Forfatterarkiv: admin

Esben Lunde taget i CV-fusk

– brugte norsk finte for at komme udenom det danske akkrediteringssystem

2. UDGAVE MED RETTELSE. Danmark har fået den første uni-minister med en ph.d.-grad. Men Esben Lunde Larsens CV er fusk. Han fortier oplysninger, og hans eksamensstempler er tvivlsomme. Han snød nemlig de danske akkrediteringskrav ved at bruge en norsk finte – en ”diplomagent” – til at få sine danske bachelor- og kandidatgrader ad bagdøren.

Det dækkes der over i Ministerens folketings-CV, som er Esben Lundes oplysninger om sig selv. Her står, at han har studeret på KU fra 2001-2008 (jf. kopi ovenfor). Men han blev først indskrevet på KU i 2006, afslører aktindsigt, som FORSKERforum har fået.

Usandheden dækker sandsynligvis over, at Esben Lunde ikke vil have frem, at han 2001-06 gik på det højreligiøse og sekteriske Bibelinstituttet i København – hvis fundament i øvrigt harmonerer med Ministerens tiltrædelseserklæring om hans tro på skabelsesberetningen.

Men den lille usandhed er ikke den eneste. Ministeren giver også modstridende forklaringer, da FORSKERforum spørger nærmere ind til hans studieforløb.

Norsk diplomfabrik

Esben Lundes meritter er opstået i et smuthul. Hans akademiske meritter er angiveligt legaliseret hos det danske Bibelinstituttets norske agent, MHS Misjonshøgskolen i Stavanger.

Den blåstempling var helt legal, mener Ministeren ”faktuelt” – via sin spindoktor – for han blev ikke undervist af det danske Bibelinstituttet: Han var indskrevet på den norske Misjonshøgskolen i perioden 2001-06. MHSs undervisning foregik godt nok fysisk i Bibelinstituttets lokaler i København, men selve undervisningen foregik i MSHs regi og ikke i Bibelinstituttets.

De strider imidlertid mod oplysninger, Esben Lunde har givet andetsteds om, at han ”sideløbende med den politiske karriere har … studeret teologi ved Københavns Universitet og Dansk Bibel-Institut” (Indre Missions Tidende 2012).

Esben Lunde: Meritter fra Norge

Henvisningen til Bibelinstituttet er penibel for en uni-minister. Det er nemlig en privat uddannelse uden akkreditering i Danmark, oplyser det danske Akkrediteringsinstituttet, som ikke vil røre ved Bibelinstitutettet. Men det fintede Esben Lunde sig udenom med den norske finte.

Esben Lunde oplyser nemlig ”faktuelt”: Han blev indskrevet på MSH i 2001-06, og her fik han norske eksamensstempler på bachelor-niveau. Disse stempler blev senere merit-godkendt i KUs teologiske studienævn, både til hans ba- og hans kandidat-grad.

Men at hans ba-undervisning foregik i 2001-06 og at hans KU-meritgodkendelse foregik i 2007, harmonerer ikke med, at Misjonshøgskolen først opnåede norsk akademisk ba-akkreditering i 2008 (iflg. MHS’s hjemmeside). RETTELSE: Forkert oplysning om MHS’ akkreditering. MHS var akkrediteret fra 2002. FORSKERforum beklager!

FORSKERforum spurgte: Mener Ministeren, at det er i orden, at det danske akkrediteringssystem – som ikke vil akkreditere Bibelinstituttet – kan snydes af udenlandske diplomagenter?

Og igen – via spindoktoren – benægtes relationen til Bibelinstituttet: ”Det har Ministeren ingen kommentarer til, da han ikke har studeret ved Bibelinstituttet” (citat: Ministerens spindoktor).

Se s. 3: Fantomstudenten Esben Lunde i det trykte blad

Piratuddannelse…

Esben Lundes meritter stammer fra i et smuthul: Bibelinstituttets norske diplomagent

At Esben Lunde Larsen har hentet sine bachelor-meritter via et privat, højreligiøst uddannelsessted – og ikke på et dansk akkrediteret – genopliver et lurende systemproblem. Han har fået sine meritter via en dansk piratuddannelse på teologiområdet.

Det handler om, at Menighedsfakultetet og Bibelinstituttet ikke er akkrediteret i Danmark. De kan ikke udstede bachelor-beviser til sine studerende. Det har man omgået ved at bruge en norsk diplom-agent.

Det er en varm kartoffel i uddannelsessystemet, som universiteternes teologi-studierne i Aarhus og København har behandlet pragmatisk i korridoren. Konflikten udspringer af EU-regler om, at der skal åbnes for private uddannelser og det har givet plads til uautoriserede aktører.

Teologiske tvister om legalitet

Men i Danmark ligger der også en teologisk tvist bag. De to danske piratuddannelser udspringer af Indre Mission. Her undervises konfessionelt og fundamentalistisk (”biblen er skrevet af Gud med ført hånd for evangelisten Johannes”), og man vil ikke anerkende kritiske bibelstudier som på de teologiske fakulteter. Derfor kalder man sine privatuddannelser for ”et supplement til” de statsligt akkrediterede uddannelser.

Man har været i åbenlys konflikt med den danske folkekirke, fx med daværende kirkeminister Birte Rønn Hornbeck, som ikke kunne acceptere privatuddannelsernes afvisning af på kvindelige præster.

Men de privatstuderende har haft et problem, nemlig at de gerne vil have legaliserede ba-meritter for at kunne komme ind på universiteternes kandidat-uddannelser.

Menighedsfakultetet hentede denne legalitetet hos University of Wales, som er et virtuelt universitet, der dog mistede sin engelske akkreditering i 2011 efter en række kritiske BBC-udsendelser og efter at den statslige QAA-kontrol groft sagt konstaterede, at det var en ”diploma-mill” uden kvalitetskontrol af udenlandske studerende. Menighedsfakultetet flyttede derefter sine ba-stemplinger til Sydafrika.

Det danske Akkkrediteringsinstituts formand Søren Barlebo lovede at tage problemet op i 2016, men han er siden afgået. (Se ”Fupakkreditering ophører i 2016”, FORSKERforum sept. 2011).

SU-styrelsen modsiger Esben Lunde

Bibelinstituttet har haft andre ”samarbejdspartnere” for at få legaliseret sine privat-­uddannelser. Her har man søgt til det norske ”Fjellhaug International University College” og til MHS, ”Misjonshøgskolen i Stavanger ”, som i 2008 blev akkrediteret af de norske myndigheder. Og det er herfra, at Esben Lunde hævder han har fået sin uddannelse, og ikke fra Bibelinstituttets lærere.

Men de danske SU-myndigheder er faktisk meget uenige i med den nuværende uddannelsesministers udlægning. SU-styrelsen mener groft sagt, at den norske finte via MSH er en skin-konstruktion. Styrelsen har afvist, at danske studerende på Bibelinstituttet / Misjonshøgskolen kunne få SU, dels fordi uddannelsen var norsk akkrediteret og delvis administreret fra Norge. Dels fordi Bibelinstituttets og Misjonshøgskolens hjemmesider viste så stort sammenfald, der var lokalesammenfald samt ”et betydeligt omfang af ledelses- og personalesammenfald” mellem dem. Hermed var de danske krav om klar adskillelse af faglighed og religiøsitet ikke er overholdt. Og fordi der ikke er brug for Bibelinstituttets uddannelser med offentlig støtte, fordi universiteternes teologi-uddannelser opfylder de eksisterende teologiske behov (SU-styrelsen 2013).

Minister skrotter taxametersystemet

– uden at fortælle, hvorfor det ikke fungerer. Han narrede Folketingets ordførere til at klappe ad sin plan

Taxameter-systemet skal skrottes og erstattes af nye tilskudssystem, lød meldingen fra uni-minister Esben Lunde Larsen i starten af oktober: Et nyt system skal i højere grad understøtte høj kvalitet i uddannelserne, være jobrettet og regionalt bredt ud. Og for at understøtte sagen offentliggjorde ministeren en ”omkostningsanalyse” fra konsulentfirmaet Deloitte.

Og den lancering hoppede stort set alle Folketingets partier på. Fra Liberal Alliance til SF meldte de straks ud med positiv opbakning til reformen. Politikerne holdt sig til myten om, at taxameter-systemet tilskynder institutionerne til masse-optag, kassetænkning og ikke til kvalitet.

Men de blev snydt af Esben Lundes ministeriums finurlige spin, for de fik ikke forelagt dokumentation på, at systemet ikke fungerer.

Politiken hoppede på ministerens spin

Det blev elegant undgået med det spin-trick at frigive ”omkostningsanalysen”. Men den analyse er et selektivt, teknisk uddrag af en hovedrapportering fra konsulentfirmaet Deloitte.

Politikens journalister – som fik nyheden på forskud af Esben Lundes spindoktor, som er eks-journalist på Politiken – hoppede på skinmanøvren, for avisen fik Folketingets uddannelsesordførere til at hoppe i, så de bakkede op om revision, uden forbehold: ”Der tegner sig et klart politisk flertal for at ændre måden, uddannelser i de sidste 20 år har fået tildelt penge på,” lød klarmeldingen.

Kun studenterne i DSF holdt hovedet koldt og kaldte annonceringen af et nyt tilskudssystem for hult, alt imens regeringens grønthøster er det egentlige problem. Rektorerne blev ikke spurgt eller ville ikke udtale sig.

Ministeren havde fået lagt sit spor for sit politiske opgør med taxameter-systemet og åbnet døren til et mere politiseret tilskudssystem.

Hovedrapport hemmeligholdes

Ingen større medier har siden spurgt til hovedrapporten fra Deloitte – den ”taxameter-rapport”, som FORSKERforum forgæves har søgt aktindsigt i gennem otte måneder. Og tvivlen om dens eksistens er derfor så stor, at selv Rektorkollegiets formand er i tvivl om, hvorvidt den faktisk findes, da FORSKERforum spørger ham:

”Lige nu forholder vi os til det offentliggjorte materiale i ‘omkostningsanalysen’. Men det er klart, at vi er interesseret i at se en mere fyldestgørende rapport, hvis denne er udarbejdet, men det er vi ikke bekendt med,” svarer rektortalsmand Anders Bjarklev.

Men der findes en hovedrapport, for FORSKERforum har fået afslag på at få udleveret ”Deloittes taxameter/omkostningsanalyse”: ”Ministeriet kan … ikke imødekomme din ansøgning om aktindsigt” (afslag 9.oktober).

Rektorerne: Hvor er dokumentationen?

Af den fremlagte pixi-udgave – ”omkostningsanalysen” – indgår ingen dokumentation for problemer med taxameter-systemet. Og rektorerne har ikke fået forelagt dokumentation på, at taxameter-systemet ikke fungerer, og hvorfor det bør erstattes af et andet tilskudssystem:

”Nej, universiteterne har ikke set dokumentation, som viser, at det nuværende taxameter-system svækker kvaliteten af uddannelserne,” fortæller Bjarklev.

Uni-rektorer har derimod hidtil støttet taxametersystemet som det mindst ringe i mangel af bedre, fortæller Bjarklevs forgænger, Jens Oddershede: “Taxameter-systemet blev indført i 1993 som et objektivt bevillingssystem, der gav forudsigelighed og motiverede til at få de studerende igennem eksamen. Der er lavet 3 analyser af systemet i min tid, og ingen kunne foreslå noget bedre. Men jeg kender da godt myten om, at det fremmer kvantitet, fordi nogle lader studerende bestå eksamen. Og det er åbenbart den problematik, som nu sætter den politiske dagsorden”. (Oddershede var SDU-rektor 2001-14 og fmd. for Rektorkollegiet 2005-14).

Hovedproblem: Underfinansiering

Den frigivne pixi-rapport er selektiv. Den undgår behændigt at omtale og analysere taxametersystemet og -størrelser direkte. Det skyldes sandsynligvis, at dette hemmeligholdte stof er ubekvemt for ministerens skrotningsprojekt.

Men pixi-udgaven af Deloitte-rapporten kan ikke skjule, at et hovedproblem i dag ikke er taxameter-systemet, men at stort set alle uni-uddannelser er underfinansierede. Det mener rektorerne da også er hovedkonklusionen i den selektive omkostningsanalyse:

”Min opfattelse er, at rapporten gentager den kendte pointe om, at uddannelserne er underfinansierede. Det er ikke overraskende. Universiteterne er ved at forberede tekniske kommentarer til rapporten, og disse kender jeg ikke på stående fod.”

Det fremgår fx af omkostningsanalysen, at humaniora er suverænt ringest finansieret. Hum’s uddannelsesomkostninger er 72.000 kr./stå, men får i grove tal kun 44.300 kr. i taxameter). Og Bjarklevs eget DTU har den bedste økonomi pr. studerende.

Et farligt spor: ’Hvad er kvalitet?

Ministerens motiv til at hemmeligholde Deloittes hovedrapport er angiveligt – jf. pressemeddelelse 2.oktober – at ministeren ikke mener, at Deloittes kortlægning kan bruges til at lave et nyt tilskudssystem, fordi ”det er meget vanskeligt at sammenligne omkostningerne til videregående uddannelse på tværs af institutioner og uddannelser”.

Men ministerens skrotning er en farlig vej, mener en anonym rektor:

”Der lægges et spor ud, som gør taxameter-systemet og ikke underfinansiering af sektoren til hovedproblemet. Taxameter-systemets objektivitet opvejer svaghederne. Nu åbnes der op for at indføre et nye styringsredskab med meget vilkårlige kriterier. For hvad er ’kvalitet’ og ’erhvervsrelevans’? Hvem skal fastlægge det? Politikerne? Erhvervslivet? Andre? Og skal det løbende forhandles og revideres?”.

Politisk arbejdsgruppe lægger politisk spor

Pixi-udgaven af rapporten henviste til konsulentfirmaet for uddybning af nærmere tekniske oplysninger. Men da FORSKERforum spurgte til mere teknik – herunder taksameterstørrrelser – henviser konsulenten til ministeriet,”fordi der er en igangværende afklaringsproces om omkostningsanalysen med inddragelse af arbejdsgrupper”.

Ministeren har sendt ”omkostningsanalysen” i høring på institutionerne.

Og næste trin foregår så i to arbejdsgrupper, hvorfor der er stor spænding om deres sammensætning. Den ene er en tværministeriel ”teknisk” embedsmands-arbejdsgruppe og her vil Finansministeriet sidde med, for hele øvelsen skal være ”omkostningsneutral”.

Og så skal der parallelt være en politisk sammensat arbejdsgruppe ”bestående af repræsentanter for uddannelsessektoren og erhvervslivet”. Dens sammensætning afventes med stor spænding i rektorkredsen, for her bliver der lagt konkrete spor for de politiske kriterier i den nye model.

De to arbejdsgrupper skal med afsæt i ”omkostningsanalysen” lave forslag til en ny fordelingsmodel. Det nye system skal fungere fra finansåret 2018.

Politikerne er bange for de studerende

De tør ikke røre SU’en, men gerne uddannelserne…

Regeringens grønthøster har kastet interessen på alternative sparemuligheder – og flere aviskommentatorer har sat fokus på de penge, der går i de studerendes lommer: SU’en.

De studerende bliver godt nok straffet på deres SU, hvis de ikke lever op til fremdriftsreformens krav om kortere studietider. Men SU undgik beskæringer i denne finanslov.

Dermed fortsætter en udvikling, der har stået på i en årrække, hvor forskellen mellem de beløb, der gives den studerende i form af uddannelsestilskud og SU, hvert år har rykket sig til fordel for SU’en. SU-udgiften pr. studerende har været konstant helt frem til i år. Herefter vil den begynde at falde, grundet SU-reformen vedtaget i 2013 – men stadig ikke i takt med faldet i tilskud til selve uddannelserne (Indeksering af tallene, FL2016).

Men hvorfor har politikerne ikke fokuseret på dette? Er de bange for at blive straffet af den store vælgergruppe, studenterne?

Forslag: En cafe latte mindre i SU om ugen

Paradokset blev for nyligt påpeget af CBS-professor Niels Bjørn-Andersen, der i en kronik i Politiken opfordrer til, at man i stedet for de foreslåede 2-procentsbesparelser på uddannelserne sparer 2 procent på SU. Et beløb svarende til lidt over 100 kroner om måneden for en studerende, eller – som Niels Bjørn-Andersen bemærker det – en cafe latte om ugen.

Forslaget blev i øvrigt grebet af analyseredaktør Poul Aarøe Pedersen på Politiken. Han kaldte Bjørn-Andersens forslag ”så smukt og originalt, at enhver med et progressivt sindelag må have ønsket at finde på det selv.”

SU’en blev som sagt reformeret ved et forlig i 2013. På det tidspunkt blev SU’en prisreguleret efter en sats, der var højere end eksempelvis den, dagpengene blev reguleret efter. Det blev korrigeret ved reformen, der trådte i kraft 1. juli 2015, hvor også SU’en for hjemmeboende blev sat ned.

Venstres forhold til de studerende

Men forslaget om at finde de aktuelle besparelser i de studerendes SU i stedet for på deres uddannelser finder ikke nogen resonans hos regeringen. Det fastslår Venstres ordfører for uddannelses- og forskningspolitik, Anni Matthiesen.

”Det er ikke noget, der ligger i Venstres ønsker her og nu, at der skal forhandles en ny SU-reform,” siger hun til FORSKERforum.

Hvad mener Venstre, de unge har mest gavn af – uddannelseskvalitet eller penge i hånden?

”Det er et vanskeligt spørgsmål, men jeg vil mene, at begge ting er vigtige. Ingen tvivl om, at kvalitet i uddannelsen er meget vigtigt.”

Er det så ikke en forkert prioritering, at man sparer på uddannelser, men ikke tilsvarende på SU’en?

”Jeg vil ikke udelukke, at man på et tidspunkt skal overveje at have den anden del ind over. Men nu er det første gang, institutionerne bliver udsat for omprioriterings-bidraget. Derfor er det realistisk, at de godt kan fastholde kvaliteten. Mange andre områder har været det her igennem. Selvfølgelig er der en smertegrænse. Men her og nu er jeg ikke bekymret.”

Hvad vil konsekvensen være af at nedsætte SU’en med 2 pct.?

”Det tør jeg ikke sige. Det ville være gætteri. Og jeg ønsker ikke, vi får den diskussion nu. Den har vi udelukket.”

Fordi det strider mod Venstres ideologi, eller fordi det ikke er politisk farbar vej?

”Begge dele. Når man åbner den slags diskussioner… så skal man have gennemarbejdet det, for ellers kommer man på glatis.”

Tænker ordføreren her på de studerendes reaktioner?

”Ja, men rent værdimæssigt er der også nogle ting for mig i det her. Jeg vil godt sikre mig, at alle unge har mulighed for at tage en uddannelse, uanset hvilke kår, man kommer fra,” siger Anni Matthiesen.

Studenterne: ikke enten-eller

289-studerendes-suOg Anni Matthiesen har ganske ret, når hun antager, at de studerende vil reagere skarpt over for nedsættelser af SU’en. DSF-formand Yasmin Davali afviser enhver snak om lavere SU.

”Selvfølgelig skal vi have kvalitetsuddannelser. Men har man ikke økonomisk mulighed for at tage en uddannelse, så kan det være lige meget. Så præmissen om, at man bare kan tage det ene sted og lægge pengene det andet, køber jeg ikke. Det er ikke en enten-eller-diskussion. Det er nødt til at være både-og,” siger hun.

Vil det have konsekvenser, hvis man skærer SU’en to procent – svarende til lidt over 100 kroner om måneden?

”Ja, selvfølgelig vil det betyde noget, hvis man skærer i SU’en. Det vil komme oven i, at SU’en nu i forvejen bliver reguleret lavere. Spørgsmålet er, om man vil have et uddannelsessystem med lige adgang for alle. Ellers kan man jo bare rykke procenter og frem og tilbage og så vente ti år og se, hvad det kommer til at betyde. Men jeg tror ikke, det gør noget godt,” siger Yasmin Davali.

CBS-professor: Studerende pakket ind i vat

Når Niels Bjørn-Andersen foreslog at skære i SU’en frem for i uddannelsestilskuddet, er det ikke kun for besparelsens skyld. Han antyder også, at en høj SU kan være med til at demotivere danske studerende og henviser til, at han som underviser i udlandet oplever større arbejdsmoral, selvom man her får mindre eller ingen støtte.

”Har vi fået pakket vores studerende for meget ind i vat og bomuld, og er de blevet forvænt med, at de stegte duer bare kommer flyvende, uden at man skal gøre alt for meget?”, skriver han i sin kronik.

Heller ikke her er der meget forståelse at hente hos Yasmin Davali.

”Jeg oplever ikke, at de danske studerende skulle mangle motivation. Og jeg synes i det hele taget ikke, det er særlig seriøst med en forsker, der udtaler sig på baggrund af sin egen mavefornemmelse. Hvis man synes, de danske studerende ikke er motiverede nok, skulle man måske overveje, om det kan hænge sammen med uddannelseskvaliteten: Er der undervisningstimer nok? Er der rum til varierede undervisningsformer? Får vi feedback, der får os skridtet videre?”.

Motivationsforsker: Ydre vs indre motivation

Bjørn Friis Johannsen er postdoc ved Institut for Naturfagenes Didaktik ved KU og har skrevet ph.d. om studerendes frafald og vedholdenhed. Han anerkender, at Niels Bjørn-Andersen har en pointe, når han sammenkæder motivation og SU.

”Man sondrer mellem ydre og indre motivation. Og ja, det kan være rigtig effektivt at true folk med bål og brand eller ved at tage deres mad fra dem. Men det kommer der bare ikke god kvalitet ud af. Hvis man gerne vil have, de skal fordybe sig og tage ansvar for egen uddannelse, så er det den indre motivation, man skal have fat i, og det er et spørgsmål om pædagogik og tilrettelæggelse af indhold,” siger Bjørn Friis Johannsen.

I forholdet til konsekvensen af en lavere SU henviser han til erfaringer, der blev gjort i Norge efter deres SU-reform i 2002.

SU – den danske model

”Man kan se SU’en lidt som den danske model: De studerende har et sikkerhedsnet, der gør, at de kan tage nogle chancer med vores uddannelse. I Norge blev det sådan, at studerende fra lavere sociale lag blev mindre risikovillige i forhold til det at tage en lang uddannelse. Og måske også dem, hvor forældrene ikke er akademikere og kan fortælle, at de bare skal tage det roligt og prøve sig frem,” siger han.

Men diskussionen om, hvor pengene gør mest gavn, er kompleks. For besparelser på uddannelsestilskuddet har nemlig også en social slagside, mener Bjørn Friis Johannsen.

”Noget, der virkelig batter med hensyn til at bryde den sociale arv på universitetet, er sådan noget som feedback. Dem, der har baggrund og netværk, som de kan snakke med om, hvordan man går på universitetet, kan jo altid gøre det. Men de andre har mere brug for den feedback. Men feedback kan være noget af det første, der forsvinder i en sparerunde, og det tror jeg så også vil have en social slagside.”

lah

Her skulle have været et interview med uni-minister

ESBEN LUNDE LARSEN,

men han vil ikke interviewes af FORSKERforum

Da Esben Lunde Larsen var opposisionspolitiker, ville han ikke interviewes af FORSKERforum, fordi bladet havde afsløret fusk i hans CV. Og for anden måned i træk afviser han nu at blive interviewet som minister. Ministeren har ikke tid, meddeler hans presserådgiver.

Ministeren har dog haft tid til interviews med mange andre medier i den seneste måned: Ritzau, Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Weekendavisen, Herning Folkeblad og Jydske Vestkysten, TV Midtvest og andre tv-stationer, Videnskab.dk, KUs Universitetsavisen, Magisterbladet.dk m.fl.

Ministerens opførsel er i strid med ombudsmandens henstilling om at medier ikke må forskelsbehandles af myndigheder.

1. I august havde Ministeren angiveligt ikke tid til at stille op til interview. Han ville dog gerne svare på skriftligt indsendte spørgsmål (14. august).

2. Anmodning om interview i september blev afvist: ”Ministeren takker for henvendelsen, men takker nej tak til interview eller kommentarer” (14. sept.).

FORSKERforum havde skriftligt angivet stikord på, hvad interviewet ville handle om, fx

  • om besparelser fastholdes i hans revision af studiefremdrifts­reformen
  • om ministeren fortryder sine udtalelser om ”kornfede” og
  • om ministeren fastholder sin garanti om, at forskningen friholdes fra besparelser på FL?

Forskningsmagtens sociale fællesskab

Eliten bor i 2900 Hellerup og nordpå. Og de har fællestræk på uddannelsesbaggrund, livsformer og blik på verden, konstaterer sociolog

”De mest centrale personer i forskningsfondenes pengenetværk, som FORSKERforum har kortlagt, er ikke professorer eller lektorer, men derimod en lukket gruppe bestående af erhvervsfolk, økonomer med forvaltningsmagt, forskere fra anvendte tekniske og naturvidenskabelige områder, som danner en snæver elite – og som også har fælles sociale træk”, forklarer sociolog Christoph Ellersgaard, som stod bag en meget omtalt magt-netværksanalyse, der udpegede den danske magtelites 423 magtpersoner.

”De fælles sociale træk for forskningspengenes elite er påviseligt, at de klumper sig sammen i ’subkulturer’ eller ’parallelsamfund’ efter bosted. Det betyder, at de sandsynligvis deler præferencer og livsformer. Det er et fællesskab om et elitært, bestemt blik på verden, som kan være demokratisk betænkeligt, for det prioriterer noget bestemt og fravælger noget andet. Og det er slet ikke ligegyldigt, for disse personer har jo hver for sig og sammen stor indflydelse på fordelingen af forskningsmidler og dermed, hvad der forskes i”.

Det siger sociologen på baggrund af FORSKERforums studie i, hvor de 30 mest magtfulde i forskningspengenes magtværk bor og hvad der er deres uddannelsesbaggrund. (Registreringen udpegede 75 magtpersoner med relation til de 13 største forskningsfonde (FORSKERforum 287/september)).

Bosted: 2920 Charlottenlund

FORSKERforums oversigt fortæller, at over halvdelen af forskningsfonds-pengeeliten bor i de eksklusive eller højstatusområder: Ti i Københavner-eliten er bosat i postnumrene 2900-2970 fra Hellerup og nordpå – påfaldende mange i 2920 Charlottenlund. 4 andre er bosat andre steder nær på (Birkerød eller Lyngby. Fire er bosat i København C eller Frederiksberg.

Ti er bosat i provinsen – typisk lokale rektorer eller professorer (3 ud af 4 i Århus C eller Højbjerg).

Ellersgaard forklarer mønstret: ”Forskningsmagtens sociale mønster ligner vores hovedanalyses magtelite – kernen af magtnetværket – på 423 personer fra erhvervslivets top, politikere, embedsmænd og fagbevægelsen m.fl. – men forskningsfondseliten er lidt mindre københavnertung end vores hovedanalyses, hvilket afspejler, at universitetsmiljøet er en så tung statslig institution, at det faktisk kan tiltrække elitefolk, som så klumper sig i provinseliternes favoritområder omkring de øvrige universitetsbyer”.

Eliten søger og vælger fælles subkultur

”De 30 fra forsknings-fondspengenes elite klumper sig sammen i ’subkulturer’ eller ’parallelsamfund’, hvis man ser på deres boligvalg. Det understreger ikke bare, at de tilhører eliten, men at de selv er klar over det og aktivt vælger at søge sammen med andre fra elite-folk. Som del af overklassen bosætter de sig sammen med andre fra overklassen”.

For overklassen er områderne fra Hellerup og nordpå populære i magteliten: ”At så mange i magteliten vælger Charlottenlund kan ikke kun skyldes den smukke natur. Områderne i Brønshøj omkring Utterslev Mose er da også naturskønne, men her bor ingen fra eliten. Lyngby-motorvejen danner også et tydeligt skel, for kun ganske få har slået sig ned på vestsiden. Og generelt er elitens boligområder uden etageejendomme”, konstaterer Ellersgaard.

”Det fortæller, at medlemmer af magteliten med meget høje indkomster i forhold til befolkningen er villige til at betale for at bo tæt ved hinanden og tage del i den livsform, som Nordsjællands mest eksklusive kvarterer giver adgang til. Vores hovedanalyse peger entydigt på, at for erhvervseliten – med den stærkeste privatøkonomi – er det næsten nødvendigt at bo her, og det sætter nogle standarder”.

Et skjult netværk uden de officielle

”Når man så bevidst klumper sig sammen i eliten fortæller det jo, at der er noget i spil. Folk der bor i samme områder deler oftere de samme præferencer og livsstil. De bor op og ned ad hinanden og løber ind i hinanden hos bageren på Jægersborg Alle, på Rungsted havn eller på Frederiksbergs villaveje …”, forklarer han.

”Der er altså et uformelt netværk udenfor det, vi kender (vores netværksanalyse fortæller jo kun om de registrerede organer og netværk). De har relativt ens livs- og boforhold. Nogle har uddannelser til fælles. De mødes og kender hinanden – måske tilmed privat. Det betyder – alt andet lige – at de også tenderer til at ligne hinanden, såvel i livsstil som i livsanskuelser og i verdensblik.

Ellersgaard har sammen med Anton Grau Larsen lavet ph.d.-afhandling om magtens netværk. De har oplistet og kortlagt officielle organer i det stort datasæt. De afviser en forestilling om, at der findes flere uafhængige og adskilte eliter, hhv. for erhvervsliv, stat, uddannelse, kulturliv osv.:

”Det viser sig, at der faktisk findes en elite over alle de andre eliter. Øverst i samfundet er en lille kreds af mennesker forbundet med hinanden på kryds og tværs, og de træffer dagligt beslutninger, som får afgørende betydning for resten af befolkningen” (”MAGTELITEN – hvordan 423 danskere styrer landet”, Politikens forlag, maj 2015)

Økonomer og tek-nat

– styrer forskningsverdenen

Oversigten over de 30 topfolk fortæller om en fagfordeling, hvor der er 8 økonomer (inkl. cand.merc), 7 fra anvendt nat (fysik, nano, biologi), 5 ingeniører, 4 medicinere, 3 politologer/jurist og kun 1 humanist.

”Der er en enorm påfaldende skævhed, hvis man ser på fagfordeling, for det svarer slet ikke til studentermassens sammensætning og heller ikke til personalesammensætningen på universiteterne. Oversigten fortæller tydeligt, at det er nogle fagområder, som har magten til at disponere på alle videnskabers vegne. Indgår man i forskningsmagtens netværk er man jo med til at bestemme, hvad fremtidens arbejdskraft skal kunne, hvad forskningspengene skal bruges til, og hvad vi alle sammen skal leve af. For en beslutningstager er det nogle af de vigtigste spørgsmål, man kan være med til at svare på. Og de deltager i netværket både ved at udpege forskningsfelter, uddele penge og i øvrigt ved at sidde med i rådgivning for statslige organer”, forklarer Christoph Ellersgaard.

”Dem med pengemagt i fondene og dem, som høres af politikerne, har et relativt ens politisk-økonomisk syn på verden. Det er især de anvendte og erhvervsrettede teknisk-naturvidenskabelige fagområder. Og så er det selvfølgelig økonomer, som repræsenterer en bestemt type forvaltningsmagt, nemlig konkurrencestatens rationalitet i nytte- og produktivitets-orientering – eller som det hedder i den politiske terminologi ’vækst og velfærd’. Der er fokus på teknologi som er omsættelig i erhvervslivet og industrien. Eliten repræsenterer i den forstand i forbavsende grad den samme interesse”, mener Ellersgaard.

Humaniora fraværende

Han studser lidt over, at der kun er en enkelt jurist (SDU-rektor Henrik Dam) blandt de 30:

”Djøf’erne er ellers velrepræsenterede i vores generelle 423-netværk, og her fylder juristerne en del. Djøf’erne udgør kun en pct. af befolkningen, men i Folketinget sidder de på 40 pct. af pladserne! Men der er da 4-5 nuværende eller fhv. offentligt ansatte djøf’ere blandt de 30”.

”Mens nogle taler om den kulturelle elites samfundsbetydning – som smagsdommere og kulturbærere – så er der kun en humanist blandt de 30 i forskningseliten, nemlig RUC-rektor Hanne Leth Andersen. Humaniora har stort set ingen repræsentation blandt de, der bygger bro mellem forskningsfondene. Det dokumenterer helt klart, at hvis humaniora har oplevelsen af at blive holdt udenfor, så er det ikke helt forkert. Kultur og eksistens fylder ikke ret meget hos forskningseliten, i hvert fald ikke fagligt”, siger Ellersgaard.

Frasortering af andre syn på samfundet

Samlet giver fællesskabet om økonomisk højstatus, uddannelsesbaggrund og bosted alt andet lige også, at man har fælles livs- og samfundssyn:

”Men denne fælles interesse i eliten i vækst og velfærd, teknologi og erhvervsproduktivitet betyder også fravalg af andre vinkler. De interesser forstærkes af deres ’private’ subkultur. Når fokus er på vækst og velfærd og teknologipolitik, så er der ikke plads til blødere områder som miljø, dannelse, kultur eller bredere samfundsproblematikker. Det fortæller, at eliten agerer ud fra en fælles forståelse af konkurrencestatens rationalitet, og at man har et bestemt blik på, hvad der er samfundsproblemer, fordi noget er frasorteret”, siger han.

Og når nogle mener, at Ellersgaards netværksanalyse overdramatiserer og personificerer magten, svarer han:

”Selvfølgelig betyder det noget, hvem der har magt og hvad de har af fællesskaber og hvad de er fælles om. Men få nationer er så ’klasseblinde’ som danskere. Vi har en forestilling om at leve i et meget lige samfund. Derfor kan hofjægermester, kammerherre, arving til industriformue, ejer af et slot og en ø i Caribien m.m. Christian Kjær uimodsagt afvise, at han er overklasse ved at sige: ’Hvem er det, du kalder overklasse? Jeg synes ikke rigtig, vi har en overklasse herhjemme. Jeg er dus med alle – de kalder mig Christian’ …”

Gør plads, Jer gamle

Evighedslærere er ikke fair over for de unge, mener eks-dekan Sally Feldman, 67

Fattigdom, elendighed, lavt selvværd, arbejdsløshed. Det er fremtiden for mange af vores dygtige ungforskere. Tre år efter endt uddannelse er kun 19 procent af britiske ph.d.’er blevet ansat i en universitetsstilling ifølge statistikker fra studenterorganisationen National Union of Students.

”Konsekvenserne for vores yngre kolleger er alvorlige,” siger Eleanor Dickey, professor i oldtidskundskab ved University of Reading. Hendes rapport fra 2014 om ph.d.ernes ringe arbejdsmuligheder (Rapport: ”The Impact of the Poor Academic Job Market on PhD Graduates”) er trist læsning: ”De fleste respondenter anså praktiske udfordringer såsom fattigdom som mindre belastende for dem personligt end det nedslående i ikke at kunne få et arbejde på universitetet.”

Hun foreslår tre indgreb, som alle kan gøre livet en anelse mere tåleligt for ungforskerne:

  • at tilbyde fortsat kontakt med egen institution;
  • at tilbyde en mere robust karrierevejledning; eller
  • helt enkelt at etablere flere stillinger.

Men hvordan skal det kunne lade sig gøre i en tid med stigende økonomiske begrænsninger, især nu, hvor pensionsalderen ikke længere er lovbestemt?

Det er for tidligt at sige noget om, hvordan gennemsnitsalderen blandt de forskningsansatte har rykket sig siden 2011, da den lovændring trådte i kraft. Men i USA – hvor man ikke har haft nogen obligatorisk pensionsalder siden 1994 – har den fået et markant nøk opad. På visse amerikanske universiteter er en tredjedel af de fastansatte VIP’er nu 60 år eller ældre, og hastigheden, hvormed selv de 70-årige træder tilbage, er faldet med to tredjedele.

Det virker sandsynligt, at tendensen vil blive afspejlet i Storbritannien. Den ændring i ligestillingsloven, som afskaffede den obligatoriske fratrædelse, var der mange, der tiljublede. ”Det gælder navnlig de VIP-ansatte, som aktivt har valgt en karriere med ringe fysiske udfordringer, og som i hvert fald traditionelt set har givet mulighed for stor selvbestemmelse,” konstaterer Amanda Goodall (THES 22/05/2014). Dertil konkluderes det, at ”en betragtelig andel vil ikke have lyst til at holde op med at arbejde eller har måske ikke tilstrækkelig pensionsdækning til at gøre det muligt for dem at lade sig pensionere.”

Det kan selvfølgelig være fristende – og i nogle tilfælde nødvendigt – at holde fast i den gode løn så længe som muligt. Men blandt mine egne kolleger, som har valgt at fortsætte med at arbejde ud over den traditionelle afskæringsdato, har pengene blot været én blandt flere overvejelser.

”Min kone og jeg har egentlig ikke bestilt andet end at arbejde igennem de sidste 40 år,” var der en lektor, der betroede mig. ”Vi kan slet ikke forestille os en pensionisttilværelse. Hvad skulle vi så lave?”

En anden kom med en lidt mere prosaisk undskyldning: ”Jeg er nødt til at blive ved med at arbejde, så længe jeg kan,” forklarede han. ”Jeg har jo alle mine bøger på kontoret, og min kone vil ikke have dem i huset.”

Det sorte tomrum, der truer dem, der nærmer sig pensioneringen, kan være frygtindgydende. Hvordan skal man erstatte den velkendte rutine eller se kendsgerningen i øjnene, at der ikke er nogen, der venter på, at du møder om morgenen?

Og hvordan skal man definere sig selv uden at henvise til job og titel? En anonym blogger, der kalder sig Thesis Whisperer, formulerer det sådan: ”At man vægrer sig ved pensioneringen har mere at gøre med tab af identitet og stemme end med økonomi eller principper … Det er klart, at en del ældre forskere frygter for pensionisttilværelsen, når man tænker på, at deres personlige og professionelle identiteter nærmest ikke er til at adskille.”

Nogle mennesker har det svært med selve ideen om, at verden kan fortsætte uden dem. ”Universitetslærere er blinde over for den uigendrivelige kendsgerning, at de kun er små hjul i et stort maskineri, og at de som sådan kan udskiftes og glemmes i det øjeblik, de er borte,” konstaterer Laurie Fendrich, professor emeritus i kunsthistorie ved New Yorks Hofstra University. I et essay fra 2014 (The forever professors), hævder hun, at ”universitetslærere, der ikke vil på pension, er grådige og egoistiske og gør de studerende en bjørnetjeneste.”

Det er et synspunkt, som den anomyme blogger bifalder. Whisperer mener, at alt for mange ældre fastansatte har det med at sætte hælene i over for forandring: ”Jeg kan ikke forstå dem, der er 50 år og opefter, som bliver ved med at klamre sig til deres stillinger, når nu de hader udviklingen inden for Akademia,” skriver han. ”Deres modvilje kan virke som den rene gift … Nogle råder deres ph.d.-studerende til at lade være med at blogge og benytte sig af de sociale medier.”

Deri kan han have en vis ret. Jeg kender flere ældre forskere, som ikke engang har hørt om de sociale medier, som nægter at bruge e-mail, eller som får institutsekretæren til at printe deres beskeder ud. Disse maskinstormere kan være så hærdede, at de tror, en JPEG er et sted, de kan hænge tweedjakken, og Bluetooth er en særlig kraftigt virkende tandpasta.

Men det er trods alt ikke dem, der tegner billedet. De fleste råder over enorme reserver af viden, ekspertise og forsknings­erfaringer, som ikke burde gå til spilde. Hvordan kan vi bibeholde dem uden samtidig at blokere for den nye generation?

Goodall m.fl. foreslår, at universiteterne skal være mere fleksible, tilpasse sig de fordele, de ældre medarbejdere kan tilbyde, og ”tildele dem roller, som er tilfredsstillende, uanset hvor langt de er kommet i karrieren. Deltidsstillinger kan frigøre midler til ansættelse af yngre medarbejdere og kan lette overgangen til pensionstilværelsen.

Mange universitetslærer fastholder således kontakten med deres institutioner, efter de har forladt deres fuldtidsstillinger. Ad hoc-kontrakter eller konsulentaftaler kan bane vejen for flere stillinger til nye ph.d.er og samtidig være givtige for dem, der er trådt tilbage.

”Tænk at kunne læse i dagslys,” udtalte en sig begejstret. ”Hvor pragtfuldt!”

”Det er så skønt at slippe for alle de møder og knokle med alle de fondsansøgninger,” sagde en anden.

.Selv trådte jeg tilbage fra min dekanstilling for et par år siden. Jeg stortrives ved min fortsatte tilknytning til universitetet og nyder at omgås mine tidligere medarbejdere uden samtidig at skulle føle mig ansvarlige for dem.

Én ting er der dog, som jeg stadigvæk savner: dekankontorets lagerrum med gratis papir og kontorartikler.

Kilde: THES 13. august 2014 i Martin Aitkens oversættelse.

Sally Feldman er senior fellow ved University of Westminster.

Forskningsverdenens magtnetværk

Magteliten omkring den danske forskningsverden er relativt tæt forbundet på tværs og består af få personer, der binder dem og deres institutioner sammen. Der er 75 “linkers”, og der kan uddrages en top-20-liste og en top-5. Jo tættere på toppen, jo flere magtfulde positioner.

Det afslører FORSKERforums elitenetværk over personerne omkring de største forskningspengetanke.

”Mens det i offentligheden foregives, at det danske demokrati er relativt fladt, og magten er på mange hænder, så forholder det sig ikke sådan i virkeligheden –
heller ikke i forskerverdenen! Her er der et ekstremt elitært netværk bestående af enkelte personer, som har stor politisk og bevillingsmæssig magt, og det er tilmed sådan, at nogle udvalgte har forstærket magt som ’brobyggere’, der binder systemet og store fonde sammen”, forklarer sociolog Christoph Ellersgaard, som i sin ph.d.-afhandling har lavet metodikken bag magtnetværket.

Nr. 1: Ukendt direktør med hemmeligtstemplet lobby-kasket

Nr. 1 i netværket er den i forsker-offentligheden relativt ukendte Jens Maaløe, formand for Innovationsfonden, 1,6 mia. kroner. Maaløe har sin magtbase hos arbejdsgiverne i Dansk Industri. Og så er han direktør for det kontroversielle våbenteknologi-firma Terma, der netop nu er interessenter i det topaktuelle kampfly-indkøb til 20-30 mia. kr. Maaløes rolle, position og lobbyisme i kulissen bag er dog hemmeligtstemplet, så hans habilitet til at indtage en offentlig post kan ikke vurderes.

Magtpersoner styrer

Ellersgaard vil ikke kalde sig ’videnskabssociologisk ekspert’, men vil gerne sige, at ud fra et magtperspektiv har det beskrevne netværk og personerne heri stor betydning for dansk forskningspolitik og for menige forskere:

”Disse personlige netværk omkring de store pengetanke har stor og voksende indflydelse på de menige forskeres vilkår, når det er sådan, at flere og flere forskningspenge skal ud i konkurrence. I dagligdagen oplever forskerne jo, at skal man have ressourcer til at lave vigtig forskning, så skal pengene hentes hos eksterne pengetanke. Og når forskningsrådenes midler stagnerer – med succesrater på 10-15 pct. – så må forskerne jo vende sig mod andre kilder”, siger Ellersgaard.

”Alle i forskerverdenen ved, hvor vigtigt det er at have et navn eller relationer, når man skal søge midler (fx i forsknings­rådene). Det eksponerer, at det er utrolig vigtigt, hvem der sidder i disse bevilgende organer, for de prioriterer ikke bare deres egne organers bevillingspolitik, men indirekte også den offentlige, når det fx handler om forskningsfelter, nyttekrav, medfinansiering osv.”

Se TEMA: Forskningens magtnetværk s. 14-19 i det trykte blad.

Skandale: Taxameterrapport

16. januar skulle konsulentfirmaet Deloitte have afleveret en større rapport om taxametersystemet. Men nu – mere end 8 måneder senere – er den endnu ikke frigivet. FORSKERforum har løbende spurgt hvorfor og hvornår, men har kun fået henholdende svar. Og i takt med minister Sofie Carsten Nielsens tavshed om sagen, er mystikken bare vokset til at blive en skandale.

Da fristen var overskredet i januar, lød forklaringen fra Uni-ministeriets embedsmænd, at den var udsat, fordi dataindsamlingen var mere kompleks og har taget mere tid end forventet.

Det blev fortalt, at rapporten bliver til i ”en dialog mellem kunden og leverandøren”. Det blev også forklaret, at konsulentfirmaet eller Styregruppen bag – hvor Ministeriet selv har repræsentanter – havde meddelt forsinkelsen mundtligt, og FORSKERforum kunne derfor ikke få aktindsigt i den skriftlige forvaltning.

Og FORSKERforums forsøg på at få aktindsigt i forvaltningen af rapporteringen blev afvist med henvisning til, at det er finanslovsstof, som ikke er omfattet af aktindsigt.

Esben Lundes varme kartoffel

FORSKERforums har løbende spurgt til taxameterrapporten siden 16. januar. Og i takt med den voksende forsinkelse voksede gisningerne om, at den er politisk motiveret: Rapportens data og konklusioner var ubekvemme for minister Sofie Carsten Nielsen, fordi der peges på, at de mest nødlidende fag er hum/samf – og ikke de ingeniørfag, som politikerne højprioriterer. Derfor har rapporten været holdt tilbage / hemmeligholdt.

Nu har den nye minister Esben Lunde så overtaget den varme kartoffel og tilmed forstærket, for i Venstres regeringsgrundlag står der, at han skal reformere taxametersystemet.

Folketingsspørgsmål: Hvorfor og hvornår?

Og i Folketinget presses Ministeren nu af nærgående spørgsmål fra SFs forskningsordfører Jacob Mark:

4. Vil ministeren oplyse, hvorfor konsulentfirmaet Deloitte ikke har overholdt sin kontraktlige afleveringsfrist for den bestilte taxameteranalyse, som skulle være afleveret 16. januar og som altså nu er forsinket i otte måneder, herunder specificeret oplyse, om forsinkelsen skyldes, at en følgegruppe eller ministeriets embedsmænd har stillet nye / yderligere / uddybende krav til konsulentfirmaet analyse?

5. Vil ministeren oplyse den kontraktmæssige pris på den taxameter analyse, der er bestilt hos konsulent firmaet Deloitte jf. udbudsmaterialet, samt om de estimerede merudgifter som følge af forsinkelsen?

6. Vil ministeren oplyse, hvornår den taxameteranalyse, der er bestilt hos konsulentfirmaet Deloitte, forventes færdiggjort og offentliggjort?

Spørgsmålene har tidligere været stillet i maj af Anette Vilhelmsen (SF) til minister Sofie Carsten Nielsen, men hun slap af krogen, da der blev udskrevet folketingsvalg …