Forfatterarkiv: admin

Myndighedsbetjening: Har Miljøministeriet fortrudt?

I slutningen af juni 2017 bekendtgjorde miljøminister Esben Lunde Larsen, at han udliciterede (“konkurrenceudsatte”) ministeriets bevilling til myndighedsbetjening. Det er områder til ca. 650 mio. kr. til forskning, analyser og rapportering på fødevarer, husdyrproduktion, veterinærområdet, natur og vand m.m. Så det blev modtaget med bestyrtelse på især AU og DTU, at de nu skulle bruge ressourcer på at konkurrere med hinanden og tilmed risikere at tabe forskningsfelter, som man har brugt år på at opbygge.

Første etape omfattede veterinær­området, som konsortiet KU/Serum-instittutet erobrede fra DTU. Næste etape skulle ramme naturområdet (skov samt luft og emissioner).

På fotoet ses ministeroverdragelse 10. maj.

Men i slutningen af september meddelte ministeriet pludselig, at hele processen udsættes et år.

Kryptisk begrundelse: Risikovurdering

Udliciterings-projektet er nemlig i krise, så måske er udsættelsen bare varsel om, at det senere vil blive aflyst?

Miljøministeriets begrundelse var nemlig meget kryptisk, idet der blev henvist til at ministeriet skal have tid til ”en grundig afdækning af mulige gevinster og risici”, så de værdifulde forskningsmiljøer i Danmark ikke bringes i fare ved en konkurrenceudsættelse”.

FORSKERforum har spurgt minister Ellemann-Jensen, om formuleringen ”gevinster og ricisi” dækker over, at Esben Lunde tvang en forhastet udlicitering igennem, og at den bør genovervejes. Det vil ministeren ikke kommentere, meddeler hans spindoktor.

Bagved kan ligge, at hans embedsmænd netop nu er i gang med en evaluering og en masterplan for det videre forløb (masterplanen foreløbigt udsat til engang i 2019). Men i den evalueringsproces er embedsmændene blevet konfronteret med stor utilfredshed med processen.

Sønderlemmende kritik af ministeriet

FORSKERforum har fået aktindsigt, som afslører stor utilfredshed med udliciteringen:

  • AU’s bedømmelse af processen bag udlicitering af området ”natur og luft” får dumpekarakter: ’Mindre tilfredsstillende’.
  • Og DTU dumper ministeriet på udliciteringen af veterinærområdet: ’Ikke tilfredsstillende’. DTU klagede så meget over forvaltningsprocessen, at det blev til en sag, som Rigsrevisionen undersøger. Og her kan Miljøministeriet stå til en næse, når rapporten kommer (januar 2019).

FORSKERforum har forelagt denne kritik for ministeren, men han afviser at kommentere den.

Der er turbulens omkring udliciteringen, og da der er folketingsvalg senest i juni 2019 har minister Ellemann-Jensen måske valgt udsættelsen, så sagen ikke skaber problemer for ham inden valget. Der er også det perspektiv, at en ny regering kan aflyse udliciteringen.

Igennem sin spindoktor meddeler ministeren: ”Når evalueringen af den hidtidige konkurrenceudsættelse af den forskningsbaserede myndighedsbetjening er gennemført, vil vi selvfølgelig melde ud om det”.

SE SIDE 18-21: AU og DTU dumper ministeriet i det trykte blad.

Kønsforsker overhalet indenom af MeToo-tsunami

En skuespiller anklagede en filmproducent for at være en gammel gris, og pludselig tog Kenneth Reinickes køns-forskning syvmileskridt

Som forsker i køn og ligestilling er der nok at se til i disse MeToo-tider. Siden New York Times for lidt over et år siden bragte artiklen om to skuespillere, der anklagde filmproducenten Harvey Weinstein for at have krænket og forgrebet sig på dem, har #MeToo-hashtagget været allestedsnærvende. Dels i form af en mængde mediehistorier om overgreb, dels som en bevægelse på særligt sociale medier, hvor kvinder har delt erfaringer omkring krænkelser, og dels som en generel debat, der er blevet ført overalt lige fra de hjemlige spiseborde til direktionslokalerne i store virksomheder.

RUC-lektor Kenneth Reinicke har som mandeforsker fundet sig en god niche inden for kønsforskningen. Og han har flere gange skrevet om sexisme og krænkelseskulturer, uden at det har fået de lumre bemærkninger til at forstumme eller har stoppet nærgående hænder. Derfor er han næsten slået bagover af den bevægelse, der på et år er sket i forhold til bevidsthed og åbenhed omkring sexchikane:

”Jeg må sige, at styrken i MeToo kom bag på mig. Jeg har været til adskillige konferencer om seksuel chikane, og der har ikke været meget momentum. Men da det så væltede frem … pludselig kunne jeg sidde til mandemiddage, og så var der MeToo på dagsordenen. Så jo, det har overrasket mig, at et ligestillingsemne kunne mainstreames på den måde. Det havde jeg sgu aldrig forestillet mig”.

MeToo pålægger mænd et privilegie-tjek

Han har netop udgivet bogen ’Når mænd krænker kvinder’, hvor han beskriver sexchikane som fænomen, særligt med fokus på, hvad krænkelserne er, hvad der ligger til grund for dem, og hvordan det kan bekæmpes. En bog som han – hævder han – faktisk var gået i gang med, før de første skandaler rullede ud fra Hollywood.

I bogen argumenterer han blandt andet for, at mænd traditionelt har været et ”usynligt” køn – modsat det kvindelige køn, der afviger fra normalen – og det smitter af på synet på deres handlinger og praksisser, der har fået lov at gå under radaren. Men de forhold er der blevet rokket ved.

”Jeg tror, reaktionen på MeToo hos mange mænd har været, at det har givet dem en anledning til at privilegie-tjek. Selv om man ikke har voldtaget nogen, har man måske alligevel været en del af en kultur, hvor man var udfarende, sexistisk, ikke tog et nej for et nej,” siger Kenneth Reinicke.

Han beskriver, at MeToo-bølgen har lukket alle ind i det kvindelige erfaringsfællesskab og skabt et ”læringsrum”: ”På arbejdspladser er der helt sikkert skabt større synlighed. Bare her på RUC gik der straks en mail rundt: Hvis du bliver udsat for noget, kan du gøre sådan og sådan. Overordnet set kan man sige, at det, som før kun kunne italesættes som irritations­momenter, efter MeToo kan beskrives som krænkelser og udøvelse af magt.”

Scoreforsøg forbudt?

Har kvinders grænser rykket sig, eller har de fået mere mod på at sige fra og råbe op?

”Jeg tror, det går lidt hånd i hånd. Når vi pludselig begynder at forandre de her kulturelt dominerende forestillinger om, hvornår det er indenfor og udenfor skiven. Vi kan pludselig se og diskutere, at det her ikke kun handler om hysterisk frigide og jomfrunalske enkeltindivider, men en struktur, der bliver reproduceret.

En problemstilling, som stadig spøger, er det gråzoneområde, hvor nogle kvinder betragter for eksempel et kompliment af udseendet som en velkommen gestus, mens andre opfatter det sexistisk: ”Nogle kvinder kan føle sig flatterede af et kompliment. Men jeg har fået mange beskrivelser af, hvordan et ’hej smukke’ pludselig kan ekskalere, og så er det ”hvad skal du lave i aften?” og så videre.”

”Er kønsforskeren nu ikke ved at fratæge mænd og kvinder mulighed for at score hinanden ved at gøre den slags replikker til krænkelser?”

”Ha ha – nej, jeg mener hverken det kan eller skal ødelægge flirteriet. Men skal man koge det ned til, hvad mænd skal lære, så er det at afkode. Du skal udvise sensibilitet og ikke bare tage det som en ret…”

lah

Kenneth Reinicke: Mænd der krænker kvinder. (Samfundslitteratur, okt. 2018).

DTU dumper Miljøministeriet: ’Ikke tilfredsstillende

DTU havde siden 2007 stået for myndighedsbetjeningen på diagnostik, forskning og rådgivning om smittefarlige husdyrsygdomme. Beredskabet omfatter cirka 80 sygdomme hos husdyr, hvoraf nogle kan smitte mennesker.

Finansudvalget havde egentlig bevilget 80 mio. kr. til bygning af nye stalde til erstatning af forældet anlæg på øen Lindholm, så DTU kunne fortsætte myndighedsbetjeningen på veterinærområdet. Men så udliciterede Esben Lunde Larsen veterinærområdet.

Og det kom som en overraskelse, at DTU i juni 2017 tabte udlicitering (”konkurrenceudsættelse”), så DTU i 2020 mister området til et konsortium bestående af Statens Serum Institut/og KU’s fødevareområde.

DTU protesterede over forløbet.

Rigsrevisionen vurderer begrundelser og sagsforløb

DTU protesterede over ulige behandling i udbudsproces og bedømmelse, og det gravede fagbladet INGENIØREN sidste år i. DTU pegede på, at konsortiet fik en konkurrencefordel, fordi DTU ikke var specifikt oplyst om staldkrav. Det betød, at man også bød ind på staldkrav til store dyr, og dermed var man dyrere end KU/SSI, som ikke levede op til disse krav. Men den manglende kravspecifikation for DTU var måske ikke en fejl, men skyldes, at Miljøministeriet var biased mod KU/SSI, hævder DTU.

Aktindsigt i DTU’s evaluering af processen, som FORSKERforum har fået, viser, at DTU dumper Miljøministeriet for forløbet. Ministeriet får ringeste bedømmelse, ’ikke tilfredsstillende’, når det handler om iværksættelsen, valg af leverandør, hovedprincipper for konkurrenceudsættelse. Om forberedelsesfasen slipper ministeriet med næstringeste bedømmelse, ”mindre tilfredsstillende”.

Selv om DTU kun fik lov til at forholde sig til processen i et stift spørgeskema, fremstår der dog mellem linjerne også en principiel undren over og kritik af fornuften og rationalet bag udlicitering: Kan det virkelig være økonomisk og rationelt fornuftigt at bruge kræfter på en udlicitering, når der ikke foreligger kritik af den hidtidige leverandør?

Og kritikken er hos Statsrevisorerne, som har bedt Rigsrevisionen om at ”vurdere begrundelsen og undersøge sagsforløbet” i sagen (kommissorium 24. januar). Den rapport kommer dog først i starten af det nye år.

Forberedelsesfasen:
Uoplyste grise-staldkrav

DTU’s dumpekarakter til ministeriets håndtering af udliciteringen fremgår af DTU’s svar på spørgeskema i en efter-evaluering af udvælgelsesprocessen. Det er DTU’s gennemgående klagetema, at udbudsmaterialet har været uklart og upræcist – og gav KU/SSI en fordel.

Om selve tilrettelæggelsen fremgår, at DTU gik ud fra, at ministeriet ville følge deres egne udbudsregler og -betingelser: ”Det skete ingenlunde – med heraf følgende usikkerhed omkring det juridiske grundlag … og karakteren af konkurrenceudsættelsen”.

DTU klager især over, at ministeriet – trods DTU’s gentagne opklaringsforsøg – afklarede nogle specifikke staldkrav, og ”det er ud fra et almindeligt forvaltningsretsligt og ligebehandlings-synspunkt ikke korrekt og rimeligt”. DTU havde indbygget dyre bygninger til store dyr, men det havde KU/SSI ikke, og det kom som en overraskelse for DTU, at det ikke indgik som krav. Derfor fik KU/SSI flere point på dette punkt.

Men da DTU ikke var gjort bekendt med (bortfald af) bestemte staldkrav, mens SSI/KU forholdt sig til disse, blev DTU diskvalificeret på dette, mens SSI/KU tilsyneladende var oplyst om nogle specifikke staldkrav og forholdt sig til disse: ”Efter DTU’s opfattelse har dette givet KU/SSI en urimelig konkurrencefordel”.

Tællesystem favoriserede KU-konsortiet

Hvad angår iværksættelsesfasen vurderer DTU denne som ”utilfredsstillende”.

Det undrer DTU, at KU får højere score på at planlægge ansættelse af 58 nye medarbejdere, end DTU får på sine 210 på Veterinærinstituttet.

Udbudsmaterialet har her en faktor, hvor faglig robusthed bl.a. vurderes på personalets publikationsstatus. Det er tydeligvis en faktor, som er indføjet af embedsmænd, som ikke kender sektorforskningen. Mens publikationsfaktoren kom til at begunstige KU, som har mange professorer, så er DTU-sektorforskningen besat af seniorforskere/seniorrådgivere, som er en stillingskategori, der er specifikt udviklet til ”myndighedsbetjeningen”. Men professorer vægter mere, fordi seniorforskere ikke har samme krav til publicering og derfor ikke har samme meritter: ”Med det anvendte tællesystem straffer man den eksisterende leverandør.”

DTU undrer sig også over en bias til fordel for SSI/KU, for når det handler om ”finansiel robusthed”, så vurderes KU/SSI-konsortiet til at være mere robust, selv om deres bud ikke indeholder et budget for omkostningssiden…

Hvad angår valget af leverandør, har DTU som hovedanke, at bedømmelsen/udvælgelsen ikke er foretaget af – eller med assistance fra – et uvildigt forskningsfagligt panel.

Ministeriet opfyldte ikke udbuds-principper

DTU mener ikke, at ministeriet har opfyldt deres egne hovedprincipper for konkurrenceudsættelsen. Det har man klaget til Rigsrevisionen over.

Først og fremmest er der ikke sket en ligebehandling af de to parter. Men der har heller ikke været gennemsigtighed i processen: Krav-specifikationerne var ikke tilstrækkelig tydeligt formuleret og udfoldet i udbudsmaterialet, hvorfor bedømmelsen (pointgivning) blev vilkårlig eller forudindtaget. Den uomtvistelige fordel, som DTU havde som rutineret eksisterende leverandør, blev ikke tillagt nævneværdig værdi i udvælgelsen.

DTU peger også på, at udbuddet er historieløst, når DTU fik placeret veterinærområdet i den store fusionsrunde i 2007, hvor begrundelsen bl.a. var at opbygge samarbejde mellem sektorforskning/uni’er, og hvor sektorforskningen skulle indgå i undervisningen.

DTU undrer sig over, at det ikke tæller i DTU’s favør, at man faktisk kan dokumentere håndtering af beredskab (diagnosticering, parathed, synergier), mens KU nøjes med at beskrive, hvordan man agter at gennemføre håndteringen.

Endelig undrer DTU sig over, at de samfundsøkonomiske omkostninger ikke indgår som et parameter: ”De økonomisk-faglige omkostninger, som er forbundet med leverandørskifte fra DTU til KU/SSI, tillægges ikke vægt i udvælgelsen.

Ministeriel bias: KU-SSI skulle vinde?

Rigsrevisionen har fået DTU’s vurdering af forløbet, og heri står, at DTU har det indtryk, at ”ministeriets beslutning om leverandørskifte muligvis var givet på forhånd”.

Det udlægning antydede fagbladet INGENIØREN allerede i oktober sidste år. Her blev der henvist til, at det hele tiden var meningen, at DTU skulle tabe veterinærberedskabet. Dels skulle ministeriet høre på DTU’s klager over, at området var et underskudsforretning, og ministeriets udlicitering kunne måske være en spareøvelse. Og dels manglede Seruminstitutet penge. Derfor kom konkurrenceudbuddet i juni 2016 meget belejliget, for så kunne Miljøministeriet få løst to problemer, hvis KU/SSI overtager bevillingerne til det veterinære beredskab fra 2020.

Men også andre aspekter talte for, at KU/SSI skulle vinde. KU har nemlig dyrlæger.

Og i juni 2017 fik SSI til opgave at udføre analyser på noget kritisk for det nationale infektionsberedskab. Det passer ind i regeringens såkaldte ’One Health-strategi’, hvor man samtænker dyr, mennesker og miljø, lød det fra SSI.

Ministeriet afviste, at DTU var dårligt behandlet i processen.

Ministeriet skjulte motiv: Redde SSI’s dårlige økonomi?

Nu fremlægger DTU så økonomisk dokumentation for biasen, der dokumenterer favorisering.

Økonomisk scorede KU/SSI højere, og deres tilbud så rigtignok mest fordelagtigt ud med et budget på 110 mio., mens DTU’s tilbud stod på 116 mio. kr. Men KU/SSI havde kun indsendt et indtægtsbudget og ikke et egentligt udgiftsbudget, og det burde tælle negativt, mener DTU.

DTU’s klage til Rigsrevisionen fortæller, at man oplevede, at ministeriet favoriserede KU/SSI. DTU undrer sig over, at DTU’s økonomiske robusthed blev vurderet lavere, samtidig med, at KU’s/SSI’s tilbud faktisk forudsætter en efterbevilling på 130 mio. til opførelse af nye laboratoriebygninger (alt imens DTU måtte stoppe sin 80 mio.s udbygning). Rigsrevisionen skal vurdere, om dette er samfundsøkonomisk fornuftigt.

Men SSI’s finansielle vanskeligheder ignoreres ved bedømmelsen. Man fortæller ikke, at SSI’s økonomi kun hænger sammen pga. særtilskud. SSI kører nemlig med løbende underskud og fik i 2017 en kredit hos Finansudvalget på 260 og 122 mio. kr. til at dække et akkumulerende underskud. Og uden disse bevillinger ville SSI’s økonomi være usund, og det ville normalt betyde frasortering i en prækvalifikation som veterinærberedskabet.

FN’s Klimapanel: Alarm

Klimapanelet sasmmenfatter klimaforskningen i en indtrængende opfordring til politikerne. Men klimaskeptikere blandt politikerne mener at forskerverdenen er uenig

”Forstå konsekvenserne af global opvarmning til 1,5: Menneskelige aktiviteter anslås allerede nu at have forårsaget ca. 1,0 gr. global opvarmning over præindustrielt niveau (i et interval 0,8-1,2 grader). Hvis opvarmningen fortsætter med at stige med nuværende tendenser, vil opvarmningen sandsynligvis nå 1,5 grad mellem 2030-2052”.

Sådan indleder FN’s klimapanel sin seneste rapportering i sin sammenfatning for politikere/beslutningstagere.

Rapporten siger, at gennemsnitstemperaturen allerede er steget med 1 grad siden 1850. Rapporten forudser en temperaturstigning på 1,5 grad, og det lyder ikke af meget, men det vil få drastiske konsekvenser for lavtliggende øer og nationer, der forsvinder, dyrearter, som uddør, oversvømmelser, tørke og sultkatastrofer. Så konsekvenserne bliver store, hvis politikere og beslutningstagere ikke bliver enige om at bekæmpe de menneskeskabte varmestigninger med politiske indgreb.

Menneskeskabt CO2-udledning skal reduceres drastisk

Rapporten siger, at den menneskeskabte CO2-udledning i 2030 skal være reduceret med 45 procent i forhold til 2010-niveauet, hvis men skal nå målet med de 1,5 grader. Det betyder utvetydigt, at CO2-udledningen må reduceres dras­tisk, samtidig med at der må arbejdes på at deponere drivhusgasser og på at finde nye teknologier, som begrænser forurening, og måske tilmed geo-engineering, som kan gribe ind i klodens klimasystem (fx megaspejle som solskjold).

Den vigtigste menneskeskabte klimaændring skyldes den øgede drivhuseffekt, som virker opvarmende i de nederste 10-15 km af atmosfæren, det vi kalder troposfæren. Menneskets aktiviteter øger atmosfærens indhold af drivhusgasser, som for eksempel kuldioxid (CO2) gennem stadig øget afbrænding af fossile brændsler (kul, olie, gas) og på grund af øget skovrydning, metan (CH4) fra øget husdyrhold, lossepladser, afbrænding af biomasse samt risdyrkning og lattergas (N2O) fra afbrænding af biomasse og fra landbrugets kvælstofgødning.

Regeringens løsning: Elbiler

Den danske regering har løftet sløret for sine prioriteringer: Benzin og diesel-biler skal erstattes af elbiler, mens der ikke skal være indgreb over for landbrugets udledning. Landbruget står for 20-30 procent af den danske CO2-udledning på foderproduktion og ko-prutter m.m.

Mens nogle mener, at klimaproblemet udstiller, at der er grænser for vækst, så mener regeringen, at vækst og teknologiske fremskridt er forudsætningen for velfærd. Men regeringens udspil blev kritiseret for at være alt for passivt, og miljøorganisationer kritiserer generelt de danske politikere for at være berøringsangste, når de ikke fortæller borgerne, at hvis der skal gøres noget, så berører det vores materielle livsformer fra flyrejser til daglig konsum.

Den konflikt genfindes i hele verden. Nogle klimaforskere og -kommentatorer prøver at positivere debatten – ”vi kan nå det endnu” – for at overbevise politikere om, at de bør handle aktivt og gerne drastisk.

Indsats som 2. verdenskrig

Nogle ser pessimistisk på politikernes vilje til at lytte til forskerne og lave drastiske indgreb. Den engelske avis GUARDIANs kommentator beskriver konflikten sådan, og han mener, at klimapanelets konklusion i virkeligheden har en meget mere brutal og rå undertekst:

”Afhængigt af hvordan man definerer ’præ-industrielle temperaturer’, og om vi fortsætter med at forbrænde fossile brændstoffer i det nuværende tempo, er det sandsynligt, at vi allerede vil brænde resten af vores 1,5 graders fossilbudget (fra Parisaftalen) inden for de næste 3 til 10 år! For at holde os under de 1,5 grader lyder Klimapanelets konklusion, at der må sættes ind med en drastisk indsats, der kan sammenlignes med 2. verdenskrigs niveau, for at mindske de fossile brændstoffer og for at fjerne kuldioxid fra atmosfæren”, siger Dana Nucitelli.

”Helt realistisk: Det vil jo ikke ske! Jorden er i øjeblikket på vej til mere end ٣ graders global opvarmning inden 2100. Det kan gøres bedre, hvis alverdens lande bliver enige om at nedbringe deres kulstoflofter og implementerer mere aggressive klimapolitikker. Men nogle nationer bevæger sig i den forkerte retning, som fx USA og potentielt Brasilien, der vælger klima-benægtere som præsidenter. Så et realistisk perspektiv er, at bare det at holde sig under 2 grader bliver mere og mere usandsynligt”. (GUARDIAN 22. okt.).

Klimaforskere bekymrede

Amerikanske klimaforskere er bekymrede over, at USA’s befolkning stærkt undervurderer forskernes 97 pct.s enighed om, at klimaforandringerne er (primært) menneskeskabte. Forskere i klima­kommunikation fra Yale/George Mason University har registreret uvidenheden: Kun 15 pct. af alle amerikanere kender til 97 pct.-konsensussen.

Forskerne kalder det stærkt bekymrende, alt imens den enkelte amerikaner er den største klimasynder i verden.

De forklarer uvidenheden med, at der er udbredt klimaskepsis eller -benægtelse i det offentlige rum. Præsident Trump og tv-kanalen FOX NEWS – den eneste nyhedskanal for flertallet af den amerikanske befolkning – spreder fake news/misinformation.

Drikkevand: Forskernes advarsler forsvandt

Grundvandsforskere har i årtier advaret mod, at landbrugets udledning af pesticidgifte mod svampe og insekter kunne føre til, at giftene endte i grundvandet. Men forskerne tabte den sag. Deres faglige anbefalinger om øget overvågning af grundvandet og mere saglige godkendelsesprocedurer for pesticidbrug blev overhørt. Miljøstyrelsen fortsatte med at godkende pesticid-stoffer og at give dispensationer efter pres fra landbrugslobbyen.

Og nu afslører chokerende data, at det rene danske drikkevand slet ikke er så rent, men derimod inficeret med giftstoffer. Antallet af drikkevandsboringer med pesticidrester over grænseværdien blev femdoblet sidste år. Vandværker i hver tredje kommune er ramt. Mens der i 2016 var 17 tilfælde af for mange sprøjterester i vandværkernes afgangsvand, så var der 95 tilfælde i 2017. Det afslører en opgørelse fra GEUS til Miljøstyrelsen, som miljøminister Jakob Ellemann-Jensen har frigivet til Folketingets Miljøudvalg.

GEUS-forskerne har ”myndigheds-betjent” Miljøstyrelsen om drikkevandsovervågningen og har kunnet sende advarsler og anbefalinger videre, som Miljøstyrelsen så skulle reagere politisk på. Men noget tyder på, at forskernes advarsler/anbefalinger er kørt over af landbrugsinteresser.

Cloridazon: Forskernes anbefaling forsvandt

En aktuel sag er illustrativ for relationen mellem forskere og beslutningstagere: I august 2017 afsløredes der om alarmerende mængder cloridazon i drikkevandsprøver. Miljøstyrelsen greb straks ind og forklarede bagefter, hvorfor det ikke var gjort før: I 2016 vurderede ”Miljøstyrelsen og GEUS-forskerne ikke, at der er behov for nærmere undersøgelse i grundvand og drikkevand”.

Men da FORSKERforum spurgte til, om GEUS-forskerne havde forsømt deres overvågningspligt, afslørede aktindsigt, at GEUS faktisk har anbefalet igennem årene (2007, 2010, 2012 og 2016). Men den seneste anbefaling blev ikke bragt videre fra Miljøstyrelsen, da der skulle laves ny screeningliste i 2016. Og året efter var Miljøstyrelsen tilmed så fræk at påstå, at styrelsen ikke havde gjort noget, fordi man var enige med GEUS i, at stoffet ikke skulle føres på de obligatoriske lister til grundvandscreening.

”GEUS’ anbefaling i 2016 kunne ikke skrives med større bogstaver”, siger geologisk rådgiver Walter Brüsch fra Danmarks Naturfredningsforening. Han har tidligere været grundvandsekspert i GEUS 1984-2016. ”Man kan jo kun gisne om, hvorfor Miljøstyrelsen prøver at bruge forskerne som undskyldning eller legitimation for styrelsens passivitet. Men styrelsen har historisk været alt for tolerant overfor at godkende pesticider til landbruget, og nu viser forureningsdata så, at godkendelsessystemet har fejlet. Systemet har ikke taget data og forskernes advarsler alvorligt”.

SE s. 14: Da forskernes anbefaling forsvandt i det trykte magasin.

Forskere registrerer ikke sygdom

Danske forskere er statens mindst syge medarbejdere. De melder sig ikke syge, og det betyder, at man ikke kan registrere problemer, advarer arbejdsmiljøforsker

Universitetsforskere er ikke alene veluddannede og hårdtarbejdende, de har også et jernhelbred. Sygefraværet blandt VIP’ere er så lavt, at det ligger under stort set alle andre statslige arbejdspladser. Det viser tal, som FORSKERforum har fået adgang til.

Ifølge i udtræk fra Moderniseringsstyrelsens database, havde VIP’ere på danske universiteter i gennemsnit 3,7 sygefraværsdage i 2017.

Det tal kan man sammenligne med andre statslige arbejdspladser, eksempelvis med Styrelsen for videregående uddannelser, hvor de ansatte i gennemsnit havde 8,8 sygedage, Arbejdstilsynet, hvor medarbejderne i gennemsnit var syge 7,1 dage i 2017, eller Erhvervsstyrelsen, hvor gennemsnittet var 10,8 sygedage.

Tendensen er gennemgående på danske universiteter. Ifølge udtrækket ligger KU lavest med et gennemsnit på 2,9 sygefraværsdage per VIP’er. På DTU er gennemsnittet 3,8 sygefraværsdage, AU har et snit på 4,1, CBS har 3,1 og så videre.

KU: Tal næppe retvisende

Men måske er forskere ikke helt så sunde og raske, som tallene peger på. Når FORSKERforum fremlægger tallene for forskellige kilder, peger alle på, at de næppe er retvisende. Og grunden er, at forskere simpelthen ikke registrerer deres sygdom.

”Jeg tror, en del af forklaringen – desværre – ligger i den fleksibilitet, man har som forsker. Selv om du en dag er helt ødelagt af influenza, så må du bare skrive videre på artiklen næste dag. De fleste vip’er er jo så vandt til, at der ryger aftener, weekender og så videre. Når man det ikke i dag, så gør man det på et andet tidspunkt”, siger KU-antropologiprofessor Hanne Overgaard Mogensen, medlem af medlem af sit fakultets arbejdsmiljøudvalg.

Undervisning er straks sværere at rykke rundt med, men selv her går man langt for at undgå at aflyse.

”Et vejledningsmøde kan som regel skubbes, det kan undervisning naturligvis ikke. Men jeg ved, at det på Antropologi er sjældent, man aflyser undervisning. Reelt set kan man jo ikke få vikarer, der kan hoppe ind, så man kæmper sig igennem,” siger Hanne Overgaard Mogensen.

Selvledelsens bagsider

Hun ser det som en af selvledelsens bagsider, at sygdom er noget, man selv håndterer.

”Der er en sammenhæng mellem fleksibilitet, grænseløst arbejde og den manglende selvrapportering af stress. Man påtager sig ansvaret, uanset om man har været syg eller ej. Ingen udfører ens opgaver for en, ingen skriver artiklen, så det hober sig bare op uanset hvad.”

Hun tilføjer, at institutlederen jævnligt gør opmærksom på, at man skal aflyse undervisningen, hvis man er syg. Og det bekræfter Helle Samuelsen, der er leder på Institut for Antropologi.

”Jeg tror, mange gør meget især for at få undervisningen afviklet. De ved, det er svært at finde andre undervisere og at finde andre undervisningslokaler. Men jeg siger det, fordi det er vigtigt at få registreret sygdom og følge reglerne, og så fordi man selvfølgelig skal passe på sig selv, og i øvrigt ikke risikere at smitte andre ved at komme syg på arbejde,” siger Helle Samuelsen.

Hun fortæller, at man ifølge de formelle regler skal kontakte studielederen, hvis man er syg og ikke kan undervise. Her bliver der så taget stilling til, om undervisningen skal rykkes, og om det er aktuelt at finde en helt anden underviser.

I andre jobs bortfalder de opgaver, man har, når man er syg. Hvad gælder for forskere?

”Det er et godt spørgsmål. Hvis det er kortvarig sygdom, er der ingen, der løser de opgaver for dig. I forhold til undervisning, kan man eventuelt finde en afløser, og så lettes man for nogle opgaver der. Men der er ingen, der laver forskningen, og det er de vilkår, man har,” siger Helle Samuelsen.

Sygetimer indhentes fra forskningstid

På CBS ligger VIP-sygefraværet også meget lavt, og fælles-TR Ole Helmersen vurderer, at der er mere sygdom, end tallene viser.

”Vi ser jævnligt på det i HSU og plejer at være enige om, at de tal ikke er helt dækkende. Der er nok en tendens til at vip’ere ikke melder sig syge. Hvis man har 14 dages influenza, melder man sig syg, men er man småsyg og bliver hjemme et par dage, registrerer man det ikke,” siger han.

Også på CBS er VIP’erne flere gange blevet gjort opmærksom på, at man skal registrere sin sygdom, så det kan blive registreret i systemet.

”Vi har et fintmasket norm-system, der siger, at man som VIP’er har en årsnorm med så og så mange procent arbejde til forskning, undervisning med videre. Reglen er, at indberettede sygedage trækkes fra årsnormen,” fortæller Helmersen.

I teorien vil de timer, hvor man har været syg, blive trukket fra ens forpligtelser, eksempelvis i forhold til undervisning. Men i realiteten sørger forskerne for selv at dække sig ind ved at rykke undervisningen til andre tidspunkter.

”Jeg ved det fra mig selv – er man syg, når man skal undervise, aflyser man undervisningen, og så tager man erstatningstimer med de studerende. Det tror jeg er udbredt,” siger Helmersen. ”Sygefraværet indhentes ved at tage fra forskningstimer. Forskningstimerne er residualen. Sådan er det i det generelt, når der er pres på andre typer arbejdsopgaver.”

Problem: Stress undervurderes

At forskere ikke belemrer kolleger og ledere med deres sygdom, kan være meget sympatisk, men det er ikke nødvendigvis smart. Det siger CBS-post.doc. Pernille Steen Pedersen, der forsker i psykisk arbejdsmiljø.

”Når vi ser på, om der er problemer, gør vi det ud fra statistiske belæg. Og hvis statistikken eksempelvis viser, at der er meget få sygemeldinger på grund af stress, så er der ikke noget stress-problem. Men jeg kan jeg i hvert fald ikke genkende, at forskere ikke er stressede. Jeg oplever en meget alvorlig stress-problematik, når jeg er ude på universiteter og holde oplæg,” fortæller hun.

Hun betoner, at de korte sygdomsforløb, der måske ikke griber ind i undervisning eller møder, også er vigtigt at få registreret.

”Klat-sygefravær er også sygefravær. Og hvis lederne skal kunne følge med i omfanget af sygemeldinger, og om der eksempelvis er problemer omkring stress, så er det vigtigt, at det er registreret,” siger Pernille Steen Pedersen.

Hun kommer selv fra et job uden for universitetet, hvor man havde pligt til at registrere sygdom, og den vane har hun taget med sig til sit nuværende job.

CBS-ledelsen: Prøver at stramme op

CBS’ HR-chef Anders Lauesen vurderer også, at det registrerede sygefravær på CBS ikke står mål med det reelle sygdoms-omfang. Samtidig siger han, at sygdomsregistrering er vigtigt for at kunne overvåge arbejdsmiljøet og fange, hvis der er problemer undervejs.

”CBS er ikke så vilde med, at sygdom ikke bliver registreret. Vi har prøvet at stramme op om det og gjort lederne opmærksom på, at man skal registrere når man er syg. Det handler jo mest om at fange, hvis der er noget mere alvorlig sygdom under opsejling, og om der er noget i arbejdet, vi kan gøre for at imødegå problemet,” siger han.

Han vurderer, at den manglende sygdomsregistrering er udtryk for den selvstændighed, som mange forskere netop sætter pris på i deres arbejde.

”Hvis man hoster lidt og så arbejder hjemme … er det så en halv dag eller hvad? Så bliver registreringen til noget administrativt hurlumhej. Vi har den samme udfordring omkring ferieregistrering – det flyder lidt sammen får mange forskere, og så får de det ikke registreret. ”

lah

Hvornår rammer #MeToo Academia?

– og hvor stort er problemer medchikane?

I uni-verdenen hersker en selvforståelse af, at det er en ren og objektiv verden uden magtmisbrug og sexchikane og mobning. Men sidste år stillede tidsskriftet The Atlantic spørgsmålet ”Hvornår rammer Harvey-effekten Academia?” med henvisning til filmproducenten, som udløste #MeToo-bevægelsen. Der blev henvist til, at såvel Academia som filmverdenen er præget af en hierarkisk magtstruktur med over-/underordningsforhold, som udfolder sig i en gråzone-relation.

Kvindelige studerende:
Sexchikane er et nationalt problem

#MeToo-bevægelsen satte sig også igennem herhjemme. I februar skrev 48 anonyme kvindelige studerende i et åbent brev til rektorerne, at sexchikane er et nationalt problem. De appellerede til, at der bliver sat ind imod krænkende opførsel fra medstuderende og ansatte på universiteterne:

”Vi, danske og internationale studerende landet over, oplever sexisme og sexchikane i vores studieliv. Vi oplever det i forskellige grader; i undervisningslokalerne, på gangene, til vejledning, i eksamenssituationer og på kollegierne – og det er et problem i vores relationer til ansatte, vejledere og medstuderende”, hed det indledningsvist.

I det åbne brev havde enkelte anonyme kvindelige studerende vedlagt deres oplevelser af krænkelsesepisoder.

Og forkvinden for DSF, Sana Mahin Doost, støttede op om opfordringen til debat: ”Vi ved fra talrige eksempler, at der er en hyperseksualiseret kultur i nogle studiemiljøer, som kommer til udtryk på rusture og til festerne, men vi mangler en debat om den daglige sexchikane, som kvindelige studerende oplever. Hvad enten det er en middagsinvitation fra en vejleder, en bemærkning under en forelæsning om ens udseende eller mere fysiske krænkelser”.

#MeToo-debatten udløste, at KU varslede retningslinjer og procedurer for, hvordan de skal håndtere sager om sexchikane blandt studerende (se artiklen her på siden).

Hvor meget chikane er der?

Københavns Universitet ansatte i 2013 en uvildig studenterambassadør med en ombudsmandslignende funktion. Her oplyses lakonisk, at man har haft hhv. 1-3-16 henvendelser i 2016-17-18. De handler om både om krænkelser af seksuel karakter og om andre typer krænkelser fysisk og psykisk. Og så gøres der opmærksom på, at der også kan have været henvendelser på de enkelte fakulteter, men det er ukendt, hvor mange.

DM/Magisterbladet lavede en spørge-undersøgelse for at belyse omfanget og karakteren. Den indikerede blandt ph.d.-studerende et relativt lille omfang, selv om definitionen af ”kønschikane” var meget bred. Blondine-vitser kunne således tælle som chikane, når man skulle svare på spørgsmålet: ”Har du oplevet, at der blev fortalt vittigheder eller sjofle historier om dit køn?”. Kun 11 procent ph.d.er angav, at de havde oplevet kønschikane. Selv om nogle hertil vil sige, at det er 11 procent for meget.

DM: Overraskende få henvendelser

I DM får man meget få krænkelses-henvendelser fra medlemmer, siger DM-konsulent og jurist Lise Ryberg Hoffmann:

 ”Det er svært at vide, hvor mange sager der reelt er, og det handler jo også om, hvordan ‘en sag’ defineres. Men DM får overraskende få henvendelser i lyset af debatten om #MeToo. Det kan jo godt være udtryk for, at nogle synes, at de oplever grænseoverskridende adfærd fra ledere eller kolleger, men ikke finder det så alvorligt, at man vil gøre noget ud af det i form af en egentlig klagesag, som jo også kan være meget ubehagelig for den krænkede part selv. Men det er kun gætterier. Der er nok også for mange tale om en gråzone, og arbejdspladskulturer er jo også forskellige, så overlæggeren ligger nok også forskelligt”, siger hun.

”De få, som henvender sig, ønsker sig som regel råd og vejledning. Det er sjældent, der opstår egentlige sager, for her er det jo ikke kun krænkeren, men også den krænkede, som kommer i fokus. Og hvis der endelig kommer en sag ud af det, bliver den nok som regel løst i al diskretion og uden for det offentlige rum. For hverken den krænkede eller krænkeren har interesse i, at de (igen) skal eksponeres. Det er nok også forklaringen på, at man kun meget sjældent hører om konkrete sager med konkrete detaljer.”

97 procents konsensus blandt klimaforskerne?

DTU-seniorforsker Pepke mener, at det er uklart, hvad de 97 pct. er enige om. Amerikanske John Cook svarer, at Pepke er klimaskeptiker, der skaber støj om klimaforskningen

Er det korrekt forstået, at Pepke mener, at klimaforandringerne i højere grad skyldes naturlige variationer (fx i vind- og sol-bevægelser) end menneskets påvirkning af miljøet?

PEPKE: Nej, det er ikke korrekt, for jeg tager ikke stilling til, hvor stor en del af klimaændringerne der er menneskeskabt, og hvor stor en del der er naturlige, og derfor heller ikke, om de i højere grad skyldes naturlige variationer eller ej. Men jeg påpeger, at de naturlige klimaændringer, som har fået klimaet til at variere i fortiden, fortsat er aktive, også selv om der nu er et menneskeskabt bidrag. Derfor kan det skyldes naturlige variationer, at vi i dag har færre tropiske storme, og at vandstanden nogle steder i verden stiger langt mere end gennemsnittet, mens den andre steder er faldende.

COOK: Pepke ser ud til at have den samme tilgang som mange klimabenægtere: Ignorer og undgå at tage stilling.

Siden 1970’erne har mange undersøgelser kvantificeret, hvor meget mennesket har bidraget til global opvarmning. De fleste af undersøgelserne konvergerer svar på 100 procent om, at det er mennesket, der har forårsaget ‘al’ global opvarmning. Benægterne ignorerer tyngden i denne forskning og bruger kræfter på at understrege usikkerheder – mens de sært nok ikke synes, at det er et problem”.

PEPKE: Selv FN’s klimapanel (IPCC) vil ikke være enig med Cook i den påstand, at 100% af opvarmningen er menneskeskabt. I sin nyeste rapport konkluderer panelet fx, at det er meget sandsynligt, at mere end halvdelen af den globale temperaturstigning mellem 1951 og 2010 skyldes flere drivhusgasser i atmosfæren. Med hensyn til den reducerede opvarmning i de sidste 15 år, så konkluderer panelet, at reduktionen kan tilskrives indre variationer i klimasystemet og ændringer i vulkanisme og solaktivitet. Panelet fremhæver således selv, at de naturlige klimaændringer fortsat er aktive og påvirker klimaet.

Misinformerer Pepke ved at så usikkerhed om de 97 procent konsensus?

PEPKE: Det er ikke misinformation at gøre opmærksom på usikkerheder, og jeg mener, at det her er Cook, der misinformerer offentligheden ved at fremstille det, som om der er 97 procent konsensus om, at alle klimaændringer er menneskeskabte.

COOK: Lad det være helt klart: Opgørelsen af de 97 procent konsensus er baseret på meget specifikke kriterier: Indregnet er studier, som enten generelt konstaterer, at mennesker (alene) forårsager global opvarmning eller det meste af den globale opvarmning.

Pepke laver således en fordrejning, når han påstår at vores studie omhandler klimaforskning, hvor de 97 procent skal være enige i, ‘at ALLE klimaændringer er menneskeskabt’ – simpelthen fordi vores og andre konsensusstudier ikke har kvantificeret denne videnskabelige enighed”.

PEPKE: Det er korrekt, at Cook har en kategori til de studier, som konkluderer, at mennesket bidrager med mere end halvdelen af opvarmningen. Men jeg fastholder, at han misinformerer, for intet sted i hans artikel kan man se, at kun to procent af artiklerne hører til i den kategori. Resten – altså de 95 procent af artiklerne – kvantificerer ikke bidraget eller angiver blot implicit, at mennesket bidrager til opvarmningen. Men det kan læseren kun finde ud af, hvis han selv går den omfattende database igennem, og det undrer mig, at Cook ikke er ærlig om resultatet af sin egen undersøgelse.

COOK: Vores undersøgelse er rapporteret i et peer-reviewed videnskabeligt tidsskrift. Data er alle gratis tilgængelige online. Det er lagt ud på en sølvfad for alle, der ønsker at gennemgå vores data. Vi har endda oprettet en interaktiv webside, der opfordrer folk til at gentage vores metode.

Pepkes angreb på vores forskning som ’uærlig’ er en afsporende argumentationsform, som tilslører sagens faglige kerne. Faktum er, at ikke bare vores, men også andre undersøgelser finder en overvældende konsensus 91-100 pct. om menneskeskabt global opvarmning.

Pepke vil ikke anerkende, at FORSKERforum kalder ham ‘klimaskeptiker’, “fordi termen ikke har en anerkendt definition”.
Hvordan defineres en klimaskeptiker?

COOK: Umiddelbart er det jo problematisk at kalde nogen ‘klimaskeptiker’, for skepticisme er en god ting. En solid videnskabelig skeptiker vurderer en sags aspekter uafhængigt og kommer til sin konklusion. En klimaskeptiker gør nærmest det modsatte: Starter med konklusionen, at klimaændringer ikke er (primært) menneskeskabt, og bruger så kræfterne på at modsige alle beviser, som modsiger deres konklusion! Skepticister og klimaskeptikere er altså polære modsætninger.

Men hvordan definerer man så en klima­benægter? En benægter viser træk af videnskabs-fornægtelse – han modsiger videnskabelig bevisførelse ved at henvise til falske eksperter, argumenterer med logiske vildførelser, forlanger umulige beviser, ‘cherrypicker’ data og fremfører konspirationsteorier.

Sagt på en anden måde: De benægter videnskabelig konsensus – og i det aktuelle tilfælde med klimavidenskaben vil en benægter afvise, at mennesket forårsager ‘det meste’ af den globale opvarmning”.

PEPKE: Det er sjovt, at Cook mener, at skepticisme er en god ting, blot ikke inden for klimaforskningen. Jeg mener, at det hører med til al god forskning at være vedvarende kritisk og stille spørgsmål.

Det hører også med til god forskning, at man er præcis med sine konklusioner og åben omkring sine data, og her svigter Cook, når han i sin artikel skjuler resultatet af sin inddeling af klimaartiklerne i de kategorier, som han selv har opstillet. Når han samtidig i sin artikel skriver, at hans motivation for at lave undersøgelsen er, at han mener, at befolkningen har en forkert opfattelse af klimaændringerne, og at dele af pressen dækker klimaområdet forkert, bliver det uklart, om Cook optræder som forsker eller som politiker.

Er Pepke fabrikatør af videnskabelig uenighed, når hans hovedærinde er at påpege – og skabe mistillid til – at 97-
procents enigheden gengives forkert?

PEPKE: Jeg ‘fabrikerer’ ikke uenighed, når jeg præciserer, hvad der er enighed om, nemlig at klimaet ændrer sig, og at der er et menneskeskabt bidrag til ændringerne.

COOK: “Pepke anerkender her et ubestemt ‘menneskeskabt bidrag til ændringerne’. Og det er en meget brugt kommentar fra klimabenægterne til vores studie med de 97-procentskonsensus: ‘Åh, vi anerkender skam, at mennesket har bidraget til noget af de den globale opvarmning, og derfor skal vi regnes med blandt de 97 procent.’ Og derfor kan vi ikke kaldes benægtere!

Men det er en fordrejning af vores studie, da vores definition af konsensus indeholdt det aspekt at udelukke papers, der minimerer det menneskelige bidrag, fx ved at fastslå, at bidraget udgør mindre end halvdelen. Disse papers blev i vores studie kategoriseret som konsensus-afvisning og dermed udenfor de 97 procent”.

PEPKE: Det er helt korrekt, at kun tre procent af artiklerne i Cooks analyse eksplicit angiver, at det menneskeskabte bidrag er mindre end halvdelen. Men igen glemmer Cook, at det også kun er to procent af artiklerne, der eksplicit angiver, at bidraget udgør mere end halvdelen. Det overvældende flertal på 95 procent angiver blot, at mennesket bidrager til den globale opvarmning. Og eftersom jeg kan se, at Cook i sin analyse har talt mine artikler med i sin 97-procentskonsensus, har han da et forklaringsproblem, hvis han bagefter mener, at jeg alligevel ikke skal regnes med blandt de 97 procent.

Cook: Pepke skaber støj. Der findes undersøgeler, der kun inddrager klimaartikler, som udtrykkeligt kvantificerer mængden af menneskeligt bidrag, fx til mere end halvdelen (enten vurderet ud fra forfatteres egne abstracts eller ud fra forfatternes egen vurdering). I disse studier varierer med konsensus på 88-96 procent på, at mere end halvdelen af klimaforandringerne skyldes menneskelig aktivitet. Det må vel siges at være overvældende videnskabelig konsensus.

Med andre ord: Uanset hvordan man ser på det eller hvilken definition af konsensus, man bruger, så findes der overvældende enighed om, at mennesker forårsager global opvarmning.
Pepke påstår, at vores studie kun finder en 2 pct.s faktor på kvantificering af graden af menneskeligt bidrag. Det er metodologisk pedanteri for at distrahere fra vores og andres robuste, replikerede videnskabelige resultater. Han forsøger at afspore det overordnede billede i klimaforskningen, som altså er, at flere undersøgelser ved hjælp af uafhængige metoder alle konstaterer en overvældende videnskabelig konsensus.

100-150 misbrug af timeloft

I 2012 gav Rigsrevisionen en næse til Uni-styrelsen for 74 tilfælde af misbrug af timeloft på 780 timer. Men siden er misbruget bare vokset

I 2012 fandt Rigsrevisionen ved stikprøvekontrol 74 tilfælde, hvor uni-ledelserne misbrugte reglen om, at eksterne lektorer maximalt må arbejde 780 timer. Den største synder var CBS med 58 tilfælde. Rigsrevisionen gav påtale og næse til Uni-styrelsen for ikke at opfylde deres tilsynsrolle. Men uni-ledelserne lovede bod og bedring, og det stillede Rigsrevisionen sig så tilfreds med.

Men problemet blev ikke løst, det er vokset. FORSKERforums lønstatistik over eksterne lektorers indtjening indikerer 100-150 brud på reglerne, hvis tallene tages for pålydende.

100-150 tjener over 205.920 kr.

Skønnet er foretaget ud fra, at en ekstern lektor maximalt kan tjene 205.920 kr. i årsløn (780 timer á 264 kr.). Lønstatistikken er således en indikation på, hvor mange der arbejder ud over maximum-timetallet. Og FORSKÉRforums aktindsigt på hvert enkelt uni’ afslører, at der er

103 personer, som tjener mere end 250.000 kr. årligt.

50 personer, som tjener 205.-225.000 kr. årligt (skøn på de 355 personer, der tjener 150.-224.999 kr. årligt).

Den største misbruger er DTU, hvor 31 har arbejdet mere end max-timetallet. På SDU er der 19, på CBS 16 og på KU 13.

Uni-styrelsen står over for en ny næse, som bliver længere end den fra 2012, hvor Rigsrevisionens beretningen fandt systematiske overtrædelser, og kritiserede, at uni’erne ikke fulgte reglerne ”til trods for ministeriets vejledning”.

Uni-styrelsen er tilsynsmyndighed, og FORSKERforum har forelagt sagen for styrelsen.

780-timers maximum skulle forebygge misbrug

Deltidslærere er en buffer, som uni-ledelserne bruger som en fleksibel og billig buffer i undervisningen.

Reglen om maximalt 780 timer stammer fra stillingsstruktur-aftalen, der sætter rammen for de enkelte ansættelsesgrupper på uni’. Ifølge aftalen må eksterne lektorer ikke arbejde over 500 timer. Der kan dog dispenseres til 780 timer ”af hensyn til undervisningens tilrettelæggelse eller gennemførelse”.

Aftalen blev presset igennem af uni-fagforeningerne for at få minimumsregler og -rettigheder, for ellers er der risiko for rovdrift på den store gruppe eksterne lektorer og undervisningsass’. Hensigten med 780-timeloft skulle være at uni-ledelserne ikke bare misbruger timelærere som buffere i undervisningen, men giver dem en fast kontrakt eller udbyder ‘forskningsbaseret undervisning’ ved fastlærere (lektorer og professorer).

SE ANALYSE S. 15: ‘Eksterne lektorers årsløn’ i det trykte magasin

Menige forskere snydt for opfinder-andel

Chefen scorede over 10 mio. på hemmelig særaftale, mens de menige blev spist af med engangsbeløb på 142.900 kr. Og de blev hverken hørt eller informeret, som reglerne kræver

Ingen kommentarer og intet interview, lyder svaret pr. e-mail fra vicedirektør Ole Jensen fra Statens Serum Institut (SSI), da FORSKERforum stillede ham seks spørgsmål til, hvordan SSI har snydt en række medarbejdere for deres opfinder­andele, mens deres forskningsleder Peter Andersen scorede hele kassen igennem en hemmelig særaftale med eks-direktør Nils Strandberg Petersen.

Den hemmelige særaftale blev lavet i forbindelse med, at SSI tjener et trecifret millionbeløb på tuberkulose-patenter. Og patentvejledningen siger, at godtgørelse skal fordeles mellem opfindere efter deres andel/bidrag til opfindelsen. Men gennem aktindsigt opdagede FORSKERforum, at forskningschefen kommer til at score mere end 10 mio. over årene, mens andre opfindere er spist af med engangsbeløb på 142.900 kr.

Og det viser sig tilmed, at SSI’s ledelse ikke har foretaget en vurdering af opfinder-andele, som patentloven kræver, men lavet en hemmelig særaftale med forskningslederen. Og det er sket bag om ryggen på de øvrige opfindere, uden at disse har været hørt. Og uden at de blev orienteret om, at deres chef fik og har en særaftale, som i øvrigt løber endnu, med årlige millionudbetalinger.

Regelbrud: Ingen vurdering og høring

Fordelingen af opfinderandele afgøres normalt af opfinderkredsen ud fra det intellektuelle bidrag, som hver enkelt opfinder har givet. Der skal altså foretages en høring og vurdering af hver enkelts bidrag, hvis der skal ske ulige fordeling blandt dem.

Det er utvivlsomt, at forskningsleder Peter Andersen har leveret hovedbidrag, men SSI-ledelsen foretog ingen egentlig vurdering af de samlede opfinderandele, og hvad der var de menige forskeres bidrag. På FORSKERforums spørgsmål (pr. e-mail) har SSI ikke kunnet finde dokumentation på, at en sådan afvejning er foretaget, men vicedirektør Ole Jensen vil ikke bekræfte, at man dermed har brudt patentvejledningen: Ingen kommentarer (pr. email).

Han vil heller ikke svare på, om tildelingen af særaftale til forskningsleder Peter Andersen skete på baggrund af en vilkårlig og hemmelig ledelsesbeslutning: Ingen kommentarer.

Og da FORSKERforum spørger, hvad der egentlig var begrundelsen for særaftalen, lyder svaret igen: Ingen kommentarer.

Særaftale hemmeligholdt for de øvrige

SSI-ledelsen foretog tilsyneladende en vilkårlig særbehandling af forskningslederen, måske som en slags skjult fastholdelsestillæg til superforskeren. Men SSI undlod ikke bare at lave en egentlig vurdering af de samlede opfinderandele, men særbehandlingen blev hemmeligholdt for dem.

Da FORSKERforum spørger vicedirektør Ole Jensen, om det er god forvaltning og personalepolitik, lyder svaret: Ingen kommentarer.

Og på spørgsmålet, om den ulige og uretmæssige behandling af opfinderparterne vil føre til, at SSI vil tage sagen op til genovervejelse med henblik på at få justeret særaftale og/eller justere de øvrige opfinderes godtgørelse, lyder svaret: Ingen Kommentarer.

Og ikke overraskende svarer vicedirektør Ole Jensen også ”ingen kommentarer”, da FORSKERforum spørger til hans råd til ansatte i succesfulde forskergrupper, når der skal uddeles opfinderandele: Skal der foretages formelle og skriftlige vurderinger? Hvordan gøres det? Skal der være åbenhed om forvaltningen af opfinderandele?