DTU-Kemi: Fra universitet til ’forskerhotel’

TRUSSELSLEDELSE: ’Kontrolleret afvikling’ af dig, hvis du ikke kan score eksterne bevillinger, står der i forskningsplan for DTU-kemi, der vil indføre forskningsstyring i yderste konsekvens

På DTU-Kemi tages nu den totale konsekvens af universitetslovens totale ledelsesbeføjelser. Her vil ledelsen nu diktere, hvad der er instituttets kerneområder, hvad der er støtteområder og hvad der ikke længere satses på. De nuværende forskere indrangeres, alt efter deres kvalifikationer og fagområder.

Det fremgår af et udkast til ”Ny forskningsstrategi for DTU-Kemi”, som institutleder Ole W. Sørensen – også kendt som Scientology-lederen – lagde frem for sine ansatte i januar.
Det fremgår af strategipapiret, at hvis nogle vil prøve at kvalificere sig fra ikke-satsningsområder, så skal de igennem en bedømmelse fra et bedømmelsesudvalg under et Ledelsesudvalg, som i praksis er udpeget af institutlederen. På den måde vil instituttet påbegynde ”en kontrolleret afvikling”, som det hedder i papiret.

Forskerhotel

Konsekvensen er ikke bare, at alle forskere udenfor ”universitetets forskningsstrategi” diskvalificeres. Konsekvensen er også, at det er økonomi, som får absolut forrang frem for fagligheden. Og så at der ikke længere er ’forskningsfrihed’, for alles forskning og forskningsfelter skal bedømmes og godkendes af ledelsen.   Hermed introduceres helt nye standarder for forskningsstyring på danske universiteter.

KU-professor Hanne Foss Hansen, der forsker i organisation og ledelse, siger: ”Strategien er groft sagt, at instituttet bliver en slags ’forskerhotel’, hvor dem der får lov til at bo der er dem, som kan hente finansiering på markedet ude i byen – ikke primært at de kan bidrage med noget fagligt væsentlig forskning eller undervisning. Et universitet er i en sådan model først og fremmest en forretning – ikke en faglig vidensproducent”.

Konsekvensen: A, B og Q-forskere?

Forskningsstrategiens målsætning er, at kemi skal være ”elite”, uden at det defineres nærmere, hvad elite er.

Men strategien opdeler og prioriterer så også forskningsområder: ”Kerneområder” som groft sagt er for A-forskerne, ”støtteområder” for B-forskerne og ikke-kerneområder med Q-forskerne, som falder udenfor.

Og ud fra disse tre rubriceringer har institutlederen så defineret, hvad der p.t. er kerneområder og støtteområder, og hvilke bedømmelses- og kvalifikationsprocesser, som B-forskerne og især Q-forskerne skal igennem .

Første fase er, at et bedømmelsesudvalg skal vurdere, i hvilket område ”ikke-kerneområder” – Q-forskerne – kan bidrage eller om der er udsigt til at de kan ”drive deres område til en større succes”. Det skal vurderes af et bedømmelsesudvalg under Ledelsesudvalget, som er sammensat af institutdirektøren. Men en grundpræmis for en godkendelse er, at de har ”gode chancer for at opnå ekstern finansiering i det nødvendige omfang”.

FORSKERforum har spurgt Ole W. Sørensen, om rubriceringen er udtryk for en opdeling i A, B og Q-forskere?

”På universiteterne oplever vi at basisbevillingerne konstant er under pres og at en stadig større del af forskningen skal finansieres af konkurrenceudsatte midler. Inddelingen af forskningsområderne i tre kategorier er et udtryk for fokusering og hvad instituttet satser på. Der skal udarbejdes individuelle handlingsplaner for de medarbejdere, som pt. falder uden for hvad der satses på”, svarer institutdirektøren.

Kriterium: Samfundsnytte

Forskningsstrategien nævner intet om en bred fagvifte eller om undervisning af studerende. Dens kriterier er heller ikke faglige, men derimod noget der udvælges efter ”samfundsnytte”.

”Samfundsnytte” defineres så principielt som noget, der skaber synergi mellem DTUs 4 ben (forskning, uddannelse, innovation og myndighedsbetjening). Men skåret ind til benet betyder kravet om samfundsnytte, at man er i stand til at tiltrække betydelige eksterne bevillinger.

I den forstand har DTU-kemi indført en total tilpasning til regeringens nyttekalkuler omkring ”konkurrenceudbud”. Forskningens nytte defineres af markedet, dvs. af hvor pengene er.

Af planen fremgår ikke, hvad der sker med de ansatte, der ikke passerer gennem ledelsens nytte-vurdering og som altså hermed ikke passer ind i strategien, og institutdirektøren vil ikke interviewes om dette.

Ledelsesforskeren: Trusselsledelse

Foss Hansen kalder strategien for ”meget markant” og et udtryk for tre typer strategier i et:

”For det første en indtægtsmaksimering: Strategien er hovedsagelig forankret i en økonomi-tænkning om, at forskerne skal maksimere tilførslen af eksterne forskningsmidler (med særligt fokus på ph.d.-finansiering). Fokus på faglig kvalitet og udvælgelse er meget svag og kommer mest til udtryk i strategiske mål. Det faglige element er begrænset (4 linier ud af 4-5 A4-sider)”, forklarer hun.

”For det andet en konkurrencestrategi: Det er efterhånden ingen nyhed, at vi på universiteterne skal konkurrere med eksterne forskere. Men her lægges der op til at forskerne skal konkurrere om ledelsens gunst indadtil. Det er en managementtænkning, som er det modsatte af en samarbejdsstrategi”.

”For det tredje en strategi med trussels­ledelse: ”Der ligger implicit i strategien og modellen en melding til forskergrupper og til den enkelte forsker, om at hvis de ikke formår at skabe den nødvendige indtægt, så risikerer de fyring. Det er en ledelsestænkning helt modsat den, som er baseret på faglig anerkendelse”.

FORSKERforum har forelagt Ole W. Sørensen ovenstående, men han vil ikke kommentere det.

Inkonsistenser: Bred og samtidig snæver

Professor Foss Hansen konstaterer, at det ikke er nyt, at et institut prøver at fokusere på ”kerneområder”, men det meget markante her er dels den kontante kobling til indtægtsskabelse i stedet for på faglighed, og dels en kobling mellem fagligt ansvar og så finansiering (tydeligst på ph.d.’ere).

Og så påpeger hun en inkonsistens, fx mellem de strategiske mål og et samtidigt overordnet mål om ”forskningsmæssig bredde”: ”Hvordan kan man samtidig indsnævre fagligheden, og samtidig opretholde en bred kemisk faglighed”.

Det er en inkonsistens, som går igen i forholdet mellem forskning og undervisning, hvor strategiplanen stort set udelukkende forholder sig til forskningssiden.

Foss Hansen gør opmærksom på, at hun ikke er kemiker og derfor ikke kan vurdere institutlederens udpegning af ”kerneområder”: Mangler der fx nogle grundfag, for at instituttet kan undervise bredt i kemi?

Også målet om at blive et internationalt elite-universitet er inkonsistent: ”Hvad er kriteriet for at være en internationalt set elite-faglighed, når det faktiske succeskriterium er, om man kan score eksterne, nationale bevillinger?

Strategien er altså funderet i og afhængig af nationale politiske prioriteringer / programmer, og ikke forankret i en international peer-vurdering af kvaliteten i forskningen”.

jø