AU-rapport: Ledere beskytter ikke forskningsfriheden

AUs ledelse har hidtil afvist, at forskningsfriheden hos AUs miljøforskning er under pres fra ministeriet. Nu afslører en VIVE-rapport en noget anden virkelighed.

AU-ledelsen bestilte rapporten, da en POLITIKEN-survey i februar fortalte, at hver tiende forsker har oplevet problemer med deres forskningsfrihed. Forud havde der været Gyllegate, hvor BERLINGSKE og FORSKERforum kunne fortælle historier om AU-forskerne under pres fra Eva Kjer Hansens embedsmænd. Det kom også frem, at AUs ledelse havde underskrevet en kontrakt med dobbelte mundkurve til forskerne.

Siden har FORSKERforum skrevet historier om, hvordan ministeriet er i løbende ”forhandling” med AUs ledelse om rapporteringer og data-leverancer (fx om den årlige NOVANA-rapportering). Seneste kontrovers handlede om Molt-rapporten, hvis kritiske indhold først blev bekræftet af AUs vandforskere. Men efter et haste-krisemøde vendte de om og producerede et mod-notat, som minister Esben Lunde Larsen kunne bruge i Folketinget til at afværge ministerstorm. Og forskerne fik mundkurv mod at udtale sig om deres kovending… (SE FO-fo nyhed 25.1)

AU-ledelsen har afvist at tale om problemer. FORSKERforums kritiske spørgsmål er rutinemæssigt afvist med erklæringer om, at rektor og dekan havde ”fuld tillid til forskernes integritet”. Men nu afslører VIVE-undersøgelsen, at forskere på kontroversielle forskningsfelter ikke har tillid til deres lederes integritet: Hver tredje af de 190 forskere, som har oplevet pres, syntes nemlig ikke, at de fik støtte af deres nærmeste leder, da de kom i klemme. Og hver fjerde af dem oplever ikke, at universitetet bakkede dem op.

Der er også andre data, som peger på mistro til ledelsen. Retningslinjerne siger, at man skal henvende sig til nærmeste leder, hvis man oplever problemer. Men det sker kun i meget få tilfælde. Troen på, at man får støtte herfra i kontroversielle sager reduceres nemlig ”betydeligt, når der er tale om konkrete sager”, står der i en sidebemærkning – uden at de konkrete sager om Gyllegate, NOVANA eller Molt-sagen nævnes. Men VIVE-rapporten konstaterer, at den manglende kontakt til ledelsen er indikation på, at der bør gøres noget mere konkret for at beskytte forskningsfriheden i forhold til i dag (s.44).

Rapporten afslører, at dem med problemer især er forskerne med myndigheds-betjening (ministerier) eller bestillingsopgaver fra indtægtsdækket virksomhed (ministerier, kommuner, firmaer, interesseorganisationer m.fl.).

Og blandt myndigheds-betjenerne oplever 55 pct. at presset kommer fra ministeriet. Presset på myndigheds-betjenerne kan handle om, at et ministerium mener, at resultaterne kan være uheldige i forhold til igangværende politiske processer og kan initiere politisk ladede debatter, der ikke er ønskede på det pågældende tidspunkt.

Og her kan det indgå i processen, at AU-ledere ‘forhandler’ med myndigheden og formidle dennes pres videre til forskerne, hvor lederne især er interesserede i at opbygge ”relationer til eksterne aktører, fx om finansiering”. Kvalitative interviews fortæller, at det kan udløse interne konflikter ”der på den ene side involverer uni’s ledelsesret og på den anden side den enkelte forskers krav på forskningsfrihed i henhold til Uni-loven” (s.24).

AU-ledelsen og de akademiske råds reaktion på rapporten er løsningsforslag om “klarere retningslinjer” og oprettelse af en “uafhængig forskningsambassadør”,  hvor medarbejdere anonymt kan indberette pres og få sparring/rådgivning m.m.

Em.prof. Heine Andersehar lavet hvidbog om forskningsfrihed og har været meget kritisk over for AU-ledelsens passivitet: ”Det er overraskende mange AU-forskere, som nu fortæller til undersøgelsen, at de har været eller er under pres. Og det er bemærkelsesværdigt, at en tredjedel oplever, at presset kommer fra deres egen AU-leder. Det kan dække over, at lederen imødekommer pres fra den eksterne part i stedet for at beskytte deres egen forsker mod pres, siger han. “Der har jo været mange skandalesager omkring AUs miljøforskning. Efter Gyllegate opfordrede jeg AUs ledelse til at kulegrave sagens kontroversielle forløb for at lære af den, men det blev afvist med henvisning til, at der ingen problemer var! Den afdramatisering modbevises klart af VIVE-rapporten. Nu annoncerer ledelsen så ’tydeligere retningslinjer’ m.m. Men jeg venter spændt på AU-ledelsens selvransagelse: Hvad vil AU-ledelsen konkret gøre for at den enkelte leder i praksis – og ikke bare i teorien – ‘værner om forskningsfriheden’, som de er pålagt i Uni-loven?”

VIVE-rapporten havde 1.165 respondenter (svarprocent 34). Flertallet af AUs forskere oplever ikke pres, hvilket formentlig er udtryk for, at de forsker på ukontroversielle felter. Omvendt findes de største problemer utvivlsomt på det kontroversielle miljø-område, hvor AU har stor indtjening på myndighedsbetjening. Men overraskende nok er der også relativt mange på Arts (humaniora), der har oplevet pres – uden at det nærmere fremgår hvor og hvordan.