Uni-Evaluering: For meget detailstyring og for lidt medbestemmelse

IT-universitetet bør fusioneres med fagligt beslægtede universiteter, for vi har ikke hørt overbevisende argumenter for, at det skal være selvstændigt (s.63). Og det samme gælder for så vidt også for de nuværende autonome sektorforskningsinstitutioner, SFI og GEUS (s.64).

 Sådan lyder de hurtige overskrifter, som pressen vil trykke først, efter at Uni-Evalueringen i dag har offentliggjort din rapport efter et halvt års evalueringsarbejde (se rapporten).

Rapportens mest iøjnefaldende kritik lyder, at der mangler balance mellem autonomi og målbarhed. Panelets kritik giver universitetsledelserne medhold, når disse klager over, at de har  for lidt spillerum / autonomi. Detailstyringen – på grund af politisk-ministeriel mistillid – er blevet for omfattende: ”Mange reguleringer og dialogbaserede krav går videre end deres intentioner …” (s.34). Detailstyringen viser sig i optagelsessystemet og i den unødvendige afskaffelse af gruppeeeksamen (s.29). Som eksempler anføres, når ministeriet griber ind med konkret regulering for at mindske frafald (s.35), når akkrediteringssystemet laver en indviklet pre-kvalifikation i stedet for en simpel efter-evaluering (s.30), når resultatkontrakter retter sig mod detaljer i stedet for overordnede mål (s.35) osv.

 Hvad angår de kontroversielle spørgsmål om forskningsfrihed, så anbefaler panelet, at Folketinget fjerner eller reformulerer den såkaldte instruktionsbeføjelse (§17 stk. 2 om at institutlederen kan diktere forskning af sine medarbejdere og at forskerne skal holde sig inden for universitetets forskningsstrategier). Panelet har kun hørt om enkelte eksempler på, at beføjelsen er blevet taget i anvendelse, men det er tvivlsomt om denne paragrafs formuleringer i sin detaljerigdom passer til europæisk tradition for akademisk frihed (s.6, 39).

 Hvad angår medindflydelse så konstaterer panelet, at loven ikke indeholder en generel bestemmelse til sikring medbestemmelse, og for at sikre det – i henhold til ”danske traditioner og universitetslovens ånd” – så skal der i loven indsættes en generel bestemmelse, som præciserer den enkelte universitetsbestyrelses pligt til at sikre ”en tilfredsstillende praksis for medbestemmelse”. Og der bør tilsvarende sikres større gennemsigtighed ved udpegning af universitetsledere (s.6, 39).

 Hvad angår ’sektorforskningen’ så konkluderer rapporten, at fusionerne under universiteterne har haft ”en positiv effekt”, men den konklusion er baseret på lederes udsagn, for der har været ”metodologiske begrænsninger” i at oparbejde faktuelle data, på grund af den korte tid siden indfusioneringerne (s.69). Og hvad angår det kontroversielle spørgsmål, om ’myndighedsbetjening’ (og ministerafhængighed) hører hjemme under universiteter, så analyserer panelet ikke dette spørgsmål (s.69), men nøjes med at anføre, at fusionerne giver ’sektorforskningen’ en ny forskningsfrihed og ”åben debat” (s.41, 42) – en del af Helge Sanders formelle argumentation for fusionerne…