Forfatterarkiv: admin

Overlevelsesguide for institutledere

Her er noget af det, jeg vil anbefale institutledere at gøre – og det er ikke, hvad jeg selv rent faktisk gjorde, fortæller engelske MARK HARRISON

  • Opsøg talentet. Din fornemste opgave består i at lokke de bedste i verden til dit institut og derefter forsøge at ansætte dem. Bruger du mindre end halvdelen af din tid på det, kan det være, du prioriterer forkert. Dit institut står og falder med de mennesker, du og dine forgængere har ansat. De kommer til at præge instituttet meget mere end noget som helst andet, du foretager dig.
  • Påtag dig ansvaret for andres fiaskoer, ikke for deres succeser. Nogle af dine medarbejdere mangler måske selvtillid med hensyn til egne lederevner og administrative kompetencer. De forventer at falde igennem og vil derfor forsøge at dække sig ind og på forhånd opstille årsager til deres manglende succes. Men har de vished om, at du tager skraldet, når det går galt, vil de flytte fokus fra forsikringsbestræbelserne over på deres kerneopgaver: De bliver mere produktive, og sandsynligheden for, at de opnår succes, stiger tilsvarende. Det er en af hemmelighederne bag at opbygge et team.
  • Giv indtryk af, at du har overblikket. Smil og hold hovedet koldt, selv i de mest ekstreme situationer. Gør du det, får folk troen på, at det er dig, der styrer, og de vil agere derefter. Giver du efter og holder op med at lade som om, vil de sige, du er ved at miste det. Og så har du mistet deres tillid.
  • Respekter proceduren. Det er godt med hurtige beslutninger, og procedure tager tid. Til gengæld giver proceduren mulighed for konsultation, ejerskab og legitimitet. Har dit institut klare retningslinjer med hensyn til f.eks. forfremmelse eller prøvetid i ansættelsen, skal proceduren overholdes. I modsat fald skal de udarbejdes, aftales og overholdes af alle, herunder dig selv.

FORTSÆTTES på s. 16 i det trykte blad

BFI-tal bruges til personalestyring

Indberetninger af dine publikationsdata er ikke anonyme. Og de bruges af institutledere

BFI – den bibliometriske forskningsindikator – er forhadt blandt forskere, den er betvivlet blandt publiceringsforskere og den er elsket af embedsmænd, der gerne vil have konkurrencemål, som statens kan belønne og straffe forskermiljøerne med. Men mål og incitamenter virker slet ikke.

Mens forskerne skal detail-indberette deres forskningsproduktion og dette registreres nøje, så flytter systemet ikke ret mange penge, konstaterer seniorforsker Kaare Aagaard fra AUs Center for Forskningsanalyse.

Som incitamentsmodel virker BFI-opgørelserne ikke. Men som publiceringsstyring virker den, for systemet lægger op til at danske forskere i høj grad har publicering som succesmål.

Men der er kendte minusser ved systemet, fx at forsknings-publikationer formelt og uformelt vægtes langt højere end undervisning som kvalifikationskrav. Men det har også den negative indvirkning på publiceringsmønstret, at når forskerne foretrækker internationale publiceringer, så forsømmes den nationale lærebogs-produktion.

Det handler FORSKERforums analyser i dette nummer om (se s. 25-27 i det trykte blad, 284).

Personlige BFI-opgørelser bruges til personalestyring

Og der er mere skjulte minusser ved systemet. BFI-modellens intention var ideelt at måle udviklingen af universiteternes samlede forskningsproduktion, og forskermiljøerne blev forsikret om, at det ikke ville registrere og måle den enkelte forskers produktion. Denne risikerede altså ikke at blive belønnet eller straffet med den personlige BFI-opgørelse.

Men det bliver systemet alligevel brugt til, mener seniorforskeren. Aagaard var i 2014 med til at evaluere den norske pendant til BFI-modellen – det system, der tjente som inspirationskilde i forhold til BFI. Og en af konklusionerne var, at forskningsmålingen også sker på individ-niveau mange steder:

”Vi kan se, at incitamenterne siver ned i organisationerne, og at det er bekvemt for rektorer, dekaner og institutledere at bruge forskningsmålingen for eksempel til fordeling af forskningstid, avancementer og lignende belønninger. Og det er modellen ikke beregnet til, da den giver et enormt upræcist mål for den enkeltes indsats. Det er legitimt at skæve til den som et element i en generel monitorering, men bruges den mekanisk og ureflekteret, så der eksempelvis skal et vist antal point til at rykke op i stillingshierarkiet, eller hvis der uddeles individuel bonus for et vist antal point, så bruges den klart mod hensigten, ” fortæller Kaare Aagaard.

Bruges lokalt til bonus og forfremmelser

Selvom han ikke har undersøgt danske forhold, føler han sig ret sikker på, at det norske billede også passer på Danmark.

”Jeg kan ikke forestille mig, at billedet er anderledes i Danmark end i Norge. Og jeg har også kendskab til nogle institutter, hvor det sker i praksis,” siger han. Han fortæller, at den individuelle BFI-måling især er problematisk på HUM- og SAM-området, hvor der ikke tidligere har været traditioner for at kvantificere forskningsindsatsen.

”På NAT, SUND og TEK har man længe set på artiklernes citationer og tidsskrifternes impact factor, som er mål, der på disse områder opfattes som mere præcise og relevante end BFI’en. Men på HUM og SAM har man ikke andre kvantitative måleredskaber, og så kan BFI’en blive en genvej til at undgå nogle svære diskussioner, når man eksempelvis skal tage stilling til, hvem der skal have bonus eller forfremmes.”

Ifølge Kaare Aagaard viste evalueringerne af den norske model, at publiceringsadfærden i Norge var blevet løftet i bunden – det vil sige områder, der tidligere ikke havde været meget aktive omkring deres publicering, mens det blandt de flittigst publicerende institutter ikke havde ændret det store.

lah

Se ANALYSE s. 25-27 i det trykte blad

Undervisere de mest stressede

Hver 6. uni-lærer føler sig i høj grad eller i meget høj grad stresset i hverdagen. Kun hver tredje uni-lærer mener positivt, at der er et godt psykisk arbejdsmiljø på deres arbejdsplads. Men når der spørges til, om deres stress skyldes dårlig ledelse, så får man et mere flagrende billede, så stress blandt uni-lærere kan skyldes en række forskellige faktorer, som ikke nødvendigvis er fælles.

Det afslører en særkørsel af data om DMs universitetslærere, som er lavet i forbindelse med Akademikernes voxpop-undersøgelse af psykisk arbejdsmiljø blandt akademikere.

Data indikerer, at akademikerne i undervisningssektoren lever i de mest stressende og stressede miljøer. Værst står det til på professionshøjskolerne, hvor hele 40 pct. føler sig stressede. Blandt uni-lærerne er det ’kun’ 20 pct. – men det er stadig over akademiker-gennemsnittet.

Uni-ansatte: Stress og ledelse

Værst blandt alle akademiske arbejdspladser ser det ud på professionshøjskolerne. Det kan hænge sammen med – det giver voxpop’en dog ingen forklaringer på – at lærerne her har været udsat for omfattende  management med tvister om arbejdstider og -betingelser.

Men data for uni-lærere er også over gennemsnittet for alle akademikere og alarmerende, for hver tredje universitetslærer oplever, at deres arbejdsplads er præget af stress. Og hver tredje har oplevelsen af, at stress sendes videre af arbejdspladsen som den enkelte ansattes eget problem.

Der er også data for, om stress er afhængig af ledelseskvalitet:

  • Overordnet svarer 44 pct. at de har en god leder, mens 20 pct. mener det modsatte.
  • 30 pct. oplever, at deres leder giver konstruktiv feedback, mens 30 pct. mener det modsatte.
  • 20 pct. oplever, at deres leder forventningsafstemmer med dem, mens 45 pct. mener det modsatte.
  • 15 pct. oplever, at deres leder er klædt på til at håndtere eventuelle problemer med stress, mens 55 pct. mener det modsatte.
  • 35 pct. oplever, at deres leder er god til at lede selvledende medarbejdere, mens 25 pct. mener det modsatte.

Men overordnet erklærer 60 pct., at de trives i deres arbejde, mens kun 10 pct. mener at de mistrives.

ACs voxpop

AC har ved redaktionens slutning kun offentliggjort data om stress og om ledelse.

Men i voxpop’en indgår også andre parametre på det psykiske arbejdsmiljøs tilstand som faglighedens og arbejdsmængdens betydning, forandringers betydning, work-life balance, konflikter, alder m.m. Disse data vil blive offentliggjort i en samlet rapport 30. april.

ACs voxpop blev gennemført blandt alle akademikergrupper (ingeniører, djøf’ere, læger, DM’ere m.fl.). Den viste generelt, at 14 pct. af akademikerne har et dårligt psykisk arbejdsmiljø, 48 pct. har et godt psykisk arbejdsmiljø, mens 38 pct. har et godt psykisk arbejdsmiljø i nogen grad. Dataindsamling foregik via et elektronisk spørgeskema på internettet i august/september 2014. Svarprocenten blandt DMs uni’lærere var knap 20 pct.

KUs tenure-track med træg indkøring

Karriere-grus: Der blev nævnt måltal på 60 track-stillinger årligt, men der kom faktisk kun 19 det første år. Det ingen fiasko, siger prorektor

Da KU besluttede sin tenure track-politik i 2013 var det en bekymring hos forskerfagforeningerne, at den ikke ville blive den ønskede karrieresikkerhed, fordi det blev overladt til en de lokale dekaner / institutledere at prioriteres denne stillingstypen i ansættelsespolitikken. Fristelsen kunne være, at lade være, fordi fakultetet / institutterne så ikke forpligter sig til noget, men kan ansætte i mere løse stillingskategorier.

Og den skepsis synes at være reel, for KU-statistikken fortæller, at der kun er besat eller opslået 19 stillinger det første år.

Og det er relativt få: Lommeregning fortæller, at hvis KU har 1800 vip-ansatte, og de er ansat i 30 år, så vil der være en naturlig afgang på minimum 60 årligt, som så skal nybesættes (men i praksis flere, fordi nogle går af andre årsager end pensionering).

Prorektor: Tilfredsstillende i indfasning

19 tenure-tracks i det første år er noget mindre end fra det måltal på 60 årlige tracks, som rumsterede, da planen var til forhandling i 2013?

”Jeg erindrer ikke noget om konkrete måltal”, svarer KU-prorektor Thomas Bjørnholm. ”Ledelsens kalkule er nu, at der potentielt er omkring 60 ansættelser på adjunktniveau årligt. Det er jo suverænt de enkelte institutter og fakulteter, som disponerer opslagene og altså om de vil bruge ordningen. Og at der nu er ca. 20 tenure adjunkter efter det første år er tilfredsstillende. Først efter en indfasningsperiode på 2-3 år vil planen være fuldt udfoldet”, svarer prorektoren.

KU-modellen

Ifølge KUs beskrivelse af tenure-stillingen er det en fast stilling, men under videreuddannelse. De mest talentfulde yngre forskere kan her få en kontrakt som (assitant professor), der skal føre videre til en stilling som lektor (assistant professor). Inden for seks-års perioden forventes, at de fornødne kvalifikationer opbygges, så man kan komme videre på karrierestigen. Forfremmelse opnås, hvis et ekspertudvalg vurderer, at kandidaten har opnået det internationale niveau, som karakteriserer lektorer. Og videre avancement til professor-titlen afhænger så af, om der kommer professoropslag.

Kandidaterne til tenure track-stillingerne skal være internationalt konkurrencedygtige med potentiale til at være frontforskere. De kan være ph.d.’ere eller med tilsvarende erfaring som post.doc.’s. Undervisningserfaring er ikke et krav, men dokumenteret erfaring og kvalifikationer betragtes som en fordel. Endelig vil også evnen til at tiltrække ekstern funding også blive betragtet som et fortrin.

Det overordnede formal med tenure track-stillingerne er ”at sikre og opretholde en høj standard hos den akademiske seniorstab”. Institutlederen er ansvarlig for at evaluere, at track’et kører efter planen, og der skal laves en formel vurdering efter tre år.

Fagforeningerne: Ikke flere reelle karrierestillinger?

Det er suverænt de lokale fakulteters dekaner og institutledere, som beslutter, om der skal opslås tracks, eller om man foretrækker mindre faste ansættelsesformer. Set fra uni-fagforeningerne er det mest kritisable således, at der ikke er (minimums-) krav til, hvornår og hvor mange tracks der slås op – og at der således ikke bliver flere reelle karrierestillinger.

Og det var heller ikke Bestyrelens i efteråret 2013. I Bestyrelsen og rektoratet var hovedbekymringen tilsyneladende ikke, om dekaner og institutledere ikke ville gøre brug af tenure-stillingerne. Bestyrelsens beslutning i dec. 2013 var en hovedbekymring kønsfordelingen. Og for at følge den udvikling skulle tenure track –besættelser følges årligt og evalueres efter f.eks. 1eller 2 – bl.a. for at se på den kønsmæssige fordeling.

Der er tilsyneladende forskellige tilgange til tenure-formålet: Ledelsen taler om at skabe en velbeskrevet og internationalt anerkendt karrierevej, så man kan rekruttere de dygtigste og kvaliteten kan højnes. Derimod taler forsker-tillidsfolkene for at øge ansættelsessikkerhed og gennemsigtighed i karrierevejen, så de unge ikke skal leve i årevis i konkurrence og uvished?

”Det er i mine øjne det samme. Man skal skelne mellem målet og midlet, hvor virkemidlet er tenure-tracks som attraktiv og velbeskrevet karrierevej, og målet er at højne kvaliteten …”, svarer Bjørnholm.

Modstand mod modellen i 2013

Under forhandlingen af modellen mellem ledelse og vip-tillidsfolk af modellen var der modstridende modstand mod ledelsens track-model fra flere sider:

De ansatte ville gerne have klare og gennemsigtige karrierebeskrivelser, og syntes, at 6-8 årige forløb ikke er attraktive nok. Og institutleder og dekaner var bekymrede for, at for mange track-forløb (fx 70 pct. af alle stillingsopslag) ville ”hæmme institutternes handlefrihed” og derfor foretrak man at opretholde den nuværende fleksibilitet, hvor man ikke forpligter sig, men slår stillinger op efter behov (FORSKERforum juni 2013).

Men hvad er så ledelsens succeskriterier: Er ordningen en fiasko og en papirplan, hvis KU ikke kommer over 20 opslag årligt?

”Hvis ordningen ikke bruges er den selvfølgelig en fiasko. Hvis den bruges i 20 eller 40 eller 60 tilfælde vil det være en varierende grad af succes. 20 er da i underkanten, men i en opstartsfase synes jeg bestemt det er tilfredsstillende”, svarer Bjørnholm.

Humaniora bruger modellen mest

Statistikken fortæller, at foreløbig er det kun nat’, medicin og humaniora, som har brugt modellen – og humaniora har sågar besluttet at bruge den fuldt ud på deres nye karriereopslag.

”Hensigten er at lave en velbeskrevet og internationalt anerkendt karrierevej, så vi kan rekruttere de dygtigste. Om kvaliteten faktisk påvirkes positivt, skal bl.a. vurderes løbende af en tværgående komite, som vil vurdere kvaliteten af ansøgerne, forskningshøjden m.m. Komiteen kommer snart med sin første rapportering for 2014.”

Ledelsen vil evaluere om planen virker efter hensigten om 2-3 år, forklarer prorektor.

Ros til danske studerende

– og det danske system, som giver kritiske og selvstændige studerende, mener erfaren censor og censorformand

Normalt hører vi kun negativ kritik af danske studerendes kvalitet, så her er der noget positivt:

”Ingen tvivl om, at der er problemer i uddannelses-strukturen, og at der er særlige udfordringer i fremtiden, hvis der fortsat uddannes for mange på fagområder, hvor der ikke er udsigt til jobs. Men når det så er sagt, så siger min erfaring mig, at danske samfunds­videnskabelige studerende faktisk er dygtige og selvstændige sammenlignet med udenlandske. De danske studerendes styrke er, at de kan analysere selvstændigt og kritisk. Der må altså være noget, det danske system gør godt. Det skal vi passe på ikke at ødelægge …”, siger eks-forskningsleder Jens Erik Steenstrup, der udtaler sig med mange års erfaring som censor og censorformand i bagagen.

Stor spredning i kvalitet

Han oplever, at optaget har været rigtig stort og stigende det seneste tiår. Og problemet er blevet – som også Uddannelsestjekudvalget peger på – at der på nogle masse-studier også er lukket for mange ind:

”Spredningen i kvalitet bliver meget stor i studentermassen. Eliten er meget dygtig, den gennemsnitlige studerende er god, men i bunden er der nogle, som har svært ved at studere, og som også får svært ved at udfylde et akademisk job, hvis de endelig kommer igennem uddannelsen. Og – når du nu presser mig til at sætte tal på – så er det vel hver tiende studerende, som der er problemer med,” vurderer han.

Det danske uddannelsessystem er som humlebien, som trods dårlige odds kan flyve, siger han: ”Vi hører folkeskolekritik i PISA-rapporter om, at eleverne ikke lærer nok faktuelt. Men til gengæld overser PISA, at faglighed er mange-facetteret. Jeg oplever, at de studerende kommer fra folkeskole/gymnasier, hvor de er optrænet i en sund nysgerrighed og vidensøgning. Så kan det godt være, at de mangler fakta-viden, men til gengæld har de på andre områder store fortrin.”

Men Steenstrups positive vurdering slipper dog ikke for skarp modsigelse. NBI-lektor Steen Laugesen Hansen er meget kritisk overfor kvaliteten af sine naturvidenskabelige studerende: ”Nogle af dem mangler i katastrofal grad konkret og elementær basisviden, og jeg kan ikke forstå logikken i, at disse uvidende, dumme og dovne skal evaluere min undervisning …”

Se s. 6-7 i det trykte blad: Dygtige eller dumme studerende?

Prøvesag: Deltids-daglejere

Må uni’erne genansætte igen og igen i nogenlunde samme job, lyder spørgsmålet, der kan lande i retten i Roskilde

”Det årelange misbrug af os som d-vip’ere i forskellige stillingskategorier var efterhånden så groft, at jeg og andre i samme situation syntes, at nu måtte det være nok med RUC’s jongleren med vores stillingstyper for at slippe uden om lovens krav. Derfor fik vi fremprovokeret, at fagforeningerne gik ind i sagen, og det bliver så til en stævning af RUC,” fortæller Tom T. Kristensen, som sammen med fire andre eks-RUC’ere bliver part i en principiel sag, der skal afprøve lovligheden i universiteternes brug og misbrug af tidsbegrænset ansatte (”d-vip’ere”).

Det er DM og Djøf som har sat paraplyorganisationen Akademikerne til at føre sagen. Man er ved at spidse et sagsanlæg til en stævning af RUC ved retten i Roskilde.

Loven dikterer, at man højst må ansættes og så forlænges to gange i (sammenlignelig) stilling på samme ansættelsessted. Tidsbegrænsede ansatte i flere forlængede ansættelser skal som udgangspunkt have ret til samme ansættelsesvilkår som de fastansatte på uni’.

Men de fire involveret i prøvesagen tilhører en kategori af ansatte, som år efter år er en billig og fleksibel buffer for universiteterne. De har ikke haft anden hovedstilling, men har haft d-vip-jobs som hovedindtægt, og selvom der har været konsistens i ansættelserne, har RUC ikke villet give dem en mere fast kontrakt.

Samme stillingsindhold og ansættelsesmønster

Sagen er udløst af, at fagforeningerne i årevis ikke har kunnet presse RUC – og andre – til konsistent overholdelse af loven om tidsbegrænset ansættelse, så retssystemet nu skal til at fortolke loven. Især følgende spørgsmål står i centrum:

Har de fire RUC-deltidsansatte været ansat i så mange år, med nogenlunde samme stillingsindhold og ansættelsesmønster, at RUC burde have givet dem kontrakter som fastansatte på deltid (fx som “eksterne lektorer”)?

Sagen er meget principiel for den gruppe deltidslærere, der lever af denne type arbejde, men som oplever sig som daglejere for uni-ledelserne. Og sagen handler her også om fortolkning af EU-retten: Hvornår er det fornyede deltidsansættelser år efter år med samme stillingsindhold? Hvornår sker der diskrimination af deltidsansatte i forhold til de fastansatte?

Modparten vil formentlig henholde sig til, at de fire ikke har udført det samme arbejde i de løbende årskontrakter.

Dokumentation: Samme job, forskellige titler

Men Tom Kristensen og de andre kan fremlægge dokumentation på deres ansættelseshistorier og jobindhold over mange år.

Hans personlige cv fortæller, at han har haft 803-1180 timer årligt som underviser. Og han har tilmed også varetaget veldefinerede administrative opgaver som ”huskoordinator” og kursusansvarlig. Men det er sket under skiftende ansættelsestitler: Indtil 2009 var han formelt ansat i eksterne lektorater. Men da løbende forlængelser heraf var i strid med deltidsdirektivet, blev han tvunget over i stillingstypen ”videnskabelig ass.” i 2009. Og da han så havde haft tre forløb/år i den stillingskategori i 2012, blev han overflyttet til en ny stillingskategori, ”undervisningsassistent”, med lavere løn. Det skete trods protester og krav om ansættelsesbrev som fx ”ekstern lektor”, en fastansættelse som deltidsdirektivets og stillingsstrukturens intentioner lægger op til.

Principielt: Ret til pension

Sagens papirer fortæller, at RUC og fagforeningerne har været i clinch om sagen i et halvt års tid, bag lukkede døre.

Fagforeningernes tilgang er, at RUC – som principsag – helt grundlæggende skal dømmes for ikke at tage deltidsreglerne alvorligt. De ansatte skal stilles lige. Universiteterne må ikke år efter år bruge daglejersystemer, men skal tilbyde bedre overenskomstvilkår, herunder pension til de timelærere, som de bruger år efter år (og for at det skal materialisere sig konkret, lægges der op til, at de fire skal have pensionsefterbetaling på 60.000-77.000 kr. Det er de penge, som de fire mistede ved ansættelse i stillingskategorien ”undervisningsassistent”, der ikke udløser pension).

Og så skal det også koste RUC, hvis de dømmes for de årelange misbrugsforlængelser (det skal koste en kompensation på 100.000 til hver af de fire).

Dekan: BFI-lister er fagligt værdiløse

Og stort bureaukrati for at omfordele få forskningspenge, lyder bred kritik

BFI-tælleriet er en katastrofe, mener AU-dekan Svend Hylleberg. Problemet er indlejret i listernes omfang. De seneste autoritetslister er udvidede og indeholder nu 22.700 titler. Som udgangspunkt skal 20 procent af disse kategoriseres som højkvalitets kategori 2-tidsskrifter, hvilket altså er de tidsskrifter, danske forskere og deres institutioner bliver ekstra belønnet for at publicere i. Men det, at et tidsskrift ligger i den bedste femtedel af en alenlang liste, er ikke ensbetydende med høj kvalitet.

”Inden for erhvervsøkonomi er der næsten 1000 tidsskrifter, og så vælger man at sige, at en bestemt andel af disse er niveau 2. Men når vi laver interne lister over tidsskrifter, vi anser for høj kvalitet, er vi nede på 30-40 tidsskrifter,” siger Svend Hylleberg.

Listerne laves af omkring 450 danske forskere, der er fordelt på 67 fagudvalg: ”Jeg siger ikke, de ikke har forsøgt at gøre det godt. Men sådan en udvælgelse bygger jo også på kompromiser. Og folk har en tendens til at se mere på, hvad de publicerer i, end hvad de burde publicere i.”

Paradoks: Kvalitet koster BFI-point

Når Hylleberg mener, listerne nærmest virker imod hensigten om bedre kvalitet, er det, fordi forskere belønnes lige så godt ved at publicere i middelmådige tidsskrifter, som når man går efter de rigtig gode.

”Hvis vores forskere vælger de letteste i niveau 2, vil det kvalitetsmæssigt være et skridt ned. Vi forsøger så at lave vores egne lister og indsnævre os. Det koster os i princippet penge, for det ville jo være lettere bare at gå efter de letteste tidskrifter, men jeg tror, vi vinder på lang sigt,” siger han.

På AU-Statskundskab har man eksempelvis lavet en liste på 32 tidsskrifter, som man anbefaler forskerne at publicere i – og honorerer med et engangsvederlag, når det lykkes. Men ser man på ministeriets autoritetsliste, som tæller i alt 759 titler, er der 134 af disse, der defineres som kategori 2. Og mange af disse er altså ifølge Svend Hylleberg slet ikke af så høj kvalitet, at de er værd at honorere med ekstra BFI-point.

”De lister indeholder jo stort set alle tidsskrifter, der publiceres. Hvis vi bare tog listerne for gode varer og publicerede efter dem, ville vi have ødelagt vores forskningsbasis om ti år.”

En løsning kunne ifølge Hylleberg være, at man udvider kategoriseringen med et helt snævert niveau 3, hvor man altså vil have indskrænket udvalget til en absolut elite af tidsskrifter.

KU-institutleder: Ikke sat i verden for at lave BFI-point

Det er ikke kun på AU, man har mistillid til autoritetslisterne som faglig målestok. Institutleder på KU, Økonomisk Institut, Christian Schultz bekræfter, at man også her laver sine egne lister, der rummer væsentligt færre tidsskrifter.

Her har man udvalgt fem top-tidsskrifter som særligt meriterende. I BFI-regi tæller de fem top-tidsskrifter dog ikke mere end flere hundrede andre niveau-2 tidsskrifter inden for økonomi.

”Det er klart – det koster os på BFI-målingen. Og det ved vi godt. Men på den måde er forskningsindikatoren skæv. Den er alt for omfattende og skelner ikke mellem godt og skidt. Vi ser sådan på det, at vi ikke er sat i verden for at score BFI-point, men for at lave god undervisning og god forskning. I øjeblikket er vores institut blandt de ti bedste i Europa på grund af udgivelser i de vigtige tidsskrifter, og det er vi meget stolte af,” siger han.

Eks-forskningsbibliotekar: Misfoster

Finn Hansson er CBS-lektor, tidligere forskningsbibliotekar og ekspert i akademisk publicering. Han noterer også, hvordan det voksende antal tidsskrifter er ved at udhule listens faglige troværdighed.

”Det er blevet et bureaukratisk misfoster. Listerne er så omfattende, at det oprindelige formål – at udpege de internationale tidsskriftslister med relevans for den danske forskningsverden, er gået af fløjten,” siger han og hæfter sig – som AU-dekan Hylleberg – ved reglen om, at 20 procent af tidsskrifterne på en liste skal kategoriseres som niveau 2.

I det hele taget mener han, tiden er løbet fra autoritetslister og BFI-point som middel til at skabe højere kvalitet i dansk forskning.

”Man har sat klapjagt i gang på et område, der allerede af afskudt. I modsætning til for 20-25 år siden, hvor diskussionen om nul-forskere stadig var relevant, så er den diskussion absurd i dag. Ingen tvivl om, at konkurrencen mellem forskere allerede er ganske stor. Alle almindelige forskere er ærekære og vil gerne have deres artikler i de mest læste tidsskrifter. Hvem gider have sin artikel i et tidsskrift, ingen læser? Så der er et kontrolsystem, der er blind for, at kontrolsystemerne allerede er udviklede.”

lah

Lov med demokratiproblem

FORSKERforum får meget sværere ved at kontrollere Ministeren & hendes embedsmænd, efter at Ombudsmanden har afvist aktindsigt-klager

FORSKERforum er blevet hældt ned ad trappen i to klager til Ombudsmanden. Han har afvist klager over ministerie-afslag på aktindsigter i to sager om hhv. et embedsmandsarbejde om dimensionering og en konsulentrapport om taxameter-systemet.

Afslagene er opsigtsvækkende, mener pressejuristen Oluf Jørgensen, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, for begge sager er centrale for den offentlige debat om uni-politik og -økonomi:

”Man kan vel dårligt finde sager, der er mere centrale for økonomi og styring af uddannelsessektoren end dimensionerings-politik og taxameter-analysen. De er helt afgørende for de politisk-økonomiske prioriteringer, så man skal jo forstå forudsætningerne – fx fra kommissoriet – for at kunne diskutere modellerne og eventuelle alternativer,” siger han.

”Så hvorfor må vi ikke vide, hvad embedsmænd sættes til at lave af analyser, eller hvad regeringen køber af konsulentbistand? Hvorfor må vi ikke kende modelarbejde bag politikker? Det er politisk-økonomiske prioriteringer med modelgrundlag, økonomiske beregninger, alternative modeller osv. som offentligheden, journalister og politikere burde have en naturlig adgang til. Men sådan skal det åbenbart ikke være .”

Demokratisk betænkeligt

Han – der nu er ’offentlighedsrådgiver ved Journalisthøjskolen – var med i Offentlighedskommissionen, der arbejdede i ti år og førte til vedtagelse af den nye, meget kontroversielle lov.

Ombudsmandens afvisninger illustrerer væsentlige begrænsninger i den offentlige indsigt i minister-relaterede sager. Offentligheden – og oppositionspolitikere – begrænses i oplysninger af væsentlig betydning for den demokratiske proces.

”Nu er det jo ikke Ombudsmanden, som lovgiver. Han skal fortolke, om konkrete sager forvaltes efter Offentlighedslovens bogstav, ’som lovgiverne ønskede den’, og det har han gjort,” forklarer Oluf Jørgensen. ”Ombudsmanden stilles løbende over for fortolkningstvister i den nye lov fra 2014, som er ganske kompliceret. Men det er ganske markante og principielle markeringer, som Ombudsmanden har givet på FORSKERforums to klager,” vurderer Oluf Jørgensen.

”Lovgiverne bag loven fra 2014 ønskede åbenlyst en vidtgående beskyttelse af den politiske beslutningsproces. Det er nu så vidtgående, at det samlede beslutningsgrundlag kun kendes af en håndfuld politikere, mens offentligheden og opposition ikke har ret til det. Debatter og beslutninger kan altså ikke tages på et informeret grundlag, og det er i mine øjne demokratisk set meget betænkeligt: For at et demokrati skal fungere, skal folk jo vide, hvad sager handler om, og ikke kun have ministerens/ministeriets udgave.”

Redskab til mørkelægning

Konsekvensen af Ombudsmandens afgørelser er, at FORSKERforum nu får meget ringere mulighed for at få indsigt i ministeren og embedsmændenes beslutningsgrundlag:

”I den gamle offentlighedslov – som langtfra var perfekt – var det dog sådan, at man kunne få udleveret dokumenter oversendt fra en myndighed til en anden, fx mellem ministerier eller med et konsulentfirma. Den havde åbnet for aktindsigt i de to aktuelle sager,” siger Oluf Jørgensen.

Ombudsmandens afslag betyder for den fremtidige praksis, at embedsmænds pligt eller lyst til at udlevere bliver meget indskrænket, så offentlighedens, oppositionspolitikeres og FORSKERforums mulighed for at tjekke forvalterne, begrænses.

”Det forekommer da grotesk i et demokrati, at FORSKERforum ikke kan få udleveret centrale dokumenter i disse sager. ’Mørkelægnings-ministeriet’ er derfor en meget dækkende overskrift. Mørkelægning sker jo alene, fordi embedsmænd og minister ikke vil have, at offentligheden skal have indsigt i, hvad der er beslutningsgrundlaget bag deres dispositioner.”

Han mener ikke, at FORSKERforums klager er spildt arbejde, trods afslagene, for Ombudsmandens afgørelser er principielle og med til at afklare den komplicerede offentlighedslovs fortolkning. Og hvis der ophober sig kontroversielle afslag, må politikerne tage stilling til, om lukketheden virkelig var deres hensigt. Det vil ske, når loven skal evalueres efter 3 års virke – den 1. jan. 2017.

Uni-lærer: Ikke et privilegeret job

– nu med krav om selvkritik og selvcensur og mindfull-reparation

”Det hedder sig, at uni-lærere har et privilegeret og selvdisponeret job. Men jeg har efterhånden svært ved at se det privilegerede. Derimod er der udbredte stressfølelser i sektoren – og mit bedste bud på årsagen er, at arbejdsmængden – ligesom antallet af studerende – er voldsomt forøget de seneste 10 år,” vurderer sociolog Rasmus Willig, som forsker i moderne arbejdsliv og i betingelserne for samfundskritik.

”Vi skal fx hente flere og flere eksterne forskningsmidler: Det svarer jo til, at en hospitalslæge først skal søge om midler, for at han eller hun kan få lov at behandle sine patienter, eller et postbud, der skal finde midlerne for at få råd til at gå sin postgang. Nu er vores ’produkter’ tilmed gjort til objekt for konstante målinger – så ikke mindst set i lyset af, at vi underviser mere, forsvinder tiden til forskningen.”

Selvcensur i konkurrencestaten

Mens det tidligere var muligt at kritisere strukturen, systemet eller ledelsen, så gøres problemer på arbejdspladsen nu til dit problem. En nyliberal tidsånd har ført os ind i en epoke med forøget individualisering og selvansvarlighed:

”Kravene til den enkelte stilles af konkurrencestaten, som fordrer, at den enkelte hele tiden forsøger at forbedre sig selv og sætte højere mål for sig selv. Den opererer ved hjælp af resultatmål, akkrediteringer, evalueringer, krav om dokumentation, standarder og procedurer: Mål og krav skal presse folkeskolelæreren til at yde mere for mindre. Pædagogen skal klargøre børnene tidligere. Sygeplejerskerne og lægerne skal presse patienterne hurtigere igennem de mest behandlingskrævende forløb. Og så videre,” forklarer han.

Men mange oplever en splittelse i håndteringen af deres arbejdsliv. De er kritiske over for deres arbejdsbetingelser og ledelse, men som noget nyt mødes de nu med krav om, at de skal øve selvkritik.

”Det betyder, at der i uni-lærerens arbejdsforhold er indført en ny form for censur, eller rettere selvcensur. ’Markedscensur’ er det, som det ikke kan betale sig at ytre eller at forske i.”

De ansatte får ingen hjælp i systemet, og så må man søge søge individuelle løsninger:

”Folk tier, for konkurrencelogikken dikterer, at de, som har det svært med den intensiverede konkurrence, kan reparere med lidt wellness, fitness, soulness eller mindfulness. Det er jo en af årsagerne til, at vi løber rundt som gale – til marathon, crossfit eller yoga.”

Se ANALYSE s. 13 i det trykte blad: Positivitetsfascisme

’Til Folketinget, ang. vores medbestemmelse

’Sker der noget med vores bestemmelse, spørger DMs uni-læreres bestyrelse i en spørgende henvendelse til Folketingets Uddannelsesudvalg – og dermed også til minister Sofie Carsten Nielsen.

De spørger, hvad der egentlig blev af minister Sofie Carsten Nielsens løfter om, at hun ville indskærpe medbestemmelsen for uni’ernes rektorer og bestyrelsesformænd. Hvad skete der for eksempel på møderne mellem uni-ministeren og universiteternes bestyrelsesformænd i efteråret? Drak de kaffe? Spiste de middag? Drøftede de noget? Besluttede de noget? Findes der referater?

Selv om uni-lærerne sikkert gerne ville kende svarene, så er det dog IKKE disse konkrete spørgsmål om forplejningen, som bestyrelsen for DMs uni-lærere har stillet Folketingets Uni-udvalg – og dermed til Uni-ministeren. De har indsendt en forespørgsel, der der skal blæse liv i spørgsmålet om de ansattes manglende indflydelse og medbestemmelse.

Uni-bestyrelse har konkret spurgt, om ministeren, bestyrelsesformændene og rektorkredsen er kommet med nye ideer til, hvordan de kan forbedre de ansattes medbestemmelse. Ministeren lovede nemlig i oktober en sådan drøftelse med en indskærpning af betydningen af en lokal medbestemmelse. Og det skulle foregå i efteråret, lovede hun. Siden er der tilsyneladende intet sket.

I maj sidste år blev der holdt en stor konference om medindflydelse, og her fremkom der skarp medarbejderkritik fra vip’ere: ”Ikke mere pseudo-medbestemmelse”. Det var efter en EPINION-konsulentrapport, som fortalte, at lederne faktisk var blevet mindre villige til at inddrage de ansatte, selv om en lovrevision henstillede ledelserne om at gøre det modsatte (SE FORSKERforum 275).

I oktober kom så en længe ventet redegørelse for Folketinget fra uni-minister Sofie Carsten Nielsen. Men det var en fuser og et teater, for Ministeren ignorerede de ansattes klager og stillede sig tilfreds med, at uni-ledelserne formelt ”har implementeret de nødvendige rammer” til forbedret inddragelse. Og til at understøtte den fortælling omtalte Ministeren selektive data om ”ledelsens lydhørhed” og de ansattes og studenters deltagelse i organerne m.m. Og det var så her, at ministeren lovede drøftelsen og indskærpningen. (SE FORSKERforum 279: ‘Ministerens selektive rapportering).

Henvendelsen til Forskningsudvalget konstaterer, at der i ministerens redegørelse var et misforhold mellem den ret utvetydige kritik som EPINION-rapporten viste, og så ministerens udlægning for Folketinget. Hun nøjedes nemlig med at henvise til, at de ansattes utilfredshed og ledelsens tilfredshed af-balancerede hinanden: ”… at det ikke er muligt at drage en entydeig konklusion på baggrund af dagens forskellige synspunkter”.

DMs uni-bestyrelse peger på, at Ministerens konfliktsky tilgang er et meget præcist udtryk for problemets kerne, nemlig at hver gang der er noget på spil, så trækker de Ledelseskortet: Med Uni-loven i hånden kan de tilsidesætte inddragelse og medbestemmelse. Og det stemmer ikke overens med klassiske universiteters styrelsesformer og UNESCOs anbefalinger.