemets omfang’, men han er spændt på, om rektor vil undersøge AU-ledernes egen rolle. POLITIKENS rundspørge afslørede nemlig også, at hver 20. sektorforsker har oplevet at være under pres fra deres egen leder.

”Skal undersøgelsen kun fokusere på de menige forskeres ’opfattelse og etik’? Eller skal den også omfatte AU-ledernes rolle, for det er min analyse en stor del af problemet: AUs ledere for myndighedsbetjeningen har problemer med ’armslængde’ til ministeriets krav. Og de ’værne’ ikke om deres forskeres uafhængighed og forskningsfrihed. Det er jo netop derfor, at AUs menige miljøforskere kommer ud i minefeltet mellem forskning og politik”.

Og så er Heine Andersen spændt på undersøgelsens design:

”Vil rektor lave en (spørgeskema-) undersøgelse blandt sine ’sektorforskere’? Eller vil man også lave en analyse af, hvordan samarbejds-processerne har været mellem ministeriet og AU samt mellem AUs ledere og de menige forskere”?

Er Søren Pinds snak om dannelse bare tom værdipolitik?

Dannelse indgår slet ikke i hans nye bevillingsmodel eller i hans ’Udvalg for bedre universitets-uddannelser’?

Søren Pind har især brugt sin ministertid til at plædere for mere dannelse. Pind har siden sin tiltrædelse i nov. 2016 haft ca. 16 pressemeddelelser med temaet dannelse (ministeriets hjemmeside), og han har været omtalt sammen med udtrykket ”dannelse” i 325 artikler i medierne (INFOMEDIA).

Men bortset fra ideelle erklæringer har Søren Pind – på linje med forgængeren Esben Lunde – ingen KONKRETE lovinitiativer, anbefalinger, redskaber eller bevillinger til uni-ledelserne om, hvordan de skal indføre mere dannelse i uddannelserne/studierne.

FORSKERforum bad om interview og sendte spørgsmål. Men i tre uger havde ministeren ikke tid. Se spørgsmålene her:

1. Er det korrekt, at Pind ikke har taget konkrete initiativer til at fremme dannelsen i uddannelsessystemet?

Bevillingsmodel uden dannelse

Søren Pinds største politiske succes som uni-minister er utvivlsomt, at det lykkedes ham at lande en bred politisk aftale om et nyt bevillingssystem. Den erstatter delvis den kontroversielle dimensionering og fremdriftsreformen.

2. Hvis Søren Pind virkelig mente det med ”dannelse” alvorligt, havde det så ikke været en ide, at få det med ind som incitament eller ”kvalitetsindikator” i den nye bevillingsmodel?

Gersing-udvalget uden dannelse

Kommissoriet for Udvalg for bedre universitetsuddannelser (Gersing-udvalget) siger, at der er fire vigtige temaer:

a. Uddannelseskvalitet og høje krav til de studerende b. Fleksible og hurtige veje til et godt job, der imødekommer samfundets behov c. Teknologi som værktøj til styrket kvalitet og relevans d. Relevant og overskueligt uddannelsesudbud.

Men ”dannelse” indgår ikke som et selvstændigt tema og er faktisk slet ikke nævnt.

3. Er det ikke beviset på, at dannelsessnakken er tom værdipolitik, for her havde Pind jo en chance for at få det udmøntet som konkret politik/initiativ?

4. Hvorfor blev Gersing-udvalget ikke pålagt at afveje, hvordan høj studieintensitet/hurtig gennemførelse (udvalgets kommissorium) harmonerer med mere dannelse/refleksion? – for Pind er vel enig i, at disse faktorer konflikter?

Uforpligtende inspirationsgruppe

Søren Pind nedsatte i november en inspirationsgruppe om pædagogikum, der skal ”se på, hvordan et nyt filosofikum på universiteterne kan indføres”. Kommissoriet er uforpligtende, for det skal ikke forberede lovgivning, og der er heller ingen link Udvalget for bedre universitetsuddannelser.

5. Ligner inspirationsgruppen ikke mest en akademisk øvelse?

Ingen sammenhæng i politikken?

Udefra ser der således ikke ud til at være nogen sammenhæng mellem Pinds initiativer – ny bevillingsmodel, Udvalget for bedre universitetsuddannelser og dannelsessnakken – for ministeren knytter dem ikke sammen.

6. Er det korrekt, at der ingen sammenhæng er mellem dannelsessnakken og ministerens andre igangværende initiativer?

FORSKERforum ser frem til at få et interview med Pind i næste nummer.
Det vil blive offentliggjort, før Pind afholder sit årlige Uddannelsesmødet
d. 5-6. april med tema ‘dannelse’. Deltagerne er personligt inviteret.

Hvorfor mørkelægger KU

Under overværelse af begejstrede studerende og ansatte offentliggjorde Niels Bohr Institutet i september en samarbejdsaftale med det multinationale it-firma Microsoft. Men da FORSKERforum spurgte ind til KU-forskernes vilkår og rettigheder, kom KU’s prorektor Thomas Bjørnholm med svævende svar.

FORSKERforum søgte aktindsigt i kontrakten, men fik en groft overstreget/mørkelagt kontrakt som svar. Man kunne dog med enkelte klik afkode dokumentet, så FORSKERforum havde pludselig hele samarbejdskontrakten.

Da KU’s prorektor så blev stillet spørgsmål om den, truede KU med fogedforbud mod offentliggørelse og erstatningssag, fordi FORSKERforum angiveligt havde fået kontrakten ad ulovlig vej. Men tre medierets-eksperter afviste KU’s udlægning: FORSKERforum har ikke gjort noget ulovligt og kan roligt publicere om sagen.

FORSKERforum bad om interview med Bjørnholm og fremsendte spørgsmål. Men han nægter at deltage med henvisning til, at KU mener, at FORSKERforum har fået kontrakten ulovligt (via hacking af dokumentet).

Chefer og publicering i gråzone

DM-konsulent Jens Vraa-Jensen har læst kontrakten ud fra det offentliges og de menige KU-forskeres interesser: ”Kontrakten fortæller om en uigennemskuelig ledelseskonstruktion, hvor de to projektchefer er dobbeltansat, men tager de ansatte så mod ordrer fra en chef fra KU eller fra Microsoft? Og Microsoft har også veto-ret mod KU-forskeres publicering”.

Han undrer sig over hemmeligheds-kræmmeriet: ”KU-ledelsen prøver at hemmeligholde bindinger, som har offentlighedens interesse. Universitetsloven fastslår, at uni ideelt set skal lave videnudvikling og forskningsbaseret uddannelse i det offentliges interesse. Læst med bestemte øjne kunne man tro, at denne kontrakt var mere indirekte industristøtte end offentlige forskningsinteresser.”

De tunge økonomiske dele af kontrakten om ophavsret og mulige patenter (Intellectual Property) er svært gennemskuelige, og dem vil han ikke kommentere, også fordi det kan kategoriseres som ’forretningshemmeligheder’.

Økonomi overtrumfer principper

”Men kontrakten og mørkelægningen er principielt interessant, når KU som offentlig institution strækker sig så langt for at hente forskningspenge, at man ikke står hårdt på de offentlige interesser – herunder forskningsfriheden. Desværre er de økonomiske interesser så store, og jeg har ikke for nylig hørt om nogen, der sagde nej til kontrakter og penge, fordi kontrakten indeholdt uacceptable vilkår for forskerne. Men jeg vil gerne belæres, hvis nogle kan komme med aktuelle eksempler”, siger DM-konsulenten.

”Efter gennemgang af kontrakten er et hovedindtryk tilbage om, at ’værnet om forskningsfriheden’ – sikringen af forskernes rettigheder – ikke har høj prioritet hos dem på uni’erne, der laver kontrakter. Man er stærkt fokuseret på at hjemtage en stor kontrakt med en magtfuld privat aktør, for eksterne midler er et vigtigt succeskriterium for ledelsen – såvel økonomisk som hos politikerne”.

Tema: Forskningskontrakter s. 12-17 i det trykte blad

Embedsmandslønninger er løbet fra lektor-lønnen

Lønrelationen mellem lektorer og chefkonsulenter er i ubalance

”Lønrelationerne mellem lektorer og statens chefkonsulenter er i ubalance. Fagforeningerne har i mine øjne gode argumenter for deres overenskomstkrav om markante lønstigninger til lektorer samt seniorforskere og seniorrådgivere”, konstaterer AAU-lektor Jørgen Stamhus, der er løn- og arbejdsmarkedsforsker.

”Der er mange gode argumenter for at lave lønsammenligning mellem uni-lektorer og så embedsmandsgruppen ’chefkonsulenter’ i stat og kommuner. Men chefkonsulenternes løn er 13 pct. højere – og ikke mindst er deres antal næsten fordoblet 2011-2017. Det er en overraskende glidning, for det betyder, at de administrativt ansatte akademikere i staten har fået et ekstra karrieretrin, hvor de kan løbe fra lektorerne”.

FORSKERforums lønstatistik fortæller, at lektorer tjener 60.000 kr. mindre årligt end chefkonsulenter i stat/kommuner. Og at antallet af disse chefkonsulenter er steget eksplosivt med 85 pct. (2011-17), mens lektorens karriere-stillinger kun steg 20-33 pct. (hhv. professor mso og ordinære professorater).

Antallet af chefkonsulenter er steget fra 1.917 til 3.565. Antallet af lektorer er steget fra 3.482 til 4.048. Og lektorernes månedsløn er 52.000 kr., mens chefkonsulenterne tjener 58.000 (2017).

Uklare krav til chefkonsulent-stillingen

Ifølge Djøfs vejledning for karrierevejen for special- og chefkonsulent-kategorierne har ledelser i stat og kommuner brede rammer for at definere og bestemme kravene til stillingskategorierne, og dermed også indplacere eller forfremme medarbejderne, for der er hverken i overenskomsterne eller i stillingsbeskrivelser nærmere retningslinjer for, hvornår en stilling skal være en special- eller chefkonsulentstilling.

”Det er jo interessant, at kvalifikationskravene til en chefkonsulent-stilling er så udefinerede. Grænsefladen mellem fuldmægtig, specialkonsulent og chefkonsulent er flydende. Det er helt i modsætning til lektorstillingen og dens næste trin professoratet”, konstaterer Stamhus. ”Og hvis fagforeningerne troede, at den tidsbegrænsede stillingskategori professor mso (professor med særlige opgaver) skulle være et nyt karrieretrin for lektor på vej mod det ordinære professorat, har det ikke været nogen succes. Dels stilles der meget stramme og nogle gange specifikke kvalifikationskrav og man skal igennem en hård bedømmelse. Og dels viser statistikken, at der kun har været en vækst på 25 pct. i den kategori 2011-17”.

Embedsmændene fik et ekstra løntrin

Som udgangspunkt kan der kun i begrænset omfang knyttes personaleledelse til chefkonsulent-stillingen, for ledelse er knyttet til kontorchef-stillingen. Men hvis der indgår koordinering/projektledelse i forhold til andre akademikere taler det for, at der sker indplacering som chefkonsulent.

”Chefkonsulentstillingen blev oprettet som en karrierestilling fra fuldmægtig til specialkonsulent til chefkonsulent. Den var tænkt som et eksklusivt trin for de særligt kvalificerede, men væksten i antallet peger på, at der er sket en glidning, så det bliver en oprykning med visse automatisme. De administrativt ansatte akademikere har fået et ekstra karrieretrin! Den lempelige avancementsmulighed med lønforhøjelse har lektorgruppen ikke haft. Lektorerne har manglet en stillingskategori op til professoratet, fx ’lektor med særlige kvalifikationer’ med et særligt løntillæg, så lønnen bliver sammenlignelig med chefkonsulenterne”, siger Stamhus.

”Derimod ser der ud til at være en vis saglig begrundelse for lønforskellen på 80.000 kr. mellem uni-professorer og kontorchefer . Statens og kommuners kontorchefer har fået et voksende personaleansvar, som professorerne ikke har”

Borgmester-effekten?

”Man kan jo kun gisne om, hvorfor glidningen er sket. Vi ved ikke, om forskellen er begrundet i, at der i dag stilles større krav til de administratives kvalifikationer og opgave-varetagelse? Men i givet fald er kravene til lektorerne jo også steget…”, siger Stamhus.

”Bagved glidningen kan jo ligge, at statens ledere har villet have en opgradering af de administrative akademikere, hvor kompetenceløft skulle belønnes, fordi forvaltningsopgaver er blevet mere komplekse (med mere politisk rådgivning)? Det kan være systemets interne begrundelse, kombineret med en (Djøf-) fagforeningsstrategi, hvor man fik en ny stillingskategori, der skulle virke som lønmotor for dem, der ikke har ledelse og ikke skal være kontorchefer. Og statistikken afslører, at det har været en succes”, siger Stamhus.

”Der kan da også være noget ’borgmestereffekten’ i det, nemlig at de statsansatte akademikere sidder tættere på magten i Finansministeriet end underviserne på uni’erne, og at der derfor er større forståelse for opgradering af dem…”

Markant forskel i livsløn

Stamhus mener, at der grundlæggende er nogle disharmonier, hvor uni-sektoren er blevet glemt.

”Karrieresporet i uni-sektoren en stige: Hver gang, du skal løftes på stigen, skal du igennem en konkret bedømmelse efter voksende kvalifikationskrav. Så kontante krav stilles der ikke til en administrativ karriere”, siger Stamhus.

”Og uni-karrieren er meget længere og forsinket. Efter kandidateksamen går der ofte 7-10 år, før du bliver lektor (3 år som ph.d.-stipendiat og 3 år som adjunkt i tre år plus et par år som post.doc.). Anderledes med de administrativt ansatte: Her starter man som fuldmægtig, og efter få år kan man blive specialkonsulent og dernæst chefkonsulent før der er gået 10 år”.

Samlet set er der tale om en markant forskel i livsløn mellem studiekammerater, der vælger hver sin vej. Hvis man regner med, at den administrativt ansatte tjener 5.000 kr. mere pr. måned, giver det en lønforskel på 60.000 kr. pr. år i tyve år. Det giver en livsløn-forskel på 1,2 mio. kr…

GYLLEGATE.2: AU-ledelsen leverede bestillingsforskning og mundkurve?

Først var AUs vandforskere enige med kritisk rapport. Men BERLINGSKE afslører, at AU-ledelsen dikterede en anden kurs under
pres fra Miljøministeriet. De kritiske forskere blev tavse. Og AU-vandforskningen lavede et mod-notat, som støttede Esben Lunde

”Man kan da godt kalde BERLINGSKE afsløring af korrespondancen for ’en rygende pistol’. Vi får ikke klarere dokumentation på, at AUs miljøforskning forsøges politiseret, og at AU-ledelsen er villige til at bøje sig et langt stykke. Det dokumenteres jo sort på hvidt, at der er en intens kommunikation om, at AU skal modsige en rapport, der var kritisk overfor AUs baggrunds-arbejde bag Landbrugspakken og dermed også overfor ministerens lov.”

Lyder prof. em. Heine Andersens vurdering af BERLINGSKEs afsløring af mail og sms’er, der afslører intens korrespondance mellem Miljøministeriets topembedsmænd og AUs ledelse. Han er en af flere eksperter, som har set dokumentationen, og som vurderer, at ministeriet politiserer AUs myndighedsbetjening. Trusler om udlicitering af AUs 384 mio’s ”myndighedsbetjening” bruges til at presse AU til at komme levere ”bestillingsforskning”. Og det rejser tvivl om, hvorvidt man kan stole på armslængden og på AU-miljøforskernes troværdighed.

Krisemøde: AU-forskere skiftede holdning

Den konkrete konflikt handler om den kritiske Bjørn Moll-rapport, som
BERLINGSKEs journalister – Cavling-vindere på GYLLEGATE-sagen – omtalte i november.

Den konkluderede, at den omstridte lov om Landbrugspakken byggede på ukomplette faglige regnemodeller og manglede kvalitetssikring. En mere retvisende model ville sandsynligvis have forudsagt mere kvælstofudledning end Landbrugspakken forudsatte.

I BERLINGSKE anerkendte AUs miljø-forskere først rapporten, men få dage efter gjorde de ikke. I et notat og et indlæg i ALTINGET gik de tværtimod til modangreb på Moll-rapporten.

Og nu afslører BERLINGSKE så, at der bagved zigzag-kursenet krisemøde med et stort pres på de menige miljøforskere fra AUs ledelse.

Krisemødet blev indkaldt efter en hektisk korrespondance direkte mellem AUs ledelse og Miljøministeriets topledelse. Der blev udvekslet mere end 50 mails og SMS’er mellem parterne i de kritiske dag, viser BERLINGSKEs aktindsigt.

Miljøministerens problem

Miljøministeriet havde det akutte problem, at kritikken af Landbrugspakkens forudsætninger var meget ubekvem for minister Esben Lunde Larsen. Han skulle nemlig i samråd i Miljøudvalget tre dage efter – og han havde brug for at kunne bruge AU-forskningen som legitimation og figenblad.

Kontorchef Morten Ejrnæs fortalte utvetydigt AU-cheferne, at det var vigtigt for ministerie, at AU leverede en faglig redegørelse, som ministeren som kunne henvise til, og det fik de så i form at et notat, som blev offentliggjort dagen før samrådet.

Notatet blev offentliggjort onsdag morgen. Og det kunne minister Esben Lunde så henvise til i Miljøudvalget, mens Ida Auken (Rad.) højlydt kunne undre sig over, hvorfor AU-forskerne pludselig havde skiftet faglig vurdering.

Krisemøde med enhedsfront

Science-dekan Niels Chr. Nielsen indkaldte med 12 timers varsel til krisemøde. På en søndag og med alle advarselslamper tændt. Et par dage før havde han rundsendt varslet: ”Det drejer sig om vores faglighed, troværdighed, og selvfølgelig er vores evne til at vinde konkurrence-udsætningen på spil – og der er mange der gerne vil se os vindeskudt i den henseende” (mail til forskerne 26.nov.).

På krisemødet blev der dikteret en enhedsfront med talsmænd og der blev lavet en plan om at levere et opsamlende notat med kritik af Moll-rapporten til Miljøministeriet.

Efter mødet skrev dekan Niels Christian Nielsen i en mail til forskerkredsen. ”Det var rigtig vigtigt, at vi fik holdt mødet i dag – der er meget på spil. Det drejer sig om vores faglighed, troværdighed, og selvfølgelig er vores evne til at vinde konkurrenceudsætningen på spil”.

Og forskerne rettede ind, og fik lavet en modsvar til Moll-rapporten.

Ministeren kunne ved et samråd onsdagen efter henvise til notatet, som var offentliggjort om morgen. Og fra oppositionen undrede Ida Auken (Rad.) – eks- miljøminister – sig højlydt over AU-forskernes pludselige kursskifte.

Kritisk forsker: Ingen kommentarer

Krisemødet dikterede en konsensus-front, hvor alle pressehenvendelser skulle gå igennem prodekanen eller rektors pressechef. Men hvor professor Jørgen E. Olesen optrådte som talsmand i dagene efter. De faglige støtter, som havde udtalt sig i første runde om Moll-rapporten, blev direkte eller indirekte bedt om at tie stille, konstaterer Heine Andersen:

Men AU-forskerne er ikke meget for at snakke om det forløb. Så da BERLINGSKE bagefter spurgte en af forskerne, om krisemødet gav ham mundkurv på, lød svaret:

”Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Du må kontakte AUs pressetjeneste om det spørgsmål”, svarer professor Stiig Markager (BERLINGSKE).

Det var Heine Andersen som afslørede de såkaldte ”mundkurvskontrakter”, som gav stor opstandelse og som førte til, at standardkontrakterne for myndighedsbetjeningen blev lavet helt om.

”Stiig Markagers ’ingen kommentarer’, taler jo for sig selv, for han bekræfter jo hermed indirekte, at han har fået mundkurv på…”, siger Heine Andersen.

Heine Andersen: Vel var det en mundkurv

”Vel var det en mundkurv. Dekanen havde jo indskærpet, at alle pressehenvendelser skulle gå gennem prodekanen eller AUs pressechef. Det kan ikke opfattes som andet en eksplicit og ulovlig mundkurd. Demanen svigter pligten til at ’værne om forskningsfriheden, og at ’tilskynde forskerne’ til videnspredning”, konstaterer Heine Andersen.

”I praksis satte AU-ledelsen altså mundkurv på deres kritiske forskere. Men denne sag viser, at selv om ’mundkurvs-kontrakterne’ er afskaffet, så er der mange andre metoder til at lukke ned for kritiske forskere og forskningsfriheden. Ledelsen kan spille ministeriets politiske spil på mange måder: De kan diktere en bestemt proces og konsensus udadtil. De kan udpege talsmænd, og bede forskere med afvigende holdninger om at tie. De kan centralisere kommunikationen hos kommunikationschefen m.m., siger han.

”Men alt sammen kræver det en ledelse, som er villig til at bøje sig for pres udefra”.

Rektor også indblandet

Hvor vigtigt notatet var for ministeriet og for AUs ledelse, viser sig ved, at AU-rektor Brian Bech-Nielsen personligt var involveret, selv om det sagligt set handlede om en faglig vurdering, hvor rektor er lægmand. Kl. 22.53 tirsdag aften orienterede rektor nemlig Miljøministeriets dept.chef Henrik Studsgaard om at AU-forskerne nu havde et modsvar klar på Moll-rapporten: ”Vores forskere skriver desuden et indlæg til morgendagens altinget, som følger op på redegørelsens hovedkonklusioner”.

Om sit motiv til at skrive til ministeriets topmand forklarer rektor bagefter, at Molt-rapporten udtrykte så ”bastant kritik” af universitetets arbejde, at det var naturligt, at han orienterede dept.chefen før AU-notatet blev lagt på AUs hjemmeside.

Forskning til politisk forhandling

”Korrespondancen mellem cheferne i ministeriet og AU har en tydelig politisk undertone og et pres for at AU leverer. Der er hektisk ’damage-control’ og AUs ledere indkalder til et krisemøde på en søndag. Og så laver de et notat, som passer til ministeriets forventninger, og som ministeren kan bruge politisk. Det er svært at se notatet som andet end et stykke ’bestillingsforskning’. Parterne kan sige, at notatet skam er udarbejdet med fuld armslængde og helt uafhængigt. Men hvorfor var der så brug for den intense korrespondance”, spørger Heine Andersen.

”Uni-forskningen bliver på den måde til direkte aktør i den politiske proces, hvor forskning er til forhandling – helt i strid med forskningens uafhængighed”.

Esben Lunde: Fuld tillid til AU-forskningen

Miljøminister Esben Lunde Larsen blev rasende i Miljøudvalget over, at der blev stillet spørgsmål ved AU-vandforskningens uafhængighed, som han blankt afviste. Men han vil ikke interviewes af BERLINGSKE. I en mail erklærer han, at han har fuld tillid til, at den myndighedsbetjening, som Aarhus Universitet leverer, er baseret på grundige faglige overvejelser.

”Jeg har derfor også fuld tillid til, at universiteter og forskere agerer professionelt i deres virke og til enhver tid insisterer på deres forskningsfrihed og uafhængighed. Det er universiteternes adelsmærke”, skriver Esben Lunde Larsen i e-mail. Og så gemmer han sig i øvrigt bag rektor Brian Bech-Nielsens forsikring om, at hans forskere skam ikke lader sig udsætte for pres.

KU: Dobbeltansættelser og vetoret

Kontrakt – som søges mørkelagt – afslører chefer med kasketproblem og publicerings-begrænsninger for de ansatte

Under overværelse af begejstrede studerende og ansatte offentliggjorde Niels Bohr Institutet i september en samarbejdsaftale med det multinationale it-firma Microsoft, hvis medarbejder nu skal arbejde tæt sammen med instituttets forskere om at udvikle og bygge verdens første almene kvantecomputer. Hvis det lykkes, kan det føre til maskiner med hidtil uset regnekraft.

I en aktindsigt fik FORSKERforum et overstreget dokument, som KU/Microsoft imidlertid havde glemt at kryptere, så det kunne nemt afkodes. Men da FORSKERforum stillede konkrete spørgsmål, gik KU og prorektor Thomas Bjørnholm i baglås. Han vil ikke svare på spørgsmål, selv om de ikke handler om ”forretningshemmeligheder”, men derimod om, hvorfor der står sådan og sådan i kontrakten om styringsrelationer, de ansattes publiceringsret m.m.

DM-konsulent Jens Vraa-Jensen har læst kontrakten ud fra det offentliges og de menige KU-forskeres interesser, og han vurderer, at KU’s hemmelighedskræmmeri ikke stemmer med KU-ledelsens forpligtelsen overfor offentligheden og overfor de menigt ansatte.

Chefer med kasketproblem

I kontrakten er det hemmeligstemplet, at professorerne Charles Marcus og Peter Krogstrup er ledere af projektet, og at de har dobbelt-ansættelser (som udgangspunkt 50/50) ”med ligesidede roller og forpligtelser overfor parterne”, hhv. KU og Microsoft (Dual Appointments, pkt. 2.6). Kontrakten er tilsvarende skruet sammen, så KU og Microsoft er ligestillede parter 50/50, hvor ikke andet er aftalt.

De to ledere skal vejlede master- og ph.d.-studerende, undervise og afvikle seminarer samt foretage uafhængig forskning efter eget valg. I dele af deres ansættelse opfattes de som en del af KU’s faculty, men dette må ikke gribe ind (’interfere’) med deres forpligtelser overfor Microsoft, står der i deres kontrakter.

”Det er en usædvanlig ansættelsesform, som kan give loyalitetsproblemer for lederne, for skal de være mest loyale overfor de offentlige interesser eller Microsofts private? Skaber dobbeltansættelserne 50/50 ikke et kasketproblem for de to ledere, fordi de ikke udtrykkeligt har deres hovedforpligtelser/loyalitet hos KU? De kunne have personlige (IP- eller pekuniære) fordele i at være mest loyale overfor Microsoft”, siger DM-konsulenten.

Dobbeltansættelser med ’ligesidede forpligtelser’

Da kontrakten blev offentliggjort under stor festivitas i september, spurgte FORSKERforum, om man kunne forestille sig situationer, hvor KU-forskere skal tage imod ordrer fra en Microsoft-chef. Prorektor Bjørnholm forsikrede, at samarbejdsaftalen angiver klare kommando-forhold, underforstået at KU-ansatte ledes af KU-chefer. Og NBI-institutleder Jan W. Thomsen forsikrede, at han aldrig ville pålægge sine forskere noget, som kunne anfægte deres forskningsfrihed.

”Kontrakten afslører imidlertid en usædvanlig ansættelsesform. Som dobbeltansættelserne er aftalt med ’ligesidede forpligtelser’ betyder det 50/50 pct. Hvis man mener alvorligt, at man vil have klare kommandoveje, må der være klar adskillelse mellem, hvor den enkelte leder er ansat, og en ansat i Microsoft bør ikke have ledelsesbeføjelser overfor en universitetsansat”, siger DM-konsulenten.

”Og hvorfor er det så vigtigt for KU-ledelsen at holde de menige uvidende om, at de skal tage imod ordrer fra en Microsoft-chef? KU-forskerne er jo ansat på en offentlig institution og skal agere efter universitetets ideelle formål i Universitetsloven. Det er helt urimeligt, at de er underlagt kommando-forhold, som de ikke kender, når de uvidende kan komme til at tage imod ordrer fra en Microsoft-chef.

Og sat på spidsen: ”Hvordan og hvor kan de menige KU-forskere sige fra, hvis de oplever, at de sættes til at arbejde mere i Microsofts end i KU’s interesser – hvor Microsoft har skjult instruktionsbeføjelser over en KU-ansat?”, spørger han.

Publiceringsbegrænsninger

Af de hemmeligholdte publicerings-bestemmelser fremgår, at før en forsker eller en studerende på projektet kan publicere et paper – ”inklusive, men ikke begrænset til konference-præsentationer”, skal KU sikre, at denne ikke indeholder patenterbare aspekter eller nogen confidentiel Microsoft-information. ”For at undgå enhver tvivl, skal KU i tvivlstilfælde mindst 30 dage før frigivelse sende dette til Microsofts projektdirektør (LSL, tilknyttet Quantum-projektet) med henblik på gennemsyn og kommentarer. Hvis ikke der kommer sådanne kommentarer inden fjorten dage, kan KU-forskeren udgive”.

Men siger Microsoft nej – måske fordi paper’et afviger fra projektet – gives i praksis en vetoret til Microsoft (for hvis der er uenighed, sendes afgørelsen i et paritetisk udvalg, 1/1-leder fra hhv. KU og Microsoft). Og kan der ikke opnås konsensus, ser det ud til, at forskerens publiceringsønske er afvist (rejected).

”I praksis har Microsoft således en vetoret, fordi de kan afvise en beslutning. Men den slags blokeringer er helt i strid med uni-lovens bestemmelser om, at ledelserne skal ’værne om forskningsfriheden’, for en stor del af den frihed handler jo netop om fri publiceringsret og frihed til at fremlægge og diskutere i offentligheden”, siger DM-konsulenten.

Microsoft kan misbruge vetoretten

”Peer review” fra videnskabelige fagfæller er desuden en afgørende vigtig kvalitetssikring af forskning. Og det er jo universitetskrav, at de ansatte skal forskningsmeritere sig via publicering – hvorfor må de menige KU-ansatte ikke få at vide – via indsigt i kontrakten – at der er begrænsninger på deres forskningsfrihed, fordi Microsoft har vetoret overfor deres publikationer?”

Han erkender, at der kan være tilfælde, hvor publicering kan afvises med henvisning til, at paper’et indeholder fortrolige oplysninger om opfindelser el.lign.

”Men bestemmelsen kan misbruges, så Microsoft styrer al publicering ved at sige nej. I stedet for denne vetoret burde der stå, at KU har den afgørende beslutningsret i tilfælde af uenighed – som der i øvrigt står i standardkontrakterne om forskning i myndighedsbetjeningen”.

Synes Bjørnholm, kontrakten er OK?

Der er i kontrakten enkelte referencer til ”dansk lovgivning”, herunder om tech-trans, lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner (4.3).

”KU overholder formentlig lovens bogstav. Men det ligner en kontrakt mellem to private aktører, når der i kontrakten ingen reference er til uni-loven (herunder dennes sikring af de ansattes forsknings- og publiceringsfrihed), selv om dette vel er fundamentet for de danske uni’er og for de ansattes rettigheder/forpligtelser”, siger DM-konsulenten.

Mange af de spørgsmål, som DM-konsulenten stiller her, har FORSKERforum forelagt for KU’s prorektor Thomas Bjørnholm. Og så var der et tillægsspørgsmål:

Mener pro-rektor, at sådanne kontrakter med private firmaer – med uklare kommandoforhold, begrænsninger i publikationsretten m.m. – hører hjemme på et offentligt dansk universitet?

Men det fik vi altså ikke svar på.

Miljøstyrelsen skal ’vaske’ vand-rapport

– med ’politisk relevans’, før AU-forskerne frigiver første udk ast, afslører strategipapir fra styrelsen

Sidste år var det meget ubekvemt for miljøminister Esben Lunde Larsen, at miljødata på den årlige NOVANA-rapport slap ud før tid. Derfor lavede Miljøstyrelsen allerede i marts en køreplan for, hvordan 2016-rapportens resultater skulle udarbejdes og frigives. Denne køreplan fremgår af et strategipapir, som FORSKERforum har fået aktindsigt i.

Og det afslører, at Miljøstyrelsen vil vurdere data for ”politisk relevans”, før AU-DCEs vandforskere gør rapportens data og tekst færdig til udsendelse til høring – en høring hos ”interessenter”, herunder Miljøstyrelsen selv…

”Her står jo utilsløret, at Miljøministeriet vil ’vaske’ rapporten for, hvad der er politisk hensigtsmæssigt for ministeren. Det er politisk styring af såkaldt ’uafhængig forskningsbaseret myndighedsbetjening’. Embedsmændene respekterer slet ikke armslængde og faglighed. AU-forskerne sendes ud i en gråzone og i en grim klemme, for de skal ’forhandle’ prioriteringen af deres forskningsresultater med en politisk part”, siger prof.emer. Heine Andersen, der netop har lavet en hvidbog om forskningsfrihed.

Chefkonsulent Poul Nordemann Jensen fra AU-DCEs vandforskning afviser udlægningen af strategipapiret som en ”total misforståelse”. Han har ingen problemer med Miljøstyrelsens procedure.

Strategiplan giver mundkurv på forskerne?

Det fremgår også af strategipapiret fra marts, at Miljøstyrelsen koordinerer proceduren før NOVANA-offentliggørelsen, så alle data først samles til allersidst. Dermed kan Naturfredningsforeningen, DR og FORSKERforum ikke kan få de kontroversielle data udleveret før NOVANA frigives.

Offentliggørelsen af 2016-rapporten vil afsløre stigende kvælstofforurening efter Landbrugspakken, og udløse ballade for minister Esben Lunde Larsen. De såkaldte ”fejlanalyser” kom derfor meget belejliget, for så kunne Miljøstyrelsens diktere en 4-måneders udsættelse af rapporten – som tilsyneladende blev dikteret telefonisk til AU-DCEs direktør, hvorefter AU-DCE har erklæret sig ”enige i” udsættelsen.

Men Miljøstyrelsens manøvrer har tilsyneladende også givet AU-forskerne mundkurv på. FORSKERforum kan ikke få deldata udleveret. Og AU-chefkonsulent Nordemann ville ikke kommentere alarmerende klorofyl-ta. Han vil først sige noget, når NOVANA frigives til april…

Hykleriet om uafhængighed

”Vaskning for politisk relevans underminerer forskningen uafhængighed, så AU-DCEs forskningsledere må afvise Miljøministeriets indblanding i rapport-processen. Men det er forståeligt, hvis de ikke gør det, men retter ind efter styrelsens ’henstillinger’. De vil ikke komme i ’bad standing’, for Ministeren har jo varslet udlicitering af myndighedsbetjeningen, hvor AUs risikerer at miste mange mio. og stillinger, hvis de ikke vinder udbudet”, siger Heine Andersen.

”Denne sag afslører politikernes hykleri om ’sektorforskningen’s uafhængighed. Udliciteringstruslen må aflyses og uni’ernes sektorforskning må have basisbevillinger, som sikrer beredskab og forskningsfrihed. Denne sag viser jo tydeligt, at der jo stor risiko for, at Folketinget får politiserede rapporter om miljøets tilstand fra Miljøministeriet”.

KU blokerer artikel med trusler

KU og Microsoft mørkelagde samarbejdskontrakt, men FORSKERforum fik den ad bagdøren. Men artikel om den blokeres af trusler om fogedforbud, retssag og erstatningskrav, så nu ligger sagen hos FORSKERforums advokat

Verdens største software-firma har jurister, der ikke har styr på datasikkerhed og kryptering. De har dummet sig. Da FORSKERforum nemlig bad om aktindsigt i samarbejdskontrakt med KU, skulle Microsoft foreslå, hvad der måtte frigives. Og det var ikke meget, fremgik det af det overstregede dokument, som FORSKERforum fik. KU frigav senere lidt mere – for KU har den endelige afgørelse – men uden at det føjede substantielt nyt til. 17 af kontraktens 56 sider var fortsat mørkelagt.

KU begrundede hemmelig­t-stemplingen med hensynet til, at kontrakten kan indeholde ”oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold eller lignende”, som kan være af væsentlig betydning for de parter, som kontrakten involverer.

Mørkelægningen havde dog et problem. Microsoft havde fremsendt et overstreget tekstdokument, som FORSKERforum med lidt teknisk assistance kunne afkode. FORSKERforum har altså den fulde kontrakt…

Medieekspert:
Meget vidtgående mørkelægning

Offentlighedslovs-ekspert Oluf Jørgensen har set kontrakten. Han mener, at KU og Microsoft foretager en meget vidtgående mørkelægning af passager, som rettelig burde have offentlighedens interesse, fordi KU indgår en kontrakt på det offentliges vegne.

Medieeksperten siger, at – bortset fra militære oplysninger eller personfølsomme oplysninger – har FORSKERforum ret til at offentliggøre lækkede oplysninger (der er modtaget uden aktiv medvirken fra journalisten), forklarer mediejuristen.

FORSKERforum sendte et artikel-udkast til KU-prorektor Thomas Bjørnholm. Heri var der omtalt passager fra kontrakten vedhæftet spørgsmål. Der indgik ikke passager, som utvetydigt handler om forretningsmæssige forhold, jf. KU’s afvisningsbegrundelse.

I stedet fokuseres på de hemmeligtstemplede passager, der har relation til de menige KU-forskeres ansættelsesforhold, der omhandler ledernes ansættelsesform, kommandoforhold mellem chefer og ansatte, publiceringsregler o.a. Alt sammen noget, som har betydning for KU-forskerne, og som offentligheden har et berettiget krav om at få indsigt i i en offentlig/privat kontrakt.

Og ikke mindst var FORSKERforum interesseret i at få KU’s forklaring på den omfattende mørkelægning: Hvorfor skal ansættelsesvilkår være hemmelige for KU-forskerne?

KU/Microsoft truer med erstatningssag

Artikeludkastet til prorektor Bjørnholm blev ikke venligt modtaget.

KU truede med fogedsag, dvs. retsligt forbud mod, at FORSKERforum trykte noget om indholdet i aftalen. KU kaldte det helt uacceptabelt, at FORSKERforum uretmæssigt har ”skaffet sig adgang til de overstregede oplysninger, som ikke er omfattet af den aktindsigt, KU har givet”, ligesom FORSKERforum heller ikke har ret til at ”benytte oplysningerne eller viderebringe kontrakten i dens fulde ordlyd til andre”.

FORSKERforum konsulterede medierets-professor Oluf Jørgensen, der vurderer, at KU/Microsoft ikke har nogen sag ifølge dansk medieret, idet FORSKERforum ikke har tilegnet sig dokumentet via ulovlige metoder, og idet FORSKERforum ikke har tænkt sig at trykke noget, som kan kaldes egentlige forretningshemmeligheder.

FORSKERforum svarede derfor KU:

  • – at FORSKERforum ikke aktivt har tilegnet sig dokumentet igennem ulovlige metoder,
  • – at FORSKERforum ikke videreformidler aspekter af konktrakten, som har med åbenlyse forretningshemmeligheder at gøre, samt
  • – at FORSKERforum kun skriver om de dele af kontrakten, som åbenlyst berører de menige ansattes ansættelsesvilkår og som ikke burde være hemmeligt-stemplede.

Udskudt til næste nummer…

FORSKERforums svar blødgjorde ikke KU/Microsoft. De skærpede derimod ved at hævde, at FORSKERforum overtræder straffeloven og pådrager sig erstatningsansvar, hvis bladet gør alvor af at publicere artikel, der viderebringer oplysninger, som ikke er omfattet af aktindsigt. ”FORSKERforum pådrager dermed – ud over redaktørens personlige ansvar – også Magisterforeningen et stort juridisk ansvar som udgiver af bladet”, lyder truslen.

Da det ikke var muligt inden deadline at indhente et advokat-responsum på retsstatus i en potentiel retssag, udsættes denne artikel til næste nummer.

BØRSENs fake news om landbrugsrapport

Tilbagetrukket CBS-rapport blev anført som autoritativ videnskabelig kilde. Men både forfatteren og debatredaktøren afviser, at de spreder fake-news. Og CBS-ledelsen vil ikke protestere.

Spreder BØRSEN ikke fake news, når BØRSEN trykker kronik, som henviser til og kalder en CBS-landbrugsrapport for et godkendt ’videnskabeligt case study’ – selv om rapporten er trukket tilbage?

Sådan lød spørgsmålet til BØRSENS debatredaktør, efter at BØRSEN havde bragt en kronik med reference til den kontroversielle landbrugsrapport, som CBS trak tilbage i 28. marts, fordi den gjorde sig skyldig i brud på ”ansvarlig forskningspraksis”. CBS ville altså ikke lægge logo til, og lektor Troels Troelsen tog sin afsked ad bagdøren.

Alligevel kaldes den i BØRSEN-kronikken for et ”videnskabeligt case-study”, udgivet af CBS.

Debatredaktøren forsvarer ikke trykningen af kronikkens påstande ved at beklage, at han var uvidende om tilbagetrækningen.

Han vil slet ikke anerkende, at der er tale om fake news. Og det mener kronikøren heller ikke, viser det sig, da FORSKER­forum forfølger sagen.

Debatredaktøren:
”Ikke klart om rapporten var forkert…”

Spreder BØRSEN ikke fake news, når…?

Det kontante spørgsmål svarer BØRSENs debatredaktør ikke på i mail til FORSKERforum:

”Kronikøren fremlægger i kronikken helt åbent sine kilder, så offentligheden og forskerne kan gå i rette med kronikkens indhold og dokumentation. Vi lægger vægt på at bringe svar på og kritik af debatindlæg og kronikker, men vi har endnu ikke modtaget nogle som svar på kronikken”, svarer cand.polit. og debatredaktør Thomas Bernt Henriksen.

Og så forklarer han om sine motiver til at trykke kronikken: ”Afvejningen var to i forhold til de presseetiske regler: Nemlig på den ene side ikke at hindre offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden over for hensynet til, at pressen skal bringe korrekte informationer. Det er i dag ikke klart, om rapportens konklusioner er forkerte eller rigtige i forhold til landbrugets rammevilkår, og derfor er det og var det vores opfattelse, at det er i orden, at delrapportens konklusioner omtales, fordi indholdet kan have offentlighedens interesse i lyset af den omfattende debat sidste år.”

Kronik: ’Det første
videnskabelige case study…’

Sådan stod der i kronikken i BØRSEN, under mellemrubrikken ’Videnskabeligt case study’:

”I efteråret 2016 udkom rapporten ‘Dansk Landbrugs Rammevilkår og Konkurrenceevne’ fra CBS. CBS-rapporten er det første videnskabelige case study, hvor der tages udgangspunkt i at beskrive virkeligheden for tab og konkurrenceevne ud fra 57 landbrug i Danmark og vore nabolande.
I rapporten dokumenteres det, at danske afgifter, kvælstofkvoter og restriktioner for husdyrhold de sidste 15 år i forhold til vore naboer har betydet et årligt tab pr. fuldtidslandbrug på 678.000 kr., svarende til et akkumuleret tab på 10 mio. pr. heltidslandbrug”.

Fakta-problemet var imidlertid, at den omtalte rapport var den berømte CBS-rapportering, som CBS trak tilbage som ”uansvarlig forskningspraksis”, efter at det var kommet frem i pressen, at rapporten ikke fortalte, at den var finansieret af den rabiate landbrugslobby Bæredygtigt Landbrug, at en ghostforfatter fra lobbyen havde deltaget i projektet, og at den eksterne selektivt havde udvalgt case-gårde m.m. (SE FORSKERforum maj).

Alligevel blev rapporten omtalt autoritativt som et CBS-godkendt produkt.

Eks-hofdame for dronningen

Kronikken var skrevet af godsejer og grevinde Jytte Krag-Juel-Vind-Frijs, eks-borgmester (V) i Højreby Kommune. Og såmænd også eks-hofdame for dronningen.

At teksten fremgik generelt, at hendes agenda ikke ligger langt fra den rabiate landbrugslobby i Bæredygtigt Landbrug fra Sydsjælland. Hun skød med spredhagl mod miljøkrav, lovgivning og mod forskere, som ikke er imod landbruget: ”Hvorfor kan politikere, landbrug og forskere ikke arbejde sammen om at sikre både et bæredygtigt miljø og landbruget?”.

Da FORSKERforum spørger hende, om hun ikke spreder fake-news, når hun bruger CBS-rapporten, selv om den er trukket tilbage, vil hun ikke anerkende, at rapporten er trukket tilbage.

Hun udlægger forløbet sådan, at CBS’ Praksisudvalg gennemgik rapporten. Hun citerer udvalget for at konstatere, at rapporten ”utvivlsomt udgør et videnskabeligt produkt”. Og udvalget fandt ikke ”grundlag for at konkludere, at der i rapporten skulle være udeladt relevante kildehenvisninger”.

Og så siger hun, at forfatteren til rapporten er jo ikke dømt for videnskabelig uredelighed: ”Manglende angivelse af Torben Vagn Rasmussen som medforfatter har ikke gjort forfatteren skyldig i videnskabelig uredelighed”, men kun ”i brud på ansvarlig forskningspraksis”, fordi man undlod at angive bevillingsgiverens identitet (Bæredygtigt Landbrug) i rapporten.

Kronikøren vil altså ikke forholde sig til, at rapporten faktuelt er trukket tilbage, og at CBS altså ikke vil have sit navn og logo forbundet med den.

Blev rapporten slet ikke trukket tilbage?

FORSKERforums FAKE-NEWS TJEK spurgte så CBS-forskningsdekan Peter Møllgaard: Er det ikke misbrug af CBS’ navn og logo, og er det ikke spredning af fake-news?

Men dekanen vil ikke holde fast i, at ledelsen trak rapporten tilbage, og at der ikke kom en endelig slutrapport med CBS’ logo på. Dekanen forklarer overraskende, at rapporten ikke blev trukket tilbage, den blev bare ”lukket ned”:

”Troels Troelsens projekt om landbruget blev lukket ned på grund af kritik fra et medlem af styregruppen bag. Rapporten blev altså aldrig udgivet i en endelig form. Siden udtrykte CBS’ Praksisudvalg alvorlig kritik af Troels Troelsens foreløbige rapport”, forklarer dekanen pr. mail.

CBS vil ikke protestere mod brugen af CBS’ navn i forbindelse med rapporten:

”Vi er opmærksomme på, at der er individer, der fortsat gerne vil anvende data fra det uafsluttede projekt. Vi kan ikke forhindre folk i at omtale den ufærdige rapport eller at nævne Troels Troelsens tidligere ansættelsesforhold ved CBS, selvom vi er kede af at blive nævnt i denne sammenhæng”.

Dekanen svarer ikke på, om BØRSEN lavede fake-news …

#MeToo: Overgriberen og medviderne

Afsløringen af filmmanden Harvey-Weinsteins årelange sexchikane udløste en “me-too”-bekendelse fra kvinder over hele verden. I USA’s uni-kultur handler det om raffinerede magtforhold, forklarer en, der valgte at skride

Det er påfaldende, hvordan alle medviderne og post-Weinstein’erne vrider hænder i forlegenhed over, at det varede så længe, før hans overgreb (eng. abuse) blev afsløret, især når de alle vidste, hvad der skete eller fortsat sker. Jeg blev mindet om, hvad min institutleder sagde til mig, da jeg bad om, at et medlem af min bedømmelseskomite – en professor – blev erstattet af en anden:

“Bed mig venligst ikke om det. Han vil gøre mit liv til et helvede.”

Jeg havde henvendt mig til chefen efter støtte, efter at det var blevet klart, at denne professor og jeg havde et “uhåndterligt forhold”. “Afvis professoren,” var det råd jeg fik af en kollega, for det var den eneste måde, jeg endelig kunne få afsluttet mit forsinkede ph.d.-forløb på. Det samme sagde en terapeut, som jeg søgte hjælp hos, og som forklarede, at “han vil tilsyneladende ikke slippe dig”, for derefter at tilføje, ”men du er nødt til at komme væk.”

 Min institutleder var passiv, uanset han havde al den sikkerhed i ryggen, som race, klasse, køn og ansættelsessikkerhed giver på et amerikansk top-10-uni. Alligevel veg han tilbage fra at bruge sin status og position til at passe sit job på en anstændig måde.  

 Og jeg var jo (bare) kvinde, studerende, tynget af gæld uden institutionel støtte og uden forældre eller ethvert andet sikkerhedsnet tilbage (som man ikke har i den arbejderklasse-verden, som jeg kommer fra). Hvordan skulle jeg konfrontere denne professor på egen hånd, når folk, der skulle gøre det på mine vegne – eller støtte mig – ikke ville?

Så jeg gjorde, hvad mange kvinder gør. Efter at have afsluttet min ph.d., forlod jeg den verden, som jeg havde investeret tid, penge og arbejde i. Jeg tilbragte de næste mange år med at bebrejde mig selv, afspille scenerne og gentage ordene fra dem med magten. Og jeg har stadig blandede følelser af lettelse og vrede, når jeg møder andre, der fortæller forskellige versioner af “Ja, alle ved, at den professor er sådan”.

Hvor som helst i et særdeles konkurrenceorienteret system, hvor enkelte personer har magten eller beføjelser til at disponere over andres karrierer – både i en fedtet Hollywood-pøl eller i ph.d.-pipelinen – vil man opleve magtens overgreb. Ikke bare tilfælde af misbrug som voldtægt og åbenlys seksuel aggression, men også de mange komplicerede og kringlede former for overgreb, der kan sænke kvinders chancer for succes i en meget biased verden.

 I humaniora bliver vores tilgang til mobning, manipulation, tvang og kontrol nærmest skærpet af, at vi bruger vores ressourcer på netop at kritisere kønsnormer, magtstrukturer og uretfærdighed – overbevist om, at vi vil taler sandheden og magten midt imod, hvis vi nogensinde møder den i det virkelige liv. Den formelle selvforståelse i akademia er, at vi alle er gode liberale frisindede. Overgreb kan ikke ske i vores verden.

Men det gør den. Som skrivekonsulent og akademisk coach hjælper jeg forskere – de fleste af dem kvinder – med at bearbejde den angst, der ligger til grund for deres overspringshandlinger og skriveblokering. Ofte kan angsten spores tilbage til den mobning, manipulation, tvang og skam, som de oplevede som kandidatstuderende eller i starten af deres uni-karriere.

For mange af dem lever med en underbevidsthed fuld af bekymringer, som gør hvert skridt dobbelt så langt. Der er kvinder, der bruger mange kræfter på følelsen af, at uanset hvad de gør, vil det aldrig være godt nok. Flere undgår fordybelse i deres forskning og hengiver sig til undervisning og administration – opgaver, hvor de føler sig mere i kontrol, og hvor deres præstationer umiddelbart udløser mere anerkendelse. Andre dropper workshops og konferencer, hvor de ved, at mobbe-kulturen er indbygget. Og nogle gange sker det – ligesom med mig – at nogle lige så stille glider væk fra det job, de elsker.

De fleste af mine klienter har ikke oplevet konkrete traumatiske oplevelser som voldtægt eller personangreb, men brydes derimod med langsigtede virkninger af systemisk, sexistisk dysfunktion i akademia. Det siger sig selv, at for mange kvinder er skadet på denne måde, og at deres oplevelser og historier har betydning for deres egen livshistorie. Men fra et rent pragmatisk synspunkt betyder det også, at institutter og institutioner slet ikke får det fulde udbytte af det talent, de betaler for.

Det behøver ikke at være sådan. Jeg skal her opregne fire raffinerede måder, hvorpå overgreb påvirker akademia negativt. Ved at anerkende nogen adfærd som overgreb eller misbrug kan vi hurtigere ændre dem på institutionelt niveau uden konstant at forvente, at kvinder tilpasser sig på individuelt plan.

Overgreb er normaliseret. “Det er sådan tingene er, og hvis du ikke kan klare mosten, så lad være at bruge kræfter på at tage en ph.d.”, lyder en udbredt stands-etik om, at netop modstand og lidelse giver det intellektuelle arbejde sin sjæl; følsomhed er for bløddyr.

  Jeg hører det hele tiden fra klienter fra akademia, at de enten har internaliseret dette signal, eller at de har overbevist sig selv om, at den uni-kultur ikke er overgreb. Der er jo ikke nogen, der er blevet slået eller voldtaget eller bedt om at give nøgenmassage i bytte for en fast stilling. Men de er blevet kollegialt angrebet online og på institutmøder. Og de er blevet nægtet lovede jobs og forfremmelser, fordi succeskriterierne hele tiden flytter sig.

Nedrighed i bedømmelser maskeres som professionel kritik, og depression og angst bliver æresstempler, der angiveligt viser, hvor hårdt du arbejder. Men du skal trods alt lede længe efter en psykosocial sundhedsekspert, produktivitetsekspert eller skrivecoach, der mener, at man får gode resultater ud af folk ved at få dem til at føle sig utilstrækkelige eller forvirrede i stedet for at anerkende deres talent og belønne deres hårde arbejde.

  Hvis du læser dette og tænker “jo, men sådan har ’akademia jo altid været” eller “når når jeg var nødt til at gennemleve det, så må du jo også” eller “ved at teste folk hårdt, luger vi dem ud, der ikke fortjener at være her”, anerkender du den slags udsagn og gør dig selv til en del af problemet.

Overgriberne destabiliserer deres ofre. En ven, ansat i akademia, citerede for nylig skuespilleren Gwyneth Paltrow om hendes erfaringer med Weinstein: “Han var vekselvis generøs og støttende. Og overgribende, straffende og mobbende”. Min ven skrev sin undertekst: “Jeg synes, jeg kender den slags mentorship rigtig godt”. Det er slet ikke usædvanligt, at ”charmerende” og ”manipulerende” kan gå fint i spænd.

 Derfor kan det tage lang tid at indse, hvad der sker med dig. Flere af mine klienter trækkes med dekaner, institutledere eller bedømmelsesudvalg, som styrer ansatte ved netop at lade folk gætte på, hvad der forventes i stillingen, og hvor virkeligheden ligger. Samtidig – selvom (eller fordi) disse overgribere aldrig kan være helt tilfredse – vil de kvinder, jeg arbejder med, fortsætte med at forsøge at leve op til disse krav.

Det fører til at, nogle søger i mange retninger på samme tid i forhåbning om, at det på et tidspunkt vil give gevinst. Andre bliver hængende i en trædemølle, hvor de forsøger at please, ligesom jeg gjorde under udarbejdelsen af min ph.d.-afhandling – med revision efter revision efter hvert nyt sæt af professorens kommentarer, der tydede på, at jeg gjorde det modsatte af, hvad det sidste sæt kommentarer foreslog. Indtil jeg var rundtosset, rede til tro, at solen var månen, og månen var solen.

Til sidst – efter at du er fuldstændig udmattet af altid at gøre det forkerte – fortæller nogen i miljøet dig så, at din overgriber faktisk beundrer dit arbejde, og du må spørge dig selv, om du har misforstået alt?

Hvis du nu læser dette og tænker “det er da småting og detaljer” eller “selvfølgelig ændrer folk deres mening, det er det særlige ved den kritiske analyse”, er du en del af problemet.

Destabilisatoren arbejder altså med stadige dryp af små detaljer, hvoraf ingen – hver for sig – synes overskridende. Så lyt nøje, næste gang din kvindelige kollega fortæller dig, at hun føler sig udbrændt eller udmattet af dobbelte budskaber signaleret af en senior-professor eller administrator!

Overgreb trives, fordi kolleger gør det muligt. Seniorkolleger, som min institutleder, undskylder deres passivitet med, at de jo skal fortsætte samarbejde med overgriberen, mens kandidatstuderende og korttidsansatte kommer og går (ikke ulig det, der psykologisk sker mellem ægtefæller i voldsramte familier: de lader deres børn at tage knubsene, mens patriarken holdes glad, og volds-tilstanden normaliseres, uanset hvor dysfunktionelt det er).

Men tavshed og passivitet er de milde former for bemyndigelse. Ofte sender overgriberne deres skjulte budskaber via ”flyvende aber”, misbrug pr. fuldmagt. Studerende kommer utilsigtet til at fortælle dig, hvor enestående din overgriber er. Kolleger får projekter, du startede. Medarbejdere sættes til at sprede rygter osv.

Hvis du nu læser dette og tænker, “sådan noget foregår ikke på mit institut”, så er du forkert på den! Du er en del af problemet, hvis du nogensinde har sagt, “bær over med det, han er jo på vej ud, så det bedste er at vente på, at han går på pension”. Du er en del af problemet, hvis du nogensinde har sagt til en kvinde, der beretter om misbrug, at hun er småskør eller har misforstået noget, eller hvis du har deltaget i en institutionel reaktion mod en kvinde baseret på en mands anmeldelser.

Det er nemmere at bebrejde offeret end at ændre systemet. Misbrugere laver våben ud af deres idiosynkrasier og paraderer dem som ”høje standarder” eller bruger dem til udskamning af enhver, der ikke “præsterer”. Det skaber ofte en cyklus med lavt selvværd, forsinket arbejde og mindre polerede tekster, som jo så beviser, at offeret – ikke misbrugeren – må være problemet.

Følelsen af at være overhørt, uden tillid og ikke troet får den onde cirkel til at komme endnu mere ud af kontrol. Alt for mange af mine klienter føler, at skyld sniger sig ind i deres professionelle liv. Nogle er hurtige til at bebrejde sig selv. Andre tøver med at afvise anmodninger om at forelæse eller bidrage til artikler, fordi de tror, at de “skylder” kolleger “tjenester”, og at de risikerer kritik, hvis de ikke leverer. Dette er ofte en arv efter kronisk institutionaliserede overgreb, hvor nogle nedbryder andre frem for at opbygge deres selvtillid og at hjælpe dem med at blive succesfulde kolleger.

 Hvis du oplever dig selv sige “se, det han gjorde var forkert, men hånden på hjertet: Hendes arbejde er alligevel ikke særlig godt” eller “hvis hun var stærk som mig ville hun have forsvaret sig” eller “hvis hun ikke havde noget at skjule, ville hun have protesteret” – så er du selv en del af problemet med overgriberen.

Hvad er så løsningen?

Jeg arbejder med personer, der har problemer direkte og indirekte relateret til en kultur, der trives med overgrebs-praksisser som de fire nævnte. Men vi har brug for en helhedsløsning. Institutionerne må gøre op med de systemiske overgrebsmekanismer, gøre dem synlige og søge løsninger i stedet for at tillade, at det fortsætter.

Vi er fx nødt til at ændre den måde, hvorpå bedømmelsesudvalg sammensættes, og lederstillinger besættes. Pædagogisk etik skal være en del af hver læseplan. Uni-lærere og forskere skal lære, hvad overgreb går ud på – hvordan man spotter det, hvordan man stopper det, og hvordan man protesterer mod det. Og der skal være mekanismer i systemet, så folk kan gøre det ustraffet.

Først der kan vi begynde at udnytte ekspertisen, talentet og det hårde arbejde fra hver enkelt. Institutter og institutioner må spørge sig selv, hvordan det kan ske, og indrømme, at det ikke bare sker ved, at vi prøver at spille gode, liberale frisindede.

FORFATTEREN: K.A. Amienne er consult and coach at Scholars & Writers Consulting.
KILDE: Chronicle of Higher Education, 2. nov.
OVERSÆTTELSE: Jørgen Øllgaard