At behage de studerende

Men studietilfredshedsundersøgelser giver ikke bedre lærere og læring, mener engelsk evalueringsekspert

Har du talt med dine studerende for nylig om, hvor tilfredse de er? Hvis ikke, så er der helt sikkert andre, der har. Med tanke på, hvor meget man interesserer sig for de studerendes holdninger, kunne man sagtens få det indtryk, at tilfredse studerende var selve formålet med det, vi universitetslærere laver.

Målsætningen om at sikre tilfredsheden opstilles ud fra antagelsen om, at de betalende kunder nu vil have mere ud af deres uddannelsesoplevelse, og at deres forventninger bør indfries. De studerende opfordres til at lægge vægt på lærerens engagement frem for deres eget, og undervisning reduceres til en køb-salg-situation.

Men blandt de studerende er mange imod at blive behandlet som kunder, siger de. De vil ikke have, at folk skal tro, de har ”købt sig” til deres eksamen. Deres tilbagevisning af ”kunde”-prædikatet afspejler et andet ønske om at gøre en indsats og lære noget.

Men inden de samme studerende er færdige med deres ræsonnement, taler de desværre igen instrumentalt, nemlig om, hvor vigtigt det er at få gode karakterer.

Mange universitetslærere er kritiske over for måling af studentertilfredsheden, nationalt som lokalt. De peger på få respondenter på modulevalueringerne samt på, at der blandt respondenter er tendens mod selvselektion. Og at de studerende skulle svare oprigtigt og give objektiv og sandfærdig feedback, modsiges af fire forskellige undersøgelser lavet siden 1999, som alle viser sammenhæng mellem gode karakterer og tilfredshed, når blot de studerende evaluerer lærerne efter karaktergivningen.

De lærere, der sidder i sikre stillinger, nøjes måske med reagere på tilfredshed-undersøgelser ved at rulle lidt med øjnene. Men hører man til dem i karriereforløb, er det anderledes. De timelønnede og dem på korttidskontrakter er særlig afhængige af positive evalueringer.

I mellemtiden poster man penge i at booste studentertilfredsheden ved hjælp af f.eks. nye byggeprojekter eller mere orwellske projekter med ”forventnings-management”.

Det ville alt sammen ikke være problematisk, hvis bare studentertilfredshed kunne sidestilles med høj uddannelsesstandard. Det er bare ikke tilfældet.

Når man som lærer gerne vil højne tilfredshedsniveauet og kæmper med at skulle rette 100 essays inden for tre uger, kan det være lettest bare at skrue lidt på evalueringsmetoden og indføre kortere afleveringsopgaver, multiple choice-spørgsmål, online-quizzer eller selvevalueringer. Det kan give bedre tid til feedback. Men de leverer bare ikke den samme læringsoplevelse.

Ny forskning tyder ikke på, at der er nogen sammenhæng mellem studentertilfredshed og den gode akademiske præstation, snarere det modsatte. En artikel bragt i tidsskriftet Economics of Education Review i august hævder, at der er en negativ korrelation mellem akademisk præstation og de studerendes evalueringer af deres lærere. Med andre ord kan de lærere, der klarer sig dårligst i de studerendes tilfredshedsevalueringer sagtens være de bedste lærere.

Det kommer i kølvandet på en rapport offentliggjort i 2013 i Psychonomic Bulletin and Review, hvori man fastslår, at de studerende giver høje ratings til de lærere, der er flydende i deres præsentationer, og som besidder karisma, men at der ingen korrelation er mellem disse kvaliteter og høje akademiske karakterer. De lærere, der rangerede lavest for tilfredshed, var dem, der ikke underviste frem til nogen eksamen. Det er måske ikke helt overraskende, at deres studerende var dem, der klarede sig bedst i det lange løb.

At bøje sig for tilfredshedstankegangen er således ødelæggende for lærerens autoritet, og det underminerer hele forestillingen om det væsentlige i at tilegne sig fagviden. Hvis det virkelig er sådan, at vi bekymrer os for universitetsuddannelsen, prioriterer vi forkert.

Joanna Williams er direktør for Centre for the Study of Higher Education ved University of Kent.

(THES 16-10-2014 i Martin Aitkens oversættelse).