12. februar 2010 af FORSKERforum
Venstres ordfører: Stopprøver for professorer
Professorer skal ansættes i en tidsbegrænset periode på ti år i første omgang og derefter skal et udvalg hvert femte år vurdere, om de fortsat lever op til kravene med hensyn til videnskabelige produktion og udvikling af fagområdet, foreslår Venstre universitetsordfører Malou Aamund. Hun kalder forslaget et ’sundhedstjek’ på universiteternes karrieresystem: ”Vi har i dag et usundt system, fordi du som professor normalt har en tidsubegrænset ansættelse. Hvis du én gang er blevet professor, er du altid blevet professor. Det betyder, at rigtig mange højt kvalificerede forskningsledere og lektorer bliver holdt ude af professoraterne. Er der ikke en mulighed for at nå toppen, vil mange fravælge en forskerkarriere” (Berlingske, se her).
Straks efter, at Aamund havde lanceret sit forslag overtrumfede de konservative forslaget: Også lektorer skal på samme måde jævnligt prøves eller søge deres egne stillinger.
I DM, som repræsenterer hovedparten af landets universitetslærere, ryster formanden på hovedet: ”Forslaget er udtryk for uvidenhed om, hvordan virkeligheden på universitetet er. Forslaget vil totalt underminere den eksisterende ansættelsesbekendtgørelse, hvor karrierevejen i forvejen er meget lang med prøvninger på hvert karrieretrin ph.d., lektor og professor. Forslaget om prøvninger hvert femte år i professorater vil gøre en universitetskarriere helt uattraktiv. Og det er også en dårlig ide for samfundet, for hvorfor skulle forskere i tidsbegrænsede stillinger risikere jobbet på at lave nysgerrig, eksperimenterende og tilmed ’ubekvem’ forskning, som kræver store frihedsgrader”, siger Ingrid Stage. ”Aamund vil angiveligt lave stopprøven for at dumpe nogle professorer, så der kan blive plads til unge forskeres karriere. Men hvis problemet er manglende professorater, hvorfor udvider politikerne så ikke bare puljen af professorer i stedet for at løse et ‘problem’, som ikke eksisterer”?
Ifølge Berlingske var videnskabsminister Helge Sander fuldstændig uvidende om sin partifælles forslag. Aamunds forslag – der iøvrigt ligner en prøveballon, som skatteminister Kristian Jensen opsendte for fem år siden - er imidlertid så liberalt, at det svarer fint til statsminister Løkke Rasmussens (V) og finansminister Hjort Frederiksens (V) politik. Politiske iagttagere mener da også, at Aamunds timing er hendes måde at gøre sig meget synlig, lige før statsministeren efter vinterferien laver ministerrokade med ny videnskabsminister.
Bliver Aamund udpeget som minister, har hun gjort politisk kometkarriere i Venstre efter et turbulent ophold i Liberal Alliance, og hun vil overhale adskillige erfarne partisoldater.



