FAGLIG KOMMENTAR: Advarsel – nye politiske styringsmekanismer

Af lektor LEIF SØNDERGAARD, fmd. f. DMs ULAB

Det lignede en feberredning, men kunne også være en god nyhed, da uni-minister Esben Lunde Larsen (V) kommenterede KU-humanioras varslede neddroslinger af sprog- og kultur- fagområder med, at han ville lave en sprogstrategi for universiteterne.

Men det er værd at lægge mærke til, hvad der skal være kriterierne for strategien. Ministeren fortalte lige ud til BERLINGSKE, at strategiens kriterier skal være ”erhvervslivets efterspørgsel, og det som tjener Danmarks udenrigspolitiske interesser”, som altså skal være det, som prioriteres og uddeles penge og studiepladser efter. (Meget sigende nævnte Esben Lunde ikke sit favorit-signalord ”dannelse” blandt kriterierne).

Ministeren signalerer hermed helt nye politiske styringsmekanismer, hvor det ikke er diversitet og faglig kvalitet, som skal være målestokken for fagudbud og forskningen på universiteterne. Det skal være nytteværdien for erhvervslivet og for regeringens internationale interesser.

Ministerens markering hænger i høj grad sammen med hans ønske om at ændre det gældende taxametersystem, hvor uddannelser får bevillinger pr. bestået studerende (STÅ). Der kan siges meget dårligt om systemets uhensigtsmæssigheder, herunder at det ikke giver incitament til kvalitet men til masse (indtægter). Men systemet er objektivt, og derfor har talrige evalueringer gennem de sidste 20 år ikke kunnet pege på et bedre system. Heller ikke ministerens Deloitte-rapport giver argumenter for skrotningen, selv om den påviser en kraftig underfinansiering af undervisningen (SE FORSKERforum 290’s analyse: ”En minister uden begrundelser”).

Ministeren har altså ingen begrundelse for at skrotte taxametersystemet. Ministeren og Finansministeriet har imidlertid et politisk ønske om et nyt bevillingssystem, der skal indføre nye politiske styringsmekanismer, hvor Ministeren og Finansministeren kan skrue på knapperne; mekanismer som ikke er baseret på objektive mål, men på politiske studehandler og erhvervslivets lobbyisme.

Derfor er der al mulig grund til at følge nøje med i den kommende tid, for Ministeren har i månedsvis haft en embedsmandsgruppe til at udarbejde en model for et sådant nyt bevillingssystem.

Og det vil være en overraskelse, hvis embedsmændene ikke konstruere en model, der angiveligt vil fremme beskæftigelse, erhvervslivets behov, fremme regionale uddannelsestilbud og forbedre Danmarks internationale konkurrenceevne. Og så vil de formentlig relancere Produktivitetskommissionens model (2014), hvori der er inkluderet et løn- og beskæftigelsestaksameter. Høj lønindkomst hos en faggruppe på stås at indikerede høj evne til at skabe samfundsværdi, så disse uddannelsen af sådanne grupper skulle fremmes ved høje uddannelses-taxametre. Hermed kan man få en incitaments-struktur på universiteterne, hvor markedsinteresser (og formentlig politiske interesser) kan diktere, hvor de attraktive uddannelser findes og opbygges og hvor der er ”mindre nyttige” uddannelser, som skal nedprioriteres.

Både når det gælder sprogstrategien og ministerens tanker om en fornyet bevillingsstrukturer ligger en raffineret forandring af grundideen i et frit uddannelsessystem. De nye styringsmekanismer vil ikke være objektive, men politisk bestemte, og det betyder at Ministeren vil være med til at bestemme, hvad der skal prioriteres og ikke prioriteres. Han får et redskab – formentlig med ”god” vejledning af erhvervslivet og politiserede embedsmænd – til at styre ned i detaljen på fagudbud og undervisning. Og det vil ikke kun være humanioras ”unyttige” småfag, som rammes, for mekanismen vil formentlig også blive udbredt til andre fagområder, som Ministeren med denne model vil have mulighed for at klemme økonomisk. De kan få ”an offer, you can’t refuse…”.

Lige nu hedder det sig, at der er åbent for indmeldinger og debat. Men Ministeriets køreplan for den politiske proces er, at den nedsatte embedsmandsgruppe lægger hoved-sporet ved at præsentere en ramme med nogle givne præmisser / kriterier. Efterfølgende kan organisationer og universiteter komme med (tekniske) kommentarer og der skal angiveligt være debat. Men al erfaring viser med sådanne køreplaner er, at når et forslag præsenteres er det forud-godkendt af politikerne, så i praksis er det kun små detaljer der kan ændres, medens hovedpræmisser og -formål står uforandret tilbage.

Denne raffinerede ændring af uddannelsessiden ligner til forveksling det, der er sket på forskningsområdet. Her er de 2% årlige besparelser gået ind i en omstillingspulje for derefter at bliver returneret til politisk bestemte forskningsprojekter.

Det er de færreste forskere, der kan forske alene på sine basisbevillinger, så man er tvunget til at jagte fondsbevillinger. Og de offentlige fondes pengekasser beskæres eller målrettes mod erhvervs- eller projektrettede formål. I bunden af det system findes de små kulturbærende områder – og nye forskningsfelter, som endnu ikke har opnået anerkendelse.

Jeg frygter, at der kommer nye strategier og bevillingssystemer, som i liberal indpakning vil være raffinerede styringssystemer, der vil være kortsigtede og skade universiteternes muligheder for at medvirke til udviklingen af vores samfund som civiliseret og dannet.