AU sagde ikke nej til ministerkrav om lobby-indblanding

2.UDGAVE. AUs uafhængige ’myndighedsbetjening’ fremstår i et blakket lys i disse dage, hvor Regeringens landbrugspakke med lempelse af gødningsnormer er til høring. AU har nemlig bidraget med kontroversiel videnskabelig legitimation i rapporten ”Revideret baseline 2021” (SE RAPPORTERING 9.januar), som Regeringen har tilsyneladende har plukket data fra og henviser til. Miljøeksperter sår dog tvivl om uklare data heri om landbrugets forurening, som  politisk alibi for at bønder skal have ret til at bruge mere kvælstof-gødning i store dele af landet.

Revideringen var en tre-ugers lynbestilling til AU (nov. 2015) i forlængelse af en 1.rapport (2014 hvor SEGES indgik som problematisk medforfatter). Men af revideringen i 2.rapport fremgik så med småt, at ”SEGES har haft lejlighed til at kommentere på et udkast til den revurderede baseline” (s.7). Og at SEGES indgik som ekstern part, som inddrages ”i faglige beregninger i fornødent omfang” (s.50). Men hvad var det for en indblanding, spurgte eksperterne.

Svaret på hvordan landbrugets videnslobbyist SEGES blev inddraget, blev afsløret i Folketinget: Lobbyistens ret til at kommentere skete såmænd efter direkte påbud fra Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen om at det var ”fagligt relevant” at inddrage “SEGES’s specialiserede viden”. SEGES fik ret til at kommentere AUs rapportering, før den blev afleveret.

I Folketinget spurgte Maria Reumert Gjerding (Enhedslisten), hvordan det kan være ”uafhængig forskningsbaseret myndighedsbetjening”, når en lobbyorganisation inviteres til at deltage i udarbejdelsen? Hertil svarede Fødevareministeren besværgende, at hun har ”tillid til AUs uafhængighed”, og at det er AU, som har ”det faglige ansvar” (SE FOLKETINGSSPØRGSMÅL).

Nogle vil imidlertid fortolke minister-påbuddet sådan, at SEGES fik ret til at forhandle rapportens data og indhold? – men det afviser den ansvarlige for AU-Sciences ’sektorforskning’: ”En ret til at afgive ’kommentar’ er ikke en ret til at ’forhandle’ rapportens indhold. SEGES havde mulighed for at komme med fagligt relevant stof, og at komme med kommentarer til modelberegninger m.m,. for vi kan jo tage fejl på enkelte områder. Men AU står helt inde for det endelige faglige indhold i rapporten”, svarer AU-prodekan Kurt Nielsen.

 Men er det ikke et problem, at offentligheden ikke kan læse i rapporten, hvor og med hvad SEGES har været inde over? ”Jeg kender ikke detaljerne i den konkrete proces, men når AU står inde for det faglige indhold, blev det ikke set som nødvendigt at skrive ind i rapporten, hvor SEGES havde kommenteret og var inddraget. Men set i efterlyset havde det måske gjort data og proces mere transparente, hvis vi havde gjort det”.

Opfatter AU det ikke som et pres, når en minister pålægger inddragelse af bestemte lobbyister – hvor det ikke bare bliver faglige men også politiske afvejninger – og overvejede AU ikke at sige nej til at løse ’myndighedsopgaven’ under de betingelser? ”Jeg ved ikke, om forskningsledelsen overvejede at sige nej. Men generelt vil jeg sige, at AU ikke opfatter det som et pres, at ministeren stillede krav om SEGES-inddragelse. Vores forskere har autonomi til at lave forskning med uafhængig landbrugsfaglig indsigt, så vi er fagligt rustet til at modstå eksternt pres”.

AU tjener årligt knap 400 mio. kr. ved myndighedsbetjening, hovedparten fra Miljø- og Fødevareministeriet. Omfang og betaling fremgår af aftale mellem uni’ og ressortministerium.

Rapporten ”Revidering af baseline 2021” er indirekte blevet et kontroversielt dokument i forbindelse med Regeringens landbrugspakke fra 22.dec. 2015, fordi Regeringens 24-siders tekniske miljørapport bag pakken har plukket data herfra, uden at oprindelse kan verificeres og uden at miljørapportens ophavsmand fremgår – for det hemmeligholdes af NaturErhvervsstyrelsen. Den rapport er derfor blevet et meget kontroversielt dokument bag landbrugspakken og Regeringens blå Danmarkskort (der angiver hvor landmænd må gøde mere), som altså indirekte inddrager bruger AU som data-legitimation (SE LUSKERI MED LANDBRUGSPAKKEN).

Landbrugspakken er tema for samråd m.m. i Folketinget mandag – tirsdag  (SE SAMRÅDS-TEMA).