Forfatterarkiv: admin

Lederne belønnes

Mens de menige er fastlåste i overenskomst-lønninger, fortæller lønstatistik

Er du lektor, så tjener din institutleder 1,6 gange så meget som dig. Det afslører FORSKERforums lønstatistik over alle ansættelseskategorier.

Lederlønnen sat over for de meniges er interessant og afslørende i forhold til lønrelationer i uni-systemet, mener arbejdsmarkeds- og lønforsker Jørgen Stamhus fra AAU:

”Når en institutleder tjener 1,6 gange så meget som en menig lektor er det jo udtryk for, at systemet vægter ledelse meget højt. Men det er ikke udtryk for, at lektoren kan bruge lederlønnen som løftestang – lønmotor – for sin egen lønforhandling, for den lønrelation er for længst afkoblet. Ledersporet har sine egne logikker, mens de meniges lønninger groft sagt er fastlåst på det overenskomst-regulerede offentlige arbejdsmarked”.

FORSKERforum bringer også en TOPLØN-statistik over de 20 højest-lønnede på hvert uni’. Den afslører, at der har skudt sig en ny type toplønnede ind, nemlig forskningsledere på eksterne fondsmidler (SE S. 18-20).

Lederløn eksploderede 2003

Den store lønforskel mellem ledere og menige er ikke ny, men opstod med Uni-Loven 2003, der lavede en enstrenget, stærk ledelse. Lønstatistikker afslørede en eksplosion i rektorlønninger, der steg med 50 pct. i perioden 2003-05.

Det markante løft signalerede en anden styringsmodel, og en afkobling af de gamle lønrelationer, hvor der var sammenhæng og ikke markant forskel i de enkelte personalegruppers lønninger:

”Nu er de interne lønrelationer suspenderet, så der ikke er et relativt forhold mellem professorlønnen og så ledelseslagets. Institutlederens og dekanens løn er ikke længere ’lokomotiv’ for professorens. Lederlønnen fastsættes efter andre standarder, enten det offentliges topniveau eller den private sektors. Lederne belønnes i det system…”

Overdrevent budgetansvar fra de menige…

Uni-loven betød en ændring i universiteternes struktur og styringsmekanismer, så disse ikke længere er styret af interne, faglige forhold, men i højere grad af management-mekanismer fra statsforvaltningen og den private sektor, vurderer Stamhus.

”De gamle lønrelationer er sat ud af kraft, så de meniges lønninger har stået stille, i så høj grad, at lektorlønnen faktisk konkurrerer med gymnasielærere. Lønnen har været fastlåst på reguleringer jf. overenskomsten, og mens der tilsyneladende er tillæg til ledelses-laget, så har der ikke været tillægspuljer til fordeling blandt de menige. Og uni-lærerne har åbenbart ikke været tilstrækkeligt fokuserede på at presse ledelsen; det er sparetider og de menige har udvist et overdrevent budgetansvar, som har holdt lønkrav tilbage – højere løn kunne jo føre til færre ansatte…

– Se lønstatistikker s. 16-20 i det trykte blad –

EU-forordning skaber arbejdsbombe

Forskere kan se frem til at skulle gennemgå samtlige mails, man har liggende i sin mailboks.
RUC-professor skal gennemgå og sortere i 80.000 e-mails, og det er formentlig typisk

25. maj trådte EU’s nye persondataforordning i kraft. Den skal styrke beskyttelsen af personoplysninger i EU. Men den er også berygtet som et enormt komplekst regelsæt, som offentlige og private virksomheder og institutioner har kæmpet med at få styr på i forhold til, hvilke krav man fremover skal leve op til, når man har med persondata at gøre.

Ud over kompleksiteten har forordningen skabt bekymring, fordi den giver datatilsynsmyndighederne mulighed for at uddele enorme bøder, hvis nogen bryder reglerne.

Det har også givet travlhed hos universiteternes jurister og IT-folk. Men her slutter travlheden ikke. De nye tilstande ser nemlig ud til at kræve en helt ny arbejdsgang i den måde, forskere skal håndtere deres mailkorrespondance. Og i første omgang kan der ligge et enormt oprydningsarbejde i de millioner af gamle mails, som forskere har liggende.

På RUC har alle ansatte således fået en mail fra ledelsen med retningslinjer, blandt andet om gamle mails.

Formelt: Alt skal gennemgås

En mail er i sig selv et datasæt med personoplysninger, idet de som minimum rummer afsenderens mailadresse og som regel også navn og andre kontaktoplysninger. Hovedreglen er derfor, at mails, der ikke har et aktuelt formål, skal slettes efter 30 dage.

”Disse nye regler bestemmer, at vi som organisation skal have kontrol over, hvilke persondata vi opbevarer, hvor vi opbevarer dem, samt at vi herudover skal kunne dokumentere, at vi har et lovligt formål med at opbevare og anvende disse persondata. Det kan kun lade sig gøre ved, at vi undersøger, hvilke data vi har liggende, og får afklaret, hvad vi bruger/skal bruge disse oplysninger til. Dette indebærer også at slette de data, som ikke længere finder anvendelse,” står der i vejledningen til de RUC-ansatte.

Med andre ord: Som ansat skal man gennemgå samtlige mails og slette dem, der ikke har aktuel brug eller dækkes af en af de øvrige undtagelser, eksempelvis korrespondance med pressen.

Praksis: Bruger mailboks som arkiv

Og det er lidt af en arbejdsbyrde, der hermed lægges på de ansatte, konstaterer fysikprofessor Jeppe Dyre: ”Nu fik vi nyt mailsystem for nogle år siden, så jeg har kun mails tilbage fra 2010. Men jeg får typisk et sted mellem 20 og 100 mails om dagen – måske omkring 10.000 mails på årsbasis. Det vil tage lang tid at gennemgå dem,” siger han.

Men et er arbejdsbyrden med at gennemgå 80.000 mails. Et andet er det faktum, at mailboksen for professoren samtidig fungerer som et slags arkiv for kontakter og korrespondancer, han kan finde frem og genopfriske.

”Som forskere har vi et kæmpe netværk. Jeg skriver af og til til nogen, jeg ikke har skrevet med i fem år. Jeg har en masse email-korrespondancer, jeg kan søge i. Det vil jeg jo ikke kunne, hvis de er blevet slettet, så der ligger et kæmpe produktivitetstab,” siger Jeppe Dyre, som frygter, at mange forskere vil vælge at ignorere de nye regler eller gå over til at bruge privat mail.

”Det er ressourcetungt”

RUC’s universitetsdirektør, Peter Lauritzen, forklarer, at det langtfra er alle gamle e-mails, man er nødt til at slette: ”Hvis du har haft en korrespondance med en person, du fortsat har brug for at maile sammen med, er du velkommen til at gemme den. Det vigtigste er, at du kan argumentere for det. I bund og grund handler det om at bruge sin sunde fornuft”.

Han erkender dog også, at det ikke nødvendigvis vil være lige til at afgøre, eksempelvis hvornår en e-mail ikke ”finder anvendelse” mere.

”I det her tilfælde er det lidt svært at definere sund fornuft, men heldigvis er det jo kloge folk, vi har med at gøre. Det vigtigste er at holde sig for øje, hvad det her skal beskytte, nemlig den personlige datasikkerhed.”

Uni-direktøren er også klar over, at der ligger en stor arbejdsbelastning alene i at skulle gennemgå sine gamle mails og vurdere, hvad der skal slettes og gemmes.

”Jeg har selv været ansat i 11 år, og jeg er også gået i gang. Det er klart, at det er ressourcetungt. Men det her skal ikke ses som en konflikt mellem medarbejdere og ledelse. Det handler om at bevare RUC’s renommé som en forskningsinstitution, man kan have tillid til.”

KU: Gemmes hvor længe?

Det er imidlertid lidt forskellige fortolkninger og handleplaner, man støder på, når man spørger forskellige universiteter om konsekvenserne af den nye persondataforordning. På KU er der foreløbig ingen påbud til medarbejderne om at rydde op i gamle mails.

”Når man arbejder med e-mails internt på KU, er de krypterede. Så har vi som andre steder en diskussion af, hvor længe man må gemme e-mails i systemet. Det er der ingen klare regler for i persondataforordningen. Der står bare, at man skal opbevare persondata sikkert og undgå ophobning,” fortæller KU-databeskyttelsesrådgiver Lisa Ibenfeldt Schultz.

Hun tilføjer dog, at hun venter på sikkerhedsvejledningen fra Datatilsynet i forhold til, hvordan man skal forholde sig til gamle e-mails.

Selv om kollegerne på KU i første omgang går lempeligere til værks, mener Peter Lauritzen ikke, at man på RUC kommer uden om at skulle rydde op i sine e-mails.

”Hvis du ringer rundt til alle universiteter, vil du sikkert få otte forskellige svar. På RUC har vi valgt forsigtighedsprincippet. Men jeg tror, at alle virksomheder og offentlige institutioner vil følge rets-udviklingen nøje på dette område og se, om der er behov for at lempe eller skærpe retningslinjerne,” siger uni-direktøren.

SDU-lektor: Det nye er bødetrusler, som virker

Og Peter Lauritzen har tilsyneladende ret. Der er ingen vej uden om den voldsomt tidskrævende opgave med at gennemgå sin mailboks. Det vurderer SDU-jura­lektor Ayo Næsborg-Andersen, som har studeret persondataforordningen.

”Jeg har meget svært ved at se, at man kan komme uden om at gennemgå sine gamle mails. Man kan selvfølgelig vælge bare at slette det hele, men det er jo heller ikke optimalt,” siger hun.

På SDU er medarbejderne også blevet bedt om at gå i gang med mail-oprydningen. Og Ayo Næsborg-Andersen nikker genkendende til de problemstillinger, Jeppe Dyre fortæller om: ”10.000 mails om året – det er nok meget normalt. I det daglige sletter jeg også kun spam-mails,” fortæller hun.

Hun peger på, at det i virkeligheden ikke er en voldsom regelændring, der gør, at danske forskere nu skal bruge et uanet antal timer til mail-oprydning samt tillægge sig nogle helt nye vaner for arkivering og håndtering af de daglige mails. Den hidtil gældende persondatalov havde nemlig nogenlunde samme krav – at man skulle undgå ophobning af gamle mails med personoplysninger. Det nye er de voldsomme bøder på op til 16 millioner kroner til offentlige institutioner, som den nye persondataforordning har indført.

”De indførte bøderne for at få folk til at tage det alvorligt. Det har så virket”.

Outlook er skurken

I virkeligheden er det mailprogrammet Outlook, der er skyld i, at forskere og mange andre i dag står med en begmand, mener hun.

”Vi bruger næsten alle sammen Outlook, og det er ikke særlig velegnet til det nye system. Ser man på de administrative personale, så lægger de al post over i et journaliseringssystem, der selv håndterer sletteregler. Outlook derimod er designet til at gemme alle oplysninger, og det skal være nemt at søge ting frem på tværs, så man behøver ikke engang bruge mapper. Det er stik imod den tankegang vi skal hen til nu,” siger SDU-lektoren.

Nu kræver de håndhævede regler imidlertid en kulturændring – og optimalt set også et nyt mailsystem.

”I dag kræver det jo mere energi at rydde op og slette mails end bare at lade dem ligge. Så indtil vi finder et arkivsystem, der er nemt at håndtere, så kommer e-mails til at være et mareridt.”

Pressen er værre end bøder …

Men på trods af alt besværet hilser Ayo Næsborg-Andersen det alligevel velkomment, at reglerne for persondatasikkerhed bliver indskærpet.

”Lige nu er det møgirriterende. Men når tingene er faldet lidt til ro, er det en positiv ting, hvis det kan komme til at virke efter hensigten. Det har været lidt Det Vilde Vesten, hvor man har kunnet gøre, hvad man ville. Det er vigtigt, at folk har tillid til, at deres oplysninger behandles ordentligt, og den tillid skaber du kun, hvis du er ærlig omkring brugen af data og passer ordentligt på det.”

Som nævnt giver persondataforordningen mulighed for, at Datatilsynet kan tildele offentlige institutioner bøder på op til 16 millioner kroner. Men Ayo Næsborg-Andersen forventer ikke, at Datatilsynet vil smide om sig med bøder.

”Jeg tror ikke, man skal bekymre sig så meget for at få den største bøde, hvis man har gjort en ærlig indsats for at prøve at leve op til reglerne. Det, man skal være bekymret for, er, at medierne finder en fejl, de kan lave en historie på, eller at de personer, man har registreret, klager. Jeg ved, at vores DPO (data protection officer, red.) forbereder sig på at de første 20 jurastuderende kommer med en klage her efter 25. maj.”

lah

TOPLØN: De 20 højest-lønnede på hvert uni

”Med Uni-Loven 2003 kom der en ny struktur på uni’ med en enstrenget og magtfuld ledelse, som også betød en eksplosion i lederlønningerne. Og sådan har det vel været i hele samfundet og i den offentlige sektor. Der er jo kommet en meget mere liberal holdning til lønninger og til, at toplønninger er løbet fra de meniges. For 10-15 år siden ville toplønningerne på 1,5 mio. til en forskningsleder have vakt opsigt, men ikke i dag. Der er kommet nye standarder”, lyder arbejdsmarkeds- og lønforsker Jørgen Stamhus’ kommentar til FORSKERforums topløn-statistik over de 20 højest lønnede på de enkelte uni’er.

Topløn-statistikken, som kan ses over de næste sider, dækker over grundløn, tillæg og pension. Den er indhentet via aktindsigt på de enkelte uni’er.

Der kan ses forskellige ansættelsesgrupper blandt de toplønnede. Dels er der selve uni-toppen med rektor, dekaner og institutledere. Og dels er der forvaltnings-topchefer (uni-direktører og vicedirektører, økonomichefer), som er markeret med BLÅT. Og så er der gruppen af forskningsledere på eksterne (fonds-) midler, der er markeret med RØDT.

DJØF-forvaltningslaget

Mens det for ti år siden var rektorer, dekaner og direktører og forvaltningstopcheferne, hvor der var forargelse over, at nogle mellemledere tjente mere end professorerne. Det er især på de mindre uni’er, som RUC og IT-Uni’ at der er mange administrative topledere, mens der er længere mellem dem på de øvrige uni’er:

”Det er ikke sådan, at DJØF-forvaltningsniveauet er faldet i lønniveau. Der er derimod skudt nye grupper ind i løn-toppen på nogle uni’er”, forklarer Stamhus.

Dekaner og institutledere opfattes stadig som faglige medarbejdere, fordi det er et ansættelseskrav, at de har forskningsmæssige meritter. Dem er der mange af i Aarhus, Syddansk, DTU, Aalborg og CBS. Men de er i virkeligheden i en gråzone mellem at være faglige og forvaltningsmæssige ansatte, vurderer Stamhus:

’”Men man skal heller ikke være blind for, at dekaner, prodekaner og institutledere i højere og højere grad er blevet en del af forvaltningslaget, hvor de før mere hørte til på den faglige side, især institutledern. Qua den enstrengede ledelsesstruktur indlejres dekaner og prodekaner snarere i den administrative søjle end de kan med den faglige søjle med professorer og lektorer”.

Eksterne penge: Centerchefer

Det nye er, at centerchefer og forskningsledere på eksterne indtægter har skudt sig ind i toppen på nogle uni’er, især på KU hvor NOVO har skudt sig med centre på det medicinske fakultet. Fondene kommer med en pose penge til centrene, der fungerer ved siden af det ordinære uni-system. Og fondene kommer med en stor pengekasse, så topforskere rekruttere og lønnes tæt på rektorniveau.

Men det viser sig også, at forskningsledere, der har fået penge fra Grundforskningsfonden (DG), har fået toplønninger. Det ses især på topløn-statistikken på SDU, hvor der er flere nuværende eller tidligere DG-modtagere.

”Det er ikke overraskende, at topforskere skyder sig ind i topløn-statistikken. Når det tynder ud i basis-bevillingerne, kommer der et pres fra ledelsen på, at vi skal skaffe eksterne bevillinger og lave privat-offentligt samarbejde osv. Og når det så lykkes et uni’ at skaffe en ’guldkalv’, så er markedsmekanismen, at forskningslederen, som har skaffet bevillingen, skal belønnes…”.

De 97 procent – en ubestemt klima-konsensus

Uddrag af JENS OLAF PEPKE PEDERSEN: Konsensus og tro (WEEKENDavisen 26.4).

Klimaforskning er et område, hvor der gerne argumenteres med, at der blandt forskerne eksisterer en 97-procents konsensus. Men det bliver sjældent uddybet, hvordan man er nået frem til de 97 procent, og hvad det mere præcist er, de er enige om.

Den hyppigst refererede opgørelse er udarbejdet i 2013 af samfundsforskeren John Cook og hans medarbejdere fra University of Queensland i Australien. Optællingen blev udført som et citizen science-projekt, hvor et stort antal frivillige gennemgik 12.000 videnskabelige klimaartikler fra perioden 1991-2011 – alle udvalgt, fordi artiklerne indeholdt ordene »global opvarmning« eller »globale klimaændringer«.

Undersøgelsen viste imidlertid, at langt de fleste fagartikler, nemlig 66 procent, slet ikke havde nogen mening om årsagerne til global opvarmning. Forskergruppen valgte derfor kun at se på de 34 procent, som gav udtryk for en holdning, og her viste det sig, at 97 procent af artiklerne angav, at menneskelige aktiviteter bidrog til den globale opvarmning. De tre procent af artiklerne gav udtryk for usikkerhed eller mente, at mennesket var årsag til mindre end halvdelen af ændringerne, eller angav ligefrem, at der slet ikke var et menneskeskabt bidrag til opvarmningen.

Dermed nåede man frem til den berømte 97-procents konsensus, som blev offentliggjort i en artikel i tidsskriftet Environmental Research Letters, og som siden er gengivet utallige gange.

I undersøgelsen inddelte man de artikler, der angav, at mennesket bidrager til opvarmningen, i tre kategorier.

Overraskende nok fremgår det ingen steder i John Cook og kollegers opgørelse, hvordan klimaartiklerne fordeler sig på de tre kategorier, så hvis man vil vide det, er man nødt til selv at gå det omfattende datamateriale igennem.

Det har undertegnede og flere andre derfor gjort, og den gennemgang har vist, at ud af de i alt 97 procent er det kun et meget lille antal på mindre end to procent, der hører til i den første gruppe, som kvantificerer det menneskeskabte bidrag og angiver, at det bidrager med mere end halvdelen af klimaændringerne.

Fintællingen viser således, at der blot er konsensus om, at mennesket i et eller andet omfang bidrager til opvarmningen, men eftersom det ikke fremgår af Cooks opgørelse, kan man ikke fortænke læserne i at konkludere, at der er konsensus om, at hele den globale opvarmning er menneskeskabt. Dermed foregår meget af debatten om, hvad klimaforskningen viser, på et forkert grundlag.

I stedet for at bekymre sig om gruppepsykologi og tælle tusindvis af artikler kunne man jo i lighed med Søndagsavisen også bare spørge forskerne direkte, hvad de egentlig tror på. Det har klimaprofessor Hans von Storch fra Universität Hamburg gjort og bedt sine kolleger om på en skala fra et til syv at angive, hvor overbevist de er om, at menneskeskabte bidrag udgør mere end halvdelen af de seneste klimaændringer eller vil udgøre mere end halvdelen af de fremtidige klimaændringer.

Undersøgelsen viste, at det var 81 procent af forskerne i en eller anden grad overbevist om, og selv om det ikke er konsensus, er det dog et stort flertal. At tallet 97 procent alligevel bliver brugt i debatten, må nok tilskrives, at det er et godt tal. Det lyder præcist, og tre procent kan man godt tillade sig at se bort fra som afvigende dissenter. Det er ikke helt så nemt, når minoriteten er på 19 procent.

Den nu afdøde amerikanske forfatter Michael Crichton … mente …, at forskerne kun taler om konsensus, når videnskaben ikke er på fast grund, og at konsensus hører til i den politiske verden.

Netop koblingen til politik gør konsensus til et belastet udtryk, for selv om dansk politik ofte bliver fremhævet som konsensussøgende, er politik ikke sandhedssøgende, og politikere er ikke forpligtede til at begrunde deres meninger rationelt. Derfor bliver en politisk konsensus heller ikke nødvendigvis korrigeret, selv om den modsiges af videnskabelige kendsgerninger.

Så måske skulle forskerne blot lade videnskaben klare sig selv uden at forsøge sig med konsensusskabelse. Mange hundrede års erfaringer har vist, at de teorier, der har den største forklaringskraft, også er de mest holdbare.

 

Replik: Mis-information om de 97 procents konsensus

Indsendt til Weekend-avisen af JOHN COOK, Center for Climate Change Communication, George Mason University, Virginia, USA.

I sin artikel / kommentar “Konsensus og tro” (WEEKENDAVISEN Ideer 26. april) sår Jens Olaf Pepke Pedersen tvivl om 97 procents konsensus blandt klimaforskere i klimadebatten: “Det er sjældent uddybet, hvordan man når frem til de 97 pct.”, erklærer han. Hvorefter han kritiserer min forskergruppes metode og resultater.
  Som forfatter til en af artiklerne om de 97 procents konsensus om menneskeskabt global opvarmning, må jeg derfor forklare, hvorfor de 97 procents konsensus er et videnskabelig robust og vigtigt resultat, og hvordan Pepke Pedersen forvrider fakta:

I 2013 var jeg hovedforfatteren på en undersøgelse, der konstaterede 97 procents forsker-enighed om, at der sker menneskeskabt global opvarmning. Det er vigtigt indledningsvist, at slå fast, at vores ikke var den første undersøgelse med et sådant resultat: Vi var den tredje (1. Peter Doran og Maggie Zimmerman 2009, 2. William Anderegg et al. 2010). Og der kom også nogle efter os (fx Stuart Carlton et al. 2015).

I 2016 opsummerede vi derfor de mange undersøgelser (offentliggjort i Environmental Research Letters, se http://sks.to/coc). I syntese-artiklen var der to kerneopdagelser: For det første, at enigheds-niveauet stiger i takt med forskeres ekspertise i klimaforskning. For det andet at blandt studier, hvor forskere specifikt laver klimaforskning, er konsensus’en om menneskeskabt global opvarmning 90-100 procent, hvor flerheden konvergerer omkring de 97 procent.

Det faktum, at konsensus stiger med ekspertisen, forvrides ofte af kræfter, som prøver at skabe tvivl om konsensus’en. Det er nemlig muligt at opnå lavere estimater ved at inddrage grupper af forskere, som ikke udfører egentlig klimaforskning. Det er en kendt vildførelsesteknik – kendt som ”falsk-ekspert –vildledningen” – som ofte er brugt til at forvirre offentligheden om den om den overvældende høje ekspert-enighed.

 97 procents konsensus’en om klimaændringer er altså blevet gentaget ved hjælp af forskellige tilgange: surveys af forskere, analyser af offentlige statements og analyser af videnskabelige undersøgelser. Vigtigheden af denne replikation i videnskaben kan ikke understreges tit nok.

I løbet af den 21-årige periode, vi undersøgte, kunne der registreres et voksende antal artikler, som viste konsensus og modsat færre, der modsagde den. Konsensus’en blev styrket over tid. Samtidig blev der færre og færre artikler, som omtalte konsensus’en.

Og hermed er vi fremme ved Pepke Pedersens kritik. Han hævder, at 97 procents konsensus’en bygger på vores forskning og artikler. Det er da en smigrende omtale, men vi var altså bare studie nummer tre med den konklusion.

 Pepke Pedersen foreslår som alternativ til vores fremgangsmåde, at man bare spørger forskere, hvad de mener om klimaændringer. Det er gjort flere gange, som vores synteseartikel dokumenterer ganske omfattende. I sin nidkære fokus på vores forskning – vi takker igen for opmærksomheden – overser Pepke helt den omfattende samling af forskning på området.

 Pedersen citerer et von Storch-studie, der estimerer konsensus til at være mindre end 97 procent. Von Storch er faktisk omtalt i vores synteseartikel. Men von Storch baserer ikke sin undersøgelse på relevante klimaeksperter, hvilket var vores afsæt. Med andre ord bruger Pepke Pedersen ”falsk-ekspert teknikken” til at så tvivl om konsensus’en blandt klimaforskere.

 Og her er det passende at indskyde et yderligere aspekt. I sin WEEKEND­AVISEN-artikel undlader Pedersen at nævne, at han aktuelt er engageret i fejde med forskerbladet FORSKERforum. Han har indgivet en klage til Pressenævnet. Petersens påstande er, at han ikke anerkender de 97 procents konsensus som et anerkendt begreb, samt at FORSKERforum ikke må karakterisere ham som “klimaskeptiker” eller “blandt de 3 procent”.

På en måde er jeg enig. Brug af udtrykket “skeptiker” som karakteristik på en person, der benægter den videnskabelige konsensus, kan være problematisk. En ægte skepticist overvejer alle beviser, og kommer dernæst til en konklusion. Videnskabs-benægteren derimod går modsat frem, for han starter med at konstruere sin konklusion og benytter herefter afvisningsteknikkerne til at affærdige ethvert bevis, som konflikter med hans konklusion. Så hvordan skelner man mellem skepticisme og benægtelse? Jo, benægterne afslører sig på, at de ignorerer videnskabssamfundets samlede resultater, og de bruger falske eksperter til at så tvivl om konsensus’en.

Til sidst er det produktivt at gå et skridt tilbage og spørge: “Hvorfor taler vi egentlig om konsensus?” For at besvare det, skal man forstå, hvad der skete tilbage til 1990’erne. Første gang offentligheden hørte om klima-konsensus’en, blev det udlagt som: ”Der er ingen konsensus i videnskaben”. Det var nemlig budskabet fra olie-industrien og fra konservative tænketanke, der søgte at overbevise offentligheden om, at videnskabssamfundet var usikre på, om mennesker forårsager global opvarmning. Deres mål var at forsinke regulering på emissioner af fossile brændstoffer.

 I slutningen af 1990’erne gennemførte den politiske strateg Frank Luntz markeds­undersøgelser for at finde ud af, hvordan den offentlige fremstilling af enighed påvirkede folks opfattelser af klimapolitik. Han rådgav konservative politikere i USA om, hvordan man kunne angribe konsensus’en for at underminere befolkningens forståelse af klima-problemerne. Siden den tid har vi oplevet vedvarende misinformations-kampagner, der forsøger at overbevise befolkningen om forskernes uenighed om klimaspørgsmålet. Pepke Pedersens artikel i WEEKENDAVISEN er det seneste eksempel i rækken af årtiers angreb på konsensus-forståelsen.

Den systematiske misinformation har i nogen grad været succesfuld. Der er således en stor kløft mellem offentlighedens opfattelse af konsensus (i gennemsnit omkring 67 procent) og så den faktiske 97 procents konsensus. Dette “konsensus-gap” reducerer befolkningens opbakning til politikker på at afbøde klimaforandringerne – det er en blokade for politiske klimaindgreb.

At oplyse om de 97 procent konsensus om menneskeskabt global opvarmning er ikke påkrævet som bevis på menneskeskabt global opvarmning. Der er mange andre uafhængige empiriske beviser på, at mennesker ødelægger vores klima (se resumé på http://sks.to/evidence). Oplysning om konsensus handler derfor om at rydde den misfortolkning af vejen, at forskere er uenige.

Der har vist sig et ensartet mønster hos dem, som benægter de 97 procents konsensus, og Pepke Pedersen passer ind i mønsteret. Først hævder de, at der ikke er enighed. Når de så informeres om, at mange undersøgelser har repliceret de 97 procent konsensus, lyder modargumentet, at “videnskaben skabes ikke via konsensus – hvorfor henviser man til den? Stop den snak om konsensus!”

Pepke Pedersen trækker på den type argumenter og bidrager dermed til at etablere en konsensus-censur, når han hævder, at der ikke eksisterer konsensus.

Det er imidlertid vigtigt, at offentligheden gøres bevidste om de 97 procents konsensus blandt klimaforskere, og at folk kan genkende de sløringsteknikker, som sår tvivl om den videnskabelige enighed. Som en hjælp har vores forskergruppe for nylig offentliggjort ”The Consensus Handbook 2018” (http://sks.to/chb). Heri findes en opsummering af forskningen i, hvorfor videnskabelig konsensus er vigtig, og heri eksponeres de misinformations-kampagner, der prøver forvirre offentligheden om de 97 procents konsensus blandt klimaforskere.

(Forkortet af FORSKERforums red.)

CBS: Al undervisning suspenderes

– Mandag d. 23 april, udsigt til konflikt –

Hvis overenskomstforhandlingerne bryder sammen, og der bliver konflikt fra d. 7. maj vil det gribe ind i afvikling af eksamensforberedelse og i værste fald også i skriftlig eksamen, som mange steder starter 20. maj.

”Lockout betyder, at arbejdsgiverne midlertidigt opsiger ansættelsen for dem, som er medlemmer af fagforeninger i en ok-konflikt. Men nogle er ikke medlemmer – herunder mange af vores udenlandske kolleger – så nogle studerende vil få undervisning og andre ikke. Det er jo helt ulige betingelser”, siger lektor Ole Helmersen, som er fællestillids-repræsentant for DMs medlemmer.

”På CBS har ledelsen derfor fornuftigvis meldt ud, at i tilfælde af lockout, vil al undervisning blive suspenderet: De studerende skal jo ikke være ulige stillet som i et lotterispil. Og konflikten skal heller ikke medføre splid mellem kolleger på fagene, kan jeg tilføje …”

SDU: Ledelsen tøver

På SDU har tillidsfolk prøvet at overtale ledelsen til, at lukke al undervisning ned:

”Ledelsen har meldt ud, at al undervisning vil blive suspenderet., s å de studerende stilles ens, hvad angår undervisningsafvikling. For hvad med dem, som har lovkrav undervisning, eller som skal deltage i obligatoriske laboratorie-øvelser? Og på SDU er der tilmed det særlige forhold, at nogle lærere og studerende kommer langvejs fra, og måske ikke kan komme frem”, fortæller fælles-tillidsrepræsentant Bjarne Andersen. ”Det er jo kaotisk, så det mest hensigtsmæssige ville være at lukke al undervisning. Men det har ledelsen nølet med – de vil ikke være det eneste uni’, som gør det …”

Ledere er undtaget

Udsigten til konflikt og lockout har skabt masser af turbulens:

”Der er rejst masser af lavpraktiske spørgsmål: Skal jeg tage hjem, hvis jeg er til konference i Kina (svar: ja). Hvis jeg er ph.d.-studerende i sidste fase, får jeg så fristforlængelse? Skal jeg tage hjem, hvis jeg er på mit lange udlandsophold (svar: nej, du har fået dispensation). Og så videre”, forklarer Helmersen.

”Men der er også stillet store principielle spørgsmål: Hvorfor skal vi strejke, fordi vi skal være solidariske med skolelærerne? Nogle ansatte har desværre ringe forståelse for solidaritet, samtidig med at det kan skabe kollegial splid, at nogle er medlem af fagforeninger og andre ikke…”.

Nogle ansatte har også brokket sig over, at de er lockout’et med henvisning til, at de er ”ledere”. Og på nogle uni’er har ledelser undtaget nogle med henvisning til det samme, selv om de pågældende ikke har lederbeføjelser. SDU-tillidsmanden har en klar fortolkning:

”Man er jo ikke leder, fordi man er professor og har mus-samtaler. Man er leder, når man er i lønramme 36+, når man har økonomisk ansvar og har instruktions-beføjelser over personale”.

Stor utilfredshed med feedback på ansøgninger

FORSKNINGSRÅDENE: 3 ud af 4 ansøgere, der ikke får støtte, er decideret utilfredse med kvaliteten af begrundelserne, afslører evaluering fra Danmarks Frie Forskningsfond

De faglige råd i Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) er ikke gode nok til at begrunde, når de afviser forskningsansøgninger. Det indikerer en evalueringsrapport, som DFF selv har lavet omkring Sapere Aude-bevillingerne.

Rapporten tegner generelt et positivt billede af virkningerne af Sapere Aude-midlerne, særligt i forhold til, at det giver et ”karriere-boost” til forskeren, der får bevillingen.

Til gengæld er de 87 procent af ansøgerne, der ikke får noget ud af deres anstrengelser, knap så begejstrede. Og det er særligt kvaliteten af tilbagemeldingerne, den er gal med, ifølge de afviste. 3 ud af 4 af de adspurgte svarer ’utilfredsstillende’ eller ’meget utilfredsstillende’ omkring tilbagemeldingen fra de faglige råd. Det er noget bedre for dem, der har haft deres ansøgning i ekstern bedømmelse. Her er kun halvdelen utilfredse med kvaliteten af tilbagemeldingen, mens den anden halvdel er tilfredse.

Fik ikke begrundelse

Ifølge rapporten skyldes utilfredsheden især, at ansøgerne oplever, de ikke har fået en tilstrækkeligt grundig begrundelse af afslaget.

”Jeg synes, at det var en god ansøgning, og jeg fik en rigtig god evaluering. Så mine forventninger var høje. Men jeg blev ikke inviteret til interview, og jeg kender ikke begrundelsen. Jeg bilder mig ind, at det måske er, fordi de mere teoretiske forskningsprojekter ikke kommer i betragtning ved rådene. Det føltes som en mærkelig afgørelse”.

Sådan lyder det eksempelvis fra en af de ansøgere, der er blevet interviewet til evalueringsrapporten.

Tallene lægger sig tæt op ad en problemstilling, FORSKERforum skrev om i efteråret 2017. Her kritiserede lektor ved KU Jan Faye, at de faglige råd ikke har bredde til at dække alle ansøgninger med faglig specialviden.

Inkonsistens

Professor i retorik ved KU Christian Kock genkender problemet med utilfredsstillende tilbagemeldinger på ansøgninger. Han har ikke selv søgt Sapere Aude-midler, men han har søgt andre kollektive forskningsmidler i DFF, og her har han oplevet, hvordan en ansøgning har fået kritik og er blevet afvist. Efterfølgende har gruppen forbedret og rettet op på kritikpunkterne, men i den nye ansøgningsrunde har bedømmelsesudvalget så blot anført helt nye kritikpunkter.

”Bedømmelsen indbefatter åbenbart ikke, at man læser, hvad man skrev året før, og om der er konsistens i forhold dertil, samt om der er sket forbedringer på de kritiserede punkter. Det giver et indtryk af en inkonsistens og vilkårlighed, som er skuffende og utilstedelig over for seriøse ansøgere,” siger Christian Kock.

For lidt faglig bredde

Han mener som Jan Faye, at det er et problem, når DFF ikke i tilstrækkelig grad bruger eksterne bedømmere, så man sørger for, at ansøgere fra alle fagområder bliver vurderet af mindst en person med ekspertise på området. Han forsker selv inden for et smalt område, og det har konsekvenser for den faglige indsigt i hans ansøgninger, mener han.

”Ingen af de gange, hvor jeg har været med i en ansøgning, har ansøgningen været set af en eneste person med fagkyndighed inden for mit fagområde – hverken i det eksterne panel, som alle ansøgninger vurderes af, eller i selve forskningsrådet. Der har dermed ikke været tale om det, man i andre sammenhænge kalder ’peer review’, idet de involverede bedømmere ikke har været mine faglige ’peers’,” siger han, og kalder det ”en fagligt mangelfuld discount-løsning, som man ikke kan være bekendt”.

Fondsformand vil ikke interviewes

Fondsformand Peter Munk Christiansen vil gerne tale om kønsaspekter i rådet ansøgninger.

FORSKERforum ville dog have interviewet DFF’s bestyrelsesformand Peter Munk Christiansen om rapportens kritik af feedback. Han er anført som kontaktperson på pressemeddelelsen. Han ønskede imidlertid ikke at forholde sig til utilfredsheden med tilbagemeldingerne:

”Jeg sidder over denne gang,” lød det afvisende svar.

FORSKERforum spurgte så DFF’s pressekontakt om, hvem der så kan besvare spørgsmål på DFF’s vegne, men har ikke fået nogen tilbagemelding.

Rådsformand: Tager tal alvorligt

Andelen af ansøgere, der frasorteres uden eksternt review, har været stigende frem mod 2017, hvor det var lidt over 70 procent. Ifølge rapporten skyldes det delvist et stigende antal ansøgninger.

Der er forskel på utilfredsheden med tilbagemeldingerne fra de fem faglige råd. Værst er det i Samfund og Erhverv (FSE), hvor 56 procent er meget utilfredse, og 24 procent er utilfredse. Til sammenligning er der mest tilfredshed i Teknologi og Produktion, hvor 59 procent er meget utilfredse/utilfredse.

FORSKERforum bad FSE’s formand, David Dreyer Lassen, tage stilling til problemet, og her tages det alvorligt.

”Folk, der ikke får en bevilling, er altid ærgerlige, og det er fair nok. Men fra FSE’s synspunkt er det problematisk, at vi ligger, hvor vi ligger, og det er noget, vi har diskuteret i rådet og rundt omkring,” siger han.

Han fortæller, at FSE har haft en praksis, hvor man i forhold til de andre råd giver mere kortfattede tilbagemeldinger, men til gengæld lader det stå åbent for folk at ringe til rådet og få en mere detaljeret forklaring.

”Vi har nu undersøgt, hvor mange der bruger den mulighed, og det er der ikke så mange, der gør. Så nu har vi vedtaget, at vi vil give folk mere udførlig skriftlig feedback, og så vil vi også gøre mere ud af at gøre folk opmærksomme på den her mulighed.”

Vil være mere udførlige

David Dreyer Lassen kan ikke genkende kritikken omkring manglende faglig bredde – som Jan Faye og Christian Kock peger på – for FSE’s vedkommende, hvor man har gjort meget brug af eksterne bedømmelser.

”Vi har i FSE traditionelt sendt langt de fleste i ekstern bedømmelse, og de, som kommer i eksternt review, bliver sendt ud til folk, der har ekspertviden inden for netop det område. Her får ansøgningerne typisk mellem to og tre vurderinger fra eksperter,” fortæller han.

Derfor tror han ikke, at problemet løses ved at sende flere ansøgninger i ekstern bedømmelse.

”Hvis det var løsningen, skulle FSE’s tal jo se gode ud, da vi har gjort det mere end de andre. Jeg har svært ved at udtale mig om de andre råd, men jeg mener egentlig, vi er eksemplet på, at det ikke handler om manglende brug af ekstern bedømmelse. Det er det med, at folk ikke får bevillingen, og så selve tilbagemeldingen. Og i FSE tager vi fat i det og giver en mere udførlig tilbagemelding,” siger David Dreyer Lassen.

lah

Norge: Lakseforskning i konflikt-zone

Forskning på kontrovercielle samfundsområder fører til kontroverser med erhvervsliv og myndigheder

”Det er min oplevelse, at norske forskere generelt har en stærk idealistisk tro på akademisk frihed. Man tror, man har den. Derfor kom det som en stor overraskelse for mange norske forskere, da konflikten om lakseforskningen afslørede, at forskere på kontroversielle forskningsområder faktisk er udsat for stort politisk-økonomisk pres”.

Det forklarer journalist Simen Sætre fra det norske MORGENBLADET, som i en artikelserie har afdækket et inficeret forskningsmiljø omkring opdræt af norsk burlaks. Det har dels skabt debat om burlaksenes sundhed, dels om fiske-forskningens frihedsgrader. Konflikten handler om pres for at nedtone eksistensen af lakselus, hvorvidt kemi i fodertilskud er sundhedsskadelig, samt om offentlige myndigheder, som har lidt for tætte bånd til fiskeerhvervslobby og -interesser.

Ugeavisen MORGENBLADETs artikler fortalte, at der er kritiske lakseforskere, som – efter at de har præsenteret deres kritiske resultater eller indikationer – er landet i konflikt med politisk-økonomiske interesser. Deres forskningsfinansering er tørret ud, eller deres forskningsfokus er forsøgt drejet. Det har også haft store personlige omkostninger for nogle yngre kritiske forskere at lægge sig ud med magtfulde interesser i systemet eller i fiskeerhvervet. En er langtidssygemeldt, og en anden er stoppet på området.

Kritisk forskning under pres

MORGENBLADETs artikler afslørede, at uafhængige og kritiske lakseforskere oplever et pres fra det norske næringsliv og fra myndigheder, mener forskningsleder Ingrid Agathe Bay-Larsen, som allerede i 2016 var ude med advarsler om, hvordan “opdrags-forskningen” kolliderer med magtfulde interesser.

Dengang var det sager om det statslige olieselskab Statoils påvirkning af forskningsfriheden, som skabte debat. Men problemet er det samme i dag:

”Lakseforskerne forsker i et vanskeligt felt mellem næringsinteresser og samfundsinteresser, fx folkesundhed. Og det gøres med krav om ’samarbejde’ og ’partnerskaber’ med aktører, som har politiske og økonomiske interesser. Forskere på kontroversielle samfundsområder – laks, olie, miner, indvandring, klima osv. – risikerer at komme under pres, fordi der er økonomiske og politiske interesser involveret”.

Hun oplever, at forskere inddrages som eksperter i samfundsdebatten, og de kan blive ufrivillige aktører: ”De skal afgive uafhængige vurderinger. Men forskere på kontroversielle områder spiller ind på politiske felter, hvor de risikerer at skulle tåle både hetz og chikane i kommentarfeltet! De er under pres. Politiske parter vil måske søge at mistænkeliggøre deres indspil for at være ’politiseret’. Derfor stilles der store krav til, at forskerne skal optræde ’neutralt’. Og der stilles strenge krav til bevisbyrden og metode, hvor der fortløbende stilles nye krav til beviser, fx på konkrete miljø- eller helseproblemer”.

– Se mere i det trykte blad–

Pepke fortsætter angreb på FORSKERforum

FORSKERforum fik påtale fra PRESSENÆVNET, fordi FORSKERforum ikke forelagde klimaforsker Katherine Richardssons karakteristik af DTU-lektor Jens Olaf Pepke Pedersen, som en der udtaler sig om klima ud fra ”snæver fagekspertise”.

Men PRESSENÆVNET mente ikke, at det var kritisabelt, at FORSKERforum karakteriserede Pepke som ”klimaskeptiker”.

Det er Pepke tilsyneladende utilfreds med. I et vredt indlæg i ALTINGET fortalte han (3. april), at der har været flere klager til PRESENÆVNET over FORSKERforum, bl.a. den fra ham selv, Helmuth Nyborg og en AU-institutleder (om fyringen af en kritisk vindforsker). Pepke har tilmed indsendt to nye klager til PRESSENÆVNET.

Og så appellerer han til Djøfs og DMs ledelser om at gribe ind over for FORSKERforum: Hvor er jeres journalistiske etik?

Pepkes nye klage: ’De 97 pct. er en misforståelse

Pepke har indsendt en ny klage, nu over FORSKERforums omtale af sagen i Pressenævnet (FORSKERforum 312, marts). Han vil igen ikke benævnes ”klimaskeptiker” eller som tilhørende ”de tre pct. klimaskeptikere”, der ikke mener at den globale opvarmning er menneskeskabt.

FORSKERforum så ikke så noget problem i at karakterisere Pepke som ”klimaskeptiker”, fordi PRESSENÆVNET ikke påtalte dette (idet Pepke over for Pressenævnet ikke bestred, at hans forskningsresultater tilhører et mindretal af klimaforskere). Men Pepke mener ikke, at det giver ret til at kalde ham ”klimaskeptiker”, fordi ”klimaskeptiker ikke nogen anerkendt definition”.

FORSKERforum brugte betegnelsen, fordi anerkendt forskning i klima-kommunikation (fra bl.a. John Cook m.fl.) har fastslået, at der blandt 90-100 pct. klimaforskere er konsensus om, at mennesket forårsager global forskning, med studier der konvergerer med en konsensus på 97 pct. (Og det anerkendte engelske dagblad GUARDIAN opererer således med en fast rubrik: ”The 97 percent”.

Men Pepke vil ikke anerkende den forskning og begrebet: ”John Cook og medarbejdere er ikke uvildige iagttagere til klimadebatten, men har tværtimod aktivt bidraget til den misforståelse, der eksisterer omkring den såkaldte 97 pct’s konsensus”, eftersom Pepkes gennemgang af 97/3 -analysen ”viser, at der blot er konsensus om, at mennesket i et eller andet omfang bidrager til opvarmningen” (Pepke til PRESSENÆVNET).

FORSKERforum: Mistænkeliggørelse

FORSKERforums redaktører (formændene for forskermedlemmer i DM og Djøf) besvarede Pepkes udfald i ALTINGET. De respekterer PRESSENÆVNETS påtale om, at Pepke skulle have været hørt. Men klagerne indgår i en bitter klimadebat:

”FORSKERforum oplever, at Pepke gennem klager til Pressenævnet og mistænkeliggørelse i Altinget forsøger at fremtvinge en normalisering af den klimaskeptiske position. Beviser for menneskeskabte klimakonsekvenser er anerkendt af FN i IPCC, COP21, 22, 23, underskrevet af danske ministre og støttes af 97 procent af forskerne.

Alligevel forsøger de tre procent konstant at påvirke pressen med ønsker om at ‘høre den anden side’, og dermed give indtryk af at videnskaben står delt” (ALTINGET 12. april).

Og fra USA lyder kommentaren (pr. email) fra John Cook: ”FORSKERforums fejde med mr. Pedersen forekommer helt bekendt – ‘klimaskeptikere’ er meget nøjeregnende med ikke at blive karakteriseret sådan …” .

Lockout: Forsøgsdyr risikerer nødslagtning

Der er rod i Moderniseringsstyrelsens liste over, hvem der skal undtages fra lock-out 10. april. Derfor risikerer 350 forsøgs-køer at skulle tå gå uden foder eller i værste fald at skulle nødslagtes. Der er nemlig ikke mandskab til at passe dem, for de ansatte på AUs Institut for Husdyrvidenskab er på listen over de lock-out’ede.

Institutleder Klaus Lønne Ingvartsen havde egentlig indstillet samtlige sine medarbejdere ved instituttets forsøgsdyrsfaciliteter til at blive undtaget lockouten. Men ingen var at finde på den liste, der kom ud 9. marts. Hvis det kommer til lockout, kan det få voldsomme konsekvenser for instituttet og ikke mindst forsøgsdyrene.

”Jeg kan slet ikke forestille mig den situation. Det vil betyde, at dyrene ikke bliver passet. I sidste konsekvens kan vi blive nødsaget til at aflive forsøgsdyr,” siger Klaus Lønne Ingvartsen.

Forsøgsdyr

Han fortæller, at instituttet blandt andet har 350 køer, 1500 mink, en besætning af søer samt fjerkræ gående, og der er ca. 50 medarbejdere, som Klaus Lønne Ingvartsen ønskede undtaget, så de kan passe dyrene. Der kan være enkelte medarbejdere, der ikke er omfattet af lockout, fordi de ikke er medlem af fagforeningerne, men han vurderer ikke, de er nok til at kunne passe dyrene forsvarligt.

”Det er specialistopgaver at sørge for vores forsøgsdyr. Det er ikke alle mulige andre faggrupper, der kan og må varetage de opgaver. Jeg ser ingen alternativer til at få de medarbejdere undtaget lockouten,” siger han.

Seniorforsker Steen Henrik Møller har med instituttets mink at gøre. Lockout kan betyde, at dyrene skal aflives: ”Hvis dem, der passer dyrene ikke må komme på arbejde – det kan man ikke udsætte dyr for. Det er svært at forestille sig, man ikke finder en løsning. Men hvis det ikke lykkes, må man i sidste ende aflive dyrene. Det er jo helt grotesk”.

Og hvad angår minkene – som skal have hvalpe i slutningen af april – håber han i princippet på, at der ikke sker en udsættelse af lockouten. For jo længere, man kommer hen i april, jo mere stiger arbejdsmængden…

Bordet fanger: Lockout med konsekvens

Moderniseringsstyrelsen har 9. marts udvalgt, hvem der skal lockout’es på universitets- og forskningsområdet. Systemet fanger, så det er overenskomstbrud, hvis Styrelsen efterfølgende hovsa-undtager områder, som man havde glemt.

Bordet fanger, indrømmer Styrelsen: ”De bilag, der er vedlagt til Finansministeriets lockoutvarsler, kan desværre ikke ændres” (mail til FORSKERforum).

Efterfølgende undtagelse kan kun ske igennem en særlig forhandling og accept fra Akademikerne (som paraplyforhandler for universitetsområdet). Styrelsen kan henvise til, at noget efterfølgende bør undtages som uopsætteligt livsvigtigt.

Akademikerne kan holde fast i, at det er regelbrud, hvis Styrelsen hovsa-undtager dyrepasserne bagefter, uden accept fra modparten. Og omvendt står Akademikerne også med et dilemma: Hvis de accepterer undtagelse af dyrepasserne, så underminerer de deres forhandlings-magt …

– SE LOCKOUT S. 6-9 I DET TRYKTE BLAD –

Ekspert: Management uden faglighed

Gersing-udvalget foreslår ledelsesstyring af studienævnene, så lærere og studenter afkobles. Hvad er begrundelsen, spørger engelsk uddannelsesforsker

”Uklart ledelsesansvar er noget hø. Derfor anbefaler vi at ændre kompetence­fordelingen en smule mellem studienævnene og ledelserne”, lød det udramatisk fra formanden for Gersing-udvalget, dept.chef Agnete Gersing, da hun begrundede, hvorfor hendes udvalg foreslår afmontering af studerendes og lærerernes medindflydelse på studium og kvalitetsarbejdet i studienævnene.

Forslaget mødes med vantro hos den engelske uddannelsesforsker Terence Karran: ”Danmark ligger i forvejen meget lavt på forskningsfrihed og medbestemmelse i internationale sammenligninger – og nu står Danmark til at få endnu lavere score. Hvordan begrunder de sådan et forslag? Tror de virkelig, at det vil give mere kvalitet i uddannelserne at give mindre kollegial medbestemmelse til fagmedarbejderne på studierne? Forskning i, hvad der skaber ’kvalitet’, taler imod.”

Danmark langt ned i frihedsgrader

Karran lavede i 2017 en international sammenligning, hvor Danmark landede på en 24. plads ud af de 28 EU-lande. Kun Ungarn, Malta, England og Estland klarer sig dårligere. Sammenligningen var primært baseret på sikringen af forskningsfriheden i lovgivning og af forskeres rettigheder. Karran havde særligt godt blik for Danmark, for her er man alene om at have en særlov for uni’er med detaljeret og centraliseret regulering.

Men en afmontering af de ansattes medbestemmelse via studienævnene vil påvirke nogle af de 37 faktorer i Karrans analyse negativt, fx medbestemmelse (udpegning) af interne udvalg (faktor 4) og eksistensen af udvalg med akademisk selvstyre (faktor 13-14). Hvis medbestemmelsen fjernes, vil der kun være akademiske råd tilbage, hvor de ansatte sidder med og har selvstændige beføjelser.

Studie: Top-uni’er har store frihedsgrader

”Tankegangen hos embedsmænd og ministre er, at ledelse og management – new public management – giver bedre kvalitet i en sektor som universitetet, og i deres optik indgår ikke, at det underminerer den akademiske frihed og den videnskabelige kreativitet”, siger Karran. ”Og forslaget om afmontering af kollegial deltagelse – medbestemmelse i studienævnene – er grotesk, for den taler entydigt imod, hvad der skaber kvalitet på et universitet.”

Karran henviser til et aktuelt studie, som han har afleveret til EU. Det viser, at uni’er med størst akademisk frihed – med de engelske Oxford-Cambridge i toppen – også er dem med den højeste kvalitet (målt på world rankings). ”Studiets konklusion er, at økonomisk oprustning af sektoren ikke alene kan højne kvaliteten; det skal støttes af styringsstrukturer, som faciliterer akademisk frihed og en læremæssig etos, som bidrager til excellence”, forklarer Karran (Se Higher Education Policy marts 2018).

– SE SIDE 12-15 I DET TRYKTE BLAD –