Myndighedsbetjening med diktat af metode

Miljøministeren vil afskaffe uklarheder i ’myndighedsbetjening’ igennem klart afgrænsede beskrivelser i kontrakter. Men det indebærer en indsnævring af forskernes metode- og analyse-frihed, lyder invending

I fremtiden vil Miljøministeriet og dets styrelser sørge for, at kriterierne for en ‘myndighedsopgave’ afgrænses og aftales før opgaveudførelsen, sådan at DMU får klare rammer for analyser og metoder for detailopgaver, som når DMU fx skal vurdere de danske skoves tilstand.
Miljøminister Troels Lund Poulsen var i samråd i Miljøudvalget d. 18. november, og kontrakt-detaljering var hans løsning på det problem, som Miljøministeriet (Skov- og Naturstyrelsen) skabte sig, da styrelsen krævede forskønnelse af et skovnotat, som DMU-forskere havde udarbejdet efter bedste faglige overbevisning og EU-standarder.
Ministeren fastslog, at Miljøministeriets politiske standarder / kriterier skal fastlægges på forhånd, før der aftales løsning af enkeltopgaver (’myndighedsopgaver’ inden for rammekontrakten med ministeriet). Ministerens styrelse har indrømmet, at der blev begået en enkelt fodfejl, da styrelsen udsendte en pressemeddelelse, hvor DMU blev taget til indtægt for ministeriets politiske indberetning. Men ellers mente ministeren ikke, at der er begået fejl i indberetningen, som kaldte de danske skoves tilstand ”god”, mens DMUs forskere vurderer dem som ”ringe”.

Forskningsfrihed med snævert mandat?

Ministerens løsning med præcise kontrakt-kriterier rejser imidlertid nye problemer, mener biolog Søren Wium-Andersen fra miljøorganisationen NEPENTHES, som afslørede skovfifleriet: ”En af de erklærede hensigter med indfusioneringen af ’sektorforskningen’ under universiteterne var, at de skulle frigøres fra underordningen under ministerierne og have ’forskningsfrihed’. Men hvor er den frihed, hvis myndighedsanalyser fremover bliver snævert definerede? Der lægges op til, at DMU skal besvare i henhold til ministeriets politiske krav og ikke andet! Hermed defineres på forhånd såvel tilgang som metode. Det er en indsnævring af frihedsgraderne”, siger Wium-Andersen.
AUs prorektor – som har ansvar for ’AU-sektorforskningen’, bl.a. DMU – svarer:
”Det er et dystert billede, Wium-Andersen tegner af den fremtidige myndighedsbetjening. Jeg vil understrege, at det som Aarhus Universitet kan tilbyde er forskningsbaseret myndighedsbetjening og det betyder naturligvis at de resultater og den viden vi leverer, er baseret på uafhængig forskning af høj faglig kvalitet. Alt andet er ikke acceptabelt”, siger Søren E. Frandsen. ”Jeg er overbevist om, det ikke er i Miljøministeriet interesse – og slet ikke samfundets interesse – at bestille rapporter, hvor svaret er givet på forhånd. Når eksempelvis Miljøministeriet bestiller en analyse og forskningsbaseret rådgivning ved Aarhus Universitet, så er det fordi de ønsker en udredning eller en rapportering af tingenes faktiske tilstand og ikke en blåstempling! Det er udgangspunktet for vores forskningsbaserede myndighedsbetjening og samarbejde med Miljøministeriet”.
Men hvad, hvis opgavebeskrivelsen er politiseret – som Skovstyrelsens elastiske mål  for ’sunde skove’ – og så indsnævret, at det nærmest dikterer teori og metode?
”Opgaven skal være klart beskrevet, og opgavebeskrivelsen skal være klart beskrevet, så omverdenen forstår præmisserne. Og teori og metode kan ikke dikteres – det er forskerne, som entydigt træffer beslutning om metode, data og analyse, og det er dem, som uafhængigt træffer beslutning om de faglige konklusioner, herunder at beskrive, hvad de ikke har analyseret. Hvis der er nuancer i sagen, så er det forskernes frie valg at fremlægge disse”, svarer prorektoren.

Frivillig modsigelse?

Men der er andre betænkeligheder: “Og når opgaven er præcist defineret, vil det være svært for forskerne at fremsætte deres egne faglige vurderinger, fx af om opgaven er for snævert defineret! Jeg gad godt se de ’sektorforskere’ eller den institutionsledelse, som i den ramme tør fremsætte deres egne faglige vurderinger eller standarder – i opponens til ministeriet”, spørger Wium.
AUs prorektor Søren E. Frandsen svarer:
”Jeg forstår godt bekymringen, men forskerne stiller høje faglige krav til egen forskning og rådgivning og er faktisk i stand til at holde fast – de skal jo fuldt ud kunne stå bag deres rådgivning. Der er også på universiteterne opbakning til at holde fast i relation til forskningsfrihed.
Og så vil jeg gerne understrege, at det er helt ok, at der er en faglig dialog mellem opdragsgiver og forsker, blot der er respekt om arbejdsdelingen. Det er forskerne, der entydigt træffer beslutning om metode, data, analyse og drager de faglige konklusioner, mens embedsmænd og opdragsgiver alene har til opgave at stille spørgsmålene og medvirke i en faglig dialog, således at opgaven løses bedst muligt”.
Men de formelle kontraktforhold indebærer stadig, at der er ’en forhandling / dialog’ om analysen, hvor DMU kan lægges under (økonomisk) pres. Hvis DMUs ledelse ikke kunne sige fra i sagerne om oppløjning eller i skovsagen, hvad skulle så motivere dem til at gøre det fremover?
”Som jeg tidligere har sagt: Det har DMU også gjort. I skovsagen fremlagde DMU sine data og faglige vurderinger frit og offentligt tilgængeligt, så alle med interesse for området havde adgang hertil”.

Politikeren: Gråzonen skal væk

SFs miljøordfører siger: ”Skovsagen handler om gråzonen mellem politik og faglighed, hvor ministeriet styrede forskningsanalysen og bagefter lånte forskningens troværdighed. Det er helt ude i skoven, at miljøministeren nu løser dilemmaet ved at fastslå, at de politiske kriterier står over de faglige. Hermed undermineres fx EU-standarder og forskningens autoritet”, siger Ida Auken (SF). ”Sagen afslører jo, at fusionen under universiteterne ikke sætter ’sektorforskningen’ fri fra ministeriestyring – tværtimod kommer styringen nu ind i universitetet! Hvis man ønsker en uafhængig ’sektorforskning’, så er der kun en vej: Flere basismidler og mindre kontraktstyring”.

jø