DEBAT: Universitetsfolkets passivitet

LÆSERBREV

I det seneste nummer af FORSKERforum har Mogens Ove Madsen en FAGLIG KOMMENTAR,  ”Derfor har universitetslærere så lille indflydelse”,  hvor han prøver at give forklaringer på, hvorfor universitetsansatte har så lille indflydelse. Her får vi et relevant indblik i, hvem der repræsenterer universitetslærernes interesser. Det fremgår, at Akademikernes Centralorganisation – paraplyorganisationen som forhandler overenskomster for alle akademikere – fører ordet og styrer taktikken. I praksis betyder det derfor, at politikken forhandles udenom de universitetsansatte, af andre ansættelsesgrupper (”en hel masse akademikergrupper, som ikke har noget med universitetet at gøre”: administrativt ansatte, privatansatte, læger, ingeniører, fuldmægtige, kontorchefer). DMs og DJØFs universitetslærere er på den måde sat ud på et sidespor.

Det er ildevarslende læsning for en underviser ’på indersiden’, for det kan muligvis og tilsyneladende også forklare, hvorfor AC ikke har protesteret mod universitetslovens nye topstyrede ledelsesstruktur og mod afviklingen af den akademiske medbestemmelse for de menige.

AC er således aktiv deltager i de danske universiteters tragedie, eksternt styrede og politiserede institutioner, hvor de internt fagkyndige efterhånden er frataget formel og reel indflydelse. Tragedien er dog ikke nødvendigvis foranlediget udelukkende af udefrakommende faktorer. Forskere og undervisere på landet universiteter må samtidig kigge sig selv efter i sømmene. For hvorfor protesterer universitetsfolket ikke mere indtrængende, så AC (og det brede politiske flertal, der står bag udviklingen i universitetsverdenen) ikke kan ignorere nødvendigheden af drastiske ændringer i medbestemmelse?

Den mest nærliggende forklaring er nok, at vi har travlt med at passe vores daglige arbejde.

Men der er også mekanismer i systemet, som direkte eller indirekte blokerer for vores engagement.

For det første lider de danske universiteter under, at midler til grundforskning er blevet indskrænket, og at vi skal bruge mange ressourcer på at jagte penge. I langt højere grad end tidligere kommer midlerne ikke uhindret fra statskassen, men pengene til forskning er bl.a. i stedet lagt ud i strategiske fonde og privat finansiering. Det betyder, at vi for tiden får genereret meget lidt forskning, som reelt er uafhængig af eksterne interesser.
Den manglende indsigt og den manglende indflydelse gør også, at rådvildheden ofte bliver selvlysende. Det Akademiske Råd har fx ingen reelle magtbeføjelser, og er – som deres navn antyder – blot et rådgivende organ, som ingen politisk magt har. De professionelle bestyrelser på de danske universiteter er også et andet eksempel på, at egentlige faglige indspark i debatten om, hvor det enkelte universitet skal bevæge sig hen, er kommet i numerisk mindretal. Dette skal dermed også ses i forbindelse med den enkelte medarbejders individuelle forskningsfrihed, der er blevet indskrænket af pres udefra: Finansieringsprocessen er blevet mere omfattede, fordi forskeren selv – i konkurrence med alle andre – selv skal finde støtte til sin forskning, hvilket selvfølgelig betyder noget for, hvad der bliver forsket i. Publiceringsaktiviteten er også hæmmet af nye idéer om såkaldte bibliometriske forskningsindikatorer, hvor et smalt udvalg af akademiske tidsskrifter bliver ikke kun pointgivende for den enkelte forsker, men på sigt også bliver udslagsgivende for reelle forskningsmidler.

På den måde er de danske universitetsansatte af disse og mange andre årsager udsat for systematisk pres (som tidligere østeuropæiske stater ville skæve til med misundelse). Det genererer derfor et arbejdspres, som resulterer ikke kun i dårlig kollegialt samvær, fordi forskere nu hver især er i konkurrence med hinanden om forskningsmidler. Den ultimative effekt af dette er en stigende tendens til stress, depression og dårlige, kortvarige ansættelsesforhold.

Systemet er også sådan, at vi i dagligdagen får et uheldigt sammenstød mellem forsknings- og undervisningsforpligtelser. Undervisningen af de studerende står i diskrepans med hensigtserklæringerne. Det er først og fremmest temmelig svært at producere forskningsrelevant undervisning, når forskningsretningerne skifter, som den eksterne finansiering finder det bedst. Dernæst er de enkelte studier – set samlet med de øvrige nævnte kontrolmekanismer – underlagt krav om akkreditering, som betyder, at hvert enkelt studie løbende skal bevise sit eget værd gennem omfattende indrapporteringer til eksterne råd, som egenrådigt kan give et studie det gule eller røde kort.

Disse råd – ligesom politikernes øremærkning af puljer – vil have mulighed for at styre de danske universiteter i de retninger, som fremstår ’ideologisk’ relevante, og ikke nødvendigvis, hvad der tenderer god undervisning og forskning, som frie (jeg er lige ved at sige liberale) idealer fordrer det. Der er ikke megen klassisk liberalisme tilbage i dette system. Det er snarere i sin yderste konsekvens en meningsmæssig indoktrinering, som på sigt vil fremstå ’naturaliseret’ for de implicerede, der således ikke længere vil være i stand til reel kritisk tænkning (noget, som ethvert holdbart demokratisk system lever af).

Alle disse problematikker har Mogens Ove Madsen berørt i sin nylige bog Universitetets død, hvor der så tilmed knyttes en direkte tråd til den forvitrede interessevaretagelse i AC. I bogen efterlyser han et større medarbejder-engagement i de konflikter, som åbenlyst martrer de danske universiteter. Forskersamfundet må ”organisere sig i en fælles platform”, skriver han, og opfordrer til ”åbenlys protest og konstruktiv nytænkning”, som i sidste ende bør revitalisere et universitet ”uafhængigt af statsmagten, den offentlige opinion, af markedskræfterne og krav om forskningens umiddelbare erhvervsmæssige nytte- og markedsværdi”. Og i FAGLIG KOMMENTAR tilføjer han så, at universitetslærerne skal have sin egen forhandlingsplatform. Det kan ske på tværs af en slags karteldannelse, hvor de universitetsansatte i fællesskab kan formulere krav til generel universitetspolitik samt til løn- og ansættelsesvilkår. Det lyder jo som en rigtig – og mere demokratisk – måde at varetage interesser på.

Men tilbage står vi så med spørgsmålet om, hvorfor de åbne protester ikke er større? Det giver her god mening, som Madsen direkte gør i undertitlen på sin bog (Kritik af den nyliberale tendens, se min anmeldelse på www.kulturkapellet.dk), at henvise til den nyliberalistiske tidsånd som samfundsproblem. Men for at forstå passivisering af kritikken såvel på universitets-politikken som i en videnskabelig sammenhæng, så kan der henvises til den postmoderne og socialkonstruktive tilgang og fortolkning af verden, som i sin ekstreme formulering bliver til en udmarvning af værdigrundlaget for metodisk arbejde og for reelle frihedsværdier, som også udarter i ligegyldiggørelse – når alt er lige gyldigt, bliver alt også ligegyldigt. Og når alt bliver lige gyldigt, så bliver værdierne for god forskning og undervisning det desværre også, samtidig med at det fører til afmobilisering af det universitetspolitiske.

Det kan måske forklare, at der også er andre årsager til universitetsfolkets passivitet end vores daglige travlhed.

Studieadjunkt Kim Toft Hansen,
Aalborg Universitet, medlem af DJØF