Forfatterarkiv: admin

Banditadfærd

”Brokkerøve og primadonnaer er jo kendte karakterer i forskerverdenen. Vi kender også alle ”sur gammel mand- eller kone”–attituden. Det er karakterer, som betegner nogle af dem, som udvikler en banditadfærd, der er destruktiv for dem selv og for organisationen. Det er kontraproduktive attituder, som ofte skyldes, at disse personer har været udsat for dårlig ledelse i mange år. Og det er spild, for mange af disse personer er suveræne personer med stort potentiale”, forklarer Søren Barlebo Rasmussen, der har en fortid som institutleder, dekan og ledelsesforsker på CBS . Han er nu selvstændig konsulent.

Barlebo har skrevet en bog om, hvordan god ledelse burde foregå i fagprofessionelle vidensorganisationer som fx universiteter og hospitaler: ”Det haster med at ændre paradigmerne i ledelsestænkningen. Vi kan ikke blive ved at putte med de her problemer om ledelse, inddragelse og strukturer, og bare overlade det til utålmodige djøf’eres management og teknokratstrukturer”.

Dårlig ledelse udløser banditadfærd

Banditadfærd er, når personer kommer for sent og går tidligt. Den højrøstede, der dominerer uden at tage ansvar. Den meget talende med lange anekdoter og udredninger. Den ikke-aktive deltager med korslagte arme og blikket demonstrativt bortvendt. Den som kommer med højlydte mishagsgrynt. Eller den som snakker med sidemanden under møder.

”Og desværre er deres attitude ikke bare destruktiv for dem selv, men også for andre, som heller ikke får mulighed for at forløse deres potentiale. Men adfærden er ikke bare udtryk for personlige fejl eller problemer. Nogle personer markerer sig ved at melde sig ud af fællesskabet eller ved på andre måder at agere negativt. Banditadfærd udløses hos nogle vidensmedarbejdere som en slags negativ overreaktion, når deres enorme indre motivation bliver udsat for et angreb eller overgreb fra omverdenen. Deres ildsjælementalitet, passion og motivation kan ikke realiseres på en konstruktiv måde. De kan ikke længere få deres passion ud på en konstruktiv måde. Og årsagen er altså som sagt ofte et uforløst potentiale, som skyldes dårlig ledelse”.

Se s. 10 i det trykte blad: Dårlig ledelse udløser banditadfærd. INTERVIEW

Mørkelægnings-ministeriet

Tre aktuelle sager nægter ministeriet at give aktindsigt i sagsforvaltning og dokumenter

CASE 1: Dimensioneringskommissorium

FORSKERforum kunne sidste år ikke få aktindsigt i de analyser og beslutningsdokumenter, som ligger bag uni-minister Sofie Carsten Nielsen omdiskuterede dimensioneringsplan. Ministeren hemmeligholder fx kommissoriet for en embedsmandsgruppe, der skulle lave analyser og modeller til sagen. Det rejste spekulationer om dimensioneringen i virkelighed var en spareplan, dikteret af Finansministeriet.

Ministerierne hemmeligholder de analyser og beslutningsdokumenter, som lå bag den plan, som ministeren lagde frem og som skabte store protester hos både universitetsledelserne og Folketingets forskningsordførere. FORSKERforum søgte aktindsigt, men fik kun ekstraherede oplysninger ud af ”sagens faktiske grundlag”, mens alle politisk-økonomiske aspekter var overstreget.

FORSKERforum har klaget til Ombudsmanden over, at ministeriet uden videre mørkelægger alle sagens akter, idet der fx henvises til, at kommissorium for en arbejdsgruppe må betragtes som et selvstændigt dokument, der ikke røber interne, fortrolige oplysninger, men derimod blot lakonisk angiver arbejdsgruppens opgavebeskrivelse og ønsket til det produkt som den skulle stile frem mod (anbefalinger eller forskellige modeller, som ministeren kan vælge mellem).

Ombudsmanden har sendt klagen til kommentar i Ministeriet, som har fået forlænget svarfrist …

CASE 2: Dimensionerings-kontrakter

Efter flere ugers turbulens – og seje forhandlinger hvor ministeren angiveligt selv sad svedende med – landede Ministeren og uni-ledelserne i november en fredsaftale, som i praksis betød, at ministeren fik sin plan igennem og universiteterne fik et forlænget tidsforløb til at indfase konsekvenser. Men ellers var man enige om, at selve aftalens detaljer skulle forhandles videre bag lukkede døre – og det gjorde man så i december.

Ministeriet vil imidlertid ikke rykke ud med resultatet af disse forhandlinger. FORSKERforum har kun kunnet få aktindsigt i en oversigts-statistik fra 11. december (se ill.), som ifølge ministeriet skulle være det eneste foreliggende dokument der vedfører de endelige og konkrete (ramme-) aftaler, som ministeriet har indgået med de enkelte universiteter ang. dimensionering (aktindsigts-anmodning).

Men FORSKERforum er bekendt med, at ministeriet faktisk har udsendt godkendelsesbreve til universiteter, hvor dimensionering af studier er udspecificeret. Men det har ministeriets fortiet, og FORSKERforum har klaget over dette brud på forvaltnings- og offentlighedsloven.

Ministeriel særbehandling af nogle

Når aftaler og godkendelsesbreve er interessante skyldes det, at de kan fortælle, hvilke uni’er og studier, der bliver hårdes ramt af dimensioneringen. Hvordan fordeles ministerens måltal på hhv. 2.972 ba-pladser og 2.250 kandidatpladser? Har ministeriet indgået særaftaler med nogle, fx om biologi-uddannelser?

Har ministeriet givet særbehandling til nogle – fx Aarhus Universitet – ved fordeling af en ny regionalpulje på 300 ba-studiepladser? Den fordeles nemlig klare kriterier – ”som aftales konkret i dialog med ministeriet”, hed det i fredsaftalen.

FORSKERforum er bekendt med, at der endnu ikke er godkendt aftale med Aalborg, for her har farcen med lukning af Hum-Informatiks 190-400 studiepladser betydet særlige overvejelser om dimensionering.

CASE 3: Taxameteranalysen

Ministeren fortalte i december, at en stor analyse af taxametersystemet ville være færdig i ”i begyndelsen af januar”. Men konsulentfirmaet Deloittes deadline 16. januar – det står i kontrakten – blev i al stilhed udsat.

Da FORSKERforum så bad om aktindsigt i Deloittes skriftlige underretning af ministeriet var beskeden, at det ikke var meddelt skriftligt, kun mundtligt.

FORSKERforum spurgte: Er der i overensstemmelse med forvaltningslovens bestemmelser om skriftlighed og arkivering, når konkrete forvaltningshandlinger – en udsættelse af en kontraktlig frist – ikke er meddelt formelt og skriftligt?

”Forvaltningsloven finder ikke anvendelse i det her tilfælde”, lyder svaret fra ministeriet.

SE også s. 5 i det trykte blad: Mystik: Taxameteranalyse udsat.

Gennemsigtighed kræver data

– men hensigten er ikke at lave rankingsystem for uddannelser, forsikrer tjekudvalgets formand: Vi foreslår ikke pointsystem

”Hele sektoren forekommer at være indhyllet i en uigennemtrængelig tåge. End ikke den mest opvakte unge har nogen chance for at sammenligne uddannelser, hvad angår indhold, undervisningskvalitet, studiemiljø, beskæftigelsesmuligheder, og så videre. Der bør skabes en hjemmeside, en app eller tilsvarende, hvor brugernes behov er i centrum. Det skal være meget lettere at sammenligne uddannelser”, lød alarmen i Uddannelsestjekudvalgets pressemeddelelse.

”Kvalitetsudvalget foreslår at der udvikles centrale, målbare og sammenlignelige data om uddannelsers kvalitet og relevans. Med inspiration fra tilsvarende amerikanske dataopsamlinger skal der indgå spørgsmål om de studerendes tidsforbrug på uddannelsen, deres evaluering, løn og beskæftigelsesudsigter, student/lærer-ratio samt uddannelsens omkostninger.

Det fremgår af Uddannelsestjek-udvalgets endelige rapport, hvor der også blev fremlagt et skema med nogle af disse indikatorer.

Sådan et skema kan nemt opfattes som en uddannelses-ranking, men det benægter udvalgsformand Jørgen Søndergaard:

”Kvalitetsudvalget anbefaler ikke et pointsystem! Det er ikke bagtanken, at man skal kunne bruge det til at lave ranking 1-347. Men det er klart, at på de enkelte parametre kan man måle uddannelser op mod hinanden. Men der kan ikke laves en samlet ranking; hertil er kriterierne er for uens, så nogle institutioner lander højt på det ene parameter og lavt på et andet”.

Opbyg målbare informationer

Kvalitetsudvalget siger, at informationen om uddannelsers kvalitet og relevans er for ringe, og den bør være sammenlignelig på tværs af uddannelser. Der bør derfor laves et centralt udviklet og vedligeholdt elektronisk informationssystem, som forvaltninger og studerende kan trække på. Det skal bruges til at kontrollere, prioritere og styre med:

Institutionernes ledelser og politikere har brug for gennemsigtighed: ”Det er svært at forstå, at man kan lede, hvis man for eksempel ikke aner, om de uddannelser, man har ansvar for, er bedre eller dårligere end dem andre tilbyder,” sagde udvalgsformanden. Udvalgets rapport tilføjer, at en øget gennemsigtighed også bør ledsages af en afvikling af de mange ministerielle detailregler, der giver bureaukrati uden at øge kvaliteten – uden at der nævnes konkrete eksempler.

Også det centrale tilsyn med institutionerne skal målrettes på baggrund af målbare indikatorer for kvalitet og relevans. Og indikatorerne skal kunne indgå i Ministerens udviklingskontrakter med de enkelte universiteter, lyder anbefalingen.

Nyt mega-bureaukrati?

Udvalget argumenterer dels med, at studerende skal kunne gennemskue området. Men der er også styrke styringsinteresser bag: Hvis institutionernes bestyrelser skal følge med i og op på de enkelte uddannelsers kvalitet og relevans, er der behov for sammenlignelige data. Kun med sammenlignelige data kan man på et oplyst grundlag opstille krav og mål, som er relevante, klare og meningsfulde i forhold til den enkelte institutions udfordringer.

Det lyder som at der nu skal opbygges et nyt mega-bureaukratisk apparat og hvem skal så stå for og betale det?

”Den opgave og belastning er altså i peanuts-afdelingen. Mange af disse data oparbejdes jo allerede i dag, de skal bare koordineres på en anden måde”, lyder det kontante svar fra udvalgsformanden.

Indfør løbende faglige tjek

Udvalget – som var helt domineret af økonomer – anerkender dog, at nøgletal ikke ”kan indfange alt relevant om

de enkelte uddannelser”. De faglige censor-eksperter vurderer løbende uddannelser, men den eksterne censurs potentiale udnyttes ikke fuldt ud i dag.

Derfor er der også god mening i, at der foretages løbende faglige tjek af de enkelte uddannelser, mener udvalget.

Der skal gennemføres grundige tjek af uddannelserne og det omfatter ikke blot de formelle overordnede læringsmål og læseplaner, som man kan få informationer om på fagenes hjemmeside. Heller ikke besøgsrunder.

Et reelt tjek af uddannelsernes kvalitet kræver derimod indgående kendskab til det faglige niveau i et bredt udsnit af fagene. Det bør gennemføres ved fx at vurdere niveauet i de opgaver, besvarelser og bedømmelser, der indgår i eksamen, foreslår udvalget – uden at nævne de to store kvalitets-sheriffer på området: Akkrediteringsinstitutionen eller Evalueringsinstituttet.

Samtidig må det faglige niveau og uddannelsens relevans vurderes i forhold til, hvad der læres, og hvor meget man lærer på andre tilsvarende uddannelser i ind- og udland, lyder det i udvalgets benchmarking-ambition.

Det fremgår ikke, hvem der skal gennemføre disse tjek.

Akkrediterings-farce: Lukning trukket tilbage

Først lukkede Akkrediteringsråd AAU-informatik pr. telefon for bagefter at genåbne med skinbegrundelser.
En forvaltningsskandale, siger sociologiprofessor.

FORSKERforum BORER

Først lukkede Akkrediteringsrådet AAU’s Humanistisk Informatik med en telefonisk meddelelse til AAU’s rektor.

Rådets drastiske lukningsbeslutning var et sololøb fra rådets side. For rådets politisk udpegede medlemmer valgte faktisk – det sker kun i en ud af hundrede sager – at overhøre den faglige indstilling fra dets forvaltningsorgan (Akkrediteringsinstitutionen), som ikke havde indstillet til det røde lys, men til det gule (”betinget akkreditering”). Rådets begrundelse var angiveligt alarmerende indberetninger fra censorformandsskabet på uddannelsen.

Farce: Lukning – limbo – åbning

Men farcen blev så åbenlys, da rådet dagen efter telefonbeskeden – inden lukningsbeslutning var meddelt og begrundet skriftligt – udsatte lukningen med henvisning til, at rådet havde glemt at undersøge en teknikalitet. Men rådsformanden kaldte dette en ren formalitet, for lukningsbeslutningen stod fast og var definitiv.

I halvanden måned måtte Aalborg så vente i limbo på en beslutning. Og farcen blev så total i januar, da Akkrediteringsrådet i en endelig afgørelse trak lukningen tilbage. Man nøjedes med at uddele det gule kort (”betinget akkreditering”), så uddannelsen får to år til at rette op på censorkritik.

Men farcen sluttede slet ikke her, for Rådet havde slet ikke fået rede på teknikaliteten, nemlig om der var kvalitetsproblemer i både Aalborg- og Københavner-filialerne.

Akkrediteringsråd med skinbegrundelser

Rådet anførte, at censorformandskabet for Informatik-uddannelsen har indberettet, at der er kvalitetsproblemer begge steder. Men det var usandt, for aktindsigt i sagen afslører, at formandskabet slet ikke har udredt teknikaliteten, idet data er destrueret! Formandskabet har derfor heller ikke kunnet dokumentere, hvor mange censorer der faktisk har været meget kritiske.

Og da teknikaliteten således ikke kunne bruges som begrundelse for tilbagetrækningen, opfandt Rådet et nyt figenblad, nemlig at der angiveligt var fremkommet nye oplysninger: ”Forud for rådsmødet har Aalborg Universitet fremsendt afgørende, nye oplysninger, der har været udslagsgivende for, at Akkrediteringsrådet har afgjort sagen med en betinget positiv akkreditering.” (Pressemeddelelse).

Nye oplysninger var slet ikke nye

Men Akkrediteringsrådet fortalte ikke, hvad det var for ”afgørende, nye oplysninger” – og en nærlæsning afslører, at der slet ikke var nye oplysninger. AAU’s høringssvar var nemlig først og fremmest en voldsom kritik af dramatiserende censorformands-indberetninger, som var Akkrediteringsrådets anledning til lukningsbeslutningen.

Senere oplyste rådsformanden så, at de nye oplysninger var, at AAU frivilligt havde indført adgangsbegrænsning, og at det ville betyde et kvalitetsløft, som begrundede, at uddannelsen kunne fortsætte. Men det var også usandt, hvilket spagfærdigt blev bemærket af AAU’s rektor, for det var ikke en ny oplysning; det vidste Akkrediteringsrådet også, da man tog lukningsbeslutningen…

Sociologiprofessor: Forvaltningsskandale

Til historien hører også, at Akkrediteringsrådets underkendelse af den faglige indstilling blev begrundet af en dramatiserende og svagt dokumenteret censorformands-indberetning, konstaterer sociologiprofessor Heine Andersen, som arbejder med forskningsetik og evaluering, og som har sat sig nøje ind i Aalborg-sagens akter og forløb.

Han mener, at rådets forvaltning er en skandale, som burde undersøges nærmere af tilsynsmyndigheden, Universitetsstyrelsen:

”Aalborg-farcens forvaltning ryster endnu engang Akkrediteringsinstitutionens troværdighed. Det er en magtfuld institution. Man laver checkliste- og medieakkrediteringer, man bygger på censor-dokumenter, der angiveligt er destrueret, eller censorsamtaler, som der ikke er referater fra. Og man ændrer afgørelser, uden at man kan se grundlaget for det. Afgørelser er inappellable, og kan ikke indklages,” siger han.

Hvor er retssikkerheden?

Nogle mener måske – især udenfor Aalborg – at der har været kvalitetsproblemer på Aalborg-uddannelsen, og det vil Heine Andersen ikke afvise. Men det retfærddiggør ikke sagens forløb, som han mener, udpeger et alvorligt problem: Kvaliteten i Akkrediteringsinstitutionen og -rådet er ringe og ureglementeret. Og vilkårlighed i forvaltningen sår mistanker om politisering i forvaltningen; uddannelser har ikke retssikkerhed for, at de behandles korrekt.

”Akkrediteringsinstitutionen foretager meget problematiske vurderinger og domme, mens det ikke er åbenlyst, at der er brug for sådan en overdommer, som åbenlyst – jævnfør forløbet i denne sag – fungerer på vilkårlige præmisser. Men skal systemet have sådan en overdommer, så viser sagen igen, at det faglige niveau skal styrkes, bl.a. med flere ressourcer og et (endnu) større bureaukrati. Hvis man ikke lukker institutionen, så burde der i det mindste være klagemuligheder, så uddannelsers retssikkerhed styrkes”.

Akkrediteringsinstitutionen AI blev sidste år kritiseret for at være uprofessionelle og for at politisere, fx da man lancerede et useriøst jobrelevans-kriterium målt på uddannelsers aftagerpaneler. Det kaldte rektorer “forfejlet”, og Heine Andersen kaldte det ”et politiseret budskab på tyndbenet analyse”, hvorefter AI-direktør Anette Dørge gik i flyverskjul.

Dimensionering var en spareplan

– fra Finansministeriet? Ministerierne hemmeligholder modelpapir

Uni-ministerens kontroversielle dimensioneringsplan var slet ikke lavet med det hovedhensyn, at unge ikke skal ende som ”stud.ubrugelig”, som Sofie Carsten Nielsen påstod. Meget indikerer, at der også indgik et stort element af spareplan, dikteret af Finansministeriet.

Ministerierne mørkelægger nemlig de analyser og beslutningsdokumenter, som lå bag den plan, som ministeren lagde frem, og som skabte store protester hos både universitetsledelserne og Folketingets forskningsordførere. FORSKERforum har søgt aktindsigt, men kun fået ekstraherede oplysninger ud af ”sagens faktiske grundlag”, mens alle politisk-økonomiske aspekter er overstreget.

Ministerierne overstreger og hemmeligholder således substansen i kommissoriet for en interministeriel arbejdsgruppe fra Uni-ministeriet/Finansministeriet (18.februar, se ILLUSTRATION). Og på samme måde er substansen overstreget i den plan, som Sofie Carsten Nielsen lagde frem til godkendelse i regeringens Økonomiudvalg (16. sept.). Ministeriet hemmeligholder også det modelnotat, som arbejdsgruppen præsenterede for ministeren.

Aktindsigten afslører, at Finansministeriet var delagtig i planen. Man var repræsenteret ved ministeriets magtfulde afdelingschef Nicolas Lyhne-Knudsen, som sad i styregruppen bag modelanalysearbejdet.

Uni’erne havde mistanken

Dimensioneringsplanen med 2.363 sparede kandidatpladser skabte store protester på uni’erne, fordi den kørte uni-ledelsernes eget forslag til optagsopbremsning over. Og den planøkonomiske tænkning bag planen undrede. KU’s ledelse har således i hele forløbet mere end antydet, at det først og fremmest var en spareplan. Men nogen har tilsyneladende givet KU mundkurv på, for KU’s ledelse har pludselig ingen kommentarer:

”Universiteterne har nu en forståelse med ministeriet om rammerne for en revideret dimensioneringsplan. Der foregår p.t. forhandlinger om udmøntningen. Resten er historie,” lyder den afglidende kommentar fra KU’s vicedirektør, Jasper Steen Winkel.

Men SDU’s prorektor har ikke glemt sin forundring: ”Vi har hele tiden mistænkt, at der lå en kombination af optagsstyring på arbejdsløshedsfag og så sparekrav bag planen. Så det undrer mig ikke, hvis sparekrav har været et kriterium i arbejdsgruppens kommissorium,” siger Bjarne Graabech Sørensen.

”Indikationer på, at der har været sparekrav bag, har været, at det har været et meget lukket forløb ud fra en ultimativ ministermodel, hvis præmisser var uigennemskuelige – og som i øvrigt mest fik opbakning fra arbejdsgiverne i DI! Og ministerens stejle reaktion, da vi protesterede, måtte jo også dække over noget.”

Uddannelsesudvalget: Spis din egen hale…

Beskæring af taxameter skal betale undervisningspulje, som Uni’erne så skal konkurrere om

Uddannelsestjek-udvalget kom med sin anden rapportering i de sidste dage i november. Tjekudvalget pålægger uni-lærerne ekstra krav og opgaver, uden at der følger nye penge med, for forslagene skal realiseres i et nulsumsspil. Rapporten foreslår en kontroversiel omfordeling, så op til hver femte krone tages fra de nuværende taxameterindtægter for at finansiere 1 mia. kroner til en uddannelsesfaglig pulje.

Og uni-minister Sofie Carsten Nielsen (R) klappede allerede dagen efter til ved at bifalde, at taxameterpenge skal i spil. Selv om hun hidtil har sagt, at hun vil afvente en konsulentanalyse fra Deloitte i januar, så er Uddannelsestjek-udvalgets forslag nu anledning til, at hun nu erklærer sig parat til at se på ændringer af taxametersystemet. Selv om udvalget ikke kommer med nye analyser af systemet, siger hun:

”Det kunne godt se ud, som om det ikke var den bedste måde at finansiere kvalitet på. At det ikke nødvendigvis fremmer en kultur på de videregående uddannelser, hvor kvalitet bliver sat højt. Og det går ikke.” (POLITIKEN 25.11).

KU’s prorektor: Spise af egen hale

Uddannelsespuljen skal kunne søges af uddannelser og undervisere i indbyrdes konkurrence til projekter, der skal ”understøtte udvikling og afprøvning af nye tilrettelæggelses- og undervisningsformer”. Her skal institutioner og ansatte kunne søge penge.

Det forslag bliver ikke positivt modtaget på universiteterne, der henviser til, at taxametrene i forvejen er underfinansierede: ”Et nyt nationalt råd skal omfordele bevillinger, som universiteterne allerede har i dag. Det bekymrer mig, hvis underviserne skal bruge tid på at skrive ansøgninger i stedet for at bruge tiden sammen med de studerende,” siger KU’s prorektor Lykke Friis.

Hun siger om forslaget, at hunden fodres af egen hale: ”Kvalitetsudvalget foreslår, at omkring én milliard af statens uddannelsesmidler skal uddeles af et nyt kvalitets- og relevansråd på baggrund af ansøgninger fra de enkelte undervisningsmiljøer. Pengene hentes fra taxametersystemet, og der er således ikke tale om nye penge til styrkelse af uddannelsesområdet. Risikoen er, at der skal ansættes flere administratorer, og at underviserne skal bruge mere tid på at skrive ansøgninger.”

AU’s prorektor: Parallelforskydning

Helt samme melding kommer fra Aarhus’ prorektor: ”Finansieringen skal tages fra noget, som i forvejen hænger dårligt sammen. Undersøgelser viser jo, at taxametrene er underfinansierede, så politikerne må finde en anden finansieringskilde. 1 mia. kroner er altså et stort beløb. Politikerne må finde pengene et andet sted”, siger Berit Eika. ”Det er en skæv tankegang, når udvalget fremstiller uddannelsesbevillinger som noget, der ligner forskningsprojekter, som der kan skrues op og ned for.

Hun kalder det nye råd for en parallelforskydning, når der skal oprettes et nyt uddannelsesråd på linje med Det frie Forskningsråd): ”AU er ikke imod, at der skal afsættes ressourcer til at forbedre undervisningen. Men man tager pengene fra os for at lade underviserne bruge tid på at ansøge om vores egne penge! Det er altså mere hensigtsmæssigt med ubureaukratiske tiltag og stabilitet i u-bevillingerne.”

CBS: Farvel til 50 professorer og lektorer

CBS’ direktion har varslet masseafgang: ”Varsling af påtænkte afskedigelser af større omfang”, som det hedder arbejdsretsligt, når der er tale om en masseafgang på over 30 personer.

Der skal spares 60 mio. kr. Det akademiske personale bliver hårdt ramt, for her skal alene spares 35 mio. på lønnen, svarende til 50 lektorer og professorer o.a. Indtil 21. januar kan der søges om frivillige fratrædelses- eller nedtrapnings-ordninger. Og herefter bliver det klart, om ledelsen supplerer med ufrivillige fyringer. Det blev meldt ud efter et HSU-møde, hvor det ikke lykkedes vip-tillidsrepræsentanten at få udsat ledelsens drastiske spareplan:

”Jeg appellerede til, at ledelsen udskød budgettilpasningen til senere end 2017, og at der blev tæret på egenkapitalen på 170 mio. Hvorfor er netop 170 et helligt beløb, som skal være opsparet?”, forklarer tr’ Ole Helmersen. ”Men ledelsen var urokkelig. Der henvises til, at der er tale om et strukturelt underskud på grund af strukturelle forandringer, som må være på plads inden 2018”.

Ledelsen indrømmer: Fejlvurdering

”Ledelsen er såmænd meget ærlig om baggrunden. Man indrømmer at have fejlvurderet budgetsituationen i 2011 ved at lave et budget baseret på fortsat ekspansion (voksende studentermasse og STÅ-indtægter), så der blev nyansat for mange. Men nu er der stagnation i studentermassen og indtægterne, og så opstår det strukturelle underskud”.

Af det fremlagte budget fremgår, at der afsættes en buffer på +5 mio. til ekstra deltids-undervisere: ”Det handler om, at CBS skal have erstatningsundervisning for de faste lærere, som forsvinder. Og her er ledelsen også ærlig: Man indrømmer, at det betyder et kvalitetsfald på CBS, når forskningsbaseret undervisning afløses af løslæreres …”

Sproginstituttet IBC og politikinstituttet LPF rammes af af de største sparekrav på hver 8 mio. kr. svarende til hver 10 professorer eller lektorer – mere end 10 pct. af det faste personale. Ledelsens kriterier for at pålægge institutkrav har handlet om relativ institutstørrelse, indtjening på undervisning (STÅ-indtægter) og deres strategiske betydning for CBS m.m.

Fyringskriterier og –vilkår forhandles

Hvad angår fyringskriterier vil ledelsen vurdere, hvem der bedst samlet set i personalegruppen kan løse instituttets opgaver. Som personkriterier indgår, hvem der bedst understøtter instituttets strategiske indsatsområder, det strategiske behov for personens kompetencer, evnen til at tiltrække eksterne penge m.m.

Som fyringsvilkår lover ledelsen ”en supportpakke med tilbud om outplacement-forløb”. Fratrædelsesbeløb tager udgangspunktet i funktionærloven (fx 3+6 måneder for folk med mere end 18 års ansættelse) plus hvad der ellers kan forhandles frem individuelt.

Vip-tillidsmanden slutter: ”Vi bebrejder ledelsen, at de ikke så signalet før og bremsede op tidligere. Nu opstår der en panikstemning af frygt og angst, som er ødelæggende for den enkelte og for arbejdspladsen”.

Forskere savner kvalificerede fagjournalister

Fyringen af en journalist på P1 Orientering fik mediepopulær forsker til at lave happening i protest over kompetencetømning i journalistkorpset. Og han får stor opbakning blandt forskerkolleger

Et helt ordinært nyhedsindslag i radioen en onsdag morgen tog pludselig en uventet drejning, da lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen kaprede dagsordenen for at protestere mod fyringen af en DR-journalist.

”Inden jeg svarer på spørgsmålet, har jeg lige en bøn til Orienterings ledelse. Jeg vil bede den om at genoverveje fyringen af Niels Lindvig. Ham kan jeg altså ikke undvære. Han er en af de få tilbageværende udenrigskorrespondenter i Danmark, som ikke bare står og læser op fra topmødeerklæringer, tæller bombenedslag, eller som bare stikker mikrofoner op i hovedet på politikerne,” lød det fra forsvarslektoren, der var blevet ringet op af P١ Morgen for at kommentere Frankrigs deltagelse i luftkrigen mod IS.

For Peter Viggo Jakobsen var den usædvanlige protest reaktionen på en frustration, der har oparbejdet sig over længere tid, over at der i dansk presse er en tendens til, at de specialiserede fagjournalister afløses af generalister, der mere fleksibelt kan flyttes rundt mellem områder og redaktioner.

”Jeg er ved at være træt af, at der efterhånden ikke er mange journalister tilbage med faglig indsigt ud over gennemsnittet. De fleste af de indslag, der kommer i dag, består af journalister, der rejser fra Herodes til Pilatus, og så kan de læse op af en topmødeerklæring og fortælle om deres personlige indtryk nede på gaden,” forklarer han til FORSKERforum.

Blanke journalister skal have fra Adam og Eva

Og det er tilsyneladende en oplevelse, Peter Viggo Jakobsen ikke står alene med. Han har efter udsagn aldrig fået så mange henvendelser fra forskerkolleger og andre meningsfæller, som efter hans lille radioaktion.

”Det er masser af forskere, der har skrevet til mig, at det var super fint, og at de også er frustrerede. Dels folk fra mit eget netværk, men også forskere fra humaniora, fødevarevidenskab og så videre, der alle siger præcis det samme,” fortæller han.

Peter Viggo Jakobsen har med sit speciale i sikkerhedspolitik været en naturlig yndlingskilde gennem flere år, når artikler eller nyhedsindslag handler om konflikter i Mellemøsten, terror eller andre mindre fredelige emner.

For ham gør det en stor forskel, om journalisten, der interviewer ham, har erfaring med området. Men det sker desværre sjældnere og sjældnere, oplever han: ”Hver gang, der sker noget med IS, ringer der en ny, og så er man nødt til at starte forfra med Adam og Eva, og i nogle tilfælde forklare dem, at de ikke fatter, hvad de har med at gøre. Ofte er de dog selv pinligt bevidste om det og siger: Du er nødt til at forklare mig det hele forfra. Men jeg savner dem, der kan gå de to skridt baglæns og fortælle, hvordan det kan være, vi er nået hertil.”

Forskere overflødiggør fagjournalister

Peter Viggo Jakobsen er imidlertid også bevidst om, at han selv som ekspert er med til at udfylde netop den rolle, som fagjournalisterne ellers har på deres arbejdsfelter.

”Det er jo meget billigere for DR, at de altid kan ringe til en ekspert, i stedet for at ansætte en journalist til at fokusere på et område. Så når jeg medvirker, er jeg indirekte med til at fyre Niels Lindvig – det er jeg helt klar over. Skulle jeg gå hele vejen, skulle jeg nægte at udtale mig til DR,” erkender han.

Så langt vil han dog ikke drive sin protest, bland andet fordi formidling til offentligheden er en del af hans jobbeskrivelse: ”Jeg vil gerne bidrage, men det er bare ærgerligt, at det hele skal hænge på sådan en som mig. Jeg forstår ikke, at en public service-institution som DR må skære så meget ned. Med så mange offentlige midler må man i det mindste sørge for en udenrigsdækning af ordentlig kvalitet,” slutter Peter Viggo Jakobsen.

Mediedarling: Mere stof – mindre viden

Oplevelsen af færre journalister, dedikeret til særlige fagområder, går igen hos flere forskere, FORSKERforum har talt med. En af dem er arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra AAU, som medierne er storforbruger af.

”Tidligere havde ethvert dagblad og radio/tv en arbejdsmarkedsmedarbejder. Der var sågar en forening for arbejdsmarkedsjournalister. Men den specialisering er simpelthen gået i opløsning,” fortæller Henning Jørgensen.

Afspecialiseringen står imidlertid i kontrast til, at medierne faktisk bringer mere arbejdsmarkedsstof end nogensinde før, og det går ud over kvaliteten: ”Der bliver skrevet mere og mere om det, og der bliver færre journalister med indsigt og viden på området, så vi eksperter ikke behøver at tage hele ABC’en forfra, når de ringer. Der er selvfølgelig stadig enkelte gode, der ved, hvad det drejer sig om, men nogle gange må jeg sidde i tre kvarter med en ung fyr, der måske lige er blevet kastet videre fra en artikel omkring bortløbne heste.”

Henning Jørgensen vurderer selv, at han bruger mere tid i dag på at servicere medierne. Han skal simpelthen bruge mere tid på at forklare stoffet for uerfarne journalister: ”Det med at skulle forholde sig til journalister, der ikke er inde i stoffet, det kræver ikke bare mere tid, men også mere energi. Også bagefter, når du ser resultatet, som både bliver dårligere forstået og formidlet.”

Arne Astrup: Frygter forkerte udlægninger

Næsten samme vurdering kommer fra en helt anden del af forskningsverdenen, nemlig fedmeforskeren Arne Astrup, der er leder af Institut for Idræt og Ernæring på KU: ”Det største problem med journalister, der ikke har indsigt, er, at man ikke har tid til at tale med dem. For man bruger nemt to timer på at forklare sagen, og så ender det alligevel ofte med en artikel, hvor de har fået galt fat i pointen”.

Astrup havde for nogle år tilbage en episode, hvor en journalist misforstod, hvad han sagde, og endte med at citere ham for, at man bliver fed af sukkerfri sodavand. Selvom historien ligger flere år tilbage, bliver misforståelsen ved med at klæbe til ham.

De senere år har han bevidst trukket sig noget tilbage i forhold til pressen. Blandt andet af frygt for misforståelser: ”De der ultrahurtige og sensationsprægede historier kan man jo ikke tåle. Når først ens citater er på nettet, bliver de jo liggende og følger med en. Så min interesse for at tale med journalister er kølnet en hel del de senere par år. Ofte sender jeg dem videre til mine medarbejdere med en opfordring om at sørge for at være omhyggelige,” slutter Astrup.

lah

Ministeren lobbyist for teknik

– lyder en mistænkeliggørelse af Sofie Carsten Nielsen i den ophedede
debat om hendes adgangsbegrænsnings-plan

Uni-minister Sofie Carsten Nielsen er slet ikke er så uhildet, men derimod er et redskab for ingeniørers lobby-interesser, når hun laver en dimensioneringsplan, som især rammer humaniora. Ministerens plan kan nemlig være et udtryk for realisering af særlige ingeniørinteresser i interesseorganisationen IDA, der repræsenterer tekniske og nat-videnskabelige interesser. Og der er ministeren såmænd ansat, når hun ikke er politiker eller minister…

Den påfaldende forbindelse kan være forklaringen på ministerens plan imod humaniora, mere end antyder professor Per Øhrgaard, KU-Engerom og lektor Lisbeth Verstraete-Hansen, CBS (i læserbrev i UNIVERSITETSAVISEN).

De konstaterer, at ministeren Sofie Carsten Nielsen op til valget i 2011 var ansat som politisk fagchef i IDA, hvor hun (ifølge fagbladet INGENIØREN 03.02.2014) i tæt samarbejde med Frida Frost og hovedbestyrelsen var en væsentlig kuglestøber i IDAs lobbyarbejde med at få uddannet flere kvalificerede folk inden for teknik og naturvidenskab.

De henviser til, at Ministerens dimensioneringsplan med mindre humaniora direkte eller indirekte opfylder et ønske fra tekniske interesseorganisationer om mere teknik. IDA hjalp Ministeren ved at offentliggøre en voxpop i befolkningen, der angiveligt støtter adgangsbegrænsning på ‘beskæftigelsessvage studier’. Og IDAs formand Frida Frost erklærede sig som varm tilhænger af ministerens udspil.

Sofie Carsten Nielsen ansat i IDA

Øhrgaard og Verstraete-Hansen konstaterer: ”Man kunne få den tanke, at det er IDAs politiske målsætninger, der udgør dimensioneringens nulpunkt, det vil sige det punkt, hvorfra ‘kunsten at regne baglæns’ starter. Og at selv nok så saglige argumenter mod planen – uanset lødighed – på den baggrund aldrig vil få vægt”.

Sofie Carsten Nielsen – som kun kan
forsvare sig ved at henvise til sin personlige integritet – har som medlem af Folketinget orlov på 4. år fra job som politisk fagchef i Ingeniørforeningen, IDA. Men hun har svært ved at adskille sit lobbyjob i IDA og sine minister-indsat, lyder det fra de to skeptikere:

”At se uddannelsesministeren – på orlov fra en bestemt interesseorganisation – føre en politik, som tiljubles af selvsamme interesse-organisation vækker bekymring for den demokratiske samtale i dette land. Ikke mindst samtalen om, hvordan vi indretter et uddannelsessystem, funderet på brede samfundsinteresser snarere end særinteresser”.

Medbestemmelses-teater

Ministerredegørelse er uredelig og deprimerende. Minister kaster røgslør ud over udbredt medarbejderkritik, mener videnpolitik-professor

”Ministerens redegørelse er en rituel teaterforestilling, som hun er tvunget til at opføre for syns skyld og mod sin vilje. Den må ikke udtrykke kritik og dermed antyde, at der er brug for lovstramninger, så ansatte eller studerende får redskaber til at kræve reel medbestemmelse. Hendes forestilling er meget selektiv. Redegørelsen bliver derfor også surrealistisk, for dens virkelighedsbeskrivelse er helt anderledes end den virkelighed, vi menige i sektoren oplever…”

Sådan siger sociologiprofessor Heine Andersen om den status over medbestemmelsen på universiteterne, som uni-minister Sofie Carsten Nielsen har oversendt til Folketinget med tre måneders forsinkelse.

”Redegørelsen er uredelig og deprimerende. Ministeren var forpligtet til at følge op på, om ‘universiteterne i tilstrækkeligt omfang’ har sikret mere medbestemmelse til medarbejdere og studerende efter 2011-lovhenstillingen til ledelserne om at gøre det bedre. Men ministerens redegørelse prøver slet ikke at løse den stillede opgave. Hun gennemgår den formelle implementering, men ikke den reelle! Redegørelsen har ingen ambitioner om at identificere eller beskrive de reelle problemer. Den tvistning kaster røgslør ud over enhver kritik.”

Magtarrogance fra et parapolitisk system

”Redegørelsen virker som ren magtarrogance. Ministeren ignorerer fuldstændig den utvetydige kritik af, at medbestemmelsen er blevet ringere i perioden. Det viste en EPINION-undersøgelse og en konference i maj. Det virker, som om der er bred politisk konsensus i Folketinget om, at der skal være formel medbestemmelse til de ansatte, men den behøver ikke være reel – og derfor tillader ministeren at lave en sådan uredelig redegørelse,” siger Heine Andersen.

Han kalder det en tonløs embedsmandsrapportering:

”Det virker, som om universitetssektoren forhandles i et parapolitisk system med embedsmænd og interessegrupper, som har lukket sig om sig selv, som er uimodtagelig for signaler fra omverdenen, og som uanfægtet centralstyrer. Redegørelsen er et godt eksempel på, at systemet gennemfører formelle høringer, men derefter bare filtrerer de ubehageligheder og modsigelser væk, som ikke passer systemet.”

EPINIONS-rapport selektivt gengivet

I maj blev der offentliggjort en EPINIONS-rapport, som fortalte, at de ansatte oplever, at det er gået tilbage med medbestemmelsen siden lovrevisionen i 2011 med henstilling til ledelser og ledere om frivilligt at åbne for mere medbestemmelse. Ledelserne er blevet mindre lydhøre over for medarbejdernes synspunkter, og de ansatte oplever ringere muligheder for “at påvirke ledelsen”.

Men undersøgelsens kritiske hovedkonklusion om, at de ansatte oplever, at medbestemmelsen faktisk har fået det dårligere og ikke bedre 2009-2014, refereres ikke:

”Det er uforståeligt, at ministeren tror, hun kan ignorere den kritik, som er i sektoren. På trods af, at EPINIONS-undersøgelsen var tilrettelagt, så den gav begrænsede muligheder for kritik, fremstod der en umisforståelig og udbredt utilfredshed blandt de ansatte med den måde, ledelserne styrer på.

Også konferencen i maj – hvor EPINIONS-rapporten blev offentliggjort – viste kritik og skepsis over for systemet – tilmed også fra ledelsesniveau – men det reflekteres der heller ikke over i redegørelsen, selv om ministeren selv overværede seancen.”

Ministerens løsning:
Generelle opmærksomhedspunkter

Ministeren udtrykker formel tilfredshed med, at ledelserne ”har implementeret de nødvendige rammer” jf. 2011-lovrevisionen. Redegørelsen eftersøger ikke konkrete problemer, men nøjes med at henvise det videre arbejde til ”gensidig forventningsafstemning”. Og så udnævner hun nogle
”generelle opmærksomhedspunkter”:

  • Gennemsigtighed
  • Kompetencedeling
  • Forventningsafstemning
  • Engagement.
  • Ledelsesudvikling.

”Lige så udmærkede disse elementer er hver for sig, lige så generelle og uforpligtende ’managementagtige’ er de også. Redegørelsen er præget af ulyst til at lave en reel status. Den er så slap, når der slet ikke er en påpegning af, hvad der konkret er særlige problemer, der skal arbejdes videre med,” konstaterer Heine Andersen:

”Det er da lidt uforståeligt, at altimens ministerierne er storforbrugere af konsulentbistand, så har man ikke ønsket at få en ekstern konsulent til at påpege de konkrete problemer i medbestemmelsen.”

Forsøg på at isolere til lokale problemer

Ministerens redegørelse er et forsøg på at isolere problemer til enkelte institutioner, uden at de i øvrigt nævnes, når der står, at oplevelsen af medbestemmelsen “afhænger af den aktuelle situation på de enkelte institutioner”.

”De forskellige input viser, at lokale forhold spiller en væsentlig rolle for, hvordan medbestemmelse og medinddragelse opleves.” (s.24). Og så står der, at der skal arbejdes videre “i den lokale kontekst”.

De formuleringer fortolker sociologiprofessoren sådan: ”Når redegørelsen henviser til lokale forskelle, så er det et forsøg på at isolere problemer til enkelte institutioner, uden at det nævnes, hvem det er! Der siges også, at loven er god nok i sig selv. Det er kun en lokal rektor eller en lokal implementering, der har været lidt problemer med, måske i Aarhus? Med den drejning, så bliver det generelle problem forbigået, og det er der slet ingen grund til. Jeg skulle hilse at sige – sammen med mange andre KU’ere, som har ytret sig – at medbestemmelsen på KU altså ikke har det vidunderligt.”

Konsensus-terminologi

En anden afglidende formulering i redegørelsen er, ”at det ikke er muligt at drage en entydig konklusion”, og hertil siger Heine Andersen:

“Der konkluderes i konsensustermer, dvs. at hvis der fremstår kritik af medbestemmelsen fra de ansatte på den ene side og tilfredshed med den enstrengede beslutningsmagt på den anden, så går tingene lige op. Men det er jo ikke en måde at neutralisere problemer på, for det er jo netop dem, politikerne skal tage stilling til. Ministeren skal jo forholde sig til de faktiske forhold og modsætninger, som det så er de politiske aktørers opgave at uddrage en konklusion på. Men her undlader man helt at opstille dilemmaer og konflikter-”

Universiteterne = topledelsen

Heine Andersen påpeger, at der er en grundlæggende, begrænsende præmis i Uni-lovens enstrengede og topstyrede struktur. Når ministeren fx spørger om høringssvar, så er det bestyrelsens eller rektors vurdering, der kommer ind. Og når ministeren laver redegørelser om medbestemmelser, så er det igen ledelsernes meninger, som styrer fremstillingen.

”Fremstillingen er konsensusagtig og konfliktløs, for universitetet fremstilles som en homogen enhed uden interne modsætninger. Og Uni-loven gør, at fællesmængden er adækvat repræsenteret af topledelsen. ’Universitetet’ bliver reelt synonymt med ’topledelsen’, for det er jo den faktiske magt til at beslutte, hvad der defineres som virkeligheden på universiteterne. Måske er politikerne i bund og grund ligeglade med, hvad de menige mener,” siger han.

Men en sådan konsensusfremstilling er i fundamental modstrid med, hvad der definerer et universitet, mener sociologiprofessoren: ”Universiteterne er ikke en konsensusforsamling, men derimod et sted, hvor vurderinger frit og åbent kan brydes. Det er et pluralistisk sted med mangfoldige og ofte modsatrettede vurderinger, som frit og åbent lægges frem og diskuteres. Når det sovses ind i konsensus-fremstilling, er det at gøre vold på det klassiske universitet”.

Radikal minister?

”Ministerens redegørelse er deprimerende, fordi den ikke tager fat på reelle problemer. Og det er demotiverende og svækker engagementet hos de ansatte. Hvorfor skal man engagere sig, hvis man ingen indflydelse har? Så hellere passe sin atomiserede forskning,” siger han.

”Det er uforståeligt, at ministeren er så systematisk uinteresseret i at undersøge problemer. Hun må da vide, at det er helt i strid med traditionel radikal politik, som jo sætter demokrati og medborgerindflydelse højt. Og De Radikale var da også imod Uni-loven i 2003 på grund af dens topstyrede ledelsesstruktur.

Ministerens redegørelse for folketinget: Status på medbestemmelse og medinddragelse på universiteterne (oktober 2014).