AU-forsker: Er du kritisk, får du ingen bevillinger

Lektor Bjørg Kjær oplever, at der ikke kommer nye opgaver fra ministerier og andre eksterne samarbejdspartnere, hvis konklusionerne ikke lyder, som de ønsker

Af Claus Baggersgaard

18 procent af forskerne på fakultetet Arts på AU har oplevet at komme under pres for enten at ændre deres forskningsresultater, udskyde offentliggørelsen af dem eller helt lade være med at offentliggøre deres forskning, viser en undersøgelse, som universitetet har fået foretaget.

37 procent af forskerne svarer, at presset er kommet fra et ministerium eller fra en anden offentlig myndighed.

En af dem er DPU-lektor Bjørg Kjær, der blandt andet forsker i institutionskultur og professionel identitet, som fremmer eller hæmmer kvalitetsudvikling i dagtilbud. Det er et område med stor politisk bevågenhed, og forskere har i flere tilfælde oplevet at komme i problemer, når de har leveret forskning til offentlige myndigheder, hvor konklusionerne ikke lød, som de ønskede.

Slut med opgaver efter kritik

Hun husker et tilfælde, hvor ministeriet ville gennemføre en række forandringer på det pædagogiske område og forestillede sig, at det kunne ske ved hjælp af facilitatorer, der skulle ændre personalets mindset. Der var ikke afsat midler til efteruddannelse af de ansatte eller til andre ressourcekrævende tiltag.

“Det var tydeligt, at de i ministeriet ønskede en løsning, som ikke kostede noget, og skulle bruge en ekspert, der kunne understøtte deres opfattelse, men resultaterne viste, at planen virkede urealistisk, hvis der ikke blev afsat flere ressourcer. Det er da påfaldende,
at det derefter pludselig ikke var muligt at få finansiering inden for det område, hvor jeg har min ekspertise”, siger hun.

I et andet tilfælde ville en kommune have hende til at promovere det pædagogiske arbejde, som blev gjort i daginstitutionerne, men det viste sig hurtigt, at der også var nogle problemer med måden, de gjorde tingene på. “De ville have mig til at tale deres kommunale tilbud op og konkludere, at det var rigtig godt. De bad mig lægge mere vægt på det ene og mindre på det andet, så det var en udfordring at bevare min integritet som forsker”, siger Bjørg Kjær.

Hun understreger, at det naturligvis er i orden at diskutere sine konklusioner med den eksterne samarbejdspartner, der har betalt for undersøgelsen, inden de bliver offentliggjort. “Det er en glidende overgang, men på et tidspunkt kammer det over og bliver til uacceptabel indblanding i forskningen”, siger hun.

Ingen mundkurv, men indirekte kontrol

Bjørg Kjær tilføjer, at hun aldrig direkte har fået mundkurv på, som det skete for miljøforskerne på AU i forbindelse med landbrugspakken i 2015. Hun siger, at der er “blødere” og mere indirekte måder at kontrollere forskerne på.

“Det er tankevækkende, at du ikke får opgaver en anden gang, så det har omkostninger at holde fast i sin forskningsmæssige integritet. Det er sandt, at money talks”, siger hun. Hun oplever, at forskere som hende, der arbejder med kritisk kvalitativ forskning på daginstitutions- og skoleområdet, har svært ved at få den type bevillinger, mens det er lettere at få penge, hvis man vil dokumentere effekten af politiske tiltag.

“Den politiske dagsorden er, at det handler om evidens og effektmåling, så hvis du eksempelvis vil dokumentere de øgede læsefærdigheder blandt eleverne i 3. klasse, kan du få en rekvireret forskningsopgave, mens det er sværere, hvis du vil gennemføre en kvalitativ undersøgelse af børnenes trivsel”, siger Bjørg Kjær og fortsætter:

“Jeg og mine kolleger, der arbejder med kritisk kvalitativ forskning, slås om nogle bittesmå håndører, men vi insisterer på, at det skal være forskningen, der bestemmer, hvad vi konkluderer, og ikke hvad der passer politisk. Det er netop det, der ligger i, at forskningen er kritisk, at vi er irriterende og spotter de negative utilsigtede konsekvenser af nye tiltag”.

Politikerne bærer ansvaret

Bjørg Kjær mener, at det politiske system bærer en stor del af skylden for, at forskerne oplever, at de kommer under pres.

“De danske politikere virker ikke interesserede i at kvalificere deres beslutninger. De er sådan set ligeglade med, hvad fagkundskaben siger, og det handler mere om at finde en forsker, der er villig til at dokumentere, at det, de allerede har besluttet, er det rigtige. Det er en meget anderledes politisk kultur end i Sverige, hvor de stort set nedsætter en uvildig kommission, hver gang der skal gennemføres en lovændring”, siger hun.

Hun tilføjer, at konsekvenserne er alvorlige for samfundet, da det betyder, at der træffes “forkerte” politiske beslutninger, i den forstand at de ikke sikrer, at ressourcerne bliver udnyttet bedst muligt. Bjørg Kjær påpeger, at hun har 40 procent af arbejdstiden afsat til sin egen frie forskning i sin ansættelse, men det er under pres, fordi politikerne eksempelvis skærer i basis- og uddannelsesbevillingerne (omprioriteringsbidraget).

“Problemet er, at nedskæringerne betyder, at universiteternes økonomi er så stram, at al vores tid går med undervisning, administration og at søge eksterne midler, såvel rekvireret forskning som fri forskning. Det betyder, at den frie forskning presses, samtidig med at vores normer for god forskning kommer i konflikt med rationalet i rekvireret forskning, som netop ofte har et meget specifikt sigte og ikke sjældent et ønske om bestemte svar”, siger hun og fortsætter:

“Politikerne må forstå, at hvis forskning skal være forskning, kan den ikke være målrettet en bestemt konklusion. Det skal i princippet være sådan, at du ikke ved, hvad du får, hvis du ringer og beder en forsker om at undersøge noget”.