Alien’ering

”Der er i de seneste tyve år sket et drastisk skred i betingelserne for kundskabs­produktion på universiteterne. Forskningspolitikerne og forvalterne styrer med krav om relevans og nytte. Det har resulteret i en generationskonflikt mellem de unge forskere, som synes, ’de gamle’ stiller for høje krav til den akademiske ’frihed’ og ’autonomi’. De unge har nemlig aldrig oplevet tidligere tiders ’akademiske selvstyre’, men er opfostret i et system med bestemte krav til indtjening og levering. ’De gamle’ – dem over 50 år – har derimod de friere rammer i gamle dage som reference”, forklarer den svenske professor i idehistorie Sven Widmalm.

”De unge kommer ind i forskerkarrieren med idealer om at skulle fremme viden, som er intellektuelt spændende, og som er positiv for samfundet. Men de bliver hurtigt ’alieneret’: Deres idealer møder relevanskrav og instrumentalisme; de havner i en verden med fremmedstyring, som de må tilpasse sig. Man kan derfor ikke bebrejde de unge, at de ikke kræver de traditionelle akademiske standarder, for de har aldrig kendt dem i praksis! De er tvunget til at søge mod forskningsfelter med penge, mod at skrive korte meriterende artikler, mod kun at bruge kræfter på de,t som fremmer karrieren osv.”

Nye succeskriterier med honnørord

Widmalm har lavet en analyse af den svenske forskningspolitik fra 1970-2015 og beskriver, hvordan instrumentalisering, relevanstænkning og konkurrence langsomt har sneget sig ind som normal-tilstand. Og det har umærkeligt ført til et andet kundskabsideal:

”Relevans, nytte og økonomi bliver i stigende grad de dominerende kriterier. Fagområder (fx humaniora) og forskningsarter (fx grundforskning) tvinges til at retfærdiggøre sig ud fra disse kriterier. Men det har store konsekvenser for den akademiske frihed og indebærer en vidensmæssig udtynding med store omkostninger for demokratiet og for samfundslivets kulturelle aspekter”.

Hans analyse af retorikken bag forskningspolitikken afslører, at forskningspolitik slet ikke formes efter eksperters analyser eller udredninger, men derimod ud fra systemets og politikeres ’fortællinger’ om problemer – understøttet af økonomers påstande om ’nødvendighedens politik’.

”Reform-kravene pakkes så retorisk ind i signalord om ’verdensklasse’, ’udfordringer’, ’konkurrence’ og ’innovation’ garneret med traditionelle akademiske honnørord som ’frihed’ og ’kvalitet’ …”

Barbarisk og uciviliseret politik …

Den danske regering pønser på at indføre et relevans-kriterium i bevillinger til uddannelser med en slags beskæftigelses-taxameter – med belønninger til fagområder med høj ansættelsesgrad (fx økonomi eller visse ingeniørfag) og straffe til andre (fx humaniora og nogle fag på samf).

”Et sådant planlægningsfokus med tilhørende styringsmodel baseret på kandidaters beskæftigelsesgrad er en udynamisk og kortsigtet model uden forståelse for det klassiske universitets kreative og kritiske potentiale. Betoningen af job-egnethed – at markedet bestiller, og uni leverer – undergraver universiteters rolle som fornyere af samfundets vidensbase”, svarer Widmalm.

”Bortset fra, at en sådan ultra-liberal model er politisk ansvarsflugt, fordi politikerne ikke vil prioritere, så er den model barbarisk og ikke et civiliseret samfund værdigt, fordi politikerne overlader den akademiske verden til økonomisme og markedskriterier …”

Se : Retorik med honnør- og signalord i det trykte blad …