Sanders sidste gerning: Nej til løse professorer

”Jeg synes vi skal være varsomme med at formulere nye regler for universiteterne”. Denne enestående udtalelse nåede videnskabsminister Helge Sander såmænd at fremsætte dagen før, han blev gjort til eks-minister. Den konkrete anledning var, at han afviste partifællen Malou Aamunds (V) forslag om tidsbegrænsede professorater. Hun havde foreslået professorbedømmelser hvert 5. år, så uproduktive professorer kunne blive fyret, så der bliver plads til yngre talenter.

 Sander henviste til, at universiteterne allerede i dag har mulighed for at ansætte professorer tidsbegrænset, hvis der er en særlig grund til tidsbegrænsningen, de såkaldte 3-5 årige mso’ere (prof. med særlige opgaver).  Det er universiteterne selv, der vurderer, om der er grund til at ansætte tidsbegrænset. Og i 2008 fik universiteterne desuden mulighed for frit at oprette de professorstillinger, som de finder behov for: ”Det er derfor ikke længere sådan, at siddende professorer spærrer for, at nye kan udnævnes”, siger Sander, som hermed gav Aamunds begrundelse en over snuden.

 Og så tilføjede Sander såmænd, at han havde tillid til, at universiteternes ledelser er deres ansvar at sikre, at de ansatte “udfører deres arbejdsopgaver på en tilstrækkelig kvalificeret vis”.  

 Spørgsmålet var stillet af SF’eren Hanne Agersnap (se her).