Forfatterarkiv: admin

Økonomer og tek-nat

– styrer forskningsverdenen

Oversigten over de 30 topfolk fortæller om en fagfordeling, hvor der er 8 økonomer (inkl. cand.merc), 7 fra anvendt nat (fysik, nano, biologi), 5 ingeniører, 4 medicinere, 3 politologer/jurist og kun 1 humanist.

”Der er en enorm påfaldende skævhed, hvis man ser på fagfordeling, for det svarer slet ikke til studentermassens sammensætning og heller ikke til personalesammensætningen på universiteterne. Oversigten fortæller tydeligt, at det er nogle fagområder, som har magten til at disponere på alle videnskabers vegne. Indgår man i forskningsmagtens netværk er man jo med til at bestemme, hvad fremtidens arbejdskraft skal kunne, hvad forskningspengene skal bruges til, og hvad vi alle sammen skal leve af. For en beslutningstager er det nogle af de vigtigste spørgsmål, man kan være med til at svare på. Og de deltager i netværket både ved at udpege forskningsfelter, uddele penge og i øvrigt ved at sidde med i rådgivning for statslige organer”, forklarer Christoph Ellersgaard.

”Dem med pengemagt i fondene og dem, som høres af politikerne, har et relativt ens politisk-økonomisk syn på verden. Det er især de anvendte og erhvervsrettede teknisk-naturvidenskabelige fagområder. Og så er det selvfølgelig økonomer, som repræsenterer en bestemt type forvaltningsmagt, nemlig konkurrencestatens rationalitet i nytte- og produktivitets-orientering – eller som det hedder i den politiske terminologi ’vækst og velfærd’. Der er fokus på teknologi som er omsættelig i erhvervslivet og industrien. Eliten repræsenterer i den forstand i forbavsende grad den samme interesse”, mener Ellersgaard.

Humaniora fraværende

Han studser lidt over, at der kun er en enkelt jurist (SDU-rektor Henrik Dam) blandt de 30:

”Djøf’erne er ellers velrepræsenterede i vores generelle 423-netværk, og her fylder juristerne en del. Djøf’erne udgør kun en pct. af befolkningen, men i Folketinget sidder de på 40 pct. af pladserne! Men der er da 4-5 nuværende eller fhv. offentligt ansatte djøf’ere blandt de 30”.

”Mens nogle taler om den kulturelle elites samfundsbetydning – som smagsdommere og kulturbærere – så er der kun en humanist blandt de 30 i forskningseliten, nemlig RUC-rektor Hanne Leth Andersen. Humaniora har stort set ingen repræsentation blandt de, der bygger bro mellem forskningsfondene. Det dokumenterer helt klart, at hvis humaniora har oplevelsen af at blive holdt udenfor, så er det ikke helt forkert. Kultur og eksistens fylder ikke ret meget hos forskningseliten, i hvert fald ikke fagligt”, siger Ellersgaard.

Frasortering af andre syn på samfundet

Samlet giver fællesskabet om økonomisk højstatus, uddannelsesbaggrund og bosted alt andet lige også, at man har fælles livs- og samfundssyn:

”Men denne fælles interesse i eliten i vækst og velfærd, teknologi og erhvervsproduktivitet betyder også fravalg af andre vinkler. De interesser forstærkes af deres ’private’ subkultur. Når fokus er på vækst og velfærd og teknologipolitik, så er der ikke plads til blødere områder som miljø, dannelse, kultur eller bredere samfundsproblematikker. Det fortæller, at eliten agerer ud fra en fælles forståelse af konkurrencestatens rationalitet, og at man har et bestemt blik på, hvad der er samfundsproblemer, fordi noget er frasorteret”, siger han.

Og når nogle mener, at Ellersgaards netværksanalyse overdramatiserer og personificerer magten, svarer han:

”Selvfølgelig betyder det noget, hvem der har magt og hvad de har af fællesskaber og hvad de er fælles om. Men få nationer er så ’klasseblinde’ som danskere. Vi har en forestilling om at leve i et meget lige samfund. Derfor kan hofjægermester, kammerherre, arving til industriformue, ejer af et slot og en ø i Caribien m.m. Christian Kjær uimodsagt afvise, at han er overklasse ved at sige: ’Hvem er det, du kalder overklasse? Jeg synes ikke rigtig, vi har en overklasse herhjemme. Jeg er dus med alle – de kalder mig Christian’ …”

Gør plads, Jer gamle

Evighedslærere er ikke fair over for de unge, mener eks-dekan Sally Feldman, 67

Fattigdom, elendighed, lavt selvværd, arbejdsløshed. Det er fremtiden for mange af vores dygtige ungforskere. Tre år efter endt uddannelse er kun 19 procent af britiske ph.d.’er blevet ansat i en universitetsstilling ifølge statistikker fra studenterorganisationen National Union of Students.

”Konsekvenserne for vores yngre kolleger er alvorlige,” siger Eleanor Dickey, professor i oldtidskundskab ved University of Reading. Hendes rapport fra 2014 om ph.d.ernes ringe arbejdsmuligheder (Rapport: ”The Impact of the Poor Academic Job Market on PhD Graduates”) er trist læsning: ”De fleste respondenter anså praktiske udfordringer såsom fattigdom som mindre belastende for dem personligt end det nedslående i ikke at kunne få et arbejde på universitetet.”

Hun foreslår tre indgreb, som alle kan gøre livet en anelse mere tåleligt for ungforskerne:

  • at tilbyde fortsat kontakt med egen institution;
  • at tilbyde en mere robust karrierevejledning; eller
  • helt enkelt at etablere flere stillinger.

Men hvordan skal det kunne lade sig gøre i en tid med stigende økonomiske begrænsninger, især nu, hvor pensionsalderen ikke længere er lovbestemt?

Det er for tidligt at sige noget om, hvordan gennemsnitsalderen blandt de forskningsansatte har rykket sig siden 2011, da den lovændring trådte i kraft. Men i USA – hvor man ikke har haft nogen obligatorisk pensionsalder siden 1994 – har den fået et markant nøk opad. På visse amerikanske universiteter er en tredjedel af de fastansatte VIP’er nu 60 år eller ældre, og hastigheden, hvormed selv de 70-årige træder tilbage, er faldet med to tredjedele.

Det virker sandsynligt, at tendensen vil blive afspejlet i Storbritannien. Den ændring i ligestillingsloven, som afskaffede den obligatoriske fratrædelse, var der mange, der tiljublede. ”Det gælder navnlig de VIP-ansatte, som aktivt har valgt en karriere med ringe fysiske udfordringer, og som i hvert fald traditionelt set har givet mulighed for stor selvbestemmelse,” konstaterer Amanda Goodall (THES 22/05/2014). Dertil konkluderes det, at ”en betragtelig andel vil ikke have lyst til at holde op med at arbejde eller har måske ikke tilstrækkelig pensionsdækning til at gøre det muligt for dem at lade sig pensionere.”

Det kan selvfølgelig være fristende – og i nogle tilfælde nødvendigt – at holde fast i den gode løn så længe som muligt. Men blandt mine egne kolleger, som har valgt at fortsætte med at arbejde ud over den traditionelle afskæringsdato, har pengene blot været én blandt flere overvejelser.

”Min kone og jeg har egentlig ikke bestilt andet end at arbejde igennem de sidste 40 år,” var der en lektor, der betroede mig. ”Vi kan slet ikke forestille os en pensionisttilværelse. Hvad skulle vi så lave?”

En anden kom med en lidt mere prosaisk undskyldning: ”Jeg er nødt til at blive ved med at arbejde, så længe jeg kan,” forklarede han. ”Jeg har jo alle mine bøger på kontoret, og min kone vil ikke have dem i huset.”

Det sorte tomrum, der truer dem, der nærmer sig pensioneringen, kan være frygtindgydende. Hvordan skal man erstatte den velkendte rutine eller se kendsgerningen i øjnene, at der ikke er nogen, der venter på, at du møder om morgenen?

Og hvordan skal man definere sig selv uden at henvise til job og titel? En anonym blogger, der kalder sig Thesis Whisperer, formulerer det sådan: ”At man vægrer sig ved pensioneringen har mere at gøre med tab af identitet og stemme end med økonomi eller principper … Det er klart, at en del ældre forskere frygter for pensionisttilværelsen, når man tænker på, at deres personlige og professionelle identiteter nærmest ikke er til at adskille.”

Nogle mennesker har det svært med selve ideen om, at verden kan fortsætte uden dem. ”Universitetslærere er blinde over for den uigendrivelige kendsgerning, at de kun er små hjul i et stort maskineri, og at de som sådan kan udskiftes og glemmes i det øjeblik, de er borte,” konstaterer Laurie Fendrich, professor emeritus i kunsthistorie ved New Yorks Hofstra University. I et essay fra 2014 (The forever professors), hævder hun, at ”universitetslærere, der ikke vil på pension, er grådige og egoistiske og gør de studerende en bjørnetjeneste.”

Det er et synspunkt, som den anomyme blogger bifalder. Whisperer mener, at alt for mange ældre fastansatte har det med at sætte hælene i over for forandring: ”Jeg kan ikke forstå dem, der er 50 år og opefter, som bliver ved med at klamre sig til deres stillinger, når nu de hader udviklingen inden for Akademia,” skriver han. ”Deres modvilje kan virke som den rene gift … Nogle råder deres ph.d.-studerende til at lade være med at blogge og benytte sig af de sociale medier.”

Deri kan han have en vis ret. Jeg kender flere ældre forskere, som ikke engang har hørt om de sociale medier, som nægter at bruge e-mail, eller som får institutsekretæren til at printe deres beskeder ud. Disse maskinstormere kan være så hærdede, at de tror, en JPEG er et sted, de kan hænge tweedjakken, og Bluetooth er en særlig kraftigt virkende tandpasta.

Men det er trods alt ikke dem, der tegner billedet. De fleste råder over enorme reserver af viden, ekspertise og forsknings­erfaringer, som ikke burde gå til spilde. Hvordan kan vi bibeholde dem uden samtidig at blokere for den nye generation?

Goodall m.fl. foreslår, at universiteterne skal være mere fleksible, tilpasse sig de fordele, de ældre medarbejdere kan tilbyde, og ”tildele dem roller, som er tilfredsstillende, uanset hvor langt de er kommet i karrieren. Deltidsstillinger kan frigøre midler til ansættelse af yngre medarbejdere og kan lette overgangen til pensionstilværelsen.

Mange universitetslærer fastholder således kontakten med deres institutioner, efter de har forladt deres fuldtidsstillinger. Ad hoc-kontrakter eller konsulentaftaler kan bane vejen for flere stillinger til nye ph.d.er og samtidig være givtige for dem, der er trådt tilbage.

”Tænk at kunne læse i dagslys,” udtalte en sig begejstret. ”Hvor pragtfuldt!”

”Det er så skønt at slippe for alle de møder og knokle med alle de fondsansøgninger,” sagde en anden.

.Selv trådte jeg tilbage fra min dekanstilling for et par år siden. Jeg stortrives ved min fortsatte tilknytning til universitetet og nyder at omgås mine tidligere medarbejdere uden samtidig at skulle føle mig ansvarlige for dem.

Én ting er der dog, som jeg stadigvæk savner: dekankontorets lagerrum med gratis papir og kontorartikler.

Kilde: THES 13. august 2014 i Martin Aitkens oversættelse.

Sally Feldman er senior fellow ved University of Westminster.

Forskningsverdenens magtnetværk

Magteliten omkring den danske forskningsverden er relativt tæt forbundet på tværs og består af få personer, der binder dem og deres institutioner sammen. Der er 75 “linkers”, og der kan uddrages en top-20-liste og en top-5. Jo tættere på toppen, jo flere magtfulde positioner.

Det afslører FORSKERforums elitenetværk over personerne omkring de største forskningspengetanke.

”Mens det i offentligheden foregives, at det danske demokrati er relativt fladt, og magten er på mange hænder, så forholder det sig ikke sådan i virkeligheden –
heller ikke i forskerverdenen! Her er der et ekstremt elitært netværk bestående af enkelte personer, som har stor politisk og bevillingsmæssig magt, og det er tilmed sådan, at nogle udvalgte har forstærket magt som ’brobyggere’, der binder systemet og store fonde sammen”, forklarer sociolog Christoph Ellersgaard, som i sin ph.d.-afhandling har lavet metodikken bag magtnetværket.

Nr. 1: Ukendt direktør med hemmeligtstemplet lobby-kasket

Nr. 1 i netværket er den i forsker-offentligheden relativt ukendte Jens Maaløe, formand for Innovationsfonden, 1,6 mia. kroner. Maaløe har sin magtbase hos arbejdsgiverne i Dansk Industri. Og så er han direktør for det kontroversielle våbenteknologi-firma Terma, der netop nu er interessenter i det topaktuelle kampfly-indkøb til 20-30 mia. kr. Maaløes rolle, position og lobbyisme i kulissen bag er dog hemmeligtstemplet, så hans habilitet til at indtage en offentlig post kan ikke vurderes.

Magtpersoner styrer

Ellersgaard vil ikke kalde sig ’videnskabssociologisk ekspert’, men vil gerne sige, at ud fra et magtperspektiv har det beskrevne netværk og personerne heri stor betydning for dansk forskningspolitik og for menige forskere:

”Disse personlige netværk omkring de store pengetanke har stor og voksende indflydelse på de menige forskeres vilkår, når det er sådan, at flere og flere forskningspenge skal ud i konkurrence. I dagligdagen oplever forskerne jo, at skal man have ressourcer til at lave vigtig forskning, så skal pengene hentes hos eksterne pengetanke. Og når forskningsrådenes midler stagnerer – med succesrater på 10-15 pct. – så må forskerne jo vende sig mod andre kilder”, siger Ellersgaard.

”Alle i forskerverdenen ved, hvor vigtigt det er at have et navn eller relationer, når man skal søge midler (fx i forsknings­rådene). Det eksponerer, at det er utrolig vigtigt, hvem der sidder i disse bevilgende organer, for de prioriterer ikke bare deres egne organers bevillingspolitik, men indirekte også den offentlige, når det fx handler om forskningsfelter, nyttekrav, medfinansiering osv.”

Se TEMA: Forskningens magtnetværk s. 14-19 i det trykte blad.

Skandale: Taxameterrapport

16. januar skulle konsulentfirmaet Deloitte have afleveret en større rapport om taxametersystemet. Men nu – mere end 8 måneder senere – er den endnu ikke frigivet. FORSKERforum har løbende spurgt hvorfor og hvornår, men har kun fået henholdende svar. Og i takt med minister Sofie Carsten Nielsens tavshed om sagen, er mystikken bare vokset til at blive en skandale.

Da fristen var overskredet i januar, lød forklaringen fra Uni-ministeriets embedsmænd, at den var udsat, fordi dataindsamlingen var mere kompleks og har taget mere tid end forventet.

Det blev fortalt, at rapporten bliver til i ”en dialog mellem kunden og leverandøren”. Det blev også forklaret, at konsulentfirmaet eller Styregruppen bag – hvor Ministeriet selv har repræsentanter – havde meddelt forsinkelsen mundtligt, og FORSKERforum kunne derfor ikke få aktindsigt i den skriftlige forvaltning.

Og FORSKERforums forsøg på at få aktindsigt i forvaltningen af rapporteringen blev afvist med henvisning til, at det er finanslovsstof, som ikke er omfattet af aktindsigt.

Esben Lundes varme kartoffel

FORSKERforums har løbende spurgt til taxameterrapporten siden 16. januar. Og i takt med den voksende forsinkelse voksede gisningerne om, at den er politisk motiveret: Rapportens data og konklusioner var ubekvemme for minister Sofie Carsten Nielsen, fordi der peges på, at de mest nødlidende fag er hum/samf – og ikke de ingeniørfag, som politikerne højprioriterer. Derfor har rapporten været holdt tilbage / hemmeligholdt.

Nu har den nye minister Esben Lunde så overtaget den varme kartoffel og tilmed forstærket, for i Venstres regeringsgrundlag står der, at han skal reformere taxametersystemet.

Folketingsspørgsmål: Hvorfor og hvornår?

Og i Folketinget presses Ministeren nu af nærgående spørgsmål fra SFs forskningsordfører Jacob Mark:

4. Vil ministeren oplyse, hvorfor konsulentfirmaet Deloitte ikke har overholdt sin kontraktlige afleveringsfrist for den bestilte taxameteranalyse, som skulle være afleveret 16. januar og som altså nu er forsinket i otte måneder, herunder specificeret oplyse, om forsinkelsen skyldes, at en følgegruppe eller ministeriets embedsmænd har stillet nye / yderligere / uddybende krav til konsulentfirmaet analyse?

5. Vil ministeren oplyse den kontraktmæssige pris på den taxameter analyse, der er bestilt hos konsulent firmaet Deloitte jf. udbudsmaterialet, samt om de estimerede merudgifter som følge af forsinkelsen?

6. Vil ministeren oplyse, hvornår den taxameteranalyse, der er bestilt hos konsulentfirmaet Deloitte, forventes færdiggjort og offentliggjort?

Spørgsmålene har tidligere været stillet i maj af Anette Vilhelmsen (SF) til minister Sofie Carsten Nielsen, men hun slap af krogen, da der blev udskrevet folketingsvalg …

Hvad mener den nye minister?

FORSKERforum bad kort tid efter den nye uddannelsesministers tiltrædelse om et interview (med mulighed for at stille opfølgende spørgsmål), men det kunne ministeren ikke afsætte tid til.

FORSKERforum fik dog tilbud om at indsende skriftlige spørgsmål, og de kom ikke til at handle om hans holdning til den kristne skabelsesberetning og dennes konsekvenser for forsknings- og uni-politikken.

Her er spørgsmålene og Esben Lunde Larsens skriftlige svar

Om forskningsfrihed

Ministeren har i Weekendavisen udtalt: ”Forskningsfriheden har første primat for mig”, men slår samtidig fast, at dette ikke afviger fra Helge Sanders forretnings-primat ”fra forskning til faktura”. Kan ministeren begrunde, hvordan forskningsfrihed og fakturatænkning ikke er modsætninger?

”Det er ikke et enten-eller, men et både-og. Forskningen bidrager – og skal bidrage til udvikling af nye løsninger og ideer, som på sigt kan føre til øget vækst og beskæftigelse. Forskning er aldrig blevet mindre fri af at kunne anvendes. Men uden forskningsfriheden kan forskningen ikke skabe de gennembrud, som erhvervslivet, ja, hele Danmark har brug for.

Regeringen vil ”øge fokus på innovationselementet og kommercialiseringen” i forskning. Hvordan kan en forsker på den ene side have frihed og på den anden være under pres for øget fokus på kommercialisering?

”Der skal være forskningsfrihed. Pointen er bare, at alt for mange gode ideer og alt for meget forskningsbaseret viden aldrig kommer videre end universiteternes snævre cirkler. Det er det, jeg gerne vil sætte fokus på. Vi skal have et set-up, der sikrer, at forskerne har forskningsfrihed, og at den nye viden kommer i anvendelse i hele samfundet.

Dannelse

Ministeren har siden sin tiltræden talt meget om dannelse, selv om ordet ikke nævnes i regeringsgrundlaget. Er betegnelsen ”Dannelsesministeren” (fra Weekendavisen) en karakteristik, ministeren gerne vil tage på sig?

”Ja, dannelse er et af mine hovedfokusområder. Studerende på landets videregående uddannelser skal kunne sætte deres viden i relation til et dannelsesmæssigt ”indre kort” over store samfundsmæssige, naturvidenskabelige, politiske, historiske, religiøse og kulturelle forhold. Dannelse er både at erhverve sig færdigheder, viden og kunnen i en proces – og at omsætte disse færdigheder i selvansvar og samfundssind. Uddannelsessystemet er præget af mødet mellem en stærk dannelsestradition og en mere nyttepræget uddannelsestænkning, hvor forskning omsættes i vækst og nye jobs. Jeg ser ingen modsætning heri. Hensigten med fri forskning og forskningsbaseret undervisning må altid være at kunne omsættes til gavn for den enkelte og for samfundet.

I et interview i DR2 Deadline sagde ministeren: ”Dannelsen er forudsætning for, at man som menneske kan begå sig i en samfundsrelation.” Forestiller ministeren sig, at der skal indbygges flere dannelsesaspekter i uddannelser til eksempelvis ingeniører eller biologer, og hvordan?

”Jeg vil gerne understrege, at dannelse er relevant for alle typer af uddannelser – også de naturvidenskabelige. Dannelse er bestemt ikke kun forbeholdt humaniora. Dannelse er ikke en videnkategori, men en forholdelsesmåde. Det handler om, hvordan man forholder sig til stoffet, sig selv og andre mennesker.

Jeg er først og fremmest interesseret i at afdække, hvordan de forskellige uddannelser er indrettet i forhold til at indtænke dannelse og videnskabsteori. Derfor vil jeg lytte til professorer og andre, der kan fortælle om, hvordan de forstår dannelse inden for deres fagområde. Ligesom jeg vil høre deres bud på, hvordan vi generelt styrker dannelse i det videregående uddannelsessystem. Jeg vil gerne arbejde for, at den Bildungs-tradition, som har kendetegnet vores universiteter, ikke glemmes i forhold til den efterhånden mere udbredte angelsaksiske tænkning. Men først vil jeg i dialog med uddannelsesinstitutionerne og fagkyndige.

Kan de traditionelle dannelsesfag – sprog, æstetiske fag og klassisk humaniora – føle sig mere sikre i forhold til dimensioneringer og nedskæringer efter ministerens erklæringer om dannelsens betydning?

”De klassiske dannelsesfag spiller en meget vigtig rolle. Sprogfagene er afgørende for vores evne til som samfund at agere i den globale verden – og dimittender fra de æstetiske og klassiske humaniorafag bidrager med, hvad jeg vil betegne som en uerstattelig kompetence til at forstå den verden, vi lever i. Vores anskuelse af verden er andet og mere end, hvad der kan sættes på formel i regneark og diagrammer – vi bliver rigere som samfund, når vi lærer om store tænkeres anskuelse af fx demokrati, menneskerettigheder, diversitet eller etik.

Samtidig er det vigtigt at understrege, at det er min ambition at skabe en bedre sammenhæng mellem studievalg og arbejde. Det er helt centralt for mig, at uddannelse fører til beskæftigelse, og det gælder i lige så høj grad for sprogfag, som det gælder for ingeniører.

Dimensionering er et vigtigt redskab til at understøtte en bedre sammenhæng mellem studievalg og beskæftigelsesmuligheder. Men det er vigtigt at inddrage uddannelsesinstitutionerne i denne tilpasning af uddannelsesoptaget og lytte til faglige argumenter. Jeg har derfor inviteret institutionerne til en drøftelse af deres erfaringer med den aftalte dimensionering. 

Ressourceprioritering

Betragter ministeren fordelingen af ressourcer mellem hovedområderne som et nulsumsspil inden for nuværende økonomiske rammer?

”Som uddannelses- og forskningsminister ser jeg naturligvis gerne, at samfundet investerer i uddannelse, forskning og innovation. Det kunne fx være ved at styrke de private investeringer i forskning. Samtidig er det vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke mener, den nuværende fordeling mellem hovedområderne er urørlig. Det handler om, at den forskning, der har den højeste videnskabelige kvalitet, får støtte. Samtidig med at vi skal understøtte forskningsmiljøer i absolut topklasse inden for udvalgte områder, hvor Danmark har et særligt potentiale.

Er ministeren enig med Dansk Industris krav om, at de offentlige bevillinger til de tekniske videnskaber bør hæves på bekostning af bevillinger til humaniora?

”En større andel af de offentlige midler til forskning skal bruges til at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark. Det kan bl.a. ske ved at øge den tekniske forskning, som er meget vigtig for virksomhederne og dermed også for Danmark. Samtidig er det vigtigt, at det tværvidenskabelige arbejde fremmes. Vi kan ikke leve uden ingeniører, men vi kan heller ikke leve udelukkende af ingeniører.

For tre år siden godkendte Folketingets Finansudvalg – med Venstres stemmer – at AAU kunne udvide lokaliteterne i Sydhavnen for 56. mio. på en tiårig lejekontrakt.  Til Nordjyske har ministeren imidlertid udtalt, at det ”ikke (er) videre logisk, at Aalborg Universitet har en stor afdeling i København”. Mener ministeren dermed, at AAU bør skære ned på sine aktiviteter i København?

”Det er korrekt, at jeg ikke synes, at det er logisk, at Aalborg Universitet har placeret sig i København.

Når det er sagt, er det naturligvis ikke min opgave at bestemme, hvordan den enkelte institution indretter sig.

Ministeren udtalte for nyligt, at ”Det Frie Forskningsråd har prioriteret helt skævt i nogle sager”. På hvilken måde mener ministeren, at DFF prioriterer forkert? Har noget ændret sig, siden ministeren – ifølge Videnskab.dk – ikke længere står fast på, at DFF bør lægges ind under Grundforskningsfonden?

”Der ligger ikke p.t. forslag om at justere den forskningsrådsstruktur, vi kender i dag. Det er rigtigt, at Det Frie Forskningsråd har truffet nogle beslutninger, som jeg ikke altid har været enig i. Men det er også vigtigt at huske på, at der er armslængde til rådet – og det vil jeg selvfølgelig respektere.

Studerende

Ministeren har lagt vægt på, at studerende bør være fuldtidsstuderende. Er ministeren enig med de studerendes argument om, at et fuldtidsstudium forudsætter minimumsgarantier for antallet af undervisningstimer?

”Nej, fordi de videregående uddannelser er og skal være forskellige. At tage en uddannelse er mere end undervisning. Det er fx også selvstudium, fordybelse og hårdt arbejde i studiegrupper. De studerende har et stort ansvar for egen læring.

Vi kan som samfund stille høje krav til det at være studerende i Danmark. Det er en del af den model, vi har valgt, med at finansiere uddannelse via skattesystemet og have et SU-system, der giver alle mulighed for at studere på fuld tid. Og det giver mulighed for at studere mere, end fuldtidsstudium er normeret til, hvis de studerende ønsker at dygtiggøre sig yderligere.

Jeg kan godt være bekymret, når studerende på de videregående uddannelser bruger gennemsnitligt omkring 1350 timer om året, når et fuldtidsstudium typisk er normeret til 1650 timer (Kvalitetsudvalget). Og når bachelorstuderende bruger 15-18 timer om ugen på forberedelse, mens svenske bachelorstuderende bruger omkring 24 timer (Eurostudent-undersøgelsen).

Der skal selvfølgelig være god undervisning på uddannelserne, og det er institutionernes ansvar at sikre, at det sker. Der er ingen tvivl om, at mødet mellem den dygtige forsker og den flittige studerende giver potentiale for høj læring. På samme måde har uddannelserne et ansvar for, at uddannelserne tilrettelægges og det faglige niveau sættes tilpas højt, så de studerende bliver udfordret. Og vi skal selvfølgelig være lydhøre når Rigsrevisionen i 2012 påpegede, at der var meget få undervisningstimer nogle steder. Derfor er det også fint, når nogle institutioner vælger at arbejde med minimumstimetal, ligesom ministeriet og institutionerne i fællesskab er ved at få et overblik over undervisnings- og vejledningstimetallet. Men ét fast, tværgående minimumstimetal har jeg ikke planer om.

Om ansættelsespolitik m.m.

Ifølge statistikken har gruppen af løstansatte (ph.d.er og postdocer) inden for de sidste 5 år overhalet de fastansatte (professorer og lektorer) som den almindeligste ansættelsesform på KU. Er den ansættelsespolitik i overensstemmelse med regeringens mål for personalepolitikken på universiteterne?

”Universiteterne har som selvejende institutioner et selvstændigt ansvar for at fastsætte personalepolitikken. Ministeriet fastsætter de overordnede rammer, men personalepolitikken er aftalt lokalt.

Er der grund til at frygte, at usikre ansættelsesforhold og fluktuerende besætning går ud over kvalitet i undervisning og forskning – og hvad vil ministeren i givet fald gøre ved det?

”Jeg har tillid til, at universiteterne sammensætter en kvalificeret medarbejdergruppe og ansætter de medarbejdere, der er bedst egnede til at udføre forsknings- og undervisningsopgaverne på et højt fagligt niveau.

Jeg forventer derudover, at universiteterne har en særlig opmærksomhed mod ansatte i tidsbegrænsede stillinger, idet det følger af de centrale regler på området, at universiteternes ledelse i særlig grad skal synliggøre karriereperspektiver for denne gruppe ansatte.

Både ph.d.- og postdoc-stillingen har jo netop et bredt erhvervssigte og kan også føre til en karriere i det private erhvervsliv eller andre sektorer udenfor universitetet.

jø/lah

Kampen om mennesket

Bag al forskning med relation til mennesket og til menneskelig aktivitet ligger mere eller mindre klart definerede forestillinger om mennesket. Det bør alle videnskaber og forskere gøre sig klart. Humaniora har en særlig rolle i afklaringen

Af David Budtz Pedersen og Finn Collin

Kampen om humaniora er ikke kun en kamp om discipliner, metoder og genstandsfelter men tillige en kontrovers om, hvordan mennesket skal forstås. Det er afgørende for den videnskabelige orientering, hvilket begreb (eller klynge af begreber) om mennesket en given forskning tager som sit grundlag.

Hvad der mere præcist kendetegner den menneskelige faktor bringer forskere ind i et omdiskuteret og kontroversielt begrebsligt område, hvor valget af, hvilken menneskeopfattelse der anses for at være den mest adækvate, har vidtrækkende forskningsmæssige og politiske konsekvenser. Der findes i samfundet ikke et homogent billede af, hvad mennesket er eller bør være. Derimod findes der en række forskellige menneskesyn, som vi i det følgende skal kortlægge. Vi skal hævde, at der findes mindst fire forskellige opfattelser af subjektet, og at disse opfattelser kan diagnosticeres inden for forskellige positioner i den samfundsvidenskabelige, naturvidenskabelige og humanistiske forskning. Vi skal som nævnt kalde disse subjektbegreber for homo socius, homo economicus, homo sapiens og homo juridicus, der henholdsvis karakteriserer mennesket ud fra:

  1. dets evne til at indgå i kulturelle, samfundsmæssige og sociale forbindelser,
  2. dets nyttemaksimerende, kalkulerende og egoistiske adfærd,
  3. dets biologiske, neurologiske og evolutionære udvikling, og
  4. dets evne til at tilskrive og bære universelle rettigheder

Spørgsmålet om menneskeopfattelser er ikke nogen rent teoretisk strid om begreber. Hvordan mennesket defineres, og hvordan de politiske, sociale og økonomiske institutioner indrettes, har vidtrækkende konsekvenser for samfundets evne til at handle på en effektiv, legitim og bæredygtig måde. Kort sagt har vurderingen af de forskellige menneskeopfattelser konsekvenser for vurderingen af de store samfundsmæssige udfordringer og vores muligheder for at løse dem.

En konsekvens, der følger af denne analyse, er vigtigheden af at sætte fokus på mennesket – hvad enten det er i relation til samfundet, økonomien eller naturen – som bør lede til en anerkendelse af humanioras videnskabelige bidrag og rolle. Hvis den menneskelige faktor spiller en så central rolle i samfundsudviklingen, som vi skal hævde i dette kapitel, kræver det en langt bedre integration af den humanistiske forskning i interdisciplinære forskningsprojekter. I stedet for at være et appendiks til natur- og samfundsvidenskaberne har humaniora et exceptionelt bidrag at yde i den tværfaglige forskning, netop fordi den humanistiske forskning gør det klart, at ingen videnskabelig analyse kan operere uden en menneskeopfattelse og den historicitet, der er forbundet og integreret i denne.

Homo juridicus ligger til grund for selve det liberale demokrati som den styreform, der på baggrund af retsstat og menneskerettigheder beskytter det enkelte menneske og med frie valg giver borgerne mulighed for selv at vælge deres ledere.

I de senere år har dette subjektbegreb været særligt klart analyseret hos Fukuyama. I hans ambitiøse universalhistoriske hovedværk The Origins of Political Order (2011) og Political Order and Political Decay (2014) forener Fukuyama den langstrakte historiske udvikling og implementering af universelle ideer om mennesket med konkrete historiske studier i antropologi, kulturhistorie og sociologi og viser hvordan, menneskelige fællesskaber bliver til politisk vellykkede samfund. Fukuyama viser, hvordan forestillingen om lighed og frihed fører til opbygningen af de politiske systemer – først og fremmest i Europa og Nordamerika men også i andre lande, hvor dele af de universelle ideer om mennesket implementeres.

Hvor den juridiske menneskeopfattelse kigger på mennesket som en transhistorisk og universel rettighedsbærer, er det kulturelle subjekt nedsunket i faktiske kontekstuelle, lingvistiske, æstetiske, nationale og religiøse praksisser. Den kulturelle menneskeopfattelse fremhæver det kulturskabte menneske, homo socius.

Mennesket ses ifølge denne opfattelse som formet af den kultur, det er indsocialiseret i. En kultur, som i sig selv er produktet af en langstrakt historisk udviklingsproces. Typisk tillægges sproget en afgørende betydning som socialiseringsmekanisme, hvilket hænger sammen med, at den kulturelle menneskeopfattelse ofte har en idealistisk forståelse af kulturpåvirkningen. Andre versioner hælder dog imod en mere materialistisk forståelse, som fokuserer på mennesket materielle kultur.

I denne sammenhæng er det vigtigt at skelne mellem en klassisk variant af tesen om det kulturskabte menneske, der anerkender, at mennesket har en præsocial natur, der sætter grænser for socialiseringens muligheder, og en moderne socialkonstruktivistisk variant. Ifølge den konstruktivistiske variant er mennesket fra naturens hånd næsten fuldkommen plastisk. Biologi og andre faktorer sætter kun minimale grænser for, hvordan vi kan indrette vores samfund. Socialkonstruktivister udstrækker denne opfattelse til også at gælde den historisk-kulturelle arv. Det understreges, at mennesket er samfundsskabt, men at denne påvirkning ikke består i, at mennesket tidligt i livet præges af en kulturarv, som det herefter ikke kan tilsidesætte. Derimod formes og omskabes mennesket ved en løbende interaktion med andre mennesker.

Overfor forståelsen af mennesket som forbundet gennem sociale og kulturelle relationer, står forestillingen om ”det rationelle menneske”, homo economicus. Denne menneskeopfattelse er i sin eksakte tekniske form udviklet inden for økonomisk teori, mere præcis mikroøkonomien, men den har dybe filosofiske rødder.

Hvor homo juridicus betragter mennesket som bærer af rettigheder, der må anerkendes i enhver samfundsordning, fokuserer homo economics på brugen af fornuften til at handle på et marked. Dermed hænger denne menneskeopfattelse sammen med de idealer, der definerer klassisk økonomisk liberalisme.

Den økonomiske menneskeopfattelse anerkender, ligesom den kulturelle model, at mennesket har en natur forud for sin sociale dannelsesproces. Og denne natur er netop fornuften. Men den opstiller en idealiseret model af denne fornuft, der ser bort fra en række egenskaber, f.eks. at mennesket har en ”anden natur”, som installeres i mennesket ved dets socialisering. I sin reneste version anerkender forestillingen om homo economicus ikke, at mennesket er begrænset af sådanne ”bløde” parametre, som ligger i den sociale og kulturelle arv. Disse begrænsninger kan mennesket til enhver tid gøre sig fri af, hvis det ønsker. Mennesket er et rationelt-kalkulerende væsen, der ikke er styret af tidligere hændelser, men er motiveret af fremtidige mål og udsigten til nyttemaksimering. I denne idealisering ligger eksempelvis, at den rationelle agent har fuldt overblik over markedet og fuldt overblik over sine egne præferencer. For denne betragtning er klassisk humaniora bagudskuende, imens det rationelle menneske er fremadrettet. Individets målsætninger og præferencer bestemmer dets adfærd, idet denne model forudsætter en rationel beregning af, hvad der giver menneskets størst mulig behovstilfredsstillelse.

I dag kender vi blandt andet denne menneskeopfattelse fra rational choice-teorien, der er en økonomisk og politologisk teori, som antager, at mennesket er egennyttemaksimerende.

Det ovenstående er en diagnose af tre af de menneskeopfattelser, der har været dominerende i forskellige dele af humaniora og samfundsvidenskaberne de sidste 200 år. Der er imidlertid en fjerde og endnu mere radikal menneskeopfattelse, som vi kan kalde det biologiske menneskesyn, homo sapiens. Denne menneskeopfattelse styrkes i disse år kraftigt af den igangværende forskning inden for evolutionsbiologi og neurovidenskab. De mest reduktive varianter af det biologiske menneskesyn står i kontrast til det humanistiske: de fastholder, at mennesket har en klart defineret biologisk natur, der sætter faste grænser for den kulturpåvirkning, som i den humanistiske model skaber det enkelte menneskes tænkning og adfærd.

Det biologiske menneskesyn er derfor inhærent konservativt. Det har historisk typisk manifesteret sig i argumenter om, at forskellige politisk efterstræbte ændringer i menneskers levevilkår – for eksempel ligestilling mellem kønnene – ikke er mulige, da sådanne ændringer strider imod den menneskelige natur. Dette gentages i moderne varianter af dette syn, som eksempelvis den kontroversielle sociobiologi fra 1970´erne.

Imidlertid er denne konservative ideologiske kobling til det biologiske menneske blevet brudt med den igangværende molekylærbiologiske revolution. Med molekylærbiologien står vi nu på grænsen til at ændre menneskets biologiske arvemasse igennem manipulationen af det menneskelige genom. I kraft af denne nyudvikling kan det biologiske menneskesyn i fremtiden indgå alliance med, eller blive integreret i, det rationelt-økonomiske menneskesyn med potentielle vidtrækkende konsekvenser for det juridisk-universelle menneskesyn (Budtz Pedersen 2013)

Dette skal nu forstås rigtigt. Homo sapiens-modellen har et afgørende problem med homo economicus-modellen, som man har forsøgt at overvinde gennem grundlæggelsen af et nyt tværvidenskabelig forskningsfelt kaldet evolutionær spilteori. Homo economicus har ifølge biologer den svaghed, at teorien ikke kan forklare den gradvise forøgelse af det økonomiske systems kompleksitet – og dets lejlighedsvise hurtige strukturforandringer. Derfor er der behov for en fornyet konkretisering af homo economicus. Denne konkretisering har især fundet sted siden 1970erne og bygger på økonomisk spilteori og eksperimentel økonomi. Spilteorien er baseret på den præmis, at økonomiske ligevægtstilstande kan frembringes af individer med perfekt rationalitet og information.

Det er nødvendigt for alle videnskaber – fra humaniora over samfundsvidenskab til naturvidenskab – at gøre de underliggende subjektbegreber klar. Hvordan vi bestemmer mennesket er ikke nogen rent teoretisk diskussion men har konsekvenser for, hvordan vi forstår mennesket i kulturen, samfundet, økonomien og naturen.

I den forstand har humanistisk forskning aldrig været mere nødvendig end netop i dag. Alligevel er den humanistiske forskning presset. Grundene hertil er mange, men som vi har vist, er der mindre og mindre plads til det humanistiske menneskesyn i et samfund, der er præget af rivaliserende menneskeopfattelser. På hver deres måde har både den økonomiske og biologiske model etableret sig solidt i det offentlige rum og på den politiske dagsorden.

Der er imidlertid noget paradoksalt ved denne situation. Når vi taler om de store kriser i vores samtid: terrorkrisen, klimakrisen, Muhammedkrisen, finanskrisen, åndskrisen, eurokrisen osv., er det fælles for dem alle, at de etablerede modeller for menneskets biologiske og økonomiske adfærd ikke slår til.

Den centrale lære fra klimakrisen og finanskrisen, og mange andre samfundsudfordringer er, at markeder, industrier og teknologier ikke eksisterer i fritsvævende, lukkede og objektive systemer. I både udformningen af produkter og teknologier og i samfundets reguleringen af markedet er det nødvendigt at tage højde for et langt større spektrum af intenderede og ikke-intenderede faktorer. Her spiller den humanistiske forskning en afgørende rolle. Humaniora handler i bred forstand om mennesker, kultur, symboler og samfund. Den humanistiske forskning hjælper os til at forstå, fortolke og udnytte den udvikling, som samfundet gennemgår – og som det økonomiske og biologiske menneskesyn er ude af stand til at adressere, uanset om vi mobiliserer de mest avancerede spilteoretiske modeller eller neurovidenskabelige studier.

Forståelsen af dette er på vej flere steder. Således er der sket en omstilling i den europæiske forskningspolitik. I stedet for kun at se på videnskab som teknologi, er der opstået en efterspørgsel efter forskning, der kan løse de mest påtrængende sociale og kulturelle problemer, ofte kaldet de ”store samfundsudfordringer”. Her inddrages humaniora og samfundsvidenskab i større omfang end tidligere. Og det er ganske indlysende. For selvfølgelig kan problemer som migration, kulturkonflikter, klimadfærd og befolkningens aldring ikke belyses uden at inddrage det menneskelige aspekt af disse fænomener.

Skal dette ske må humaniora besinde sig på, hvad der er disse fags specifikke bidrag til menneskelig velfærd og samfundets udvikling. Humanistiske forskere må blive bedre til at påpege, hvor det rationelle og biologiske menneskesyn hører op, og hvor de kulturelle, juridiske og institutionelle menneskeopfattelser begynder.

Kampen om disciplinerne. Viden og videnskabelighed i humanistisk forskning (red. af David Budtz Pedersen, Frederik Stjernfelt og Simo Køppe ((Han Reitzel, august 2015).

Store universiteter løber med EU-millioner

De store bliver større og de små mindre, når der uddeles forskningsmillioner til danske universiteter fra EU’s rammeprogram Horizon 2020

Lidt under målsætningen, men nogenlunde med i kampen. Sådan lyder mellemtiderne for Danmark på den opgørelse, EU-kommissionen har lavet pr. 1. marts over de forskellige landes hjemtag af Horizon 2020-midler til forskning og innovation.

Et samlet hjemtag på 2,3 procent er lidt under målsætningen på 2,5 procent, og en succesrate på 14 procent er også lidt under EU-gennemsnittet på 16 procent. Men forskellene er relativt små.

Dykker man ned i tallene, er der imidlertid store forskelle på, hvor meget de enkelte danske universiteter har trukket hjem. Men alligevel tegner der sig et tydeligt billede: Jo flere forsknings-VIP’ere, et universitet har, jo relativt større bid af kagen får universitetet.

FORSKERforum har sammenlignet de enkelte universiteters hjemtagstal med antallet af forsknings-VIP’ere (2013-tal, som er seneste opgørelse), og her ligger KU klart i spidsen med et hjemtag på knap 10800 euro per VIP’er. Herefter kommer DTU, der også har det næststørste antal forsknings-VIP’ere, med et snit på 8800 euro, og derefter AU med knap 7500 euro per VIP’er.

I den anden ende udgør RUC bundproppen med et hjemtag på 2370 euro per forsknings-VIP, og SDU er næstsidst med 3140.

Med andre ord – de store universiteter tager broderparten, mens de små må slås om smulerne.

En del af forklaringen kan ligge i den stigende professionalisering, der sker omkring ansøgningsprocesserne, hvor konsulentydelser og administrative støtteapparater er mere og mere afgørende.

”Der er konkurrence mellem forskerne, men også mellem de støtteenheder, der hjælper forskerne. Tendensen er meget klar: der sker en oprustning på støtteenhederne, også i Danmark,” fortæller Kim Brinckmann, vicedirektør for forsknings- og innovationsområde på KU.

Ifølge Brinckmann er der også på KU sket en gradvis opnormering af antallet af folk, der understøtter forskerne i ansøgningsprocessen, både centralt og på fakultetsniveau.

lah

Fortsættes på side 3 i det trykte blad …

Forskningscensur i klimaets navn

Er den videnskabelige debat åben, når det handler om klima-forklaringer? Nej siger Jens Morten Hansen, der måtte kæmpe 4 år for at få sin forskning publiceret

En stor gruppe forskere kæmper i disse år med næb og klør for at gøre det klart for almenheden og politiske beslutningstagere, at Jordens klimabalance er alvorlig truet og afhængig af drastiske politiske beslutninger.

Men spørgsmålet er, om videnskabens måske vigtigste motor – den kritiske faglige debat – bliver ofret på klimakampens bål.

Flere forskere, FORSKERforum har talt med, mener, at klima-relaterede forskningsområder er ramt af en mere eller mindre bevidst faglig censur, hvor forskning, der modsiger eller rokker ved rapporterne fra FN’s klimapanel (IPCC), bliver holdt ude af billedet.

”Min oplevelse er, at IPCC har udviklet sig fra videnskabeligt forum til en kirke, som prøver at kule al oppostion ned.”

Sådan siger Jens Morten Hansen, statsgeolog på GEUS og desuden tidligere direktør for Forskningsstyrelsen.

Han er sur og træt efter fire års forgæves forsøg på at få publiceret et stykke forskning, der ganske opsigtsvækkende forklarer havstigninger i Nord- og Østersøen som konsekvens af en tilbagevendende naturlig svingning, forårsaget af månens påvirkning af tidevandet.

Takkebrev fra redaktør

Artiklen, som er skrevet sammen med GEUS-kollegaen Antoon Kuijpers samt lektor Troels Aagaard fra KU, blev for nyligt publiceret i tidsskriftet Journal of Coastal Research. Et anerkendt tidsskrift med kernefokus på netop den slags forskning, Jens Morten Hansen bedriver. Problemet er bare, at tidsskriftet er fagsnævert, og artiklens forfattere var enige om, at her var et forskningsresultat, der med sin betydning for klimadebatten fortjente en bredere og større læserskare. Derfor henvendte de sig først til Nature. Her blev tommelfingrene imidlertid vendt ned. Herefter prøvede de lykken hos Nature Climate, så Nature Geoscience og endelig tidsskriftet Earth Science Review, der også er en del af Nature-familien. Alle steder var døren lukket.

”Vi fik i alt syv bedømmelser. Fem korte, ubegrundede afvisninger fra anonyme reviewere, og så to overstrømmende positive, der havde navn på,” fortæller Jens Morten Hansen.

Da det stod klart, at der ingen chance var for at publicere i tidsskrifter under Nature-forlaget, besluttede de tre forfattere at sende artiklen til Journal of Coastal Research. Og har var der anderledes positive reaktioner fra reviewerne – i en sådan grad, at tidsskriftets chefredaktør Charles Finkl kvitterede med et takkebrev, hvor det blandt andet hed:

“I think these papers will be very well received by the research community, at least by those who appreciate cyclicity in Nature. Bravo for a job well done!”

IPCC-korpsånd

I alt skulle der altså gå 4 år, før artiklen fik lov at blive trykt.

”Det er meget normalt, at der kan gå et år med at få publiceret, især når det er mere banebrydende forskning. Så er der mange, der bliver sure og stiller krav om, at det tjekkes i hoved og røv. Men 4 år er overdrevet lang tid. Vi kunne selvfølgelig have fået det ud tidligere, men så skrulle vi have valgt et lokalt tidsskrift,” siger Jens Morten Hansen.

Han er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad der har holdt hans artikel ude af det fine selskab: En fælles korpsånd og loyalitetsfølelse over for IPCC, der gør, at forskningsresultater, der sår tvivl om de menneskeskabte klimaforandringer, bliver afvist ved gadedøren.

”Hele IPCC’s politik går ud på at bekæmpe menneskeskabt klimaforandring. Men det forudsætter, at man kan bevise, at det er menneskeskabt. Men når vi nu kan beskrive de naturlige vandstandssvingninger i den nordatlantiske region, siger vi samtidig, at vandstigningen er naturlig og dermed ikke menneskeskabt. Og den diskussion kan vi ikke få lov til at tage.”

Kritiserede selv Lomborg

Jens Morten Hansen har tidligere været kritisk over for IPCC’s udlægninger af havstigningerne. Omvendt har han også kritiseret Bjørn Lomborgs indlæg i klimadebatten for at være ubevidst uredelige og uvidenskabelige.

”Jeg har været med til at starte miljøbevægelsen i 1969. Jeg synes, det er knaldgodt, at Danmar har en hård og grøn klimapolitik. Men man skal lade være at blande videnskab og religion. For Klimapanelet er der sket et skred, og de er kommet på den gale side af det, man bør. De er blevet selvforsynende med forklaringer,” siger han.

Selv om Jens Morten Hansen også i visse danske kredse – som han ikke vil idenficere nærmere – kan mærke, at både hans person og forskning er ilde set, har han et fint samarbejde med sine danske kolleger, og heller ikke fra GEUS-ledelsens side oplever han problemer.

Han frygter dog, at det er de færreste forskere, der tør tale IPCC-dagsordenen imod.

”Jeg er tjenestemand – en af de sidste – og det giver mig en vis tryghed, for jeg føler ikke, jeg kan blive knaldet på levebrøddet. Men flere og flere forskere er midlertidigt ansat, og de skal ikke have klinket noget, hvis de sidder med stort projekt.”

”Det var en bombe”

Det er ikke kun Jens Morten Hansen, der oplever, at forskning, hvis resultater sår tvivl om IPCC-rapporterne, har svære kår.

Den danske forsker Ole Humlum, der er ansat som professor i geofysik ved Oslo Universitet, er en af de klimaforskere, der meget eksplicit har kritiseret Klimapanelet, blandt andet med bogen ’Det ustyrlige klima’ fra 2009. Han kan fortælle næsten samme historie som Jens Morten Hansen.

”For et par år siden skrev jeg en artikel, der så på mængden af sammenhængen mellem mægnden af CO2 og den globale temperatur. Det viste sig, at der var en sammenhæng, men den var bare omvendt, for temperaturen faldt, når CO2-mængden steg,” fortæller han.

Artiklen blev som Jens Morten Hansens sendt til Nature, og fik omtrent samme behandling.

”Jeg fik den tilbage stort set uden kommentar. Den blev også sendt til Nature Geoscience, hvor den fik et par reviews, der var klart negative. Min fortolkning er, at det ville være en bombe under Klimapanelet, hvis jeg havde ret. Vi fik artiklen publiceret andet steds, hvor den nu på 3. år ligger i top ti over downloads fra tidsskriftet, så den bliver i hvert fald læst af mange,” siger Ole Humlum.

Mener forskningen taber

Han tror, uviljen mod IPCC-kritiske videnskabelige artikler findes i mange tidsskrifter, men at det især er udtalt i Nature.

”I sommeren 2001 havde de en leder, hvor der stod mellem linjerne at folk, der havde anden opfattelse end Klimapanelet ikke var velforvarede. De har været meget klare i mælet. Jeg var selv frustreret over lederen, og tænkte, at der her var tale om et enestående brud med flere hundrede års god politik omkring forskningskritik.”

Humlum mener, det er forskningen, der bliver taber, hvis den faglige debat ikke er fri.

”Der er aldrig noget, hvor forskere er helt enige. Naturligvis gælder det også klima. Og det er godt, for det bringer forskningen frem. Hvis jeg holder foredrag og får kritiske bemærkninger, så lærer jeg af det. Men får jeg kun rygklap, så lærer jeg ikke noget, så trasker jeg bare i mine egne fodspor.”

Konsensus kan true åben debat

Bekymringen deles et stykke hen af vejen af den danske biolog og videnskabsteoretiker Claus Emmeche. Han beskæftiger sig ikke med klimaforskning, men han genkender den konsensus-dannelse, der videnskabshistorisk set har en tendens til at lukke ned for den videnskabelige diskussion.

”Tanken om, at det er svæt at få publiceret ting, der går op imod den herskende konsensus, er jo meget nærliggende, og det er et uheldig aspekt omkring konsensus, betragtet som fænomen. Jeg synes, at videnskaben hele tiden bør være åben for kritik og spørgsmål til de herskende opfattelser, tegningen af et bredt billede af den generelle viden omkring – i dette tilfælde – vandstandsstigninger,” siger Claus Emmeche.

I tilfældet klimaforskning er det ekstra skærpende for debattens karakter, at konsekvenserne ved ikke at handle politisk på klimaforandringerne kan være uoverskueligt store.

”Klimaforskerne er vitterligt berørte over klodens tilstand og føler pligt til at bringe deres budskaber videre. Men der er brug for at huske det brede videnskabelige samfund på, at det selv står for videnskabelige værdier, der indbefatter at pege på ting, der går i mod den herskende konsensus. Det er klart, at det er irriterende, at forskningen misbruges i den politiske debat, men den risiko må man løbe,” siger Emmeche.

lah

”Det nytter ikke noget at råbe og skrige”

Arbejdsgruppe smyger sig uden om kontroversielle løsninger i anbefalinger, der skal føre til flere kvinder i forskning. Uden krav og måltal vil det ikke rykke noget, siger kønsforsker

Ingen kvoter, men masser af fokus. Sådan – kort fortalt – skal Danmark hæve andelen af kvinder blandt universiteternes videnskabelige personale.

Regeringens såkaldte Taskforce for Flere Kvinder i Forskning præsenterede i maj sin rapport med anbefalinger til, hvad universiteter, forskningsråd og politikere skal gøre for at skabe strukturer og miljøer, der fremmer ansættelsen af kvindelige forskningstalenter og retter op på den statistik, hvor Danmark ligger rigtig dårligt til – andelen af kvinder i forskning.

Der er tale om en lang række gode råd, blandt andet om at tilstræbe ligelig kønssammensætning i ansættelsesudvalg, anvende brede stillingsopslag og huske at indstille kvinder til priser og poster. Anbefalinger, som næppe kan anses som særlig kontroversielle, og som da heller ikke skabte mange løftede øjenbryn, da de blev præsenteret på en konference på CBS.

Mere interessante var i virkeligheden de ting, der ikke er taget med. I den 62 sider lange rapport er ordet ’kvoter’ ikke nævnt en eneste gang, og taskforcen formår således at smyge sig udenom ligestillingsdebattens nok mest diskuterede spørgsmål.

Ydun-programmet og de særlige lønudgiftstilskud, som både KU, AU og AAU har haft omkring kvindelige professorer, bliver kort nævnt, men rapporten går ikke ind i en vurdering af disse tiltag, endsige anbefaler noget, der minder om det.

”Lad os være pæne og høflige”

Men det er helt bevidst, at rapporten og anbefalingerne går udenom de løsningsmodeller, der traditionelt skaber diskussion.

”Vi vil så nødig have, at diskussionen ender med, at vi skændes. De ting, vi er uenige om i Danmark, er kvoterne og særprogrammer. Når de emner kommer op, farer folk i struben på hinanden, og det hijacker hele debatten, så vi ikke får gjort noget. Jeg er sådan en praktisk husmor, der siger: lad os nu starte med at gøre de 99 procent, vi er enige om,” siger taskforcens formand, Liselotte Højgaard, der endvidere er klinikchef ved Rigshospitalet, professor ved KU og bestyrelsesformand i Grundforskningsfonden.

Hun henviser til, at gruppen med kun tre måneders arbejdstid ikke havde mulighed for en meget grundig afdækning at området.

”Vi blev bedt om at lave en hurtig rapport med praktiske, implementerbare løsninger, og det har vi gjort. Så lad os være pæne og høflige og gå udenom det, vi alligevel plejer at blive uvenner om. Nu har alle parter en liste med anbefalinger, de kan lade sig inspirere af, og så er det bare at gå i gang.”

Polariseret debat

Listen med anbefalinger fremstår som et idekatalog, men rykker det for alvor, når man blot opstiller muligheder og ikke stiller krav?

”Det tror vi. Dem, der har råbt og skreget så meget i mange år, har ikke opnået noget. Og debatten i Danmark om det her er meget mere polariseret end andre steder. Så det nytter ikke noget at råbe og skrige. Jeg er vant til at arbejde internationalt, og der er det altid en succes at starte med de ting, vi er enige om, siger Liselotte Højgaard.

Har der været et politisk ønske om, at I skulle gå udenom kontroversielle løsninger?

”Nej. Det er vores egen geniale løsning. Og det, vi risikerer, er, at de 26 anbefalinger bliver implementeret og vi kommer videre.”

Nødvendigt med måltal

Spørgsmålet er dog, om endnu en peptalk og flere venlige henstillinger vil gøre en markant forskel for flere kvinder i forskning. Det er lektor i køn og ligestilling ved RUC Lise Lotte Hansen noget skeptisk over for.

”Der er meget ’bør’, men ikke så meget ’skal’ i den her rapport. Og der er heller ikke forslag til, hvilke konsekvenser, det skal have, hvis man ikke gør noget. Det er klart en svaghed. Erfaringen, man har med de bløde ligestillingstiltag, er, at det er meget lidt, de rykker,” siger Lise Lotte Hansen.

Hun henviser til forskningsundersøgelser af virkemidler omkring ligestilling.

”Det, jeg kan se fra den del af forskningen, jeg ved noget om og har present, er, at hvis der ikke er præcise måltal og præcise veje til at nå de måltal, så sker det bare ikke. Det kan der være mange gode forklaringer på, det kan både skyldes modstand og almindelig travlhed i organisationen, men uanset hvad – hvis der ikke er måltal, så sker der ikke noget,” siger Lise Lotte Hansen.

Glemmer struktur-forklaringer

Hun anerkender dog alligevel rapporten, blandt andet dens anbefalinger af ligestillingsstrategier og målinger, som trods alt værende et fremskridt på en front, hvor der i mange år har været stilstand.

”I dansk ligestillingspolitik har der de sidste 10-15 år ikke været vilje til reelle ligestillingspolitiske strategier. Fra Ligestillingsministeriet er der intet kommet. Så på mange måder er der gode takter i den her rapport.”

Men ligesom rapporten smyger sig udenom de kontroversielle tiltag, mener Lise Lotte Hansen også, den glider let hen over de strukturelle forklaringer på kønsskævheden.

”Man skærer ikke igennem og siger, at der er strukturel ulighed, men man omgår det og sætter det ind i en diskurs, hvor det er mere acceptabelt, med ressourceargumentet om, at alle talenter skal i spild,” siger Lise Lotte Hansen og henviser blandt andet til statistikeren Inge Henningsen, der i en analyse har påvist, at der rent bevillingsmæssigt sker en underprioritering af områder med mange kvindelige forskere.

Den vinkel blev for øvrigt også efterlyst af Inge Henningsen selv på konferencen, hvor rapporten blev præsenteret.

Taskforce uden kønsforskere

Taskforcen for Flere Kvinder i Forskning bestod ud over Liselotte Højgaard af formanden for Det Frie Forskningsråds bestyrelse, Peter Munk Christiansen, CBS-rektor Per Holten-Andersen, medicinprofessor og medlem af Det Unge Akademi Tine Jess samt marketingsdirektør Anne-Marie Levy Rasmussen fra medicinalvirksomheden GlaxoSmithKline.

I gruppen så man imidlertid ingen kønsforskere, og det blev bemærket på konferencen, blandt andet af RUC-lektor Karen Sjørup, der undrede sig over, at man ikke i højere grad havde inddraget den kønsforskning, der allerede findes i landet.

”Jeg har arbejdet for mere ligestilling i 30 år, og jeg bliver lidt træt, når man hyrer Oxford Research til at lave rapportens analyser. Hvorfor bygger man ikke på den kønsforskning, vi har i landet? Det er en fin rapport, men der står ikke noget, der ikke har stået før i danske rapporter,” sagde Sjørup.

Ideen til taskforcen kom oprindeligt fra Liselotte Højgaard, der nævnte det for uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen, der så bad Højgaard stå i spidsen for taskforcen. Hun havde dog ikke indflydelse på de øvrige medlemmer og ved ikke, hvorfor der ikke blev sat kønsforskere i gruppen.

”Aner det ikke. Men måske er tanken, at det nu skulle være de mere uhildede, der kommer til orde. De andre har jo efterhånden haft mange år til at komme med deres gode råd,” siger Liselotte Højgaard til FORSKERforum.

lah

Tenure: Tidsubegrænset fastansættelse

– som dog ikke er så sikret, viser nyere dansk historie. Og ledelsernes forsøg på at skabe en fastere karrierestige har fået en forkølet start

Efter årtier med relativt stor jobsikkerhed for de fastansatte professorer og lektorer har det seneste tiår budt på en række massefyringer på uni’er og i sektorforskningen. Det har været et verdensbillede, som blev rystet for de fyringsramte.

Efter årtier uden problemer troede lektorer og professorer, at de var beskyttet mod fyringer, med henvisning til at de havde en slags ”tenure”. Når man endelig var kommet igennem nåleøjet og havde fået en fastansættelse, så var man også sikret livstidsansættelse, så længe man passede sit arbejde, lød selvforståelsen.

Men det seneste tiår har fyringer også ramt lektorer, professorer og seniorforskere, som uplettet havde passet deres arbejde. Begrundelsen var besparelser, og det ramte dem, som ”bedst kunne undværes” set ud fra en bred vurdering af institutionens fremtidige krav.

I samme periode skete der en nedbrydningen af andre kutymer som opgøret med først-ind-sidst-ud-politikken. Det betød et nyt arbejdsmarked, hvor også velmeriterede lektorer og professorer pludselig kunne blive prikket i en fyringsrunde.

KU og Aarhus: Forkølet start for nye karrieretracks

I erkendelse af, at det bliver svært at rekruttere de bedste yngre forskere til uni-stillinger, lancerede KU og AU i 2013 ambitiøse planer for særligt talentfulde forskere i tenure tracks med klare karrierebeskrivelser. Her nævnte KU-ledelsen måltal på 60 tenuretrack-stillinger årligt for alle fakulteterne. Men stillingskategorien har fået en sløv start det første år, for der kom faktisk kun 19 opslag på KU og kun 10 tracks i Aarhus, afslørede FORSKERforum i sidste nummer.

Men ordningen er absolut ingen fiasko eller en papirplan, fastholder KU’s prorektor: ”19 er da i underkanten, men i en opstartsfase synes jeg bestemt, det er tilfredsstillende”, siger Thomas Bjørnholm, der heller ikke vil opstille håndfaste succeskriterier for udviklingen.

Men forskerfagforeningernes skepsis overfor modellen er foreløbig bekræftet. De frygtede, at der ville komme få opslag, fordi det blev overladt til de lokale dekaner/institutledere at prioritere denne stillingstype i ansættelsespolitikken. Og da tenuretracks er forpligtende og dyre, kan lederne ikke stå for fristelsen til at føre en ’fleksibel’ personalepolitik, hvor man nøjes med at ansætte tidsbegrænsede postdocere.

Intentionen med tenuretrack-stillinger på KU eller AU er at tiltrække internationalt konkurrencedygtige ansøgere ved at tilbyde attraktive og velbeskrevne karriereforløb, som efter 5-6 år fører til en lektorstilling. Forfremmelse opnås, hvis et ekspertudvalg vurderer, at kandidaten har opnået det internationale niveau, som karakteriserer lektorer.

KU-ledelsen har ingen planer om at sparke mere liv i modellen ved at presse dekaner og institutledere.

Den danske model: Nemt at fyre

Den danske arbejdsmarkedsmodel giver arbejdsgiveren ret frie rammer til at fyre ansatte, men til gengæld har arbejdsløsheds-systemet været relativt finmasket, så de fyrede ikke blev ramt af akut deroute, men fik en periode til at omgruppere sig på arbejdsmarkedet.

Inden for den danske uni-verden opstod der en uformel forståelse af, at her havde de fastansatte jobsikkerhed. Der skulle helt ekstraordinære personlige misforhold til, før nogen kunne blive fyret, dvs. at man skulle have underpræsteret i forhold til stillingskategoriens krav eller man skulle have opført sig ude af trit med de akademiske kodekser (den anseelse, som hører til og forventes af stillingen). Blev man således dømt for noget kriminelt, kunne man blive fyret (som det skete for en bilmoms-svindler på KU eller Penkowas far på SDU).

Men denne relativt store jobsikkerhed er ophørt inden for det seneste tiår, for her er de set store (masse)fyringer af fastansatte på danske uni’er og i sektorforskningen, hvor især lektorgruppen, men også professorer er ramt.

Sektorforskningen uden tenure …

Mens den uformelle jobsikkerhed opstod i et boomende akademisk arbejdsmarked i 1970’erne, og efterspørgslen fortsatte indtil nyere tid, så skyldes den mindre jobsikkerhed store samfundskonjukturer og for optimistisk budgetlægning.

I nyere tid har nogle ledelser kørt ekspansionsøkonomi, som var for optimistisk. Der har også været økonomiske opbremsninger efter udløb af store forsknings-særbevillinger (fx Globaliseringsrådet).

Og der har været nedskæringer/udlicitering af sektorforskningsopgaver især efter 2007. Når man ikke hørte de store protester i den anledning, skyldtes det formentlig, at man her ikkr havde oplevelsen af ”tenure”, for i den sektor var seniorforskere og projektansatte groft sagt vant til at skulle tjene dele af dered egen løn hjem fra eksterne kilder, fx via myndighedsbetjening o.lign. kontrakter. Og hvis der ingen penge kom ind, var der heller ingen stillinger.