Forfatterarkiv: admin

Sig nej til gråzone-opgaver

For især ’sektorforskere’, der kan pålægges
myndighedsopgaver på kontroversielle felter er der et påtrængende dilemma:

På den ene side siger Uni-Loven, at institutlederen har instruktionsret over de ansatte, som kan pålægges bestemte opgaver. Men på den anden side er den enkelte forsker berettiget til – nogle gange ligefrem forpligtet til – at sige nej til at påtage sig bestemte opgaver eller kontrakter, såfremt pålægget eller instrukser kan indebære, at opgaven ikke kan udføres uafhængigt og med fuld forskningsfrihed.

Sådan lyder logikken i CBS’ Praksis­udvalgs afgørelse i sagen om Landbrugsrapporten fra lektor Troels Troelsen.

Pålæg at gå ud i gråzone

Idet det er den enkelte forsker, som har et personligt og endeligt ansvar for sine produkter (jf. kodeks for forskningsintegritet og uredelighed), så må forskeren ikke pålægges betingelser, som kan bringe forskeren ud i gråzoner.

”Ifølge de nye uredelighedsregler er det en forskers egen institution, som skal undersøge eventuelle uredelighedsklager og i værste fald sende dem videre til UVVU. Men forskere kan kun pålægges ansvar, hvis opgaven er påtaget frivilligt. Hvis altså en institutleder har pålagt en opgave eller kontrakt på problematiske forudsætninger, så fraskriver institutionen sig samtidig muligheden for at undersøge en forsker for uredelighed”, forklarer CBS-juraprofessor Søren Friis Hansen, som var formand for Praksisudvalgets undersøgelsesudvalg. ”Men det forhindrer selvfølgelig ikke andre i at klage, og så kan forskeren ikke dække sig ind under pålægget. Hvilket bare understreger betydningen af at sige nej til problematiske opgaver”.

Instruktionsbeføjelse kontra personligt ansvar

Praksisudvalgets overvejelser om de potentielle konflikter mellem instruktionsbeføjelsen og forskerens individuelle produktansvar er meget principielt.

”Retsmæssigt er det imidlertid sådan, at Uni-Lovens instruktionsbeføjelser er retligt bindende, men det er uredeligheds­reglementet ikke. Retligt har forskeren pligt til at påtage sig opgaven, men ingen egentlig ret til at sige nej til en pålagt opgave. Her kan man så sige, at det er ledelsens pligt at leve op til Uni-lovens krav om at sikre forskernes forskningsfrihed og uafhængighed i forhold til eksterne forskningsbevillinger og kontrakter.

Men hvad skal forskeren gøre, hvis man bliver pålagt en opgave på risikable betingelser, og institutlederen bare siger, at eventuelle problemer må løses via forhandlinger hen ad vejen?

”Det er et reelt dilemma i disse tider med krav om ekstern finansiering. Det er jo en konkret vurdering i den enkelte opgave eller kontrakt, om den indebærer risiko for, at forskningsintegriteten kan blive anfægtet. Ser man potentielle problemer, bør man gøre indsigelse, så man bagefter kan dokumentere sine forbehold og betænkeligheder”.

Søren Pind dropper strammer-forslag

– men lovstramningen er slet ikke så uskyldig, vurderer eks-universitetsdirektør. Den vil føre til mere minister-loyale bestyrelsesformænd, mens rektors og de fagkyndiges magt indskrænkes

Først fortalte rygter, at minister Ulla Tørnæs ville have ministerudpegning af bestyrelsesformand på sin dept.chef Agnete Gersings anbefaling. Så kom der et opblødt forslag om indirekte ministerudpegning fra den nye minister Søren Pind. Og så endte det med en maveplasker med mindre lovstramninger, hvor de værste elementer var taget ud.

Sådan kan processen opsummeres efter at regeringen i begyndelsen af april indgik forligsaftale om ændring af uni-loven med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Retræten skete efter studier af høringssvar på ministeriets forslag. Især den fælles protest fra de nuværende bestyrelsesformænd/rektorer har formentlig gjort indtryk. De protesterede over forslagets mangel på armslængde. Og det var tilsyneladende svært for en liberal uni-minister at køre denne indsigelse – samt Socialdemokraternes modstand – over.

Nederlag for dept.chef Gersing, men…

Den politiske aftale er et sviende nederlag for dept.chef Agnete Gersing, for i aftalen er det kun lykkedes hende at få relativt små stramninger af styringskæden fra ministerium til uni-ledelser. I kulissen har Gersing i to år presset på for at få indført flere styringsredskaber. Det skete under dække af et ”styringseftersyn”, i et embedsmandsudvalg styret af dept.chefen, med en bestillingsrapport fra konsulentfirmaet Nextpuzzle samt dept.chefens forsøg på at massere uni-ledelserne i kulissen m.m.

Men der er universitetskyndige, som er kritiske over for, hvad aftalen kan blive brugt til:

”Det er da korrekt, at de første forslag lagde op til meget bastant ministerstyring. Men det skal ikke aflede opmærksomheden fra, at ministeren og Finansministeriet nu får nogle styringsredskaber, som slet ikke er uskyldige. Den egentlige hensigt er jo opnået om at få bestyrelsesformænd ind, som kan fungere som ministerens forlængede arm”, vurderer Peter Plenge, som er eks-direktør på både KU (1991-98) og AAU. Som sådan har han indgående kendskab til formel og uformelle elementer i uni-styring og til, hvordan love og styring udefra påvirker den daglige drift.

Lovændring: Udpegningsorgan udpeger formanden

Aftalen betyder, at hvor det i den nugældende lov er bestyrelserne selv, som bestemmer udpegningsprocedurer, så bliver der nu faste lovkrav: Der skal være et indstillingsorgan til et udpegningsorgan, og her får ministeriet en plads (og det er departementschefens største gevinst).

Og så skal der være et egentligt udpegningsorgan, som selv vælger deres formand – der altså ikke skal udpeges af ministeren – og som udpeger de eksterne bestyrelsesmedlemmer og udpeger en formandskandidat til ministergodkendelse (en smågevinst til Gersing). Og så er der faktisk – efter pres fra blandt andre AC og DM – kommet studerende og ansatte ind i udpegningsorganet. Men bestyrelsesformanden udpeges altså ikke længere af bestyrelsen selv.

Endelig tillægges bestyrelses­for­-
manden ekstra magt på bekostning af bestyrelsen og rektor, bl.a. fordi formanden fremover obligatorisk skal deltage i to årlige ’hyrdemøder’ med ministeren, hvor ministeren kan lægge sit spor (en smågevinst til Gersing). Det fremgår kryptisk, at rektorer – som jo er de egentlige sagkyndige – kun behøver at deltage i møderne ’efter behov’ (smågevinst til Gersing).

Uni-minister Søren Pind kalder det en god aftale, der ”understøtter universiteternes autonomi og bekæmper den politiske detailstyring. Med aftalen styrkes min dialog med universiteterne…”

Kritik: Worst case giver stor ministermagt

Mens universitetsledelser og fagforeninger er lettede over aftalen, fordi den afværgede langt værre styringsindgreb (direkte ministerudpegning), så er der andre skeptikere.

Folketingets venstrefløj – som ikke var med til at beslutte Uni-Loven 2003 – er ikke med i aftalen. De Radikale er heller ikke med. Trods gentagne henvendelser er ordfører Sofie Carsten Nielsen ikke vendt tilbage.

Eks-universitetsdirektør Peter Plenge forklarer sin mistro:

”Lovændringen åbner – worst case – for, at ministeren får sat sin loyale bestyrelsesformand ind, eller at bestyrelsen frivilligt gør det ud fra en taktisk overvejelse. Ministeren har dermed fået ’en brobygger’, og ministeren og Finansministeriet kan disciplinere universitetet til at rette ind efter diktater – og ikke efter hvad der er universitetets interesser og bedste faglige overbevisning. Det handler jo ikke bare om økonomi, men også om indholdet i forskning, fagudbud og studieordninger. Tænk bare på de nuværende overvejelser om jobtaxametre – at studerende og fag skal belønnes for fags høje lønniveau og store beskæftigelse”, forklarer han.

”Motivet til at indføre mere minister-styring via bestyrelsesformændene kan man gisne om. Men Finansministeriet har da store interesser i at få flere styringsredskaber uden at blive modsagt af formelt autonome, selvejende uni-ledelser”.

Det ser uskyldigt ud, men…

Det ser uskyldigt ud, at ministeren får ret til at afvise en bestyrelsesformand, som udpegningsorganet indstiller: ”Men i afvisningsretten ligger et signal om, at man i hvert fald ikke skal indstille en person, som er kendt for kontroversielle synspunkter eller står hårdt på at forsvare universitetets interesser. At en minister i praksis skulle afvise en kandidat, er drastisk, men så langt kommer det heller ikke, for der vil være kræfter i proceduren, som anbefaler, at man peger på en person, som ministeren ser positivt på. Det er jo en slags indirekte ministerudpegning”, forklarer Plenge.

Som kender af systemet er der også et andet problematisk element i de nye kommandosystemer:

”Bestyrelsesformanden tillægges mere magt på bekostning af rektoratet. Ministeriet forestiller sig groft sagt, at man kan styre via bestyrelsesformanden. Der tales jo klart om dialog mellem minister og bestyrelsesformand ved to obligatoriske, årlige ’hyrdemøder’. Her kan ministeren diktere sine og Finansministeriets politiske retningslinjer, som formanden så loyalt skal implementere nedad til rektor”, forklarer Plenge.

”Styringstankegangen er jo påfaldende i lovforslaget, for rektoratet skal udtrykkeligt ikke deltage i disse møder, undtaget ‘efter behov’ – og det er jo noget, som ministeriet bestemmer. Det giver jo ministeren/ministeriet vide rammer for at diktere uden at blive modsagt af fagfolk, som har kendskabet til den daglige drift og det faglige. Det har bestyrelsesformænd jo ikke; de er eksterne”.

BFI – det nedsivende styringsredskab

Mange forskere opfatter publiceringsnormer som en pestilens og spændetrøje, fordi de bruges til skjult styring. Men problemet kan løses ved, at institutledere i praksis tager styringen over, hvad de bruges til, mener forsknings-ekspert

BFI-normer opfattes af mange forskere som kilden til adfærdsstyring i uhensigtsmæssig retning:

Hvorfor skal man publicere i internationale tidsskrifter, når ens stofområde kun interesserer danskere?

Hvorfor er antallet af publiceringer vigtigere end læsninger og citationer?

Hvorfor er det ikke karriefremmende at bruge tid på populærformidling af ens forskning?

Hvorfor skal man satse på et bredere forskningstidsskrift frem for det snævre, der dækker ens kerneområde?

Spørgsmålene til forskningens publiceringsnormer er mange, og svaret på stort set alle sammen er: BFI – den bibliometriske forskningsindikator. For selv om BFI-systemet er lavet til at fordele penge mellem universiteterne, og ikke mellem forskere, har det i høj grad fået betydning for forskningsledelsen helt nede på institutplan.

”Modellen er tænkt som et helt overordnet instrument til omfordeling af midler imellem universiteterne, der dog reelt ikke omfordeler de store andele. Men der er sket det, at tankegangen mange steder er sivet ned igennem systemet og de facto blevet et styringsredskab på mange institutter, specielt på de tørre områder. Og det synes jeg virkelig er problematisk.”

Forklarer professor Jesper Wiborg Schneider fra Center for Forskningsanalyse på AU, der specifikt forsker i bibliometri og forskningsevaluering. Han henviser til, hvordan forskere individuelt bliver vurderet på deres publiceringsomfang eller får publiceringsmålsætninger, de skal leve op til.

Svært at se alternativ

Men er der et alternativ? Det har Schneider umiddelbart svært ved at pege på. Alle lande, vi sammenligner os med, har tilsvarende systemer, der omfordeler og direkte eller indirekte belønner efter en kvantitativt målt produktivitet og/eller impact, og Danmarks er langt fra det værste, mener han.

”Mange vil sikkert gerne af med BFI’en. Men hvad kommer i stedet? Jeg er ikke så naiv at tro, at så falder pengene bare tilbage som bloktilskud. Der er heller ingen tendenser i Europa eller Nordamerika til, at performance management-tankegangen er ved at forsvinde på universiteterne. Så man finder sikkert på noget der ligner,” siger han med henvisning til det landets politikere og embedsmænd.

Samtidig er det heller ikke alle dele af videnssamfundet, der er utilfredse.

”Det her er jo ikke kun en ekstern ting. Der er også en intern mekanik. Man taler i videnskabssociologien om, at der er en social stratifikation. At nogle få er meget privilegerede, de får meget, og har meget indflydelse på herunder på kvalitetskriterier så som tidsskriftslister. De personer har en interesse i at opretholde de her evalueringssystemer.”

Et sted i Europa er der en ordning, der måske kan tjene som inspiration. Den belgiske delstat Flandern har et system, hvor der måles forskelligt på forskellige videnskabsområder – de våde område måles på antallet citationer, og de tørre områder tæller publikationer som i Danmark.

Tilpas krav til fagområders traditioner

I Danmark varierer holdningen til BFI-systemet efter, hvilket område, man kommer fra. Fra tørre områder hører man ofte utilfredshed med, at bredere formidling ikke tæller som forskningsoutput. På NAT- og TEK-området er der tradition for at se på citationer, og her har man svært ved at se fornuften i, at det er publikationsantallet, der tælles på. Læg dertil diskussionen om inflation i medforfatterskaber, som har været udtalt på blandt andet SUND.

Schneider peger på, at Danmark i sin tid valgte den norske model, for at få et samlet system, der kunne gå på tværs af alle områder. Men i modsætning til Norge, hvor der er fri konkurrence om pengene, er pengene i Danmark låst imellem hovedområderne.

”Kritikken af BFI’en er forskellig områderne imellem. Nogle tørre områder er utilfredse med de restriktive kriterier for publikationstyper og videnskabelighedskriterier. Fra de våde områder går kritikken som regel på, at man foretrækker at blive bedømt på impact frem for et simpelt publikationspointsystem. Så når man alligevel ikke har fri konkurrence mellem områderne, hvorfor så ikke tilpasse systemet til hvert enkelt område? Man kan sagtens tænke mere fleksibilitet ind i modellen i forhold til områdernes unikke karakteristika. Hvis NAT’erne og TEK’erne vil have citationer, kan man jo overveje det. Hvis HUM’erne vil have flere typer publikationer til at tælle, så kan man jo også overveje det: Det ændrer næppe meget på det overordnede niveau, udover at modellen bliver mere uigennemskuelig,” siger Schneider.

Han tilføjer, at det faktisk oprindeligt var planen, at formidlingsdelen skulle tælle med i den danske BFI-model, men det blev droppet, fordi det var for besværligt at realisere.

Institutleder skal være bolværk

Men med det nuværende system mener Jesper Schneider, at det i høj grad er institutledernes opgave at sørge for, at BFI-modellen forbliver det, den var tænkt som: et redskab til performancebaseret omfordeling mellem universiteterne, og ikke til personlig forskningsledelse.

”Der er ingen tvivl om, at det er et lokalt ledelsesansvar. En stærk institutleder bør sige: vi ved godt, vi skal indberette til BFI’en, men internt på instituttet har vi vores egne mål for performance og kvalitet. Men altså … jeg har selv været institutleder, og jeg ved godt, at det er svært at opretholde de principper. Der er jo modsatrettede incitamenter i spil her,” mener Jesper Schneider.

lah

Wegeners varsel: Spareøkonomi

KU’s nye rektor er pessimistisk, så besparelser på finansloven i efteråret vil udfordre institutledere og det menige personale. INTERVIEW

Henrik Wegener tiltrådte tiltrådte som KU’s nye rektor 1. marts. Efter de første 50 dage spurgte FORSKERforum ham:

Har Wegener fået øje på særlige udfordringer for KU?

”Foreløbig er der ikke noget, der har overrasket mig. Jeg var prorektor på det monofakultære DTU med 10.000 ingeniørstuderende. Nu er jeg på det flerfakultære KU med mere end 40.000. På så stor en institution vil sammenhængskraften altid være et vigtigt tema, fordi såvel administration som forskning og uddannelse har tendens til at foregå i siloer, isoleret fra hinanden. Spørgsmålet er derfor: Hvordan sikrer man en effektiv organisation, hvor der er synergi på flere niveauer”, svarer Wegener.

”KU er godt rangeret som et af Europas mest anerkendte og prestigiøse universiteter. Det er derfor en præstation og en udfordring i sig selv at bevare og udvikle den position. Der er et tårnhøjt niveau i mange discipliner i forskning og uddannelser, men vi har potentiale til at løfte os på endnu flere fagområder. Det skal ske samtidig med, at der er pres på vores uddannelses- og forskningsbevillinger. Derfor er det vigtigt med dialog med det politiske niveau, så de forstår vores betingelser”.

Fler-fakultært: Forståelsen for humaniora

Wegener kom fra en stilling som pro-rektor på DTU med særligt ansvar for forskning. Han er ph.d. i mikrobiologi fra KVL (nu KU’s Life-fakultet). Han har en broget karriere som forskningsgruppeleder, professor, centerdirektør m.m. og så fungerer han i øvrigt som EU-rådgiver på bakterier og smitsomme sygdomme.

Men hvad har Wegener med fra DTU, som er en mono-fakultær ingeniør-institution?

”Personligt har jeg stor interesse for humaniora; det menneskeskabte er lige så vigtigt som det naturskabte. Og jeg vil ikke sige, at det er indsnævrende at komme fra DTU og ingeniørfagene. For det første er DTU en stor butik med mange forskellige aspekter. For det andet har jeg i min videnskabelige karriere arbejdet meget tværfagligt. Når man arbejder med smitte og resistens fra dyr til mennesker (salmonella, sars, ebola, MRSA m.m.), får man respekt for mange fagligheder fra landbrug til klinik og folkesundhed, hvor der både må indgå dyrlæger og antropologer, der ser på, at livsformer og spisevaner kan have betydning for smitten.

Humaniora ikke svagt eller udsat

Har Wegener forståelse for, at humaniora er den mest udsatte, når det måles på eksterne bevillinger, på at den udsættes for humaniora-bashing fordi den ikke er ’nyttig’?

”Jeg har stor respekt for humaniora, på linje med de øvrige videnskabelige discipliner. Og et stort universitet som KU skal være mangfoldigt og have et stærkt beredskab på alle videnskaber. Men det er klart, at vi må prioritere de forhåndenværende ressourcer. Vi kan ikke skabe penge, som ikke er der. Men som ledelse må vi være med til at kommunikere relevansen af humaniora for at skabe forståelse og nye forskningsbevillinger. Når det er sagt, så er der jo fremragende humaniora-fagligheder på KU, så derfor kan jeg altså ikke lide udtryk som ’svagt’ og ’udsat’, som om det er et nødlidende miljø præget af undergangsstemning.”

Netop nu er KU ved at undersøge mulighederne for at lave en enhedsadministration for hum-fakultetet og institutterne – nogle kunne frygte, at det kunne friste forvaltningen til at lave samme øvelse på indholdet og rationalisere til et enheds-indhold i humanioras faglighed?

”Nogle små hum-fag er jo særligt udfordret, fordi det er svært at få god økonomi bag deres forsknings-basering. Så hvis nogle af redskabs- og metodefagene kan samles mere i en form for fælles bred indgang i disse tider med tværfaglighed, vel at mærke på med ordentlig kvalitet, så er det da en overvejelse værd. Men der er ikke taget stilling til noget i den retning”.

Vip-personalets udfordring: Balance i opgaveløsning

Vip-personalet oplevede under KU-rektor Ralf Hemmingsen flere stressende faktorer: Der var massefyringer med henvisning til fremtidig budgetusikkerhed, tilpasning af nogle fags dimensionering – samtidig med at store dele af vip-personalet oplevede, at performance-krav voksede.

Hvad ser Wegener som særlige udfordringer for lærerne/forskerne: Stress, krydspres-opgaver (forskning, undervisning, formidling, rapportering)?

”Universitetskulturen er jo sådan, at der er meget status og anerkendelse på forskningssiden, så det er nemt at falde i den grøft og dermed ikke prioritere undervisningen lige så højt. Formelt set er det næsten kun forskningen, som giver merit, og det er nemmere at måle forskningen – selv om disse bibliografiske metoder er omdiskuterede – mens det er svært at måle undervisningen. Men balancen mellem forskning og undervisning er noget, som de lokale ledere skal være opmærksomme på; det skal bl.a. indgå i MUS-samtaler”.

”Der er stort pres på den enkelte underviser, og det er forskelligt, hvordan det håndteres. Vip-medarbejderne er jo selvstyrende uden højeste arbejdstid, har høje ambitioner og højt engagement, og når det kombineres med pres udefra er der jo risiko for, at der slås for stort brød op. Det kan nogle have svært ved at håndtere. En god balance i arbejdslivet, så man undgår stress eller overload i længere perioder, handler i høj grad om, at lederne skaber gode rammer om vip’er og tap’er. Fordi arbejdet er så selvdisponeret, må lederne bruge en coachende stil, hvor man bidrager til, at der prioriteres og tages de rigtige beslutninger”.

Leder-udfordring: Administrere opturs- til nedturs-økonomi

4. Hvad er der af særlige udfordringer/opgaver for institutlederne: Management, arbejdsfordeling, krydspres (menige – uni-toppen)?

”Der er konstant pres på kravene til medarbejderne, så institutlederne må være opmærksomme på, at der er en god balance i de ansattes arbejdsliv, så man forebygger stress og overload.

Men ellers er det min fornemmelse, ud fra de signaler, som kommer fra ministeriet, at vi må se frem til faldende uddannelsesindtægter, fordi taxametrene beskæres. Og forskningsmidlerne stiger ikke, så KU bliver mere afhængig af ekstern finansiering. Og samlet set betyder det nye betingelser og et ændret perspektiv for institutlederne, som i 2005-13 skulle disponere i en forskningsmæssig højkonjuktur (med globaliseringsmidler 2007-12). Vi må nok indstille os på, at ekspansionsøkonomien afløses af sparebudgetter. Og den prioritering bliver en ny situation og udfordring for institutlederne. Det vil kræve mere strategisk skarphed”.

Uni-ledelser: NEJ til Pinds ministerstyring

Lovforslag om indirekte ministerudpegning er brud på armslængde-princippet mellem politik og universitet

”Bestyrelsesformændene og rektorerne er modstander af, at bestyrelsesformanden udpeges af udpegningsorganet. Bestyrelsesformanden skal vælges af bestyrelsens midte. Det giver bestyrelsesformanden legitimitet …”

Med disse ord afviser universitetsledelserne – se underskrifterne ovenfor – blankt minister Søren Pinds forslag om indirekte ministerudpegning i deres fælles høringssvar på lovudkastet. Den fælles front mod ministerens udkast er noget af en begmand for ministeren, for den kommer ikke bare fra rektorkredsen men også fra de erhvervsfolk, som sidder i bestyrelserne og som er bestyrelsesformænd i dag. Det er ellers dem, som Venstreministeren gerne lytter til.

Også AC og universitetsfagforeningerne DM og Djøf har skarpe afvisninger.

Det bliver interessant, hvordan minister Pind håndterer den skarpe afvisning af mere statstyring. Vil han fastholde forslaget og få et modsætningsforhold til uni-ledelserne? Vil han finde en kompromismodel? Eller vil han vælge at droppe lovforslaget, som er varslet til fremsættelse i april?

Lovudkastet blev sendt til høring i slutningen af februar. Overskriften lød uskyldigt, at det handler ”bedre ledelse på universiteterne”.

 ”Men djævelen sidder jo i detaljen, for det fortælles ikke, HVEM det er bedre ledelse for? For universitetet, de studerende eller forskerne? Eller er det bare et bedre redskab til statsstyring?”, spurgte Socialdemokratiets ordfører Mette Reissmann. Soc’erne er ikke længere med i en forligskreds om Uni-Loven, som eks-minister Esben Lunde opsagde. Det er Dansk Folkeparti – som ikke længere har frihedsfundamentalisten Jesper Langballe som ordfører – heller ikke, men på Christiansborg forlyder det, at de har nikket ja til forslaget, og så er der flertal bag…

Uafhængige bestyrelser

Uniledelserne konstaterer som afsæt, at Uni-loven gør uni’erne til ”selvejende institutioner med udstrakt autonomi, frihed og (politisk) uafhængige bestyrelser” – og det er uni-ledelsernes ”utvetydige indstilling´”, at den uafhængighed må der ikke sættes spørgsmål ved. Ledelserne mener, at universiteterne ”alene skal reguleres via den gældende lovgivning og ikke gennem politisk udvælgelse af bestyrelsesmedlemmer eller bestyrelsesformænd”.

”Lovforslaget bryder med disse grundlæggende principper og er et opgør med de politisk uafhængige universitetsbestyrelser og med forskningsfriheden. Det er et afgørende brud på armslængde-princippet, at ministeriet bliver dybt involveret i indstillings- og udpegningsprocessen, som det fremgår af lovforslaget”.

Uni-ledelserne erklærer sig som utvetydigt modstander af, at bestyrelsesformanden udpeges indirekte af ministeren (via de foreslåede organer). Det er bestyrelsen, som bør vælge formand. Og hvis ministeren alligevel insisterer på sine udpegningsorganer, så må ministerens indflydelse og repræsentanter her udgå …

Se analyse: Ministerstyring s. 18 i det trykte blad.

Konstruktiv journalistik på AU

AU’s ledelse har lavet hensigtserklæring om at sponsere den selvstændige fond Constructive Institute med gratis husleje. Usædvanlig konstruktion for stedet har ingen forskere.

I mediebranchen skabte det opsigt, da DR’s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup for nogle uger siden meddelte, at han fratrådte for at blive direktør for fonden Constructive Institute (CI). Her skal han arbejde med at udvikle og udbrede såkaldt ’konstruktiv journalistik’, som han har skrevet en bog om for nogle år siden.

Og det skal angiveligt ske på AU i en efter danske forhold noget usædvanlig konstruktion. Ifølge en hensigtserklæring, som Haagerup og AU’s rektor har skrevet under på, er CI en selvstændig enhed, der afholder egne udgifter, men AU skal stille gratis lokaler til rådighed med henblik på ”fælles fremtidige aktiviteter”.

Og det gik hurtigt med at offentliggøre projektet, for foreløbig er den kun en hensigtserklæring. I den kan man læse, at CI vil beskæftige sig med ”konkrete projekter, herunder forsknings- og udviklingsprojekter”, ”udbredelse og koordinering af den nationale og globale indsats for konstruktiv journalistik”, og endelig et fellowship-program for danske og udenlandske journalister. Parterne er i gang med at udarbejde en egentlig samarbejdsaftale på basis af hensigtserklæringen.

AU’s bestyrelsesformand og kommunikationschef i bestyrelsen

Finansieringen af CI sker gennem en bevilling fra TrygFonden på 25 millioner samt penge fra henholdsvis Aarhus Stiftstidendes Fond, Den Fynske Bladfond og virksomheden Bestseller. I fondens bestyrelse sidder blandt andet AU’s bestyrelsesformand, Connie Hedegaard, og AU’s kommunikationschef, Anders Correll.

”Vi ser det som en vigtig opgave at samarbejde med journalister og medier på mange forskellige måder. På månedsbasis indgår vi i mellem 2.500 og 3.000 omtaler, så vi har et tæt samarbejde med medierne. Nu skal vi have kortlagt samarbejdsmulighederne med CI og de fellows, der får ophold på CI. Det håber jeg kan give gode input til vores fremadrettede udvikling af den brede vidensformidling,” fortæller Anders Correll om AU’s interesse i at huse CI.

Han nævner også, at de journalister, der får tildelt fellowships, kan få stor glæde af følge undervisning på de områder som interesserer dem samt eventuelt opbygge gode relationer til forskningsmiljøer.

AU’s medievidenskab: Husk armslængden

Men på Afdeling for Medievidenskab og Journalistik er stemningen noget mere afventende.

Lektor Unni From, som er leder af Center for Journalistiske Universitetsuddannelser, kan se spændende perspektiver i et samarbejde med de besøgende journalist-fellows.

Men gratis husleje til en privat, ikke-akademisk enhed uden forskningskvalificeret personale skaber undren og bekymring på selve universitetet: ”Det bliver helt afgørende, hvad der kommer til at stå i den samarbejdsaftale. Vi er bekymrede over, at aktiviteter i relation til et universitet skal have helt styr på armslængde-princippet, så AU’s forskningsbrand ikke kan beklikkes. Det har vi meldt tilbage til vores ledere, og det tror jeg ikke, nogen kan være uenige i.”

Hun hæfter sig dels ved CI’s private finansiering, dels ved, at CI ifølge egen formålsparagraf er sat i verden for at promovere en særlig form for journalistik.

”Når noget er sponsoreret og normativt, skal man være ekstra opmærksom. Og umiddelbart vurderer jeg, at formålet lyder normativt, når man gerne vil fremme en alternativ form for journalistik. Hos os underviser vi i alle mulige former for journalistik, men som forskere missionerer vi ikke.”

Formålsparagraf: Forskning?

At universiteter kan huse private organisationer, der tilbyder fellowships, findes der eksempler på i udlandet. Constructive Institute henviser selv til John S. Knight Journalism Fellowships på Stanford University og Niemann Foundation på Harvard University, der begge på tilsvarende vis tilbyder fellowships til journalister. AU’s medieforskere rynker ikke brynene over fellowship-modellen.

Man undrer sig derimod over, at der både i CI’s formålsparagraf og i hensigtserklæringen med AU står, at centret skal forske: ”Som jeg har forstået det, er der ikke ansat nogen forskere, så jeg forstår ikke, hvordan der kan være tale om forskningsaktiviteter”, siger lederen på AU-Medievidenskab.

Kommunikationschef Anders Correll fortæller imidlertid, at det er forkert, hvad der står i formålsparagraf og hensigtserklæring: “Det er fint hvis CI vil finansiere forskningsprojekter, som forskerne er interesserede i, men forskningen skal  skal i så fald udføres af forskere på AU,” fortæller han.

AU-institutleder: CI ikke et institut på AU

Men selv hvis forskningen blev lagt i eksempelvis Afdelingen for Journalistik og Medievidenskab, mener Unni From, at man skal være forsigtig.

”En enkelt forsker, som eventuelt ville være interesseret i at samarbejde med CI, kan jo godt forske i konstruktive nyheder, men troværdigheden af den forskning vil jo naturligvis afhænge af, at de etiske og videnskabelige retningslinjer for god videnskabelig praksis bliver fulgt”.

Hun bemærker også, at det kan skabe forvirring om relationen til AU, at ’institut’ indgår i navnet på Constructive Institute.

”Jeg har umiddelbart svært ved at se, at det giver mening at tale om et institut og ordvalget kan bidrage til, at man kommer til at opfatte CI som et almindeligt institut. Det er som sagt vigtigt, at det bliver helt og aldeles klart, at AU og CI er to forskellige ting,” siger Unni From.

Hun blev først sent involveret i sagen, men forventer, at de relevante fagmiljøer vil blive inddraget i den proces, der skal føre til en endelig samarbejdsaftale mellem AU og CI.

lah

Studieledere: Vi har allerede ’filosofikum’

FORSKERforum har spurgt tre studieledere om behovet for et bredt dannelsesfag ’filosofikum’ i studieordningerne. De er principielt positive, men afviser det i praksis

Ingen er såmænd uenige med uddannelsesminister Søren Pind I, at et generelt akademisk dannelsesniveau er godt og relevant for universitetskandidaterne. Men når ministeren taler om at indføre et ’filosofikum’ som et obligatorisk ECTS-normeret kursus, der skal skubbe andre fag ud af studieordningen, begynder skepsis’en at indfinde sig. FORSKERforum har talt med studieledere på tre forskellige fakultetsområder. Og deres første, næsten samstemmende reaktion er, at de mener, de i forvejen har de dannelseskompetencer, Pind efterlyser, på skemaet. Nemlig i form af ’fagets videnskabsteori’, som på forskellig måde er indarbejdet i uddannelserne. Så trods sympati med ideen, har studielederne lidt svært ved at se behovet for et politisk tiltag.

 Dertil kommer, at et nyt, obligatorisk fag nødvendigvis må skubbe noget andet ud, hvilket ministeren også selv har erkendt. Og ingen mener umiddelbart, at deres uddannelser rummer fagligt ligegyldige elementer, som med fordel kan glide ud til fordel for et filosofikum.

CBS-studieleder Dorte Kronborg: Studerende ikke begejstrede”Vi har det jo allerede.”

 Dorthe Kronborg, studieleder for de matematiske business-uddannelser ved CBS, tager det ganske roligt, at Uddannelsesminister Søren Pind vil indføre et filosofikum-fag på de videregående uddannelser.

 ”Det er da helt fint, det findes bare i forvejen. Det var nogle Venstre-folk, der i sin tid foreslog at genindføre filosofikum. På mit studie har vi det som ’fagets videnskabsteori’. Og da det ikke er afskaffet, så kan jeg ikke helt se helt, hvad ministeren vil med det forslag,” siger Dorte Kronborg.

 Oå cand.merc.(mat)-uddannelsen arbejder med videnskabsteoretisk historie og paradigmer, samt logik. Områder, som ikke er meget populære, så vidt hun kan vurdere det.

 ”De studerende er så ikke voldsomt begejstrede. De vil gerne lære noget konkret, som de kan bruge til at få job på.  Men vi har et matematisk funderet studie, så det er vigtigt for os at holde for øje, blandt andet at lære om, hvordan man argumenterer logisk.”

 Til gengæld har Dorte Konborg svært ved at se relevansen i en meget bred indføring i eksempelvis filosofien med læsning af tekster på originalsproget og lignende øvelser.

  ”Det relevante er at kunne se sit fags sammenhæng i tiden og tilbage i historien. Og det er det, vi har i dag, tilpasset den faglighed, der ligger i studiet. Derfor tager jeg det helt roligt, når Søren Pind kommer med det forslag”.

AAU-studieleder Henrik Brohus: Filosofikum gammeldags

Det er træls nok i forvejen for unge, teknikinteresserede studerende at skulle forholde sig til langhåret videnskabsteori. Så et decideret filosofikum kan blive en hård nød. Sådan lyder budskabet fra Henrik Brohus, studieleder for en række ingeniøruddannelse på AAU.

 ”At forstå samfundet og den kontekst, uddannelsen indgår i, er meget relevant. Men jeg tror egentlig, at det, Pind fisker efter, findes allerede. Filosofikum er jo lidt den gammeldags betegnelse, men i morderne form hedder det videnskabsteori. Vi har allerede videnskabsteorien som en obligatorisk del af uddannelserne, som gerne skulle give en form for ’dannelse’. Vi har et grundlæggende kursus i starten på 1. semester, og så det videnskabsteoretiske aspekt generelt arbejdet ind under huden i den måde, vi laver projekter på. Man kan sige, at hele den projektorienterede måde at arbejde på giver en form for dannelse,” fortæller han.

 Ideen om at lægge videnskabsteorien som et selvstændigt fag i uddannelsen, er han til gengæld skeptisk over for: ”Jeg kan godt være bange for, at et specifikt filosofikum kursus kan være op ad bakke. Det kan være svært for de studerende at forstå, hvad de skal bruge det til. Når de nu har valgt at læse bygge og anlæg, hvorfor skal de så læse filosofi? Min oplevelse er, at går man meget teoretisk og filosofisk til værks, har de svært ved at se nytten og tage det ind. Men tager man det ind i en kontekst, er de meget mere klar til at forstå det. Så spørgsmålet er, hvordan man bedst lader det synke ind, og her tror jeg, det er en god måde at tage det ind i den øvrige uddannelse,” siger han.

Pris: Erstatte hvad?

Han advarer mod at lægge et kursus tidligt i uddannelsesforløbet: ”Som frisk bachelorstuderende, der kommer lige hjemme fra mor og far, så kan det være særlig svært at se fidusen.”

Endelig peger Brohus på, at et nyt kursus ikke vil være fagligt ”gratis” at lægge ind. Prisen kan være specialiseringen i uddannelsen.

”I og med et kursus har et antal ECTS-point, så skal der tages noget ud, når lægger man noget ind. Så det vil erstatte noget andet. Og der kan man være bange for, at man erstatter noget, der er væsentligt. Så det afhængig af, hvordan man gør det, og om det bliver et fast kursus, eller måske et læringsmål og nogle kompetencer, der skal ind i uddannelsen. Det sidste vil være muligt.”

AU-studieleder Cecilia Ramlau-Hansen: Obligatorisk?

Bred, videnskabsteoretisk forståelse er godt og vigtigt. Og derfor findes det allerede på de sundhedsfaglige kandidatuddannelser, professor Cecilia Ramlau-Hansen er studieleder for.

  ”Vi har videnskabsteori på vores uddannelser, så vi har allerede noget i den retning.”

  Hun er ikke afvisende for mere ’dannelse’ i uddannelsen:

 ”Helt basalt tænker jeg, at det er da en fin tanke med noget dannelse i uddannelsessystemet. Men hvor obligatorisk, det skal være, eller hvor meget det skal fylde … det vil jeg gerne høre nærmere om. Vi har jo allerede noget i den boldgade i form af videnskabsteori på hver enkelt uddannelse. Det er ikke hele kurser, men nogle timer i andre kurser. Der læser vi også filosofi, og der undervises i etik, så jeg synes, det er vigtige fag.”

 Hun synes ikke, der er brug for mere: ”I og med vi allerede har det på vores uddannelser, tænker jeg ikke nødvendigvis, der er behov for mere,” siger Cecilia Ramlau-Hansen.

Presset curriculum i forvejen

Dertil kommer det mere praktiske problem – at få plads i uddannelsen til yderligere et fag: ”Vi har pressede curriculum, så skal et større fag gå ind og tage det, der er unikt for vores kandidatuddannelser, så kan det godt blive et problem, hvis det er noget obligatorisk, som alle skal have. Men det er svært at vurdere, når man ikke ved, hvor meget det skal fylde.

 Der kan ikke tilføres flere fag, for så må noget andet udgå: ”Der er ikke luft i vores pensum, og vi skal skære i noget andet væsentligt, hvis vi skal have det her ind.”

 Hun har svært ved at forestille sig, at de studerende skal til at læse eksempelvis samfundsteorier eller filosofi: ”Vi har humanistiske teoretikere i kandidatuddannelsen i sygeplejen. De studerende, jeg er studieleder for, kommer fra professionsbacheloruddannelser, og der lærer de om etik i patientbehandling, så de kommer med et fundament. Men at se dem som hardcore Nietsche-studerende … det vil nok være svært.”

lah

Hvorfor afdramatiserer …

– når AU burde ringe på alarmklokkerne, spørger Naturfredningsforeningen: De burde fortælle politikerne,
at de er på gal kurs – også selv om politikerne ikke vil høre på det …

”AUs NOVANA-rapport afdramatiserer, fordi den ikke sætter data i perspektiv. Den problematiserer ikke det vigtige: Værst er, at 2015-data viste en stigende kvælstofudledning, og at der således har været en negativ udikling 2013-15 i relation til EU’s vandramme-mål, og altså heller ikke i relation til den kontroversielle Landbrugspakke. AU vil altså ikke bringe data ind i sin aktuelle miljøpolitiske ramme …”, lyder kritikken fra landbrugspolitisk konsulent Thyge Nygaard fra Naturfredningsforeningen.

 Fra AU-sektorforskning svarer chefkonsulent Poul Nordemann: ”Vi har ikke lavet en analyse af, om 3-årige tidshorisonter er signifikante, men det er vores umiddelbare vurdering at udviklingen i perioden 2013-15 ikke er signifikant. I modsætning til udviklingen i perioden 1990-2015, som er tydeligt signifikant, og det er den, NOVANA-refererer til” (pr. email).

AU vil ikke røre op i politisk hvepserede

DN-konsulenten er forbløffet over AUs tekniske svar:

 ”AU mener ikke, at den treårige stigning 2013-15 er ’signifikant’? Det er en bemærkelsesværdig formalistisk begrundelse for at undlade at tage faglig stillingtagen, især når der er andre indikatorer i havmiljøet – klorofyl og sektordybde – også viser samme negative tendens. Så indikatorerne lyser rødt, og AU burde bruge alarmklokken ved at omtale den negative udvikling”, siger han.

 ”Undladelsen skyldes formentlig frygt for at røre op i en politisk hvepserede. Det lugter altså af, at rapporteringen er afdæmpet, fordi dem som betaler for musikken bestemmer, hvad der skal spilles. Politikere og deres embedsmænd prøver at styre forskning, og det er en stærkt bekymrende tendens”.

DN: Miljødata er politik

Miljøminister Esben Lunde har i Folketinget brugt AUs NOVANA-rapportering som alibi for ikke at tage initiativer og for at udskyde stillingtagen. Det er sket med henvisning til, at udviklingen ikke er signifikant, så ministeren vil afvente data for 2016-20.

 Sagen er altså politisk, selv om AU-DCE prøver at gøre som om den ikke er, mener Thyge Nygaard:

 ”NOVANA-rapporten fortaber sig også i tekniske forhold som ’afstrømningskorrigerede data’, så man får sammenlignelige data over årene. Men den slags tekniske diskussioner er havet ligeglad med, for her er belastningen den faktiske udledning, og det var rekordhøjt (78.000 tons) …”

 En forklaring på rapportens afdramatisering kunne være, at det ville blive et problem for miljøministeren, hvis stigningen blev eksponeret som problem. Esben Lunde Larsen ville komme i Gyllegate-problemer, for stigningen modsiger Landbrugspakkens kontroversielle forudsætninger ved at være ti pct. (6.000 tons) over pakkens tal. Samtidig er stigningen i stærk modstrid med EU’s vandmål-normer.

AU overholder ikke kontraktforpligtelser

I AU-DCE ydelseskontrakt om myndighedsbetjening for Miljøministeriet står der, at NOVANA-rapporteringens formål er at sikre ministeriets behov for forskningsbaseret rådgivning og overvågning bl.a. i henhold til EU’s Vandrammedirektiv.

Hvorfor gør NOVANA-rapporten ikke udtrykkeligt opmærksom den 3-årige negative stigning og varsler den som et potentielt problem?

Hertil svarer chefkonsulent Nordemann, at opgaven i forhold til rammeaftalen er at levere beregningerne som det faglige grundlag for en vurdering af direktivmålsætningen: ”Og det kan være en særdeles vanskelig juridisk opgave at vurdere ændringerne i en stoftilførsel ift. målene/kravene i Vandrammedirektivet, hvorfor vi overlader sådanne vurderinger til juridiske eksperter på baggrund af beregningerne”.

 Men det er ansvarsforflygtigelse, mener DN-konsulenten: ”AU lever ikke op kravene i ydelsesaftalen, og det er formentlig for ikke at røre op i den politiske hvepserede, som kvælstofstigningen er i forhold til EU og i forhold til Landbrugspakken. Og det er ansvarsflugt, når de vil overlade miljøfaglige data til jurister i ministeriet og Miljøstyrelsen. Hvad har jurister af forstand på kvælstofregnskaber”, spørger han.

 ”Og lidt ondskabsfuldt kan man jo spørge, hvordan det gik, da jurister periodiserede ’baseline-vurderinger’. Da røg der en minister…”

Overholder ikke EU’s forsigtighedsprincip

AUs undladelse af at alarmere om den 3-årige stigning er ikke i overensstemmelse med kravene til afrapporteringer, for AU-forskerne afrapportererer ikke efter ’forsigtighedsprincippet’, mener Thyge Nygaard. Det er et generelt princip på miljøområdet – inspireret af EU-direktiver – om at gøre en forebyggende indsats, om at foretage indgreb ved kilden og om at forureneren betaler, forklarer DN-konsulenten:

”Det betyder i mine øjne en straks-pligt til at gøre opmærksom på, hvis der sker en påfaldende eller betænkelig udvikling, som kunne pege på en forringelse af miljøtilstanden. Og den forsømmer NOVANA-rapporten, når de ikke udtrykkeligt gør opmærksom på, at kvælstofudledningen faktisk stiger år for år 2013-15, men skjuler dette bag bredere pennestrøg”.

Alle eksperter forudser stigning – hvad forudser AU?

Det undrer DN-eksperten, at AU vil afvente udviklingen over de næste år, før man vil sige noget om ’signifikans’. Det er en nemlig sådan, at næsten alle eksperter i havmiljø vil opfatte det som en sensation, hvis kvælstofudledningen stagnere eller falder. Der kan tværtimod komme en drastisk stigning, fordi 2016-sommeren var tør (og afgrøderne optog ikke kvælstof) kombineret med at Landbrugspakken gav ret til mere udledning.

 Da FORSKERforum spørger AU, hvad der er AU-DCEs prognoser på udviklingen 2016-18: fald / stagnation / stigning / dramatisk stigning? – lyder svaret:

 ”Vi har ingen prognose for 2016-18. Den beregnede stoftransport for det hydrologiske år 2015/16 og kalenderåret 2016 vil blive rapporteret i slutningen af 2017”, svarer Nordemann, hvorefter der tilføjes, at man er i gang med et projekt, der skal forfine målemetoderne (til normalisering af data).

 Igen undrer svaret DN-konsulenten: ”Det er da underligt, at AU ikke vil lave de samme prognoser som andre hav­eksperter. Næste år – når stigningen dokumenteres i NOVANA-2016 – vil AU-DCE og politikerne sikkert hævde, at data ikke er signifikante, og vi skal vente på effekterne af målrettet regulering …”

 Han forudser, at AU-forskerne får sig et forklaringsproblem næste år, hvor tallene utvivlsomt igen er steget: ”AU-DCE-forskerne risikerer deres troværdighed. De er på et forskningsmæssigt vildspor, for det burde være deres opgave at fortælle politikerne, at de er på gal kurs – også selv om politikerne ikke vil høre på det…”

Alternative fakta

Videnskab, fakta og sandhed udfordres i disse tider. “Post-truth” blev årets internationale ord i 2016. I Danmark kørte debatten, om vi var inde i en ny fase i vidensamfundet, ”den postfaktuelle æra”, hvor grænserne mellem fakta / fiktion og sandt / falsk bliver sløret. Nogle fortolker det som menigmands sunde oprør mod eksperters og smagsdommeres monopol på viden i det offentlige rum. Andre kalder det farligt for den informerede offentlighed, når løgne, fusk-data og fordrejninger får autoritet.

Med præsident Donald Trump er problematikken blevet meget påtrængende. Han er storleverandør af ”bullshit”, påstande i åbenlys modstrid med fakta. Den som har magt – over organisationer og med taletid i medierne – har ret til at definere realiteten.

Senest er der kommet et nyt begreb til: “Alternative fakta”. Det var Donald Trumps presserådgivers terminologi, da hun skulle forklare sig ud af, hvordan Donald Trump og Trumps stabs kunne påstå, at der havde været flere til Trumps indsættelse end til Obama – når fotos bevisligt viste noget andet.

Hun sagde det til en nyhedsvært, som replicerede: ”Hov, alternative fakta er ikke fakta. De er usandheder…”

Der er TEMA i dette nummer om de alternative faktas udfordring af videnskabsverdenen. Aktuelt er miljøområdet den største kampplads om fakta og sandheder, når miljødata skal fortolkes. I USA er klima­benægtere kommet til magten med Trump, som vil lukke miljø-databaser. I Danmark er Landbrugspakken og Gylle­gate en politisk kampplads om landbrugets kvælstof-udledning, som involverer forskningen.

Blandt de optrædende i dette nummer er således Donald Trump & embedsmænd, Esben Lunde Larsen, Bæredygtigt Landbrug m.fl.

Pind: Dannelse som redskab mod …

Han vil indføre filosofikum, men når han ikke kommer med flere penge og mere tid, må det jo gå fra noget andet på fagene?

Uddannelsesminister Søren Pinds stærkeste signal i tiltrædelsesinterviews har været, at der skal oprustes på dannelsen på universiteterne. Hans kongstanke er at genindføre en slags filosofikum på studierne med en fælles eksamen for de studerende:

”Jeg taler om filosofi, moral og etik, men også kulturel bevidsthed. Hvad udspringer vi af? Hvem er vi? Det handler om dannelse, som der mere end nogensinde er brug for. At skabe en fælles forståelse af, hvad vi er for en størrelse.”

“Det handler om at binde uddannelserne sammen og skabe en fælles bund i et samfund, der for nærværende er fragmenteret og under angreb fra populistisk hold og folk med andre styreformer, der vil os det ondt” (BERLINGSKE).

Det lyder som et opgør med det post-faktuelle samfund og med ’alternative fakta’, hvor alles meninger og alt bliver lige gyldigt i vidensamfundet?

”Jo, alt bliver lige gyldigt og ligegyldigt. Det er, når nogle får lov til at argumentere ’jeg føler at’, som om det har samme autoritet som videnskabelige fakta. Der er sket et skred på flere niveauer. Politikere har da løjet før, men man kan have indtryk af, at der er kommet en kultur, hvor man nærmest er sej, fordi man er god til at slippe af sted med at lyve,” forklarer han.

”Det er, ligesom den lutherske stræbsomheds-etik fra efterkrigstiden er antastet. Stræbsomheden efter sandheden er antastet, og det giver et kæmpe problem, for hvis vores fælles moral falder fra hinanden, så falder det normsæt, som vi omgås hinanden med, også. Og så er der kun den stærkes ret tilbage, og det er – selv om jeg er stor tilhænger af konkurrence – ALDRIG godt”.

Eksperter og smagsdommere

Men var det ikke Anders Fogh, som autoriserede undermineringen af faglighed og ekspertise ved at tale om, at almindelige menneskers vurdering er lige så godt som eksperter og smagsdommere: ”Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne” (Nytårstalen 2002)?

”Foghs tale om ’eksperter og smagsdommere’ var bare et symptom og udtryk for noget generelt, vi så overalt. Det handlede om, at mange havde fået nok af, at nogle havde sat sig på sandheden, og det var talen en kommentar til. Nu er situationen ligesom en anden, nu er der behov for at genetablere respekten for viden, og at nogle er klogere end andre”.

Pind hælder til en epokal tænkning: ”Udviklingen bevæger sig i bølger, syv magre år og så syv fede. Første fase var faglighedens, og anden fase var ungdomsopgøreret og tværfaglighedens. Så sagde, statsminister Anders Fogh, at ’tværfaglighed’ havde taget over, og vi må igen have mere ’faglighed’. Og nu er vi kommet ind i den tredje fase, hvor pendulet igen må bevæge sig lidt tilbage, hvor superfaglig fokus igen må tilføres noget tværfaglighed eller dannelse.”

Uni’erne har deres særlige ansvar og rolle: ”Universiteterne er fakler i en oplysnings- og dannelsesproces. Det handler om en slags vækkelse i en højskole/Grundtvig-oplysningstid, og her må deres højere videnskab og dannelsesstandarder gå foran. Jeg er optaget af, at nogle er klogere end andre, og samfundet investerer penge, tid og tålmodighed på, at nogle af de kloge kan bruge deres kræfter til gavn for os alle sammen”.

Men er dannelse noget værd, hvis den ikke er led i en velinformeret offentlighed?

”Når vi taler om udbredelse af løgne eller misinformation, så ved rigtige mennesker jo faktisk godt, når noget er løgn, men det sætter man sig ud over – og hvem ’man’ er, vil jeg altså ikke sige. Men det er klart, at en informeret offentlighed er en del af dannelsen i samfundet. Og her taler jeg så overordnet om behovet for en ny oplysningstid, hvor folk får muligheden for at skelne mellem sandt og falsk som en del af en demokratisk konsolidering. Datamængder og information – nu med ’falske nyheder’ og ’alternative fakta’ – er blevet så store, at vi er nødt til at ruste os med en generel oprustning af dannelsen, så beredskabet forbedres”, svarer han – for derefter at tilføje:

”Men nu er medierne og offentligheden jo ikke mit ministeransvar alene.”

Dannelse i praksis

Historikeren Jes Fabricius Møller anerkender, at minister Pind har identificeret et reelt problem med dannelsen. Filosofikum er bare ikke løsningen, for det er ude af trit med moderne fagligheders specialisering. Og det er svært at indføre, hvis ikke økonomi og rammer udvides:

”Jeg er glad for, at jeg ikke sidder i mit fags studienævn og skal udpege de dele af bacheloruddannelsen i historie, der kan undværes for at skabe plads til ministerens forslag.”

“De videregående uddannelser er et institutionelt fællesskab af væsensforskellige fag og discipliner. Det er et resultat af den specialisering, som har fundet sted over de seneste mange generationer. Den opfylder et behov, som efter alt at dømme ikke bliver mindre. Der er brug for folk, der kan deres kram. I dag er metode og videnskabsteori indbygget i studieordningerne” (UNIVERSITETS-avisen).

Historikeren siger vel, at det er for nemt at ønske ’mere dannelse’. Men i praksis må det gå fra noget andet på studierne, for du kommer vel ikke med flere penge eller udvidede studietider?

”Indrømmet og det er en central prioritering. ’Dannelse’ skal ikke bare ovenpå de nuværende studier, det skal ind i stedet for andre studieelementer. Der kan være fag, som ikke er der længere, og det går jo ikke ud over kvaliteten af de tilbageværende fag. Og det, som udgår, må kandidaterne så lære sig selv”, svarer han.

”Jeg er bare ude på, at de studerende kommer ud med nogle redskaber, så de i højere grad er i stand til at være aktive borgere i det samfund. Men lige nu kan jeg ikke præcisere, hvordan noget filosofikum indføres i praksis; ikke andet end jeg vil sætte nogle kloge personer sammen om, hvordan det kan gøres, ikke bare på universiteterne, men også i professionsuddannelserne”.

Er det den marxistiske ”fagkritik”, du efterlyser, altså studiernes eget fokus på relevansen af faget, hvad faget kan bruges til i praksis, og hvilke sammenhænge faget indgår i?

”Altså, den slags kremlologi vil jeg ikke ind i, for den slags universitets-politik syntes jeg var voldsomt kedelig. Og selvfølgelig indgår et fags rolle, og kritisk vinkling er sindssyg vigtig i videnskaben. Men når jeg taler om dannelse og filosofikum, handler det mere om oprustning af de klassiske elementer”.

Din forgænger på posten (Esben Lunde Larsen) tiltrådte med flotte honnørord om at være ”dannelsesministeren (Weekend-avisen), uden faktisk at gøre noget som helst for dannelsen i sine syv måneder som minister. Risikerer du ikke at lide samme skæbne: At eftertiden vil konstatere, at du lavede en ’værdipolitisk’ markering om dannelse og filosofikum, uden at der egentlig skete noget som helst?

”Jeg vil ikke kommentere på min forgængers gerninger”, svarer Søren Pind. ”Men jeg regner da absolut med at komme med konkrete initiativer, hvad angår dannelsesaspektet og filosofikum. For det første er universitetsloven ikke forligsbelagt, for det andet er ideen positivt modtaget af alle politiske partier. Selvfølgelig kun indtil vi taler indhold, mere naiv er jeg jo ikke, for dannelsesbegrebet er da højpolitik. Nogle vil anklage mig for at være elitær, og kræve et bredere dannelsesbegreb, og det bliver da en interessant debat.