Top

21. oktober 2009 af FORSKERforum 

Nedtælling: Uni-Evalueringen offentliggøres 3. december

Nej, det er ikke mit indtryk, at evalueringspanelet i særlig grad er interesseret i fusionerne af universiteter og sektorforskningsinstitutioner, lyder Videnskabsministerens svar på Jonas Dahls (SF) spørgsmål om komiteen bag Uni-Evalueringen er ”fusionsfikseret”. Ministeren konstaterer, at evalueringen skal gennemarbejde fem temaer: Om hensigten med uni-fusioner er opfyldt, om medbestemmelse for ansatte/studerende, om fri akademisk debat, om forskningsfrihed samt om frihedsgrader. Ministeren fortæller også, at disse fem spørgsmål skal besvares med lige vægt, og med ”en bred vifte af input”.

 Helge Sander svarer dog ikke på spørgsmålet om det sidste tema ’frihedsgrader’ blev tilføjet efter krav fra Socialdemokraterne (Folketingsspørgsmål 20 nr. 12-17).

 Endelig sætter ministeren deadline for Uni-Evalueringen, som offentliggør rapport og anbefalinger d. 3. december.

 Mens nedtællingen så foregår, varmer DMs universitetslærere op via en konference d. 13 november under temaet ”Kreativitet versus kontrol”, hvor der stilles skarpt på de styringsmekanismer, der er på spil i den danske uddannelses og forskningsverden. Blandt oplægsholderne er CBS-politologen Ove Kaj Pedersen og formanden for Rektorkollegiet Jens Oddershede (se program).

Bottom