Forfatterarkiv: admin

Esben Lunde mørkelægger

”AU har endnu ikke beregnet et 2016-tal, som er sammenligneligt med det afstrømningskorrigerede tal 61.605 ton N fra 2015. Der er derfor heller ikke et foreløbigt tal, et udkast, noter med angivelse af usikkerhed ift. dette tal, som AU kan udlevere”, svarede AU-chefkonsulent Poul Nordemann, da FORSKERforum søgte aktindsigt i data til NOVANA ٢٠١٦-rapporten. Data hertil skulle være færdigpudset ٣. oktober med henblik på udgivelse i starten af november.

Men disse data er tilsyneladende blevet politisk sprængstof. Miljøministeriet konstaterede nemlig i maj, at et laboratorium havde lavet en analysefejl, og den fik selveste ministeren til at udsende en fejlmelding (16. juni). FORSKERforum afslørede så via aktindsigt, at ministeriet i al hemmelighed har udskudt offentliggørelsen af NOVANA-rapportering til d. 29 marts – altså 4 måneder. Og Miljøstyrelsen benyttede så i øvrigt den presseomtale til at forlænge mørkelægningen til 5-7 måneder…

Anonym ekspert: AU har de ønskede data

De afstrømningskorrigerede data er ventet med særlig spænding, fordi det er den første indikation på, om Landbrugspakkens tilladelse til ekstra spredning af kvælstof på landbrugsjord i 2016 faktisk førte til større forurening af det danske havmiljø. Alle eksperter regner med en stigning, men det strider mod Landbrugspakkens forudsætninger og mod EU’s vandrammedirektiv – og så kommer næste stormløb på miljøminister Esben Lunde Larsen.

En vandmiljøekspert – anonym, fordi ”de data er en politisk hvepserede” – siger, at Nordemann taler mod bedre vidende: ”Det ligner et cover-up for ministeriet. Selvfølgelig har AU-DCE et tal, ’afstrømningskorrigerede data’, men som en del af Miljøministeriets udsættelse har de fået pålagt at mørkelægge alle data med henvisning til, at man ikke kender konsekvenserne af fejlanalyserne”.

FORSKERforum har fået aktindsigt i konsekvens-udredningen (24. maj) fra det firma, som lavede fejlanalyserne Og på den og anden information, vurderer miljøeksperten:

”Jeg vurderer – efter konferering med andre eksperter – at fejlanalyserne påvirker de afstrømningskorrigerede data med ca. 5 pct. opad. Det resultatet er AU sikkert også kommet frem til, og det kunne de jo meddele FORSKERforum, inkl. forelæggende data. Tallene bliver ikke bedre af at vente”, siger han.

“Men det blokeres sandsynligvis af ministeriet, som ønsker udsættelse – worst case med den bagtanke, at vi aldrig får data for 2016 med henvisning til, at fejlanalyser betyder, at ’usikkerheden er for stor’ …”

FORSKERforum har klaget til Ombudsmanden over AU’s tilbageholdelse af data.

Må FORSKERforum kalde forsker for ”klimaskeptiker”?

FORSKERforum bragte i sidste nummer en artikel, som handlede om Kristeligt Dagblads forvredne fremstilling af dilemmaet 97/3 pct. klimaforskere, hvor to synspunkter blev sat (lige) op overfor hinanden, hvor det ene var klimakritisk (som de 97 pct.) mens modsynspunktet var klimaskeptikerens (Pepkes, de 3 pct.s).

Artiklens – og andre af det nummers artikler – handlede om det forskningsmæssige, politiske og journalistiske dilemma i vægtningen af de 97/3 pct. klimaforskere – og professor Katherine Richarsson konstaterede, at opstillingen af det klimakritiske og det klimaskeptisk som værende lige overfor hinanden ikke er seriøst: ”Det er ikke seriøs information af læserne, men derimod farligt for den offentlige forståelse af klimaspørgsmål, når folk ikke gøres klogere på, om klimaforandringer forøger orkaners intensitet”.

DTU-seniorforsker Jens Olaf Pepke Pedersen var omtalt i Kristeligt Dagblads artikel. Hun sagde, at han med speciale i rummet og i solen går ind i klimaforskningen ”med snæver fag-ekspertise”. Og FORSKERforum karakteriserede ham som ”klima-skeptiker”.

Men FORSKERforums kritiske journalistik i grænselandet mellem forskning og politik er ikke lige populær. Psykologiprof. Helmuth Nyborg klagede til Pressenævnet – og Kristeligt Dagblad-artiklen har nu udløst en ny klage.

Pepke: Rumforsker,
solforsker, klimaskeptiker?

Seniorforsker Pepke vil nemlig ikke finde sig i karakteristikkerne ”rumforsker”, ”solforsker” eller ”klimaskeptiker”. Han mener, at de er ”skadelige, krænkende eller virker agtelsesforringende” for ham, så derfor havde FORSKERforum pligt til at forelægge karakteristikkerne for ham, før de blev trykt, ifølge reglerne for god presseskik.

FORSKERforum afviser dette. Dels med henvisning til, at FORSKERforum ikke har påstået, at Pepke ikke er ”rigtig klimaforsker”. Dels med henvisning til, at det skal være muligt at karakterisere (klima-)forskere ud fra deres særlige ekspertisefelt.

Og dels fordi Pepke faktisk i offentligheden er kendt både som ”solforsker” og som ”klimaskeptiker”. FORSKERforum har vedlagt forskellig dokumentation, fx at man ved at google ”solforsker Pepke” får mange hits, fx BERLINGSKE-artikler, hvor han ikke benægter eller lægger afstand til betegnelserne. Her siger han dog, at han hellere vil kaldes ”klimarealist” end ”klimaskeptiker”.

PRESSENÆVNET vil afgøre sagen inden for de næste måneder.

Mørkelagt: XX.XXX tons N–udledning

Miljøstyrelsen har pålagt AUs vandmiljøforskere at udsætte offentliggørelse af NOVANA 2016-tal i 4-6 måneder. Hvorfor er det tal så kontroversielt?

”Det tal på ’de afstrømningsnormaliserede data, korrigeret for årsafstrømning’, som FORSKERforum eftersøger og som AU-DCE nu deltager i mørkelægning af, er vigtige og centrale. Det er nemlig de første data, som landbrugspakken kan måles på. De er indikation på graden af ekstra forurening som fulgte af landbrugets ekstra kvælstofudledning i 2016. Og viser de, at Landbrugspakken forringede havmiljøet, er det i strid med EU’s vandramme-direktiv. Det kan påføre Danmark en sag for EU og store miljøbøder…”, forklarer landbrugskonsulent Thyge Nygaard fra Naturfredningsforeningen.

I januar 2017 offentliggjorde FORSKERforum tallet 61.500 tons N-udledning for 2015. Det skete efter at miljøminister Esben Lunde Larsen havde forsinket offentliggørelsen af NOVANA-2015 rapporten i seks uger. ”Og da tallet 61.605 blev offentliggjort ville Esben Lunde og landbruget ikke erkende at der var sket en stigning i 2015, fordi Landbrugspakkens forudsætning var, at der ikke måtte ske en forringelse af naturtilstanden”, husker Nygaard.

”Og med den forhistorie bliver det jo interessant, hvad ministeren vil sige om 2016-tallene, som jo er det første år med Landbrugspakkens merudledning. Men det problem har ministeren altså foreløbig udsat i 4-6 måneder. Med henvisning til nogle ’fejlanalyser’, som Esben Lunde ikke har travlt med at få korrigeret …”, siger Nygaard.

Nygaard forudser, at Esben Lunde heller ikke vil anerkende 2016’s data: ”Ministeren ved godt, at disse data om det ’afstrømningsnormaliserede …’ kan blive et problem for regeringen, for sidste år brugte han udtalelser fra AUs chefkonsulent Nordemann til at bagatellisere betydningen. Og så sagde han i øvrigt, at et enkelt år ikke giver sikker indikation. Han vil afvente data fra de næste fem år, før der kan drages endelige konklusioner…”, siger Nygaard.

2015-data: AU afdramatiserede og blev ministerens alibi

Da NOVANA 2015’s data – som altså handlede om tiden før Landbrugspakken – blev offentliggjort sidste år, var de også forsinkede. De afslørede, at mens miljøtilstanden var blevet jævnt bedre i perioden 2006-10, for at stabilisere sig 2010-12, så voksede havforureningen i de kommende år, på trods af Landbrugspakkens forudsætninger.

Det var ubekvemme data for miljøminister Esben Lunde. Men her kom AU-DCE’s chefkonsulent Poul Nordemann ham til hjælp. I stedet for at bekræfte, at årets tal, 61.605 tons, var validt og udtryk for en stigning, så bagatelliserede han denne stigning med, at ”der er tale om en meget lille stigning fra år til år”. Og så frikendte han landbruget ved at tilføje, at ”der er ikke noget i statistikkerne eller andre målinger, der tyder på, at der er sket øget udvaskning fra landbruget”. Og så henviste han til, at der kunne være andre faktorer i spil (fx mere regn og mineralisering om vinteren), der kunne være særlig årsag (ALTINGET).

Og denne afdramatisering fra højeste forskningskompetence henviste Esben Lunde så til. Han slap af krogen.

Og på samme måde kommer AU-DCE tilsyneladende til igen at være alibi for Esben Lunde, når han henviser til AU-DCE som begrundelse for, at NOVANA 2016 er udsat. Allerede sidste år spurgte FORSKERforum Nordemann, om hans bagatellisering var på lånt tid, for hvad ville han svare, når NOVANA 2016-rapporten viste fortsat stigning?

”Lad os se til den tid”, svarede han. Men den dommens time har han altså nu fået udsættelse på, sammen med ministeren.

Gyllegate: Lov på manipulerede forudsætninger

Sagen rører op i den betændte Gyllegate-sag, som endte med, at miljøminister Eva Kjer Hansen måtte forlade posten for at blive erstattet af Esben Lunde.

Helt centralt for hendes afgang lå, at Eva Kjer Hansen (V) havde fremlagt data over for partierne bag Landbrugspakken – herunder Rasmus Jarlov (K) – at landbrugspakken ikke ville forværre miljøet, men tværtimod gavne det. Hun præsenterede lov-forudsætninger om, at mængden af kvælstof ville blive reduceret alle år fra 2016-21. Hun henviste bl.a. til de såkaldte baseline-effekter, som var dokumenteret af AU-DCE (baseline = udefrakommende faktorer, som ikke har noget med den øgede kvælstofudledning at gøre). Og på trods af at denne oplysning blev betvivlet den næste måned, fastholdt hun påstanden gentagne gange overfor Folketinget.

BERLINGSKE afslørede imidlertid, at forskere påpegede, at det var manipulation, når ministeriet brugte en særlig regnemetode, hvor positive baseline-effekter for flere år (2013-15) blev summeret sammen under Landbrugspakkens første år 2016. Regnemetoden var ”vildledende, kreativ og misinformerende”.

Men i midten af februar blev presset dog for stort, og det kulminerede i, at Jarlov fortalte, at Eva Kjers embedsmænd havde givet sig. Der var kommet data frem, som viste, at Landbrugspakken ville betyde øget kvælstofudledning, også selv om der blev taget højde for den såkaldte baseline. Og der ville også komme minus i 2017-18 (BERLINGSKE 16.2 2016).

Men da var løbet kørt: Loven var allerede stemt igennem i december på de manipulerede forudsætninger. Og bønderne havde allerede købt gødning ind, som de spredte over de næste måneder.

FORSKERforum har forelagt denne artikel for AU-DCEs chefkomnsulent Poul Nordemann, men han meddeler på grund af efterårsferie har han ikke tid til at kommentere den.

AU har 375 mio. grunde til at mørkelægge

Miljøministeriets udsættelse af NOVANA 2016 skaffer minister Esben Lunde et pusterum før et forventeligt stormvejr. Og når ministeren bruger AU-DCE som alibi for udsættelsen, så sætter han AU i en grim klemme, forklarer miljøekspert for FORSKERforum.

Minister Esben Lunde varslede nemlig i sommer, at uni’ernes myndighedsbetjening skal udliciteres i konkurrence. AU står altså konkret til at miste nogle af de 375 mio., som man i dag tjener på bl.a. miljøanalyser i Miljøministeriet. Og hermed har han en klemme på AU, som må lade idealer om ”forskningsfrihed” hvile for at undgå at komme i ”bad standing” hos ministeren ved at frigive data, som kan være ubekvemme for ministeren – selv om tilbageholdelse også strider om Miljøoplysningsloven .

”Den kommende NOVANA-rapport indeholder med stor sandsynlighed data, som vil være belastende for Landbrugspakken og for Danmarks overholdelse af EU’s vandramme-konventioner. Ministeren har derfor en interesse i, at disse data mørkelægges, foreløbig i 4-6 måneder, og det er AU-DCE så instrueret om. Og med truslen om udlicitering hængende over hovedet, så adlyder de selvfølgelig, for de har 375 mio. grunde til at adlyde.”

Konsensus: ’De 97 procent

Orkaner og hurricanes har i den seneste måned forårsaget miljøkatastrofer i USA, og det udløste igen ophedet debat om den globale opvarmning er menneskeskabt og om mennesket derfor også kan gribe ind over for den? Ikke overraskende stod der to fronter med klimaforskere på den ene side og klima-benægtere på den anden – og til de sidste hører præsident Trumps stab.

 Langt de fleste klimaforskere oplever det som en voldsomt politiseret debat, for blandt næsten alle verdens klimaforskere er der konsensus om, at klimaforandringer er menneskeskabte. Den problemstilling kom for alvor i fokus omkring klima-topmødet i København, hvor det hed sig, at 95 pct. var enige. Senere har systematiske reviews peget på, at enigheden nærmere er 97 pct.

Tag de 95-97 pct. alvorligt

De 97 pct. er markante set ud fra evidens: “indtil vished grænsende sandsynligt, men ikke fakta”. Eller ud fra signifikans-niveau, hvor man i naturvidenskab, økonomi og psykologi opererer netop med 95 pct.

Ofte afspejler de 97 pct.s konsensus sig ikke i vidensformidling i medier og politik. Derved sås der tvivl om den globale opvarmning er menneskeskabt. Klimaskeptikere får plads i medier og politik til at lufte deres mistro:

 ”Problemet er, at det foregives, at man stiller uenige videnskabsfolk over for hinanden med lige gyldige vurderinger. Men 95-97 pct. af klimaforskerne mener altså, at en stor del af klimaforandringerne er menneskeskabte. Og så er det jo helt skævt at give de 3 pct. samme vægtning. Dermed tror almindelige mennesker, at der er stor uenighed om klimaforskere om spørgsmålet – og dermed at klima-forandringer måske ikke er menneskeskabte …”, siger professor og klimaforsker Katherine Richardson.

 ”En sikkerhed på over 95 pct. er faktisk en høj sandsynlighed, også i forhold til mange andre videnskabelige problemstillinger, fx mammografis betydning for kvinders sundhed. Og derfor bør forskerverdenen og medierne tage disse 95-97 pct. alvorligt”, siger Richardson som kommentar til den amerikanske hurricane-debat og til et dansk eksempel på en forvreden historie, som FORSKERforum har forelagt hende.

SE SIDE 16-19 i det trykte blad

Rekordhøst og iltsvind i havet

Miljø-data fra AUs sektorforskning om Landbrugspakkens konsekvenser kommer igen i fokus

Danske bønder er kendt for at klage over høsten, uanset om den er faktisk er god eller dårlig. Men i år klager de ikke. Alt tyder nemlig på rekordhøst. Og sektordirektør Troels Toft fra rådgivningscentret SEGES – under landbrugslobbyen i Landbrug og Fødevarer – giver landbrugets adgang til at bruge mere gødning end før en del af æren for årets gode høst. De nye kvælstofgrænser, der blev indført med Landbrugspakken, slår for alvor fuldt igennem i år (Ritzaus 3.sept).

Men samtidig viser rapportering fra AU-DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi – at der har været markant øget iltsvind i de indre danske farvande: ”Arealet af kraftigt iltsvind forøgedes fra godt 400 kvadratkilometer til godt 900 km2 i august, dvs. at andelen af kraftigt iltsvind fordobledes fra at udgøre 22 pct. i juli til 43 pct. i august” (Rapport sept. 2017).

Man ved imidlertid ikke, om 2017 var værre end året forud, for opgørelsesmetoder er ændrede mellem årene.

Esben Lunde i dilemma

Enhedslistens miljøordfører Maria Gjerding vil imidlertid have miljøminister Esben Lunde til at udlægge, om der er sammenhæng mellem Landbrugspakkens merudledning og så det forøgede iltsvind:

Hun har spurgt, om ministeren er enig med SEGES-direktøren i, at rekordhøsten 2017 skyldes Fødevare- og Landbrugspakkens adgang til at bruge mere gødning end før? (Miljøudvalget spm. )

Og så beder hun om ministerens kommentar til, om merudledningen af gødning har sammenhæng med det øgede iltsvind?

Ministeren står i et dilemma, for han vil selvfølgelig gerne tage æren for Landbrugspakken og rekordhøsten, men samtidig konfronteres han også i stigende grad med miljødata, som peger på, at Landbrugspakkens miljøforudsætninger ikke holder.

Derfor vil han sandsynligvis træde vande på spørgsmålet om sammenhængen mellem rekordhøst og iltsvind med henvisning til, at det kan man ikke sige noget om, for det afhænger af forholdene de enkelte år, dels om regn har forøget udvaskning af kvælstof i havet og dels om der har været kraftigt blæsevejr, som bedrer iltforholdene i havet.

NOVANA-rapport: AU-rapportering igen i fokus

Men ministeren konfronteres i 29. september med en et større problem med miljødata, som modsiger hans politik og retorik. Her offentliggør AU-DCE nemlig årets NOVANA-rapport (Vandmiljø og Natur 2016). Den vil afsløre, hvor meget kvælstof-udledningen i havet blev forøget det første år med Landbrugspakken. Og det vil være en overraskelse, hvis data ikke viser en øget forurening, som følge af Landbrugspakken. Eksperter peger på sandsynlighed for, at der er sket en relativt stor stigning.

Og så er det forudsigeligt, at ministeren stilles spørgsmålet om, hvordan den øgede udledning harmonerer med Landbrugspakkens forudsætninger og med EU’s miljønormer?

Sidste år tørrede han sit svar af på AU-forskerne bag NOVANA-rapporten. Han citerede dem for, at intet i statistikken tydede på, at der var sket øget udvaskning (se FORSKERforum 304-maj 2017).

 


Miljøforskning i konfliktzone

Miljø-forskere er i ekstra klemme mellem faglighed og politik

Nogle forskningsområder er mere kontroversielle end andre, fx økonomiske spørgsmål eller indvandring. Her kan forskere komme ud i dilemmaer om, hvordan de skal vinkle deres forskning, fordi den forudsigeligt vil støde mod magtfulde interesser eller politiske ideologier. Men den største kampplads mellem forskningsdata og –fakta foregår utvivlsom i disse år på miljøområdet, fordi det er et stort samfundspolitisk spørgsmål.

Overordnet er der striden om den globale opvarmning: Er den menneskeskabt og kan mennesket dermed også gøre noget imod den? I det spørgsmål er 97 pct. af miljøforskerne enige, men alligevel har miljøskeptikerne offentlige stemmer.

På det nationale plan har nogle af de senere års politiske konflikter handlet om miljøet, med ministre som Eva Kjer Hansen og Esben Lunde i fokus: Landbrugspakken, Gyllegate, hav-fiskedamme, ophævning af byggefredningszoner, Amager Fælled-fredning…

I nogle af disse sager kommer forskere under krydspres mellem faglighed og politisk-økonomiske interesser. Og AUs ’sektorforskere’ med myndighedsudredning er det bedste eksempel på forskere i ufrivillig klemme.

Hvor meget politik, der i deres fagområde, viser sig måske bedst ved, at miljøminister Esben Lunde har varslet udlicitering af miljø-data, så AU-DCE risikerer at miste opgaven…

Skal encyklopædien videreføres af uni’erne

Gyldendal vil ikke længere opdatere online-encyklopædien, men hvem skal så? I Norge overtog uni’erne opgaven, men den model afviser Rektorkollegiets formand

15 millioner kroner om året. Så meget – eller lidt – koster det at drive et åbent, digitalt nationalleksikon, skrevet og redigeret af videnskabelige eksperter. I Norge er det universiteterne, der har påtaget sig opgaven med at udgive Store Norske Leksikon (SNL) med penge fra universiteternes egen drift og tilskud fra Stortinget. Og det er en løsning, som danskerne bør kigge på, nu hvor Gyldendal har besluttet at nedlægge Den Store Danske Encyklopædi, siger Norge-leksikonets chefredaktør Erik Bolstad.

”Den danske encyklopædi er vores søsterværk. Indholdet i de to leksika ligner meget hinanden, og for nogle år siden stod vi i Norge i fuldstændig samme situation, som den danske encyklopædi står i nu. Men den model, vi har fundet, fungerer godt, og omkostningerne er forholdsvis små for dem, der er med til at finansiere,” fortæller han.

Store Norske Leksikon blev frem til 2010 udgivet af Kunnskapsforlaget, men på grund af dårlig økonomi besluttede de – som Gyldendal har gjort i Danmark – at lukke online-værket. I første omgang blev SNL reddet af to fonde, der finansierede udgivelsen frem til 2015, hvor universiteterne valgte at overtage driften sammen med seks andre videnskabsinstitutioner i foreningen SNL. Universiteternes motiv var bedre at kunne leve op til deres formidlingsforpligtelser.

Skribenter honoreres

”Universiteterne er gode til at forske og undervise. Men de havde i flere år fået kritik for ikke at formidle nok og godt nok. Og med SNL fik universiteterne en meget velegnet kanal for forskningsformidling. Eksempelvis var jeg i forrige uge oppe på Norges teknisk-naturvidenskapelige universitet i Trondheim, og de artikler, de har bidraget med, er blevet læst 3,3 millioner gange i år,” siger Erik Bolstad.

Han nævner som sammenligning, at den trykte udgave af SNL på over 40 år nåede at sælge 270.000 eksemplarer. I dag har snl.no flere læsere på én dag end salget af alle de trykte leksika tilsammen og to millioner unikke besøg på en måned.

Organisationen omkring SNL består af et sekretariat på ni fastansatte personer, der hver især har redaktøransvar for et antal fagområder. Den faglige redigering og en stor del af skribent-arbejdet varetages dog af 700 fagfolk, der har fået uddelegeret faglige ansvarsområder. En stor del af disse er universitetsforskere. Der er tale et såkaldt ”betalt tillidshverv”, hvor ny tekst aflønnes med 44 øre pr. tegn. Ifølge Erik Bolstad ligger en typisk årlig honorarindkomst på 10.000 kroner. Men nogle frasiger sig honoraret, fordi de laver arbejdet i arbejdstiden.

Honorar-betalingen sluger cirka en tredjedel af budgettet på 15 millioner. Den anden tredjedel går til aflønning af sekretariatet, og resten bruges på husleje, udvikling af publiceringssystemet og diverse udgifter.

Norske rektorer medfinansierer

Det er sekretariatet, der egenhændigt står for at udpege fagansvarlige. Det er frivilligt, om man vil påtage sig opgaven, men fra universitetsledelsernes side er der klar støtte til, at man deltager.

”Vi oplever stor opbakning. Rektor på universitet i Oslo skriver regelmæssigt om os på sin blog. Det samme gælder rektorerne i Bergen og Trondheim. Og vi får hjælp fra kommunikationsafdelingerne til at finde de rigtige folk,” fortæller Bolstad.

Når en fagansvarlig har takket ja til opgaven, skal de igennem en sproglig skoling for at lære den populære formidlingsform i SNL.

”Vores format ligner ikke akademisk tekst. De får eksempelvis ikke lov til at angive kilder løbende i teksten. For vi ved fra undersøgelser, at det giver læserne indtryk af, at forfatteren ikke helt har styr på sit eget stofområde. Mange skal også have sproglig hjælp til at skrive tilstrækkeligt enkelt og præcist. Og det sætter grænser for, hvor mange vi løbende kan rekruttere.”

I år har SNL-redaktionen tilknyttet 100 nye forskere som fagansvarlige.

Begrundelse: Mere troværdig end Wikipedia

Som i Danmark er Wikipedia den direkte konkurrent til SNL som populært online-leksikon. Erik Bolstad er personligt ret begejstret for princippet bag Wikipedia. Men han mener, SNL har et kvalitetsmæssigt forspring, fordi der foregår en kvalitetssikring gennem en fagekspert, som desuden er angivet ved fuldt navn, hvilket gør det muligt at øve kildekritik.

”Når det er kontroversielle emner, er det en stor fordel, at der er én person, der har skrevet artiklen, i stedet for en kollektiv proces. Når du som i Wikipedia har krav om, at hver enkelt element skal kildebelægges, så går det ud over analysen, der kan blive relativt svag,” siger Bolstad.

Han kan også konstatere, at SNL og Wikipedia bruges til forskellige ting. Hvor de mest læste artikler på norsk Wikipedia er om popidolerne Marcus og Martinus og om tv-serien ’Skam’, så er SNL’s mest læste artikler om hinduisme, demokrati og velfærdsstat – emner, hvor der er brug for en sikker og troværdig ”hånd” i definitionerne.

Politikere respekterer uafhængighed

Driften af SNL finansieres som nævnt af foreningen SNL, hvor udgifterne fordeles efter institutionernes – medlemmernes – størrelse. Der er imidlertid også politisk bevilgede penge inde over, nemlig et fast tilskud fra det norske storting på fem millioner kroner. Det har dog ikke givet problemer i forhold til politisk indblanding eller pres på indholdet.

”Jeg opleverne, at politikerne godt kan skelne mellem at diskutere indholdet og respektere vores uafhængighed. Et eksempel er, at vores fagekspert i højrepopulisme har defineret Fremskridtspartiet, som sidder i regeringen, som et populistisk parti. Det er kontroversielt, og det er blevet diskuteret. Men ingen har ment, eller i hvert fald sagt højt, at det skal have konsekvens for vores bevilling.”

Personligt er Erik Bolstad meget optaget af situationen omkring den varslede lukning af Den Store Danske Encyklopædi. Han håber på en redningsplan – gerne efter norsk model.

”Jeg kan bare sige, at vi har været gennem præcist det, Den Store Danske går igennem. Og nu står vi med en færdig model og et system for publicering og for kvalitetskontrol. Så hvis nogen ønsker at tage over og drive den danske videre, så vil vi gerne bidrage med vores viden og erfaring.”

Danske universiteter: Nej, ingen penge

I modsætning til i Norge er de danske uni’er ikke klar til at medfinansiere, siger Rektorkollegiets formand og DTU-rektor Anders Bjarklev.

”Jeg har meget sympati for Den Danske Encyklopædi, som både jeg selv og mange kolleger har bidraget til. Ideen om at lade universiteterne drive det videre, kunne jeg også godt se som en mulighed. Men jeg synes ikke, det vil være en god ide, at vi påtager os endnu en udgift i en situation, hvor der skæres på både forskningsbudgetter og dækningen af uddannelse,” siger Bjarklev.

Universiteterne bruger i forvejen mange penge på formidling og kommunikation – ville 15 millioner, som det koster i Norge, fylde meget i den sammenhæng?

”15 millioner er en hel del penge. Og skulle vi så til gengæld undlade at skrive i tidsskrifter og andre steder? Det ville ikke være et klogt valg.”

Mange taler om behovet for et nationalt leksikon. Er det ikke oplagt, universiteterne påtager sig sådan en opgave?

”Hvis Danmark har brug for sådan noget, ville det være naturligt, at politikerne beslutter at afsætte de 15 millioner kroner.”

Kunne der findes fondsmidler til den slags?

”Det må man spørge fondene om. Men jeg kunne udmærket forestille mig, det ville være noget, fondene kunne finde sympati for.”

lah

Uni-ledelsernes passivitet

De har egentlig pligt til at værne om forskningsfriheden. Men det gør de ikke i praksis, lyder den krasseste kritik i hvidbog

Det står udtrykkeligt i Uni-Loven, at ledelserne skal værne om forskningsfriheden, men i praksis gør de intet – og de er også uinteresserede i at vide, hvad forskningsfrihed er, og hvad det indebærer af ledelsesforpligtelser.

Sådan lyder groft sagt en af sociologiprofessor Heine Andersens konklusioner i hvidbogen om forskningsfrihedens tilstand. Hvidbogen anbefaler, at universiteterne – anført af bestyrelser og rektorer – aktivt må informere politikere og offentlighed om, hvad forskningsfrihed er, og hvad den betyder for personlig oplysning og fri demokratisk debat (293).

 Samtidig anbefaler hvidbogen, at rektorer og bestyrelsesformænd skal turde træde frem og kæmpe for forskningens uafhængighed.

 Endelig foreslår den også, at ledere skal skulle stilles til ansvar, hvis de ikke værner om forskningsfriheden.

Manglende ledelsesrespekt

Det mest grelle eksempel, som er offentligt kendt, handler om de mundkurvskontrakter i ’sektorforskningen’, som blev afsløret i 2016. Det var en systemisk fejl, hvor ledelser ukritisk brugte standard-kontrakter med de indbyggede tavshedspålæg (om fx offentliggørelse og udtaleret).

 Heine Andersen var den, som afslørede kontrakterne, og afsløringen førte til, at Miljøministeriet måtte igennem tre måneders pinefulde forhandlinger, før der forelå nye standardkontrakter uden mundkurvs-klausuler.

 I forhold til almindelige retsregler krænkede kontrakterne i årevis forskernes almindelige ret og pligt til frit at udtale sig om og publicere resultater. Men ingen ledelser satte spørgsmålstegn ved dem. Og det var ikke ledelserne, men pressen (DR’s Orientering og FORSKERforum), som afslørede mundkurvs-kontrakterne.

Og selv da der blev stillet spørgsmål til mundkurvs-kontrakternes lovlighed, og Miljøstyrelsen erkendte problemet, fastholdt AU’s prodekan Kurt Nielsen og chefjurist, at der ikke var noget problem.

 Og den type passivitet var faktisk typisk for uni’ernes svar på Heine Andersens spørgsmål til ledelserne i perioden 2014-16. Han har eksempler på afglidning fra Rektorkollegiet, AU-ledelsen og KU-ledelsen:

”Disse svar afslørede i flere tilfælde ikke blot mangel på viden, men også mangel på respekt for forskernes ytringsfrihed … Universiteterne er parat til at strække sig langt og slække på hensynet til forskningsfriheden”, konstaterer Heine Andersen (200-202).

 Og om en verserende opklaringssag siger han: ”Sagen viser under alle omstændigheder, at det ikke er KU, som går forrest i kampen for beskyttelse af forskeres ytrings- og publiceringsfrihed. Dette er ikke et værn om forskningsfriheden” (s.203).

Ledelseslag uden forskningsviden

Heine Andersen konstaterer, at der generelt hos myndigheder (ministerier, styrelser m.m.) er en mangel på viden om Uni-lovens begreb om forskningsfrihed, og ledelsernes forpligtelser. Ministerier har som tilsynsmyndigheder svaret på klager med henvisning til forvaltningsloven eller offentlighedsloven, men uden at inddrage Uni-loven. Og uvidenheden eller uviljen gælder også internt på uni’erne, konstaterer sociologiprofessoren, som er mødt med afvisning og uvilje, når han har spurgt ind til frihedsrammerne.

Årsagen er ifølge Heine Andersen, at nutidens ledere i stigende grad er afsondret fra forskeres daglige praksis og konflikter, og at de heller ikke skal stå til regnskab for disse. Uni-Loven betyder, at lederne kigger opad og ikke nedad, og de har ikke forståelse for de dilemmaer, som forskerne kan stilles over for i kontroversielle sager:

”Dermed har de svigtende føling med de begrænsninger og krænkelser, som forskere udsættes for, herunder som følge af deres egne beslutninger”.

Og så er det et problem, at der er en voksende stab af djøfiserede ”direktører, vicedirektører, chefjurister, konsulenter og andre administratorer, der ikke har forskningserfaring, og som ikke behøver at møde en forsker ret tit, måske aldrig. Det samme gælder i øvrigt de eksterne
medlemmer af bestyrelserne”.

Årsager til ledelsernes passivitet

Hvidbogen giver flere forklaringer på ledelsernes passivitet. At insistere for hårdt på forskningsfrihed kan udfordre en ekstern bevillingsgiver eller en offentlig myndighed, som man laver myndighedsbetjening for.

 Og så er der de rent systemiske årsager:

 En faktor er de gældende styrelsesvilkår med hierarkisk struktur og magtfulde ledere, som har skabt en virksomhedskultur med kommandoforhold og underordning, som ikke indbyder de ansatte til at insistere på deres forskningsfrihed.

 En anden faktor er kravet om ekstern indtjening og effektivisering, hvor målepunkter, metrik og overfladiske evalueringer (fx den bibliometriske forskningsindikator) kommer til at dominere ledelsestænkningen: ”Forskningens langsigtede trivsel og værnet om forskningsfrihed kommer i anden række og bliver i bedste fald et middel til økonomisk forrentning, ikke et mål” (291).

 En tredje faktor er finansieringsstrukturen, hvor eksterne bevillinger og alternative (center-)strukturer skaber parallel-organisationer med egne standarder for projekter, ansættelser og forskningsfrihed (fx NOVO-fondens metabolismecenter på KU og ’myndighedsbetjeningen’ af ministerierne, jf. Gyllegate).

jø

Fagmiljøer skal diskutere fakta-etik

Med mange nye informationskilder på internettet er der opstået et mylder af kanaler, hvor der sættes nye standarder for fakta og kendsgerninger. Nogle taler om, at der opstår ”postfaktuel viden” eller ”alternative fakta”. Og det stiller den videnskabelige verden over for helt nye udfordringer. For der kan spredes fordrejninger og manipulationer af viden på fagfelter: for hvornår og hvorfor man skal melde ind i debatter eller i tilfælde af, at usund ’post-faktuel viden’ florerer på ens fagfelt, mener ekspert i forskningsformidling:

”Det er jo en løbende afvejning, hvornår forskere mener, at de har en forpligtelse til at gå ud i offentligheden. Nogle taler ofte og tit – og breder sig måske også over store faglige områder. Andre udtaler sig mere sjældent og vil kun udtale sig indenfor deres snævre faglige ekspertise. Og andre siger ikke noget – selv om deres forskningsfelt indgår i den offentlige debat – fordi de mener, at journalister forfladiger deres udsagn eller at politikere alligevel ikke lytter til dem”, siger KU-professor Maja Horst.

 ”Uanset hvilken position, man indtager, så er det en meget personlig og individualiseret situationen, hvor man skal foretage nogle valg i en super-kompetitiv forskerverden. Det er et grundvilkår, som man ikke kan afskaffe. Men det vilkår kan negativt føre til i en individualisering, hvor man agerer i forhold til hvad der er bedst for en selv og ikke, hvad der tjener offentligheden eller videnskaben bedst”.

Miljøer bør fastlægge normer og standarder

Horst mener, at der internt i miljøerne mangler en afklaring af standarder for, hvornår og hvorfor, man skal melde ind i offentligheden eller over for myndigheder, hvis der florerer ’post-faktuel viden’ på ens fagområde:

”Men hovedproblemet er efter min vurdering, at miljøerne ikke har interne debat om, hvordan man håndterer kommunikation om kontroversielle emner. Jeg synes ikke ledere skal blande sig i, hvad forskere siger offentligt. Men det kræver, at de faglige miljøer selv tager ansvar. Selv om debat og kontrovers indgår centralt i videnskaben og i forskeres selvforståelse, så er danske forskere og forskningsmiljøer alt for dårlige til at diskutere etik med hinanden om, hvad der er rigtigt og forkert i relation til hinanden og offentligheden”, forklarer Horst.

 ”I stedet for at nogle, som udtaler sig, mere eller mindre åbent mistænkeliggøres som ’meningsmaskiner’, bør miljøer have en diskussion af standarderne for, hvad man kan udtale sig om: Hvor bredt er ens faglige ekspertisefelt? En klargøring ville også give større intern respekt”.

Og så mener hun i øvrigt ikke, at eens faglige ekspert-ekspertise skal indsnævres til et snævert specialefelt, som man gemmer sig bag: ”Som forsker har man brede faglige og metodiske kompetencer til at udtale sig inden for sit hovedområde …”

SE TEMA: Fakta-etik s. 14-23 i det trykte blad.

Udvalg genopliver ba’ som afstigningstrin

Studerende og lærere frygter, at udvalgsarbejdet bag lukkede døre, er et angreb på studienævnene og forsøg på at forkorte uddannelserne. Det er et forsøg på at genoplive Kvalitetsudvalgets forslag.

I disse uger sidder en række universitetsrepræsentanter og embedsmænd og diskuterer, hvordan danske universitetsuddannelser kan blive endnu bedre. Eller gør de? Både studerende og universitetslærere frygter, at diskussionerne i virkeligheden peger i retning af forringelser for uddannelserne.

”Vi håber meget, at der kommer noget godt ud af det her. Men vi har fra starten fået at vide, at alt skal holden inden for den økonomiske ramme. Vil man skabe forbedringer for fremtiden, så må man også have det lange lys på og lave nogle langsigtede investeringer. Og hvis der fra starten er lukket ned for det … ja, så lugter det mere af en spareøvelse,” siger Sana Mahin Doost, formand for Danske Studerendes Fællesråd (DSF)

Udvalg om bedre universitetsuddannelser blev nedsat af uni-minister Søren Pind i foråret. ”Jeg vil have undervisning i verdensklasse på de danske universiteter, og en bedre kobling mellem uddannelserne og arbejdsmarkedet. Er niveauet højt nok, bruger vi de teknologiske muligheder i undervisningen og er der for mange forskellige uddannelsestilbud? Det er nogle af de vigtige emner udvalget skal se på”.

Ingen retskrav på kandidat-uddannelse

Andre havde en mere kynisk udlægning af udvalgets formål: Det var dept.chef Agnete Gersings forsøg på at genoplive nogle af det såkaldte Kvalitetsudvalgets forliste dagsordener og forslag: Det er ”Uddannelsestjek-udvalg.2”

Det fremgik nemlig konkret af kommissoriet, at udvalget skulle forholde sig til helt specifikke tiltag, blandt andet muligheden for reelt afsluttede bacheloruddannelser, dimensionering af adgangen til kandidatuddannelser og ”tilpasning” af de studerendes retskrav til en kandidatoverbygning.

”Det, som jeg tror, man rigtigt gerne vil med udvalget, er at skabe et bachelorarbejdsmarked. Og det er noget, vi ser meget kritisk på ,” mener Sana Doost.

De studerende har ikke fået plads i udvalget, men som medlemmer af følgegruppen forsøger de at påvirke diskussionerne. Og særligt i forhold til retskravet håber de, at de måske kan vende tingene på hovedet:

”Der findes ikke et bacherlor-arbejdsmarked. Så det dummeste man kan gøre er at kaste en masse unge mennesker ud i et arbejdsmarked, der ikke findes, uden mulighed for at komme tilbage. Derfor foreslår vi: udvid retskravet, for eksempel til 5 år, hvor bachelorer kan vende tilbage og tage kandidaten. Det vil skabe større fleksibilitet og skabe mod til, at man tør prøve at finde et arbejde som bachelor,” siger Doost.

Studienævn kan miste ansvar

Også vip’ernes fællestillidsmand på KU Thomas Vils Pedersen undrer sig over, at man igen – sidste gang var i forbindelse med Kvalitetsudvalget – skal tale bachelorarbejdsmarked.

”Det er da interessant, at man bringer det op igen, selvom der var ret bred modstand mod det. Men vi må bare gentage, at der ikke er et relevant arbejdsmarked for den gruppe. Så der tror jeg, man går fejl i byen. Samtidig er der jo sket en kraftig forbedring at studietiderne, siden Kvalitetsudvalget lavede deres rapporter, så problemet med lange studietider er væsentligt mindre i dag,” siger han.

Et andet punkt i kommissoriet, han hæfter sig ved, handler om ”muligheder for at styrke ledelsesansvaret for uddannelseskvalitet og god tilrettelæggelse af uddannelserne”. Den formulering huer ham ikke.

”Vi er meget bange for, at det her handler om at svække studienævnet ansvar for planlægning af uddannelser,” siger han.

Kommissoriet siger ikke noget om, at der er problemer med den nuværende ansvarsfordeling, ud over at den påpeger modsætningen i, at det formelle kvalitetsansvar ligger hos rektor, mens det er studienævnet der planlægger. Sådan bør det dog også være, mener Thomas Vils.

”Det er meget vigtigt, at det er de VIP’er og studerende, der har detailkendskabet til uddannelsen, der står med ansvaret for uddannelsesplanlægningen og sikrer progression og sammenhæng mellem kurserne.”

Hemmeligt udvalgsarbejde

Vils’ frygt deles af Sana Doost.

”Det synes vi er rigtig skadeligt for demokratiet på uddannelserne, men også for kvalitetssikringen. Vi tror grundlæggende, det er de lokale eksperter, der sidder med det hver eneste dag, der skal sikre, at uddannelser bliver bedre,” siger hun.

Heller ikke hun kender de bagvedliggende motiver for, at studienævnene skal diskuteres.

”Jeg har i hvert ikke fået forelagt en problemanalyse, men jeg tror måske, det er et mere principielt spørgsmål om det syn på styring, der findes hos regeringen og til dels i embedsværket.”

FORSKERforum har forsøgt at få flere udvalgets medlemmer til at stille op til interview, men de har takket nej og henvist til fortroligheden i udvalgsarbejdet. Også andre kilder – herunder deltagere i følgegruppen – fortæller om et meget tillukket udvalgsarbejde, som det er svært at få informationer fra. Angiveligt skulle der være relativ stor aktivitet med møder hver 3. uge med henblik på at blive færdige inden årsskiftet.

lah